Fremsat den 27. februar 2019 af justitsministeren (Søren Pape Poulsen)

Fremsat den 27. februar 2019 af justitsministeren (Søren Pape Poulsen)
Forslag
til
Lov om ændring af straffeloven
(Forbud til dømte seksualforbrydere)
§ 1
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1156 af 20.
september 2018, som senest ændret ved lov nr. 82 af 30.
januar 2019, foretages følgende ændringer:
1. I § 236, stk. 1, nr. 1, ændres »et nærmere afgrænset områ-
de i nærheden af gerningsstedet« til: »nærmere afgrænsede
områder, hvor der er fare for, at den pågældende vil begå ny
lovovertrædelse af lignende beskaffenhed«.
2. I § 236, stk. 3, udgår »nærliggende«.
3. § 236, stk. 4, affattes således:
»Stk. 4. Forbud gives indtil videre. Forbud kan dog gives
på tid fra 1 til 5 år regnet fra endelig dom.«
4. I § 236, stk. 7, ændres »4 måneder« til: »2 år«.
5. I § 236 indsættes som stk. 8-12:
»Stk. 8. Politiet fører tilsyn med dømtes overholdelse af
forbud efter stk. 1. Politiet kan som led i tilsynets gennemfø-
relse uden retskendelse skaffe sig adgang til den dømtes bo-
lig og andre lokaliteter, som den dømte råder over, og fore-
tage undersøgelse heraf. Politiet kan endvidere uden rets-
kendelse foretage undersøgelse af breve og andre papirer
samt andre genstande, som den dømte råder over, og om
nødvendigt medtage disse med henblik på undersøgelse af
deres indhold.
Stk. 9. Tilsyn efter stk. 8 skal udføres så skånsomt, som
omstændighederne tillader, og gennemførelsen af tilsynet
skal stå i rimeligt forhold til tilsynets formål.
Stk. 10. Politiet kan videregive oplysninger til indehavere
og bestyrere af virksomheder, institutioner m.v. om, hvilke
personer der har fået forbud efter stk. 1, nr. 1, mod at ophol-
de sig eller færdes i den pågældende virksomhed, institution
m.v. Videregivelse må kun ske i det omfang, det er nødven-
digt for at håndhæve forbud efter stk. 1, nr. 1. Oplysninger-
ne må kun behandles af modtagerne i det omfang, det er
nødvendigt af hensyn til håndhævelse af forbuddet.
Stk. 11. Modtagerne har tavshedspligt med hensyn til de i
stk. 10 nævnte oplysninger. Det samme gælder andre perso-
ner, som i medfør af regler fastsat efter stk. 12, nr. 3, kan be-
handle de pågældende oplysninger. Straffelovens § 152 og §
152 c-f finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 12. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om
1) gennemførelse af tilsyn som nævnt i stk. 8, herunder
om tilsynets hyppighed,
2) politiets videregivelse af oplysninger som nævnt i stk.
10,
3) modtagernes tavshedspligt og opbevaring og behand-
ling af oplysningerne, herunder om at oplysningerne i
nødvendigt omfang kan behandles af andre ansatte end
de i stk. 10 nævnte, og om
4) straf af bøde for overtrædelse af regler fastsat i medfør
af nr. 3.«
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juni 2019.
Stk. 2. § 1, nr. 1-3, finder anvendelse på lovovertrædelser,
der er begået før lovens ikrafttrædelsen.
Stk. 3. § 1, nr. 4 og 5, finder anvendelse på forbud givet
før lovens ikrafttræden efter de hidtil gældende regler i
straffelovens § 236.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Lovforslag nr. L 173 Folketinget 2018-19
Justitsmin., j.nr. 2018-731-0041
AA011298
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Ændring af straffelovens § 236
2.1.1.Gældende ret
2.1.1.1 Forbud efter straffelovens § 236, stk. 1
2.1.1.1.1. Opholdsforbud
2.1.1.1.2. Boligforbud
2.1.1.1.3. Besøgsforbud
2.1.1.1.4. Kontaktforbud
2.1.1.2. Betingelserne for at meddele forbud efter straffelovens § 236
2.1.1.3. Forbuddets varighed
2.1.1.4. Overtrædelse af forbud efter straffelovens § 236
2.1.2.Justitsministeriets overvejelser
2.1.3.Den foreslåede ordning
2.1.3.1. Ændring af rækkevidden af opholdsforbud efter straffelovens § 236, stk. 1, nr. 1
2.1.3.2. Ændring af betingelserne for at meddele forbud efter straffelovens § 236
2.1.3.3. Ændring af varigheden af forbud efter straffelovens § 236
2.1.3.4. Skærpelse af straffen for overtrædelse af forbud efter straffelovens § 236
2.1.3.5. Tilsyn med dømtes overholdelse af forbud efter straffelovens § 236
3. Forholdet til grundloven og Danmarks internationale forpligtelser
3.1. Grundloven
3.2. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
4. Forholdet til databeskyttelseslovgivningen
5. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
6. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.
7. Administrative konsekvenser for borgerne
8. Miljømæssige konsekvenser
9. Forholdet til EU-retten
10. Hørte myndigheder og organisationer mv.
11. Sammenfattende skema
2
1. Indledning
Seksuelle overgreb mod børn er en meget alvorlig forbrydel-
se, som kan påvirke offeret resten af livet. Samfundet skal
stå klar til at hjælpe et barn, der bliver udsat for et seksuelt
overgreb, og samtidigt sikre, at gerningspersonen bliver
straffet og ikke forgriber sig på børn igen.
En række konkrete sager med dømte seksualforbrydere, der
efter udstået straf har begået nye overgreb, har vist, at der er
behov for at styrke indsatsen på området. Der har været tale
om sager, hvor dømte seksualforbrydere, der er givet et for-
bud mod at opholde sig sammen med børn, igen har begået
seksuelle overgreb.
Justitsministeren fremlagde den 11. december 2018 udspillet
”Styrket indsats mod pædofilidømte”. Udspillet indeholder
en række initiativer, der har til formål at styrke indsatsen
mod dømte seksualforbrydere.
Lovforslaget gennemfører en række af initiativerne i udspil-
let ”Styrket indsats mod pædofilidømte”.
I dag kan retten i forbindelse med en dom for visse seksual-
forbrydelser give den dømte et særligt forbud mod at op-
holde sig sammen med børn og tage kontakt til børn.
Med lovforslaget foreslås det, at rækkevidden af opholdsfor-
bud meddelt efter straffelovens § 236, stk. 1, nr. 1, udvides,
så retten kan bestemme, at forbuddet skal omfatte flere nær-
mere afgrænsede områder, hvor der er fare for, at den dømte
begår ny lovovertrædelse af lignende beskaffenhed. I dag
kan opholdsforbuddet alene gives til et nærmere afgrænset
område i nærheden af gerningsstedet.
Adgangen til at meddele forbud foreslås med lovforslaget
udvidet, så forbud kan gives, når det må antages, at der er
fare for, at den dømte vil begå ny lovovertrædelse af lignen-
de beskaffenhed. I dag kan forbud kun gives, hvis der er
nærliggende fare for, at den dømte begår ny lignende krimi-
nalitet.
Det foreslås desuden, at forbuddet fremover som udgangs-
punkt skal gives indtil videre, dvs. uden tidsbegrænsning.
Retten skal dog kunne beslutte at tidsbegrænse forbuddet i
1-5 år. Dette vil navnlig være relevant i tilfælde, hvor den
dømte ikke tidligere er straffet for lignende kriminalitet, og
hvor det pådømte forhold ikke er begået mod et eller flere
børn.
Lovforslaget indebærer yderligere, at strafferammen for
overtrædelse af forbuddet hæves fra fængsel indtil 4 måned-
er til fængsel indtil 2 år. Det forudsættes, at strafniveauet i
sager om overtrædelse af forbud, jf. straffelovens § 236, stk.
7, generelt forhøjes til mindst det dobbelte i forhold til den
straf, der i dag ville blive fastsat af domstolene.
Det foreslås endvidere, at politiet skal føre tilsyn med døm-
tes overholdelse af forbud efter straffelovens § 236, stk. 1.
Tilsynet skal udføres uanmeldt og omfatte hele forbuddets
gyldighedsperiode, dvs. fra forbuddet gives, til det ophæves
eller bortfalder.
Politiet skal som led i tilsynets gennemførelse uden rets-
kendelse kunne skaffe sig adgang til den dømtes bolig og
andre lokaliteter, som den dømte råder over, og foretage un-
dersøgelse heraf. Politiet skal endvidere uden retskendelse
kunne foretage undersøgelse af breve og andre papirer samt
andre genstande, som den dømte råder over, og om nødven-
digt medtage disse med henblik på undersøgelse af deres
indhold.
Politiet skal også kunne videregive oplysninger til inde-
havere og bestyrere af virksomheder, institutioner mv. om,
hvilke personer der har fået opholdsforbud efter straffelo-
vens § 236, stk. 1, nr. 1. Videregivelse må kun ske i det om-
fang, det er nødvendigt for at håndhæve opholdsforbud, og
oplysningerne må kun behandles af modtagerne i det om-
fang, det er nødvendigt af hensyn til håndhævelsen af for-
buddet. Modtagerne har tavshedspligt med hensyn til de
nævnte oplysninger, og straffelovens § 152 og § 152 c-f fin-
der tilsvarende anvendelse.
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Ændring af straffelovens § 236
2.1.1. Gældende ret
2.1.1.1. Forbud efter straffelovens § 236, stk. 1
Det følger af straffelovens § 236, stk. 1, at retten i forbindel-
se med en dom for visse seksualforbrydelser kan give den
dømte et opholdsforbud, et boligforbud, et besøgsforbud el-
ler et kontaktforbud.
2.1.1.1.1. Opholdsforbud
Et opholdsforbud efter straffelovens § 236, stk. 1, nr. 1, inde-
bærer, at den dømte ikke må opholde sig eller færdes i et
nærmere afgrænset område i nærheden af gerningsstedet.
Udtrykket opholde sig eller færdes skal forstås på samme
måde som i lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning.
Ophold eller færden omfatter dermed enhver fysisk tilstede-
værelse inden for det afgrænsede område, herunder at passe-
re igennem området. Et opholdsforbud vil således som ud-
gangspunkt indebære, at den blotte tilstedeværelse i det af-
3
grænsede område vil udgøre en overtrædelse, selv om der er
tale om helt kortvarige ophold. Et opholdsforbud indebærer
således også et forbud mod at bosætte sig i området.
Det geografiske område, som et opholdsforbud dækker, skal
beskrives så præcist som muligt i dommen, f.eks. ved an-
vendelse af kort over området.
Et opholdsforbud efter straffelovens § 236, stk. 1, nr. 1, er
ikke begrænset til bestemte typer af steder.
2.1.1.1.2. Boligforbud
Et boligforbud efter straffelovens § 236, stk. 1, nr. 2, inde-
bærer, at den dømte ikke uden politiets tilladelse må lade
børn under 18 år tage ophold i sin bolig eller selv tage op-
hold hos personer, hos hvem der opholder sig børn under 18
år.
Meddeles den dømte et boligforbud efter straffelovens §
236, stk. 1, nr. 2, kan den dømte forbydes at lade børn under
18 år tage ophold i sin bolig eller selv tage ophold hos per-
soner, hos hvem der opholder sig børn under 18 år. Bestem-
melsen finder f.eks. anvendelse i tilfælde, hvor den dømte
deler bolig med et barn. Boligforbud omfatter ikke den døm-
tes egne børn eller adoptivbørn, jf. straffelovens § 236, stk.
2, 2. pkt.
Begrebet bolig skal forstås bredt og er et andet og betydeligt
videre begreb end bopæl. Bolig omfatter også en midlertidig
bolig, herunder en feriebolig, og kan også være f.eks. en
campingvogn, en båd eller et telt. Med bolig sigtes først og
fremmest til det sted, hvor den pågældende overnatter.
Med udtrykkene tage ophold og opholder sig sigtes dermed
også til ophold med overnatning, og det er endvidere i al-
mindelighed et krav, at der er tale om flere overnatninger.
Et boligforbud er ikke til hinder for, at den dømte tilbringer
dagtimerne sammen med et barn, når blot den dømte og bar-
net ikke overnatter i samme bolig. Regulering af samvær
med et barn i dagtimerne er i stedet omfattet af et besøgsfor-
bud efter straffelovens § 236, stk. 1, nr. 3.
