Fremsat den 3. oktober 2018 af justitsministeren (Søren Pape Poulsen)

Fremsat den 3. oktober 2018 af justitsministeren (Søren Pape Poulsen)
Forslag
til
Lov om ændring af straffeloven, pasloven og politiloven
(Initiativer mod parallelsamfund)
§ 1
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1156 af 20.
september 2018, foretages følgende ændringer:
1. I § 81 b ændres »forhøjes indtil« til: »forhøjes med ind-
til«.
2. Efter § 81 b indsættes:
»§ 81 c. Den straf, der er foreskrevet i denne lovs §§ 119,
123, 132 a, 132 b, 134 a, 181 og 244, stk. 1, § 244, stk. 1, jf.
§ 247, § 245, § 245, jf. § 247, § 266, § 285, stk. 1, jf. §§
276, 276 a og 281, § 286, stk. 1, jf. §§ 276, 276 a og 281, §
287, stk. 1, jf. §§ 276, 276 a og 281 og §§ 288, 291, 293 og
293 a, eller lovgivningen om euforiserende stoffer, lovgiv-
ningen om våben og eksplosivstoffer eller lovgivningen om
knive og blankvåben, kan forhøjes indtil det dobbelte, hvis
lovovertrædelsen er begået inden for en skærpet strafzone
udpeget i medfør af § 6 a i lov om politiets virksomhed.
Stk. 2. Ved fastsættelse af straf for lovovertrædelser, som
ikke er omfattet af stk. 1, skal det i almindelighed indgå som
en skærpende omstændighed, hvis lovovertrædelsen er be-
gået i en skærpet strafzone udpeget i medfør af § 6 a i lov
om politiets virksomhed og er egnet til at skabe utryghed i
denne zone.«
3. I § 156 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Begås overtrædelsen af en person i en ledende
stilling, kan straffen stige til fængsel indtil 1 år.«
4. I § 157 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Begås overtrædelsen af en person i en ledende
stilling, kan straffen stige til fængsel indtil 1 år.«
5. Efter § 215 indsættes i kapitel 23:
»§ 215 a. Med bøde eller fængsel i indtil 4 år straffes den,
som sender sit barn til udlandet til forhold, der bringer bar-
nets sundhed eller udvikling i alvorlig fare, eller lader sit
barn tage del i et sådant udlandsophold.«
§ 2
I lov om pas til danske statsborgere m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 76 af 19. januar 2017, foretages
følgende ændringer:
1. I § 2, stk. 1, nr. 3, udgår »eller«.
2. I § 2, stk. 1, nr. 4, ændres »orden.« til: »orden, eller«.
3. I § 2, stk. 1, indsættes som nr. 5:
»5) når der er grund til at antage, at det pågældende barn
ellers vil blive sendt til udlandet til forhold, der bringer
den pågældendes sundhed eller udvikling i alvorlig fa-
re.«
4. § 2, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Politiet skal fastsætte en frist, der ikke kan over-
stige 1 år, for afgørelser om at nægte udstedelse af pas eller
inddrage et allerede udstedt pas efter stk. 1, nr. 4 og 5. Fri-
sten kan dog forlænges med indtil 1 år ad gangen. Dog kan
afgørelser truffet efter stk. 1, nr. 5, kun gælde indtil barnet
fylder 18 år.«
5. I § 2, stk. 3, indsættes efter »nr. 4«: »og 5«.
6. I § 2, stk. 5, 3. pkt. ændres »nr. 3 og 4« til: »nr. 3-5«.
7. I § 4 a, stk. 6, indsættes som 3. pkt.:
»Ligeledes udstedes nyt pas uden betaling, når der i med-
før af § 2, stk. 3, udstedes et provisorisk pas til en person,
over for hvem der er truffet afgørelse efter § 2, stk. 1, nr. 5.«
Lovforslag nr. L 22 Folketinget 2018-19
Justitsmin., j.nr. 2018-731-0029
AA011046
§ 3
I lov om politiets virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr.
956 af 20. august 2015, som ændret ved § 2 i lov nr. 1722 af
27. december 2016, § 1 i lov nr. 671 af 8. juni 2017, § 1 i
lov nr. 131 af 27. februar 2018 og i § 1 lov nr. 708 af 8. juni
2018, foretages følgende ændring:
1. Efter § 6 indsættes før overskriften før § 7:
»6 a. Politiet kan for en nærmere bestemt tidsperiode ud-
pege et afgrænset geografisk område (skærpet strafzone),
hvor straffelovens § 81 c finder anvendelse.
Stk. 2. Udpegning af en skærpet strafzone efter stk. 1 kan
ske, hvis et ekstraordinært kriminalitetsbillede i det pågæl-
dende område i væsentlig grad er egnet til at skabe utryghed
for personer, der bor eller færdes i området, og udpegning af
en skærpet strafzone vurderes at være et egnet redskab til at
genskabe trygheden i området.
Stk. 3. En beslutning som nævnt i stk. 1 træffes af politidi-
rektøren eller den, som denne bemyndiger hertil. Beslutnin-
gen skal offentliggøres og indeholde en begrundelse og en
angivelse af det afgrænsede geografiske område og tidsrum,
som beslutningen gælder for.«
§ 4
Loven træder i kraft den 1. januar 2019.
§ 5
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men § 3
kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft
for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de hen-
holdsvis færøske og grønlandske forhold tilsiger.
2
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Skærpet strafzone
2.1.1. Gældende ret
2.1.2. Justitsministeriets overvejelser
2.1.3. Den foreslåede ordning
2.2. Skærpet straf for ledende medarbejderes pligtforsømmelse i offentlig tjeneste eller hverv
2.2.1. Gældende ret
2.2.2. Justitsministeriets overvejelser
2.2.3. Den foreslåede ordning
2.3. Kriminalisering af at forældre sender deres børn til udlandet til forhold, der bringer barnets sundhed eller udvikling
i alvorlig fare
2.3.1. Gældende ret
2.3.2. Justitsministeriets overvejelser
2.3.3. Den foreslåede ordning
2.4. Inddragelse af pas
2.4.1. Gældende ret
2.4.2. Justitsministeriets overvejelser
2.4.3. Den foreslåede ordning
3. Forholdet til Danmarks internationale forpligtelser
4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
4.1. Skærpet strafzone
4.2. Skærpet straf for ledende medarbejderes pligtforsømmelse i offentlig tjeneste eller hverv
4.3. Kriminalisering af at forældre sender deres børn til udlandet til forhold, der bringer barnets sundhed eller udvikling i
alvorlig fare, og ændringer af pasloven
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
7. Miljømæssige konsekvenser
8. Forholdet til EU-retten
8.1. Inddragelse af pas
8.2. Lovforslagets øvrige bestemmelser
9. Hørte myndigheder og organisationer
10. Sammenfattende skema
3
1. Indledning
Regeringen ønsker et sammenhængende Danmark. Et Dan-
mark som bygger på demokratiske værdier som frihed, rets-
sikkerhed, ligeværd, frisind, tolerance og ligestilling. Et
Danmark hvor alle deltager aktivt. En utilstrækkelig integra-
tion har givet grobund for parallelsamfund, hvor danske
værdier og normer ikke er de primære, og hvor en stor del af
borgerne ikke deltager aktivt i det danske samfund og på ar-
bejdsmarkedet.
Regeringen ønsker at forebygge og nedbryde parallelsam-
fund. Regeringen fremlagde den 1. marts 2018 udspillet Ӄt
Danmark uden parallelsamfund – Ingen ghettoer i 2030”.
Udspillet indeholder bl.a. en række initiativer, der er målret-
tet de områder i Danmark, hvor parallelsamfund er mest ud-
bredt, og hvor den hidtidige indsats har været utilstrækkelig.
Lovforslaget gennemfører en række af initiativerne i rege-
ringens udspil Ӄt Danmark uden parallelsamfund РIngen
ghettoer i 2030”.
Med lovforslaget kriminaliseres det, at forældre sender deres
børn til udlandet til forhold, der bringer børnenes sundhed
eller udvikling i alvorlig fare, eller lader deres børn tage del
i et sådant udlandsophold, således at forældrene fremover
kan straffes med fængsel i indtil 4 år.
I sammenhæng med forslaget om kriminalisering af ud-
landsophold, der bringer barnets sundhed eller udvikling i
alvorlig fare, indeholder lovforslaget også forslag om, at det
skal være muligt at nægte at udstede eller at inddrage et
barns pas, når der er grund til at antage, at barnet vil blive
sendt på et sådant ophold, der bringer barnets sundhed eller
udvikling i alvorlig fare.
Forslagene gennemfører således regeringens initiativ om
kriminalisering af genopdragelsesrejser, som er en del af en
styrket indsats for at sikre en god start på livet for alle børn.
Lovforslaget indeholder endvidere et forslag om, at politiet
skal kunne udpege et geografisk afgrænset område (skærpet
strafzone), hvor straffen for visse udvalgte, utryghedsska-
bende kriminalitetstyper i en periode skærpes markant.
Forslaget gennemfører således regeringens initiativ om høje-
re straffe i bestemte områder (skærpet strafzone).
Endelig foreslås det, at der tilføjes et stk. 2 til straffelovens
§§ 156 og 157 om pligtforsømmelser, hvorefter strafferam-
men hæves til fængsel indtil 1 år for nægtelser eller forsætli-
ge undladelser af tjenstlige pligter eller grovere eller oftere
gentagne forsømmelser eller skødesløshed, der begås af an-
satte i offentligt hverv eller tjeneste i en ledende stilling.
De foreslåede bestemmelser er en gennemførelse af regerin-
gens initiativ om skærpet straf for brud på den særligt udvi-
dede underretningspligt for offentligt ansatte, der er en del
af en styrket indsat for at give alle børn en god start på livet.
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Skærpet strafzone
2.1.1. Gældende ret
Straffelovens 10. kapitel indeholder de almindelige regler
om straffens fastsættelse, herunder regler om skærpende og
formildende omstændigheder.
Straffelovens § 81 angiver således en række forhold, der i
almindelighed skal anses som skærpende omstændigheder
ved straffens fastsættelse.
Straffelovens § 81 a indeholder en bestemmelse om straffor-
højelse og skærpet straf for visse straffelovsovertrædelser
med baggrund i banderelaterede konflikter mv., hvor der
mindst én gang er anvendt skydevåben mv. eller er begået
brandstiftelse.
Efter straffelovens § 81 b kan straffen forhøjes med indtil
det halve, hvis en af de i straffeloven omhandlede lovover-
trædelser begås på offentligt tilgængeligt sted ved brug af
skydevåben eller våben eller eksplosivstoffer, som på grund
af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde be-
tydelig skade, jf. straffelovens § 192 a, stk. 1, uden at for-
holdet er omfattet af straffelovens § 81 a.
Straffeloven indeholder ikke i dag bestemmelser, hvorefter
straffen for overtrædelse af visse bestemmelser i straffelo-
ven eller særlovgivningen skærpes, hvis overtrædelsen sker
inden for bestemte, nærmere udpegede områder.
Der gælder således heller ikke i dag bestemmelser, som gi-
ver politiet mulighed for at etablere zoner, hvor straffen for
visse lovovertrædelser skærpes i en periode.
Efter § 6 i lov om politiets virksomhed har politiet mulighed
for at indføre visitationszoner. Det vil sige, at politiet på et
af politiet geografisk afgrænset område, hvor der efter lov
om knive og blankvåben § 1 gælder forbud mod at besidde
4
eller bære knive mv., kan besigtige en persons legeme samt
undersøge tøj og andre genstande, herunder køretøjer, med
henblik på at kontrollere, om nogen besidder eller bærer vå-
ben. Besigtigelse og undersøgelse kan ske, hvis der er grund
til det med henblik på at forebygge, at nogen foretager straf-
bare handlinger, som indebærer fare for personers liv, hel-
bred eller velfærd. En beslutning om at indføre en visitati-
onszone træffes af politidirektøren eller den, som denne be-
myndiger hertil. Beslutningen skal være skriftlig og indehol-
de en begrundelse og en angivelse af det sted og tidsrum,
som beslutningen gælder for.
2.1.1.1. Særligt utryghedsskabende overtrædelser af straffe-
loven, lovgivningen om euforiserende stoffer og våbenlov-
givningen
Straffeloven, lovgivningen om euforiserende stoffer og lov-
givningen om våben og eksplosivstoffer, herunder lovgiv-
ningen om knive og blankvåben, indeholder en række be-
stemmelser, der kriminaliserer overtrædelser, som generelt
kan virke utryghedsskabende for personer, der bor eller fær-
des i det område, hvor kriminaliteten er begået, og som
medvirker til at fastholde et område i utryghed. Sådanne
forbrydelser kan bl.a. give en oplevelse af, at man ikke kan
færdes frit i de berørte områder på alle tidspunkter af døg-
net, eller at man skal tage særlige forholdsregler på gaden
eller efter omstændighederne i sit eget hjem, hvis det ligger i
det pågældende område.
Det drejer sig navnlig om bestemmelser om vold, trusler,
hærværk, brandstiftelse, tyveri, indbrud, afpresning, brugs-
tyveri, røveri, videreførelse af en forening, der er foreløbig
forbudt eller opløst ved dom, overtrædelse af lovgivningen
om euforiserende stoffer og ulovlig våbenbesiddelse.
2.1.1.1.1. Vold og trusler
Det følger af straffelovens § 119, stk. 1, at den, som øver
vold eller trussel om vold mod en person i offentlig tjeneste,
straffes med bøde eller fængsel indtil 8 år. Ved fastsættelse
af straffen skal det bl.a. indgå som en skærpende omstæn-
dighed, at forholdet er begået mens eller i umiddelbar for-
længelse af, at der i området foregår grov forstyrrelse af ro
og orden på et offentligt sted.
Det følger endvidere af straffelovens § 123, stk. 1, at den
som med trussel om vold forulemper, eller som med vold,
ulovlig tvang, trusler eller på anden måde begår en strafbar
handling mod en person, dennes nærmeste eller andre med
tilknytning til denne i anledning af personens forventede el-
ler allerede afgivne forklaring til politiet eller i retten, straf-
fes med bøde eller fængsel indtil 8 år. Ved fastsættelse af
straffen skal der lægges vægt på den betydning, som lov-
overtrædelsen kan have for muligheden for at retsforfølge
strafbare handlinger, jf. straffelovens § 123, stk. 2.
Efter straffelovens § 134 a straffes deltagere i slagsmål eller
i anden grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted
med fængsel indtil 1 år og 6 måneder, hvis de har handlet
efter aftale eller flere i forening.
Efter straffelovens § 244, stk. 1, om simpel vold kan den,
som øver vold mod eller på anden måde angriber en andens
legeme, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år.
Efter straffelovens § 245, stk. 1, om grov vold kan den, der
udøver et legemsangreb af særligt rå, brutal eller farlig ka-
rakter eller gør sig skyldig i mishandling, straffes med fæng-
sel indtil 6 år. Den, der på anden vis tilføjer en anden person
skade på legeme eller helbred, kan ligeledes straffes med
fængsel indtil 6 år, jf. straffelovens § 245, stk. 2.
Har et legemsangreb, der er omfattet af § 245, været af en så
grov beskaffenhed eller haft så alvorlige skader eller døden
til følge, at der foreligger særdeles skærpende omstændighe-
der, kan straffen stige med fængsel indtil 10 år, jf. straffelo-
vens § 246.
Straffelovens § 247 hjemler en forhøjelse af strafferammen
for overtrædelse af voldsbestemmelserne i straffelovens §§
244-246 med indtil det halve, hvis forbrydelsen begås af en
person, der tidligere er dømt for forsætligt legemsangreb el-
ler for en forbrydelse, der har været forbundet med forsætlig
vold, jf. straffelovens § 247, stk. 1, eller hvis forbrydelsen er
begået over for en person, der efter karakteren af sit arbejde
er særlig udsat for vold, jf. straffelovens § 247, stk. 2.
Efter straffelovens § 266 om trusler straffes den, som på en
måde, der er egnet til hos nogen at fremkalde alvorlig frygt
for eget eller andres liv, helbred eller velfærd, truer med at
foretage en strafbar handling med bøde eller fængsel indtil 2
år.
2.1.1.1.2. Hærværk
Det følger af straffelovens § 291, stk. 1, at den, der ødelæg-
ger, beskadiger eller bortskaffer ting, der tilhører en anden,
kan straffes med bøde eller fængsel i indtil 1 år og 6 måne-
der. Efter straffelovens § 291, stk. 2, kan straffen for hær-
værk stige til fængsel i indtil 6 år, hvis der er tale om hær-
værk af betydeligt omfang eller af mere systematisk eller or-
ganiseret karakter, eller gerningsmanden tidligere er straffet
for hærværk eller andre almenskadelige handlinger. Straffe-
lovens § 291, stk. 3, foreskriver, at hvis skaden efter stk. 2
er forvoldt ved grov uagtsomhed, er straffen bøde eller
fængsel i indtil 6 måneder. Efter straffelovens § 291, stk. 4,
indgår det som en skærpende omstændighed, at forholdet er
begået mens eller i umiddelbar forlængelse af, at der i områ-
det foregår forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted.
5
2.1.1.1.3. Forsætlig brandstiftelse
Efter straffelovens § 180 om kvalificeret brandstiftelse straf-
fes en person, som sætter ild til egen eller fremmed ejendom
under sådanne omstændigheder, at andres liv udsættes for
overhængende fare, eller med forsæt til at volde omfattende
ødelæggelse af fremmed ejendom eller til at befordre oprør,
plyndring eller anden forstyrrelse af samfundsordenen med
fængsel indtil på livstid.
Er forholdet ikke omfattet af straffelovens § 180, kan den,
som efter straffelovens § 181, stk. 1, om ordinær brandstif-
telse, forvolder ildebrand på fremmed ejendom, straffes med
fængsel indtil 6 år. Straffen kan stige til fængsel i 10 år, hvis
der foreligger særligt skærpende omstændigheder, jf. straffe-
lovens § 181, stk. 3.
2.1.1.1.4. Tyveri, indbrudstyveri og afpresning
Det følger af straffelovens § 276 om tyveri, at den, som
uden besidderens samtykke borttager en fremmed rørlig ting
for at skaffe sig eller andre uberettiget vinding ved dens til-
egnelse, kan straffes.
Endvidere følger det af straffelovens § 276 a om indbrudsty-
veri, at den, som uberettiget skaffer sig adgang til fremmed
hus og uden besidderens samtykke borttager en fremmed
rørlig ting for at skaffe sig eller andre uberettiget vinding
ved dens tilegnelse, kan straffes.
Endelig følger det af straffelovens § 281 om afpresning, at
den, som for at skaffe sig selv eller andre uberettiget vin-
ding, truer nogen med vold, betydelig skade på gods eller
frihedsberøvelse, eller truer med at fremsætte sigtelser, ære-
krænkende udtalelser mv., kan straffes.
Strafferammen for tyveri, indbrudstyveri og afpresning er
fængsel indtil 1 år og 6 måneder, jf. straffelovens § 285, stk.
