Fremsat den 25. april 2018 af skatteministeren (Karsten Lauritzen)

Fremsat den 25. april 2018 af skatteministeren (Karsten Lauritzen)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og forskellige
andre love og om ophævelse af lov om forsøg med eftergivelse af gæld til det
offentlige for socialt udsatte grupper
(Forenkling af regler om inddrivelse af gæld til det offentlige m.v. og forældelseshåndtering m.v.)
Skatteministeriet
§ 1
I lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf.
lovbekendtgørelse nr. 29 af 12. januar 2015, som ændret ved
lov nr. 1253 af 17. november 2015, § 1 i lov nr. 298 af 22.
marts 2016, § 1 i lov nr. 285 af 29. marts 2017 og senest ved
§ 1 i lov nr. 258 af 10. april 2018, foretages følgende
ændringer:
1. I § 2 indsættes efter stk. 4 som nye stykker:
»Stk. 5. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan ved kend-
skab til eller mistanke om datafejl, der kan henføres til for-
hold hos fordringshaver eller den, der på vegne af fordrings-
haver opkræver fordringen, helt eller delvist suspendere ind-
drivelse af fordringer, der efter restanceinddrivelsesmyndig-
hedens skøn kan være berørt af fejlen. Restanceinddrivelses-
myndigheden ophæver suspensionen, når fordringshaver el-
ler den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordrin-
gen, har identificeret og tilbagekaldt de fordringer, som efter
en undersøgelse gennemført af fordringshaver eller den, der
på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, har vist
sig at være berørt af fejlen. Har fordringshaver eller den, der
på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, ikke in-
den for en af restanceinddrivelsesmyndigheden fastsat frist
identificeret og tilbagekaldt de fordringer, der er berørt af
fejlen, kan restanceinddrivelsesmyndigheden tilbagesende
samtlige de fordringer med renter og gebyrer, der omfattes
af suspensionen.
Stk. 6. Fordringer, som er omfattet af suspension efter stk.
5, forrentes fortsat efter § 5.
Stk. 7. Ophæves en suspension, genindtræder de fordrin-
ger, som ikke er tilbagekaldt af fordringshaver eller den, der
på vegne af fordringshaver opkræver fordringen, i dæk-
ningsrækkefølgen efter § 4. Dækninger, som restanceinddri-
velsesmyndigheden har foretaget på skyldners anden gæld i
den periode, hvor fordringerne var omfattet af suspensionen
efter stk. 5, ophæves ikke. Restanceinddrivelsesmyndighe-
den kan ved tilbagesendelse efter stk. 5, 3. pkt., træffe be-
slutning om, hvorvidt dækninger, der allerede er foretaget på
de berørte fordringer, mens de var under inddrivelse, skal
ophæves, samt om hvorvidt tilskrevne inddrivelsesrenter
skal ophæves.«
Stk. 5-9 bliver herefter stk. 8-12.
2. I § 2, stk. 5, 3. pkt., der bliver stk. 8, 3. pkt., ændres »stk.
6« til: »stk. 9«.
3. I § 2, stk. 7, 2. pkt., der bliver stk. 10, 2. pkt., ændres »stk.
8« til: »stk. 11«.
4. I § 2, stk. 9, 1. pkt., der bliver stk. 12, 1. pkt., ændres »stk.
1-8« til: »stk. 1-11«.
5. I § 3, stk. 8, 1. pkt., indsættes efter »3-7«: »og om fradrag
af pensionsindbetalinger ved betalingsevnevurdering«, og
som 3. pkt. indsættes:
»Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om re-
stanceinddrivelsesmyndighedens redegørelse for renter efter
kildeskattelovens §§ 62 A og 63 og renter og gebyrer, der
opkræves via skattekontoen, jf. opkrævningslovens § 16, el-
ler andre fordringshaversystemer, der anvender et saldoprin-
cip, i afgørelser og meddelelser til skyldner og andre.«
6. Efter § 3 A indsættes:
»§ 3 B. Renter efter kildeskattelovens §§ 62 A og 63 og
renter og gebyrer, der opkræves via skattekontoen, jf. op-
Lovforslag nr. L 226 Folketinget 2017-18
Skattemin., j.nr. 2018-2
AN013358
krævningslovens § 16, eller andre fordringshaversystemer,
der anvender et saldoprincip, behandles med hensyn til for-
ældelse som selvstændige hovedkrav, efter at restanceind-
drivelsesmyndigheden har modtaget dem til inddrivelse. Det
samme gælder renter og gebyrer, som restanceinddrivelses-
myndigheden modtager til inddrivelse, uden at hovedkravet
samtidig overdrages til inddrivelse, eller uden at det i forbin-
delse med overdragelsen oplyses, at hovedkravet allerede er
under inddrivelse. Andre gebyrer end de, der nævnes i 1. og
2. pkt., anses, når de modtages af restanceinddrivelsesmyn-
digheden til inddrivelse, med hensyn til accessorisk foræl-
delse efter forældelseslovens § 23, stk. 2, alene at vedrøre
det hovedkrav, som gebyret ved overdragelsen oplyses at
være knyttet til.
Stk. 2. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om
de forhold, der reguleres af stk. 1.
§ 3 C. Indtræder der et skyldnerskifte for en fordring, der
er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden,
herunder som følge af dødsfald, fusion og spaltning, forbli-
ver fordringen hos restanceinddrivelsesmyndigheden, og
renter tilskrives fortsat i medfør af § 5, stk. 1. Efter at have
fået kendskab til skyldnerskiftet giver restanceinddrivelses-
myndigheden den eller de nye skyldnere en betalingsfrist på
14 dage, inden for hvilken restanceinddrivelsesmyndigheden
kan foretage modregning, mens anden form for inddrivelse
af fordringen alene kan foretages, hvis inddrivelsen er nød-
vendig for at afbryde forældelsen.«
7. I § 4, stk. 2, indsættes som 3. og 4. pkt.:
»For en opkrævningsrente lægges det hovedkrav, som re-
stanceinddrivelsesmyndigheden fik oplyst ved modtagelsen
af opkrævningsrenten, til grund ved anvendelsen af 2. pkt.
Er en oplysning om hovedkravet ikke givet ved modtagelsen
af en opkrævningsrente, anvendes alene 1. pkt.«
8. I § 9 a indsættes som stk. 2 og 3:
»Stk. 2. Restanceinddrivelsesmyndigheden er i begrundel-
sen for en afgørelse om modregning alene forpligtet til at
henvise til, at fordringen er under inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden.
Stk. 3. Ved modregning med renter efter kildeskattelovens
§§ 62 A og 63 lægger restanceinddrivelsesmyndigheden det
hovedkrav, som restanceinddrivelsesmyndigheden ved mod-
tagelsen af disse renter fik oplyst, til grund, når modregnin-
gen gennemføres, efter at skyldnerens krav på udbetaling fra
staten er overdraget til tredjemand.«
9. § 10, stk. 2, 1. pkt., ophæves, og i stedet indsættes:
»Restanceinddrivelsesmyndigheden kan træffe afgørelse
om, at der skal ske indeholdelse i skatteyderens beregnede
eller godskrevne A-indkomst af, hvad der er nødvendigt til
betaling af fordringer med påløbne renter, gebyrer, tillæg og
andre omkostninger, hvor betalingsfristen er overskredet.
Restanceinddrivelsesmyndigheden er i begrundelsen for af-
gørelsen om lønindeholdelse alene forpligtet til at henvise
til, at fordringen er under inddrivelse hos restanceinddrivel-
sesmyndigheden.«
10. I § 10, stk. 3, 5. pkt., indsættes efter »rådighedsbeløb,«:
»og om fradrag af pensionsindbetalinger«.
11. I § 10 a, stk. 1, indsættes efter »til dækning af«: »tilba-
gebetalingskrav efter § 10 b, stk. 3, hidrørende fra særskilt
lønindeholdelse samt«.
12. Efter § 10 a indsættes før overskriften før § 11:
»§ 10 b. Nedsættes det samlede beløb, der er indeholdt i
A-skat og lønindeholdt efter §§ 10 eller 10 a, som følge af
en indeholdelsespligtigs korrektion af et indberettet beløb til
indkomstregisteret, efter at restanceinddrivelsesmyndighe-
den har anvendt en del af det indberettede beløb til dækning
af fordringer i overensstemmelse med § 4, skal fordringsha-
veren eller den, der på dennes vegne opkræver fordringen,
tilbagebetale det for meget modtagne beløb til restanceind-
drivelsesmyndigheden. Tilbagebetalingen kan gennemføres
ved modregning uden modregningsmeddelelse i udbetalin-
ger fra restanceinddrivelsesmyndigheden til fordringshave-
ren eller den, der på dennes vegne opkræver fordringen.
Dækninger af skyldners fordringer inklusive eventuelle ren-
ter, gebyrer og andre omkostninger ophæves, i det omfang
indeholdte lønindeholdelsesbeløb, der er anvendt til dæk-
ning, nedsættes efter 1. pkt.
Stk. 2. Kan det ud fra de oplysninger, som restanceinddri-
velsesmyndigheden henter i indkomstregisteret, ikke afgø-
res, hvilke fordringer der blev dækket med beløbet, som
nedsættes efter stk. 1, foretages reguleringerne på den eller
de fordringer, der i henhold til dækningsrækkefølgen med
seneste betalingstidspunkt er dækket med beløb modtaget
efter henholdsvis §§ 10 eller 10 a vedrørende den måned,
som nedsættelsen vedrører. For efterfølgende nedsættelser,
der kan henføres til konkrete dækninger, der efter 1. pkt. er
helt eller delvist ophævet, sker den regulering, som den ef-
terfølgende nedsættelse giver anledning til, i overensstem-
melse med 1. pkt. på den eller de fordringer, der på regule-
ringstidspunktet i henhold til dækningsrækkefølgen med se-
neste betalingstidspunkt er dækket med beløb modtaget efter
henholdsvis §§ 10 eller 10 a for den måned, som nedsættel-
sen vedrører.
Stk. 3. Har skyldneren modtaget et overskydende beløb,
der på baggrund af en nedsættelse efter stk. 1 viser sig at
være udbetalt med urette, skal beløbet tilbagebetales. Efter
at have fået kendskab til nedsættelsen af det lønindeholdte
beløb opkræver restanceinddrivelsesmyndigheden tilbagebe-
talingskravet hos skyldneren med en betalingsfrist på 14
dage, der regnes fra afsendelsen af opkrævningen. Tilbage-
betalingskravet anses for at være modtaget til inddrivelse,
når betalingsfristen efter 2. pkt. er udløbet.«
13. Efter § 16 indsættes før overskriften før § 17:
»Pligt til oplysning om ny adresse ved flytning til udlandet
§ 16 a. En skyldner, der har gæld under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden på mindst 100 kr., og som
fraflytter Danmark, har pligt til inden udrejsen at give re-
stanceinddrivelsesmyndigheden oplysning om fraflytningen,
jf. dog stk. 5.
2
Stk. 2. Oplysningspligten efter stk. 1 omfatter skyldnerens
1) personnummer,
2) fulde navn eller adresseringsnavn,
3) hidtidige adresse og bopælskommune,
4) fremtidige adresse og bopælsland samt
5) flyttedato.
Stk. 3. Har en skyldner omfattet af stk. 1 ikke en fast bo-
pæl i udlandet, gælder stk. 2, nr. 4, ikke. Skyldner skal da i
stedet oplyse en kontaktadresse, medmindre skyldner er til-
sluttet Digital Post.
Stk. 4. Skyldner har efter udrejsen pligt til at opdatere op-
lysningerne efter stk. 2 og 3, senest 14 dage efter at forhol-
dene har ændret sig, jf. dog stk. 5.
Stk.5. Har restanceinddrivelsesmyndigheden over for skyld-
ner truffet afgørelse om eller med skyldner indgået aftale
om en afdragsordning for skyldners gæld under inddrivelse,
gælder stk. 1 og 4 ikke, så længe afdragsordningen overhol-
des. Undlader skyldner efter sin fraflytning fra Danmark at
betale et afdrag, skal oplysningerne i stk. 2 og 3 gives eller
opdateres af skyldner senest 14 dage efter afdragets forfalds-
dato.
Stk. 6. Overstiger opholdets varighed i udlandet ikke 6
måneder, gælder stk. 1 ikke, hvis skyldner er tilsluttet Digi-
tal Post.
Stk. 7. Er den, der flytter, ikke selv i stand til at anmelde
flytning, skal flytningen anmeldes af den, der er ansvarlig
for den pågældende.
Stk. 8. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om
stk. 1-6.
§ 16 b. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øv-
rige lovgivning, straffes med bøde den, der forsætligt eller
ved grov uagtsomhed
1) undlader at opfylde pligten efter § 16 a, stk. 1 eller 7,
2) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger efter § 16
a, stk. 2 eller 3, eller
3) undlader at opfylde pligten efter stk. 16 a, stk. 4.
§ 16 c. Skønnes en overtrædelse af § 16 b ikke at ville
medføre højere straf end bøde, kan restanceinddrivelses-
myndigheden i et bødeforelæg tilkendegive, at sagen kan af-
gøres uden retssag, hvis den, der har begået overtrædelsen,
erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til
inden for en nærmere angivet frist, der efter anmodning kan
forlænges, at betale en bøde, der er angivet i bødeforelæg-
get.
Stk. 2. Retsplejelovens regler om krav til indholdet af et
anklageskrift og om, at en sigtet ikke er forpligtet til at udta-
le sig, finder tilsvarende anvendelse på bødeforelæg.
Stk. 3. Vedtages bøden, bortfalder videre forfølgning.
Stk. 4. Bøder i sager, der afgøres administrativt, opkræves
af restanceinddrivelsesmyndigheden og anses for modtaget
hos restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse, når bø-
den ikke er betalt i rette tid.«
14. Overskriften før § 18 a affattes således:
»Udskydelse af forældelse og foreløbig afbrydelse«.
15. I § 18 a indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. For fordringer, der overdrages til restanceinddri-
velsesmyndigheden, indtræder forældelse tidligst 3 år efter
fordringens modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndighe-
den, jf. dog 3. og 4. pkt. Fristen på 3 år regnes forsat fra det i
1. pkt. nævnte modtagelsestidspunkt, selv om fordringen til-
bagesendes til fordringshaveren eller den, der på dennes
vegne opkræver fordringen. Overdrages en fordring, der er
tilbagesendt som anført i 2. pkt., atter til restanceinddrivel-
sesmyndigheden, regnes fristen på 3 år fra det første modta-
gelsestidspunkt. Bestemmelsen i 1. pkt. omfatter ikke for-
dringer, for hvilke der i EU-retten er fastsat særlige regler,
der vil være til hinder for en foreløbig afbrydelse.«
§ 2
Lov om forsøg med eftergivelse af gæld til det offentlige
for socialt udsatte grupper, jf. lovbekendtgørelse nr. 1063 af
25. oktober 2006, som ændret ved § 120 i lov 1336 af 19.
december 2008 og § 2 i lov nr. 285 af 29. marts 2017,
ophæves.
§ 3
I ligningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1162 af 1.
september 2016, som ændret bl.a. ved § 5 i lov nr. 1554 af
13. december 2016, lov nr. 475 af 17. maj 2017, lov nr. 685
af 8. juni 2017, § 2 i lov nr. 1376 af 4. december 2017 og
senest ved lov nr. 1684 af 26. december 2017, foretages
følgende ændring:
1. § 7, nr. 23, ophæves.
Nr. 24-31 bliver herefter nr. 23-30.
Beskæftigelsesministeriet
§ 4
I lov nr. 174 af 24. februar 2015 om kontantydelse, som
ændret ved § 39 i lov nr. 994 af 30. august 2015, foretages
følgende ændring:
1. I § 19, stk. 4, indsættes som 2.-4. pkt.:
»Overdrages tilbagebetalingskravet til restanceinddrivel-
sesmyndigheden, finder 1. pkt. ikke anvendelse fra restan-
ceinddrivelsesmyndighedens modtagelse af kravet. Fra mod-
tagelsen finder forældelsesloven anvendelse, idet forældelse
dog tidligst indtræder 3 år efter tilbagebetalingskravets mod-
tagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 18 a, stk.
2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Til-
bagesendes tilbagebetalingskravet til kommunen, finder 1.
pkt. på ny anvendelse.«
§ 5
I lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1342 af 21. november 2016, som
ændret ved § 1 i lov nr. 173 af 20. februar 2017 og § 9 i lov
nr. 674 af 8. juni 2017, foretages følgende ændring:
1. I § 70 f, stk. 11, indsættes som 6.-8. pkt.:
3
»Overdrages tilbagebetalingskravet til restanceinddrivel-
sesmyndigheden, finder 5. pkt. ikke anvendelse fra restan-
ceinddrivelsesmyndighedens modtagelse af kravet. Fra mod-
tagelsen finder forældelsesloven anvendelse, idet forældelse
dog tidligst indtræder 3 år efter tilbagebetalingskravets mod-
tagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 18 a, stk.
2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Til-
bagesendes tilbagebetalingskravet til kommunen, finder 5.
pkt. på ny anvendelse.«
§ 6
I lov om aktiv socialpolitik, jf. lovbekendtgørelse nr. 269
af 21. marts 2017, som ændret ved § 1 i lov nr. 1000 af 30.
august 2015, § 8 i lov nr. 674 af 8. juni 2017 og § 5 i lov nr.
1669 af 26. december 2017, foretages følgende ændring:
1. I § 95, stk. 2, indsættes som 2.-4. pkt.:
»Overdrages tilbagebetalingskravet til restanceinddrivel-
sesmyndigheden, finder 1. pkt. ikke anvendelse fra restan-
ceinddrivelsesmyndighedens modtagelse af kravet. Fra mod-
tagelsen finder forældelsesloven anvendelse, idet forældelse
dog tidligst indtræder 3 år efter tilbagebetalingskravets mod-
tagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 18 a, stk.
2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Til-
bagesendes tilbagebetalingskravet til kommunen eller Udbe-
taling Danmark, jf. stk. 1, 1. pkt., finder 1. pkt. på ny anven-
delse.«
§ 7
I lov nr. 287 af 29. marts 2017 om en midlertidig
jobpræmie til langtidsledige m.v. foretages følgende
ændring:
1. I § 19, stk. 3, indsættes som 2.-4. pkt.:
»Overdrages tilbagebetalingskravet til restanceinddrivel-
sesmyndigheden, finder 1. pkt. ikke anvendelse fra restan-
ceinddrivelsesmyndighedens modtagelse af kravet. Fra mod-
tagelsen finder forældelsesloven anvendelse, idet forældelse
dog tidligst indtræder 3 år efter tilbagebetalingskravets mod-
tagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 18 a, stk.
2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Til-
bagesendes tilbagebetalingskravet til Udbetaling Danmark,
finder 1. pkt. på ny anvendelse.«
Børne- og Socialministeriet
§ 8
I dagtilbudsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 748 af 20. juni
2016, som ændret ved § 7 i lov nr. 665 af 8. juni 2016, lov
nr. 1545 af 13. december 2016, lov nr. 1546 af 13. december
2016 og § 1 i lov nr. 427 af 3. maj 2017, foretages følgende
ændring:
1. I § 93, stk. 2, indsættes som 2.-4. pkt.:
»Overdrages tilbagebetalingskravet til restanceinddrivel-
sesmyndigheden, finder 1. pkt. ikke anvendelse fra restan-
ceinddrivelsesmyndighedens modtagelse af kravet. Fra mod-
tagelsen finder forældelsesloven anvendelse, idet forældelse
dog tidligst indtræder 3 år efter tilbagebetalingskravets mod-
tagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 18 a, stk.
2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Til-
bagesendes tilbagebetalingskravet til kommunen, finder 1.
pkt. på ny anvendelse.«
§ 9
I lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 102 af
29. januar 2018, som ændret ved lov nr. 221 af 20. marts
2018, foretages følgende ændring:
1. I § 165, stk. 2, indsættes som 2.-4. pkt.:
»Overdrages tilbagebetalingskravet til restanceinddrivel-
sesmyndigheden, finder 1. pkt. ikke anvendelse fra restan-
ceinddrivelsesmyndighedens modtagelse af kravet. Fra mod-
tagelsen finder forældelsesloven anvendelse, idet forældelse
dog tidligst indtræder 3 år efter tilbagebetalingskravets mod-
tagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 18 a, stk.
2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Til-
bagesendes tilbagebetalingskravet til kommunen, finder 1.
pkt. på ny anvendelse.«
Justitsministeriet
§ 10
I lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og
afgifter m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 572 af 20. juni 2001,
som ændret ved § 13 i lov nr. 430 af 6. juni 2005, § 1 i lov
nr. 252 af 30. marts 2011, § 2 i lov nr. 114 af 31. januar
2017 og § 5 i lov nr. 670 af 8. juni 2017, foretages følgende
ændringer:
1. I § 5, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
»Retsplejelovens § 493, stk. 3, 2. pkt., finder dog ikke an-
vendelse for fordringer, der er omfattet af lov om inddrivel-
se af gæld til det offentlige.«
2. I § 5 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Meddelelsen, som er nævnt i retsplejelovens §
493, stk. 3, 1. pkt., skal i tilfælde, hvor retsplejelovens §
493, stk. 3, 2. pkt., ikke finder anvendelse, indeholde oplys-
ninger om fordringshaver, fordringstype, fordringens modta-
gelsesdato hos restanceinddrivelsesmyndigheden, kravets
størrelse og, hvis restanceinddrivelsesmyndigheden har
modtaget oplysningerne herom, tillige periode eller stiftel-
sesdato.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
3. I § 5 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om
de oplysninger, der skal meddeles efter stk. 2, herunder sær-
lige regler om beskrivelse af renter og andre relaterede for-
dringer.«
§ 11
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juni 2018, jf. dog stk. 2.
4
Stk. 2. Skatteministeren fastsætter tidspunktet for ikraft-
træden af denne lovs § 1, nr. 11 og 12.
Stk. 3. § 3 B og § 18 a, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 6 og
15, finder ikke anvendelse på fordringer m.v., der modtages
til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden før 1.
juni 2018. For sådanne fordringer m.v. finder de hidtil gæl-
dende regler anvendelse.
Stk. 4. Denne lovs §§ 2 og 3 finder ikke anvendelse på an-
søgninger, der modtages af restanceinddrivelsesmyndighe-
den før 1. juni 2018. For sådanne ansøgninger finder de hid-
til gældende regler anvendelse.
5
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
1.1. Lovforslagets formål og baggrund
2. Lovforslagets indhold
2.1. Foreløbig afbrydelse af forældelsen ved overdragelse af fordringer til restanceinddrivelsesmyndigheden
2.1.1. Gældende ret
2.1.2. Lovforslaget
2.2. Restanceinddrivelsesmyndighedens håndtering af accessorisk forældelse m.v.
2.2.1. Gældende ret
2.2.1.1. SKATs opkrævning af personskatter
2.2.1.2. Skattekontoen
2.2.2. Lovforslaget
2.3. Dækningsrækkefølgen for renter uden relation til den hovedfordring, hvoraf renten er beregnet
2.3.1. Gældende ret
2.3.1.1. SKATs opkrævning af personskatter
2.3.1.2. Skattekontoen
2.3.2. Lovforslaget
2.4. Præcisering af bortfaldsregler
2.4.1. Gældende ret
2.4.2. Lovforslaget
2.5. Ændringer i reglerne om restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser om modregning og lønindeholdelse
2.5.1. Gældende ret
2.5.2. Lovforslaget
2.6. Restanceinddrivelsesmyndighedens beskrivelse af renter efter kildeskattelovens §§ 62 A og 63 og renter og gebyrer,
der opkræves via skattekontoen m.fl., i afgørelser og meddelelser til skyldner og andre
2.6.1. Gældende ret
2.6.2. Lovforslaget
2.7. Lempelse af krav til forkyndelser foretaget af restanceinddrivelsesmyndighedens pantefogeder
2.7.1. Gældende ret
2.7.2. Lovforslaget
2.8. Regulering af restanceinddrivelsesmyndighedens undersøgelsespligt
2.8.1. Gældende ret
2.8.2. Lovforslaget
2.9. Restanceinddrivelsesmyndighedens håndtering af skyldnerskifte
2.9.1. Gældende ret
2.9.2. Lovforslaget
2.10. Klarere regler for betalingsevnevurdering, hvori der indgår pensionsindbetalinger
2.10.1. Gældende ret
2.10.2. Lovforslaget
2.11. Klarere regler for håndtering af negative korrektioner ved lønindeholdelse
2.11.1. Gældende ret
2.11.2. Lovforslaget
2.12. Pligt for skyldnere med gæld under inddrivelse til at oplyse restanceinddrivelsesmyndigheden om ny adresse ved
flytning til udlandet
2.12.1. Gældende ret
2.12.2. Lovforslaget
2.13. Ophævelse af forsøgsordning med eftergivelse af gæld til det offentlige for socialt udsatte grupper
2.13.1. Gældende ret
2.13.2. Lovforslaget
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
6
5. Administrative konsekvenser for borgerne
6. Miljømæssige konsekvenser
7. Forholdet til EU-retten
8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
9. Sammenfattende skema
1. Indledning
Det er vigtigt for regeringen og aftalepartierne bag »Aftale
om styrkelse af den offentlige gældsinddrivelse« at sikre
grundlaget for en sikker og effektiv fremadrettet inddrivelse
af gæld til det offentlige. Det er hverken ret eller rimeligt, at
andre borgere skal betale for dem, der ikke betaler deres
gæld til det offentlige. Regeringen har derfor sammen med
aftalepartierne iværksat en række initiativer, der skal sikre,
at inddrivelsen af gæld til det offentlige kommer på fode
igen, efter at SKAT den 8. september 2015 besluttede at
stoppe al automatisk inddrivelse af gæld til det offentlige på
baggrund af, at en række analyser af Ét Fælles Inddrivelses-
system (EFI) og DebitorMotorInddrivelse (DMI) havde på-
vist fejl af funktionel, teknisk og datamæssig karakter.
Som opfølgning på handlingsplanen »Aftale om et nyt
skattevæsen« fra den 25. september 2015 indgik V-regerin-
gen, Socialdemokratiet, Dansk folkeparti, Liberal Alliance,
Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti »Aftale
om et nyt skattevæsen« af 18. november 2016 om en fælles
forståelse om nødvendigheden af at opbygge et nyt skatte-
væsen samt rammerne herfor. På baggrund heraf er der
igangsat et omfattende arbejde med bl.a. at udvikle et nyt it-
system for inddrivelse, ligesom der er gennemført en række
regelforenklinger på inddrivelsesområdet til understøttelse
af de to første faser af udviklingen af det nye it-system.
Da erfaringerne med udviklingen af det suspenderede it-
system EFI/DMI har vist, at det er særdeles vanskeligt at til-
passe et nyt it-system til en kompleks og omfattende lovgiv-
ning, har regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Kon-
servative Folkeparti) samt Dansk Folkeparti, Socialdemo-
kratiet, Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre og So-
cialistisk Folkeparti i »Aftale om styrkelse af den offentlige
gældsinddrivelse« fra juni 2017 erklæret sig enige i, at der
er behov for yderligere forenkling og tilpasning af reglerne
på inddrivelsesområdet for at sikre udviklingen af en effek-
tiv it-understøttelse og efterfølgende administration af ind-
drivelsesopgaven.
Det er derfor fundet nødvendigt at fastsætte klarere og
enklere regler på en række områder, der understøtter den
fremtidige administration samt de næste faser af udviklingen
af det nye it-system, hvor it-systemet bl.a. udbygges til at
kunne håndtere betalingsevneberegning, lønindeholdelse og
forældelse. Endvidere har en række analyser afdækket pro-
blemer med de data, som fordringshaverne skal angive ved
oversendelse af en fordring til inddrivelse, hvilket har nød-
vendiggjort fastsættelse af enkle og klare regler for de op-
lysninger, restanceinddrivelsesmyndigheden skal lægge til
grund ved iværksættelse af inddrivelse, således at opgave-
og ansvarsfordelingen mellem restanceinddrivelsesmyndig-
heden og fordringshaverne bliver tydeligere og kan skabe
grundlag for et bedre og enklere samarbejde.
1.1. Lovforslagets formål og baggrund
I forlængelse af den politiske aftale »Aftale om et nyt
skattevæsen« af 18. november 2016 om en fælles forståelse
om nødvendigheden af at opbygge et nyt skattevæsen samt
rammerne herfor har regeringen (Venstre, Liberal Alliance
og Det Konservative Folkeparti) samt Dansk Folkeparti, So-
cialdemokratiet, Enhedslisten, Alternativet, Radikale Ven-
stre og Socialistisk Folkeparti indgået »Aftale om styrkelse
af den offentlige gældsinddrivelse« af den 8. juni 2017.
Nærværende lovforslag har til formål at udmønte dele af
denne aftale.
Aftalepartierne er enige om, at det er en helt afgørende
forudsætning for etablering af en effektiv inddrivelse af
gæld, at der tilvejebringes forenklinger af lovgivningen på
området. Lovforslaget indeholder som opfølgning herpå føl-
gende forslag til forenklinger af inddrivelseslovgivningen:
Entydige særregler for forældelse
– Foreløbig afbrydelse af forældelsen, når fordringer mod-
tages til inddrivelse
– Indførelse af regler for forældelse af renter og gebyrer
(accessorisk forældelse)
Klarere og enklere regler
– Forenkling af forældelse efter bortfaldsregler
– Forenkling af regler for medregning af pensionsindbeta-
linger ved betalingsevnevurdering
– Klarere regler for håndtering af negative korrektioner
ved lønindeholdelse
– Klarere regler i forbindelse med skyldnerskifte i forhold
til cpr- og cvr-skyldnere
– Ophævelse af forsøgsordning om eftergivelse af gæld
for socialt udsatte grupper
Undgå datafejl
– Klarere regler for afviklingsmodenhed m.v. ved modreg-
ning og lønindeholdelse
– Klarere og enklere regler ved tilsigelse til udlægsforret-
ning
– Klarere regler for restanceinddrivelsesmyndighedens un-
dersøgelsespligt ved modtagelse af fordringer til inddri-
velse.
Som en del af aftalen er der også enighed om at udvide
lønindeholdelsen i inddrivelsesbekendtgørelsen, så den øvre
grænse for procentsatsen for lønindeholdelse hæves i inter-
valler fra de nuværende 30 pct. til f.eks. 40 pct. for personer
med en indkomst over ca. [450.000 kr./410.000] kr. for per-
7
soner med forsørgerpligt hhv. ikke-forsørgere (2017-ni-
veau). Forslaget om progressiv lønindeholdelse kan gen-
nemføres ved ændring af inddrivelsesbekendtgørelsen. Det
er tanken, at ændringen af bekendtgørelsen, der også vil in-
deholde en række andre forenklinger og præciseringer, vil
skulle træde i kraft samtidig med ændringsloven, der hviler
på nærværende lovforslag.
Aftalepartierne var endvidere enige om, at der skal afsæt-
tes flere ressourcer til indsatsen mod skyldnere, der forsøger
at undgå at betale deres gæld til det offentlige ved at bosætte
sig i udlandet. Derfor oprettes en særlig enhed i Gældssty-
relsen målrettet skyldnere med stor gæld og bosat i udlandet.
Dette følges i lovforslaget yderligere op af et forslag om
indførelse af en pligt for skyldnere med gæld under inddri-
velse til at oplyse restanceinddrivelsesmyndigheden om den
udenlandske adresse ved flytning til udlandet.
Lovforslaget er det femte i rækken af lovgivningstiltag på
inddrivelsesområdet, der er fremsat i forlængelse af SKATs
suspension af al automatisk inddrivelse af gæld til det of-
fentlige via EFI i september 2015 og det efterfølgende
igangsatte arbejde med genetablering af en effektiv restan-
ceinddrivelse.
Skatteministeriet har siden december 2015 arbejdet på ud-
viklingen af et nyt it-system, der skal understøtte inddrivel-
sen. Det blev besluttet, at det nye it-system skal være baseret
på et standardsystem, som trinvist bliver videreudviklet, så
det ved udgangen af 2018 vil kunne håndtere de fleste ind-
drivelsesskridt og skyldnergrupper. Parallelt hermed blev
der igangsat et arbejde med at forenkle lovgivningen på om-
rådet, så systemet bliver mindre komplekst end EFI/DMI.
Systemet udvikles gradvist og i første omgang med fokus
på de funktionaliteter, der blev vurderet som værende de
vigtigste for ibrugtagningen af systemet for 1. udgave (re-
lease).
Som planlagt blev release 1 taget i brug i april 2017. Der
var dermed bygget en platform og – som forventet – udvik-
let den første, begrænsede funktionalitet for systemet.
Samtidig blev Danmarks Radio tilsluttet systemet som den
første fordringshaver.
Release 2, der blev taget i brug i november og december
2017, udbyggede it-systemet med nye og centrale funktiona-
liteter, herunder lønindeholdelse, som er et meget effektivt
inddrivelsesskridt. Der kan således sendes varsel og træffes
afgørelse om lønindeholdelse/særskilt lønindeholdelse, her-
under ske anvendelse af oplysninger fra betalingsevnebereg-
ning til beregning af lønindeholdelsesprocenten. Herudover
kan systemet nu bl.a. håndtere tilbageløb fra fordringshaver
i forbindelse med nedskrivning, tilbagesendelse, tilbagekal-
delse og opskrivning af en gældspost. Samtidig kan syste-
met nu foretage en automatiseret betalingsevneberegning, li-
gesom der er udviklet en fordringshaverportal, hvormed for-
dringshavere kan oprette gældsposter og modtage og hånd-
tere gældsposter sendt i høring. Den gradvise tilslutning af
fordringshavere efter Danmarks Radio er samtidig igangsat.
Med release 3, der forventes ibrugtaget medio 2018, for-
ventes systemet udbygget med automatisk modregning, og
systemunderstøttelse af helt eller delvist manuelle processer
iværksættes. Herefter vil der blive foretaget tilretning og til-
pasning af systemets funktionalitet og gradvis automatise-
ring af manuelle processer.
I løbet af 2019 forventes alle fordringshavere at være til-
sluttet systemet, i takt med at de får justeret deres interne
processer og systemer, så de kan sende retskraftige fordrin-
ger med en god datakvalitet, der sikrer, at der kan inddrives
på fordringerne.
For at undgå utilsigtet forældelse i perioden med ingen el-
ler meget begrænset systemunderstøttelse blev der i novem-
ber 2015 gennemført det første lovgivningstiltag om stands-
ning af forældelsen for fordringer under inddrivelse, jf. lov
nr. 1253 af 17. november 2015.
I marts 2016 blev det andet lovgivningstiltag gennemført i
form af regler, der er nødvendige for etableringen af det nye
og fremadrettede it-system og for en hensigtsmæssig be-
handling af klager på inddrivelsesområdet. Der blev desuden
gennemført en række justeringer og præciseringer med hen-
blik på at sikre et klart og entydigt hjemmelsgrundlag, jf. lov
nr. 298 af 22. marts 2016.
Den 14. december 2016 blev det tredje lovgivningstiltag
fremsat, nemlig lovforslag nr. L 102 om overdragelse af ind-
drivelsen af fortrinsberettigede kommunale krav til kommu-
nerne. Lovforslaget blev gennemført ved lov nr. 114 af 31.
januar 2017.
Det fjerde lovgivningstiltag blev gennemført ved lov nr.
285 af 29. marts 2017. Med loven gennemførtes yderligere
tiltag, der navnlig skulle sikre enklere regler på inddrivelses-
området. Endvidere indeholder loven en række øvrige præ-
ciseringer af regelgrundlaget på inddrivelsesområdet.
Nærværende lovforslag indeholder yderligere lovgiv-
ningstiltag, der skal sikre enklere og klarere regler på inddri-
velsesområdet, hvilket som nævnt er helt afgørende for ud-
viklingen og etableringen af en effektiv it-understøttelse af
inddrivelsesopgaven.
Det foreslås derfor for det første at præcisere en række
bortfaldsregler på det socialretlige område, der indeholder
en særlig forældelsesregel om bortfald af visse kommunale
tilbagebetalingskrav, så det klart fremgår, at det alene er for-
ældelsesloven, der finder anvendelse, hvis et sådant tilbage-
betalingskrav kommer under inddrivelse.
Det foreslås for det andet, at pensionsindbetalinger fra en
arbejdsgiver – uanset om der er tale om obligatoriske pensi-
onsindbetalinger eller aftalte pensionsindbetalinger – kan
fragå i en skyldners bruttoindkomst ved beregning af beta-
lingsevnevurdering ved afgørelser om lønindeholdelse og
afdragsordninger. Hermed muliggøres en automatiseret be-
talingsevneberegning i det nye it-system.
Det foreslås for det tredje at fastsætte klarere regler for
håndtering af negative korrektioner ved lønindeholdelse, når
en arbejdsgiver nedsætter et indberettet beløb, efter at belø-
bet er indgået i en lønindeholdelse. Der er tale om regler for
restanceinddrivelsesmyndighedens mulighed for at tilbage-
søge for meget udbetalte beløb fra fordringshavere og at
8
genopskrive gæld hos skyldnere, hvor gælden ved en fejl er
blevet nedskrevet.
For det fjerde foreslås det at fastsætte klarere regler for,
hvad restanceinddrivelsesmyndigheden kan foretage sig,
hvis der sker et skyldnerskifte i forhold til gæld, som allere-
de er under inddrivelse.
Det foreslås for det femte at ophæve en særlig ordning om
eftergivelse af gæld for socialt udsatte, idet ordningen er
særdeles kompliceret og er vanskelig at it-understøtte. Hertil
kommer, at der allerede i dag i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige findes regler, der giver mulighed for eftergi-
velse af gæld, og som i vidt omfang vil kunne tilgodese de
samme hensyn til de socialt udsatte grupper, som var bag-
grunden for den særlige ordning.
For det sjette foreslås det at fastsætte en regel om forelø-
big forældelsesafbrydelse, når en fordring modtages hos re-
stanceinddrivelsesmyndigheden med henblik på inddrivelse.
Forslaget skal bl.a. ses på baggrund af de mangeårige udfor-
dringer med it-systemet EFI/DMI, som har efterladt en stor
mængde fordringer med tvivl om retskraften. Nogle af disse
problemer kan tilskrives fejl i de oplysninger, som restan-
ceinddrivelsesmyndigheden har modtaget fra fordringsha-
verne med henblik på at kunne fastlægge et korrekt foræl-
delsestidspunktet for fordringer, der modtages til inddrivel-
se. Endvidere skal forslaget imødegå vanskeligheder med at
kunne nå at afbryde forældelsen, når en fordring oversendes
til inddrivelse tæt på forældelsesfristens udløb.
For at kunne etablere en effektiv inddrivelse med automa-
tiseret forældelseskontrol, hvor det sikres, at underfordringer
– renter og gebyrer – ikke løbende må afskrives, foreslås det
for det syvende, at opkrævningsrenter fra skattekontoen og
andre fordringshaversystemer, der tilsvarende anvender et
saldoprincip, samt systemet KOBRA ved modtagelse til ind-
drivelse i forældelsesmæssig henseende skal betragtes som
selvstændige hovedfordringer. Herved vil de pågældende
renter m.v. ikke blive accessorisk forældede, når de er under
inddrivelse. Tilsvarende hovedkravsvirkning foreslås for
renter, der er oversendt til inddrivelse uden at være tilknyttet
en hovedfordring. I forhold til opkrævningsgebyrer, der ve-
drører flere hovedfordringer, foreslås det, at de i relation til
accessorisk forældelse alene skal anses for knyttet til den
fordring, som fordringshaveren har oplyst. Herved behøver
restanceinddrivelsesmyndigheden ikke foretage en selvstæn-
dig undersøgelse af, hvilke fordringer gebyrerne yderligere
er knyttet til. Det foreslås endvidere, at restanceinddrivelses-
myndigheden ved modregning med opkrævningsrenter fra
systemet KOBRA lægger det hovedkrav, som restanceind-
drivelsesmyndigheden fik oplyst ved modtagelsen af disse
renter, til grund i situationer, hvor modregningen foretages i
skyldners udbetalingskrav, efter at dette er overdraget til en
tredjemand. Endelig foreslås, at skatteministeren skal kunne
fastsætte nærmere regler om restanceinddrivelsesmyndighe-
dens beskrivelse af disse renter og gebyrer i afgørelser og
meddelelser til skyldneren og andre.
For at undgå, at lønindeholdelse og modregning baseres
på et forkert grundlag, foreslås det at basere inddrivelse på
mere pålidelige oplysninger, så restanceinddrivelsesmyndig-
heden ikke skal bruge uforholdsmæssig megen tid og ufor-
holdsmæssige ressourcer på at fremskaffe korrekte data. Da
en fordring ikke kan overdrages til inddrivelse, før sidste
rettidige betalingsdato er udløbet, foreslås det for det otten-
de, at restanceinddrivelsesmyndigheden kan træffe afgørelse
om lønindeholdelse og modregning, under henvisning til at
fordringen er modtaget til inddrivelse hos restanceinddrivel-
sesmyndigheden. Den sidste rettidige betalingsdag vil derfor
ikke skulle oplyses i afgørelsen.
For at undgå, at forkyndelser ved udlægsforretninger inde-
holder forkerte oplysninger, foreslås det for det niende, at
forkyndelser i stedet for sidste rettidige betalingsdato i ste-
det skal indeholde oplysninger om, at fordringen er modta-
get til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. For
samtidig at muliggøre, at forkyndelser i højere grad kan ge-
nereres automatisk, og reducere behovet for individuelle til-
pasninger foreslås det, at restanceinddrivelsesmyndigheden
alene skal anvende oplysninger, som allerede indgår i stam-
data, og som der kan fæstes lid til. Det drejer sig om oplys-
ninger om fordringshaver, fordringstype og evt. fordringens
periode eller stiftelsesdato. Det foreslås endvidere, at skatte-
ministeren skal kunne fastsætte nærmere regler om disse op-
lysninger, herunder særlige regler om beskrivelse af renter
og andre relaterede fordringer.
For at undgå ulovlig inddrivelse og tydeliggøre fordrings-
havernes ansvar for at levere korrekte data ved oversendelse
af fordringer til inddrivelse foreslås det for det tiende, at re-
stanceinddrivelsesmyndigheden ved kendskab til eller kon-
kret mistanke om fejl i de data, som fordringshaver har
oversendt sammen med den fordring, der er sendt til inddri-
velse, kan suspendere inddrivelsen af grupper af fordringer,
der kan være berørt af disse fejl, med henblik på at for-
dringshaver identificerer og tilbagekalder de fordringer, der
er berørt af fejl. Samtidig foreslås det, at hvis fordringshave-
ren ikke identificerer og tilbagekalder de fordringer, der er
berørt af fejl, inden for en rimelig frist, kan restanceinddri-
velsesmyndigheden returnere de suspenderede fordringer til
fordringshaver.
Endelig foreslås det for det ellevte at indføre en generel
pligt til at oplyse restanceinddrivelsesmyndigheden om
udenlandsk adresse ved fraflytning fra Danmark for perso-
ner, der har gæld under inddrivelse hos restanceinddrivelses-
myndigheden. Forslaget vil kunne betyde en effektivisering
af inddrivelse af gæld i udlandet, fordi restanceinddrivelses-
myndigheden kan kontakte skyldnerne uden at bruge tid og
ressourcer på at søge efter adressen og hurtigere kan sende
evt. anmodninger om bistand til inddrivelse i andre lande.
For at skyldnerne har incitament til både at oplyse om adres-
sen ved fraflytning og løbende opdatere den, foreslås det at
sanktionere pligten ved anvendelse af bødeforelæg.
9
2. Lovforslagets indhold
2.1. Foreløbig afbrydelse af forældelsen ved overdragelse af
fordringer til restanceinddrivelsesmyndigheden
2.1.1. Gældende ret
Fordringer, som omfattes af lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige, overdrages til restanceinddrivelsesmyndighe-
den, når betalingsfristen er overskredet, og sædvanlig ryk-
kerprocedure forgæves er gennemført, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt.,
i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Fordringsha-
veren eller den, der på dennes vegne forestår opkrævningen,
kan dog på skyldners anmodning tillade en afdragsvis beta-
ling eller bevilge henstand med betalingen, jf. 2. pkt.
Inden overdragelsen skal fordringshaveren eller den, der
på dennes vegne opkræver fordringen, skriftligt underrette
skyldneren om overdragelsen, medmindre det må antages, at
muligheden for at opnå dækning ellers vil blive væsentligt
forringet, jf. § 2, stk. 4, i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige.
En fordring anses for modtaget hos restanceinddrivelses-
myndigheden ved registreringen i modtagelsessystemet, jf. §
4, stk. 1, 1. pkt., i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017
om inddrivelse af gæld til det offentlige. Fordringer afvises
fra registrering i modtagelsessystemet, hvis nødvendige op-
lysninger efter § 3 ikke er medsendt, jf. § 4, stk. 2, 1. pkt.
Hvis de oversendte oplysninger giver restanceinddrivelses-
myndigheden anledning til at søge oplysninger bekræftet
hos fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringsha-
veren sender fordringen til inddrivelse, anses fordringen for
modtaget, når de oversendte oplysninger er rettet eller be-
kræftet, og rettelsen eller bekræftelsen er registreret i modta-
gelsessystemet, jf. 2. pkt. Beløbsmæssige opjusteringer af en
fordring, der allerede er overdraget til restanceinddrivelses-
myndigheden, sker ved overdragelsen af en opskrivningsfor-
dring, jf. § 7, stk. 1, 1. pkt., i bekendtgørelse nr. 300 af 29.
marts 2017 om inddrivelse af gæld til det offentlige, som
ændret ved bekendtgørelse nr. 1161 af 27. oktober 2017, og
en opskrivningsfordring anses ligeledes for modtaget ved re-
gistreringen i modtagelsessystemet, jf. stk. 1, 3. pkt., med-
mindre den fordring, der opskrives, er i høring efter § 4, stk.
2, 2. pkt., i hvilket tilfælde opskrivningsfordringen anses for
modtaget samtidig med den fordring, der opskrives, jf. § 7,
stk. 1, 4. pkt. En opskrivningsfordring anses ifølge 5. pkt. li-
geledes for modtaget samtidig med den fordring, der opskri-
ves, hvis opskrivningen skyldes, at fordringshaver eller den,
der på dennes vegne opkræver fordringen, har annulleret en
nedskrivning, fordi fordringen ved en fejltagelse blev anset
for at være dækket, mens den var under inddrivelse. I perio-
den med systemmæssig paralleldrift – det gamle EFI/DMI-
system og det nye inddrivelsessystem – fra den 1. april 2017
gælder ifølge bekendtgørelsens § 47 a nogle særlige regler
for EFI/DMI om bl.a. modtagelsestidspunktet.
En fordring kan på restanceinddrivelsesmyndighedens ini-
tiativ tilbagesendes i medfør af § 2, stk. 2, 4. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige, hvis fordringshaveren
ikke søger skyldnerens indsigelser om kravets eksistens og
størrelse afklaret inden rimelig tid.
Fordringshaveren kan selv tilbagekalde fordringen i med-
før af § 2, stk. 7, i lov om inddrivelse af gæld til det offentli-
ge. Ifølge bestemmelsen skal fordringshaveren eller den, der
på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, såfremt
denne bliver bekendt med væsentlige ændringer i skyldne-
rens forhold efter overdragelsen af fordringen til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, underrette restanceinddrivel-
sesmyndigheden herom og kan i den forbindelse anmode re-
stanceinddrivelsesmyndigheden om at intensivere inddrivel-
sen eller at sende sagen tilbage til fordringshaveren, med
henblik på at fordringshaveren kan tillade afdragsvis beta-
ling eller henstand med betalingen. Fordringer, der er omfat-
tet af refusionsret fra statskassen, sendes ikke tilbage til for-
dringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren
har forestået opkrævningen, jf. dog stk. 8.
Ved såkaldt ligningsmæssig henstand efter skatteforvalt-
ningslovens § 51 i forbindelse med en klage over opgørelsen
af et skattekrav tilbagekaldes skattekravet også fra inddri-
velse.
Efter § 2, stk. 8, i lov om inddrivelse af gæld til det offent-
lige kan fordringshaveren eller den, der på vegne af for-
dringshaveren opkræver fordringen, helt eller delvis tilbage-
kalde en fordring, der er oversendt til inddrivelse, med hen-
blik på at foretage modregning for kravet.
Fordringer forældes efter forældelsesloven, medmindre
andet følger af særlige bestemmelser om forældelse i anden
lov, jf. forældelseslovens § 1. Af forældelsesloven § 28
fremgår, at når der i anden lov er fastsat særlige forældelses-
frister eller andre særlige bestemmelser om forældelse, fin-
der forældelsesloven anvendelse, i den udstrækning andet
ikke følger af den anden lov eller af forholdets særlige be-
skaffenhed. Ordet »lov« omfatter også forældelsesbestem-
melser i f.eks. EU-forordninger, jf. side 506 i den af Justits-
ministeriets Forældelsesudvalg afgivne betænkning nr.
1460/2005 om revision af forældelseslovgivningen, hvor det
om udfyldningsreglen i forældelseslovens § 28 anføres, at
der er en formodning for, at de specielle forældelsesregler i
anden lovgivning suppleres af forældelseslovens regler.
Forældelsesfristerne regnes fra det tidligste tidspunkt, til
hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen op-
fyldt, medmindre andet følger af andre bestemmelser, jf. §
2, stk. 1. Er der indrømmet skyldneren løbedage eller i øv-
rigt en frist, inden for hvilken betaling anses for rettidig,
regnes forældelsesfristen først fra betalingsfristens udløb, jf.
§ 2, stk. 2. Forældelsesfristen er 3 år, medmindre andet føl-
ger af andre bestemmelser, jf. § 3, stk. 1. En sådan bestem-
melse er f.eks. forældelseslovens § 5, stk. 1, hvorefter foræl-
delsesfristen er 10 år, når 1) der er udstedt gældsbrev for
fordringen, 2) fordringen er registreret i en værdipapircen-
tral, eller 3) fordringens eksistens og størrelse er anerkendt
skriftligt eller fastslået ved forlig, dom, betalingspåkrav på-
tegnet af fogedretten eller anden bindende afgørelse. Ifølge
§ 5, stk. 2, forældes en fordring på senere forfaldne renter,
gebyrer og lignende dog efter § 3.
For fordringer, der er under inddrivelse hos restanceind-
drivelsesmyndigheden den 19. november 2015 eller senere,
regnes forældelsesfristen tidligst fra den 20. november 2018,
10
jf. § 18 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Be-
stemmelsen blev indsat i loven ved lov nr. 1253 af 17. no-
vember 2015, der hviler på lovforslag nr. L 18, Folketingsti-
dende 2015-16, A, L 18 som fremsat, om udskydelse af for-
ældelse som følge af utilstrækkelig funktionalitet i Ét Fælles
Inddrivelsessystem (EFI). På side 7 anføres i de specielle
bemærkninger til § 1, at det tidligste begyndelsestidspunkt
for forældelsen ikke mistes, selv om fordringen efterfølgen-
de tilbageføres til fordringshaver som følge af dennes tilba-
gekaldelse med henblik på modregning, jf. § 2, stk. 8, i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige, eller fordi for-
dringshaver ikke inden rimelig tid får afklaret en indsigelse
fra skyldner om fordringens eksistens eller størrelse, hvorfor
restanceinddrivelsesmyndigheden tilbagesender fordringen,
jf. § 2, stk. 2, 4. pkt.
Forældelse indebærer, at fordringshaver mister retten til at
kræve opfyldelse, jf. forældelseslovens § 23, stk. 1.
Forældelsesloven indeholder i kapitel 5 og 6 regler om
henholdsvis afbrydelse og foreløbig afbrydelse af forældel-
sen.
Forældelsen afbrydes, når skyldneren over for fordrings-
haveren udtrykkeligt eller ved sin handlemåde erkender sin
forpligtelse, jf. forældelseslovens § 15, eller når fordringsha-
veren foretager retslige skridt mod skyldneren med henblik
på at erhverve dom, betalingspåkrav påtegnet af fogedretten,
voldgiftskendelse eller anden bindende afgørelse, der fast-
slår fordringens eksistens og størrelse, og forfølger disse
skridt inden for rimelig tid, jf. § 16, stk. 1.
Forældelse kan ifølge § 17, stk. 1, også afbrydes af for-
dringshaver ved indgivelse af en på fordringen støttet kon-
kursbegæring eller begæring om rekonstruktionsbehandling
eller ved anmeldelse af fordringen i bl.a. et konkursbo eller
til rekonstruktøren i forbindelse med rekonstruktionsbe-
handling eller i forbindelse med indledning af gældsanerings-
sag.
Desuden afbrydes forældelsen ved indgivelse af anmod-
ning om udlæg, hvis fordringshaveren søger forretningen
fremmet inden for rimelig tid, jf. § 18, stk. 1. Foretages ud-
læg af en pantefoged, afbrydes forældelsen ved udlægsfor-
retningens foretagelse, jf. stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 fin-
der ifølge stk. 3 tilsvarende anvendelse ved 1) indgivelse af
anmodning til fogedretten om foretagelse af arrest, 2) frem-
sættelse af krav for fogedretten om andel i et auktionsprove-
nu og 3) indgivelse af anmodning til fogedretten om tilbage-
tagelse af en løsøregenstand, der er solgt med ejendomsfor-
behold. Forældelsen afbrydes også ved restanceinddrivelses-
myndighedens underretning til skyldneren om afgørelse om
indeholdelse i løn m.v. eller modregning, jf. stk. 4.
Afbrydelsen indebærer, at der løber en ny forældelsesfrist
fra de tidspunkter, der fastsættes i forældelseslovens § 19.
Sker afbrydelsen ved skyldnerens erkendelse af forpligtel-
sen, regnes den nye forældelsesfrist fra dagen for erkendel-
sen, jf. § 19, stk. 2. Sker afbrydelsen ved foretagelse af rets-
lige skridt som nævnt i § 16, regnes den nye frist fra den
dag, da retsforlig indgås, dom afsiges, betalingspåkrav på-
tegnes af fogedretten, eller anden afgørelse træffes, jf. § 19,
stk. 3. Er fordringen anerkendt i et konkurs- eller dødsbo el-
ler i vedtagen tvangsakkord eller afsagt gældssaneringsken-
delse, regnes den nye frist fra boets slutning, tvangsakkor-
dens vedtagelse eller gældssaneringskendelsens afsigelse, jf.
§ 19, stk. 4.
Er afbrydelse sket ved pantefogedens gennemførelse af
udlægsforretning, jf. § 18, stk. 2, regnes den nye forældel-
sesfrist fra udlægsforretningens afslutning, jf. § 19, stk. 6, 1.
pkt.
Er forældelsen afbrudt ved underretning om afgørelse om
lønindeholdelse, jf. § 18, stk. 4, regnes den nye forældelses-
frist fra det tidspunkt, da der træffes afgørelse om, at løninde-
holdelsen ophører, eller senest fra det tidspunkt, da løninde-
holdelsen har været stillet i bero i 1 år, jf. § 19, stk. 6, 2. pkt.
Er forældelsen afbrudt ved underretning om afgørelse om
modregning, jf. § 18, stk. 4, regnes den nye forældelsesfrist
fra den dag, da afgørelsen om modregning træffes, jf. § 19,
stk. 6, 3. pkt.
Forældelseslovens § 20 om foreløbig afbrydelse bestem-
mer i stk. 1, at hvis fordringshaveren inden forældelsesfri-
stens udløb har foretaget et retsligt skridt som nævnt i § 16,
men dette ikke fører til forlig eller realitetsafgørelse, indtræ-
der forældelse tidligst 1 år efter, at fordringshaveren har fået
meddelelse om, at sagen er afsluttet. Har fordringshaveren
ikke fået sådan meddelelse inden rimelig tid, regnes fristen
fra det tidspunkt, da fordringshaveren fik kendskab til for-
holdet eller burde have søgt oplysning herom. Fordringsha-
veren kan ifølge § 20, stk. 2, ikke påberåbe sig stk. 1, hvis
det retslige skridt åbenbart ikke kunne føre til en realitetsaf-
gørelse, fordringshaveren hæver sagen, selv om en realitets-
afgørelse kunne være opnået, eller det beror på fordringsha-
verens valg ved indleveringen af et betalingspåkrav til fo-
gedretten, at en realitetsafgørelse ikke træffes. I § 20, stk. 3,
bestemmes, at stk. 1 og 2 gælder tilsvarende, hvis fordrings-
haveren inden forældelsesfristens udløb har indgivet kon-
kursbegæring, uden at konkursdekret er afsagt, har indgivet
begæring om rekonstruktionsbehandling, uden at rekon-
struktionsbehandling er indledt, eller har iværksat forfølg-
ning som nævnt i § 18, uden at fogedforretning eller auktion
er afholdt. Er fordringen inden forældelsesfristens udløb, jf.
herved § 17, stk. 3, anmeldt i et konkurs- eller dødsbo, men
bliver den ikke anerkendt, forældes fordringen mod skyldne-
ren personligt eller dennes arvinger tidligst 1 år efter medde-
lelsen af afgørelsen om fordringens afvisning eller, hvis en
sådan afgørelse ikke træffes, efter boets slutning. Tilsvaren-
de gælder, når en fordring inden forældelsesfristens udløb er
anmeldt i forbindelse med indledning af gældssaneringssag,
anmeldt i forbindelse med indkaldelse som nævnt i § 17, stk.
1, nr. 5, eller anmeldt til rekonstruktøren i forbindelse med
rekonstruktionsbehandling.
Er der inden forældelsesfristens udløb af eller mod for-
dringshaveren anlagt rets- eller voldgiftssag om grundlaget
for fordringen, indtræder forældelse tidligst 1 år efter sagens
endelige afgørelse, jf. forældelseslovens § 21, stk. 1. Er en
sag om fordringens eksistens eller størrelse eller en sag, som
er afgørende herfor, inden forældelsesfristens udløb indbragt
for en administrativ myndighed, indtræder forældelse tid-
11
ligst 1 år efter, at myndigheden har givet meddelelse om sin
afgørelse, jf. stk. 2, 1. pkt. Dette gælder, uanset om fordrin-
gen gøres gældende af den, der har indbragt sagen, eller af
den anden part, herunder det offentlige, jf. 2. pkt. Hvis der
træffes en bindende afgørelse, der fastslår fordringens eksi-
stens og størrelse, vil forældelsen derimod være endeligt af-
brudt efter forældelsesloven § 16, stk. 1. Indbringes sagen
inden for den i loven fastsatte frist eller i øvrigt inden for ri-
melig tid for en højere administrativ myndighed eller for
Folketingets Ombudsmand, regnes fristen på 1 år fra medde-
lelsen om denne myndigheds afgørelse, henholdsvis Om-
budsmandens udtalelse, jf. 3. pkt. Indbringes en tvist inden
forældelsesfristens udløb for et privat klagenævn, ankenævn
eller lignende, gælder stk. 2, 1. og 2. pkt., tilsvarende, jf. stk.
3. Er der inden forældelsesfristens udløb efter retsplejelo-
vens regler herom eller med hjemmel i parternes forudgåen-
de aftale fremsat begæring om afholdelse af syn og skøn
uden for rets- eller voldgiftssag vedrørende forhold af betyd-
ning for fordringens eksistens eller størrelse, eller har parter-
ne inden forældelsesfristens udløb indgået aftale herom, ind-
træder forældelse tidligst 1 år efter skønsforretningens af-
slutning, jf. stk. 4. Endelig bestemmes i stk. 5, at hvis der in-
den forældelsesfristens udløb er indledt forhandlinger om
fordringen mellem skyldneren og fordringshaveren, eventu-
elt under medvirken af en uafhængig tredjemand, indtræder
forældelse tidligst 1 år efter det tidspunkt, hvor forhandlin-
gerne må anses for at være afsluttet.
Hvor en egentlig afbrydelse af forældelsen medfører, at
der løber en helt ny forældelsesfrist fra det tidspunkt, der er
fastsat i forældelsesloven § 19, er den foreløbige afbrydelse
af forældelsen karakteriseret ved, at hvis en »foreløbig for-
anstaltning« iværksættes inden forældelsesfristens udløb,
indrømmes en vis kortere frist efter foranstaltningens ophør
(en tillægsfrist), således at egentlig afbrydelse kan ske inden
for tillægsfristen, jf. side 335 i den af Justitsministeriets For-
ældelsesudvalg afgivne betænkning nr. 1460/2005 om revi-
sion af forældelseslovgivningen.
Til frister medregnes den månedsdag, der svarer til den
dag, hvorfra fristen regnes. I mangel af tilsvarende dag udlø-
ber fristen den sidste dag i måneden, jf. forældelseslovens §
27, stk. 1. Udløber forældelsesfristen i en weekend, på en
helligdag, grundlovsdag, den 24. eller 31. december, ud-
strækkes fristen til førstkommende hverdag, jf. § 27, stk. 2.
Reglen begrundes med, at hvis fristen udløber på en dag,
hvor retten ikke kan modtage stævninger med henblik på af-
brydelse af forældelsen, jf. § 16, skal fordringshaver ikke
tvinges til at indlevere stævningen den seneste forudgående
hverdag.
I solidariske skyldforhold kan en fordring forældes i for-
hold til én skyldner, selv om den i forhold til en medskyld-
ner ikke er forældet, jf. forudsætningsvist forældelseslovens
§ 12, stk. 2, om en tillægsfrist på 1 år for en regresberettiget
skyldner til at gøre et regreskrav gældende mod en med-
skyldner.
For bøder er der fastsat særlige regler om forældelsesfri-
sten og afbrydelse af forældelse i straffelo-vens § 97 a, stk.
1-3.
Det fremgår af § 97 a, stk. 1, at hvis der ikke forinden er
foretaget udlæg, bortfalder bøde efter 1) 5 år, når bøden ikke
overstiger 10.000 kr., og 2) 10 år, når bøden overstiger
10.000 kr. Forældelsesfri-sterne regnes fra det tidspunkt, da
afgørelsen kunne fuldbyrdes, jf. stk. 3.
Det fremgår desuden af § 97 a, stk. 2, at forvandlingsstraf
for bøde bortfalder efter 3 år, medmindre dens fuldbyrdelse
er påbegyndt forinden. For bøde på over 10.000 kr. er fristen
dog 5 år.
2.1.2. Lovforslaget
Tvivl om rigtigheden af data for fordringer modtaget til
inddrivelse er en af årsagerne til, at inddrivelsen i EFI/
DMI’s driftsperiode fra idriftsættelsen den 1. september
2013 til suspenderingen af systemunderstøttelsen den 7. sep-
tember 2015 i mange tilfælde har været ulovlig. Ved lov nr.
258 af 10. april 2018 blev der indført regler om restanceind-
drivelsesmyndighedens håndtering af opgaven med genopta-
gelse af sager om inddrivelse og om ekstraordinær afskriv-
ning af fordringer med tvivlsom retskraft.
For den fremtidige systemunderstøttelse af inddrivelsen er
det vigtigt, at restanceinddrivelsesmyndigheden har pålideli-
ge data, og det gælder i særdeleshed de data, der har betyd-
ning for forældelsen, dvs. navnlig oplysning om sidste retti-
dige betalingsdag, jf. forældelseslovens § 2, stk. 2, eller
starttidspunktet for en ny forældelsesfrist efter afbrydelse, jf.
§ 19. Fordringshaverne har ikke altid over for restanceind-
drivelsesmyndigheden oplyst den korrekte startdato for for-
ældelsesfristen. Det foreslås derfor, at der med § 18 a, stk. 2,
1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige indsæt-
tes en bestemmelse, hvorefter forældelse af fordringer, der
overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden, tidligst
indtræder 3 år efter fordringens modtagelse hos restanceind-
drivelsesmyndigheden.
Den foreslåede regel er modelleret efter forældelseslovens
regler om foreløbig afbrydelse, således at overdragelse af en
fordring til restanceinddrivelsesmyndigheden skal være at
sammenligne med en »foreløbig foranstaltning«.
Ved modtagelsen af en retskraftig fordring hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden indrømmes der en tillægsfrist,
der regnes fra modtagelsen. Egentlig afbrydelse af forældel-
sen eller inddrivelse kan således finde sted inden for tillægs-
fristen. Til forskel fra forældelseslovens regler om foreløbig
afbrydelse af forældelse foreslås tillægsfristen at være 3 år
og ikke 1 år.
I hovedparten af tilfældene vil fordringen kun blive over-
draget til restanceinddrivelsesmyndigheden én gang, hvoref-
ter restanceinddrivelsesmyndigheden foretager forældelses-
afbrydende skridt eller inddriver fordringen. I disse tilfælde
skal modtagelsen af fordringen hos restanceinddrivelses-
myndigheden sammenlignes med afslutningen på en »fore-
løbig foranstaltning« efter forældelseslovens regler om fore-
løbig afbrydelse af forældelsen, hvorefter der løber en til-
lægsfrist fra afslutningstidspunktet.
I andre tilfælde vil fordringen efter modtagelsen hos re-
stanceinddrivelsesmyndigheden af forskellige årsager blive
tilbagesendt til fordringshaveren eller den, der på dennes
12
vegne opkræver fordringen. Tilbagesendelsen kan skyldes,
at fordringen er tilbagekaldt af fordringshaveren eller den,
der på dennes vegne opkræver fordringen, eller er blevet til-
bagesendt på restanceinddrivelsesmyndighedens initiativ, jf.
afsnit 2.1.1. Hvis fordringen tilbagesendes, forsætter den 3-
årige tillægsfrist – regnet fra fordringens første modtagelse
hos restanceinddrivelsesmyndigheden − med at løbe.
Disse tilfælde kan ikke umiddelbart sammenlignes med de
tilfælde, hvor forældelsen afbrydes foreløbigt efter forældel-
seslovens regler, fordi den »foreløbige foranstaltning« van-
skeligt kan siges at være afsluttet, når fordringen tilbagesen-
des. Reglen har til formål at sikre, at forældelse ikke indtræ-
der, straks fordringen tilbagesendes til fordringshaver, og
sikre, at forældelsen ikke afbrydes på ubestemt tid fra mod-
tagelsestidspunktet.
For at have en fast tidsramme for, hvornår forældelse se-
nest vil indtræde, foreslås det, at en fornyet overdragelse af
fordringen til restanceinddrivelsesmyndigheden, efter at den
er blevet tilbagesendt, jf. ovenfor, ikke skal medføre en ny
tillægsfrist. En fordring kan tidligst overdrages til inddrivel-
se, når betalingsfristen er udløbet, og sædvanlig rykkerpro-
cedure forgæves er gennemført, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige. For fordringer, som
restanceinddrivelsesmyndigheden modtager til inddrivelse,
er forældelsesfristen, der løber fra det tidligste tidspunkt,
hvor fordringshaver kunne kræve fordringen opfyldt, eller
fra udløbet af sidste rettidige betalingsdag, jf. forældelseslo-
vens § 2, stk. 1 og 2, således begyndt at løbe. For fordringer
med en forældelsesfrist på 3 år vil den foreslåede regel der-
for indebære, at forældelse indtræder 3 år fra den dag, hvor
restanceinddrivelsesmyndigheden første gang modtager for-
dringen til inddrivelse, medmindre forældelsen inden da af-
brydes, eller fordringen inden da er inddrevet. Restanceind-
drivelsesmyndigheden vil derfor for disse fordringer – som
udgør langt hovedparten af de fordringer, som restanceind-
drivelsesmyndigheden skal inddrive – kende den præcise
forældelsesdato og derfor kunne indrette sig på, hvornår for-
ældelsen skal afbrydes. For fordringer med en forældelses-
frist på 10 år, f.eks. Udbetaling Danmarks krav på forskuds-
vist udlagt børnebidrag, jf. § 18, stk. 1, 2. pkt., i lov om bør-
netilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, eller
fordringer med et særligt retsgrundlag, f.eks. en dom, efter
forældelseslovens § 5, vil restanceinddrivelsesmyndigheden
med den foreslåede regel derimod ikke kende den præcise
forældelsesdato, men vil ved tvivl herom kunne søge dette
afklaret med fordringshaver eller den, der på vegne af for-
dringshaver forestår opkrævningen. Desuden vil restan-
ceinddrivelsesmyndigheden kunne tilrettelægge arbejdet
med forældelsesafbrydelser ud fra en formodningsregel om,
at forældelse indtræder 3 år fra modtagelsen, således at for-
ældelsen forinden skal afbrydes.
Hensynet til skyldner tilsiger, at skyldner ved, hvornår
forældelsesfristen senest vil udløbe. Skyldner skal af for-
dringshaver skriftligt underrettes om fordringens overdra-
gelse til restanceinddrivelsesmyndigheden, medmindre en
sådan underretning indebærer, at muligheden for at opnå
dækning ellers vil blive væsentligt forringet, jf. ovenfor om
§ 2, stk. 4, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Skyldner vil derfor som altovervejende hovedregel blive un-
derrettet om den forestående overdragelse af fordringen til
restanceinddrivelsesmyndigheden. Selv om skyldner ikke
kender det eksakte tidspunkt for fordringens forældelse, kan
skyldner dog indrette sig på, at tillægsfristen på 3 år vil løbe
fra den dag, hvor fordringen første gang blev modtaget hos
restanceinddrivelsesmyndigheden. Dette stemmer overens
med de almindelige hensyn bag forældelseslovens regler.
For fordringer, der er underlagt den almindelige 3-årige for-
ældelsesfrist i forældelsesloven § 3, stk. 1, kan skyldneren
indrette sig på, at fordringen i alle tilfælde forældes 3 år ef-
ter den første modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndig-
heden.
En fordring kan på restanceinddrivelsesmyndighedens ini-
tiativ tilbagesendes i medfør af § 2, stk. 2, 4. pkt., der er be-
skrevet ovenfor i afsnit 2.1.1. En tilbagesendelse vil også
kunne skyldes de foreslåede regler i § 2, stk. 5, 2. og 3. pkt.,
i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. lovforsla-
gets § 1, nr. 1, om suspension af inddrivelsen ved restan-
ceinddrivelsesmyndighedens mistanke om datafejl, der er
beskrevet nedenfor i afsnit 2.8.
Fordringen kan tilbagekaldes i medfør af § 2, stk. 7 eller
8, hvor fordringen tilbagekaldes af fordringshaveren eller
den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen.
Hvis fordringer, der i medfør af § 2, stk. 2, 4. pkt., i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige eller den foreslåede
bestemmelse i samme lovs § 2, stk. 5, 3. pkt., på restan-
ceinddrivelsesmyndighedens initiativ er tilbagesendt til
fordringshaver eller den, der på dennes vegne opkræver for-
dringen, atter overdrages til restanceinddrivelsesmyndighe-
den med henblik på inddrivelse, vil den foreslåede regel om
foreløbig afbrydelse indebære, at den 3-årige tillægsfrist, der
begyndte at løbe, da fordringen første gang blev modtaget
hos restanceinddrivelsesmyndigheden, fortsætter med at lø-
be, således at der ikke ved den fornyede modtagelse indrøm-
mes en ny tillægsfrist.
Tilsvarende vil gælde, hvor fordringen er tilbagekaldt af
fordringshaver eller den, der på dennes vegne opkræver for-
dringen, i medfør af § 2, stk. 7 eller 8, i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige om henholdsvis indgåelse af en af-
dragsordning med skyldner eller modregning under opkræv-
ningen af fordringen eller i medfør af den foreslåede regel i
samme lovs § 2, stk. 5, 2. pkt., om tilbagekaldelse af for-
dringer, der af fordringshaver eller den, der på dennes vegne
opkræver fordringen, er identificeret som værende ramt af
datafejl. Hvis sådanne tilbagekaldte fordringer atter overdra-
ges til restanceinddrivelsesmyndigheden, vil den fornyede
modtagelse af fordringen til inddrivelse ikke indebære, at
der løber en ny 3-årig tillægsfrist.
På den måde sikres det, at der er en fast tidsramme for,
hvornår forældelse vil indtræde, og skyldneren gives en vis
klarhed omkring, hvornår det sker. Tilmed sikres det, at reg-
lerne ikke kan omgås med henblik på at udsætte forældel-
sestidspunktet.
13
Hvor fordringen tilbageføres, fordi fordringshaveren ved
en fejl har overdraget fordringen til restanceinddrivelses-
myndigheden, vil den foreløbige afbrydelse af forældelsen
ikke indtræde, fordi overdragelsen – og dermed fordringens
modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden – da an-
nulleres med tilbagevirkende kraft.
Den foreløbige afbrydelse af forældelsen vil heller ikke
indtræde, hvis fordringen er overdraget til restanceinddrivel-
sesmyndigheden uden nødvendige oplysninger efter § 3 i
bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af
gæld til det offentlige, jf. bekendtgørelsens § 4, stk. 2, 1.
pkt., hvorefter fordringen i så fald afvises fra registrering i
restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelsessystem. Ef-
ter 2. pkt. om høring af fordringshaver i sådanne tilfælde an-
ses fordringen for modtaget, når de oversendte oplysninger
er rettet eller bekræftet, og rettelsen eller bekræftelsen er re-
gistreret i modtagelsessystemet.
Opskrivningsfordringer omfattes også af den foreslåede
bestemmelse, hvilket betyder, at den fordring, der opskrives,
og opskrivningsfordringen hver især omfattes af den foreslå-
ede regel.
Det samme er for solidariske skyldforhold tilfældet med
en skyldner (B), hvor fordringen i forhold til en solidarisk
hæftende medskyldner (A) tidligere er overdraget til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden og ved modtagelsen fik foræl-
delsesfristen foreløbigt afbrudt i forhold til A. Hvis for-
dringshaveren i forhold til B senere overdrager fordringen til
restanceinddrivelsesmyndigheden, dvs. anmoder restan-
ceinddrivelsesmyndigheden om tillige at rette inddrivelsen
mod B, vil der i relation til den forældelse, der gælder i for-
hold til B, ligeledes indtræde foreløbig afbrydelse, således at
forældelse af fordringen i forhold til B tidligst indtræder, når
der er gået 3 år fra den dag, hvor fordringen i forhold til B
må anses at være modtaget hos restanceinddrivelsesmyndig-
heden.
Forslaget omfatter også bøder, hvilket dog kun vil have
praktisk betydning, hvis der på det tidspunkt, hvor fordrin-
gen overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden, er
mindre end 3 år tilbage af den 5-årige eller 10-årige foræl-
delsesfrist for bøden.
Forslaget omfatter ikke forvandlingsstraf for bøde. For-
vandlingsstraf for bøde bortfalder således som angivet i
straffelovens § 97 a, stk. 2, uafhængig af om og i givet fald
hvornår fordringen overdrages til restanceinddrivelsesmyn-
digheden.
I § 18 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige er
bestemt, at forældelsesfristen for fordringer inklusive renter,
gebyrer og andre omkostninger, der er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden den 19. november 2015
eller senere, tidligst regnes fra den 20. november 2018. Reg-
len indebærer, at disse fordringer, hvis de har en forældel-
sesfrist på 3 år, hvilket kendetegner størstedelen af fordrin-
gerne, forældes ved udløbet af mandag den 22. november
2021, jf. forældelseslovens § 27, stk. 2, idet retterne ikke
kan modtage stævninger lørdag 20. november 2021, der er
3-årsdagen fra tirsdag den 20. november 2018. Mandag den
22. november 2021 er den sidste dag, hvor der kan foretages
forældelsesafbrydende skridt, og fordringerne er således for-
ældet tirsdag den 23. november 2021. Forældelsens indtræ-
den forudsætter, at fristen ikke forinden afbrydes. Den fore-
slåede regel om foreløbig afbrydelse vil derfor først få selv-
stændig betydning for fordringer, der modtages hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden senere end torsdag den 22. no-
vember 2018, idet forældelsen af en fordring, der modtages
den 22. november 2018, som følge af § 18 a tidligst kan for-
ældes den 23. november 2021, der også vil være forældel-
sesdagen efter den foreslåede regel.
