Udtalelse fra Det Etiske Råd om opbevaring af befrugtede æg og ubefrugtede ægceller

Udtalelseomopbevaring
afbefrugtedeægog
ubefrugtedeægceller
Sundheds- og Ældreudvalget 2020-21
B 8 Bilag 1
Offentligt
Indhold
Udtalelse om opbevaring af befrugtede æg og ubefrugtede ægceller / 3
Rådets anbefalinger / 4
Den medicinske baggrund / 6
Den juridiske baggrund / 10
Etiske aspekter / 12
5 overordnede perspektiver / 12
Et autonomibaseret perspektiv / 13
Et humanistisk og ’samaritansk’ perspektiv / 14
Et individorienteret konsekvensetisk perspektiv / 16
Et fællesskabsorienteret konsekvensetisk perspektiv / 17
Et religiøst konservativt perspektiv / 20
Det Etiske Råds udtalelse om opbevaring af
befrugtede æg og ubefrugtede ægceller
© Det Etiske Råd 2020
ISBN: 978-87-92915-25-2
www.etiskraad.dk
twitter.com/etiskraad
3
Det Etiske Råds udtalelse om opbevaring af befrugtede æg og ubefrugtede ægceller
Udtalelse om opbevaring af
befrugtede æg og ubefrugtede
ægceller
På opfordring fra Sundheds- og Ældreministeren har Det Etiske Råd besluttet at udar-
bejde denne udtalelse om opbevaring af befrugtede æg og ubefrugtede ægceller. Mini-
sterens henvendelse udspringer bl.a. af et borgerforslag om at udvide opbevaringstiden
for befrugtede æg og ubefrugtede ægceller til 46 år, som er aldersgrænsen for, hvornår
en kvinde må modtage reproduktiv assistance. Som lovgivningen er nu, kan befrugtede
æg og ubefrugtede ægceller opbevares i op til fem år, hvorefter de skal destrueres. I til-
fælde af alvorlig sygdom kan opbevaringstiden dog forlænges ud over fem år, så længe
kvinden ikke er fyldt 46 år.
I forbindelse med behandlingen af spørgsmålet om en eventuel udvidelse af opbeva-
ringstiden for befrugtede æg og ubefrugtede ægceller, har rådet diskuteret en række
tæt beslægtede problemstillinger vedrørende assisteret reproduktion. Det drejer sig
bl.a. om den omtalte aldersgrænse på 46 år for at modtage reproduktiv assistance samt
den markante forskel på, hvad man ifølge lov om assisteret reproduktion må gøre med
henholdsvis æg og sædceller. Rådet tager ikke direkte stilling til disse forhold i udtalel-
sen, men gør opmærksom på, at de efter rådets mening gør det relevant at underkaste
lov om assisteret reproduktion et nærmere eftersyn, særligt set i lyset af de ændringer i
familie- og kønsopfattelsen, som finder sted i disse år.
Udtalelsen består af fire dele. Først præsenteres rådets anbefalinger. Derefter beskrives
den medicinske baggrund for nedfrysning af befrugtede æg og ubefrugtede ægceller.
Som det tredje beskrives den relevante lovgivning kort, og til sidst kortlægges problem-
stillingens etiske aspekter. Da den eksisterende lovgivning ikke gør forskel på befrugtede
æg og ubefrugtede ægceller, og man med lige så god ret kan hævde, at befrugtede æg
og ubefrugtede ægceller i udgangspunktet bør behandles ens, som at de bør behandles
forskelligt, behandles de sammen i denne udtalelse. I både det medicinske og det etiske
afsnit gøres der dog løbende opmærksom på en række forskelle på befrugtede æg og
ubefrugtede ægceller, som for nogen kan være relevante for den endelige stillingtagen
til spørgsmålet.
Det Etiske Råd ønsker at takke følgende personer for at have stillet deres viden til rådig-
hed i forbindelse med arbejdet: Anja Bisgaard Pinborg, dr.med., professor i reproduk-
tionsmedicin, Rigshospitalet; Janne Rothmar Herrmann, professor mso, Det Juridiske
Fakultet på Københavns Universitet; og Thomas Søbirk Petersen, professor i etik på Ros-
kilde Universitet.
4
Det Etiske Råds udtalelse om opbevaring af befrugtede æg og ubefrugtede ægceller
Rådets anbefalinger
I det følgende fremlægges rådets anbefalinger. Sammen med de relevante kendsgernin-
ger har de forskellige etiske perspektiver og hensyn, som udfoldes i udtalelsen, dannet
udgangspunkt for de enkelte medlemmers stillingtagen. Medlemmerne har taget alle
hensynene med i deres overvejelser, men idet de har tillagt de enkelte hensyn forskellig
vægt og betydning, har det givet anledning til forskellige anbefalinger.
Et flertal af rådets medlemmer (Anne-Marie Axø Gerdes, Søren Møller, Lise Müller, Henrik
Nannestad Jørgensen, Mia Amalie Holstein, Jakob Giehm Mikkelsen, Bolette Marie Kjær
Jørgensen, Merete Nordentoft, Knud Kristensen, Christian Gamborg, Berit Andersen,
Grethe Christensen, Leif Vestergaard Pedersen, Rune Engelbreth Larsen og Eske Willer-
slev) anbefaler, at opbevaringstiden for befrugtede æg såvel som ubefrugtede ægceller
udvides til den til enhver tid gældende aldersgrænse for at modtage reproduktiv as-
sistance. Med den nuværende aldersgrænse på 46 år vil det altså sige, at det anbefales,
at såvel befrugtede æg som ubefrugtede ægceller kan opbevares, indtil kvinden er fyldt
46 år.
Til grund for deres anbefaling har medlemmerne især lagt vægt på tre hensyn. For det
første har de lagt vægt på hensynet til personens selvbestemmelse. Grundsynspunktet
er her, at det i udgangspunktet bør være op til personen selv at bestemme, hvor lang tid
denne ønsker at opbevare sine befrugtede æg eller ubefrugtede ægceller.
For det andet har de lagt vægt på et hensyn til ligestilling. Grundsynspunktet er her, at
mænd og kvinder i udgangspunktet bør stilles lige, hvad angår råderetten over deres
kønsceller, og da der ikke er nogen øvre grænse for, hvor lang tid sædceller kan nedfry-
ses, taler det for at udvide opbevaringstiden for ubefrugtede ægceller.
Endelig har rådsmedlemmerne lagt vægt på de positive konsekvenser, som en udvidel-
se af opbevaringstiden må forventes at føre til for de involverede parter. Efter deres me-
ning peger den eksisterende viden således på, at der ikke er væsentlige risici forbundet
med at opbevare befrugtede æg eller ubefrugtede ægceller i længere tid. Og da en ud-
videt opbevaringstid ikke blot vil spare nogle for det ubehag, som kan være forbundet
med hormonstimulation og ægudtagning, men også må forventes at føre til fødslen af
børn, som ellers ikke ville være blevet til, taler det ifølge rådsmedlemmerne for en udvi-
delse af opbevaringstiden.
Selv om de tilslutter sig den beskrevne anbefaling, ønsker tre rådsmedlemmer (Lise
Müller, Bolette Marie Kjær Jørgensen og Henrik Nannestad Jørgensen), at give udtryk
for en vis bekymring i forhold til, at en udvidelse af opbevaringstiden for både befrug-
tede æg og ubefrugtede ægceller til det fyldte 46. år åbner op for nedfrysning af især
5
Det Etiske Råds udtalelse om opbevaring af befrugtede æg og ubefrugtede ægceller
ubefrugtede ægceller på ikke-medicinsk indikation (såkaldt ’social nedfrysning’), hvil-
ket den hidtidige grænse på fem år i praksis har begrænset.
Rådsmedlemmerne er især bekymrede for, hvordan det vil kunne påvirke kvinders stil-
ling på arbejdsmarkedet og udviklingen af tilbud, som gør det let at være børnefamilie
(Lise Müller og Henrik Nannestad Jørgensen) samt den generelle indstilling til det at få
børn (Bolette Marie Kjær Jørgensen og Henrik Nannestad Jørgensen). De er bevidste
om, at tal fra fx Storbritannien, hvor det i længere tid har været muligt at nedfryse ube-
frugtede ægceller på ikke-medicinsk indikation, ikke tyder på, at fænomenet vil blive
særlig udbredt. Af de angivne grunde finder de det dog vigtigt at følge udviklingen tæt,
og anbefaler derfor, at en udvidelse af opbevaringstiden ledsages af en særskilt regi-
strering af antallet af nedfrosne ubefrugtede ægceller i Sundhedsdatastyrelsens årlige
rapport om assisteret reproduktion.