1, 1. pkt. Efter straffelovens § 286, stk. 1, kan straffen stige
til fængsel indtil 6 år, når lovovertrædelsen er af særlig grov
beskaffenhed, navnlig på grund af udførelsesmåden eller
fordi forbrydelsen f.eks. er udført af flere i forening eller
med våben. Efter straffelovens § 287, stk. 1, er straffen bø-
de, hvis den begåede forbrydelse er af mindre strafværdig-
hed på grund af de omstændigheder, hvorunder handlingen
er begået, de tilvendte genstandes eller det lidte formuetabs
ringe betydning eller af andre grunde. Under i øvrigt formil-
dende omstændigheder kan straffen bortfalde, jf. straffelo-
vens § 287, stk. 1, 2. pkt.
2.1.1.1.5. Brugstyveri
Efter straffelovens § 293, stk. 1, om brugstyveri kan den,
som uberettiget bruger en ting, der tilhører en anden, straffes
med bøde eller fængsel indtil 1 år. Straffen kan straffen stige
til fængsel i 2 år under skærpende omstændigheder, navnlig
når tingen ikke bringes tilbage efter brugen. Efter straffelo-
vens § 293, stk. 2, kan den, der uberettiget hindrer en anden
i helt eller delvist at råde over ting, straffes med bøde eller
fængsel indtil 1 år. Under særligt skærpende omstændighe-
der kan straffen stige til fængsel i 2 år.
Efter straffelovens § 293 a straffes brugstyveri af motorkø-
retøj med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder. Under
særligt skærpende omstændigheder, herunder navnlig i gen-
tagelsestilfælde, kan straffen stige til fængsel i 4 år.
2.1.1.1.6. Røveri
Røveri straffes efter straffelovens § 288, stk. 1, med fængsel
indtil 6 år. Straffen kan stige til fængsel i 10 år, når et røveri
er af særligt grov beskaffenhed navnlig på grund af dets sær-
ligt farlige karakter, udførelsesmåden eller omfanget af den
opnåede eller tilsigtede vinding, eller fordi gerningsmanden
er trængt ind i et privat hjem for at begå røveri, eller når et
større antal forbrydelser er begået, jf. straffelovens § 288,
stk. 2.
2.1.1.1.7. Videreførelse af en foreløbig forbudt eller opløst
forening
Det følger af straffelovens § 132 a, stk. 1, at den, der delta-
ger i videreførelsen af en forening, efter at den foreløbig er
forbudt af regeringen eller opløst ved dom, straffes med bø-
de eller fængsel indtil 2 år. Den der, uden at forholdet er
omfattet af stk. 1, på offentligt sted, i kriminalforsorgens in-
stitutioner eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds
besidder eller anvender en forenings kendetegn, efter for-
eningen er foreløbig forbudt af regeringen eller opløst ved
dom, straffes med fængsel indtil 6 måneder, jf. straffelovens
§ 132 a, stk. 2.
Det følger endvidere af straffelovens § 132 b, stk. 1, at poli-
tiet kan forbyde en person, som har haft en tæt tilknytning til
en forening, der er foreløbig forbudt af regeringen eller op-
løst ved dom, at færdes og opholde sig bestemte steder, hvis
det vurderes at være af væsentlig betydning for at sikre, at
foreningen ikke videreføres. Forbud efter stk. 1 skal medde-
les skriftligt og være begrundet, der skal fastsættes en frist
for forbuddet, der ikke kan overstige 1 år, og fristen kan for-
længes med indtil 6 måneder ad gangen, jf. straffelovens §
132 b, stk. 3. Overtrædelse af forbuddet straffes med bøde
eller fængsel indtil 2 år, jf. straffelovens § 132 b, stk. 4. Po-
litiet kan desuden påbyde personer, som på et bestemt sted
deltager i en forsamling af personer, hvoraf en stor del har
haft en tilknytning til en forening, som inden for de seneste
10 år er foreløbig forbudt af regeringen eller opløst ved
dom, at forlade stedet eller forsamlingen, hvis forsamlingen
er egnet til at skabe utryghed for de omkringboende eller
6
forbipasserende, jf. straffelovens § 132 b, stk. 2. Manglende
efterkommelse af et påbud straffes med bøde eller fængsel
indtil 6 måneder, jf. straffelovens § 132 b, stk. 5.
2.1.1.1.8. Handlinger i strid med lovgivningen om euforise-
rende stoffer
Det følger af § 3 i lov om euforiserende stoffer, at overtræ-
delse af loven eller de i medfør af den udfærdigede forskrif-
ter straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år. Ved udmåling
af straffen, herunder ved fastsættelse af bøder, skal der læg-
ges vægt på skadevirkningerne af de pågældende stoffer.
Det følger af bestemmelsens stk. 2, at det ved straffens ud-
måling skal betragtes som en betydeligt skærpende omstæn-
dighed, at der er tale om f.eks. gentagne tilfælde af salg af et
særlig farligt eller skadeligt stof eller salg eller vederlagsfri
overdragelse med henblik på senere salg på restaurationer,
herunder diskoteker, eller ved koncerter eller musikfestiva-
ler. Tilsvarende gælder ved andre arrangementer, hvor det
typisk hovedsagelig er børn eller unge mennesker, der delta-
ger.
Det følger af § 3, stk. 2, 1. pkt., i bekendtgørelse nr. 557 af
31. maj 2011 om euforiserende stoffer, at ind- og udførsel,
salg, køb, udlevering, modtagelse, fremstilling, forarbejd-
ning og besiddelse af euforiserende midler kun må finde
sted i overensstemmelse bekendtgørelsens bestemmelser.
Efter bekendtgørelsens § 27 straffes overtrædelse af be-
kendtgørelsens regler efter § 3 i lov om euforiserende stoffer
eller efter omstændighederne efter straffelovens § 191.
Straffelovens § 191 indeholder ikke nogen selvstændig kri-
minalisering men alene skærpede strafferammer for særligt
kvalificerede overtrædelser af lovgivningen om euforiseren-
de stoffer.
2.1.1.1.9. Ulovlig våbenbesiddelse
Efter § 1 i lov om våben og eksplosivstoffer (våbenloven) er
det forbudt at indføre eller fremstille, herunder samle skyde-
våben og visse dele heraf, ammunition til skydevåben, hånd-
granater, eksplosivstoffer mv. Det er endvidere forbudt uden
tilladelse fra justitsministeren eller den, ministeren bemyn-
diger dertil, at erhverve genstande eller stoffer, der er omfat-
tet af forbuddet i våbenlovens § 1, eller at besidde, bære el-
ler anvende sådanne genstande eller stoffer, jf. våbenlovens
§ 2, stk. 1, 1. pkt.
Overtrædelse af våbenlovens §§ 1 og 2 kan straffes med bø-
de, fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstæn-
digheder fængsel indtil 2 år, jf. våbenlovens § 10, stk. 1.
Herudover indeholder straffelovens § 192 a en skærpet straf-
feramme, som finder anvendelse i forhold til grovere over-
trædelser af bl.a. lovgivningen om våben og eksplosivstof-
fer.
Det følger af § 1 i lov om knive og blankvåben m.v., at det
er forbudt at bære eller besidde knive og blankvåben mv. på
offentligt tilgængelige steder, uddannelsessteder, i ung-
domsklubber, fritidsordninger og lign., medmindre det sker
som led i erhvervsudøvelse eller til brug ved jagt, lystfiskeri
eller sportsudøvelse eller har et andet lignende anerkendel-
sesværdigt formål.
Overtrædelse af lovens § 1 straffes med bøde, fængsel indtil
4 måneder eller under skærpende omstændigheder fængsel
indtil 2 år. Ved fastsættelse af straffen skal det anses for
særligt skærpende, at gerningspersonen flere gange tidligere
er straffet for overtrædelse af lovens § 1. Tilsvarende gælder
i tilfælde, hvor overtrædelsen af lovens § 1 begås under
skærpende omstændigheder af en person, der tidligere er
idømt fængselsstraf for overtrædelse af straffelovens § 119,
stk. 1 eller 2, eller §§ 123, 216, 237, 244-246, 266 eller 288.
Der er udstedt administrative forskrifter henholdsvis på bag-
grund af våbenloven og lov om knive og blankvåben mv.
2.1.2. Justitsministeriets overvejelser
Der er gennem årene set eksempler på, at kriminaliteten i af-
grænsede geografiske områder – typisk belastede boligom-
råder – i en periode er blusset op, så trygheden og sikkerhe-
den for beboere og andre, der færdes i området, har lidt al-
vorlig skade. Det er helt centralt, at samfundet kommer en
sådan opblussen af kriminalitet hurtigt til livs, fordi det kan
sætte sit præg på området i meget lang tid og give området
et dårligt ry, som kan være med til at fastholde det belastede
område i en nedadgående spiral, eksempelvis fordi ressour-
cestærke borgere ikke ønsker at bo i området.
Politiets tryghedsundersøgelse fra 2017 viser, at beboerne i
de af politiet udpegede særligt udsatte boligområder (SUB-
områder) føler sig mindre trygge end resten af befolkningen.
På landsplan føler 86 pct. af borgerne sig trygge, mens det
kun er 64 pct. af beboerne i SUB-områderne. Undersøgelsen
viser også, at der er sket et fald i trygheden fra 72 pct. i 2016
til 64 pct. i 2017, når SUB-områderne sammenlignes. I de
fleste SUB-områder er trygheden således uændret eller fal-
det, mens den i enkelte områder er steget. Undersøgelsen
har også vist, at når forskellige kriminalitetstyper forekom-
mer i nabolaget, øger det utrygheden blandt beboerne i
SUB-områderne mere end i resten af Danmark. Utrygheden
i SUB-områderne betyder, at de ressourcestærke borgere
skubbes ud, og at det bliver sværere at tiltrække nye ressour-
cestærke borgere, som kan være med til at udvikle området i
en positiv retning.
7
Justitsministeriet finder på den baggrund, at der er behov for
at give politiet et nyt værktøj til at sætte ind over for visse
former for kriminalitet, som generelt kan virke utrygheds-
skabende på personer, der bor eller færdes i et boligområde,
og som kan medvirke til at fastholde området i utryghed.
2.1.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at der indføres en ordning, hvorefter politiet
kan beslutte, at et særligt kriminalitets- og utryghedsplaget
område udgør en skærpet strafzone i en nærmere bestemt
tidsperiode. Det vil indebære, at straffen for visse kriminali-
tetsformer skærpes markant i en periode med henblik på
hurtigt og effektivt at bringe en opblussen af utryghedsska-
bende kriminalitet til ophør og genskabe trygheden i de be-
rørte områder.
Det foreslås således, at der i politiloven indsættes en ny be-
stemmelse i § 6 a, hvorefter politiet for en nærmere bestemt
tidsperiode kan udpege et afgrænset geografisk område (en
skærpet strafzone), hvor den foreslåede bestemmelse i straf-
felovens § 81 c finder anvendelse.
Samtidig foreslås det, at der indsættes en ny bestemmelse i
straffeloven (§ 81 c, stk. 1), hvorefter straffen kan fordobles,
hvis overtrædelsen vedrører en eller flere nærmere angivne
bestemmelser og begås inden for en skærpet strafzone, som
politiet har udpeget efter politilovens § 6 a.
Endvidere foreslås det at indsætte en ny bestemmelse i straf-
feloven (§ 81 c, stk. 2), hvorefter det ved fastsættelsen af
straffen for en overtrædelse, som ikke er omfattet af § 81 c,
stk. 1, i almindelighed skal anses som en skærpende om-
stændighed, hvis lovovertrædelsen er begået i en skærpet
strafzone udpeget i medfør af politilovens § 6 a og er egnet
til skabe utryghed i denne zone.
2.1.3.1. Kriminalitetstyper
Det forslås, at typerne af kriminalitet omfattet af den fore-
slåede bestemmelse i straffelovens § 81 c skal være krimina-
litetstyper, som er egnede til at skabe betydelig utryghed for
personer, der bor eller færdes i det pågældende område, og
som kan medvirke til at fastholde et område i utryghed.
Med forslaget sigtes der således navnlig mod kriminalitet,
hvor det er forventningen, at en skærpet strafzone vil have
en adfærdsregulerende effekt på potentielle gerningsmænd,
og hvor kriminaliteten vurderes at være særlig strafværdig,
fordi den begås netop i det pågældende område i en situa-
tion, hvor området er særligt plaget af kriminalitet og utryg-
hed.
Det foreslås på den baggrund, at strafskærpelsen i § 81 c,
stk. 1, skal omfatte § 119 (vold og trusler om vold mod of-
fentligt ansatte mv.), § 123 (vidnetrusler), § 181 (brandstif-
telse), § 132 a (videreførelse af en foreløbig forbudt eller
opløst forening), § 132 b (overtrædelse af opholdsforbud), §
134 a (deltagelse i slagsmål mv. på offentligt sted), § 244,
stk. 1 (simpel vold), § 244, stk. 1, jf. § 247 (simpel vold i
gentagelsestilfælde), § 245 (grov vold), § 245, jf. § 247
(grov vold i gentagelsestilfælde), § 266 (trusler), § 276 (ty-
veri), § 276 a (indbrudstyveri), § 281 (afpresning), § 288
(røveri), § 291 (hærværk), § 293 (brugstyveri) og § 293 a
(brugstyveri af motorkøretøj), lovgivningen om euforiseren-
de stoffer, lovgivningen om våben og eksplosivstoffer og
lovgivningen om knive og blankvåben mv.
Visse alvorlige kriminalitetsformer som f.eks. terrorisme,
drab og voldtægt vil ikke være omfattet af ordningen om
fordobling af straffen. Selv om sådanne forbrydelser selv-
sagt kan virke utryghedsskabende i det område, hvor de be-
gås, vurderes det, at der er tale om så alvorlige overtrædel-
ser, at det ikke bør være afgørende for straffen, om overtræ-
delsen begås inden for eller uden for en skærpet strafzone,
ligesom den adfærdsregulerende effekt af en skærpet straf-
zone på potentielle gerningsmænd må antages at være min-
dre for sådanne overtrædelser, hvor der allerede fastsættes
en meget høj straf. Desuden kan en sådan væsentlig forhø-
jelse af strafniveauet for disse kriminalitetsformer, hvor der
i forvejen udmåles høje straffe, kunne forekomme uproporti-
onal sammenlignet med de samme overtrædelser, der ikke
begås i en skærpet strafzone. Sådanne overtrædelser vil dog
efter omstændighederne være omfattet af den generelle
strafskærpelsesregel i stk. 2.
Det foreslås således, at det også i de tilfælde, som ikke er
opfattet af stk. 1, i almindelighed skal indgå som en skær-
pende omstændighed, hvis lovovertrædelsen er begået i en
skærpet strafzone og er egnet til skabe utryghed i denne zo-
ne. Det vil indebære, at det i forhold til alle andre former for
kriminalitet, som begås i en skærpet strafzone, kan have be-
tydning i forbindelse med udmåling af straffen, hvis den be-
gåede kriminalitet er egnet til at skabe utryghed i denne zo-
ne.
2.1.3.2. Betingelser for at udpege en skærpet strafzone
For at udpege en skærpet strafzone kræves det, at politiet
vurderer, at der er et ekstraordinært kriminalitetsbillede i det
pågældende område, som i væsentlig grad er egnet til at ska-
be utryghed for personer, der bor eller færdes i området, og
at udpegning af en skærpet strafzone vil være et egnet red-
skab til at genskabe trygheden i området. Det er op til politi-
et at foretage en samlet politifaglig vurdering af den konkre-
te situation i det pågældende område i forhold til, om betin-
gelserne for at udpege en skærpet strafzone er opfyldt.
8
Kravet om et ”ekstraordinært kriminalitetsbillede” indebæ-
rer, at der skal være tale om en situation, som går ud over
det sædvanlige i forhold til kriminalitetsbilledet i det pågæl-
dende område og i andre sammenlignelige områder.
Det ekstraordinære kriminalitetsbillede skal i væsentlig grad
være egnet til at skabe utryghed i området. Det vil imidlertid
ikke skulle påvises, at tryghedsfølelsen konkret er blevet på-
virket hos personer, der bor eller færdes i området.
Det kan for eksempel være relevant at udpege en skærpet
strafzone i en situation, hvor grupper af utilpassede unge do-
minerer et udsat boligområde og skaber utryghed for bebo-
erne ved brug af trusler, vold, afpresning, udøvelse af hær-
værk eller åbenlys salg af narkotika. Det kan også være rele-
vant i situationer, hvor postvæsnet, brandvæsnet eller andre
myndigheder på grund af chikane og uroligheder har svært
ved at komme ind i visse områder uden at blive mødt med
stenkast, trusler eller vold fra aggressive personer.
Politiet skal desuden vurdere, om en skærpet strafzone vil
være et egnet redskab til at genskabe trygheden i området.
Det vil sige, at politiet skal vurdere, at etableringen af en
skærpet strafzone efter den foreslåede bestemmelse i straffe-
lovens § 81 c vil medvirke til at forebygge, at nogen begår
strafbare handlinger omfattet af ordningen, og til at normali-
sere tilstanden og genskabe tryghed for beboere og andre,
der færdes i området. I den forbindelse skal politiet vurdere,
om der er andre redskaber, som vil være mere hensigtsmæs-
sige til at opnå formålet.
Beslutningen om at oprette en skærpet strafzone skal træffes
i (umiddelbar) tidsmæssig sammenhæng med det kriminali-
tetsbillede, der danner grundlag for beslutningen. Der skal
således være en tidsmæssig sammenhæng mellem de straf-
bare forhold, der danner grundlag for en beslutning om en
skærpet strafzone, og det tidspunkt, hvor politiet træffer be-
slutning om at udpege en skærpet strafzone.
En skærpet strafzone kan som udgangspunkt ikke begrundes
med forhold, der ligger flere måneder forud. Det vil sige, at
zonen som udgangspunkt skal udpeges, mens forholdene er
aktuelle.
Der kan være situationer, hvor politiet konstaterer en stig-
ning i kriminaliteten, men hvor det er relevant at forsøge
med andre tiltag, inden en skærpet strafzone overvejes, ek-
sempelvis en styrket SSP-indsats eller en tættere involvering
af boligforeningen, lokale beboergrupper eller andre lokale,
frivillige aktører. Hvis denne indsats ikke har den ønskede
effekt, kan en skærpet strafzone udpeges, hvis betingelserne
for at udpege en skærpet strafzone er opfyldt på tidspunktet,
hvor beslutningen om at udpege en skærpet strafzone træf-
fes.
2.1.3.3. Geografisk afgrænsning
En skærpet strafzone kan udpeges inden for et nærmere af-
grænset geografisk område.
Det geografiske område, der skal udgøre en skærpet strafzo-
ne, fastlægges på baggrund af de forhold, som begrunder
politiets vurdering af, at der er et ekstraordinært kriminali-
tetsbillede, som i væsentlig grad er egnet til at skabe utryg-
hed for personer, der bor eller færdes i området.
Det vil navnlig være relevant at oprette en skærpet strafzone
inden for områder, der af politiet er udpeget som SUB-om-
råder, eller andre afgrænsede områder med bymæssig be-
byggelse, som oplever en usædvanlig kriminalitetsudvik-
ling, som påvirker trygheden i området.
En skærpet strafzone kan således også anvendes i andre om-
råder end SUB-områder, hvis en pludselig eskaleret krimi-
nalitetstendens alvorligt skader sikkerheden og trygheden
for personer, der bor eller færdes i det pågældende område.
