S 589: Hvad er ministerens holdning til, at flere danske gymnasier, f.eks. Næstved Gymnasium, Stenhus Gymnasium og Støvring Gymnasium, har indledt partnerskaber med den kinesiske regering i form af den kinesiske statslige myndighed Hanbans Confucius-program, og er ministeren tryg ved, at danske gymnasieelever undervises af kinesiske gæstelærere og efter undervisningsmaterialer udviklet af den kinesiske stat?

Begrundelse: Spørgeren henviser til omtale i bl.a. Sjællandske den 22. december 2018, hvor lærer i kinesisk Simon Gjerø bl.a. peger på, at de kinesiske gæstelærere ikke er glade for at diskutere Kulturrevolutionen og det forhold, at millionvis af kinesere omkom som følge heraf, ligesom læreren peger på, at tyngden i den undervisning, der forestås af de kinesiske gæstelærere, der er udsendt af den kinesiske stat, ligger på kinesisk historie i det 20. århundrede. Spørgeren finder det besynderligt, at udsendte fra en diktaturstat underviser i danske gymnasier, og forstår ikke, hvilken værdi mulig indoktrinering fra kinesiske statslige myndigheders side kan have for at hæve det faglige niveau i gymnasiet. Spørgeren er også stærkt bekymret for, at der tegnes et forkert billede af, hvordan forholdene er i Kina.

Sagstrin

  • Besvarelse, skriftlig
    2019-03-06T00:00:00.000Z

  • Anmeldelse
    2019-02-27T23:00:00.000Z