Et mindretal af rådsmedlemmerne (Mette Reissmann og Morten Bangsgaard) anbefaler,
at befrugtede og ubefrugtede æg bør kunne opbevares i 10 år, med mulighed for forlæn-
gelse i tilfælde af alvorlig sygdom, så længe aldersgrænsen på 46 år ikke overskrides.
Rådsmedlemmerne har i forbindelse med deres anbefaling særlig lagt vægt på hensy-
net til et forsigtighedsprincip. De anerkender, at selvbestemmelse og ligestilling har stor
værdi, men mener også, at man må udvise særlig forsigtighed i forbindelse med ind-
greb, som potentielt kan påvirke menneskets arveanlæg. De er bevidste om, at meget
tyder på, at der ikke er nogen særlig risici forbundet med selve opbevaringsperioden. Da
der ikke foreligger mange studier af de mulige senfølger i forbindelse med nedfrysning
af især ubefrugtede ægceller og befrugtede æg, som har været nedfrosset i lang tid,
mener de dog, at grænsen for både befrugtede æg og ubefrugtede ægceller af forsigtig-
hedshensyn bør være 10 år. De er af den overbevisning, at en udvidelse til 10 år vil imø-
dekomme de fleste, og for dem, som måtte være nødsaget til at udsætte en evt. brug af
æggene inden for de 10 år på grund af alvorlig sygdom, vil muligheden for dispensation
gøre, at de ikke behøver at destruere æggene efter 10 år.
Hvad enten de anbefaler en opbevaringstid på 10 år eller til det fyldte 46. år, er alle
rådsmedlemmer opmærksomme på, at der er tale om en betydelig udvidelse af den
nuværende opbevaringstid på fem år, og at en sådan udvidelse rejser et spørgsmål om,
i hvilken grad de nye opbevaringsmuligheder bør tilbydes i offentlig regi eller overlades
til det private marked. I denne udtalelse har rådet dog bevidst valgt ikke at tage stilling
til dette spørgsmål. Som rådet ser det, bør det overlades til den almindelige politiske
prioritering, som fx også ligger bag, at der i dag ikke tilbydes reproduktiv assistance i det
offentlige sundhedsvæsen, hvis kvinden er fyldt 41 år, selv om loven tillader reproduktiv
assistance indtil kvinden er fyldt 46 år.
Alle rådsmedlemmer finder det desuden afgørende, at en udvidelse af opbevaringstiden
for befrugtede æg og ubefrugtede ægceller ikke står alene, men ledsages af initiativer,
som dels sikrer, at alle borgere i den reproduktive alder er fuldt oplyste om fertilitetens
afhængighed af alder og livsstil, og dels at infertilitet så vidt muligt forebygges. Endelig
finder alle rådsmedlemmer det også væsentligt, at en udvidelse af opbevaringstiden
følges op af undersøgelser, som kan bekræfte, at der rent faktisk ikke er betydelige sen-
følger forbundet med en sådan udvidelse.
6
Det Etiske Råds udtalelse om opbevaring af befrugtede æg og ubefrugtede ægceller
Den medicinske baggrund
Nedfrysningen af befrugtede æg (embryoner) og ubefrugtede ægceller (oocytter) skal
ses i sammenhæng med fænomenet assisteret reproduktion, som dækker over ethvert
forsøg på at etablere graviditet på anden måde end ved samleje mellem en kvinde og
en mand. En af de mest basale former for assisteret reproduktion er insemination, hvor
friske eller optøede sædceller med et lille plastikkateter føres op i toppen af livmode-
ren, hvorfra de så kan bevæge sig ud i æggelederne og eventuelt befrugte en ægcelle.
En anden udbredt form for assisteret reproduktion er såkaldt reagensglasbefrugtning
(IVF, in vitro fertilization), hvor selve befrugtningen af ægget ikke finder sted i æggele-
deren, men i et ’reagensglas’ (i virkeligheden en petriskål) uden for kroppen. Der findes
overordnet set to forskellige former for reagensglasbefrugtning. Dels ’almindelig’ IVF,
hvor ægcellerne befrugtes ved at tilsætte cirka 100.000 sædceller til hver ægcelle, og
dels såkaldt mikroinsemination (ICSI, Intra Cytoplasmatic Sperm Injection), hvor en en-
kelt sædcelle indføres direkte i ægcellen. Uanset hvilken metode, som benyttes, lægger
man efterfølgende et befrugtet æg op i livmoderen, hvor det i gunstigt fald vil føre til et
levedygtigt foster. Ligesom ved insemination er det ved IVF muligt at bruge såvel friske
som optøede sædceller. Samtidig er det også muligt at bruge såvel friske som optøede
æg, og det er af den grund, at både ubefrugtede ægceller og befrugtede æg nogle gange
nedfryses.
Hvad enten æggene skal bruges umiddelbart eller nedfryses i befrugtet eller ubefrugtet
tilstand,stimuleresæggestokkenesomregelmedhormonerikortereellerlængeretidalt
afhængigt af metoden. Ægblærerne (folliklerne) er den lille sø af væske som omkranser
ægcellerne i æggestokkene og som kan ses med ultralyd. Ægblærernes udvikling følges
derefter ved hjælp af ultralydsskanning, og når der er tilstrækkeligt mange modne æg-
blærer, gives der ca. 36 timer før selve ægudtagningen en injektion (ægløsende sprøjte)
for at fremme ægløsningen. Ægudtagningen foregår ved, at man gennem skeden under
vejledning af transvaginal ultralydsskanning fører en kanyle op i æggestokkene, hvorfra
man kan suge væsken ud af ægblærerne. I denne væske identificerer man så de ube-
frugtede æg i et mikroskop. Man udtager typisk 8-10 ubefrugtede æg per behandling.
Efter udtagningen kan man enten fryse de ubefrugtede æg, eller man kan befrugte dem
og dyrke det befrugtede æg (embryon) nogle dage i en såkaldt inkubator (varmeskab),
hvorefter det resulterende embryon enten kan lægges op i livmoderen eller nedfryses.
Nedfrysning af de ubefrugtede æg sker kun i forbindelse med fertilitetsbevaring og altså
ikke ved almindelig IVF-behandling.
Selve nedfrysningen kan foregå på to måder. Enten kan æggene nedfryses langsomt
med en såkaldt ’slow freeze’ teknik, som kan tage op til et par timer. Denne teknik er ikke
særlig god til nedfrysning af ubefrugtede æg. Eller også kan de nedfryses ultrahurtigt
med en såkaldt vitrifikations-teknik, hvor nedfrysningen sker så godt som øjeblikkeligt.
Vitrifikation kan anvendes både til ubefrugtede og befrugtede æg og er den metode,
som hyppigst anvendes i dag pga. meget høj effektivitet dvs. høje overlevelsesrater på
de æg som nedfryses og tøs igen. Uanset hvilken metode, som anvendes, nedfryses æg-
7
Det Etiske Råds udtalelse om opbevaring af befrugtede æg og ubefrugtede ægceller
cellerne til –196 grader, hvor alle biologiske processer går i stå. Ud over hastigheden er
den primære forskel på de to metoder koncentrationen af de såkaldte kryoprotektanter,
som tilsættes for at forhindre, at æggene ødelægges af iskrystaller i forbindelse med
nedfrysningen.
I forbindelse med hormonstimuleringen og selve udtagningen af ægcellerne, kan der
være forbundet en vis risiko. I visse tilfælde kan tilførslen af hormoner således føre til
ovarielt hyperstimulationssyndrom (OHSS), hvor ovarierne bliver forstørrede, og man
kan opleve mavesmerter, kvalme, opkast og diarré. I svære tilfælde kan der også være
tale om en betydelig vægtforøgelse som følge af væskeophobning i bughulen, ligesom
blodpropper kan forekomme.
Ud over risikoen for OHSS er der også risiko for at opleve en vis smerte og ubehag i for-
bindelse med hormonbehandlingen og selve ægudtagningen. Da det er muligt at lokal-
bedøve, vil smerten ved selve udtagningen for de fleste dog være begrænset.
