Høringsoversigt og høringssvar, fra justitsministeren

Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
F +45 3393 3510
www.justitsministeriet.dk
jm@jm.dk
Til brug for behandlingen af forslag til lov om ændring straffeloven (For-
bud til dømte seksualforbrydere) vedlægges en kommenteret høringsover-
sigt og kopi af de modtagne høringssvar.
Søren Pape Poulsen
/
Susanne Lehrer
Folketinget
Retsudvalget
Christiansborg
1240 København K
Dato: 27. februar 2019
Kontor: Strafferetskontoret
Sagsbeh: Freia Kirkeskov-Hansen
Sagsnr.: 2018-731-0041
Dok.: 1021773
Retsudvalget 2018-19
L 173 Bilag 1
Offentligt


Retsudvalget 2018-19
L 173 Bilag 1
Offentligt


Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
F +45 3393 3510
www.justitsministeriet.dk
jm@jm.dk
K O M M E N T E R E T H Ø R I N G S O V E R S I G T
Forslag til lov om ændring af straffeloven
(Forbud til dømte seksualforbrydere)
I. Myndigheder og organisationer
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 14. januar til den 11. februar
2019 været i høring hos følgende myndigheder og organisationer
mv.:
Østre Landsret, Vestre Landsret, samtlige byretter, Domstolsstyrelsen,
Rigsadvokaten, Rigspolitiet, Den Danske Dommerforening, Dommerfuld-
mægtigforeningen, Foreningen af Offentlige Anklagere, Politiforbundet,
Advokatrådet, Amnesty International, BUPL, Børne- og Kulturchefforenin-
gen, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab, Børnerådet, Børnesagens Fæl-
lesråd, Børns Vilkår, Center for Voldtægtsofre, Rigshospitalet, Center for
Voldtægtsofre, Århus, Center mod Menneskehandel, Danmarks Lærerfore-
ning, Danner, Dansk Kvindesamfund, Dansk Psykolog Forening, Dansk So-
cialrådgiverforening, Dansk Stalking Center, Danske Advokater, Danske
Regioner, Det Kriminalpræventive Råd, Digitalt Ansvar, Exitcirklen, Fore-
ningen af Kommunale Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer i Dan-
mark, Foreningen Far, Gadejuristen, Hjælp Voldsofre, Institut for Menne-
skerettigheder, Joan-Søstrene, Justitia, KFUKs sociale arbejde, KL, Kom-
petencecenter Prostitution, Kvinderådet, Landsforeningen af Forsvarsadvo-
kater, Landsforeningen KRIM, Landsforeningen af Socialpædagoger,
Landsforeningen for Voldsramte Kvinder, Landsorganisationen af Kvinde-
krisecentre (LOKK), Landsorganisationen mod seksuelle overgreb, Lev
Uden Vold, LOS – De private sociale tilbud, Mødrehjælpen, Offerrådgiv-
Dato:
Kontor: Strafferetskontoret
Sagsbeh: Freia Kirkeskov-Hansen
Sagsnr.: 2018-731-0041
Dok.: 1003494
Retsudvalget 2018-19
L 173 Bilag 1
Offentligt
2
ningerne i Danmark, Pro Vest, Red Barnet, Reden International, Reden Kø-
benhavn, Reden Odense, Reden Aarhus, Retspolitisk Forening, Røde Kors
i Danmark, RådgivningsDanmark, Seksualpolitisk Forum, Sexarbejdernes
Interesseorganisation, Socialpædagogernes Landsforbund, SSP-Samrådet,
Tænketanken VM Viden om Mænd.
Lovforslaget har endvidere været i høring hos Datatilsynet og Digitalise-
ringsstyrelsen.
Justitsministeriet har modtaget høringssvar fra:
Østre Landsret, Vestre Landsret, samtlige byretter, Domstolsstyrelsen,
Rigsadvokaten, Rigspolitiet, Dommerfuldmægtigforeningen, Foreningen af
Offentlige Anklagere, Politiforbundet, Advokatrådet, Det Kriminalpræven-
tive Råd, Foreningen Far, Hjælp Voldsofre, Institut for Menneskerettighe-
der, Joan-Søstrene, Justitia, KL, Landsforeningen af Forsvarsadvokater,
Landsorganisationen for sociale tilbud, Lev Uden Vold, Offerrådgivningen
i Danmark, Red Barnet, Retspolitisk Forening, Rigshospitalet, Socialstyrel-
sen, SSP-Samrådet, Datatilsynet og Digitaliseringsstyrelsen.
Justitsministeriets bemærkninger til høringssvarerne er angivet i kursiv.
II. Høringssvarene
1. Generelt
Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Foreningen af Of-
fentlige Anklagere, Foreningen Far, KL, Landsorganisationen for soci-
ale tilbud, Lev Uden Vold, Politiforbundet, Offerrådgivningen i Dan-
mark, Rigshospitalet, Socialstyrelsen og Vestre Landsret har ingen be-
mærkninger til lovforslaget.
2. Rækkevidden af opholdsforbud
Retspolitisk forening finder, at den væsentlige udstrækning af opholdsfor-
buddet i stedmæssig henseende stiller store krav til domstolene om ikke at
udtrække områderne så vidt, at den dømtes bevægelsesfrihed hæmmes i uri-
melig grad.
Rigsadvokaten anfører, at der er tale om en ikke ubetydelig udvidelse af
rækkevidden af opholdsforbuddet, og at det af samme grund må antages, at
3
der vil være behov for at afklare bestemmelsens anvendelsesområde og ræk-
kevidde i retspraksis.
Med lovforslaget foreslås det at ændre straffelovens § 236, stk. 1, nr. 1, så-
ledes at retten kan bestemme, at forbuddet skal omfatte flere nærmere af-
grænsede områder, hvor der er fare for, at den dømte begår ny lovovertræ-
delse af lignende beskaffenhed. I dag kan et opholdsforbud kun omfatte et
område i nærheden af gerningsstedet.
Formålet med ændringen af straffelovens § 236, stk. 1, nr. 1, om opholds-
forbud, er at forebygge, at dømte seksualforbrydere begår ny lignende kri-
minalitet andre steder end der, hvor den lovovertrædelse, som gav anled-
ning til forbuddet, er begået.