Karakteren af et sted kan ikke alene danne grundlag for en
beslutning om at udpege en skærpet strafzone. Det er et
krav, at politiet begrunder, hvorfor der på det pågældende
sted vurderes at være et ekstraordinært kriminalitetsbillede,
som i væsentlig grad er egnet til at skabe utryghed for perso-
ner, der bor eller færdes i området, og hvorfor udpegning af
en skærpet strafzone vurderes at være et egnet redskab til at
genskabe trygheden i området, jf. pkt. 2.1.3.2.
En skærpet strafzone må ikke være større end påkrævet i
forhold til det berørte område. Der kan således ikke træffes
beslutning om en skærpet strafzone i for eksempel en hel
kommune eller en hel større by. Områder med lav befolk-
ningstæthed, for eksempel landområder og industriområder,
hvor kriminalitet omfattet af ordningen ikke generelt vil
virke utryghedsskabende på personer, som bor eller færdes i
området, kan som udgangspunkt heller ikke udpeges som
skærpet strafzone. Der er derimod ikke noget til hinder for,
at der vil kunne træffes flere samtidige beslutninger om
skærpet strafzone i den enkelte politikreds, hvis betingelser-
ne for hver enkelt beslutning er opfyldt.
2.1.3.4. Strafskærpelse
Med lovændringen skærpes straffen for at begå særligt
utryghedsskabende overtrædelser i en skærpet strafzone
markant.
Som anført ovenfor under pkt. 2.1.3.1 foreslås det, at der
indsættes en ny bestemmelse i straffelovens § 81 c, stk. 1,
hvorefter den foreskrevne straf for overtrædelser af straffe-
9
lovens §§ 119, 123, 132 a, 132 b, 134 a, 181, og 244, stk. 1,
§ 244, stk. 1, jf. § 247, § 245, § 245, jf. § 247, § 266, § 285,
stk. 1, jf. §§ 276, 276 a og 281, § 286, stk. 1, jf. §§ 276, 276
a og 281, § 287, stk. 1, jf. §§ 276, 276 a og 281 og §§ 288,
291, 293 og 293 a, som begås inden for en skærpet strafzo-
ne, kan forhøjes indtil det dobbelte. Det samme gælder straf-
fen for overtrædelser af lovgivningen om euforiserende stof-
fer, lovgivningen om våben og eksplosivstoffer og lovgiv-
ningen om knive og blankvåben.
Det forudsættes, at strafniveauet for disse overtrædelser, når
de er begået inden for en skærpet strafzone, i almindelighed
fordobles sammenlignet med strafniveauet for tilsvarende
overtrædelser begået uden for en skærpet strafzone.
Undtagelsesvis kan det imidlertid forekomme, hvis et for-
hold i forvejen straffes med en lang fængselsstraf, at en for-
dobling af strafniveauet ikke vurderes at stå i rimeligt for-
hold til den begåede kriminalitet sammenholdt med tilsva-
rende forbrydelser begået uden for den skærpede strafzone.
Dette gælder eksempelvis for visse forhold omfattet af straf-
felovens § 181 om brandstiftelse (f.eks. brandstiftelse under
særligt skærpende omstændigheder), § 245, jf. § 247, om
grov vold i gentagelsestilfælde, § 281, jf. § 286, stk. 1, om
grov afpresning, eller § 288 om røveri. I disse tilfælde for-
udsættes straffen at skulle skærpes med en tredjedel.
Det forudsættes endvidere, at overtrædelser af bestemmel-
serne i stk. 1, der i dag straffes med bøde, fremover i genta-
gelsestilfælde som udgangspunkt skal straffes med fængsel,
når der er tale om gentagne overtrædelser, som er begået i
den samme eller en anden skærpet strafzone. Det vil f.eks.
omfatte berigelsesforbrydelser efter straffelovens §§ 276,
276 a og 281, hvor straffen er bøde, hvis der er tale om
forbrydelser af mindre strafværdighed, samt besiddelse af
mindre mængder euforiserende stoffer.
Strafskærpelsen finder anvendelse i forhold til enhver over-
trædelse, som er omfattet af den foreslåede § 81 c, stk. 1.
Det gælder også, selv om der er tale om en kriminalitetsty-
pe, der ikke konkret har været udslagsgivende for beslutnin-
gen om at udpege en skærpet strafzone.
Er et forhold samtidig omfattet af den foreslåede stk. 1 og
straffelovens § 81 a (om strafforhøjelse og skærpelse af
straffen ved banderelaterede konflikter) eller § 81 b (om
strafforhøjelse for skyderi mv. på frit tilgængeligt sted) kan
der rejses tiltale under henvisning til flere anvendelige be-
stemmelser og ske domfældelse under henvisning til flere
bestemmelser samtidig. Straffen udmåles i disse tilfælde ef-
ter den bestemmelse, der konkret indebærer den højest for-
skyldte straf, dvs. strafniveauet efter den foreslåede stk. 1 el-
ler efter straffelovens § 81 a eller § 81 b.
Som det endvidere er anført ovenfor i pkt. 2.1.3.1 foreslås
det, at der som en ny bestemmelse i straffelovens § 81 c, stk.
2, indsættes en ny regel, hvorefter det i almindelighed anses
som en skærpende omstændighed, hvis en lovovertrædelse,
som ikke er omfattet af § 81 c, stk. 1, er begået i en skærpet
strafzone og overtrædelsen er egnet til at skabe utryghed i
zonen. Bestemmelsen udelukker ikke en samtidig anvendel-
se af straffelovens § 81 (om skærpende omstændigheder), §
81 a og § 81 b. Det forudsættes, at det ved udmåling af straf
skal tillægges betydning i skærpende retning, hvis et forhold
er begået i en skærpet strafzone, og overtrædelsen er egnet
til at skabe utryghed i denne zone.
Fastsættelsen af straffen efter den foreslåede § 81 c vil fort-
sat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte til-
fælde, og straffelovens almindelige regler om straffens fast-
sættelse mv. vil fortsat finde anvendelse i sager omfattet af
de foreslåede bestemmelser. Det gælder bl.a. straffelovens §
81 om skærpende omstændigheder, § 82 om formildende
omstændigheder og § 83 om fastsættelse af straffen under
den angivne strafferamme eller strafbortfald.
2.1.3.5. Administration
Beslutningen om at udpege en skærpet strafzone træffes af
politidirektøren eller den, som vedkommende bemyndiger
hertil. Det forudsættes, at beslutningen træffes på ledelsesni-
veau. Beslutningen skal offentliggøres, og den skal indehol-
de en begrundelse og en angivelse af det sted og tidsrum,
som beslutningen gælder for. Det forudsættes, at angivelsen
af det sted, som beslutningen gælder for, ledsages af et kort
over det pågældende geografiske område.
En skærpet strafzone kan som udgangspunkt ikke udstræk-
kes ud over 3 måneder, medmindre der fortsat er et ekstraor-
dinært kriminalitetsbillede af samme karakter, som dannede
grundlag for oprettelse af zonen, og politiet fortsat vurderer,
at en skærpet strafzone vil være et egnet redskab til at gen-
skabe trygheden i området.
En skærpet strafzone kan tidligst få virkning fra tidspunktet
for offentliggørelsen af beslutningen om at udpege zonen.
Det forudsættes, at der som udgangspunkt er en vis tidsperi-
ode, fra beslutningen offentliggøres, og til den skærpede
strafzone får virkning. Tidspunktet for, hvornår den skærpe-
de strafzone får virkning, fastlægges på baggrund af de for-
hold, som begrunder politiets vurdering af, at betingelserne
for at udpege en skærpet strafzone er opfyldt. Det vil kunne
indebære, at den skærpede strafzone får virkning få timer ef-
ter, at beslutningen er offentliggjort, eller efter omstændig-
hederne allerede fra tidspunktet for offentliggørelsen.
Offentliggørelsen sker på politiets officielle hjemmeside el-
ler lignende, ligesom den pågældende politikreds udsteder
10
en pressemeddelelse om den skærpede strafzone og de nær-
mere detaljer om zonen.
Der gælder ikke et krav om, at der skal skiltes med, at der er
udpeget en skærpet strafzone i det område, hvor zonen gæl-
der. Hvis politiet konkret vurderer, at det vil have væsentlig
betydning for effekten af den skærpede strafzone, bør skilt-
ning imidlertid anvendes i relevant omfang.
Det forudsættes med forslaget, at en beslutning om udpeg-
ning af en skærpet strafzone ikke udgør en afgørelse i for-
valtningslovens forstand. Dette indebærer, at forvaltningslo-
vens regler om bl.a. partshøring ikke finder anvendelse.
Derimod vil almindelige forvaltningsretlige principper om
bl.a. proportionalitet og saglighed også finde anvendelse i
forhold til en beslutning om udpegning af en skærpet straf-
zone.
En beslutning om udpegning af en skærpet strafzone vil væ-
re omfattet af rigspolitichefens sædvanlige tilsyn med politi-
direktørerne efter retsplejelovens § 109, stk. 1.
I forbindelse med domstolenes behandling af den straffesag,
hvor straffen påstås forhøjet under henvisning til beslutnin-
gen om at udpege en skærpet strafzone, kan der desuden ske
en prøvelse af beslutningens lovlighed.
2.2. Skærpet straf for ledende medarbejderes pligtfor-
sømmelse i offentlig tjeneste eller hverv
2.2.1. Gældende ret
Efter straffelovens § 156, 1. pkt., straffes den, som virker i
offentlig tjeneste eller hverv, hvis den pågældende nægter
eller undlader at opfylde pligter, som tjenesten eller hvervet
medfører, eller at efterkomme en lovlig tjenstlig befaling,
med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.
Bestemmelsen omfatter bl.a. forsætlig ikke-opfyldelse af en
tjenestepligt. Forsætlige pligtforsømmelser kan enten være
egentlige nægtelser eller forsætlige undladelser af pligter,
som tjenesten eller hvervet medfører, eller som pålægges
ved en lovlig tjenstlig befaling. Efter bestemmelsen er straf-
ansvaret knyttet til den, der virker i offentlig tjeneste eller
hverv. Uden for bestemmelsen falder imidlertid hverv, hvis
udførelse hviler på offentlige valg, jf. § 156, 2. pkt. Ved
hverv, hvis udførelse hviler på offentlige valg, forstås f.eks.
hvervet som medlem af Folketinget og kommunalbestyrel-
ser.
Efter straffelovens § 157, 1. pkt., straffes den, der virker i
offentlig tjeneste eller hverv, og der gør sig skyldig i grov
eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed i tjene-
stens eller hvervets udførelse eller i overholdelsen af de
pligter, som tjenesten eller hvervet medfører, med bøde eller
fængsel indtil 4 måneder. Bestemmelsen skal ses i sammen-
hæng med § 156 og omfatter navnlig uagtsom ikke-opfyl-
delse af en tjenestepligt. Også for så vidt angår denne be-
stemmelse gælder det, at hverv, hvis udførelse hviler på of-
fentlige valg, ikke er omfattet, jf. § 156, 2. pkt.
De pligter, der er omfattet af §§ 156 og 157, er meget for-
skelligartede, idet de afhænger af tjenestens eller hvervets
karakter. Der kan f.eks. være tale om en pligt til at træffe af-
gørelse i en sag, en tilsynspligt eller en oplysningspligt.
Pligtforsømmelse kan efter omstændigheder også bestå i
forsømmelse af overholdelsen af sikkerhedsforskrifter eller
generelle retningslinjer for udførelsen af tjenesten eller
hvervet. Som eksempel på en pligt, der er omfattet af be-
stemmelsen kan nævnes servicelovens § 153, stk. 1, hvoref-
ter personer, der udøver offentlig tjeneste eller hverv, skal
underrette kommunen, hvis de under udøvelsen af tjenesten
får kendskab til eller grund til at antage, at et barn eller en
ung kan have behov for særlig støtte, at et barn umiddelbart
efter fødslen kan få behov for særlig støtte på grund af bar-
nets forældres forhold, at et barn eller en ung kan have brug
for særlig støtte grundet barnets ulovlige skolefravær, eller
at et barn eller en ung har været udsat for overgreb, jf. ser-
vicelovens § 153, stk. 1, nr. 1-4.
Der er meget få sager om pligtforsømmelse efter straffelo-
vens § 156. Fra trykt retspraksis kan nævnes UfR 1998.384
Ø, hvor en politimand blev straffet med 5 dagbøder à 200
kr. for at have afhørt en arrestant uden dennes forsvarers til-
stedeværelse, selvom forsvareren havde meddelt, at arre-
stanten ikke ønskede at blive afhørt uden forsvarerens tilste-
deværelse. Endvidere kan nævnes UfR 2005.822 Ø, hvor en
folkeskolelærer blev straffet med 5 dagbøder à 100 kr. for
ikke at have indberettet sin viden om en elev, der havde væ-
ret udsat for en seksualforbrydelse, til kommunen.
Der er også kun få sager om overtrædelse af straffelovens §
157. Fra trykt retspraksis kan nævnes UfR 2017.1082 Ø,
hvor en polititjenestemand blev straffet med 20 dages betin-
get fængsel for at have overtrådt straffelovens § 157 ved
imod en tjenstlig ordre at have aflagt flere besøg hos en va-
retægtsarrestant og via sin mobiltelefon at have ladet den
pågældende overvære fødslen af sit barn. Den pågældende
blev endvidere for en anden handling dømt for forsøg på
embedsmisbrug efter straffelovens § 155. Endvidere kan
nævnes TfK 2016.704 V, hvor en plejehjemsleder blev straf-
fet med 10 dagbøder à 500 kr. for at have besluttet, at en be-
boer kunne fastspændes til sin seng om natten med en blød
stofsele uden at indhente den fornødne tilladelse fra kommu-
nen og uden at sørge for det nødvendige tilsyn af beboeren
eller at give de fornødne instruktioner til personalet. Et an-
det eksempel er UfR 1971.728 Ø, hvor en lokomotivfører
blev straffet med 60 dages fængsel for overtrædelse af straf-
11
felovens §§ 138, 157 og 183, stk. 3. Overtrædelsen af § 157
bestod i, at lokomotivføreren havde ført et tog i beruset til-
stand og derved påkørt et andet tog med kvæstelser på de
rejsende i toget og betydelige materielle skader til følge.
Kredsen af personer, som bestemmelserne er anvendelige
på, er udvidet gennem forskellige bestemmelser i lovgivnin-
gen. Det følger således f.eks. af retsplejelovens § 129, at be-
stemmelserne finder anvendelse på advokater. Tilsvarende
gælder f.eks. for revisorer, jf. revisorlovens § 30, fondes re-
visorer, jf. fondslovens § 43, stk. 4, personer, der udarbejder
elinstallationsrapporter, jf. lov om forbrugerbeskyttelse ved
erhvervelse af fast ejendoms § 22, stk. 2, og landinspektører,
jf. lov om landinspektørers § 8, stk. 1.
2.2.2. Justitsministeriets overvejelser
Aftalepartierne har indgået en delaftale om bl.a. straf for
pligtforsømmelse for ledere i offentlig tjeneste eller hverv.
Det følger af aftalen, at det er afgørende, at børn og unge
med behov for særlig støtte, f.eks. fordi de er udsat for vold
eller overgreb, opdages og hjælpes så tidligt som muligt. I
den forbindelse spiller fagfolk en central rolle, og underret-
ninger til kommunen fra fagfolk om et barn eller ung er af
stor betydning for, at der kan tages hånd om dem, der har
behov for det.
Foruden forældrene er det oftest fagpersoner som pædago-
ger, skolelærere og sundhedsplejersker, der har den tætteste
kontakt til mange børn og unge. Det betyder, at fagpersoner-
ne er i en position, hvor de tidligt kan opdage, om børnene
eller de unge har behov for særlig støtte.
Fagpersoner er generelt gode til at underrette om udsatte
børn, men der er desværre stadig miljøer, hvor der ikke un-
derrettes nok. Lederen af f.eks. dagtilbud og skoler har et
særligt ansvar for at understøtte en kultur, hvor man under-
retter om børn, der mistrives.
Aftalepartierne er enige om, at der skal sættes fokus på kon-
sekvenserne ved brud på den særligt udvidede underret-
ningspligt i servicelovens § 153, stk. 1, ved at skærpe straf-
fen for overtrædelse af de eksisterende strafbestemmelser
om pligtforsømmelser mv. i offentlig tjeneste og hverv.
I den anledning er aftalepartierne enige om at gennemføre
en generel skærpelse af straffen for pligtforsømmelser for
ledere i det offentlige. På den baggrund foreslås det at skær-
pe straffen for overtrædelse af straffelovens §§ 156 og 157
om pligtforsømmelser mv. i offentlig tjeneste og hverv, hvis
pligtforsømmelsen er begået af personer med ledelsesan-
svar. Strafferammen hæves således fra 4 måneder til 1 års
fængsel for ledere.
2.2.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at der i straffelovens §§ 156 og 157 indsættes
et stk. 2, hvorefter straffen for overtrædelse af bestemmel-
serne kan stige til fængsel indtil 1 år, når overtrædelsen er
begået af personer i en ledende stilling.
Ved en person i en ”ledende stilling” forstås personer med
personaleansvar, herunder f.eks. en leder af et dagtilbud el-
ler en skoleleder. Bestemmelsen omfatter ikke personer, der
indgår i et ledelsesteam, men som ikke selv har personalean-
svar, normalt f.eks. souschefer eller lignende. En teamleder
eller mellemleder, som ikke har det formelle personalean-
svar, vil således ikke være omfattet af bestemmelsen.
Det forudsættes med ændringen, at bøde- eller fængselsstraf
for personer i en ledende stilling efter §§ 156 og 157 gen-
nemgående forhøjes med omkring en tredjedel i forhold til
den straf, der i dag ville blive fastsat af domstolene for over-
trædelser af §§ 156 og 157 begået af de pågældende perso-
ner. Det forudsættes således, at f.eks. en sag om pligtfor-
sømmelse begået af en person med ledelsesansvar, der i dag
af domstolene afgøres med 30 dages fængsel, efter lovæn-
dringen skal afgøres med 40 dages fængsel. Straffen for de
groveste sager om pligtforsømmelse efter §§ 156 og 157,
herunder eklatante forsømmelser, som har haft alvorlige føl-
ger for borgere, og som er begået af personer med ledelses-
ansvar, forudsættes fremover at skulle udmåles i den øvre
tredjedel af strafferammen på 1 år. På grund af den varia-
tion, som de forskelligartede sager om overtrædelse af straf-
felovens §§ 156 og 157 har, er det ikke muligt at angive et
bestemt strafniveau for overtrædelserne.
Den konkrete strafudmåling vil fortsat bero på domstolenes
konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige om-
stændigheder i sagen, jf. herved de almindelige regler om
straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10. Det gælder
bl.a. straffelovens § 81 om skærpende omstændigheder, § 82
om formildende omstændigheder og § 83 om fastsættelse af
straffen under den angivne strafferamme eller strafbortfald.
Der henvises til bemærkninger til lovforslagets § 1, nr. 3 og
4.