Hvad angår risici for de befrugtede æg og ubefrugtede ægceller, er det så vidt vides pri-
mært selve nedfrysningen og optøningen, som kan forårsage skader, mens selve opbe-
varingstiden ikke synes at spille en rolle. Da det på nuværende tidspunkt er begrænset,
hvor mange, der har gjort brug af befrugtede æg eller ubefrugtede ægceller, efter at de
har været frosset ned i lang tid, er det dog også begrænset, hvor stor viden man har om
opbevaringstidens eventuelle betydning. I en lille, kinesisk undersøgelse af befrugtede
æg, som ved optøningen havde været nedfrosset i mere end 12 år, var konklusionen
dog, at de godt kunne bruges, idet en del af dem førte til fuldførte graviditeter.1
Der sy-
nes imidlertid ikke at foreligge viden om eventuelle senfølger for undersøgelsens børn.
Det gør der til gengæld for børn, der er bragt til verden med befrugtede æg, som har
været nedfrosset i kortere tid. Ifølge en dansk undersøgelse fra 2013 er der således færre
komplikationer ved nyfødte, hvor IVF-behandlingen har benyttet optøede, befrugtede
æg, end hvor den har benyttet friske, befrugtede æg, selv om der i begge tilfælde er flere
komplikationer end ved naturlige fødsler.2
Samtidig har en dansk undersøgelse doku-
menteret, at børn, der er født ved IVF-behandling med optøede, befrugtede æg, klarer
sig lige så godt ved afgangseksamen, som børn født ved IVF-behandling med friske, be-
frugtede æg.3
Hvis man ser afgangseksamen som et mål for (kognitive) senfølger, synes
der altså ikke at være nogen forskel på, om man bruger optøede eller friske befrugtede
æg.
Da muligheden for at nedfryse ubefrugtede ægceller med succes er relativ ny, foreligger
der ikke viden om eventuelle senfølger for børn født ved IVF med optøede ubefrugtede
ægceller.4
Der eksisterer dog både viden om teknikkens effektivitet og om eventuelle
komplikationer på kort sigt. Da The American Society for Reproductive Medicine i 2012
1 Yuan et al. (2019): What was the fate of human embryos following long-term cryopreservation (>12 years) and frozen
embryo transfer? Human Reproduction, Vol. 34, No. 1 pp. 52-55.
2 Wennerholm et al. (2013): Pernatal outcomes of children born after frozen-thawed embryo transfer: a Nordic cohort
study from th CoNARTaS group. Human Reproduction, Vol. 28, No. 9 pp.2545-2553.
3 Spangmose et al. (2019): Academic performance in adolescents aged 15-16 years born after frozen embryo transfer
compared with fresh embryo transfer: a nationwide registry-based cohort study. BJOG, 126: 261-269.
4 Anderson et al. (2020): Elective Egg Freezing for Non-Medical Reasons. Scientific Impact Paper No. 63. BJOG, 127:
e113-e121.
8
Det Etiske Råds udtalelse om opbevaring af befrugtede æg og ubefrugtede ægceller
besluttede, at nedfrysning af ubefrugtede ægceller ikke længere skulle betragtes som
en eksperimentel teknik, var det således på baggrund af, at en omfattende gennemgang
af den eksisterende litteratur konkluderede, at det var lige så effektivt at bruge optøede,
ubefrugtede ægceller som friske ægceller, og at der ikke var nogen forskel på medfødte
misdannelser hos børn født med optøede ubefrugtede ægceller og friske ægceller.5
For-
di det først i nyere tid er blevet muligt at nedfryse og optø ubefrugtede ægceller med
succes, virker der ikke til at foreligge viden om, hvorvidt selve opbevaringstiden har en
betydning, men ligesom med de befrugtede æg formodes det ikke at være tilfældet.
Nedfrysningen af befrugtede æg og ubefrugtede ægceller med henblik på eventuel
IVF-behandling kan ske på både medicinsk og ikke-medicinsk indikation. Ved den medi-
cinske indikation er det infertilitet/nedsat frugtbarhed (som sygdom), der er anledning
til nedfrysningen, mens det ved den ikke-medicinske indikation er andre forhold, som
ligger bag nedfrysningen.
Mange forskellige medicinske forhold kan give anledning til nedfrysning. Et udbredt sce-
narie er, hvor et par ikke har kunnet opnå graviditet ad naturlig vej. Hvis æggelederne
er lukkede, behandles med almindelig IVF-behandling, mens man ved meget lav sæd-
kvalitet behandler med mikroinsemination, hvor man udvælger en egnet sædcelle og
injicerer i hver af de ubefrugtede æg. Nogle af æggene befrugtes og ét vil blive sat tilbage
i livmoderen 2-5 dage efter ægudtagningen. Da man imidlertid ikke på forhånd kan vide,
hvilke befrugtede æg, der vil udvikle sig på ønskværdig vis, befrugter man alle de æg,
som udtages, og hvis flere befrugtes og udvikler sig rigtigt, fryses de overskydende æg
ned. De overskydende nedfrosne befrugtede æg kan så bruges i den næste behandling,
hvis det opsatte æg ikke fører til graviditet, eller hvis man ønsker at blive gravid igen på
et senere tidspunkt.
Medicinske forhold kan også give anledning til at fryse ubefrugtede ægceller ned. Et
typisk scenarie vil her være en kvinde, som på grund af en kræftsygdom kan se frem til
et behandlingsforløb med fx kemoterapi eller stråling, hvor der er fare for, at ægcellerne
vil tage skade på en sådan måde, at hun bliver infertil. Hvis situationen ikke er akut og
sygdommen tillader det, kan man i en sådan situation igangsætte hormonbehandling
med henblik på at modne en række ægceller, som man så kan tage ud og fryse ned. Hvis
kvinden har adgang til sædceller (via en partner eller en donor), som hun ved, hun vil
bruge til at få et barn, kan man fryse et befrugtet æg ned. Men hvis hun ikke har adgang
til en sådan form for sæd, kan man også fryse den ubefrugtede ægcelle ned, så kvinden
stadig vil have mulighed for at blive gravid med sine egne ægceller, når sygdommen er
overstået, og hun har fundet en egnet partner eller donor.
Ligesom der kan være mange medicinske forhold, som giver anledning til at fryse æg
ned, kan der også være mange ikke-medicinske forhold, som giver anledning til det.
Overordnet set er den ikke-medicinske nedfrysning motiveret af et ønske om at sikre
en vis fertilitet på et senere tidspunkt, hvor ens fertilitet ellers ville være reduceret ad
naturlig vej. En kvindes fertilitet falder statistisk set allerede fra det 30. år og kraftigt
efter det 35. år. Dette skyldes både et fald i æggenes antal og i deres kvalitet (bl.a. pga.
5 ASRM Practice Committees (2013): Mature oocyte cryopreservation: a guideline. Fertility an Sterility. Vol 99: 37-43.
9
Det Etiske Råds udtalelse om opbevaring af befrugtede æg og ubefrugtede ægceller
kromosomfejl). Man kan altså bevare sin fertilitet i længere tid ved at fryse æg ned i en
yngre alder, så man kan bruge dem på et senere tidspunkt.6
Det kan fx være, at man
fryser æg ned, når kvinden er 25 år, som så fx kan bruges, når hun bliver 35 eller 40 år.
Selv om den overordnede motivation (fertilitetsbevaring) altid vil være den samme, kan
der som sagt være mange forskellige ikke-medicinske forhold, som giver anledning til
at fryse æg ned. Det kan fx skyldes, at det ikke passer ind i en kvindes (og hendes even-
tuelle partners) livsplaner at få børn på det tidspunkt, hvor der biologisk set er størst
sandsynlighed for at få det. Det kan også være, at kvinden ikke har fundet den rette
partner at få børn med, og derfor vil vente og se, om det ikke skulle være muligt at møde
denne på et senere tidspunkt. I princippet kan man nedfryse såvel befrugtede æg som
ubefrugtede ægceller af ikke-medicinske årsager. Således vil et par, som ikke ønsker et
barn nu og her, men ved, at de gerne vil have et barn sammen engang i fremtiden, hvor
kvindens fertilitet højst sandsynligt vil være reduceret, kunne nedfryse et befrugtet æg
af ikke-medicinske årsager, mens en enlig kvinde vil kunne nedfryse en ubefrugtet æg-
celle af samme årsag.