Det foreslås, at den foreløbige afbrydelse ikke skal omfat-
te fordringer, for hvilke der i EU-retten er fastsat særlige
regler, der vil være til hinder for en foreløbig afbrydelse.
Dermed vil der ikke kunne opstå en konflikt med diverge-
rende EU-regler om forældelsen. Udenlandske skatter og af-
gifter m.v., der i medfør af Rådets direktiv 2010/24/EU af
16. marts 2010 om gensidig bistand ved inddrivelse af for-
dringer i forbindelse med skatter, afgifter og andre foran-
staltninger modtages hos restanceinddrivelsesmyndigheden
med henblik på bistand til inddrivelse, vil også kunne være
omfattet af den foreslåede regel om foreløbig afbrydelse. Ef-
ter direktivets artikel 19, stk. 1, afgøres spørgsmål om foræl-
delse udelukkende ud fra de retsregler, der gælder i den bi-
standssøgende medlemsstat. Forældelseslovgivningen i den
bistandssøgende EU-medlemsstat er således afgørende for
forældelsesfristens længde. I artikel 19, stk. 2, 1. pkt., er be-
stemt, at inddrivelsesforanstaltninger, der i overensstemmel-
se med anmodningen om bistand træffes af eller på vegne af
den bistandssøgte myndighed, og som medfører suspension,
afbrydelse eller forlængelse af forældelsesfristen i henhold
til de retsregler, der gælder i den bistandssøgte medlemsstat,
har samme virkning i den bistandssøgende medlemsstat,
hvis der er hjemmel for den tilsvarende virkning i henhold
til den gældende lovgivning i den bistandssøgende med-
lemsstat. Hvis den bistandssøgende EU-medlemsstats foræl-
delseslovgivning indeholder regler om afbrydelse, vil re-
stanceinddrivelsesmyndigheden således kunne afbryde for-
ældelsen af det udenlandske skatte- eller afgiftskrav i over-
ensstemmelse med forældelseslovens regler om afbrydelse,
f.eks. gennem en erkendelse (forældelseslovens § 15) eller
udlægsforretning (forældelseslovens § 18, stk. 2).
2.2. Restanceinddrivelsesmyndighedens håndtering af acces-
sorisk forældelse m.v.
2.2.1. Gældende ret
For renter og gebyrer, der omfattes af forældelsesloven,
gælder lovens 3-årige forældelsesfrist, selv om den fordring,
de vedrører, har en 10-årig forældelsesfrist som følge af et
særligt retsgrundlag, jf. forældelseslovens § 5, stk. 1, hvor-
efter forældelsesfristen er 10 år, når der for fordringen er ud-
stedt et gældsbrev, når fordringen er registreret i en værdipa-
pircentral, eller når fordringens eksistens og størrelse er an-
erkendt skriftligt eller fastslået ved forlig, dom, betalingspå-
krav påtegnet af fogedretten eller anden bindende afgørelse.
Den 3-årige forældelsesfrist for sådanne renter og gebyrer
fremgår af § 5, stk. 2, og omhandler senere forfaldne renter
14
og gebyrer. For renter og gebyrer omfattet af det særlige
retsgrundlag, f.eks. en dom, gælder således den 10-årige for-
ældelsesfrist.
Ud over denne selvstændige forældelse omfattes renter og
gebyrer dog også af en såkaldt accessorisk forældelse. Ved
forældelse af en hovedfordring bortfalder således også krav
på rente og lignende ydelse, jf. forældelseslovens § 23, stk.
2. Denne bestemmelse om accessorisk forældelse af renter
og lignende ydelser – navnlig gebyrer – lovfæster den før
forældelseslovens ikrafttrædelse den 1. januar 2008 antagne
retstilstand. Accessorisk forældelse kan bl.a. begrundes
med, at formålet bag forældelsesreglerne tilsiger, at der ikke
længere skal foretages en vurdering af fordringens eksistens
og størrelse, når fordringen er forældet. En stillingtagen til
berettigelsen af f.eks. et rentekrav vil netop kræve en stil-
lingtagen til hovedfordringens eksistens og størrelse, da ren-
ten påløb.
Ved afklaringen af, om et krav på rente eller gebyr er rets-
kraftigt, er det således ikke tilstrækkeligt at se på, om ren-
tens eller gebyrets selvstændige forældelsesfrist er udløbet.
Det skal også afklares, om hovedfordringen er retskraftig. Er
hovedfordringen ikke længere retskraftig, er renten og geby-
ret også forældet (accessorisk), selv om rentens eller geby-
rets selvstændige forældelsesfrist endnu ikke er udløbet.
Vedrører et gebyr, f.eks. et rykkergebyr, flere fordringer,
vil gebyret først blive ramt af accessorisk forældelse, den
dag den sidste af disse fordringer forældes. Det skyldes, at
gebyret i samme grad vedrører denne fordring som de andre
allerede forældede fordringer.
2.2.1.1. SKATs opkrævning af personskatter
KOBRA-systemet anvendes til SKATs opkrævning af fy-
siske personers skyldige skatter, herunder restskat og B-
skat.
Opkrævningen af restskat reguleres af kildeskattelovens §
61. Er udskrivningsdatoen for den skattepligtiges årsopgø-
relse senest den 1. oktober i året efter indkomståret, overfø-
res den del af restskatten med eventuelle skyldige renter ef-
ter § 63, stk. 1, der ikke overstiger et grundbeløb på 19.600
kr. (2017-niveau) med tillæg af et til den overførte restskat
svarende tillæg efter stk. 2, som et yderligere tilsvar for det
efterfølgende år, til hvis dækning der opkræves yderligere
A-skat, B-skat eller arbejdsmarkedsbidrag for dette år, jf. §
61, stk. 3, 1. pkt. Et eventuelt resterende beløb efter § 61,
stk. 3, med tillæg efter stk. 2 forfalder ifølge § 61, stk. 4, 1.
pkt., til betaling i tre rater den 1. i hver af månederne august,
september og oktober i året efter indkomståret med sidste
rettidige betalingsdag den 20. i forfaldsmåneden. Udskrives
årsopgørelsen først den 1. august i året efter indkomståret el-
ler senere, forfalder raterne dog først til betaling den 1. i
hver af de nærmest følgende 3 måneder med sidste rettidige
betalingsfrist den 20. i forfaldsmåneden, jf. 2. pkt.
Er et beløb, som en skattepligtig efter kildeskatteloven
skal indbetale til det offentlige, ikke betalt rettidigt, skal den
pågældende betale en statskassen tilfaldende rente, der ud-
gør renten i henhold til opkrævningslovens § 7, stk. 2, med
tillæg af 0,4 procentpoint pr. påbegyndt måned fra forfalds-
dagen at regne, jf. kildeskattelovens § 63, 1. pkt. Renter af
skat, der påhviler den skattepligtige, opgøres én gang om
året og opkræves sammen med restskatten for de pågælden-
de år, jf. 2. pkt., som beskrevet ovenfor.
Ifølge kildeskattelovens § 63 opkræves renter af for sent
betalt personskat således på årsopgørelsen for det år, hvor
renterne er påløbet, dvs. i året efter det indkomstår, der gav
anledning til, at restskatten opstod, og sammen med den be-
regnede restskat for dette indkomstår. Dvs. at opkrævningen
af rente efter kildeskattelovens § 63 af for sent betalte per-
sonskatter fra ét indkomstår i henhold til lovgivningen op-
kræves med restskat for et senere indkomstår.
For restskat eller yderligere restskat, der skyldes en æn-
dret årsopgørelse, gælder kildeskattelovens § 61, stk. 3-6,
tilsvarende for betaling af beløbet, jf. lovens § 62 A, stk. 1,
1. pkt. Restskat eller yderligere restskat efter 1. pkt. med til-
læg efter § 61, stk. 2, forrentes ifølge § 62 A, stk. 1, 3. pkt.,
med renten i henhold til opkrævningslovens § 7, stk. 2, med
tillæg af 0,4 procentpoint pr. påbegyndt måned fra den 1.
september i året efter indkomståret og indtil udskrivningsda-
toen.
En rate efter kildeskattelovens § 61 vil således kunne være
sammensat af både selve restskatten for det pågældende ind-
komstår, renter efter § 62 A, hvis årsopgørelsen er udskrevet
sent, samt renter efter kildeskattelovens § 63 af ikke betalte
personskatter fra tidligere år, som er påløbet i det indkomst-
år, som restskatten vedrører.
Lovgivningen vedrørende afregning af personskatter er
dermed tilrettelagt på en sådan måde, at der ikke er en sam-
menhæng mellem renterne og den hovedstol, som renterne
er beregnet af. Afregningsmetoden er valgt, fordi den giver
en nem afregning med færrest mulige opkrævninger til skat-
teyderne.
Hvis eksempelvis årsopgørelsen for indkomståret 2017,
som dannes i marts 2018, udskrives inden den 1. august
2018 og resulterer i en restskat, der overstiger indregnings-
grænsen på 19.600 kr. (2017-niveau), opkræves restskatten i
3 rater i 2018 til betaling i august, september og oktober
med sidste rettidige betalingsdag den 20. i forfaldsmåneden.
Hvis raterne ikke betales til tiden, vil der i 2018 påløbe
renter for hver af raterne af restskatten for 2017. Disse ren-
ter opkræves via årsopgørelsen for 2018, hvilket indebærer
opkrævning i 2019. På årsopgørelsen vedrørende indkomst-
året 2018 vil der derfor indgå renter af de for sent betalte ra-
ter af restskatten fra indkomståret 2017.
Er der flere indkomstår med restskat, der opkræves via ra-
tevise betalinger, kan samme rate derfor indeholde rentebe-
løb fra flere indkomstår.
Hvis skatteyderen undlader at betale raterne, vil de efter
sædvanlig rykkerprocedure blive oversendt til inddrivelse.
SKATs system KOBRA vil i den forbindelse opdele raten i
henholdsvis restskat og rente. Systemet er i den sammen-
hæng opsat således, at den enkelte rente relateres til den
restskat eller B-skat, som renten er opkrævet på rate med.
Det er ikke i systemet KOBRA registreret, om renten er be-
regnet efter kildeskattelovens §§ 62 A eller 63.
15
2.2.1.2. Skattekontoen
SKATs opkrævning af A-skat, moms, told m.v. hos virk-
somheder m.v. foregår via skattekontoen, jf. opkrævningslo-
vens kapitel 5. Det samme gælder SKATs udbetaling af
f.eks. negativ moms. I § 16 bestemmes således, at ind- og
udbetalinger af de i bestemmelsen nævnte tilsvar, bl.a. skat-
ter og afgifter efter lovens § 1, stk. 1 og 2, fra og til virk-
somheder, selskaber, fonde og foreninger, offentlige myn-
digheder, institutioner m.v. indgår i en samlet saldoopgørel-
se (skattekontoen) efter reglerne i dette kapitel. Efter § 16 a,
stk. 1, modregnes ind- og udbetalinger af skatter og afgifter
m.v. omfattet af § 16 automatisk efter et saldoprincip, og
meddelelse om modregning fremgår af skattekontoen.
Overstiger den samlede sum af registrerede forfaldne krav
på virksomhedens konto den samlede sum af registrerede og
forfaldne tilgodehavender til virksomheden, udgør forskel-
len (debetsaldoen) det samlede beløb, som virksomheden
skylder SKAT, jf. § 16 a, stk. 2, 1. pkt. Er den samlede sum
af registrerede og forfaldne krav på indbetalinger fra virk-
somheden derimod mindre end de registrerede og forfaldne
krav på udbetalinger til virksomheden, udgør forskellen
(kreditsaldoen) virksomhedens samlede tilgodehavende hos
SKAT, jf. 2. pkt.
Det er i opkrævningslovens § 16 a, stk. 3-7, reguleret,
hvornår ind- og udbetalinger på skattekontoen registreres og
påvirker saldoen.
Hvor virksomheders indbetaling helt eller delvist anven-
des til betaling af en debetsaldo, der er sammensat af flere
krav, går betalingen til dækning af det ældst forfaldne krav
først, jf. § 16 a, stk. 8, der således har fraveget det øremærk-
ningsprincip, der antages at gælde i formueretten.
Dette kommer tilsvarende til udtryk i opkrævningslovens
§ 16 b, stk. 1, hvorefter beløb indbetales til skattekontoen
uden angivelse af, hvad betalingen skal dække, jf. dog stk. 2
om frivillig indbetaling af acontoskat efter selskabsskattelo-
vens § 29 B, stk. 6, eller pensionsafkastbeskatningsloven.
Efter opkrævningslovens § 16 c, stk. 1, 1. pkt., forrentes
en debetsaldo med den rente, der er fastsat i § 7, stk. 1, jf.
stk. 2. Renten beregnes dagligt og tilskrives månedligt, jf. 2.
pkt. Der beregnes således renters rente på skattekontoen, og
renten vil være beregnet af den til enhver tid værende debet-
saldo og ikke af de enkelte krav på kontoen. Toldskyld for-
rentes ifølge § 16 c, stk. 2, dog med renten fastsat i EU-told-
kodeksens artikel 114, jf. opkrævningslovens § 16 c, stk. 2.
Det betyder, at SKATs opmærksomhed i opkrævnings-
mæssig sammenhæng alene retter sig mod den til enhver tid
værende saldo og ikke mod den eller de enkelte krav, som
denne saldo er sammensat af.
Dette betyder også, at en opkrævning vil rette sig mod den
til enhver tid værende saldo, og at beregningen af moraren-
ter vil rette sig mod debetsaldoen og ikke mod det enkelte
krav/den enkelte restance.
Overstiger en debetsaldo for en virksomhed 5.000 kr., skal
hele beløbet indbetales straks, og SKAT udsender et rykker-
brev herom til virksomheden, jf. § 16 c, stk. 4, 1. pkt., idet
der dog ikke udsendes et rykkerbrev ved en debetsaldo på
5.000 kr. eller derunder, jf. 2. pkt. Rykkerbrev udsendes dog
til ophørte virksomheder, også hvor debetsaldoen er større
end 200 kr. og mindre end 5.000 kr., jf. 3. pkt. Betales belø-
bet ikke inden den frist, der er fastsat i rykkerbrevet, kan be-
løbet overgives til inddrivelse, jf. 4. pkt. Et beløb, der over-
gives til inddrivelse, vil fremgå af skattekontoen, jf. 5. pkt.
Der pålægges gebyr efter § 6 ved udsendelse af rykkerbrev,
jf. 6. pkt. Gebyret efter § 6 udgør 65 kr.
2.2.2. Lovforslaget
Det i lovgivningen forudsatte om opkrævningsmetoden
for personskatter efter kildeskatteloven (KOBRA) og skatter
og afgifter efter opkrævningsloven (skattekontoen) skaber
hos restanceinddrivelsesmyndigheden problemer i forhold
til overholdelsen af forældelseslovens § 23, stk. 2, om acces-
sorisk forældelse for renter efter kildeskattelovens §§ 62 A
og 63 og renter og gebyrer, der opkræves via skattekontoen,
jf. opkrævningslovens § 16, samt andre fordringshaversyste-
mer, der i lighed med skattekontoen har hjemmel til at an-
vende et saldoprincip.
Der er i EFI/DMI i dag registreret ca. 1,26 mio. rentefor-
dringer efter kildeskattelovens §§ 62 A og 63 fra systemet
KOBRA. Disse fordringer har en udestående saldo på ca.
2,2 mia. kr. Alene i 2017 blev der oversendt ca. 196.000 for-
dringer af denne type med en oprindelig hovedstol på ca.
284 mio. kr.
Tilsvarende er der i EFI/DMI registreret ca. 1,75 mio. ren-
tefordringer fra skattekontoen med en udestående saldo på
ca. 2,2 mia. kr. I 2017 blev der oversendt ca. 843.000 rente-
fordringer med en oprindelig hovedstol på ca. 463 mio. kr.
Med henblik på at løse de problemer, som restanceinddri-
velsesmyndigheden har i forhold til overholdelsen af foræl-
delseslovens § 23, stk. 2, om accessorisk forældelse af renter
og gebyrer, hvor det som følge af den i lovgivningen fastsat-
te opkrævningsmetode ikke er muligt at identificere den el-
ler de hovedfordringer, hvoraf renten er beregnet, samt ren-
ter og gebyrer, der modtages til inddrivelse uden nogen op-
lyst relation til deres hovedfordring(er), foreslås, at der med
§ 3 B, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige indsættes en ny bestemmelse, hvorefter renter efter
kildeskattelovens §§ 62 A og 63 og renter og gebyrer, der
opkræves via skattekontoen, jf. opkrævningslovens § 16, el-
ler andre fordringshaversystemer, der i lighed med skatte-
kontoen anvender et saldoprincip, med hensyn til forældelse
skal behandles som selvstændige hovedkrav, efter at de af
restanceinddrivelsesmyndigheden er modtaget til inddrivel-
se.
Der er tale om, at disse renter og gebyrer i juridisk hense-
ende skal behandles som selvstændige krav i relation til
spørgsmål om forældelse. Hovedkravsvirkningen vil deri-
mod ikke have nogen betydning for restanceinddrivelses-
myndighedens og fordringshavers muligheder for at aftale,
hvorledes renter og gebyrer systemmæssigt overdrages til
restanceinddrivelsesmyndigheden.
Det er med den foreslåede bestemmelse forudsat, at så-
danne fordringshaversystemer, der anvender et saldoprincip,
16
har det fornødne hjemmelsgrundlag til i opkrævningen at
anvende dette princip.
Hovedkravsvirkningen i relation til forældelse foreslås i §
3 B, stk. 1, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige også at skulle gælde renter og gebyrer, der af restan-
ceinddrivelsesmyndigheden modtages til inddrivelse, uden
at hovedkravet samtidig overdrages til inddrivelse, eller
uden at det oplyses, at hovedkravet allerede er under inddri-
velse.
Det er et krav, at renterne og gebyrerne er retskraftige ved
modtagelsen hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Renter-
ne og gebyrerne må således ikke allerede være forældede
(accessorisk) ved modtagelsen.
Den foreslåede hovedkravsvirkning for renter og gebyrer i
relation til forældelse omfatter ikke renter og gebyrer, som
restanceinddrivelsesmyndigheden selv skaber som led i ind-
drivelsen, dvs. inddrivelsesrenter og -gebyrer efter hen-
holdsvis §§ 5 og 6 i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige.
Restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsessystem
kan alene relatere et opkrævningsgebyr til et enkelt hoved-
krav, selv om opkrævningsgebyret relaterer sig til flere ho-
vedkrav.
Andre gebyrer end de i 1. og 2. pkt. nævnte, der af restan-
ceinddrivelsesmyndigheden modtages til inddrivelse, fore-
slås med hensyn til accessorisk forældelse efter forældelses-
lovens § 23, stk. 2, derfor alene at skulle anses at vedrøre
det hovedkrav, som gebyret ved overdragelsen oplyses at
være knyttet til, jf. den foreslåede bestemmelse i 3. pkt.
Selv om gebyret også vedrører en fordring, som gebyret i
restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsessystem ikke
er oplyst at være knyttet til, og som endnu ikke er forældet,
da den hovedfordring, som gebyret ved overdragelsen oplys-
es at være knyttet til, forældes, vil restanceinddrivelsesmyn-
digheden derfor kunne afskrive gebyret som accessorisk for-
ældet efter forældelseslovens § 23, stk. 2.
En fordringshaver vil ved overdragelsen til restanceinddri-
velsesmyndigheden af et opkrævningsgebyr, der vedrører
flere hovedkrav, som følge af at restanceinddrivelsesmyn-
dighedens inddrivelsessystem alene kan knytte opkræv-
ningsgebyret til et enkelt hovedkrav, derfor kunne have en
interesse i ved indberetningen til inddrivelsessystemet at op-
lyse det hovedkrav, der forældes senest, fordi forældelsen af
andre hovedkrav, som opkrævningsgebyret også vedrører,
da reducerer risikoen for, at restanceinddrivelsesmyndighe-
den må afskrive opkrævningsgebyret som følge af accesso-
risk forældelse.
Det foreslås med § 3 B, stk. 2, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, at skatteministeren gives en bemyndi-
gelse til at fastsætte nærmere regler om de forhold, der regu-
leres af stk. 1. Bemyndigelsen vil f.eks. kunne udnyttes til at
fastsætte nærmere regler om, at restanceinddrivelsesmyndig-
heden ved henvendelser til fordringshaveren kan beskrive
opkrævningsrenterne og -gebyrerne ud fra de hovedkravsre-
lationer, som er oplyst af fordringshaver i forbindelse med
overdragelsen til restanceinddrivelsesmyndigheden. I takt
med at fordringshaverne godkendes til og kobles på det nye
inddrivelsessystem, opnås en større viden om de særlige for-
hold, der kendetegner fordringshaverne og deres opkræv-
ningssystemer, og bemyndigelsen skal desuden kunne an-
vendes til at fastlægge regler, som måtte vise sig at være
nødvendige til at gennemføre bestemmelsen i stk. 1.
2.3. Dækningsrækkefølgen for renter uden relation til den
hovedfordring, hvoraf renten er beregnet
2.3.1 Gældende ret
Lov om inddrivelse af gæld til det offentlige fastsætter i §
4 dækningsrækkefølgen for krav, der er under inddrivelse
hos restanceinddrivelsesmyndigheden, idet bøder og under-
holdsbidrag dækkes før andre fordringer, jf. § 4, stk. 1.
Kan der ikke ske dækning af alle fordringer inden for
samme dækningskategori – bøder, underholdsbidrag og an-
dre fordringer – dækkes fordringerne i den rækkefølge,
hvori de modtages hos restanceinddrivelsesmyndigheden,
idet den først modtagne fordring dækkes først, jf. § 4, stk. 2,
1. pkt.
For renter gælder med hensyn til dækningsrækkefølgen
for krav under inddrivelse, at renter dækkes før hovedkravet,
jf. § 4, stk. 2, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige. Bestemmelsen omfatter både opkrævnings- og ind-
drivelsesrenter. Den indbyrdes dækningsrækkefølge for op-
krævnings- og inddrivelsesrenter er reguleret i § 4, stk. 3 og
4, i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse
af gæld til det offentlige, som ændret ved bekendtgørelse nr.
1161 af 27. oktober 2017.
Gebyrer omfattes ikke af § 4, stk. 2, 2. pkt., i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige. Gebyrer omfattes derimod
af § 4, stk. 1, nr. 3, om »andre fordringer«, der dækkes, efter
at der først er sket dækning af eventuelle bøder og dernæst
af eventuelle krav på underholdsbidrag.
2.3.1.1. SKATs opkrævning af personskatter
KOBRA-systemet anvendes til SKATs opkrævning af fy-
siske personers skyldige skatter, herunder restskat og B-
skat.
Opkrævningen af restskat reguleres af kildeskattelovens §
61. Er udskrivningsdatoen for den skattepligtiges årsopgø-
relse senest den 1. oktober i året efter indkomståret, overfø-
res den del af restskatten med eventuelle skyldige renter ef-
ter § 63, stk. 1, der ikke overstiger et grundbeløb på 19.600
kr. (2017-niveau) med tillæg af et til den overførte restskat
svarende tillæg efter stk. 2, som et yderligere tilsvar for det
efterfølgende år, til hvis dækning der opkræves yderligere
A-skat, B-skat eller arbejdsmarkedsbidrag for dette år, jf. §
61, stk. 3, 1. pkt. Et eventuelt resterende beløb efter § 61,
stk. 3, med tillæg efter stk. 2 forfalder ifølge § 61, stk. 4, 1.
pkt., til betaling i tre rater den 1. i hver af månederne august,
september og oktober i året efter indkomståret med sidste
rettidige betalingsdag den 20. i forfaldsmåneden. Udskrives
årsopgørelsen først den 1. august i året efter indkomståret el-
ler senere, forfalder raterne dog først til betaling den 1. i
hver af de nærmest følgende 3 måneder med sidste rettidige
betalingsfrist den 20. i forfaldsmåneden, jf. 2. pkt.
17
Er et beløb, som en skattepligtig efter kildeskatteloven
skal indbetale til det offentlige, ikke betalt rettidigt, skal den
pågældende betale en statskassen tilfaldende rente, der ud-
gør renten i henhold til opkrævningslovens § 7, stk. 2, med
tillæg af 0,4 procentpoint pr. påbegyndt måned fra forfalds-
dagen at regne, jf. kildeskattelovens § 63, 1. pkt. Renter af
skat, der påhviler den skattepligtige, opgøres én gang om
året og opkræves sammen med restskatten for de pågælden-
de år, jf. 2. pkt., som beskrevet ovenfor.
Ifølge kildeskattelovens § 63 opkræves renter af for sent
betalt personskat således på årsopgørelsen for det år, hvor
renterne er påløbet, dvs. i året efter det indkomstår, der gav
anledning til, at restskatten opstod, og sammen med den be-
regnede restskat for dette indkomstår. Dvs. at opkrævningen
af rente efter kildeskattelovens § 63 af for sent betalte per-
sonskatter fra ét indkomstår i henhold til lovgivningen op-
kræves med restskat for et senere indkomstår.
For restskat eller yderligere restskat, der skyldes en æn-
dret årsopgørelse, gælder kildeskattelovens § 61, stk. 3-6,
tilsvarende for betaling af beløbet, jf. lovens § 62 A, stk. 1,
1. pkt. Restskat eller yderligere restskat efter 1. pkt. med til-
læg efter § 61, stk. 2, forrentes ifølge § 62 A, stk. 1, 3. pkt.,
med renten i henhold til opkrævningslovens § 7, stk. 2, med
tillæg af 0,4 procentpoint pr. påbegyndt måned fra den 1.
september i året efter indkomståret og indtil udskrivningsda-
toen.
En rate efter kildeskattelovens § 61 vil således kunne være
sammensat af både selve restskatten for det pågældende ind-
komstår, renter efter § 62 A, hvis årsopgørelsen er udskrevet
sent, samt renter efter kildeskattelovens § 63 af ikke betalte
personskatter fra tidligere år, som er påløbet i det indkomst-
år, som restskatten vedrører.
Lovgivningen vedrørende afregning af personskatter er
dermed tilrettelagt på en sådan måde, at der ikke er en sam-
menhæng mellem renterne og den hovedstol, som renterne
er beregnet af. Afregningsmetoden er valgt, fordi den giver
en nem afregning med færrest mulige opkrævninger til skat-
teyderne.
Hvis eksempelvis årsopgørelsen for indkomståret 2017,
som dannes i marts 2018, udskrives inden den 1. august
2018 og resulterer i en restskat, der overstiger indregnings-
grænsen på 19.600 kr. (2017-niveau), opkræves restskatten i
3 rater i 2018 til betaling i august, september og oktober
med sidste rettidige betalingsdag den 20. i forfaldsmåneden.
Hvis raterne ikke betales til tiden, vil der i 2018 påløbe
renter for hver af raterne af restskatten for 2017. Disse ren-
ter opkræves via årsopgørelsen for 2018, hvilket indebærer
opkrævning i 2019. På årsopgørelsen vedrørende indkomst-
året 2018 vil der derfor indgå renter af de for sent betalte ra-
ter af restskatten fra indkomståret 2017.
Er der flere indkomstår med restskat, der opkræves via ra-
tevise betalinger, kan samme rate derfor indeholde rentebe-
løb fra flere indkomstår, ligesom én rate kan indeholde både
renter efter kildeskattelovens §§ 62 A og 63.
Hvis skatteyderen undlader at betale raterne, vil de efter
sædvanlig rykkerprocedure blive oversendt til inddrivelse.
SKATs system KOBRA vil i den forbindelse opdele raten i
henholdsvis restskat og rente. Systemet er i den sammen-
hæng opsat således, at den enkelte rente relateres til den
restskat eller B-skat, som renten er opkrævet på rate med.
Det er ikke i systemet KOBRA registreret, om renten er be-
regnet efter kildeskattelovens §§ 62 A eller 63.
2.3.1.2. Skattekontoen
SKATs opkrævning af A-skat, moms, told m.v. hos virk-
somheder m.v. foregår via skattekontoen, jf. opkrævningslo-
vens kapitel 5. Det samme gælder SKATs udbetaling af
f.eks. negativ moms. I § 16 bestemmes således, at ind- og
udbetalinger af de i bestemmelsen nævnte tilsvar, bl.a. skat-
ter og afgifter efter lovens § 1, stk. 1 og 2, fra og til virk-
somheder, selskaber, fonde og foreninger, offentlige myn-
digheder, institutioner m.v. indgår i en samlet saldoopgørel-
se (skattekontoen) efter reglerne i dette kapitel. Efter § 16 a,
stk. 1, modregnes ind- og udbetalinger af skatter og afgifter
m.v. omfattet af § 16 automatisk efter et saldoprincip, og
meddelelse om modregning fremgår af skattekontoen.
Overstiger den samlede sum af registrerede forfaldne krav
på virksomhedens konto den samlede sum af registrerede og
forfaldne tilgodehavender til virksomheden, udgør forskel-
len (debetsaldoen) det samlede beløb, som virksomheden
skylder SKAT, jf. § 16 a, stk. 2, 1. pkt. Er den samlede sum
af registrerede og forfaldne krav på indbetalinger fra virk-
somheden derimod mindre end de registrerede og forfaldne
krav på udbetalinger til virksomheden, udgør forskellen
(kreditsaldoen) virksomhedens samlede tilgodehavende hos
SKAT, jf. 2. pkt.
Det er i opkrævningslovens § 16 a, stk. 3-7, reguleret,
hvornår ind- og udbetalinger på skattekontoen registreres og
påvirker saldoen.
Hvor virksomheders indbetaling helt eller delvis anvendes
til betaling af en debetsaldo, der er sammensat af flere krav,
går betalingen til dækning af det ældst forfaldne krav først,
jf. § 16 a, stk. 8, der således har fraveget det øremærknings-
princip, der antages at gælde i formueretten.
Dette kommer tilsvarende til udtryk i opkrævningslovens
§ 16 b, stk. 1, hvorefter beløb indbetales til skattekontoen
uden angivelse af, hvad betalingen skal dække, jf. dog stk. 2
om frivillig indbetaling af acontoskat efter selskabsskattelo-
vens § 29 B, stk. 6, eller pensionsafkastbeskatningsloven.
Efter opkrævningslovens § 16 c, stk. 1, 1. pkt., forrentes
en debetsaldo med den rente, der er fastsat i § 7, stk. 1, jf.
stk. 2. Renten beregnes dagligt og tilskrives månedligt, jf. 2.
pkt. Der beregnes således renters rente på skattekontoen, og
renten vil være beregnet af den til enhver tid værende debet-
saldo og ikke af de enkelte krav på kontoen. Toldskyld for-
rentes dog med renten fastsat i EU-toldkodeksens artikel
114, jf. opkrævningslovens § 16 c, stk. 2.
Det betyder, at SKATs opmærksomhed i opkrævnings-
mæssig sammenhæng alene retter sig mod den til enhver tid
værende saldo og ikke mod den eller de enkelte krav, som
denne saldo er sammensat af.
18
Dette betyder også, at en opkrævning vil rette sig mod den
til enhver tid værende saldo, og at beregningen af moraren-
ter vil rette sig mod debetsaldoen og ikke mod det enkelte
krav/den enkelte restance.
Overstiger en debetsaldo for en virksomhed 5.000 kr., skal
hele beløbet indbetales straks, og SKAT udsender et rykker-
brev herom til virksomheden, jf. § 16 c, stk. 4, 1. pkt., idet
der dog ikke udsendes et rykkerbrev ved en debetsaldo på
5.000 kr. eller derunder, jf. 2. pkt. Rykkerbrev udsendes dog
til ophørte virksomheder, også hvor debetsaldoen er større
end 200 kr. og mindre end 5.000 kr., jf. 3. pkt. Betales belø-
bet ikke inden den frist, der er fastsat i rykkerbrevet, kan be-
løbet overgives til inddrivelse, jf. 4. pkt. Et beløb, der over-
gives til inddrivelse, vil fremgå af skattekontoen, jf. 5. pkt.
Der pålægges gebyr efter § 6 ved udsendelse af rykkerbrev,
jf. 6. pkt.
2.3.2. Lovforslaget
Det i lovgivningen forudsatte om opkrævningsmetoden
for personskatter efter kildeskatteloven og skatter og afgifter
efter opkrævningsloven (skattekontoen) skaber hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden problemer i forhold til dæk-
ningsrækkefølgen i § 4, stk. 2, 2. pkt., i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige for renter efter kildeskattelovens §§
62 A og 63 og renter af krav, der opkræves via skattekon-
toen, jf. opkrævningslovens § 16, samt andre fordringsha-
versystemer, der i lighed med skattekontoen har hjemmel til
at anvende et saldoprincip.
Der er i EFI/DMI i dag registreret ca. 1,26 mio. rentefor-
dringer efter kildeskattelovens §§ 62 A og 63 fra systemet
KOBRA. Disse fordringer har en udestående saldo på ca.
2,2 mia. kr. Alene i 2017 blev der oversendt ca. 196.000 for-
dringer af denne type med en oprindelig hovedstol på ca.
284 mio. kr.
Tilsvarende er der i EFI/DMI registreret ca. 1,75 mio. ren-
tefordringer fra skattekontoen med en udestående saldo på
ca. 2,2 mia. kr. I 2017 blev der oversendt ca. 843.000 rente-
fordringer med en oprindelig hovedstol på ca. 463 mio. kr.
Med henblik på at løse de problemer, som restanceinddri-
velsesmyndigheden har i forhold til at foretage en korrekt
dækning efter § 4, stk. 2, 2. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige for renter, hvor det som følge af den i
lovgivningen fastsatte opkrævningsmetode ikke er muligt at
identificere den eller de hovedfordringer, hvoraf renten er
beregnet, samt renter, der modtages til inddrivelse uden no-
gen oplyst relation til deres hovedfordring(er), forslås det, at
der i § 4, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentli-
ge indsættes nye bestemmelser, hvorefter det hovedkrav,
som restanceinddrivelsesmyndigheden ved modtagelsen af
opkrævningsrenten fik oplyst, lægges til grund ved anven-
delsen af 2. pkt. Er en oplysning om hovedkravet ikke givet
ved modtagelsen af en opkrævningsrente, anvendes alene 1.
pkt. om FIFO-princippet, hvorefter den først modtagne for-
dring dækkes først, hvis der inden for samme dækningskate-
gori – bøder, underholdsbidrag og andre fordringer, jf. stk. 1
– ikke er dækning til alle fordringer.
For en opkrævningsrente lægges det hovedkrav, som re-
stanceinddrivelsesmyndigheden ved modtagelsen af op-
krævningsrenten fik oplyst, til grund ved placering af renten
i dækningsrækkefølgen. For renter efter kildeskattelovens
§§ 62 A og 63, der oversendes fra SKATs system KOBRA,
og som med hjemmel i kildeskatteloven opkræves på rater
med restskat, vil den oplyste relation mellem renten og den
restskat, som renten er opkrævet på rate med, dermed læg-
ges til grund af restanceinddrivelsesmyndigheden. Herved
videreføres den måde, hvorpå renten under opkrævning er
behandlet og over for skyldner beskrevet, også i inddrivel-
sessystemet. Med den foreslåede bestemmelse bevares rela-
tionen mellem den restskat og rente, der over for skyldner er
opkrævet på én rate, således også hos restanceinddrivelses-
myndigheden, uanset at renten også kan være beregnet af
andre personskattekrav.
Er en oplysning om hovedkravet ikke givet ved modtagel-
sen af en opkrævningsrente, placeres renten i dækningsræk-
kefølgen på baggrund af oplysning om, hvornår renten er
modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Der er tale
om, at disse renter i juridisk henseende skal behandles som
selvstændige krav i relation til spørgsmål om placering i
dækningsrækkefølgen, når kravet er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden. Hovedkravsvirkningen
har derimod ingen betydning for restanceinddrivelsesmyn-
dighedens og fordringshavers muligheder for at aftale, hvor-
ledes renterne systemmæssigt overdrages til restanceinddri-
velsesmyndigheden.
2.4. Præcisering af bortfaldsregler
2.4.1. Gældende ret
Den tidligere bistandslov indeholdt ved sin ikrafttræden
den 1. april 1976 i § 27, stk. 3, en såkaldt bortfaldsregel,
hvorefter kommunale tilbagebetalingskrav efter loven bort-
faldt, når der var gået 3 år efter ophøret af den hjælp, som
tilbagebetalingskravet vedrørte, uden at der havde været
økonomisk mulighed for at gennemføre kravet. I lovforsla-
get til bistandsloven – lovforslag nr. L 41, Folketingstidende
1973-74, 2. samling, tillæg A, spalte 691 – anføres i de spe-
cielle bemærkninger til lovforslagets § 27, at de særlige reg-
ler i § 69 i forsorgsloven – som bistandsloven afløste – om
eftergivelse af tilbagebetalingskrav og bidragsrestancer ikke
er medtaget i lovforslaget, idet det i stedet findes mere hen-
sigtsmæssigt at foreskrive, at tilbagebetalingskrav bortfal-
der, hvis der er gået 3 år, uden at der har været økonomiske
muligheder for at gennemføre det. Fristen blev senere sat op
til 5 år.
Bortfaldsreglen blev i 1998 videreført i § 95 i lov om ak-
tiv socialpolitik og § 165 i lov om social service.
Senere er der kommet yderligere bortfaldsregler, således
at syv love i dag indeholder bortfaldsregler:
– § 95, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik
– § 19, stk. 4, i lov om kontantydelse
– § 70 f, stk. 11, 5. pkt., i lov om en aktiv beskæftigelses-
indsats
– § 19, stk. 3, i lov om en midlertidig jobpræmie til lang-
tidsledige m.v.
19
– § 93, stk. 2, i dagtilbudsloven
– § 165, stk. 2, i lov om social service
– § 9, 3. pkt., i repatrieringsloven
I forbindelse med indførelsen af forældelsesloven blev der
i flere love gennemført nødvendige ændringer, jf. lov nr.
523 af 6. juni 2007. I lovens § 18, nr. 2, blev fristen i § 95,
stk. 4, i lov om aktiv socialpolitik ændret fra 5 år til 3 år. I
de specielle bemærkninger til bestemmelsen i lovforslaget,
jf. lovforslag nr. L 166, Folketingstidende 2006-07, tillæg
A, side 5702, anføres, at det som hidtil vil være sådan, at
hvis der efter de opkrævningsregler, som beskæftigelsesmi-
nisteren har fastsat efter lovens § 95, stk. 1, har været fastsat
en tilbagebetalingsordning, som er misligholdt, og kravet
derfor bliver overgivet til inddrivelse hos den statslige re-
stanceinddrivelsesmyndighed, vil kravet være omfattet af
forældelseslovens almindelige regler, herunder reglerne om
afbrydelse ved foretagelse af retslige skridt m.v.
Det er således lagt til grund, at et tilbagebetalingskrav, ef-
ter at det på grund af misligholdelse af den tilbagebetalings-
ordning, hvormed det opkræves, er overdraget til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, alene omfattes af forældelses-
loven og ikke længere omfattes af bortfaldsreglen, der i dag
findes i § 95, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik.
Tilbagebetalingspligten er nærmere reguleret ved bekendt-
gørelse nr. 418 af 28. april 2017 om kommunernes opkræv-
ning af tilbagebetalingskrav efter lov om aktiv socialpolitik,
lov om kontantydelse, § 70 f, stk. 10, i lov om en aktiv be-
skæftigelsesindsats og lov om en midlertidig jobpræmie til
langtidsledige m.v., ved bekendtgørelse nr. 330 af 27. marts
2017 om kommunalbestyrelsens opkrævning af tilbagebeta-
lingskrav efter lov om social service og ved bekendtgørelse
nr. 978 af 11. august 2017 om kommunalbestyrelsens op-
krævning af tilbagebetalingskrav efter dagtilbudslovens §
93, stk. 3. § 10 i førstnævnte bekendtgørelse og § 9 i de to
sidstnævnte bekendtgørelser bestemmer, at hvis en skyldner
trods påkrav ikke overholder en afdragsordning, anses af-
dragsordningen for bortfaldet og hele gælden for forfalden,
hvorefter fordringshaveren træffer afgørelse om, at kravet
overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden med hen-
blik på inddrivelse. En misligholdelse skyldes manglende
betaling trods mulighed for at betale.
Af § 6 i de tre bekendtgørelser følger, at kommunen yder
henstand til skyldnere, der modtager en række sociale ydel-
ser eller ikke har en nettoindkomst, der overstiger de nedre
grænser for betalingsevne efter tabeltrækmetoden, jf. § 10 i
bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af
gæld til det offentlige, som ændret ved bekendtgørelse nr.
1161 af 27. oktober 2017. Af § 7 i de tre bekendtgørelser
følger, at afdragsordningen stilles i bero, hvis der er fastsat
en afdragsordning efter § 5 eller § 6, stk. 2, og skyldneren
senere kommer i en situation som nævnt i § 6, stk. 1, dvs.
mister betalingsevnen. Hvis der i 3 eller 5 år – afhængig af
fristen i den konkrete bortfaldsregel – efter hjælpens ophør
ikke har været økonomisk mulighed for at gennemføre kra-
vet, bortfalder det.
Er der ikke grundlag for at yde henstand, fastsættes en af-
dragsordning. Misligholdes denne, overdrages kravet til ind-
drivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Den forældelse, der omfattes af forældelsesloven, kan af-
brydes efter reglerne i forældelseslovens §§ 15-18, mens
den forældelse, som bortfaldsreglerne indeholder, ikke har
tilsvarende afbrydelsesmuligheder. Alene skyldners beta-
lingsevne kan således hindre bortfald.
En eftergivelse af gæld kommer normalt ikke på tale, hvis
skyldneren har undladt at afdrage på sin gæld, selv om
skyldneren har haft rimelig mulighed herfor, jf. eksempelvis
§ 13, stk. 2, nr. 4, i lov om inddrivelse af gæld til det offent-
lige. Det giver derfor god mening, at alene forældelsesloven
og ikke tillige bortfaldsreglen skal finde anvendelse på så-
danne tilbagebetalingskrav, hvis de på grund af skyldners
misligholdelse – dvs. undladt betaling trods mulighed herfor
– er kommet under inddrivelse hos restanceinddrivelses-
myndigheden. Skyldner har i en sådan situation forspildt
den ret til automatisk eftergivelse, som bortfaldsreglerne
netop har til formål at sikre skyldner.
SKAT har i Den juridiske vejledning 2018-1, afsnit G. A.
3.2.2.1.1, lagt til grund, at disse tilbagebetalingskrav foræl-
delsesmæssigt omfattes af forældelsesloven, hvis de er mod-
taget til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden,
jf. fordringstypeoversigten Q2, som afsnittet henviser til.
Om tilbagebetalingskrav efter lov om aktiv socialpolitik, jf.
oversigtens art nr. 211, anføres således, at hvis en fastsat til-
bagebetalingsordning er misligholdt, anses hele gælden for
forfalden, og kravet kan overgives til inddrivelse i restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, hvorefter det er omfattet af for-
ældelseslovens regler.
2.4.2. Lovforslaget
Repatrieringslovens § 9, 3. pkt., henviser alene til, at § 95
i lov om aktiv socialpolitik – dvs. også bortfaldsreglen i stk.
2 – finder tilsvarende anvendelse. De seks øvrige bortfalds-
regler indeholder alle en over samme læst skåret ordlyd,
hvorefter tilbagebetalingskravet bortfalder, hvis der i 3 eller
5 år ikke har været økonomisk mulighed for at gøre kravet
gældende. Ordlyden siger dog ikke udtrykkeligt, at alene
forældelsesloven skal finde anvendelse, hvis tilbagebeta-
lingskravet kommer under inddrivelse hos restanceinddri-
velsesmyndigheden. Da det imidlertid må lægges til grund,
at alene forældelsesloven skal regulere forældelsen, hvis dis-
se tilbagebetalingskrav på grund af skyldners misligholdelse
af den afdragsordning, hvormed tilbagebetalingskravet op-
kræves af fordringshaver, overdrages til restanceinddrivel-
sesmyndigheden med henblik på inddrivelse, jf. ovenfor i
afsnit 2.4.1, foreslås det, at dette præciseres gennem ændrin-
ger i de seks bortfaldsregler.
Det foreslås således, at det af bortfaldsreglerne udtrykke-
ligt skal fremgå, at hvis et tilbagebetalingskrav overdrages
til restanceinddrivelsesmyndigheden med henblik på inddri-
velse, finder bortfaldsreglen ikke anvendelse fra restan-
ceinddrivelsesmyndighedens modtagelse af kravet. Fra mod-
tagelsen finder i stedet forældelsesloven anvendelse, idet
forældelse dog tidligst indtræder 3 år efter tilbagebetalings-
20
kravets modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Tilbagesendes tilbagebetalingskravet til fordringshaver, fin-
der bortfaldsreglen på ny anvendelse. Det betyder, at hvis
der er forløbet 3 eller 5 år – afhængig af fristen i den kon-
krete bortfaldsregel – efter hjælpens ophør, uden at der har
været økonomisk mulighed for at gennemføre kravet, bort-
falder det.
Den foreslåede regel er udtryk for dels en lovfæstelse af
gældende ret, jf. ovenfor i afsnit 2.4.1, dels en inkorporering
af nærværende lovforslags § 1, nr. 15, hvorefter der med §
18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige foreslås indsat en bestemmelse, hvorefter forældelse
af fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelses-
myndigheden tidligst indtræder på 3-årsdagen fra fordrin-
gens modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Efter forældelseslovens § 2, stk. 1, regnes forældelsesfri-
sten fra det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren
kunne kræve at få fordringen opfyldt, medmindre andet føl-
ger af andre regler, og misligholdelsen af en afdragsordning
vedrørende tilbagebetalingskravet indebærer, at hele tilbage-
betalingskravet anses for forfaldent til betaling, jf. bl.a. § 10,
1. pkt., i bekendtgørelse nr. 418 af 28. april 2017 om kom-
munernes opkrævning af tilbagebetalingskrav efter lov om
aktiv socialpolitik, lov om kontantydelse, § 70 f, stk. 10, i
lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og lov om en midler-
tidig jobpræmie til langtidsledige m.v., hvorefter afdrags-
ordningen anses for bortfaldet og hele gælden for forfalden,
hvis skyldner trods påkrav ikke overholder sin afdragsord-
ning. Starttidspunktet for den forældelsesfrist, der løber efter
forældelsesloven, når tilbagebetalingskravet kommer under
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, vil derfor
være det anførte forfaldstidspunkt.
Ingen af de tilbagebetalingskrav, der modtages til inddri-
velse, er før modtagelsen omfattet af forældelsesloven, og
de 5-årige bortfaldsfrister i § 165, stk. 2, i lov om social ser-
vice og dagtilbudslovens § 93, stk. 2, er derfor ikke sådanne
forældelsesfrister, der via forslaget om den foreløbige afbry-
delse kan få en allerede påbegyndt forældelsesfrist foreløb-
igt afbrudt. Derimod kan der for tilbagebetalingskravet in-
den dets modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden
være opnået et særligt retsgrundlag, f.eks. en dom om eller
skyldners skriftlige anerkendelse af tilbagebetalingskravets
eksistens og størrelse, som efter forældelseslovens § 5, stk.
1, nr. 3, giver kravet en 10-årig forældelsesfrist. For sådanne
tilbagebetalingskrav vil forældelse tidligst indtræde 3 år fra
modtagelsen hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Forelig-
ger et særligt retsgrundlag ikke, følger det af den foreslåede
regel, at forældelsesloven anvendes fra tilbagebetalingskra-
vets modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, og
forældelse vil således tidligst indtræde 3 år efter tilbagebeta-
lingskravets modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndighe-
den, jf. den foreslåede regel i § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige. I disse tilfælde indebæ-
rer den foreslåede regel, at forældelse vil indtræde på 3-års-
dagen fra modtagelsen, medmindre forældelsen forinden er
afbrudt efter forældelseslovens regler om afbrydelse, eller
fordringen er opfyldt.
Tilbagesendes tilbagebetalingskravet til fordringshaver,
f.eks. fordi fordringshaver ikke søger skyldnerens indsigel-
ser om kravets eksistens eller størrelse afklaret inden rimelig
tid, jf. § 2, stk. 2, 4. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige, foreslås det præciseret, at bortfaldsreglen atter
skal finde anvendelse.
2.5. Ændringer i reglerne om restanceinddrivelsesmyndig-
hedens afgørelser om modregning og lønindeholdelse
2.5.1. Gældende ret
En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsa-
get af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver
den pågældende part medhold, jf. forvaltningslovens § 22.
Begrundelsen skal indeholde en henvisning til de retsregler,
i henhold til hvilke afgørelsen er truffet, jf. forvaltningslo-
vens § 24, stk. 1, og om fornødent en kort redegørelse for de
oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder,
som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen, jf. forvalt-
ningslovens § 24, stk. 2.
Ved siden af forvaltningslovens regler om begrundelses-
pligt gælder de indholdskrav, der kan udledes af ombuds-
mandens praksis vedrørende principperne om god forvalt-
ningsskik. Principperne om god forvaltningsskik har i nogle
tilfælde et bredere anvendelsesområde end begrundelses-
pligten i forvaltningslovens §§ 22-24 og kan også finde an-
vendelse ved faktisk forvaltningsvirksomhed.
Om kravene til en begrundelses indhold kan det generelt
anføres, at de oplysninger, som offentlige myndigheder
kommunikerer til borgerne, skal være fyldestgørende og
korrekte. Restanceinddrivelsesmyndigheden har derfor be-
hov for oplysninger om de fordringer, som overdrages til
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, for at
kunne beskrive fordringen tilstrækkeligt og korrekt over for
skyldner og andre.
I øvrigt må udstrækningen af myndighedernes begrundel-
sespligt i henhold til forvaltningsloven som udgangspunkt
afgøres konkret i den enkelte sag.
Lønindeholdelse er et tvangsinddrivelsesmiddel, som
under visse betingelser kan iværksættes af restanceinddrivel-
sesmyndigheden over for skyldnere med gæld under inddri-
velse. Lønindeholdelse sker, ved at restanceinddrivelses-
myndigheden indeholder en vis procentdel af skyldners A-
indkomst til betaling af skyldners gæld under inddrivelse.
Den tidsmæssige betingelse for, at restanceinddrivelses-
myndigheden kan træffe afgørelse om lønindeholdelse, er
opfyldt, hvis en skyldner ikke inden det tidspunkt, hvor ud-
læg kan begæres, har betalt den gæld, der påhviler den på-
gældende, jf. § 10, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige. Udlæg kan tidligst begæres dagen ef-
ter sidste rettidige betalingsdag, jf. retsplejelovens § 486.
Indeholdelse kan ske i skatteyderens beregnede eller god-
skrevne A-indkomst, og der kan indeholdes, hvad der er
nødvendigt til betaling af gælden med påløbne renter, geby-
rer, tillæg og andre omkostninger.
Fordringer, som er omfattet af lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige, kan med tillæg af renter, gebyrer og andre
21
omkostninger inddrives ved lønindeholdelse, medmindre an-
det følger af lovens bilag 1.
Indeholdelse kan foretages, selv om udbetalingen eller
godskrivningen af A-indkomst også er genstand for indehol-
delse af skat efter kildeskattelovens §§ 46 og 49, jf. § 10,
stk. 3, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Indeholdelsen sker med en procentdel (indeholdelsespro-
centen) af den beregnede eller godskrevne A-indkomst, og
indeholdelsesprocenten meddeles til SKAT og indgår i inde-
holdelsesprocenten efter kildeskattelovens § 48, stk. 4, jf. §
10, stk. 3, 2. og 3. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige.
Ved afgørelse om indeholdelse skal der overlades skyld-
neren det nødvendige til eget og familiens underhold, jf. §
10, stk. 3, 4. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offent-
lige, og ifølge § 10, stk. 3, 7. pkt., kan den samlede indehol-
delsesprocent efter kildeskattelovens § 48, stk. 4, ikke over-
stige 100 ved fastsættelsen af indeholdelsesprocenten.
Indeholdelsesprocenten kan gradueres efter indkomstens
størrelse, jf. § 10, stk. 4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige.
Når restanceinddrivelsesmyndigheden skriftligt varsler
skyldneren om, at lønindeholdelse agtes iværksat, stilles
samtidig et budgetskema til rådighed for skyldneren med
oplysning om, at skyldneren kan udfylde og indsende ske-
maet, og at oplysningerne vil indgå i vurderingen af, om
lønindeholdelse kan gennemføres og med hvilken indehol-
delsesprocent, jf. § 13, stk. 4, 5. pkt., i bekendtgørelse nr.
300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af gæld til det offentli-
ge, som ændret ved bekendtgørelse nr. 1161 af 27. oktober
2017. Skyldneren skal have en frist på mindst 14 dage til
indsendelse af budgetskemaet, jf. 6. pkt. Hvis skyldneren
indsender budgetskemaet, vurderer restanceinddrivelses-
myndigheden ifølge § 13, stk. 7, om der, hvis lønindeholdel-
sen iværksættes, overlades skyldneren det nødvendige til
eget og familiens underhold. Vurderingen sker efter reglerne
i bekendtgørelsens kapitel 7. Viser vurderingen, at der ikke
er betalingsevne, kan der bevilges henstand.
Skatteministeren kan efter § 10, stk. 3, 6. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige endvidere fastsætte reg-
ler om, at der ikke kan ske indeholdelse i A-indkomst bestå-
ende af visse ydelser, hvilket er udmøntet i bekendtgørel-
sens § 17, der bl.a. omfatter integrationsydelse og kontant-
hjælp.
Efter lovens § 10 a kan der ske særskilt lønindeholdelse af
beløb til dækning af biblioteksgebyrer med tillæg af renter,
gebyrer og andre omkostninger, kontrolafgifter med tillæg
af renter, gebyrer og andre omkostninger for overtrædelse af
bestemmelser i færdselsloven, lov om radio- og fjernsyns-
virksomhed, jernbaneloven og lov om trafikselskaber og af
beløb til dækning af medielicens og radiolicens med tillæg
af renter, gebyrer og andre omkostninger efter lov om radio-
og fjernsynsvirksomhed.
I bekendtgørelsens § 14 har skatteministeren udstedt reg-
ler for den nævnte særskilte lønindeholdelse. Der kan ske
særskilt lønindeholdelse i alle A-indkomsttyper. Der kan så-
ledes iværksættes særskilt lønindeholdelse med indtil 400
kr. pr. måned over for de skyldnere, der har en indkomst,
der normalt er undtaget fra lønindeholdelse, f.eks. kontant-
hjælp, visse uddannelsesydelser m.v.
Det er ikke en forudsætning ved særskilt lønindeholdelse,
at der foretages en betalingsevnevurdering.
Restanceinddrivelsesmyndighedens kontrol af, om den
tidsmæssige betingelse for lønindeholdelse er opfyldt, dvs.
om der kan foretages udlæg og dermed også kan træffes af-
gørelse om lønindeholdelse, sker ud fra fordringshavers re-
gistrering af sidste rettidige betalingsdag. Såfremt restan-
ceinddrivelsesmyndigheden får kendskab til eller mistanke
om, at registreringen af sidste rettidige betalingsdag ikke er
retvisende, vil restanceinddrivelsesmyndigheden i visse til-
fælde have pligt til – som følge af officialmaksimen – at sø-
ge datoen berigtiget hos fordringshaver.
En fordring overdrages til restanceinddrivelsesmyndighe-
den efter lovens § 2, stk. 3, når betalingsfristen er overskre-
det, og sædvanlig rykkerprocedure forgæves er gennemført.
Fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshave-
ren opkræver fordringen, kan dog på skyldnerens anmod-
ning tillade afdragsvis betaling eller henstand med betalin-
gen. Ved overdragelse af en fordring skal fordringshaveren
efter § 3, stk. 2, 3. pkt., i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts
2017 om inddrivelse af gæld til det offentlige give alle op-
lysninger, som efter restanceinddrivelsesmyndighedens be-
stemmelse er nødvendige for inddrivelsen, herunder oplys-
ning om fordringens stiftelsestidspunkt, forfaldstidspunkt,
sidste rettidige betalingstidspunkt, rentesats, hovedstol,
tilskrevne renter, gebyrer og omkostninger.
Ved lov nr. 404 af 8. maj 2006 blev reglerne om løninde-
holdelse ændret, således at lønindeholdelse sker samtidig
med indeholdelse af A-skat. Det elektroniske skattekort gi-
ver mulighed for, at lønindeholdelse kan ske gennem A-
skattetrækket, således at virksomhederne alene skal indehol-
de og afregne et samlet beløb. Det fremgår herefter ikke af
skattekortet, hvilken del der er A-skat, og hvilken del der er
lønindeholdelse. Et pålæg om lønindeholdelse er således ik-
ke rettet til den enkelte arbejdsgiver, men til alle, som udbe-
taler A-indkomst. I og med at lønindeholdelse sker ved skat-
tetrækket, er lønindeholdelsesprocenten indregnet i trækpro-
centen på det skattekort, som en eventuel anden eller ny ar-
bejdsgiver modtager eller rekvirerer. Der er dermed ikke be-
hov for at pålægge den tidligere arbejdsgiver at give under-
retning om ophøret af et ansættelsesforhold. Lønindeholdel-
se gennem A-skattetrækket indebærer tillige, at reglerne for
A-skat om indeholdelse, indbetaling af de indeholdte beløb,
renter ved manglende indbetaling m.v. også kan anvendes
på lønindeholdte beløb, jf. § 10, stk. 6, i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige.
Ved lov nr. 285 af 29. marts 2017 fik bestemmelsen i § 10
i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige sin nuværende
udformning. Samtidig blev udgangspunktet ændret, således
at fordringer omfattet af loven med tillæg af renter, gebyrer
og andre omkostninger kan inddrives ved lønindeholdelse,
medmindre andet følger af bilag 1, der samtidig blev nyaf-
fattet. For civilretlige fordringstyper blev udgangspunktet, at
22
der ikke skal kunne foretages lønindeholdelse, men der er
gjort enkelte undtagelser hertil.
Derved blev der opnået en forenkling af regelgrundlaget
for, hvilke fordringer der kan inddrives ved lønindeholdelse,
idet alle fordringer omfattet af lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige vil kunne inddrives ved lønindeholdelse, med-
mindre der for fordringstypen er gjort en undtagelse i bilag
1.
Et andet inddrivelsesskridt er modregning, hvorved re-
stanceinddrivelsesmyndigheden indfrier fordringer med ud-
betalinger fra det offentlige. Det kan f.eks. være en skyld-
ner, der skal have udbetalt overskydende skat. Frem for at
udbetale den overskydende skat benyttes beløbet helt eller
delvist til at dække skyldners gæld (en eller flere fordringer)
til det offentlige.
Modregning fra restanceinddrivelsesmyndighedens side
sker i udgangspunktet uden aftale med skyldner, og der er
dermed tale om tvungen modregning.
Efter de almindelige obligationsretlige regler forudsætter
tvungen ikke-konneks modregning, at fordringerne er ud-
jævnelige, afviklingsmodne og gensidige, og at den for-
dring, der modregnes med, er retskraftig. Desuden er det en
betingelse, at den person eller myndighed, der ønsker at
modregne (modregneren), sender en modregningserklæring,
der kommer frem til den person, der modregnes over for
(hovedmanden, dvs. modfordringens skyldner). Det er som
udgangspunkt ikke et krav, at modfordringen er åbenbar el-
ler uomtvistet, før modregning kan ske. Der kan dog stilles
krav om, at der en vis klarhed omkring fordringens eksi-
stens, jf. Højesterets kendelse gengivet i Ugeskrift for Rets-
væsen 2005, side 668.
Kravet om, at fordringerne skal være udjævnelige, inde-
bærer, at fordringerne efter deres art skal kunne udligne hin-
anden. Dette krav vil som udgangspunkt være opfyldt, hvis
der er tale om pengekrav. Fordringerne behøver ikke være
lige store.
Modregning kan være begrænset eller helt udelukket på
grund af hovedfordringens beskaffenhed Det drejer sig
f.eks. om såkaldte beskyttede fordringer, der skal anvendes
til dækning af nødvendige leveomkostninger.
At fordringerne skal være afviklingsmodne, indebærer, at
modfordringens forfaldstidspunkt skal være indtrådt, og ho-
vedfordringens frigørelsestidspunkt skal være indtrådt. Har
fordringshaver indrømmet skyldner løbedage, vil modreg-
ning ikke kunne ske til det oprindelige forfaldstidspunkt,
men tidligst på sidste løbedag, jf. Højesterets dom i Uge-
skrift for Retsvæsen 1963, side 126. Ved frigørelsestid for-
stås, at skyldner skal være berettiget til at frigøre sig for sin
forpligtelse ved betaling til fordringshaver.
At fordringerne skal være gensidige, indebærer, at hoved-
fordring og modfordring er mellem de samme parter. Der
skal således mellem de involverede parter i modregningen
foreligge gensidighed, således at hver part er henholdsvis
debitor for den ene fordring og kreditor for den anden for-
dring.
Der er i §§ 7-9 og § 12, stk. 2, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige fastsat særlige regler om dæknings-
rækkefølgen ved modregning og om restanceinddrivelses-
myndighedens muligheder for at modregne. Ved lov nr. 285
af 29. marts 2017 blev det gennem en nyaffattelse af § 8,
stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige præcise-
ret, at alle fordringer, der omfattes af lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, kan modregnes i udbetalinger fra sta-
ten.
At modfordringen skal være retskraftig, betyder, at hoved-
manden (skyldneren) skal være retligt forpligtet til at opfyl-
de fordringen. Det indebærer, at modfordringen skal være
retskraftig på modregningstidspunktet, dvs. på det tidspunkt,
hvor modregningserklæringen kommer frem til hovedman-
den.
Ved tvungen modregning indtræder virkningen af mod-
regning som udgangspunkt ved fremkomsten af modreg-
ningserklæringen, idet modregningserklæringen indeholder
et påbud, som har virkning ved fremkomsten.
Restanceinddrivelsesmyndigheden er involveret i to for-
mer for modregning, nemlig modregning under inddrivelse
og modregning under opkrævning.
Når restanceinddrivelsesmyndigheden ønsker at foretage
modregning under inddrivelse, dvs. modregning, hvor mod-
fordringen er oversendt til inddrivelse efter § 2, stk. 3, 1.
pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, hvorefter
fordringer overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden,
når betalingsfristen er overskredet, og sædvanlig rykkerpro-
cedure forgæves er gennemført, kontrollerer restanceinddri-
velsesmyndigheden bl.a., om en given fordring er afvik-
lingsmoden. Dette sker ved at undersøge, om sidste rettidige
betalingsdag (som registreret af fordringshaver) er passeret.
Som nævnt ovenfor skal fordringshaver ved overdragelse af
en fordring efter § 3, stk. 2, 3. pkt., i bekendtgørelse nr. 300
af 29. marts 2017 om inddrivelse af gæld til det offentlige
give alle oplysninger, som efter restanceinddrivelsesmyn-
dighedens bestemmelse er nødvendige for inddrivelsen, her-
under oplysning om fordringens stiftelsestidspunkt, forfalds-
tidspunkt, sidste rettidige betalingstidspunkt, rentesats, ho-
vedstol, tilskrevne renter, gebyrer og omkostninger.
Sidste rettidige betalingsdag fremgår tillige af den begrun-
delse for iværksættelse af modregning, som sendes til skyld-
ner. Der udsendes sammen med afgørelsen en oversigt over
de fordringer, som indgår i modregningsafgørelsen, og for
hver fordring er angivet sidste rettidige betalingsdag.
Såfremt restanceinddrivelsesmyndigheden får kendskab til
eller mistanke om, at fordringshavers registrering af sidste
rettidige betalingsdag ikke er retvisende i det konkrete til-
fælde, har restanceinddrivelsesmyndigheden som følge af
officialmaksimen pligt til at søge datoen berigtiget hos ford-
ringshaver.
Når der er tale om modregning under opkrævning, er for-
dringen ikke overdraget til inddrivelse efter § 2, stk. 3, i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige, men er fortsat
under opkrævning hos fordringshaver, og restanceinddrivel-
sesmyndigheden har derfor ikke overtaget kreditorbeføjel-
23
serne. Det er således fordringshaver, der træffer afgørelse
om modregning, og ikke restanceinddrivelsesmyndigheden.
Imidlertid bidrager restanceinddrivelsesmyndigheden med
systemunderstøttelse til fordringshavere, når fordringshaver
har registreret en fordring til modregning.
Selve modregningen sker som nævnt ved hjælp af restan-
ceinddrivelsesmyndighedens it-system og foretages ikke
nødvendigvis i tidsmæssig sammenhæng med registreringen
til modregning. Der kan altså gå tid mellem registreringen til
modregning og selve modregningen. Som følge heraf kan
det ske, at udligningen foretages, før fordringshaver får be-
sked om effektuering. Restanceinddrivelsesmyndigheden
sikrer før modregningen, at betalingsfristen (med tillæg af
eventuelle lovbestemte løbedage) er indtrådt. Dette sker ved
at undersøge, om sidste rettidige betalingsdag (som registre-
ret af fordringshaver) er passeret.
Såfremt restanceinddrivelsesmyndigheden får kendskab til
eller mistanke om, at registreringen af sidste rettidige beta-
lingsdag ikke er retvisende, vil restanceinddrivelsesmyndig-
heden i visse tilfælde have pligt til – som følge af official-
maksimen – at søge datoen berigtiget hos fordringshaver.
Restanceinddrivelsesmyndigheden sender en erklæring til
skyldner om modregning. Af erklæringen fremgår det, at
skyldner vil modtage en afgørelse med klagevejledning di-
rekte fra fordringshaver.
I praksis kan en fordringshaver registrere en fordring til
modregning, selv om betalingsfristen endnu ikke er indtrådt.
Selve modregningen kan dog ikke foretages, førend beta-
lingsfristen er indtrådt, jf. kravet om afviklingsmodenhed.
Hvis skyldneren overdrager en udbetalingsfordring (ho-
vedfordringen), inden modregningserklæringen er kommet
frem, er betingelsen om gensidighed som udgangspunkt ikke
opfyldt. § 28 i lov om gældsbreve regulerer, hvornår mod-
regneren – her restanceinddrivelsesmyndigheden – alligevel
kan foretage modregning. Ifølge § 28 kan der ske modreg-
ning med en fordring på overdrageren, hvis modregneren
har erhvervet fordringen, inden modregneren fik kundskab
eller formodning om, at hovedfordringen var blevet overdra-
get. Var modfordringen uforfalden på tidspunktet for over-
dragelsen, kan den dog kun bruges til modregning, hvis den
forfaldt senest samtidig med hovedfordringen.
En rente antages at være stiftet samtidig med den fordring,
den beregnes af, dvs. hovedkravet, selv om renten først til-
skrives senere.
2.5.2. Lovforslaget
Skatteministeriet har i samarbejde med bl.a. Kammerad-
vokaten afdækket problemer med de data, som fordringsha-
verne skal angive ved oversendelse af en fordring til inddri-
velse. Inddrivelsen baseres på disse data. En del data er be-
hæftet med fejl, og nogle fordringshavere kan have svært
ved at berigtige og fejlrette data. Baggrunden herfor er bl.a.,
at de gældende regler er komplicerede og giver anledning til
fortolkningstvivl. Herudover har nogle fordringshaveres it-
systemer vanskeligt ved at levere korrekte data.
Det har i praksis vist sig, at der ofte er tvivl om, hvad for-
dringshavers registrering af sidste rettidige betalingsdag er
udtryk for. Det er blevet afdækket, at de forskellige for-
dringshavere i nogle tilfælde har forskellig praksis for regi-
streringen heraf. Nogle fordringshavere registrerer den op-
rindelige sidste rettidige betalingsdag, mens andre registre-
rer den dato, som fordringshaver har fastsat efter indrøm-
melse af løbedage eller efter drøftelse med skyldner om hen-
stand.
Regelgrundlaget, som de enkelte fordringshavere admini-
strerer efter, er tillige forskelligt, hvilket bidrager til yderli-
gere forskellighed i anvendelsen af begrebet sidste rettidige
betalingsdag. Nogle fordringshavere administrerer et rets-
grundlag, der indeholder en specifik angivelse af, hvad den
sidste rettidige betalingsdag for det pågældende krav er,
mens andre fordringshavere administrerer et retsgrundlag,
der ikke indeholder en sådan regulering.
Da restanceinddrivelsesmyndigheden modtager data fra
ca. 800 forskellige fordringshavere og hvert år modtager
mellem 5 og 8 mio. fordringer til inddrivelse, er det vigtigt
at undgå tidskrævende og omkostningstunge høringer af for-
dringshaverne med henblik på at få korrekte data. De mange
forskellige retsgrundlag og den store forskel i, hvor mange
fordringer de enkelte fordringshavere har, bevirker, at det
kan være meget vanskeligt og tidskrævende at opnå en fæl-
les, fast og til enhver tid fulgt praksis. Nogle fordringshave-
re sender kun nogle få fordringer til inddrivelse om året,
mens andre fordringshavere sender et meget stort antal for-
dringer til inddrivelse hvert år. Det er samtidig vanskeligt –
som følge af de meget forskellige retsgrundlag – klart at til-
kendegive ud fra en generel vejledning, hvilken dato der bør
registreres.
De fejlbehæftede data medfører, at når restanceinddrivel-
sesmyndigheden kontrollerer, om sidste rettidige betalings-
dag er indtrådt, sker det på basis af data, der kan være upåli-
delige og derfor indebærer en risiko for en forkert kontrol og
forkerte oplysninger i begrundelserne.
Det foreslås derfor at ændre § 9 a og § 10, stk. 2, i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige således, at restanceind-
drivelsesmyndigheden ikke er forpligtet til i begrundelserne
for afgørelser om henholdsvis modregning og lønindehol-
delse at oplyse fordringens sidste rettidige betalingsdag,
men at det er tilstrækkeligt at henvise til, at fordringen er
under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Når en fordring efter gældende regler er modtaget hos re-
stanceinddrivelsesmyndigheden, vil betalingsfristen være
overskredet, fordi en fordring først kan oversendes til ind-
drivelse, når betalingsfristen er overskredet, og sædvanlig
rykkerprocedure forgæves er gennemført, jf. lovens § 2, stk.
3, hvorfor skyldner f.eks. ikke vil få indeholdt beløb i sin
løn på et tidligere tidspunkt end efter gældende regler.
Samtidig foreslås i § 10, stk. 2, fastsat, at den tidsmæssige
betingelse for at iværksætte lønindeholdelse er, at fordrin-
gens betalingsfrist er overskredet.
Med forslaget vil risikoen for, at afgørelser og begrundel-
ser fremadrettet påvirkes af fortolkningsforskelle m.v. hos
fordringshavere, for så vidt angår registreringen af sidste
24
rettidige betalingsdag, blive minimeret. Nogle fordringsha-
vere registrerer den oprindelige sidste rettidige betalingsdag,
mens andre registrerer den dato, som fordringshaver har
fastsat efter indrømmelse af løbedage eller efter drøftelse
med skyldner om henstand.
I overensstemmelse hermed vil restanceinddrivelsesmyn-
dighedens kontrol af, om betingelserne for lønindeholdelse
er opfyldt, og om en fordring er afviklingsmoden med hen-
blik på modregning, fremadrettet ske på basis af modtagel-
sesdato hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Som nævnt
vil sidste rettidige betalingsdag være overskredet, når en
fordring er modtaget til inddrivelse hos restanceinddrivel-
sesmyndigheden, fordi en fordring først kan oversendes til
inddrivelse, når betalingsfristen er overskredet, og sædvan-
lig rykkerprocedure forgæves er gennemført, jf. § 2, stk. 3, i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, hvorfor skyld-
ner ikke vil få modregnet beløb på et tidligere tidspunkt end
efter gældende regler.
Fremadrettet vil restanceinddrivelsesmyndigheden således
kunne begrunde modregningsafgørelser, for så vidt angår
betingelsen om afviklingsmodenhed, og afgørelser om løn-
indeholdelse generelt ved at henvise til, at fordringen er
under inddrivelse.
Det vil stadig være sådan, at der i afgørelsen om modreg-
ning eller lønindeholdelse skal være en tilstrækkelig beskri-
velse af bl.a. den eller de fordringer, som den omhandler, så-
ledes at skyldner er i stand til at identificere fordringen og
dermed vil kunne forholde sig til, om afgørelsen kan aner-
kendes, eller om skyldner ønsker at gøre brug af sin ret til at
indgive en klage.
Endvidere vil der som hidtil i relevant omfang blive rede-
gjort for det relevante retsgrundlag m.v. i overensstemmelse
med de gældende regler om begrundelse i forvaltningslo-
vens §§ 22-24. Forslaget regulerer således alene begrundel-
sespligten i forhold den tidsmæssige betingelse for iværk-
sættelse af modregning og lønindeholdelse. Denne regule-
ring, der indebærer en justering og præcisering af begrun-
delsespligten i henhold til forvaltningsloven i forhold til de
pågældende faktuelle oplysninger, vurderes at sikre, at der
gives retvisende begrundelser, og at medføre administrative
lettelser.
Oplysningen om sidste rettidige betalingsdag, der således
vil udgå af begrundelsen for en afgørelse om lønindeholdel-
se eller modregning, er uvæsentlig i forhold til muligheden
for at træffe en sådan afgørelse, fordi sidste rettidige beta-
lingsdag skal være udløbet, før fordringen overhovedet kan
komme under inddrivelse, jf. ovenfor om § 2, stk. 3, i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige. En skyldner vil i
øvrigt ved henvendelse til fordringshaveren kunne få oplyst
den sidste rettidige betalingsdag.
Lovforslaget omfatter ikke modregninger, der foretages af
fordringshaver, mens fordringen er under opkrævning. Re-
stanceinddrivelsesmyndigheden leverer alene systembistand
til disse modregninger, jf. § 7, stk. 2, 2. pkt., i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige, hvorefter tidspunktet for for-
dringens registrering i restanceinddrivelsesmyndighedens
fordringsregister er afgørende for dækningsrækkefølgen,
hvis der ikke er dækning til alle fordringer, der ønskes mod-
regnet under opkrævningen. Fordringshaver træffer selve af-
gørelsen om modregning og indestår over for restanceind-
drivelsesmyndigheden for, at fordringen kan anvendes til
modregning, når den registreres i fordringsregisteret.
Som beskrevet i afsnit 2.2.1.1 og 2.2.2 opkræves renter ef-
ter kildeskattelovens § 63 af for sent betalt personskat på
årsopgørelsen for det år, hvor renterne er påløbet, dvs. i året
efter det indkomstår, der gav anledning til, at restskatten op-
stod, og sammen med den beregnede restskat for dette ind-
komstår. Opkrævningen af rente efter kildeskattelovens § 63
af for sent betalte personskatter fra ét indkomstår opkræves
dermed i henhold til lovgivningen med restskat for et senere
indkomstår.
Restskat eller yderligere restskat, der skyldes en ændret
årsopgørelse, forrentes ifølge § 62 A, stk. 1, 3. pkt., med
renten i henhold til opkrævningslovens § 7, stk. 2, med til-
læg af 0,4 procentpoint pr. påbegyndt måned fra den 1. sep-
tember i året efter indkomståret og indtil udskrivningsda-
toen. Restskat og rente opgøres på skyldners årsopgørelse,
og renten efter § 62 A opkræves med restskatten for det på-
gældende indkomstår.
Lovgivningen vedrørende afregning af personskatter er til-
rettelagt på en sådan måde, at der ikke er en sammenhæng
mellem renterne og den hovedstol, som renterne er beregnet
af. Afregningsmetoden er valgt, fordi den giver en nem af-
regning med færrest mulige opkrævninger til skatteyderne.
