B 72 - svar på spm. 4 om ministeren er enig i, at man er nød til at tage nationale løsninger i brug, når de fælles løsninger har svigtet, fra udlændinge- og integrationsministeren

Ministeren
Side 1/2
25. marts 2020
Udlændinge- og
Integrationsministeriet
Asyl og Visum
Slotsholmsgade 10
1216 København K
Tel. 6198 4000
Mail uim@uim.dk
Web www.uim.dk
CVR-nr. 36977191
Sags nr. 2020 - 3850
Akt-id 1189307
Udlændinge- og Integrationsudvalget
Folketinget
Christiansborg
1240 København K
Udlændinge- og Integrationsudvalget har den 27. februar 2020 stillet følgende
spørgsmål nr. 4 til B 72 efter ønske fra Marie Krarup (DF) til udlændinge- og inte-
grationsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. 4 til B 72:
Er ministeren enig i, at man er nød til at tage nationale løsninger i brug, når de
fælles løsninger har svigtet?
Svar:
Jeg har forstået spørgsmålet således, at det er Dublinsamarbejdet, som spørgeren
mener, har svigtet.
Jeg er enig med spørgeren i, at Dublin-forordningen ikke altid fungerer fuldstæn-
digt efter hensigten, men jeg er ikke enig i, at Dublinsamarbejdet har svigtet.
Tværtimod synes jeg, at det er særdeles gavnligt for Danmark at være en del af
dette samarbejde. Hvis ikke vi havde Dublin-forordningen, stod det i princippet
den enkelte asylansøger frit for at rejse rundt i Europa og få sin asylansøgning
behandlet i flere lande, uden at vi havde de rette værktøjer og det praktiske sam-
arbejde til at imødegå dette.
Men hvis vi en dag skulle stå i en situation, hvor Dublinsamarbejdet formelt set
stadig gælder, men hvor samarbejdet efter den danske regerings opfattelse i reali-
teten ikke længere fungerer, og hvor Danmark således efter en folkeretlig vurde-
ring ikke længere kan anses for forpligtet til at følge procedurerne i Dublinforord-
ningen, så har vi mulighed for at aktivere den såkaldte nødbremse.
Iværksættes nødbremsen, kan politiet afvise en udlænding, der forsøger at indrej-
se ved en dansk luft-, sø- eller landegrænse fra et andet land, der er omfattet af
Dublinforordningen, dvs. umiddelbart på grænsen, hvis den pågældende søger
asyl i Danmark.
Betingelserne for at aktivere nødbremsen er aktuelt ikke til stede.
Udlændinge- og Integrationsudvalget 2019-20
B 72 endeligt svar på spørgsmål 4
Offentligt
Side 2/2
Der henvises derudover til den samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 2 til B 72.
Mattias Tesfaye
/
Inge Fabricius


Ministeren
Side 1/2
25. marts 2020
Udlændinge- og
Integrationsministeriet
Asyl og Visum
Slotsholmsgade 10
1216 København K
Tel. 6198 4000
Mail uim@uim.dk
Web www.uim.dk
CVR-nr. 36977191
Sags nr. 2020 - 3842
Akt-id 1189201
Udlændinge- og Integrationsudvalget
Folketinget
Christiansborg
1240 København K
Udlændinge- og Integrationsudvalget har den 27. februar 2020 stillet følgende
spørgsmål nr. 2 til B 72 efter ønske fra Marie Krarup (DF) til udlændinge- og inte-
grationsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. 2 til B 72:
Mener ministeren, at Dublin-samarbejdet fungerer i dag?
Svar:
1. Det skal indledningsvist bemærkes, at vi pt. befinder os i en særlig situation
som følge af COVID-19, hvorfor regeringen har indført en række tiltag for at be-
grænse smittespredning heraf. Besvarelsen tager derfor udgangspunkt i situatio-
nen forud herfor.
Udlændinge- og Integrationsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet
indhentet et bidrag fra Udlændingestyrelsen, der har oplyst følgende:
”Det er Udlændingestyrelsens opfattelse, at samarbejdet med hovedparten
af de øvrige medlemsstater er godt, og at størstedelen af forhandlingerne
forløber tilfredsstillende.