Hvad angår optøning af befrugtede æg blev der ifølge de seneste tal fra Sundhedsda-
tastyrelsen i 2018 påbegyndt 6.780 behandlinger, som førte til 6.285 ægoplægninger,
idet nogle æg ved optøning viste sig ikke at kunne bruges.7
Behandlingerne fordeler sig
på henholdsvis udenlandske og danske kvinder. Af de 6.780 påbegyndte behandlinger,
vedrørte de 5.774 således danske kvinder og førte til 4.596 ægoplægninger. Disse ægop-
lægninger forventedes at resultere i 1.715 fødsler og 1.788 fødte børn, idet succesraten
for oplagte æg er 37,3 %, og 2,4 % af fødslerne forventedes at være flerfold. Da der var
omkring 61.000 fødsler i både 2018 og 2019, vil det sige, at ca. 2,8 % af fødslerne fandt
sted som følge af optøning af befrugtede æg. Ud over de omtalte behandlinger, blev 948
optøninger af befrugtede æg også foretaget i forbindelse med ægdonation, hvilket førte
til 917 ægoplægninger. Her vedrørte 523 af behandlingerne danske kvinder og resulte-
rede i 512 ægoplægninger, som forventedes at føre til 177 fødsler og 180 fødte børn. Der
synes ikke at foreligge danske tal for, hvor mange ubefrugtede ægceller, der er blevet
optøet og lagt op, men nedfrysning af ubefrugtede ægceller foregår langt sjældnere.
6 Cimadomo et al. (2018): Impact of Maternal Age on Oocyte and Embryo Competence. Frontiers in Endocrionology,
Vol. 9, Article 327.
7 Sundhedsdatastyrelsen (2020): Assisteret reproduktion 2018. IVF-registeret – Tal og Analyse.
10
Det Etiske Råds udtalelse om opbevaring af befrugtede æg og ubefrugtede ægceller
Den juridiske baggrund
Nedfrysning af befrugtede og ubefrugtede æg reguleres af Lov om assisteret reprodukti-
on, som regulerer en række forhold vedrørende assisteret reproduktion.8
For eksempel
fastslår loven, at assisteret reproduktion ikke må finde sted, hvis den kvinde, der skal
føde barnet, er fyldt 46 år. Reguleringen af nedfrysning af æg beskrives i lovens kapitel 3
vedrørende ”salg, donation og opbevaring af menneskelige æg”, hvor det fastslås, at be-
frugtede æg og ubefrugtede menneskelige ægceller kan opbevares i op til fem år, hvor-
efter æggene skal destrueres. Udgangspunktet er altså, at nedfrosne befrugtede æg og
ubefrugtede ægceller højst kan opbevares i fem år. Loven giver dog den ansvarlige læge
mulighed for at forlænge opbevaringsperioden ud over fem år og indtil det tidspunkt,
hvor kvinden er fyldt 46 år, hvis den enlige kvinde eller den ene part i et forhold lider af
en alvorlig sygdom. Og som praksis er nu, gives der som udgangspunkt altid dispensa-
tion ved alvorlig sygdom.
Ud over at regulere opbevaringstiden for nedfrosne æg, regulerer kapitel 3 også en ræk-
ke andre aspekter vedrørende salg, donation og opbevaring af menneskelige æg. For
det første slår kapitlet fast, at det ikke er tilladt at sælge, formidle salg eller på anden
måde medvirke til salg af befrugtede æg eller ubefrugtede ægceller. Man må dog gerne
donere ægceller.
For det andet slår kapitlet også fast, at assisteret reproduktion ikke må finde sted ved
surrogatmoderskab. Det er altså forbudt at assistere en kvinde med at blive gravid, hvis
der foreligger en aftale om, at barnet skal fødes til en anden person.
Endelig regulerer kapitlet også, hvad der skal ske, hvis kvinden eller dennes partner dør,
eller samlivet ophører. Hvis kvinden dør eller parrets samliv ophører, skal den behand-
lende sundhedsperson således sikre, at de befrugtede æg destrueres. Og hvis manden
dør, skal den behandlende sundhedsperson ligeledes sikre, at de befrugtede æg destru-
eres, medmindre der foreligger et skriftligt samtykke fra manden. Endelig skal sund-
hedspersonen også sikre, at ubefrugtede ægceller destrueres i tilfælde af kvindens død.
Mens lov om assisteret reproduktion fastlægger rammerne for assistereret reprodukti-
on, er det faglige bedømmelser og politiske beslutninger, der afgør, hvilke behandlinger
der tilbydes i det offentlige sundhedsvæsen inden for denne ramme. Udgangspunktet
er her, at en kvinde eller et par tilbydes fertilitetsudredning efter et års uhonoreret gra-
viditetsønske, hvis kvinden er under 30-35 år, og der ikke er umiddelbart indlysende
årsager til barnløsheden i sygehistorien. Hvis kvinden er over 35 år, kan der tilbydes fer-
tilitetsudredning efter et halvt års uhonoreret graviditetsønske. Mens lov om assisteret
reproduktion giver mulighed for at nedfryse æg på ikke-medicinsk indikation, tilbydes
fertilitetsbehandling i offentlig regi altså kun på medicinsk indikation. Og mens loven til-
lader, at assisteret reproduktion kan finde sted indtil kvinden er fyldt 46 år, tilbydes fer-
8 https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2019/902
11
Det Etiske Råds udtalelse om opbevaring af befrugtede æg og ubefrugtede ægceller
tilitetsbehandling på offentlige hospitalsklinikker kun til kvinder, der er henvist, inden
de er fyldt 40 år, ligesom der ikke gives fertilitetsbehandling, efter kvinden er fyldt 41 år
Hvad angår IVF og evt. nedfrysning af æg gælder det desuden, at en sådan behandling
kun må tilbydes, hvis en enlig kvinde ikke har barn i forvejen eller et par ikke har fælles
børn. Hvis en enlig kvinde eller et par har nedfrosne æg tilovers efter endt behandling,
kan det tilbydes at lægge æggene op med henblik på, at den enlige kvinde eller parret
kan få flere børn. Der tilbydes dog højst op til tre behandlingsforsøg i offentligt regi.9
Hvis man ønsker flere behandlingsforsøg må det altså foregå i privat regi.
9 https://www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/information-til-praksis/midtjylland/almen-praksis/patientforloeb/for-
loebsbeskrivelser/w-svangerskab-foedsel-svangerskabsforebyggelse/fertilitetsbehandling/
12
Det Etiske Råds udtalelse om opbevaring af befrugtede æg og ubefrugtede ægceller
Etiske aspekter
I dette afsnit beskrives de forskellige etiske hensyn, som er mest relevante i forbindelse
med en diskussion af, om opbevaringstiden for befrugtede æg og ubefrugtede ægceller
bør ændres. Da der er tale om et emne, som Det Etiske Råd har beskæftiget sig med
lige siden sin oprettelse i 1987, vil der løbende henvises til rådets tidligere udtalelser
og redegørelser, hvor særligt interesserede vil kunne finde uddybende forklaringer og
perspektiver.
5 OVERORDNEDE PERSPEKTIVER
I en af rådets tidlige redegørelser om Kunstig befrugtning (fra 1995) præsenteres en over-
sigt over fem forskellige grundperspektiver i den offentlige debat vedrørende assisteret
reproduktion, som i det følgende vil danne grundlag for præsentationen af de mest re-
levante etiske hensyn i forbindelse med en eventuel udvidelse af opbevaringstiden for
befrugtede æg og ubefrugtede ægceller. De fem grundperspektiver er:
1. Et autonomibaseret perspektiv
2. Et humanistisk og ’samaritansk’ perspektiv
3. Et individorienteret konsekvens-etisk perspektiv
4. Et fællesskabsorienteret konsekvens-etisk perspektiv
5. Et religiøst konservativt perspektiv
Kort beskrevet lægger det autonomibaserede perspektiv primært vægt på individets
selvbestemmelse, mens det humanistiske og ’samaritanske’ perspektiv fokuserer på at
hjælpe de svage og sårbare. Det individorienterede konsekvens-etiske perspektiv fo-
kuserer på de gode og dårlige konsekvenser for de umiddelbart involverede parter (de
barnløse og de kommende børn), mens det fællesskabsorienterede konsekvens-etiske
perspektiv lægger vægt på konsekvenserne for fællesskabet og kulturen. Endelig læg-
ger det religiøst konservative perspektiv vægt på det befrugtede ægs moralske status,
samtidig med at det ofte vil betragte visse reproduktionsrelationer som mere naturlige
end andre.
Når der tales om fem forskellige grundperspektiver, skal det ikke forstås sådan, at det
autonomibaserede perspektiv kun lægger vægt på selvbestemmelse, eller at det huma-
nistiske og ’samaritanske’ perspektiv kun lægger vægt på at hjælpe svage og nødstedte.