2.3. Kriminalisering af at forældre sender deres børn til
udlandet til forhold, der bringer barnets sundhed eller
udvikling i alvorlig fare
2.3.1. Gældende ret
Straffeloven indeholder ikke i dag bestemmelser, der krimi-
naliserer, at forældre sender deres børn til udlandet på op-
hold, som kan være skadelige for barnet eller den unge.
12
Straffelovens bestemmelser om f.eks. vanrøgt efter § 213,
unddragelse af forældremyndighed efter straffelovens § 215,
vold efter §§ 244-246, ulovlig tvang efter § 260, frihedsbe-
røvelse efter § 261 eller trusler efter § 266 kan dog efter om-
stændighederne finde anvendelse, hvis forældrene begår el-
ler medvirker til sådanne forbrydelser over for barnet eller
den unge i forbindelse med udlandsophold. Retsforfølgning
af sådanne forhold i Danmark forudsætter, at der er dansk
straffemyndighed.
Det er i dag muligt at anbringe et barn uden for hjemmet
uden samtykke efter lov om social service, jf. lovbekendtgø-
relse nr. 102 af 29. januar 2018, hvis der er en åbenbar risi-
ko for, at barnet eller den unges sundhed eller udvikling li-
der alvorlig skade, f.eks. på grund af utilstrækkelig omsorg
for eller behandling af barnet eller den unge eller overgreb,
som barnet eller den unge har været udsat for, jf. servicelo-
vens § 58, stk. 1, nr. 1 og 2.
Det kan f.eks. omfatte tilfælde, hvor barnet udsættes for
mishandling eller andre alvorlige overgreb, svigtende om-
sorg, herunder såvel egentlig vanrøgt som utilstrækkelig op-
fyldelse af barnets eller den unges basale behov for f.eks.
mad, undervisning eller behandling. En særlig form for svig-
tende omsorg kan bestå i en adfærd fra forældremyndig-
hedsindehaveres side, der udelukkende er styret af forældre-
nes behov, hvorved barnet eller den unge udsættes for en
ødelæggende omklamring, der forhindrer barnet eller den
unge i at udvikle sig på normal vis. Et eksempel på om-
sorgssvigt kan ligeledes være, når forældremyndighedsinde-
havere ikke sørger for, at barnet eller den unge møder stabilt
i skole eller får tilsvarende undervisning, så undervisnings-
pligten ikke overholdes, og barnets eller den unges udvik-
ling lider skade på grund af manglende skolegang mv.
Ved sundhed forstås barnets eller den unges almentilstand,
hvori der ikke blot indgår helbredsmæssige forhold, men og-
så andre forhold af betydning for barnets eller den unges
trivsel.
Ifølge den administrative vejledning af 7. januar 2014 om
særlig støtte til børn og unge og deres familier, pkt. 395, an-
giver begreberne ”åbenbar risiko” og ”sundhed eller udvik-
ling” endvidere, at der skal tages hensyn til såvel barnets el-
ler den unges øjeblikkelige tilstand som til dets fremtidige
opvækstbetingelser. Behovet for at beskytte børn tilsiger, at
der bør være mulighed for at gribe ind, inden barnet eller
den unge er skadet i en grad, der gør det meget vanskeligt at
hjælpe. Det kan derfor ikke gøres til en betingelse for
tvangsmæssig anbringelse, at der kan konstateres en allerede
indtruffet alvorlig skade. En åbenbar risiko kan efter om-
stændighederne foreligge, hvis det – på grund af forældre-
myndighedsindehaveres adfærd over for ældre søskende til
barnet – kan fastslås, at denne er helt ude af stand til at tage
vare på barnet.
2.3.2. Justitsministeriets overvejelser
Det kan i visse tilfælde have alvorlige og vidtrækkende kon-
sekvenser for et barn eller en ung, hvis barnet eller den unge
sendes til udlandet til forhold, der kan bringe vedkommen-
des sundhed eller udvikling i alvorlig fare. Dette kan f.eks.
være tilfældet i forbindelse med såkaldte genopdragelsesrej-
ser, hvis barnet eller den unge på genopdragelsesrejsen ud-
sættes for vanrøgt eller vold, ikke modtager undervisning el-
ler bliver socialt isoleret.
En kommune kan yde hjælp til et barn eller en ung, som bef-
inder sig et sted, hvor vedkommendes sundhed eller udvik-
ling er bragt i alvorlig fare, herunder i sidste ende foretage
en tvangsanbringelse af barnet eller den unge uden for hjem-
met. En sådan hjælp vanskeliggøres eller umuliggøres, hvis
barnet eller den unge er sendt til udlandet, hvor kommunen
ikke har adgang til barnet eller den unge.
Regeringen ønsker at sætte ind over for en sådan negativ på-
virkning og understrege over for forældre, der overvejer at
sende et barn til udlandet til forhold, der kan være skadeligt
for barnet, at dette ikke kan accepteres. Derfor bør det efter
regeringens opfattelse være strafbart for forældre at sende
deres barn på ophold i udlandet til forhold, som bringer bar-
nets sundhed eller udvikling i alvorlig fare, eller lade barnet
tage del i et sådant udlandsophold.
2.3.2.1. Alvorlig fare for sundhed og udvikling
Forældre har en grundlæggende ret til at opdrage deres børn
og har, hvis de er forældremyndighedsindehavere, i vidt om-
fang mulighed for at træffe væsentlige beslutninger på deres
barns vegne. Det er ikke formålet med dette lovforslag at
ændre på denne grundlæggende ret.
Forældre vil således også fremadrettet som udgangspunkt
frit kunne træffe afgørelse om, at barnet skal have en uddan-
nelse eller en del af denne i udlandet, f.eks. i et udvekslings-
forløb eller på en kostskole, eller at barnet skal deltage i fe-
rierejser, familiebesøg, feriekolonier, lejrskoler eller lignen-
de i udlandet. Dette gælder også, selv om der i forbindelse
med opholdet gælder et andet normsæt og flere restriktioner,
end barnet vil kunne forvente i Danmark.
Forældre skal imidlertid tillige drage omsorg for barnet, og
der er en række udlandsophold, som i det lys ikke kan for-
svares som en del af forældrenes almindelige ret til opdra-
gelse. Det gælder udlandsophold, som bringer barnets sund-
hed eller udvikling i alvorlig fare. Derfor lægges der op til,
at det skal kriminaliseres, hvis forældre sender deres barn på
sådanne ophold i udlandet eller lader deres barn tage del i et
sådanne ophold.
13
Det er ikke i sig selv afgørende for, om forældre kan ifalde
strafansvar efter den foreslåede ordning, at barnet eller den
unge opdrages under eller påvirkes af værdier, som adskiller
sig fra de danske værdier, eller at barnet eller den unge er
undergivet restriktioner, som ikke er sædvanlige i en dansk
sammenhæng. Disse forhold vil imidlertid kunne indgå som
momenter i den samlede vurdering af, om et sådant udlands-
ophold kan have alvorlige negative konsekvenser for navn-
lig barnets udvikling.
2.3.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at der tilvejebringes hjemmel i straffeloven til,
at en forælder kan straffes med bøde eller fængsel i indtil 4
år, hvis vedkommende sender sit barn til udlandet til for-
hold, som bringer barnets sundhed eller udvikling i alvorlig
fare, eller lader sit barn tage del i sådant udlandsophold.
En domfældelse for overtrædelse af den foreslåede bestem-
melse forudsætter, at forælderen har haft det fornødne for-
sæt. Dette forsæt kan foreligge i forbindelse med, at barnet
eller den unge tager afsted på udlandsrejsen, som bringer
dennes sundhed eller udvikling i alvorlig fare, eller opstå
undervejs i forløbet, hvis forældrene f.eks. først senere, men
inden opholdets ophør, får kendskab til, at rejsen bringer
barnets eller den unges sundhed eller udvikling i fare, og
fortsat lader barnet eller den unge tage del i rejsen.
Begrebet ”sundhed og udvikling” skal forstås i overensstem-
melse med begrebet i servicelovens § 58, stk. 1. Heri ligger
barnets almentilstand, hvori der ikke blot indgår helbreds-
mæssige forhold, men også andre forhold af betydning for
barnets eller den unges trivsel. En alvorlig fare for barnets
sundhed og udvikling vil f.eks. kunne være mishandling el-
ler andre alvorlige overgreb samt svigtende omsorg, herun-
der såvel egentlig vanrøgt som utilstrækkelig opfyldelse af
barnet eller den unges basale behov for f.eks. mad, undervis-
ning eller lægelig behandling. Ved vurderingen af, om der
foreligger en alvorlig fare for barnets udvikling, skal der
tages hensyn til såvel barnets øjeblikkelige tilstand som til
dets fremtidige opvækstbetingelser.
Bestemmelsen er ikke til hinder for, at forældrene også kan
straffes for overtrædelse af andre straffelovsbestemmelser,
dvs. at de kan straffes i sammenstød med andre bestemmel-
ser. Det omfatter herunder vanrøgt efter straffelovens § 213,
unddragelse af forældremyndighed efter straffelovens § 215,
ulovlig tvang efter straffelovens § 260, frihedsberøvelse ef-
ter straffelovens § 261 eller trusler efter straffelovens § 266
eller medvirken til sådanne overtrædelser i forbindelse med
udlandsophold til forhold, der kan bringe barnets sundhed
eller udvikling i alvorlig fare.
Fastsættelsen af straffen i den enkelte sag vil bero på dom-
stolenes konkrete vurdering af alle sagens relevante om-
stændigheder. Domstolene skal i forbindelse med straffens
fastsættelse bl.a. tage højde for varigheden eller den forven-
tede varighed af et udlandsophold, de omstændigheder, bar-
net har befundet sig under på opholdet, og de mulige negati-
ve konsekvenser, opholdet har haft eller ville kunne få for
barnet eller den unge. Straffen udmåles i overensstemmelse
med principperne for udmåling af straffen for lignende over-
trædelser af straffeloven, som har en tilsvarende strafferam-
me, herunder navnlig frihedsberøvelse efter straffelovens §
261.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 1, nr. 5.
2.4. Inddragelse af pas
2.4.1. Gældende ret
Lov om pas til danske statsborgere m.v. (pasloven), jf. lov-
bekendtgørelse nr. 76 af 19. januar 2017, indeholder be-
stemmelser, der i visse tilfælde giver politiet mulighed for at
nægte at udstede pas til en dansk statsborger eller at inddra-
ge et allerede udstedt pas.
Efter paslovens § 2, stk. 1, nr. 1, kan politiet nægte udstedel-
se af pas til en dansk statsborger eller inddrage et allerede
udstedt pas, når der er rejst sigtelse mod den pågældende for
et strafbart forhold, som kan antages at medføre frihedsstraf,
og der på grund af sagens beskaffenhed eller den sigtedes
forhold er føje til at antage, at han vil unddrage sig ansvaret
ved udrejse af landet eller forbliven i udlandet.
Efter § 2, stk. 1, nr. 2, kan politiet nægte udstedelse af pas til
en dansk statsborger eller inddrage et allerede udstedt pas,
når den pågældende er idømt frihedsstraf, som ikke er afso-
net, eller er pålagt bødestraf eller konfiskation, som ikke er
erlagt, eller for hvilken sikkerhed ikke foreligger, og der på
grund af sagens beskaffenhed eller den sigtedes forhold er
føje til at antage, at han vil unddrage sig ansvaret ved
udrejse af landet eller forbliven i udlandet.
Efter § 2, stk. 1, nr. 3, kan politiet nægte udstedelse af pas til
en dansk statsborger eller inddrage et allerede udstedt pas,
når den pågældendes udrejse ville stride imod bestemmelser
i lovgivningen, der har til formål at sikre en persons tilstede-
værelse her i landet, indtil han har opfyldt ham påhvilende
forpligtelser over for det offentlige eller over for private.
Efter § 2, stk. 1, nr. 4, kan politiet nægte udstedelse af pas til
en dansk statsborger eller inddrage et allerede udstedt pas,
når der er grund til at antage, at den pågældende har til hen-
sigt i udlandet at deltage i aktiviteter, hvor dette kan indebæ-
re eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters
sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige or-
den.
14
Efter § 2, stk. 2, skal politiet ved afgørelser efter § 2, stk. 1,
nr. 4, fastsætte en frist, der ikke kan overstige 1 år. Fristen
kan dog forlænges med indtil 1 år ad gangen.
Politiet kan under særlige omstændigheder udstede proviso-
risk pas til en person, over for hvem der er truffet afgørelse
efter § 2, stk. 1, nr. 4, jf. § 2, stk. 3.
Politiets afgørelser efter paslovens § 2, stk. 1, kan påklages
til Rigspolitiet, jf. § 27, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1337 af
28. november 2013 om pas m.v. (pasbekendtgørelsen).
Rigspolitiets afgørelser efter § 27, stk. 1, kan ikke indbrin-
ges for anden administrativ myndighed, jf. stk. 2.
Det følger af paslovens § 2, stk. 4, at spørgsmålet om ophæ-
velse af politiets afgørelser efter lovens § 2, stk. 1, kan kræ-
ves forelagt retten af den, hvem pas er nægtet, eller hvis pas
er inddraget. Politiet skal i så fald uden unødigt ophold ind-
bringe begæringen for retten, der ved kendelse snarest mu-
ligt afgør, om politiets bestemmelser skal opretholdes eller
ophæves. Opholder vedkommende sig i udlandet, skal poli-
tiet, inden passet inddrages, søge rettens godkendelse af den
trufne bestemmelse.
Efter pasbekendtgørelsens § 2 skal danske statsborgere ved
udrejse fra og ankomst til landet være i besiddelse af pas.
Danske statsborgere kan dog udrejse til og indrejse fra Fin-
land, Island, Norge og Sverige uden at være i besiddelse af
pas eller anden rejselegitimation, jf. pasbekendtgørelsens §
1. Overtrædelse af § 2 i pasloven straffes med bøde eller
fængsel indtil 6 måneder, jf. pasbekendtgørelsens § 31, stk.
1. Øvrige overtrædelser af pasloven eller regler udstedt i
medfør heraf straffes ligeledes med bøde eller fængsel indtil
6 måneder, jf. paslovens § 5, stk. 1, 2. pkt.
2.4.2. Justitsministeriets overvejelser
Som nævnt ovenfor i pkt. 2.3.2 kan det have alvorlige og
vidtrækkende konsekvenser for et barn eller en ung, hvis
den pågældende sendes til udlandet til forhold, der bringer
barnets eller den unges sundhed og udvikling i alvorlig fare.
Det foreslås derfor, at man i sager, hvor der er grund til at
antage, at et barn eller en ung vil blive sendt på en sådan rej-
se, nægter at udstede eller inddrager det pågældende barns
pas, så forældrene ikke har mulighed for at sende barnet af-
sted til udlandet.
Tiltaget tilsigter at have en forebyggende karakter, idet for-
målet med en nægtelse eller inddragelse af pas over for et
barn eller en ung, hvis forældre overvejer at sende deres
barn på rejse til udlandet til forhold, der bringer barnets
sundhed og udvikling i alvorlig fare, er at få forældrene til at
opgive deres forehavende.
2.4.3. Den foreslåede ordning
2.4.3.1. Betingelser for at nægte udstedelse af et pas eller
inddrage et allerede udstedt pas
Med lovforslaget lægges der op til at give politiet beføjelse
til at nægte at udstede pas til en mindreårig dansk statsbor-
ger eller til at inddrage et allerede udstedt pas, når der er
grund til at antage, at barnet vil blive sendt til udlandet til
forhold, der bringer barnets sundhed og udvikling i alvorlig
fare. Ordningen skal ses i sammenhæng med den foreslåede
bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 5, og dækker således
over de rejser, som det vil være strafbart at sende sine børn
på i medfør af den foreslåede bestemmelse i straffelovens §
215 a.
Mistankekravet (»grund til at antage«) for at nægte at udste-
de pas til en mindreårig dansk statsborger eller til at inddra-
ge et allerede udstedt pas er det samme som for de øvrige
overtrædelser af paslovens § 2.
Det vil bero på et konkret skøn, der foretages af politiet, om
der i den enkelte sag foreligger tilstrækkelige oplysninger til
at opfylde mistankekravet. Politiets skøn vil kunne efterprø-
ves af domstolene under en eventuel domstolsprøvelse, jf.
pkt. 2.4.3.4.3.
Oplysninger, der i almindelighed kan antages at have betyd-
ning for, om en sådan situation foreligger, som giver grund
til at nægte at udstede pas til en mindreårig dansk statsbor-
ger eller til at inddrage et allerede udstedt pas, vil eksempel-
vis være, at det pågældende barn selv henvender sig til myn-
dighederne for at få hjælp, eller at en lærer eller anden om-
sorgsperson for barnet henvender sig, fordi vedkommende
har fået mistanke om, at barnet er i fare for at blive sendt til
udlandet til forhold, der bringer barnets eller den unges
sundhed og udvikling i alvorlig fare. Der bør dog ligeledes
ses på om oplysningerne bestyrkes af familieforholdene, li-
gesom også andre typer af oplysninger kan være væsentlige.
I de tilfælde, hvor henvendelsen ikke kommer fra barnet
selv, og hvor barnet er fyldt 10 år, bør barnet, så vidt det er
muligt, inddrages i spørgsmålet. Den bevismæssige værdi af
barnets egen opfattelse af situationen bør bl.a. afhænge af
barnets alder og modenhed. Barnets egen anskuelse af situa-
tionen bør dog ikke som udgangspunkt tillægges afgørende
vægt.
Der henvises i øvrigt bemærkningerne til lovforslagets § 2,
nr. 3.
15
2.4.3.2. Tidsmæssig udstrækning af en afgørelse om at næg-
te udstedelse af pas eller inddrage et allerede udstedt pas
En afgørelse om at nægte at udstede et pas til en dansk stats-
borger eller inddrage et allerede udstedt pas er et indgreb i
den pågældendes bevægelsesfrihed.
Justitsministeriet finder det derfor afgørende, at en sådan af-
gørelse ikke har en videre tidsmæssig udstrækning, end
hvad der skønnes nødvendigt for at forhindre barnet i at bli-
ve sendt til udlandet til forhold, der bringer barnets sundhed
og udvikling i alvorlig fare.
Der lægges med lovforslaget op til, at politiet i hvert enkelt
tilfælde skal fastsætte en frist for varigheden af f.eks. en pa-
sinddragelse på maksimalt 1 år, dog således at fristen kan
forlænges med op til 1 år ad gangen, hvis betingelserne i
forslaget til paslovens § 2, stk. 1, nr. 5, fortsat er opfyldt.
Fristen kan dog maksimalt forlænges til barnet fylder 18 år,
jf. lovforslagets § 2, nr. 4.
Det forudsættes i den forbindelse, at fristen i første omgang
som udgangspunkt vil blive fastsat til 1 år, henset til at det
må anses for tvivlsomt, om forældrenes ønske om og vilje til
at sende barnet på et udlandsophold i strid med den foreslåe-
de bestemmelse i straffelovens § 215 a, vil kunne ændres in-
den for en kortere tidsperiode. Ved en eventuel forlængelse
af fristen kan der derimod være grund til at overveje at fast-
sætte en kortere frist. Dette vil afhænge af de konkrete om-
stændigheder.
