S 965: Er det ministerens intention at arbejde for at svække den europæiske miljølovgivning, så den ikke længere er underkastet Baselkonventionens regler om affaldshåndtering med henblik på at kunne tillade skibsophug ved beaching?

Begrundelse: Ministeren har ifølge Ritzau den 27. august 2018 til Søfart udtalt: »Når det gælder ophugningsfaciliteter på strandene i Indien, er det min opfattelse, at de kan blive optaget på den europæiske liste over godkendte ophugningsfaciliteter, hvis de lever op til EU-kravene«. Udtalelsen er i sig selv alene en bekræftelse af, hvordan lovgivningen er skruet sammen i EU, men kan misforstås sådan, at ministeren er tilhænger af, at skibe ophugges på strandene i Indien og andre steder i Sydøstasien, hvor forholdene for arbejderne er livstruende, og miljøbeskyttelsen helt minimal. I Danmark er to ophugningsvirksomheder i Esbjerg og Frederikshavn i færd med at etablere sig. De vil ikke benytte sig af strandene som ophugningsplads. De forøgede miljøkrav og de danske arbejdsmiljøkrav vil gøre det vanskeligt for de kommende værfter at konkurrere med værfterne i Sydøstasien, som kan dumpe prisen på grund af de lavere krav til miljøbeskyttelse og arbejdsmiljø. Uanset at Mærsk har en interesse i at ophugge skibe billigt i Sydøstasien, bør ministeren arbejde for at stoppe dumpning af miljø- og arbejdsmiljøstandarder og dermed aktivt – fagligt og politisk – arbejde for, at EU ikke støtter ophugning på strandene, uanset hvor i verden det foregår.

Sagstrin

  • Besvarelse, skriftlig
    2018-09-02T22:00:00.000Z

  • Anmeldelse
    2018-08-26T22:00:00.000Z