De enkelte perspektiver vil som regel tage højde for alle de relevante hensyn, men vil i
deres afvejning oftest tillægge et bestemt hensyn afgørende betydning. Således vil det
autonomibaserede perspektiv fx sagtens kunne anerkende, at bestemte personer i vis-
se sammenhænge ikke er i stand til at bestemme selv, men fordi perspektivet lægger
særlig vægt på selvbestemmelse, vil det være relativt tilbageholdende i forhold til at
frakende personer retten til selvbestemmelse. Omvendt vil det humanistiske og ’sama-
ritanske’ perspektiv sagtens kunne anerkende værdien af selvbestemmelse (og måske
endda være baseret på en idé om hjælp til selvbestemmelse), men fordi det lægger sær-
lig vægt på at hjælpe og støtte de svage, vil det være mere åbent for at støtte tiltag, som
tilsidesætter personers selvbestemmelse for deres eget bedste. Særligt for det humani-
13
Det Etiske Råds udtalelse om opbevaring af befrugtede æg og ubefrugtede ægceller
stiske og ’samaritanske’ og det religiøst konservative perspektiv vil man måske endda
kunne sige, at betegnelserne er lidt misvisende, da det er fuldt ud muligt at være religiøs
og konservativ uden at abonnere på den særlige version af et religiøst-konservativt per-
spektiv, som beskrives her, ligesom man vil kunne se sig selv som humanist eller kristen,
uden at abonnere på det perspektiv, som de to traditioner her forbindes med.
Når de fem perspektiver i det følgende bruges til at skabe overblik over de forskellige
etiske hensyn, som er særligt relevante i forbindelse med en eventuel udvidelse af op-
bevaringstiden for befrugtede æg og ubefrugtede ægceller, skal det altså ikke forstås
sådan, at man fra et givet perspektiv kun vil lægge vægt på et bestemt hensyn, eller så-
dan, at et bestemt perspektiv har monopol på et givet hensyn. I stedet er der tale om en
fremhævning af det eller de hensyn, som må formodes at have en særlig, afgørende
vægt fra det pågældende perspektiv. For hvert perspektiv vil det desuden blive fremhæ-
vet, hvorvidt perspektivet lægger op til at gøre forskel på befrugtede æg og ubefrugtede
ægceller eller ej.
Et autonomibaseret perspektiv
Set fra et autonomibaseret perspektiv vil det i udgangspunktet være op til de involve-
rede parter selv at bestemme, hvor længe de vil opbevare befrugtede æg såvel som
ubefrugtede ægceller. For at man kan tale om egentlig selvbestemmelse, skal parterne
informeres sagligt og upartisk om alle de relevante forhold, fx sandsynligheden for at
blive gravid og eventuelle risici. Men så længe de er informerede om disse forhold, er det
op til dem selv at beslutte, hvor lang tid de ønsker at fryse befrugtede æg og ubefrug-
tede ægceller ned. Selv hvis der eksisterer forskellig viden om fx risici forbundet med
opbevaring af henholdsvis befrugtede æg og ubefrugtede ægceller, vil man fra et auto-
nomibaseret perspektiv altså ikke se en grund til at behandle dem forskelligt, idet det
LÆS MERE
Du kan læse mere om de fem overordnede perspektiver i ”Kunstig befrugtning
– en redegørelse” (1995): etiskraad.dk/~/media/Etisk-Raad/Etiske-Temaer/As-
sisteret-reproduktion/Publikationer/1995-kunstig-befrugtning.pdf
Du kan også læse mere om rådets seneste udtalelser vedrørende befrugtede
og ubefrugtede æg i følgende:
”Udtalelse om opbevaring og brug af ubefrugtede æg” (2015): etiskraad.
dk/~/media/Etisk-Raad/Etiske-Temaer/Assisteret-reproduktion/Publikatio-
ner/2015-05-05-Udtalelse-om-opbevaring-og-brug-af-ubefrugtede-aeg.pdf
”Høringssvar på lov om kunstig befrugtning” (2013): etiskraad.dk/~/media/
Etisk-Raad/Etiske-Temaer/Assisteret-reproduktion/Hoeringssvar/2013-09-02-
lov-om-kunstig-befrugtning-og-lov-om-krav-og-sikkerhed.pdf
”Udtalelse om nedfrysning af befrugtede æg” (2003): etiskraad.dk/~/
media/Etisk-Raad/Etiske-Temaer/Assisteret-reproduktion/Publikatio-
ner/2003-12-01-nedfrysning-ubefrugtede-aeg.pdf
14
Det Etiske Råds udtalelse om opbevaring af befrugtede æg og ubefrugtede ægceller
vil være op til æggenes ejere at bestemme, om forskellen bør give anledning til forskels-
behandling. Af samme grund vil man fra et autonomibaseret perspektiv nok også være
skeptisk i forhold til at fastsætte en øvre grænse for opbevaringstiden på fx 10 år eller til
kvinden er fyldt 46 år (og dermed ikke længere kan modtage assisteret reproduktion),
idet det vil begrænse ejernes mulighed for selv at bestemme, hvor lang tid de ønsker at
opbevare æggene.
Selv om et autonomibaseret perspektiv altså lægger op til videst mulig selvbestemmel-
se angående opbevaringen af såvel befrugtede æg som ubefrugtede ægceller, er det
ikke ensbetydende med, at det automatisk vil mene, at det offentlige derfor aktivt skal
tilbyde den enkelte en sådan mulighed. Når det er individet selv, som har besluttet sig
for at opbevare sine æg, vil man nemlig også kunne argumentere for, at det selv skal
sørge for at få dem opbevaret, og det vil måske især være tilfældet, når individet ikke
ønsker at få dem opbevaret pga. sygdom, men som følge af personlige livsvalg.
Grundlaget for det autonomibaserede perspektiv er som sagt de involverede parters
selvbestemmelse. I udgangspunktet vil det være den kvinde, hvis ægceller, der er tale
om, såvel som den partner, der evt. har leveret sædceller. Men det autonomibaserede
perspektiv rejser også et spørgsmål om, hvorvidt det giver mening at tale om det befrug-
tede æg eller den ubefrugtede ægcelles autonomi, og hvilken betydning den i givet fald
bør tillægges. Det er klart, at det kan være svært – for ikke at sige umuligt – at tale om
det endnu ikke eksisterende eller udviklede individs faktiske selvbestemmelse, da det
endnu ikke kan træffe beslutninger. Men nogle vil argumentere for, at det stadig giver
mening at formode, hvad det endnu ikke eksisterende eller fuldt udviklede individ ville
have besluttet, hvis det havde været i stand til at træffe en beslutning, og at dette kan
begrænse de andre parters ret til selvbestemmelse. Om det rent faktisk bør begrænse
de andre parters ret til selvbestemmelse i forbindelse med nedfrysning af æg, vil dog
afhænge af, hvad man nærmere formoder, at det endnu ikke eksisterende individ ville
vælge. Hvis man fx formoder, at individet altid ville vælge at blive til snarere end ikke
at blive til, er der fx ingen grund til at mene, at det ville protestere mod en langvarig
nedfrysning med en eventuel risiko for senskader, så længe der er grund til at tro, at
nedfrysningen øger chancerne for rent faktisk at blive til. Hvis man derimod formoder,
at individet kun ville vælge at eksistere, hvis der kan forventes en bestemt livskvalitet, vil
det omvendt kunne tale for at begrænse opbevaringstiden, hvis der er grund til at tro, at
en lang opbevaringstid kan påvirke livskvaliteten negativt.
Et humanistisk og ’samaritansk’ perspektiv
Det ’samaritanske’ perspektiv er som bekendt baseret på den kristne fortælling om den
barmhjertige samaritaner og ideen om, at man har pligt til at hjælpe de svage og nød-
stedte. Den samme idé findes også i en ren sekulær, humanistisk version. I forbindelse
med opbevaringen af befrugtede og ubefrugtede æg bliver de afgørende spørgsmål fra
et humanistisk og ’samaritansk’ perspektiv derfor, hvem den svage part er, og hvordan
man bedst hjælper denne. En mulighed er at betragte den eller de barnløse som den
svage part, idet barnløsheden ofte vil give anledning til en følelse af magtesløshed og
15
Det Etiske Råds udtalelse om opbevaring af befrugtede æg og ubefrugtede ægceller
dyb afhængighed af andres hjælp. Det er dog ikke entydigt, hvilken handling en sådan
identifikation af den svage part i givet fald bør give anledning til.
