Høringssvar og høringsnotat, fra justitsministeren

Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
F +45 3393 3510
www.justitsministeriet.dk
jm@jm.dk
Til brug for behandlingen af forslag til lov om ændring straffeloven, paslo-
ven og politiloven (Initiativer mod parallelsamfund) vedlægges en kommen-
teret høringsoversigt og kopi af de modtagne høringssvar.
Søren Pape Poulsen
/
Mette Johansen
Folketinget
Retsudvalget
Christiansborg
1240 København K
Dato: 3. oktober 2018
Kontor: Strafferetskontoret
Sagsbeh: Freia Kirkeskov-Hansen
Sagsnr.: 2018-731-0029
Dok.: 871562
Retsudvalget, Retsudvalget, Retsudvalget 2018-19
L 22 Bilag 1, L 22 A Bilag 1, L 22 B Bilag 1
Offentligt


Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
F +45 3393 3510
www.justitsministeriet.dk
jm@jm.dk
K O M M E N T E R E T H Ø R I N G S O V E R S I G T
Forslag til lov om ændring af straffeloven, pasloven og politiloven
(Initiativer mod parallelsamfund)
I. Myndigheder og organisationer
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 17. august til den 14. septem-
ber 2018 været i høring hos følgende myndigheder og organisationer
mv.:
Østre og Vestre Landsret, samtlige byretter, Domstolsstyrelsen, Rigsadvo-
katen, Rigspolitiet, Advokatrådet, Amnesty International, BL – Danmarks
almene boliger, Dansk Socialrådgiverforening, Danske Advokater, Danske
Regioner, Den Danske Dommerforening, Det Kriminalpræventive Råd,
Dommerfuldmægtigforeningen, Etnisk Ung, Foreningen af Offentlige An-
klagere, Institut for Menneskerettigheder, Justitia, KL, Landsforeningen af
Forsvarsadvokater, Landsforeningen KRIM, Mellemfolkeligt Samvirke,
Politiforbundet, Retspolitisk Forening, Rådet for Minoriteter og SOS Ra-
cisme.
Justitsministeriet har modtaget høringssvar fra:
Østre og Vestre Landsret, samtlige byretter, Domstolsstyrelsen, Rigspoli-
tiet, Advokatrådet, Amnesty International, Danske Regioner, Den Danske
Dommerforening, Det Kriminalpræventive Råd, Institut for Menneskeret-
tigheder, KL, Politiforbundet, SOS Racisme og Sø- og Handelsretten.
Justitsministeriets bemærkninger til høringssvarerne er angivet i kursiv.
Dato:
Kontor: Strafferetskontoret
Sagsbeh: Freia Kirkeskov-Hansen
Sagsnr.: 2018-731-0029
Dok.: 869599
Retsudvalget, Retsudvalget, Retsudvalget 2018-19
L 22 Bilag 1, L 22 A Bilag 1, L 22 B Bilag 1
Offentligt
2
II. Høringssvarene
1. Generelt
Østre og Vestre Landsret, samtlige byretter, Sø- og Handelsretten og
Politiforbundet har ingen bemærkninger til lovforslaget.
2. Skærpet strafzone
2.1. Generelt om lovforslaget
Advokatrådet finder, at forslaget strider imod grundlæggende retssikker-
hedsmæssige principper, og at det vil føre til ulighed for loven, når bebo-
erne i de områder, der vil blive udpeget som skærpede strafzoner, og som
udøver de omhandlende kriminalitetstyper, vil få en dobbelt så høj straf,
som personer, der udøver den samme kriminalitet uden for zonerne. Advo-
katrådet bemærker desuden, at straffeloven allerede indeholder regler, som
giver domstolene mulighed for at skærpe straffen, ligesom loven indeholder
mulighed for at forhøje straffen for visse forbrydelser til det dobbelte, så-
fremt de er et led i bandeopgør.
Amnesty International finder, at de utryghedsskabende kriminalitetstyper
er uacceptable og skal bekæmpes, men at det samtidig er afgørende, at det
ikke sker i en form og med midler, som må beskrives som vilkårlige og ud-
tryk for (indirekte) diskrimination. Amnesty International anfører i den for-
bindelse, at en ordning med skærpede strafzoner, der primært retter sig mod
såkaldte ”belastede” eller ”udsatte” boligområder i praksis meget nemt vil
få karakter af og blive opfattet som diskrimination. Amnesty International
anfører endvidere, at stort set al kriminologisk forskning konkluderer, at
hårdere straffe ikke i sig selv virker kriminalitetsdæmpende, og at der så me-
get mindre er grund til at tro, at periodiske fordoblinger af strafniveaet skulle
have en betydning for kriminalitetsniveauet i de omfattede boligområder.