Det i lovgivningen forudsatte om opkrævningsmetoden
for personskatter efter kildeskatteloven skaber imidlertid hos
restanceinddrivelsesmyndigheden udfordringer i forhold til
at håndtere modregning, når restanceinddrivelsesmyndighe-
den kan konstatere, at der er registreret en transport i et ud-
betalingskrav. Det er ikke muligt på baggrund af oplysnin-
gerne om den skat, som renten er opkrævet med, at afgøre,
hvilken hovedstol renten er beregnet af, og dermed afgøre,
hvornår renten sammen med sin hovedfordring vil kunne
bringes til modregning efter § 28 i lov om gældsbreve. Det
er ikke i systemet KOBRA registreret, om renten er beregnet
efter kildeskattelovens §§ 62 A eller 63. Renterne efter kil-
deskattelovens §§ 62 A og 63 overdrages således til inddri-
velse med henvisning til den personskat, som renten er op-
krævet på rate med, eller, såfremt en sådan personskat ikke
findes i inddrivelsessystemet (f.eks. fordi skatten er betalt i
opkrævningen), som en selvstændig fordring uden en rela-
tion til et hovedkrav. For de renter, der ikke i inddrivelsen er
relateret til et hovedkrav, vil rentens data imidlertid afspejle
det hovedkrav, som renten er opkrævet på rate med.
Med henblik på at løse de problemer, som restanceinddri-
velsesmyndigheden har i forhold til at håndtere modregning
efter § 28 i lov om gældsbreve for renter efter kildeskattelo-
vens §§ 62 A og 63, hvor det som følge af den i lovgivnin-
gen fastsatte opkrævningsmetode ikke er muligt at identifi-
cere den eller de hovedfordringer, hvoraf renten er beregnet,
foreslås det, at der i § 9 a i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige indsættes et nyt stk. 3, hvorefter restanceinddri-
velsesmyndigheden, når den kan konstatere, at skyldners ud-
25
betalingskrav mod staten er overdraget til tredjemand, ved
modregning med renter efter kildeskattelovens §§ 62 A og
63 lægger det hovedkrav, som restanceinddrivelsesmyndig-
heden ved modtagelsen af disse renter fik oplyst, til grund.
Bestemmelsen vil også finde anvendelse, hvor der er fore-
taget udlæg i skyldners udbetalingskrav mod staten.
Er en oplysning om et hovedkrav ikke givet ved modta-
gelsen af en rente efter kildeskattelovens §§ 62 A og 63, vil
rentens data i dag afspejle det hovedkrav, som renten er op-
krævet på rate med. Renter, der overdrages til restanceind-
drivelsesmyndigheden uden oplysning om et hovedkrav, vil
dermed på baggrund af rentens data tilsvarende kunne brin-
ges til modregning, når betingelserne for modregning efter §
28 i lov om gældsbreve ville være opfyldt for den skat, som
renten er opkrævet på rate med.
Bestemmelsen har ingen betydning for restanceinddrivel-
sesmyndighedens og fordringshavers muligheder for at afta-
le, hvorledes renterne systemmæssigt overdrages til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden.
Det tidspunkt, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden i
det nye inddrivelsessystem foretager modregning, vurderes
dermed for renter efter kildeskattelovens § 63 i nogle tilfæl-
de at blive udskudt, idet renten i relation til § 28 i lov om
gældsbreve vil blive modregnet sammen med den restskat,
som renten er opkrævet på rate med, eller på det tidspunkt,
da denne restskat kunne bringes til modregning. Da renten
ikke er relateret til den personskat, som renten er beregnet
af, men i stedet er relateret til en restskat for et senere ind-
komstår, kunne renten potentielt være modregnet tidligere,
såfremt den faktiske relation var kendt. Dermed vurderes
det, at en transporthaver i nogle tilfælde vil opnå bedre ret
ved restanceinddrivelsesmyndighedens vurdering af betin-
gelserne for modregning med renter efter kildeskattelovens
§ 63.
2.6. Restanceinddrivelsesmyndighedens beskrivelse af renter
efter kildeskattelovens §§ 62 A og 63 og renter og gebyrer,
der opkræves via skattekontoen m.fl., i afgørelser og meddel-
elser til skyldner og andre
2.6.1. Gældende ret
En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsa-
get af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver
den pågældende part medhold, jf. forvaltningslovens § 22.
Begrundelsen skal indeholde en henvisning til de retsregler,
i henhold til hvilke afgørelsen er truffet, jf. forvaltningslo-
vens § 24, stk. 1, og om fornødent en kort redegørelse for de
oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder,
som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen, jf. forvalt-
ningslovens § 24, stk. 2.
Ved siden af forvaltningslovens regler om begrundelses-
pligt gælder de indholdskrav, der kan udledes af ombuds-
mandens praksis vedrørende principperne om god forvalt-
ningsskik. Principperne om god forvaltningsskik har i nogle
tilfælde et bredere anvendelsesområde end begrundelses-
pligten i forvaltningslovens §§ 22-24 og kan også finde an-
vendelse ved faktisk forvaltningsvirksomhed.
Det følger bl.a. af principperne om god forvaltningsskik,
at de oplysninger, som offentlige myndigheder kommunike-
rer til borgerne, skal være fyldestgørende og korrekte. Re-
stanceinddrivelsesmyndigheden har derfor behov for oplys-
ninger om de fordringer, som overdrages til inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, for at kunne beskrive for-
dringen tilstrækkeligt og korrekt over for skyldner og andre.
2.6.2. Lovforslaget
Som nævnt under afsnit 2.5.2 har Skatteministeriet i sam-
arbejde med bl.a. Kammeradvokaten afdækket problemer
med de data, som fordringshaverne skal angive ved oversen-
delse af en fordring til inddrivelse. Der er i den forbindelse
også konstateret udfordringer med beskrivelse af fordringer
på grundlag af fordringshavers oplysninger, herunder be-
skrivelse af renter, der modtages til inddrivelse uden oplys-
ning om et hovedkrav. Idet restanceinddrivelsesmyndighe-
den modtager data fra ca. 800 forskellige fordringshavere og
hvert år modtager mellem 5 og 8 mio. fordringer til inddri-
velse, er det vigtigt at undgå tidskrævende og omkostnings-
tunge høringer af fordringshaverne med henblik på at få kor-
rekte data og fyldestgørende oplysninger om fordringen i
øvrigt.
Usikkerhed om data og fordringshavers oplysninger med-
fører i flere tilfælde behov for en konkret stillingtagen til,
om der skal tilføjes oplysninger til restanceinddrivelsesmyn-
dighedens afgørelser og meddelelser, og disse skal i givet
fald indhentes og tilføjes.
For at sikre en effektiv og hensigtsmæssig inddrivelse er
det desuden vigtigt, at restanceinddrivelsesmyndighedens
afgørelser og meddelelser i højere grad genereres automa-
tisk, ligesom det er vigtigt at reducere behovet for individu-
elle tilpasninger af sådanne afgørelser og meddelelser i for-
hold til beskrivelsen af fordringerne. Det foreslås derfor, at
der i § 3, stk. 8, i lov om inddrivelse af gæld til det offentli-
ge indsættes et 3. pkt. med en bemyndigelse til skattemini-
steren, hvorefter denne kan fastsætte nærmere regler om re-
stanceinddrivelsesmyndighedens beskrivelse af renter efter
kildeskattelovens §§ 62 A og 63 og renter og gebyrer, der
opkræves via skattekontoen, jf. opkrævningslovens § 16, el-
ler fordringshaversystemer, der i lighed med skattekontoen
anvender et saldoprincip, i afgørelser og meddelelser til
skyldner og andre.
Det forudsættes, at der findes en balance, hvorefter der er
tilstrækkelige oplysninger, til at skyldner kan identificere
renten eller gebyret, mens restanceinddrivelsesmyndigheden
på samme tid kan basere sig på oplysninger, som allerede er
modtaget fra fordringshaver, og som der kan fæstes lid til.
De nærmere principper vil desuden blive udviklet, i takt
med at fordringshavere i større omfang er godkendt til og
koblet på det nye inddrivelsessystem, når der er mere viden
om den specifikke anvendelse af fordringstyperne.
Skyldner vil have mulighed for ved henvendelse til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden at anmode om supplerende op-
lysninger om renten eller gebyret. Såfremt skyldner retter
henvendelse til restanceinddrivelsesmyndigheden med an-
modning om yderligere beskrivelse af renten eller gebyret,
26
kan restanceinddrivelsesmyndigheden indhente sådanne
yderligere oplysninger om renten eller gebyret hos for-
dringshaveren og videreformidle disse til skyldner.
Det forudsættes, at restanceinddrivelsesmyndighedens af-
gørelser og meddelelser med de af skatteministeren fastsatte
bestemmelser om beskrivelse af de nævnte renter og gebyrer
fortsat vil gøre skyldner i stand til at identificere den enkelte
rente eller det enkelte gebyr, som restanceinddrivelsesmyn-
digheden kommunikerer om.
2.7. Lempelse af krav til forkyndelser foretaget af restance-
inddrivelsesmyndighedens pantefogeder
2.7.1. Gældende ret
Det følger af § 5, stk. 1, i lov om fremgangsmåden ved
inddrivelse af skatter og afgifter m.v., at udlægsforretninger,
der gennemføres af restanceinddrivelsesmyndighedens pan-
tefogeder, er omfattet af retsplejelovens kapitel 45-47 (§§
478-526), medmindre andet er bestemt i loven.
Lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og af-
gifter m.v. gælder for inddrivelse af skatter, afgifter, bøder
og andre ydelser, der opkræves eller inddrives af det offent-
lige, og som i lovgivningen er tillagt udpantningsret, jf. lo-
vens § 1.
Af retsplejelovens § 478, stk. 2, fremgår det, at udlæg kan
ske for krav, som i lovgivningen er tillagt udpantningsret.
Der er hjemmel til udpantning i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige. Det følger således af § 11, at fordringer,
der er omfattet af loven, kan inddrives ved udpantning, med-
mindre andet følger af lovens bilag 1.
Efter retsplejelovens § 493, stk. 1, underretter fogedretten
så vidt muligt skyldneren om tid og sted for forretningen.
Skal forretningen foretages uden for rettens kontor, angives
tid og sted så bestemt som foreneligt med tilrettelæggelsen
af rettens arbejde. Underretningen kan ske ved tilsigelse til
forretningen, jf. § 494.
Det følger af § 493, stk. 2, at underretning kan undlades,
hvis fogedretten finder det ubetænkeligt at foretage forret-
ningen uden forudgående meddelelse til skyldneren, eller
hvis det må antages, at muligheden for at opnå dækning el-
lers vil blive væsentligt forringet. Fogedretten kan i sidst-
nævnte tilfælde betinge fuldbyrdelsen af forudgående sik-
kerhedsstillelse.
Hvis fuldbyrdelse forlanges på grundlag af udpantnings-
ret, skal meddelelse om forretningen forkyndes for skyldne-
ren, medmindre andet er bestemt i lovgivningen. Meddelel-
sen skal indeholde oplysninger om kravets grundlag og stør-
relse og sidste rettidige betalingsdag. Ved senere forretnin-
ger for samme krav gives alene meddelelse efter reglerne i
stk. 1 og 2, jf. retsplejelovens § 493, stk. 3.
Restanceinddrivelsesmyndigheden anvender som ud-
gangspunkt tilsigelser efter retsplejeloven til brug for sine
udlægsforretninger.
Efter retsplejelovens § 486, stk. 1, 2. pkt., kan forkyndelse
af meddelelse efter § 493, stk. 3, tidligst ske dagen efter
sidste rettidige betalingsdag.
Forkyndelse kan alene undlades, hvis skyldner samtykker,
eller det må antages, at muligheden for at opnå dækning el-
lers vil blive væsentligt forringet, jf. retsplejelovens § 486,
stk. 2.
Ved lov nr. 258 af 26. maj 1976 blev der bl.a. gennemført
en almindelig revision af retsplejelovens regler om udlæg.
Af lovforslaget hertil, jf. lovforslag nr. L 18 af 9. oktober
1975, forslag til lov om ændring af retsplejeloven, udpant-
ningsloven og lov om inddrivelse af underholdsbidrag (ud-
læg og udpantning m.v.), Folketingstidende 1975-76, tillæg
A, fremgår det på spalte 232, at meddelelsen skal indeholde
oplysning om kravets grundlag og størrelse og sidste rettidi-
ge betalingsdag. Kravene til forkyndelser af udlægsforret-
ninger er ikke senere blevet ændret.
Lovforslaget er baseret på anbefalingerne i betænkning nr.
634/1971 om udlæg og udpantning afgivet af det af Justits-
ministeriet den 19. januar 1952 nedsatte udvalg.
På side 52 i betænkningen fremgår det, at for krav, som
ikke omfattes af lov nr. 9 af 29. januar 1970 om fremgangs-
måden ved udpantning for skatter og afgifter m.v., mener
udvalget, at forkyndelse for skyldneren bør bevares. Krave-
ne er ikke fastslået ved dom, og adgangen til udpantning er
ej heller betinget af, at kravet er anerkendt af skyldneren.
Kravene er langt mere forskelligartede end de af loven af
29. januar 1970 omfattede krav, og der er ikke i alle tilfælde
ganske samme sikkerhed for kravets beståen og dets rigtige
opgørelse. Udvalget anførte derfor, at det på lignende måde
som med hensyn til stævninger i retssager må sikres, at der
forinden tvangsfuldbyrdelsen er givet skyldneren underret-
ning. Da udpantningskendelsen efter udkastet bortfalder, er
det meddelelsen om udlægsforretningen, der skal forkyndes.
Foruden oplysning om tid og sted for forretningen skal med-
delelsen angive kravets grundlag – f.eks. en resolution fra
overøvrigheden eller en lovbestemmelse, der hjemler kravet
og udpantningsretten, og, hvis dette er fornødent til tilstræk-
kelig orientering for skyldneren, nærmere angivelse af, på
hvilke kendsgerninger kravet støttes – samt endvidere kra-
vets størrelse og sidste rettidige betalingsdag. Der er intet i
vejen for at forkynde selve udpantningsbegæringen, hvis
denne indeholder de krævede oplysninger, men fogedretten
kan også, hvis dette skønnes mere praktisk, udfylde en for-
mular. Udvalget anbefalede videre, at forkyndelsen tidligst
må ske dagen efter sidste rettidige betalingsdag, og at ud-
pantningen først kan foretages, når der er gået 7 dage efter
forkyndelsen, medmindre der gøres undtagelse.
Det fremgår af § 2, stk. 3, 1. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, at fordringer overdrages til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, når betalingsfristen er over-
skredet, og sædvanlig rykkerprocedure forgæves er gennem-
ført. Fordringshaveren eller den, der på vegne af fordrings-
haveren opkræver fordringen, kan dog på skyldnerens an-
modning tillade afdragsvis betaling eller henstand med beta-
lingen, jf. 2. pkt.
Af § 2, stk. 4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige fremgår tillige, at fordringshaveren inden overdra-
gelsen af fordringen til restanceinddrivelsesmyndigheden
skal underrette skyldner skriftligt om overdragelsen.
27
Kravet om, at grundlaget for kravet skal beskrives, inde-
bærer bl.a., at restanceinddrivelsesmyndigheden konkret
skal tage stilling til for det første, om der er behov for at til-
føje oplysninger. Og for det andet, hvis det viser sig, at der
er et sådant behov, skal oplysningerne (som f.eks. kan være
matrikelnummer, registreringsnummer eller navnet på et
barn) indhentes og tilføjes – afhængig af hvad fordringen
udspringer af.
Det følger af § 6, stk. 1, i lov om fremgangsmåden ved
inddrivelse af skatter og afgifter m.v., at fogedretten træffer
afgørelse om indsigelser mod udlæg, som fremsættes over
for pantefogeder. Afgørelsen træffes efter reglerne i retsple-
jelovens §§ 499-503. Pantefogeder kan henskyde tvivls-
spørgsmål til fogedrettens afgørelse, selv om der ikke frem-
sættes indsigelser. Det følger af § 6, stk. 3, at indsigelser
under forretningen kan fremsættes over for pantefogeden,
som underretter fogedretten om indsigelserne. Efter forret-
ningen kan indsigelser fremsættes over for fogedretten. Fri-
sten for fremsættelse af indsigelser er 4 uger fra forretnin-
gens foretagelse. Fogedretten kan dog undtagelsesvist indtil
1 år efter forretningen tillade, at en indsigelse behandles.
Retsplejelovens § 501, stk. 1, fastslår, at hvis der over for
fogedretten fremsættes indsigelser mod grundlaget for fuld-
byrdelsen, og findes det efter den bevisførelse, der kan ske
ved fogedretten, jf. stk. 2-4, betænkeligt at fremme forret-
ningen, nægter fogedretten at efterkomme fordringshaverens
anmodning. Efter stk. 4 kan fogedretten nægte en bevisførel-
se, som på grund af dens omfang eller beskaffenhed eller af
andre særlige grunde bør ske under almindelig rettergang.
Hvis fogedretten som følge af en indsigelse, der i medfør af
§ 6 i lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og
afgifter m.v. er indbragt for fogedretten, har sådanne be-
tænkeligheder, som efter stk. 1 ville kunne begrunde, at fo-
gedretten ville afvise at foretage udlæg, vil fogedretten der-
for kunne ophæve pantefogedens udlæg.
Efter retsplejelovens § 502, stk. 1, kan fogedretten udsætte
forretningen, hvis den dom, som søges fuldbyrdet, er anket
efter fuldbyrdelsesfristens udløb, eller hvis et retsforhold,
hvis fastsættelse vil få indflydelse på forretningens udfald,
er under behandling ved en ret eller en administrativ myn-
dighed, eller hvis der foreligger andre særlige grunde. En
indsigelse mod pantefogedens udlæg vil også efter denne
bestemmelse kunne begrunde en ophævelse af udlægget,
fordi ophævelsen er den nødvendige forudsætning for ud-
sættelsen af forretningen.
Endelig indeholder retsplejelovens § 504 en adgang til
genoptagelse af udlægsforretningen. Forretningen kan gen-
optages, når parterne er enige derom, eller når fogedretten
finder det påkrævet, navnlig fordi 1) skyldneren eller tredje-
mand anmoder om, at et udlæg må blive ophævet med den
begrundelse, at det strider mod tredjemands ret, 2) udlægs-
haveren anmoder om, at der må blive truffet ny bestemmelse
om udlevering, opbevaring eller administration af det udlag-
te, jf. §§ 520, 523 og 525, 3) udlægshaveren kræver foreta-
get en udførlig registrering af de i § 518, stk. 2 og 3, nævnte
aktiver eller en vurdering af det udlagte, 4) skyldneren ikke
har været til stede under forretningen og han nu anmoder om
adgang til at benytte sine rettigheder efter §§ 509-516, eller
5) skyldneren ønsker fastslået, at et udlæg er bortfaldet som
følge af omstændigheder, der er indtruffet efter udlæggets
foretagelse, eller fordi grundlaget for tvangsfuldbyrdelsen
ved dom er ophævet eller erklæret ugyldigt. Genoptagelse
vil derfor kunne ske, f.eks. fordi en skyldner ønsker et ud-
læg ophævet, med henvisning til at en ændret skatteansæt-
telse har ført til bortfald af det skattekrav, som pantefogeden
har foretaget udlæg for.
2.7.2. Lovforslaget
Som nævnt under afsnit 2.5.2 har Skatteministeriet i sam-
arbejde med bl.a. Kammeradvokaten afdækket problemer
med de data, som fordringshaverne skal angive ved oversen-
delse af en fordring til inddrivelse. Som videre nævnt har
det i praksis vist sig, at der ofte er tvivl om, hvad fordrings-
havers registrering af sidste rettidige betalingsdato er udtryk
for. Idet restanceinddrivelsesmyndigheden modtager data fra
ca. 800 forskellige fordringshavere og hvert år modtager
mellem 5 og 8 mio. fordringer til inddrivelse, er det vigtigt
at undgå tidskrævende og omkostningstunge høringer af for-
dringshaverne med henblik på at få korrekte data.
De fejlbehæftede data medfører, at der potentielt anføres
forkerte datoer i tilsigelser, der indeholder en forkyndelse,
mens kravet om en beskrivelse af kravets grundlag medfører
en konkret stillingtagen til, om der skal tilføjes oplysninger,
og disse skal i givet fald indhentes og tilføjes.
Restanceinddrivelsesmyndigheden foretager ca. 30-35.000
udlægsforretninger årligt. Selv om den konkrete stillingta-
gen i hver enkelt tilsigelse ikke nødvendigvis tager lang tid,
løber det samlede tidsforbrug hurtigt op henset til det årlige
antal af udlægsforretninger og det faktum, at såfremt man
kommer frem til, at der skal tilføjes oplysninger, skal disse
indhentes hos fordringshaver og tilføjes tilsigelsen.
Tal fra SKAT viser, at der i årene 2013-2017 (til og med
oktober måned) i mindre end 1 pct. af sagerne blev gjort
indsigelse mod et givent udlæg. Der er dog en vis usikker-
hed i forhold til tallene, bl.a. som følge af at der i forbindel-
se med konverteringen af krav fra de tidligere inddrivelses-
systemer til EFI kan være et antal afsluttede eller slettede
udlægsforretninger, der ikke er overført til EFI. Det faktiske
antal udlægsforretninger for 2013 kan derfor have været
større. Det er ikke muligt at udsøge disse afsluttede/slettede
udlægsforretninger. Herudover er antallet af klager i årene
2013-2015 skønnet på baggrund af klagesagsbehandlernes
vurdering, da der først blev etableret central registrering af
klagerne fra 2016.
Det er vigtigt at undgå, at tilsigelser, der indeholder en
forkyndelse, fremadrettet påvirkes af fortolkningsforskelle
og fejl hos fordringshaverne, for så vidt angår registreringen
af sidste rettidige betalingsdato. Nogle fordringshavere regi-
strerer den oprindelige sidste rettidige betalingsdag, mens
andre registrerer den dato, som fordringshaver har fastsat ef-
ter indrømmelse af løbedage eller efter drøftelse med skyld-
ner om henstand. For at sikre en effektiv og hensigtsmæssig
inddrivelse er det desuden vigtigt, at tilsigelser, der indehol-
der en forkyndelse, i højere grad genereres automatisk, lige-
28
som det er vigtigt at reducere behovet for individuelle tilpas-
ninger af tilsigelser med en forkyndelse i forhold til beskri-
velsen af kravets grundlag. Det foreslås derfor, at restan-
ceinddrivelsesmyndighedens pantefogeder fremadrettet ale-
ne skal anvende oplysninger, som allerede indgår i stamdata,
og som man kan fæste lid til.
Det foreslås derfor, at § 5 i lov om fremgangsmåden ved
inddrivelse af skatter og afgifter m.v. ændres således, at til-
sigelser med en forkyndelse fremadrettet skal indeholde op-
lysninger om fordringshaver, fordringstype, fordringens
modtagelsesdato hos restanceinddrivelsesmyndigheden og
de oplysninger, der i øvrigt er relevante for at beskrive for-
dringen (periode eller stiftelsesdato). Angivelse af kravets
størrelse er ikke omfattet af forslaget og vil derfor også
fremadrettet skulle indgå i en tilsigelse.
Det foreslås således, at kravet om angivelse af sidste retti-
dige betalingsdato erstattes af et krav om at angive fordrin-
gens modtagelsesdato hos restanceinddrivelsesmyndighe-
den.
Når en fordring er modtaget til inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, vil sidste rettidige betalingsda-
to være overskredet, såfremt fordringshaveren overholder
reglen om, at fordringer først kan oversendes til restanceind-
drivelsesmyndigheden, når betalingsfristen er overskredet,
og sædvanlig rykkerprocedure forgæves er gennemført. I
den forbindelse må særligt fremhæves, at fordringshaver har
pligt til inden overdragelsen af fordringer til restanceinddri-
velsesmyndigheden skriftligt at underrette skyldneren om
overdragelsen, jf. § 2, stk. 4, i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige, hvilket bør bidrage til, at skyldner kan identi-
ficere kravet.
Med forslaget vil risikoen for, at tilsigelser med en for-
kyndelse fremadrettet indeholder forkerte datoer for sidste
rettidige betalingsdato, blive minimeret.
Forslaget indebærer tillige, at oplysningen om kravets
grundlag erstattes af oplysninger om fordringshaver og for-
dringstype, således at disse fremadrettet skal oplyses i tilsi-
gelser med en forkyndelse. Det forudsættes, at der fastsættes
principper for afgrænsningen af en fordringstype, således at
det bliver muligt at beskrive fordringer på et mere generelt
niveau.
Det foreslås tillige, at skatteministeren gives en bemyndi-
gelse til at fastsætte nærmere regler om de oplysninger, der
skal meddeles, jf. ovenfor.
Der skal findes en balance, hvorefter der er tilstrækkelige
oplysninger, til at skyldner kan identificere fordringen, mens
restanceinddrivelsesmyndigheden på samme tid kan basere
sig på oplysninger, som allerede er modtaget fra fordrings-
haver, og som der kan fæstes lid til. Fordringstyper kan
f.eks. være A-skat (med oplysning om periode) eller bøde
(f.eks. trafikforseelse med oplysning om stiftelsesdato).
Principperne vil blive udviklet, i takt med at fordringshavere
i større omfang er godkendt til og koblet på det nye inddri-
velsessystem, således at der er mere viden om den specifik-
ke anvendelse af fordringstyperne. For nogle fordringstyper
vil det som anført være nødvendigt tillige at oplyse periode
eller stiftelsesdato, f.eks. hvis fordringstypen er A-skat. Op-
lysningen har til formål at sikre, at skyldner kan identificere
fordringen og ikke er i tvivl om, hvilken A-skat der er tale
om.
Der kan derudover være behov for at fastsætte særlige
regler om beskrivelse af renter og andre relaterede fordrin-
ger. Dette gælder f.eks. renter efter kildeskattelovens §§ 62
A og 63 og renter og gebyrer, der opkræves via skattekon-
toen, jf. opkrævningslovens § 16, eller fordringshaversyste-
mer, der i lighed med skattekontoen har hjemmel til at an-
vende et saldoprincip.
Skyldner vil have mulighed for ved henvendelse til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden at anmode om supplerende op-
lysninger om fordringen, såfremt dette er nødvendigt for at
identificere fordringen. Denne mulighed vil også fremgå af
forkyndelsen til skyldner. Såfremt de supplerende oplysnin-
ger ikke fremgår af de data, som fordringshaver har indbe-
rettet til restanceinddrivelsesmyndigheden ved oversendel-
sen af fordringen til inddrivelse, vil restanceinddrivelses-
myndigheden som udgangspunkt indhente oplysningerne og
videreformidle disse til skyldner.
Det vurderes, at tilsigelser, der indeholder en forkyndelse,
med de nævnte ændringsforslag fortsat vil leve op til formå-
lene med meddelelsen, nemlig at skyldner underrettes om og
kan identificere kravet og på den baggrund får mulighed for
at fremsætte sine eventuelle indsigelser.
Såfremt der fremkommer indsigelser mod udlæg, vil disse
fortsat skulle afgøres af fogedretten og på samme grundlag
som på nuværende tidspunkt. For at fogedretten kan afgøre
indsigelser på samme grundlag som nu og på samme grund-
lag, som fogedretten også behandler andre indsigelser over
udlæg, vil restanceinddrivelsesmyndigheden i sådanne til-
fælde skulle tilvejebringe oplysninger om sidste rettidige be-
talingsdato og kravets grundlag.
Som følge af den lave andel af indsigelser over udlæg,
vurderes det, at forslaget – på trods af at restanceinddrivel-
sesmyndigheden i tilfælde af indsigelser vil skulle tilveje-
bringe oplysninger om sidste rettidige betalingsdato og kra-
vets grundlag til fogedretten – vil medvirke til at undgå unø-
digt ressourcetunge processer og sikring af en effektiv og
hensigtsmæssig inddrivelse.
2.8. Regulering af restanceinddrivelsesmyndighedens under-
søgelsespligt
2.8.1. Gældende ret
Det fremgår af § 2, stk. 3 og 4, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, at fordringer overdrages til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, når betalingsfristen er over-
skredet, og sædvanlig rykkerprocedure forgæves er gennem-
ført. Fordringshaveren eller den, der på vegne af fordrings-
haveren opkræver fordringen, kan dog på skyldnerens an-
modning tillade afdragsvis betaling eller henstand med beta-
lingen. Afgørelser om afdragsvis betaling eller henstand
med betalingen kan ikke indbringes for højere administrativ
myndighed.
29
Inden overdragelse af fordringer m.v. til inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden skal fordringshaveren el-
ler den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordrin-
gen, skriftligt underrette skyldneren om overdragelsen. Un-
derretning kan dog undlades, hvis det må antages, at mulig-
heden for at opnå dækning ellers vil blive væsentligt forrin-
get.
Herudover fremgår det af lovens § 2, stk. 7, at fordrings-
haveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræ-
ver fordringen, såfremt denne bliver bekendt med væsentli-
ge ændringer i skyldnerens forhold efter overdragelsen af
fordringen til restanceinddrivelsesmyndigheden, skal under-
rette restanceinddrivelsesmyndigheden herom og i den for-
bindelse kan anmode restanceinddrivelsesmyndigheden om
at intensivere inddrivelsen eller at sende sagen tilbage til
fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren
opkræver fordringen, med henblik på at fordringshaveren el-
ler den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordrin-
gen, kan tillade afdragsvis betaling eller henstand med beta-
lingen. Fordringer, der er omfattet af refusionsret fra stats-
kassen, sendes ikke tilbage til fordringshaveren eller den,
der på vegne af fordringshaveren har forestået opkrævnin-
gen, jf. dog § 2, stk. 8. Fordringshaveren eller den, der på
vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, kan i med-
før af stk. 8 helt eller delvist tilbagekalde en fordring, der er
overdraget til inddrivelse, med henblik på at foretage mod-
regning for kravet.
Skatteministeren har bemyndigelse til at fastsætte nærme-
re regler om de nævnte forhold, herunder en beløbsmæssig
mindstegrænse for fordringer, der overdrages til inddrivelse,
og om fremgangsmåden ved overdragelse af fordringer til
restanceinddrivelsesmyndigheden, tilbagekaldelse af for-
dringer til opkrævningsmyndigheden, størrelsen af fordrin-
ger m.v., som der kan tillades afdragsvis betaling eller hen-
stand med, og om tidsfrister for afdragsvis betaling og hen-
stand.
Når fordringer overdrages til inddrivelse, medsender for-
dringshaver relevante data om fordringen. Det fremgår såle-
des af § 3, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017
om inddrivelse af gæld til det offentlige, at ved overdragelse
af fordringen til restanceinddrivelsesmyndigheden skal for-
dringshaveren eller dennes repræsentant benytte skyldners
personnummer eller cvr-nummer som journalnummer. Op-
lysninger om personnummer eller cvr-nummer kan dog und-
lades, hvis fordringshaveren eller dennes repræsentant godt-
gør, at det ikke har været muligt at fremskaffe sådanne op-
lysninger. Fordringshaveren skal ved overdragelsen af for-
dringen til restanceinddrivelsesmyndigheden give alle op-
lysninger, som efter restanceinddrivelsesmyndighedens be-
stemmelse er nødvendige for inddrivelsen, herunder oplys-
ning om fordringens stiftelsestidspunkt, forfaldstidspunkt,
sidste rettidige betalingstidspunkt, rentesats, hovedstol,
tilskrevne renter, gebyrer og omkostninger.
Af § 4, stk. 1, 1. pkt., i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts
2017 om inddrivelse af gæld til det offentlige fremgår det, at
fordringer anses for modtaget hos restanceinddrivelsesmyn-
digheden ved registreringen i modtagelsessystemet og får
prioritet i dækningsrækkefølgen fra dette tidspunkt. Uanset
tidspunktet for registreringen i modtagelsessystemet kan for-
dringer først dækkes, når de er registreret i inddrivelsessy-
stemet, jf. § 4, stk. 1, 2. pkt. Det følger desuden af bekendt-
gørelsens § 4, stk. 2, at fordringer afvises fra registrering i
modtagelsessystemet, hvis ikke nødvendige oplysninger ef-
ter § 3 er medsendt. Hvis de oversendte oplysninger giver
restanceinddrivelsesmyndigheden anledning til at søge op-
lysninger bekræftet hos fordringshaveren eller den, der på
vegne af fordringshaveren sender fordringen til inddrivelse,
anses fordringen for modtaget, når de oversendte oplysnin-
ger er rettet eller bekræftet, og rettelsen eller bekræftelsen er
registreret i modtagelsessystemet.
Det er fordringshavers ansvar, at data er korrekt registre-
ret. Det fremgår således af § 5, stk. 3 og 4, i lov om behand-
ling af personoplysninger, at oplysninger, som behandles,
skal være relevante og tilstrækkelige og ikke omfatte mere,
end hvad der kræves til opfyldelse af de formål, hvortil op-
lysningerne indsamles, og de formål, hvortil oplysningerne
senere behandles, og at behandling af oplysninger skal tilret-
telægges således, at der foretages fornøden ajourføring af
oplysningerne. Der skal endvidere foretages den fornødne
kontrol for at sikre, at der ikke behandles urigtige eller vild-
ledende oplysninger. Oplysninger, der viser sig urigtige eller
vildledende, skal snarest muligt slettes eller berigtiges. På
samme vis fremgår det af artikel 5, nr. 1, litra d, i Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27.
april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse
med behandling af personoplysninger og om fri udveksling
af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv
95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse), at person-
oplysninger skal være korrekte og om nødvendigt ajourførte.
Det anføres videre, at der skal tages ethvert rimeligt skridt
for at sikre, at personoplysninger, der er urigtige i forhold til
de formål, hvortil de behandles, straks slettes eller berigti-
ges. Forordningen får virkning fra den 25. maj 2018.
Hvis skyldner efter fordringens overdragelse fremkommer
med indsigelser om fordringens eksistens eller størrelse,
sender restanceinddrivelsesmyndigheden skyldnerens indsi-
gelser til fordringshaveren eller den, der på vegne af for-
dringshaveren opkræver fordringen, til afgørelse af indsigel-
serne. Restanceinddrivelsesmyndigheden underretter skrift-
ligt skyldneren om oversendelsen, jf. § 8 i bekendtgørelse
nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige.
Det fremgår videre af § 2, stk. 2, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, at beregning og opgørelse af fordrin-
ger og udsendelse af opkrævninger m.v. forestås af for-
dringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren
opkræver fordringen. Tilsvarende gælder behandlingen af
indsigelser om fordringen, jf. dog lovens §§ 17 og 18. Re-
stanceinddrivelsesmyndigheden kan beslutte, at indsigelser
om kravets eksistens og størrelse tillægges opsættende virk-
ning, hvis der er en begrundet formodning om, at kravet ik-
ke er opgjort korrekt eller ikke eksisterer. Hvis fordringsha-
veren ikke søger skyldnerens indsigelser om kravets eksi-
stens eller størrelse afklaret inden rimelig tid, kan restan-
30
ceinddrivelsesmyndigheden tilbagesende kravet til for-
dringshaveren. Der er således efter bestemmelsen tale om
tilbagesendelse af et konkret krav, hvorom skyldner har
fremsat indsigelse.
Det bemærkes, at ved restanceinddrivelsesmyndighedens
tilbagesendelse af fordringer efter § 2, stk. 2, 4. pkt., i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige og ved tilbagekal-
delse af fordringer, jf. § 2, stk. 7 og 8, i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige, sender restanceinddrivelsesmyn-
digheden de renter, der er påløbet, mens fordringen har væ-
ret under inddrivelse, og som er under inddrivelse, til for-
dringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaver har
tilbagekaldt eller fået tilbagesendt fordringerne, hvilket føl-
ger af § 8, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017
om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Når krav er overdraget til inddrivelse hos restanceinddri-
velsesmyndigheden, gælder der en ved lov fastsat dæknings-
rækkefølge, jf. § 4, stk. 1 og 2, i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige. Dækningsrækkefølgen indebærer, at hvis
beløb, der inddrives fra skyldner eller modtages ved en fri-
villig betaling, kun delvis dækker fordringer under inddri-
velse hos restanceinddrivelsesmyndigheden vedrørende
skyldneren, dækkes fordringerne i denne rækkefølge:
1. Bøder.
2. Underholdsbidrag, idet private krav dog dækkes forud
for offentlige krav.
3. Andre fordringer.
Dækker beløb, der inddrives fra skyldner, kun delvis for-
dringer inden for samme kategori, jf. ovenfor, dækkes for-
dringerne i den rækkefølge, de modtages hos restanceinddri-
velsesmyndigheden, således at den fordring, der først mod-
tages, dækkes først. Krav på rente dækkes dog forud for ho-
vedkravet.
Der er opsat en række såkaldte filtre i det nye it-system,
som understøtter inddrivelse af gæld til det offentlige. Filtre-
ne tjekker, om de fordringer og dertilhørende data, der sen-
des til inddrivelse, har logiske og tilsyneladende korrekte
data. Filtrene anvendes både på fordringer, som sendes til
inddrivelse fremadrettet, og fordringer, som allerede er
modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Hvis for-
dringernes data ikke er logiske og tilsyneladende korrekte,
blokeres de i filteret. Det fremgår således af § 4, stk. 2, i be-
kendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af
gæld til det offentlige, at fordringer afvises fra registrering i
modtagelsessystemet, hvis ikke nødvendige oplysninger ef-
ter bekendtgørelsens § 3 er medsendt. Hvis de oversendte
oplysninger giver restanceinddrivelsesmyndigheden anled-
ning til at søge oplysninger bekræftet hos fordringshaveren
eller den, der på vegne af fordringshaveren sender fordrin-
gen til inddrivelse, anses fordringen for modtaget, når de
oversendte oplysninger er rettet eller bekræftet, og rettelsen
eller bekræftelsen er registreret i modtagelsessystemet.
Uanset disse filtre kan der være tilfælde, hvor fordringer
med datafejl registreres i modtagelsessystemet, og hvor re-
stanceinddrivelsesmyndigheden eller fordringshaver senere
selv opdager, at der er en fejl i data.
Det følger af officialmaksimen, at myndighederne har an-
svaret for at oplyse en sag tilstrækkeligt, inden de træffer af-
gørelse. Det er ikke lovfæstet, men er udtryk for en alminde-
lig retsgrundsætning. Formålet med officialmaksimen er at
understøtte, at der træffes materielt lovlige og rigtige afgø-
relser. Officialmaksimen hører til de såkaldte garantifor-
skrifter, og hvis en sag er utilstrækkeligt oplyst, kan det be-
tyde, at afgørelsen må tilsidesættes som ugyldig. Det kan
også betyde, at sagen må genoptages, så de manglende un-
dersøgelser kan blive foretaget. Officialmaksimen indebæ-
rer, at myndigheden har pligt til at sikre, dels at myndighe-
den er i besiddelse af de oplysninger, der er nødvendige for
at træffe en afgørelse i den foreliggende sag, og dels at disse
oplysninger er korrekte.
En sag skal undersøges, i netop det omfang som er nød-
vendigt for at træffe en forsvarlig og materielt rigtig afgørel-
se i den enkelte sag. En forvaltningsmyndighed kan ikke
uden hjemmel i lovgivningen fravige de almindelige prin-
cipper for sagsoplysning ved f.eks. alene at foretage en ge-
neraliseret eller forenklet sagsoplysning.
Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden har kendskab til
eller får mistanke om, at en fordring er ramt af datafejl af en
sådan karakter, at inddrivelse ikke lovligt vil kunne ske, vil
datafejlen eller –fejlene skulle rettes, før inddrivelse kom-
mer på tale. Situationen kan sammenlignes med, at en skyld-
ner frembringer indsigelser, der skaber en begrundet for-
modning om, at fordringen ikke er opgjort korrekt eller ikke
eksisterer. I sådanne tilfælde kan restanceinddrivelsesmyn-
digheden vælge at suspendere inddrivelsen, jf. ovenfor. Al-
lerede efter gældende uskreven ret vil restanceinddrivelses-
myndigheden være forpligtet til at suspendere inddrivelsen,
hvis restanceinddrivelsesmyndigheden får kendskab til data-
fejl af en sådan karakter, at den eller disse fejl vil hindre en
lovlig inddrivelse af den fordring, som denne eller disse fejl
vedrører. En beslutning om en sådan suspension er udtryk
for faktisk forvaltningsvirksomhed og er ikke en afgørelse,
hvorfor beslutningen ikke omfattes af forvaltningslovens
regler om bl.a. partshøring, begrundelse og oplysning om en
eventuel klageadgang. Hvis det på baggrund af allerede kon-
staterede datafejl må formodes, at alle fordringer af samme
type og fra samme fordringshaver er ramt af samme datafejl,
der kan tilskrives forhold hos fordringshaver eller den, der
på vegne af fordringshaver opkræver fordringen, må det til-
svarende antages, at restanceinddrivelsesmyndigheden vil
være forpligtet til at suspendere inddrivelsen for at undgå en
formentlig ulovlig inddrivelse. Også sådanne beslutninger
om suspension vurderes at være udtryk for faktisk forvalt-
ningsvirksomhed. Inden inddrivelse kommer på tale, må re-
stanceinddrivelsesmyndigheden således som følge af offi-
cialmaksimen sikre sig, at alle relevante oplysninger, som
datatvivlen angår, er blevet bekræftet eller korrigeret.
2.8.2. Lovforslaget
Som nævnt under afsnit 2.5.2 har Skatteministeriet i sam-
arbejde med bl.a. Kammeradvokaten afdækket problemer
med de data, som fordringshaverne skal angive ved overdra-
gelse af en fordring til inddrivelse. Idet restanceinddrivelses-
myndigheden modtager data fra ca. 800 forskellige for-
31
dringshavere og hvert år modtager mellem 5 og 8 mio. for-
dringer til inddrivelse, er det vigtigt at undgå tidskrævende
og omkostningstunge høringer af fordringshaverne med hen-
blik på at få korrekte data.
Restanceinddrivelsesmyndigheden bruger efter gældende
regler uforholdsmæssigt megen tid på at foretage nærmere
undersøgelser af fordringshavers data.
Det er fordringshavers ansvar, at data om fordringer er
korrekte. Fordringshaver eller den, der på vegne af for-
dringshaveren opkræver fordringen, har pligt til at registrere
korrekte data og har ligeledes pligt til at afgive korrekte op-
lysninger ved overdragelse af fordringer til inddrivelse. Re-
stanceinddrivelsesmyndigheden bør derfor som udgangs-
punkt kunne lægge data til grund. Hvis restanceinddrivelses-
myndigheden imidlertid får kendskab til eller har konkret
mistanke om, at der er fejl i data, eller hvis restanceinddri-
velsesmyndigheden i konkrete tilfælde er i tvivl om, hvad
data reelt er udtryk for, kan restanceinddrivelsesmyndighe-
den ikke uden videre lægge data til grund. Hvis sådanne fejl
i data kan påvirke lovligheden af inddrivelsen, har restan-
ceinddrivelsesmyndigheden pligt til at foretage nærmere un-
dersøgelser, jf. officialmaksimen.
Alle fordringshavere vejledes ved tilslutning til det nye it-
system, der skal understøtte inddrivelsen, i korrekt registre-
ring af stamdata for at forbedre it-understøttelsen af den
fremtidige inddrivelse, effektivisere inddrivelsen og mini-
mere restanceinddrivelsesmyndighedens tidsforbrug på nær-
mere undersøgelser af fordringer og de tilhørende data. I
forlængelse heraf foreslås det, at de nærmere undersøgelser
af datas rigtighed i højere grad foretages af fordringshaver
eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver for-
dringen.
Det foreslås således, at der skabes hjemmel til, at restan-
ceinddrivelsesmyndigheden ved kendskab til eller mistanke
om datafejl, der kan henføres til fordringshaveren eller den,
der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, helt
eller delvist kan suspendere inddrivelse af fordringer, der ef-
ter restanceinddrivelsesmyndighedens skøn kan være berørt
af fejlen. Afhængig af hvilken fejl der er tale om, kan man
tænke sig en situation, hvor et eller flere inddrivelsesskridt
vil kunne iværksættes, mens andre – som følge af fejlen –
ikke kan, hvorfor udtrykket »helt eller delvist« anvendes.
Suspension af inddrivelse betyder, at fordringen stadig an-
ses for at være under inddrivelse, men at restanceinddrivel-
sesmyndigheden ikke foretager dækning på eller aktivt ind-
driver på fordringerne, i det omfang fejlen efter restanceind-
drivelsesmyndigheden skøn kan medføre ulovlig inddrivel-
se. I det omfang de berørte fordringer allerede indgår i ind-
drivelsesskridt, kan suspensionen betyde, at fordringerne
fjernes fra inddrivelsesskridtet. Da det ikke er alle fejl i data,
der medfører risiko for fejl i inddrivelsen eller ulovlig ind-
drivelse, foreslås det, at der alene indføres en mulighed for
restanceinddrivelsesmyndigheden til at suspendere inddri-
velsen i disse tilfælde, men ikke en pligt.
Det foreslås endvidere, at restanceinddrivelsesmyndighe-
den først ophæver suspensionen af inddrivelsen for de for-
dringer, som kan være berørt af fejlen, når fordringshaver
eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver for-
dringen, har identificeret og tilbagekaldt de fordringer, som
efter en undersøgelse gennemført af fordringshaver eller
den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen,
har vist sig at være berørt af fejlen. Ansvaret for gennemfø-
relsen af undersøgelsen påhviler fordringshaver eller den,
der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, men
restanceinddrivelsesmyndigheden kan i fornødent omfang
bistå ved denne undersøgelse. Når fordringshaver eller den,
der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, har
identificeret og tilbagekaldt de fordringer, som er berørt af
datafejl, indgår de resterende fordringer herefter i den sæd-
vanlige dækningsrækkefølge.
Hvis fordringshaveren eller den, der på vegne af for-
dringshaveren opkræver fordringen, ikke inden for en frist
fastsat af restanceinddrivelsesmyndigheden har identificeret
og tilbagekaldt de fordringer, der er berørt af fejlen, foreslås
det, at restanceinddrivelsesmyndigheden kan tilbagesende
samtlige de af suspensionen omfattede fordringer inklusive
renter og eventuelle gebyrer. Bestemmelsen tager sigte på
de tilfælde, hvor der er tale om kendskab til eller mistanke
om alvorlige datafejl, som vurderes at indebære risiko for
ulovlig inddrivelse. Fastsættelse og eventuel forlængelse af
fristen skal give fordringshaver eller den, der på vegne af
fordringshaveren opkræver fordringen, rimelig mulighed for
at kunne gennemføre undersøgelsen.
I forbindelse med tilbagesendelse skal restanceinddrivel-
sesmyndigheden vurdere, om de fejl, som mistanken vedrø-
rer, har en sådan karakter, at restanceinddrivelsesmyndighe-
den efter almindelige forvaltningsretlige principper ville ha-
ve pligt til ex officio at genoptage afgørelser vedrørende
eventuelle inddrivelseskridt eller vurdere, om tidligere dæk-
ninger på fordringerne skal ophæves. I givet fald kan restan-
ceinddrivelsesmyndigheden i stedet som led i faktisk myn-
dighedsudøvelse træffe beslutning om, at alle tidligere dæk-
ninger på de tilbagesendte fordringer ophæves. Samtidig kan
restanceinddrivelsesmyndigheden beslutte, at beregnede el-
ler tilskrevne inddrivelsesrenter på de fordringer, der tilba-
gesendes, ophæves. Såfremt restanceinddrivelsesmyndighe-
den træffer beslutning om ophævelse af tidligere dækninger,
vil det betyde, at beløb, der allerede er blevet afregnet til
fordringshaver vedrørende de tilbagesendte fordringer, skal
anvendes til dækning af anden gæld, som skyldner har til det
offentlige, eller eventuelt tilbagebetales til skyldner. For-
dringshavers tilbagebetaling sker i givet fald via fordrings-
havers konto hos restanceinddrivelsesmyndigheden og kan
gennemføres ved automatiseret tvungen modregning over
for fordringshaver, dvs. at der modregnes efter et saldoprin-
cip, jf. tilsvarende opkrævningslovens § 16 a. Restanceind-
drivelsesmyndigheden skal ved tilbagesendelse til fordrings-
haver eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver
fordringen, vurdere, om skyldner bør underrettes herom,
herunder om eventuel ophævelse af dækninger og ophævel-
se af inddrivelsesrenter.
Fordringer under inddrivelse forrentes efter reglerne i § 5 i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. I forlængelse
32
heraf foreslås det, at fordringer, som er under inddrivelse,
men omfattet af en suspension, også forrentes. Tilskrivning
af inddrivelsesrenter sker således, uanset at fordringen er
omfattet af en suspension, og renten tilskrives, som ud-
gangspunktet er for øvrige fordringer, dvs. fra den 1. i må-
neden efter modtagelsen hos restanceinddrivelsesmyndighe-
den, jf. § 9, stk. 1, jf. dog stk. 2 og 3, i bekendtgørelse nr.
300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af gæld til det offentli-
ge.
Idet fordringer, der er omfattet af suspension, anses for at
være under inddrivelse, er disse omfattet af samme forældel-
sesregler som andre fordringer.
Ifølge § 18 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
regnes forældelsesfristen for fordringer, der den 19. novem-
ber 2015 eller senere er under inddrivelse hos restanceind-
drivelsesmyndigheden, tidligst fra den 20. november 2018. I
nærværende lovforslag foreslås, at der med § 18 a, stk. 2, i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige indsættes en be-
stemmelse, hvorefter forældelsen af fordringer, der overdra-
ges til restanceinddrivelsesmyndigheden – og er modtaget til
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden den 1. ju-
ni 2018 eller senere, jf. den foreslåede bestemmelse i nær-
værende lovforslags § 11, stk. 3 – tidligst indtræder 3 år ef-
ter fordringens modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndig-
heden, jf. afsnit 2.1. Den foreslåede bestemmelse om su-
spension af inddrivelse indebærer, at fordringerne fortsat vil
være under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndighe-
den – blot ikke aktiv inddrivelse. Hverken den gældende be-
stemmelse i § 18 a eller den foreslåede bestemmelse i § 18
a, stk. 2, forudsætter, at fordringen er omfattet af en inddri-
velsesindsats. Afgørende er i stedet, at den er modtaget hos
restanceinddrivelsesmyndigheden med henblik på inddrivel-
se.
Hvis fordringer er blevet tilbagesendt af restanceinddrivel-
sesmyndigheden, som følge af at fordringshaver eller den,
der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, ikke
har foretaget tilbagekaldelse og undersøgelse, og efter fejl-
rettelse senere på ny overdrages til inddrivelse, jf. § 2, stk. 3,
i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, men denne
gang med korrekte data, må det ved en konkret vurdering af-
gøres, om fordringerne i forbindelse med den tidligere over-
sendelse har været omfattet af foreløbig forældelsesafbry-
delse efter den foreslåede bestemmelse i § 18 a, stk. 2. Ved
denne vurdering må der blandt andet lægges vægt på, om
fordringerne ved den tidligere oversendelse har været så
mangelfuldt beskrevet, at fordringerne ikke kan anses for at
have været modtaget til inddrivelse, idet ikke har været mu-
ligt at identificere, hvilken gæld der reelt var overdraget til
inddrivelse.
Som nævnt ovenfor foreslås det, at når en suspension af
fordringer under inddrivelse ophæves af restanceinddrivel-
sesmyndigheden, genindtræder fordringerne i dækningsræk-
kefølgen efter § 4. Det foreslås endvidere, at dækninger,
som restanceinddrivelsesmyndigheden har foretaget på
skyldners anden gæld i den periode, hvor fordringerne var
omfattet af suspensionen, fastholdes. Den foreslåede regel
vil sikre, at kompleksiteten i det nye it-system, der skal un-
derstøtte inddrivelsen, ikke øges.
Endelig foreslås det, at den eksisterende bemyndigelse i §
2, stk. 9, der bliver stk. 12, udvides, så de nye bestemmelser
også omfattes, således at skatteministeren kan fastsætte reg-
ler herom, f.eks. for den nævnte procedure for tilbagesendel-
se af fordringer, der er berørt af datafejl.
2.9. Restanceinddrivelsesmyndighedens håndtering af skyld-
nerskifte
2.9.1. Gældende ret
Et skyldnerskifte, hvorved forstås, at skylden – dvs. hæf-
telsen for fordringen – overgår fra én person til en anden,
antages ifølge de uskrevne formueretlige regler at kræve
samtykke fra fordringshaver, fordi denne ikke skal påtvinges
en anden skyldner end den, som fordringshaver selv valgte.
I lovgivningen findes dog flere bestemmelser, hvorefter en
fordringshaver uden samtykke må tåle en ny skyldner, fordi
den tidligere skyldner udtræder af sin hæftelse på grund af
f.eks. dødsfald eller ophør ved fusion eller spaltning, hvor
skyldner var et kapitalselskab.
Hvis en skyldner er en fysisk person, der afgår ved døden,
overtages hæftelsen af enten den længstlevende ægtefælle
ved dennes hensidden i uskiftet bo, jf. arvelovens § 25, stk.
1, eller af arvingerne ved et skiftet bo, jf. § 27, stk. 1, i lov
om skifte af dødsboer, hvorefter arvingerne, hvis disse helt
eller delvist har delt boets aktiver, bortset fra deling af sæd-
vanligt indbo og personlige effekter, eller anvendt samtlige
boets midler til dækning af gæld uden at opfylde eller sikre
opfyldelsen af forpligtelser, der kan kræves dækket i boet,
hæfter personligt og solidarisk for gælden.
Efter forældelseslovens § 17, stk. 1, nr. 4, afbrydes foræl-
delsen ved anmeldelse af fordringen i et dødsbo efter dettes
udstedelse af proklama. Efter § 81, stk. 2, i lov om skifte af
dødsboer skal proklama udstedes, når et bo skiftes eller ud-
leveres efter §§ 22 eller 24 om henholdsvis udlæg til en
længstlevende ægtefælle og dennes hensidden i uskiftet bo,
mens proklama kan anvendes i andre tilfælde, jf. § 81, stk.
1.
Hvis skyldner er en juridisk person, kan et skyldnerskifte
forekomme ved f.eks. fusion, spaltning eller omdannelse af
kapitalselskaber.
Efter selskabslovens § 236 kan et kapitalselskab efter be-
stemmelserne i selskabslovens kapitel 15 opløses uden likvi-
dation ved overdragelse af kapitalselskabets aktiver og for-
pligtelser som helhed til et andet kapitalselskab mod veder-
lag til de ophørende kapitalselskabers kapitalejere, dvs. u-
egentlig fusion, og det samme gælder, når to eller flere kapi-
talselskaber sammensmeltes til et nyt kapitalselskab, dvs.
egentlig fusion. Overdragelserne kan gennemføres uden kre-
ditorernes samtykke. I § 250, stk. 1, bestemmes, at fusionen
anses for gennemført, og et ophørende kapitalselskab anses
for opløst, og dets rettigheder og forpligtelser anses for
overgået som helhed til det fortsættende kapitalselskab, jf.
dog stk. 2, når bl.a. krav, som fordringshaverne har anmeldt
efter § 243, er afgjort. Efter § 243, stk. 1, kan fordringshave-
33
re, hvis fordringer er stiftet forud for Erhvervsstyrelsens of-
fentliggørelse i medfør af § 244 af bl.a. en eventuel fusions-
plan, senest 4 uger efter offentliggørelsen anmelde deres
fordringer til selskabet, hvis vurderingsmændene i deres er-
klæring om fordringshavernes stilling, jf. § 242, finder, at
fordringshaverne i det enkelte kapitalselskab ikke er til-
strækkeligt sikrede efter fusionen, eller hvis der ikke er ud-
arbejdet en erklæring fra en vurderingsmand om fordrings-
havernes stilling. Fordringer, for hvilke der er stillet betryg-
gende sikkerhed, kan dog ikke anmeldes.
En manglende anmeldelse efter selskabslovens § 243, stk.
1, har ikke præklusiv karakter, og fordringshaverne mister
derfor ikke deres krav, hvis de ikke inden for den fastsatte
frist foretager en anmeldelse.
Om spaltning bestemmes i selskabslovens § 254, stk. 1, at
generalforsamlingen i et kapitalselskab kan træffe beslut-
ning om spaltning af kapitalselskabet, hvorefter aktiver og
forpligtelser som helhed overdrages til flere bestående eller
nye aktie- eller anpartsselskaber, der dannes ved spaltnin-
gens gennemførelse, mod vederlag til det indskydende kapi-
talselskabs kapitalejere. Generalforsamlingen kan med
samme flertal træffe beslutning om en spaltning, hvorved
kapitalselskabet overdrager en del af sine aktiver og forplig-
telser til et eller flere bestående eller nye kapitalselskaber,
der dannes ved spaltningens gennemførelse. Overdragelser-
ne kan gennemføres uden fordringshavernes samtykke. I §
268, stk. 1, bestemmes, at spaltningen anses for gennemført,
og det indskydende kapitalselskabs rettigheder og forpligtel-
ser anses for overgået til de modtagende kapitalselskaber, jf.
dog stk. 2, når bl.a. fordringshavernes krav anmeldt efter §
261 er afgjort. Efter § 261, stk. 1, kan fordringshavere, hvis
fordringer er stiftet forud for Erhvervsstyrelsens offentliggø-
relse i medfør af § 262 af en eventuel spaltningsplan, senest
4 uger efter offentliggørelsen anmelde deres fordringer til
selskabet, hvis vurderingsmændene i deres erklæring om
fordringshavernes stilling, jf. § 260, finder, at fordringsha-
verne i det enkelte kapitalselskab ikke er tilstrækkeligt sikre-
de efter spaltningen, eller hvis der ikke er udarbejdet en er-
klæring fra en vurderingsmand om fordringshavernes stil-
ling. Fordringer, for hvilke der er stillet betryggende sikker-
hed, kan dog ikke anmeldes.
Omdannelse kan ske i flere tilfælde. Efter selskabslovens
§ 319, stk. 1, 1. pkt., kan eksempelvis et anpartsselskab om-
dannes til et aktieselskab. Det kræver, at anpartshaverne
med det flertal, der kræves til vedtægtsændring, vedtager en
sådan omdannelse, der kan ske uden fordringshavernes sam-
tykke, jf. 3. pkt. Tilsvarende kan et aktieselskab omdannes
til et anpartsselskab. Det kræver ifølge § 321, stk. 1, at gene-
ralforsamlingen med det flertal, der kræves til ændring af et
selskabs vedtægter, vedtager en sådan omdannelse, der kan
gennemføres uden fordringshavernes samtykke. En omdan-
nelse indebærer, at rettigheder og pligter, der knyttede sig til
selskabet inden omdannelsen, efter omdannelsen vil knytte
sig til det omdannede selskab.
Et skyldnerskifte vil i ovennævnte tilfælde omfatte al
gæld, der påhvilede den tidligere skyldner. Fordringer under
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, herunder
inddrivelsesrenter efter § 5, stk. 1, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, jf. nedenfor, omfattes derfor også af
skyldnerskiftet.
Lov om inddrivelse af gæld til det offentlige bestemmer i
§ 2, stk. 2, 1. pkt., at beregning og opgørelse af fordringer
og udsendelser af opkrævninger m.v. forestås af fordrings-
haveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræ-
ver fordringen, mens det i stk. 3, 1. pkt., bestemmes, at for-
dringer overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden, når
betalingsfristen er overskredet, og sædvanlig rykkerproce-
dure forgæves er gennemført. Fra den 1. i måneden efter
tidspunktet for fordringens modtagelse hos restanceinddri-
velsesmyndigheden tilskrives fordringen – dog ikke bøder –
renter efter § 5, stk. 1, 2. pkt., og restanceinddrivelsesmyn-
digheden vil eksempelvis kunne udsende rykkerskrivelser,
der udløser et gebyr på 140 kr., jf. § 33 i bekendtgørelse nr.
300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af gæld til det offentli-
ge. Der vil også kunne kræves et gebyr på 300 kr. ved
iværksættelse af lønindeholdelse, hvor en sådan er mulig, og
et gebyr på 450 kr. ved tilsigelse til en udlægsforretning. En
udlægsforretning vil desuden udløse krav på retsafgift, jf. §
16, stk. 1, i lov om retsafgifter, hvorefter der ved udlæg sva-
res en grundafgift på 300 kr. med tillæg af ½ pct. af det be-
løb, hvormed den eller de fordringer, som udlægsforretnin-
gen vedrører, overstiger 3.000 kr.
Der er ikke i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
eller andre love taget stilling til, om restanceinddrivelses-
myndigheden i sådanne skyldnerskiftesituationer skal tilba-
gesende fordringen til fordringshaver eller den, der på den-
nes vegne opkrævede fordringen, med henblik på at denne
gennemfører en opkrævning hos den nye skyldner, eller om
fordringen kan forblive under inddrivelse hos restanceind-
drivelsesmyndigheden.
Der er i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige heller
ikke taget stilling til, hvorledes et skyldnerskifte – hvis den
fordring, som skyldnerskiftet vedrører, kan forblive under
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden – påvirker
dækningsrækkefølgen. Den nye skyldner kan således selv
have gæld under inddrivelse, og beløb, der inddrives fra
skyldner eller modtages ved frivillig betaling, anvendes af
restanceinddrivelsesmyndigheden til først at dække bøder,
dernæst underholdsbidrag, idet private krav dog dækkes for-
ud for offentlige krav, og endelig andre fordringer under
inddrivelse, jf. § 4, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige. Er der ikke dækning til alle fordringer inden for
samme kategori, anvendes FIFO-princippet, således at de
først modtagne fordringer dækkes først, jf. § 4, stk. 2, 1. pkt.
Renter dækkes desuden før deres hovedkrav, jf. 2. pkt.
2.9.2. Lovforslaget
Når en fordring er under inddrivelse hos restanceinddri-
velsesmyndigheden, vil det indebære en uønsket komplika-
tion for restanceinddrivelsesmyndigheden, hvis restanceind-
drivelsesmyndigheden som følge af et konstateret skyldner-
skifte skal sende fordringen til fordringshaver eller den, der
på dennes vegne forestod opkrævningen, med henblik på at
denne foretager en opkrævning hos den ny skyldner.
34
Det foreslås derfor, at der med § 3 C i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige indsættes en bestemmelse, der fast-
slår, at hvis der for en fordring, der er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, indtræder et skyldner-
skifte som følge af dødsfald, fusion, spaltning m.v., forbli-
ver fordringen hos restanceinddrivelsesmyndigheden, og
renter tilskrives fortsat i medfør af § 5, stk. 1, men restan-
ceinddrivelsesmyndigheden giver efter at have fået kend-
skab til skyldnerskiftet den eller de nye skyldnere en beta-
lingsfrist på 14 dage, inden for hvilken restanceinddrivelses-
myndigheden kan foretage modregning, mens anden form
for inddrivelse af fordringen alene kan foretages, hvis ind-
drivelsen er nødvendig for at afbryde forældelsen.
Der er med henvisningen til dødsfald, fusion og spaltning
alene tale om en eksemplificerende opremsning af situatio-
ner, hvor et skyldnerskifte vil indtræde, og den foreslåede
bestemmelse vil således også skulle anvendes, hvor skyld-
nerskiftet har andre årsager.
Modregning forudsætter bl.a., at modkravet er forfaldent
til betaling. Når skyldneren indrømmes en betalingsfrist, er
modkravet ikke forfaldent til betaling, og der kan som ud-
gangspunkt ikke ske modregning. Ved det offentliges hen-
stand, der bevirker, at forfaldstidspunktet udskydes til hen-
standens udløb, tillades alligevel modregning, jf. § 9 i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige. Det foreslås derfor
tilsvarende, at der skal kunne foretages modregning over for
en ny skyldner, selv om betalingsfristen – svarende til en
henstands udløb – ikke er indtrådt.
Hvis fordringen af restanceinddrivelsesmyndigheden er
anmeldt i et dødsbo, for hvilket der er udstedt proklama, jf.
om restanceinddrivelsesmyndighedens anmeldelsespligt § 1,
stk. 2, 6. pkt., i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om
inddrivelse af gæld til det offentlige, vil forældelsen være
afbrudt, jf. forældelseslovens § 17, stk. 1, nr. 4, men i andre
tilfælde, f.eks. ved fusion af kapitalselskaber, vil forældelse
kunne indtræde i løbet af den foreslåede 14-dages betalings-
frist.
Der vil derfor kunne forekomme tilfælde, hvor forældelse
vil indtræde i løbet af den foreslåede betalingsfrist for den
ny skyldner. Udlægsforretning og lønindeholdelse kræver, at
betalingsfristen er overskredet, og disse inddrivelsesskridt
foreslås derfor at kunne foretages inden for betalingsfristen,
hvis det er nødvendigt at afbryde forældelsen. Skyldners er-
kendelse af fordringen afbryder dens forældelse, jf. foræl-
delseslovens § 15. Restanceinddrivelsesmyndigheden vil
derfor kunne opfordre den ny skyldner til at erkende fordrin-
gen og på den måde undgå en inddrivelse gennem udlægs-
forretning eller lønindeholdelse. Erkender skyldner fordrin-
gen, forsvinder også behovet for en inddrivelse inden for be-
talingsfristen.
Lønindeholdelse vil på grund af varslet på 14 dage, jf. §
13, stk. 4, 6. pkt., i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017
om inddrivelse af gæld til det offentlige, som ændret ved be-
kendtgørelse nr. 1161 af 27. oktober 2017, alene kunne an-
vendes, hvis skyldneren i forvejen har en restance under ind-
drivelse ved lønindeholdelse, da restanceinddrivelsesmyn-
digheden i et sådant tilfælde for en restance, der modtages
til inddrivelse, kan iværksætte lønindeholdelse uden forud-
gående varsel, jf. § 13, stk. 8, 1. pkt. I relation til denne mu-
lighed anses den fordring, som skyldneren er indtrådt i hæf-
telsen af, at være modtaget ved skyldnerskiftet.
I relation til dækningsrækkefølgen for gæld, som den ny
skyldner selv har under inddrivelse, og den gæld, som
skyldneren ved skyldnerskiftet indtræder i hæftelsen for,
skal der foretages en sammenfletning, så dækningsrækkeføl-
gen anvendes på det opdaterede gældsbillede. I forhold til §
4, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentli-
ge om anvendelsen af FIFO-princippet, hvis der inden for
samme dækningskategori i § 4, stk. 1, ikke er dækning til
samtlige fordringer, indebærer den omstændighed, at for-
dringen ifølge forslaget fortsat anses at være under inddri-
velse, at modtagelsestidspunktet fra fordringens overdragel-
se til restanceinddrivelsesmyndigheden i forhold til den nu
tidligere skyldner skal lægges til grund.
2.10. Klarere regler for betalingsevnevurdering, hvori der
indgår pensionsindbetalinger
2.10.1. Gældende ret
Når restanceinddrivelsesmyndigheden træffer afgørelse
om lønindeholdelse eller fastsætter en afdragsordning, sker
det som udgangspunkt på grundlag af en skematisk bereg-
ning af skyldnerens betalingsevne, dvs. en beregning af,
hvad skyldner med rimelighed kan afdrage på sin gæld, når
skyldneren af sin bruttoindkomst har betalt skat, arbejdsmar-
kedsbidrag, ATP-bidrag og pensionsindbetalinger, når de
foretages af arbejdsgiveren som et obligatorisk led i ansæt-
telsesforholdet. Der kan også fastsættes afdragsordninger el-
ler lønindeholdelser på baggrund af en individuel betalings-
evnevurdering, hvor der tages højde for skyldnerens faktiske
udgifter, jf. nedenfor.
Ved overdragelse af fordringer m.v. til inddrivelse hos re-
stanceinddrivelsesmyndigheden overtager restanceinddrivel-
sesmyndigheden kreditorbeføjelserne, jf. § 3, stk. 1, i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige. Det fremgår endvidere
af § 3, stk. 3, at restanceinddrivelsesmyndigheden som led i
inddrivelsen kan tillade afdragsvis betaling eller henstand
med betalingen, medmindre andet følger af bilag 1. I medfør
af § 3, stk. 8, kan skatteministeren fastsætte nærmere regler
til gennemførelse af reglerne i stk. 1 og 3-7, dvs. også om
afdragsordninger. Denne bemyndigelse er udmøntet i kapitel
4 om afdragsordninger i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts
2017 om inddrivelse af gæld til det offentlige, som ændret
ved bekendtgørelse nr. 1161 af 27. oktober 2017.
Afdragsordninger fastsættes i udgangspunktet efter en
skematisk betalingsevneberegning. Af § 10, stk. 1, 2. pkt., i
bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af
gæld til det offentlige, som ændret ved bekendtgørelse nr.
1161 af 27. oktober 2017, fremgår det, at en afdragsordning
fastsættes som en procentdel (afdragsprocent) af skyldne-
rens årlige indkomst opgjort som den årlige indkomst inklu-
sive indtægter efter § 17 (f.eks. kontanthjælp, integrations-
ydelse og uddannelseshjælp), fratrukket arbejdsmarkedsbi-
drag, pensionsindbetalinger efter § 19, stk. 4, nr. 2, litra a,
ATP-bidrag og skat. Det beløb, som skal afdrages årligt,
35
fastsættes med udgangspunkt i en tabel (tabeltrækmetoden),
hvor afdragsprocenten fastsættes på baggrund af skyldners
nettoindkomst opgjort efter ovenstående regler og ud fra,
om skyldner har forsørgerpligt over for børn.
Ved fastsættelse af afdragsprocenten efter tabeltrækmeto-
den er det alene pensionsindbetalinger efter § 19, stk. 4, nr.
2, litra a, der kan fratrækkes skyldners bruttoindkomst. Det
er således kun pensionsindbetalinger, som foretages af ar-
bejdsgiveren, når pensionen er et obligatorisk led i ansættel-
sesforholdet, der kan fradrages ved betalingsevneberegnin-
gen. Det har dog i praksis ikke været muligt at overholde
dette krav, fordi der for restanceinddrivelsesmyndigheden
ikke er adgang til oplysninger om, hvorvidt en pensionsind-
betaling er obligatorisk eller ej.
Hvis skyldners betalingsevne i stedet beregnes ud fra års-
opgørelsen (årsopgørelsesmetoden), fordi der ikke er aktuel-
le oplysninger om skyldners indkomst i eIndkomst jf. § 10,
stk. 5, i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddri-
velse af gæld til det offentlige, som ændret ved bekendtgø-
relse nr. 1161 af 27. oktober 2017, fastsættes nettoindkom-
sten efter § 10, stk. 1, som den i årsopgørelsen opgjorte per-
sonlige indkomst med tillæg af positiv kapitalindkomst og
med fradrag af summen af den i årsopgørelsen beregnede
bundskat, topskat, kommuneskat og kirkeskat. Ved årsopgø-
relsesmetoden er pensionsindbetalinger i medfør af person-
skattelovens § 3, stk. 2, nr. 3, fradraget nettoindkomsten,
uanset om pensionsindbetalingerne er et obligatorisk led i
ansættelsesforholdet eller er aftalt med arbejdsgiveren. Hvis
der ikke foreligger oplysninger om skyldners indkomst i de
seneste to indkomstår, kan afdragsordningen i stedet fastsæt-
tes med udgangspunkt i gældens størrelse.
Har skyldneren indsendt et budgetskema, kan restanceind-
drivelsesmyndigheden efter en konkret vurdering beslutte, at
betalingsevnevurderingen efter det fremsendte budgetskema
skal træde i stedet for den fastsatte afdragsordning, jf. § 10,
stk. 6, i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddri-
velse af gæld til det offentlige, dvs. at der i stedet anvendes
en individuel betalingsevnevurdering. I dette tilfælde kan
der ved fastsættelse af nettoindkomsten fradrages pensions-
indbetalinger, der foretages af arbejdsgiveren, når pensionen
er et obligatorisk led i ansættelsesforholdet, og når der efter
ansættelsesforholdets karakter, herunder ansættelsessted,
branche m.v., er tale om sædvanlige indbetalinger, jf. § 19,
stk. 4, nr. 2, litra a og b.
Reglerne om lønindeholdelse fremgår af § 10 i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige. Restanceinddrivelses-
myndigheden kan således træffe afgørelse om, at der skal
ske indeholdelse i en skatteyders beregnede eller godskrev-
ne A-indkomst af, hvad der er nødvendigt til betaling af
gælden med påløbne renter, gebyrer, tillæg og andre om-
kostninger, jf. § 10, stk. 2.
Ved afgørelse om lønindeholdelse skal der overlades
skyldneren det nødvendige til eget og familiens underhold,
jf. § 10, stk. 3, 4. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige. Skatteministeren er i medfør af § 10, stk. 3, 5.
pkt., bemyndiget til at fastsætte nærmere regler om beta-
lingsevnevurdering, herunder om rådighedsbeløb, til fast-
sættelse af den del af A-indkomsten, som maksimalt kan in-
deholdes.
Bemyndigelsen er udmøntet i kapitel 7 i bekendtgørelse
nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige, som ændret ved bekendtgørelse nr. 1161 af 27. ok-
tober 2017, hvor de nærmere regler om betalingsevnevurde-
ring fremgår. Reglerne om betalingsevnevurdering anvendes
både i forhold til afdragsordninger, jf. ovenfor, og i forhold
til iværksættelse af lønindeholdelse.
Lønindeholdelser fastsættes ligesom afdragsordninger ud
fra en skematisk eller individuel betalingsevnevurdering.
Ved den skematiske betalingsevnevurdering omregnes det
månedlige afdrag beregnet ved tabeltrækmetoden til brug
for afdragsordninger jf. § 10, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 300
af 29. marts 2017 om inddrivelse af gæld til det offentlige,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1161 af 27. oktober
2017, til en lønindeholdelsesprocent, jf. § 13, stk. 3, 2. pkt., i
bekendtgørelsen. Skyldners nettoindkomst beregnes på
samme måde som ved fastsættelse af afdragsordninger, dvs.
at skyldners nettoindkomst beregnes som skyldnerens årlige
indkomst opgjort som den årlige indkomst inklusive indtæg-
ter efter § 17 (f.eks. kontanthjælp, integrationsydelse og ud-
dannelseshjælp), fratrukket arbejdsmarkedsbidrag, pensions-
indbetalinger efter § 19, stk. 4, nr. 2, litra a, ATP-bidrag og
skat. Ved betalingsevneberegning efter tabeltrækmetoden er
det alene – ligesom ved afdragsordninger – pensionsindbeta-
linger, der er et obligatorisk led i skyldnerens ansættelses-
forhold, der kan fradrages.
Hvis skyldneren i forbindelse med varslet om lønindehol-
delse indsender et budget, foretager restanceinddrivelses-
myndigheden – ligesom ved afdragsordninger – efter regler-
ne i kapitel 7 i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om
inddrivelse af gæld til det offentlige, som ændret ved be-
kendtgørelse nr. 1161 af 27. oktober 2017, en konkret beta-
lingsevnevurdering, hvor der tages højde for skyldnerens
faktiske udgifter til f.eks. bolig og til hjemmeboende min-
dreårige børn. Om pensionsindbetalinger fremgår det af §
19, stk. 4, nr. 2, litra a og b, at pensionsindbetalinger, der
foretages af arbejdsgiveren, kan fradrages, når pensionen er
et obligatorisk led i ansættelsesforholdet, og der efter ansæt-
telsesforholdets karakter, herunder ansættelsessted, branche
m.v., er tale om sædvanlige indbetalinger.