Det forudsættes i den forbindelse endvidere, at politiet af
egen drift eller efter anmodning fra forældremyndighedsind-
ehavere for den, hvis pas er nægtet udstedt, eller hvis pas er
inddraget, genoptager en sag efter de almindelige forvalt-
ningsretlige regler, hvis faktiske forhold af betydning for
sagen ændrer sig væsentligt under virkningsperioden.
Fristen for politiets afgørelser om at nægte at udstede et pas
eller inddrage et allerede udstedt pas regnes fra den dag,
hvor afgørelsen er truffet.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets §
2, nr. 4.
2.4.3.3. Provisorisk pas og tilladelse til specifikke rejser
En afgørelse om at nægte at udstede et pas til en dansk stats-
borger eller inddrage et allerede udstedt pas kan gribe ind i
bl.a. den pågældendes ret til familieliv eller uddannelse, jf.
lovforslagets pkt. 3, samt i den pågældendes ret til fri bevæ-
gelighed efter EU-retten, jf. lovforslagets pkt. 8. Hertil kom-
mer, at sigtet med lovforslaget er at varetage barnets tarv
ved at skærme det mod at blive sendt til udlandet til forhold,
som bringer barnets sundhed eller udvikling i alvorlig fare,
hvilket tilsiger, at loven anvendes så skånsomt som muligt
over for barnet. Justitsministeriet finder det derfor afgøren-
de, at der skabes mulighed for konkret at dispensere fra en
sådan afgørelse.
Det foreslås på den baggrund at politiet, i lighed med den
ordning, der gælder for tilfælde omfattet af paslovens § 2,
stk. 1, nr. 4, under særlige omstændigheder kan udstede et
provisorisk – dvs. midlertidigt – pas til et barn, som er ble-
vet nægtet pasudstedelse eller har fået inddraget sit pas efter
den foreslåede bestemmelse herom.
»Særlige omstændigheder« skal ikke forstås på samme må-
de som i de situationer, hvor det provisoriske pas udstedes i
medfør af § 2, stk. 1, nr. 4, da der er forskel på at søge at
forhindre en person i at udrejse for at deltage i aktiviteter,
der eksempelvis kan indebære en fare for statens sikkerhed,
og på at forhindre et barn i at blive sendt udlandet af sine
forældre, hvor barnets sundhed og udvikling udsættes for al-
vorlig fare. Barnet skal i videst muligt omfang have mulig-
hed for at fortsætte sin normale dagligdag, og der skal såle-
des mindre til for, at politiet skal udstede et provisorisk pas i
medfør af den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 5,
end efter § 2, stk. 1, nr. 4.
»Særlige omstændigheder« falder i denne type sager i to ka-
tegorier: rejser, hvor der ikke er en konkret risiko for, at bar-
net vil blive sendt til udlandet i strid med den foreslåede be-
stemmelse i straffelovens § 215 a, og rejser hvor der er en
risiko, men hvor tungtvejende hensyn alligevel tilsiger, at
barnet bør have adgang til at foretage en specifik rejse ud af
landet.
Eksempler på rejser, hvor der generelt ikke vil være en risi-
ko for, at barnet vil blive sendt til udlandet til forhold, hvor
barnets sundhed og udvikling udsættes for alvorlig fare, er
blandt andet lejrskoler, sportslejre og studieture. I den situa-
tion er udgangspunktet, at der skal udstedes et provisorisk
pas. Hvis den konkrete situation tilsiger det, vil det proviso-
riske pas i den situation kunne overdrages af politiet til bar-
net selv eller til en lærer eller en lignende omsorgsperson.
Der vil dog også være tilfælde, hvor der er en risiko for at
barnet vil blive sendt til udlandet til forhold, der udsætter
barnets sundhed og udvikling for alvorlig fare, men hvor
tungtvejende – eksempelvis familiemæssige – hensyn tilsi-
ger, at der alligevel skal udstedes et provisorisk pas. Det vil
eksempelvis kunne være tilfældet, hvis der opstår dødsfald
eller alvorlig sygdom hos et nærtstående familiemedlem i
udlandet. Om der i denne situation skal udstedes et proviso-
risk pas, vil bero på en konkret afvejning.
16
Eksemplerne ovenfor er ikke udtryk for en udtømmende op-
remsning af tilfælde, hvor konkrete hensyn kan tale for at
tillade barnet at foretage en specifik rejse, og hvor det derfor
vil være berettiget at udstede et provisorisk pas til brug for
rejsen.
Det forudsættes, at forældremyndighedsindehavere for det
barn, over for hvem der er truffet afgørelse om at nægte ud-
stedelse af pas, eller hvis pas er inddraget, selv skal søge til-
ladelse til at få udstedt et provisorisk pas, og at den pågæl-
dende i den forbindelse skal dokumentere, at betingelserne
herfor er opfyldt. Som eksempel på sådan dokumentation
kan nævnes en erklæring fra en læge om alvorlig sygdom
hos et nært familiemedlem eller en erklæring fra den pågæl-
dendes skole om, at den pågældende skal på lejrskole.
De almindelige regler i pasbekendtgørelsen om udstedelse
af provisorisk pas vil også gælde for udstedelse af proviso-
risk pas efter den foreslåede bestemmelse. Det indebærer
bl.a., at det provisoriske pas kun gives for det tidsrum, som
er påkrævet af hensyn til rejsens varighed, jf. pasbekendtgø-
relsens § 24, stk. 2. Dog vil udstedelsen af provisorisk pas
ske vederlagsfrit, jf. lovforslagets § 2, nr. 7.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 2, nr. 5.
2.4.3.4. Politiets behandling af sager om at nægte udstedel-
se af pas eller inddrage et allerede udstedt pas
2.4.3.4.1. Politiets sagsbehandling
De stedlige politidirektørers afgørelser efter pasloven kan
påklages til Rigspolitiet, jf. § 27, stk. 1, i pasbekendtgørel-
sen. Rigspolitiets afgørelser efter § 27, stk. 1, kan ikke ind-
bringes for anden administrativ myndighed, jf. stk. 2.
Denne ordning foreslås ikke ændret med lovforslaget, og de
stedlige politidirektørers afgørelser efter de foreslåede be-
stemmelser vil således også kunne påklages til Rigspolitiet.
I øvrigt vil de stedlige politidirektørers afgørelser om at
nægte at udstede et pas eller inddrage et allerede udstedt pas
kunne indbringes for domstolene, jf. nærmere herom under
pkt. 2.4.3.4.3.
Det bemærkes, at hverken klage til Rigspolitiet eller ind-
bringelse for domstolene vil have opsættende virkning,
hvorfor afgørelsen har virkning straks fra meddelelsen af af-
gørelsen.
2.4.3.4.2. Effektuering af politiets afgørelser
Med en vedtagelse af lovforslaget forudsættes det, at politiet
i de tilfælde, hvor der træffes afgørelse om at nægte at ud-
stede pas til en dansk statsborger eller at inddrage et allerede
udstedt pas, opdaterer oplysningerne herom i Det Centrale
Pasregister. Herved sikres, at de pasudstedende myndighe-
der, dvs. kommunerne, politiet og udenrigstjenesten, bliver
opmærksomme på afgørelsen og undlader at udstede et (nyt)
pas, hvis den pågældende indgiver en ansøgning om udste-
delse af pas under afgørelsens virkningsperiode.
Politiet opdaterer tillige oplysninger om afgørelsen om pa-
sinddragelse i øvrige relevante databaser, herunder SIS II og
Interpols database for stjålne, ulovligt handlede, mistede el-
ler ugyldiggjorte rejsedokumenter. Herved sikres, at grænse-
myndighederne i såvel Danmark som andre lande har mulig-
hed for at standse den pågældende i forbindelse med en
eventuel kontrol, der foretages ved ind- og udrejse.
Det bemærkes, at politiet selvsagt også kan inddrage det fy-
siske pas, hvis der er truffet afgørelse herom.
2.4.3.4.3. Domstolsprøvelse
Som anført under pkt. 2.4.1 kan spørgsmål om ophævelse af
de afgørelser, politiet efter gældende ret kan træffe om at
nægte pasudstedelse eller inddrage et allerede udstedt pas,
kræves forelagt retten af forældremyndighedsindehavere for
den, hvem pas er nægtet, eller hvis pas er inddraget. Politiet
skal i så fald uden unødigt ophold indbringe begæringen for
retten, der ved kendelse snarest muligt afgør, om politiets
bestemmelser skal opretholdes eller ophæves.
Justitsministeriet foreslår, at afgørelser om at nægte udste-
delse af pas eller inddrage et allerede udstedt pas efter den
foreslåede bestemmelse i pasloven skal være omfattet af den
eksisterende adgang til domstolsprøvelse i pasloven.
Det foreslås i den forbindelse, at begæringen i denne type
sager – ligesom øvrige begæringer om domstolsprøvelse af
afgørelser efter de gældende regler i pasloven – skal ind-
bringes for den ret, der er nævnt i retsplejelovens § 698,
hvilket vil indebære, at sagerne som udgangspunkt skal ind-
bringes for retten i den retskreds, hvor det pågældende barn
har bopæl, og at reglerne i retsplejelovens 4. bog om straffe-
retsplejen finder anvendelse med de fornødne lempelser ved
sagens behandling.
Adgangen til domstolsprøvelse afhænger ikke af, hvorvidt
sagen forinden er påklaget til Rigspolitiet.
17
Indbringelse for domstolene vil ikke have opsættende virk-
ning, hvorfor afgørelsen har virkning straks fra meddelelsen.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 2, nr. 6.
2.4.3.5. Sanktion
Personer, der ind- eller udrejser af landet uden et gyldigt
pas, fordi politiet har truffet afgørelse om at nægte at udste-
de pas eller inddrage et allerede udstedt pas, vil kunne straf-
fes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder, jf. pasbekendt-
gørelsens § 31, stk. 1.
Denne ordning foreslås ikke ændret med lovforslaget. Bar-
net vil således, forudsat det er over den kriminelle lavalder,
kunne straffes for overtrædelse af forbuddet mod ud- og ind-
rejse uden gyldigt pas, ligesom forældrene efter omstændig-
hederne vil kunne straffes for medvirken hertil. I den forbin-
delse bemærkes dog, at hvis det ikke kan antages, at barnet
er udrejst frivilligt, vil dette være en straffrihedsgrund, da
barnet således ikke har haft forsæt til udrejsen.
3. Forholdet til Danmarks internationale forpligtelser
Efter den foreslåede bestemmelse i paslovens § 2, stk. 1, nr.
5, kan politiet nægte udstedelse af pas til en dansk statsbor-
ger eller inddrage et allerede udstedt pas, når der er grund til
at antage, at det pågældende barn ellers vil blive sendt ud af
landet til forhold, der bringer den pågældendes sundhed el-
ler udvikling i alvorlig fare.
Den foreslåede ordning med nægtelse eller inddragelse af
pas i de omhandlede sager vil efter omstændighederne kun-
ne indebære indgreb i de rettigheder, der er reguleret i Den
Europæiske Menneskerettighedskonvention. Der er navnlig
tale om artikel 2 i 4. tillægsprotokol om retten til at færdes
frit og til frit at vælge opholdssted samt konventionens arti-
kel 8 om retten til privatliv og familieliv.
I tilfælde, hvor en medlemsstats lovgivning indrømmer
myndighederne helt eller delvis skønsmæssige beføjelser,
foretager Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol som
udgangspunkt ikke en abstrakt prøvelse af, om lovgivningen
er i overensstemmelse med konventionen. Det afgørende er,
hvordan lovgivningen anvendes i praksis.
Det fremgår af artikel 2 i 4. tillægsprotokol til Den Europæ-
iske Menneskerettighedskonvention, at enhver, der lovligt
befinder sig på en stats område, inden for dette skal have ret
til at færdes frit og til frit at vælge sit opholdssted, og at en-
hver har frihed til at forlade et hvilket som helst land, herun-
der sit eget. Efter Menneskerettighedsdomstolens praksis in-
debærer bestemmelsen endvidere en ret til at udrejse til et
land efter den pågældendes eget valg, hvor vedkommende
kan opnå indrejse, jf. f.eks. Peltonen mod Finland, dom af
20. februar 1995.
Efter artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskon-
vention har enhver ret til respekt for sit privatliv og familie-
liv, sit hjem og sin korrespondance. Retten til respekt for
privatlivet er ikke begrænset til en indre sfære, men omfatter
også i et vist omfang retten til at etablere og udvikle relatio-
ner til andre mennesker, jf. bl.a. Menneskerettighedsdomsto-
lens afgørelse i Niemetz mod Tyskland, dom af 16. decem-
ber 1992. Retten til respekt for familielivet omfatter bl.a.
forholdet mellem ægtefæller, ugifte samlevende og registre-
rede partnere, forholdet mellem forældre og mindreårige
børn samt forholdet mellem voksne børn, der endnu ikke
selv har stiftet familie, og deres forældre eller andre nære fa-
miliemedlemmer, jf. f.eks. Osman mod Danmark, dom af
14. september 2011.
Beskyttelsen efter disse bestemmelser er imidlertid ikke ab-
solut. Der kan gøres indgreb i de nævnte rettigheder, hvis
indgrebet er foreskrevet ved lov og er nødvendigt i et demo-
kratisk samfund (dvs. opfylder kravet om proportionalitet)
til varetagelse af nærmere bestemte anerkendelsesværdige
formål, herunder for at beskytte andres rettigheder og frihe-
der, jf. artikel 2, stk. 3, i 4. tillægsprotokol og Den Europæ-
iske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 2.
FN’s konvention om barnets rettigheder af 20. november
1989 (FN’s børnekonvention) indeholder en regulering af
børns rettigheder på alle samfundsområder. Det grundlæg-
gende hensyn til barnets tarv fastslås i artikel 3, stk. 1, i
FN’s børnekonvention, hvorefter barnets tarv i alle foran-
staltninger vedrørende børn, hvad enten disse udøves af of-
fentlige eller private institutioner for social velfærd, domsto-
le, forvaltningsmyndigheder eller lovgivende organer, skal
komme i første række.
Den foreslåede ordning med nægtelse eller inddragelse af
pas indføres i pasloven og som anført i lovforslagets almin-
delige bemærkninger, jf. pkt. 2.4.2 ovenfor, er formålet med
ordningen at forhindre, at børn bliver sendt til udlandet til
forhold, hvor deres sundhed og udvikling bliver udsat for al-
vorlig fare. Formålet er af forebyggende karakter, idet det
må forventes, at en nægtelse eller inddragelse af pas, vil
kunne få den virkning, at den pågældendes forældre opgiver
deres intention om at sende barnet til udlandet til forhold,
der bringer barnets sundhed eller udvikling i alvorlig fare.
Afgørelser om nægtelse eller inddragelse af pas træffes på
baggrund af en individuel og konkret vurdering, og afgørel-
sen kan af den pågældende kræves indbragt for retten uden
unødigt ophold, hvor retten vil kunne foretage en fuld prø-
velse.
18
Der er samtidig fastsat en varighedsbegrænsning på 1 år
med mulighed for forlængelse indtil barnet fylder 18 år,
hvilket er det tidspunkt, hvor barnet selv får mulighed for at
råde over sit pas. En beslutning om nægtelse eller inddragel-
se af et pas er således tidsbegrænset og kan ikke forlænges
uden fornyet prøvelse. Endvidere vil sagen skulle genopta-
ges, hvis der under gyldighedsperioden fremkommer væ-
sentlige nye oplysninger. Se herom også pkt. 2.4.3.2. oven-
for.
Den foreslåede ordning indebærer endelig mulighed for at
udstede provisorisk pas og give tilladelse til specifikke rej-
ser, hvis tungtvejende hensyn til f.eks. den pågældendes ret
til familieliv eller uddannelse taler herfor, eller hvis der ikke
er en konkret risiko for, at barnet vil blive sendt til udlandet
til forhold, der bringer barnets sundhed eller udvikling i al-
vorlig fare.
Ordningen er således begrundet i hensynet til barnets tarv og
går efter Justitsministeriets opfattelse ikke videre end nød-
vendigt for at opnå det tilsigtede formål.
På den baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at den
foreslåede ordning ikke er i strid med Den Europæiske Men-
neskerettighedskonvention.
4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonse-
kvenser for det offentlige
4.1. Skærpet strafzone
Ordningen med skærpede strafzoner (lovforslagets § 1, nr. 1
og 2, og § 3) forventes ikke at ville medføre merudgifter af
betydning for politiet, anklagemyndigheden eller domstole-
ne til behandling af straffesager, idet det forudsættes, at de
pågældende sager vil blive ført uafhængigt af, om straffen
skærpes.
Ordningen vil medføre merudgifter for kriminalforsorgen,
idet det må forventes, at der er sager, som i dag afgøres med
betingede straffe, som fremadrettet vil blive afgjort med
ubetingede frihedsstraffe, ligesom længden af den samlede
idømte ubetingede frihedsstraf vil blive forøget. Vurderin-
gen er baseret på et skøn over, hvor mange sager der årligt
vil blive omfattet af strafskærpelserne i de skærpede strafzo-
ner.
Det er Justitsministeriets vurdering, at ordningen med skær-
pede strafzoner samlet set vil medføre merudgifter for kri-
minalforsorgen på 10 mio. kr. i 2018 og i alt ca. 15 mio. kr.
årligt fra 2019 og frem.
Udgifterne knytter sig til udgifter forbundet med at bevare
den fornødne kapacitet i kriminalforsorgens institutioner
samt til de driftsomkostninger, der er forbundet med den
øgede strafmængde fra 2019 og frem.
4.2. Skærpet straf for ledende medarbejderes pligtforsøm-
melse i offentlig tjeneste eller hverv
Lovændringen om skærpet straf for pligtforsømmelse i of-
fentlig tjeneste eller hverv (lovforslagets § 1, nr. 3 og 4) for-
ventes anvendt i et yderst begrænset antal straffesager.
Lovændringen vurderes på den baggrund ikke at have øko-
nomiske konsekvenser for staten af betydning.
De foreslåede lovændringer vurderes ikke at medføre offent-
lige implementeringskonsekvenser af betydning.
4.3. Kriminalisering af at forældre sender deres børn til ud-
landet til forhold, der bringer barnets sundhed eller udvik-
ling i alvorlig fare, og ændringer af pasloven
Det er Justitsministeriets vurdering, at kriminaliseringen af
udlandsophold, der kan være skadelige for barnet eller den
unges sundhed eller udvikling (lovforslagets § 1, nr. 5),
maksimalt vil medføre 1-3 sager årligt.
Behandlingen af sådanne sager vurderes på den baggrund
ikke at ville medføre merudgifter af betydning. Udgifterne
hertil vil blive afholdt inden for Justitsministeriets eksister-
ende økonomiske ramme.
Ligeledes vurderes de økonomiske konsekvenser af lovæn-
dringen om inddragelse af pas (lovforslagets § 2) at være be-
grænsede, da det er vurderingen, at der vil være tale om et
begrænset antal sager. Eventuelle udgifter vil blive afholdt
inden for de eksisterende rammer
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for er-
hvervslivet mv.
Lovforslaget har ikke økonomiske og administrative konse-
kvenser for erhvervslivet.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for bor-
gerne.
19
7. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ikke miljømæssige konsekvenser.