Det Kriminalpræventive Råd anfører, at regeringens ghettoliste viser, at
kriminaliteten i de udsatte boligområder er faldet, og at længere straffe ikke
kan påvises at have forårsaget en hverken positiv eller negativ effekt på
dømtes recidivrisiko. Det anføres bl.a. også, at hvis man skal afsone en
fængselsstraf, er der sandsynlighed for, at man bl.a. lider et kompetencetab,
føler sig ekskluderet fra samfundet mv., og at hvis man skal kriminaliteten
i de udsatte boligområder til livs, må man først og fremmest håndtere de
3
bagvedliggende problemer og bruge ressourcer på helt at undgå, at krimina-
litet opstår. Det Kriminalpræventive Råd anfører hertil, at det skal ske via
en tidlig indsats startende med de mindste børn og deres forældre. Det Kri-
minalpræventive Råd anfører endvidere, at indsigt i utryghedens årsager
kræver, at man vælger en relevant tryghedsskabende indsats. Det anbefales
at anvende tryghedsvandringer til at finde særligt utrygge steder, som f.eks.
steder, hvor der er dårlige oversigtsforhold og manglende vedligeholdelse.
Det kan give afsæt til en tryghedsskabende indsats som f.eks. at opsætte
bedre belysning, beskæring af planter mv.
SOS Racisme anfører, at lovforslaget overtræder væsentlige principper om
retssikkerhed, proportionalitet og lighed for loven. SOS Racisme anfører
desuden, at foreningen ikke har tiltro til, at langvarige straffe er bedre end
kortvarige til at afskrække folk fra at begå forbrydelser inden for et bestemt
geografisk område. SOS Racisme anfører videre, at fængselsophold i de
unge år ofte har en ødelæggende effekt på bl.a. den fængsledes udvikling,
tilpasning og integration på arbejdsmarkedet samtidig med, at den fængs-
lede får langvarig kontakt til kriminelle miljøer, hvilket øger risikoen for en
fortsat kriminel løbebane.
Justitsministeriet har noteret sig de anførte synspunkter.
Som det fremgår af pkt. 2.1.2 i bemærkningerne til lovforslagets alminde-
lige del, er det helt centralt, at samfundet kommer en opblussen af krimi-
nalitet i beboelsesområder hurtigt til livs.
Justitsministeriet er enig i, at det er vigtigt med en tidlig indsats over for ut-
ryghedsskabende kriminalitet.
Justitsministeriet finder dog, at der er behov for at give politiet et nyt værk-
tøj som en tilføjelse til de eksisterende redskaber, så der kan sættes yderli-
gere ind over for visse former for kriminalitet, som generelt kan virke utryg-
hedsskabende på personer, der bor eller færdes i et boligområde, og som
kan medvirke til at fastholde området i utryghed.
Det foreslås på den baggrund, at der indføres en ordning, hvorefter politiet
kan beslutte, at et særligt kriminalitets- og utryghedsplaget område udgør
en skærpet strafzone i en nærmere bestemt tidsperiode.
Det bemærkes, at det ikke er en betingelse for at indføre en skærpet
strafzone, at der er tale om et særligt udsat boligområde. Den foreslåede
4
bestemmelse i politilovens § 6 a er en generel bestemmelse, der kan finde
anvendelse, hvis et ekstraordinært kriminalitetsbillede i det pågældende
område i væsentlig grad er egnet til at skabe utryghed for personer, der bor
eller færdes i området, og udpegning af en skærpet strafzone vurderes at
være et egnet redskab til at genskabe trygheden i området.
Som det fremgår af pkt. 2.1.3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger,
er det op til politiet at foretage en samlet politifaglig vurdering af den kon-
krete situation i det pågældende område i forhold til, om betingelserne for
at udpege en skærpet strafzone er opfyldt.
Det indebærer bl.a., at politiet skal vurdere, om en skærpet strafzone vil
være et egnet redskab til at genskabe trygheden i området. I den forbindelse
skal politiet vurdere, om der er andre redskaber, som vil være mere hen-
sigtsmæssige til at opnå formålet.