Skyldnere har mulighed for at ansøge om at få hel eller
delvis eftergivelse af deres gæld til det offentlige. Den eller
de fordringer, der eftergives, bortfalder. Reglerne om efter-
givelse findes i §§ 13-15 i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige. Det er en betingelse for eftergivelse, at skyldne-
ren godtgør, at skyldneren ikke er i stand til og inden for de
nærmeste år ingen udsigt har til at kunne opfylde sine
gældsforpligtelser, og at det må antages, at eftergivelsen vil
føre til en varig forbedring af skyldnerens økonomiske for-
hold, jf. § 13, stk. 1, 2. pkt. Herudover er der i § 13, stk. 2,
beskrevet en række forhold, som i almindelighed udelukker,
at eftergivelse kan finde sted, f.eks. hvis skyldnerens økono-
miske forhold er uafklarede, eller at skyldneren har handlet
uforsvarligt i økonomiske anliggender.
36
En afgørelse om eftergivelse kan gå ud på bortfald eller
nedsættelse af skyldnerens gæld, og i forbindelse med ned-
sættelse af gælden kan der træffes bestemmelse om henstand
med og afdragsvis betaling af den ikke eftergivne del af gæl-
den, jf. § 14, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige. I henstands- og afdragsperioden sker der in-
gen forrentning af gælden, jf. 2. pkt. Dette svarer desuden
til, hvad der gælder i gældssaneringssager, hvor krav på ren-
ter bortfalder for tiden efter indledning af en gældssane-
ringssag, jf. konkurslovens § 200, stk. 1, nr. 2.
Efter § 14, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige kan skatteministeren fastsætte nærmere regler om
fastsættelsen af afdragene og om afdragsperiodens længde.
Bemyndigelsen er udmøntet i kapitel 8 i bekendtgørelse nr.
300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af gæld til det offentli-
ge. Det følger nærmere af bekendtgørelsens § 30, stk. 1, at
afdragsperioden er 5 år, hvilket svarer til afdragsperioden i
en kendelse om gældssanering.
I medfør af § 31 i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts
2017 om inddrivelse af gæld til det offentlige fastsættes de
månedlige afdrag på baggrund af reglerne i kapitel 7, jf.
nærmere ovenfor om individuel betalingsevnevurdering,
bortset fra at § 19, stk. 3, ikke finder anvendelse. Da § 19,
bortset fra stk. 3, fortsat finder anvendelse for eftergivelses-
sager, kan pensionsindbetalinger, der er et obligatorisk led i
ansættelsesforholdet, og som er sædvanlige efter ansættel-
sesforholdets karakter, herunder ansættelsessted, branche
m.v., fradrages.
De gældende regler om fradrag for pensionsindbetalinger
ved betalingsevneberegning kan føres tilbage til Konkursrå-
dets betænkning nr. 1449/2004 om gældssanering, hvor be-
talingsevne er afgørende, i forhold til hvor meget en skyld-
ner kan betale i løbet af en femårig periode. Den gæld, der
ligger ud over det beløb, der kan betales i løbet af denne pe-
riode, vil herefter kunne blive eftergivet ved gældssanering,
hvis betingelserne for en gældssanering i øvrigt er opfyldt.
I betænkningen findes på side 533 ff. til bestemmelserne
om fradrag for pensionsindbetalinger et udkast, der ind-
holdsmæssigt er identiske med de regler, der blev indsat i
2005 i forbindelse med udstedelsen af både bekendtgørelse
nr. 894 af 22. september 2005 om gældssanering og be-
kendtgørelse nr. 995 af 19. oktober 2005 om inddrivelse af
gæld til det offentlige. Disse regler har stadig samme ind-
hold.
Bekendtgørelsen fra 2005 om inddrivelse af gæld til det
offentlige henviser som hjemmelsgrundlag bl.a. til lov nr.
429 af 6. juni 2005 om opkrævning og inddrivelse af visse
fordringer. Af lovforslag nr. L 112, forslag til lov om op-
krævning og inddrivelse af visse fordringer, fremgår det af
bemærkningerne, jf. Folketingstidende 2004-05, tillæg A, si-
de 4629, at udgangspunktet for forenklingerne af betalings-
evnevurderingen er Konkursrådets anbefalinger vedrørende
forenkling af betalingsevnevurdering i relation til gældssa-
nering i førnævnte betænkning.
Tilsvarende fremgår det ifølge bemærkningerne til lovfor-
slag nr. L 149, forslag til lov om ændring af forskellige love
(Forenkling, harmonisering og objektivering af reglerne for
inddrivelse af gæld til det offentlige m.v. samt mulighed for
anvendelse af digitale lønsedler), jf. Folketingstidende
2004-05, 2. samling, tillæg A, side 6701, at skatteministeren
bemyndiges til at fastsætte regler om betalingsevnevurde-
ring, og at reglerne vil tage udgangspunkt i de regler, der
følger af forslag til lov om ændring af konkursloven og kon-
kursskatteloven (Revision af reglerne om gældssanering), jf.
lovforslag nr. L 10, der blev fremsat den 23. februar 2005, i
relation til gældssaneringssager, således at der sikres over-
ensstemmelse imellem principperne for betalingsevnevurde-
ringer, herunder rådighedsbeløb, på inddrivelsesområdet og
generel insolvensret. Revisionen af gældssaneringsreglerne
betød, at frem for at retningslinjerne for budgetvurderingen
blev udviklet i retspraksis, skulle justitsministeren fremover
fastsætte nærmere regler for, hvilke indtægts- og udgiftspo-
ster der kan medtages i skyldnerens budget m.v. Det frem-
går endvidere, at det forventes, at skatteministeren udsteder
tilsvarende regler herom.
I lovforslag nr. L 20, forslag til lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige, jf. Folketingstidende 2008-09, tillæg A, si-
de 262, gengives reglerne om eIndkomst i afsnit 3.4.2, og
her fremgår det, at den årlige nettoindkomst opgøres som
den årlige bruttoindkomst inklusive positiv kapitalindkomst,
fratrukket arbejdsmarkedsbidrag, pensionsindbetaling, når
pensionen er et obligatorisk led i ansættelsesforholdet, SP-
bidrag, ATP-bidrag og skat. Dette fremgår ligeledes af de
specielle bemærkninger til § 10.
Sammenfattende er det således lagt til grund, at der ved
den skematiske betalingsevneberegning alene kan ske fra-
drag for pensionsindbetalinger, som er et obligatorisk led i
ansættelsesforholdet, mens de ved en konkret betalingsevne-
vurdering tillige skal være sædvanlige.
2.10.2. Lovforslaget
Kravet om, at pensionsordningen skal være et obligatorisk
led i ansættelsesforholdet, er ikke egnet til en systemmæssig
understøttelse af en skematisk betalingsevneberegning ved
fastsættelse af afdragsordninger og ved afgørelser om løn-
indeholdelse. Restanceinddrivelsesmyndigheden anvender
oplysningerne i eIndkomst om pensionsindbetalinger fra ar-
bejdsgivere, men det fremgår ikke heraf, hvorvidt pensions-
indbetalingerne er sket som et obligatorisk led i ansættelses-
forholdet. En stillingtagen hertil forudsætter i princippet, at
restanceinddrivelsesmyndigheden i hver konkret sag kontak-
ter skyldneren og får oplysninger om, hvorvidt pensionsind-
betalingen er et obligatorisk led i ansættelsesforholdet. Når
det nye it-system for inddrivelse af gæld til det offentlige
skal foretage automatiseret betalingsevneberegning for alle
skyldnere på månedlig basis, er det derfor vigtigt, at regler-
ne er tilpasset en automatiseret proces, der ikke forudsætter
manuel sagsbehandling.
Sker betalingsevneberegningen ud fra skyldners indsendte
budgetskema, vil det på tilsvarende vis indebære yderligere
administration og besvær for både restanceinddrivelsesmyn-
digheden og skyldneren, hvis der er krav om, at det skal do-
kumenteres – og efterfølgende kontrolleres – at pensionsind-
37
betalingerne sker som et obligatorisk led i ansættelsesforhol-
det og er sædvanlige efter ansættelsesforholdets karakter.
Det foreslås derfor, at den gældende bemyndigelse i § 3,
stk. 8, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige,
hvorefter skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om
gennemførelse af reglerne i stk. 1 og 3-7, dvs. også om af-
dragsordninger efter stk. 3, udvides til også at omfatte regler
om fradrag for pensionsindbetalinger ved betalingsevnebe-
regning.
Herudover foreslås en tilsvarende ændring i den gældende
bemyndigelse til skatteministeren i § 10, stk. 3, 5. pkt., i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige til at fastsætte nær-
mere regler om betalingsevnevurdering, herunder rådigheds-
beløb, til fastsættelse af den del af A-indkomsten, som mak-
simalt kan indeholdes. Det foreslås således, at bemyndigel-
sen udvides til også at omfatte fradrag for pensionsindbeta-
linger ved betalingsevneberegningen.
De foreslåede udvidelser af bemyndigelsesbestemmelser-
ne sker med henblik på i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts
2017 om inddrivelse af gæld til det offentlige at fastsætte
objektive regler, hvorefter arbejdsgiveradministrerede pensi-
onsindbetalinger – uanset at der er tale om obligatoriske
pensionsindbetalinger eller aftalte pensionsindbetalinger –
kan fragå i skyldnerens bruttoindkomst ved beregningen af
betalingsevnevurderingen ved afgørelser om lønindeholdel-
se og afdragsordninger efter tabeltrækmetoden eller budget-
metoden, ligesom det vil være uden betydning, om der er ta-
le om sædvanlige pensionsindbetalinger.
I forhold til eftergivelsessager foreslås det at opretholde
de gældende regler om, at pensionsindbetalinger skal være
et obligatorisk led i ansættelsesforholdet og være sædvanli-
ge i forhold til ansættelsesforhold og branche m.v., for at
sikre parallelitet mellem på den ene side eftergivelsesregler-
ne i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse
af gæld til det offentlige og på den anden side bekendtgørel-
se nr. 1363 af 19. december 2008 om gældssanering, som
ændret senest ved bekendtgørelse nr. 1265 af 22. november
2017, der hører til Justitsministeriets område.
2.11. Klarere regler for håndtering af negative korrektioner
ved lønindeholdelse
2.11.1. Gældende ret
Restanceinddrivelsesmyndigheden kan efter §§ 10 og 10 a
i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige træffe afgørel-
se om henholdsvis almindelig og særskilt lønindeholdelse.
Almindelig lønindeholdelse kan som udgangspunkt benyttes
til inddrivelse af alle fordringstyper, medmindre der i lovens
bilag 1 er gjort en undtagelse for fordringstypen. Særskilt
lønindeholdelse kan ske for et beløb på op til 400 kr. måned-
ligt og kan alene benyttes for de fordringstyper, som er oplis-
tet i § 10 a, stk. 1.
Når der gennemføres lønindeholdelse over for en skyld-
ner, forhøjes trækprocenten på skyldnerens skattekort, jf.
kildeskattelovens § 48, stk. 4, 5. pkt. De nærmere regler om
fastsættelsen af lønindeholdelsesprocenten for lønindehol-
delse fremgår af §§ 13, 14 og 18 i bekendtgørelse nr. 300 af
29. marts 2017 om inddrivelse af gæld til det offentlige, som
ændret ved bekendtgørelse nr. 1161 af 27. oktober 2017. For
en skyldner under lønindeholdelse udgøres trækprocenten på
skattekortet således af indeholdelsesprocenten til brug for
A-skattedelen og lønindeholdelsesprocenten, som udgøres af
summen af en særskilt lønindeholdelsesprocent og/eller en
almindelig lønindeholdelsesprocent. Den almindelige løn-
indeholdelsesprocent beregnes ud fra det beløb, med hvilket
skyldneren efter en beregnet betalingsevne skal afdrage på
sin gæld omfattet af lønindeholdelsen. Derved indeholder
skyldnerens arbejdsgiver i skyldnerens løn ét samlet beløb,
som dækker både den foreløbige skat, der benævnes A-skat,
jf. kildeskattelovens § 41, stk. 2, 1. pkt., og afdraget på
skyldnerens gæld omfattet af lønindeholdelsen. Det beløb,
som arbejdsgiveren indeholder i skyldnerens løn, indberettes
i medfør af § 3 i lov om et indkomstregister til SKAT, som
fordeler beløbet til dækning af A-skat og lønindeholdelses-
beløbet. Restanceinddrivelsesmyndigheden anvender belø-
bet fra lønindeholdelsen til at dække skyldnerens gæld om-
fattet af lønindeholdelsen i overensstemmelse med dæk-
ningsrækkefølgen i § 4 i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige, mens A-skattedelen af det indeholdte beløb god-
skrives skyldneren som forskudsvist betalt skat hos SKAT,
jf. kildeskattelovens § 60, stk. 1, litra a.
Ved lov nr. 252 af 30. marts 2011 blev der med § 4 a i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige indført en hjemmel
til særskilt lønindeholdelse for kontrolafgifter med tillæg af
renter, gebyrer og andre omkostninger for overtrædelse af
bestemmelser i færdselsloven, lov om radio- og fjernsyns-
virksomhed, jernbaneloven og lov om trafikselskaber samt
af beløb til dækning af medielicens og radiolicens med til-
læg af renter, gebyrer og andre omkostninger efter lov om
radio- og fjernsynsvirksomhed.
Ved § 2, nr. 2, i lov nr. 1500 af 23. december 2014 blev §
4 a udvidet med en adgang til særskilt lønindeholdelse for
biblioteksgebyrer med tillæg af renter, gebyrer og andre om-
kostninger.
Ved § 1, nr. 7 og 16, i lov nr. 285 af 29. marts 2017 blev
bestemmelsen i § 4 a ophævet og i stedet i ændret form ind-
sat som § 10 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Nærmere regler om særskilt lønindeholdelse er indsat i §
14 i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivel-
se af gæld til det offentlige, som ændret ved bekendtgørelse
nr. 1161 af 27. oktober 2017. Det fremgår af § 14, stk. 2, at
der ved afgørelse om særskilt lønindeholdelse skal levnes
skyldneren tilstrækkeligt til at opretholde en beskeden leve-
fod, hvilket normalt vil være tilfældet, hvis lønindeholdel-
sesprocenten fører til indeholdelse af et beløb på 400 kr. må-
nedligt. Af § 14, stk. 13, fremgår, at reglerne i § 10, § 11,
stk. 1, § 13, § 17 og kapitel 7 ikke finder anvendelse ved
særskilt lønindeholdelse. Dette indebærer bl.a., at særskilt
lønindeholdelse kan ske, selv om der ifølge den såkaldte ta-
beltrækmetode efter § 10 ikke vil kunne ske inddrivelse ved
afdragsordning eller almindelig lønindeholdelse, fordi
skyldners årlige nettoindkomst ligger under tabellens bund-
grænse, ligesom kapitel 7 om individuel betalingsevnevur-
dering ikke finder anvendelse.
38
Hvis der i forbindelse med særskilt lønindeholdelse inde-
holdes et større beløb end nødvendigt for at dække skyldne-
rens tilbageværende fordringer, som inddrives ved særskilt
lønindeholdelse, anvendes beløbet til dækning af eventuelle
andre fordringer, som er under inddrivelse og vil kunne ind-
drives ved særskilt lønindeholdelse, jf. § 4, stk. 3, 2. pkt. Er
der herefter et overskydende beløb, skal restanceinddrivel-
sesmyndigheden udbetale dette til skyldneren. Viser en se-
nere nedsættelse af et lønindeholdt beløb, at udbetalingen er
sket med urette, skal skyldneren tilbagebetale beløbet til re-
stanceinddrivelsesmyndigheden. Hvis skyldneren ikke retti-
digt betaler det skyldige beløb, kan gælden overgå til inddri-
velse, hvorefter der i medfør af § 5, stk. 1, i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige beregnes renter fra den 1. i
måneden efter modtagelsen af gælden til inddrivelse, og
gælden kan danne grundlag for modregning, hvis en mod-
regningsmulighed opstår. Dog kan beløbet ikke inddrives
ved særskilt lønindeholdelse, da gældstypen ikke er positivt
nævnt i lovens § 10 a, stk. 1.
Som følge af at særskilt lønindeholdelse maksimalt kan
foretages med 400 kr. månedligt, jf. § 14, stk. 2, 2. pkt., i be-
kendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af
gæld til det offentlige, skal det beløb, som månedligt inddri-
ves ved særskilt lønindeholdelse og overstiger 400 kr., udbe-
tales til skyldneren. Situationen kan forekomme, da særskilt
lønindeholdelse gennemføres ved at hæve trækprocenten på
skyldnerens skattekort. Hvis skyldnerens indkomst ændrer
sig, eller 1 pct. af lønnen udgør mere end 400 kr., vil der i
praksis ske det, at skyldneren vil få den del af beløbet, som
overstiger 400 kr., tilbagebetalt.
Skyldneren anses for at have betalt det indeholdte beløb,
når selve indeholdelsen, der skal ske i forbindelse med ud-
betalingen af A-indkomsten, jf. kildeskattelovens § 46, stk.
2, finder sted, dvs. når lønudbetalingen finder sted, og ar-
bejdsgiveren indeholder det samlede beløb af A-skat og løn-
indeholdelse.
Når en lønindeholdelse fører til hel eller delvis dækning af
en fordring, underretter restanceinddrivelsesmyndigheden
fordringshaveren om, at den relevante fordring nedskrives
med et beløb svarende til dækningen. Dette sker med virk-
ning fra dispositionsdatoen for lønudbetalingen, da det er på
denne dato, lønmodtageren har krav på udbetaling af lønnen.
Skyldneren anses således for at være frigjort for betalings-
forpligtelsen på dispositionsdatoen for lønudbetalingen. Til-
svarende underretter restanceinddrivelsesmyndigheden for-
dringshaveren om nedskrivningen af fordringen med virk-
ning fra dispositionsdatoen. Skyldnerens gæld under inddri-
velse bliver således nedskrevet med rentemæssig virkning
fra dispositionsdatoen, dvs. det tidspunkt, hvor arbejdsgive-
ren indeholder det samlede beløb i forbindelse med lønudbe-
talingen.
Foretager den indeholdelsespligtige arbejdsgiver senere en
nedsættelse af det indberettede beløb, fordeler SKAT ned-
sættelsesbeløbet på A-skatten og lønindeholdelsesdelen. Der
kan være flere grunde til, at en positiv indberetning skal kor-
rigeres negativt og dermed nedsættes. Det kan være nødven-
digt at nedsætte en tidligere indberetning, hvis arbejdsgiver
ved f.eks. en tastefejl har indberettet et for højt beløb på
skyldneren. Det kan tillige være nødvendigt, hvis arbejdsgi-
ver ved en fejl har indberettet lønudbetaling vedrørende
skyldneren i en måned, hvor skyldnerens ansættelsesforhold
ikke bestod længere, hvorfor der slet ikke skulle være udbe-
talt løn. Disse situationer vil typisk tillige indebære, at ar-
bejdsgiver har et tilbagebetalingskrav over for skyldneren.
Efter § 11, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 499 af 27. marts
2015 om kildeskat skal nedsættelsesbeløbet fragå i den for
måneden opgjorte A-skat forud for det lønindeholdte beløb.
Det betyder, at nedsættelsen så vidt muligt skal rummes i
den opgjorte A-skat, og først hvis nedsættelsen overstiger
den opgjorte A-skat, skal beløbet fragå i det lønindeholdte
beløb. Bestemmelsen er dog ikke blevet implementeret i
SKATs it-system eIndkomst, idet nedsættelsesbeløbet i
praksis i stedet fordeles efter en fordelingsnøgle, der svarer
til forholdet mellem indeholdelsesprocenten til brug for A-
skatten og lønindeholdelsesprocenten. Er indeholdelsespro-
centen til A-skat 40 pct., mens lønindeholdelsesprocenten er
20 pct., udgør sidstnævnte således 1/3 af den samlede træk-
procent, hvorfor SKAT fordeler 1/3 af korrektionsbeløbet på
lønindeholdelsesdelen, selv om hele korrektionsbeløbet iføl-
ge § 11, stk. 2, skal anvendes på A-skatten og herefter – ved
behov for yderligere korrektion – på lønindeholdelsesdelen.
Som følge af den manglende implementering af § 11, stk.
2, i bekendtgørelse nr. 499 af 27. marts 2015 om kildeskat i
it-systemet eIndkomst og det faktum, at restanceinddrivel-
sesmyndigheden ikke i alle tilfælde har haft den nødvendige
viden til at identificere den eller de konkrete fordringer, som
grundet en nedsættelse har skullet korrigeres, er der hos re-
stanceinddrivelsesmyndigheden opstået en mængde ube-
handlede nedsættelser. Mængden af ubehandlede nedsættel-
ser, som er modtaget i perioden august 2013 til november
2017, udgør et beløb på ca. 42,5 mio. kr. Beløbet stammer
fra ca. 71.000 nedsættelser, som rettelig burde være fragået i
skyldneres opgjorte A-skat, jf. § 11, stk. 2, i bekendtgørelse
nr. 499 af 27. marts 2015 om kildeskat, eller som fordringer,
der helt eller delvist er genopstået under inddrivelse. For-
dringshaverne er således ikke blevet opkrævet de udbetalte
beløb, og skyldnerne har tilsvarende ikke fået opskrevet de-
res gæld, som de rettelig burde, som følge af nedsættelserne.
Herudover er skyldnerne blevet godskrevet et for stort beløb
i A-skat, jf. kildeskattelovens § 60, stk. 1, litra a. Da en be-
handling af de ubehandlede nedsættelser vil kræve en omfat-
tende manuel sagsbehandling og alene vil kunne føre til et
begrænset potentielt inddrivelsesprovenu, der vurderes ikke
at stå mål med de anvendte ressourcer, er det samlet set for-
ventningen, at de ca. 42,5 mio. kr. vil skulle afskrives. En
bemyndigelse hertil er indeholdt i § 18 h, stk. 10, 3. pkt., i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Den nødvendige systemudvikling til brug for implemente-
ringen af § 11, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 499 af 27. marts
2015 om kildeskat i systemet eIndkomst forventes at være
gennemført senest den 20. september 2018. Fra og med den
20. september 2018 er det således forventningen, at nedsæt-
telser til tidligere indberetninger af A-skattebeløb med løn-
39
indeholdelsesandel fordeles korrekt i henhold til § 11, stk. 2,
i bekendtgørelse nr. 499 af 27. marts 2015 om kildeskat.
For at sikre, at inddrivelsesskridtet lønindeholdelse kunne
tages i brug i det nye inddrivelsessystem primo 2018, blev
der ved finansloven for 2018 ved tekstanmærkning nr. 109
skabt hjemmel til at fravige § 11, stk. 2, i bekendtgørelse nr.
499 af 27. marts 2015 om kildeskat og endeligt afskrive de
beløb, som indtil implementeringen af bestemmelsen i syste-
met eIndkomst og ikrafttrædelsen af de bestemmelser, som
ved dette lovforslag foreslås om håndteringen af nedsættel-
ser til lønindeholdte beløb, modtages af nedsættelser til A-
skattebeløb og lønindeholdelsesbeløb. Hjemlen tilvejebragt
ved tekstanmærkningen på finansloven omfatter tillige, at
SKAT undlader at nedskrive den A-skat, som efter kilde-
skattelovens § 60, stk. 1, litra a, modregnes i skyldnerens
slutskat. Betydningen af den manglende implementering af
§ 11, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 499 af 27. marts 2015 om
kildeskat er, at restanceinddrivelsesmyndigheden modtager
en for stor volumen af nedsættelser i lønindeholdelsesbeløb,
og at de berørte skyldnere tilsvarende godskrives for meget i
A-skat efter kildeskattelovens § 60, stk. 1, litra a.
Når der sker en nedsættelse af et lønindeholdt beløb, vil
de dækninger, som beløbet har ført til, skulle reguleres, så
skyldner og fordringshaver stilles korrekt i henhold til det
beløb, der reelt blev inddrevet ved lønindeholdelsen.
I forhold til fordringshaver vil der således skulle foretages
en regulering af den fordring, der blev helt eller delvist dæk-
ket, og eventuelt allerede afregnede beløb vil skulle tilbage-
føres helt eller delvist fra fordringshaver til restanceinddri-
velsesmyndigheden.
I § 11, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 499 af 27. marts 2015
om kildeskat, hvorefter et beløb, der ved en negativ korrek-
tion nedsættes vedrørende det beløb, der af den indeholdel-
sespligtige er indeholdt til dækning af A-skat og fordringer
under lønindeholdelse, fragår i den opgjorte A-skat forud for
det lønindeholdte beløb, er det således lagt til grund, at en
fordringshaver må tilbageføre det med urette modtagne løn-
indeholdelsesbeløb.
Ikke-forskudsvist udlagte – dvs. private – underholdsbi-
drag har en privat person som fordringshaver. Er der for et
privat underholdsbidrag sket udbetaling af et inddrevet be-
løb, og viser det sig senere, at beløbet reelt ikke er inddre-
vet, eksempelvis fordi en arbejdsgiver indberetter en ned-
sættelse til det tidligere indberettede A-skattebeløb, kan et
krav om tilbagebetaling af det udbetalte beløb forekomme
urimeligt for den bidragsberettigede, der typisk vil have ind-
rettet sig på at kunne beholde beløbet.
Udbetalingen af underholdsbidrag formidles af Udbetaling
Danmark. Dette gælder både de forskudsvist udlagte under-
holdsbidrag og de privatretlige underholdsbidrag. Efter
praksis genopkræver Udbetaling Danmark ikke udbetalte
underholdsbidrag i de situationer, hvor det viser sig, at en
indberetning af en lønindeholdelse alligevel ikke førte til be-
taling, fordi indberetningen efterfølgende nedsættes af ar-
bejdsgiveren.
En korrekt regulering som følge af nedsættelsen af et løn-
indeholdt beløb forudsætter viden om, hvilken konkret løn-
indeholdelse nedsættelsen vedrører. Ellers kan det ikke sik-
res, at det er den eller de korrekte fordringer, som helt eller
delvist genopstår.
Arbejdsgivere kan registrere nedsættelser til tidligere ind-
beretninger på to måder. Det er ikke et krav, at det ved ned-
sættelsen udpeges, hvilken specifik positiv indberetning der
reguleres. Arbejdsgivere har således mulighed for at regi-
strere nedsættelser og angive en måned, hvortil nedsættelsen
henføres. Hvis der for skyldneren i den givne måned er flere
positive indberetninger fra arbejdsgiveren, f.eks. fordi
skyldneren er 14-dageslønnet, kan restanceinddrivelsesmyn-
digheden i sådanne situationer ikke med sikkerhed sige,
hvilken konkret positiv indberetning nedsættelsen vedrører,
og dermed hvilken konkret fordring som med nedsættelsen
helt eller delvist skal genopstå. Arbejdsgivere har tillige mu-
lighed for at registrere en nedsættelse af en tidligere indbe-
retning ved en tilbagetrækning af hele den tidligere indberet-
ning. I denne situation kan det med sikkerhed siges, hvilke
fordringer der berøres, idet det konkret udpeges, hvilken tid-
ligere indberetning nedsættelsen vedrører. Restanceinddri-
velsesmyndigheden har således i visse situationer ikke den
nødvendige viden, som skal til for at regulere korrekt over
for skyldner og fordringshaver, når der modtages nedsættel-
ser til lønindeholdelser.
Hvis det lønindeholdte beløb fører til, at den sidste for-
dring, der er omfattet af lønindeholdelsen, bliver dækket, vil
et eventuelt overskydende beløb som udgangspunkt blive
anvendt til at dække anden gæld under inddrivelse, hvis den-
ne gæld ville kunne inddrives gennem samme inddrivelses-
skridt, jf. § 4, stk. 3, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige. Et eventuelt overskydende beløb udbetales til
skyldneren.
Hvis der er blevet udbetalt et overskydende beløb til
skyldner, fordi restanceinddrivelsesmyndigheden på dette
tidspunkt var forpligtet til at udbetale det overskydende be-
løb, men arbejdsgiverens senere nedsættelse af indberetnin-
gen viser, at der alligevel ikke var et overskydende beløb til
udbetaling, vil restanceinddrivelsesmyndigheden som ud-
gangspunkt kræve beløbet tilbagebetalt ud fra den betragt-
ning, at betalingen skete i den vildfarelse, at lønindeholdel-
sen var opgjort korrekt.
Restanceinddrivelsesmyndigheden vil forestå opkrævnin-
gen af beløbet. Inddrivelse af fordringen kan imidlertid ikke
ske, førend skyldneren har haft mulighed for inden for en gi-
ven frist at betale det skyldige beløb. Hvis skyldneren ikke
inden betalingsfristens udløb har betalt det skyldige beløb,
og den sædvanlige rykkerprocedure herefter forgæves er
gennemført, sendes fordringen til inddrivelse. Efter oversen-
delse af fordringen til inddrivelse forrentes fordringen med
inddrivelsesrenten fra den 1. i måneden efter modtagelsen
hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 5, stk. 1, i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige. I praksis er det dog
ikke sket i perioden fra 2013 og frem, da nedsættelser mod-
taget i denne periode ikke er blevet behandlet, jf. ovenståen-
40
de afsnit om mængden af ubehandlede nedsættelser for i alt
ca. 42,5 mio. kr.
Restanceinddrivelsesmyndigheden kan alene modtage
nedsættelser til tidligere indberettede indeholdte beløb, hvis
arbejdsgivere tillades at korrigere tidligere indberettede be-
løb i SKATs it-system eIndkomst. Nedsættelser af indberet-
tede A-skattebeløb kan som udgangspunkt alene finde sted i
en periode på ca. 3 år efter den positive angivelse, som øns-
kes korrigeret. Dette skyldes, at arbejdsgiverens krav på til-
bagebetaling af det for meget indeholdte og afregnede løn-
beløb som udgangspunkt i medfør af forældelseslovens § 3,
stk. 1, forældes efter 3 år. Forældelsesfristen regnes som ud-
gangspunkt fra det tidligste tidspunkt, hvor fordringshaveren
– dvs. arbejdsgiveren – kunne kræve betaling, jf. forældel-
seslovens § 2, stk. 1. Fristen regnes således fra tidspunktet
for den afregning, der er sket som følge af den positive angi-
velse, der ønskes korrigeret. Hvis arbejdsgiveren er ube-
kendt med fordringen, regnes forældelsesfristen først fra det
tidspunkt, da fordringshaver fik eller burde have fået kend-
skab hertil, jf. forældelsesloven § 3, stk. 2. Uanset § 3, stk.
2, indtræder forældelsen dog senest 10 år efter starttidspunk-
tet for forældelsesfristen efter forældelsesloven § 2, jf.
samme lovs § 3, stk. 3. Det er således udgangspunktet, at en
skyldner ikke vil opleve korrektioner af sit gældsbillede hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, når der er gået ca. 3 år fra
arbejdsgiverens positive indberetning hos eIndkomst.
2.11.2. Lovforslaget
Det foreslås, at der med en ny bestemmelse, § 10 b i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige, fastsættes klare
regler for restanceinddrivelsesmyndighedens administration
af nedsættelser til tidligere modtagne beløb i forbindelse
med afgørelser om almindelig og særskilt lønindeholdelse.
En nedsættelse til en tidligere indberetning er udtryk for,
at arbejdsgiveren oprindeligt indberettede et for højt beløb
som værende lønindeholdt. Nedsættelsen ændrer således den
positive angivelse, så de to angivelser samlet set giver det
korrekte billede af, hvilket beløb der i den pågældende må-
ned bl.a. er inddrevet ved lønindeholdelse hos skyldneren,
og som dermed skal danne grundlag for nedskrivningen af
skyldnerens gæld under inddrivelse. Forslaget har til formål
at tilvejebringe sikkerhed om retstilstanden, så fordringsha-
vers pligt til at tilbagebetale den dækning, som grundet en
nedsættelse af det indeholdte A-skattebeløb for en skyldner
under lønindeholdelse viser sig at være betalt med urette,
fremgår af lovgivning. Forslaget har desuden til formål at
tilvejebringe et sikkert hjemmelsgrundlag til at kunne op-
skrive skyldners fordringer under inddrivelse grundet mod-
tagelsen af en nedsættelse. Endelig har forslaget til formål at
sikre et sikkert hjemmelsgrundlag for, at skyldner skal tilba-
gebetale et overskydende beløb, som er udbetalt af restan-
ceinddrivelsesmyndigheden i den tro, at samtlige af skyldne-
rens fordringer, som inddrives ved lønindeholdelsen, er fuldt
indfriet.
Det foreslås, at det ved lov bestemmes, at den eller de
konkrete fordringer, som på grund af en efterfølgende ned-
sættelse af en tidligere indberetning alligevel ikke blev dæk-
ket ved lønindeholdelsen, helt eller delvist genopstår, så
skyldnerens gældsbillede afspejler situationen, som den ville
have været, hvis der havde været foretaget en korrekt indbe-
retning af det lønindeholdte beløb i første omgang.
Arbejdsgivere kan indberette nedsættelser til tidligere ind-
beretninger til indkomstregisteret på to måder. Den ene er
ved at tilbagetrække hele den tidligere indberetning. Dermed
annulleres den tidligere indberetning, og det er i disse situa-
tioner utvetydigt angivet, hvilken positiv indberetning ar-
bejdsgiveren med nedsættelsen korrigerer. I disse situationer
kan det således med sikkerhed siges, hvilke fordringer der
på grund af nedsættelsen skal helt eller delvist genopstå
under inddrivelse.
Arbejdsgivere kan ligeledes indberette en nedsættelse til
en tidligere positiv indberetning ved at angive, at nedsættel-
sen vedrører en måned, hvori arbejdsgiveren har lavet en el-
ler flere positive angivelser. Hvis der ved en nedsættelse ale-
ne gives information om, at den vedrører en måned, hvori
arbejdsgiveren har indberettet flere positive beløb, har re-
stanceinddrivelsesmyndigheden ikke de fornødne oplysnin-
ger til med sikkerhed at identificere, hvilke fordringer der på
grund af nedsættelsen helt eller delvist skal genopstå under
inddrivelse. Denne situation kan f.eks. opstå for skyldnere,
som får udbetalt løn hver 14. dag. Det foreslås med den
foreslåede regel i § 10 b, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige, at der i disse situationer sker en korrektion
af de fordringer, som i den konkrete måned ved henholdsvis
almindelig eller særskilt lønindeholdelse har opnået dæk-
ning, og som befinder sig nederst i dækningsrækkefølgen ef-
ter lovens § 4, stk. 1 og 2. Dermed hæves dækningerne på
de fordringer, som inden for inddrivelsesindsatsen ikke ville
have fået dækning i den givne måned, hvis der for måneden
oprindeligt var indberettet korrekt.
Hvor en arbejdsgiver relaterer en nedsættelse til en må-
ned, hvori arbejdsgiveren har indberettet flere positive be-
løb, sker reguleringen på de i henhold til dækningsrækkeføl-
gen senest dækkede fordringer inden for inddrivelsesindsat-
sen i den relevante måned. Hvis arbejdsgiveren efterfølgen-
de indberetter endnu en nedsættelse og specifikt relaterer
denne nedsættelse til den positive indberetning, hvor beløbet
blev anvendt til at dække de nu regulerede fordringer, fore-
slås det, at den allerede gennemførte regulering fastholdes.
Den senere nedsættelse fører herefter til regulering af de i
måneden tilbageværende dækninger, som inden for inddri-
velsesindsatsen, i henhold til dækningsrækkefølgen, senest
er foretaget.
For fordringshaverne vil den foreslåede regulering af ned-
sættelser til lønindeholdte beløb indebære, at de berørte for-
dringer helt eller delvist genopstår under inddrivelse, og for-
dringshaverne skal tilsvarende helt eller delvist tilbagebetale
tidligere modtagne beløb. Kravet til fordringshaverne om at
tilbagebetale allerede modtagne beløb modsvares af skyld-
ners genopståede fordringer, og fordringshaverne vil derfor
efter fornyet inddrivelse på ny kunne modtage betaling for
fordringerne.
For skyldnerne betyder en nedsættelse af indberetningen,
at den eller de fordringer, der blev dækket med det indberet-
41
tede lønindeholdelsesbeløb, helt eller delvist genopstår, så
det samlede gældsbillede fremstår, som det ville være, hvis
den oprindelige indberetning havde været korrekt. Dette be-
tyder, at fordringen bliver pålagt renter, som hvis fordringen
ikke var blevet dækket med for højt et beløb ved lønindehol-
delsen. Senere dækninger af skyldnerens fordringer under
inddrivelse fastholdes.
Ved lønindeholdelse, hvor skyldnerens sidste fordring
indfries, vil der som regel være lønindeholdt et større beløb
end nødvendigt til dækning af skyldnerens gæld. Det over-
skydende beløb skal udbetales af restanceinddrivelsesmyn-
digheden. Når der efterfølgende sker en nedsættelse af det
lønindeholdte beløb, fordi arbejdsgiveren nedsætter den tid-
ligere indberetning, bortfalder forudsætningen for udbetalin-
gen helt eller delvist. Hvis nedsættelsesbeløbet kan rummes
i det overskydende beløb, som er udbetalt til skyldneren, vil
restanceinddrivelsesmyndigheden rejse krav om tilbagebeta-
ling af et beløb svarende til nedsættelsesbeløbet. Hvis ned-
sættelsesbeløbet er større end det udbetalte overskydende
beløb, vil hele det udbetalte beløb blive krævet tilbagebetalt,
og skyldnerens gæld under inddrivelse genopstår helt eller
delvist for at rumme det resterende nedsættelsesbeløb. I ned-
sættelsessituationer skal udbetalte beløb således tilbagebeta-
les til restanceinddrivelsesmyndigheden, forud for at skyld-
nerens gæld under inddrivelse helt eller delvist genopstår.
Det foreslås at indføre en frist på 14 dage for skyldners til-
bagebetaling af disse udbetalinger. Hvis skyldneren ikke in-
den fristens udløb betaler det skyldige beløb, anses det her-
efter – uanset beløbets størrelse – for at være modtaget til
inddrivelse, hvorefter det kan indgå i indsatser og f.eks. ind-
drives gennem lønindeholdelse eller modregning. Når belø-
bet anses for at være modtaget til inddrivelse, vil lovens øv-
rige bestemmelser finde anvendelse, f.eks. § 5, stk. 1, om
forrentning. Forrentningen vil således blive påbegyndt den
1. i måneden efter betalingsfristens udløb. § 5, stk. 1, 3. pkt.,
om restanceinddrivelsesmyndighedens egne fordringer, der
ifølge bestemmelsen forrentes med inddrivelsesrenten fra
den 1. i måneden efter den måned, hvor fordringen er stiftet,
omhandler inddrivelsesomkostninger og finder derfor ikke
anvendelse på disse tilbagebetalingskrav. Såfremt beløbet
skal inddrives ved lønindeholdelse, skal der træffes en ny af-
gørelse om lønindeholdelse eller en afgørelse om tilføjelse
af beløbet til en igangværende lønindeholdelse. Ved iværk-
sættelse af en ny lønindeholdelse vil skyldneren blive pålagt
et nyt gebyr, jf. § 33, nr. 2, i bekendtgørelse nr. 300 af 29.
marts 2017 om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Ved særskilt lønindeholdelse, hvor skyldnerens sidste
fordring indfries, vil der som regel være lønindeholdt et
større beløb end nødvendigt til dækning af skyldnerens for-
dringer, som inddrives ved særskilt lønindeholdelse. Derud-
over skal det inddrevne beløb, som månedligt overstiger 400
kr., udbetales til skyldneren, da der maksimalt må inddrives
400 kr. månedligt ved særskilt lønindeholdelse. Hvis et
overskydende beløb er udbetalt til skyldneren, og en senere
nedsættelse af det lønindeholdte beløb viser, at beløbet rette-
lig ikke burde være udbetalt, skal beløbet tilbagebetales til
restanceinddrivelsesmyndigheden. Det foreslås også for dis-
se tilfælde at indføre en frist på 14 dage for skyldners tilba-
gebetaling af disse udbetalinger. Hvis skyldneren ikke inden
fristens udløb betaler det skyldige beløb, anses det herefter –
uanset beløbets størrelse – for at være modtaget til inddri-
velse, hvorefter det kan indgå i inddrivelsesindsatser. Det
foreslås, at restanceinddrivelsesmyndigheden for disse beløb
ved skyldners manglende betaling vil kunne træffe afgørelse
om særskilt lønindeholdelse. Dermed vil beløbet kunne ind-
drives, selv om skyldnerens indkomstforhold ellers måtte
gøre, at skyldnerens anses for at være uden betalingsevne,
således at almindelig lønindeholdelse ikke vil kunne gen-
nemføres.
2.12. Pligt for skyldnere med gæld under inddrivelse til at
oplyse restanceinddrivelsesmyndigheden om ny adresse ved
flytning til udlandet
2.12.1. Gældende ret
En skyldner med gæld under inddrivelse hos restanceind-
drivelsesmyndigheden har efter gældende regler ingen for-
pligtelse til ved fraflytning til udlandet at oplyse de danske
myndigheder om sin udenlandske adresse.
Det følger af § 24, stk. 1, i lov om Det Centrale Personre-
gister, at enhver, som fraflytter til udlandet, med visse und-
tagelser skal registreres i Det Centrale Personregister (CPR)
som udrejst, men der er efter denne lov ingen pligt til at ha-
ve en udenlandske adresse registreret i CPR. Fraflytning til
udlandet skal efter § 24, stk. 1, anmeldes til bopælskommu-
nen inden udrejsen. Det fremgår også, at ophold i udlandet
af en varighed på over 6 måneder altid anmeldes som fra-
flytning til udlandet. Hvis opholdet i udlandet varer 6 måne-
der eller derunder, og den hidtidige bolig opretholdes til fuld
rådighed, har vedkommende dog efter anmodning ret til at
forblive registreret med bopæl dér. Opretholdes den hidtidi-
ge bolig ikke til fuld rådighed under et ophold i udlandet på
6 måneder eller derunder, skal kommunalbestyrelsen foreta-
ge en konkret vurdering af, om der er tale om en fraflytning
til udlandet eller ej.
I § 26 i lov om Det Centrale Personregister er det fastlagt,
hvilke oplysninger der skal gives i forbindelse med en an-
meldelse af fraflytning til udlandet. Ifølge stk. 1 skal person-
nummer, det fulde navn eller adresseringsnavn, den hidtidi-
ge adresse og bopælskommune, flyttedato samt eventuel
fremtidig adresse eller bopælsland oplyses.
Efter § 5, stk. 7, i lov om Det Centrale Personregister har
enhver ret til ved henvendelse i sin bopælskommune at få
registreret et adresseringsnavn på grundlag af det fulde
navn, herunder at få ændret et adresseringsnavn. Adresse-
ringsnavnet skal altid indeholde vedkommendes efternavn
og mindst ét af vedkommendes fornavne skrevet fuldt ud.
Ifølge § 26, stk. 3, i lov om Det Centrale Personregister
har vedkommende under udenlandsopholdet ret, men ikke
pligt, til i CPR at få registreret den til enhver tid aktuelle
udenlandsadresse samt en eventuel kontaktadresse her i lan-
det, hvortil offentlige myndigheder og private kan sende
vedkommendes post. Personer, som er tildelt et såkaldt ad-
ministrativt personnummer efter lovens § 3, stk. 1, nr. 2 eller
3, eller § 3, stk. 8, jf. § 1, stk. 3 eller 4, i bekendtgørelse nr.
42
1034 af 4. september 2017 om folkeregistrering m.v., har
endvidere ret, men ikke pligt, til at få registreret en eventuel
kontaktadresse her i landet eller i udlandet, hvortil offentlige
myndigheder og private kan sende vedkommendes post.
Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lov-
givning, straffes efter § 57, stk. 1, nr. 1, i lov om Det Cen-
trale Personregister med bøde bl.a. den, der forsætligt eller
ved grov uagtsomhed ikke rettidigt anmelder en flytning til
udlandet, jf. § 24, stk. 1, eller afgiver forkerte oplysninger
om selve flytningen og de forhold, der skal registreres i for-
bindelse hermed, jf. § 26, stk. 1.
Efter § 58, stk. 1, i lov om Det Centrale Personregister kan
kommunalbestyrelsen tilkendegive vedkommende, at en
overtrædelse af de bestemmelser, der er nævnt i § 57, stk. 1,
kan afgøres uden retlig forfølgelse, såfremt denne erkender
sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for
en nærmere angiven frist, der efter begæring kan forlænges,
at betale en i tilkendegivelsen angivet bøde til kommunens
kasse. I § 58, stk. 2, bestemmes, at bestemmelsen i retspleje-
lovens § 834, stk. 1, nr. 2 og 3, og stk. 2, om indholdet af
anklageskriftet finder tilsvarende anvendelse på en tilkende-
givelse efter stk. 1.
Betales bøden for overtrædelsen af lov om Det Centrale
Personregister i rette tid, eller bliver den efter vedtagelsen
inddrevet eller afsonet, bortfalder videre forfølgning, jf. §
58, stk. 3, i lov om Det Centrale Personregister.
Efter § 3, stk. 1, i lov om Digital Post fra offentlige afsen-
dere skal fysiske personer, der er 15 år eller derover, og som
har bopæl eller fast ophold i Danmark, tilsluttes Digital
Post, medmindre personen fritages for obligatorisk tilslut-
ning. Efter § 3, stk. 4, 1. pkt., fortsætter en tilslutning for en
fysisk person, der ikke længere har bopæl eller fast ophold i
Danmark, uændret, medmindre den pågældende anmoder
om fritagelse. I § 4, stk. 1, 1. pkt., bestemmes, at fysiske
personer og juridiske enheder, der er fritaget for obligatorisk
tilslutning til den digitale postløsning, jf. § 5, frivilligt kan
tilslutte sig postløsningen med de retsvirkninger, der følger
af § 10, hvis de er i besiddelse af en digital signatur, der gi-
ver adgang til postløsningen. Ifølge § 10 anses meddelelser,
der sendes under anvendelse af Digital Post, for 1) at være
kommet frem på det tidspunkt, hvor meddelelsen er tilgæn-
gelig for adressaten i postløsningen, og 2) at være afsendt af
den angivne afsender. Offentlige afsendere kan ifølge § 7,
stk. 1, 1. pkt., anvende Digital Post til kommunikation med
fysiske personer og juridiske enheder, der er tilsluttet post-
løsningen efter §§ 3 eller 4, med de retsvirkninger, der føl-
ger af § 10, medmindre andet følger af § 9 og regler fastsat i
medfør af § 11, stk. 1. Ved kommunikation forstås afsendel-
se af alle dokumenter og meddelelser m.v., herunder afgø-
relser, jf. § 7, stk. 1, 2. pkt. Den nævnte undtagelse i § 9 om-
handler tilfælde, hvor det følger af anden lovgivning, at en
meddelelse skal sendes i fysisk form eller digitalt på anden
måde, mens § 11, stk. 1, giver finansministeren adgang til at
fastsætte nærmere regler om anvendelsen af Digital Post,
herunder om anvendelse af særlige formater og programmer
samt om størrelsen og antallet af filer, der kan sendes pr.
meddelelse til og fra en offentlig afsender.
Straffelovens kapitel 10 indeholder regler om straffens
fastsættelse. Efter straffelovens § 80, stk. 1, skal der ved
straffens fastsættelse under hensyntagen til ensartethed i
retsanvendelsen lægges vægt på lovovertrædelsens grovhed
og på oplysninger om gerningsmanden. Ifølge stk. 2 skal der
ved vurderingen af lovovertrædelsens grovhed tages hensyn
til den med lovovertrædelsen forbundne skade, fare og
krænkelse samt til, hvad gerningsmanden indså eller burde
have indset herom. Ved vurderingen af oplysninger om ger-
ningsmanden skal der tages hensyn til dennes almindelige
personlige og sociale forhold, dennes forhold før og efter
gerningen samt dennes bevæggrunde til gerningen.
I § 81 er anført en række skærpende omstændigheder.
Som skærpende omstændighed anses bl.a., at gerningsman-
den tidligere er straffet af betydning for sagen (nr. 1), og at
gerningen er særligt planlagt eller led i omfattende krimina-
litet (nr. 3).
I § 82 er anført en række formildende omstændigheder.
Som formildende omstændighed anses bl.a., at gernings-
manden ikke var fyldt 18 år, da gerningen blev udført (nr.
1), at gerningsmanden har høj alder, når anvendelse af den
sædvanlige straf er unødvendig eller skadelig (nr. 2), at ger-
ningen grænser til at være omfattet af en straffrihedsgrund
(nr. 3), at gerningsmanden har handlet i undskyldelig uvi-
denhed om eller undskyldelig misforståelse af retsregler, der
forbyder eller påbyder handlingens foretagelse (nr. 4), og at
gerningsmanden frivilligt har angivet sig selv og aflagt fuld-
stændig tilståelse (nr. 9).
2.12.2. Lovforslaget
Hvis en skyldner med gæld under inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden flytter til udlandet, kan det være
vanskeligt for restanceinddrivelsesmyndigheden at inddrive
gælden, hvis restanceinddrivelsesmyndigheden ikke har
kendskab til skyldners adresse i udlandet. Der eksisterer ik-
ke i dag en pligt til at oplyse om adressen i udlandet, hvis en
skyldner med gæld under inddrivelse fraflytter Danmark.
Hvis en skyldner har skatte- og afgiftsgæld under inddri-
velse, har restanceinddrivelsesmyndigheden via et EU-di-
rektiv, jf. Rådets Direktiv 2010/24/EU af 16. marts 2010 om
gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse
med skatter, afgifter og andre foranstaltninger, mulighed for
at få hjælp fra andre medlemsstater til at få oplyst skyldners
udenlandske adresse og om nødvendigt få bistand til at ind-
drive gælden i det pågældende land. Bestemmelser om gen-
sidig bistand til inddrivelse af skatte- og afgiftsgæld findes
også i en del af de dobbeltbeskatningsoverenskomster, som
Danmark har indgået med en række lande.
Anmodning om bistand bliver dog kompliceret, hvis re-
stanceinddrivelsesmyndigheden ikke har kendskab til, hvil-
ket land skyldneren har bosat sig i. Samtidig gælder EU-di-
rektivet og dobbeltbeskatningsoverenskomsterne ikke i for-
hold til alle former for gæld til det offentlige under inddri-
velse – f.eks. SU-gæld. Det betyder, at hvis en skyldner med
SU-gæld under inddrivelse ikke selv har oplyst sin uden-
landske adresse til de danske myndigheder, kan restanceind-
drivelsesmyndigheden have vanskeligt ved at inddrive gæl-
43
den. Restanceinddrivelsesmyndigheden har dog mulighed
for at søge efter skyldneres adresser i offentligt tilgængelige
registre og via søgemaskiner.
Det foreslås at indføre en generel pligt til at oplyse uden-
landsk adresse til restanceinddrivelsesmyndigheden ved fra-
flytning fra Danmark for personer, der har gæld under ind-
drivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Det foreslås,
at skyldnerne også skal opdatere oplysningerne ved efterføl-
gende flytninger i udlandet.
Det foreslås således i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige at regulere pligten til at oplyse om udlandsadresse
for skyldnere, og det foreslås, at oplysningerne skal indgives
til og registreres hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Der findes ikke grundlag for at foreslå fastsat en generel
pligt til i CPR at registrere den til enhver tid værende aktuel-
le udlandsadresse for alle personer, som i CPR er registreret
som udrejst. Baggrunden herfor er, at CPR har karakter af et
nationalt grundregister, som indeholder grundlæggende op-
lysninger om bl.a. adresser på personer, som har bopæl her i
landet, og der er for så vidt angår personer, der tager ophold
i udlandet, i lov om Det Centrale Personregister alene krav
om, at de pågældende i CPR registreres som udrejst.
Bopælsregistreringen i CPR varetages af kommunerne,
som til brug for fastlæggelsen af en persons bopælsforhold
kan indhente oplysninger fra vedkommende selv, andre
myndigheder og visse private. Der er således i lov om Det
Centrale Personregister givet kommunerne en række kon-
trolredskaber til at sikre, at de oplysninger, der registreres i
CPR om bopælsforhold i Danmark, er retvisende. Det er ik-
ke muligt at etablere samme effektive redskaber til brug for
kontrol af udenlandske adresser, hvorfor det ikke findes
hensigtsmæssigt at registrere oplysninger om udlandsadres-
ser i CPR med henblik på løbende vedligeholdelse heraf.
Forslaget om at indføre en generel pligt til at oplyse uden-
landsk adresse til restanceinddrivelsesmyndigheden ved fra-
flytning fra Danmark vil kunne betyde en effektivisering af
inddrivelse af gæld i udlandet, fordi restanceinddrivelses-
myndigheden kan kontakte skyldnerne uden at bruge tid og
ressourcer på at søge efter adressen og hurtigere kan sende
evt. anmodninger om bistand til inddrivelse i andre lande.
Det foreslås således, at en skyldner, der har gæld under
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, og som
fraflytter Danmark, har pligt at anmelde flytningen til re-
stanceinddrivelsesmyndigheden. Det er en forudsætning, at
skyldnerens gæld under inddrivelse udgør minimum 100 kr.
Beløbsgrænsen er fastsat ud fra beløbsgrænsen i § 1, stk. 2,
1. pkt., i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om ind-
drivelse af gæld til det offentlige, hvorefter en fordring
under 100 kr. inklusive renter, gebyrer og andre omkostnin-
ger ikke kan overdrages til inddrivelse hos restanceinddri-
velsesmyndigheden.
Det foreslås, at en skyldner har pligt til at give restan-
ceinddrivelsesmyndigheden oplysning om fraflytningen in-
den udrejsen. Det vil betyde, at skyldneren inden afrejsen
skal anmelde fraflytningen til restanceinddrivelsesmyndig-
heden med henblik på at sikre muligheden for fortsat inddri-
velse. Hvis anmeldelsen sker inden udrejsen, vil restan-
ceinddrivelsesmyndigheden desuden have mulighed for
eventuelt hurtigt at gennemføre en udlægsforretning med
henblik på foretagelse af udlæg i løsøre m.v., som typisk
medtages ved en fraflytning. Kravet om så vidt muligt at gi-
ve underretning om tid og sted for udlægsforretningen, jf.
retsplejelovens § 493, stk. 1, fraviges således efter stk. 2,
hvis det må antages, at muligheden for at opnå dækning el-
lers vil blive væsentligt forringet, og stk. 2 kan bl.a. anven-
des i tilfælde, hvor skyldneren står i begreb med at forlade
landet.
Det foreslås, at skyldnerens anmeldelse til restanceinddri-
velsesmyndigheden om flytningen skal indeholde oplysning
om vedkommendes personnummer, fulde navn eller adres-
seringsnavn, hidtidige adresse og bopælskommune, fremti-
dige adresse og bopælsland og flyttedato. Oplysningerne
svarer i hovedsagen til de oplysninger, som en skyldner skal
anmelde til CPR ved fraflytning fra Danmark, jf. § 26 i lov
om Det Centrale Personregister, bortset fra at der med for-
slaget indføres en pligt til at oplyse om adressen i udlandet.
Hvis skyldner flytter bopæl i udlandet, er det med henblik
på at kunne foretage inddrivelse fortsat vigtigt for restan-
ceinddrivelsesmyndigheden at have oplysninger om den nye
adresse i udlandet, så længe skyldneren har gæld under ind-
drivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Det foreslås
derfor, at skyldner har pligt til løbende at opdatere oplysnin-
gerne om personnummer, fulde navn eller adresseringsnavn,
hidtidige adresse og bopælskommune, fremtidige adresse og
bopælsland og flyttedato, senest 14 dage efter at forholdene
har ændret sig.
Det foreslås, at oplysnings- og opdateringspligten ikke
gælder, så længe en afdragsordning, som restanceinddrivel-
sesmyndigheden over for skyldner har truffet afgørelse om
eller med skyldner har indgået aftale om vedrørende skyld-
ners gæld under inddrivelse, overholdes.
I sådanne situationer, hvor skyldner afdrager sin gæld
under inddrivelse, er der ikke det samme behov for oplys-
ninger om adresse i udlandet m.v. Dette gælder dog ikke,
hvis den nævnte inddrivelse ophører. Det foreslås derfor, at
oplysningerne om personnummer, fulde navn eller adresse-
ringsnavn, hidtidige adresse og bopælskommune, fremtidige
adresse og bopælsland og flyttedato gives eller opdateres af
skyldner senest 14 dage efter afdragets forfaldsdato, hvis
skyldner efter sin fraflytning fra Danmark undlader at betale
et afdrag.
I nogle tilfælde fraflytter skyldnere med gæld under ind-
drivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden alene Dan-
mark for en midlertidig periode. Der kan f.eks. være tale om
studieophold, længere udlandsrejser eller et midlertidigt job
i udlandet. Er fraflytningen til udlandet alene af midlertidig
karakter, foreslås det, at pligten til at oplyse adresse i udlan-
det m.v. ikke gælder, hvis skyldner er tilsluttet Digital Post.
Restanceinddrivelsesmyndigheden kan således kontakte
skyldner via Digital Post med henblik på f.eks. at give op-
lysninger om skyldners gæld, iværksætte afdragsordninger
eller lignende. For at have en klar og enkel regel, som kan
systemunderstøttes, foreslås det, at fraflytning til udlandet
44
anses for at være af midlertidig karakter, hvis opholdets va-
righed ikke overstiger en periode på 6 måneder. Dette stem-
mer overens med, at ophold i udlandet på over 6 måneder
efter § 24, stk. 1, i lov om Det Centrale Personregister med
visse undtagelser betragtes som en fraflytning til udlandet
og dermed indebærer, at personen skal registreres i CPR
som værende udrejst.
I tilfælde af, at skyldner ikke har en fast bopæl i udlandet,
f.eks. fordi vedkommende er på en længere jordomrejse, har
et job med stor rejseaktivitet og ingen fast bopæl eller lig-
nende, kan det være umuligt for skyldneren at opfylde plig-
ten til at oplyse sin bopæl i udlandet. Det foreslås på bag-
grund heraf, at har en skyldner med gæld under inddrivelse
hos restanceinddrivelsesmyndigheden ikke en fast bopæl i
udlandet, skal skyldner i stedet oplyse en kontaktadresse,
medmindre skyldner er tilsluttet Digital Post. Restanceind-
drivelsesmyndigheden kan også i denne situation kontakte
skyldner via den oplyste kontaktadresse eller Digital Post
med henblik på f.eks. at give oplysninger om skyldners
gæld, iværksætte afdragsordninger eller lignende.
Hvis en skyldner ikke er i stand til at anmelde sin fraflyt-
ning til udlandet til restanceinddrivelsesmyndigheden, f.eks.
fordi vedkommende er fysisk eller psykisk syg, under vær-
gemål eller lignende, foreslås det, at flytningen anmeldes af
den, der er ansvarlig for den pågældende. Det kan f.eks. væ-
re en værge.
Da der kan være behov for at fastsætte nærmere regler for
pligten til at oplyse udenlandsk adresse ved fraflytning til
udlandet, foreslås det, at skatteministeren kan fastsætte nær-
mere regler om oplysningspligten.
For at sikre, at en skyldner har incitament til både at oply-
se om sin adresse i udlandet ved fraflytning og løbende op-
datere oplysninger eller være tilsluttet Digital Post ved mid-
lertidige ophold i udlandet eller ved manglende bopæl i ud-
landet, foreslås det, at manglende overholdelse af oplys-
ningspligten skal kunne sanktioneres med bødestraf.
Det foreslås således, at medmindre højere straf er for-
skyldt efter den øvrige lovgivning, kan en skyldner, der har
gæld under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndighe-
den og fraflytter Danmark, straffes med bøde, hvis
vedkommende forsætligt eller ved grov uagtsomhed undla-
der at opfylde pligten til inden udrejsen at anmelde flytnin-
gen til restanceinddrivelsesmyndigheden, afgiver urigtige el-
ler vildledende oplysninger om sit personnummer, sit fulde
navn eller adresseringsnavn, sin hidtidige adresse og bo-
pælskommune, sin fremtidige adresse og bopælsland og
flyttedatoen eller undlader løbende at opdatere disse oplys-
ninger, senest 14 dage efter at forholdene har ændret sig.
Bødeniveauet for overtrædelse af sådanne ordensforskrif-
ter på skatteområdet ligger typisk i størrelsesordenen
800-2.000 kr. Bødeniveauet for ordensbøder fastsættes ved
prøvesager ved domstolene og vil, når der foreligger doms-
praksis for overtrædelse af de pågældende bestemmelser,
indgå i det såkaldte ordensbødekatalog på Skatteministeriets
område.
Det er med lovforslaget forudsat, at der ved fastsættelsen
af bødens størrelse inden for det angivne interval ud over de
almindelige regler i straffelovens kapitel 10 tages hensyn til
størrelsen på skyldners gæld under inddrivelse. Det er såle-
des forudsat, at der skal være en vis proportionalitet mellem
gældsstørrelsen og bødestørrelsen.
Hvis skyldneren har anmeldt sin fraflytning til udlandet til
kommunalbestyrelsen og er blevet registreret som udrejst i
CPR, vil restanceinddrivelsesmyndigheden via CPR kunne
konstatere, at skyldneren har overtrådt en strafbelagt regel
ved ikke rettidigt at anmelde sin flytning til restanceinddri-
velsesmyndigheden. I tilfælde, hvor skyldneren ikke har an-
meldt fraflytningen til udlandet til kommunalbestyrelsen
med henblik på registrering i CPR, vil restanceinddrivelses-
myndigheden derimod være afhængig af andre oplysninger
for at kunne konstatere strafansvaret, men det er ikke tan-
ken, at restanceinddrivelsesmyndigheden skal påtage sig ef-
terforskningslignende opgaver med henblik på at kunne
strafforfølge skyldneren. Restanceinddrivelsesmyndighe-
dens hovedopgave er at forestå inddrivelsen af gæld til det
offentlige.
Det foreslås endvidere, at restanceinddrivelsesmyndighe-
den kan anvende et bødeforelæg ved manglende overholdel-
se af oplysningspligten. Det foreslås således, at hvis en
overtrædelse ikke vil medføre højere straf end bøde, kan re-
stanceinddrivelsesmyndigheden i et bødeforelæg tilkendegi-
ve, at sagen kan afgøres uden retssag, hvis den, der har be-
gået overtrædelsen, erklærer sig skyldig i overtrædelsen og
erklærer sig rede til inden for en nærmere angivet frist, der
efter anmodning kan forlænges, at betale en bøde, der er an-
givet i bødeforelægget.
Det foreslås, at retsplejelovens regler om krav til indhol-
det af et anklageskrift og om, at en sigtet ikke er forpligtet
til at udtale sig, finder tilsvarende anvendelse på disse bøde-
forelæg.
Bødeforelæg forudsætter i praksis, at skyldner efterfølgen-
de har opfyldt sin oplysningspligt, at restanceinddrivelses-
myndigheden af egen drift har fundet frem til skyldners
adresse i udlandet, eller at restanceinddrivelsesmyndigheden
har fået hjælp fra det land, hvor en skyldner har sin bopæl,
til at få oplyst skyldners adresse, jf. ovenfor om bistandsdi-
rektivet ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skat-
ter, afgifter og andre foranstaltninger og tilsvarende bestem-
melser om gensidig bistand til inddrivelse af skatte- og af-
giftsgæld i dobbeltbeskatningsoverenskomster, som Dan-
mark har indgået med en række lande.
Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden ikke af egen drift,
ved hjælp fra skyldners bopælsland eller på anden måde kan
finde en skyldners adresse i udlandet, kan bødeforelæg ikke
anvendes. Det betyder i praksis, at en bøde for manglende
opfyldelse af oplysningspligten ikke bliver aktuel, før re-
stanceinddrivelsesmyndigheden får kendskab til skyldners
adresse.
Vedtagelse af en bøde indebærer, at overtrædelsen afgøres
uden retssag, dvs. at skyldneren undgår en straffesag, som af
anklagemyndigheden indbringes for domstolene, hvorefter
45
bøden bliver idømt af retten, hvis retten finder, at skyldne-
ren er skyldig i overtrædelsen.
Bøder, som vedtages efter bødeforelæg, skal betales til re-
stanceinddrivelsesmyndigheden, mens bøder, der idømmes i
en straffesag, skal betales til politiet, jf. § 90, stk. 1, i lov om
fuldbyrdelse af straf m.v.
Det foreslås endvidere, at bøder i sager, der afgøres admi-
nistrativt – dvs. vedtages af skyldneren – anses for modtaget
til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, hvis
skyldneren ikke inden en nærmere angivet frist betaler det
skyldige beløb.
2.13. Ophævelse af forsøgsordning med eftergivelse af gæld
til det offentlige for socialt udsatte grupper
2.13.1. Gældende ret
På finansloven for 2005 blev der afsat 25 mio. kr. årligt i
fire år (2005-2008) til et forsøg med gældseftergivelse for
socialt svage grupper, jf. finansloven for 2005, §
15.75.28.50.
Forsøgsordningen kom i forlængelse af, at en spørgeske-
maundersøgelse foretaget af Socialforskningsinstituttet
(SFI) havde vist, at gæld til det offentlige for de svageste
kontanthjælpsmodtagere kunne være en barriere for at kom-
me i beskæftigelse. Dette skyldtes ifølge SFI for det første,
at en eventuel økonomisk fremgang – som følge af beskæfti-
gelse – ville blive mødt med krav om afdrag på gælden til
det offentlige. Og for det andet, at kontanthjælpsmodtagere
normalt ikke vil kunne opnå gældssanering efter de alminde-
lige regler i konkursloven, da det er en forudsætning, at
skyldners økonomiske forhold er afklarede. Og da kontant-
hjælp er en midlertidig ydelse, kan de økonomiske forhold
netop ikke anses for afklarede.
De nærmere regler om forsøgsordningen med eftergivelse
af gæld til det offentlige for socialt udsatte grupper blev
fastsat ved lov nr. 510 af 7. juni 2006 og fremgår af kapitel
3 a i lovbekendtgørelse nr. 1063 af 25. oktober 2006 om til-
skud til afvikling af studiegæld og om eftergivelse af studie-
gæld samt om forsøg med eftergivelse af gæld til det offent-
lige for socialt udsatte grupper. Reglerne trådte efter notifi-
kation i EU i kraft den 1. februar 2007, jf. bekendtgørelse
nr. 34 af 9. januar 2007 om ikrafttræden af visse bestemmel-
ser i lov om ændring af lov om eftergivelse af gæld for so-
cialt udsatte grupper. Midlerne på finansloven blev overført
til de følgende finansår (2007-2010).
Forsøgsordningen gik fra starten ud på, at skyldnere, som
i en uafbrudt periode på 4 år eller mere havde modtaget
hjælp efter § 11 i lov om aktiv socialpolitik (kontanthjælp,
starthjælp eller tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelses-
indsats) eller introduktionsydelse efter kapitel 5 i integrati-
onsloven, gradvist kunne få eftergivet deres gæld til det of-
fentlige, forudsat at skyldnerne overgik til beskæftigelse,
fleksjob, uddannelse eller revalidering og fastholdt dette i en
samlet periode på 5 år.
Det blev i lovforslaget om forsøgsordningens indførelse
(lovforslag nr. L 174, Folketingstidende 2005-2006, tillæg
A, side 5898), antaget, at i alt ca. 20.000 personer ville op-
fylde varighedskriteriet om uafbrudt offentlig forsørgelse i 4
år og derfor potentielt kunne blive omfattet af ordningen, så-
fremt de i stedet kunne komme i beskæftigelse m.v.
Det var en betingelse for gældseftergivelsen, at skyldneren
havde fået tilsagn om ordinær, ustøttet beskæftigelse, om
optagelse på en ordinær uddannelse, eller at skyldneren var
visiteret til revalidering, herunder forrevalidering efter kapi-
tel 6 i lov om aktiv socialpolitik, eller havde fået tilbudt
fleksjob.
Når ansøgeren opfyldte betingelserne for eftergivelse af
gæld til det offentlige, blev gælden således gradvist nedskre-
vet over 5 år med 1/60 af den eftergivne gæld om måneden.
Nedskrivningen var gældende for såvel skyldneren som den
offentlige fordringshaver.
Gældseftergivelsen skulle stilles i bero i op til 1 år, hvis
skyldneren igen kom tilbage på offentlig forsørgelse. Heref-
ter ville eftergivelsen helt bortfalde for den resterende del af
gælden. Og i tilfælde af misligholdelse, altså at skyldneren
fik nye krav sendt til inddrivelse fra en offentlig fordrings-
haver, ville eftergivelsen af gælden også bortfalde, for så
vidt angår den resterende del af den gæld, der var omfattet
af eftergivelsen.
Forsøgsordningen indeholdt endvidere en kompensation
til de berørte offentlige fordringshavere. Hertil anvendtes de
på finansloven afsatte midler efter fradrag for udgifter til
ordningens administration. Afregning af kompensation til
fordringshaverne skulle ske en gang om året og opgøres ved
årets udgang. Kompensationsbeløbet skulle fordeles for-
holdsmæssigt mellem de berørte offentlige kreditorer.
Da afgørelse om gældseftergivelse skulle træffes på bag-
grund af objektive kriterier, ville kompensationsprocenten
være variabel fra år til år inden for et loft på op til 10 pct. af
gælden, afhængig af hvor megen gæld der var blevet eftergi-
vet i et kalenderår, idet der maksimalt var 25 mio. kr. til rå-
dighed til kompensation og administration pr. år. Netop på
grund af de objektive kriterier var der i princippet ikke no-
gen overgrænse for, hvor høj den samlede gældseftergivelse
til den enkelte skyldner i et givent år kunne blive.
Da forsøgsordningen trådte i kraft den 1. februar 2007, var
det som et 4-årigt forsøg. Forsøgsordningens regler inde-
holdt derfor også en revisionsbestemmelse, jf. § 16 j, stk. 3,
hvoraf det fremgik, at Skatteministeriet i samarbejde med
Socialministeriet et år efter ordningens ikrafttræden skulle
foretage en vurdering af de i ordningen fastsatte afgrænsnin-
ger. Loven indeholdt desuden en evalueringsbestemmelse,
jf.§ 16 j, stk. 4, hvorefter Skatteministeriet i samarbejde med
Socialministeriet skulle evaluere forsøgsordningen tre år ef-
ter ordningens ikrafttræden, med henblik på at vurdere om
ordningen efter udløbet af den 4-årige forsøgsperiode skulle
forlænges, gøres permanent, eller om den eventuelt skulle
ophæves.
Efter den lovbestemte vurdering af forsøgsordningens af-
grænsninger i 2008 blev ordningen i første omgang lempet.
Baggrunden var, at ordningen kun var blevet anvendt i me-
get begrænset omfang. Ved en lovændring gennemført ved §
120 i lov nr. 1336 af 19. december 2008 blev ordningen så-
46
ledes lempet på tre punkter. For det første, ved at eftergivel-
sesperioden blev nedsat fra 5 til 4 år. Beløbet, som skulle ef-
tergives pr. måned, udgjorde derfor nu 1/48 af skyldners
samlede gæld til det offentlige omfattet af eftergivelsen mod
tidligere 1/60. For det andet blev de tidsmæssige betingelser
for eftergivelse lempet, så skyldneren nu kun skulle have
modtaget de nævnte forsørgelsesydelser i samlet 3 år ud af
en 4-årig periode, hvor kravet tidligere havde været en uaf-
brudt periode på mindst 4 år. Som det tredje blev målgrup-
pen af skyldnere udvidet til også at omfatte dagpengemodta-
gere. Dermed blev gruppen af potentielle ansøgere til for-
søgsordningen udvidet til i alt ca. 31.000 personer. Ændrin-
gerne trådte i kraft den 1. januar 2009.
I 2010 blev den lovbestemte evaluering efter 3 år foretaget
af Skatteministeriet og Socialministeriet. I den forbindelse
blev det konstateret, jf. SAU 2010-2011, alm. del, Bilag
143, at forsøgsordningen – selv efter lempelserne fra 2008 –
fortsat blev anvendt i meget begrænset omfang. Således blev
der for årene 2007-2009 samlet set kun udbetalt lidt under 2
mio. kr. i kompensation til de fordringshavere, hvis tilgode-
havender var berørt af eftergivelse efter forsøgsordningen.
Der var på finansloven afsat 25 mio. kr. i hvert af de tre år.
Der blev i hele den nævnte periode i alt indgivet 461 ansøg-
ninger om gældseftergivelse, hvoraf 169 ansøgninger blev
godkendt. På baggrund af denne meget begrænsede anven-
delse af forsøgsordningen blev det i forbindelse med den
gennemførte evaluering besluttet ikke at forlænge ordnin-
gen. Da der var overførselsadgang på kontoen i finansloven,
kunne ordningen dog fortsat bruges, indtil den blev nedlagt
ved lov. Ordningen har således været gældende også efter
2010 og gælder fortsat, men har ligesom tidligere kun været
anvendt i meget begrænset omfang.
Til den skattepligtige indkomst medregnes ikke eftergivet
gæld til det offentlige for socialt udsatte grupper efter kapi-
tal 3 a i lov om forsøg med eftergivelse af gæld til det of-
fentlige for socialt udsatte grupper, jf. ligningslovens § 7, nr.
23.
2.13.2. Lovforslaget
Fra 2007 og indtil nu har der således eksisteret en ordning
med eftergivelse af gæld til det offentlige for socialt udsatte
grupper, som i praksis kun er blevet anvendt i meget be-
grænset omfang i forhold til forventningerne ved forsøgs-
ordningens indførelse i 2006 og ved de senere gennemførte
lempelser i 2008. I alt har kun i alt ca. 450 personer over he-
le perioden fået gældseftergivelse efter ordningen, selv om
den potentielle målgruppe i forarbejderne ved lovens indfø-
relse i 2006 blev skønnet til i alt ca. 20.000 personer og se-
nere ved den efterfølgende lovændring i form af lempelser-
ne, der blev indført i 2008, blev skønnet til i alt ca. 31.000
personer.
Af den oprindelige bevilling på finansloven på i alt 100
mio. kr. (25 mio. kr. hvert år fra 2005-2008) er der i perio-
den 2007-2017 samlet set anvendt i alt ca. 4,6 mio. kr. til
kompensation til fordringshavere og administration af for-
søgsordningen. Det skal i den forbindelse bemærkes, at der
p.t. ikke er udbetalt kompensation for eftergivelsesbeløb
vedrørende 2014-2017, idet beregningerne heraf fortsat på-
går.
Forsøgsordningens betingelser har i praksis vist sig at væ-
re administrativt komplicerede, særligt i forhold til at få ind-
hentet den nødvendige dokumentation for opfyldelse af krav
til forsørgelsesydelser og disses udbetalingsperioder. Dette
har gjort det vanskeligt at afgøre, hvorvidt en skyldner kan
få eftergivelse. Det har også vist sig, at det er vanskeligt lø-
bende at kontrollere, om skyldner i den efterfølgende 4-åri-
ge eftergivelsesperiode fortsat opfylder betingelserne for ef-
tergivelse. Det gælder ikke mindst i de tilfælde, hvor skyld-
ner flytter til udlandet. Herudover kompliceres forsøgsord-
ningen også af den særlige kompensationsregel i forhold til
fordringshaverne, hvor kompensationsprocenten skal fast-
sættes på ny hvert eneste år på baggrund af antal og størrelse
af det pågældende års eftergivelsesbeløb. Ordningen bliver
p.t. administreret manuelt, idet der ikke har været it-under-
støttelse tilknyttet siden idriftsættelsen af it-systemet EFI i
2013. I forbindelse med udviklingen af det nye it-system til
understøttelse af inddrivelse af gæld til det offentlige
(PSRM) er det vurderet, at en it-understøttelse af forsøgs-
ordningen i det nye inddrivelsessystem må anses for at være
særdeles systemkomplicerende, og at dette ikke står mål
med den i perioden 2007-2017 meget begrænsede brug af
ordningen.