Som det fremgår af pkt. 2.1.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger,
skal de områder, som opholdsforbuddet skal omfatte, beskrives så præcist
som muligt i dommen. Det kan f.eks. være ved adresseangivelse eller ved
anvendelse af kort over områderne.
Vurderingen af, hvilke områder der skal være omfattet af et opholdsforbud,
beror på rettens skøn i det enkelte tilfælde. I den forbindelse skal retten
lægge vægt på hensynet til at forebygge, at den dømte begår ny lignende
kriminalitet.
Afgrænsningen af de steder, som opholdsforbuddet skal omfatte, skal end-
videre opfylde kravet om proportionalitet. Opholdsforbuddets rækkevidde
må således ikke gå udover, hvad der er nødvendigt for at forebygge, at den
dømte begår nye lignende lovovertrædelser. Domstolene skal dermed påse,
at opholdsforbuddet overholder proportionalitetsprincippet, når domsto-
lene fastlægger den geografiske rækkevidde af forbuddet.
Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at det præciseres i bemærk-
ningerne til lovforlaget, at det skal indgå som et moment i domstolenes pro-
portionalitetsvurdering, hvis opholdsforbuddet fører til et indgreb i retten til
familie- og privatliv. Instituttet finder endvidere, at der bør indsættes en ad-
gang for politiet til at meddele tilladelse til færden eller ophold i et område
i særlige tilfælde.
Justitsministeriet bemærker, at det følger af straffelovens § 236, stk. 2, 1.
pkt., at forbud efter straffelovens § 236, stk. 1, ikke omfatter kontakt, op-
hold eller færden, som af særlige grunde må anses for beføjet. Lovforsla-
4
get ændrer ikke herved. Ministeriet finder det således ikke nødvendigt, at
der indsættes en adgang for politiet for at meddele tilladelse til færden el-
ler ophold i et område i særlige tilfælde.
3. Forbuddets varighed
Institut for Menneskerettigheder finder, at der er risiko for uproportionale
indgreb, når udgangspunktet i bestemmelsen er, at alle forbud skal være ube-
grænsede i tid. Instituttet anfører i den forbindelse, at hvis indgrebet har en
generel og automatisk karakter, kan det ikke betragtes som nødvendigt, og
henviser til, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol f.eks. har fun-
det, at et forbud mod udrejse, der blev forlænget automatisk og uden nogen
tidsbegrænsning, udgjorde en krænkelse. Instituttet anfører endvidere, at
hvis et indgreb sker af kriminalitetsforebyggende grunde, vil der skulle til-
vejebringes konkrete holdepunkter for, at der også i fremtiden er grund til
at frygte, at den pågældende vil begå kriminalitet. Instituttet anbefaler, at
bestemmelsen om tidsubegrænsede forbud ændres, så udgangspunktet for et
forbud ikke er, at det meddeles tidsubegrænset. Instituttet anbefaler endvi-
dere, at lovforslaget i det mindste præciseres, så det fremgår, hvor høj en
straf, der som udgangspunkt skal være givet, for at retten kan give et tidsu-
begrænset forbud.
Justitia og Retspolitisk forening finder, at der fortsat som udgangspunkt
bør fastsættes tidbestemte forbud på 1-5 år, medmindre der er tale om sær-
ligt grove tilfælde, hvor der er grundlag for at antage, at der efter mere end
5 år efter endelig dom vil være fare for ny lignende kriminalitet.
Det Kriminalpræventive Råd anfører, at med forslaget om tidsubegræn-
sede forbud vil en gruppe af mennesker blive mærket for livet, hvilket, uan-
set forbrydelsens forfærdelige beskaffenhed, efter rådets opfattelse ikke er
en hensigtsmæssig reaktion. Det Kriminalpræventive Råd finder, at der bør
være mulighed for at ophæve forbuddet efter ansøgning.
Østre Landsret anfører, at lovforslagets skærpede bestemmelser i relation
til retsvirkningen af et forbud, herunder navnlig den obligatoriske retsfølge
om fastsættelse af et tilsyn, hvor dømte seksualforbrydere som udgangs-
punkt på ubestemt tid skal tåle indgreb i boligen, vil skulle inddrages ved
domstolenes proportionalitetsafvejning af, om der i det hele taget bør fast-
sættes et forbud.
5
Med lovforslaget nyaffattes straffelovens § 236, stk. 4, hvorefter udgangs-
punktet fremover vil være, at forbud gives indtil videre, dvs. uden tidsbe-
grænsning.
Retten skal dog efter en konkret vurdering af karakteren af det begåede for-
hold og sagens øvrige omstændigheder, herunder den dømtes personlige
forhold, kunne tidsbegrænse forbuddet i 1-5 år. Dette vil navnlig være rele-
vant, når der er tale om mindre lovovertrædelser, der ikke er begået mod
børn, tiltalte ikke tidligere er dømt for lignende kriminalitet, og tiltaltes per-
sonlige forhold taler for, at forbuddet tidsbegrænses.
Som det fremgår af pkt. 2.1.3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger,
må forbuddet, herunder dets varighed, ikke stå i misforhold til den herved
forvoldte forstyrrelse af den pågældendes forhold, hensynet til dem, som for-
buddet skal beskytte, og karakteren af det begåede forhold, jf. straffelovens
§ 236, stk. 5. Bestemmelsen udtrykker et almindeligt proportionalitetsprin-
cip.
Det er Justitsministeriets opfattelse, at de foreslåede regler om bl.a. tilsyn
med dømtes overholdelse af forbud ikke indebærer en sådan forstyrrelse af
den dømtes forhold, at forbuddet alene af den grund kan anses for dispro-
portionalt, jf. straffelovens § 236, stk. 5.
Justitsministeriet bemærker endvidere, at når forbud er givet indtil videre,
kan den dømte fortsat efter 5 års forløb regnet fra endelig dom forlange, at
anklagemyndigheden indbringer spørgsmålet om forbuddets opretholdelse
for retten, jf. straffelovens § 236, stk. 6, 1. pkt. Finder retten, at forbuddet
helt eller delvis skal opretholdes, kan spørgsmålet på ny indbringes for ret-
ten efter 2 år, jf. straffelovens § 236, stk. 6, 2. pkt. Den dømte har dermed
mulighed for løbende at få prøvet forbuddet ved domstolene.