Udpegning af en skærpet strafzone udelukker ikke, at andre tryghedsska-
bende tiltag iværksættes samtidig.
Som det fremgår af pkt. 2.1.3.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger,
vil almindelige forvaltningsretlige principper om bl.a. proportionalitet og
saglighed finde anvendelse i forhold til en beslutning om udpegning af en
skærpet strafzone, ligesom der i forbindelse med domstolenes behandling af
den straffesag, hvor straffen påstås forhøjet under henvisning til en beslut-
ning om en skærpet strafzone, kan ske en prøvelse af beslutningens lovlig-
hed.
2.2. Fastsættelse af straf for overtrædelser begået i en skærpet strafzone
Amnesty International anfører, at det er betænkeligt at ændre på, at det er
domstolene, der afgør strafniveauet i den enkelte sag. Amnesty Internatio-
nal finder, at forslaget vil medføre, at politiet reelt vil blive medbestem-
mende i spørgsmålet om strafudmåling, og at lovforslaget på en uheldig
måde piller ved magtens tredeling efter grundlovens § 3. Amnesty Interna-
tional anfører endvidere, at selvom der er adgang til at få prøvet en beslut-
ning om at udpege en skærpet strafzones lovlighed, så er det politiets beslut-
ning om at indføre en skærpet strafzone, der konkret fører til en forhøjelse
af den udmålte straf i hver sag, medmindre beslutningen om at indføre en
skærpet strafzone findes ugyldig.
5
Det Kriminalpræventive Råd er ligeledes bekymret for den rolle, som po-
litiet får med indførelse af en skærpet strafzone.
Som det fremgår af pkt. 2.1.3.5 i de almindelige bemærkninger til lovforsla-
get, træffes beslutningen om at udpege en skærpet strafzone af politidirek-
tøren eller den, som vedkommende bemyndiger hertil.
Det er således op til politiet at foretage en samlet politifaglig vurdering af,
om en konkret situation i et konkret område opfylder betingelserne for at
udpege en skærpet strafzone.
Den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 81 c ændrer ikke på, at det
fortsat er domstolene, der fastsætter straffen på baggrund af en konkret vur-
dering i det enkelte tilfælde, og at straffelovens almindelige regler om straf-
fens fastsættelse mv. fortsat vil finde anvendelse i sager omfattet af de fore-
slåede bestemmelser. Det gælder bl.a. straffelovens § 81 om skærpende om-
stændigheder, § 82 om formildende omstændigheder og § 83 om fastsæt-
telse af straffen under den angivne strafferamme eller strafbortfald.
Det bemærkes i den forbindelse, at det er almindeligt forekommende, at lov-
givningsmagten angiver retningslinjer for straffastsættelsen i et lovforslag,
herunder at straffen almindeligvis forudsættes at være af en given længde.
Ligeledes er det almindeligt forekommende, at lovgivningsmagten delege-
rer sin kompetence til at fastsætte regler til forvaltningen, herunder på bag-
grund af lokale forhold, og at overtrædelse af sådanne regler kan være for-
bundet med strafansvar. Politiet er således på flere områder tillagt kompe-
tence til at udstede generelle bestemmelser, ligesom politiet træffer bestem-
melse om konkrete forbud, påbud mv. på baggrund af bl.a. lokale forhold.
F.eks. kan politiet efter hashklubloven (lov nr. 471 af 7. juni 2001 med se-
nere ændringer) udstede forbud mod at modtage besøgende i bestemte lo-
kaler eller at opholde sig som besøgende i eller i umiddelbar nærhed af de
pågældende lokaler, hvis der foregår virksomhed på en måde, som systema-
tisk indebærer strafbare handlinger, som er egnet til at medføre ulempe og
utryghed hos omkringboende.
Den foreslåede ordning rejser efter Justitsministeriets opfattelse ikke
spørgsmål i forhold til grundlovens § 3.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.3.4 i de almindelige bemærkninger til lov-
forslaget og til bemærkningerne til den foreslåede § 81 c.