Hertil kommer, at der allerede i dag med § 13, stk. 6, i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige findes en regel, der
giver mulighed for eftergivelse af gæld til det offentlige, når
sociale eller andre forhold i særlig grad taler for eftergivelse.
Denne regel vil kunne tilgodese de samme hensyn til de so-
cialt udsatte grupper, som det var tiltænkt med den eksiste-
rende forsøgsordning. Eksempelvis nævnes det i forarbej-
derne til § 13, stk. 6, jf. lovforslag nr. L 20, Folketingstiden-
de 2008-09, tillæg A, side 267, blandt andet, at eftergivelse
efter bestemmelsen vil kunne ske, hvis det vurderes, at gæl-
den til det offentlige er en varig barriere for, at skyldner kan
opnå varig tilknytning til arbejdsmarkedet.
Som følge heraf foreslås det at ophæve forsøgsordningen
med eftergivelse af gæld til det offentlige for socialt udsatte
med virkning fra og med den 1. juni 2018, så der fra lovens
ikrafttræden ikke længere kan ansøges om eftergivelse efter
ordningen. Ansøgninger om eftergivelse, der modtages af
restanceinddrivelsesmyndigheden den 1. juni 2018 eller se-
nere, vil derfor ikke blive behandlet. De eftergivelsessager,
hvor ansøgningen er modtaget inden den 1. juni 2018, og
som resulterer i en afgørelse om eftergivelse, vil kunne fort-
sætte, indtil de gradvist udløber.
Da lov om forsøg med eftergivelse af gæld til det offentli-
ge for socialt udsatte grupper efter lovændringen i 2008 ale-
ne indeholder de ovenfor nævnte regler vedrørende denne
forsøgsordning, foreslås det, at loven ophæves i sin helhed.
Det foreslås samtidig – som konsekvens af ophævelsen af
forsøgsordningen – ligeledes at ophæve bestemmelsen i lig-
ningslovens § 7, nr. 23, der gør eftergivelsesbeløb efter for-
søgsordningen skattefrie for skyldneren. Eftergivelsesbeløb
hidrørende fra sager, hvor der er ansøgt om eftergivelse in-
47
den den 1. juni 2018, vil fortsat være skattefrie for skyldne-
ren, i takt med at disse beløb gradvist eftergives.
Ultimo 2018 iværksætter Udviklings- og Forenklingssty-
relsen en analyse og fastlæggelse af en fremtidig strategi for
afskrivning og eftergivelse af gæld til det offentlige. Der vil
i den forbindelse også blive set på, om de gældende regler
for eftergivelse af gæld til det offentlige bedre kan målrettes
de socialt udsatte grupper ud fra relevante objektive kriteri-
er, og herunder hvordan nye regler herom vil kunne system-
understøttes. Et eventuelt lovforslag herom vil kunne indgå i
den næste lovforenklingspakke, der forventes fremsat i
2019.
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offent-
lige
Lovforslaget er med til at sikre digitaliser- og administrer-
bare regler for den fremtidige inddrivelse. Dermed er lovfor-
slaget med til at forhøje inddrivelseseffektiviteten og inddri-
velsesprovenuet i fremtiden, hvilket dog ikke kan kvantifi-
ceres nærmere.
Med lovforslaget foreslås det at indføre en række regler,
der vurderes at medføre et reduceret ressourcetræk for re-
stanceinddrivelsesmyndigheden. Det gælder de foreslåede
regler om foreløbig afbrydelse af forældelsen af fordringer,
der modtages til inddrivelse, og om restanceinddrivelses-
myndighedens håndtering af accessorisk forældelse, for så
vidt angår visse opkrævningsrenter og – gebyrer, reglerne
med en præcisering af bortfaldsregler og om lempelse af
kravene til forkyndelse foretaget af restanceinddrivelses-
myndighedens pantefogeder samt de klarere regler for beta-
lingsevnevurdering, hvori der indgår pensionsindbetalinger,
og reglerne om håndteringen af arbejdsgiveres negative kor-
rektioner af beløb indeholdt ved lønindeholdelse. Navnlig
forventes forslaget om at indføre regler om foreløbig afbry-
delse af forældelsen at reducere ressourcetrækket betydeligt.
Derimod forventes lovforslagets regel om håndteringen af
skyldnerskifte ved dødsfald, fusion, spaltning m.v. og især
indførelsen af en ny pligt for restanceinddrivelsesmyndighe-
den til at påse og bødesanktionere manglende overholdelse
af pligten til at oplyse udenlandsk adresse at medføre et øget
ressourcetræk for restanceinddrivelsesmyndigheden. Samlet
set vurderes lovforslaget dog at medføre et let reduceret res-
sourcetræk for restanceinddrivelsesmyndigheden, i takt med
at den nye inddrivelsesløsning indfases.
Det vurderes umiddelbart, at forslaget vil indebære behov
for systemtilretninger, der skønnes at medføre udgifter på
ca. 1 mio. kr. (udgiftsbaseret)
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervs-
livet m.v.
Erhvervsstyrelsens Team Effektiv Regulering (TER) har
modtaget lovforslaget i høring. TER vurderer samlet set, at
lovforslaget vil medføre administrative konsekvenser for
under 4 mio. kr., hvorfor disse ikke vil indgå i byrderegn-
skabet.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
Forslaget vurderes ikke at have administrative konsekven-
ser for borgerne.
6. Miljømæssige konsekvenser
Forslaget vurderes ikke at have miljømæssige konsekven-
ser
7. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 9. februar
2018 til den 9. marts 2018 været sendt i høring hos følgende
myndigheder og organisationer m.v.:
3 F, Advokatsamfundet, Ankestyrelsen, Arbejderbevægel-
sens Erhvervsråd, ATP, borger- og retssikkerhedschefen i
SKAT, Bryggeriforeningen, Business Danmark, Børnerådet,
Børsmæglerforeningen, CEPOS, Cevea, Dansk Aktionær-
forening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Byggeri,
Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Energi, Dansk Er-
hverv, Dansk Fjernvarme, Dansk Told & Skatteforbund,
Danske Advokater, DANVA, Datatilsynet, Den Danske
Dommerforening, DI, Domstolsstyrelsen, Erhvervsstyrelsen
– Team Effektiv Regulering, Ejendomsforeningen Danmark,
Ejerlejlighedernes Landsforening, FDM, Finans Danmark,
Finansforbundet, Finanstilsynet, Foreningen Danske Reviso-
rer, FSR – danske revisorer, Foreningen af Danske Skattean-
kenævn, Forsikring & Pension, Grundejernes Landsfor-
ening, HORESTA, Håndværksrådet, Investeringsfonds-
branchen, ISOBRO, IT-branchen, Justitia, KL, Kraka, Kris-
telig Arbejdsgiverforening, Kristelig Fagforening, Landbrug
& Fødevarer, Landsskatteretten, LO, Nationalbanken, Rådet
for Socialt Udsatte, SEGES, Skatteankestyrelsen, SRF Skat-
tefaglig Forening, Udbetaling Danmark og Ældre Sagen.
9. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindreudgifter
(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør
»Ingen«)
Negative konsekvenser/merudgifter
(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør
»Ingen«)
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Lovforslaget er med til at sikre digitaliser-
og administrerbare regler for den fremti-
Ingen.
48
dige inddrivelse. Dermed er lovforslaget
med til at forhøje inddrivelseseffektivite-
ten og inddrivelsesprovenuet i fremtiden,
hvilket dog ikke kan kvantificeres nærme-
re.
Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Lovforslaget forventes samlet set at med-
føre et let reduceret ressourcetræk for re-
stanceinddrivelsesmyndigheden, i takt
med at den nye inddrivelsesløsning indfa-
ses.
Lovforslaget forventes umiddelbart at
medføre merudgifter til systemtilretnin-
gen svarende til ca. 1 mio. kr.
Økonomiske konsekvenser for er-
hvervslivet
Ingen. Ingen.
Administrative konsekvenser for er-
hvervslivet
Ingen. Erhvervsstyrelsens Team Effektiv Re-
gulering (TER) har modtaget lovforsla-
get i høring. TER vurderer samlet set, at
lovforslaget vil medføre administrative
konsekvenser for under 4 mio. kr., hvor-
for disse ikke vil indgå i byrderegnska-
bet.
Administrative konsekvenser for bor-
gerne
Ingen. Ingen.
Miljømæssige konsekvenser Ingen. Ingen.
Forholdet til EU-retten Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
Går videre end minimumskrav i EU-
regulering (sæt X)
JA NEJ
X
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Det fremgår af § 2, stk. 3-4, i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige, at fordringer overdrages til restanceinddri-
velsesmyndigheden, når betalingsfristen er overskredet, og
sædvanlig rykkerprocedure forgæves er gennemført. For-
dringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren
opkræver fordringen, kan dog på skyldnerens anmodning til-
lade afdragsvis betaling eller henstand med betalingen. Af-
gørelser om afdragsvis betaling eller henstand med betalin-
gen kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed.
Inden overdragelse af fordringer m.v. til inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden skal fordringshaveren el-
ler den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordrin-
gen, skriftligt underrette skyldneren om overdragelsen. Un-
derretning kan dog undlades, hvis det må antages, at mulig-
heden for at opnå dækning ellers vil blive væsentligt forrin-
get.
Herudover fremgår det af lovens § 2, stk. 7, at fordrings-
haveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræ-
ver fordringen, såfremt denne bliver bekendt med væsentli-
ge ændringer i skyldnerens forhold efter overdragelsen af
fordringen til restanceinddrivelsesmyndigheden, skal under-
rette restanceinddrivelsesmyndigheden herom og i den for-
bindelse kan anmode restanceinddrivelsesmyndigheden om
at intensivere inddrivelsen eller at sende sagen tilbage til
fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren
opkræver fordringen, med henblik på at fordringshaveren el-
ler den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordrin-
gen, kan tillade afdragsvis betaling eller henstand med beta-
lingen. Fordringer, der er omfattet af refusionsret fra stats-
kassen, sendes ikke tilbage til fordringshaveren eller den,
der på vegne af fordringshaveren har forestået opkrævnin-
gen, jf. dog § 2, stk. 8, om tilbagekaldelse med henblik på
modregning. Fordringshaveren eller den, der på vegne af
fordringshaveren opkræver fordringen, kan således efter stk.
8 helt eller delvist tilbagekalde en fordring, der er overdra-
get til inddrivelse, med henblik på at foretage modregning
for kravet.
Skatteministeren har bemyndigelse til at fastsætte nærme-
re regler om de nævnte forhold, herunder en beløbsmæssig
mindstegrænse for fordringer, der overdrages til inddrivelse,
og om fremgangsmåden ved overdragelse af fordringer til
restanceinddrivelsesmyndigheden, tilbagekaldelse af for-
49
dringer til opkrævningsmyndigheden, størrelsen af fordrin-
ger m.v., som der kan tillades afdragsvis betaling eller hen-
stand med, og om tidsfrister for afdragsvis betaling og hen-
stand.
Når fordringer overdrages til inddrivelse, medsender for-
dringshaver relevante data om fordringen. Det fremgår såle-
des af § 3, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017
om inddrivelse af gæld til det offentlige, at fordringshaveren
eller dennes repræsentant ved overdragelse af fordringen til
restanceinddrivelsesmyndigheden skal benytte skyldners
personnummer eller cvr-nummer som journalnummer. Op-
lysninger om personnummer eller cvr-nummer kan dog und-
lades, hvis fordringshaveren eller dennes repræsentant godt-
gør, at det ikke har været muligt at fremskaffe sådanne op-
lysninger. Fordringshaveren skal ved overdragelsen af for-
dringen til restanceinddrivelsesmyndigheden give alle op-
lysninger, som efter restanceinddrivelsesmyndighedens be-
stemmelse er nødvendige for inddrivelsen, herunder oplys-
ning om fordringens stiftelsestidspunkt, forfaldstidspunkt,
sidste rettidige betalingstidspunkt, rentesats, hovedstol,
tilskrevne renter, gebyrer og omkostninger.
Af § 4, stk. 1, 1. pkt., i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts
2017 om inddrivelse af gæld til det offentlige fremgår det, at
fordringer anses for modtaget hos restanceinddrivelsesmyn-
digheden ved registreringen i modtagelsessystemet og får
prioritet i dækningsrækkefølgen fra dette tidspunkt. Uanset
tidspunktet for registreringen i modtagelsessystemet kan for-
dringer først dækkes, når de er registreret i inddrivelsessy-
stemet, jf. § 4, stk. 1, 2. pkt. Det følger desuden af bekendt-
gørelsens § 4, stk. 2, at fordringer afvises fra registrering i
modtagelsessystemet, hvis ikke nødvendige oplysninger ef-
ter § 3 er medsendt. Hvis de oversendte oplysninger giver
restanceinddrivelsesmyndigheden anledning til at søge op-
lysninger bekræftet hos fordringshaveren eller den, der på
vegne af fordringshaveren sender fordringen til inddrivelse,
anses fordringen for modtaget, når de oversendte oplysnin-
ger er rettet eller bekræftet, og rettelsen eller bekræftelsen er
registreret i modtagelsessystemet.
Det er fordringshavers ansvar, at data er korrekt registre-
ret. Det fremgår således af § 5, stk. 3 og 4, i lov om behand-
ling af personoplysninger, at oplysninger, som behandles,
skal være relevante og tilstrækkelige og ikke omfatte mere,
end hvad der kræves til opfyldelse af de formål, hvortil op-
lysningerne indsamles, og de formål, hvortil oplysningerne
senere behandles, og at behandling af oplysninger skal tilret-
telægges således, at der foretages fornøden ajourføring af
oplysningerne. Der skal endvidere foretages den fornødne
kontrol for at sikre, at der ikke behandles urigtige eller vild-
ledende oplysninger. Oplysninger, der viser sig urigtige eller
vildledende, skal snarest muligt slettes eller berigtiges. På
samme vis fremgår det af artikel 5, nr. 1, litra d, i Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27.
april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse
med behandling af personoplysninger og om fri udveksling
af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv
95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse), at person-
oplysninger skal være korrekte og om nødvendigt ajourførte.
Det anføres videre, at der skal tages ethvert rimeligt skridt
for at sikre, at personoplysninger, der er urigtige i forhold til
de formål, hvortil de behandles, straks slettes eller berigti-
ges. Forordningen får virkning fra den 25. maj 2018.
Hvis skyldner efter fordringens overdragelse fremkommer
med indsigelser om fordringens eksistens eller størrelse,
sender restanceinddrivelsesmyndigheden skyldnerens indsi-
gelser til fordringshaveren eller den, der på vegne af for-
dringshaveren opkræver fordringen, til afgørelse af indsigel-
serne. Restanceinddrivelsesmyndigheden underretter skrift-
ligt skyldneren om oversendelsen, jf. § 8 i bekendtgørelse
nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige.
Det fremgår videre af § 2, stk. 2, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, at beregning og opgørelse af fordrin-
ger og udsendelse af opkrævninger m.v. forestås af for-
dringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren
opkræver fordringen. Tilsvarende gælder behandlingen af
indsigelser om fordringen, jf. dog lovens §§ 17 og 18. Re-
stanceinddrivelsesmyndigheden kan beslutte, at indsigelser
om kravets eksistens og størrelse tillægges opsættende virk-
ning, hvis der er en begrundet formodning om, at kravet ik-
ke er opgjort korrekt eller ikke eksisterer. Hvis fordringsha-
veren ikke søger skyldnerens indsigelser om kravets eksi-
stens eller størrelse afklaret inden rimelig tid, kan restan-
ceinddrivelsesmyndigheden tilbagesende kravet til for-
dringshaveren. Der er således efter bestemmelsen tale om
tilbagesendelse af et konkret krav, hvorom skyldner har
fremsat indsigelse.
Det bemærkes, at ved restanceinddrivelsesmyndighedens
tilbagesendelse af fordringer efter § 2, stk. 2, 4. pkt., i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige og ved tilbagekal-
delse af fordringer, jf. § 2, stk. 7 og 8, i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige, sender restanceinddrivelsesmyn-
digheden de renter, der er påløbet, mens fordringen har væ-
ret under inddrivelse, og som er under inddrivelse, til for-
dringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaver har
tilbagekaldt eller fået tilbagesendt fordringerne, hvilket føl-
ger af § 8, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017
om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Når krav er overdraget til inddrivelse hos restanceinddri-
velsesmyndigheden, gælder der en ved lov fastsat dæknings-
rækkefølge, jf. § 4, stk. 1 og 2, i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige. Dækningsrækkefølgen indebærer, at hvis
beløb, der inddrives fra skyldner eller modtages ved en fri-
villig betaling, kun delvist dækker fordringer under inddri-
velse hos restanceinddrivelsesmyndigheden vedrørende
skyldneren, dækkes fordringerne i denne rækkefølge:
1. Bøder.
2. Underholdsbidrag, idet private krav dog dækkes forud
for offentlige krav.
3. Andre fordringer.
Dækker beløb, der inddrives fra skyldner, kun delvist for-
dringer inden for samme kategori, jf. ovenfor, dækkes for-
dringerne i den rækkefølge, de modtages hos restanceinddri-
velsesmyndigheden, således at den fordring, der først mod-
50
tages, dækkes først. Krav på rente dækkes dog forud for ho-
vedkravet.
Der er opsat en række såkaldte filtre i det nye it-system,
som understøtter inddrivelse af gæld til det offentlige. Filtre-
ne tjekker, om de fordringer og dertilhørende data, der sen-
des til inddrivelse, har logiske og tilsyneladende korrekte
data. Filtrene anvendes både på fordringer, som sendes til
inddrivelse fremadrettet, og fordringer, som allerede er
modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Hvis for-
dringernes data ikke er logiske og tilsyneladende korrekte,
blokeres de i filteret. Det fremgår således af § 4, stk. 2, i be-
kendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af
gæld til det offentlige, at fordringer afvises fra registrering i
modtagelsessystemet, hvis ikke nødvendige oplysninger ef-
ter bekendtgørelsens § 3 er medsendt. Hvis de oversendte
oplysninger giver restanceinddrivelsesmyndigheden anled-
ning til at søge oplysninger bekræftet hos fordringshaveren
eller den, der på vegne af fordringshaveren sender fordrin-
gen til inddrivelse, anses fordringen for modtaget, når de
oversendte oplysninger er rettet eller bekræftet, og rettelsen
eller bekræftelsen er registreret i modtagelsessystemet.
Uanset disse filtre kan der være tilfælde, hvor fordringer
med datafejl registreres i modtagelsessystemet, og hvor re-
stanceinddrivelsesmyndigheden eller fordringshaver senere
selv opdager, at der er en fejl i data.
Det følger af officialmaksimen, at myndighederne har an-
svaret for at oplyse en sag tilstrækkeligt, inden de træffer af-
gørelse. Det er ikke lovfæstet, men er udtryk for en alminde-
lig retsgrundsætning. Formålet med officialmaksimen er at
understøtte, at der træffes materielt lovlige og rigtige afgø-
relser. Officialmaksimen hører til de såkaldte garantifor-
skrifter, og hvis en sag er utilstrækkeligt oplyst, kan det be-
tyde, at afgørelsen må tilsidesættes som ugyldig. Det kan
også betyde, at sagen må genoptages, så de manglende un-
dersøgelser kan blive foretaget. Officialmaksimen indebæ-
rer, at myndigheden har pligt til at sikre, dels at myndighe-
den er i besiddelse af de oplysninger, der er nødvendige for
at træffe en afgørelse i den foreliggende sag, og dels at disse
oplysninger er korrekte.
En sag skal undersøges, i netop det omfang som er nød-
vendigt for at træffe en forsvarlig og materielt rigtig afgørel-
se i den enkelte sag. En forvaltningsmyndighed kan ikke
uden hjemmel i lovgivningen fravige de almindelige prin-
cipper for sagsoplysning ved f.eks. alene at foretage en ge-
neraliseret eller forenklet sagsoplysning.
Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden har kendskab til
eller får mistanke om, at en fordring er ramt af datafejl af en
sådan karakter, at inddrivelse ikke lovligt vil kunne ske, vil
datafejlen eller –fejlene skulle rettes, før inddrivelse kom-
mer på tale. Situationen kan sammenlignes med, at en skyld-
ner frembringer indsigelser, der skaber en begrundet for-
modning om, at fordringen ikke er opgjort korrekt eller ikke
eksisterer. I sådanne tilfælde kan restanceinddrivelsesmyn-
digheden vælge at suspendere inddrivelsen, jf. ovenfor. Al-
lerede efter gældende uskreven ret vil restanceinddrivelses-
myndigheden være forpligtet til at suspendere inddrivelsen,
hvis restanceinddrivelsesmyndigheden får kendskab til data-
fejl af en sådan karakter, at den eller disse fejl vil hindre en
lovlig inddrivelse af den fordring, som denne eller disse fejl
vedrører. En beslutning om en sådan suspension er udtryk
for faktisk forvaltningsvirksomhed og er ikke en afgørelse,
hvorfor beslutningen ikke omfattes af forvaltningslovens
regler om bl.a. partshøring, begrundelse og oplysning om en
eventuel klageadgang. Hvis det på baggrund af allerede kon-
staterede datafejl må formodes, at alle fordringer af samme
type og fra samme fordringshaver er ramt af samme datafejl,
der kan tilskrives forhold hos fordringshaver eller den, der
på vegne af fordringshaver opkræver fordringen, må det til-
svarende antages, at restanceinddrivelsesmyndigheden vil
være forpligtet til at suspendere inddrivelsen for at undgå en
formentlig ulovlig inddrivelse. Også sådanne beslutninger
om suspension vurderes at være udtryk for faktisk forvalt-
ningsvirksomhed. Inden inddrivelse kommer på tale, må re-
stanceinddrivelsesmyndigheden således som følge af offi-
cialmaksimen sikre sig, at alle relevante oplysninger, som
datatvivlen angår, er blevet bekræftet eller korrigeret.
Med nr. 1 foreslås som nye bestemmelser § 2, stk. 5-7,
indsat i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
I stk. 5, 1. pkt., foreslås det, at restanceinddrivelsesmyn-
digheden får hjemmel til ved kendskab til eller mistanke om
datafejl, der kan henføres til forhold hos fordringshaver eller
den, der på vegne af fordringshaver opkræver fordringen,
helt eller delvist at kunne suspendere inddrivelse af fordrin-
ger, der efter restanceinddrivelsesmyndighedens skøn kan
være berørt af fejlen. Restanceinddrivelsesmyndigheden op-
hæver ifølge 2. pkt. suspensionen, når fordringshaver eller
den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen,
har identificeret og tilbagekaldt de fordringer, som efter en
undersøgelse gennemført af fordringshaver eller den, der på
vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, har vist sig
at være berørt af fejlen. Har fordringshaver eller den, der på
vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, ikke inden
for en af restanceinddrivelsesmyndigheden fastsat frist iden-
tificeret og tilbagekaldt de fordringer, der er berørt af fejlen,
kan restanceinddrivelsesmyndigheden tilbagesende samtlige
de fordringer med renter og gebyrer, der omfattes af suspen-
sionen, jf. 3. pkt.
Afhængig af hvilken datafejl der er tale om, kan man tæn-
ke sig en situation, hvor et eller flere inddrivelsesskridt vil
kunne iværksættes, mens andre – som følge af fejlen – ikke
kan, hvorfor udtrykket »helt eller delvist« anvendes.
Det foreslås således, at de nærmere undersøgelser af datas
rigtighed i højere grad foretages af fordringshaver eller den,
der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen.
Suspension af inddrivelse betyder, at fordringen stadig an-
ses for at være under inddrivelse, men at restanceinddrivel-
sesmyndigheden ikke foretager dækning på eller aktivt ind-
driver på fordringerne, i det omfang fejlen efter restanceind-
drivelsesmyndigheden skøn kan medføre ulovlig inddrivel-
se. I det omfang de berørte fordringer allerede indgår i ind-
drivelsesskridt, kan suspensionen betyde, at fordringerne
fjernes fra inddrivelsesskridtet. Da det ikke er alle fejl i data,
der medfører risiko for fejl i inddrivelsen eller ulovlig ind-
drivelse, foreslås det, at der alene indføres en mulighed for
51
restanceinddrivelsesmyndigheden til at suspendere inddri-
velsen i disse tilfælde, men ikke en pligt.
Det foreslås endvidere, at restanceinddrivelsesmyndighe-
den først ophæver suspensionen af inddrivelsen for de for-
dringer, som kan være berørt af fejlen, når fordringshaver
eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver for-
dringen, har identificeret og tilbagekaldt de fordringer, som
efter en undersøgelse foretaget af fordringshaver eller den,
der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, har
vist sig at være berørt af fejlen. Ansvaret for gennemførel-
sen af undersøgelsen påhviler fordringshaver eller den, der
på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, men re-
stanceinddrivelsesmyndigheden kan i fornødent omfang bi-
stå ved denne undersøgelse. Når fordringshaver eller den,
der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, har
identificeret og tilbagekaldt de fordringer, som er berørt af
datafejl, indgår de resterende fordringer herefter i den sæd-
vanlige dækningsrækkefølge.
Hvis fordringshaveren eller den, der på vegne af for-
dringshaveren opkræver fordringen, ikke inden for en frist
fastsat af restanceinddrivelsesmyndigheden har identificeret
og tilbagekaldt de fordringer, der er berørt af fejlen, foreslås
det, at restanceinddrivelsesmyndigheden kan tilbagesende
samtlige de af suspensionen omfattede fordringer inklusive
renter og eventuelle gebyrer. Bestemmelsen tager sigte på
de tilfælde, hvor der er tale om kendskab til eller mistanke
om alvorlige datafejl, som vurderes at indebære risiko for
ulovlig inddrivelse. Fastsættelse og eventuel forlængelse af
fristen skal give fordringshaver eller den, der på vegne af
fordringshaveren opkræver fordringen, rimelig mulighed for
at kunne gennemføre undersøgelsen.
I forbindelse med tilbagesendelse skal restanceinddrivel-
sesmyndigheden vurdere, om de fejl, som mistanken vedrø-
rer, har en sådan karakter, at restanceinddrivelsesmyndighe-
den efter almindelige forvaltningsretlige principper ville ha-
ve pligt til ex officio at genoptage afgørelser vedrørende
eventuelle inddrivelseskridt eller vurdere, om tidligere dæk-
ninger på fordringerne skal ophæves. I givet fald kan restan-
ceinddrivelsesmyndigheden i stedet som led i faktisk myn-
dighedsudøvelse træffe beslutning om, at alle tidligere dæk-
ninger på de tilbagesendte fordringer ophæves. Samtidig kan
restanceinddrivelsesmyndigheden beslutte, at beregnede el-
ler tilskrevne inddrivelsesrenter på de fordringer, der tilba-
gesendes, ophæves.
Såfremt restanceinddrivelsesmyndigheden træffer beslut-
ning om ophævelse af tidligere dækninger vil det betyde, at
beløb, der allerede er blevet afregnet til fordringshaver ved-
rørende de tilbagesendte fordringer, skal anvendes til dæk-
ning af anden gæld, som skyldner har til det offentlige, eller
eventuelt tilbagebetales til skyldner. Fordringshavers tilba-
gebetaling sker i givet fald via fordringshavers konto hos re-
stanceinddrivelsesmyndigheden og kan gennemføres ved
automatiseret tvungen modregning over for fordringshaver,
dvs. at der modregnes efter et saldoprincip, jf. tilsvarende
opkrævningslovens § 16 a. Restanceinddrivelsesmyndighe-
den skal ved tilbagesendelse til fordringshaver eller den, der
på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, vurdere,
om skyldner bør underrettes herom, herunder om eventuel
ophævelse af dækninger og ophævelse af inddrivelsesrenter.
Efter § 5, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige forrentes fordringer under inddrivelse hos re-
stanceinddrivelsesmyndigheden, med undtagelse af bøder,
med en årlig rente svarende til renten i henhold til § 5, stk. 1
og 2, i lov om renter ved forsinket betaling m.v. Renten til-
skrives ifølge § 5, stk. 1, 2. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige fra den 1. i måneden efter modtagel-
sen hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
I stk. 6 foreslås det, at fordringer, som er omfattet af su-
spension efter stk. 5, fortsat forrentes efter § 5, idet fordrin-
ger, der er omfattet af suspension, fortsat anses for at være
under inddrivelse.
Tilskrivning af inddrivelsesrenter sker således, uanset at
fordringen er omfattet af en suspension, og renten tilskrives,
som udgangspunktet er for øvrige fordringer, dvs. fra den 1.
i måneden efter modtagelsen hos restanceinddrivelsesmyn-
digheden, jf. § 9, stk. 1, jf. dog stk. 2 og 3, i bekendtgørelse
nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige.
Idet fordringer, der er omfattet af suspension, anses for at
være under inddrivelse, er disse omfattet af samme forældel-
sesregler som andre fordringer.
Ifølge § 18 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
regnes forældelsesfristen for fordringer, der den 19. novem-
ber 2015 eller senere er under inddrivelse hos restanceind-
drivelsesmyndigheden, tidligst fra den 20. november 2018.
Med nærværende lovforslags § 1, nr. 15, foreslås, at der med
§ 18 a, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
indsættes en bestemmelse, hvorefter forældelsen af fordrin-
ger, der overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden –
og er modtaget til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyn-
digheden den 1. juni 2018 eller senere, jf. den foreslåede be-
stemmelse i nærværende lovforslags § 11, stk. 3 – tidligst
indtræder 3 år efter fordringens modtagelse hos restanceind-
drivelsesmyndigheden. Den foreslåede bestemmelse om su-
spension af inddrivelse indebærer, at fordringerne fortsat vil
være under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndighe-
den – blot ikke aktiv inddrivelse. Hverken den gældende be-
stemmelse i § 18 a eller den foreslåede bestemmelse i § 18
a, stk. 2, forudsætter, at fordringen er omfattet af en inddri-
velsesindsats. Afgørende er i stedet, at den er modtaget hos
restanceinddrivelsesmyndigheden med henblik på inddrivel-
se.
I stk. 7 foreslås det, at når en suspension ophæves, genind-
træder de fordringer, som ikke er tilbagekaldt af fordrings-
haver eller den, der på vegne af fordringshaver opkræver
fordringen, i dækningsrækkefølgen efter § 4.
Dækninger, som restanceinddrivelsesmyndigheden har
foretaget på skyldners anden gæld i den periode, hvor for-
dringerne var omfattet af suspensionen efter stk. 5, ophæves
ikke.
Restanceinddrivelsesmyndigheden kan ved tilbagesendel-
se efter stk. 5, 3. pkt., træffe beslutning om, hvorvidt dæk-
ninger, der allerede er foretaget på de berørte fordringer,
52
mens de var under inddrivelse, skal ophæves, samt om hvor-
vidt tilskrevne inddrivelsesrenter skal ophæves.
Som nævnt ovenfor foreslås det, at når en suspension af
fordringer under inddrivelse ophæves af restanceinddrivel-
sesmyndigheden, genindtræder fordringerne i dækningsræk-
kefølgen efter § 4. Det foreslås endvidere, at dækninger,
som restanceinddrivelsesmyndigheden har foretaget på
skyldners anden gæld i den periode, hvor fordringerne var
omfattet af suspensionen, fastholdes. Den foreslåede regel
vil sikre, at kompleksiteten i det nye it-system, der skal un-
derstøtte inddrivelsen, ikke øges.
Alle fordringshavere vejledes ved tilslutning til det nye it-
system, der skal understøtte inddrivelsen, i korrekt registre-
ring af stamdata med henblik på at opnå en forbedring af it-
understøttelsen af den fremtidige inddrivelse, effektivisering
i inddrivelsen og minimering af restanceinddrivelsesmyn-
dighedens tidsforbrug på nærmere undersøgelser af fordrin-
ger og de tilhørende data.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.8.
Til nr. 2
Med bestemmelsen foreslås en nødvendig konsekvensæn-
dring i § 2, stk. 5, 3. pkt. – der bliver stk. 8, 3. pkt. – i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige som følge af forsla-
get i nr. 1 om i lovens § 2 at indføre tre nye stykker – stk.
5-7. I stk. 5, 3. pkt., i den gældende bestemmelse henvises
til stk. 6, der som følge af indsættelsen af de tre nye stykker
skal ændres til stk. 9.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.8.
Til nr. 3
Med bestemmelsen foreslås en nødvendig konsekvensæn-
dring i § 2, stk. 7, 2. pkt. – der bliver stk. 10, 2. pkt. – i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige som følge af forsla-
get i nr. 1 om i lovens § 2 at indføre tre nye stykker – stk.
5-7. I stk. 7, 2. pkt., i den gældende bestemmelse henvises
til stk. 8, der som følge af indsættelsen af de tre nye stykker
skal ændres til stk. 11.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.8.
Til nr. 4
Med bestemmelsen foreslås nødvendige konsekvensæn-
dringer gennemført i § 2, stk. 9, 1. pkt., i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige – der bliver til stk. 12, 1. pkt. – idet
henvisningen til stk. 1-8 ændres til stk. 1-11 som følge af de
tre nye stykker, der foreslås indsat med bestemmelsen i nr.
1, jf. ovenfor.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.8.
Til nr. 5
Når restanceinddrivelsesmyndigheden træffer afgørelse
om lønindeholdelse eller fastsætter en afdragsordning, sker
det som udgangspunkt på grundlag af en skematisk bereg-
ning af skyldnerens betalingsevne, dvs. en beregning af,
hvad skyldner med rimelighed kan afdrage på sin gæld, når
skyldneren af sin bruttoindkomst har betalt skat, arbejdsmar-
kedsbidrag, ATP-bidrag og pensionsindbetalinger, når de
foretages af arbejdsgiveren som et obligatorisk led i ansæt-
telsesforholdet. Der kan også fastsættes afdragsordninger el-
ler lønindeholdelser på baggrund af en individuel betalings-
evnevurdering, hvor der tages højde for skyldnerens faktiske
udgifter, jf. nedenfor.
Ved overdragelse af fordringer m.v. til inddrivelse hos re-
stanceinddrivelsesmyndigheden overtager restanceinddrivel-
sesmyndigheden kreditorbeføjelserne, jf. § 3, stk. 1, i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige. Det fremgår endvidere
af § 3, stk. 3, at restanceinddrivelsesmyndigheden som led i
inddrivelsen kan tillade afdragsvis betaling eller henstand
med betalingen, medmindre andet følger af bilag 1. I medfør
af § 3, stk. 8, kan skatteministeren fastsætte nærmere regler
til gennemførelse af reglerne i stk. 1 og 3-7, dvs. også om
afdragsordninger. Denne bemyndigelse er udmøntet i kapitel
4 om afdragsordninger i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts
2017 om inddrivelse af gæld til det offentlige, som ændret
ved bekendtgørelse nr. 1161 af 27. oktober 2017.
Afdragsordninger fastsættes i udgangspunktet efter en
skematisk betalingsevneberegning. Af § 10, stk. 1, 2. pkt., i
bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af
gæld til det offentlige, som ændret ved bekendtgørelse nr.
1161 af 27. oktober 2017, fremgår det, at en afdragsordning
fastsættes som en procentdel (afdragsprocent) af skyldne-
rens årlige indkomst opgjort som den årlige indkomst inklu-
sive indtægter efter § 17 (f.eks. kontanthjælp, integrations-
ydelse og uddannelseshjælp), fratrukket arbejdsmarkedsbi-
drag, pensionsindbetalinger efter § 19, stk. 4, nr. 2, litra a,
ATP-bidrag og skat. Det beløb, som skal afdrages årligt,
fastsættes med udgangspunkt i en tabel (tabeltrækmetoden),
hvor afdragsprocenten fastsættes på baggrund af skyldners
nettoindkomst opgjort efter ovenstående regler og ud fra,
om skyldner har forsørgerpligt over for børn.
Ved fastsættelse af afdragsprocenten efter tabeltrækmeto-
den er det alene pensionsindbetalinger efter § 19, stk. 4, nr.
2, litra a, der kan fratrækkes skyldners bruttoindkomst. Det
er således kun pensionsindbetalinger, som foretages af ar-
bejdsgiveren, når pensionen er et obligatorisk led i ansættel-
sesforholdet, der kan fradrages ved betalingsevneberegnin-
gen. Det har dog i praksis ikke været muligt at overholde
dette krav, fordi der for restanceinddrivelsesmyndigheden
ikke er adgang til oplysninger om, hvorvidt en pensionsind-
betaling er obligatorisk eller ej.
Har skyldneren indsendt et budgetskema, kan restanceind-
drivelsesmyndigheden efter en konkret vurdering beslutte, at
betalingsevnevurderingen efter det fremsendte budgetskema
skal træde i stedet for den fastsatte afdragsordning, jf. § 10,
stk. 6, i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddri-
velse af gæld til det offentlige, dvs. at der i stedet anvendes
en individuel betalingsevnevurdering. I dette tilfælde kan
der ved fastsættelse af nettoindkomsten fradrages pensions-
indbetalinger, der foretages af arbejdsgiveren, når pensionen
er et obligatorisk led i ansættelsesforholdet, og når der efter
ansættelsesforholdets karakter, herunder ansættelsessted,
53
branche m.v., er tale om sædvanlige indbetalinger, jf. § 19,
stk. 4, nr. 2, litra a og b.
De gældende regler om fradrag for pensionsindbetalinger
ved betalingsevneberegning kan føres tilbage til Konkursrå-
dets betænkning nr. 1449/2004 om gældssanering, hvor be-
talingsevne er afgørende, i forhold til hvor meget en skyld-
ner kan betale i løbet af en femårig periode. Den gæld, der
ligger ud over det beløb, der kan betales i løbet af denne pe-
riode, vil herefter kunne blive eftergivet ved gældssanering,
hvis betingelserne for en gældssanering i øvrigt er opfyldt.
I betænkningen findes på side 533 ff. til bestemmelserne
om fradrag for pensionsindbetalinger et udkast, der ind-
holdsmæssigt er identiske med de regler, der blev indsat i
2005 i forbindelse med udstedelsen af både bekendtgørelse
nr. 894 af 22. september 2005 om gældssanering og be-
kendtgørelse nr. 995 af 19. oktober 2005 om inddrivelse af
gæld til det offentlige. Disse regler har stadig samme ind-
hold.
Bekendtgørelsen fra 2005 om inddrivelse af gæld til det
offentlige henviser som hjemmelsgrundlag bl.a. til lov nr.
429 af 6. juni 2005 om opkrævning og inddrivelse af visse
fordringer. Af lovforslag nr. L 112, forslag til lov om op-
krævning og inddrivelse af visse fordringer, fremgår det af
bemærkningerne, jf. Folketingstidende 2004-05, tillæg A, si-
de 4629, at udgangspunktet for forenklingerne af betalings-
evnevurderingen er Konkursrådets anbefalinger vedrørende
forenkling af betalingsevnevurdering i relation til gældssa-
nering i førnævnte betænkning.
Tilsvarende fremgår det af bemærkningerne til lovforslag
nr. L 149, forslag til lov om ændring af forskellige love
(Forenkling, harmonisering og objektivering af reglerne for
inddrivelse af gæld til det offentlige m.v. samt mulighed for
anvendelse af digitale lønsedler), jf. Folketingstidende
2004-05, 2. samling, tillæg A side 6701, at skatteministeren
bemyndiges til at fastsætte regler om betalingsevnevurde-
ring, og at reglerne vil tage udgangspunkt i de regler, der
følger af forslag til lov om ændring af konkursloven og kon-
kursskatteloven (Revision af reglerne om gældssanering), jf.
lovforslag nr. L 10, der blev fremsat den 23. februar 2005, i
relation til gældssaneringssager, således at der sikres over-
ensstemmelse imellem principperne for betalingsevnevurde-
ringer, herunder rådighedsbeløb, på inddrivelsesområdet og
generel insolvensret. Revisionen af gældssaneringsreglerne
betød, at frem for at retningslinjerne for budgetvurderingen
blev udviklet i retspraksis, skulle justitsministeren fremover
fastsætte nærmere regler for, hvilke indtægts- og udgiftspo-
ster der kan medtages i skyldnerens budget m.v. Det frem-
går endvidere, at det forventes, at skatteministeren udsteder
tilsvarende regler herom.
I lovforslag nr. L 20, forslag til lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige, jf. Folketingstidende 2008-09, tillæg A, si-
de 262, gengives reglerne om eIndkomst i afsnit 3.4.2, og
her fremgår det, at den årlige nettoindkomst opgøres som
den årlige bruttoindkomst inklusive positiv kapitalindkomst,
fratrukket arbejdsmarkedsbidrag, pensionsindbetaling, når
pensionen er et obligatorisk led i ansættelsesforholdet, SP-
bidrag, ATP-bidrag og skat. Dette fremgår ligeledes af de
specielle bemærkninger til § 10.
Sammenfattende er det således lagt til grund, at der ved
den skematiske betalingsevneberegning alene kan ske fra-
drag for pensionsindbetalinger, som er et obligatorisk led i
ansættelsesforholdet, mens de ved en konkret betalingsevne-
vurdering tillige skal være sædvanlige.
Det foreslås, at den gældende bemyndigelse i § 3, stk. 8, 1.
pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, hvorefter
skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om gennem-
førelse af reglerne i stk. 1 og 3-7, dvs. også om afdragsord-
ninger efter stk. 3, udvides til også at omfatte regler om fra-
drag for pensionsindbetalinger ved betalingsevneberegning.
Kravet om, at pensionsordningen skal være et obligatorisk
led i ansættelsesforholdet, er ikke egnet til en systemmæssig
understøttelse af en skematisk betalingsevneberegning ved
fastsættelse af afdragsordninger og ved afgørelser om løn-
indeholdelse. Restanceinddrivelsesmyndigheden anvender
oplysningerne i eIndkomst om pensionsindbetalinger fra ar-
bejdsgivere, men det fremgår ikke heraf, hvorvidt pensions-
indbetalingerne er sket som et obligatorisk led i ansættelses-
forholdet. En stillingtagen hertil forudsætter i princippet, at
restanceinddrivelsesmyndigheden i hver konkret sag kontak-
ter skyldneren og får oplysninger om, hvorvidt pensionsind-
betalingen er et obligatorisk led i ansættelsesforholdet. Når
det nye it-system for inddrivelse af gæld til det offentlige
skal foretage automatiseret betalingsevneberegning for alle
skyldnere på månedlig basis, er det derfor vigtigt, at regler-
ne er tilpasset en automatiseret proces, der ikke forudsætter
manuel sagsbehandling.
Den foreslåede udvidelse af bemyndigelsesbestemmelsen
sker med henblik på i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts
2017 om inddrivelse af gæld til det offentlige, som ændret
ved bekendtgørelse nr. 1161 af 27. oktober 2017, at fastsæt-
te objektive regler, hvorefter arbejdsgiveradministrerede
pensionsindbetalinger – uanset at der er tale om obligatori-
ske pensionsindbetalinger eller aftalte pensionsindbetalinger
– kan fragå i skyldnerens bruttoindkomst ved beregningen af
betalingsevnevurderingen ved afgørelser om afdragsordnin-
ger efter tabeltrækmetoden og budgetmetoden, ligesom det
vil være uden betydning, om der er tale om sædvanlige pen-
sionsindbetalinger.
I forhold til eftergivelsessager foreslås det at opretholde
de gældende regler om, at pensionsindbetalinger skal være
et obligatorisk led i ansættelsesforholdet og være sædvanli-
ge i forhold til ansættelsesforhold og branche m.v., for at
sikre parallelitet mellem på den ene side eftergivelsesregler-
ne i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse
af gæld til det offentlige og på den anden side bekendtgørel-
se nr. 1363 af 19. december 2008 om gældssanering, som
ændret senest ved bekendtgørelse nr. 1265 af 22. november
2017, der hører til Justitsministeriets område.
Baggrunden for forslaget er, at kravet om, at pensionsord-
ningen skal være et obligatorisk led i ansættelsesforholdet,
ikke er egnet til en systemmæssig understøttelse af en ske-
matisk betalingsevneberegning ved fastsættelse af afdrags-
54
ordninger og ved afgørelser om lønindeholdelse. Restan-
ceinddrivelsesmyndigheden anvender oplysningerne i eInd-
komst om pensionsindbetalinger fra arbejdsgivere, men det
fremgår ikke heraf, hvorvidt pensionsindbetalingerne er sket
som et obligatorisk led i ansættelsesforholdet. En stillingta-
gen hertil forudsætter i princippet, at restanceinddrivelses-
myndigheden i hver konkret sag kontakter skyldneren og får
oplysninger om, hvorvidt pensionsindbetalingen er et obli-
gatorisk led i ansættelsesforholdet. Når det nye it-system for
inddrivelse af gæld til det offentlige skal foretage automati-
seret betalingsevneberegning for alle skyldnere på månedlig
basis, er det derfor vigtigt, at reglerne er tilpasset en automa-
tiseret proces, der ikke forudsætter manuel sagsbehandling.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.10.
En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsa-
get af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver
den pågældende part medhold, jf. forvaltningslovens § 22.
Begrundelsen skal indeholde en henvisning til de retsregler,
i henhold til hvilke afgørelsen er truffet, jf. forvaltningslo-
vens § 24, stk. 1, og om fornødent en kort redegørelse for de
oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder,
som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen, jf. forvalt-
ningslovens § 24, stk. 2.
Ved siden af forvaltningslovens regler om begrundelses-
pligt gælder de indholdskrav, der kan udledes af ombuds-
mandens praksis vedrørende principperne om god forvalt-
ningsskik. Principperne om god forvaltningsskik har i nogle
tilfælde et bredere anvendelsesområde end begrundelses-
pligten i forvaltningslovens §§ 22-24 og kan også finde an-
vendelse ved faktisk forvaltningsvirksomhed.
Det følger bl.a. af principperne om god forvaltningsskik,
at de oplysninger, som offentlige myndigheder kommunike-
rer til borgerne, skal være fyldestgørende og korrekte. Re-
stanceinddrivelsesmyndigheden har derfor behov for oplys-
ninger om de fordringer, som overdrages til inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, for at kunne beskrive for-
dringen tilstrækkeligt og korrekt over for skyldner og andre.
Det foreslås, at der i § 3, stk. 8, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige indsættes et 3. pkt. med en bemyndi-
gelse til skatteministeren, hvorefter denne kan fastsætte nær-
mere regler om restanceinddrivelsesmyndighedens beskri-
velse af renter efter kildeskattelovens §§ 62 A og 63 og ren-
ter og gebyrer, der opkræves via skattekontoen, jf. opkræv-
ningslovens § 16, eller andre fordringshaversystemer, der
anvender et saldoprincip, i afgørelser og meddelelser til
skyldner og andre.
Saldoprincippet kendetegnes ved, at indbetalinger og ud-
betalinger automatisk vil blive modregnet hinanden, og det
udvisende, som kontoen har, kan således – i lighed med en
bankkonto – være negativt (debetsaldo) eller positivt (kre-
ditsaldo), jf. lovforslag nr. L 205, Folketingstidende
2005-06, tillæg A, side 6554, om opkrævning via Én Skatte-
konto.
Det forudsættes, at der findes en balance, hvorefter der er
tilstrækkelige oplysninger, til at skyldner kan identificere
renten eller gebyret, mens restanceinddrivelsesmyndigheden
på samme tid kan basere sig på oplysninger, som allerede er
modtaget fra fordringshaver, og som der kan fæstes lid til.
De nærmere principper vil desuden blive udviklet, i takt
med at fordringshavere i større omfang er godkendt til og
koblet på det nye inddrivelsessystem, når der er mere viden
om den specifikke anvendelse af fordringstyperne.
Skyldner vil have mulighed for ved henvendelse til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden at anmode om supplerende op-
lysninger om renten eller gebyret. Såfremt skyldner retter
henvendelse til restanceinddrivelsesmyndigheden med an-
modning om yderligere beskrivelse af renten eller gebyret,
kan restanceinddrivelsesmyndigheden indhente sådanne
yderligere oplysninger om renten eller gebyret hos for-
dringshaveren og videreformidle disse til skyldner.
Det forudsættes, at restanceinddrivelsesmyndighedens af-
gørelser og meddelelser med de af skatteministeren fastsatte
bestemmelser om beskrivelse af renter og gebyrer fortsat vil
gøre skyldner i stand til at identificere den enkelte fordring,
som restanceinddrivelsesmyndigheden kommunikerer om.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.6.
Til nr. 6
For renter og gebyrer, der omfattes af forældelsesloven,
gælder lovens 3-årige forældelsesfrist, selv om den fordring,
de vedrører, har en 10-årig forældelsesfrist som følge af et
særligt retsgrundlag, jf. forældelseslovens § 5, stk. 1, hvor-
efter forældelsesfristen er 10 år, når der for fordringen er ud-
stedt et gældsbrev, når fordringen er registreret i en værdipa-
pircentral, eller når fordringens eksistens og størrelse er an-
erkendt skriftligt eller fastslået ved forlig, dom, betalingspå-
krav påtegnet af fogedretten eller anden bindende afgørelse.
Den 3-årige forældelsesfrist for sådanne renter og gebyrer
fremgår af § 5, stk. 2, og omhandler senere forfaldne renter
og gebyrer. For renter og gebyrer omfattet af det særlige
retsgrundlag, f.eks. en dom, gælder således den 10-årige for-
ældelsesfrist.
Ud over denne selvstændige forældelse omfattes renter og
gebyrer dog også af en såkaldt accessorisk forældelse. Ved
forældelse af en hovedfordring bortfalder således også krav
på rente og lignende ydelse, jf. forældelseslovens § 23, stk.
2. En stillingtagen til berettigelsen af f.eks. en rente vil såle-
des kræve en stillingtagen til hovedfordringens eksistens og
størrelse, da renten påløb.
Ved afklaringen af, om et krav på rente eller gebyr er rets-
kraftigt, er det således ikke tilstrækkeligt at se på, om ren-
tens eller gebyrets selvstændige forældelsesfrist er udløbet.
Det skal også afklares, om hovedfordringen er retskraftig. Er
hovedfordringen ikke længere retskraftig, er renten og geby-
ret også forældet (accessorisk), selv om rentens eller geby-
rets selvstændige forældelsesfrist endnu ikke er udløbet.
Vedrører et gebyr, f.eks. et rykkergebyr, flere fordringer,
vil gebyret først blive ramt af accessorisk forældelse, den
dag den sidste af disse fordringer forældes. Det skyldes, at
gebyret i samme grad vedrører denne fordring som de andre
allerede forældede fordringer.
55
KOBRA-systemet anvendes til SKATs opkrævning af fy-
siske personers skyldige skatter, herunder restskat og B-
skat.
Opkrævningen af restskat reguleres af kildeskattelovens §
61. Er udskrivningsdatoen for den skattepligtiges årsopgø-
relse senest den 1. oktober i året efter indkomståret, overfø-
res den del af restskatten med eventuelle skyldige renter ef-
ter § 63, stk. 1, der ikke overstiger et grundbeløb på 19.600
kr. (2017-niveau) med tillæg af et til den overførte restskat
svarende tillæg efter stk. 2, som et yderligere tilsvar for det
efterfølgende år, til hvis dækning der opkræves yderligere
A-skat, B-skat eller arbejdsmarkedsbidrag for dette år, jf. §
61, stk. 3, 1. pkt. Et eventuelt resterende beløb efter § 61,
stk. 3, med tillæg efter stk. 2 forfalder ifølge § 61, stk. 4, 1.
pkt., til betaling i tre rater den 1. i hver af månederne august,
september og oktober i året efter indkomståret med sidste
rettidige betalingsdag den 20. i forfaldsmåneden. Udskrives
årsopgørelsen først den 1. august i året efter indkomståret el-
ler senere, forfalder raterne dog først til betaling den 1. i
hver af de nærmest følgende 3 måneder med sidste rettidige
betalingsfrist den 20. i forfaldsmåneden, jf. 2. pkt.
Er et beløb, som en skattepligtig efter kildeskatteloven
skal indbetale til det offentlige, ikke betalt rettidigt, skal den
pågældende betale en statskassen tilfaldende rente, der ud-
gør renten i henhold til opkrævningslovens § 7, stk. 2, med
tillæg af 0,4 procentpoint pr. påbegyndt måned fra forfalds-
dagen at regne, jf. kildeskattelovens § 63, 1. pkt. Renter af
skat, der påhviler den skattepligtige, opgøres én gang om
året og opkræves sammen med restskatten for de pågælden-
de år, jf. 2. pkt., som beskrevet ovenfor.
Ifølge kildeskattelovens § 63 opkræves renter af for sent
betalt personskat således på årsopgørelsen for det år, hvor
renterne er påløbet, dvs. i året efter det indkomstår, der gav
anledning til, at restskatten opstod, og sammen med den be-
regnede restskat for dette indkomstår. Dvs. at opkrævningen
af rente efter kildeskattelovens § 63 af for sent betalte per-
sonskatter fra ét indkomstår i henhold til lovgivningen op-
kræves med restskat for et senere indkomstår.
For restskat eller yderligere restskat, der skyldes en æn-
dret årsopgørelse, gælder kildeskattelovens § 61, stk. 3-6,
tilsvarende for betaling af beløbet, jf. lovens § 62 A, stk. 1,
1. pkt. Restskat eller yderligere restskat efter 1. pkt. med til-
læg efter § 61, stk. 2, forrentes ifølge § 62 A, stk. 1, 3. pkt.,
med renten i henhold til opkrævningslovens § 7, stk. 2, med
tillæg af 0,4 procentpoint pr. påbegyndt måned fra den 1.
september i året efter indkomståret og indtil udskrivningsda-
toen.
En rate efter kildeskattelovens § 61 vil således kunne være
sammensat af både selve restskatten for det pågældende ind-
komstår, renter efter § 62 A, hvis årsopgørelsen er udskrevet
sent, samt renter efter kildeskattelovens § 63 af ikke betalte
personskatter fra tidligere år, som er påløbet i det indkomst-
år, som restskatten vedrører.
Lovgivningen vedrørende afregning af personskatter er
dermed tilrettelagt på en sådan måde, at der ikke er en sam-
menhæng mellem renterne og den hovedstol, som renterne
er beregnet af. Afregningsmetoden er valgt, fordi den giver
en nem afregning med færrest mulige opkrævninger til skat-
teyderne.
Hvis eksempelvis årsopgørelsen for indkomståret 2017,
som dannes i marts 2018, udskrives inden den 1. august
2018 og resulterer i en restskat, der overstiger indregnings-
grænsen på 19.600 kr. (2017-niveau), opkræves restskatten i
3 rater i 2018 til betaling i august, september og oktober
med sidste rettidige betalingsdag den 20. i forfaldsmåneden.
Hvis raterne ikke betales til tiden, vil der i 2018 påløbe
renter for hver af raterne af restskatten for 2017. Disse ren-
ter opkræves via årsopgørelsen for 2018, hvilket indebærer
opkrævning i 2019. På årsopgørelsen vedrørende indkomst-
året 2018 vil der derfor indgå renter af de for sent betalte ra-
ter af restskatten fra indkomståret 2017.
Er der flere indkomstår med restskat, der opkræves via ra-
tevise betalinger, kan samme rate derfor indeholde rentebe-
løb fra flere indkomstår, ligesom én rate kan indeholde både
renter efter kildeskattelovens §§ 62 A og 63.
Hvis skatteyderen undlader at betale raterne, vil de efter
sædvanlig rykkerprocedure blive oversendt til inddrivelse.
SKATs system KOBRA vil i den forbindelse opdele raten i
henholdsvis restskat og rente. Systemet er i den sammen-
hæng opsat således, at den enkelte rente relateres til den
restskat eller B-skat, som renten er opkrævet på rate med.
Det er ikke i systemet KOBRA registreret, om renten er be-
regnet efter kildeskattelovens §§ 62 A eller 63.
SKATs opkrævning af A-skat, moms, told m.v. hos virk-
somheder m.v. foregår via skattekontoen, jf. opkrævningslo-
vens kapitel 5. Det samme gælder SKATs udbetaling af
f.eks. negativ moms. I § 16 bestemmes således, at ind- og
udbetalinger af de i bestemmelsen nævnte tilsvar, bl.a. skat-
ter og afgifter efter lovens § 1, stk. 1 og 2, fra og til virk-
somheder, selskaber, fonde og foreninger, offentlige myn-
digheder, institutioner m.v. indgår i en samlet saldoopgørel-
se (skattekontoen) efter reglerne i dette kapitel. Efter § 16 a,
stk. 1, modregnes ind- og udbetalinger af skatter og afgifter
m.v. omfattet af § 16 automatisk efter et saldoprincip, og
meddelelse om modregning fremgår af skattekontoen.
Overstiger den samlede sum af registrerede forfaldne krav
på virksomhedens konto den samlede sum af registrerede og
forfaldne tilgodehavender til virksomheden, udgør forskel-
len (debetsaldoen) det samlede beløb, som virksomheden
skylder SKAT, jf. § 16 a, stk. 2, 1. pkt. Er den samlede sum
af registrerede og forfaldne krav på indbetalinger fra virk-
somheden derimod mindre end de registrerede og forfaldne
krav på udbetalinger til virksomheden, udgør forskellen
(kreditsaldoen) virksomhedens samlede tilgodehavende hos
SKAT, jf. 2. pkt.
Det er i opkrævningslovens § 16 a, stk. 3-7, reguleret,
hvornår ind- og udbetalinger på skattekontoen registreres og
påvirker saldoen.
Hvor virksomheders indbetaling helt eller delvist anven-
des til betaling af en debetsaldo, der er sammensat af flere
krav, går betalingen til dækning af det ældst forfaldne krav
56
først, jf. § 16 a, stk. 8, der således har fraveget det øremærk-
ningsprincip, der antages at gælde i formueretten.
Dette kommer tilsvarende til udtryk i opkrævningslovens
§ 16 b, stk. 1, hvorefter beløb indbetales til skattekontoen
uden angivelse af, hvad betalingen skal dække, jf. dog stk. 2
om frivillig indbetaling af acontoskat efter selskabsskattelo-
vens § 29 B, stk. 6, eller pensionsafkastbeskatningsloven.
Efter opkrævningslovens § 16 c, stk. 1, 1. pkt., forrentes
en debetsaldo med den rente, der er fastsat i § 7, stk. 1, jf.
stk. 2. Renten beregnes dagligt og tilskrives månedligt, jf. 2.
pkt. Der beregnes således renters rente på skattekontoen, og
renten vil være beregnet af den til enhver tid værende debet-
saldo og ikke af de enkelte krav på kontoen. Toldskyld for-
rentes dog med renten fastsat i EU-toldkodeksens artikel
114, jf. opkrævningslovens § 16 c, stk. 2.
Det betyder, at SKATs opmærksomhed i opkrævnings-
mæssig sammenhæng alene retter sig mod den til enhver tid
værende saldo og ikke mod den eller de enkelte krav, som
denne saldo er sammensat af.
Dette betyder også, at en opkrævning vil rette sig mod den
til enhver tid værende saldo, og at beregningen af moraren-
ter vil rette sig mod debetsaldoen og ikke mod det enkelte
krav/den enkelte restance.
Overstiger en debetsaldo for en virksomhed 5.000 kr., skal
hele beløbet indbetales straks, og SKAT udsender et rykker-
brev herom til virksomheden, jf. § 16 c, stk. 4, 1. pkt., idet
der dog ikke udsendes et rykkerbrev ved en debetsaldo på
5.000 kr. eller derunder, jf. 2. pkt. Rykkerbrev udsendes dog
til ophørte virksomheder, også hvor debetsaldoen er større
end 200 kr. og mindre end 5.000 kr., jf. 3. pkt. Betales belø-
bet ikke inden den frist, der er fastsat i rykkerbrevet, kan be-
løbet overgives til inddrivelse, jf. 4. pkt. Et beløb, der over-
gives til inddrivelse, vil fremgå af skattekontoen, jf. 5. pkt.
Der pålægges gebyr efter § 6 ved udsendelse af rykkerbrev,
jf. 6. pkt. Gebyret efter § 6 udgør 65 kr.
Det foreslås, at der med § 3 B, stk. 1, 1. pkt., i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige indsættes en ny bestem-
melse, hvorefter renter efter kildeskattelovens §§ 62 A og 63
og renter og gebyrer, der opkræves via skattekontoen, jf. op-
krævningslovens § 16, eller fordringshaversystemer, der i
lighed med skattekontoen anvender et saldoprincip, med
hensyn til forældelse skal behandles som selvstændige ho-
vedkrav, efter at de af restanceinddrivelsesmyndigheden er
modtaget til inddrivelse.
Saldoprincippet kendetegnes ved, at indbetalinger og ud-
betalinger automatisk vil blive modregnet hinanden, og det
udvisende, som kontoen har, kan således – i lighed med en
bankkonto – være negativt (debetsaldo) eller positivt (kre-
ditsaldo), jf. lovforslag nr. L 205, Folketingstidende
2005-06, tillæg A, side 6554, om opkrævning via Én Skatte-
konto.
Fordringer er modtaget hos restanceinddrivelsesmyndig-
heden til inddrivelse, når de er registreret i restanceinddri-
velsesmyndighedens modtagelsessystem, jf. § 4, stk. 1, 1.
pkt., i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddri-
velse af gæld til det offentlige.
Der er med den foreslåede regel tale om, at disse renter og
gebyrer i juridisk henseende skal behandles som selvstændi-
ge krav i relation til spørgsmål om forældelse. Hovedkravs-
virkningen vil derimod ikke have nogen betydning for re-
stanceinddrivelsesmyndigheden og fordringshavers mulig-
heder for at aftale, hvorledes renter og gebyrer systemmæs-
sigt overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden.
Det foreslås, at hovedkravsvirkningen for renter og geby-
rer i relation til forældelse ikke kun skal omfatte opkræv-
ningsrenter og –gebyrer fra skattekontoen, men fra ethvert
fordringshaversystem, der ligesom skattekontoen anvender
et saldoprincip.
Det er med den foreslåede bestemmelse forudsat, at så-
danne fordringshaversystemer, der anvender et saldoprincip,
har det fornødne hjemmelsgrundlag til i opkrævningen at
anvende dette princip. Bestemmelsen anvendes derfor ikke,
hvis et sådant hjemmelsgrundlag ikke foreligger.
Med § 3 B, stk. 1, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige foreslås, at det samme – dvs. hovedkravsvirk-
ningen efter 1. pkt. i forhold til forældelse – gælder renter
og gebyrer, der af restanceinddrivelsesmyndigheden modta-
ges til inddrivelse, uden at hovedkravet samtidig overdrages
til inddrivelse, eller uden at det i forbindelse med overdra-
gelsen oplyses, at hovedkravet allerede er under inddrivelse.
Dermed vil restanceinddrivelsesmyndigheden heller ikke i
forhold til sådanne opkrævningsrenter og –gebyrer skulle
håndtere accessorisk forældelse efter forældelseslovens §
23, stk. 2, idet de alene kan forældes som selvstændige ho-
vedkrav.
Det er et krav, at renterne og gebyrerne er retskraftige ved
modtagelsen hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Renter-
ne og gebyrerne må således ikke allerede være forældede
(accessorisk) ved modtagelsen.
Endelig foreslås med § 3 B, stk. 1, 3. pkt., i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige, at andre gebyrer end de i 1.
og 2. pkt. nævnte, der af restanceinddrivelsesmyndigheden
modtages til inddrivelse, med hensyn til accessorisk foræl-
delse efter forældelseslovens § 23, stk. 2, alene anses at ved-
røre det hovedkrav, som gebyret ved overdragelsen oplyses
at være knyttet til.
Restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsessystem vil
alene kunne relatere et opkrævningsgebyr til et enkelt ho-
vedkrav, selv om fordringshaver ved overdragelsen til re-
stanceinddrivelsesmyndigheden har oplyst, at det også ved-
rører andre hovedkrav.
Selv om gebyret også vedrører et hovedkrav, som gebyret
i restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsessystem ikke
er oplyst at være knyttet til, og som endnu ikke er forældet,
da det hovedkrav, som gebyret ved overdragelsen oplyses at
være knyttet til, forældes, vil restanceinddrivelsesmyndighe-
den derfor kunne afskrive gebyret som accessorisk forældet
efter forældelseslovens § 23, stk. 2.
En fordringshaver vil ved overdragelsen til restanceinddri-
velsesmyndigheden af et opkrævningsgebyr, der vedrører
flere hovedkrav, som følge af at restanceinddrivelsesmyn-
dighedens inddrivelsessystem alene kan knytte opkræv-
57
ningsgebyret til et enkelt hovedkrav, derfor kunne have en
interesse i ved indberetningen til inddrivelsessystemet at op-
lyse det hovedkrav, der forældes senest, fordi forældelsen af
andre hovedkrav, som opkrævningsgebyret også vedrører,
da reducerer risikoen for, at restanceinddrivelsesmyndighe-
den må afskrive opkrævningsgebyret som følge af accesso-
risk forældelse.
Det foreslås med § 3 B, stk. 2, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige, at skatteministeren gives en bemyndi-
gelse til at fastsætte nærmere regler om de forhold, der regu-
leres af stk. 1. Bemyndigelsen vil f.eks. kunne udnyttes til at
fastsætte nærmere regler om, at restanceinddrivelsesmyndig-
heden ved henvendelser til fordringshaveren kan beskrive
opkrævningsrenterne og -gebyrerne ud fra de hovedkravsre-
lationer, som er oplyst af fordringshaver i forbindelse med
overdragelsen til restanceinddrivelsesmyndigheden. I takt
med at fordringshaverne godkendes til og kobles på det nye
inddrivelsessystem, opnås en større viden om de særlige for-
hold, der kendetegner fordringshaverne og deres opkræv-
ningssystemer, og bemyndigelsen skal desuden kunne an-
vendes til at fastlægge regler, som måtte vise sig at være
nødvendige til at gennemføre bestemmelsen i stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse har til formål at løse de pro-
blemer, som restanceinddrivelsesmyndigheden har i forhold
til overholdelsen af forældelseslovens § 23, stk. 2, om acces-
sorisk forældelse af renter og gebyrer, der modtages til ind-
drivelse uden nogen oplyst relation til deres hovedfor-
dring(er).
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.2.
I visse tilfælde indtræder der et skyldnerskifte for fordrin-
ger, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyn-
digheden.
Hvis en skyldner er en fysisk person, der afgår ved døden,
overtages hæftelsen af enten den længstlevende ægtefælle
ved dennes hensidden i uskiftet bo, jf. arvelovens § 25, stk.
1, eller af arvingerne ved et skiftet bo, jf. § 27, stk. 1, i lov
om skifte af dødsboer, hvorefter arvingerne, hvis disse helt
eller delvist har delt boets aktiver, bortset fra deling af sæd-
vanligt indbo og personlige effekter, eller anvendt samtlige
boets midler til dækning af gæld uden at opfylde eller sikre
opfyldelsen af forpligtelser, der kan kræves dækket i boet,
hæfter personligt og solidarisk for gælden.
Efter forældelseslovens § 17, stk. 1, nr. 4, afbrydes foræl-
delsen ved anmeldelse af fordringen i et dødsbo efter dettes
udstedelse af proklama. Efter § 81, stk. 2, i lov om skifte af
dødsboer skal proklama udstedes, når et bo skiftes eller ud-
leveres efter §§ 22 eller 24 om henholdsvis udlæg til en
længstlevende ægtefælle og dennes hensidden i uskiftet bo,
mens proklama kan anvendes i andre tilfælde, jf. § 81, stk.
1.
Hvis skyldner er en juridisk person, kan et skyldnerskifte
forekomme ved f.eks. fusion, spaltning eller omdannelse af
kapitalselskaber.
Efter selskabslovens § 236 kan et kapitalselskab efter be-
stemmelserne i selskabslovens kapitel 15 opløses uden likvi-
dation ved overdragelse af kapitalselskabets aktiver og for-
pligtelser som helhed til et andet kapitalselskab mod veder-
lag til de ophørende kapitalselskabers kapitalejere, dvs. u-
egentlig fusion, og det samme gælder, når to eller flere kapi-
talselskaber sammensmeltes til et nyt kapitalselskab, dvs.
egentlig fusion. Overdragelserne kan gennemføres uden kre-
ditorernes samtykke. I § 250, stk. 1, bestemmes, at fusionen
anses for gennemført, og et ophørende kapitalselskab anses
for opløst, og dets rettigheder og forpligtelser anses for
overgået som helhed til det fortsættende kapitalselskab, jf.
dog stk. 2, når bl.a. krav, som fordringshaverne har anmeldt
efter § 243, er afgjort. Efter § 243, stk. 1, kan fordringshave-
re, hvis fordringer er stiftet forud for Erhvervsstyrelsens of-
fentliggørelse i medfør af § 244 af bl.a. en eventuel fusions-
plan, senest 4 uger efter offentliggørelsen anmelde deres
fordringer til selskabet, hvis vurderingsmændene i deres er-
klæring om fordringshavernes stilling, jf. § 242, finder, at
fordringshaverne i det enkelte kapitalselskab ikke er til-
strækkeligt sikrede efter fusionen, eller hvis der ikke er ud-
arbejdet en erklæring fra en vurderingsmand om fordrings-
havernes stilling. Fordringer, for hvilke der er stillet betryg-
gende sikkerhed, kan dog ikke anmeldes.
En manglende anmeldelse efter selskabslovens § 243, stk.
1, har ikke præklusiv karakter, og fordringshaverne mister
derfor ikke deres krav, hvis de ikke inden for den fastsatte
frist foretager en anmeldelse.
Om spaltning bestemmes i selskabslovens § 254, stk. 1, at
generalforsamlingen i et kapitalselskab kan træffe beslut-
ning om spaltning af kapitalselskabet, hvorefter aktiver og
forpligtelser som helhed overdrages til flere bestående eller
nye aktie- eller anpartsselskaber, der dannes ved spaltnin-
gens gennemførelse, mod vederlag til det indskydende kapi-
talselskabs kapitalejere. Generalforsamlingen kan med
samme flertal træffe beslutning om en spaltning, hvorved
kapitalselskabet overdrager en del af sine aktiver og forplig-
telser til et eller flere bestående eller nye kapitalselskaber,
der dannes ved spaltningens gennemførelse. Overdragelser-
ne kan gennemføres uden fordringshavernes samtykke. I §
268, stk. 1, bestemmes, at spaltningen anses for gennemført,
og det indskydende kapitalselskabs rettigheder og forpligtel-
ser anses for overgået til de modtagende kapitalselskaber, jf.
dog stk. 2, når bl.a. fordringshavernes krav anmeldt efter §
261 er afgjort. Efter § 261, stk. 1, kan fordringshavere, hvis
fordringer er stiftet forud for Erhvervsstyrelsens offentliggø-
relse i medfør af § 262 af en eventuel spaltningsplan, senest
4 uger efter offentliggørelsen anmelde deres fordringer til
selskabet, hvis vurderingsmændene i deres erklæring om
fordringshavernes stilling, jf. § 260, finder, at fordringsha-
verne i det enkelte kapitalselskab ikke er tilstrækkeligt sikre-
de efter spaltningen, eller hvis der ikke er udarbejdet en er-
klæring fra en vurderingsmand om fordringshavernes stil-
ling. Fordringer, for hvilke der er stillet betryggende sikker-
hed, kan dog ikke anmeldes.
Omdannelse kan ske i flere tilfælde. Efter selskabslovens
§ 319, stk. 1, 1. pkt., kan eksempelvis et anpartsselskab om-
dannes til et aktieselskab. Det kræver, at anpartshaverne
med det flertal, der kræves til vedtægtsændring, vedtager en
sådan omdannelse, der kan ske uden fordringshavernes sam-
58
tykke, jf. 3. pkt. Tilsvarende kan et aktieselskab omdannes
til et anpartsselskab. Det kræver ifølge § 321, stk. 1, at gene-
ralforsamlingen med det flertal, der kræves til ændring af et
selskabs vedtægter, vedtager en sådan omdannelse, der kan
gennemføres uden fordringshavernes samtykke. En omdan-
nelse indebærer, at rettigheder og pligter, der knyttede sig til
selskabet inden omdannelsen, efter omdannelsen vil knytte
sig til det omdannede selskab.
Et skyldnerskifte vil omfatte al gæld, der påhvilede den
tidligere skyldner. Fordringer under inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, herunder inddrivelsesrenter ef-
ter § 5, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige,
omfattes derfor også af skyldnerskiftet.
Lov om inddrivelse af gæld til det offentlige bestemmer i
§ 2, stk. 2, 1. pkt., at beregning og opgørelse af fordringer
og udsendelser af opkrævninger m.v. forestås af fordrings-
haveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræ-
ver fordringen, mens det i stk. 3, 1. pkt., bestemmes, at for-
dringer overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden, når
betalingsfristen er overskredet, og sædvanlig rykkerproce-
dure forgæves er gennemført. Fra den 1. i måneden efter
tidspunktet for fordringens modtagelse hos restanceinddri-
velsesmyndigheden tilskrives fordringen – dog ikke bøder –
renter efter § 5, stk. 1, 2. pkt., og restanceinddrivelsesmyn-
digheden vil eksempelvis kunne udsende rykkerskrivelser,
der udløser et gebyr på 140 kr., jf. § 33 i bekendtgørelse nr.
300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af gæld til det offentli-
ge. Der vil også kunne kræves et gebyr på 300 kr. ved
iværksættelse af lønindeholdelse, hvor en sådan er mulig, og
et gebyr på 450 kr. ved tilsigelse til en udlægsforretning. En
udlægsforretning vil desuden udløse krav på retsafgift, jf. §
16, stk. 1, i lov om retsafgifter, hvorefter der ved udlæg sva-
res en grundafgift på 300 kr. med tillæg af ½ pct. af det be-
løb, hvormed den eller de fordringer, som udlægsforretnin-
gen vedrører, overstiger 3.000 kr.
Der er ikke i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige
eller andre love taget stilling til, om restanceinddrivelses-
myndigheden i sådanne skyldnerskiftesituationer skal tilba-
gesende fordringen til fordringshaver eller den, der på den-
nes vegne opkrævede fordringen, med henblik på at denne
gennemfører en opkrævning hos den nye skyldner, eller om
fordringen kan forblive under inddrivelse hos restanceind-
drivelsesmyndigheden.
Der er i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige heller
ikke taget stilling til, hvorledes et skyldnerskifte – hvis den
fordring, som skyldnerskiftet vedrører, kan forblive under
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden – påvirker
dækningsrækkefølgen. Den nye skyldner kan således selv
have gæld under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyn-
digheden, og beløb, der inddrives fra skyldner eller modta-
ges ved frivillig betaling, anvendes af restanceinddrivelses-
myndigheden til først at dække bøder, dernæst underholds-
bidrag, idet private krav dog dækkes forud for offentlige
krav, og endelig andre fordringer under inddrivelse, jf. § 4,
stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Er der
ikke dækning til alle fordringer inden for samme kategori,
anvendes FIFO-princippet, således at de først modtagne for-
dringer dækkes først, jf. § 4, stk. 2, 1. pkt. Renter dækkes
desuden før deres hovedkrav, jf. 2. pkt.
Det foreslås, at der med § 3 C, 1. pkt., i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige indsættes en bestemmelse, der fast-
slår, at hvis der for en fordring, der er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, indtræder et skyldner-
skifte, herunder som følge af dødsfald, fusion og spaltning,
forbliver fordringen hos restanceinddrivelsesmyndigheden,
og renter tilskrives fortsat i medfør af § 5, stk. 1.
Der er med henvisningen til dødsfald, fusion og spaltning
alene tale om en eksemplificerende opremsning af situatio-
ner, hvor et skyldnerskifte vil indtræde, og den foreslåede
bestemmelse vil således også skulle anvendes, hvor skyld-
nerskiftet har andre årsager.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at restanceinddri-
velsesmyndigheden ikke vil skulle returnere fordringen til
fordringshaver eller den, der på dennes vegne opkræver for-
dringen, med henblik på at denne opkræver fordringen hos
den ny skyldner.