8. Forholdet til EU-retten
8.1. Inddragelse af pas
Det følger af artikel 21, stk. 1, i Traktaten om Den Europæ-
iske Unions Funktionsmåde (TEUF), at enhver unionsborger
har ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes
område med de begrænsninger og på de betingelser, der er
fastsat i traktaterne og i gennemførelsesbestemmelserne her-
til.
Bestemmelsen er for så vidt angår retten til udrejse fra en
medlemsstat nærmere udmøntet i artikel 4 i Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2004/38/EF om unionsborgeres
og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig
frit på medlemsstaternes område mv. (opholdsdirektivet),
hvoraf det følger, at uden at dette berører de bestemmelser
for rejsedokumenter, der gælder ved national grænsekontrol,
har alle unionsborgere, der er i besiddelse af et gyldigt iden-
titetskort eller pas, ret til at forlade en medlemsstats område
for at rejse til en anden medlemsstat.
Unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til indrejse
i en medlemsstat er nærmere udmøntet i opholdsdirektivets
artikel 5, mens retten til ophold i en anden medlemsstat er
reguleret i direktivets kapitel III og IV. Det følger heraf, at
unionsborgere og deres familiemedlemmer har ret til at ind-
rejse og tage ophold i andre medlemsstater i indtil tre måne-
der. Under nærmere betingelser har unionsborgere og deres
familiemedlemmer ret til at opholde sig i andre medlemssta-
ter i mere end tre måneder.
Medlemsstaterne kan begrænse den frie bevægelighed og
ophold for en unionsborger eller et familiemedlem uanset
nationalitet af hensyn til den offentlige orden, sikkerhed el-
ler sundhed, jf. opholdsdirektivets artikel 27, stk. 1. Efter
opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, skal foranstaltninger
truffet af hensyn til den offentlige orden eller sikkerhed væ-
re i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og
kan udelukkende begrundes i vedkommendes personlige ad-
færd.
Det er Justitsministeriets vurdering, at en forældremyndig-
hedshavers adfærd i denne sammenhæng kan begrunde en
indskrænkning i det mindreårige barns bevægelsesfrihed,
idet det er forældremyndighedshaveren, der bestemmer over
barnets opholdssted og som led heri har råderet over passet.
En afgørelse om at nægte at udstede pas eller at inddrage et
allerede udstedt pas (lovforslagets § 2, nr. 1) udgør et ind-
greb i retten til fri bevægelighed for mindreårige danske
statsborgere, som ønsker at udrejse til en anden medlems-
stat, og kan derfor ske i overensstemmelse med bl.a. betin-
gelserne i opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2.
Hertil kommer, at ordningen er begrundet i hensynet til bar-
nets tarv, jf. artikel 24 i EU’s Charter om grundlæggende
rettigheder. Ifølge forklaringerne hertil bygger denne be-
stemmelse på FN’s konvention om barnets rettigheder af 20.
november 1989 (FN’s børnekonvention). FN’s børnekon-
vention indeholder en regulering af børns rettigheder på alle
samfundsområder. Det grundlæggende hensyn til barnets
tarv fastslås i artikel 3, stk. 1, i FN’s børnekonvention, hvor-
efter barnets tarv i alle foranstaltninger vedrørende børn,
hvad enten disse udøves af offentlige eller private institutio-
ner for social velfærd, domstole, forvaltningsmyndigheder
eller lovgivende organer, skal komme i første række.
De i pkt. 2.4.2 anførte hensyn bag den foreslåede ordning er
efter Justitsministeriets opfattelse derfor begrundet. Det er
endvidere Justitsministeriets opfattelse, at den foreslåede
ordning ikke går videre end nødvendigt for at varetage disse
hensyn.
Det bemærkes i den forbindelse, at vurderingen af, om der
er risiko for, at et barn vil blive sendt til udlandet i strid med
den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 215 a, vil bero
på et konkret skøn i hvert enkelt tilfælde. Det bemærkes i
øvrigt, at ordningen indeholder en række undtagelsesmulig-
heder.
For så vidt angår pasinddragelse mv., giver den foreslåede
ordning således mulighed for, at politiet under særlige om-
stændigheder kan udstede et provisorisk pas og give tilladel-
se til at foretage en specifik rejse, ligesom politiet har mu-
lighed for i det konkrete tilfælde at undlade at træffe afgø-
relse om pasinddragelse mv., hvis hensynet til Danmarks in-
ternationale forpligtelser taler derfor.
Politiets sagsbehandling i sager om pasinddragelse mv. vil
være omfattet af de almindelige forvaltningsretlige regler
om partshøring, begrundelse og klagevejledning. Politiets
afgørelser vil kunne påklages administrativt og vil kunne
kræves indbragt for domstolene, jf. pkt. 2.4.3.4.1 og
2.4.3.4.3 ovenfor. Det er Justitsministeriets opfattelse, at de
foreslåede ordninger herved lever op til opholdsdirektivets
krav i artikel 30 til meddelelsen af afgørelser, som begræn-
ser den frie bevægelighed, og til de proceduremæssige ga-
rantier i direktivets artikel 31.
På den baggrund er det samlet set Justitsministeriets vurde-
ring, at den foreslåede ordning er i overensstemmelse med
EU-retten.
20
8.2. Lovforslagets øvrige bestemmelser
Det vurderes, at lovforslagets øvrige bestemmelser (lovfor-
slagets § 1 og § 3) ikke rejser spørgsmål i forhold til EU-ret-
ten.
9. Hørte myndigheder og organisationer
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 17. august til
den 14. september 2018 været sendt i høring hos følgende
myndigheder og organisationer mv.:
Østre Landsret, Vestre Landsret, samtlige byretter, Dom-
stolsstyrelsen, Rigsadvokaten, Rigspolitiet, Den Danske
Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Forenin-
gen af Offentlige Anklagere, Politiforbundet, Advokatrådet,
Danske Advokater, Landsforeningen af Forsvarsadvokater,
Amnesty International, Danske Regioner, Det Kriminalpræ-
ventive Råd, Institut for Menneskerettigheder, Justitia, KL,
Landsforeningen KRIM, Retspolitisk Forening, Etnisk Ung,
Mellemfolkeligt Samvirke, Rådet for Minoriteter, BL –
Danmarks almene boliger, SOS Racisme, Dansk Socialråd-
giverforening.
10. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindre udgifter
(hvis ja, angiv omfang)
Negative konsekvenser/merudgifter (hvis
ja, angiv omfang)
Økonomiske konsekvenser for det
offentlige
Ingen Det er Justitsministeriets vurdering, at
ordningen med skærpede strafzoner sam-
let set vil medføre merudgifter for krimi-
nalforsorgen på 10 mio. kr. i 2018 og i
alt ca. 15 mio. kr. årligt fra 2019 og
frem.
Implementeringskonsekvenser for
det offentlige
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for
stat, kommuner og regioner
Ingen Ingen
Økonomiske konsekvenser for er-
hvervslivet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for
borgerne
Ingen Ingen
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Lovforslaget § 2 (om inddragelse af pas) vurderes at være i overensstemmelse med
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF om unionsborgeres og deres fa-
miliemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område
mv. (opholdsdirektivet). Lovforslagets øvrige bestemmelser indeholder ikke EU-ret-
lige aspekter.
Overimplementering af EU-retli-
ge minimumsforpligtelser (sæt X) JA NEJ
X
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Efter straffelovens § 81 b kan straffen forhøjes indtil det hal-
ve, hvis en af de i straffeloven omhandlede lovovertrædelser
begås på et offentligt tilgængeligt sted ved brug af skydevå-
ben eller våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres
særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig
skade efter straffelovens § 192 a, stk. 1, uden at forholdet er
omfattet af straffelovens § 81 a.
Det foreslås at ændre ”straffen forhøjes indtil det halve” til
”straffen forhøjes med indtil det halve”.
Der er alene tale om en sproglig præcisering, der ikke har til
formål at ændre på den retsstilling, der var lagt til grund ved
indførelsen af bestemmelsen.
21
Det fremgår således klart af bestemmelsens forarbejder, at
det er forudsat, at straffen skal kunne forhøjes med indtil det
halve. Der kan i den forbindelse henvises til bemærkninger-
ne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2016-17, tillæg A,
L 190 som fremsat, side 46, hvoraf det bl.a. fremgår, at
”straffen […] vil skulle forhøjes med det halve i forhold til
den straf, der i dag ville blive fastsat af domstolene. I tilfæl-
de, hvor domstolene i dag ville udmåle en straf på 8 års
fængsel – f.eks. i en sag om drabsforsøg på åben gade ved
brug af skydevåben – er det således forudsat, at der fremo-
ver som udgangspunkt fastsættes en straf på 12 års fængsel."
Til nr. 2
Straffeloven indeholder ikke i dag bestemmelser, hvorefter
straffen for overtrædelse af visse regler i straffeloven eller
særlovgivningen skærpes, hvis overtrædelsen sker inden for
bestemte, nærmere udpegede områder.
Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse, som giver
mulighed for at skærpe straffen for visse overtrædelser af
straffeloven og særlovgivningen, hvis de begås i en skærpet
strafzone, der udpeget i medfør af den foreslåede § 6 a i lov
om politiets virksomhed, jf. forslaget til § 3.
Efter den foreslåede stk. 1 kan den i straffelovens § 119
(vold og trusler om vold mod offentligt ansatte mv.), § 123
(vidnetrusler), § 181 (brandstiftelse), § 132 a (videreførelse
af en foreløbig forbudt eller opløst forening), § 132 b (over-
trædelse af opholdsforbud), § 134 a (deltagelse i slagsmål
mv. på offentligt sted), § 244, stk. 1 (simpel vold), § 244,
stk. 1, jf. § 247 (simpel vold i gentagelsestilfælde), § 245
(grov vold), § 245, jf. § 247 (grov vold i gentagelsestilfæl-
de), § 266 (trusler), § 276 (tyveri), § 276 a (indbrudstyveri),
§ 281 (afpresning), § 288 (røveri), § 291 (hærværk), § 293
(brugstyveri) og § 293 a (brugstyveri af motorkøretøj) fast-
satte straf forhøjes med indtil det dobbelte, hvis lovovertræ-
delsen er begået i en skærpet strafzone. Det samme gælder
straffen for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende
stoffer, lovgivningen om våben og eksplosivstoffer og lov-
givningen om knive og blankvåben mv.
Den foreslåede bestemmelse omfatter tillige forsøg på og
medvirken til lovovertrædelserne, jf. straffelovens §§ 21 og
23.
Bestemmelsen vil finde anvendelse, når en strafbar handling
af den ovennævnte karakter er begået inden for en skærpet
strafzone, der er udpeget og offentliggjort i overensstemmel-
se med politilovens § 6 a. Det er således ikke et krav, at ger-
ningsmanden konkret har forsæt til, at den strafbare hand-
ling er begået inden for en skærpet strafzone.
En forbrydelse anses normalt for at være begået inden for en
skærpet strafzone, hvis enten gerningsmanden eller forbry-
delsens offer eller genstand befinder sig i zonen. Det er såle-
des uden betydning for anvendelsen af den foreslåede be-
stemmelse, om gerningsmanden bor inden for et område,
som er udpeget som en skærpet strafzone, eller om
vedkommende er uden tilknytning til området.
Det forudsættes, at strafniveauet for overtrædelser efter stk.
1, når de er begået inden for en skærpet strafzone, i alminde-
lighed fordobles sammenlignet med strafniveauet for tilsva-
rende overtrædelser begået uden for en skærpet strafzone.
Undtagelsesvis kan det imidlertid forekomme, hvis en for-
brydelse i forvejen straffes med en lang fængselsstraf, at en
fordobling af strafniveauet ikke vurderes at stå i rimeligt
forhold til den begåede kriminalitet sammenholdt med til-
svarende forbrydelser begået uden for den skærpede strafzo-
ne. Dette gælder eksempelvis for visse forhold omfattet af
straffelovens § 181 om brandstiftelse (f.eks. brandstiftelse
under særligt skærpende omstændigheder), § 245, jf. § 247,
om grov vold i gentagelsestilfælde, § 281, jf. § 286, stk. 1,
om grov afpresning, eller § 288 om røveri. I disse tilfælde
forudsættes straffen at skulle skærpes med en tredjedel.
Det forudsættes endvidere, at overtrædelser af de i stk. 1
nævnte bestemmelser, der i dag straffes med bøde, fremover
i gentagelsestilfælde som udgangspunkt skal straffes med
fængsel, når der er tale om gentagne overtrædelser, som er
begået i den samme eller en anden skærpet strafzone. Det vil
f.eks. omfatte berigelsesforbrydelser efter straffelovens §§
276, 276 a og 281, hvor straffen er bøde, hvis der er tale om
forbrydelser af mindre strafværdighed, samt besiddelse af
mindre mængder euforiserende stoffer.
Strafskærpelsen finder anvendelse i forhold til enhver over-
trædelse, som er omfattet af den foreslåede § 81 c, stk. 1.
Det gælder også, selv om der er tale om en kriminalitetsty-
pe, der ikke konkret har været udslagsgivende for beslutnin-
gen om at udpege en skærpet strafzone.
Er et forhold samtidig omfattet af den foreslåede stk. 1 og
straffelovens § 81 a (om strafforhøjelse og skærpelse af
straffen ved banderelaterede konflikter) eller § 81 b (om
strafforhøjelse for skyderi mv. på frit tilgængeligt sted) kan
der rejses tiltale efter flere anvendelige bestemmelser og ske
domfældelse under henvisning til flere bestemmelser
samtidig. Straffen udmåles i disse tilfælde efter den bestem-
melse, der konkret indebærer den højest forskyldte straf,
dvs. strafniveauet efter den foreslåede stk. 1 eller efter straf-
felovens §§ 81 a eller 81 b.
Efter den foreslåede stk. 2 skal det ved fastsættelse af straf
for lovovertrædelser, som ikke er omfattet af stk. 1, i almin-
delighed indgå som en skærpende omstændighed, hvis over-
22
trædelsen er begået i en skærpet strafzone og er egnet til
skabe utryghed i denne zone.
Det er en betingelse, at en sådan overtrædelse er ”egnet til at
skabe utryghed” i den skærpede strafzone, hvor forholdet er
begået. Der vil i den forbindelse skulle foretages en vurde-
ring i det enkelte tilfælde af, om overtrædelsen har været eg-
net til at fastholde området i utryghed eller øge utrygheden i
området. Det er ikke en forudsætning, at den pågældende
kriminalitet har været utryghedsskabende for konkrete be-
boere i området, men alene om overtrædelsen har været eg-
net til at fastholde eller øge utrygheden i området. Den fore-
slåede stk. 2 udelukker ikke en samtidig anvendelse af straf-
felovens §§ 81, 81 a eller 81 b.
Fastsættelsen af straffen efter den foreslåede § 81 c vil fort-
sat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte til-
fælde, og straffelovens almindelige regler om straffens fast-
sættelse mv. vil fortsat finde anvendelse i sager omfattet af
de foreslåede bestemmelser. Det gælder bl.a. straffelovens §
81 om skærpende omstændigheder, § 82 om formildende
omstændigheder og § 83 om fastsættelse af straffen under
den angivne strafferamme eller strafbortfald.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 3
Efter straffelovens § 156, 1. pkt., straffes den, som virker i
offentlig tjeneste eller hverv, hvis denne nægter eller undla-
der at opfylde pligter, som tjenesten eller hvervet medfører,
eller at efterkomme en lovlig tjenstlig befaling, med bøde el-
ler fængsel indtil 4 måneder. Det følger af bestemmelsens 2.
pkt., at hverv, hvis udførelse hviler på offentlige valg, falder
uden for bestemmelsen.
Med lovforslaget foreslås det at indsætte et nyt stk. 2, der in-
debærer, at straffen for overtrædelse af stk. 1 kan stige til
fængsel i 1 år, når overtrædelsen begås af en person i en le-
dende stilling.
Ved en person i en ”ledende stilling” forstås personer med
personaleansvar, herunder f.eks. en leder af et dagtilbud el-
ler en skoleleder. Bestemmelsen omfatter ikke personer, der
indgår i et ledelsesteam, men ikke selv har personaleansvar,
normalt f.eks. souschefer eller lignende.
Det afgørende er, om den pågældende selvstændigt har le-
delsesbeføjelser i forhold til andre personer. Det er således
ikke afgørende, hvilket ansvar af ikke ledelsesmæssig karak-
ter den pågældende i øvrigt har. En teamleder eller mellem-
leder, som har ansvaret for, at en opgave løses, men som ik-
ke har det formelle personaleansvar, vil således ikke være
omfattet af bestemmelsen. Omvendt vil en rektor, eventuelle
områdeledere og lignende mellemledere af f.eks. en uddan-
nelsesinstitution være omfattet af bestemmelserne, forudsat
de reelt har et personaleansvar, mens undervisere, eventuelle
ledelsessekretariatsmedarbejdere og medarbejdere, der bi-
står mellemledere mv. med den daglige ledelse, som ud-
gangspunkt ikke vil være omfattet af bestemmelserne.
Det forudsættes med ændringen, at bøde- eller fængselsstraf
for personer i en ledende stilling efter § 156 gennemgående
forhøjes med omkring en tredjedel i forhold til den straf, der
i dag ville blive fastsat af domstolene for overtrædelser af §
156 begået af de pågældende personer. Det forudsættes såle-
des, at f.eks. en sag om pligtforsømmelse begået af en per-
son med ledelsesansvar, der i dag af domstolene afgøres
med 30 dages fængsel, efter lovændringen skal afgøres med
40 dages fængsel. Straffen for de groveste sager om pligtfor-
sømmelse efter § 156, herunder eklatante forsømmelser,
som har haft alvorlige følger for borgere, og som er begået
af personer med ledelsesansvar, forudsættes fremover at
skulle udmåles i den øvre tredjedel af strafferammen på 1 år.
På grund af den variation, som de forskelligartede sager om
overtrædelse af straffelovens § 156 har, er det ikke muligt at
angive et bestemt strafniveau for overtrædelserne.
Den konkrete strafudmåling vil fortsat bero på domstolenes
konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige om-
stændigheder i sagen, jf. herved de almindelige regler om
straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10. Det gælder
bl.a. straffelovens § 81 om skærpende omstændigheder, § 82
om formildende omstændigheder og § 83 om fastsættelse af
straffen under den angivne strafferamme eller strafbortfald.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 4
Efter straffelovens § 157, 1. pkt., straffes den, som gør sig
skyldig i grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skø-
desløshed i tjenestens eller hvervets udførelse eller i over-
holdelsen af de pligter, som tjenesten eller hvervet medfører,
med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Det følger af be-
stemmelsens 2. pkt., at hverv, hvis udførelse hviler på of-
fentlige valg, falder uden for bestemmelsen.
Med lovforslaget foreslås det at indsætte et stk. 2, der inde-
bærer, at straffen for overtrædelse af stk. 1 kan stige til
fængsel i 1 år, når overtrædelsen begås af en person i en le-
dende stilling.
Ved en person i en ”ledende stilling” forstås personer med
personaleansvar, herunder f.eks. en leder af et dagtilbud el-
ler en skoleleder. Bestemmelsen omfatter ikke personer, der
23
indgår i et ledelsesteam, men ikke selv har personaleansvar,
normalt f.eks. souschefer eller lignende.