På den ene side kan man argumentere for, at det bør føre til udstrakte bestræbelser
på at hjælpe den eller de barnløse med at få børn på så let og smertefri vis som mulig.
For så vidt som en forlængelse af opbevaringstiden for nedfrosne æg vil kunne spare
parterne for de psykiske og fysiske smerte forbundet med fornyet hormonstimulation
og udtagning af æg, vil det altså kunne tale for at forlænge opbevaringstiden. Om det
så bør gælde for både befrugtede og ubefrugtede æg vil afhænge af, om man i begge
tilfælde betragter ejerne som (lige) svage og udsatte. Her vil ét argument lyde, at det
afgørende ikke så meget er, om der er tale om et befrugtet eller ubefrugtet æg, men om
nedfrysningen skyldes medicinske årsager eller ej, idet sådanne årsager er udtryk for en
mere fundamental magtesløshed, end hvis årsagen ’bare’ er ikke-medicinsk. Omvendt
vil man dog også kunne argumentere for, at magtesløsheden er lige så stor, hvad enten
man fryser et befrugtet æg ned på grund af infertilitet eller man fryser en ubefrugtet
ægcelle ned, fordi man ikke er lykkedes med at finde den rette partner. Selv hvis man
vurderer, at spørgsmålet om medicinsk indikation gør en etisk forskel, tvinger det dog
ikke nødvendigvis én til at støtte en differentieret lovgivning vedrørende opbevarings-
tiden for befrugtede æg og ubefrugtede ægceller, da det afgørende i så fald ikke er, om
ægcellen er befrugtet eller ej, men om der nedfryses på medicinsk indikation eller ej.
Man vil altså sagtens kunne argumentere for, at opbevaringstiden bør være den samme,
så længe den kun gælder for medicinsk indiceret nedfrysning. Og selv hvis en forlænget
opbevaringstid gælder for medicinsk såvel som ikke-medicinsk indikeret nedfrysning,
vil man stadig kunne støtte et sådan forslag og mene, at der er en etisk relevant forskel,
idet denne forskel vil kunne komme til udtryk gennem, hvilke behandlinger det offentli-
ge sundhedsvæsen tilbyder.
På den ene side kan opfattelsen af den eller de barnløse som den svage part altså be-
grunde en udvidelse af opbevaringstiden for befrugtede æg og ubefrugtede ægceller
med henvisning til, at det vil gøre det lettere og mere smertefrit for de barnløse at få
børn. På den anden side kan opfattelsen af den eller de barnløse som den svage part dog
også give anledning til en vis forsigtighed i forhold til at udvide opbevaringstiden. For så
vidt som en udvidet opbevaringstid næppe kan undgå at understøtte, at æg opbevares
i længere tid, rejser det nemlig et spørgsmål om, hvorvidt det nødvendigvis hjælper de
barnløse at opbevare æg i længere tid.
Fra et humanistisk og ’samaritansk’ perspektiv kan én bekymring her være, at mulighe-
den for at opbevare æg i længere tid kan skabe falske forventninger til, hvor sandsynligt
det faktisk er at blive gravid med optøede æg. En sådan bekymring vil måske særligt
gøre sig gældende i forhold til nedfrysningen af æg på ikke-medicinsk indikation, da
den alt andet lige må forventes at foregå i privat regi, hvor reklamekampagner vil kunne
spille en rolle. Hvor tungtvejende et sådant argument vil være, og om det bør føre til en
egentlig forskel i den tilladte opbevaringstid for henholdsvis befrugtede æg og ubefrug-
tede ægceller, vil dog afhænge af en konkret vurdering.
En anden bekymring, som fra et humanistisk og ’samaritansk’ perspektiv kan give an-
ledning til forsigtighed i forhold til at udvide opbevaringstiden, angår den tilgængelige
16
Det Etiske Råds udtalelse om opbevaring af befrugtede æg og ubefrugtede ægceller
viden om eventuelle senfølger. For så vidt som der er betydelig forskel i den eksisteren-
de viden om eventuelle senfølger i forbindelse med nedfrysning af henholdsvis befrug-
tede og ubefrugtede æg, vil det således kunne begrunde en forskel på den tilladt opbe-
varingstid af hensyn til den barnløse, ud fra en tanke om, at den bedste måde at hjælpe
den sårbare og udsatte på, er at begrænse muligheden for at vælge en opbevaringsform,
hvis risici det kan være svært at overskue i en sårbar og udsat position.
Ud over at betragte den eller de barnløse som den svage part, vil nogle også mene, at
det er muligt at betragte det nedfrosne æg som en svag part, idet der her er tale om et
potentielt menneske, som af gode grunde ikke har sin egen stemme. Da overvejelserne
her vil være helt parallelle med dem, som er beskrevet ovenfor i forbindelse med auto-
nomiperspektivet, skal de dog ikke uddybes her.
Et individorienteret konsekvensetisk perspektiv
Det kendetegnende for et individorienteret konsekvensetisk perspektiv er, at tiltag vur-
deres ud fra, om der er grund til at tro, at de vil forøge eller mindske den samlede livskva-
litet for de umiddelbart involverede individer. I forbindelse med en eventuel udvidelse
af opbevaringstiden for befrugtede æg og ubefrugtede ægceller, vil det altså være afgø-
rende, om der er grund til at tro, at en udvidelse vil forøge den samlede livskvalitet dels
for de barnløse og dels for det endnu ikke eksisterende individ. Det kan i sagens natur
være svært at vurdere, hvilke konsekvenser, en eventuel udvidelse af opbevaringstiden
vil have, og hvordan konsekvenserne mere præcist vil påvirke den samlede livskvalitet.
Men set fra det individorienterede konsekvensetiske perspektiv vil det mest forsvarlige
altså være at vælge den løsning, som der er grund til at tro vil øge den samlede livskvali-
tet mest. Da man næppe kan undgå at inddrage konsekvensbetragtninger, når man vur-
derer, hvad der vil hjælpe de svage og udsatte, vil der naturligt være et vist overlap mel-
lem det humanistisk-’samaritanske’ og det individorienterede konsekvensperspektiv.
Hvis en udvidelse af opbevaringstiden for befrugtede æg og ubefrugtede ægceller kan
være med til at sikre, at personer, som har et meget stærkt ønske om at få børn, rent
faktisk får flere børn, end de ellers vil få, på et tidspunkt, som passer dem godt, vil det
fra et individorienteret konsekvensetisk perspektiv derfor tale for en udvidelse af opbe-
varingstiden. Og det samme vil det gøre, hvis en sådan udvidelse kan mindske afhæn-
gigheden af hormonstimulation og udtagning af æg mindst hvert femte år, og dermed
gøre det lettere og mindre smertefyldt at få børn. Sådanne fordele skal selvfølgelig op-
vejes imod de eventuelle risici for både forældrene og det ufødte barn, som måtte være
forbundet med en udvidelse af opbevaringstiden. Men hvis disse er ubetydelige eller
klart opvejes af fordelene, vil de fra et individorienteret konsekvensetisk perspektiv ikke
udgøre et vægtigt argument imod en udvidelse af opbevaringstiden. For så vidt som en
udvidet opbevaringstid for både befrugtede æg og ubefrugtede ægceller kan være med
til at øge den samlede livskvalitet for forældrene og de resulterende børn, vil den fra det-
te perspektiv altså være velbegrundet. Samtidig vil det være af mindre betydning, om
nedfrysningen sker af medicinske eller ikke-medicinske årsager, da det afgørende ikke
er nedfrysningens motiv, men dens konsekvenser for den samlede livskvalitet.
Om den maksimale opbevaringstid så skal være 10 år eller til kvinden er fyldt 46 år vil
igen afhænge af en konsekvensberegning. Hvis det fx vurderes, at risici for senfølger er
17
Det Etiske Råds udtalelse om opbevaring af befrugtede æg og ubefrugtede ægceller
minimale og at summen af nye, lykkelige forældre opvejer summen af skuffede barn-
løse, vil man fx kunne begrunde en grænse ved 46 år. I princippet vil man fra et indi-
vidorienteret konsekvensetisk perspektiv også kunne argumentere for at hæve grænsen
yderligere eller helt at ophæve både den og aldersgrænsen for assisteret reproduktion.