Med § 3 C, 2. pkt., foreslås, at restanceinddrivelsesmyn-
digheden efter at have fået kendskab til skyldnerskiftet giver
den eller de nye skyldnere en betalingsfrist på 14 dage, in-
den for hvilken restanceinddrivelsesmyndigheden kan fore-
tage modregning, mens anden form for inddrivelse af for-
dringen alene kan foretages, hvis inddrivelsen er nødvendig
for at afbryde forældelsen.
Modregning forudsætter bl.a., at modkravet er forfaldent
til betaling. Når skyldneren indrømmes en betalingsfrist, er
modkravet ikke forfaldent til betaling, og der kan som ud-
gangspunkt ikke ske modregning. Ved det offentliges hen-
stand, der bevirker, at forfaldstidspunktet udskydes til hen-
standens udløb, tillades alligevel modregning, jf. § 9 i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige. Det foreslås derfor
tilsvarende, at der skal kunne foretages modregning over for
en ny skyldner, selv om betalingsfristen – svarende til en
henstands udløb – ikke er indtrådt.
Hvis fordringen af restanceinddrivelsesmyndigheden er
anmeldt i et dødsbo, for hvilket der er udstedt proklama, jf.
om restanceinddrivelsesmyndighedens anmeldelsespligt § 1,
stk. 2, 6. pkt., i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om
inddrivelse af gæld til det offentlige, vil forældelsen være
afbrudt, jf. forældelseslovens § 17, stk. 1, nr. 4, men i andre
tilfælde, f.eks. ved fusion af kapitalselskaber, vil forældelse
kunne indtræde i løbet af den foreslåede 14-dages betalings-
frist.
Der vil kunne forekomme tilfælde, hvor forældelse vil
indtræde i løbet af den foreslåede betalingsfrist på 14 dage
for den ny skyldner. Udlægsforretning og lønindeholdelse,
der begge er inddrivelsesskridt, der kan anvendes til at af-
bryde forældelsen, jf. forældelseslovens § 18, stk. 2 og 4,
kræver, at betalingsfristen er overskredet, og disse inddrivel-
sesskridt foreslås derfor at kunne foretages inden for beta-
lingsfristen, hvis det er nødvendigt at afbryde forældelsen.
Skyldners erkendelse af fordringen afbryder dens forældel-
se, jf. forældelseslovens § 15. Restanceinddrivelsesmyndig-
heden vil derfor kunne opfordre den ny skyldner til at erken-
59
de fordringen og på den måde undgå en inddrivelse gennem
udlægsforretning eller lønindeholdelse. Erkender skyldner
fordringen, forsvinder også behovet for en inddrivelse inden
for betalingsfristen.
Lønindeholdelse vil på grund af varslet på 14 dage, jf. §
13, stk. 4, 6. pkt., i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017
om inddrivelse af gæld til det offentlige, som ændret ved be-
kendtgørelse nr. 1161 af 27. oktober 2017, alene kunne an-
vendes, hvis skyldneren i forvejen har en restance under ind-
drivelse ved lønindeholdelse, da restanceinddrivelsesmyn-
digheden i et sådant tilfælde for en restance, der modtages
til inddrivelse, kan iværksætte lønindeholdelse uden forud-
gående varsel, jf. § 13, stk. 8, 1. pkt. I relation til denne mu-
lighed anses den fordring, som skyldneren er indtrådt i hæf-
telsen af, at være modtaget ved skyldnerskiftet.
I relation til dækningsrækkefølgen for gæld, som den ny
skyldner selv har under inddrivelse, og den gæld, som
skyldneren ved skyldnerskiftet indtræder i hæftelsen for,
skal der foretages en sammenfletning, så dækningsrækkeføl-
gen anvendes på det opdaterede gældsbillede. I forhold til §
4, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentli-
ge om anvendelsen af FIFO-princippet, hvis der inden for
samme dækningskategori i § 4, stk. 1, ikke er dækning til
samtlige fordringer, indebærer den omstændighed, at for-
dringen ifølge forslaget fortsat anses at være under inddri-
velse, at modtagelsestidspunktet fra fordringens overdragel-
se til restanceinddrivelsesmyndigheden i forhold til den nu
tidligere skyldner skal lægges til grund.
Baggrunden for forslaget er, at når en fordring er under
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, vil det in-
debære en uønsket komplikation for restanceinddrivelses-
myndigheden, hvis restanceinddrivelsesmyndigheden som
følge af et konstateret skyldnerskifte skal sende fordringen
til fordringshaver eller den, der på dennes vegne forestod
opkrævningen, med henblik på at denne foretager en op-
krævning hos den ny skyldner, og den foreslåede bestem-
melse vil således fjerne denne komplikation.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.9.
Til nr. 7
For renter gælder med hensyn til dækningsrækkefølgen
for krav under inddrivelse, at renter dækkes før hovedkravet,
jf. § 4, stk. 2, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige. Bestemmelsen omfatter både opkrævnings- og ind-
drivelsesrenter. Kan der ikke ske dækning af alle fordringer
inden for samme dækningskategori – bøder, underholdsbi-
drag og andre fordringer, jf. stk. 1 – dækkes fordringerne i
den rækkefølge, hvori de modtages hos restanceinddrivel-
sesmyndigheden, idet den først modtagne fordring dækkes
først, jf. § 4, stk. 2, 1. pkt.
Det foreslås, at der med § 4, stk. 2, 3. pkt., i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige indsættes en bestemmelse,
hvorefter det hovedkrav, som restanceinddrivelsesmyndig-
heden ved modtagelsen af en opkrævningsrente fik oplyst,
lægges til grund ved anvendelsen af 2. pkt.
For renter efter kildeskattelovens § 62 A og 63, der over-
sendes fra SKATs system KOBRA, og som med hjemmel i
kildeskatteloven opkræves på rater med restskat, vil den op-
lyste relation mellem renten og den restskat, som renten er
opkrævet på rate med, dermed lægges til grund af restan-
ceinddrivelsesmyndigheden. Herved videreføres den måde,
hvorpå renten under opkrævning er behandlet og over for
skyldner beskrevet, også i inddrivelsessystemet. Med den
foreslåede bestemmelse bevares relationen mellem den rest-
skat og rente, der over for skyldner er opkrævet på én rate,
således også hos restanceinddrivelsesmyndigheden, uanset
at renten også kan være beregnet af andre personskattekrav.
Med den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 2, 4. pkt., fore-
slås, at såfremt en oplysning om hovedkravet ikke er givet
ved modtagelsen af en opkrævningsrente hos restanceinddri-
velsesmyndigheden, anvendes alene 1. pkt., dvs. FIFO-prin-
cippet.
Er en oplysning om hovedkravet ikke givet ved modtagel-
sen af en opkrævningsrente, placeres renten i dækningsræk-
kefølgen dermed på baggrund af oplysning om, hvornår ren-
ten er modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Der
er tale om, at disse renter i juridisk henseende skal behand-
les som selvstændige krav i relation til spørgsmål om place-
ring i dækningsrækkefølgen, når kravet er under inddrivelse
hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Hovedkravsvirknin-
gen har derimod ingen betydning for restanceinddrivelses-
myndighedens og fordringshavers muligheder for at aftale,
hvorledes renterne systemmæssigt overdrages til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden.
I øvrigt bemærkes, at den indbyrdes dækningsrækkefølge
for opkrævnings- og inddrivelsesrenter er reguleret i § 4,
stk. 3 og 4, i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om
inddrivelse af gæld til det offentlige, som ændret ved be-
kendtgørelse nr. 1161 af 27. oktober 2017. Af stk. 4 frem-
går, at renter, der oversendes, efter at hovedkravet fuldt ud
er blevet dækket hos restanceinddrivelsesmyndigheden eller
indfriet af skyldner over for fordringshaver, mens det var
under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden,
indbyrdes dækkes efter stk. 3, hvorefter renter dækkes forud
for hovedkravet, således at renter påløbet under opkrævnin-
gen, renter påløbet under inddrivelsen i medfør af § 9, stk. 3,
2. eller 4. pkt., og inddrivelsesrenter, der i medfør af § 9,
stk. 1 eller 3, er påløbet, inden hovedkravet inklusive inddri-
velsesrenterne, jf. § 8, stk. 3, blev tilbagesendt til fordrings-
haver, dækkes først. Renter omfattet af 1. pkt. dækkes såle-
des, at rentebeløb fra en tidligere periode dækkes før rente-
beløb fra en senere periode. Derefter dækkes renter, der i
medfør af § 9, stk. 1, eller § 9, stk. 3, 1. eller 3. pkt., er pålø-
bet under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Såfremt flere oversendte rentebeløb vedrørende samme ho-
vedkrav har samme renteperiode, dækkes rentebeløbene i
den rækkefølge, hvori de er registreret i modtagelsessyste-
met. Såfremt flere oversendte rentebeløb, jf. 4. pkt., med
samme renteperiode er registeret på samme tidspunkt i mod-
tagelsessystemet, dækkes disse i den rækkefølge, hvori for-
dringshaveren har opstillet fordringerne i forbindelse med
oversendelsen.
60
I bekendtgørelsens § 4, stk. 4, 2. pkt., bestemmes, at i for-
hold til øvrige fordringer under inddrivelse dækkes de i 1.
pkt. nævnte renter på den plads i dækningsrækkefølgen, som
hovedkravet ville have, hvis hovedkravet fortsat var under
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Renter,
der oversendes, efter at hovedkravet fuldt ud er blevet ind-
friet, mens det var under opkrævning hos fordringshaver,
dækkes indbyrdes efter stk. 3. I forhold til øvrige fordringer
under inddrivelse dækkes de i 3. pkt. nævnte renter på den
plads i dækningsrækkefølgen, som hovedkravet ville have
fået, hvis hovedkravet var blevet oversendt samtidig med
renterne.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.3.
Til nr. 8
En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsa-
get af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver
den pågældende part medhold, jf. forvaltningslovens § 22.
Begrundelsen skal indeholde en henvisning til de retsregler,
i henhold til hvilke afgørelsen er truffet, jf. forvaltningslo-
vens § 24, stk. 1, og om fornødent en kort redegørelse for de
oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder,
som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen, jf. forvalt-
ningslovens § 24, stk. 2.
Ved siden af forvaltningslovens regler om begrundelses-
pligt gælder de indholdskrav, der kan udledes af ombuds-
mandens praksis vedrørende principperne om god forvalt-
ningsskik. Principperne om god forvaltningsskik har i nogle
tilfælde et bredere anvendelsesområde end begrundelses-
pligten i forvaltningslovens §§ 22-24 og kan også finde an-
vendelse ved faktisk forvaltningsvirksomhed.
Om kravene til en begrundelses indhold kan det generelt
anføres, at de oplysninger, som offentlige myndigheder
kommunikerer til borgerne, skal være fyldestgørende og
korrekte. Restanceinddrivelsesmyndigheden har derfor be-
hov for oplysninger om de fordringer, som overdrages til
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, for at
kunne beskrive fordringen tilstrækkeligt og korrekt over for
skyldner og andre.
I øvrigt må udstrækningen af myndighedernes begrundel-
sespligt i henhold til forvaltningsloven som udgangspunkt
afgøres konkret i den enkelte sag.
I visse situationer har restanceinddrivelsesmyndigheden
hjemmel til at dække fordringer ved modregning. Det vil si-
ge, at restanceinddrivelsesmyndigheden indfrier fordringer
med udbetalinger fra det offentlige. Det kan f.eks. være en
skyldner, der skal have udbetalt overskydende skat. Frem
for at udbetale den overskydende skat benyttes beløbet helt
eller delvist til at dække skyldners gæld (en eller flere for-
dringer) til det offentlige.
Modregning fra restanceinddrivelsesmyndighedens side
sker i udgangspunktet uden aftale med skyldner, og der er
dermed tale om tvungen modregning.
Efter de almindelige obligationsretlige regler forudsætter
tvungen ikke-konneks modregning, at fordringerne er ud-
jævnelige, afviklingsmodne og gensidige, og at den for-
dring, der modregnes med, er retskraftig. Desuden er det en
betingelse, at den person eller myndighed, der ønsker at
modregne (modregneren), sender en modregningserklæring,
der kommer frem til den person, der modregnes over for
(hovedmanden, dvs. modfordringens skyldner). Det er som
udgangspunkt ikke et krav, at modfordringen er åbenbar el-
ler uomtvistet, før modregning kan ske. Der kan dog stilles
krav om, at der en vis klarhed omkring fordringens eksi-
stens, jf. Højesterets kendelse gengivet i Ugeskrift for Rets-
væsen 2005, side 668.
Der gælder en særlig, udvidet adgang til modregning, så-
fremt modfordring og hovedfordring udspringer af samme
retsforhold, dvs. at fordringerne er sammenknyttede eller
konnekse.
Kravet om, at fordringerne skal være udjævnelige, inde-
bærer for det første, at fordringerne efter deres art skal kun-
ne udligne hinanden. Dette krav vil som udgangspunkt være
opfyldt, hvis der er tale om pengekrav. Fordringerne behø-
ver ikke være lige store.
Modregning kan være begrænset eller helt udelukket på
grund af hovedfordringens beskaffenhed. Det drejer sig
f.eks. om såkaldte beskyttede fordringer, der skal anvendes
til dækning af nødvendige leveomkostninger.
At fordringerne skal være afviklingsmodne, indebærer, at
modfordringens forfaldstidspunkt skal være indtrådt, og ho-
vedfordringens frigørelsestidspunkt skal være indtrådt. Har
fordringshaver indrømmet skyldner løbedage, vil modreg-
ning ikke kunne ske til det oprindelige forfaldstidspunkt,
men tidligst på sidste løbedag, jf. Højesterets dom i Uge-
skrift for Retsvæsen 1963, side 126. Ved frigørelsestid for-
stås, at skyldner skal være berettiget til at frigøre sig for sin
forpligtelse ved betaling til fordringshaver.
At fordringerne skal være gensidige, indebærer, at hoved-
fordring og modfordring er mellem de samme parter. Der
skal således mellem de involverede parter i modregningen
foreligge gensidighed, således at hver part er henholdsvis
debitor for den ene fordring og kreditor for den anden for-
dring.
Der er i §§ 7-9 og § 12, stk. 2, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige fastsat særlige regler om dæknings-
rækkefølgen ved modregning og om restanceinddrivelses-
myndighedens muligheder for at modregne. Ved lov nr. 285
af 29. marts 2017 blev gennem en nyaffattelse af § 8, stk. 1,
i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige præciseret, at
alle fordringer, der omfattes af lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige, kan modregnes i udbetalinger fra staten.
At modfordringen skal være retskraftig, betyder, at hoved-
manden (skyldneren) skal være retligt forpligtet til at opfyl-
de fordringen. Det indebærer, at modfordringen skal være
retskraftig på modregningstidspunktet, dvs. på det tidspunkt,
hvor modregningserklæringen kommer frem til hovedman-
den.
Ved tvungen modregning indtræder virkningen af mod-
regning således som udgangspunkt ved fremkomsten af
modregningserklæringen, idet modregningserklæringen in-
deholder et påbud, som har virkning ved fremkomsten.
61
Restanceinddrivelsesmyndigheden er involveret i to for-
mer for modregning, nemlig modregning under inddrivelse
og modregning under opkrævning.
Når restanceinddrivelsesmyndigheden ønsker at foretage
modregning under inddrivelse, dvs. modregning, hvor mod-
fordringen er oversendt til inddrivelse efter § 2, stk. 3, 1.
pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, hvorefter
fordringer overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden,
når betalingsfristen er overskredet, og sædvanlig rykkerpro-
cedure forgæves er gennemført, kontrollerer restanceinddri-
velsesmyndigheden bl.a., om en given fordring er afvik-
lingsmoden. Dette sker ved at undersøge, om sidste rettidige
betalingsdag (som registreret af fordringshaver) er passeret.
Som nævnt ovenfor skal fordringshaver ved overdragelse af
en fordring efter § 3, stk. 2, 3. pkt., i bekendtgørelse nr. 300
af 29. marts 2017 om inddrivelse af gæld til det offentlige
give alle oplysninger, som efter restanceinddrivelsesmyn-
dighedens bestemmelse er nødvendige for inddrivelsen, her-
under oplysning om fordringens stiftelsestidspunkt, forfalds-
tidspunkt, sidste rettidige betalingstidspunkt, rentesats, ho-
vedstol, tilskrevne renter, gebyrer og omkostninger.
Sidste rettidige betalingsdag fremgår tillige af den begrun-
delse for iværksættelse af modregning, som sendes til skyld-
ner. Der udsendes sammen med afgørelsen en oversigt over
de fordringer, som indgår i modregningsafgørelsen, og for
hver fordring er angivet sidste rettidige betalingsdag.
Såfremt restanceinddrivelsesmyndigheden får kendskab til
eller mistanke om, at fordringshavers registrering af sidste
rettidige betalingsdag ikke er retvisende i det konkrete til-
fælde, har restanceinddrivelsesmyndigheden som følge af
officialmaksimen pligt til at søge datoen berigtiget hos for-
dringshaver.
Når der er tale om modregning under opkrævning, er for-
dringen ikke overdraget til inddrivelse efter § 2, stk. 3, i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige, men er fortsat
under opkrævning hos fordringshaver, og restanceinddrivel-
sesmyndigheden har derfor ikke overtaget kreditorbeføjel-
serne. Det er således fordringshaver, der træffer afgørelse
om modregning, og ikke restanceinddrivelsesmyndigheden.
Imidlertid bidrager restanceinddrivelsesmyndigheden med
systemunderstøttelse til fordringshavere, når fordringshaver
har registreret en fordring til modregning.
Selve modregningen sker som nævnt ved hjælp af restan-
ceinddrivelsesmyndighedens it-system og foretages ikke
nødvendigvis i tidsmæssig sammenhæng med registreringen
til modregning. Der kan altså gå tid mellem registreringen til
modregning og selve modregningen. Som følge heraf kan
det ske, at udligningen foretages, før fordringshaver får be-
sked om effektuering. Restanceinddrivelsesmyndigheden
sikrer før modregningen, at betalingsfristen (med tillæg af
eventuelle lovbestemte løbedage) er indtrådt. Dette sker ved
at undersøge, om sidste rettidige betalingsdag (som registre-
ret af fordringshaver) er passeret.
Såfremt restanceinddrivelsesmyndigheden får kendskab til
eller mistanke om, at registreringen af sidste rettidige beta-
lingsdag ikke er retvisende, vil restanceinddrivelsesmyndig-
heden i visse tilfælde have pligt til – som følge af official-
maksimen – at søge datoen berigtiget hos fordringshaver.
Restanceinddrivelsesmyndigheden sender en erklæring til
skyldner om modregning. Af erklæringen fremgår det, at
skyldner vil modtage en afgørelse med klagevejledning di-
rekte fra fordringshaver.
I praksis kan en fordringshaver registrere en fordring til
modregning, selv om betalingsfristen endnu ikke er indtrådt.
Selve modregningen kan dog ikke foretages, førend beta-
lingsfristen er indtrådt, jf. kravet om afviklingsmodenhed.
Hvis skyldneren overdrager en udbetalingsfordring (ho-
vedfordringen), inden modregningserklæringen er kommet
frem, er betingelsen om gensidighed som udgangspunkt ikke
opfyldt. § 28 i lov om gældsbreve regulerer, hvornår mod-
regneren – her restanceinddrivelsesmyndigheden – alligevel
kan foretage modregning. Ifølge § 28 kan der ske modreg-
ning med en fordring på overdrageren, hvis modregneren
har erhvervet fordringen, inden modregneren fik kundskab
eller formodning om, at hovedfordringen var blevet overdra-
get. Var modfordringen uforfalden på tidspunktet for over-
dragelsen, kan den dog kun bruges til modregning, hvis den
forfaldt senest samtidig med hovedfordringen.
En rente antages at være stiftet samtidig med den fordring,
den beregnes af, dvs. hovedkravet, selv om renten først til-
skrives senere.
Med en ny bestemmelse i § 9 a, stk. 2, i lov om inddrivel-
se af gæld til det offentlige foreslås, at restanceinddrivelses-
myndigheden i begrundelsen for en afgørelse om modreg-
ning alene er forpligtet til at henvise til, at fordringen er
under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Med forslaget vil risikoen for, at begrundelser fremadret-
tet påvirkes af fortolkningsforskelle m.v. hos fordringshave-
re, for så vidt angår registreringen af sidste rettidige beta-
lingsdag, blive minimeret. Nogle fordringshavere registrerer
den oprindelige sidste rettidige betalingsdag, mens andre re-
gistrerer den dato, som fordringshaver har fastsat efter ind-
rømmelse af løbedage eller efter drøftelse med skyldner om
henstand. Det bemærkes, at restanceinddrivelsesmyndighe-
dens kontrol af betingelsen om afviklingsmodenhed kan
foretages på flere måder. I dag sker kontrollen ud fra de da-
ta, som fordringshaver har indberettet om sidste rettidige be-
talingsdag, hvorfor kontrollen sker på grundlag af data, der
kan være upålidelige og derfor indebærer en risiko for en
forkert kontrol og forkerte oplysninger i begrundelserne.
For at undgå dette – men naturligvis fortsat med kontrol
af, om betingelsen er opfyldt – vil restanceinddrivelsesmyn-
digheden fremadrettet blot ud fra modtagelsesdatoen konsta-
tere, at fordringen er under inddrivelse. Fremadrettet vil re-
stanceinddrivelsesmyndigheden således, for så vidt angår
betingelsen om afviklingsmodenhed, kunne begrunde mod-
regningsafgørelser generelt ved at henvise til, at fordringen
er under inddrivelse.
Det vil stadig være sådan, at der i afgørelsen om modreg-
ning skal være en tilstrækkelig beskrivelse af bl.a. den eller
de fordringer, som den omhandler, således at skyldner er i
stand til at identificere fordringen og dermed vil kunne for-
62
holde sig til, om afgørelsen kan anerkendes, eller om skyld-
ner ønsker at gøre brug af sin ret til at indgive en klage.
Endvidere vil der som hidtil i relevant omfang blive rede-
gjort for det relevante retsgrundlag m.v. i overensstemmelse
med de gældende regler om begrundelse i forvaltningslo-
vens §§ 22-24. Forslaget regulerer således alene begrundel-
sespligten i forhold den tidsmæssige betingelse for iværk-
sættelse af modregning. Denne regulering, der indebærer en
justering og præcisering af begrundelsespligten i henhold til
forvaltningsloven i forhold til de pågældende faktuelle op-
lysninger, vurderes at sikre, at der gives retvisende begrun-
delser, og at medføre administrative lettelser.
Oplysningen om sidste rettidige betalingsdag, der således
vil udgå af begrundelsen for en afgørelse om modregning, er
uvæsentlig i forhold til muligheden for at træffe en sådan af-
gørelse, fordi sidste rettidige betalingsdag skal være udløbet,
før fordringen overhovedet kan komme under inddrivelse,
jf. ovenfor om § 2, stk. 3, i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige. En skyldner vil i øvrigt ved henvendelse til for-
dringshaveren kunne få oplyst den sidste rettidige betalings-
dag.
For så vidt angår modregning under opkrævning, træffes
afgørelse af fordringshaver, men da restanceinddrivelses-
myndigheden bidrager med systemunderstøttelse, sikrer re-
stanceinddrivelsesmyndigheden, inden udligningen foreta-
ges, at betalingsfristen er indtrådt. Fremadrettet vil kontrol-
len heraf ske ved at sikre, at fordringen er registreret til
modregning, hvilket forudsættes fremover først at kunne
ske, når skyldners betalingspligt er indtrådt, når dette er be-
tingelsen for at kunne foretage modregning. Fordringshaver
indestår ved sin registrering af den konkrete fordring til
modregning for, at fordringen kan modregnes. Restanceind-
drivelsesmyndigheden lægger på den baggrund til grund, at
fordringen er moden til modregning.
Det vurderes på den baggrund, at betingelserne for tvun-
gen modregning fortsat vil være opfyldt, men at kontrollen
fremadrettet vil være baseret på pålidelige data. Efter forsla-
get vil det således blive nemmere at administrere og system-
understøtte modregninger, og kontrol af betingelsen om af-
viklingsmodenhed vil ske på basis af pålidelige data, og
samtidig vil der blive større sikkerhed for korrekte begrun-
delser.
Det har i praksis vist sig, at der ofte er tvivl om, hvad for-
dringshavers registrering af sidste rettidige betalingsdag er
udtryk for. Det er blevet afdækket, at de forskellige for-
dringshavere i nogle tilfælde har forskellig praksis for regi-
streringen heraf. Nogle fordringshavere registrerer den op-
rindelige sidste rettidige betalingsdag, mens andre registre-
rer den dato, som fordringshaver har fastsat efter indrøm-
melse af løbedage eller efter drøftelse med skyldner om hen-
stand.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.5.
Det foreslås også, at der i § 9 a, stk. 3, i lov om inddrivel-
se af gæld til det offentlige indsættes en ny bestemmelse,
hvorefter restanceinddrivelsesmyndigheden ved modregning
med renter efter kildeskattelovens §§ 62 A og 63 lægger det
hovedkrav, som restanceinddrivelsesmyndigheden ved mod-
tagelsen af disse renter fik oplyst, til grund, når modregnin-
gen gennemføres, efter at skyldnerens krav på udbetaling fra
staten er overdraget til tredjemand.
Bestemmelsen vil også finde anvendelse, når der er foreta-
get udlæg i skyldners tilbagebetalingskrav mod staten.
Er en oplysning om et hovedkrav ikke givet ved modta-
gelsen af en rente efter kildeskattelovens §§ 62 A og 63, vil
rentens data i dag afspejle det hovedkrav, som renten er op-
krævet på rate med. Renter, der overdrages til restanceind-
drivelsesmyndigheden uden oplysning om et hovedkrav, vil
dermed på baggrund af rentens data tilsvarende kunne brin-
ges til modregning, når betingelserne for modregning efter §
28 i lov om gældsbreve ville være opfyldt for den skat, som
renten er opkrævet på rate med.
Bestemmelsen har ingen betydning for restanceinddrivel-
sesmyndighedens og fordringshavers muligheder for at afta-
le, hvorledes renterne systemmæssigt overdrages til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden.
Det tidspunkt, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden i
det nye inddrivelsessystem foretager modregning, vurderes
dermed for renter efter kildeskattelovens § 63 i nogle tilfæl-
de at blive udskudt, idet renten i relation til § 28 i lov om
gældsbreve vil blive modregnet sammen med den restskat,
som renten er opkrævet på rate med eller på det tidspunkt,
da denne restskat kunne bringes til modregning. Da renten
ikke er relateret til den personskat, som renten er beregnet
af, men i stedet er relateret til en restskat for et senere ind-
komstår, kunne renten potentielt være modregnet tidligere,
såfremt den faktiske relation var kendt. Dermed vurderes
det, at en transporthaver i nogle tilfælde vil opnå bedre ret
ved restanceinddrivelsesmyndighedens vurdering af betin-
gelserne for modregning med renter efter kildeskattelovens
§ 63.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.5.
Til nr. 9
En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsa-
get af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver
den pågældende part medhold, jf. forvaltningslovens § 22.
Begrundelsen skal indeholde en henvisning til de retsregler,
i henhold til hvilke afgørelsen er truffet, jf. forvaltningslo-
vens § 24, stk. 1, og om fornødent en kort redegørelse for de
oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder,
som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen, jf. forvalt-
ningslovens § 24, stk. 2.
Ved siden af forvaltningslovens regler om begrundelses-
pligt gælder de indholdskrav, der kan udledes af ombuds-
mandens praksis vedrørende principperne om god forvalt-
ningsskik. Principperne om god forvaltningsskik har i nogle
tilfælde et bredere anvendelsesområde end begrundelses-
pligten i forvaltningslovens §§ 22-24 og kan også finde an-
vendelse ved faktisk forvaltningsvirksomhed.
Om kravene til en begrundelses indhold kan det generelt
anføres, at de oplysninger, som offentlige myndigheder
kommunikerer til borgerne, skal være fyldestgørende og
63
korrekte. Restanceinddrivelsesmyndigheden har derfor be-
hov for oplysninger om de fordringer, som overdrages til
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, for at
kunne beskrive fordringen tilstrækkeligt og korrekt over for
skyldner og andre.
I øvrigt må udstrækningen af myndighedernes begrundel-
sespligt i henhold til forvaltningsloven som udgangspunkt
afgøres konkret i den enkelte sag.
Lønindeholdelse er et tvangsinddrivelsesmiddel, som
under visse betingelser kan iværksættes af restanceinddrivel-
sesmyndigheden over for skyldnere med gæld under inddri-
velse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Lønindeholdel-
se sker, ved at restanceinddrivelsesmyndigheden indeholder
en vis procentdel af skyldners A-indkomst til betaling af
skyldners gæld under inddrivelse.
Den tidsmæssige betingelse for, at restanceinddrivelses-
myndigheden kan træffe afgørelse om lønindeholdelse, er
opfyldt, hvis en skyldner ikke inden det tidspunkt, hvor ud-
læg kan begæres, har betalt den gæld, der påhviler den på-
gældende, jf. § 10, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige. Udlæg kan tidligst begæres dagen ef-
ter sidste rettidige betalingsdag, jf. retsplejelovens § 486.
Indeholdelse kan ske i skatteyderens beregnede eller god-
skrevne A-indkomst, og der kan indeholdes, hvad der er
nødvendigt til betaling af gælden med påløbne renter, geby-
rer, tillæg og andre omkostninger.
Fordringer, som er omfattet af lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige, kan med tillæg af renter, gebyrer og andre
omkostninger inddrives ved lønindeholdelse, medmindre an-
det følger af lovens bilag 1.
Indeholdelse kan foretages, selv om udbetalingen eller
godskrivningen af A-indkomst også er genstand for indehol-
delse af skat efter kildeskattelovens §§ 46 og 49, jf. § 10,
stk. 3, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Indeholdelsen sker med en procentdel (indeholdelsespro-
centen) af den beregnede eller godskrevne A-indkomst, og
indeholdelsesprocenten meddeles til SKAT og indgår i inde-
holdelsesprocenten efter kildeskattelovens § 48, stk. 4, jf. §
10, stk. 3, 2. og 3. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige.
Ved afgørelse om indeholdelse skal der overlades skyld-
neren det nødvendige til eget og familiens underhold, jf. §
10, stk. 3, 4. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offent-
lige, og ifølge § 10, stk. 3, 7. pkt., kan den samlede indehol-
delsesprocent efter kildeskattelovens § 48, stk. 4, ikke over-
stige 100 ved fastsættelsen af indeholdelsesprocenten.
Indeholdelsesprocenten kan gradueres efter indkomstens
størrelse, jf. § 10, stk. 4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige.
Når restanceinddrivelsesmyndigheden skriftligt varsler
skyldneren om, at lønindeholdelse agtes iværksat, stilles
samtidig et budgetskema til rådighed for skyldneren med
oplysning om, at skyldneren kan udfylde og indsende ske-
maet, og at oplysningerne vil indgå i vurderingen af, om
lønindeholdelse kan gennemføres og med hvilken indehol-
delsesprocent, jf. § 13, stk. 4, 5. pkt., i bekendtgørelse nr.
300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af gæld til det offentli-
ge, som ændret ved bekendtgørelse nr. 1161 af 27. oktober
2017. Skyldneren skal have en frist på mindst 14 dage til
indsendelse af budgetskemaet, jf. 6. pkt. Hvis skyldneren
indsender budgetskemaet, vurderer restanceinddrivelses-
myndigheden ifølge § 13, stk. 7, om der, hvis lønindeholdel-
sen iværksættes, overlades skyldneren det nødvendige til
eget og familiens underhold. Vurderingen sker efter reglerne
i bekendtgørelsens kapitel 7. Viser vurderingen, at der ikke
er betalingsevne, kan der bevilges henstand.
Skatteministeren kan efter § 10, stk. 3, 6. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige endvidere fastsætte reg-
ler om, at der ikke kan ske indeholdelse i A-indkomst bestå-
ende af visse ydelser, hvilket er udmøntet i § 17 i bekendt-
gørelse nr. 300 af 29. marts 2017, der bl.a. omfatter integra-
tionsydelse og kontanthjælp.
Efter lovens § 10 a kan der ske særskilt lønindeholdelse af
beløb til dækning af biblioteksgebyrer med tillæg af renter,
gebyrer og andre omkostninger, kontrolafgifter med tillæg
af renter, gebyrer og andre omkostninger for overtrædelse af
bestemmelser i færdselsloven, lov om radio- og fjernsyns-
virksomhed, jernbaneloven og lov om trafikselskaber og af
beløb til dækning af medielicens og radiolicens med tillæg
af renter, gebyrer og andre omkostninger efter lov om radio-
og fjernsynsvirksomhed.
I bekendtgørelsens § 14 har skatteministeren udstedt reg-
ler for den nævnte særskilte lønindeholdelse. Der kan ske
særskilt lønindeholdelse i alle A-indkomsttyper. Der kan så-
ledes iværksættes særskilt lønindeholdelse med indtil 400
kr. pr. måned over for de skyldnere, der har en indkomst,
der normalt er undtaget fra lønindeholdelse, f.eks. kontant-
hjælp, visse uddannelsesydelser m.v.
Det er ikke en forudsætning ved særskilt lønindeholdelse,
at der foretages en betalingsevnevurdering.
Restanceinddrivelsesmyndighedens kontrol af, om den
tidsmæssige betingelse for lønindeholdelse er opfyldt, dvs.
om der kan foretages udlæg og dermed også kan træffes af-
gørelse om lønindeholdelse, sker ud fra fordringshavers re-
gistrering af sidste rettidige betalingsdag. Såfremt restan-
ceinddrivelsesmyndigheden får kendskab til eller mistanke
om, at registreringen af sidste rettidige betalingsdag ikke er
retvisende, vil restanceinddrivelsesmyndigheden i visse til-
fælde have pligt til – som følge af officialmaksimen – at sø-
ge datoen berigtiget hos fordringshaver.
En fordring overdrages til restanceinddrivelsesmyndighe-
den efter lovens § 2, stk. 3, når betalingsfristen er overskre-
det, og sædvanlig rykkerprocedure forgæves er gennemført.
Fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshave-
ren opkræver fordringen, kan dog på skyldnerens anmod-
ning tillade afdragsvis betaling eller henstand med betalin-
gen. Ved overdragelse af en fordring skal fordringshaveren
efter bekendtgørelsens § 3, stk. 2, 3. pkt., give alle oplysnin-
ger, som efter restanceinddrivelsesmyndighedens bestem-
melse er nødvendige for inddrivelsen, herunder oplysning
om fordringens stiftelsestidspunkt, forfaldstidspunkt, sidste
64
rettidige betalingstidspunkt, rentesats, hovedstol, tilskrevne
renter, gebyrer og omkostninger.
Ved lov nr. 404 af 8. maj 2006 blev reglerne om løninde-
holdelse ændret, således at lønindeholdelse sker samtidig
med indeholdelse af A-skat. Det elektroniske skattekort gi-
ver mulighed for, at lønindeholdelse kan ske gennem A-
skattetrækket, således at virksomhederne alene skal indehol-
de og afregne et samlet beløb. Det fremgår herefter ikke af
skattekortet, hvilken del der er A-skat, og hvilken del der er
lønindeholdelse. Et pålæg om lønindeholdelse er således ik-
ke rettet til den enkelte arbejdsgiver, men til alle, som udbe-
taler A-indkomst. I og med at lønindeholdelse sker ved skat-
tetrækket, er lønindeholdelsesprocenten indregnet i trækpro-
centen på det skattekort, som en eventuel anden eller ny ar-
bejdsgiver modtager eller rekvirerer. Der er dermed ikke be-
hov for at pålægge den tidligere arbejdsgiver at give under-
retning om ophøret af et ansættelsesforhold. Lønindeholdel-
se gennem A-skattetrækket indebærer tillige, at reglerne for
A-skat om indeholdelse, indbetaling af de indeholdte beløb,
renter ved manglende indbetaling m.v. også kan anvendes
på lønindeholdte beløb, jf. § 10, stk. 6, i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige.
Ved lov nr. 285 af 29. marts 2017 fik bestemmelsen i § 10
i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige sin nuværende
udformning. Samtidig blev udgangspunktet ændret, således
at fordringer omfattet af loven med tillæg af renter, gebyrer
og andre omkostninger kan inddrives ved lønindeholdelse,
medmindre andet følger af bilag 1, der samtidig blev nyaf-
fattet. For civilretlige fordringstyper blev udgangspunktet, at
der ikke skal kunne foretages lønindeholdelse, men der er
gjort enkelte undtagelser hertil.
Derved blev der opnået en forenkling af regelgrundlaget
for, hvilke fordringer der kan inddrives ved lønindeholdelse,
idet alle fordringer omfattet af lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige vil kunne inddrives ved lønindeholdelse, med-
mindre der for fordringstypen er gjort en undtagelse i bilag
1.
Det foreslås, at § 10, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige ophæves, og at der i stedet indsættes
to nye punktummer. I det nye 1. pkt. foreslås, at restanceind-
drivelsesmyndigheden kan træffe afgørelse om, at der skal
ske indeholdelse i skatteyderens beregnede eller godskrevne
A-indkomst af, hvad der er nødvendigt til betaling af for-
dringer med påløbne renter, gebyrer, tillæg og andre om-
kostninger, for hvilke betalingsfristen er overskredet. I det
nye 2. pkt. foreslås, at restanceinddrivelsesmyndigheden i
begrundelsen for afgørelsen om lønindeholdelse alene er
forpligtet til at henvise til, at fordringen er under inddrivelse
hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Når en fordring efter gældende regler er modtaget hos re-
stanceinddrivelsesmyndigheden, vil betalingsfristen være
overskredet, fordi en fordring først kan oversendes til ind-
drivelse, når betalingsfristen er overskredet, og sædvanlig
rykkerprocedure forgæves er gennemført, jf. lovens § 2, stk.
3, hvorfor skyldner ikke vil få indeholdt beløb i sin løn på et
tidligere tidspunkt end efter gældende regler.
Med lov nr. 285 af 29. marts 2017 blev muligheden for
oversendelse af ikke-inddrivelsesparate fordringer efter da-
gældende § 2, stk. 3, 4. pkt., ophævet. For de fordringer,
som måtte være oversendt inden muligheden herfor blev op-
hævet, og som fortsat kan være under opkrævning, er sidste
rettidige betalingsdag ikke nødvendigvis overskredet. Sidste
rettidige betalingsdag skal være overskredet, førend der kan
inddrives, herunder lønindeholdes.
De øvrige betingelser for lønindeholdelse, herunder lo-
vens bilag 1, foreslås ikke ændret.
Med forslaget vil risikoen for, at afgørelser og begrundel-
ser fremadrettet påvirkes af fortolkningsforskelle m.v. hos
fordringshavere, for så vidt angår registreringen af sidste
rettidige betalingsdag, blive minimeret. Forslaget skal derfor
sikre formelt korrekte afgørelser om lønindeholdelse.
Det har i praksis vist sig, at der ofte er tvivl om, hvad for-
dringshavers registrering af sidste rettidige betalingsdag er
udtryk for. Det er blevet afdækket, at de forskellige for-
dringshavere i nogle tilfælde har forskellig praksis for regi-
streringen heraf. Nogle fordringshavere registrerer den op-
rindelige sidste rettidige betalingsdag, mens andre registre-
rer den dato, som fordringshaver har fastsat efter indrøm-
melse af løbedage eller efter drøftelse med skyldner om hen-
stand.
Det vil stadig være sådan, at der i afgørelsen om løninde-
holdelse skal være en tilstrækkelig beskrivelse af bl.a. den
eller de fordringer, som den omhandler, således at skyldner
er i stand til at identificere fordringen og dermed vil kunne
forholde sig til, om afgørelsen kan anerkendes, eller om
skyldner ønsker at gøre brug af sin ret til at indgive en kla-
ge. Endvidere vil der som hidtil i relevant omfang blive re-
degjort for det relevante retsgrundlag m.v. i overensstem-
melse med de gældende regler om begrundelse i forvalt-
ningslovens §§ 22-24. Forslaget regulerer således alene be-
grundelsespligten i forhold den tidsmæssige betingelse for
iværksættelse af lønindeholdelse. Denne regulering, der in-
debærer en justering og præcisering af begrundelsespligten i
henhold til forvaltningsloven i forhold til de pågældende
faktuelle oplysninger, vurderes at sikre, at der gives retvi-
sende begrundelser, og at medføre administrative lettelser.
Oplysningen om sidste rettidige betalingsdag, der således
vil udgå af begrundelsen for en afgørelse om lønindeholdel-
se, er uvæsentlig i forhold til muligheden for at træffe en så-
dan afgørelse, fordi sidste rettidige betalingsdag skal være
udløbet, før fordringen overhovedet kan komme under ind-
drivelse, jf. ovenfor om § 2, stk. 3, i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige. En skyldner vil i øvrigt ved henven-
delse til fordringshaveren kunne få oplyst den sidste rettidi-
ge betalingsdag.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.5.
Til nr. 10
Når restanceinddrivelsesmyndigheden træffer afgørelse
om lønindeholdelse eller fastsætter en afdragsordning, sker
det som udgangspunkt på grundlag af en skematisk bereg-
ning af skyldnerens betalingsevne, dvs. en beregning af,
65
hvad skyldner med rimelighed kan afdrage på sin gæld, når
skyldneren af sin bruttoindkomst har betalt skat, arbejdsmar-
kedsbidrag, ATP-bidrag og pensionsindbetalinger, når de
foretages af arbejdsgiveren som et obligatorisk led i ansæt-
telsesforholdet. Der kan også fastsættes afdragsordninger el-
ler lønindeholdelser på baggrund af en individuel betalings-
evnevurdering, hvor der tages højde for skyldnerens faktiske
udgifter, jf. nedenfor.
Lønindeholdelser fastsættes ligesom afdragsordninger ud
fra en skematisk eller individuel betalingsevnevurdering.
Ved den skematiske betalingsevnevurdering omregnes det
månedlige afdrag beregnet ved tabeltrækmetoden til brug
for afdragsordninger jf. § 10, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 300
af 29. marts 2017 om inddrivelse af gæld til det offentlige,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1161 af 27. oktober
2017, til en lønindeholdelsesprocent, jf. § 13, stk. 3, 2. pkt., i
bekendtgørelsen. Skyldners nettoindkomst beregnes på
samme måde som ved fastsættelse af afdragsordninger, dvs.
at skyldners nettoindkomst beregnes som skyldnerens årlige
indkomst opgjort som den årlige indkomst inklusive indtæg-
ter efter § 17 (f.eks. kontanthjælp, integrationsydelse og ud-
dannelseshjælp), fratrukket arbejdsmarkedsbidrag, pensions-
indbetalinger efter § 19, stk. 4, nr. 2, litra a, ATP-bidrag og
skat. Ved betalingsevneberegning efter tabeltrækmetoden er
det alene – ligesom ved afdragsordninger – pensionsindbeta-
linger, der er et obligatorisk led i skyldnerens ansættelses-
forhold, der kan fradrages.
Hvis skyldneren i forbindelse med varslet om lønindehol-
delse indsender et budget, foretager restanceinddrivelses-
myndigheden – ligesom ved afdragsordninger – efter regler-
ne i kapitel 7 i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om
inddrivelse af gæld til det offentlige, som ændret ved be-
kendtgørelse nr. 1161 af 27. oktober 2017, en konkret beta-
lingsevnevurdering, hvor der tages højde for skyldnerens
faktiske udgifter til f.eks. bolig og til hjemmeboende min-
dreårige børn. Om pensionsindbetalinger fremgår det af §
19, stk. 4, nr. 2, litra a og b, at pensionsindbetalinger, der
foretages af arbejdsgiveren, kan fradrages, når pensionen er
et obligatorisk led i ansættelsesforholdet, og der efter ansæt-
telsesforholdets karakter, herunder ansættelsessted, branche
m.v., er tale om sædvanlige indbetalinger.
De gældende regler om fradrag for pensionsindbetalinger
ved betalingsevneberegning kan føres tilbage til Konkursrå-
dets betænkning nr. 1449/2004 om gældssanering, hvor be-
talingsevne er afgørende, i forhold til hvor meget en skyld-
ner kan betale i løbet af en femårig periode. Den gæld, der
ligger ud over det beløb, der kan betales i løbet af denne pe-
riode, vil herefter kunne blive eftergivet ved gældssanering,
hvis betingelserne for en gældssanering i øvrigt er opfyldt.
I betænkningen findes på side 533 ff. til bestemmelserne
om fradrag for pensionsindbetalinger et udkast, der ind-
holdsmæssigt er identiske med de regler, der blev indsat i
2005 i forbindelse med udstedelsen af både bekendtgørelse
nr. 894 af 22. september 2005 om gældssanering og be-
kendtgørelse nr. 995 af 19. oktober 2005 om inddrivelse af
gæld til det offentlige. Disse regler har stadig samme ind-
hold.
Bekendtgørelsen fra 2005 om inddrivelse af gæld til det
offentlige henviser som hjemmelsgrundlag bl.a. til lov nr.
429 af 6. juni 2005 om opkrævning og inddrivelse af visse
fordringer. Af lovforslag nr. L 112, forslag til lov om op-
krævning og inddrivelse af visse fordringer, fremgår det af
bemærkningerne, jf. Folketingstidende 2004-05, tillæg A, si-
de 4629, at udgangspunktet for forenklingerne af betalings-
evnevurderingen er Konkursrådets anbefalinger vedrørende
forenkling af betalingsevnevurdering i relation til gældssa-
nering i førnævnte betænkning.
Tilsvarende fremgår det ifølge bemærkningerne til lovfor-
slag nr. L 149, forslag til lov om ændring af forskellige love
(Forenkling, harmonisering og objektivering af reglerne for
inddrivelse af gæld til det offentlige m.v. samt mulighed for
anvendelse af digitale lønsedler), jf. Folketingstidende
2004-05, 2. samling, tillæg A, side 6701, at skatteministeren
bemyndiges til at fastsætte regler om betalingsevnevurde-
ring, og at reglerne vil tage udgangspunkt i de regler, der
følger af forslag til lov om ændring af konkursloven og kon-
kursskatteloven (Revision af reglerne om gældssanering), jf.
lovforslag nr. L 10, der blev fremsat den 23. februar 2005, i
relation til gældssaneringssager, således at der sikres over-
ensstemmelse imellem principperne for betalingsevnevurde-
ringer, herunder rådighedsbeløb, på inddrivelsesområdet og
generel insolvensret. Revisionen af gældssaneringsreglerne
betød, at frem for at retningslinjerne for budgetvurderingen
blev udviklet i retspraksis, skulle justitsministeren fremover
fastsætte nærmere regler for, hvilke indtægts- og udgiftspo-
ster, der kan medtages i skyldnerens budget m.v. Det frem-
går endvidere, at det forventes, at skatteministeren udsteder
tilsvarende regler herom.
I lovforslag nr. L 20, forslag til lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige, jf. Folketingstidende 2008-09, tillæg A, si-
de 262, gengives reglerne om eIndkomst i afsnit 3.4.2, og
her fremgår det, at den årlige nettoindkomst opgøres som
den årlige bruttoindkomst inklusive positiv kapitalindkomst,
fratrukket arbejdsmarkedsbidrag, pensionsindbetaling, når
pensionen er et obligatorisk led i ansættelsesforholdet, SP-
bidrag, ATP-bidrag og skat. Dette fremgår ligeledes af de
specielle bemærkninger til § 10.
Sammenfattende er det således lagt til grund, at der ved
den skematiske betalingsevneberegning alene kan ske fra-
drag for pensionsindbetalinger, som er et obligatorisk led i
ansættelsesforholdet, mens de ved en konkret betalingsevne-
vurdering tillige skal være sædvanlige.
Det foreslås med nr. 10 at ændre i den gældende bemyndi-
gelse til skatteministeren i § 10, stk. 3, 5. pkt., i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige til at fastsætte nærmere
regler om betalingsevnevurdering, herunder rådighedsbeløb,
til fastsættelse af den del af A-indkomsten, som maksimalt
kan indeholdes. Det foreslås således, at bemyndigelsen ud-
vides til også at omfatte fradrag for pensionsindbetalinger
ved betalingsevneberegningen.
Kravet om, at pensionsordningen skal være et obligatorisk
led i ansættelsesforholdet, er ikke egnet til en systemmæssig
understøttelse af en skematisk betalingsevneberegning ved
fastsættelse af afdragsordninger og ved afgørelser om løn-
66
indeholdelse. Restanceinddrivelsesmyndigheden anvender
oplysningerne i eIndkomst om pensionsindbetalinger fra ar-
bejdsgivere, men det fremgår ikke heraf, hvorvidt pensions-
indbetalingerne er sket som et obligatorisk led i ansættelses-
forholdet. En stillingtagen hertil forudsætter i princippet, at
restanceinddrivelsesmyndigheden i hver konkret sag kontak-
ter skyldneren og får oplysninger om, hvorvidt pensionsind-
betalingen er et obligatorisk led i ansættelsesforholdet. Når
det nye it-system for inddrivelse af gæld til det offentlige
skal foretage automatiseret betalingsevneberegning for alle
skyldnere på månedlig basis, er det derfor vigtigt, at regler-
ne er tilpasset en automatiseret proces, der ikke forudsætter
manuel sagsbehandling.
Sker betalingsevneberegningen ud fra skyldners indsendte
budgetskema, vil det på tilsvarende vis indebære yderligere
administration og besvær for både restanceinddrivelsesmyn-
digheden og skyldneren, hvis der er krav om, at det skal do-
kumenteres – og efterfølgende kontrolleres – at pensionsind-
betalingerne sker som et obligatorisk led i ansættelsesforhol-
det og er sædvanlige efter ansættelsesforholdets karakter.
Den foreslåede udvidelse af bemyndigelsesbestemmelsen
sker med henblik på i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts
2017 om inddrivelse af gæld til det offentlige, som ændret
ved bekendtgørelse nr. 1161 af 27. oktober 2017, at fastsæt-
te objektive regler, hvorefter arbejdsgiveradministrerede
pensionsindbetalinger – uanset at der er tale om obligatori-
ske pensionsindbetalinger eller aftalte pensionsindbetalinger
– kan fragå i skyldnerens bruttoindkomst ved beregningen af
betalingsevnevurderingen ved afgørelser om lønindeholdel-
se efter tabeltrækmetoden eller budgetmetoden, ligesom det
vil være uden betydning, om der er tale om sædvanlige pen-
sionsindbetalinger.
I forhold til eftergivelsessager foreslås det at opretholde
de gældende regler om, at pensionsindbetalinger skal være
et obligatorisk led i ansættelsesforholdet og være sædvanli-
ge i forhold til ansættelsesforhold og branche m.v., for at
sikre parallelitet mellem på den ene side eftergivelsesregler-
ne i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse
af gæld til det offentlige og på den anden side bekendtgørel-
se nr. 1363 af 19. december 2008 om gældssanering, som
ændret senest ved bekendtgørelse nr. 1265 af 22. november
2017, der hører til Justitsministeriets område.
Baggrunden for forslaget er, at kravet om, at pensionsord-
ningen skal være et obligatorisk led i ansættelsesforholdet,
ikke er egnet til en systemmæssig understøttelse af en ske-
matisk betalingsevneberegning ved fastsættelse af afdrags-
ordninger og ved afgørelser om lønindeholdelse. Restan-
ceinddrivelsesmyndigheden anvender oplysningerne i eInd-
komst om pensionsindbetalinger fra arbejdsgivere, men det
fremgår ikke heraf, hvorvidt pensionsindbetalingerne er sket
som et obligatorisk led i ansættelsesforholdet. En stillingta-
gen hertil forudsætter i princippet, at restanceinddrivelses-
myndigheden i hver konkret sag kontakter skyldneren og får
oplysninger om, hvorvidt pensionsindbetalingen er et obli-
gatorisk led i ansættelsesforholdet. Når det nye it-system for
inddrivelse af gæld til det offentlige skal foretage automati-
seret betalingsevneberegning for alle skyldnere på månedlig
basis, er det derfor vigtigt, at reglerne er tilpasset en automa-
tiseret proces, der ikke forudsætter manuel sagsbehandling.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.10.
Til nr. 11
Restanceinddrivelsesmyndigheden kan efter § 10 a i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige træffe afgørelse om
særskilt lønindeholdelse. Særskilt lønindeholdelse kan ske
for et beløb på op til 400 kr. månedligt og kan alene benyt-
tes for de fordringstyper, som er oplistet i § 10 a, stk. 1.
Når der gennemføres særskilt lønindeholdelse over for en
skyldner, forhøjes trækprocenten på skyldnerens skattekort,
jf. kildeskattelovens § 48, stk. 4, 5. pkt. For en skyldner
under lønindeholdelse udgøres trækprocenten på skattekor-
tet således af indeholdelsesprocenten til brug for A-skattede-
len og lønindeholdelsesprocenten, som udgøres af summen
af en særskilt lønindeholdelsesprocent og/eller en almindelig
lønindeholdelsesprocent. Den almindelige lønindeholdelses-
procent beregnes ud fra det beløb, med hvilket skyldneren
efter en beregnet betalingsevne skal afdrage på sin gæld om-
fattet af lønindeholdelsen. Derved indeholder skyldnerens
arbejdsgiver i skyldnerens løn ét samlet beløb, som dækker
både den foreløbige skat, der benævnes A-skat, jf. kildeskat-
telovens § 41, stk. 2, 1. pkt., og afdraget på skyldnerens
gæld omfattet af lønindeholdelsen. Det beløb, som arbejds-
giveren indeholder i skyldnerens løn, indberettes i medfør af
§ 3 i lov om et indkomstregister til SKAT, som fordeler be-
løbet til dækning af A-skat og lønindeholdelsesbeløbet. Re-
stanceinddrivelsesmyndigheden anvender beløbet fra løn-
indeholdelsen til at dække skyldnerens gæld omfattet af løn-
indeholdelsen i overensstemmelse med dækningsrækkeføl-
gen i § 4 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, mens
A-skattedelen af det indeholdte beløb godskrives skyldneren
som forskudsvist betalt skat hos SKAT, jf. kildeskattelovens
§ 60, stk. 1, litra a.
Ved lov nr. 252 af 30. marts 2011 blev der med § 4 a i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige indført en hjemmel
til særskilt lønindeholdelse for kontrolafgifter med tillæg af
renter, gebyrer og andre omkostninger for overtrædelse af
bestemmelser i færdselsloven, lov om radio- og fjernsyns-
virksomhed, jernbaneloven og lov om trafikselskaber samt
af beløb til dækning af medielicens og radiolicens med til-
læg af renter, gebyrer og andre omkostninger efter lov om
radio- og fjernsynsvirksomhed.
Ved § 2, nr. 2, i lov nr. 1500 af 23. december 2014 blev §
4 a udvidet med en adgang til særskilt lønindeholdelse for
biblioteksgebyrer med tillæg af renter, gebyrer og andre om-
kostninger.
Ved § 1, nr. 7 og 16, i lov nr. 285 af 29. marts 2017 blev
bestemmelsen i § 4 a ophævet og i stedet i ændret form ind-
sat som § 10 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Nærmere regler om særskilt lønindeholdelse er indsat i §
14 i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivel-
se af gæld til det offentlige. Det fremgår af § 14, stk. 2, at
der ved afgørelse om særskilt lønindeholdelse skal levnes
skyldneren tilstrækkeligt til at opretholde en beskeden leve-
67
fod, hvilket normalt vil være tilfældet, hvis lønindeholdel-
sesprocenten fører til indeholdelse af et beløb på 400 kr. må-
nedligt. Af § 14, stk. 13, fremgår, at reglerne i § 10, § 11,
stk. 1, § 13, § 17 og kapitel 7 ikke finder anvendelse ved
særskilt lønindeholdelse. Dette indebærer bl.a., at særskilt
lønindeholdelse kan ske, selv om der ifølge den såkaldte ta-
beltrækmetode efter § 10 ikke vil kunne ske inddrivelse ved
afdragsordning eller almindelig lønindeholdelse, fordi
skyldners årlige nettoindkomst ligger under tabellens bund-
grænse, ligesom kapitel 7 om individuel betalingsevnevur-
dering ikke finder anvendelse.
Hvis der i forbindelse med særskilt lønindeholdelse inde-
holdes et større beløb end nødvendigt for at dække skyldne-
rens tilbageværende fordringer, som inddrives ved særskilt
lønindeholdelse, anvendes beløbet til dækning af eventuelle
andre fordringer, som er under inddrivelse og vil kunne ind-
drives ved særskilt lønindeholdelse, jf. § 4, stk. 3, 2. pkt., i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Er der herefter
et overskydende beløb, skal restanceinddrivelsesmyndighe-
den udbetale dette til skyldneren. Som følge af at særskilt
lønindeholdelse maksimalt kan foretages med 400 kr. må-
nedligt, jf. § 14, stk. 2, 2. pkt., i bekendtgørelse nr. 300 af
29. marts 2017 om inddrivelse af gæld til det offentlige, skal
det beløb, som månedligt inddrives ved særskilt lønindehol-
delse og overstiger 400 kr., udbetales til skyldneren. Situati-
onen kan forekomme, da særskilt lønindeholdelse gennem-
føres ved at hæve trækprocenten på skyldnerens skattekort.
Hvis skyldnerens indkomst ændrer sig, eller 1 pct. af lønnen
udgør mere end 400 kr., vil der i praksis ske det, at skyldne-
ren vil få den del af beløbet, som overstiger 400 kr., tilbage-
betalt. Viser en senere nedsættelse af et lønindeholdt beløb,
at udbetalingen er sket med urette, skal skyldneren tilbage-
betale beløbet til restanceinddrivelsesmyndigheden. Hvis
skyldneren ikke rettidigt betaler det skyldige beløb, kan gæl-
den overgå til inddrivelse, hvorefter der i medfør af § 5, stk.
1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige beregnes
renter fra den 1. i måneden efter modtagelsen af gælden til
inddrivelse, og gælden kan danne grundlag for modregning,
hvis en modregningsmulighed opstår. Dog kan beløbet ikke
inddrives ved særskilt lønindeholdelse, da gældstypen ikke
er positivt nævnt i lovens § 10 a, stk. 1.
Restanceinddrivelsesmyndigheden vil forestå opkrævnin-
gen af beløbet. Hvis skyldneren ikke inden betalingsfristens
udløb har betalt det skyldige beløb, og den sædvanlige ryk-
kerprocedure herefter forgæves er gennemført, sendes for-
dringen til inddrivelse. I praksis er det dog ikke sket i perio-
den fra 2013 og frem, da nedsættelser modtaget i denne pe-
riode ikke er blevet behandlet.
Når der sker en nedsættelse af et lønindeholdt beløb, vil
de dækninger, som beløbet har ført til, skulle reguleres, så
skyldner og fordringshaver stilles korrekt i henhold til det
beløb, der reelt blev inddrevet ved lønindeholdelsen.
I forhold til fordringshaver vil der således skulle ske en re-
gulering af den fordring, der blev helt eller delvist dækket,
og eventuelt allerede afregnede beløb skal helt eller delvist
tilbageføres fra fordringshaver til restanceinddrivelsesmyn-
digheden.
Det foreslås, at § 10 a i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige om særskilt lønindeholdelse udvides med tilbage-
betalingskrav, der skyldes, at skyldneren i forbindelse med
en særskilt lønindeholdelse har modtaget et overskydende
beløb, der på baggrund af en nedsættelse efter den foreslåe-
de bestemmelse i § 10 b, stk. 1, viser sig at være udbetalt
med urette, og skal betales til restanceinddrivelsesmyndig-
heden inden for en betalingsfrist på 14 dage, der regnes fra
afsendelsen af opkrævningen, jf. den foreslåede bestemmel-
se i § 10 b, stk. 3.
Da særskilt lønindeholdelse kan benyttes over for de
skyldnere, som ellers ikke anses for at have betalingsevne,
får restanceinddrivelsesmyndigheden med den foreslåede
bestemmelse bedre mulighed for at inddrive disse beløb.
Stammer et tilbagebetalingskrav fra en tidligere gennemført
særskilt lønindeholdelse, kan beløbet således i medfør af be-
stemmelsen inddrives ved særskilt lønindeholdelse, hvis
skyldneren ikke inden betalingsfristens udløb betaler det
skyldige beløb.
Efter gældende regler kan disse tilbagebetalingskrav, hvis
skyldneren ikke betaler det skyldige beløb og ikke anses for
at have betalingsevne, alene inddrives ved modregning,
hvilket kræver, at en modregningsmulighed opstår.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.11.
Til nr. 12
Restanceinddrivelsesmyndigheden kan efter §§ 10 og 10 a
i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige træffe afgørel-
se om henholdsvis almindelig og særskilt lønindeholdelse.
Almindelig lønindeholdelse kan som udgangspunkt benyttes
til inddrivelse af alle fordringstyper, medmindre der i lovens
bilag 1 er gjort en undtagelse for fordringstypen. Særskilt
lønindeholdelse kan ske for et beløb på op til 400 kr. måned-
ligt og kan alene benyttes for de fordringstyper, som er oplis-
tet i § 10 a, stk. 1.
Når der gennemføres lønindeholdelse over for en skyld-
ner, forhøjes trækprocenten på skyldnerens skattekort, jf.
kildeskattelovens § 48, stk. 4, 5. pkt. De nærmere regler om
fastsættelsen af lønindeholdelsesprocenten for lønindehol-
delse fremgår af §§ 13, 14 og 18 i bekendtgørelse nr. 300 af
29. marts 2017 om inddrivelse af gæld til det offentlige, som
ændret ved bekendtgørelse nr. 1161 af 27. oktober 2017. For
en skyldner under lønindeholdelse udgøres trækprocenten på
skattekortet således af indeholdelsesprocenten til brug for
den normale A-skattedel og lønindeholdelsesprocenten, der
beregnes ud fra det beløb, med hvilket skyldneren efter en
beregnet betalingsevne skal afdrage på sin gæld omfattet af
lønindeholdelsen. Derved indeholder skyldnerens arbejdsgi-
ver i skyldnerens løn ét samlet beløb, som dækker både den
foreløbige skat, der benævnes A-skat, jf. kildeskattelovens §
41, stk. 2, 1. pkt., og afdraget på skyldnerens gæld omfattet
af lønindeholdelsen. Det beløb, som arbejdsgiveren indehol-
der i skyldnerens løn, indberettes i medfør af § 3 i lov om et
indkomstregister til SKAT, som fordeler beløbet til dækning
af A-skat og lønindeholdelsesbeløbet. Restanceinddrivelses-
myndigheden anvender beløbet fra lønindeholdelsen til at
dække skyldnerens gæld omfattet af lønindeholdelsen i
68
overensstemmelse med dækningsrækkefølgen i § 4 i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige, mens A-skattedelen af
det indeholdte beløb godskrives skyldneren som forskuds-
vist betalt skat hos SKAT, jf. kildeskattelovens § 60, stk. 1,
litra a.
Skyldneren anses for at have betalt det indeholdte beløb,
når selve indeholdelsen, der skal ske i forbindelse med ud-
betalingen af A-indkomsten, jf. kildeskattelovens § 46, stk.
2, finder sted, dvs. når lønudbetalingen finder sted, og ar-
bejdsgiveren indeholder det samlede beløb af A-skat og løn-
indeholdelse.
Når en lønindeholdelse fører til hel eller delvis dækning af
en fordring, underretter restanceinddrivelsesmyndigheden
fordringshaveren om, at den relevante fordring nedskrives
med et beløb svarende til dækningen. Dette sker med virk-
ning fra dispositionsdatoen for lønudbetalingen, da det er på
denne dato, lønmodtageren har krav på udbetaling af lønnen.
Skyldneren anses således for at være frigjort for betalings-
forpligtelsen på dispositionsdatoen for lønudbetalingen. Til-
svarende underretter restanceinddrivelsesmyndigheden for-
dringshaveren om nedskrivningen af fordringen med virk-
ning fra dispositionsdatoen. Skyldnerens gæld under inddri-
velse bliver således nedskrevet med rentemæssig virkning
fra dispositionsdatoen, dvs. det tidspunkt, hvor arbejdsgive-
ren indeholder det samlede beløb i forbindelse med lønudbe-
talingen.
Foretager den indeholdelsespligtige arbejdsgiver senere en
nedsættelse af det indberettede beløb, fordeler SKAT ned-
sættelsesbeløbet på A-skatten og lønindeholdelsesdelen. Der
kan være flere grunde til, at en positiv indberetning skal kor-
rigeres negativt og dermed nedsættes. Det kan være nødven-
digt at nedsætte en tidligere indberetning, hvis arbejdsgiver
ved f.eks. en tastefejl har indberettet et for højt beløb på
skyldneren. Det kan tillige være nødvendigt, hvis arbejdsgi-
ver ved en fejl har indberettet lønudbetaling vedrørende
skyldneren i en måned, hvor skyldnerens ansættelsesforhold
ikke bestod længere, hvorfor der slet ikke skulle være udbe-
talt løn. Disse situationer vil typisk tillige indebære, at ar-
bejdsgiver har et tilbagebetalingskrav over for skyldneren.
Når der sker en nedsættelse af et lønindeholdt beløb, vil
de dækninger, som beløbet har ført til, skulle reguleres, så
skyldner og fordringshaver stilles korrekt i henhold til det
beløb, der reelt blev inddrevet ved lønindeholdelsen.
I forhold til fordringshaver vil der således skulle ske en re-
gulering af den fordring, der blev helt eller delvist dækket,
og eventuelt allerede afregnede beløb skal helt eller delvist
tilbageføres fra fordringshaver til restanceinddrivelsesmyn-
digheden.
I § 11, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 499 af 27. marts 2015
om kildeskat, hvorefter et beløb, der ved en negativ korrek-
tion nedsættes vedrørende det beløb, der af den indeholdel-
sespligtige er indeholdt til dækning af A-skat og fordringer
under lønindeholdelse, fragår i den opgjorte A-skat forud for
det lønindeholdte beløb, er det således lagt til grund, at en
fordringshaver må tilbageføre det med urette modtagne løn-
indeholdelsesbeløb.
Ikke-forskudsvist udlagte – dvs. private – underholdsbi-
drag har en privat person som fordringshaver. Er der for et
privat underholdsbidrag sket udbetaling af et inddrevet be-
løb, og viser det sig senere, at beløbet reelt ikke er inddre-
vet, eksempelvis fordi en arbejdsgiver indberetter en ned-
sættelse til det tidligere indberettede A-skattebeløb, kan et
krav om tilbagebetaling af det udbetalte beløb forekomme
urimeligt for den bidragsberettigede, der typisk vil have ind-
rettet sig på at kunne beholde beløbet.
Udbetalingen af underholdsbidrag formidles af Udbetaling
Danmark. Dette gælder både de forskudsvist udlagte under-
holdsbidrag og de privatretlige underholdsbidrag. Efter
praksis genopkræver Udbetaling Danmark ikke udbetalte
underholdsbidrag i de situationer, hvor det viser sig, at en
indberetning af en lønindeholdelse alligevel ikke førte til be-
taling, fordi indberetningen efterfølgende nedsættes af ar-
bejdsgiveren.
En korrekt regulering som følge af nedsættelsen af et løn-
indeholdt beløb forudsætter viden om, hvilken konkret løn-
indeholdelse nedsættelsen vedrører. Ellers kan det ikke sik-
res, at det er den eller de korrekte fordringer, som helt eller
delvist genopstår.
Hvis et lønindeholdt beløb fører til, at den sidste fordring,
der er omfattet af lønindeholdelsen, bliver dækket, vil et
eventuelt overskydende beløb som udgangspunkt blive an-
vendt til at dække anden gæld, der er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, hvis denne gæld ville
kunne inddrives gennem samme inddrivelsesskridt, jf. § 4,
stk. 3, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Et eventuelt overskydende beløb udbetales til skyldneren.
Hvis der er blevet udbetalt et overskydende beløb til
skyldner, fordi restanceinddrivelsesmyndigheden på dette
tidspunkt var forpligtet til at udbetale det overskydende be-
løb, men arbejdsgiverens senere nedsættelse af indberetnin-
gen viser, at der ikke alligevel var et overskydende beløb til
udbetaling, vil restanceinddrivelsesmyndigheden som ud-
gangspunkt kræve dette beløb tilbagebetalt til restanceind-
drivelsesmyndigheden ud fra den betragtning, at betalingen
skete i den vildfarelse, at lønindeholdelsen var opgjort kor-
rekt.
Restanceinddrivelsesmyndigheden vil forestå opkrævnin-
gen af beløbet. Inddrivelse af fordringen kan imidlertid ikke
ske, førend skyldneren har haft mulighed for inden for en gi-
ven frist at betale det skyldige beløb. Hvis skyldneren ikke
inden betalingsfristens udløb har betalt det skyldige beløb,
og den sædvanlige rykkerprocedure herefter forgæves er
gennemført, sendes fordringen til inddrivelse. Efter oversen-
delse af fordringen til inddrivelse forrentes fordringen med
inddrivelsesrenten fra den 1. i måneden efter modtagelsen
hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 5, stk. 1, i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige. I praksis er det dog
ikke sket i perioden fra 2013 og frem, da nedsættelser mod-
taget i denne periode ikke er blevet behandlet.
Restanceinddrivelsesmyndigheden kan alene modtage
nedsættelser til tidligere indberettede indeholdte beløb, hvis
arbejdsgivere tillades at korrigere tidligere indberettede be-
69
løb i SKATs it-system eIndkomst. Nedsættelser af indberet-
tede A-skattebeløb kan som udgangspunkt alene finde sted i
en periode på ca. 3 år efter den positive angivelse, som øns-
kes korrigeret. Dette skyldes, at arbejdsgiverens krav på til-
bagebetaling af det for meget indeholdte og afregnede løn-
beløb som udgangspunkt i medfør af forældelseslovens § 3,
stk. 1, forældes efter 3 år. Forældelsesfristen regnes som ud-
gangspunkt fra det tidligste tidspunkt, hvor fordringshaveren
– dvs. arbejdsgiveren – kunne kræve betaling, jf. forældel-
seslovens § 2, stk. 1. Fristen regnes således fra tidspunktet
for den afregning, der er sket som følge af den positive angi-
velse, der ønskes korrigeret. Hvis arbejdsgiveren er ube-
kendt med fordringen, regnes forældelsesfristen først fra det
tidspunkt, da fordringshaver fik eller burde have fået kend-
skab hertil, jf. forældelsesloven § 3, stk. 2. Uanset § 3, stk.
2, indtræder forældelsen dog senest 10 år efter starttidspunk-
tet for forældelsesfristen efter forældelseslovens § 2, jf.
samme lovs § 3, stk. 3. Det er således udgangspunktet, at en
skyldner ikke vil opleve korrektioner af sit gældsbillede hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, når der er gået ca. 3 år fra
arbejdsgiverens positive indberetning hos eIndkomst.
Det foreslås, at der med § 10 b i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige indsættes en ny bestemmelse for at
skabe klare regler for restanceinddrivelsesmyndighedens ad-
ministration af nedsættelser til tidligere modtagne beløb i
forbindelse med afgørelser om almindelig og særskilt løn-
indeholdelse.
Med § 10 b, stk. 1, 1. pkt., foreslås, at hvis det samlede be-
løb, der er indeholdt i A-skat og lønindeholdt efter §§ 10 el-
ler 10 a, nedsættes som følge af en indeholdelsespligtigs
korrektion af et indberettet beløb til indkomstregisteret, efter
at restanceinddrivelsesmyndigheden har anvendt en del af
det indberettede beløb til dækning af fordringer i overens-
stemmelse med § 4, skal fordringshaveren eller den, der på
dennes vegne opkræver fordringen, tilbagebetale det for me-
get modtagne beløb til restanceinddrivelsesmyndigheden.
Med bestemmelsen opnås et sikkert hjemmelsgrundlag
for, at den eller de konkrete fordringer, som på grund af en
efterfølgende nedsættelse af en tidligere indberetning allige-
vel ikke blev dækket ved lønindeholdelsen, helt eller delvist
genopstår, så skyldnerens gældsbillede afspejler situationen,
som den ville have været, hvis der havde været foretaget en
korrekt indberetning af det lønindeholdte beløb i første om-
gang. Dette indebærer, at de berørte fordringer helt eller del-
vist genopstår, og fordringshaverne skal tilbagebetale tidli-
gere modtagne beløb. Kravet til fordringshaverne om at til-
bagebetale allerede modtagne beløb modsvares således af
skyldnerens genopståede fordringer. For fordringshaverne
vil det betyde, at deres fordring på skyldneren helt eller del-
vist genopstår. For skyldnerne betyder en nedsættelse af ind-
beretningen, at den eller de fordringer, der blev dækket med
den indberettede lønindeholdelse, helt eller delvist genop-
står, så det samlede gældsbillede fremstår, som det ville væ-
re, hvis den oprindelige indberetning havde været korrekt.
Dette betyder, at fordringen bliver pålagt renter, som hvis
fordringen ikke var blevet dækket ved lønindeholdelsen. Se-
nere dækninger af skyldnerens fordringer under inddrivelse
berøres ikke af ændringen i dækningen som følge af nedsæt-
telsen. Dermed skabes der klar lovhjemmel til at lade for-
dringer helt eller delvist genopstå og kræve allerede afregne-
de beløb tilbagebetalt af fordringshaverne, når restanceind-
drivelsesmyndigheden modtager nedsættelser til løninde-
holdte beløb.
Arbejdsgivere kan indberette nedsættelser til tidligere ind-
beretninger til indkomstregisteret på to måder. Den ene er
ved at tilbagetrække hele den tidligere indberetning. Dermed
annulleres den tidligere indberetning, og det er i disse situa-
tioner utvetydigt angivet, hvilken positiv indberetning ar-
bejdsgiveren med nedsættelsen korrigerer. I disse situationer
kan det således med sikkerhed siges, hvilke fordringer der
på grund af nedsættelsen helt eller delvist skal genopstå
under inddrivelse. Den anden måde at indberette nedsættel-
ser på er ved at henføre nedsættelsen til en måned. Hvis ind-
beretteren i den givne måned har lavet flere positive indbe-
retninger, kan det i denne situation ikke med sikkerhed si-
ges, hvilken positiv indberetning som med nedsættelsen kor-
rigeres.
Med § 10 b, stk. 1, 2. pkt., foreslås, at tilbagebetalingen ef-
ter 1. pkt. kan gennemføres ved modregning uden modreg-
ningsmeddelelse i udbetalinger fra restanceinddrivelsesmyn-
digheden til fordringshaveren eller den, der på dennes vegne
opkræver fordringen.
Dermed skabes en hensigtsmæssig administration af så-
danne tilbagebetalinger.
Med § 10 b, stk. 1, 3. pkt., foreslås, at dækninger af skyld-
ners fordringer inklusive eventuelle renter, gebyrer og andre
omkostninger ophæves, i det omfang indeholdte lønindehol-
delsesbeløb, der er anvendt til dækning, nedsættes efter 1.
pkt.
Dermed justeres skyldnerens samlede gældsbillede, så
dette fremstår, som det ville være, hvis den oprindelige ind-
beretning havde været korrekt.
Med § 10 b, stk. 2, 1. pkt., foreslås, at hvis det ud fra de
oplysninger, som restanceinddrivelsesmyndigheden henter i
indkomstregisteret, ikke kan afgøres, hvilke fordringer der
blev dækket med beløbet, som nedsættes efter stk. 1, foreta-
ges reguleringerne på den eller de fordringer, der i henhold
til dækningsrækkefølgen med seneste betalingstidspunkt er
dækket med beløb modtaget efter henholdsvis §§ 10 eller 10
a vedrørende den måned, som nedsættelsen vedrører.