Det afgørende er, om den pågældende selvstændigt har le-
delsesbeføjelser i forhold til andre personer. Det er således
ikke afgørende, hvilket ansvar af ikke ledelsesmæssig karak-
ter den pågældende i øvrigt har. En teamleder eller mellem-
leder, som har ansvaret for, at en opgave løses, men som ik-
ke har det formelle personaleansvar, vil således ikke være
omfattet af bestemmelsen. Omvendt vil en rektor, eventuelle
områdeledere og lignende mellemledere af f.eks. en uddan-
nelsesinstitution være omfattet af bestemmelserne, forudsat
de reelt har et personaleansvar, mens undervisere, eventuelle
ledelsessekretariatsmedarbejdere og medarbejdere, der bi-
står mellemledere mv. med den daglige ledelse, som ud-
gangspunkt ikke vil være omfattet af bestemmelserne.
Det forudsættes med ændringen, at bøde- eller fængselsstraf
for personer i en ledende stilling efter § 157 gennemgående
forhøjes med omkring en tredjedel i forhold til den straf, der
i dag ville blive fastsat af domstolene for overtrædelser af §
157 begået af de pågældende personer. Det forudsættes såle-
des, at f.eks. en sag om pligtforsømmelse begået af en per-
son med ledelsesansvar, der i dag af domstolene afgøres
med 30 dages fængsel, efter lovændringen skal afgøres med
40 dages fængsel. Straffen for de groveste sager om pligtfor-
sømmelse efter § 157, herunder eklatante forsømmelser,
som har haft alvorlige følger for borgere, og som er begået
af personer med ledelsesansvar, forudsættes fremover at
skulle udmåles i den øvre tredjedel af strafferammen på 1 år.
På grund af den variation, som de forskelligartede sager om
overtrædelse af straffelovens § 157 har, er det ikke muligt at
angive et bestemt strafniveau for overtrædelserne.
Den konkrete strafudmåling vil fortsat bero på domstolenes
konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige om-
stændigheder i sagen, jf. herved de almindelige regler om
straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10. Det gælder
bl.a. straffelovens § 81 om skærpende omstændigheder, § 82
om formildende omstændigheder og § 83 om fastsættelse af
straffen under den angivne strafferamme eller strafbortfald.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 5
Der foreslås indsat en ny bestemmelse i straffeloven, som
kriminaliserer, at en forælder sender sit barn til udlandet til
forhold, der bringer barnets sundhed eller udvikling i alvor-
lig fare, eller lader sit barn tage del i et sådant udlandsop-
hold. Overtrædelse af bestemmelsen skal kunne straffes med
bøde eller fængsel i indtil 4 år.
Den foreslåede bestemmelse finder anvendelse på forældre
til børn og unge under 18 år. Det omfatter barnets og den
unges juridiske forældre, dvs. de personer, der i retlig for-
stand har moderskab, faderskab eller medmoderskab til bar-
net, herunder adoptivforældre. Det er ikke afgørende, hvem
der har forældremyndigheden. Bestemmelsen finder således
også anvendelse på en forælder, som ikke har del i forældre-
myndigheden.
Bestemmelsen forudsættes at finde anvendelse på børn og
unge, der har dansk indfødsret, er bosat i den danske stat el-
ler har lignende fast ophold her i landet.
Begrebet ”barnets sundhed og udvikling” skal forstås i over-
ensstemmelse med servicelovens § 58, stk. 1. Heri ligger
barnets eller den unges almentilstand, hvori der ikke blot
indgår helbredsmæssige forhold, men også andre forhold af
betydning for barnets eller den unges trivsel. En alvorlig fa-
re for barnets sundhed og udvikling kan f.eks. være mis-
handling eller andre alvorlige overgreb samt svigtende om-
sorg, herunder såvel egentlig vanrøgt som utilstrækkelig op-
fyldelse af barnet eller den unges basale behov for f.eks.
mad, undervisning eller lægelig behandling.
Der vil ved vurderingen af, om der foreligger en alvorlig fa-
re for barnets sundhed og udvikling, skulle tages hensyn til
såvel barnets eller den unges øjeblikkelige tilstand som til
dets fremtidige opvækstbetingelser.
Det vil ikke være en betingelse for at blive straffet efter den
foreslåede bestemmelse, at der kan konstateres en allerede
indtruffet alvorlig skade. Behovet for at beskytte børn og
unge tilsiger, at der bør være mulighed for at gribe ind, in-
den barnet eller den unge er skadet i en grad, der gør det me-
get vanskeligt at hjælpe.
Barnets eller den unges alder og modenhed, herunder evne
til at tage vare på sig selv, kan have betydning for vurderin-
gen af, om barnets eller den unges sundhed og udvikling er i
alvorlig fare. Faren for barnets udvikling bør endvidere ses i
relation til forholdene i det land, barnet eller den unge for-
udsættes at leve sit liv i.
En domfældelse for overtrædelse af den foreslåede bestem-
melse forudsætter, at forælderen har haft det fornødne for-
sæt.
Omfattet af den foreslåede bestemmelse er det forhold, at en
forælder sender barnet af sted til udlandet til forhold, som
bringer barnets sundhed eller udvikling i alvorlig fare. Be-
stemmelsen vil i det tilfælde være overtrådt på det tidspunkt
barnet eller den unge har forladt sit sædvanlige bopæls- eller
opholdssted i Danmark for at begive sig på rejsen.
24
Omfattet er endvidere det forhold, at en forælder efterføl-
gende, men inden rejsen ophører, bliver bekendt med, at
barnets sundhed eller udvikling er udsat for alvorlig fare
under opholdet i udlandet, og forælderen desuagtet lader sit
barn tage del i rejsen.
Der skal føres bevis for, at udlandsopholdet medfører eller
har medført alvorlig fare for barnets sundhed eller udvik-
ling, og at forælderen eller forældrene havde kendskab til de
forhold, som denne alvorlige fare udspringer af i overens-
stemmelse med den almindelige forsætsvurdering.
Det er ikke en betingelse for, at en rejse er omfattet af be-
stemmelsen, at barnet eller den unge ufrivilligt er sendt af
sted. Det afgørende er, om barnets eller den unges sundhed
eller udvikling bringes i alvorlig fare på grund af rejsen, ik-
ke hvorvidt barnet har været indforstået med dette.
Det er uden betydning for anvendelsen af bestemmelsen,
hvordan barnet er kommet til opholdsstedet i udlandet. Om-
fattet er således situationer, hvor barnet eller den unge selv
er rejst til opholdsstedet, hvor forældrene har ledsaget barnet
eller den unge, eller hvor forældrene har ladet en anden per-
son bringe barnet eller den unge til opholdsstedet.
Bestemmelsen vil endvidere finde anvendelse i de tilfælde,
hvor forældrene efterlader barnet eller den unge på et op-
holdssted, og i de tilfælde hvor den ene eller begge af foræl-
drene bliver sammen med barnet eller den unge.
Det er ikke i sig selv afgørende for, om forældre kan ifalde
strafansvar efter den foreslåede bestemmelse, at barnet eller
den unge opdrages under eller påvirkes af værdier, som ad-
skiller sig fra de danske, eller at barnet eller den unge er un-
dergivet restriktioner, som ikke er sædvanlige i en dansk
sammenhæng. Disse forhold vil imidlertid kunne indgå som
momenter i den samlede vurdering af, om udlandsopholdet
kan have alvorlige negative konsekvenser for navnlig bar-
nets udvikling.
Bestemmelsen finder anvendelse, uanset hvortil det foruret-
tede barn sendes på et udlandsophold, og uanset hvor foræl-
deren eller forældrene til det pågældende barn befandt sig i
forbindelse med fuldbyrdelsen af overtrædelsen. Det afgøres
efter straffelovens §§ 6-9 a, om forholdet kan retsforfølges i
Danmark.
Fastsættelsen af straffen i den enkelte sag vil bero på dom-
stolenes konkrete vurdering af alle sagens relevante om-
stændigheder. Domstolene skal i forbindelse med straffens
fastsættelse bl.a. tage højde for varigheden eller den forven-
tede varighed af et udlandsophold, de omstændigheder, bar-
net har eller ville have befundet sig under på opholdet, og de
mulige negative konsekvenser, opholdet har haft eller ville
kunne få for barnet eller den unge. Straffen udmåles i over-
ensstemmelse med principperne for udmåling af straffen for
lignende overtrædelser af straffeloven, som har en tilsvaren-
de strafferamme, herunder navnlig frihedsberøvelse efter
straffelovens § 261.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 2
Til nr. 1
Den foreslåede ændring er en konsekvens af indsættelsen af
§ 2, stk. 1, nr. 5.
Til nr. 2
Den foreslåede ændring er en konsekvens af indsættelsen af
§ 2, stk. 1, nr. 5.
Til nr. 3
Den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 5, vil give poli-
tiet beføjelse til at nægte at udstede pas til en mindreårig
dansk statsborger eller inddrage et allerede udstedt pas, når
der er grund til at antage, at den pågældende vil blive sendt
til udlandet til forhold, der vil bringe den pågældendes sund-
hed eller udvikling i alvorlig fare.
Mistankekravet (»grund til at antage«) for at nægte at udste-
de pas til en mindreårig dansk statsborger eller til at inddra-
ge et allerede udstedt pas er det samme som for de øvrige
overtrædelser af paslovens § 2.
Det vil bero på et konkret skøn, der foretages af politiet, om
der i den enkelte sag foreligger tilstrækkelige oplysninger til
at opfylde mistankekravet. Politiets skøn vil kunne efterprø-
ves af domstolene under en eventuel domstolsprøvelse, jf.
pkt. 2.4.3.4.3 ovenfor.
Oplysninger, der i almindelighed kan antages at have betyd-
ning for, om en sådan situation foreligger, vil eksempelvis
være, at det pågældende barn selv henvender sig til myndig-
hederne for at få hjælp, eller at en lærer eller anden om-
sorgsperson for barnet henvender sig, fordi vedkommende
har fået mistanke om, at barnet er i fare for at blive sendt til
udlandet til forhold, der bringer barnets eller den unges
sundhed eller udvikling i alvorlig fare. Der bør dog ligeledes
ses på om oplysningerne bestyrkes af familieforholdene, li-
gesom også andre typer af oplysninger kan være væsentlige.
25
I de tilfælde, hvor henvendelsen ikke kommer fra barnet
selv, og hvor barnet er fyldt 10 år, bør barnet, så vidt det er
muligt, inddrages i spørgsmålet. Den bevismæssige værdi af
barnets egen opfattelse af situationen bør bl.a. afhænge af
barnets alder og modenhed. Barnets egen anskuelse af situa-
tionen bør dog ikke som udgangspunkt tillægges afgørende
vægt.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 4
Efter paslovens § 2, stk. 2, skal politiet ved afgørelser efter §
2, stk. 1, nr. 4, fastsætte en frist, der ikke kan overstige 1 år.
Fristen kan dog forlænges med indtil 1 år ad gangen.
Med forslaget til § 2, stk. 2, fastsættes, at dette også skal
gælde afgørelser truffet i medfør af den foreslåede bestem-
melse i § 2, stk. 1, nr. 5 (lovforslagets § 2, nr. 3).
Det forudsættes i den forbindelse, at fristen i første omgang
som udgangspunkt vil blive fastsat til 1 år, henset til at det
må anses for tvivlsomt, om den pågældendes forældres øns-
ke om og vilje til at sende den pågældende til udlandet i
strid med den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 215
a, vil kunne ændres inden for en kortere tidsperiode. Ved en
eventuel forlængelse af fristen kan der derimod være grund
til at overveje at fastsatte en kortere frist. Dette vil afhænge
af de konkrete omstændigheder i sagen.
Det forudsættes i den forbindelse endvidere, at politiet af
egen drift eller efter anmodning fra den, hvem pas er nægtet,
eller hvis pas er inddraget, genoptager en sag efter de almin-
delige forvaltningsretlige regler, hvis faktiske forhold af be-
tydning for sagen ændrer sig væsentligt under virkningspe-
rioden.
Fristen for politiets afgørelser om at nægte at udstede et pas
eller inddrage et allerede udstedt pas regnes fra den dag,
hvor afgørelsen er truffet.
Fristen kan maksimalt forlænges til barnet fylder 18 år, hvor
barnet selv får rådighed over sit pas.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 5
Politiet kan efter den nugældende § 2, stk. 3, i pasloven
under særlige omstændigheder udstede provisorisk pas til en
person, over for hvem der er truffet afgørelse efter § 2, stk.
1, nr. 4.
Det følger af de specielle bemærkninger til den nugældende
§ 2, stk. 3, at der med særlige omstændigheder forstås kon-
krete hensyn, der taler med afgørende vægt for at tillade den
pågældende at foretage en specifik rejse.
Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvis der opstår døds-
fald eller alvorlig sygdom hos et nærtstående familiemed-
lem, eller hvis det vil medføre betydelig ulempe eller økono-
misk tab for den pågældende eller dennes arbejdsgiver, så-
fremt en arbejdsrelateret rejse ikke kan gennemføres.
Den foreslåede ændring af paslovens § 2, stk. 3, udvider ad-
gangen til at udstede provisoriske pas efter denne bestem-
melse til også at dække personer, over for hvem der er truf-
fet afgørelse om at nægte at udstede pas eller inddrage et al-
lerede udstedt pas efter den foreslåede bestemmelse i § 2,
stk. 1, nr. 5.
»Særlige omstændigheder« skal imidlertid ikke forstås på
samme måde som i de oven for omtalte situationer, hvor det
provisoriske pas udstedes i medfør af § 2, stk. 1, nr. 4, da
der er forskel på at søge at forhindre en person i at udrejse
for at deltage i aktiviteter, der eksempelvis kan indebære en
fare for statens sikkerhed, og på at forhindre et barn i at bli-
ve sendt til udlandet i strid med den foreslåede bestemmelse
i straffelovens § 215 a af sine forældre.
Barnet skal i videst muligt omfang have mulighed for at
fortsætte sin normale dagligdag, og der skal således mindre
til for at politiet skal udstede et provisorisk pas i medfør af
den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 5 end efter § 2,
stk. 1, nr. 4.
»Særlige omstændigheder«, efter hvilke der kan udstedes et
provisorisk pas i medfør af § 2, stk. 1, nr. 5, falder således i
denne type sager i to kategorier: Rejser, hvor der ikke er en
konkret risiko for, at barnet vil blive sendt til udlandet i strid
med den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 215 a, og
rejser hvor der er en risiko, men hvor tungtvejende hensyn
alligevel tilsiger, at barnet bør have adgang til at foretage en
specifik rejse ud af landet.
Eksempler på rejser, hvor der generelt ikke vil være en risi-
ko for, at barnet vil blive sendt til udlandet til forhold, der
bringer barnets sundhed eller udvikling i alvorlig fare, er
blandt andet lejrskoler, sportslejre og studieture. I den situa-
tion er udgangspunktet, at der skal udstedes et provisorisk
pas. Hvis den konkrete situation tilsiger det, vil det proviso-
riske pas i den situation kunne overdrages af politiet til bar-
net selv eller til en lærer eller en lignende omsorgsperson.
26
Der vil dog også være tilfælde, hvor der er en risiko for at
barnet vil blive sendt til udlandet til forhold, der bringer bar-
nets sundhed og udvikling i alvorlig fare, men hvor tungtve-
jende – eksempelvis familiemæssige – hensyn tilsiger, at der
alligevel skal udstedes et provisorisk pas. Disse vil minde
om de tilfælde, hvor der kan udstedes et provisorisk pas ef-
ter § 2, stk. 1, nr. 4, og kan eksempelvis være, hvis der op-
står dødsfald eller alvorlig sygdom hos et nærtstående fami-
liemedlem i udlandet. I den situation vil det bero på en kon-
kret vurdering, om der skal udstedes et provisorisk pas.
Eksemplerne ovenfor er ikke udtryk for en udtømmende op-
remsning af tilfælde, hvor konkrete hensyn kan tale for at
tillade barnet at foretage en specifik rejse, og hvor det derfor
vil være berettiget at udstede et provisorisk pas til brug for
rejsen.
Det forudsættes, at forældremyndighedsindehavere for det
barn, over for hvem der er truffet afgørelse om at nægte ud-
stedelse af pas, eller hvis pas er inddraget, selv skal søge til-
ladelse til at få udstedt et provisorisk pas, og at den pågæl-
dende i den forbindelse skal dokumentere, at betingelserne
herfor er opfyldt. Som eksempel på sådan dokumentation
kan nævnes en erklæring fra en læge om alvorlig sygdom
hos et nært familiemedlem eller en erklæring fra den pågæl-
dendes skole om, at den pågældende skal på lejrskole.
De almindelige regler i pasbekendtgørelsen om udstedelse
af provisorisk pas vil også gælde for udstedelse af proviso-
risk pas efter den foreslåede bestemmelse. Det indebærer
bl.a., at det provisoriske pas kun gives for det tidsrum, som
er påkrævet af hensyn til rejsens varighed, jf. pasbekendtgø-
relsens § 24, stk. 2. Dog vil udstedelsen af provisorisk pas
ske vederlagsfrit, jf. lovforslagets § 2, nr. 7.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4.3.3 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Til nr. 6
Spørgsmål om ophævelse af en af politiet truffet afgørelse
om at nægte pasudstedelse eller inddrage et allerede udstedt
pas kan kræves forelagt retten af forældremyndighedsinde-
havere for det barn, hvem pas er nægtet, eller hvis pas er
inddraget, jf. lovforslagets § 2, nr. 6. Politiet skal i så fald
uden unødigt ophold indbringe begæringen for retten, der
ved kendelse snarest muligt afgør, om politiets bestemmel-
ser skal opretholdes eller ophæves.
På samme måde vil afgørelser om at nægte udstedelse af pas
eller inddrage et allerede udstedt pas efter den foreslåede be-
stemmelse i § 2, stk. 1, nr. 5 (lovforslagets § 2, nr. 3), kunne
indbringes for domstolene.
Med den foreslåede ændring af § 2, stk. 5, 3. pkt., fastsættes,
at spørgsmål om ophævelse af en af politiet truffet afgørelse
om at nægte at udstede pas eller inddrage et allerede udstedt
pas efter den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 1, nr. 5, skal
indbringes for den ret, der er nævnt i retsplejelovens § 698.
Ved behandlingen af sådanne sager finder reglerne i retsple-
jelovens 4. bog om strafferetsplejen anvendelse med de for-
nødne lempelser.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4.3.5 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Til nr. 7
Med forslaget til § 4 a, stk. 6, fastsættes, at der udstedes nyt
pas uden betaling, når der i medfør af § 2, stk. 3, udstedes et
provisorisk pas til en person, over for hvem der er truffet af-
gørelse efter § 2, stk. 1, nr. 5.
Til § 3
Den foreslåede § 6 a, stk. 1, indebærer, at politiet for en nær-
mere bestemt tidsperiode kan udpege et afgrænset geogra-
fisk område (skærpet strafzone), hvor den foreslåede be-
stemmelse i straffelovens § 81 c finder anvendelse. Udpeg-
ning af en skærpet strafzone vil således indebære, at straffen
for visse typer af kriminalitet skærpes markant.