4. Betingelser for at meddele forbud
Advokatrådet anfører, at det fremgår af lovforslaget, at forbud fremover
kan gives, når der er en fare for, at den dømte vil begå ny lovovertrædelse
af lignende beskaffenhed og ikke længere nærliggende fare. Advokatrådet
anfører hertil, at lovforslaget ikke nærmere omtaler, hvilke kriterier der skal
tillægges vægt ved vurderingen af, om den omtalte fare er tilstede. Advo-
katrådet finder, at det således er uklart, om en abstrakt – men ikke konkret
– fare vil være tilstrækkelig til at meddele et opholdsforbud. Advokatrådet
finder det retssikkerhedsmæssigt betænkeligt navnlig set i lyset af den geo-
6
grafiske rækkevidde af et opholdsforbud samtidig foreslås ændret. Advokat-
rådet opfordrer til, at dette præciseres i lovforslaget.
Institut for Menneskerettigheder anfører, at Den Europæiske Menneske-
rettighedsdomstol har udtalt, at indgreb kun kan retfærdiggøres, hvis der er
konkrete og klare indikationer for en reel offentlig interesse, som opvejer
individets ret til bevægelsesfrihed. Instituttet anfører således, at indgreb skal
baseres på konkrete forhold, som virkelig underbygger den fortsatte eksi-
stens af den risiko, som indgrebet søger at forebygge. Instituttet anbefaler
derfor, at lovteksten til den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 236,
stk. 3, præciseres, således at det er en forudsætning for idømmelse af op-
holdsforbud, at der er en konkret fare for, at den dømte vil begå lignende
indgreb.
Landsforeningen af Forsvarsadvokater anfører, at det at ordet ”nærlig-
gende” fjernes i straffelovens § 236, stk. 3, indebærer, at der gås fra at kræve
konkret indicium for indgreb til at have generel adgang hertil. Landsfore-
ningen af Forsvarsadvokater finder, at en sådan formulering kan lede til et
udgangspunkt om indgreb, frem for, som nu, at der alene kan ske indgreb,
hvor der er indikation for nødvendigheden heraf.
Justitsministeriet bemærker hertil, at lovforslaget indebærer, at forbud kan
gives, når det efter karakteren af det begåede forhold og oplysningerne om
den dømtes person, herunder om tidligere kriminalitet, må antages, at der
er fare for, at den dømte vil begå ny lovovertrædelse af lignende beskaffen-
hed.
Dermed vil det ikke længere være et krav, at der er nærliggende fare for, at
den dømte vil begå ny lovovertrædelse af lignende beskaffenhed.
Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 2, vil den fo-
reslåede ændring betyde, at forbud efter straffelovens § 236, stk. 1, også vil
kunne gives i tilfælde, hvor den dømte ikke tidligere er straffet for lignende
kriminalitet, når forbrydelsen er af grovere karakter.
Det vil f.eks. kunne være tilfældet, når forbrydelsen er begået af flere i for-
ening (f.eks. gruppevoldtægt), er begået over for flere ofre (f.eks. samtidig
blufærdighedskrænkelse af flere ofre), eller når der er tale om gentagne el-
ler længerevarende seksuelle overgreb mod ét offer. Derudover vil retten
kunne lægge vægt på, at forbrydelsen er begået over for et eller flere børn,
herunder på barnets alder.
7
Det vil bero på rettens skøn, om det pådømte forhold er af så grov karakter,
at der kan gives forbud i tilfælde, hvor den dømte ikke tidligere er straffet
for lignende kriminalitet.
Det er Justitsministeriets forventning, at domstolene på baggrund af de fo-
reslåede ændringer af straffelovens § 236, stk. 3, vil meddele forbud i videre
omfang end i dag.
Det vil forsat vil være en betingelse for at meddele forbud, at det må anta-
ges, at forbuddet vil være egnet til at forebygge faren for, at den dømte be-
går ny lovovertrædelse af lignende beskaffenhed, jf. straffelovens § 236, stk.
3.
Domstolene vil i den forbindelse fortsat skulle se på karakteren af det begå-
ede forhold og oplysningerne om den dømtes person, herunder om tidligere
kriminalitet, jf. straffelovens § 236, stk. 3.
Ved vurderingen af, om et forbud kan antages at være egnet til at forebygge
faren for ny tilsvarende kriminalitet, skal retten endvidere inddrage oplys-
ninger om den dømtes person, som de eksempelvis fremgår af en eventuel
personundersøgelse efter retsplejelovens § 808 eller mentalundersøgelse ef-
ter retsplejelovens § 809.
Det er således ikke tilstrækkeligt, at der foreligger en helt generel risiko for
nye lovovertrædelser.
Justitsministeriet finder på den baggrund, at bemærkningerne til den fore-
slåede ændring i straffelovens § 236, stk. 3, er tilstrækkeligt klare og præ-
cise.
5. Domstolsprøvelse af forbud
Institut for Menneskerettigheder anfører, at domstolene, for så vidt angår
forbud, som måtte blive meddelt efter lovens ikrafttræden, skal inddrage det
forhold i deres vurdering, at der vil blive ført hyppige tilsyn med den dømte,
og dermed, at indgrebet bliver betydeligt intensiveret i forhold til gældende
ret. Instituttet bemærker, at for forbud meddelt forud for lovens ikrafttræ-
den vil det intensive tilsyn ikke være indgået i domstolenes vurdering, og at
dette taler for en fornyet domstolsprøvelse. På den baggrund anbefaler in-
stituttet, at forbud bør kunne indbringes for retten til fornyet domstolsprø-
8
velse efter endt afsoning, og at forbuddet med rimelige mellemrum tages op
til vurdering af indgrebets omfang og fortsatte nødvendighed.
Justitia finder, at hvis forslaget om, at tidsubestemte forbud fremover skal
være udgangspunktet, gennemføres, så bør det være muligt for den dømte
at indbringe spørgsmålet om forbuddets opretholdelse for retten allerede ef-
ter f.eks. 2 år.
Justitsministeriet bemærker, at lovforslaget ikke ændrer ved, at når forbud
er givet indtil videre, kan den dømte efter 5 års forløb regnet fra endelig
dom forlange, at anklagemyndigheden indbringer spørgsmålet om forbud-
dets opretholdelse for retten, jf. straffelovens § 236, stk. 6, 1. pkt. Hvis ret-
ten finder, at forbuddet helt eller delvis skal opretholdes, kan spørgsmålet
på ny indbringes for retten efter 2 år, jf. straffelovens § 236, stk. 6, 2. pkt.
