L 173 - svar på spm. 10 om henvendelsen af 10/4-9 fra Institut for Menneskerettigheder om forslag til en formulering af tilsynsbestemmelsen, fra justitsministeren

Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
F +45 3393 3510
www.justitsministeriet.dk
jm@jm.dk
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 10 vedrørende forslag til lov om
ændring af straffeloven (Forbud til dømte seksualforbrydere) (L 173), som
Folketingets Retsudvalg har stillet justitsministeren den 10. april 2019.
Søren Pape Poulsen
/
Susanne Lehrer
Folketinget
Retsudvalget
Christiansborg
1240 København K
DK Danmark
Dato: 23. april 2019
Kontor: Strafferetskontoret
Sagsbeh: Freia Kirkeskov-Hansen
Sagsnr.: 2019-0037-0064
Dok.: 1087786
Retsudvalget 2018-19
L 173 endeligt svar på spørgsmål 10
Offentligt
2
Spørgsmål nr. 10 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov
om ændring af straffeloven (Forbud til dømte seksualforbrydere) (L
173):
”Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 10. april 2019
fra Institut for Menneskerettigheder om forslag til en formule-
ring af tilsynsbestemmelsen, jf. L 173 - bilag 5.”
Svar:
1. Direktør for Institut for Menneskerettigheder, Jonas Christoffersen, fik
den 4. april 2019 foretræde for Folketingets Retsudvalg.
I forlængelse heraf har Institut for Menneskerettigheder efter anmodning fra
medlemmer af udvalget udarbejdet et forslag til, hvordan den foreslåede be-
stemmelse i straffelovens § 236, stk. 8, om politiets tilsyn med dømte seksu-
alforbrydere kan omformuleres, så bestemmelsen i højere grad beskytter
borgernes retssikkerhed.
Institut for Menneskerettigheder foreslår navnlig, at det skal fremgå af be-
stemmelsen, at politiets undersøgelse af den dømtes bolig, breve og andre
genstande mv. kun må foretages, hvis den dømte med rimelig grund er
mistænkt for ikke at overholde et forbud efter straffelovens § 236, stk. 1, og
hvis der foreligger en retskendelse. Det skal dog være muligt at foretage un-
dersøgelsen uden retskendelse, hvis tilsynets øjemed ellers ville forspildes,
eller hvis den dømte skriftligt meddeler samtykke.
2. Jeg kan ikke støtte forslaget fra Institut for Menneskerettigheder. Forsla-
get indebærer efter Justitsministeriets vurdering, at der i realiteten ikke vil
være noget tilsyn med dømte seksualforbrydere, der har et forbud efter straf-
felovens § 236, stk. 1.
Hvis der stilles et krav om, at der skal foreligge en konkret mistanke om, at
den dømte har overtrådt sit forbud, og at der skal være indhentet en retsken-
delse, for at politiet kan undersøge den dømtes bolig, breve og andre gen-
stande mv., vil reglerne i store træk svare til, hvad der allerede gælder i dag.
Politiet kan således allerede i dag efter retsplejeloven foretage ransagning
af boliger, dokumenter, papirer mv., der tilhører en mistænkt, hvis den på-
gældende med rimelig grund mistænkes for en lovovertrædelse. Det kan
f.eks. være en mistanke om, at en dømt seksualforbryder har overtrådt det
forbud, han eller hun har fået efter straffelovens § 236, stk. 1. Afgørelsen
3
om ransagning træffes i sådanne tilfælde ved rettens kendelse, jf. retspleje-
lovens § 796, stk. 2.
Forslaget fra Institut for Menneskerettigheder ville således indebære, at rets-
plejelovens regler om ransagning i det store og hele overføres til det nye til-
syn med dømte seksualforbrydere.
Formålet med det nye tilsyn med dømte seksualforbrydere er imidlertid ikke
at efterforske strafbare forhold men derimod at sikre, at politiet får mulig-
hed for at holde øje med, at dømte seksualforbrydere overholder de forbud,
de har fået – og dermed at sikre, at de ikke på ny forgriber sig på f.eks. børn.
Det foreslåede tilsyn omfatter som bekendt situationer, hvor en person ved
dom er blevet fundet skyldig i en seksualforbrydelse, og hvor en domstol
har vurderet, at der er en sådan fare for, at den dømte begår ny lignende kri-
minalitet, at der er behov for at pålægge vedkommende et forbud mod at op-
holde sig sammen med børn.
Hvis der i forbindelse med tilsynet skulle opstå en konkret mistanke om, at
den dømte har begået et strafbart forhold (f.eks. har overtrådt sit forbud), så
vil retsplejelovens bestemmelser om bl.a. indhentelse af retskendelse skulle
iagttages.