Et boligforbud indebærer, at den dømte ikke uden politiets
tilladelse må dele bolig med et barn, jf. straffelovens § 236,
stk. 1, nr. 2.
Politiet skal således i almindelighed give tilladelse til den
dømte, hvis den dømte giver samtykke til, at politiet oriente-
rer det pågældende barns forældre (dvs. indehaveren eller
indehaverne af forældremyndigheden) om den dom, hvor-
ved boligforbuddet er givet.
Den dømtes samtykke vil i givet fald indebære, at politiet
kan orientere barnets forældre om hele dommen, dog bortset
fra oplysninger om den dømtes personnummer og oplysnin-
ger, som er fortrolige af hensyn til andre personer end den
dømte.
2.1.1.1.3. Besøgsforbud
Et besøgsforbud efter straffelovens § 236, stk. 1, nr. 3, inde-
bærer, at den dømte ikke må modtage besøg af et barn, der
ikke er ledsaget af en voksen.
Bestemmelsen angår tilfælde, hvor den dømte selv modtager
besøg af et barn. Et besøgsforbud er dermed ikke til hinder
for, at andre personer i den dømtes husstand, herunder børn i
husstanden, kan modtage besøg af et barn, der ikke er ledsa-
get af en voksen. Det er dog en forudsætning, at det andet
medlem af husstanden, som barnet besøger, er hjemme,
mens barnet er på besøg. Hvis den dømte er alene hjemme,
vil ethvert besøg af et barn, der ikke er ledsaget af en vok-
sen, være i strid med besøgsforbuddet. Det gælder omvendt,
at besøg, der udelukkende finder sted, mens den dømte ikke
er til stede, ikke vil være i strid med besøgsforbuddet, og
dette gælder, selv om barnet er kommet efter invitation fra
den dømte, og der ikke er andre personer hjemme.
Begrebet besøg omfatter tilfælde, hvor barnets tilstedeværel-
se hos den dømte ikke er så langvarig, at der er tale om at
tage ophold, som det fremgår af straffelovens § 236, stk. 1,
nr. 2. Besøg omfatter også tilfælde, hvor den dømte uden for
sin bolig, eksempelvis på en restaurant eller i en forlystel-
sespark, er vært for et barn, der ikke er ledsaget af en vok-
sen. Besøg omfatter ikke tilfælde, hvor den dømte og et barn
mødes, uden at den dømte kan siges at være vært for barnet.
Bestemmelsen indeholder ikke en egentlig undergrænse for,
hvor kort tid barnet skal være til stede hos den dømte, før
der er tale om et besøg i bestemmelsens forstand. En kortva-
rig tilstedeværelse af f.eks. 5-10 minutters varighed må såle-
des også anses som et besøg i bestemmelsens forstand. En
helt kortvarig tilstedeværelse af f.eks. 2-3 minutters varig-
hed eksempelvis for at give eller modtage en besked eller
hente eller bringe noget kan dog ikke anses som et besøg i
bestemmelsens forstand.
Et barns tilstedeværelse hos den dømte vil have karakter af
et besøg i bestemmelsens forstand, uanset om den dømte el-
ler barnet har taget initiativ hertil, og uanset om besøget er
planlagt i forvejen, eller barnet f.eks. kommer uanmeldt.
Hvis barnet selv er gået ind hos den dømte, er det dog en
forudsætning, at den dømte har accepteret barnets tilstede-
værelse eller ikke tager rimelige skridt til at bringe barnets
tilstedeværelse til ophør.
4
Et besøg vil alene være en overtrædelse af et besøgsforbud,
hvis barnet ikke er ledsaget af en voksen.
Besøgsforbud omfatter ikke den dømtes børn eller adoptiv-
børn, jf. straffelovens § 236, stk. 2, 2. pkt.
I modsætning til boligforbud kan politiet ikke dispensere fra
et besøgsforbud.
2.1.1.1.4. Kontaktforbud
Et kontaktforbud efter straffelovens § 236, stk. 1, nr. 4, inde-
bærer, at den dømte ikke gennem internettet eller et lignende
system til spredning af information må søge at kontakte
børn under 18 år, der ikke kender den dømte i forvejen.
Begrænsningen til børn, der ikke kender den dømte i forvej
en, skyldes hensynet til, at den dømte f.eks. bør kunne e-
maile, skype eller chatte med børn, den dømte har lært at
kende uden anvendelse af internettet, eksempelvis børn af
venner eller familie. Begrænsningen skal derfor forstås på
den måde, at hvis den dømte i strid med et kontaktforbud
gennem internettet har lært et barn at kende, vil kontakt gen-
nem internettet stadig være i strid med kontaktforbuddet, så
længe den dømte og barnet ikke har mødtes direkte.
Bestemmelsen omfatter endvidere kontakt gennem et
lignende system til spredning af information.
Kontakt omfatter en hvilken som helst kontakt, både skrift-
lig og mundtlig, som foregår ved den dømtes anvendelse af
internettet. Det kan f.eks. være e-mail, internetchat, internet-
telefoni og sociale medier, herunder Facebook. Telefonering
og fremsendelse af en tekst- eller billedbesked ved anven-
delse af telefonnettet er derimod ikke omfattet.
Et kontaktforbud er overtrådt, når den dømte f.eks. har af-
sendt en e-mail eller lagt en besked på en Facebook-profil
med forsæt til at opnå kontakt med et barn. Der vil dermed
foreligge en fuldbyrdet overtrædelse af kontaktforbuddet,
selvom e-mailen eller beskeden ikke kommer frem til noget
barn.
2.1.1.2. Betingelserne for at meddele forbud efter straffelo-
vens § 236
Efter straffelovens § 236, stk. 1, kan forbud gives, når nogen
dømmes efter straffelovens § 216 om voldtægt, § 222 om
seksuelt forhold til et barn under 15 år, § 223, stk. 2, om
seksuelt forhold til en person under 18 år ved groft misbrug
af en på alder og erfaring beroende overlegenhed, § 224, stk.
1, om medvirken til, at en person under 18 år mod betaling
eller løfte om betaling har seksuelt forhold til en kunde, §
228 om uagtsom overtrædelse af visse seksualforbrydelser,
§ 232 om blufærdighedskrænkelse og § 262 a, stk. 2, om
menneskehandel af en person under 18 år. Bestemmelsen
finder endvidere anvendelse, hvis den dømte har overtrådt §
225 om andet seksuelt forhold end samleje, jf. straffelovens
§ 216 eller 222, § 223, stk. 2, eller § 224, stk. 1.
Efter straffelovens § 236, stk. 3, kan forbud gives, når det
efter karakteren af det begåede forhold og oplysningerne om
den dømtes person, herunder om tidligere kriminalitet, må
antages, at der er nærliggende fare for, at den dømte vil begå
ny lovovertrædelse af lignende beskaffenhed, og at forbud-
det vil være egnet til at forebygge denne fare.
Det fremgår af bemærkningerne til straffelovens § 236, stk.
3, jf. Folketingstidende, 2012-2013, A, L 141 som fremsat,
side 67, at forbud i almindelighed kun bør anvendes, hvis
den dømte tidligere er dømt for tilsvarende forhold eller nu
findes skyldig i ligeartede forhold begået ved forskellige lej-
ligheder over for forskellige ofre. Er den pågældende ikke
tidligere straffet for lignende kriminalitet, vil en enkeltståen-
de overtrædelse således efter de gældende regler ikke give
anledning til forbud, uanset om overtrædelsen er grov og
eventuelt er begået over for flere ofre (eksempelvis grov
voldtægt af flere ofre ved én lejlighed). Er den pågældende
ikke tidligere straffet for lignende kriminalitet, vil en flerhed
af overtrædelser begået over for samme offer heller ikke gi-
ve anledning til forbud, og dette gælder, selv om overtrædel-
serne er grove og/eller er fortsat gennem lang tid (eksempel-
vis seksuelt misbrug af et barn gennem flere år).
Det fremgår endvidere af bemærkningerne til straffelovens §
236, stk. 3, jf. Folketingstidende, 2012-2013, A, L 141 som
fremsat, side 66, at forbud efter straffelovens § 236, stk. 1,
er et supplement til de generelle regler om rettighedsfraken-
delse, jf. straffelovens § 79, og om vilkår for betinget dom,
jf. straffelovens § 57. Forbud efter straffelovens § 236, stk.
1, bør i almindelighed kun anvendes, hvis en rettighedsfra-
kendelse eller et vilkår i en betinget dom ikke vil være til-
strækkelig til at forebygge nærliggende fare for ny tilsvaren-
de kriminalitet.
Et forbud efter straffelovens § 236, stk. 1, har ikke til formål
at beskytte de konkrete ofre for de pådømte forhold mod nye
overgreb eller mod krænkende henvendelser fra den dømtes
side. Forbuddet har derimod til formål at beskytte eventuelle
nye ofre.
Forbud efter straffelovens § 236, stk. 1, omfatter ikke kon-
takt, ophold eller færden, som af særlige grunde må anses
for beføjet, jf. straffelovens § 236, stk. 2, 1. pkt.
5
2.1.1.3. Forbuddets varighed
Forbud gives for en periode fra 1 til 5 år regnet fra endelig
dom eller indtil videre, hvilket vil sige uden tidsbegræns-
ning, jf. straffelovens § 236, stk. 4.
Det fremgår af bemærkningerne til straffelovens § 236, stk.
4, jf. Folketingstidende, 2012-2013, A, L 141 som fremsat,
side 67, at udgangspunktet er, at forbud gives tidsbegrænset,
og at tidsubegrænset forbud kun anvendes i særligt grove til-
fælde, hvor der er grundlag for at antage, at der stadig efter
mere end 5 år efter endelig dom vil være nærliggende fare
for ny lignende kriminalitet.
Når et forbud er givet indtil videre, kan den dømte efter 5
års forløb regnet fra endelig dom forlange, at anklagemyn-
digheden indbringer spørgsmålet om forbuddets oprethold-
else for retten, jf. straffelovens § 236, stk. 6.
2.1.1.4. Overtrædelse af forbud efter straffelovens § 236
Overtrædelse af forbud meddelt efter straffelovens § 236,
stk. 1, straffes med fængsel indtil 4 måneder, jf. § 236, stk.
7.
Dømte, som er meddelt forbud efter straffelovens § 236, stk.
1, vil kunne prøveløslades efter straffelovens § 38, hvis prø-
veløsladelse ikke er utilrådelig. Kriminalforsorgen vil som
forudsætning for en prøveløsladelse kunne fastsætte et sær-
skilt vilkår med samme indhold som det meddelte forbud, jf.
straffelovens § 39, stk. 2, jf. straffelovens § 57. Det bemær-
kes, at den dømte som udgangspunkt kun vil kunne prøve-
løslades, hvis den dømte er i sexologisk behandling.
Det er kriminalforsorgen, der fører tilsyn med den prøve-
løsladtes overholdelse af vilkårene for prøveløsladelsen.
Hvis den prøveløsladte overholder de fastsatte vilkår, aflæg-
ger kriminalforsorgen som udgangspunkt ikke uanmeldte
besøg på den prøveløsladtes bopæl.
2.1.2. Justitsministeriets overvejelser
Det kan have vidtrækkende konsekvenser for et barn at blive
udsat for et seksuelt overgreb.
Regeringen ønsker at styrke indsatsen over for dømte seksu-
alforbrydere, så det forhindres, at de begår nye overgreb.
Indsatsen skal bl.a. styrkes ved, at domstolene får videre ad-
gang til at meddele seksualforbrydere forbud efter straffelo-
vens § 236, stk. 1, ved at styrke tilsyn med dømte, der er gi-
vet forbud og ved at skærpe konsekvenserne, når dømte
overtræder forbud.
Fremadrettet skal et opholdsforbud efter straffelovens § 236,
stk. 1, nr. 1, kunne omfatte flere nærmere afgrænsede områ-
der, hvor der er fare for, at den dømte vil begå ny lovover-
trædelse af lignende beskaffenhed. Retten skal endvidere
kunne meddele opholds-, bolig-, besøgs- og kontaktforbud,
allerede når det vurderes, at der er fare for, at den dømte vil
begå ny lovovertrædelse af lignende beskaffenhed. Forbud
skal også kunne gives i førstegangstilfælde, når forbrydelsen
er af grovere karakter.
Forbud skal fremadrettet som udgangspunkt gives uden tids-
begrænsning. Retten skal dog kunne tidsbegrænse forbuddet
i 1-5 år.