6
Institut for Menneskerettigheder anfører, at det med fordel kan uddybes,
når der i bemærkningerne til lovudkastets § 1, nr. 2, står, at den foreslåede
bestemmelse i straffelovens § 81 c tillige omfatter forsøg og medvirken til
lovovertrædelserne, jf. straffelovens §§ 21 og 23. Instituttet anfører, at der
kan opstå tvivl om bestemmelsens anvendelse i forhold til f.eks. forsøgs-
handlingers tilknytning til strafzonen, og at der tilsvarende kan opstå tvivl
om, hvorvidt bestemmelsen finder anvendelse ved strafudmålingen for med-
virken i forhold til, om der er forsæt til, hvor den strafbare handling finder
sted.
Justitsministeriet bemærker, at det følger af de almindelige strafferetlige be-
tingelser, hvornår der kan dømmes for forsøg og medvirken efter straffe-
lovens §§ 21 og 23, herunder hvorvidt handlingen eller undladelsen er om-
fattet af den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 81 c.
Det vil i sidste ende være op til domstolene at vurdere, hvorvidt en overtræ-
delse ved forsøg eller medvirken i en konkret sag vil være omfattet af den
foreslåede bestemmelse i straffelovens § 81 c.
Som anført i bemærkningerne til den foreslåede § 81 c (lovforslagets § 1,
nr. 2) vil bestemmelsen finde anvendelse, når en strafbar handling er begået
inden for en skærpet strafzone, der er udpeget og offentliggjort i overens-
stemmelse med den foreslåede bestemmelse i politilovens § 6 a. Det er såle-
des ikke et krav, at gerningsmanden konkret har forsæt til, at den strafbare
handling er begået inden for en skærpet strafzone.
2.3. Administration af ordningen
Advokatrådet noterer sig, at det er den lokale politidirektør, som skal træffe
beslutning om strafzonernes oprettelse, ligesom strafzonerne løbende kan
ændres afhængig af kriminalitetsbilledet. Det medfører ifølge Advokatrå-
det, at de borgere, som færdes i de skærpede strafzoner, ikke vil have samme
mulighed som andre for at forudsige deres retsstilling, inden de handler,
hvilket er en forringelse af deres retsstilling.
Amnesty International anfører, at det virker besynderligt, at det ikke er en
fast regel, at der skal skiltes i de berørte boligområder, hvis det er tanken, at
den fordoblede strafferamme skal have en afskrækkende effekt, og at det har
karakter af ren signalpolitik, som man må fraråde.
7
Politiets beslutning om at udpege en skærpet strafzone vil blive offentlig-
gjort på politiets officielle hjemmeside eller lignende, ligesom den pågæl-
dende politikreds vil udstede en pressemeddelelse om den skærpede
strafzone og de nærmere detaljer herom. Det forudsættes i den forbindelse,
at beslutningen ledsages af et kort over det pågældende geografiske om-
råde.
En skærpet strafzone kan tidligst få virkning fra det tidspunkt, hvor beslut-
ningen offentliggøres, og det forudsættes, at der som udgangspunkt er en vis
tidsperiode, fra beslutningen offentliggøres, og til den skærpede strafzone
får virkning.
En skærpet strafzone kan som udgangspunkt ikke udstrækkes ud over 3 må-
neder, medmindre der fortsat er et ekstraordinært kriminalitetsbillede af
samme karakter, som dannede grundlag for oprettelsen af zonen, og politiet
fortsat vurderer, at en skærpet strafzone vil være et egnet redskab til at gen-
skabe trygheden. Hvis der derimod skal udpeges et nyt geografisk område
som en skærpet strafzone, skal politiet træffe en ny beslutning herom.
Hvis politiet konkret vurderer, at det vil have væsentlig betydning for effek-
ten af den skærpede strafzone, bør skiltning anvendes i relevant omfang,
men Justitsministeriet har ikke fundet det hensigtsmæssigt at fastsætte et ge-
nerelt krav om, at der skal skiltes med, at der er udpeget en skærpet
strafzone i det område, hvor zonen gælder.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.3.5 i lovforslagets almindelige bemærknin-
ger.
Rigspolitiet bemærker, at politiets beslutning om at udpege en skærpet
strafzone ikke er en afgørelse i forvaltningslovens forstand, og at det ikke i
lovforslaget er eksemplificeret, hvem der i givet fald kunne have en sådan
interessere i politiets beslutning, at vedkommende vil kunne indbringe
denne generelle beslutning for Rigspolitiet. I den forbindelse bemærker
Rigspolitiet, at lovforslagets bemærkninger hertil kan give en opfattelse af,
at der er en udvidet adgang til at få prøvet politiets generelle beslutning i
forhold til, hvad der sædvanligvis er. Derudover anføres det, at det kan give
anledning til uhensigtsmæssigheder, hvis en generel beslutning indbringes
for Rigspolitiet, idet politiets beslutning samtidig vil kunne prøves i forbin-
delse med en konkret straffesag.