Den dømte har dermed mulighed for løbende at få prøvet forbuddet.
Det bemærkes, at domstolene fortsat kan tidsbegrænse forbuddet i 1 til 5 år,
jf. den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 236, stk. 4, 2. pkt.
Justitsministeriet bemærker endvidere, at forbuddet, herunder dets varig-
hed, ikke må stå i misforhold til den herved forvoldte forstyrrelse af den på-
gældendes forhold, hensynet til dem, som forbuddet skal beskytte, og karak-
teren af det begåede forhold, jf. straffelovens § 236, stk. 5. Bestemmelsen
udtrykker et almindeligt proportionalitetsprincip.
Det er Justitsministeriets opfattelse, at de foreslåede regler om bl.a. tilsyn
med dømtes overholdelse af forbud ikke indebærer en sådan forstyrrelse af
den dømtes forhold, at forbuddet alene af den grund kan anses for dispro-
portionalt, jf. straffelovens § 236, stk. 5.
6. Straf for overtrædelse af forbud
Advokatrådet anfører, at lovforslaget ikke ses at indeholde nogen særlig
præcis angivelse af det hidtidige strafniveau i sager om overtrædelse af et
opholdsforbud. Advokatrådet opfordrer til, at der i lovforslaget angives
klare retningslinjer for, hvad strafniveauet er for en overtrædelse af et op-
holdsforbud, således at der skabes en større klarhed over, hvilket strafniveau
der skal forhøjes til mindst det dobbelte.
9
Med lovforslaget hæves strafferammen i straffelovens § 236, stk. 7, således
at strafferammen for overtrædelse af forbud meddelt efter bestemmelsens
stk. 1 forhøjes fra fængsel indtil 4 måneder til fængsel indtil 2 år.
Med den foreslåede ændring vil strafferammen for overtrædelse af forbud
efter straffelovens § 236, stk. 1, svare til strafferammen for overtrædelse af
tilhold eller opholdsforbud, jf. § 21, stk. 2, i lov om tilhold, opholdsforbud
og bortvisning.
Det forudsættes, at strafniveauet i sager om overtrædelse af forbud, jf. straf-
felovens § 236, stk. 7, generelt forhøjes til mindst det dobbelte i forhold til
den straf, der i dag ville blive fastsat af domstolene efter bestemmelsen. Hvis
der er tale om en sag, der i dag afgøres med 60 dages fængsel, lægges der
således op til, at straffen efter lovændringen som udgangspunkt skal være
mindst 4 måneders fængsel.
Det bemærkes, at det ikke er muligt at angive det præcise strafniveau, som
i dag finder anvendelse ved overtrædelse af forbud.
7. Tilsyn med dømtes overholdelse af forbud
7.1. Generelt
Advokatrådet finder det betænkeligt, at et så omfattende tilsyn kan gen-
nemføres alene på baggrund af den tidligere dom og uden noget krav om
mistanke om tilbagefald til ny kriminalitet. Advokatrådet anfører, at da til-
synet ikke er et straffeprocessuelt indgreb, vil den dømte ligeledes være af-
skåret fra at få erstatning for uretmæssig ransagning mv., der potentielt vil
kunne ske op til 26 gange om året resten af den dømtes liv. Advokatrådet
finder, at det bør fremgå af bemærkningerne, hvorfor tilsynet er nødvendigt,
ligesom der bør fremgå overvejelser om, hvorvidt andre eller mindre indgri-
bende kontrolforanstaltninger kan anses for tilstrækkelige.
Institut for Menneskerettigheder anfører, at det er uklart i hvilke situatio-
ner, det ikke er tilstrækkeligt at anvende en mindre indgribende foranstalt-
ning, end dem der er oplistet i den foreslåede bestemmelse i straffelovens §
236, stk. 8, om politiets tilsyn. Instituttet bemærker, at der ikke er opstillet
eksempler herpå, og at bemærkningerne ikke yder nogen vejledning til det.
Instituttet anbefaler derfor, at det i bemærkningerne tydeliggøres, hvornår
politiet i forbindelse med kontroltilsyn kan gøre brug af de tvangsindgreb,
som er angivet i lovforslaget, og at der anføres eksempler herpå.
10
Justitia finder, at tilsynsordningen bør udgå, da der efter Justitias vurdering
vil være situationer, hvor politiets jævnlige uanmeldte tilsyn med de dømte
vil udgøre et uproportionalt indgreb i de dømtes ret til privatliv. Det gælder
f.eks., når der er tale om forbrydelser af mindre alvorlig karakter, f.eks. sam-
tidig blufærdighedskrænkelse af flere ofre uden fysisk berøring. Justitia fin-
der endvidere, at lovhjemlen i sin nuværende affattelse ikke kan anses for
tilstrækkelig klar. Justitia anfører endvidere, at hvis forslaget gennemføres,
bør tilsyn alene finde sted i situationer, hvor det på forhånd kan konklude-
res, at det ikke vil kunne anses for uproportionalt på grund af lovovertræ-
delsens karakter eller på grund af lav gentagelsesrisiko som følge af f.eks.
sexologisk behandling. Justita anfører endvidere, at der bør indføres en me-
kanisme, som på årlig basis giver Folketinget mulighed for at monitorere
omfanget og intensiteten af politiets tilsyn med de dømte.
Rigspolitiet anfører, at tilsynsopgaven ses at udgøre en ny opgave for dansk
politi, og at opgaven afviger fra politiets sædvanlige opgaver, som typisk
består af beredskabs-, efterforsknings- og/eller forebyggelsesindsatser.
Rigspolitiet finder på den baggrund, at politiet skal opbygge erfaring med
håndtering af den nye opgave.
Med lovforslaget foreslås det, at politiet skal føre tilsyn med, at dømte seksu-
alforbrydere overholder deres forbud.
En række konkrete sager med dømte seksualforbrydere, der efter udstået
straf har begået nye overgreb, har desværre vist, at der er behov for at
styrke indsatsen på området. Der har været tale om sager, hvor dømte
seksualforbrydere, der er givet et forbud mod at opholde sig sammen med
børn, igen har begået seksuelle overgreb.
