Om en reform af EU-samarbejdet i lyset af brexit.

Tilhører sager:

Aktører:


    V 4

    Til forespørgsel nr. F 3
    Forslag til vedtagelse nr. V 4
    Folketinget 2019-20
    Fremsat den 31. oktober 2019
    Forslag til vedtagelse
    Af Lars Aslan Rasmussen (S), Jan E. Jørgensen (V), Jens Rohde (RV) og Balder Mørk Andersen (SF):
    Folketinget noterer sig, at EU har gjort Europa friere og rigere og sikret fred mellem medlemslandene.
    Samtidig noterer Folketinget sig, at Europa står over for en række grænseoverskridende udfordringer,
    der kræver fælles og styrket handling: klimaforandringer, illegal migration og kontrollen med de ydre
    grænser, social dumping, skatteunddragelse og negativ skattekonkurrence, terror, vækst og beskæftigelse
    og håndtering af konflikterne i EU's nærområde.
    Folketinget finder, at Europas udfordringer bedst kan løses ved fælles og styrket handling i EU, og at
    det i den forbindelse er afgørende at sikre Danmark størst mulig indflydelse. Samtidig er det vigtigt at
    bevare respekten for medlemslandenes forskellighed og for etablerede, bærende elementer i samfundets
    indretning, herunder den danske arbejdsmarkedsmodel.
    Folketinget opfordrer regeringen til at arbejde for et Europa, der fortsat leverer konkrete resultater til
    gavn for borgerne og virksomhederne. Samtidig er det vigtigt, at EU-spørgsmål løbende inddrages som en
    del af den daglige, politiske debat i Danmark.