Det bemærkes i den forbindelse, at det er helt sædvanligt, at der gælder sær-
lige retsgarantier, når en person er sigtet for et strafbart forhold.
3. En række triste sager har desværre vist, at de nuværende regler ikke har
været gode nok til at sikre, at dømte seksualforbrydere med forbud ikke gen-
tager deres forbrydelser.
Det kan vi som samfund ikke leve med.
Og derfor kan vi ikke forlade os på de regler, vi har i dag, hvor politiet på
grundlag af en konkret mistanke kan foretage ransagning af mistænktes boli-
ger mv.
Vi er nødt til at sætte hårdere ind, så vi sikrer, at dømte seksualforbrydere
med forbud ikke begår ny kriminalitet. Det skylder vi ofrene for de frygte-
lige forbrydelser.
4
Jeg henviser i øvrigt til mine besvarelser af 9. april 2019 af spørgsmål nr. 1,
7 og 8 fra Folketingets Retsudvalg til lovforslag om ændring af straffeloven
(Forbud til dømte seksualforbrydere) (L 173).


Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
F +45 3393 3510
www.justitsministeriet.dk
jm@jm.dk
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 7 vedrørende forslag til lov om
ændring af straffeloven (Forbud til dømte seksualforbrydere) (L 173), som
Folketingets Retsudvalg har stillet justitsministeren den 20. marts 2019.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Trine Bramsen (S).
Søren Pape Poulsen
/
Susanne Lehrer
Folketinget
Retsudvalget
Christiansborg
1240 København K
DK Danmark
Dato: 9. april 2019
Kontor: Strafferetskontoret
Sagsbeh: Freia Kirkeskov-Hansen
Sagsnr.: 2019-0037-0061
Dok.: 1079210
Retsudvalget 2018-19
L 173 endeligt svar på spørgsmål 10
Offentligt
2
Spørgsmål nr. 7 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov
om ændring af straffeloven (Forbud til dømte seksualforbrydere) (L
173):
”Vil ministeren redegøre for, hvad det indebærer for retssikker-
heden for den dømte, når den dømte henholdsvis mistænkes for
at have begået noget strafbart, og når den dømte ikke mistænkes
for at have begået noget strafbart – vil retssikkerheden f.eks.
være større for den, der mistænkes for at have begået noget straf-
bart, jf. høringssvaret fra Landsforeningen af Forsvarsadvoka-
ter?”
Svar:
1. Når en person mistænkes for at have begået et strafbart forhold, og poli-
tiet i forbindelse med efterforskningen af det strafbare forhold vil iværk-
sætte et tvangsindgreb over for den pågældende, skal retsplejelovens be-
stemmelser om straffeprocessuelle tvangsindgreb iagttages. Det følger bl.a.
af retsplejelovens bestemmelser, at ransagning af husrum, andre lokaliteter
eller genstande, som en mistænkt har rådighed over, kun må foretages, hvis
den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der
er undergivet offentlig påtale, og ransagning må antages at være af væsent-
lig betydning for efterforskningen, jf. retsplejelovens § 794, stk. 1. Afgø-
relse om ransagning træffes ved rettens kendelse, medmindre undersøgel-
sens øjemed ville forspildes, dersom retskendelse skulle afventes, eller den
mistænkte skriftligt har meddelt samtykke til, at ransagningen foretages, jf.
retsplejelovens § 796, stk. 2, 3 og 5.
Når der foreligger en konkret begrundet mistanke om, at en bestemt person
har begået et strafbart forhold, anses den pågældende endvidere for sigtet.
Der gælder særlige retsgarantier, når en person er sigtet for at have begået
et strafbart forhold. I retsplejeloven er der bl.a. fastsat regler om, at politiet
inden afhøring af en sigtet skal gøre den pågældende bekendt med sigtelsen
og med, at den sigtede ikke er forpligtet til at udtale sig, jf. retsplejelovens
§ 752, stk. 1.
2. Med lovforslaget foreslås det bl.a., at politiet skal føre tilsyn med dømte
seksualforbryderes overholdelse af forbud meddelt efter straffelovens § 236,
stk. 1. Det foreslåede tilsyn har ikke karakter af efterforskning, da det ikke
baserer sig på en konkret mistanke om et strafbart forhold. Tilsynet har deri-
mod til formål at kontrollere, at den dømte overholder det forbud, som han
3
eller hun har er blevet givet i forbindelse med en dom for en seksualforbry-
delse.
Den dømte er dermed hverken mistænkt eller sigtet for en forbrydelse.