Endvidere skal det meddelte forbud håndhæves på en effek-
tiv og systematisk måde. Dette skal ske ved at etablere et til-
syn med dømtes overholdelse af forbud efter straffelovens §
236, stk. 1. Tilsynet skal udføres af politiet og omfatte hele
forbuddets gyldighedsperiode.
Politiet skal endvidere have adgang til at videregive oplys-
ninger til indehavere og bestyrere af virksomheder, instituti-
oner mv. om, hvilke personer der har fået et forbud mod at
opholde sig eller færdes i den pågældende virksomhed, in-
stitution mv.
Endelig skal det have mærkbare konsekvenser, når dømte
overtræder et forbud. Det foreslås, at strafferammen for
overtrædelse af forbud hæves fra fængsel indtil 4 måneder
til fængsel indtil 2 år.
2.1.3. Den foreslåede ordning
2.1.3.1. Ændring af rækkevidden af opholdsforbud efter
straffelovens § 236, stk. 1, nr. 1
Det foreslås at ændre straffelovens § 236, stk. 1, nr. 1, så op-
holdsforbud meddelt efter bestemmelsen kan omfatte nær-
mere afgrænsede områder, hvor der er fare for, at den dømte
begår ny lovovertrædelse af lignende beskaffenhed.
Den foreslåede ændring indebærer, at rækkevidden af op-
holdsforbud udvides, så retten f.eks. kan pålægge en person,
der dømmes for blufærdighedskrænkelse i en svømmehal, et
forbud mod at opholde sig i samtlige svømmehaller i samme
eller andre kommuner eller på andre nærmere angivne ste-
der, hvor der er fare for, at den dømte begår lignende for-
brydelser, f.eks. idrætshaller, offentlige parker eller anlæg,
skoler, legepladser, daginstitutioner, skove eller strandom-
råder.
Formålet med ændringen er at forebygge, at dømte seksual-
forbrydere begår ny lignende kriminalitet andre steder end
der, hvor den lovovertrædelse, som gav anledning til forbud-
det, er begået.
6
I den forbindelse bemærkes det, at forbud efter straffelovens
§ 236, stk. 1, ikke har til formål at beskytte de konkrete ofre
for de pådømte forhold mod nye overgreb eller mod krænk-
ende henvendelser fra den dømtes side. Forbuddet har deri-
mod til formål at beskytte eventuelle nye ofre. Der henvises
i den forbindelse til pkt. 2.1.1.2 i lovforslagets almindelige
bemærkninger. Det forekommer på den baggrund ikke hen-
sigtsmæssigt at begrænse opholdsforbuddets rækkevidde til
områder i nærheden af gerningsstedet, som det er tilfældet
efter den nuværende bestemmelse i straffelovens § 236, stk.
1, nr. 1.
De områder, som opholdsforbuddet skal omfatte, skal be-
skrives så præcist som muligt i dommen. Det kan f.eks. væ-
re ved adresseangivelse eller ved anvendelse af kort over
områderne.
Vurderingen af, hvilke områder der skal være omfattet af et
opholdsforbud, beror på rettens skøn i det enkelte tilfælde. I
den forbindelse skal retten lægge vægt på hensynet til at fore-
bygge, at den dømte begår ny lignende kriminalitet.
Der er med lovforslaget ikke i øvrigt tilsigtet nogen ændring-
er af rækkevidden af opholdsforbud efter straffelovens §
236, stk. 1, nr. 1.
Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 1.
2.1.3.2. Ændring af betingelserne for at meddele forbud ef-
ter straffelovens § 236
Det foreslås at ændre straffelovens § 236, stk. 3, så forbud
kan gives, når det efter karakteren af det begåede forhold og
oplysningerne om den dømtes person, herunder om tidligere
kriminalitet, må antages, at der er fare for, at den dømte vil
begå ny lovovertrædelse af lignende beskaffenhed.
Dermed vil det ikke længere være et krav, at der er nærlig-
gende fare for, at den dømte vil begå ny lovovertrædelse af
lignende beskaffenhed.
Det vil forsat vil være en betingelse for at meddele forbud,
at det må antages, at forbuddet vil være egnet til at forebyg-
ge faren for, at den dømte begår ny lovovertrædelse af lig-
nende beskaffenhed, jf. straffelovens § 236, stk. 3. Forbud-
det må endvidere ikke stå i misforhold til den herved for-
voldte forstyrrelse af den pågældendes forhold, hensynet til
dem, som forbuddet skal beskytte, og karakteren af det be-
gåede forhold, jf. straffelovens § 236, stk. 5.
Den foreslåede ændring vil betyde, at forbud efter straffelov-
ens § 236, stk. 1, også vil kunne gives i tilfælde, hvor den
dømte ikke tidligere er straffet for lignende kriminalitet, når
forbrydelsen er af grovere karakter.
Der er med lovforslaget ikke i øvrigt tilsigtet nogen ændring-
er af betingelserne for at meddele forbud efter straffelovens
§ 236.
Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 2.
2.1.3.3. Ændring af varigheden af forbud efter straffelovens
§ 236
Det foreslås at nyaffatte straffelovens § 236, stk. 4, så for-
bud meddelt efter bestemmelsens stk. 1 gives indtil videre,
dvs. uden tidsbegrænsning.
Retten skal dog efter en konkret vurdering af karakteren af
det begåede forhold og sagens øvrige omstændigheder, her-
under den dømtes personlige forhold, kunne tidsbegrænse
forbuddet i 1-5 år. Dette vil navnlig være relevant i tilfælde,
hvor den dømte ikke tidligere er straffet for lignende krimi-
nalitet, og hvor det pådømte forhold ikke er begået mod et
eller flere børn.
Forbuddet, herunder dets varighed, må ikke stå i misforhold
til den herved forvoldte forstyrrelse af den pågældendes for-
hold, hensynet til dem, som forbuddet skal beskytte, og ka-
rakteren af det begåede forhold, jf. straffelovens § 236, stk.
5.
Når forbud er givet indtil videre, kan den dømte efter 5 års
forløb regnet fra endelig dom forlange, at anklagemyndig-
heden indbringer spørgsmålet om forbuddets opretholdelse
for retten, jf. straffelovens § 236, stk. 6, 1. pkt.
Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 3.
2.1.3.4. Skærpelse af straffen for overtrædelse af forbud ef-
ter straffelovens § 236
Det foreslås, at strafferammen i straffelovens § 236, stk. 7,
for overtrædelse af forbud meddelt efter bestemmelsens stk.
1 forhøjes fra fængsel indtil 4 måneder til fængsel indtil 2
år.
Med den foreslåede ændring vil strafferammen for overtræ-
delse af forbud efter straffelovens § 236, stk. 1, svare til
strafferammen for overtrædelse af tilhold eller opholdsfor-
bud, jf. § 21, stk. 2, i lov om tilhold, opholdsforbud og bort-
visning.
Det forudsættes, at strafniveauet i sager om overtrædelse af
forbud, jf. straffelovens § 236, stk. 7, generelt forhøjes til
7
mindst det dobbelte i forhold til den straf, der i dag ville bli-
ve fastsat af domstolene efter bestemmelsen. Hvis der er tale
om en sag, der i dag afgøres med 60 dages fængsel, lægges
der således op til, at straffen efter lovændringen som ud-
gangspunkt skal afgøres med mindst 4 måneders fængsel.
Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 4.
2.1.3.5. Tilsyn med dømtes overholdelse af forbud efter
straffelovens § 236
Det foreslås at indsætte et nyt stk. 8 i straffelovens § 236,
hvorefter politiet fører tilsyn med dømtes overholdelse af
forbud efter bestemmelsens stk. 1.
Tilsynet skal udføres uanmeldt og omfatte hele forbuddets
gyldighedsperiode, dvs. fra forbuddet gives, til det ophæves
eller bortfalder. Tilsynet vil dermed både omfatte en eventu-
el prøvetid og perioden efter endelig løsladelse af den døm-
te.
Politiet skal som led i tilsynets gennemførelse uden retsken-
delse kunne skaffe sig adgang til den dømtes bolig og andre
lokaliteter, som den dømte råder over, og foretage undersø-
gelse heraf. Politiet skal endvidere uden retskendelse kunne
foretage undersøgelser af breve og andre papirer samt andre
genstande, herunder computere, telefoner og andet IT-ud-
styr, som den dømte råder over, og om nødvendigt medtage
disse med henblik på undersøgelse af deres indhold.
Formålet med politiets tilsyn er at kontrollere, at den dømte
overholder det meddelte forbud. Tilsynet er således af fore-
byggende og kontrollerende karakter, og de indgreb, som
foretages som led i tilsynets gennemførelse, har dermed ikke
karakter af straffeprocessuelle indgreb. På den baggrund er
det Justitsministeriets vurdering, at det ikke er nødvendigt at
stille krav om, at politiet i forbindelse med tilsynets gen-
nemførelse indhenter retskendelse fra domstolene.
Politiets gennemførelse af tilsynet vil derimod være omfattet
af retssikkerhedslovens bestemmelser om gennemførelse af
tvangsindgreb, som foretages af den offentlige forvaltning
uden for strafferetsplejen, jf. § 1 i lov nr. 442 af 9. juni 2004
(retssikkerhedsloven). Det følger heraf, at retssikkerhedslo-
vens bestemmelser skal iagttages i forbindelse med gennem-
førelsen af tilsynet.
Hvis den dømte i forbindelse med tilsynet med rimelig
grund mistænkes for at have begået et strafbart forhold, vil
retsplejelovens bestemmelser om straffeprocessuelle tvangs-
indgreb skulle iagttages. Det betyder, at politiet i en sådan
situation som udgangspunkt vil skulle indhente en retsken-
delse for at foretage en ransagning af den dømtes bolig,
computer, telefon eller andet IT-udstyr, medmindre at øje-
medet dermed ville forspildes, jf. retsplejelovens § 796, stk.
3.
Formålet med tilsynet er at sikre, at den dømte overholder
det meddelte forbud efter straffelovens § 236, stk. 1. Tilsyn-
ets udførelse afhænger derfor af, om den dømte er meddelt
et opholdsforbud, et boligforbud, et besøgsforbud eller et
kontaktforbud.
Tilsynet skal udføres så skånsomt, som omstændighederne
tillader, og gennemførelsen af tilsynet skal stå i rimeligt for-
hold til tilsynets formål, jf. forslaget til straffelovens § 236,
stk. 9.
Det foreslås endvidere at indsætte et nyt stk. 10 i straffelov-
ens § 236, hvorefter politiet kan videregive oplysninger til
indehavere og bestyrere af virksomheder, institutioner mv.
om, hvilke personer der har fået forbud efter den foreslåede
bestemmelse i straffelovens § 236, stk. 1, nr. 1, mod at op-
holde sig eller færdes i den pågældende virksomhed, institu-
tion mv. Videregivelse må kun ske i det omfang, det er nød-
vendigt for at håndhæve forbud efter straffelovens § 236,
stk. 1, nr. 1. Oplysningerne må kun behandles af modtager-
ne i det omfang, det er nødvendigt af hensyn til håndhævel-
se af forbuddet.
Det forudsættes, at politiet f.eks. kan videregive de nævnte
oplysninger til indehaveren eller bestyreren af en svømme-
hal, idrætshal mv., som er omfattet af et opholdsforbud efter
straffelovens § 236, stk. 1, nr. 1.
Det foreslås endvidere at indsætte et nyt stk. 11 i straffelo-
vens § 236, hvorefter modtagerne af oplysningerne har tavs-
hedspligt. Straffelovens § 152 og § 152 c-f finder tilsvaren-
de anvendelse, hvilket indebærer, at enhver uberettiget vide-
regivelse eller udnyttelse af oplysningerne kan straffes med
bøde eller fængsel indtil 6 måneder og under særlige skær-
pende omstændigheder med fængsel indtil 2 år.
De nærmere regler om gennemførelse af tilsyn, politiets vi-
deregivelse af oplysninger, modtagernes tavshedspligt og
opbevaring og behandling af oplysningerne skal fastsættes
af justitsministeren, jf. forslaget til straffelovens § 236, stk.
12. Justitsministeren kan i den forbindelse fastsætte regler
om straf af bøde for overtrædelse af reglerne.
Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 5.
3. Forholdet til grundloven og Danmarks internationale
forpligtelser
3.1. Grundloven
8
Det følger af grundlovens § 72, at boligen er ukrænkelig.