Justitsministeriet finder derfor, at der er behov for, at forbuddene håndhæ-
ves på en effektiv og systematisk måde, og at det sker ved at etablere et til-
syn med dømte, der har fået et forbud.
Politiet må ved gennemførelsen af tilsynet alene foretage undersøgelse af
den dømtes bolig og andre lokaliteter, som den dømte råder over, og breve
og andre papirer samt andre genstande, som den dømte råder over, hvis
mindre indgribende foranstaltninger ikke er tilstrækkelige, og hvis indgre-
bet står i rimeligt forhold til formålet med indgrebet.
11
Tilsynet skal endvidere udføres så skånsomt, som omstændighederne tilla-
der, og gennemførelsen af tilsynet skal stå i rimeligt forhold til tilsynets for-
mål, jf. forslaget til straffelovens § 236, stk. 9.
Politiet skal derfor i den konkrete situation vurdere, hvordan tilsynet skal
udføres. Samarbejder den dømte med politiet, vil det f.eks. ikke at være nød-
vendigt at anvende de samme tvangsindgreb, som hvis den dømte ikke sam-
arbejder med politiet i forbindelse med tilsynets gennemførelse.
De nærmere regler om gennemførelse af tilsynet vil blive fastsat af justits-
ministeren, jf. den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 236, stk. 12, nr.
1. Justitsministeriet vil i den forbindelse bl.a. fastsætte nærmere regler om
politiets fremgangsmåde i forbindelse med gennemførelsen af tilsynet og om
tilsynets hyppighed.
7.2. Tilsyn uden retskendelse
Institut for Menneskerettigheder finder, at tilsynet er så nært forbundet
med opklaringen af nye forbrydelser, at det reelt må anses for også at have
et vis kriminalitetsopklarende formål i lighed med straffeprocessuelle ind-
greb. Instituttet finder, at der bør indsættes et krav om forudgående eller ef-
terfølgende retskendelse og et kvalificeret mistankekrav.
Retspolitisk Forening kan ikke støtte, at politiet kan udføre tilsynet over
for den dømte uden at indhente en retskendelse. Retspolitisk Forening anfø-
rer, at retskendelse kun vil skulle indhentes, når der er konkret mistanke om
den dømtes overtrædelse af forbud. Foreningen anfører i den forbindelse, at
retsplejelovens regler om retskendelse bør gælde for alle dele af tilsynet i
henseende til undersøgelser, papirer, it-installation, ransagninger mv. hos
den dømte.
Hjælp Voldsofre gør opmærksom på, at det bør overvejes, om det er rets-
sikkerhedsmæssigt betænkeligt, at politiet som led i gennemførelsen af til-
synet skal kunne skaffe sig adgang til den dømtes bolig og foretage under-
søgelse af boligen uden retskendelse. Hjælp Voldsofre finder, at hensynet
til de forurettede og deres pårørende bør veje tungt, når der er tale om en
person, der har begået en så alvorlig forbrydelse som at krænke et barn, men
at det skal sikres, at der ikke gennemføres lovgivning, der tilsidesætter
grundlovssikrede rettigheder, som dømte seksualforbrydere har.
12
Landsforeningen af Forsvarsadvokater finder, at adgangen for politiet til
at skaffe sig adgang til dømte seksualforbryderes bolig, herunder breve, pa-
pirer og andre genstande, forekommer for vidtgående. Landsforeningen af
Forsvarsadvokater anfører i den forbindelse, at idet retsplejelovens regler
om tvangsindgreb vil skulle anvendes ved tilsynet i tilfælde, hvor den
dømte, som tilsynet rettes imod med rimelig grund mistænkes for et straf-
bart forhold, vil det i realiteten indebære en større retssikkerhed for den, der
mistænkes, end for den, der ikke mistænkes. Det er derfor Landsforeningens
opfattelse, at den foreslåede ændring hverken er rimelig, hensigtsmæssig el-
ler nødvendig.
Joan-Søstrene finder, at den foreslåede adgang for politiet til uden retsken-
delse at skaffe sig adgang til den dømtes bolig og til at undersøge boligen,
breve og papirer mv. forekommer stødende, og at det tilsidesætter funda-
mentale retssikkerhedsmæssige – og grundlovssikrede – garantier for indi-
videt. Joan-Søstrene anfører desuden, at det virker uforståeligt, at der ikke
skal indhentes en dommerkendelse før ransagningen, når formålet ikke er
en akut opstået situation, men det blot vedrører et tilsyn.
Justitsministeriet bemærker hertil, at ministeriet finder, at det er en forud-
sætning for at kunne gennemføre et effektivt tilsyn med dømte seksualfor-
brydere, at tilsynet sker uanmeldt og uden retskendelse. Med lovforslaget er
der lagt op til, at tilsynet med bolig- og besøgsforbud skal gennemføres ved,
at politiet opsøger den dømte i dennes bolig hver 14. dag eller en gang om
måneden, alt efter om den dømte er i sexologisk behandling. Et krav om ind-
hentelse af en retskendelse forud for hvert tilsynsbesøg vil efter Justitsmini-
steriets opfattelse være til hinder for en effektiv og fleksibel tilrettelæggelse
af tilsynet.
Derudover er det tvivlsomt, om et krav om retskendelse reelt vil bidrage til
den dømtes retssikkerhed. Det bemærkes i den forbindelse, at der er tale om
et lovbestemt tilsyn, som ikke baserer sig på en konkret mistanke om et straf-
bart forbud, som kan be- eller afkræftes af domstolene.
Endelig bemærkes det, at politiets gennemførelse af tilsyn vil være omfattet
af retssikkerhedslovens bestemmelser om gennemførelse af tvangsindgreb,
og at den dømte derudover vil have adgang til at klage over politiets gen-
nemførelse af tilsynet efter de almindelige regler om klage over politiets dis-
positioner uden for strafferetsplejen. Som det fremgår af bemærkningerne
til lovforslaget, vil retsplejelovens bestemmelser om straffeprocessuelle
tvangsindgreb endvidere straks skulle iagttages, hvis den dømte i forbin-
13
delse med tilsynet med rimelig grund mistænkes for at have begået et straf-
bart forhold. Det betyder, at politiet i en sådan situation som udgangspunkt
vil skulle indhente en retskendelse for f.eks. at foretage en ransagning af
den dømtes bolig, computer, telefon eller andet IT-udstyr.