Det anføres ganske vist ofte, at en hævning eller ophævelse af aldersgrænsen for assi-
steret reproduktion vil skade de resulterende børn, idet de vil få ældre forældre, som alt
andet lige vil dø tidligere og dermed påføre børnene den smerte det er at miste en eller
flere forældre i en ung alder. Men hvis man kan sandsynliggøre, at børnenes livskvalitet
er tilstrækkelig god til, at det er bedre for dem at være blevet født med ældre forældre
end slet ikke at være blevet født, samtidig med at man fx kan dokumentere, at ældre for-
ældre alt andet lige er bedre forældre, kan det fra et individorienteret konsekvensetisk
perspektiv tænkes at være tilstrækkeligt til at opveje tabet af en forælder i en ung alder,
og dermed begrunde en hævning eller ophævelse af aldersgrænsen for såvel assiste-
ret reproduktion som opbevaring af nedfrosne æg. Om det rent faktisk er det resultat,
en konsekvensberegning vil føre til, vil dog igen afhænge af en konkret vurdering af de
mange komplekse konsekvenser, som er involveret i sagen.
Et fællesskabsorienteret konsekvensetisk perspektiv
Mens det individorienterede konsekvensetiske perspektiv fokuserer på konsekvenserne
fordeumiddelbartinvolveredeparter,fokusererdetfællesskabsorienteredekonsekven-
setiske perspektiv mere bredt på konsekvenserne for fællesskabet og kulturen. I stedet
for at fokusere snævert på konsekvenserne for de umiddelbart involverede parter, vil
fokusset i forbindelse med en konkret problemstilling som den eventuelle udvidelse
af opbevaringstiden for befrugtede æg og ubefrugtede ægceller altså snarere være på,
hvilke konsekvenser en sådan udvidelse kan tænkes at få for kulturen og fællesskabet
i al almindelighed. Hvis der hæfter sig en vis usikkerhed til konsekvensberegningerne i
det individuelle tilfælde, gør det sig i sagens natur i endnu højere grad gældende, når
der er tale om sådanne diffuse, systemiske konsekvenser, som ligger et godt stykke ude
i fremtiden. Men selv om de kan være svære at beregne og dermed forholde sig konkret,
kan man omvendt også argumentere for, at de faktisk er desto vigtigere at forholde sig
til, da de er systemiske og dermed berører mange.
Instrumentalisering
Ifølge ét argument er der en risiko for, at en udvidelse af opbevaringstiden for befrug-
tede æg og ubefrugtede ægceller vil kunne bidrage til en normalisering af en såkaldt
instrumentel indstilling til menneskelivet i al almindelighed. Tanken er her, at en hvil-
ken som helst form for assisteret reproduktion er udtryk for en instrumentel tilgang til
menneskelivet, idet den assisterede reproduktion behandler menneskelivet (eller dets
tidlige forstadier) som en manipulerbar ting på linje med andre ting, snarere end som
et væsen, der fortjener en særlig form for respekt og omsorg på grund af sin iboende
værdighed. Og frygten er så, at denne instrumentelle måde at behandle menneskelivets
tidlige stadier på vil smitte af på måden, mennesker forholder sig til hinanden på i al
almindelighed. I forbindelse med nedfrysningen af befrugtede æg og ubefrugtede æg-
celler vil bekymringen altså være, at en sådan nedfrysning svarer til at behandle æggene
som en ting, man kan nedfryse på linje med en pose ærter eller en kasse is, og frygten vil
18
Det Etiske Råds udtalelse om opbevaring af befrugtede æg og ubefrugtede ægceller
være, at en udvidelse af mulighederne for en sådan nedfrysning vil kunne bidrage til en
normalisering af en sådan instrumentel indstilling til menneskelivet i al almindelighed.
Mod et sådant argument vil man for det første kunne sætte spørgsmålstegn ved, om et
befrugtet æg eller en ubefrugtet ægcelle virkelig er så lig et foster eller et fuldt udviklet
menneske, at der er grund til at tro, at måden, man forholder sig til det ene på, vil smitte
af på måden, man forholder sig til de andre på. For det andet vil man også kunne spørge,
om de mange fysiske og psykiske prøvelser, som personer, der benytter sig af assisteret
reproduktion, ofte er villige til at gå igennem, ikke rent faktisk er udtryk for, hvor meget
de værdsætter menneskelivet som noget, der har værdi i sig selv, snarere end det om-
vendte.
Befolkningsstørrelse
En anden type af fælleskabsorienterede konsekvensetiske argumenter vedrører befolk-
ningsstørrelsen nationalt såvel som globalt. Et argument for en udvidelse af opbeva-
ringstiden for befrugtede æg og ubefrugtede ægceller vil her være, at der er grund til
at tro, at en sådan udvidelse alt andet lige vil føre til, at der fødes flere børn, idet det
vil gøre det muligt for nogle, som på grund af den begrænsede opbevaringstid i dag
slet ikke får børn eller ikke får det antal børn, de ønsker, at gøre det i fremtiden. Og da
den samlede fertilitet i Danmark på 1,7 levendefødte per kvinde ikke er i stand til at op-
retholde befolkningens størrelse uændret på længere sigt uden indvandring10
, vil man
kunne argumentere for, at det vil være godt at udvide opbevaringstiden for befrugtede
æg og ubefrugtede ægceller.
Omvendt vil man også kunne bruge befolkningsstørrelsen til at argumentere imod en
udvidelse af opbevaringstiden for befrugtede æg og ubefrugtede ægceller. Set i et kli-
maperspektiv vil man således kunne argumentere for, at der både nationalt og interna-
tionalt lever rigeligt med mennesker, hvis forbrug belaster klimaet for meget, og at der
derfor ikke er nogen grund til at øge summen af klimabelastende individer ved at udvide
opbevaringstiden for befrugtede æg og ubefrugtede ægceller og dermed gøre det lette-
re at få børn.11
Mod et sådant argument vil man så igen kunne spørge, hvorvidt det er
fair på denne måde at lade de personer, som tilfældigvis er ramt af fx infertilitet, bære et
særligt ansvar for hele den danske befolknings klimabelastende forbrug.
Ligestilling
En tredje type af fællesskabsorienterede konsekvensetiske argumenter vedrører diskri-
mination og lige muligheder. I forbindelse med en udvidelse af muligheden for at opbe-
vare især ubefrugtede ægceller, lyder en bekymring, at det kan være med til at tvinge
yngre kvinder til at fryse deres ubefrugtede æg ned og vente med at få børn, hvis de
vil have succes i bestemte brancher.12
Tanken er her, at konkurrencen simpelthen er så
hård i visse brancher, at det for kvinder vil være så godt som umuligt at ’gøre karriere’ og
stige i graderne, medmindre de venter med at få børn til en sen alder. Og da nedfrysning
10 https://www.dst.dk/da/Statistik/nyt/NytHtml?cid=30330; https://www.dst.dk/da/Statistik/emner/befolk-
ning-og-valg/foedsler/fertilitet
11 https://www.dr.dk/nyheder/viden/klima/vil-du-hjaelpe-klimaet-faa-faerre-boern
12 https://www.wired.com/2017/04/no-companies-shouldnt-pay-women-freeze-eggs/
19
Det Etiske Råds udtalelse om opbevaring af befrugtede æg og ubefrugtede ægceller
af ubefrugtede ægceller i en ung alder øger chancerne for at blive gravid i en sen alder
betydeligt, vil kvinderne altså indirekte være tvunget til at fryse deres ubefrugtede æg-
celler ned i en ung alder, hvis de ønsker både at gøre karriere og få børn. Store selskaber
som Apple, Google og Facebook har allerede gjort nedfrysning af ubefrugtede ægceller
til et gode for visse medarbejdere, og mens nogle ser det som et udtryk for, hvor meget
sådanne selskaber gør for at holde på værdsatte medarbejdere, ser andre det som en in-
direkte opfordring til kvinderne om at fryse deres ubefrugtede ægceller ned, hvis de vil
have mulighed for at stige i graderne.13
Mens problemstillingen pt. nok mest er relevant
i forhold til særligt konkurrenceprægede positioner, har nogle udtrykt bekymring for, at
tendensen kan brede sig til større dele af samfundet, og dermed potentielt være med til
at svække en mangeårig kamp for lige vilkår for kvinder på arbejdsmarkedet.