Husundersøgelse, beslaglæggelse og undersøgelse af breve
og andre papirer samt brud på post-, telegraf- og telefon-
hemmeligheden må, hvor ingen lov hjemler en særegen und-
tagelse, alene ske efter en retskendelse.
Det er dermed udgangspunktet i grundloven, at tvangsind-
greb i private hjem kræver retskendelse. Udgangspunktet
om krav om retskendelse kan dog fragives, hvis indgrebet
sker med hjemmel i lov.
Det er den almindelige opfattelse, at grundlovens § 72 ikke
er begrænset til at angå foranstaltninger, der er led i straffor-
følgning. Grundlovens § 72 finder dermed anvendelse både
på tvangsindgreb, som foretages inden og uden for straffe-
retsplejen.
Som det fremgår af pkt. 2.1.3.5, foreslås det, at politiet som
led i gennemførelsen af tilsyn med dømtes overholdelse af
forbud efter straffelovens § 236, uden retskendelse skal kun-
ne skaffe sig adgang til den dømtes bolig og andre lokalite-
ter, som den dømte råder over, og foretage undersøgelse
heraf. Politiet skal endvidere uden retskendelse kunne fore-
tage undersøgelse af breve og andre papirer samt andre gen-
stande, som den dømte råder over, og om nødvendigt med-
tage disse med henblik på undersøgelse af deres indhold, jf.
den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 236, stk. 8.
De nævnte indgreb, som gennemføres som led i politiets til-
syn med dømtes overholdelse af forbud efter straffelovens §
236, vil dermed være hjemlet i lov. Justitsministeriet finder
på den baggrund, at lovforslaget ikke rejser spørgsmål i for-
hold til grundlovens § 72.
3.2. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
Den foreslåede ordning med udvidelse af opholdsforbuddets
rækkevidde og politiets tilsyn med dømtes overholdelse af
forbud efter straffelovens § 236 vil kunne indebære indgreb
i de rettigheder, der er reguleret af Den Europæiske Menne-
skerettighedskonvention (EMRK) i forhold til den dømte.
Der er navnlig tale om artikel 2 i 4. Tillægsprotokol om ret-
ten til at færdes frit og til frit at vælge opholdssted samt kon-
ventionens artikel 8 om retten til privatliv og familieliv.
Det fremgår af artikel 2 i 4. Tillægsprotokol til EMRK, at
enhver, der lovligt befinder sig på en stats område, inden for
dette skal have ret til at færdes frit og til frit at vælge sit op-
holdssted.
Efter artikel 8, stk. 1, i EMRK, har enhver ret til respekt for
sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance.
Beskyttelsen efter disse bestemmelser er imidlertid ikke ab-
solut. Der kan gøres indgreb i de nævnte rettigheder, hvis
indgrebet er foreskrevet ved lov og er nødvendigt i et demo-
kratisk samfund (dvs. opfylder kravet om proportionalitet)
til varetagelse af nærmere bestemte anerkendelsesværdige
formål, herunder forebyggelse af forbrydelser, jf. EMRK ar-
tikel 8, stk. 2, og artikel 2, stk. 3, i 4. Tillægsprotokol til
EMRK.
Som det fremgår af pkt. 2.1.3.5, foreslås det, at politiet som
led i gennemførelsen af tilsyn med dømtes overholdelse af
forbud efter straffelovens § 236, uden retskendelse skal kun-
ne skaffe sig adgang til den dømtes bolig og andre lokalite-
ter, som den dømte råder over, og foretage undersøgelse
heraf. Politiet skal endvidere uden retskendelse kunne fore-
tage undersøgelse af breve og andre papirer samt andre gen-
stande, som den dømte råder over, og om nødvendigt medta-
ge disse med henblik på undersøgelse af deres indhold, jf.
forslaget til straffelovens § 236, stk. 8.
Som det fremgår af pkt. 2.1.3.1, foreslås det, at opholdsfor-
buddets rækkevidde udvides, så opholdsforbud meddelt ef-
ter bestemmelsen kan omfatte nærmere afgrænsede områ-
der, hvor der er fare for, at den dømte begår ny lovovertræ-
delse af lignende beskaffenhed.
De nævnte indgreb vil være foreskrevet ved lov, jf. forslaget
til straffelovens § 236, stk. 1, nr. 1, og stk. 8. Justitsministe-
ren vil endvidere fastsætte nærmere regler om politiets gen-
nemførelse af tilsyn, jf. forslaget til straffelovens § 236, stk.
11.
Som nævnt i pkt. 2.1.3.5 er formålet med tilsynet at sikre, at
den dømte overholder det meddelte forbud efter straffelo-
vens § 236, stk. 1, og dermed at forhindre, at den dømte be-
går ny lignende kriminalitet. Formålet med udvidelse af op-
holdsforbuddet er ligeledes at forebygge, at den dømte begår
ny lignende kriminalitet. Det er på den baggrund Justitsmi-
nisteriets vurdering, at de indgreb, der foretages som led i
gennemførelsen af tilsynet, varetager hensynet til at fore-
bygge forbrydelser, som er anført i EMRK artikel 8, stk. 2
og artikel 2, stk. 3, i 4. Tillægsprotokol til EMRK.
Det følger af Menneskerettighedsdomstolens praksis, at
Domstolen lægger vægt på alvoren af den skade, som ofre
kan blive påført som følge af seksualforbrydelser, og at sta-
terne har en pligt til at beskytte private mod sådanne former
for overfald, jf. Stubbings og andre mod Storbritannien,
dom af 22. oktober 1996, præmis 64. Derudover lægges der
ved vurderingen af ordningens proportionalitet vægt på, at
formålet med ordningen er at sikre forebyggelse af ny lov-
overtrædelse af lignende beskaffenhed, og at forbuddet skal
være egnet til at sikre opfyldelsen af dette formål, at det er
domstolene, der fastlægger den nærmere geografiske af-
grænsning af forbuddet, og at domstolene har mulighed for
9
at meddele et forbud af tidsbegrænset varighed. Domstolene
vil i den forbindelse skulle foretage en vurdering af betyd-
ningen af arten og grovheden af den begåede kriminalitet i
forhold til forbuddets udstrækning, og domstolene vil skulle
inddrage det forhold, at forbuddet vil indebære, at der føres
hyppige tilsyn, og at et forbud givet indtil videre vil medfø-
re, at den dømte ikke vil have mulighed for at få forbuddet
prøvet på ny før 5 år efter endelig dom. Justitsministeren
kan dog, når særlige omstændigheder taler for det, tillade, at
indbringelse for retten sker tidligere, jf. straffelovens § 236,
stk. 6, 2. pkt.
Der lægges endvidere vægt på, at tilsynet, som nævnt i pkt.
2.1.3.5, skal udføres så skånsomt, som omstændighederne
tillader, og gennemførelsen af tilsynet skal stå i rimeligt for-
hold til tilsynets formål, jf. forslaget til straffelovens § 236,
stk. 9. Det fremgår endvidere af straffelovens § 236, stk. 5,
som ikke foreslås ændret, at forbud ikke må stå i misforhold
til den herved forvoldte forstyrrelse af den pågældendes for-
hold, hensynet til dem, som forbuddet skal beskytte, og ka-
rakteren af det begåede forhold.
På den baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at den
foreslåede ordning kan gennemføres inden for rammerne af
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
4. Forholdet til databeskyttelseslovgivningen
Med lovforslagets § 1, nr. 5, og de heri foreslåede bestem-
melser i straffelovens § 236, stk. 8 og stk. 10, 1. og 2. pkt.,
forudsættes det, at der vil ske en behandling af personoplys-
ninger af politiet.
Efter Justitsministeriets vurdering kan de foreslåede bestem-
melser fastsættes inden for rammerne af direktiv nr.
2016/680 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse
med kompetente myndigheders behandling af personoplys-
ninger med henblik på at forebygge, efterforske, afsløre eller
retsforfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetli-
ge sanktioner og om fri udveksling af sådanne oplysninger
(retshåndhævelsesdirektivet) og lov nr. 410 af 27. april 2017
om retshåndhævende myndigheders behandling af per-
sonoplysninger med senere ændringer (retshåndhævelseslo-
ven).
Politiets behandling af personoplysninger efter de foreslåede
bestemmelser vil i øvrigt skulle ske i overensstemmelse med
retshåndhævelsesdirektivet og retshåndhævelsesloven.
Politiets behandling vil både kunne omfatte behandling af
ikke-følsomme personoplysninger omfattet af retshåndhæ-
velseslovens § 9 og behandling af følsomme personoplys-
ninger omfattet af retshåndhævelseslovens § 10.
Efter retshåndhævelseslovens § 9 kan behandling af ikke-
følsomme personoplysninger ske, når behandlingen er nød-
vendig for at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforføl-
ge strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktio-
ner, herunder for at beskytte mod eller forebygge trusler
mod den offentlige sikkerhed.
Efter retshåndhævelseslovens § 10, stk. 1, gælder et almin-
deligt forbud mod behandling af følsomme personoplysnin-
ger i form af race eller etnisk oprindelse, politisk, religiøs el-
ler filosofisk overbevisning, fagforeningsmæssigt tilhørsfor-
hold, genetiske data, biometriske data med det formål enty-
digt at identificere en fysisk person, helbredsoplysninger el-
ler oplysninger om en fysisk persons seksuelle forhold eller
seksuelle orientering. Efter § 10, stk. 2, må sådanne følsom-
me personoplysninger dog behandles, når det er strengt nød-
vendigt og sker af hensyn til retshåndhævelsesformål, her-
under for at beskytte den registreredes eller en anden fysisk
persons vitale interesser, eller hvis behandlingen vedrører
oplysninger, som tydeligvis er offentliggjort af den registre-
rede.
Herudover skal de grundlæggende principper i retshåndhæ-
velseslovens § 4 for den dataansvarliges behandling af op-
lysninger, herunder om indsamling, ajourføring og opbeva-
ring mv., altid iagttages. Behandling af oplysninger skal
bl.a. ske i overensstemmelse med »god databehandlings-
skik« og under hensyn til oplysningernes karakter, jf. § 4,
stk. 1. Dette indebærer, at behandlingen skal være rimelig
og lovlig. Indsamling af oplysninger må endvidere kun ske
til udtrykkeligt angivne og saglige retshåndhævelsesformål,
og senere behandling af oplysningerne må ikke være ufor-
enelige med disse formål, jf. § 4, stk. 2. Efter § 4, stk. 3, skal
de oplysninger, som behandles, være relevante og tilstræk-
kelige og ikke omfatte mere, end hvad der kræves til opfyl-
delse af de formål, hvortil oplysningerne indsamles, og de
formål, hvortil oplysningerne senere behandles.
Det er vurderingen, at politiets behandling af personoplys-
ninger efter de foreslåede bestemmelser i straffelovens §
236, stk. 8 og stk. 10, 1. og 2. pkt., vil være i overensstem-
melse med §§ 4, 9 og 10 i retshåndhævelsesloven, idet be-
handling af personoplysninger i medfør af de foreslåede be-
stemmelser må anses for at være strengt nødvendig og vil
ske med henblik på at forebygge strafbare handlinger. For så
vidt angår politiets behandling af personoplysninger efter
den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 236, stk. 8, og
overensstemmelsen med retshåndhævelseslovens § 4, skal
det særligt fremhæves, at det følger af den foreslåede be-
stemmelse i straffelovens § 236, stk. 9, at tilsyn efter den
foreslåede bestemmelse i straffelovens § 236, stk. 8, skal ud-
føres så skånsomt, som omstændighederne tillader, og gen-
nemførelsen af tilsynet skal stå i rimeligt forhold til tilsynets
formål.
10
Det bemærkes endvidere, at de øvrige bestemmelser i rets-
håndhævelsesloven også skal iagttages, når personoplysnin-
ger behandles af politiet efter de foreslåede bestemmelser.
Lovforslagets § 1, nr. 5, og den heri foreslåede bestemmelse
i straffelovens § 236, stk. 10, 3. pkt., om privates (indehave-
re, bestyrere mv.) behandling af ikke-følsomme og følsom-
me personoplysninger, i forbindelse med at de modtager op-
lysninger fra politiet om, hvilke personer der har fået forbud
efter straffelovens § 236, stk. 1, nr. 1, er en bestemmelse om
behandling af personoplysninger. Den foreslåede bestem-
melse er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysi-
ske personer i forbindelse med behandling af personoplys-
ninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om
ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om da-
tabeskyttelse) og lov nr. 502 af 23. maj 2018 om suppleren-
de bestemmelser til forordning om beskyttelse af fysiske
personer i forbindelse med behandling af personoplysninger
og om fri udveksling af sådanne oplysninger (databeskyttel-
sesloven).
I databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, findes de
relevante bestemmelser om, hvornår almindelige person-
oplysninger må behandles, herunder indsamles og videregi-
ves. Det følger bl.a. af artikel 6, stk. 1, litra c og e, at be-
handling af personoplysninger kun er lovlig, hvis behand-
ling er nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse, som
påhviler den dataansvarlige, eller hvis behandling er nød-
vendig af hensyn til udførelse af en opgave i samfundets in-
teresse, eller som henhører under offentlig myndighedsud-
øvelse, som den dataansvarlige har fået pålagt.
Efter forordningens artikel 6, stk. 2, kan medlemsstaterne
opretholde eller indføre mere specifikke bestemmelser for at
tilpasse anvendelsen af forordningens bestemmelser om be-
handling med henblik på overholdelse af stk. 1, litra c og e,
ved at fastsætte mere specifikke krav til behandling og andre
foranstaltninger for at sikre lovlig og rimelig behandling,
herunder for andre specifikke databehandlingssituationer
som omhandlet i forordningens kapitel IX (artikel 85-91).
Det følger af databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 3,
der fastsætter nærmere betingelser for at anvende artikel 6,
stk. 2, at grundlaget for behandling i henhold til stk. 1, litra c
og e, skal fremgå af EU-retten eller af medlemsstaternes na-
tionale ret, som den dataansvarlige er underlagt. Formålet
med behandlingen skal være fastlagt i dette retsgrundlag, el-
ler for så vidt angår den behandling, der er omhandlet i stk.
1, litra e, være nødvendig for udførelsen af en opgave i sam-
fundets interesse, eller henhører under offentlig myndig-
hedsudøvelse, som den dataansvarlige har fået pålagt. Der-
udover fremgår det bl.a. af artikel 6, stk. 3, at medlemssta-
terne i den forbindelse kan fastsætte de generelle betingelser
for lovlig behandling, og at man i den forbindelse kan indfø-
re formålsbegrænsninger.
Databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 3, skal ses i
forlængelse af artikel 6, stk. 2. Artikel 6, stk. 3, er således en
uddybning af, hvordan de bestemmelser, som indføres efter
artikel 6, stk. 2, hvorefter medlemsstaterne kan opretholde
eller indføre specifikke regler, nærmere vil skulle udformes.
Efter databeskyttelsesforordningen er det således muligt at
opretholde og indføre mere specifikke bestemmelser for at
tilpasse anvendelsen i forbindelse med artikel 6, stk. 1, litra
c og e, vedrørende behandling på baggrund af en retlig for-
pligtelse eller i samfundets interesse.
For så vidt angår følsomme personoplysninger omfattet af
databeskyttelsesforordningens artikel 9, bemærkes, at be-
handling heraf som udgangspunkt er forbudt, jf. artikel 9,
stk. 1. Der gælder imidlertid en række undtagelser til dette
forbud, jf. stk. 2-4. Det følger bl.a. af artikel 9, stk. 2, litra g,
at forbuddet mod behandling i artikel 9, stk. 1, ikke finder
anvendelse, når behandling er nødvendig af hensyn til væ-
sentlige samfundsinteresser på grundlag af EU-retten eller
medlemsstaternes nationale ret og står i rimeligt forhold til
det mål, der forfølges, respekterer det væsentligste indhold
af retten til databeskyttelse og sikrer passende og specifikke
foranstaltninger til beskyttelse af den registreredes grund-
læggende rettigheder og interesser.
For så vidt angår personoplysninger omfattet af databeskyt-
telsesforordningens artikel 10 om strafbare oplysninger be-
mærkes, at disse oplysninger er omfattet af forordningens
artikel 6, jf. ordlyden af artikel 10, 1. pkt.
For så vidt angår de foreslåede bestemmelser i lovforslagets
§ 1, nr. 5 og den foreslåede bestemmelse i straffelovens §
236, stk. 10, 3. pkt., er det Justitsministeriets vurdering, at
den foreslåede bestemmelse kan fastsættes inden for ram-
merne af forordningens artikel 6 og 9. Vurderingen af den
foreslåede bestemmelse har taget udgangspunkt i de kriteri-
er, som er anbefalet i betænkning nr. 1565 om databeskyttel-
sesforordningen – og de retlige rammer for dansk lovgiv-
ning, s. 169 ff. og s. 229 ff. Med den foreslåede bestemmel-
se gøres der således brug af muligheden for at fastsætte en
national særregel om den private modtagers behandling af
personoplysninger, hvorfor særreglen i den foreslåede be-
stemmelse i § 236, stk. 10, 3. pkt., vil være hjemmel for den
privates behandling af både følsomme og ikke-følsomme
personoplysninger om den dømte, herunder oplysninger om
strafbare forhold.
Privates behandling af personoplysninger efter den foreslåe-
de bestemmelse skal i øvrigt ske i overensstemmelse med
reglerne i databeskyttelsesforordningen og databeskyttelses-
loven, herunder særligt databeskyttelsesforordningens arti-
kel 5.
11
Det følger bl.a. af databeskyttelsesforordningens artikel 5, at
personoplysninger skal behandles lovligt, rimeligt og på en
gennemsigtig måde i forhold til den registrerede (lovlighed,
rimelighed og gennemsigtighed). Endvidere skal per-
sonoplysninger indsamles til legitime formål og må ikke vi-
derebehandles på en måde, der er uforenelig med disse for-
mål (formålsbegrænsning). Herudover skal personoplysnin-
ger være tilstrækkelige, relevante og begrænset til, hvad der
er nødvendigt i forhold til de formål, hvortil de behandles
(dataminimering).
5. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonse-
kvenser for det offentlige
Domstolene meddeler i dag forbud efter straffelovens § 236
i ca. 10-15 sager om året. De fleste forbud er bolig-, be-
søgs-, eller kontaktforbud. De forskellige typer forbud gives
i nogle tilfælde i kombination.
Etableringen af tilsyn med dømtes overholdelse af forbud,
jf. forslaget til straffelovens § 236, stk. 8, vil medføre nye
arbejdsgange hos politiet. Det samme gælder politiets ad-
gang til at videregive oplysninger til indehavere og bestyrere
af virksomheder, institutioner mv. om, hvilke personer der
er givet et opholdsforbud, jf. den foreslåede bestemmelse i
straffelovens § 236, stk. 10, 1. og 2. pkt.
Det forventes, at udgifterne til politiets tilsyn med dømtes
overholdelse af opholds-, bolig- og besøgsforbud vil kunne
afholdes inden for politiets eksisterende økonomiske ram-
me.
Det skønnes, at udgifterne til politiets tilsyn med dømtes
overholdelse af kontaktforbud vil udgøre ca. 5 mio. kr. år-
ligt. Der lægges op til, at udgifterne afholdes inden for poli-
tiets eksisterende økonomiske ramme.
De øvrige ændringer af straffelovens § 236 forventes ikke at
medføre væsentlige merudgifter.
6. Økonomiske og administrative konsekvenser for er-
hvervslivet mv.
Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative kon-
sekvenser for erhvervslivet.
7. Administrative konsekvenser for borgerne
Den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 236, stk. 8,
medfører, at politiet uden retskendelse kan skaffe sig adgang
til den dømtes bolig og andre lokaliteter, som den dømte rå-
der over, og foretage undersøgelser heraf. Politiet kan endvi-
dere uden retskendelse foretage undersøgelse af breve og
andre papirer samt andre genstand, som den dømte råder
over, og om nødvendigt medtage disse med henblik på un-
dersøgelse af deres indhold.
8. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ikke miljømæssige konsekvenser.
9. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
10. Hørte myndigheder og organisationer mv.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 14. januar til
den 11. februar 2019 været sendt i høring hos følgende myn-
digheder og organisationer mv.:
Østre Landsret, Vestre Landsret, samtlige byretter, Dom-
stolsstyrelsen, Rigsadvokaten, Rigspolitiet, Den Danske
Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Forenin-
gen af Offentlige Anklagere, Politiforbundet, Advokatrådet,
Amnesty International, BUPL, Børne- og Kulturcheffor-
eningen, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab, Børnerå-
det, Børnesagens Fællesråd, Børns Vilkår, Center for Vold-
tægtsofre, Rigshospitalet, Center for Voldtægtsofre, Århus,
Center mod Menneskehandel, Danmarks Lærerforening,
Danner, Dansk Kvindesamfund, Dansk Psykolog Forening,
Dansk Socialrådgiverforening, Dansk Stalking Center, Dan-
ske Advokater, Danske Regioner, Det Kriminalpræventive
Råd, Digitalt Ansvar, Exitcirklen, Foreningen af Kommuna-
le Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer i Danmark,
Foreningen Far, Gadejuristen, Hjælp Voldsofre, Institut for
Menneskerettigheder, Joan-Søstrene, Justitia, KFUKs socia-
le arbejde, KL, Kompetencecenter Prostitution, Kvinderå-
det, Landsforeningen af Forsvarsadvokater, Landsforenin-
gen KRIM, Landsforeningen af Socialpædagoger, Landsfor-
eningen for Voldsramte Kvinder, Landsorganisationen af
Kvindekrisecentre (LOKK), Landsorganisationen mod sek-
suelle overgreb, Lev Uden Vold, LOS – De private sociale
tilbud, Mødrehjælpen, Offerrådgivningerne i Danmark, Pro
Vest, Red Barnet, Reden International, Reden København,
Reden Odense, Reden Aarhus, Retspolitisk Forening, Røde
Kors i Danmark, RådgivningsDanmark, Seksualpolitisk Fo-
rum, Sexarbejdernes Interesseorganisation, Socialpædago-
gernes Landsforbund, SSP-Samrådet, Tænketanken VM Vi-
den om Mænd.
Lovforslaget har endvidere været i høring hos Datatilsynet
og Digitaliseringsstyrelsen.
12
11. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindreud-
gifter (hvis ja, angiv omfang/Hvis
nej, anfør »Ingen«)
Negative konsekvenser/merudgifter (hvis
ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«)
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Ingen Begrænsede merudgifter på ca. 5 mio. kr.
Implementeringskonsekvenser for
stat, kommuner og regioner
Ingen Etablering af tilsyn og adgang til at videre-
give oplysninger vil medføre nye arbejds-
gange hos politiet.
Økonomiske konsekvenser for er-
hvervslivet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for
borgerne
Ingen Politiet kan uden retskendelse skaffe sig
adgang til den dømtes bolig og andre loka-
liteter, som den dømte råder over, og fore-
tage undersøgelser heraf. Politiet kan end-
videre uden retskendelse foretage undersø-
gelse af breve og andre papirer samt andre
genstand, som den dømte råder over, og
om nødvendigt medtage disse med henblik
på undersøgelse af deres indhold.
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.
Er i strid med de fem principper
for implementering af erhvervsret-
tet EU-regulering/Går videre end
minimumskrav i EU-regulering
(sæt X)
JA NEJ
X
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Efter straffelovens § 236, stk. 1, kan retten i dag i forbindel-
se med en dom for visse seksualforbrydelser give den dømte
et opholds-, bolig-, besøgs- eller kontaktforbud.
Et opholdsforbud efter straffelovens § 236, stk. 1, nr. 1, in-
debærer, at den dømte ikke må opholde sig eller færdes i et
nærmere afgrænset område i nærheden af gerningsstedet.
Udtrykket opholde sig eller færdes skal forstås på samme
måde som i lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning.
Ophold eller færden omfatter dermed enhver fysisk tilstede-
værelse inden for det afgrænsede område, herunder at passe-
re igennem området. Et opholdsforbud vil således som ud-
gangspunkt indebære, at den blotte tilstedeværelse i det af-
grænsede område vil udgøre en overtrædelse, selv om der er
tale om helt kortvarige ophold. Et opholdsforbud indebærer
således også et forbud mod at bosætte sig i området.
Det geografiske område, som et opholdsforbud dækker, skal
beskrives så præcist som muligt i dommen, f.eks. ved an-
vendelse af kort over området.
Et opholdsforbud efter straffelovens § 236, stk. 1, nr. 1, er
ikke begrænset til bestemte typer af steder.
Det foreslås at ændre straffelovens § 236, stk. 1, nr. 1, såle-
des at der ved dommen kan gives den dømte et forbud mod
at opholde sig eller færdes i nærmere afgrænsede områder,
hvor der er fare for, at den pågældende vil begå ny lovover-
trædelse af lignende beskaffenhed.