På den baggrund er det Justitsministeriets vurdering, at høringssvarene
ikke giver anledning til at foretage ændringer i lovforslagets bestemmelser
om tilsyn.
7.3. Tilsynets hyppighed
Advokatrådet anfører, at da tilsynet er omfattet af retssikkerhedslovens be-
stemmelser, bør det forvaltningsretlige proportionalitetsprincip finde anven-
delse, således at det alene kan besluttes at iværksætte et kontrolbesøg eller
andet tvangsindgreb, hvis mindre indgribende foranstaltninger ikke er til-
strækkelige, og hvis indgrebene står i rimelig forhold til formålet med ind-
grebet. Advokatrådet finder hertil, at lovforslaget bygger på en række helt
konkrete forudsætninger for omfanget og karakteren af det foreslåede tilsyn,
vil det forvaltningsretlige proportionalitetsprincip i realiteten ikke finde an-
vendelse i forhold til den foreslåede ordning.
Justitsministeriet bemærker hertil, at der med lovforslaget indføres et lov-
bestemt tilsyn. I bemærkningerne til lovforslaget er det angivet, med hvilken
hyppighed tilsynet forventes at skulle udføres. Den angivne hyppighed er et
udgangspunkt, som efter omstændighederne vil kunne fraviges.
Det følger endvidere af den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 236,
stk. 9, at tilsynet skal udføres så skånsomt, som omstændighederne tillader,
og gennemførelsen af tilsynet skal stå i rimeligt forhold til tilsynets formål,
jf. forslaget til straffelovens § 236, stk. 9.
Det vil endvidere være en proportionalitetsvurdering, hvorvidt der skal an-
vendes tvangsindgreb som led i politiets gennemførelse af tilsynet.
7.4. Politiets videregivelse af oplysninger om opholdsforbud
Advokatrådet bemærker, at ordningen, hvorefter politiet i forbindelse med
udførelsen af tilsynet kan videregive oplysninger om den dømte til private,
indebærer en væsentlig risiko for, at en lang række uvedkommende perso-
ner får oplysninger om dømte personers personlige forhold, og at det findes
betænkeligt, at bestemmelsen ikke nærmere beskriver kredsen af private
14
modtagere. Advokatrådet opfordrer til, at rækkevidden af bestemmelsen
nærmere præciseres, herunder modtagernes behandling af oplysningerne.
Datatilsynet opfordrer til, at Justitsministeriet præciserer hvilke specifikke
oplysninger om den dømte, der kan videregives med hjemmel i den foreslå-
ede bestemmelse, herunder hvorfor videregivelsen af disse oplysninger vur-
deres nødvendig i forhold til politiets mulighed for at håndhæve forbud ef-
ter den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 236, stk. 1.
Institut for Menneskerettigheder finder, at det bør fremgå af den foreslå-
ede bestemmelse, at politiet skal vurdere nødvendigheden af at videregive
oplysninger, og at det ikke alene skal være private modtagere, der skal vur-
dere nødvendigheden af at behandle modtagne oplysninger.
Justitia foreslår, at forslaget om videregivelse af oplysninger til private ud-
går, således at håndhævelsen af et opholdsforbud alene varetages af politiet.
Justitia finder, at videregivelse af oplysninger om, hvilke personer, der har
opholdsforbud, vil indebære en videregivelse af oplysninger om strafbare
forhold og formentlig også seksuelle forhold, og at der ved videregivelsen
vil være en forhøjet risiko for, at oplysningerne vil sprede sig, hvilket kan
få alvorlige konsekvenser for den dømte.
Retspolitisk Forening finder, at forslaget om, at politiet i forbindelse med
udførelsen af tilsynet kan videregive oplysninger om den dømte til private,
forekommer meget vidtgående, og at det sandsynligvis vil være i strid med
de forskellige databeskyttelsesregler. Retspolitisk Forening finder derfor, at
bestemmelsen bør udgå.
Landsforeningen af Forsvarsadvokater finder, at den foreslåede bestem-
melse om videregivelse af oplysninger til private, indeholder en upræcis re-
gulering af, i hvilket omfang den private, der har modtaget oplysningerne,
må anvende og behandle de modtagne oplysninger. Landsforeningen af For-
svarsadvokater finder endvidere, at bestemmelsen ikke er nødvendig og
især, at en sådan bestemmelse bevirker en betydelig risiko for uhensigts-
mæssig spredning af oplysninger, som forhindrer og vanskeliggør mulighe-
den for resocialisering af dømte, hvilket hensyn altid bør vægtes meget høj.
Justitsministeriet har noteret sig synspunkterne, og ministeriet er enig i, at
bestemmelsen om politiets videregivelse af oplysninger om opholdsforbud
bør præciseres i bestemmelserne om politiets tilsyn i lovforslaget og be-
mærkningerne hertil.
15
Det er derfor bl.a. på baggrund af de nævnte høringssvar blevet præciseret
i lovforslaget, hvem politiet kan videregive oplysningerne til (indehavere og
bestyrere af institutioner, virksomheder mv.), at de oplysninger, der kan vi-
deregives, bl.a. omfatter den dømtes navn og billede, og at politiet kun må
videregive oplysningerne i det omfang, det er nødvendigt for at håndhæve
opholdsforbuddet. Det er endvidere blevet præciseret i bemærkningerne, at
politiet ikke kan videregive oplysninger om, hvilket konkret strafbart for-
hold, der ligger til grund for forbuddet.
Der er desuden blevet indsat en ny bestemmelse i lovforslaget, hvor det ty-
deliggøres, at modtagerne har tavshedspligt med hensyn til de nævnte op-
lysninger, og at modtagerne kan straffes efter straffelovens § 152 og § 152
c-f, hvis de uberettiget videregiver eller udnytter oplysningerne.
Endelig er det tilføjet i lovforslaget, at justitsministeren fastsætter nærmere
regler om modtagernes tavshedspligt, opbevaring og behandling af oplys-
ningerne og i den forbindelse også kan fastsætte regler om bødestraf for
overtrædelse af disse regler.