8
Det er ikke hensigten med lovforslaget at regulere adgangen til at indbringe
politiets beslutninger for Rigspolitiet i forhold til, hvad der sædvanligvis
gælder. For ikke at skabe indtryk af, at der her skulle gælde en særlig kla-
geadgang, har Justitsministeriet under pkt. 2.1.3.5 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger revideret afsnittet om rigspolitichefens tilsyn med politi-
direktørerne efter retsplejelovens § 109, stk. 1, således at det ikke fremgår,
at en beslutning om at udpege en skærpet strafzone kan indbringes for Rigs-
politiet af personer, der har en retlig interesse heri, idet dette vurderes at
være overflødigt.
En beslutning om at udpege en skærpet strafzone vil som følge af det sæd-
vanlige administrative over-/underordnelsesforhold være omfattet af rigs-
politichefens tilsyn med politidirektørerne efter retsplejelovens § 109, stk.
1. Der kan endvidere ske en prøvelse af beslutningens lovlighed i forbin-
delse med domstolenes behandling af den straffesag, hvor straffen påstås
forhøjet under henvisning til beslutningen om at udpege en skærpet
strafzone.
2.4. Økonomiske konsekvenser
Den Danske Dommerforening finder anledning til at påpege, at den om-
stændighed, at sager går fra domsmandssager til nævningesager, fordi straf-
påstanden fremover vil blive højere end 4 år, vil indvirke på de i forvejen
belastede berammelsestider.
Det er Justitsministeriets vurdering, at der vil være meget få sager årligt,
som i dag behandles som domsmandssager og som fremover vil skulle be-
handles som nævningesager som følge af den foreslåede bestemmelse i
straffelovens § 81 c. Justitsministeriet vurderer på den baggrund, at den fo-
reslåede bestemmelse i straffelovens § 81 c ikke vil have nogen indvirkning
på berammelsestiderne.
3. Skærpet straf for ledende medarbejderes pligtforsømmelse i offent-
lig
tjeneste eller hverv
3.1. Generelt om lovforslaget
Danske Regioner anfører, at offentlig ansattes undladelse af at efterkomme
pligter, som tjenesten eller hvervet medfører, er strafbelagt i straffelovens
§§ 156 og 157. De pligter, der er omfattet af straffelovens §§ 156 og 157, er
9
imidlertid meget forskelligartede, og det er efter Danske Regioners opfat-
telse vanskeligt at vurdere og overskue de faktiske og reelle konsekvenser
af den foreslåede lovændring. Danske Regioner finder, at hvis hensigten er
at øge opmærksomheden på og fremme indberetning efter serviceloven, så
stiller Danske Regioner sig tvivlende over for, om en skærpelse af straffe-
rammen i straffelovens §§ 156 og 157 for ledere imødekommer formålet.
KL er uenig i, at der er behov for at hæve strafferammen, idet KL oplever,
at kommunernes ledere og medarbejdere er meget opmærksomme på plig-
ten efter servicelovens §§ 153 og 153 a til at tage kontakt til kommunalbe-
styrelsen, hvis de oplever bekymrende signaler hos børn eller unge. KL for-
venter, at en hævet strafferamme vil føre til en kraftig stigning i antallet af
underretninger, og KL anbefaler, at der ikke ændres på den nuværende straf-
feramme.
Som anført i pkt. 2.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger har rege-
ringen, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti indgået en delaftale om bl.a.
straf for pligtforsømmelse for ledere i offentlig tjeneste eller hverv. Det føl-
ger af aftalen, at det er afgørende, at børn og unge med behov for særlig
støtte, f.eks. fordi de er udsat for vold eller overgreb, opdages og hjælpes så
tidligt som muligt. I den forbindelse spiller fagfolk en central rolle, og un-
derretninger til kommunen fra fagfolk om et barn eller ung er af stor betyd-
ning for, at der kan tages hånd om dem, der har behov for det.
Aftalepartierne er enige om, at der skal sættes fokus på konsekvenserne ved
brud på den særligt udvidede underretningspligt i servicelovens § 153, stk.