Den foreslåede ændring indebærer, at opholdsforbuddets
rækkevidde udvides, så retten f.eks. kan pålægge en person,
13
der dømmes for blufærdighedskrænkelse i en svømmehal, et
forbud mod at opholde sig i samtlige svømmehaller i samme
eller andre kommuner eller på andre nærmere angivne ste-
der, hvor der er fare for, at den dømte begår lignende for-
brydelser, f.eks. idrætshaller, offentlige parker eller anlæg,
skoler, legepladser, daginstitutioner, skove eller strandområ-
der.
De områder, som opholdsforbuddet skal omfatte, skal be-
skrives så præcist som muligt i dommen. Det kan f.eks. væ-
re ved adresseangivelse eller ved anvendelse af kort over
områderne.
Vurderingen af, hvilke områder der skal være omfattet af et
opholdsforbud, beror på rettens skøn i det enkelte tilfælde. I
den forbindelse skal retten lægge vægt på hensynet til at fo-
rebygge, at den dømte begår ny lignende kriminalitet.
Afgrænsningen af de steder, som opholdsforbuddet skal om-
fatte, skal endvidere opfylde kravet om proportionalitet. Op-
holdsforbuddets rækkevidde må således ikke gå udover,
hvad der er nødvendigt for at forebygge, at den dømte begår
ny lovovertrædelse af lignende beskaffenhed.
Der er med lovforslaget ikke i øvrigt tilsigtet nogen ændrin-
ger af rækkevidden af opholdsforbud efter straffelovens §
236, stk. 1, nr. 1.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.3.1 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Til nr. 2
Efter straffelovens § 236, stk. 3, kan den dømte i dag gives
et forbud, når det efter karakteren af det begåede forhold og
oplysningerne om den dømtes person, herunder om tidligere
kriminalitet, må antages, at der er nærliggende fare for, at
den dømte vil begå ny lovovertrædelse af lignende beskaf-
fenhed, og at forbuddet vil være egnet til at forebygge denne
fare.
Det foreslås at ændre straffelovens § 236, stk. 3, så forbud
kan gives, når det efter karakteren af det begåede forhold og
oplysningerne om den dømtes person, herunder om tidligere
kriminalitet, må antages, at der er fare for, at den dømte vil
begå ny lovovertrædelse af lignende beskaffenhed.
Dermed vil det ikke længere være et krav, at der er nærlig-
gende fare for, at den dømte vil begå ny lovovertrædelse af
lignende beskaffenhed.
Den foreslåede ændring vil bl.a. betyde, at forbud efter straf-
felovens § 236, stk. 1, også vil kunne gives i tilfælde, hvor
den dømte ikke tidligere er straffet for lignende kriminalitet,
når forbrydelsen er af grovere karakter.
Det vil f.eks. kunne være tilfældet, når forbrydelsen er begå-
et af flere i forening (f.eks. gruppevoldtægt), er begået over
for flere ofre (f.eks. samtidig blufærdighedskrænkelse af fle-
re ofre), eller når der er tale om gentagne eller længereva-
rende seksuelle overgreb mod ét offer. Derudover vil retten
kunne lægge vægt på, at forbrydelsen er begået over for et
eller flere børn, herunder på barnets alder.
Om et opholdsforbud bør gives i tilfælde, hvor den dømte
ikke tidligere er dømt for lignende kriminalitet, vil navnlig
afhænge af, om et forbud mod ophold og færden i det eller
de i forbuddet angivne områder kan anses for egnet til at fo-
rebygge faren for, at den dømte begår ny lovovertrædelse af
lignende beskaffenhed. Det vil f.eks. kunne være tilfældet,
hvis det pådømte forhold vedrører seksualforbrydelser begå-
et i flere svømmehaller, idrætshaller el. lign. Anvendelsen af
opholdsforbud i tilfælde, hvor den dømte ikke tidligere er
dømt for lignende kriminalitet, vil navnlig være relevant, når
forholdene er begået over for børn.
I tilfælde, hvor den dømte ikke tidligere er straffet for lig-
nende kriminalitet, vil boligforbud eller besøgsforbud navn-
lig kunne gives, når det pådømte forhold vedrører seksual-
forbrydelser begået over for mod flere børn eller gentagne
eller længerevarende seksualforbrydelser begået over for ét
offer, som den dømte har delt bolig med eller haft besøg af.
Det vil herudover afhænge af de konkrete omstændigheder i
den enkelte sag, om et boligforbud eller et besøgsforbud vil
være egnet til at forebygge faren for, at den dømte begår ny
lovovertrædelse af lignende beskaffenhed.
Hvis den dømte udelukkende har misbrugt egne børn eller
adoptivbørn, vil der i almindelighed ikke være anledning til
at give boligforbud eller besøgsforbud, da sådanne forbud
ikke omfatter egne børn eller adoptivbørn, jf. straffelovens §
236, stk. 2, 2. pkt.
Hvis den dømte udelukkende har misbrugt børn, som den
pågældende har delt bolig med, vil der i almindelighed ikke
være anledning til ved siden af et boligforbud også at give et
besøgsforbud.
I tilfælde, hvor den dømte ikke tidligere er straffet for lig-
nende kriminalitet, vil et kontaktforbud navnlig kunne gives,
hvis det pådømte forhold vedrører seksualforbrydelser begå-
et over for et eller flere børn, som den pågældende er kom-
met i kontakt med gennem internettet eller et lignende sy-
stem til spredning af information.
14
Det vil bero på rettens skøn, om det pådømte forhold er af så
grov karakter, at der kan gives forbud i tilfælde, hvor den
dømte ikke tidligere er straffet for lignende kriminalitet.
Det vil fortsat vil være en betingelse for at meddele forbud,
at det må antages, at forbuddet vil være egnet til at forebyg-
ge faren for, at den dømte begår ny lovovertrædelse af lig-
nende beskaffenhed, jf. straffelovens § 236, stk. 3. Forbud-
det må endvidere ikke stå i misforhold til den herved for-
voldte forstyrrelse af den pågældendes forhold, hensynet til
dem, som forbuddet skal beskytte, og karakteren af det be-
gåede forhold, jf. straffelovens § 236, stk. 5.
Ved vurderingen af, om et forbud kan antages at være egnet
til at forebygge faren for ny tilsvarende kriminalitet, skal
retten inddrage oplysninger om den dømtes person, som de
eksempelvis fremgår af en eventuel personundersøgelse ef-
ter retsplejelovens § 808 eller mentalundersøgelse efter rets-
plejelovens § 809.
Hvis kriminaliteten må antages at skyldes forhold, som ikke
længere er til stede, kan dette tale imod, at der foreligger fa-
re for, at den dømte begår ny lovovertrædelse af lignende
beskaffenhed.
Der er med lovforslaget ikke i øvrigt tilsigtet nogen ændrin-
ger af betingelserne for at meddele forbud efter straffelovens
§ 236, stk. 3.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.3.2 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Til nr. 3
Efter straffelovens § 236, stk. 4, gives et forbud i dag på tid
fra 1 til 5 år regnet fra endelig dom eller indtil videre.
Som anført i pkt. 2.1.1.3, fremgår det af bemærkningerne til
straffelovens § 236, stk. 4, at udgangspunktet i straffelovens
§ 236 er, at forbud tidsbegrænses, og at tidsubegrænset for-
bud kun anvendes i særligt grove tilfælde, hvor der er
grundlag for at antage, at der stadig mere end 5 år efter en-
delig dom vil være nærliggende fare for ny lignende krimi-
nalitet.
Det foreslås at nyaffatte straffelovens § 236, stk. 4, så for-
bud som udgangspunkt gives indtil videre. Forbud kan dog
gives på tid fra 1 til 5 år regnet fra endelig dom.
Den foreslåede nyaffattelse af straffelovens § 236, stk. 4, in-
debærer, at udgangspunktet ændres, således at forbud gives
indtil videre, medmindre retten efter en konkret vurdering
finder, at karakteren af det begåede forhold og sagens øvrige
omstændigheder taler for at tidsbegrænse forbuddet. Det vil
f.eks. kunne være tilfældet, hvis det pådømte forhold må an-
ses for en mindre lovovertrædelse og ikke er begået mod et
eller flere børn, tiltalte ikke tidligere er dømt for lignende
kriminalitet, og tiltaltes personlige forhold taler for, at for-
buddet tidsbegrænses.
Forbuddet, herunder dets varighed, må ikke stå i misforhold
til den herved forvoldte forstyrrelse af den pågældendes for-
hold, hensynet til dem, som forbuddet skal beskytte, og ka-
rakteren af det begåede forhold, jf. straffelovens § 236, stk.
5.
Når et forbud er givet indtil videre, kan den dømte efter 5
års forløb regnet fra endelig dom forlange, at anklagemyn-
digheden indbringer spørgsmålet om forbuddets oprethol-
delse for retten, jf. straffelovens § 236, stk. 6, 1. pkt. Når
særlige omstændigheder taler for det, kan justitsministeren
endvidere tillade, at indbringelse for retten sker tidligere, jf.
straffelovens § 236, stk. 6, 2. pkt. Spørgsmålet indbringes
efter straffelovens § 59, stk. 2, for byretten i den retskreds,
hvor den dømte bor eller opholder sig, jf. straffelovens §
236, stk. 6, 3. pkt.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.3.3 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Til nr. 4
Overtrædelse af et forbud efter straffelovens § 236, stk. 1,
straffes i dag med fængsel indtil 4 måneder, jf. straffelovens
§ 236, stk. 7.
Det foreslås, at strafferammen i straffelovens § 236, stk. 7,
forhøjes til fængsel indtil 2 år.
Med den foreslåede ændring vil strafferammen for overtræ-
delse af forbud efter straffelovens § 236 svare til strafferam-
men for overtrædelse af tilhold eller opholdsforbud, jf. § 21,
stk. 2, i lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning.
På baggrund af den variation, som de forskelligartede sager
om overtrædelse af et forbud efter straffelovens § 236 kan
have, er det ikke muligt at angive et bestemt strafniveau,
men der lægges med forslaget op til, at der skal ske en gene-
rel forhøjelse af straffen i sådanne sager.
Det forudsættes således, at strafniveauet i sager om overtræ-
delse af forbud, jf. straffelovens § 236, stk. 7, generelt for-
højes til mindst det dobbelte i forhold til den straf, der i dag
ville blive fastsat af domstolene efter bestemmelsen. Hvis
der er tale om en sag, der i dag afgøres med 60 dages fæng-
sel, lægges der således op til, at straffen efter lovændringen
15
som udgangspunkt skal afgøres med mindst 4 måneders
fængsel.
Fastsættelse af straffen vil fortsat bero på domstolenes kon-
krete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændig-
heder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges
i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag
foreligger skærpende omstændigheder eller formildende
omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straf-
fens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.
Den foreslåede ændring af strafferammen i straffelovens §
236, stk. 7, indebærer, at forsøg på overtrædelse af forbud
vil kunne straffes, jf. straffelovens § 21, stk. 3. Der vil f.eks.
kunne foreligge forsøg på overtrædelse af et boligforbud, jf.
straffelovens § 236, stk. 1, nr. 2, hvis den dømte uden politi-
ets tilladelse tager ophold hos personer, hos hvem den døm-
te fejlagtigt tror, at der opholder sig børn under 18 år. Der
vil endvidere kunne foreligge forsøg på overtrædelse af et
kontaktforbud efter straffelovens § 236, stk. 1, nr. 4, hvis
den dømte opretter en profil på en chatside rettet mod børn
under 18 år, uagtet at den dømte ikke når at tage kontakt til
børn under 18 år.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.3.4 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Til nr. 5
Straffelovens § 236 indeholder ikke i dag bestemmelser om
tilsyn med dømtes overholdelse af forbud efter straffelovens
§ 236, stk. 1.
Dømte, som er meddelt et forbud efter straffelovens § 236,
stk. 1, vil kunne prøveløslades efter straffelovens § 38, hvis
prøveløsladelse ikke er utilrådelig. Kriminalforsorgen vil
som udgangspunkt fastsætte et særskilt vilkår med samme
indhold som det meddelte forbud, jf. straffelovens § 39, stk.
2, jf. straffelovens § 57. Den dømte vil som udgangspunkt
kun kunne prøveløslades, hvis den dømte er i sexologisk be-
handling.