Der er imidlertid enkelte af forordningens bestemmelser, der kontinuerligt
giver anledning til uoverensstemmelser med bestemte medlemsstater
grundet en forskellig fortolkning. Der er primært tale om bestemmelser, der
indebærer en bevismæssig vurdering, og hvor enkelte medlemsstater til-
lægger bestemte beviser en anden styrke end de resterende medlemssta-
ter, eller lægger vægt på andre typer af beviser. Eksempelvis er et par med-
lemsstater af den opfattelse, at Dublinforordningens artikel 12, stk. 4, ved-
rørende udløbne visa, kun finder anvendelse, hvis en ansøgers indrejse på
medlemsstaternes område dokumenteres med indrejsestempler i et pas,
mens de resterende medlemsstater er af den opfattelse, at der ikke skal
lægges vægt på tilstedeværelsen eller fraværet af et enkelt bevis, men at al-
le tilgængelige oplysninger i stedet skal tages i betragtning.
Hertil kommer, at den mere praktiske side af samarbejdet såsom sproglige
barrierer, forkert udfyldelse af standardblanketter og manglende fremsen-
Udlændinge- og Integrationsudvalget 2019-20
B 72 endeligt svar på spørgsmål 4
Offentligt
Side 2/2
delse af relevant information, af og til kan besværliggøre og forlænge for-
handlingerne og i yderste konsekvens potentielt vil kunne påvirke udfaldet
af forhandlingen. Det forekommer således, at Udlændingestyrelsen modta-
ger anmodninger om tilbagetagelse eller overtagelse fra andre medlemssta-
ter, der ikke er oplyst tilstrækkeligt til, at styrelsen kan konkludere, at Dan-
mark er den ansvarlige medlemsstat. I nogle tilfælde har styrelsen gentagne
gange måtte efterspørge specifikke oplysninger fra en anden medlemsstat
uden at have modtaget dem, for til sidst endegyldigt at måtte afvise an-
modningen.
For så vidt angår spørgsmålet om de andre medlemsstaters overholdelse af
Dublinforordningens frister, skal Udlændingestyrelsen fremhæve, at konse-
kvensen ved ikke at overholde en frist er, at den anmodende medlemsstat
selv ifalder ansvar for behandling af asylsagen. En anden medlemsstats
manglende overholdelse af en frist får derfor ikke direkte indflydelse på
Danmarks ansvar i de konkrete forhandlinger. Styrelsen oplever det af den
grund som uproblematisk, når en anden medlemsstat ikke overholder en
frist.
Der eksisterer dog en enkelt undtagelse til hovedreglen om, at en med-
lemsstat selv ifalder ansvar ved manglende overholdelse af Dublinforord-
ningens frister, nemlig artikel 5, stk. 2, i Kommissionens gennemførelses-
forordning (EU) nr. 118/2014 af 30. januar 2014 (gennemførelsesforordnin-
gen). EU-domstolen slog ved sin afgørelse af 13. november 2018 i de for-
enede sager C-47/17 og C-48/17 fast, at artikel 5, stk. 2, i gennemførelses-
forordningen skulle forstås således, at en medlemsstats manglende svar på
en anmodning om revurdering får den konsekvens, at den anmodende
medlemsstat ifalder ansvar. Såfremt en anden medlemsstat ikke besvarer
en dansk anmodning om revurdering indenfor fristen, vil Danmark derfor
blive ansvarlig. Det er imidlertid Udlændingestyrelsens umiddelbare opfat-
telse, at det sjældent forekommer, at en anden medlemsstat ikke besvarer
en anmodning om revurdering rettidigt.”
2. Jeg er enig med Udlændingestyrelsen i, at Dublin-samarbejdet overvejende
fungerer godt. Danmark er derfor fortsat er en del af dette samarbejde – også
selvom Dublin-forordningen ikke altid fungerer fuldstændig efter hensigten.
EU-Kommissionen forventes at fremlægge en såkaldt asyl- og migrationspagt i
løbet af foråret, og det er forventningen, at en reform af Dublin-forordningen vil
stå centralt i pagten. Jeg tør ikke på nuværende tidspunkt gætte på, hvornår Rå-
det (retlige og indre anliggender) vil vedtage et sådant forslag.
Mattias Tesfaye
/
Inge Fabricius