Forslaget medfører, at hvis der ved en nedsættelse alene
gives information om, at den vedrører en måned, hvori ar-
bejdsgiveren har indberettet flere positive beløb, vil korrek-
tionen ske på de fordringer, som i den konkrete måned – in-
den for inddrivelsesindsatsen – har opnået dækning og be-
finder sig nederst i dækningsrækkefølgen efter lovens § 4,
stk. 1 og 2. Dermed hæves dækningerne på de fordringer,
som ikke ville have fået dækning i den givne måned, hvis
der for måneden oprindeligt var indberettet korrekt.
Med stk. 2, 1. pkt., skabes der således klar hjemmel til be-
handlingen af de nedsættelser, som af indberetteren ikke
specifikt henføres til positive indberetninger.
70
Med § 10 b, stk. 2, 2. pkt., foreslås, at for efterfølgende
nedsættelser, der kan henføres til konkrete dækninger, der
efter 1. pkt. er helt eller delvist ophævet, sker den regule-
ring, som den efterfølgende nedsættelse giver anledning til, i
overensstemmelse med 1. pkt. på den eller de fordringer, der
på reguleringstidspunktet i henhold til dækningsrækkefølgen
med seneste betalingstidspunkt er dækket med beløb modta-
get efter henholdsvis §§ 10 eller 10 a for den måned, som
nedsættelsen vedrører.
Hvis indberetteren efterfølgende indberetter endnu en ned-
sættelse og specifikt relaterer denne nedsættelse til den posi-
tive indberetning, hvor beløbet blev anvendt til at dække de
nu regulerede fordringer, følger det af forslaget, at den alle-
rede gennemførte regulering fastholdes. Den senere nedsæt-
telse fører herefter til regulering af de i måneden tilbagevæ-
rende dækninger, som inden for inddrivelsesindsatsen – i
henhold til dækningsrækkefølgen – er foretaget senest.
Med stk. 2, 2. pkt., skabes der klar hjemmel til behandlin-
gen af de nedsættelser, som efterfølgende indberettes, og
som specifikt henføres til dækninger, som på dette tidspunkt
er reguleret som følge af en tidligere nedsættelse.
Ved både almindelig og særskilt lønindeholdelse, hvor
skyldnerens sidste fordring indfries, vil der som regel være
lønindeholdt et større beløb end nødvendigt til dækning af
skyldnerens gæld. Det overskydende beløb kan benyttes til
at dække andre fordringer under inddrivelse, hvis disse for-
dringer ville kunne inddrives ved lønindeholdelse, og skal
ellers udbetales af restanceinddrivelsesmyndigheden. Når
der efterfølgende sker en nedsættelse af det lønindeholdte
beløb, fordi indberetteren nedsætter den tidligere indberet-
ning, bortfalder forudsætningen for udbetalingen helt eller
delvist.
Det foreslås med § 10 b, stk. 3, 1. pkt., at hvis skyldneren
har modtaget et overskydende beløb, der på baggrund af en
nedsættelse efter stk. 1 viser sig at være udbetalt med urette,
skal beløbet tilbagebetales.
Med § 10 b, stk. 3, 2. pkt., foreslås, at restanceinddrivel-
sesmyndigheden efter at have fået kendskab til nedsættelsen
af det lønindeholdte beløb opkræver tilbagebetalingskravet
hos skyldneren med en betalingsfrist på 14 dage, der regnes
fra afsendelsen af opkrævningen.
Med § 10 b, stk. 3, 3. pkt., foreslås, at tilbagebetalingskra-
vet anses for at være modtaget til inddrivelse, når betalings-
fristen efter 2. pkt. er udløbet.
Hvis skyldneren ikke inden fristens udløb betaler det skyl-
dige beløb, anses det derfor for at være modtaget til inddri-
velse, hvorefter det kan indgå i indsatser og f.eks. inddrives
gennem lønindeholdelse eller modregning. Når beløbet an-
ses for at være modtaget til inddrivelse, vil lovens øvrige be-
stemmelser finde anvendelse, f.eks. § 5, stk. 1, om forrent-
ning. Forrentningen vil således blive påbegyndt den 1. i må-
neden efter betalingsfristens udløb. § 5, stk. 1, 3. pkt., om
restanceinddrivelsesmyndighedens egne fordringer, der iføl-
ge bestemmelsen forrentes med inddrivelsesrenten fra den 1.
i måneden efter den måned, hvor fordringen er stiftet, om-
handler inddrivelsesomkostninger og finder derfor ikke an-
vendelse på disse tilbagebetalingskrav. Såfremt beløbet skal
inddrives ved lønindeholdelse, skal der træffes en ny afgø-
relse om lønindeholdelse eller en afgørelse om tilføjelse af
beløbet til en igangværende lønindeholdelse. Ved iværksæt-
telse af en ny lønindeholdelse vil skyldneren blive pålagt et
nyt gebyr, jf. § 33, nr. 2, i bekendtgørelse nr. 300 af 29.
marts 2017 om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Med bestemmelsen i stk. 3 skabes der klar hjemmel til at
kræve sådanne udbetalte beløb, som viser sig at være udbe-
talt med urette, tilbagebetalt fra skyldneren. Der skabes der-
udover en effektiv proces for, hvordan opkrævningen af så-
danne krav skal foregå, og hvordan kravet kan overgå fra
opkrævning til inddrivelse ved skyldnerens manglende beta-
ling.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.11.
Til nr. 13
En skyldner med gæld under inddrivelse hos restanceind-
drivelsesmyndigheden har efter gældende regler ingen for-
pligtelse til ved fraflytning til udlandet at oplyse de danske
myndigheder om sin udenlandske adresse. I inddrivelseslov-
givningen findes således ingen regler, som regulerer en
skyldners fraflytning til udlandet.
Efter § 24, stk. 1, i lov om Det Centrale Personregister
skal enhver, der fraflytter til udlandet, med visse angivne
undtagelser registreres i Det Centrale Personregister (CPR)
som udrejst, men der er efter lov om Det Centrale Personre-
gister ingen pligt til at have registreret en udenlandsk adres-
se i CPR.
Bopælsregistreringen i CPR varetages af kommunerne,
som til brug for fastlæggelsen af en persons bopælsforhold
kan indhente oplysninger fra vedkommende selv, andre
myndigheder og visse private. Der er således i lov om Det
Centrale Personregister givet kommunerne en række kon-
trolredskaber til at sikre, at de oplysninger, der registreres i
CPR om bopælsforhold i Danmark, er retvisende. Det er ik-
ke muligt at etablere samme effektive redskaber til brug for
kontrol af udenlandske adresser, hvorfor det ikke er fundet
hensigtsmæssigt at registrere oplysninger om udlandsadres-
ser i CPR med henblik på løbende vedligeholdelse heraf.
Fraflytning til udlandet skal anmeldes til bopælskommu-
nen inden udrejsen med henblik på registrering heraf i CPR.
Efter § 24, stk. 1, i lov om Det Centrale Personregister skal
ophold i udlandet af en varighed på over 6 måneder altid an-
meldes som en fraflytning til udlandet. Hvis opholdet i ud-
landet varer 6 måneder eller derunder, og den hidtidige bolig
opretholdes til fuld rådighed, har vedkommende dog efter
anmodning ret til at forblive registreret med bopæl dér. Op-
retholdes den hidtidige bolig ikke til fuld rådighed under et
ophold i udlandet på 6 måneder eller derunder, skal kommu-
nalbestyrelsen foretage en konkret vurdering af, om der er
tale om en fraflytning til udlandet eller ej.
I § 24, stk. 5-9, i lov om Det Centrale Personregister er
der fastsat undtagelser til pligten til at blive registreret som
udrejst ved ophold udlandet. Efter § 24, stk. 5, undtages per-
soner, der er ansat i den danske stat og er beordret til tjenes-
71
te uden for riget, fra registrering af udrejst i CPR. Tilsvaren-
de gælder efter nærmere fastsatte kriterier efter § 24, stk. 6,
for familie til personer omfattet af § 24, stk. 5. Efter § 24,
stk. 7, undtages personer, der af arbejdsmæssige og lignende
grunde i en periode på over 6 måneder overnatter størstede-
len af tiden i udlandet, men som i denne periode tilbringer
hovedparten af weekender, fridage, ferier og lignende på bo-
pælen her i landet, for registrering af udrejse. Efter § 24, stk.
8, undtages søfarende, der opretholder boligen her i landet,
hvor hovedparten af fridage, ferier og lignende tilbringes,
for registrering af udrejse. Tilsvarende gælder efter nærmere
kriterier fastsat i § 24, stk. 9, for familie til personer omfattet
af stk. 7 eller 8. Efter § 25, stk. 1, gælder dog som følge af
en internordisk overenskomst om folkeregistrering, at en-
hver, som opholder sig i et andet nordisk land, skal registre-
res som udrejst, hvis den lokale registreringsmyndighed i til-
flytningslandet meddeler, at vedkommende skal registreres
som tilflyttet dette land.
§ 26 i lov om Det Centrale Personregister fastlægger, hvil-
ke oplysninger der skal gives til kommunalbestyrelsen i for-
bindelse med en anmeldelse af fraflytning til udlandet. Iføl-
ge stk. 1 skal personnummer, det fulde navn eller adresse-
ringsnavn, den hidtidige adresse og bopælskommune, flytte-
dato samt eventuel fremtidig adresse eller bopælsland oplys-
es. Ifølge stk. 3 har vedkommende under udenlandsopholdet
ret, men ikke pligt, til i CPR at få registreret den til enhver
tid aktuelle udenlandsadresse samt en eventuel kontakt-
adresse her i landet, hvortil offentlige myndigheder og pri-
vate kan sende vedkommendes post.
Efter § 5, stk. 7, i lov om Det Centrale Personregister har
enhver ret til ved henvendelse i sin bopælskommune at få
registreret et adresseringsnavn på grundlag af det fulde
navn, herunder at få ændret et adresseringsnavn. Adresse-
ringsnavnet skal altid indeholde vedkommendes efternavn
og mindst ét af vedkommendes fornavne skrevet fuldt ud.
Personer, som er tildelt et såkaldt administrativt person-
nummer efter § 3, stk. 1, nr. 2 eller 3, i lov om Det Centrale
Personregister eller samme lovs § 3, stk. 8, jf. § 1, stk. 3 el-
ler 4, i bekendtgørelse nr. 1034 af 4. september 2017, har
ret, men ikke pligt, til at få registreret en eventuel kontakt-
adresse her i landet eller i udlandet, hvortil offentlige myn-
digheder og private kan sende vedkommendes post.
Efter § 3, stk. 1, i lov om Digital Post fra offentlige afsen-
dere skal fysiske personer, der er 15 år eller derover, og som
har bopæl eller fast ophold i Danmark, tilsluttes Digital
Post, medmindre personen fritages for obligatorisk tilslut-
ning. Efter § 3, stk. 4, 1. pkt., fortsætter en tilslutning for en
fysisk person, der ikke længere har bopæl eller fast ophold i
Danmark, uændret, medmindre den pågældende anmoder
om fritagelse. I § 4, stk. 1, 1. pkt., bestemmes, at fysiske
personer og juridiske enheder, der er fritaget for obligatorisk
tilslutning til den digitale postløsning, jf. § 5, frivilligt kan
tilslutte sig postløsningen med de retsvirkninger, der følger
af § 10, hvis de er i besiddelse af en digital signatur, der gi-
ver adgang til postløsningen. Ifølge § 10 anses meddelelser,
der sendes under anvendelse af Digital Post, for 1) at være
kommet frem på det tidspunkt, hvor meddelelsen er tilgæn-
gelig for adressaten i postløsningen, og 2) at være afsendt af
den angivne afsender. Offentlige afsendere kan ifølge § 7,
stk. 1, 1. pkt., anvende Digital Post til kommunikation med
fysiske personer og juridiske enheder, der er tilsluttet post-
løsningen efter §§ 3 eller 4, med de retsvirkninger, der føl-
ger af § 10, medmindre andet følger af § 9 og regler fastsat i
medfør af § 11, stk. 1. Ved kommunikation forstås afsendel-
se af alle dokumenter og meddelelser m.v., herunder afgø-
relser, jf. § 7, stk. 1, 2. pkt. Den nævnte undtagelse i § 9 om-
handler tilfælde, hvor det følger af anden lovgivning, at en
meddelelse skal sendes i fysisk form eller digitalt på anden
måde, mens § 11, stk. 1, giver finansministeren adgang til at
fastsætte nærmere regler om anvendelsen af Digital Post,
herunder om anvendelse af særlige formater og programmer
samt om størrelsen og antallet af filer, der kan sendes pr.
meddelelse til og fra en offentlig afsender.
Det foreslås, at der i lov om inddrivelse af gæld til det of-
fentlige indsættes et nyt afsnit med overskriften »Pligt til op-
lysning om ny adresse ved flytning til udlandet«.
Det foreslås desuden, at der med § 16 a, stk. 1, i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige indsættes en ny bestem-
melse, hvorefter en skyldner, der har gæld på mindst 100 kr.
under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, og
som fraflytter Danmark, har pligt til inden udrejsen at give
oplysning om fraflytningen til restanceinddrivelsesmyndig-
heden. Med bestemmelsen forpligtes en person, der udrejser,
til at oplyse dette til restanceinddrivelsesmyndigheden, her-
under at oplyse den udenlandske adresse. Pligten vil også
bestå for udenlandske skyldnere, der fraflytter Danmark.
Reglen vil betyde, at skyldneren inden afrejsen skal an-
melde fraflytningen til restanceinddrivelsesmyndigheden ef-
ter den foreslåede bestemmelse, med henblik på at restan-
ceinddrivelsesmyndigheden kan fortsætte sin inddrivelse
hos skyldneren. Hvis anmeldelsen herom sker til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden inden udrejsen, vil restanceind-
drivelsesmyndigheden have mulighed for eventuelt hurtigt
at gennemføre en udlægsforretning med henblik på foreta-
gelse af udlæg i løsøre m.v., som typisk medtages ved en
fraflytning. Kravet om så vidt muligt at give underretning
om tid og sted for udlægsforretningen, jf. retsplejelovens §
493, stk. 1, fraviges således efter stk. 2, hvis det må antages,
at muligheden for at opnå dækning ellers vil blive væsentligt
forringet, og stk. 2 kan bl.a. anvendes i tilfælde, hvor skyld-
neren står i begreb med at forlade landet.
I § 16 a, stk. 2, foreslås, at oplysningspligten omfatter
skyldnerens 1) personnummer, 2) fulde navn eller adresse-
ringsnavn, 3) hidtidige adresse og bopælskommune, 4)
fremtidige adresse og bopælsland og 5) flyttedato.
Det foreslås i § 16 a, stk. 3, 1. pkt., at hvis en skyldner
omfattet af stk. 1 ikke har en fast bopæl i udlandet, gælder
pligten til at give oplysningen i stk. 2, nr. 4, dvs. om fremti-
dig adresse og bopælsland, ikke, fordi der netop ikke vil væ-
re en fast adresse.
Det kan f.eks. tænkes, at skyldner er på en længere jord-
omrejse, har et job med stor rejseaktivitet og ingen fast bo-
pæl eller lignende. I sådanne tilfælde kan det være umuligt
72
for skyldneren at opfylde pligten til at oplyse sin bopæl i ud-
landet.
Det foreslås i § 16 a, stk. 3, 2. pkt., at skyldner da i stedet
skal oplyse en kontaktadresse, medmindre skyldner er til-
sluttet Digital Post.
Tilslutningen til Digital Post indebærer som nævnt oven-
for, at meddelelser – der også kan indeholde afgørelser – an-
ses at være kommet frem på det tidspunkt, hvor meddelelsen
er tilgængelig for adressaten i postløsningen, og at være af-
sendt af den angivne afsender.
Restanceinddrivelsesmyndigheden kan også i denne situa-
tion kontakte skyldner via den oplyste kontaktadresse eller
Digital Post med henblik på f.eks. at give oplysninger om
skyldners gæld, iværksætte afdragsordninger eller lignende.
Det foreslås i § 16 a, stk. 4, at en skyldner har pligt til at
opdatere oplysningerne efter stk. 2 og 3, senest 14 dage efter
at forholdene har ændret sig, jf. dog stk. 5 om overholdelsen
af en afdragsordning, jf. nedenfor.
Bestemmelsen indebærer således en forpligtelse for en
skyldner, der bor i udlandet, til at give restanceinddrivelses-
myndigheden oplysning efter stk. 2 om enhver senere flyt-
ning i udlandet, således at restanceinddrivelsesmyndigheden
til stadighed vil kunne komme i kontakt med skyldneren.
Opdateringspligten gælder tilsvarende for en skyldner, der
med den foreslåede regel i stk. 3 pålægges en pligt til at op-
lyse en kontaktadresse, hvis skyldner er uden fast bopæl i
udlandet og ikke er tilsluttet Digital Post.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 16 a, stk. 5, 1. pkt.,
gælder bestemmelserne i stk. 1 og 4 ikke, så længe en af-
dragsordning, som restanceinddrivelsesmyndigheden over
for skyldner har truffet afgørelse om eller med skyldner har
indgået aftale om vedrørende skyldners gæld under inddri-
velse, overholdes.
I en sådan situation vil restanceinddrivelsesmyndigheden
ikke have det samme inddrivelsesbetingede behov for at
kende skyldners udenlandske adresse, og det findes derfor
rimeligt at fritage for adresseoplysningspligten efter stk. 1
og opdateringspligten efter stk. 4.
Med § 16 a, stk. 5, 2. pkt., foreslås, at hvis skyldner efter
sin fraflytning fra Danmark undlader at betale et afdrag, skal
oplysningerne i stk. 2 og 3 gives eller opdateres af skyldner
senest 14 dage efter afdragets forfaldsdato.
En betalingsudeblivelse udgør en sådan omstændighed, at
restanceinddrivelsesmyndigheden må forudse, at egentlig
tvangsinddrivelse herefter vil kunne være nødvendig, og re-
stanceinddrivelsesmyndigheden vil derfor have brug for at
kende skyldners adresse i udlandet.
I § 16 a, stk. 6, foreslås, at hvis opholdets varighed ikke
overstiger 6 måneder, gælder stk. 1 ikke, hvis skyldner er
tilsluttet Digital Post.
I nogle tilfælde fraflytter skyldnere med gæld under ind-
drivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden Danmark for
en midlertidig periode. Der kan f.eks. være tale om studie-
ophold, længere udlandsrejser eller et midlertidigt job i ud-
landet. Er fraflytningen til udlandet alene af midlertidig ka-
rakter, foreslås det således, at pligten til at oplyse adresse i
udlandet m.v. ikke gælder, hvis skyldner er tilsluttet Digital
Post. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan således kontak-
te skyldner via Digital Post med henblik på f.eks. at give op-
lysninger om skyldners gæld, iværksætte afdragsordninger
eller lignende. For at have en klar og enkel regel, som kan
systemunderstøttes, foreslås det, at fraflytning til udlandet
anses for at være af midlertidig karakter, hvis opholdets va-
righed ikke overstiger en periode på 6 måneder. Dette stem-
mer overens med, at ophold i udlandet på over 6 måneder
efter § 24, stk. 1, i lov om Det Centrale Personregister med
visse undtagelser betragtes som en fraflytning til udlandet.
Med § 16 a, stk. 7, foreslås, at hvis den, der flytter til ud-
landet, ikke selv er i stand til at anmelde flytningen, skal
flytningen anmeldes af den, der er ansvarlig for den pågæl-
dende.
Hvis en skyldner ikke er i stand til at anmelde sin fraflyt-
ning til udlandet til restanceinddrivelsesmyndigheden, f.eks.
fordi vedkommende er fysisk eller psykisk syg, under vær-
gemål eller lignende, vil flytningen derfor skulle anmeldes
af den, der er ansvarlig for den pågældende. Det kan f.eks.
være en værge.
Med § 16 a, stk. 8, foreslås, at skatteministeren bemyndi-
ges til at kunne fastsætte nærmere regler om stk. 1-6.
De foreslåede regler er nye, hvorfor de erfaringer, der op-
nås efter reglernes ikrafttræden, kan nødvendiggøre justerin-
ger og præciseringer, som mest hensigtsmæssigt bør foreta-
ges gennem udstedelsen af en bekendtgørelse. Den foreslåe-
de bemyndigelse har til formål at muliggøre dette.
Med bestemmelsen i § 16 b i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige foreslås indført bødestraf som sanktion ved
manglende opfyldelse af adresseoplysningspligten. Efter be-
stemmelsens nr. 1 straffes, medmindre højere straf er for-
skyldt efter den øvrige lovgivning, med bøde den, der for-
sætligt eller ved grov uagtsomhed undlader at opfylde plig-
ten efter § 16 a, stk. 1 eller 7. Der er tale om oplysningsplig-
ten efter den foreslåede bestemmelse i § 16 a, stk. 1, hvoref-
ter en skyldner med gæld på mindst 100 kr. under inddrivel-
se hos restanceinddrivelsesmyndigheden ved fraflytning fra
Danmark har pligt til inden udrejsen at anmelde flytningen
til restanceinddrivelsesmyndigheden. Hvis den, der flytter,
ikke selv er i stand til at anmelde flytning, skal pligten op-
fyldes af den, der er ansvarlig for den pågældende, jf. stk. 7.
Hvis skyldneren har anmeldt sin fraflytning til udlandet til
kommunalbestyrelsen og er registreret i CPR som udrejst,
vil restanceinddrivelsesmyndigheden kunne konstatere, at
skyldneren har overtrådt en strafbelagt regel ved ikke retti-
digt at anmelde sin fraflytning til restanceinddrivelsesmyn-
digheden. I tilfælde, hvor skyldneren ikke har anmeldt fra-
flytningen til udlandet til kommunalbestyrelsen med henblik
på registrering i CPR, vil restanceinddrivelsesmyndigheden
derimod være afhængig af andre oplysninger for at kunne
konstatere strafansvaret, men det er ikke tanken, at restan-
ceinddrivelsesmyndigheden skal påtage sig efterforsknings-
lignende opgaver med henblik på at kunne strafforfølge
73
skyldneren. Restanceinddrivelsesmyndighedens hovedopga-
ve er at forestå inddrivelsen af gæld til det offentlige.
Efter bestemmelsens nr. 2 straffes på tilsvarende vis afgi-
velsen af urigtige eller vildledende oplysninger efter § 16 a,
stk. 2 eller 3. Der er tale om de oplysninger, som anmeldel-
sen til restanceinddrivelsesmyndigheden om flytningen skal
indeholde, dvs. personnummer, fulde navn eller adresse-
ringsnavn, hidtidig adresse og bopælskommune, fremtidig
adresse og bopælsland samt flyttedato, jf. stk. 2, og oplys-
ning om kontaktadresse for en skyldner, der er uden fast bo-
pæl i udlandet og ikke er tilsluttet Digital Post, jf. stk. 3.
Endelig straffes på tilsvarende vis efter bestemmelsens nr.
3 en undladelse af at opfylde pligten efter stk. 16 a, stk. 4.
Der er tale om pligten til, senest 14 dage efter at forholdene
har ændret sig, at opdatere oplysningerne i stk. 2.
Bødeniveauet for overtrædelse af sådanne ordensforskrif-
ter på skatteområdet ligger typisk i størrelsesordenen
800-2.000 kr. Bødeniveauet for ordensbøder fastsættes ved
prøvesager ved domstolene og vil, når der foreligger doms-
praksis for overtrædelse af de pågældende bestemmelser,
indgå i det såkaldte ordensbødekatalog på Skatteministeriets
område.
Det er med lovforslaget forudsat, at der ved fastsættelse af
bødens størrelse inden for det angivne interval ud over de al-
mindelige regler i straffelovens kapitel 10 skal tages hensyn
til størrelsen på skyldners gæld under inddrivelse. Det er så-
ledes forudsat, at der skal være en vis proportionalitet mel-
lem gældsstørrelsen og bødestørrelsen.
Med den foreslåede bestemmelse i § 16 c i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige foreslås for restanceinddrivel-
sesmyndigheden adgang til at anvende bødeforelæg, hvis en
skyldner gør sig skyldig i en overtrædelse af den bestem-
melse, der foreslås i § 16 b. I § 16 c, stk. 1, foreslås, at hvis
en overtrædelse af § 16 b ikke skønnes at ville medføre hø-
jere straf end bøde, kan restanceinddrivelsesmyndigheden i
et bødeforelæg tilkendegive, at sagen kan afgøres uden rets-
sag, hvis den, der har begået overtrædelsen, erklærer sig
skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en
nærmere angivet frist, der efter anmodning kan forlænges, at
betale en bøde, der er angivet i bødeforelægget.
Det vil være en forudsætning for restanceinddrivelses-
myndighedens udstedelse af bødeforelæg, at overtrædelsen
er klar og uden bevismæssige tvivlsspørgsmål. Det vil end-
videre være en forudsætning, at sanktionsniveauet er blevet
fastlagt i retspraksis.
Hvis en skyldner ikke vedtager et bødeforelæg, hvor et
strafansvar vurderes at skulle forfølges, vil restanceinddri-
velsesmyndigheden kunne anmode anklagemyndigheden om
at foretage strafferetlig forfølgning ved domstolene, og hvis
sagen indbringes for retten, vil retten, hvis den finder, at
skyldneren er skyldig i overtrædelsen, idømme skyldneren
en bøde.
Bøder, som vedtages efter bødeforelæg, skal betales til re-
stanceinddrivelsesmyndigheden, jf. nedenfor om stk. 4,
mens bøder, der idømmes i en straffesag, skal betales til po-
litiet, jf. § 90, stk. 1, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v.
Efter retsplejelovens § 834, stk. 1, nr. 2, skal et anklage-
skrift indeholde tiltaltes navn og adresse samt så vidt muligt
personnummer eller lignende, og ifølge nr. 3 skal anklage-
skriftet tillige indeholde oplysninger om det forhold, der rej-
ses tiltale for. Disse oplysninger skal ifølge stk. 2 omfatte 1)
den regel, der påstås overtrådt, og forbrydelsens kendetegn,
som de fremgår af reglen, 2) forbrydelsens navn, hvis loven
indeholder angivelse heraf, 3) straffehjemmelen, 4) en kort
beskrivelse af det forhold, der rejses tiltale for, med sådan
angivelse af tid, sted, genstand, udførelsesmåde og andre
nærmere omstændigheder, som er nødvendig for en tilstræk-
kelig og tydelig beskrivelse, og 5) i givet fald de strafforhø-
jelses- eller strafnedsættelsesgrunde, der vil blive påberåbt.
I § 16 c, stk. 2, foreslås, at retsplejelovens regler om krav
til indholdet af anklageskriftet og om, at en sigtet ikke er
forpligtet til at udtale sig, finder tilsvarende anvendelse på
bødeforelæg.
I § 16 c, stk. 3, foreslås, at videre forfølgning bortfalder,
hvis bøden vedtages.
I § 16 c, stk. 4, foreslås, at bøder i sager, der afgøres admi-
nistrativt, opkræves af restanceinddrivelsesmyndigheden og
anses for modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden til
inddrivelse, når bøden ikke er betalt i rette tid.
Bestemmelsen omhandler bødeforelæg, som skyldneren
vedtager, men hvor skyldneren herefter ikke rettidigt betaler
bøden. For sådanne bøder vil restanceinddrivelsesmyndighe-
den være fordringshaver og skulle stå for inddrivelsen, hvis
bøden ikke betales til rette tid. Efter § 2, stk. 3, 1. pkt., i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige overdrages fordrin-
ger til restanceinddrivelsesmyndigheden, når betalingsfri-
sten er overskredet og efter forgæves gennemførelse af sæd-
vanlig rykkerprocedure. En egentlig overdragelse vil dog ik-
ke finde sted for restanceinddrivelsesmyndighedens bøder,
der vedtages efter et bødeforelæg, idet restanceinddrivelses-
myndigheden da blot ville skulle overdrage fordringen til sig
selv. I stedet indebærer den foreslåede bestemmelse, at bø-
den anses for modtaget til inddrivelse, når betalingsfristen er
udløbet, uden at betaling er sket. Modtagelsen er forudsæt-
ningen for, at restanceinddrivelsesmyndigheden kan iværk-
sætte inddrivelsesskridt over for skyldneren, f.eks. afdrags-
ordning, lønindeholdelse eller udlæg.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.12.
Til nr. 14
Med bestemmelsen foreslås, at den gældende overskrift
før § 18 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige,
»Udskydelse af forældelse«, nyaffattes til »Udskydelse af
forældelse og foreløbig afbrydelse«. Nyaffattelsen er en
konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 15, jf. nedenfor, om at
indføre en bestemmelse om foreløbig afbrydelse af forældel-
sen af fordringer, der modtages hos restanceinddrivelses-
myndigheden til inddrivelse.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.
74
Til nr. 15
Fordringer, som omfattes af lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige, overdrages til restanceinddrivelsesmyndighe-
den, når betalingsfristen er overskredet, og sædvanlig ryk-
kerprocedure forgæves er gennemført, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt.,
i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Fordringsha-
veren eller den, der på dennes vegne forestår opkrævningen,
kan dog på skyldners anmodning tillade en afdragsvis beta-
ling eller bevilge henstand med betalingen, jf. 2. pkt.
Inden overdragelsen skal fordringshaveren eller den, der
på dennes vegne opkræver fordringen, skriftligt underrette
skyldneren om overdragelsen, medmindre det må antages, at
muligheden for at opnå dækning ellers vil blive væsentligt
forringet, jf. § 2, stk. 4, i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige.
En fordring anses for modtaget hos restanceinddrivelses-
myndigheden ved registreringen i modtagelsessystemet, jf. §
4, stk. 1, 1. pkt., i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017
om inddrivelse af gæld til det offentlige. Fordringer afvises
fra registrering i modtagelsessystemet, hvis nødvendige op-
lysninger efter § 3 ikke er medsendt, jf. § 4, stk. 2, 1. pkt.
Giver de oversendte oplysninger restanceinddrivelsesmyn-
digheden anledning til at søge oplysninger bekræftet hos
fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren
sender fordringen til inddrivelse, anses fordringen for mod-
taget, når de oversendte oplysninger er rettet eller bekræftet,
og rettelsen eller bekræftelsen er registreret i modtagelsessy-
stemet, jf. 2. pkt. Beløbsmæssige opjusteringer af en for-
dring, der allerede er overdraget til restanceinddrivelses-
myndigheden, sker ved overdragelsen af en opskrivningsfor-
dring, jf. § 7, stk. 1, 1. pkt., i bekendtgørelse nr. 300 af 29.
marts 2017 om inddrivelse af gæld til det offentlige, som
ændret ved bekendtgørelse nr. 1161 af 27. oktober 2017, og
en opskrivningsfordring anses ligeledes for modtaget ved re-
gistreringen i modtagelsessystemet, jf. stk. 1, 3. pkt., med-
mindre den fordring, der opskrives, er i høring efter § 4, stk.
2, 2. pkt., i hvilket tilfælde opskrivningsfordringen anses for
modtaget samtidig med den fordring, der opskrives, jf. § 7,
stk. 1, 4. pkt. En opskrivningsfordring anses ifølge 5. pkt. li-
geledes for modtaget samtidig med den fordring, der opskri-
ves, hvis opskrivningen skyldes, at fordringshaver eller den,
der på dennes vegne opkræver fordringen, har annulleret en
nedskrivning, fordi fordringen ved en fejltagelse blev anset
for at være dækket, mens den var under inddrivelse. I perio-
den med systemmæssig paralleldrift – det gamle EFI/DMI-
system og det nye inddrivelsessystem – fra den 1. april 2017
gælder ifølge bekendtgørelsens § 47 a nogle særlige regler
for EFI/DMI om bl.a. modtagelsestidspunktet.
En fordring kan på restanceinddrivelsesmyndighedens ini-
tiativ tilbagesendes i medfør af § 2, stk. 2, 4. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige, hvis fordringshaveren
ikke søger skyldnerens indsigelser om kravets eksistens og
størrelse afklaret inden rimelig tid.
Fordringshaveren kan selv tilbagekalde fordringen i med-
før af § 2, stk. 7, i lov om inddrivelse af gæld til det offentli-
ge. Ifølge bestemmelsen skal fordringshaveren eller den, der
på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, såfremt
denne bliver bekendt med væsentlige ændringer i skyldne-
rens forhold efter overdragelsen af fordringen til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, underrette restanceinddrivel-
sesmyndigheden herom og kan i den forbindelse anmode re-
stanceinddrivelsesmyndigheden om at intensivere inddrivel-
sen eller at sende sagen tilbage til fordringshaveren, med
henblik på at fordringshaveren kan tillade afdragsvis beta-
ling eller henstand med betalingen. Fordringer, der er omfat-
tet af refusionsret fra statskassen, sendes ikke tilbage til for-
dringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren
har forestået opkrævningen, jf. dog stk. 8.
Ved såkaldt ligningsmæssig henstand efter skatteforvalt-
ningslovens § 51 i forbindelse med en klage over opgørelsen
af et skattekrav tilbagekaldes skattekravet også fra inddri-
velse.
Efter § 2, stk. 8, i lov om inddrivelse af gæld til det offent-
lige kan fordringshaveren eller den, der på vegne af for-
dringshaveren opkræver fordringen, helt eller delvis tilbage-
kalde en fordring, der er oversendt til inddrivelse, med hen-
blik på at foretage modregning for kravet.
Fordringer forældes efter forældelsesloven, medmindre
andet følger af særlige bestemmelser om forældelse i anden
lov, jf. forældelseslovens § 1. Af forældelsesloven § 28
fremgår, at når der i anden lov er fastsat særlige forældelses-
frister eller andre særlige bestemmelser om forældelse, fin-
der forældelsesloven anvendelse, i den udstrækning andet
ikke følger af den anden lov eller af forholdets særlige be-
skaffenhed. Ordet »lov« omfatter også forældelsesbestem-
melser i f.eks. EU-forordninger, jf. side 506 i den af Justits-
ministeriets Forældelsesudvalg afgivne betænkning nr.
1460/2005 om revision af forældelseslovgivningen, hvor det
om udfyldningsreglen i forældelseslovens § 28 anføres, at
der er en formodning for, at de specielle forældelsesregler i
anden lovgivning suppleres af forældelseslovens regler.
Forældelsesfristerne regnes fra det tidligste tidspunkt, til
hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen op-
fyldt, medmindre andet følger af andre bestemmelser, jf. §
2, stk. 1. Forældelsesfristen er 3 år, medmindre andet følger
af andre bestemmelser, jf. § 3, stk. 1. En sådan bestemmelse
er f.eks. forældelseslovens § 5, stk. 1, hvorefter forældelses-
fristen er 10 år, når 1) der er udstedt gældsbrev for fordrin-
gen, 2) fordringen er registreret i en værdipapircentral, eller
3) fordringens eksistens og størrelse er anerkendt skriftligt
eller fastslået ved forlig, dom, betalingspåkrav påtegnet af
fogedretten eller anden bindende afgørelse. Ifølge § 5, stk.
2, forældes en fordring på senere forfaldne renter, gebyrer
og lignende dog efter § 3.
For fordringer, der er under inddrivelse hos restanceind-
drivelsesmyndigheden den 19. november 2015 eller senere,
regnes forældelsesfristen tidligst fra den 20. november 2018,
jf. § 18 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Be-
stemmelsen blev indsat i loven ved lov nr. 1253 af 17. no-
vember 2015, der hviler på lovforslag nr. L 18, Folketingsti-
dende 2015-16, A, L 18 som fremsat, om udskydelse af for-
ældelse som følge af utilstrækkelig funktionalitet i Ét Fælles
Inddrivelsessystem (EFI). På side 7 anføres i de specielle
bemærkninger til § 1, at det tidligste begyndelsestidspunkt
75
for forældelsen ikke mistes, selv om fordringen efterfølgen-
de tilbageføres til fordringshaver som følge af dennes tilba-
gekaldelse med henblik på modregning, jf. § 2, stk. 8, i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige, eller fordi for-
dringshaver ikke inden rimelig tid får afklaret en indsigelse
fra skyldner om fordringens eksistens eller størrelse, hvorfor
restanceinddrivelsesmyndigheden tilbagesender fordringen,
jf. § 2, stk. 2, 4. pkt.
Forældelse indebærer, at fordringshaver mister retten til at
kræve opfyldelse, jf. forældelseslovens § 23, stk. 1.
Forældelsesloven indeholder i kapitel 5 og 6 regler om
henholdsvis afbrydelse og foreløbig afbrydelse af forældel-
sen.
Afbrydelse af forældelsen sker, når skyldneren over for
fordringshaveren udtrykkeligt eller ved sin handlemåde er-
kender sin forpligtelse, jf. forældelseslovens § 15, eller når
fordringshaveren foretager retslige skridt mod skyldneren
med henblik på at erhverve dom, betalingspåkrav påtegnet
af fogedretten, voldgiftskendelse eller anden bindende afgø-
relse, der fastslår fordringens eksistens og størrelse, og for-
følger disse skridt inden for rimelig tid, jf. § 16, stk. 1.
Forældelse kan ifølge § 17, stk. 1, også afbrydes af for-
dringshaver ved indgivelse af en på fordringen støttet kon-
kursbegæring eller begæring om rekonstruktionsbehandling
eller ved anmeldelse af fordringen i bl.a. et konkursbo eller
til rekonstruktøren i forbindelse med rekonstruktionsbe-
handling eller i forbindelse med indledning af gældsanerings-
sag.
Desuden afbrydes forældelsen bl.a. ved indgivelse af an-
modning om udlæg, hvis fordringshaveren søger forretnin-
gen fremmet inden for rimelig tid, jf. § 18, stk. 1. Foretages
udlæg af en pantefoged, afbrydes forældelsen ved udlægs-
forretningens foretagelse, jf. stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1
finder ifølge stk. 3 tilsvarende anvendelse ved 1) indgivelse
af anmodning til fogedretten om foretagelse af arrest, 2)
fremsættelse af krav for fogedretten om andel i et auktions-
provenu og 3) indgivelse af anmodning til fogedretten om
tilbagetagelse af en løsøregenstand, der er solgt med ejen-
domsforbehold. Forældelsen afbrydes også ved restanceind-
drivelsesmyndighedens underretning til skyldneren om af-
gørelse om indeholdelse i løn m.v. eller modregning, jf. stk.
4.
Afbrydelsen indebærer, at der løber en ny forældelsesfrist
fra de tidspunkter, der fastsættes i forældelseslovens § 19.
Sker afbrydelsen ved skyldnerens erkendelse af forpligtel-
sen, regnes den nye forældelsesfrist fra dagen for erkendel-
sen, jf. § 19, stk. 2. Sker afbrydelsen ved foretagelse af rets-
lige skridt som nævnt i § 16, regnes den nye frist fra den
dag, da retsforlig indgås, dom afsiges, betalingspåkrav på-
tegnes af fogedretten, eller anden afgørelse træffes, jf. § 19,
stk. 3. Er fordringen anerkendt i et konkurs- eller dødsbo el-
ler i vedtagen tvangsakkord eller afsagt gældssaneringsken-
delse, regnes den nye frist fra boets slutning, tvangsakkor-
dens vedtagelse eller gældssaneringskendelsens afsigelse, jf.
§ 19, stk. 4.
Er afbrydelse sket ved pantefogedens gennemførelse af
udlægsforretning, jf. § 18, stk. 2, regnes den nye forældel-
sesfrist fra udlægsforretningens afslutning, jf. § 19, stk. 6, 1.
pkt.
Er forældelsen afbrudt ved underretning om afgørelse om
lønindeholdelse, jf. § 18, stk. 4, regnes den nye forældelses-
frist fra det tidspunkt, da der træffes afgørelse om, at løninde-
holdelsen ophører, eller senest fra det tidspunkt, da løninde-
holdelsen har været stillet i bero i 1 år, jf. § 19, stk. 6, 2. pkt.
Er forældelsen afbrudt ved underretning om afgørelse om
modregning, jf. § 18, stk. 4, regnes den nye forældelsesfrist
fra den dag, da afgørelsen om modregning træffes, jf. § 19,
stk. 6, 3. pkt.
Forældelseslovens § 20 om foreløbig afbrydelse bestem-
mer i stk. 1, at hvis fordringshaveren inden forældelsesfri-
stens udløb har foretaget et retsligt skridt som nævnt i § 16,
men dette ikke fører til forlig eller realitetsafgørelse, indtræ-
der forældelse tidligst 1 år efter, at fordringshaveren har fået
meddelelse om, at sagen er afsluttet. Har fordringshaveren
ikke fået sådan meddelelse inden rimelig tid, regnes fristen
fra det tidspunkt, da fordringshaveren fik kendskab til for-
holdet eller burde have søgt oplysning herom. Fordringsha-
veren kan ifølge § 20, stk. 2, ikke påberåbe sig stk. 1, hvis
det retslige skridt åbenbart ikke kunne føre til en realitetsaf-
gørelse, fordringshaveren hæver sagen, selv om en realitets-
afgørelse kunne være opnået, eller det beror på fordringsha-
verens valg ved indleveringen af et betalingspåkrav til fo-
gedretten, at en realitetsafgørelse ikke træffes. I § 20, stk. 3,
bestemmes, at stk. 1 og 2 gælder tilsvarende, hvis fordrings-
haveren inden forældelsesfristens udløb har indgivet kon-
kursbegæring, uden at konkursdekret er afsagt, har indgivet
begæring om rekonstruktionsbehandling, uden at rekon-
struktionsbehandling er indledt, eller har iværksat forfølg-
ning som nævnt i § 18, uden at fogedforretning eller auktion
er afholdt. Er fordringen inden forældelsesfristens udløb, jf.
herved § 17, stk. 3, anmeldt i et konkurs- eller dødsbo, men
bliver den ikke anerkendt, forældes fordringen mod skyldne-
ren personligt eller dennes arvinger tidligst 1 år efter medde-
lelsen af afgørelsen om fordringens afvisning eller, hvis en
sådan afgørelse ikke træffes, efter boets slutning. Tilsvaren-
de gælder, når en fordring inden forældelsesfristens udløb er
anmeldt i forbindelse med indledning af gældssaneringssag,
anmeldt i forbindelse med indkaldelse som nævnt i § 17, stk.
1, nr. 5, eller anmeldt til rekonstruktøren i forbindelse med
rekonstruktionsbehandling.
Er der inden forældelsesfristens udløb af eller mod for-
dringshaveren anlagt rets- eller voldgiftssag om grundlaget
for fordringen, indtræder forældelse tidligst 1 år efter sagens
endelige afgørelse, jf. forældelseslovens § 21, stk. 1. Er en
sag om fordringens eksistens eller størrelse eller en sag, som
er afgørende herfor, inden forældelsesfristens udløb indbragt
for en administrativ myndighed, indtræder forældelse tid-
ligst 1 år efter, at myndigheden har givet meddelelse om sin
afgørelse, jf. stk. 2, 1. pkt. Dette gælder, uanset om fordrin-
gen gøres gældende af den, der har indbragt sagen, eller af
den anden part, herunder det offentlige, jf. 2. pkt. Træffes
der en bindende afgørelse, der fastslår fordringens eksistens
76
og størrelse, vil forældelsen derimod være endeligt afbrudt
efter forældelseslovens § 16, stk.1. Indbringes sagen inden
for den i loven fastsatte frist eller i øvrigt inden for rimelig
tid for en højere administrativ myndighed eller for Folketin-
gets Ombudsmand, regnes fristen på 1 år fra meddelelsen
om denne myndigheds afgørelse, henholdsvis Ombudsman-
dens udtalelse, jf. 3. pkt. Indbringes en tvist inden forældel-
sesfristens udløb for et privat klagenævn, ankenævn eller
lignende, gælder stk. 2, 1. og 2. pkt., tilsvarende, jf. stk. 3.
Er der inden forældelsesfristens udløb efter retsplejelovens
regler herom eller med hjemmel i parternes forudgående af-
tale fremsat begæring om afholdelse af syn og skøn uden for
rets- eller voldgiftssag vedrørende forhold af betydning for
fordringens eksistens eller størrelse, eller har parterne inden
forældelsesfristens udløb indgået aftale herom, indtræder
forældelse tidligst 1 år efter skønsforretningens afslutning,
jf. stk. 4. Endelig bestemmes i stk. 5, at hvis der inden for-
ældelsesfristens udløb er indledt forhandlinger om fordrin-
gen mellem skyldneren og fordringshaveren, eventuelt
under medvirken af en uafhængig tredjemand, indtræder for-
ældelse tidligst 1 år efter det tidspunkt, hvor forhandlingerne
må anses for at være afsluttet.
Hvor en egentlig afbrydelse af forældelsen medfører, at
der løber en helt ny forældelsesfrist fra det tidspunkt, der er
fastsat i forældelsesloven § 19, er den foreløbige afbrydelse
af forældelsen karakteriseret ved, at hvis en »foreløbig for-
anstaltning« iværksættes inden forældelsesfristens udløb,
indrømmes en vis kortere frist efter foranstaltningens ophør
(en tillægsfrist), således at egentlig afbrydelse kan ske inden
for tillægsfristen, jf. side 335 i den af Justitsministeriets For-
ældelsesudvalg afgivne betænkning nr. 1460/2005 om revi-
sion af forældelseslovgivningen.
Til frister medregnes den månedsdag, der svarer til den
dag, hvorfra fristen regnes. I mangel af tilsvarende dag udlø-
ber fristen den sidste dag i måneden, jf. forældelseslovens §
27, stk. 1. Udløber forældelsesfristen i en weekend, på en
helligdag, grundlovsdag, den 24. eller 31. december, ud-
strækkes fristen til førstkommende hverdag, jf. § 27, stk. 2.
Reglen begrundes med, at hvis fristen udløber på en dag,
hvor retten ikke kan modtage stævninger med henblik på af-
brydelse af forældelsen, jf. § 16, skal fordringshaver ikke
tvinges til at indlevere stævningen den seneste forudgående
hverdag.
I solidariske skyldforhold kan en fordring forældes i for-
hold til én skyldner, selv om den i forhold til en medskyld-
ner ikke er forældet, jf. forudsætningsvist forældelseslovens
§ 12, stk. 2, om en tillægsfrist på 1 år for en regresberettiget
skyldner til at gøre et regreskrav gældende mod en med-
skyldner.
For bøder er der fastsat særlige regler om forældelsesfri-
sten og afbrydelse af forældelse i straffelovens § 97 a, stk.
1-3.
Det fremgår af § 97 a, stk. 1, at hvis der ikke forinden er
foretaget udlæg, bortfalder bøde efter 1) 5 år, når bøden ikke
overstiger 10.000 kr., og 2) 10 år, når bøden overstiger
10.000 kr. Forældelsesfristerne regnes fra det tidspunkt, da
afgørelsen kunne fuldbyrdes, jf. stk. 3.
Det fremgår desuden af § 97 a, stk. 2, at forvandlingsstraf
for bøde bortfalder efter 3 år, medmindre dens fuldbyrdelse
er påbegyndt forinden. For bøde på over 10.000 kr. er fristen
dog 5 år.
Med bestemmelsen foreslås, at der med § 18 a, stk. 2, 1.
pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige indsættes
en bestemmelse, hvorefter forældelse af fordringer, der
overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden, tidligst
indtræder 3 år efter fordringens modtagelse hos restanceind-
drivelsesmyndigheden, jf. dog bestemmelserne i 3. og 4.
pkt., der omtales nedenfor.
En fordring kan tidligst overdrages til inddrivelse, når be-
talingsfristen er udløbet og sædvanlig rykkerprocedure for-
gæves er gennemført, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige. For fordringer, som restan-
ceinddrivelsesmyndigheden modtager til inddrivelse, er for-
ældelsesfristen, der løber fra det tidligste tidspunkt, til hvil-
ket fordringshaveren kunne kræve fordringen opfyldt, eller
fra udløbet af sidste rettidige betalingsdag, jf. forældelseslo-
vens § 2, stk. 1 og 2, således begyndt at løbe. For fordringer
med en forældelsesfrist på 3 år vil den foreslåede regel der-
for indebære, at forældelse indtræder 3 år fra den dag, hvor
restanceinddrivelsesmyndigheden modtager fordringen til
inddrivelse, medmindre forældelsen inden da er afbrudt. Re-
stanceinddrivelsesmyndigheden vil derfor for disse fordrin-
ger – som udgør langt hovedparten af de fordringer, som re-
stanceinddrivelsesmyndigheden skal inddrive – kende den
præcise forældelsesdato og derfor kunne indrette sig på,
hvornår forældelsen skal afbrydes. For fordringer med en
forældelsesfrist på 10 år, f.eks. Udbetaling Danmarks krav
på forskudsvist udlagt børnebidrag, jf. § 18, stk. 1, 2. pkt., i
lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebi-
drag, eller fordringer med et særligt retsgrundlag, f.eks. en
dom, efter forældelseslovens § 5, vil restanceinddrivelses-
myndigheden med den foreslåede regel derimod ikke kende
den præcise forældelsesdato, men vil ved tvivl herom kunne
søge dette afklaret med fordringshaver eller den, der på veg-
ne af fordringshaver forestår opkrævningen. Desuden vil re-
stanceinddrivelsesmyndigheden kunne tilrettelægge arbejdet
med forældelsesafbrydelser ud fra en formodningsregel om,
at forældelse indtræder 3 år fra modtagelsen, således at for-
ældelsen forinden skal afbrydes.
Hensynet til skyldner tilsiger, at skyldner ved, hvornår
forældelsesfristen udløber, men skyldner skal af fordrings-
haver skriftligt underrettes om fordringens overdragelse til
restanceinddrivelsesmyndigheden, medmindre en sådan un-
derretning indebærer, at muligheden for at opnå dækning el-
lers vil blive væsentligt forringet, jf. ovenfor om § 2, stk. 4, i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Skyldner vil
derfor som altovervejende hovedregel blive underrettet om
den forestående overdragelse af fordringen til restanceind-
drivelsesmyndigheden og vil derfor kunne indrette sig på, at
forældelsen tidligst kan indtræde 3 år fra den dag, hvor re-
stanceinddrivelsesmyndigheden modtager fordringen. En
skyldner vil desuden kunne rette henvendelse til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden for at få oplyst, hvornår fordrin-
77
gen blev modtaget, og hvornår forældelse tidligst vil kunne
indtræde.
Hvor fordringen tilbageføres, fordi fordringshaveren ved
en fejl har overdraget fordringen til restanceinddrivelses-
myndigheden, vil den foreløbige afbrydelse af forældelsen
ikke indtræde, fordi overdragelsen – og dermed fordringens
modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden – da an-
nulleres med tilbagevirkende kraft.
Opskrivningsfordringer omfattes også af den foreslåede
bestemmelse, hvilket betyder, at den fordring, der opskrives,
og opskrivningsfordringen hver især omfattes af den foreslå-
ede regel.
Det samme er for solidariske skyldforhold tilfældet med
en skyldner (B), hvor fordringen i forhold til en solidarisk
hæftende medskyldner (A) tidligere er overdraget til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden og ved modtagelsen fik foræl-
delsesfristen foreløbigt afbrudt i forhold til A. Hvis for-
dringshaveren i forhold til B senere overdrager fordringen til
restanceinddrivelsesmyndigheden, dvs. anmoder restan-
ceinddrivelsesmyndigheden om tillige at rette inddrivelsen
mod B, vil der i relation til den forældelse, der gælder i for-
hold til B, ligeledes indtræde foreløbig afbrydelse, således at
forældelse af fordringen i forhold til B tidligst indtræder, når
der er gået 3 år fra den dag, hvor fordringen i forhold til B
må anses at være modtaget hos restanceinddrivelsesmyndig-
heden.
Forslaget omfatter også bøder, hvilket dog kun vil have
praktisk betydning, hvis der på det tidspunkt, hvor fordrin-
gen overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden, er
mindre end 3 år tilbage af den 5-årige eller 10-årige foræl-
delsesfrist for bøden.
Forslaget omfatter ikke forvandlingsstraf for bøde. For-
vandlingsstraf for bøde bortfalder således som angivet i
straffelovens § 97 a, stk. 2, uafhængig af om og i givet fald
hvornår fordringen overdrages til restanceinddrivelsesmyn-
digheden.
I § 18 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige er
bestemt, at forældelsesfristen for fordringer inklusive renter,
gebyrer og andre omkostninger, der er under inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden den 19. november 2015
eller senere, tidligst regnes fra den 20. november 2018. Reg-
len indebærer, at disse fordringer, hvis de har en forældel-
sesfrist på 3 år, hvilket kendetegner størstedelen af fordrin-
gerne, forældes tirsdag den 23. november 2021, jf. forældel-
seslovens § 27, stk. 2, idet retterne ikke kan modtage stæv-
ninger lørdag 20. november 2021, der er 3-årsdagen fra tirs-
dag den 20. november 2018. Denne forældelse forudsætter
dog, at fristen ikke forinden afbrydes. Den foreslåede regel
om foreløbig afbrydelse vil derfor få selvstændig betydning
for fordringer, der modtages hos restanceinddrivelsesmyn-
digheden senere end torsdag den 22. november 2018, idet
forældelsen af en fordring, der modtages den 22. november
2018, som følge af § 18 a tidligst kan forældes den 23. no-
vember 2021, der også vil være forældelsesdagen efter den
foreslåede regel.
Den foreslåede regel i § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om ind-
drivelse af gæld til det offentlige er modelleret efter foræl-
delseslovens regler om foreløbig afbrydelse, således at over-
dragelse af en fordring til restanceinddrivelsesmyndigheden
skal være at sammenligne med en »foreløbig foranstalt-
ning«.
Ved modtagelsen af en retskraftig fordring hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden vil der med den foreslåede regel
blive indrømmet en tillægsfrist, der regnes fra modtagelsen.
Egentlig afbrydelse af forældelsen eller inddrivelse kan såle-
des finde sted inden for tillægsfristen. Til forskel fra foræl-
delseslovens regler om foreløbig afbrydelse af forældelse
foreslås tillægsfristen at være 3 år og ikke 1 år.
Det foreslås, at der med § 18 a, stk. 2, 2. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige indsættes en bestem-
melse, hvorefter fristen på 3 år forsat regnes fra det i 1. pkt.
nævnte modtagelsestidspunkt, selv om fordringen tilbage-
sendes til fordringshaveren eller den, der på dennes vegne
opkræver fordringen.
En tilbagesendelse kan f.eks. skyldes, at fordringen i med-
før af § 2, stk. 7 eller 8, tilbagekaldes af fordringshaveren el-
ler den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordrin-
gen, eller af restanceinddrivelsesmyndigheden tilbagesendes
i medfør af § 2, stk. 2, 4. pkt., der er beskrevet ovenfor i de
almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.1. En tilbagesendelse
kan også skyldes, at skyldneren har fået bevilget såkaldt lig-
ningsmæssig henstand efter skatteforvaltningslovens § 51 i
forbindelse med en klage over opgørelsen af et skattekrav.
En tilbagesendelse vil desuden kunne skyldes de foreslåede
regler i § 2, stk. 5, 2. og 3. pkt., i lov om inddrivelse af gæld
til det offentlige, jf. lovforslagets § 1, nr. 1, om suspension
af inddrivelsen ved restanceinddrivelsesmyndighedens mis-
tanke om datafejl.
Hvis fordringen tilbagesendes, forsætter den 3-årige til-
lægsfrist – regnet fra fordringens første modtagelse hos re-
stanceinddrivelsesmyndigheden – således med at løbe.
Disse tilfælde kan ikke umiddelbart sammenlignes med de
tilfælde, hvor forældelsen afbrydes foreløbigt efter forældel-
seslovens regler, fordi den »foreløbige foranstaltning« van-
skeligt kan siges at være afsluttet, når fordringen tilbagesen-
des. Reglen har til formål at sikre, at forældelse ikke indtræ-
der, straks fordringen tilbagesendes til fordringshaver.
I § 18 a, stk. 2, 3. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige foreslås, at hvis en fordring, der er tilbagesendt
som anført i 2. pkt., atter overdrages til restanceinddrivelses-
myndigheden, regnes fristen på 3 år fra det første modtagel-
sestidspunkt.
Hvis fordringer, der i medfør af § 2, stk. 2, 4. pkt., i lov
om inddrivelse af gæld til det offentlige eller den foreslåede
bestemmelse i samme lovs § 2, stk. 5, 3. pkt., er tilbagesendt
til fordringshaver eller den, der på dennes vegne opkræver
fordringen, atter overdrages til restanceinddrivelsesmyndig-
heden med henblik på inddrivelse, vil den foreslåede regel
således ikke indebære, at der løber en ny 3-årig tillægsfrist
fra det nye modtagelsestidspunkt. I stedet regnes tillægsfri-
sten på 3 år fra første modtagelsestidspunkt.
78
Tilsvarende vil gælde, hvor fordringen er tilbagekaldt af
fordringshaver eller den, der på dennes vegne opkræver for-
dringen, i medfør af bl.a. § 2, stk. 7 eller 8, i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige om henholdsvis indgåelse af
en afdragsordning med skyldner eller modregning under op-
krævningen af fordringen eller i medfør af den foreslåede
regel i samme lovs § 2, stk. 5, 2. pkt., om tilbagekaldelse af
fordringer, der af fordringshaver eller den, der på dennes
vegne opkræver fordringen, er identificeret som værende
ramt af datafejl. Hvis sådanne tilbagekaldte fordringer atter
overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden, vil den for-
nyede modtagelse af fordringen til inddrivelse ikke indebæ-
re, at der løber en ny 3-årig tillægsfrist fra det nye modtagel-
sestidspunkt. I stedet regnes tillægsfristen på 3 år fra første
modtagelsestidspunkt.
Reglen har til formål at sikre, at forældelsen ikke skal
kunne afbrydes på ubestemt tid ved at tilbagekalde og gen-
fremsende fordringer til inddrivelse.
Om den særlige situation, hvor tilbagebetalingskrav, der
er omfattet af bortfaldsregler i syv love på det sociale områ-
de, tilbagesendes fra restanceinddrivelsesmyndigheden til
fordringshaver, henvises til de almindelige bemærkninger,
afsnit 2.4, samt til bemærkningerne nedenfor til lovforsla-
gets §§ 4-9.
Tvivl om rigtigheden af data for fordringer modtaget til
inddrivelse er en af årsagerne til, at inddrivelsen i EFI/
DMI’s driftsperiode fra idriftsættelsen den 1. september
2013 til suspenderingen af systemunderstøttelsen den 7. sep-
tember 2015 i mange tilfælde har været ulovlig. Ved lov nr.
258 af 10. april 2018 blev der indført regler om restanceind-
drivelsesmyndighedens håndtering af opgaven med genopta-
gelse af sager om inddrivelse og om ekstraordinær afskriv-
ning af fordringer med tvivlsom retskraft.
For den fremtidige systemunderstøttelse af inddrivelsen er
det vigtigt, at restanceinddrivelsesmyndigheden har pålideli-
ge data, og det gælder i særdeleshed de data, der har betyd-
ning for forældelsen, dvs. navnlig oplysning om sidste retti-
dige betalingsdag, jf. forældelseslovens § 2, stk. 2, eller
starttidspunktet for en ny forældelsesfrist efter afbrydelse, jf.
§ 19. Fordringshaverne har ikke altid over for restanceind-
drivelsesmyndigheden oplyst den korrekte startdato for for-
ældelsesfristen. Med den foreslåede bestemmelse i § 18 a,
stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, der er
modelleret efter forældelseslovens regler om foreløbig af-
brydelse, idet tillægsfristen dog er 3 år og ikke 1 år, opnås
for fordringer med en 3-årig forældelsesfrist – hvilken frist
er gældende for langt de fleste fordringer, der modtages til
inddrivelse – en sikker dato for den forældelse, der indtræ-
der, hvis forældelsen ikke forinden er afbrudt.
Med den foreslåede regel i § 18 a, stk. 2, 4. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige foreslås, at den fore-
løbige afbrydelse ikke skal omfatte fordringer, for hvilke der
i EU-retten er fastsat særlige regler, der vil være til hinder
for en foreløbig afbrydelse. Dermed vil der ikke kunne opstå
en konflikt med divergerende EU-regler om forældelsen.
Udenlandske skatter og afgifter m.v., der i medfør af Rådets
direktiv 2010/24/EU af 16. marts 2010 om gensidig bistand
ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter, af-
gifter og andre foranstaltninger modtages hos restanceind-
drivelsesmyndigheden med henblik på bistand til inddrivel-
se, vil også kunne være omfattet af den foreslåede regel om
foreløbig afbrydelse. Efter direktivets artikel 19, stk. 1, af-
gøres spørgsmål om forældelse udelukkende ud fra de rets-
regler, der gælder i den bistandssøgende medlemsstat. For-
ældelseslovgivningen i den bistandssøgende EU-medlems-
stat er således afgørende for forældelsesfristens længde. I ar-
tikel 19, stk. 2, 1. pkt., er bestemt, at inddrivelsesforanstalt-
ninger, der i overensstemmelse med anmodningen om bi-
stand træffes af eller på vegne af den bistandssøgte myndig-
hed, og som medfører suspension, afbrydelse eller forlæn-
gelse af forældelsesfristen i henhold til de retsregler, der
gælder i den bistandssøgte medlemsstat, har samme virkning
i den bistandssøgende medlemsstat, hvis der er hjemmel for
den tilsvarende virkning i henhold til den gældende lovgiv-
ning i den bistandssøgende medlemsstat.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.1.
Til § 2
Ved lov nr. 510 af 7. juni 2006 blev der med § 1, nr. 10,
indsat et nyt kapitel – kapitel 3 a med overskriften »Forsøg
med eftergivelse af gæld til det offentlige for socialt udsatte
grupper« – i lov om tilskud til afvikling af studiegæld og om
eftergivelse af studiegæld, hvis titel samtidig blev ændret til
»Lov om tilskud til afvikling af studiegæld og om eftergi-
velse af studiegæld samt om forsøg med eftergivelse af gæld
til det offentlige for socialt udsatte grupper«.
Sigtet med lovændringen var på forsøgsbasis i 4 år at eta-
blere et regelsæt, som ville give mulighed for, at socialt ud-
satte grupper i visse tilfælde kunne få eftergivet deres gæld
til det offentlige. Dermed kunne der skabes et økonomisk in-
citament til at komme i arbejde for personer på langvarig of-
fentlig forsørgelse, der ellers ville blive mødt med krav om
tilbagebetaling af deres gæld, hvis de begyndte at tjene flere
penge. Samtidig skulle lovændringen også skabe et incita-
ment for skyldneren til at holde fast i sin nye beskæftigelse.
Forsøgsordningen skulle således ses som et målrettet be-
skæftigelsesfremmende initiativ for de skyldnere, der havde
været på kontanthjælp i en længere periode.
Ved § 120 i lov nr. 1336 af 19. december 2008 blev oven-
nævnte lovs titel ændret til »Lov om forsøg med eftergivelse
af gæld til det offentlige for socialt udsatte grupper«, idet
kapitel 1-3 i loven samtidig blev ophævet. Desuden blev de
tidsmæssige krav i relation til skyldners forudgående offent-
lige forsørgelse lempet, således at skyldnere, der kom i be-
skæftigelse m.v. fra kontanthjælp efter at have modtaget
hjælp efter § 11 i lov om aktiv socialpolitik, dagpenge efter
lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. eller introduktions-
ydelse efter reglerne i kapitel 5 i integrationsloven i samlet 3
år over en 4-årig periode, kunne ansøge om eftergivelse af
gælden til det offentlige. Det var en lempelse i forhold til de
hidtil gældende betingelser for at opnå gældseftergivelse,
som var en uafbrudt periode på de nævnte overførselsind-
komster på mindst 4 år. Derudover blev målgruppen udvidet
til også at omfatte skyldnere på dagpenge efter kapitel 10 i
79
lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Endvidere blev efter-
givelsesperioden ændret fra 5 år til 4 år, således at der nu
skulle eftergives 1/48 af gælden pr. måned frem for som
hidtil 1/60 af gælden pr. måned.
Det foreslås i § 2 at ophæve lov om forsøg med eftergivel-
se af gæld til det offentlige fra og med den 1. juni 2018. Da
lov om forsøg med eftergivelse af gæld til det offentlige for
socialt udsatte grupper efter lovændringen i 2008 alene inde-
holder de ovenfor nævnte regler om denne forsøgsordning,
foreslås det, at loven ophæves i sin helhed.
Forsøgsordningens betingelser har i praksis vist sig at væ-
re administrativt komplicerede, særligt i forhold til at få ind-
hentet den nødvendige dokumentation for opfyldelse af krav
til forsørgelsesydelser og disses udbetalingsperioder. Herud-
over kompliceres forsøgsordningen også af den særlige
kompensationsregel i forhold til fordringshaverne, hvor
kompensationsprocenten skal fastsættes på ny hvert eneste
år på baggrund af antal og størrelse af det pågældende års
eftergivelsesbeløb. Ordningen bliver p.t. administreret ma-
nuelt, idet der ikke har været it-understøttelse tilknyttet
siden idriftsættelsen af it-systemet EFI i 2013. I forbindelse
med udviklingen af det nye it-system til understøttelse af
inddrivelse af gæld til det offentlige (PSRM) er det vurderet,
at en it-understøttelse af forsøgsordningen i det nye inddri-
velsessystem må anses for at være særdeles systemkompli-
cerende, og at dette ikke står mål med den i perioden
2007-2017 meget begrænsede brug af ordningen.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.13.
Til § 3
Det foreslås som konsekvens af ophævelsen af forsøgs-
ordningen med eftergivelse af gæld til det offentlige for so-
cialt udsatte grupper, jf. lovforslagets § 2, ligeledes at ophæ-
ve bestemmelsen i ligningslovens § 7, nr. 23, der gør efter-
givelsesbeløb efter forsøgsordningen skattefrie for skyldne-
ren. Den nuværende formulering af denne bestemmelse blev
indsat i ligningsloven ved § 113 i lov nr. 1336 af 19. decem-
ber 2008, der som nævnt i § 120 også indeholdt de lempel-
ser af betingelserne i forsøgsordningen, der har været gæl-
dende fra 2009. Eftergivelsesbeløb, der vedrører afgørelser
om eftergivelse, hvor der er ansøgt inden den 1. juni 2018,
vil fortsat være skattefrie for skyldneren, i takt med at de
gradvist eftergives, jf. den foreslåede bestemmelse i § 11,
stk. 4.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.13.
Til § 4
I forbindelse med indførelsen af forældelsesloven blev der
i flere love gennemført nødvendige ændringer, jf. lov nr.
523 af 6. juni 2007. I lovens § 18, nr. 2, blev fristen i § 95,
stk. 4, (nu stk. 2) i lov om aktiv socialpolitik ændret fra 5 år
til 3 år. I de specielle bemærkninger til bestemmelsen i lov-
forslaget, jf. lovforslag nr. L 166, Folketingstidende
2006-07, tillæg A, side 5702, anføres, at det som hidtil vil
være sådan, at hvis der efter de opkrævningsregler, som be-
skæftigelsesministeren har fastsat efter lovens § 95, stk. 1,
har været fastsat en tilbagebetalingsordning, som er mislig-
holdt, og kravet derfor bliver overgivet til inddrivelse hos
den statslige restanceinddrivelsesmyndighed, vil kravet være
omfattet af forældelseslovens almindelige regler, herunder
reglerne om afbrydelse ved foretagelse af retslige skridt m.v.
Det er således lagt til grund, at et tilbagebetalingskrav, ef-
ter at det på grund af misligholdelse af den tilbagebetalings-
ordning, hvormed det opkræves, er overdraget til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, alene omfattes af forældelses-
loven og ikke længere omfattes af bortfaldsreglen, der i dag
findes i § 95, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik.
Tilbagebetalingspligten er nærmere reguleret ved bekendt-
gørelse nr. 418 af 28. april 2017 om kommunernes opkræv-
ning af tilbagebetalingskrav efter lov om aktiv socialpolitik,
lov om kontantydelse, § 70 f, stk. 10, i lov om en aktiv be-
skæftigelsesindsats og lov om en midlertidig jobpræmie til
langtidsledige m.v. § 10 i bekendtgørelsen bestemmer, at
hvis en skyldner trods påkrav ikke overholder en afdrags-
ordning, anses afdragsordningen for bortfaldet og hele gæl-
den for forfalden, hvorefter fordringshaveren træffer afgø-
relse om, at kravet overdrages til restanceinddrivelsesmyn-
digheden med henblik på inddrivelse. En misligholdelse
skyldes manglende betaling trods mulighed for at betale.
Af § 6 i bekendtgørelsen følger, at kommunen yder hen-
stand til skyldnere, der modtager en række sociale ydelser
eller ikke har en nettoindkomst, der overstiger de nedre
grænser for betalingsevne efter tabeltrækmetoden ifølge §
10 i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivel-
se af gæld til det offentlige, som ændret ved bekendtgørelse
nr. 1161 af 27. oktober 2017. Af § 7 følger, at har der været
fastsat en betalingsordning, og kommer skyldneren senere
igen i en situation, hvor der ikke er betalingsevne, stilles af-
dragsordningen i bero.
Hvis der i 3 år efter hjælpens ophør ikke har været økono-
misk mulighed for at gennemføre kravet, bortfalder det.
Er der ikke grundlag for at yde henstand, fastsættes en af-
dragsordning. Misligholdes denne, overdrages kravet til ind-
drivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Den forældelse, der omfattes af forældelsesloven, kan af-
brydes efter reglerne i forældelseslovens §§ 15-18, mens
den forældelse, som bortfaldsreglerne indeholder, ikke har
tilsvarende afbrydelsesmuligheder. Alene skyldners beta-
lingsevne kan således hindre bortfald.
En eftergivelse af gæld kommer normalt ikke på tale, hvis
skyldneren har undladt at afdrage på sin gæld, selv om
skyldneren har haft rimelig mulighed herfor, jf. eksempelvis
§ 13, stk. 2, nr. 4, i lov om inddrivelse af gæld til det offent-
lige. Det giver derfor god mening, at alene forældelsesloven
og ikke tillige bortfaldsreglen skal finde anvendelse på så-
danne tilbagebetalingskrav, hvis de på grund af skyldners
misligholdelse – dvs. undladt betaling trods mulighed herfor
– er kommet under inddrivelse hos restanceinddrivelses-
myndigheden. Skyldner har i en sådan situation forspildt
den ret til automatisk eftergivelse, som bortfaldsreglerne
netop har til formål at sikre skyldner.
80
SKAT har i Den juridiske vejledning 2018-1, afsnit G. A.
3.2.2.1.1, lagt til grund, at disse tilbagebetalingskrav foræl-
delsesmæssigt omfattes af forældelsesloven, hvis de er mod-
taget til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden,
jf. fordringstypeoversigten Q2, som afsnittet henviser til.
Om tilbagebetalingskrav efter lov om aktiv socialpolitik, jf.
oversigtens art nr. 211, anføres således, at hvis en fastsat til-
bagebetalingsordning er misligholdt, anses hele gælden for
forfalden, og kravet kan overgives til inddrivelse i restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, hvorefter det er omfattet af for-
ældelseslovens regler.
Med bestemmelsen i lovforslagets § 4 foreslås det, at der
med § 19, stk. 4, 2. pkt., i lov om kontantydelse indsættes en
ny bestemmelse, der udtrykkeligt bestemmer, at hvis et til-
bagebetalingskrav overdrages til restanceinddrivelsesmyn-
digheden med henblik på inddrivelse, finder bortfaldsreglen
i 1. pkt. ikke anvendelse fra restanceinddrivelsesmyndighe-
dens modtagelse af kravet.
Med § 19, stk. 4, 3. pkt., foreslås, at forældelsesloven i
stedet finder anvendelse fra modtagelsen, idet forældelse
dog tidligst indtræder 3 år efter tilbagebetalingskravets mod-
tagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. den fore-
slåede bestemmelse i § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige.
Med § 19, stk. 4, 4. pkt., foreslås, at hvis tilbagebetalings-
kravet tilbagesendes til kommunen, finder 1. pkt. på ny an-
vendelse.
Den foreslåede regel om en ændring af § 19, stk. 4, er bå-
de udtryk for en lovfæstelse af gældende ret og skal desuden
ses i sammenhæng med nærværende lovforslags § 1, nr. 15,
hvorefter der med § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige indsættes en bestemmelse, hvoref-
ter forældelse af fordringer under inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden tidligst indtræder på 3-årsdagen
fra fordringens modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndig-
heden.
Efter forældelseslovens § 2, stk. 1, regnes forældelsesfri-
sten som udgangspunkt fra det tidligste tidspunkt, til hvilket
fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt, og
misligholdelsen af en afdragsordning vedrørende tilbagebe-
talingskravet indebærer, at hele tilbagebetalingskravet anses
for forfaldent til betaling, jf. § 10, 1. pkt., i bekendtgørelse
nr. 418 af 28. april 2017 om kommunernes opkrævning af
tilbagebetalingskrav efter lov om aktiv socialpolitik, lov om
kontantydelse, § 70 f, stk. 10, i lov om en aktiv beskæftigel-
sesindsats og lov om en midlertidig jobpræmie til langtidsle-
dige m.v., hvorefter afdragsordningen anses for bortfaldet
og hele gælden for forfalden, hvis skyldner trods påkrav ik-
ke overholder sin afdragsordning. Starttidspunktet for den
forældelsesfrist, der løber efter forældelsesloven, når tilba-
gebetalingskravet kommer under inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, vil derfor være det anførte for-
faldstidspunkt.
Ingen af de tilbagebetalingskrav, der modtages til inddri-
velse, er før modtagelsen omfattet af forældelsesloven, og
den 3-årige bortfaldsfrist i § 19, stk. 4, 1. pkt., i lov om kon-
tantydelse er derfor ikke en sådan forældelsesfrist, der via
forslaget om den foreløbige afbrydelse kan få en allerede
påbegyndt forældelsesfrist foreløbigt afbrudt.
Derimod kan der for tilbagebetalingskravet inden dets
modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden være op-
nået et særligt retsgrundlag, f.eks. en dom om eller skyld-
ners skriftlige anerkendelse af tilbagebetalingskravets eksi-
stens og størrelse, som efter forældelseslovens § 5, stk. 1, nr.
3, giver kravet en 10-årig forældelsesfrist. For sådanne tilba-
gebetalingskrav vil forældelse tidligst indtræde 3 år fra mod-
tagelsen hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Foreligger
et særligt retsgrundlag ikke, følger det af den foreslåede re-
gel, at forældelsesloven anvendes fra tilbagebetalingskravets
modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, og foræl-
delsesfristen vil herefter være den almindelige forældelses-
frist på 3 år, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1. I disse tilfælde
indebærer den foreslåede regel, at forældelse vil indtræde på
3-årsdagen fra modtagelsen, medmindre forældelsen forin-
den er afbrudt efter forældelseslovens regler om afbrydelse.
Tilbagesendes tilbagebetalingskravet til fordringshaver,
f.eks. fordi fordringshaver ikke søger skyldnerens indsigel-
ser om kravets eksistens eller størrelse afklaret inden rimelig
tid, jf. § 2, stk. 2, 4. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige, foreslås det præciseret, at bortfaldsreglen atter
skal finde anvendelse.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.4.
Til § 5
I forbindelse med indførelsen af forældelsesloven blev der
i flere love gennemført nødvendige ændringer, jf. lov nr.
