B 151: Forslag til folketingsbeslutning om at udvikle en database over fødevarers klimapåvirkning, der kan danne grundlag for en frivillig klimamærkningsordning.

Med forslaget ønskes der i indeværende folketingsår nedsat en projektgruppe, der skal udarbejde en klimadatabase over fødevarers klimapåvirkning med uafhængige og troværdige data. Dette skal danne grundlag for en frivillig klimamærkningsordning, der viser klimaaftrykket for det enkelte produkt. Målet er, at klimadata skal være differentierede inden for produktkategorier, så der kan tages højde for, hvordan de forskellige produkter er produceret, og med hvilket klimaaftryk. Forslagsstillerne mener, at forbrugeren gennem klimamærket vil blive oplyst om klimaaftrykket for fødevareprodukter. Udvalget afgav den 8. juni 2022 en beretning over forslaget, hvor Socialdemokratiets, Venstres, Socialistisk Folkepartis, Radikale Venstres, Enhedslistens, Det Konservative Folkepartis og Liberal Alliances medlemmer af udvalget og Lise Bech (UFG) bl.a. noterer, at regeringen har fremlagt et forslag om udvikling af et klimamærke til fødevarer, og at der i den forbindelse skal nedsættes en arbejdsgruppe, der skal komme med et bud på, hvordan et kommende klimamærke kan se ud. I beretningen roses regeringens initiativ. Det fremgår yderligere, at danskerne mangler en overskuelig måde at sammenligne produkters klimaaftryk på, så det bliver lettere at træffe et fødevarevalg med et lavere klimaaftryk, og som samtidig fremmer produktion af fødevarer med et lavere klimaaftryk, da det er vigtigt i den grønne omstilling. Af beretningen fremgår, at det er vigtigt, at der kommer klimadata, så forbrugerne kan træffe oplyste valg, når de handler ind i hverdagen. Yderligere noteres Klimarådets tilgang til et klimamærke og database for klimaaftryk for fødevarer.

Sagstrin

  • Beretning
    2022-06-08T00:00:00.000Z

  • 1. behandling
    2022-05-12T00:00:00.000Z

  • Forslaget som fremsat
    2022-03-01T00:00:00.000Z

  • Fremsættelse
    2022-03-01T00:00:00.000Z