1, ved at skærpe straffen for overtrædelse af de eksisterende strafbestem-
melser om pligtforsømmelser mv. i offentlig tjeneste og hverv.
I den anledning er aftalepartierne enige om at gennemføre en generel skær-
pelse af straffen for pligtforsømmelser for ledere i det offentlige. På den
baggrund foreslås det i lovforslaget at skærpe straffen for overtrædelse af
straffelovens §§ 156 og 157 om pligtforsømmelser mv. i offentlig tjeneste og
hverv, hvis pligtforsømmelsen er begået af personer med ledelsesansvar.
4. Kriminalisering af, at forældre sender deres børn til udlandet til for-
hold, der bringer barnets sundhed eller udvikling i alvorlig fare
4.1. Generelt om lovforslaget
10
Amnesty International deler opfattelsen af, at det er vigtigt, at der findes
et effektivt værn mod, at børn sendes på genopdragelsesrejser i udlandet,
herunder at børnene udsættes for overgreb, mishandling og ulovlig tvang.
Amnesty International finder, at det i den forbindelse kan være velbegrun-
det også at have et strafferetligt værn mod sådanne ophold i udlandet, hvor
der er alvorlig fare for, at barnets sundhed eller udvikling lider skade. Am-
nesty International finder det dog afgørende, at det strafferetlige værn ikke
bliver for ubestemt i sin ordlyd.
KL er enig i, at det er en meget alvorlig og ulykkelig situation, når et barn
tvinges på en genopdragelsesrejse af sine forældre. KL er dog ikke overbe-
vist om, at det vil være til gavn for barnet, at forældrene straffes. KL anfø-
rer, at det i yderste konsekvens kan medføre, at kommunerne skal tilbyde
anbringelse af børnene efter deres hjemkomst fra udlandsopholdet, idet for-
ældrene f.eks. er blevet fængslet. Det er KL’s vurdering, at det forebyggende
og opsøgende arbejde gennem den tidlige indsats over for børn og familier
bør styrkes, og at kommunerne kan blive endnu bedre til at samarbejde sy-
stematisk og dele oplysninger mellem forskellige forvaltninger og på tværs
af kommunegrænser. KL opfordrer endvidere til, at det gøres tydeligt, hvor-
vidt kommunerne er retligt forpligtet til at anmelde det stafbare forhold til
politiet. KL ser endelig gerne, at det tydeligt kommer til at fremgå af loven,
hvornår det kan være nødvendigt at undlade inddragelse af forældrene, og
efter hvilke regler kommunerne kan bruge den mulighed i arbejdet med børn
og unge, der udsættes for social kontrol.
SOS Racisme fremkommer med en række synspunkter af rent politisk ka-
rakter.
Justitsministeriet har noteret sig de anførte synspunkter.
For så vidt angår det anførte om, at det kan være til skade for barnet, hvis
forældrene straffes for at sende barnet på genopdragelsesrejse, skal Justits-
ministeriet bemærke, at det kan have alvorlige og vidtrækkende konsekven-
ser for et barn eller en ung, hvis barnet eller den unge sendes til udlandet
og her f.eks. udsættes for vanrøgt eller vold, ikke modtager undervisning el-
ler bliver socialt isoleret.
Regeringen ønsker at sætte ind over for en sådan negativ påvirkning og un-
derstrege over for forældre, der overvejer at sende et barn til udlandet til
forhold, der kan være skadeligt for barnet, at dette ikke kan accepteres. Der-
for bør det efter regeringens opfattelse være strafbart for forældre at sende
11
deres barn på ophold i udlandet til forhold, som bringer barnets sundhed
eller udvikling i alvorlig fare, eller lade barnet tage del i et sådant udlands-
ophold.
Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 125 a ikke
ændrer ved, hvornår der kan iværksættes foranstaltninger efter service-
lovens regler.
4.2. Sundhed og udvikling
Amnesty International finder, at henvisningen til ”forhold som bringer
barnets sundhed og udvikling i fare” er en relativt bred og ubestemt formu-
lering, som er mindre velegnet til at danne grundlag for idømmelse af
fængselsstraf. Amnesty International foreslår på den baggrund, at service-
lovens § 58 i sin helhed gengives i den foreslåede bestemmelse i straffe-
lovens § 215 a, og at der i den forbindelse stilles krav om, at barnet forud
for en straffesag mod forældrene skal gennemgå en undersøgelse svarende
til den børnefaglige undersøgelse efter servicelovens § 50.