Det er kriminalforsorgen, der fører tilsyn med den prøve-
løsladtes overholdelse af vilkårene for prøveløsladelsen.
Hvis den prøveløsladte overholder de fastsatte vilkår, aflæg-
ger kriminalforsorgen som udgangspunkt ikke uanmeldte
besøg på den prøveløsladtes bopæl.
Det foreslås at indsætte et nyt stk. 8 i straffelovens § 236,
hvorefter politiet fører tilsyn med dømtes overholdelse af
forbud efter bestemmelsens stk. 1.
Tilsynet skal udføres uanmeldt og omfatte hele forbuddets
gyldighedsperiode, dvs. fra forbuddet gives, til det ophæves
eller bortfalder. Tilsynet vil dermed både omfatte en eventu-
el prøvetid og perioden efter endelig løsladelse af den døm-
te.
Politiet skal som led i tilsynets gennemførelse uden retsken-
delse kunne skaffe sig adgang til den dømtes bolig og andre
lokaliteter, som den dømte råder over, og foretage undersø-
gelse heraf. Politiet skal endvidere uden retskendelse kunne
foretage undersøgelse af breve og andre papirer samt andre
genstande, som den dømte råder over, og om nødvendigt
medtage disse med henblik på undersøgelse af deres ind-
hold.
Bolig skal afgrænses på samme måde som i straffelovens §
236, stk. 1, nr. 2. Begrebet skal dermed forstås bredt og vi-
dere end bopæl og sigter først og fremmest til det sted, hvor
den dømte overnatter. Der henvises til pkt. 2.1.1.1.2 i lov-
forslagets almindelige bemærkninger.
Andre lokaliteter omfatter bl.a. udendørslokaliteter, som
f.eks. haver og gårdspladser, og indendørslokaliteter, som
f.eks. lader, skure og værksteder, som den dømte råder over.
Andre genstande omfatter bl.a. den dømtes computere, tele-
foner og andet IT-udstyr. Udtrykket omfatter endvidere
transportmidler. Tilsyn efter den foreslåede bestemmelse i
straffelovens § 236, stk. 8, vil dermed omfatte bagagerum-
met på en bil, som den dømte råder over, samt undersøgelse
af indholdet af genstande, der befinder sig i bagagerummet.
Formålet med tilsynet er at sikre, at den dømte overholder
det meddelte forbud efter straffelovens § 236, stk. 1. Tilsy-
nets udførelse afhænger derfor af, om den dømte er meddelt
et opholdsforbud, et boligforbud, et besøgsforbud eller et
kontaktforbud.
I tilfælde, hvor den dømte er meddelt et opholdsforbud efter
straffelovens § 236, stk. 1, nr. 1, forudsættes det, at politiets
tilsyn udføres stikprøvevis, f.eks. i forbindelse med politiets
almindelige patruljeringsopgaver.
Politiet vil endvidere efter den foreslåede bestemmelse i
straffelovens § 236, stk. 10, kunne videregive oplysninger til
indehaveren eller bestyreren af en virksomhed, institution
mv. om, at den dømte er givet et opholdsforbud, der omfat-
ter den pågældende virksomhed, institution mv. Der henvi-
ses til pkt. 2.1.3.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger
og til bemærkningerne nedenfor om den foreslåede bestem-
melse i straffelovens § 236, stk. 10.
I tilfælde, hvor der er givet et boligforbud efter straffelovens
§ 236, stk. 1, nr. 2, eller et besøgsforbud efter straffelovens
16
§ 236, stk. 1, nr. 3, forudsættes tilsynet gennemført ved, at
politiet uanmeldt og på vilkårlige tidspunkter opsøger den
dømte i dennes bolig med henblik på at kontrollere, om der
bor eller opholder sig børn under 18 år i strid med det med-
delte forbud.
I tilfælde, hvor den dømte er meddelt et kontaktforbud efter
straffelovens § 236, stk. 1, nr. 4, mod gennem internettet el-
ler et lignende system at kontakte børn under 18 år, forud-
sættes tilsynet gennemført ved, at politiet undersøger indhol-
det af den dømtes computere, telefoner og andet IT-udstyr
med henblik på at undersøge den dømtes internetadfærd,
søgehistorik mv. I den forbindelse har politiet adgang til
uden retskendelse at medtage den dømtes computere, telefo-
ner og andet IT-udstyr, hvis dette er nødvendigt for at un-
dersøge indholdet heraf.
Hvis den dømte ikke frivilligt vil lukke politiet ind med hen-
blik på, at politiet kan undersøge den dømtes bolig, kan poli-
tiet skaffe sig adgang ved tvang, hvis det er nødvendigt for
at gennemføre tilsynet. Endvidere kan politiet åbne aflåste
skabe og skuffer, hvis dette er nødvendigt for at udføre tilsy-
net. Politiet kan desuden f.eks. undersøge den dømtes bil,
hvis det ligeledes er nødvendigt for at udføre tilsynet.
Det gælder i forhold til alle typer af forbud, at tilsynet gen-
nemføres uanmeldt og på vilkårlige tidspunkter, således at
den dømte ikke har mulighed for at indrette sig på tilsynet,
f.eks. ved at gemme eller bortskaffe IT-udstyr mv.
Formålet med politiets tilsyn er at kontrollere, at den dømte
overholder det meddelte forbud. Tilsynet er således af fore-
byggende og kontrollerende karakter, og de indgreb, som
foretages som led i tilsynets gennemførelse, har dermed ikke
karakter af straffeprocessuelle indgreb. På den baggrund er
det Justitsministeriets vurdering, at det ikke er nødvendigt at
stille krav om, at politiet i forbindelse med tilsynets gen-
nemførelse indhenter retskendelse fra domstolene.
Politiets gennemførelse af tilsynet vil derimod være omfattet
af retssikkerhedslovens bestemmelser om gennemførelse af
tvangsindgreb, som foretages af den offentlige forvaltning
uden for strafferetsplejen, jf. retssikkerhedslovens § 1. Det
følger heraf, at retssikkerhedslovens bestemmelser skal iagt-
tages i forbindelse med gennemførelsen af tilsynet.
Hvis den dømte i forbindelse med tilsynet med rimelig
grund mistænkes for at have begået et strafbart forhold, vil
retsplejelovens bestemmelser om straffeprocessuelle tvangs-
indgreb skulle iagttages, jf. retssikkerhedslovens § 9, stk. 1.
Det betyder, at politiet i en sådan situation som udgangs-
punkt vil skulle indhente en retskendelse for at foretage en
ransagning af den dømtes bolig, computer, telefon eller an-
det IT-udstyr, medmindre at øjemedet dermed ville forspil-
des, jf. retsplejelovens § 796, stk. 3.
Det er udgangspunktet, at der forud for en beslutning om
iværksættelse af et tvangsindgreb efter retssikkerhedsloven
skal ske underretning af parten om beslutningen, jf. retssik-
kerhedslovens § 5, stk. 1.
Dette kan dog fraviges helt eller delvist, hvis f.eks. øjemedet
med tvangsindgrebet ville forspildes, hvis forudgående un-
derretning skal gives, jf. retssikkerhedslovens § 5, stk. 4, nr.
1. Hvis der ikke sker forudgående underretning skal beslut-
ningen samtidig med gennemførelsen af indgrebet som ud-
gangspunkt meddeles parten skriftligt og indeholde en ræk-
ke oplysninger, herunder tid og sted for indgrebet, samt en
begrundelse for fravigelsen af underretningen, jf. retssikker-
hedslovens § 5, stk. 6.
Hvis myndigheden under gennemførelsen af et tvangsind-
greb finder, at den, som indgrebet er rettet imod, har tilside-
sat regler i lovgivningen mv., skal myndigheden udfærdige
rapport om udførelsen af indgrebet, jf. retssikkerhedslovens
§ 8, stk. 1. I andre tilfælde skal myndigheden udfærdige og
udlevere en rapport om udførelsen af indgrebet, hvis en part
fremsætter begæring om det, jf. retssikkerhedslovens § 8,
stk. 2.
Det foreslåede tilsyn efter straffelovens § 236, stk. 8, vil
skulle foretages uden forudgående underretning, idet øjeme-
det med tilsynet ellers ville forspildes. Udførelsen af tilsynet
vil dermed skulle iagttage retssikkerhedslovens regler om
tvangsindgreb uden forudgående underretning. Det følger
bl.a. heraf, at politiet samtidig med tilsynets udførelse skal
give den dømte skriftlig meddelelse som nævnt i retssikker-
hedslovens § 5, stk. 6.
Tilsynet efter den foreslåede bestemmelse i straffelovens §
236, stk. 8, skal udføres så skånsomt, som omstændigheder-
ne tillader, og gennemførelsen af tilsynet skal stå i rimeligt
forhold til tilsynets formål, jf. forslaget til straffelovens §
236, stk. 9.
Politiet må ved gennemførelsen af tilsynet alene foretage
undersøgelse af den dømtes bolig og andre lokaliteter, som
den dømte råder over, breve og andre papirer samt andre
genstande, som den dømte råder over, hvis mindre indgri-
bende foranstaltninger ikke er tilstrækkelige, og hvis indgre-
bet står i rimeligt forhold til formålet med indgrebet.
De nærmere regler om gennemførelse af tilsynet fastsættes
af justitsministeren, jf. den foreslåede bestemmelse i straffe-
lovens § 236, stk. 12, nr. 1, samt bemærkninger til denne be-
stemmelse nedenfor.
Det foreslås endvidere at indsætte et nyt stk. 10 i straffelo-
vens § 236, hvorefter politiet kan videregive oplysninger til
indehavere og bestyrere af virksomheder, institutioner mv.
17
om, hvilke personer der har fået forbud efter den foreslåede
bestemmelse i straffelovens § 236, stk. 1, nr. 1, mod at op-
holde sig eller færdes i den pågældende virksomhed, institu-
tion mv. Videregivelse må kun ske i det omfang, det er nød-
vendigt for at håndhæve forbud efter straffelovens § 236,
stk. 1, nr. 1. Oplysningerne må endvidere kun behandles af
modtagerne i det omfang, det er nødvendigt af hensyn til
håndhævelse af forbuddet.
Derved tilvejebringes hjemmel til, at politiet kan videregive
identitetsoplysninger på personer med forbud efter straffelo-
vens § 236, stk. 1, nr. 1, til indehavere og bestyrere af virk-
somheder, institutioner mv.
Med virksomheder, institutioner mv. sigtes bl.a. til svømme-
haller, idrætshaller, daginstitutioner og skoler, dvs. steder
som kan være opfattet af et opholdsforbud efter straffelo-
vens § 236, stk. 1, nr. 1.
Politiet vil som udgangspunkt kunne videregive oplysninger
om den dømtes navn, den dømtes billede, og om forbuddets
tidsmæssige udstrækning. Oplysning om, hvilket konkret
strafbart forhold, der ligger til grund for det meddelte for-
bud, vil derimod ikke kunne videregives, da disse oplysnin-
ger ikke i sig selv har betydning for håndhævelsen af for-
buddet.
Det er en betingelse for politiets videregivelse af oplysnin-
ger efter den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 236,
stk. 10, at videregivelsen er nødvendig for at håndhæve op-
holdsforbud, jf. bestemmelsens 2. pkt. Politiet vil således i
hvert tilfælde skulle vurdere, om det konkret er nødvendigt
at videregive bestemte oplysninger om enkeltpersoner af
hensyn til håndhævelse af forbuddet. En sådan videregivelse
vil ikke være i strid med forvaltningslovens kapitel 8 om
tavshedspligt mv.
Modtagernes behandling af de oplysninger, der modtages fra
politiet, må efter den foreslåede bestemmelse i straffelovens
§ 236, stk. 10, 3. pkt., kun ske i det omfang, det er nødven-
digt af hensyn til håndhævelsen af forbuddet. Der skal såle-
des være en saglig begrundelse for at få adgang til og be-
skæftige sig med de pågældende oplysninger.
Politiets og modtagernes behandling af oplysningerne vil
endvidere skulle ske i overensstemmelse med databeskyttel-
seslovgivningen, som beskrevet under pkt. 4 i lovforslagets
almindelige bemærkninger, idet der vil være tale om be-
handling af personoplysninger.
Det foreslås endvidere at indsætte et nyt stk. 11, hvorefter
modtagerne har tavshedspligt med hensyn til de i den fore-
slåede bestemmelse i straffelovens § 236, stk. 10, nævnte
oplysninger. Straffelovens § 152 og § 152 c-f finder tilsva-
rende anvendelse.
