L 226 - svar på spm. 2 om det ikke er fordringshavers ansvar at indsende en fordring til inddrivelse, fra skatteministeren

Til Folketinget – Skatteudvalget
Vedrørende L 226 - Forslag til lov om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige og forskellige andre love og om ophævelse af lov om forsøg med eftergivelse af
gæld til det offentlige for socialt udsatte grupper (Forenkling af regler om inddrivelse af
gæld til det offentlige m.v. og forældelseshåndtering m.v.).
Hermed sendes svar på spørgsmål nr. 2 af 9. maj 2018. Spørgsmålet er stillet efter ønske
fra Rune Lund (EL).
Karsten Lauritzen
/ Annemette Ottosen
15. maj 2018
J.nr. 2018-2
Skatteudvalget 2017-18
L 226 endeligt svar på spørgsmål 2
Offentligt
Side 2 af 2
Spørgsmål 2
Ministeren bedes redegøre nærmere for, om det ikke er fordringshavers ansvar at indsende
en fordring til inddrivelse, og hvis fordringshaver sender en fordring til inddrivelse kort
inden forældelsesfristens udløb, om det så ikke bør være fordringshaveren, der påtager sig
konsekvensen af den manglende rettidige omhu fremfor skyldneren.
Svar
Det er fordringshavernes eget valg at indsende en fordring til inddrivelse, herunder også
hvornår en given fordring oversendes til restanceinddrivelsesmyndigheden. Efter gæl-
dende regler er det en forudsætning, at fordringshaver oversender en fordring til inddri-
velse, når alle opkrævningsmuligheder er udtømt, hvilket for mange fordringshavere i
praksis betyder, at der er sendt et bestemt antal rykkere til skyldneren, uden at denne har
betalt sin gæld. Det er dog ikke muligt præcist at angive, hvornår det er sket, fordi det
bl.a. afhænger af det enkelte regelsæt og skyldners forhold. Der er dog ikke tvivl om, at
det er fordringshavers ansvar at sende fordringer til inddrivelse i rette tid.
Det er restanceinddrivelsesmyndighedens opgave at sørge for en effektiv og lovlig inddri-
velse, hvor fordringer ikke forældes utilsigtet. Det betyder, at hvis restanceinddrivelses-
myndigheden modtager en fordring, kort tid før den forældes, har restanceinddrivelses-
myndigheden til opgave at forsøge at nå at foretage en forældelsesafbrydelse.
Det er således ikke tanken, at fordringen skal forældes efter oversendelsen til inddrivelse,
men derimod at fordringen indgår i et inddrivelsesforløb med henblik på at blive betalt af
den, der skylder beløbet.
En forældelsesafbrydelse ved oversendelse af fordringer til inddrivelse vurderes derfor at
være meget relevant og nødvendig for at etablere en hensigtsmæssig og effektiv tilrette-
læggelse af inddrivelsesopgaven, hvor de fleste ressourcer kan prioriteres til provenuska-
bende aktiv inddrivelse hos skyldnerne frem for håndtering af fordringer, der er ved at
forælde.