7.5. Tilfældighedsfund i forbindelse med udførelse af tilsyn
Institut for Menneskerettigheder finder, at oplysninger om strafbare for-
hold, som er fundet tilfældigt i forbindelse med politiets tilsyn efter den fo-
reslåede bestemmelse i straffelovens § 236, stk. 8, om politiets tilsyn med
forbud, og som vedrører et andet forhold end det, som har foranlediget til-
synet, vil skabe et øget antal af sigtelser i sager, der ikke i sig selv ville
kunne begrunde et tvangsindgreb. Instituttet finder derfor, at der er risiko
for, at grundlæggende krav til mistankegrundlag og efterforskningskvalitet
mv. sættes ud af kraft. Instituttet anfører i den forbindelse, at de tvangsind-
greb, som er tilladt at anvende i forbindelse med tilsynet, vil blive brugt som
påskud til at efterforske lovovertrædelser, der ikke ville kunne danne grund-
lag for en husundersøgelse eller undersøgelse af computer, telefon, doku-
menter mv., og at det især er problematisk i dette tilfælde, hvor der ikke skal
indhentes en retskendelse for at kunne foretage tvangsindgrebene, og hvor
der ikke er noget mistankekrav. Instituttet anbefaler derfor, at der fremad-
rettet tilvejebringes oplysninger om sammenhængen mellem kontrolbesøg
efter straffelovens § 236 og efterfølgende sigtelser for overtrædelse af straf-
feloven mv.
16
Justitsministeriet bemærker hertil, at formålet med politiets tilsyn er at kon-
trollere, at den dømte overholder det meddelte forbud. Tilsynet er således
af forebyggende og kontrollerende karakter, og de indgreb, som foretages
som led i tilsynets gennemførelse, har dermed ikke karakter af straffepro-
cessuelle indgreb.
På den baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at lovforslaget ikke
rejser spørgsmål i relation til reglerne om tilfældighedsfund.
Politiets gennemførelse af tilsynet vil derimod være omfattet af retssikker-
hedslovens bestemmelser om gennemførelse af tvangsindgreb, som foreta-
ges af den offentlige forvaltning uden for strafferetsplejen, jf. retssikker-
hedslovens § 1. Det følger heraf, at retssikkerhedslovens bestemmelser skal
iagttages i forbindelse med gennemførelsen af tilsynet.
Hvis den dømte i forbindelse med tilsynet med rimelig grund mistænkes for
at have begået et strafbart forhold, vil retsplejelovens bestemmelser om
straffeprocessuelle tvangsindgreb skulle iagttages. Det betyder, at politiet i
en sådan situation som udgangspunkt vil skulle indhente en retskendelse for
at foretage en ransagning af den dømtes bolig, computer, telefon eller an-
det
IT-udstyr, medmindre at øjemedet dermed ville forspildes, jf. retsplejelovens
§ 796, stk. 3.
Justitsministeriet skal endvidere bemærke, at justitsministeren vil fastsætte
nærmere regler om politiets gennemførelse af tilsyn, jf. den foreslåede be-
stemmelse i straffelovens § 236, stk. 12, nr. 1.
7.6. Tilsynets økonomiske konsekvenser
Rigspolitiet bemærker, at tilsynets endelige udformning kan have konse-
kvenser for forslagets samlede omkostninger for politiet, herunder i forhold
til politiets behov for it-understøtte af forslagets samlede initiativer.
Det fremgår af pkt. 2.8.4 i Justitsministeriets vejledning om lovkvalitet, at
bemærkningerne i et lovforslag bør indeholde et skøn over de økonomiske
konsekvenser for stat, regioner og kommuner.
Lovforslaget indeholder derfor i pkt. 5 i de almindelige bemærkninger et af-
snit om Justitsministeriets vurdering af de forventede økonomiske konse-
kvenser.
17
Det fremgår heraf, at domstolene i dag meddeler forbud efter straffelovens
§ 236 i ca. 10-15 sager om året. De fleste forbud er bolig-, besøgs-, eller
kontaktforbud. De forskellige typer forbud gives i nogle tilfælde i kombina-
tion.
Det fremgår endvidere, at etableringen af tilsyn med dømtes overholdelse
af forbud, jf. forslaget til straffelovens § 236, stk. 8, vil medføre nye arbejds-
gange hos politiet. Det samme gælder politiets adgang til at videregive op-
lysninger til indehavere og bestyrere af virksomheder, institutioner mv. om,
hvilke personer der er givet et opholdsforbud, jf. den foreslåede bestem-
melse i straffelovens § 236, stk. 10, 1. og 2. pkt.
Det forventes, at udgifterne til politiets tilsyn med dømtes overholdelse af
opholds-, bolig- og besøgsforbud vil kunne afholdes inden for politiets eksi-
sterende økonomiske ramme.
Det skønnes, at udgifterne til politiets tilsyn med dømtes overholdelse af
kontaktforbud vil udgøre ca. 5 mio. kr. årligt. Der lægges op til, at udgif-
terne afholdes inden for politiets eksisterende økonomiske ramme.
De øvrige ændringer af straffelovens § 236 forventes ikke at medføre væ-
sentlige merudgifter.
7.7. Forholdet til databeskyttelseslovgivningen
Datatilsynet anfører, at efter den foreslåede bestemmelse i straffelovens §
236, stk. 8, skal politiet bl.a. kunne foretage undersøgelse af breve og andre
papirer samt andre genstande, herunder computere, telefoner og andet IT-
udstyr, som den dømte råder over, og om nødvendigt medtage disse med
henblik på undersøgelse af deres indhold. Datatilsynet opfordrer i den for-
bindelse til, at Justitsministeriet i lovforslaget berører kravet om datamini-
mering i retshåndhævelseslovens § 4, stk. 3, herunder særligt i forhold til
politiets eventuelle opbevaring af store mængder af overskudsinformation
fra de genstande, som politiet medtager med henblik på undersøgelse og da-
tasikring. Datatilsynet opfordrer endvidere til, at det i bemærkningerne gø-
res mere klart, at Justitsministeriet – med den foreslåede bestemmelse i
straffelovens § 236, stk. 10 – gør brug af muligheden for at fastsætte en na-
tional særregel om den private modtagers behandling af personoplysninger,
herunder at særreglen i § 236, stk. 10, vil være hjemmel for den privates be-
handling af både følsomme og ikke-følsomme personoplysninger om den
18
dømte, herunder oplysninger om strafbare forhold, og at behandlingshjem-
len således ikke skal findes i andre nationale særregler, herunder bestem-
melsen i databeskyttelseslovens § 8, om privates behandling af oplysninger
om strafbare forhold.