Som det fremgår af pkt. 2.3.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger
skal begrebet ”sundhed og udvikling” forstås i overensstemmelse med be-
grebet i servicelovens § 58, stk. 1. Heri ligger barnets almentilstand, hvori
der ikke blot indgår helbredsmæssige forhold, men også andre forhold af
betydning for barnets eller den unges trivsel. En alvorlig fare for barnets
sundhed og udvikling vil f.eks. kunne være mishandling eller andre alvor-
lige overgreb samt svigtende omsorg, herunder såvel egentlig vanrøgt som
utilstrækkelig opfyldelse af barnet eller den unges basale behov for f.eks.
mad, undervisning eller lægelig behandling. Ved vurderingen af, om der fo-
religger en alvorlig fare for barnets udvikling, skal der tages hensyn til så-
vel barnets øjeblikkelige tilstand som til dets fremtidige opvækstbetingelser.
Justitsministeriet finder ikke, at det er relevant at gengive servicelovens §
58 i sin helhed i den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 125 a. Justits-
ministeriet finder derudover ikke, at der er behov for at stille krav om, at
der udarbejdes en undersøgelse svarende til en børnefaglig undersøgelse
efter servicelovens § 50 som led i efterforskningen af, hvorvidt der er sket
en overtrædelse af den foreslåede bestemmelse.
Det bemærkes hertil, at der i overensstemmelse med den almindelige for-
sætsvurdering altid vil skulle føres bevis for, at udlandsopholdet medfører
eller har medført alvorlig fare for barnets sundhed eller udvikling, og at for-
12
ælderen eller forældrene havde kendskab til de forhold, som denne alvor-
lige fare udspringer af.
4.3. Økonomiske konsekvenser
Domstolsstyrelsen vurderer, at udgifterne forbundet med behandlingen af
et begrænset antal nye sager om forældre, der sender deres børn til udlandet
på ophold, som kan være skadelige for barnet, kan holdes inden for den øko-
nomiske ramme. Denne økonomiske vurdering beror på ministeriets forven-
telige årlige sagsmængde på 1-3 sager, som det fremgår af lovudkastet.
Justitsministeriet er enig i Domstolsstyrelsens bemærkninger.
5. Inddragelse af pas
5.1. Generelt om lovforslaget
KL er positive over for det konkrete redskab, der ligger i politiets mulighed
for at tilbageholde eller inddrage et barns pas, når der er grund til at antage,
at det pågældende barn ellers vil blive sendt til udlandet under forhold, der
bringer den pågældendes sundhed eller udvikling i alvorlig fare.
5.2. Teknisk registrering af afgørelser om nægtelse eller inddragelse af
pas
Rigspolitiet bemærker, at Det Centrale Pasregister (Pasregisteret) alene kan
indeholde oplysninger om personer, der har fået udstedt et pas, hvor passet
fortsat er gyldigt eller udløbet inden for de sidste 2 år. Rigspolitiet finder, at
en effektiv spærring i stedet kan finde sted ved at en afgørelse om nægtelse
eller inddragelse af pas registreres med en aktualitetskode i Det Centrale
Kriminalregister (Kriminalregisteret), som vil kunne føre til en spærring i
Pasregisteret, hvilket allerede sker i forbindelse afgørelser truffet efter pas-
lovens § 2, stk. 1, nr. 4. Dette vil dog kræve en ændring af kriminalregister-
bekendtgørelsen, da det vil kræve, at børn under den kriminelle lavalder re-
gistreres i Kriminalregisteret, hvilket i dag kun sker undtagelsesvis ved
strafbare forhold af en vis grovhed, og hvor barnet er mindst 10 år.
Udgangspunktet er i dag, at børn under den kriminelle lavalder kun undta-
gelsesvis registreres i Kriminalregisteret ved strafbare forhold af en vis
grovhed, og hvor barnet er mindst 10 år. Justitsministeriet finder det uhen-
sigtsmæssigt at fravige det udgangspunkt, ved at begynde at registrere børn
13
i Kriminalregisteret, selvom de kan være under den kriminelle lavalder og i
øvrigt ikke har begået noget strafbart, hvis der kan findes andre løsninger.