Opstår der imidlertid i forbindelse med tilsynet en konkret mistanke om, at
den dømte har begået et strafbart forhold, vil retsplejelovens bestemmelser
om straffeprocessuelle indgreb straks skulle iagttages. Det betyder, at poli-
tiet i en sådan situation som udgangspunkt vil skulle indhente en retsken-
delse for f.eks. at foretage en ransagning af den dømtes bolig, computer, te-
lefon eller andet IT-udstyr.


Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
F +45 3393 3510
www.justitsministeriet.dk
jm@jm.dk
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 1 vedrørende forslag til lov om
ændring af straffeloven (Forbud til dømte seksualforbrydere) (L 173), som
Folketingets Retsudvalg har stillet justitsministeren den 20. marts 2019.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Trine Bramsen (S).
Søren Pape Poulsen
/
Susanne Lehrer
Folketinget
Retsudvalget
Christiansborg
1240 København K
DK Danmark
Dato: 9. april 2019
Kontor: Strafferetskontoret
Sagsbeh: Freia Kirkeskov-Hansen
Sagsnr.: 2019-0037-0061
Dok.: 1061710
Retsudvalget 2018-19
L 173 endeligt svar på spørgsmål 10
Offentligt
2
Spørgsmål nr. 1 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov
om ændring af straffeloven (Forbud til dømte seksualforbrydere) (L
173):
”Vil ministeren oplyse, om der er noget til hinder for, at politiet
som led i gennemførelse af tilsynet skal indhente en retsken-
delse forud for at foretage undersøgelse af den dømtes bolig
m.v. og forud for undersøgelse af den dømtes breve m.v. og an-
dre genstande?”
Svar:
Med lovforslaget foreslås det, at politiet skal føre tilsyn med dømte seksu-
alforbryderes overholdelse af forbud meddelt efter straffelovens § 236, stk.
1. Det foreslås endvidere, at politiet som led i tilsynets gennemførelse uden
retskendelse bl.a. skal kunne skaffe sig adgang til den dømtes bolig og fo-
retage undersøgelse af breve og papirer og andre genstande (f.eks. compu-
ter, telefon og andet IT-udstyr), som den dømte råder over, jf. den foreslå-
ede bestemmelse i straffelovens § 236, stk. 8. De nærmere regler om gen-
nemførelse af tilsynet skal fastsættes af justitsministeren, jf. den foreslåede
bestemmelse i straffelovens § 236, stk. 12, nr. 1.
Der er principielt intet til hinder for at fastsætte et krav om, at politiet i for-
bindelse med tilsynet med dømte seksualforbrydere skal indhente en ret-
skendelse forud for iværksættelsen af undersøgelserne af den dømtes bolig,
breve mv.
Det er imidlertid Justitsministeriets vurdering, at et sådant krav vil kunne
være til hinder for en effektiv og fleksibel tilrettelæggelse af tilsynet. Det
bemærkes i den forbindelse, at der med lovforslaget er lagt op til, at tilsynet
med bolig- og besøgsforbud skal gennemføres ved, at politiet opsøger den
dømte i dennes bolig hver 14. dag eller en gang om måneden, alt efter om
den dømte er i sexologisk behandling.
Hertil kommer, at det efter Justitsministeriets vurdering er tvivlsomt, om et
krav om indhentelse af en retskendelse reelt vil bidrage til den dømtes rets-
sikkerhed. Det bemærkes i den forbindelse, at der er tale om et lovbestemt
tilsyn, som ikke baserer sig på en konkret mistanke om et strafbart forhold,
som vil kunne efterprøves af domstolene. En eventuel domstolsprøvelse vil
derfor navnlig kunne vedrøre, om den dømte er meddelt et forbud efter straf-
felovens § 236, stk. 1, og om gennemførelsen af tilsynet kan anses for nød-
vendig af hensyn til at sikre, at den dømte overholder dette forbud.
3
Justitsministeriet bemærker endvidere, at politiets gennemførelse af tilsyn
med dømte seksualforbrydere vil være omfattet af retssikkerhedslovens be-
stemmelser om gennemførelse af tvangsindgreb, og at den dømte endvidere
vil have adgang til at klage over politiets gennemførelse af tilsynet efter de
almindelige regler om klage over politiets dispositioner uden for strafferets-
plejen.
Endelig skal det bemærkes, at retsplejelovens bestemmelser om straffepro-
cessuelle tvangsindgreb vil skulle anvendes, hvis der i forbindelse med til-
synet opstår en konkret mistanke om, at den dømte har begået et strafbart
forhold. Det betyder, at politiet i en sådan situation som udgangspunkt vil
skulle indhente en retskendelse for f.eks. at foretage en ransagning af den
dømtes bolig, computer, telefon eller andet IT-udstyr.


Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
F +45 3393 3510
www.justitsministeriet.dk
jm@jm.dk
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 8 vedrørende forslag til lov om
ændring af straffeloven (Forbud til dømte seksualforbrydere) (L 173), som
Folketingets Retsudvalg har stillet justitsministeren den 25. marts 2019.
Søren Pape Poulsen
/
Susanne Lehrer
Folketinget
Retsudvalget
Christiansborg
1240 København K
DK Danmark
Dato: 9. april 2019
Kontor: Strafferetskontoret
Sagsbeh: Freia Kirkeskov-Hansen
Sagsnr.: 2019-0037-0061
Dok.: 1062814
Retsudvalget 2018-19
L 173 endeligt svar på spørgsmål 10
Offentligt
2
Spørgsmål nr. 8 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov
om ændring af straffeloven (Forbud til dømte seksualforbrydere) (L
173):
”Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 22. marts 2019
fra Institut for Menneskerettigheder om forbud til dømte seksu-
alforbrydere, jf. L 173 - bilag 3”
Svar:
1. Direktør for Institut for Menneskerettigheder, Jonas Christoffersen, har
ved brev af 22. marts 2019 anmodet om foretræde for Folketingets Retsud-
valg i anledning af lovforslaget om ændring af straffeloven (Forbud til
dømte seksualforbrydere).
Jonas Christoffersen anfører bl.a., at lovforslaget giver en række meget vidt-
gående beføjelser til politiet, der kan gennemføre omfattende indgreb i pri-
vatlivets fred, uden at der stilles krav om forudgående retskendelse eller
krav til politiets mistanke.
Jonas Christoffersen anfører desuden, at lovforslaget indfører en helt ny og
principielt meget betænkelig måde at føre kontrol med tidligere straffede
personer på.
2. Lovforslaget, der blev fremsat for Folketinget den 27. februar 2019, har
til formål at styrke indsatsen mod dømte seksualforbrydere.
En række konkrete sager med dømte seksualforbrydere, der efter udstået
straf har begået nye overgreb, har desværre vist, at der er behov for at styrke
indsatsen på området. Der har været tale om sager, hvor dømte seksualfor-
brydere, der er givet et forbud mod at opholde sig sammen med børn, igen
har begået seksuelle overgreb.
Det kan vi som samfund ikke leve med. Når domstolene har givet en dømt
seksualforbryder et forbud mod at opholde sig sammen med børn, skal det
sikres, at dette forbud bliver håndhævet på en effektiv og systematisk måde.
Det er derfor, at jeg med lovforslaget har foreslået, at der indføres et tilsyn
med dømte seksualforbrydere, der har fået et forbud efter straffelovens §
236, stk. 1. Tilsynet skal udføres af politiet og gennemføres uanmeldt og på
vilkårlige tidspunkter, så det sikres, at den dømte ikke har mulighed for at
indrette sig på tilsynet, f.eks. ved at gemme eller bortskaffe IT-udstyr mv.
3
Det er vigtigt for mig at understrege, at det foreslåede tilsyn kun skal om-
fatte personer, der ved dom er blevet fundet skyldige i en seksualforbry-
delse, og hvor retten har vurderet, at der – ud over straffen – var behov for
at pålægge den dømte et forbud mod at opholde sig sammen med børn. Der
er altså ikke tale om personer, der alene har været mistænkt for en seksual-
forbrydelse, eller som af andre grunde har været i myndighedernes søgelys.
Det er fortsat domstolene, der skal vurdere, om der er grundlag for at give
den dømte et forbud, ligesom det er domstolene, der fastsætter forbuddets
rækkevidde og varighed.
3. Direktør Jonas Christoffersen henviser i sit brev af 22. marts 2019 til Fol-
ketingets Retsudvalg til Institut for Menneskerettigheders høringssvar af 11.
februar 2019.
I høringssvaret anbefaler Institut for Menneskerettigheder bl.a., at der i lov-
forslaget indsættes en adgang for politiet til i særlige tilfælde at meddele til-
ladelse til færden eller ophold i et område med inspiration i bestemmelsen i
straffelovens § 79 a, stk. 3. Instituttet anbefaler endvidere, at forbud skal
kunne indbringes for retten til fornyet domstolsprøvelse efter endt afsoning,
og at forbuddet med rimelige mellemrum skal tages op til vurdering af ind-
grebets omfang og fortsatte nødvendighed. Instituttet anbefaler desuden, at
forbud som udgangspunktet ikke skal meddeles uden tidsbegrænsning. En-
delig anbefaler instituttet, at der indsættes et krav om forudgående eller ef-
terfølgende retskendelse og et kvalificeret mistankekrav i forbindelse med
politiets varetagelse af tilsynsopgaven, og at Justitsministeriet fremadrettet
tilvejebringer oplysninger om sammenhængen mellem tilsynsbesøg efter
straffelovens § 236 og efterfølgende sigtelser for overtrædelse af straffe-
loven mv.
