Svar på spm. nr. S 1771: Vil ministeren give sin holdning til kende om, hvorvidt det er tilfredsstillende, at halvdelen af akutte tvangsanbringelser i perioden 2016 til 2018 viste sig ikke at være gyldige?

Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 72 28 24 00
Folketingets Lovsekretariat
Medlem af Folketinget Mette Thiesen (NB) har d. 9. september 2020 stillet følgende
spørgsmål nr. S 1771 til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. S 1771:
”Vil ministeren give sin holdning til kende om, hvorvidt det er tilfredsstillende, at
halvdelen af akutte tvangsanbringelser i perioden 2016 til 2018 viste sig ikke at være
gyldige?”
Svar:
Når et barn eller ung har brug for hjælp, mener jeg, at det vigtigste er, at vi som sam-
fund reagerer og handler. Der må ikke være børn eller unge, der har akut brug for
hjælp, men ikke får det pga. praktik eller bureaukrati.
Derfor har vi ordningen med de akutte tvangsanbringelser. Det giver kommunen mu-
lighed for at handle i nødsituationer, hvor forældrene enten ikke er til at få fat på, eller
ikke er i stand til at tage vare på deres barn i den konkrete situation. Afgørelserne er
derfor kun foreløbige og skal forelægges børn og unge-udvalget inden for 7 dage. Den-
ne type afgørelser må kun blive truffet i akutte nødsituationer, hvor der kræves akut
handling.
Ankestyrelsen er meget opmærksom på, at der kun må blive truffet formandsafgørel-
ser i akutte sager og at ca. halvdelen af de formandsafgørelser, som stadfæstes af børn
og unge-udvalget og efterfølgende påklages af parterne til Ankestyrelsen, ophæves.
Ophævelsen betyder, at Ankestyrelsen vurderer, at betingelserne for at træffe en akut-
afgørelsen ikke var opfyldt på tidspunktet for afgørelsen, men betingelserne for en
anbringelse er i langt de fleste af sagerne til stede. I 2018 var 89 pct. af de børn, der
oprindeligt blev anbragt på baggrund af en akut formandsafgørelse, således stadig
anbragt uden for hjemmet en måned efter afgørelsen. Efter 8 måneder var 71 pct. af
disse børn fortsat anbragt. Det er derfor typisk ikke afgørelsen om at anbringe, som
Ankestyrelsen er uenige i, men derimod vurdering af, hvorvidt situationen var til-
strækkelig akut til at legitimere en formandsafgørelse, frem for at vente til børn og
unge-udvalget kunne samles.
Hele præmissen for akutafgørelser er en anden, end de almindelig afgørelser truffet af
børn og unge-udvalget. De almindelige afgørelser har forberedelsestid til at oplyse
sagen og alle forhold og disse almindelige afgørelser i børn og unge-udvalgene har
derfor en stadfæstelsesprocent i Ankestyrelsen på 98 pct. Det er klart, at der er forskel
på disse to typer afgørelser, da hele præmissen for de akutte tvangsanbringelser er, at
der er tale om en akut nødsituation, hvor det er begrænset, i hvor høj grad sagen kan
oplyses.
Sagsnr.
2020 - 8681
Doknr.
303855
Dato
18-09-2020
2019-20
S 1771 endeligt svar
Offentligt
2
Men når hele 71 pct. af de børn, der blev anbragt på baggrund af en formandsafgørelse,
efter 8 måneder fortsat er anbragt, viser det mig, at vi skulle have anbragt dem tidlige-
re. Problemet i disse sager er ikke anbringelsen, men at det sker på baggrund af en
akut formandsafgørelse. Vi skal minimere det, at sager bliver akutte ved at sætte tidli-
gere ind, før problemerne har udviklet sig. I så fald kunne sagen have været oplyst
ordentlig inden afgørelsen og barnet hjulpet i tide.
Med venlig hilsen
Astrid Krag