For så vidt angår den foreslåede strafskærpelse henvises til
lovforslagets § 1, nr. 2, og bemærkningerne til denne be-
stemmelse.
Den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 81 c vil finde
anvendelse, når en strafbar handling af de ovennævnte typer
er begået inden for en skærpet strafzone, der er udpeget og
offentliggjort i overensstemmelse med politilovens § 6 a.
Det er ikke et krav, at gerningsmanden konkret har forsæt
til, at den strafbare handling er begået inden for en skærpet
strafzone. Det er dog en forudsætning, at politiets beslutning
om udpegning af en skærpet strafzone er blevet offentlig-
gjort på behørig vis.
En skærpet strafzone kan udpeges inden for et nærmere geo-
grafisk afgrænset område.
Det geografiske område fastlægges på baggrund af de for-
hold, som begrunder politiets vurdering af, at der er et eks-
traordinært kriminalitetsbillede, som i væsentlig grad er eg-
net til at skabe utryghed for personer, der bor eller færdes i
området.
Det vil navnlig være relevant at oprette en skærpet strafzone
inden for områder, der af politiet er udpeget som SUB-om-
27
råder, eller andre afgrænsede områder med bymæssig be-
byggelse, som oplever en usædvanlig kriminalitetsudvik-
ling, som påvirker trygheden i området.
En skærpet strafzone kan således også anvendes i andre om-
råder end SUB-områder, hvis en pludselig eskaleret krimi-
nalitetstendens alvorligt skader sikkerheden og trygheden
for personer, der bor eller færdes i det pågældende område.
Karakteren af et sted kan ikke alene danne grundlag for en
beslutning om at udpege en skærpet strafzone. Det er et
krav, at politiet begrunder, hvorfor der på det pågældende
sted vurderes at være et ekstraordinært kriminalitetsbillede,
som i væsentlig grad er egnet til at skabe utryghed for be-
boere og andre, der færdes i området, og hvorfor etablering
af en skærpet strafzone vurderes at være et egnet redskab til
at genskabe trygheden i området, jf. pkt. 2.1.3.2 i lovforsla-
gets almindelige bemærkninger.
En skærpet strafzone må ikke være større end påkrævet i
forhold til det berørte område. Der kan således ikke træffes
beslutning om en skærpet strafzone i f.eks. en hel kommune
eller en hel større by. Områder med lav befolkningstæthed,
f.eks. landområder og industriområder, hvor kriminalitet
omfattet af ordningen ikke generelt vil virke utryghedsska-
bende på personer, som bor eller færdes i området, kan som
udgangspunkt heller ikke udpeges som skærpet strafzone.
Der er derimod ikke noget til hinder for, at der vil kunne
træffes flere samtidige beslutninger om skærpet strafzone i
den enkelte politikreds, hvis betingelserne for hver enkelt
beslutning er opfyldt.
Det følger af den foreslåede § 6 a, stk. 2, at udpegning af en
skærpet strafzone, jf. stk. 1, kan ske, hvis et ekstraordinært
kriminalitetsbillede i det pågældende område er egnet til i
væsentlig grad at skabe utryghed for personer, der bor eller
færdes i området, og udpegning af en skærpet strafzone vur-
deres at være et egnet redskab til at genskabe trygheden i
området.
Det er op til politiet at foretage en samlet politifaglig vurde-
ring af den konkrete situation i det pågældende område i for-
hold til, om betingelserne er opfyldt.
Kravet om et ”ekstraordinært kriminalitetsbillede” indebæ-
rer, at der skal være tale om en situation, som går ud over
det sædvanlige i forhold til kriminalitetsbilledet i det pågæl-
dende område og i andre sammenlignelige områder.
Det er ikke et krav, at der foreligger en mistanke om, at der
vil blive begået strafbare handlinger, som vil være omfattet
af straffelovens § 81 c, eller at der er en konkret mistanke
mod enkeltpersoner. Det vil efter omstændighederne være
tilstrækkeligt, hvis der for nylig inden for det relevante om-
råde er begået strafbare handlinger, der er omfattet af ord-
ningen, eller der foreligger oplysninger om, at der er optræk
til eller planlægges sådanne strafbare forhold, og der derfor
vurderes at være et ekstraordinært kriminalitetsbillede.
Vurderingen af om det ekstraordinære kriminalitetsbillede i
væsentlig grad er egnet til at skabe utryghed i området, vil
være en politifaglig vurdering. Denne vurdering indebærer,
at der skal foretages en objektiviseret bedømmelse af, om
det kriminalitetsbillede, der konstateres i det pågældende
område, har en karakter, der generelt må forventes at kunne
føre til betydelig utryghed blandt personer, der bor eller fær-
des i området. Det skal ikke kunne påvises, at der konkret er
personer, som føler sig utrygge som følge af situationen i
området. Det vil således ikke være et krav, at personer, der
bor eller færdes i området, konkret har givet udtryk for en
følelse af utryghed, men henvendelser eller lignende fra per-
soner, der oplever utryghed, vil kunne indgå i politiets vur-
dering.
Der er ikke med udtrykket ”personer, der bor eller færdes i
området” tilsigtet en egentlig begrænsning i, hvem på det
konkrete sted kriminalitetsbilledet skal være egnet til i væ-
sentlig grad at skabe utryghed for. Begrebet omfatter således
bredt personer med relation til det pågældende område.
Karakteren og omfanget af de aktuelt begåede og eventuelt
tidligere begåede lovovertrædelser skal indgå i politiets
skøn. Én eller ganske få strafbare handlinger – uanset karak-
teren heraf – vil ikke være nok til at oprette en skærpet straf-
zone.
Omvendt vil mindre alvorlige overtrædelser, der bliver be-
gået systematisk inden for en kortere periode, efter omstæn-
dighederne kunne danne grundlag for en skærpet strafzone.
Ved mere alvorlige lovovertrædelser vil der ikke gælde et
krav om, at kriminaliteten begås systematisk, når blot der er
tale om flere strafbare handlinger.
Det kan f.eks. være relevant at udpege en skærpet strafzone i
en situation, hvor grupper af utilpassede unge dominerer et
udsat boligområde og skaber utryghed for beboerne ved
massivt brug af trusler, vold, afpresning, udøvelse af hær-
værk eller åbenlys salg af narkotika. Det kan også være rele-
vant i situationer, hvor postvæsnet, brandvæsnet eller andre
myndigheder på grund af chikane og uroligheder har svært
ved at komme ind i visse områder uden at blive mødt med
stenkast, trusler eller vold fra aggressive personer.
Politiet skal desuden vurdere, om en skærpet strafzone vil
være et egnet redskab til at genskabe trygheden i området.
Det vil sige, at politiet skal vurdere, om etableringen af en
skærpet strafzone vil medvirke til at forebygge, at nogen be-
går strafbare handlinger omfattet af ordningen, og til at nor-
malisere tilstanden og genskabe tryghed for beboere og an-
28
dre, der færdes i området. I den forbindelse skal politiet vur-
dere, om der er andre redskaber, som vil være mere hen-
sigtsmæssige til at opnå formålet.
Udpegning af en skærpet strafzone kan efter omstændighe-
derne suppleres af andre politimæssige tiltag.
Beslutningen om at oprette en skærpet strafzone skal træffes
i (umiddelbar) tidsmæssig sammenhæng med den kriminali-
tet, der danner grundlag for beslutningen. Det skal således
være en tidsmæssig sammenhæng mellem de strafbare for-
hold, der danner grundlag for en beslutning om en skærpet
strafzone, og det tidspunkt, hvor politiet træffer beslutning
om at udpege en skærpet strafzone.
En skærpet strafzone kan som udgangspunkt ikke begrundes
med forhold, der ligger flere måneder forud. Det vil sige, at
zonen som udgangspunkt skal udpeges, mens forholdene er
aktuelle.
Der kan undtagelsesvist gå længere tid, hvis der i en mel-
lemliggende periode er begået andre strafbare handlinger
end dem, som kunne danne grundlag for udpegning af en
skærpet strafzone, og disse strafbare handlinger sammen
med de ældre forhold kan begrunde en beslutning om at ud-
pege en skærpet strafzone.
Den foreslåede § 6 a, stk. 3, 1. pkt., indebærer, at beslutnin-
gen om at udpege en skærpet strafzone træffes af politidi-
rektøren (eller den, som denne bemyndiger hertil). Det for-
udsættes, at beslutningen træffes på ledelsesniveau.
En skærpet strafzone kan som udgangspunkt ikke udstræk-
kes ud over 3 måneder, medmindre helt særlige omstændig-
heder gør sig gældende. Det vil f.eks. være tilfældet, hvis
politiet vurderer, at der fortsat er et ekstraordinært kriminali-
tetsbillede af samme karakter, som dannede grundlag for ud-
pegning af den skærpede strafzone til at starte med.
Hvis der er tale om et ekstraordinært kriminalitetsbillede af
en anden karakter end det, der oprindeligt dannede grundlag
for beslutningen om at udpege en skærpet strafzone, kan po-
litiet træffe en ny beslutning ud fra en fornyet vurdering af
situationen på dette tidspunkt.
Politiets beslutning om udpegning af skærpet strafzone kan
tidligst gælde fra tidspunktet for offentliggørelsen af beslut-
ningen. Det forudsættes imidlertid, at der som udgangspunkt
er en vis tidsperiode, fra beslutningen offentliggøres, og til
den skærpede strafzone får virkning.
Den foreslåede § 6 a, stk. 3, 2. pkt., indebærer, at beslutnin-
gen om at udpege en skærpet strafzone skal offentliggøres
og indeholde en begrundelse og en angivelse af det sted og
tidsrum, som beslutningen gælder for. Det forudsættes, at
angivelsen af det sted, som beslutningen gælder for, ledsa-
ges af et kort over det pågældende geografiske område.
Offentliggørelsen sker på politiets officielle hjemmeside, el-
ler via tilsvarende medier, ligesom den pågældende politi-
kreds udsteder en pressemeddelelse om den skærpede straf-
zone og de nærmere detaljer om zonen.
Der gælder ikke et krav om, at der skal skiltes med, at der er
udpeget en skærpet strafzone i det område, hvor zonen gør
sig gældende. Hvis politiet konkret vurderer, at det vil frem-
me effekten af strafskærpelseszonen, bør skiltning imidlertid
anvendes i relevant omfang.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.3 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til § 4
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2019.
Til § 5
Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed. Det
foreslås, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland,
men at lovens § 3 ved kongelig anordning kan sættes i kraft
for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de færøs-
ke eller grønlandske forhold tilsiger.
29
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1156 af 20. sep-
tember 2018, foretages følgende ændringer:
§ 81 b. Begås en af de i denne lov omhandlede lovover-
trædelser på offentligt tilgængeligt sted ved brug af skydevå-
ben eller af våben eller eksplosivstoffer, som på grund af de-
res særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig
skade, jf. § 192 a, stk. 1, uden at forholdet er omfattet af §
81 a, kan straffen forhøjes indtil det halve.
1. I § 81 b ændres »forhøjes indtil« til: »forhøjes med ind-
til.«
2. Efter § 81 b indsættes:
»§ 81 c. Den straf, der er foreskrevet i denne lovs §§ 119,
123, 132 a, 132 b, 134 a, 181, og 244, stk. 1, § 244, stk. 1, jf.
§ 247, § 245, § 245, jf. § 247, § 266, § 285, stk. 1, jf. §§ 276,
276 a og 281, § 286, stk. 1, jf. §§ 276, 276 a og 281, § 287,
stk. 1, jf. §§ 276, 276 a og 281 og §§ 288, 291, 293 og 293
a, eller lovgivningen om euforiserende stoffer, lovgivningen
om våben og eksplosivstoffer eller lovgivningen om knive
og blankvåben, kan forhøjes indtil det dobbelte, hvis lov-
overtrædelsen er begået inden for en skærpet strafzone udpe-
get i medfør af § 6 a i lov om politiets virksomhed.
Stk. 2. Ved fastsættelse af straf for lovovertrædelser, som
ikke er omfattet af stk. 1, skal det i almindelighed indgå som
en skærpende omstændighed, hvis lovovertrædelsen er begå-
et i en skærpet strafzone udpeget i medfør af § 6 a i lov om
politiets virksomhed og er egnet til at skabe utryghed i den-
ne zone.«
§ 156. Når nogen, som virker i offentlig tjeneste eller
hverv, nægter eller undlader at opfylde pligt, som tjenesten
eller hvervet medfører, eller at efterkomme lovlig tjenstlig
befaling, straffes han med bøde eller fængsel indtil 4 måne-
der. Uden for foranstående bestemmelse falder hverv, hvis
udførelse hviler på offentlige valg.
3. I § 156 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Begås overtrædelsen af en person i en ledende stil-
ling, kan straffen stige til fængsel indtil 1 år.«
§ 157. Når nogen, som virker i offentlig tjeneste eller
hverv, gør sig skyldig i grov eller oftere gentagen forsøm-
melse eller skødesløshed i tjenestens eller hvervets udførelse
eller i overholdelsen af de pligter, som tjenesten eller hver-
vet medfører, straffes den pågældende med bøde eller fæng-
sel indtil 4 måneder. Uden for foranstående bestemmelse
falder hverv, hvis udførelse hviler på offentlige valg.
4. I § 157 indsættes som stk. 2:
30
»Stk. 2. Begås overtrædelsen af en person i en ledende stil-
ling, kan straffen stige til fængsel indtil 1 år.«
5. Efter § 215 indsættes i kapitel 23:
»§ 215 a. Med bøde eller fængsel i indtil 4 år straffes den,
som sender sit barn til udlandet til forhold, der bringer bar-
nets sundhed eller udvikling i alvorlig fare, eller lader sit
barn tage del i et sådant udlandsophold.«
§ 2
I pasloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 76 af 19. januar 2017,
foretages følgende ændringer:
§ 2. Politiet kan nægte udstedelse af pas til en dansk stats-
borger eller inddrage et allerede udstedt pas i følgende til-
fælde:
1) når der er rejst sigtelse mod den pågældende for et straf-
bart forhold, som kan antages at medføre frihedsstraf, og der
på grund af sagens beskaffenhed eller den sigtedes forhold
er grund til at antage, at han vil unddrage sig ansvaret ved
udrejse af landet eller forbliven i udlandet,
2) når den pågældende er idømt frihedsstraf, som ikke er af-
sonet, eller er pålagt bødestraf eller konfiskation, som ikke
er erlagt, eller for hvilken sikkerhed ikke foreligger, og der
på grund af sagens beskaffenhed eller den sigtedes forhold
er grund til at antage, at han vil unddrage sig ansvaret ved
udrejse af landet eller forbliven i udlandet,
3) når den pågældendes udrejse ville stride imod bestemmel-
ser i lovgivningen, der har til formål at sikre en persons til-
stedeværelse her i landet, indtil han har opfyldt ham påhvi-
lende forpligtelser over for det offentlige eller over for pri-
vate, eller
1. I § 2, stk. 1, nr. 3, udgår »eller«.
4) når der er grund til at antage, at den pågældende har til
hensigt i udlandet at deltage i aktiviteter, hvor dette kan in-
debære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre sta-
ters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige
orden.
2. I § 2, stk. 1, nr. 4, ændres »orden.« til: »orden, eller«.
3. I § 2, stk. 1, indsættes som nr. 5:
»5) når der er grund til at antage, at det pågældende barn el-
lers vil blive sendt til udlandet til forhold, der bringer den
pågældendes sundhed eller udvikling i alvorlig fare.«
Stk. 2. Politiet skal fastsætte en frist, der ikke kan oversti-
ge 1 år, for afgørelser om at nægte udstedelse af pas eller
inddrage et allerede udstedt pas efter stk. 1, nr. 4. Fristen
kan dog forlænges med indtil 1 år ad gangen.
4. § 2, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Politiet skal fastsætte en frist, der ikke kan oversti-
ge 1 år, for afgørelser om at nægte udstedelse af pas eller
inddrage et allerede udstedt pas efter stk. 1, nr. 4 og 5. Fri-
sten kan dog forlænges med indtil 1 år ad gangen. Dog kan
afgørelser truffet efter stk. 1, nr. 5, kun gælde indtil barnet
fylder 18 år.«
Stk. 3. Politiet kan under særlige omstændigheder udstede
provisorisk pas til en person, over for hvem der er truffet af-
gørelse efter stk. 1, nr. 4.
5. I § 2, stk. 3, indsættes efter »nr. 4«: »og 5«.
Stk. 4. ---
31
Stk. 5. I de i stk. 1, nr. 1, omhandlede tilfælde indbringes
begæringen for den ret, som har kompetence til at træffe be-
slutning om fængsling i medfør af retsplejelovens § 694. I
de i stk. 1, nr. 2, omhandlede tilfælde indbringes begæringen
for den ret, som har afsagt dom i straffesagen i første in-
stans. I de i stk. 1, nr. 3 og 4, omhandlede tilfælde indbrin-
ges begæringen for den ret, der er nævnt i retsplejelovens §
698. Ved sagens behandling finder reglerne i retsplejelovens
4. bog i øvrigt anvendelse med de fornødne lempelser.
6. I § 2, stk. 5, 3. pkt. ændres »nr. 3 og 4« til: »nr. 3-5«.
§ 4 a. ---
Stk. 2-5. ---
Stk. 6. Stk. 1-5 gælder også ved ombytning af pas, udste-
delse af ekstra pas og udstedelse af nyt pas i gyldighedspe-
rioden. Dog udstedes nyt pas uden betaling, hvis et pas på
grund af forhold, der må tilregnes den pasudstedende myn-
dighed, lider af væsentlige mangler.
7. I § 4 a, stk. 6, indsættes som 3. pkt.:
»Ligeledes udstedes nyt pas uden betaling, når der i med-
før af § 2, stk. 3, udstedes et provisorisk pas til en person,
over for hvem der er truffet afgørelse efter § 2, stk. 1, nr. 5.«
§ 3
I lov om politiets virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr.
956 af 20. august 2015, som ændret ved § 2 i lov nr. 1722 af
27. december 2016, § 1 i lov nr. 671 af 8. juni 2017, § 1 i
lov nr. 131 af 27. februar 2018 og i § 1 lov nr. 708 af 8. juni
2018, foretages følgende ændring:
1. Efter § 6 indsættes før overskriften før § 7:
»§ 6 a. Politiet kan for en nærmere bestemt tidsperiode
udpege et afgrænset geografisk område (skærpet strafzone),
hvor straffelovens § 81 c finder anvendelse.
Stk. 2. Udpegning af en skærpet strafzoneefter stk. 1 kan
ske, hvis et ekstraordinært kriminalitetsbillede i det pågæl-
dende område i væsentlig grad er egnet til at skabe utryghed
for personer, der bor eller færdes i området, og udpegning af
en skærpet strafzone vurderes at være et egnet redskab til at
genskabe trygheden i området.
Stk. 3. En beslutning som nævnt i stk. 1 træffes af politidi-
rektøren eller den, som denne bemyndiger hertil. Beslutnin-
gen skal offentliggøres og indeholde en begrundelse og en
angivelse af det afgrænsede geografiske område og tidsrum,
som beslutningen gælder for.«
32