Justitsministeriet har på baggrund af høringssvaret tilføjet i lovforslaget, at
der med den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 236, stk. 10, gøres
brug af muligheden for at fastsætte en national særregel om den private
modtagers behandling af personoplysninger.
8. Lovforslagets implementeringskonsekvenser
Digitaliseringsstyrelsen anbefaler, at Justitsministeriet overvejer at be-
skrive de mulige implementeringskonsekvenser, som der eventuelt vil være
for politiet som følge af indførsel af den nye tilsynsforpligtelse, herunder
eventuelle nye arbejdsgange og procedurer. Digitaliseringsstyrelsen anbefa-
ler endvidere, at Justitsministeriet overvejer at beskrive mulige implemen-
teringskonsekvenser vedrørende databeskyttelse, som eventuelt opstår i for-
bindelse med, at politiet kan udlevere oplysninger om dømte til private bor-
gere med henblik på at kunne håndhæve forbuddet. Digitaliseringsstyrelsen
anfører desuden, at lovforslag, som har implementeringskonsekvenser for
offentlige myndigheder, skal være i overensstemmelse med de syv princip-
per for digitaliseringsklar lovgivning. Digitaliseringsstyrelsen anbefaler i
den forbindelse, at lovforslagets efterlevelse af princip 5 om tryg og sikker
datahåndtering beskrives nærmere. Beskrivelsen vil eventuelt kunne inde-
holde overvejelser om, hvordan der sikres sikker håndtering af data om den
dømte, når data udleveres til private borgere.
Justitsministeriet har på baggrund af høringssvaret præciseret i lovforsla-
get, at etableringen af tilsyn med dømtes overholdelse af forbud, jf. forsla-
get til straffelovens § 236, stk. 8, vil medføre nye arbejdsgange hos politiet.
Ministeriet har endvidere anført, at det samme gælder politiets adgang til
at videregive oplysninger til indehavere og bestyrere af virksomheder, in-
stitutioner mv. om, hvilke personer der er givet et opholdsforbud, jf. den fo-
reslåede bestemmelse i straffelovens § 236, stk. 10, 1. og 2. pkt.
Det er endvidere blevet præciseret i lovforslaget, hvem politiet kan videre-
give oplysningerne til (indehavere og bestyrere af institutioner, virksomhe-
der mv.), at de oplysninger, der kan videregives, bl.a. omfatter den dømtes
navn og billede, og at politiet kun må videregive oplysningerne i det om-
fang, det er nødvendigt for at håndhæve opholdsforbuddet. Det er desuden
19
blevet præciseret i bemærkningerne, at politiet ikke kan videregive oplys-
ninger om, hvilket konkret strafbart forhold, der ligger til grund for forbud-
det.
Endelig er det tilføjet i lovforslaget, at justitsministeren fastsætter nærmere
regler om modtagernes tavshedspligt, opbevaring og behandling af oplys-
ningerne og i den forbindelse også kan fastsætte regler om bødestraf for
overtrædelse af disse regler.
III. Lovforslaget i forhold til lovudkastet
Der er i det fremsatte lovforslag foretaget visse ændringer af sproglig, lov-
teknisk og redaktionel karakter i forhold til det udkast, som har været sendt
i høring. Der er endvidere foretaget en række præciseringer og tilføjelser til
bemærkningerne i lovudkastet.
Herudover adskiller det fremsatte lovforslag sig fra det udkast, som har væ-
ret i høring, på følgende måde:
I den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 236, stk. 8, om politiets til-
syn med dømte, er det tilføjet, at politiet ud over den dømtes bolig også kan
foretage undersøgelse af andre lokaliteter, som den dømte råder over (f.eks.
haver, gårdspladser, lader og skure).
I den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 236, stk. 10, om politiets vi-
deregivelse af oplysninger til private om, hvem der har fået et opholdsfor-
bud, er det præciseret, at oplysningerne kan videregives til indehavere og
bestyrere af virksomheder, institutioner mv. (f.eks. svømmehaller, idræts-
haller el.lign.). Justitsministeren kan fastsætte regler om, at oplysningerne i
nødvendigt omfang kan behandles af andre ansatte, jf. forslaget til straffe-
lovens § 236, stk. 12, nr. 3.
Det er præciseret i den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 236, stk.
10, at videregivelse af oplysningerne kun må ske i det omfang, det er nød-
vendigt for at håndhæve opholdsforbuddet. I bemærkningerne til bestem-
melsen er det præciseret, at de oplysninger, der kan videregives, bl.a. om-
fatter den dømtes navn og billede, men at politiet ikke kan videregive op-
lysninger om, hvilket konkret strafbart forhold, der ligger til grund for for-
buddet.
20
Der er indsat et nyt stk. 11 i lovforslaget, hvor det tydeliggøres, at modta-
gerne har tavshedspligt med hensyn til de nævnte oplysninger, og at modta-
gerne kan straffes efter straffelovens § 152 og § 152 c-f, hvis de uberettiget
videregiver eller udnytter oplysningerne.
I straffelovens § 236, stk. 12, er det tilføjet, at justitsministeren kan fastsætte
nærmere regler om modtagernes opbevaring og behandling af oplysningerne
og i den forbindelse også kan fastsætte regler om bødestraf for overtrædelse
af disse regler.
I lovforslagets § 2 om ikrafttræden er det præciseret, at lovforslagets be-
stemmelser om udvidelse af opholdsforbuddet, udvidelse af adgangen til at
meddele forbud og forbuddets varighed finder anvendelse på nye forbud,
der gives i anledning af lovovertrædelser, der er begået før lovens ikrafttræ-
den.
I lovforslagets § 2 er det præciseret, at strafskærpelsen for overtrædelse af
forbud også finder anvendelse på forbud, der er givet før lovens ikrafttræ-
den, hvis overtrædelsen er begået efter lovens ikrafttræden. Endvidere er det
præciseret, at de foreslåede regler om politiets tilsyn med dømte og videre-
givelse af oplysninger også finder anvendelse på forbud, der er givet før
lovens ikrafttræden.