Justitsministeriet er i den forbindelse i dialog med Rigspolitiet om at finde
en løsning, hvor opdateringen bliver registreret i selve Pasregisteret, og
som samtidig sikrer, at de pasudstedende myndigheder bliver opmærk-
somme på afgørelsen om nægtelse eller inddragelse af pas og undlader at
udstede et pas, hvis den pågældende indgiver ansøgning om pas under af-
gørelsens virkningsperiode.
5.3. Dokumentationskrav
Rigspolitiet bemærker, at der kan være udfordringer i forhold til dokumen-
tation og afgrænsning af bestemmelsens anvendelsesområde, da det i visse
tilfælde kan være vanskeligt at skaffe dokumentation for, at det pågældende
udlandsophold vil bringe barnets sundhed og udvikling i fare, særligt i lyset
af, at barnets forældre eller familie i øvrigt formentlig ikke ønsker at bidrage
med oplysninger i denne forbindelse. Dette vil særligt være problematisk i
hastende situationer, hvor politiet modtager oplysninger, der knytter sig til
en flyafgang inden for få timer.
Justitsministeriet er enig i, at der kan være udfordringer i forhold til frem-
skaffelse af dokumentation for, at det pågældende udlandsophold vil bringe
barnets sundhed og udvikling i fare. Dette ændrer dog ikke på, at nægtelse
eller inddragelse af pas er et vigtigt redskab for at forhindre, at børn sen-
des på udlandsophold, der bringer deres sundhed og udvikling i fare.
III. Lovforslaget i forhold til lovudkastet
Der er i det fremsatte lovforslag foretaget visse ændringer af sproglig, lov-
teknisk og redaktionel karakter i forhold til det udkast, som har været sendt
i høring. Der er endvidere foretaget en række præciseringer og tilføjelser til
bemærkningerne i lovudkastet.
Herudover adskiller det fremsatte lovforslag sig fra det udkast, som har væ-
ret i høring, på følgende måde:
I den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 81 c, stk. 1, hvorefter straf-
fen kan forhøjes indtil det dobbelte, hvis en overtrædelse er begået i en skær-
pet strafzone tilføjes straffelovens § 123 (vidnetrusler), § 132 a (viderefø-
relse af foreløbigt forbudte eller opløste foreninger), § 132 b (overtrædelse
af opholdsforbud) og § 134 a (deltagelse i slagsmål mv. på offentligt sted).
14
Det præciseres i den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 81 c, stk. 1, at
straffelovens § 244, stk. 2 (vold i nære relationer), ikke er omfattet af be-
stemmelsen. Baggrunden herfor er, at det vurderes, at vold i nære relationer
ikke er en kriminalitetstype, som generelt virker utryghedsskabende for per-
soner, der færdes i det område, hvor kriminaliteten er begået, og dermed
medvirker til at fastholde området i utryghed.
Det anføres i bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i straffelovens
§ 81 c (lovforslagets § 1, nr. 2), at grov afpresning, jf. straffelovens § 281,
jf. § 286, stk. 1, er et eksempel på en forbrydelse, der i forvejen straffes med
en så lang fængselsstraf, at en fordobling af strafniveauet ikke vil stå i rime-
ligt forhold til den begåede kriminalitet sammenholdt med tilsvarende for-
brydelser begået uden for den skærpede strafzone. Det forudsættes derfor,
at straffen for disse overtrædelser i stedet skærpes med en tredjedel.
Under pkt. 2.1.3.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger er afsnittet om
rigspolitichefens tilsyn med politidirektørerne efter retsplejelovens § 109,
stk. 1, revideret, således at det ikke fremgår, at en beslutning om at udpege
en skærpet strafzone kan indbringes for Rigspolitiet af personer, der har en
retlig interesse heri, idet dette vurderes at være overflødigt. Det er således
ikke hensigten med lovforslaget at regulere adgangen til at indbringe poli-
tiets beslutninger for Rigspolitiet i forhold til, hvad der sædvanligvis gæl-
der.
I lovforslagets § 5 er der indsat en anordningshjemmel for så vidt angår lov-
forslagets § 3 vedrørende politiets mulighed for at udpege en skærpet
strafzone. Det foreslås herved, at lovens § 3 ved kongelig anordning kan
sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de færøske
eller grønlandske forhold tilsiger, svarende til, hvad der i øvrigt gælder ef-
ter politiloven.


Retsudvalget, Retsudvalget, Retsudvalget 2018-19
L 22 Bilag 1, L 22 A Bilag 1, L 22 B Bilag 1
Offentligt