Om de enkelte anbefalinger skal jeg bemærke følgende:
4. Det følger allerede i dag af straffelovens § 236, stk. 2, 1. pkt., at et forbud
efter straffelovens § 236, stk. 1, ikke omfatter kontakt, ophold eller færden,
som af særlige grunde må anses for beføjet. Lovforslaget ændrer ikke ved
dette.
På den baggrund er der efter min opfattelse ikke behov for at indsætte en
særskilt bestemmelse i lovforslaget om, at politiet i særlige tilfælde kan
meddele den dømte tilladelse til færden eller ophold i et område.
4
5. Med lovforslaget nyaffattes straffelovens § 236, stk. 4, således, at forbud
fremover som udgangspunktet skal gives indtil videre, dvs. uden tidsbe-
grænsning. Domstolene skal dog fortsat efter en konkret vurdering af karak-
teren af det begåede forhold og sagens øvrige omstændigheder, herunder
den dømtes personlige forhold, kunne beslutte at tidsbegrænse forbuddet i
1-5 år. Det vil navnlig være relevant, når der er tale om mindre alvorlige lo-
vovertrædelser, der ikke er begået mod børn, tiltalte ikke tidligere er dømt
for lignende kriminalitet, og tiltaltes personlige forhold taler for, at forbud-
det tidsbegrænses.
Det er vigtigt at understrege, at et tidsubegrænset forbud ikke indebærer, at
forbuddet aldrig ophører. Det indebærer derimod, at forbuddet først ophø-
rer, når en domstol har vurderet, at der ikke længere er grund til at opret-
holde forbuddet.
I de tilfælde, hvor forbuddet er givet indtil videre, vil den dømte have mu-
lighed for løbende at få prøvet forbuddet. Det gælder allerede i dag, at den
dømte i disse tilfælde efter 5 års forløb regnet fra endelig dom kan forlange,
at anklagemyndigheden indbringer spørgsmålet om forbuddets oprethol-
delse for retten, jf. straffelovens § 236, stk. 6, 1. pkt. Hvis retten finder, at
forbuddet helt eller delvis skal opretholdes, kan spørgsmålet på ny indbrin-
ges for retten efter 2 år, jf. straffelovens § 236, stk. 6, 2. pkt. Lovforslaget
ændrer ikke herpå.
I forbindelse med, at den dømte gives et forbud, har domstolene endvidere
pligt til at påse, at forbuddet, herunder dets varighed, ikke står i misforhold
til den herved forvoldte forstyrrelse af den pågældendes forhold, hensynet
til dem, som forbuddet skal beskytte, og karakteren af det begåede forhold,
jf. straffelovens § 236, stk. 5. Der gælder med andre ord et almindeligt pro-
portionalitetsprincip. Lovforslaget ændrer heller ikke på dette.
På den baggrund er der efter min opfattelse ikke behov for at fastsætte yder-
ligere regler om domstolsprøvelse af forbud.
Hvad angår forbud, som er givet før lovens ikrafttræden, henviser jeg til min
samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 4.
7. Med hensyn til anbefalingen om, at der indsættes et krav om retskendelse
og et kvalificeret mistankekrav i forbindelse med politiets tilsyn med dømte
5
seksualforbryderes overholdelse af forbud, henviser jeg til min samtidige
besvarelse af spørgsmål nr. 1 og 7.
Som det fremgår af disse besvarelser, har det foreslåede tilsyn til formål at
kontrollere, at den dømte overholder det forbud, som han eller hun er blevet
givet i forbindelse med en dom for en seksualforbrydelse. Tilsynet har ikke
karakter af efterforskning, da det ikke baserer sig på en konkret mistanke
om et strafbart forhold. Hvis der imidlertid i forbindelse med tilsynet opstår
en konkret mistanke om, at den dømte har begået et strafbart forhold, vil
retsplejelovens bestemmelser om straffeprocessuelle tvangsindgreb skulle
anvendes.
På den baggrund er der efter min opfattelse ikke anledning til at tilvejebringe
oplysninger om sammenhængen mellem tilsyn med dømtes overholdelse af
forbud efter straffelovens § 236 og efterfølgende sigtelser for overtrædelse
af straffeloven mv.