Dermed fastsættes der tavshedspligt med hensyn til de op-
lysninger om opholdsforbud, som politiet har videregivet i
medfør af forslaget til straffelovens § 236, stk. 10.
Tavshedspligten gælder for indehavere og bestyrere samt
eventuelle andre personer, som i medfør af regler fastsat ef-
ter den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 236, stk.
12, nr. 3, får adgang til de pågældendes oplysninger.
Henvisningen til straffelovens § 152 og § 152 c-f indebærer
bl.a., at enhver uberettiget videregivelse eller udnyttelse af
oplysningerne kan straffes med bøde eller fængsel indtil 6
måneder. Sker videregivelsen eller udnyttelsen med forsæt
til at skaffe sig eller andre uberettiget vinding, eller forelig-
ger der i øvrigt særligt skærpende omstændigheder, kan
straffen stige indtil 2 år.
Ved forslaget til bestemmelsen i straffelovens § 236, stk. 12,
bemyndiges justitsministeren til at fastsætte nærmere regler
om gennemførelse af tilsyn som nævnt i stk. 8, herunder om
tilsynets hyppighed, politiets videregivelse af oplysninger
som nævnt i stk. 10, om modtagerens tavshedspligt og opbe-
varing og behandling af oplysningerne, herunder om at op-
lysningerne i nødvendigt omfang kan behandles af andre an-
satte end de i stk. 10 nævnte, og om straf af bøde for over-
trædelse af regler fastsat i medfør af den foreslåede bestem-
melse i straffelovens § 236, stk. 12, nr. 3, om modtagernes
tavshedspligt og opbevaring og behandling af oplysninger-
ne.
Det forudsættes i den forbindelse, at der efter den foreslåede
bestemmelse i straffelovens § 236, stk. 12, nr. 1, bl.a. vil bli-
ve fastsat regler om politiets fremgangsmåde i forbindelse
med gennemførelse af tilsyn og om tilsynets hyppighed.
Tilsynets hyppighed forudsættes reguleret efter en ”trappe-
stige”-model.
Tilsynets hyppighed vil være størst i perioden umiddelbart
efter prøveløsladelse eller endelig løsladelse og vil endvide-
re afhænge af, om den dømte er i sexologisk behandling.
I tilfælde, hvor den dømte er meddelt et opholdsforbud efter
straffelovens § 236, stk. 1, nr. 1, forudsættes det som nævnt,
at politiets tilsyn udføres stikprøvevis, f.eks. i forbindelse
med politiets almindelige patruljeringsopgaver.
Politiets tilsyn med bolig- og besøgsforbud efter straffelo-
vens § 236, stk. 1, nr. 2 og 3, forudsættes som udgangspunkt
at skulle gennemføres én gang om måneden i de tilfælde,
hvor den dømte er i sexologisk behandling. Hvis den dømte
18
ikke er i sexologisk behandling, vil tilsynet som udgangs-
punkt skulle gennemføres én gang hver anden uge.
Politiets tilsyn med kontaktforbud efter straffelovens § 236,
stk. 1, nr. 4, forudsættes som udgangspunkt at skulle gen-
nemføres mindst tre gange årligt. Det bemærkes, at tilsynet
med kontaktforbud vil kunne indebære, at politiet medtager
den dømtes computere, telefoner og andet IT-udstyr med
henblik på datasikring og efterfølgende analyse mv., jf. den
foreslåede bestemmelse i straffelovens § 236, stk. 8. Tilsy-
net vil dermed kunne strække sig over en længere periode til
ulempe for den dømte.
Tilsynet med alle typer af forbud forudsættes at kunne af-
trappes over tid, navnlig hvis den dømte er i sexologisk be-
handling og i øvrigt overholder det meddelte forbud. Tilsy-
net vil dog først ophøre helt, når det meddelte forbud ophø-
rer.
Det forudsættes, at politiets udførelse af det foreslåede tilsyn
i kriminalforsorgens tilsynsperiode koordineres med krimi-
nalforsorgen, der fører tilsyn med den dømtes overholdelse
af vilkår for prøveløsladelse i kriminalforsorgens tilsynspe-
riode.
Derudover forudsættes det, at der i medfør af den foreslåede
bestemmelse i straffelovens § 236, stk. 12, nr. 2, vil blive
fastsat regler udover eksisterende databeskyttelsesretlige
regler om politiets videregivelse af oplysninger efter den
foreslåede bestemmelse i straffelovens § 236, stk. 10.
Det forudsættes desuden, at der i medfør af den foreslåede
bestemmelse i straffelovens § 236, stk. 12, nr. 3, vil blive
fastsat regler om modtagernes tavshedspligt og om krav til
opbevaring og håndtering af de modtagne oplysninger, her-
under om at oplysningerne i nødvendigt omfang kan be-
handles af andre ansatte end de i den foreslåede bestemmel-
se i straffelovens § 236, stk. 10, nævnte.
Videregivelse til andre ansatte vil bl.a. være relevant, hvis
andre ansatte end bestyreren forestår adgangskontrol til
virksomheden, institutionen mv. Hvis der er tale om en virk-
somhed, institution mv. uden adgangskontrol, vil det endvi-
dere kunne være relevant at videregive oplysningerne til an-
satte, der er betroet en særlig rolle i forhold til at opretholde
orden og sikkerhed i virksomheden, institutionen mv., f.eks.
bademestre og vagter.
I de regler, som justitsministeren fastsætter i medfør af den
foreslåede bestemmelse i § 236, stk. 12, vil der kunne fast-
sættes straf af bøde for overtrædelse af de regler, der er fast-
sat i medfør af den foreslåede bestemmelse i straffelovens §
236, stk. 12, nr. 3, om modtagernes tavshedspligt og opbe-
varing og behandling af oplysningerne, jf. den foreslåede
bestemmelse i straffelovens § 236, stk. 12, nr. 4.
Til § 2
Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. juni 2019.
I stk. 2 og 3 foreslås overgangsregler vedrørende de foreslå-
ede ændringer af straffelovens § 236 om forbud til dømte
seksualforbrydere.
Det følger af straffelovens § 4, stk. 2, at for så vidt intet
modsat er bestemt, kan forbud givet efter lovens ikrafttræ-
den i anledning af lovovertrædelser, der er begået før lovens
ikrafttræden, kun gives i det omfang et forbud også kunne
være givet efter den hidtil gældende bestemmelse i straffelo-
vens § 236.
Som en fravigelse af straffelovens § 4, stk. 2, foreslås det i
stk. 2, at lovforslagets § 1, nr. 1-3, finder anvendelse på lov-
overtrædelser, der er begået før lovens ikrafttrædelsen. Dette
indebærer, at de foreslåede regler i straffelovens § 236, stk.
1, nr. 1, om opholdsforbuddets rækkevidde, og § 236, stk. 3
og 4, om betingelserne for at meddele forbud og om forbud-
dets rækkevidde, finder anvendelse på forbud, der gives ef-
ter lovens ikrafttræden, i anledning af lovovertrædelser, der
er begået før lovens ikrafttræden.
Det foreslås i stk. 3, at lovforslagets § 1, nr. 4 og 5, finder
anvendelse på forbud givet før lovens ikrafttræden efter de
hidtil gældende regler i straffelovens § 236. Dette indebæ-
rer, at de foreslåede bestemmelser i straffelovens § 236, stk.
7, om skærpelse af straffen for overtrædelse af forbud, og §
236, stk. 8-12, om bl.a. tilsyn og videregivelse af oplysnin-
ger, finder anvendelse på forbud, der er givet før lovens
ikrafttræden. Det betyder, at både eksisterende forbud, der
er givet før lovens ikrafttræden, og nye forbud, som gives
efter lovens ikrafttræden, vil være omfattede af strafskærpel-
sen i den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 236, stk.
7, og af de nye regler om bl.a. tilsyn og videregivelse af op-
lysninger i de foreslåede bestemmelser i straffelovens § 236,
stk. 8-12.
Til § 3
Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed. Det
foreslås, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland.
19
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1156 af 20. sep-
tember 2018, som senest ændret ved lov nr. 82 af 30. januar
2019, foretages følgende ændringer:
§ 236. Når nogen dømmes efter §§ 216 eller 222, § 223,
stk. 2, § 224, stk. 1, § 225, jf. §§ 216 eller 222, § 223, stk. 2,
eller § 224, stk. 1, § 228, jf. en af de foregående bestemmel-
ser, § 232 eller § 262 a, stk. 2, kan der ved dommen gives
den pågældende forbud mod
1) at opholde sig eller færdes i et nærmere afgrænset om-
råde i nærheden af gerningsstedet (opholdsforbud),
1. I § 236, stk. 1, nr. 1, ændres »et nærmere afgrænset områ-
de i nærheden af gerningsstedet« til: »nærmere afgrænsede
områder, hvor der er fare for, at den pågældende vil begå ny
lovovertrædelse af lignende beskaffenhed«.
2) uden politiets tilladelse at lade børn under 18 år tage op-
hold i sin bolig eller selv tage ophold hos personer, hos
hvem der opholder sig børn under 18 år (boligforbud),
3) at modtage besøg af børn under 18 år, der ikke er ledsa-
get af en voksen (besøgsforbud), eller
4) gennem internettet eller et lignende system til spredning
af information at søge at kontakte børn under 18 år, der ikke
kender den dømte (kontaktforbud).
Stk. 2. ---
Stk. 3. Forbud kan gives, når det efter karakteren af det be-
gåede forhold og oplysningerne om den dømtes person, her-
under om tidligere kriminalitet, må antages, at der er nærlig-
gende fare for, at den dømte vil begå ny lovovertrædelse af
lignende beskaffenhed, og at forbuddet vil være egnet til at
forebygge denne fare.
2. I § 236, stk. 3, udgår »nærliggende«.
Stk. 4. Forbud gives på tid fra 1 til 5 år regnet fra endelig
dom eller indtil videre.
3. § 236, stk. 4, affattes således:
»Stk. 4. Forbud gives indtil videre. Forbud kan dog gives
på tid fra 1 til 5 år regnet fra endelig dom.«
Stk. 5-6. ---
Stk. 7. Overtrædelse af et forbud efter stk. 1 straffes med
fængsel indtil 4 måneder.
4. I § 236, stk. 7, ændres »4 måneder« til: »2 år«.
5. I § 236 indsættes som stk. 8-12:
»Stk. 8. Politiet fører tilsyn med dømtes overholdelse af
forbud efter stk. 1. Politiet kan som led i tilsynets gennemfø-
relse uden retskendelse skaffe sig adgang til den dømtes bo-
lig og andre lokaliteter, som den dømte råder over, og fore-
tage undersøgelse heraf. Politiet kan endvidere uden retsken-
delse foretage undersøgelse af breve og andre papirer samt
andre genstande, som den dømte råder over, og om nødven-
digt medtage disse med henblik på undersøgelse af deres
indhold.
Stk. 9. Tilsyn efter stk. 8 skal udføres så skånsomt, som
omstændighederne tillader, og gennemførelsen af tilsynet
skal stå i rimeligt forhold til tilsynets formål.
Stk. 10. Politiet kan videregive oplysninger til indehavere
og bestyrere af virksomheder, institutioner m.v. om, hvilke
personer der har fået forbud efter stk. 1, nr. 1, mod at ophol-
de sig eller færdes i den pågældende virksomhed, institution
m.v. Videregivelse må kun ske i det omfang, det er nødven-
digt for at håndhæve forbud efter stk. 1, nr. 1. Oplysningerne
20
må kun behandles af modtagerne i det omfang, det er nød-
vendigt af hensyn til håndhævelse af forbuddet.
Stk. 11. Modtagerne har tavshedspligt med hensyn til de i
stk. 10 nævnte oplysninger. Det samme gælder andre perso-
ner, som i medfør af regler fastsat efter stk. 12, nr. 3, kan be-
handle de pågældende oplysninger. Straffelovens § 152 og §
152 c-f finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 12. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om
1) gennemførelse af tilsyn som nævnt i stk. 8, herunder
om tilsynets hyppighed,
2) politiets videregivelse af oplysninger som nævnt i stk.
10,
3) modtagernes tavshedspligt og opbevaring og behand-
ling af oplysningerne, herunder om at oplysningerne i nød-
vendigt omfang kan behandles af andre ansatte end de i stk.
10 nævnte, og om
4) straf af bøde for overtrædelse af regler fastsat i medfør
af nr. 3.«
21