Imod et sådant argument kan man dels indvende, at der rent empirisk tilsyneladende
ikke er meget som tyder på, at kvinder bruger ikke-medicinsk nedfrysning på grund af
pres fra arbejdspladsen, snarere end fordi de ikke har fundet den rette partner.14
Sam-
tidig kan man også argumentere for, at ikke-medicinsk nedfrysning rent faktisk er med
til at styrke kvinders ligestilling, idet det gør det muligt for dem både at få børn og at
forfølge karrierer, som de ellers ville være udelukket fra. Og selv hvis brugen af ikke-me-
dicinsk nedfrysning svækker den generelle kamp for ligestilling, vil man fra et konse-
kvensetisk perspektiv kunne indvende, at det ikke nødvendigvis taler imod brugen af
ikke-medicinsk nedfrysning, idet det kan tænkes, at den ekstra livskvalitet, som brugen
sikrer de personer, der får opfyldt et dybtfølt ønske om at få børn, opvejer den nedsatte
livskvalitet, som teknikkens eventuelle svækkelse af den generelle kamp for ligestilling
måtte give anledning til.
Ligestillingshensyn kan også tale for en udvidelse af opbevaringstiden for befrugtede
æg og ubefrugtede ægceller på anden vis. Som den danske lovgivning vedrørende as-
sisteret reproduktion er nu, er det i udgangspunktet som sagt ikke tilladt for en kvinde
at fryse et befrugtet æg eller ubefrugtet ægceller ned i mere end fem år. Loven sætter
dog ikke nogen begrænsninger på, hvor lang tid en mand må fryse sine sædceller ned,
og for så vidt som der ikke er nogen særlig risiko forbundet med at opbevare befrugte-
de æg og ubefrugtede ægceller i mere end fem år, kan man argumentere for, at det er
kønsdiskriminerede at have en grænse på fem år for ægceller, når der ikke er en grænse
for sædceller.
At forskellen rent faktisk bunder i diskrimination vil nogle hævde underbygges af, at
lovgivningen vedrørende assisteret reproduktion systematisk synes at gøre forskel på
mænd/sædceller og kvinder/ægceller. Ud over opbevaringstiden gøres der således også
forskel på mænd og kvinder i forhold til, hvad de ellers må gøre med deres kønsceller,
og hvornår de må modtage reproduktiv assistance. Mens der ingen aldersgrænse er for,
hvornår en mand må modtage reproduktiv assistance, slår loven som sagt fast, at assi-
steret reproduktion ikke må finde sted, hvis den kvinde, der skal føde barnet, er fyldt 46
år. Og mens en mand må sælge sin sæd, må en kvinde ikke sælge sine ægceller, men kun
13 https://www.businessinsider.com/egg-freezing-at-facebook-apple-google-hot-new-perk-2017-9?r=US&IR=T
14 Petersen, Thomas Søbirk (2020): “Arguments on thin ice: on non-medical egg freezing and individualization argu-
ments”, Journal of Medical Ethics 2020, 0: 1-5.
20
Det Etiske Råds udtalelse om opbevaring af befrugtede æg og ubefrugtede ægceller
donere dem mod en kompensation på 7.000 kr. Endelig gælder der også forskellige reg-
ler for, hvad der skal ske med kønsceller efter henholdsvis en mands og en kvindes død.
Hvad angår en befrugtet ægcelle skal den således destrueres ved kvindens død, mens
der ved mandens død kan gøres en undtagelse, hvis der foreligger et skriftligt samtykke
fra hans side. Og mens en kvindes ubefrugtede ægceller skal destrueres ved hendes død,
kan en mand give skriftligt samtykke til, at hans ubrugte sædceller ikke destrueres efter
hans død.15
Nogle vil nok argumentere for, at der ligger relevante biologiske forskelle
bag lovgivningen, og at den til dels er konstrueret med henblik på at tage højde for de
særlig problemstillinger, som knytter sig til muligheden for surrogatmoderskab, men for
dem, som er overbevist om, at der er tale om en systematisk form for kønsdiskriminati-
on udgør det et stærkt argument for, at en udvidelse af opbevaringstiden for befrugtede
æg og ubefrugtede ægceller vil være et godt sted at begynde på det omfattende arbejde
med at rette op på denne ulighed.
Et religiøst konservativt perspektiv
For den særlige version af et religiøst konservativt perspektiv, som ofte spiller en rolle
i debatter om assisteret reproduktion, er udgangspunktet, at livet er helligt og begyn-
der ved undfangelsen. Samtidig vil perspektivet ofte trække på en ide om, at bestemte
former for reproduktion er mere naturlige end andre. Tanken vil her være, at det mest
naturlige er, at et barn undfanges gennem samleje mellem en mand og en kvinde, som
er gift, mens andre reproduktionsformer til sammenligning fremtræder unaturlige og
kunstige, sådan som det fx kommer til udtryk i vendingen ”kunstig befrugtning”.
Da selve det at udøve assisteret reproduktion kan betragtes som unaturligt fra et sådan
religiøst konservativt perspektiv, kan det begrunde en modstand mod en udvidelse af
opbevaringstiden for både befrugtede æg og ubefrugtede ægceller, idet æggene ned-
fryses med henblik på eventuel assisteret reproduktion. Samtidig kan opfattelsen af, at
menneskelivet er helligt og begynder ved undfangelsen give anledning til at gøre forskel
på henholdsvis befrugtede æg og ubefrugtede ægceller. For så er det i princippet et fuld-
gyldigt menneske, man nedfryser, når man nedfryser et befrugtet æg, mens det ’kun’ er
en celle, man nedfryser, når der er tale om en ubefrugtet ægcelle. En sådan forskelsbe-
handling kan fx komme til udtryk ved, at man stiller forskellige krav til viden om risici
i forbindelse med nedfrysning af henholdsvis befrugtede æg og ubefrugtede ægceller.
Fordi det befrugtede æg har fuld moralsk status, vil det nemlig være naturligt at stille
større krav til, at befrugtede æg ikke destrueres eller lider skade i processen.
I Italien førte et sådan religiøst konservativt perspektiv til et forbud mod nedfrysning af
befrugtede æg fra 2004 til 2009, samtidig med at det gav anledning til at forbedre mu-
lighederne for at nedfryse ubefrugtede ægceller. I en dansk kontekst har denne særlige
version af et religiøst konservativt perspektiv historisk set også spillet en betydelig rolle
i debatten om kunstig befrugtning og nedfrysning af æg, hvilket bl.a. fremgår af Det Eti-
ske Råds ældre udtalelser og redegørelser om emnet. I nyere tid har det dog ikke spillet
helt så stor en rolle. I rådets seneste udtalelse om opbevaring og brug af ubefrugtede
15 Sådanne argumenter udfoldes bl.a. i Kroløkke et al (2019): The Cryopolitics of Reproduction on Ice: A New Scandina-
vian Ice Age. Emerald Publishing Limited.
21
Det Etiske Råds udtalelse om opbevaring af befrugtede æg og ubefrugtede ægceller
æg var der fx kun et enkelt rådsmedlem, som baserede sin stillingtagen på et sådant
perspektiv (se ”Udtalelse om opbevaring og brug af ubefrugtede æg”).
En af udfordringerne for et sådan religiøst konservativt perspektiv vedrører forståelsen
af livets begyndelse. For selv om det næppe kan benægtes, at sammensmeltningen af
ægcelle og sædcelle er en vigtig begivenhed, så kan man omvendt også argumentere
for, at der er noget vilkårligt over at fæstne sig ved lige præcis denne begivenhed og
tildele den en særlig etisk betydning. Idet livets udvikling synes at være en kontinuerlig
proces præget af en gradvis differentiering af de enkelte celler og væv, kan det nemlig
være svært at se, hvorfor lige præcis sammensmeltning af æg- og sædcelle fortjener en
særlig etisk status. Således vil andre fx argumentere for, at fremkomsten af evnen til at
føle smerte eller til at overleve uden for livmoderen etisk set er mere relevante begiven-
heder end selve sammensmeltningen af æg- og sædcelle.
En anden udfordring vedrører ideen om at nogle reproduktionsformer etisk set er at
foretrække, fordi de er mere naturlige end andre. Ud over at det kan diskuteres, i hvil-
ken forstand nogle reproduktionsformer kan siges at være mere naturlige end andre, vil
nogle også mene, at det, at noget er naturligt, ikke i sig selv giver det en særlig etisk sta-
tus. Således fremføres det ofte, at mange sygdomme også kan ses som naturlige, men
at vi ikke af den grund tildeler dem en særlig etisk status eller betragter dem som noget,
vi bør værne om og beskytte. Tværtimod.