523 af 6. juni 2007. I lovens § 18, nr. 2, blev fristen i § 95,
stk. 4, (nu stk. 2) i lov om aktiv socialpolitik ændret fra 5 år
til 3 år. I de specielle bemærkninger til bestemmelsen i lov-
forslaget, jf. lovforslag nr. L 166, Folketingstidende
2006-07, tillæg A, side 5702, anføres, at det som hidtil vil
være sådan, at hvis der efter de opkrævningsregler, som be-
skæftigelsesministeren har fastsat efter lovens § 95, stk. 1,
har været fastsat en tilbagebetalingsordning, som er mislig-
holdt, og kravet derfor bliver overgivet til inddrivelse hos
den statslige restanceinddrivelsesmyndighed, vil kravet være
omfattet af forældelseslovens almindelige regler, herunder
reglerne om afbrydelse ved foretagelse af retslige skridt m.v.
Det er således lagt til grund, at et tilbagebetalingskrav, ef-
ter at det på grund af misligholdelse af den tilbagebetalings-
ordning, hvormed det opkræves, er overdraget til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, alene omfattes af forældelses-
loven og ikke længere omfattes af bortfaldsreglen.
Tilbagebetalingspligten er nærmere reguleret ved bekendt-
gørelse nr. 418 af 28. april 2017 om kommunernes opkræv-
ning af tilbagebetalingskrav efter lov om aktiv socialpolitik,
lov om kontantydelse, § 70 f, stk. 10, i lov om en aktiv be-
skæftigelsesindsats og lov om en midlertidig jobpræmie til
langtidsledige m.v. § 10 i bekendtgørelsen bestemmer, at
hvis en skyldner trods påkrav ikke overholder en afdrags-
ordning, anses afdragsordningen for bortfaldet og hele gæl-
den for forfalden, hvorefter fordringshaveren træffer afgø-
81
relse om, at kravet overdrages til restanceinddrivelsesmyn-
digheden med henblik på inddrivelse. En misligholdelse
skyldes manglende betaling trods mulighed for at betale.
Af § 6 i bekendtgørelsen følger, at kommunen yder hen-
stand til skyldnere, der modtager en række sociale ydelser
eller ikke har en nettoindkomst, der overstiger de nedre
grænser for betalingsevne efter tabeltrækmetoden ifølge §
10 i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivel-
se af gæld til det offentlige, som ændret ved bekendtgørelse
nr. 1161 af 27. oktober 2017. Af § 7 følger, at har der været
fastsat en betalingsordning, og kommer skyldneren senere
igen i en situation, hvor der ikke er betalingsevne, stilles af-
dragsordningen i bero.
Hvis der i 3 år efter hjælpens ophør ikke har været økono-
misk mulighed for at gennemføre kravet, bortfalder det.
Er der ikke grundlag for at yde henstand, fastsættes en af-
dragsordning. Misligholdes denne, overdrages kravet til ind-
drivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Den forældelse, der omfattes af forældelsesloven, kan af-
brydes efter reglerne i forældelseslovens §§ 15-18, mens
den forældelse, som bortfaldsreglerne indeholder, ikke har
tilsvarende afbrydelsesmuligheder. Alene skyldners beta-
lingsevne kan således hindre bortfald.
En eftergivelse af gæld kommer normalt ikke på tale, hvis
skyldneren har undladt at afdrage på sin gæld, selv om
skyldneren har haft rimelig mulighed herfor, jf. eksempelvis
§ 13, stk. 2, nr. 4, i lov om inddrivelse af gæld til det offent-
lige. Det giver derfor god mening, at alene forældelsesloven
og ikke tillige bortfaldsreglen skal finde anvendelse på så-
danne tilbagebetalingskrav, hvis de på grund af skyldners
misligholdelse – dvs. undladt betaling trods mulighed herfor
– er kommet under inddrivelse hos restanceinddrivelses-
myndigheden. Skyldner har i en sådan situation forspildt
den ret til automatisk eftergivelse, som bortfaldsreglerne
netop har til formål at sikre skyldner.
SKAT har i Den juridiske vejledning 2018-1, afsnit G. A.
3.2.2.1.1, lagt til grund, at disse tilbagebetalingskrav foræl-
delsesmæssigt omfattes af forældelsesloven, hvis de er mod-
taget til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden,
jf. fordringstypeoversigten Q2, som afsnittet henviser til.
Om tilbagebetalingskrav efter lov om aktiv socialpolitik, jf.
oversigtens art nr. 211, anføres således, at hvis en fastsat til-
bagebetalingsordning er misligholdt, anses hele gælden for
forfalden, og kravet kan overgives til inddrivelse i restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, hvorefter det er omfattet af for-
ældelseslovens regler.
Med bestemmelsen i lovforslagets § 5 foreslås, at der med
§ 70 f, stk. 11, 6. pkt., i lov om en aktiv beskæftigelsesind-
sats indsættes en ny bestemmelse, der udtrykkeligt bestem-
mer, at hvis et tilbagebetalingskrav overdrages til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden med henblik på inddrivelse, fin-
der bortfaldsreglen i 5. pkt. ikke anvendelse fra restanceind-
drivelsesmyndighedens modtagelse af kravet.
Med § 70 f, stk. 11, 7. pkt., foreslås, at forældelsesloven i
stedet finder anvendelse fra modtagelsen, idet forældelse
dog tidligst indtræder 3 år efter tilbagebetalingskravets mod-
tagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. den fore-
slåede bestemmelse i § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige.
Med § 70 f, stk. 11, 8. pkt., foreslås, at hvis tilbagebeta-
lingskravet tilbagesendes til kommunen, finder 5. pkt. på ny
anvendelse.
Den foreslåede regel om en ændring af § 70 f, stk. 11, er
både udtryk for en lovfæstelse af gældende ret og skal desu-
den ses i sammenhæng med nærværende lovforslags § 1, nr.
15, hvorefter der med § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige indsættes en bestemmelse,
hvorefter forældelse af fordringer under inddrivelse hos re-
stanceinddrivelsesmyndigheden tidligst indtræder på 3-års-
dagen fra fordringens modtagelse hos restanceinddrivelses-
myndigheden.
Efter forældelseslovens § 2, stk. 1, regnes forældelsesfri-
sten som udgangspunkt fra det tidligste tidspunkt, til hvilket
fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt, og
misligholdelsen af en afdragsordning vedrørende tilbagebe-
talingskravet indebærer, at hele tilbagebetalingskravet anses
for forfaldent til betaling, jf. § 10, 1. pkt., i bekendtgørelse
nr. 418 af 28. april 2017 om kommunernes opkrævning af
tilbagebetalingskrav efter lov om aktiv socialpolitik, lov om
kontantydelse, § 70 f, stk. 10, i lov om en aktiv beskæftigel-
sesindsats og lov om en midlertidig jobpræmie til langtidsle-
dige m.v., hvorefter afdragsordningen anses for bortfaldet
og hele gælden for forfalden, hvis skyldner trods påkrav ik-
ke overholder sin afdragsordning. Starttidspunktet for den
forældelsesfrist, der løber efter forældelsesloven, når tilba-
gebetalingskravet kommer under inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, vil derfor være det anførte for-
faldstidspunkt.
Ingen af de tilbagebetalingskrav, der modtages til inddri-
velse, er før modtagelsen omfattet af forældelsesloven, og
den 3-årige bortfaldsfrist i § 70 f, stk. 11, 5. pkt., i lov om en
aktiv beskæftigelsesindsats er derfor ikke en sådan forældel-
sesfrist, der via forslaget om den foreløbige afbrydelse kan
få en allerede påbegyndt forældelsesfrist foreløbigt afbrudt.
Derimod kan der for tilbagebetalingskravet inden dets
modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden være op-
nået et særligt retsgrundlag, f.eks. en dom om eller skyld-
ners skriftlige anerkendelse af tilbagebetalingskravets eksi-
stens og størrelse, som efter forældelseslovens § 5, stk. 1, nr.
3, giver kravet en 10-årig forældelsesfrist. For sådanne tilba-
gebetalingskrav vil forældelse tidligst indtræde 3 år fra mod-
tagelsen hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Foreligger
et særligt retsgrundlag ikke, følger det af den foreslåede re-
gel, at forældelsesloven anvendes fra tilbagebetalingskravets
modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, og foræl-
delsesfristen vil herefter være den almindelige forældelses-
frist på 3 år, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1. I disse tilfælde
indebærer den foreslåede regel, at forældelse vil indtræde på
3-årsdagen fra modtagelsen, medmindre forældelsen forin-
den er afbrudt efter forældelseslovens regler om afbrydelse.
Tilbagesendes tilbagebetalingskravet til fordringshaver,
f.eks. fordi fordringshaver ikke søger skyldnerens indsigel-
82
ser om kravets eksistens eller størrelse afklaret inden rimelig
tid, jf. § 2, stk. 2, 4. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige, foreslås det præciseret, at bortfaldsreglen atter
skal finde anvendelse.
Det betyder, at hvis der i 3 år efter hjælpens ophør ikke
har været økonomisk mulighed for at gennemføre kravet,
bortfalder det.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.4.
Til § 6
I forbindelse med indførelsen af forældelsesloven blev der
i flere love gennemført nødvendige ændringer, jf. lov nr.
523 af 6. juni 2007. I lovens § 18, nr. 2, blev fristen i § 95,
stk. 4, (nu stk. 2) i lov om aktiv socialpolitik ændret fra 5 år
til 3 år. I de specielle bemærkninger til bestemmelsen i lov-
forslaget, jf. lovforslag nr. L 166, Folketingstidende
2006-07, tillæg A, side 5702, anføres, at det som hidtil vil
være sådan, at hvis der efter de opkrævningsregler, som be-
skæftigelsesministeren har fastsat efter lovens § 95, stk. 1,
har været fastsat en tilbagebetalingsordning, som er mislig-
holdt, og kravet derfor bliver overgivet til inddrivelse hos
den statslige restanceinddrivelsesmyndighed, vil kravet være
omfattet af forældelseslovens almindelige regler, herunder
reglerne om afbrydelse ved foretagelse af retslige skridt m.v.
Det er således lagt til grund, at et tilbagebetalingskrav, ef-
ter at det på grund af misligholdelse af den tilbagebetalings-
ordning, hvormed det opkræves, er overdraget til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, alene omfattes af forældelses-
loven og ikke længere omfattes af bortfaldsreglen, der i dag
findes i § 95, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik.
Tilbagebetalingspligten er nærmere reguleret ved bekendt-
gørelse nr. 418 af 28. april 2017 om kommunernes opkræv-
ning af tilbagebetalingskrav efter lov om aktiv socialpolitik,
lov om kontantydelse, § 70 f, stk. 10, i lov om en aktiv be-
skæftigelsesindsats og lov om en midlertidig jobpræmie til
langtidsledige m.v. § 10 i bekendtgørelsen bestemmer, at
hvis en skyldner trods påkrav ikke overholder en afdrags-
ordning, anses afdragsordningen for bortfaldet og hele gæl-
den for forfalden, hvorefter fordringshaveren træffer afgø-
relse om, at kravet overdrages til restanceinddrivelsesmyn-
digheden med henblik på inddrivelse. En misligholdelse
skyldes manglende betaling trods mulighed for at betale.
Af § 6 i bekendtgørelsen følger, at kommunen yder hen-
stand til skyldnere, der modtager en række sociale ydelser
eller ikke har en nettoindkomst, der overstiger de nedre
grænser for betalingsevne efter tabeltrækmetoden ifølge §
10 i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivel-
se af gæld til det offentlige, som ændret ved bekendtgørelse
nr. 1161 af 27. oktober 2017. Af § 7 følger, at har der været
fastsat en betalingsordning, og kommer skyldneren senere
igen i en situation, hvor der ikke er betalingsevne, stilles af-
dragsordningen i bero.
Hvis der i 3 år efter hjælpens ophør ikke har været økono-
misk mulighed for at gennemføre kravet, bortfalder det.
Er der ikke grundlag for at yde henstand, fastsættes en af-
dragsordning. Misligholdes denne, overdrages kravet til ind-
drivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Den forældelse, der omfattes af forældelsesloven, kan af-
brydes efter reglerne i forældelseslovens §§ 15-18, mens
den forældelse, som bortfaldsreglerne indeholder, ikke har
tilsvarende afbrydelsesmuligheder. Alene skyldners beta-
lingsevne kan således hindre bortfald.
En eftergivelse af gæld kommer normalt ikke på tale, hvis
skyldneren har undladt at afdrage på sin gæld, selv om
skyldneren har haft rimelig mulighed herfor, jf. eksempelvis
§ 13, stk. 2, nr. 4, i lov om inddrivelse af gæld til det offent-
lige. Det giver derfor god mening, at alene forældelsesloven
og ikke tillige bortfaldsreglen skal finde anvendelse på så-
danne tilbagebetalingskrav, hvis de på grund af skyldners
misligholdelse – dvs. undladt betaling trods mulighed herfor
– er kommet under inddrivelse hos restanceinddrivelses-
myndigheden. Skyldner har i en sådan situation forspildt
den ret til automatisk eftergivelse, som bortfaldsreglerne
netop har til formål at sikre skyldner.
SKAT har i Den juridiske vejledning 2018-1, afsnit G. A.
3.2.2.1.1, lagt til grund, at disse tilbagebetalingskrav foræl-
delsesmæssigt omfattes af forældelsesloven, hvis de er mod-
taget til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden,
jf. fordringstypeoversigten Q2, som afsnittet henviser til.
Om tilbagebetalingskrav efter lov om aktiv socialpolitik, jf.
oversigtens art nr. 211, anføres således, at hvis en fastsat til-
bagebetalingsordning er misligholdt, anses hele gælden for
forfalden, og kravet kan overgives til inddrivelse i restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, hvorefter det er omfattet af for-
ældelseslovens regler.
Med bestemmelsen i lovforslagets § 6 foreslås, at der med
§ 95, stk. 2, 2. pkt., i lov om aktiv socialpolitik indsættes en
ny bestemmelse, der udtrykkeligt bestemmer, at hvis et til-
bagebetalingskrav overdrages til restanceinddrivelsesmyn-
digheden med henblik på inddrivelse, finder bortfaldsreglen
i 1. pkt. ikke anvendelse fra restanceinddrivelsesmyndighe-
dens modtagelse af kravet.
Med § 95, stk. 2, 3. pkt., foreslås, at forældelsesloven i
stedet finder anvendelse fra modtagelsen, idet forældelse
dog tidligst indtræder 3 år efter tilbagebetalingskravets mod-
tagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. den fore-
slåede bestemmelse i § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige.
Med § 95, stk. 2, 4. pkt., foreslås, at hvis tilbagebetalings-
kravet tilbagesendes til kommunen eller Udbetaling Dan-
mark, jf. stk. 1, 1. pkt., finder stk. 2, 1. pkt., på ny anvendel-
se.
Den foreslåede regel om en ændring af § 95, stk. 2, er bå-
de udtryk for en lovfæstelse af gældende ret og skal desuden
ses i sammenhæng med nærværende lovforslags § 1, nr. 15,
hvorefter der med § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige indsættes en bestemmelse, hvoref-
ter forældelse af fordringer under inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden tidligst indtræder på 3-årsdagen
83
fra fordringens modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndig-
heden.
Efter forældelseslovens § 2, stk. 1, regnes forældelsesfri-
sten som udgangspunkt fra det tidligste tidspunkt, til hvilket
fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt, og
misligholdelsen af en afdragsordning vedrørende tilbagebe-
talingskravet indebærer, at hele tilbagebetalingskravet anses
for forfaldent til betaling, jf. § 10, 1. pkt., i bekendtgørelse
nr. 418 af 28. april 2017 om kommunernes opkrævning af
tilbagebetalingskrav efter lov om aktiv socialpolitik, lov om
kontantydelse, § 70 f, stk. 10, i lov om en aktiv beskæftigel-
sesindsats og lov om en midlertidig jobpræmie til langtidsle-
dige m.v., hvorefter afdragsordningen anses for bortfaldet
og hele gælden for forfalden, hvis skyldner trods påkrav ik-
ke overholder sin afdragsordning. Starttidspunktet for den
forældelsesfrist, der løber efter forældelsesloven, når tilba-
gebetalingskravet kommer under inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, vil derfor være det anførte for-
faldstidspunkt.
Ingen af de tilbagebetalingskrav, der modtages til inddri-
velse, er før modtagelsen omfattet af forældelsesloven, og
den 3-årige bortfaldsfrist i § 95, stk. 2, 1. pkt., i lov om aktiv
socialpolitik er derfor ikke en sådan forældelsesfrist, der via
forslaget om den foreløbige afbrydelse kan få en allerede
påbegyndt forældelsesfrist foreløbigt afbrudt.
Derimod kan der for tilbagebetalingskravet inden dets
modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden være op-
nået et særligt retsgrundlag, f.eks. en dom om eller skyld-
ners skriftlige anerkendelse af tilbagebetalingskravets eksi-
stens og størrelse, som efter forældelseslovens § 5, stk. 1, nr.
3, giver kravet en 10-årig forældelsesfrist. For sådanne tilba-
gebetalingskrav vil forældelse tidligst indtræde 3 år fra mod-
tagelsen hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Foreligger
et særligt retsgrundlag ikke, følger det af den foreslåede re-
gel, at forældelsesloven anvendes fra tilbagebetalingskravets
modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, og foræl-
delsesfristen vil herefter være den almindelige forældelses-
frist på 3 år, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1. I disse tilfælde
indebærer den foreslåede regel, at forældelse vil indtræde på
3-årsdagen fra modtagelsen, medmindre forældelsen forin-
den er afbrudt efter forældelseslovens regler om afbrydelse.
Tilbagesendes tilbagebetalingskravet til fordringshaver,
f.eks. fordi fordringshaver ikke søger skyldnerens indsigel-
ser om kravets eksistens eller størrelse afklaret inden rimelig
tid, jf. § 2, stk. 2, 4. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige, foreslås det præciseret, at bortfaldsreglen atter
skal finde anvendelse. Det betyder, at hvis der er forløbet 3
år efter hjælpens ophør, uden at der har været økonomisk
mulighed for at gennemføre kravet, bortfalder det.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.4.
Til § 7
I forbindelse med indførelsen af forældelsesloven blev der
i flere love gennemført nødvendige ændringer, jf. lov nr.
523 af 6. juni 2007. I lovens § 18, nr. 2, blev fristen i § 95,
stk. 4, i lov om aktiv socialpolitik ændret fra 5 år til 3 år. I
de specielle bemærkninger til bestemmelsen i lovforslaget,
jf. lovforslag nr. L 166, Folketingstidende 2006-07, tillæg
A, side 5702, anføres, at det som hidtil vil være sådan, at
hvis der efter de opkrævningsregler, som beskæftigelsesmi-
nisteren har fastsat efter lovens § 95, stk. 1, har været fastsat
en tilbagebetalingsordning, som er misligholdt, og kravet
derfor bliver overgivet til inddrivelse hos den statslige re-
stanceinddrivelsesmyndighed, vil kravet være omfattet af
forældelseslovens almindelige regler, herunder reglerne om
afbrydelse ved foretagelse af retslige skridt m.v.
Det er således lagt til grund, at et tilbagebetalingskrav, ef-
ter at det på grund af misligholdelse af den tilbagebetalings-
ordning, hvormed det opkræves, er overdraget til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, alene omfattes af forældelses-
loven og ikke længere omfattes af bortfaldsreglen, der i dag
findes i § 95, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik.
Tilbagebetalingspligten er nærmere reguleret ved bekendt-
gørelse nr. 418 af 28. april 2017 om kommunernes opkræv-
ning af tilbagebetalingskrav efter lov om aktiv socialpolitik,
lov om kontantydelse, § 70 f, stk. 10, i lov om en aktiv be-
skæftigelsesindsats og lov om en midlertidig jobpræmie til
langtidsledige m.v. § 10 i bekendtgørelsen bestemmer, at
hvis en skyldner trods påkrav ikke overholder en afdrags-
ordning, anses afdragsordningen for bortfaldet og hele gæl-
den for forfalden, hvorefter fordringshaveren træffer afgø-
relse om, at kravet overdrages til restanceinddrivelsesmyn-
digheden med henblik på inddrivelse. En misligholdelse
skyldes manglende betaling trods mulighed for at betale.
Af § 6 i bekendtgørelsen følger, at kommunen yder hen-
stand til skyldnere, der modtager en række sociale ydelser
eller ikke har en nettoindkomst, der overstiger de nedre
grænser for betalingsevne efter tabeltrækmetoden ifølge §
10 i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivel-
se af gæld til det offentlige, som ændret ved bekendtgørelse
nr. 1161 af 27. oktober 2017. Af § 7 følger, at har der været
fastsat en betalingsordning, og kommer skyldneren senere
igen i en situation, hvor der ikke er betalingsevne, stilles af-
dragsordningen i bero.
Hvis der i 3 år efter hjælpens ophør ikke har været økono-
misk mulighed for at gennemføre kravet, bortfalder det.
Er der ikke grundlag for at yde henstand, fastsættes en af-
dragsordning. Misligholdes denne, overdrages kravet til ind-
drivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Den forældelse, der omfattes af forældelsesloven, kan af-
brydes efter reglerne i forældelseslovens §§ 15-18, mens
den forældelse, som bortfaldsreglerne indeholder, ikke har
tilsvarende afbrydelsesmuligheder. Alene skyldners beta-
lingsevne kan således hindre bortfald.
En eftergivelse af gæld kommer normalt ikke på tale, hvis
skyldneren har undladt at afdrage på sin gæld, selv om
skyldneren har haft rimelig mulighed herfor, jf. eksempelvis
§ 13, stk. 2, nr. 4, i lov om inddrivelse af gæld til det offent-
lige. Det giver derfor god mening, at alene forældelsesloven
og ikke tillige bortfaldsreglen skal finde anvendelse på så-
danne tilbagebetalingskrav, hvis de på grund af skyldners
misligholdelse – dvs. undladt betaling trods mulighed herfor
84
– er kommet under inddrivelse hos restanceinddrivelses-
myndigheden. Skyldner har i en sådan situation forspildt
den ret til automatisk eftergivelse, som bortfaldsreglerne
netop har til formål at sikre skyldner.
SKAT har i Den juridiske vejledning 2018-1, afsnit G. A.
3.2.2.1.1, lagt til grund, at disse tilbagebetalingskrav foræl-
delsesmæssigt omfattes af forældelsesloven, hvis de er mod-
taget til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden,
jf. fordringstypeoversigten Q2, som afsnittet henviser til.
Om tilbagebetalingskrav efter lov om aktiv socialpolitik, jf.
oversigtens art nr. 211, anføres således, at hvis en fastsat til-
bagebetalingsordning er misligholdt, anses hele gælden for
forfalden, og kravet kan overgives til inddrivelse i restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, hvorefter det er omfattet af for-
ældelseslovens regler.
Med bestemmelsen i lovforslagets § 7 foreslås det, at der
med § 19, stk. 3, 2. pkt., i lov om en midlertidig jobpræmie
til langtidsledige m.v. indsættes en ny bestemmelse, der ud-
trykkeligt bestemmer, at hvis et tilbagebetalingskrav over-
drages til restanceinddrivelsesmyndigheden med henblik på
inddrivelse, finder bortfaldsreglen i 1. pkt. ikke anvendelse
fra restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelse af kravet.
Med § 19, stk. 3, 3. pkt., foreslås, at forældelsesloven i
stedet finder anvendelse fra modtagelsen, idet forældelse
dog tidligst indtræder 3 år efter tilbagebetalingskravets mod-
tagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. den fore-
slåede bestemmelse i § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige.
Med § 19, stk. 3, 4. pkt., foreslås, at hvis tilbagebetalings-
kravet tilbagesendes til Udbetaling Danmark, finder 1. pkt.
på ny anvendelse.
Den foreslåede regel om en ændring af § 19, stk. 3, er bå-
de udtryk for en lovfæstelse af gældende ret og skal
samtidig ses i sammenhæng med nærværende lovforslags §
1, nr. 15, hvorefter der med § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige indsættes en bestem-
melse, hvorefter forældelse af fordringer under inddrivelse
hos restanceinddrivelsesmyndigheden tidligst indtræder på
3-årsdagen fra fordringens modtagelse hos restanceinddri-
velsesmyndigheden.
Efter forældelseslovens § 2, stk. 1, regnes forældelsesfri-
sten som udgangspunkt fra det tidligste tidspunkt, til hvilket
fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt, og
misligholdelsen af en afdragsordning vedrørende tilbagebe-
talingskravet indebærer, at hele tilbagebetalingskravet anses
for forfaldent til betaling, jf. § 10, 1. pkt., i bekendtgørelse
nr. 418 af 28. april 2017 om kommunernes opkrævning af
tilbagebetalingskrav efter lov om aktiv socialpolitik, lov om
kontantydelse, § 70 f, stk. 10, i lov om en aktiv beskæftigel-
sesindsats og lov om en midlertidig jobpræmie til langtidsle-
dige m.v., hvorefter afdragsordningen anses for bortfaldet
og hele gælden for forfalden, hvis skyldner trods påkrav ik-
ke overholder sin afdragsordning. Starttidspunktet for den
forældelsesfrist, der løber efter forældelsesloven, når tilba-
gebetalingskravet kommer under inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, vil derfor være det anførte for-
faldstidspunkt.
Ingen af de tilbagebetalingskrav, der modtages til inddri-
velse, er før modtagelsen omfattet af forældelsesloven, og
den 3-årige bortfaldsfrist i § 19, stk. 3, 1. pkt., i lov om en
midlertidig jobpræmie til langtidsledige m.v. er derfor ikke
en sådan forældelsesfrist, der via forslaget om den foreløbi-
ge afbrydelse kan få en allerede påbegyndt forældelsesfrist
foreløbigt afbrudt.
Derimod kan der for tilbagebetalingskravet inden dets
modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden være op-
nået et særligt retsgrundlag, f.eks. en dom om eller skyld-
ners skriftlige anerkendelse af tilbagebetalingskravets eksi-
stens og størrelse, som efter forældelseslovens § 5, stk. 1, nr.
3, giver kravet en 10-årig forældelsesfrist. For sådanne tilba-
gebetalingskrav vil forældelse tidligst indtræde 3 år fra mod-
tagelsen hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Foreligger
et særligt retsgrundlag ikke, følger det af den foreslåede re-
gel, at forældelsesloven anvendes fra tilbagebetalingskravets
modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, og foræl-
delsesfristen vil herefter være den almindelige forældelses-
frist på 3 år, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1. I disse tilfælde
indebærer den foreslåede regel, at forældelse vil indtræde på
3-årsdagen fra modtagelsen, medmindre forældelsen forin-
den er afbrudt efter forældelseslovens regler om afbrydelse.
Tilbagesendes tilbagebetalingskravet til fordringshaver,
f.eks. fordi fordringshaver ikke søger skyldnerens indsigel-
ser om kravets eksistens eller størrelse afklaret inden rimelig
tid, jf. § 2, stk. 2, 4. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige, foreslås det præciseret, at bortfaldsreglen atter
skal finde anvendelse.
Der henvises de almindelige bemærkninger, afsnit 2.4.
Til § 8
I forbindelse med indførelsen af forældelsesloven blev der
i flere love gennemført nødvendige ændringer, jf. lov nr.
523 af 6. juni 2007. I lovens § 18, nr. 2, blev fristen i § 95,
stk. 4, i lov om aktiv socialpolitik ændret fra 5 år til 3 år. I
de specielle bemærkninger til bestemmelsen i lovforslaget,
jf. lovforslag nr. L 166, Folketingstidende 2006-07, tillæg
A, side 5702, anføres, at det som hidtil vil være sådan, at
hvis der efter de opkrævningsregler, som beskæftigelsesmi-
nisteren har fastsat efter lovens § 95, stk. 1, har været fastsat
en tilbagebetalingsordning, som er misligholdt, og kravet
derfor bliver overgivet til inddrivelse hos den statslige re-
stanceinddrivelsesmyndighed, vil kravet være omfattet af
forældelseslovens almindelige regler, herunder reglerne om
afbrydelse ved foretagelse af retslige skridt m.v.
Det er således lagt til grund, at et tilbagebetalingskrav, ef-
ter at det på grund af misligholdelse af den tilbagebetalings-
ordning, hvormed det opkræves, er overdraget til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, alene omfattes af forældelses-
loven og ikke længere omfattes af bortfaldsreglen, der i dag
findes i § 95, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik.
Tilbagebetalingspligten er nærmere reguleret ved bekendt-
gørelse nr. 978 af 11. august 2017 om kommunalbestyrel-
85
sens opkrævning af tilbagebetalingskrav efter dagtilbudslo-
vens § 93, stk. 3. § 9 i bekendtgørelsen bestemmer, at hvis
en skyldner trods påkrav ikke overholder en afdragsordning,
anses afdragsordningen for bortfaldet og hele gælden for
forfalden, hvorefter fordringshaveren træffer afgørelse om,
at kravet overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden
med henblik på inddrivelse. En misligholdelse skyldes mang-
lende betaling trods mulighed for at betale.
Af § 6 i bekendtgørelsen følger, at kommunen yder hen-
stand til skyldnere, der modtager en række sociale ydelser
eller ikke har en nettoindkomst, der overstiger de nedre
grænser for betalingsevne efter tabeltrækmetoden ifølge §
10 i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivel-
se af gæld til det offentlige, som ændret ved bekendtgørelse
nr. 1161 af 27. oktober 2017. Af § 7 følger, at har der været
fastsat en betalingsordning, og kommer skyldneren senere
igen i en situation, hvor der ikke er betalingsevne, stilles af-
dragsordningen i bero.
Hvis der i 5 år efter tilskuddets ophør ikke har været øko-
nomisk mulighed for at gennemføre kravet, bortfalder det.
Er der ikke grundlag for at yde henstand, fastsættes en af-
dragsordning. Misligholdes denne, overdrages kravet til ind-
drivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Den forældelse, der omfattes af forældelsesloven, kan af-
brydes efter reglerne i forældelseslovens §§ 15-18, mens
den forældelse, som bortfaldsreglerne indeholder, ikke har
tilsvarende afbrydelsesmuligheder. Alene skyldners beta-
lingsevne kan således hindre bortfald.
En eftergivelse af gæld kommer normalt ikke på tale, hvis
skyldneren har undladt at afdrage på sin gæld, selv om
skyldneren har haft rimelig mulighed herfor, jf. eksempelvis
§ 13, stk. 2, nr. 4, i lov om inddrivelse af gæld til det offent-
lige. Det giver derfor god mening, at alene forældelsesloven
og ikke tillige bortfaldsreglen skal finde anvendelse på så-
danne tilbagebetalingskrav, hvis de på grund af skyldners
misligholdelse – dvs. undladt betaling trods mulighed herfor
– er kommet under inddrivelse hos restanceinddrivelses-
myndigheden. Skyldner har i en sådan situation forspildt
den ret til automatisk eftergivelse, som bortfaldsreglerne
netop har til formål at sikre skyldner.
SKAT har i Den juridiske vejledning 2018-1, afsnit G. A.
3.2.2.1.1, lagt til grund, at disse tilbagebetalingskrav foræl-
delsesmæssigt omfattes af forældelsesloven, hvis de er mod-
taget til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden,
jf. fordringstypeoversigten Q2, som afsnittet henviser til.
Om tilbagebetalingskrav efter lov om aktiv socialpolitik, jf.
oversigtens art nr. 211, anføres således, at hvis en fastsat til-
bagebetalingsordning er misligholdt, anses hele gælden for
forfalden, og kravet kan overgives til inddrivelse i restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, hvorefter det er omfattet af for-
ældelseslovens regler.
Med bestemmelsen i lovforslagets § 8 foreslås, at der med
§ 93, stk. 2, 2. pkt., i dagtilbudsloven indsættes en ny be-
stemmelse, der udtrykkeligt bestemmer, at hvis et tilbagebe-
talingskrav overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden
med henblik på inddrivelse, finder bortfaldsreglen i 1. pkt.
ikke anvendelse fra restanceinddrivelsesmyndighedens mod-
tagelse af kravet.
Med § 93, stk. 2, 3. pkt., foreslås, at forældelsesloven i
stedet finder anvendelse fra modtagelsen, idet forældelse
dog tidligst indtræder 3 år efter tilbagebetalingskravets mod-
tagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. den fore-
slåede bestemmelse i § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige.
Med § 93, stk. 2, 4. pkt., foreslås, at hvis tilbagebetalings-
kravet tilbagesendes til kommunen, finder 1. pkt. på ny an-
vendelse.
Den foreslåede regel om en ændring af § 93, stk. 2, er bå-
de udtryk for en lovfæstelse af gældende ret og skal desuden
ses i sammenhæng med nærværende lovforslags § 1, nr. 15,
hvorefter der med § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige indsættes en bestemmelse, hvoref-
ter forældelse af fordringer under inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden tidligst indtræder på 3-årsdagen
fra fordringens modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndig-
heden.
Efter forældelseslovens § 2, stk. 1, regnes forældelsesfri-
sten som udgangspunkt fra det tidligste tidspunkt, til hvilket
fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt, og
misligholdelsen af en afdragsordning vedrørende tilbagebe-
talingskravet indebærer, at hele tilbagebetalingskravet anses
for forfaldent til betaling, jf. § 9, 1. pkt., i bekendtgørelse nr.
978 af 11. august 2017 om kommunalbestyrelsens opkræv-
ning af tilbagebetalingskrav efter dagtilbudslovens § 93, stk.
3, hvorefter afdragsordningen anses for bortfaldet og hele
gælden for forfalden, hvis skyldner trods påkrav ikke over-
holder sin afdragsordning. Starttidspunktet for den forældel-
sesfrist, der løber efter forældelsesloven, når tilbagebeta-
lingskravet kommer under inddrivelse hos restanceinddri-
velsesmyndigheden, vil derfor være det anførte forfaldstids-
punkt.
Ingen af de tilbagebetalingskrav, der modtages til inddri-
velse, er før modtagelsen omfattet af forældelsesloven, og
den 5-årige bortfaldsfrist i dagtilbudslovens § 93, stk. 2, er
derfor ikke en sådan forældelsesfrist, der via forslaget om
den foreløbige afbrydelse kan få en allerede påbegyndt for-
ældelsesfrist foreløbigt afbrudt.
Derimod kan der for tilbagebetalingskravet inden dets
modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden være op-
nået et særligt retsgrundlag, f.eks. en dom om eller skyld-
ners skriftlige anerkendelse af tilbagebetalingskravets eksi-
stens og størrelse, som efter forældelseslovens § 5, stk. 1, nr.
3, giver kravet en 10-årig forældelsesfrist. For sådanne tilba-
gebetalingskrav vil forældelse tidligst indtræde 3 år fra mod-
tagelsen hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Foreligger
et særligt retsgrundlag ikke, følger det af den foreslåede re-
gel, at forældelsesloven anvendes fra tilbagebetalingskravets
modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, og foræl-
delsesfristen vil herefter være den almindelige forældelses-
frist på 3 år, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1. I disse tilfælde
indebærer den foreslåede regel, at forældelse vil indtræde på
86
3-årsdagen fra modtagelsen, medmindre forældelsen forin-
den er afbrudt efter forældelseslovens regler om afbrydelse.
Tilbagesendes tilbagebetalingskravet til fordringshaver,
f.eks. fordi fordringshaver ikke søger skyldnerens indsigel-
ser om kravets eksistens eller størrelse afklaret inden rimelig
tid, jf. § 2, stk. 2, 4. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige, foreslås det præciseret, at bortfaldsreglen atter
skal finde anvendelse.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.4.
Til § 9
I forbindelse med indførelsen af forældelsesloven blev der
i flere love gennemført nødvendige ændringer, jf. lov nr.
523 af 6. juni 2007. I lovens § 18, nr. 2, blev fristen i § 95,
stk. 4, i lov om aktiv socialpolitik ændret fra 5 år til 3 år. I
de specielle bemærkninger til bestemmelsen i lovforslaget,
jf. lovforslag nr. L 166, Folketingstidende 2006-07, tillæg
A, side 5702, anføres, at det som hidtil vil være sådan, at
hvis der efter de opkrævningsregler, som beskæftigelsesmi-
nisteren har fastsat efter lovens § 95, stk. 1, har været fastsat
en tilbagebetalingsordning, som er misligholdt, og kravet
derfor bliver overgivet til inddrivelse hos den statslige re-
stanceinddrivelsesmyndighed, vil kravet være omfattet af
forældelseslovens almindelige regler, herunder reglerne om
afbrydelse ved foretagelse af retslige skridt m.v.
Det er således lagt til grund, at et tilbagebetalingskrav, ef-
ter at det på grund af misligholdelse af den tilbagebetalings-
ordning, hvormed det opkræves, er overdraget til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, alene omfattes af forældelses-
loven og ikke længere omfattes af bortfaldsreglen, der i dag
findes i § 95, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik.
Tilbagebetalingspligten er nærmere reguleret ved bekendt-
gørelse nr. 330 af 27. marts 2017 om kommunalbestyrelsens
opkrævning af tilbagebetalingskrav efter lov om social ser-
vice. § 9 i bekendtgørelsen bestemmer, at hvis en skyldner
trods påkrav ikke overholder en afdragsordning, anses af-
dragsordningen for bortfaldet og hele gælden for forfalden,
hvorefter fordringshaveren træffer afgørelse om, at kravet
overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden med hen-
blik på inddrivelse. En misligholdelse skyldes manglende
betaling trods mulighed for at betale.
Af § 6 i bekendtgørelsen følger, at kommunen yder hen-
stand til skyldnere, der modtager en række sociale ydelser
eller ikke har en nettoindkomst, der overstiger de nedre
grænser for betalingsevne efter tabeltrækmetoden ifølge §
10 i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivel-
se af gæld til det offentlige, som ændret ved bekendtgørelse
nr. 1161 af 27. oktober 2017. Af § 7 følger, at har der været
fastsat en betalingsordning, og kommer skyldneren senere
igen i en situation, hvor der ikke er betalingsevne, stilles af-
dragsordningen i bero.
Hvis der i 5 år efter hjælpens ophør ikke har været økono-
misk mulighed for at gennemføre kravet, bortfalder det.
Er der ikke grundlag for at yde henstand, fastsættes en af-
dragsordning. Misligholdes denne, overdrages kravet til ind-
drivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Den forældelse, der omfattes af forældelsesloven, kan af-
brydes efter reglerne i forældelseslovens §§ 15-18, mens
den forældelse, som bortfaldsreglerne indeholder, ikke har
tilsvarende afbrydelsesmuligheder. Alene skyldners beta-
lingsevne kan således hindre bortfald.
En eftergivelse af gæld kommer normalt ikke på tale, hvis
skyldneren har undladt at afdrage på sin gæld, selv om
skyldneren har haft rimelig mulighed herfor, jf. eksempelvis
§ 13, stk. 2, nr. 4, i lov om inddrivelse af gæld til det offent-
lige. Det giver derfor god mening, at alene forældelsesloven
og ikke tillige bortfaldsreglen skal finde anvendelse på så-
danne tilbagebetalingskrav, hvis de på grund af skyldners
misligholdelse – dvs. undladt betaling trods mulighed herfor
– er kommet under inddrivelse hos restanceinddrivelses-
myndigheden. Skyldner har i en sådan situation forspildt
den ret til automatisk eftergivelse, som bortfaldsreglerne
netop har til formål at sikre skyldner.
SKAT har i Den juridiske vejledning 2018-1, afsnit G. A.
3.2.2.1.1, lagt til grund, at disse tilbagebetalingskrav foræl-
delsesmæssigt omfattes af forældelsesloven, hvis de er mod-
taget til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden,
jf. fordringstypeoversigten Q2, som afsnittet henviser til.
Om tilbagebetalingskrav efter lov om aktiv socialpolitik, jf.
oversigtens art nr. 211, anføres således, at hvis en fastsat til-
bagebetalingsordning er misligholdt, anses hele gælden for
forfalden, og kravet kan overgives til inddrivelse i restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, hvorefter det er omfattet af for-
ældelseslovens regler.
Med bestemmelsen i lovforslagets § 9 foreslås, at der med
§ 165, stk. 2, 2. pkt., i lov om social service indsættes en ny
bestemmelse, der udtrykkeligt bestemmer, at hvis et tilbage-
betalingskrav overdrages til restanceinddrivelsesmyndighe-
den med henblik på inddrivelse, finder bortfaldsreglen i 1.
pkt. ikke anvendelse fra restanceinddrivelsesmyndighedens
modtagelse af kravet.
Med § 165, stk. 2, 3. pkt., foreslås, at forældelsesloven i
stedet finder anvendelse fra modtagelsen, idet forældelse
dog tidligst indtræder 3 år efter tilbagebetalingskravets mod-
tagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. den fore-
slåede bestemmelse i § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige.
Med § 165, stk. 2, 4. pkt., foreslås, at hvis tilbagebeta-
lingskravet tilbagesendes til kommunen, finder 1. pkt. på ny
anvendelse.
Den foreslåede regel om en ændring af § 165, stk. 2, er
både udtryk for en lovfæstelse af gældende ret og skal desu-
den ses i sammenhæng med nærværende lovforslags § 1, nr.
15, hvorefter der med § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige indsættes en bestemmelse,
hvorefter forældelse af fordringer under inddrivelse hos re-
stanceinddrivelsesmyndigheden tidligst indtræder på 3-års-
dagen fra fordringens modtagelse hos restanceinddrivelses-
myndigheden.
Efter forældelseslovens § 2, stk. 1, regnes forældelsesfri-
sten som udgangspunkt fra det tidligste tidspunkt, til hvilket
fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt, og
87
misligholdelsen af en afdragsordning vedrørende tilbagebe-
talingskravet indebærer, at hele tilbagebetalingskravet anses
for forfaldent til betaling, jf. § 9, 1. pkt., i bekendtgørelse nr.
330 af 27. marts 2017 om kommunalbestyrelsens opkræv-
ning af tilbagebetalingskrav efter lov om social service,
hvorefter afdragsordningen anses for bortfaldet og hele gæl-
den for forfalden, hvis skyldner trods påkrav ikke overhol-
der sin afdragsordning. Starttidspunktet for den forældelses-
frist, der løber efter forældelsesloven, når tilbagebetalings-
kravet kommer under inddrivelse hos restanceinddrivelses-
myndigheden, vil derfor være det anførte forfaldstidspunkt.
Ingen af de tilbagebetalingskrav, der modtages til inddri-
velse, er før modtagelsen omfattet af forældelsesloven, og
den 5-årige bortfaldsfrist i § 165, stk. 2, i lov om social ser-
vice er derfor ikke en sådan forældelsesfrist, der via forsla-
get om den foreløbige afbrydelse kan få en allerede påbe-
gyndt forældelsesfrist foreløbigt afbrudt.
Derimod kan der for tilbagebetalingskravet inden dets
modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden være op-
nået et særligt retsgrundlag, f.eks. en dom om eller skyld-
ners skriftlige anerkendelse af tilbagebetalingskravets eksi-
stens og størrelse, som efter forældelseslovens § 5, stk. 1, nr.
3, giver kravet en 10-årig forældelsesfrist. For sådanne tilba-
gebetalingskrav vil forældelse tidligst indtræde 3 år fra mod-
tagelsen hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Foreligger
et særligt retsgrundlag ikke, følger det af den foreslåede re-
gel, at forældelsesloven anvendes fra tilbagebetalingskravets
modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, og foræl-
delsesfristen vil herefter være den almindelige forældelses-
frist på 3 år, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1. I disse tilfælde
indebærer den foreslåede regel, at forældelse vil indtræde på
3-årsdagen fra modtagelsen, medmindre forældelsen forin-
den er afbrudt efter forældelseslovens regler om afbrydelse.
Tilbagesendes tilbagebetalingskravet til fordringshaver,
f.eks. fordi fordringshaver ikke søger skyldnerens indsigel-
ser om kravets eksistens eller størrelse afklaret inden rimelig
tid, jf. § 2, stk. 2, 4. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige, foreslås det præciseret, at bortfaldsreglen atter
skal finde anvendelse.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.4.
Til § 10
Til nr. 1
Det følger af § 5, stk. 1, i lov om fremgangsmåden ved
inddrivelse af skatter og afgifter m.v., at udlæg foretages,
hvis ikke andet er bestemt i loven, efter reglerne i retspleje-
lovens kapitler 45-47.
Efter retsplejelovens § 493, stk. 1, underretter fogedretten
så vidt muligt skyldneren om tid og sted for forretningen.
Skal forretningen foretages uden for rettens kontor, angives
tid og sted så bestemt som foreneligt med tilrettelæggelsen
af rettens arbejde. Underretningen kan ske ved tilsigelse til
forretningen, jf. § 494.
Det følger af § 493, stk. 2, at underretning kan undlades,
hvis fogedretten finder det ubetænkeligt at foretage forret-
ningen uden forudgående meddelelse til skyldneren, eller
hvis det må antages, at muligheden for at opnå dækning el-
lers vil blive væsentligt forringet. Fogedretten kan i sidst-
nævnte tilfælde betinge fuldbyrdelsen af forudgående sik-
kerhedsstillelse.
Hvis fuldbyrdelse forlanges på grundlag af udpantnings-
ret, skal meddelelse om forretningen forkyndes for skyldne-
ren, medmindre andet er bestemt i lovgivningen. Meddelel-
sen skal indeholde oplysninger om kravets grundlag og stør-
relse og sidste rettidige betalingsdag. Ved senere forretnin-
ger for samme krav gives alene meddelelse efter reglerne i
stk. 1 og 2, jf. retsplejelovens § 493, stk. 3.
Med forslaget til § 5, stk. 1, 2. pkt., i lov om fremgangs-
måden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v. foreslås
det, at retsplejelovens § 493, stk. 3, 2. pkt., ikke skal finde
anvendelse for fordringer, der er omfattet af lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige.
Det indebærer, at meddelelser med tilsigelser til udlæg,
der foretages af restanceinddrivelsesmyndighedens pantefo-
geder, ikke skal indeholde de i retsplejelovens § 493, stk. 3,
2pkt., nævnte oplysninger. For kravene til sådanne medde-
lelser henvises til den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 2, i
lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgif-
ter m.v., jf. lovforslagets § 10, nr. 2.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger,
afsnit 2.7.
Til nr. 2
Det foreslås med forslaget til § 5, stk. 2, i lov om frem-
gangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v., at
meddelelsen, som er nævnt i retsplejelovens § 493, stk. 3, 1.
pkt., i tilfælde, hvor retsplejelovens § 493, stk. 3, 2. pkt., ik-
ke finder anvendelse, skal indeholde oplysninger om for-
dringshaver, fordringstype, fordringens modtagelsesdato hos
restanceinddrivelsesmyndigheden, kravets størrelse og, hvis
restanceinddrivelsesmyndigheden har modtaget oplysnin-
gerne herom, tillige periode eller stiftelsesdato.
Det foreslås således, at tilsigelser med forkyndelse af ud-
lægsforretninger, der foretages af restanceinddrivelsesmyn-
dighedens pantefogeder, fremadrettet skal indeholde oplys-
ninger om fordringshaver, fordringstype, fordringens modta-
gelsesdato hos restanceinddrivelsesmyndigheden og de op-
lysninger, der i øvrigt er relevante for at beskrive fordringen
(periode eller stiftelsesdato). Angivelse af kravets størrelse
skal ligeledes fortsat indgå i en tilsigelse.
Det foreslås således, at kravet om angivelse af kravets
grundlag og sidste rettidige betalingsdato i retsplejelovens §
493, stk. 3, 2. pkt., erstattes af oplysninger om fordringsha-
ver og fordringstype og fordringens modtagelsesdato hos re-
stanceinddrivelsesmyndigheden.
Skyldner vil have mulighed for ved henvendelse til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden at anmode om supplerende op-
lysninger om fordringen, såfremt dette er nødvendigt for at
identificere fordringen. Denne mulighed vil også fremgå af
forkyndelsen til skyldner.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger,
afsnit 2.7.
88
Til nr. 3
Det foreslås med forslaget til § 5, stk. 4, i lov om frem-
gangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v., at
der gives skatteministeren en bemyndigelse til at fastsætte
nærmere regler om de oplysninger, der skal meddeles efter
stk. 2.
Det forudsættes, at der fastsættes principper for afgræns-
ningen af en fordringstype, således at det bliver muligt at
beskrive fordringer på et mere generelt niveau. Fordringsty-
per kan f.eks. være A-skat (med oplysning om periode) eller
bøde (f.eks. trafikforseelse med oplysning om stiftelsesda-
to).
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger,
afsnit 2.7.
Til § 11
Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. juni
2018, jf. dog stk. 2.
Det foreslås i stk. 2, at skatteministeren fastsætter tids-
punktet for ikrafttræden af de bestemmelser, der foreslås i
lovforslagets § 1, nr. 11 og 12, om håndteringen af negative
korrektioner ved lønindeholdelse.
Det forventes, at den systemmæssige implementering af §
11, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 499 af 27. marts 2015 om kil-
deskat i systemet eIndkomst vil være gennemført den 20.
september 2018, som derfor forventes at skulle være ikraft-
trædelsestidspunktet.
Det foreslås i stk. 3, at § 3 B og § 18 a, stk. 2, i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige, som affattet ved de
foreslåede bestemmelser i lovforslagets § 1, nr. 6 og 15, ik-
ke finder anvendelse på fordringer m.v., der modtages til
inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden før 1. juni
2018. For sådanne fordringer m.v. foreslås, at de hidtil gæl-
dende regler skal finde anvendelse.
Det foreslås i stk. 4, at de foreslåede bestemmelser i lov-
forslagets §§ 2 og 3 ikke finder anvendelse på ansøgninger,
der modtages af restanceinddrivelsesmyndigheden før 1. ju-
ni 2018. For sådanne ansøgninger foreslås, at de hidtil gæl-
dende regler skal finde anvendelse.
Dermed vil der fra lovens ikrafttræden ikke længere kunne
ansøges om eftergivelse efter forsøgsordningen med eftergi-
velse af gæld til det offentlige for socialt udsatte grupper.
Samtidig vil ophævelsen af skattefrihed for eftergivet gæld
til det offentlige for socialt udsatte grupper efter kapitel 3 a i
lov om forsøg med eftergivelse af gæld til det offentlige for
socialt udsatte grupper have virkning for ansøgninger, der
modtages af restanceinddrivelsesmyndigheden den 1. juni
2018 eller senere.
Ansøgninger om eftergivelse, der modtages af restan-
ceinddrivelsesmyndigheden den 1. juni 2018 eller senere, vil
derfor ikke blive behandlet. De eftergivelsesager, hvor der
er ansøgt inden den 1. juni 2018, og som resulterer i en af-
gørelse om eftergivelse, vil kunne fortsætte, indtil de grad-
vist udløber. Og der vil fortsat være skattefrihed for eventuel
eftergivet gæld efter ordningen. Eftergivelsessagerne vil
som udgangspunkt udløbe efter de 4 års forløb, hvis skyld-
neren fastholder sin tilknytning til arbejdsmarkedet eller ud-
dannelse uafbrudt i hele denne periode. Kommer skyldner i
en midlertidig periode på mindre end 1 år igen på offentlig
forsørgelse, kan eftergivelsessagen dog midlertidigt stilles i
bero, indtil skyldner igen er tilbage på arbejdsmarkedet eller
i uddannelse. I disse tilfælde vil eftergivelsessagen således
kunne strække sig ud over de 4 år.
Der er ikke medtaget en territorialitetsbestemmelse, da in-
gen af de love, hvori der foreslås ændringer, gælder for Fær-
øerne og Grønland.
89
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende lov Lovforslaget
Skatteministeriet
§ 1
I lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf.
lovbekendtgørelse nr. 29 af 12. januar 2015, som
ændret ved lov nr. 1253 af 17. november 2015, §
1 i lov nr. 298 af 22. marts 2016, § 1 i lov nr. 428
af 18. maj 2016, § 1 i lov nr. 114 af 31. januar
2017 og § 1 i lov nr. 258 af 10. april 2018, foreta-
ges følgende ændringer:
§ 2. - - -
Stk. 2.-4. - - -
1. I § 2 indsættes efter stk. 4 som nye stykker:
Stk. 5. Ved overdragelse af fordringer til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden skal en kommunalt ejet
forsyningsvirksomhed eller den, der på dennes veg-
ne opkræver fordringen, oplyse skyldnerens person-
nummer. Hvis forsyningsvirksomheden ikke er i be-
siddelse af skyldnerens personnummer, skal forsy-
ningsvirksomheden eller den, der på dennes vegne
opkræver fordringen, inden overdragelsen af fordrin-
gen skriftligt anmode skyldneren om inden for en
nærmere angiven frist at oplyse sit personnummer.
Anmodningen skal indeholde oplysning om adgan-
gen til at indhente skyldnerens personnummer fra
Det Centrale Personregister efter fristens udløb, jf.
stk. 6.
»Stk. 5. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan
ved kendskab til eller mistanke om datafejl, der
kan henføres til forhold hos fordringshaver eller
den, der på vegne af fordringshaver opkræver for-
dringen, helt eller delvist suspendere inddrivelse
af fordringer, der efter restanceinddrivelsesmyn-
dighedens skøn kan være berørt af fejlen. Restan-
ceinddrivelsesmyndigheden ophæver suspensio-
nen, når fordringshaver eller den, der på vegne af
fordringshaveren opkræver fordringen, har identi-
ficeret og tilbagekaldt de fordringer, som efter en
undersøgelse gennemført af fordringshaver eller
den, der på vegne af fordringshaveren opkræver
fordringen, har vist sig at være berørt af fejlen.
Har fordringshaver eller den, der på vegne af for-
dringshaveren opkræver fordringen, ikke inden
for en af restanceinddrivelsesmyndigheden fastsat
frist identificeret og tilbagekaldt de fordringer,
der er berørt af fejlen, kan restanceinddrivelses-
myndigheden tilbagesende samtlige de fordringer
med renter og gebyrer, der omfattes af suspensio-
nen.
Stk. 6. Har skyldneren ikke oplyst sit personnum-
mer inden for den angivne frist, eller foreligger der
begrundet tvivl om rigtigheden af skyldnerens oplys-
ning herom, kan forsyningsvirksomheden eller den,
der på dennes vegne opkræver fordringen, ved hen-
Stk. 6. Fordringer, som er omfattet af suspension
efter stk. 5, forrentes fortsat efter § 5.
90
vendelse til en kommunalbestyrelse efter forudgåen-
de entydig identifikation af skyldneren få oplyst
skyldnerens personnummer fra Det Centrale Person-
register. Kommunalbestyrelsen skal behandle an-
modningen senest 10 hverdage efter modtagelsen
heraf.
Stk. 7. Fordringshaveren eller den, der på vegne af
fordringshaveren opkræver fordringen, skal, såfremt
denne bliver bekendt med væsentlige ændringer i
skyldnerens forhold efter overdragelsen af fordrin-
gen til restanceinddrivelsesmyndigheden, underrette
restanceinddrivelsesmyndigheden herom og kan i
den forbindelse anmode restanceinddrivelsesmyn-
digheden om at intensivere inddrivelsen eller at sen-
de sagen tilbage til fordringshaveren, med henblik
på at fordringshaveren kan tillade afdragsvis beta-
ling eller henstand med betalingen. Fordringer, der
er omfattet af refusionsret fra statskassen, sendes ik-
ke tilbage til fordringshaveren eller den, der på veg-
ne af fordringshaveren har forestået opkrævningen,
jf. dog stk. 8.
Stk. 7. Ophæves en suspension, genindtræder de
fordringer, som ikke er tilbagekaldt af fordrings-
haver eller den, der på vegne af fordringshaver
opkræver fordringen, i dækningsrækkefølgen ef-
ter § 4. Dækninger, som restanceinddrivelsesmyn-
digheden har foretaget på skyldners anden gæld i
den periode, hvor fordringerne var omfattet af
suspensionen efter stk. 5, ophæves ikke. Restan-
ceinddrivelsesmyndigheden kan ved tilbagesen-
delse efter stk. 5, 3. pkt., træffe beslutning om,
hvorvidt dækninger, der allerede er foretaget på
de berørte fordringer, mens de var under inddri-
velse, skal ophæves, samt om hvorvidt tilskrevne
inddrivelsesrenter skal ophæves.«
Stk. 8. Fordringshaveren eller den, der på vegne af
fordringshaveren opkræver fordringen, kan helt eller
delvis kalde en fordring tilbage, der er oversendt til
inddrivelse, med henblik på at foretage modregning
for kravet.
Stk. 5-9 bliver herefter stk. 8-12.
Stk. 9. Skatteministeren kan fastsætte nærmere reg-
ler om de forhold, der er nævnt i stk. 1-8, herunder
en beløbsmæssig mindstegrænse for fordringer, der
overdrages til inddrivelse, og om fremgangsmåden
ved overdragelse af fordringer til restanceinddrivel-
sesmyndigheden, tilbagekaldelse af fordringer til op-
krævningsmyndigheden, størrelsen af fordringer
m.v., som der kan tillades afdragsvis betaling eller
henstand med, og om tidsfrister for afdragsvis beta-
ling og henstand. Skatteministeren kan endvidere
fastsætte regler om, at overdragelse af fordringer kan
ske elektronisk.
4. I § 2, stk. 9, 1. pkt., der bliver stk. 12, 1. pkt.,
ændres »stk. 1-8« til: »stk. 1-11«.
§ 3. - - -
Stk. 2-7. - - -
Stk. 8. Skatteministeren kan fastsætte nærmere reg-
ler til gennemførelse af reglerne i stk. 1 og 3-7. Skat-
teministeren kan endvidere fastsætte regler, hvoref-
ter fordringshavere og andre offentlige myndigheder
får elektronisk adgang til oplysninger registreret af
restanceinddrivelsesmyndigheden om restancens
5. I § 3, stk. 8, 1. pkt., indsættes efter »3-7«: »og
om fradrag af pensionsindbetalinger ved beta-
lingsevnevurdering«, og som 3. pkt. indsættes:
»Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler
om restanceinddrivelsesmyndighedens redegørel-
se for renter efter kildeskattelovens §§ 62 A og 63
91
størrelse i forhold til vedkommende fordringshaver,
og om der foreligger restante fordringer i forhold til
andre fordringshavere.
og renter og gebyrer, der opkræves via skattekon-
toen, jf. opkrævningslovens § 16, eller andre for-
dringshaversystemer, der anvender et saldoprin-
cip, i afgørelser og meddelelser til skyldner og an-
dre.«
6. Efter § 3 A indsættes:
»§ 3 B. Renter efter kildeskattelovens §§ 62 A
og 63 og renter og gebyrer, der opkræves via skat-
tekontoen, jf. opkrævningslovens § 16, eller andre
fordringshaversystemer, der anvender et saldo-
princip, behandles med hensyn til forældelse som
selvstændige hovedkrav, efter at restanceinddri-
velsesmyndigheden har modtaget dem til inddri-
velse. Det samme gælder renter og gebyrer, som
restanceinddrivelsesmyndigheden modtager til
inddrivelse, uden at hovedkravet samtidig over-
drages til inddrivelse, eller uden at det i forbindel-
se med overdragelsen oplyses, at hovedkravet al-
lerede er under inddrivelse. Andre gebyrer end de,
der nævnes i 1. og 2. pkt., anses, når de modtages
af restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivel-
se, med hensyn til accessorisk forældelse efter
forældelseslovens § 23, stk. 2, alene at vedrøre
det hovedkrav, som gebyret ved overdragelsen
oplyses at være knyttet til.
Stk. 2. Skatteministeren kan fastsætte nærmere
regler om de forhold, der reguleres af stk. 1.
§ 3 C. Indtræder der et skyldnerskifte for en
fordring, der er under inddrivelse hos restanceind-
drivelsesmyndigheden, herunder som følge af
dødsfald, fusion og spaltning, forbliver fordringen
hos restanceinddrivelsesmyndigheden, og renter
tilskrives fortsat i medfør af § 5, stk. 1. Efter at
have fået kendskab til skyldnerskiftet giver re-
stanceinddrivelsesmyndigheden den eller de nye
skyldnere en betalingsfrist på 14 dage, inden for
hvilken restanceinddrivelsesmyndigheden kan fo-
retage modregning, mens anden form for inddri-
velse af fordringen alene kan foretages, hvis ind-
drivelsen er nødvendig for at afbryde forældel-
sen.«
§ 4. - - - 7. I § 4, stk. 2, indsættes som 3. og 4. pkt.:
Stk. 2. Dækker beløb, der inddrives fra skyldner,
kun delvis fordringer inden for samme kategori, jf.
»For en opkrævningsrente lægges det hoved-
krav, som restanceinddrivelsesmyndigheden fik
92
stk. 1, dækkes fordringerne i den rækkefølge, de
modtages hos restanceinddrivelsesmyndigheden, så-
ledes at den fordring, der først modtages, dækkes
først. Krav på rente dækkes dog forud for hovedkra-
vet.
oplyst ved modtagelsen af opkrævningsrenten, til
grund ved anvendelsen af 2. pkt. Er en oplysning
om hovedkravet ikke givet ved modtagelsen af en
opkrævningsrente, anvendes alene 1. pkt.«
Stk. 3-7. - - -
8. I § 9 a indsættes som stk. 2 og 3:
§ 9 a. Modregning, der gennemføres af restan-
ceinddrivelsesmyndigheden eller af told- og skatte-
forvaltningen som fordringshaver, kan ske uden
partshøring af skyldneren og uden forudgående vur-
dering af dennes økonomiske forhold.
»Stk. 2. Restanceinddrivelsesmyndigheden er i
begrundelsen for en afgørelse om modregning
alene forpligtet til at henvise til, at fordringen er
under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyn-
digheden.
Stk. 3. Ved modregning med renter efter kilde-
skattelovens §§ 62 A og 63 lægger restanceinddri-
velsesmyndigheden det hovedkrav, som restan-
ceinddrivelsesmyndigheden ved modtagelsen af
disse renter fik oplyst, til grund, når modregnin-
gen gennemføres, efter at skyldnerens krav på ud-
betaling fra staten er overdraget til tredjemand.«
§ 10. - - - 9. § 10, stk. 2, 1. pkt., ophæves, og i stedet indsæt-
tes:
Stk. 2. Har en skyldner ikke inden det tidspunkt, da
udlæg kan begæres, betalt den gæld, der påhviler
den pågældende, kan restanceinddrivelsesmyndighe-
den træffe afgørelse om, at der skal ske indeholdelse
i skatteyderens beregnede eller godskrevne A-ind-
komst af, hvad der er nødvendigt til betaling af gæl-
den med påløbne renter, gebyrer, tillæg og andre
omkostninger. Der kan dog ikke ske indeholdelse i
indkomst, som er valgt beskattet efter kildeskattelo-
vens § 48 E. Restanceinddrivelsesmyndighedens af-
gørelse om lønindeholdelse indberettes til Det Fæl-
les Lønindeholdelsesregister, jf. § 3 i lov om Det
Fælles Lønindeholdelsesregister.
»Restanceinddrivelsesmyndigheden kan træffe
afgørelse om, at der skal ske indeholdelse i skatte-
yderens beregnede eller godskrevne A-indkomst
af, hvad der er nødvendigt til betaling af fordrin-
ger med påløbne renter, gebyrer, tillæg og andre
omkostninger, hvor betalingsfristen er overskre-
det. Restanceinddrivelsesmyndigheden er i be-
grundelsen for afgørelsen om lønindeholdelse ale-
ne forpligtet til at henvise til, at fordringen er
under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyn-
digheden.«
Stk. 3. Indeholdelse efter stk. 1 kan foretages, selv
om udbetalingen eller godskrivningen af A-indkomst
også er genstand for indeholdelse af skat efter kilde-
skattelovens §§ 46 og 49. Indeholdelsen sker med en
procentdel (indeholdelsesprocenten) af den beregne-
de eller godskrevne A-indkomst. Indeholdelsespro-
centen meddeles til told- og skatteforvaltningen og
indgår i indeholdelsesprocenten efter kildeskattelo-
vens § 48, stk. 4. Ved afgørelse om indeholdelse
skal der overlades skyldneren det nødvendige til eget
og familiens underhold. Skatteministeren kan fast-
93
sætte nærmere regler om betalingsevnevurdering,
herunder rådighedsbeløb, til fastsættelse af den del
af A-indkomsten, som maksimalt kan indeholdes.
Skatteministeren kan endvidere fastsætte regler om,
at der ikke kan ske indeholdelse i A-indkomst bestå-
ende af visse ydelser. Ved fastsættelsen af indehol-
delsesprocenten kan den samlede indeholdelsespro-
cent efter kildeskattelovens § 48, stk. 4, ikke oversti-
ge 100.
Stk. 4.-8. - - -
§ 10 a. Der kan ske særskilt lønindeholdelse af be-
løb til dækning af biblioteksgebyrer med tillæg af
renter, gebyrer og andre omkostninger, kontrolafgif-
ter med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostnin-
ger for overtrædelse af bestemmelser i færdselslo-
ven, lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, jernba-
neloven og lov om trafikselskaber og af beløb til
dækning af medielicens og radiolicens med tillæg af
renter, gebyrer og andre omkostninger efter lov om
radio- og fjernsynsvirksomhed.
11. I § 10 a, stk. 1, indsættes efter »til dækning
af«: »tilbagebetalingskrav efter § 10 b, stk. 3, hid-
rørende fra særskilt lønindeholdelse samt«.
Stk. 2. - - -
12. Efter § 10 a indsættes før overskriften før §
11:
»§ 10 b. Nedsættes det samlede beløb, der er in-
deholdt i A-skat og lønindeholdt efter §§ 10 eller
10 a, som følge af en indeholdelsespligtigs kor-
rektion af et indberettet beløb til indkomstregiste-
ret, efter at restanceinddrivelsesmyndigheden har
anvendt en del af det indberettede beløb til dæk-
ning af fordringer i overensstemmelse med § 4,
skal fordringshaveren eller den, der på dennes
vegne opkræver fordringen, tilbagebetale det for
meget modtagne beløb til restanceinddrivelses-
myndigheden. Tilbagebetalingen kan gennemfø-
res ved modregning uden modregningsmeddelelse
i udbetalinger fra restanceinddrivelsesmyndighe-
den til fordringshaveren eller den, der på dennes
vegne opkræver fordringen. Dækninger af skyld-
ners fordringer inklusive eventuelle renter, geby-
rer og andre omkostninger ophæves, i det omfang
indeholdte lønindeholdelsesbeløb, der er anvendt
til dækning, nedsættes efter 1. pkt.
Stk. 2. Kan det ud fra de oplysninger, som re-
stanceinddrivelsesmyndigheden henter i ind-
komstregisteret, ikke afgøres, hvilke fordringer
94
der blev dækket med beløbet, som nedsættes efter
stk. 1, foretages reguleringerne på den eller de
fordringer, der i henhold til dækningsrækkefølgen
med seneste betalingstidspunkt er dækket med be-
løb modtaget efter henholdsvis §§ 10 eller 10 a
vedrørende den måned, som nedsættelsen vedrø-
rer. For efterfølgende nedsættelser, der kan henfø-
res til konkrete dækninger, der efter 1. pkt. er helt
eller delvist ophævet, sker den regulering, som
den efterfølgende nedsættelse giver anledning til,
i overensstemmelse med 1. pkt. på den eller de
fordringer, der på reguleringstidspunktet i hen-
hold til dækningsrækkefølgen med seneste beta-
lingstidspunkt er dækket med beløb modtaget ef-
ter henholdsvis §§ 10 eller 10 a for den måned,
som nedsættelsen vedrører.
Stk. 3. Har skyldneren modtaget et overskyden-
de beløb, der på baggrund af en nedsættelse efter
stk. 1 viser sig at være udbetalt med urette, skal
beløbet tilbagebetales. Efter at have fået kendskab
til nedsættelsen af det lønindeholdte beløb opkræ-
ver restanceinddrivelsesmyndigheden tilbagebeta-
lingskravet hos skyldneren med en betalingsfrist
på 14 dage, der regnes fra afsendelsen af opkræv-
ningen. Tilbagebetalingskravet anses for at være
modtaget til inddrivelse, når betalingsfristen efter
2. pkt. er udløbet.«
12. Efter § 10 a indsættes før overskriften før §
11:
13. Efter § 16 indsættes før overskriften før § 17:
»Pligt til oplysning om ny adresse ved flytning til
udlandet
§ 16 a. En skyldner, der har gæld under inddri-
velse hos restanceinddrivelsesmyndigheden på
mindst 100 kr., og som fraflytter Danmark, har
pligt til inden udrejsen at give restanceinddrivel-
sesmyndigheden oplysning om fraflytningen, jf.
dog stk. 5.
Stk. 2. Oplysningspligten efter stk. 1 omfatter
skyldnerens
1) personnummer,
2) fulde navn eller adresseringsnavn,
3) hidtidige adresse og bopælskommune,
4) fremtidige adresse og bopælsland samt
95
5) flyttedato.
Stk. 3. Har en skyldner omfattet af stk. 1 ikke en
fast bopæl i udlandet, gælder stk. 2, nr. 4, ikke.
Skyldner skal da i stedet oplyse en kontaktadres-
se, medmindre skyldner er tilsluttet Digital Post.
Stk. 4. Skyldner har efter udrejsen pligt til at op-
datere oplysningerne efter stk. 2 og 3, senest 14
dage efter at forholdene har ændret sig, jf. dog
stk. 5.
Stk.5. Har restanceinddrivelsesmyndigheden
over for skyldner truffet afgørelse om eller med
skyldner indgået aftale om en afdragsordning for
skyldners gæld under inddrivelse, gælder stk. 1 og
4 ikke, så længe afdragsordningen overholdes.
Undlader skyldner efter sin fraflytning fra Dan-
mark at betale et afdrag, skal oplysningerne i stk.
2 og 3 gives eller opdateres af skyldner senest 14
dage efter afdragets forfaldsdato.
Stk. 6. Overstiger opholdets varighed i udlandet
ikke 6 måneder, gælder stk. 1 ikke, hvis skyldner
er tilsluttet Digital Post.
Stk. 7. Er den, der flytter, ikke selv i stand til at
anmelde flytning, skal flytningen anmeldes af
den, der er ansvarlig for den pågældende.
Stk. 8. Skatteministeren kan fastsætte nærmere
regler om stk. 1-6.
§ 16 b. Medmindre højere straf er forskyldt ef-
ter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den,
der forsætligt eller ved grov uagtsomhed
1) undlader at opfylde pligten efter § 16 a, stk. 1
eller 7,
2) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger
efter § 16 a, stk. 2 eller 3, eller
3) undlader at opfylde pligten efter stk. 16 a,
stk. 4.
§ 16 c. Skønnes en overtrædelse af § 16 b ikke
at ville medføre højere straf end bøde, kan restan-
ceinddrivelsesmyndigheden i et bødeforelæg til-
kendegive, at sagen kan afgøres uden retssag, hvis
den, der har begået overtrædelsen, erklærer sig
skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til in-
den for en nærmere angivet frist, der efter anmod-
ning kan forlænges, at betale en bøde, der er angi-
vet i bødeforelægget.
96
Stk. 2. Retsplejelovens regler om krav til indhol-
det af et anklageskrift og om, at en sigtet ikke er
forpligtet til at udtale sig, finder tilsvarende an-
vendelse på bødeforelæg.
Stk. 3. Vedtages bøden, bortfalder videre for-
følgning.
Stk. 4. Bøder i sager, der afgøres administrativt,
opkræves af restanceinddrivelsesmyndigheden og
anses for modtaget hos restanceinddrivelsesmyn-
digheden til inddrivelse, når bøden ikke er betalt i
rette tid.«
14. Overskriften før § 18 a affattes således:
Udskydelse af forældelse »Udskydelse af forældelse og foreløbig afbrydel-
se«.
15. I § 18 a indsættes som stk. 2:
§ 18 a. For fordringer inklusive renter, gebyrer og
andre omkostninger, der er under inddrivelse hos re-
stanceinddrivelsesmyndigheden den 19. november
2015 eller senere, regnes forældelsesfristen tidligst
fra den 20. november 2018.
»Stk. 2. For fordringer, der overdrages til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, indtræder forældelse
tidligst 3 år efter fordringens modtagelse hos re-
stanceinddrivelsesmyndigheden, jf. dog 3. og 4.
pkt. Fristen på 3 år regnes forsat fra det i 1. pkt.
nævnte modtagelsestidspunkt, selv om fordringen
tilbagesendes til fordringshaveren eller den, der
på dennes vegne opkræver fordringen. Overdra-
ges en fordring, der er tilbagesendt som anført i 2.
pkt., atter til restanceinddrivelsesmyndigheden,
regnes fristen på 3 år fra det første modtagelses-
tidspunkt. Bestemmelsen i 1. pkt. omfatter ikke
fordringer, for hvilke der i EU-retten er fastsat
særlige regler, der vil være til hinder for en fore-
løbig afbrydelse.«
§ 2
Lov om forsøg med eftergivelse af gæld til det
offentlige for socialt udsatte grupper, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 1063 af 25. oktober 2006, som
ændret ved § 120 i lov 1336 af 19. december 2008
og § 2 i lov nr. 285 af 29. marts 2017, ophæves.
§ 3
I ligningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1162
af 1. september 2016, som ændret bl.a. ved § 5 i
lov nr. 1554 af 13. december 2016, lov nr. 475 af
97
17. maj 2017, lov nr. 685 af 8. juni 2017, § 2 i lov
nr. 1376 af 4. december 2017 og senest ved lov
nr. 1684 af 26. december 2017, foretages følgende
ændring:
§ 7. - - - 1. § 7, nr. 23, ophæves.
Nr. 1-22. - - - Nr. 24-31 bliver herefter nr. 23-30.
23) Eftergivet gæld til det offentlige for socialt ud-
satte grupper efter kapitel 3 a i lov om forsøg med
eftergivelse af gæld til det offentlige for socialt ud-
satte grupper.
24) Elevstøtte ydet i henhold til lov om folkehøj-
skoler og lov om efterskoler og frie fagskoler til per-
soner, som, når støtten modtages, opfylder aldersbe-
tingelsen efter lov om social pension for at modtage
folkepension, som modtager førtidspension, eller
som modtager invaliditetsydelse med bistands- eller
plejetillæg i henhold til lov om højeste, mellemste,
forhøjet almindelig og almindelig førtidspension
m.v.
25) Værdien af eget arbejde samt en i den forbin-
delse ikkerealiseret avance ved udtagning af varer og
tjenesteydelser fra ejerens virksomhed, når arbejdet
udføres på egne formuegoder til privat brug for den
pågældende.
26) Naturalydelser og kontantbeløb, der ydes til
indsatte i kriminalforsorgens institutioner i medfør
af lov om fuldbyrdelse af straf m.v.
27) Findeløn og godtgørelser, som udbetales i hen-
hold til lov om hittegods eller bestemmelserne om
danefæ og danekræ i museumsloven, samt dusører
og belønninger for indsats for at redde mennesker el-
ler medvirken til at opklare eller forhindre en forbry-
delse, når de pågældende indsatser ikkehører til den
pågældendes erhverv.
28) Tilskud til dækning af flytte- og etableringsud-
gifter efter § 63 c i lov om almene boliger m.v.
29) Kompensation og beløb ydet i forbindelse med
genhusning efter regler fastsat i medfør af § 14 b,
stk. 1 og 2, i lov om en Cityring samt erstatning og
beløb ydet i forbindelse med genhusning, som i øv-
rigt udbetales af Metroselskabet I/S i anledning af
gener og ulemper fra anlægget af Cityringen.
Beskæftigelsesministeriet
§ 4
98
I lov nr. 174 af 24. februar 2015 om kontant-
ydelse, som ændret ved § 39 i lov nr. 994 af 30.
august 2015, foretages følgende ændring:
§ 19. - - -
Stk. 2-3. - - -
Stk. 4. Tilbagebetalingskravet bortfalder, når der er
gået 3 år efter ydelsens ophør, uden at der har været
økonomisk mulighed for at gennemføre kravet.
1. I § 19, stk. 4, indsættes som 2.-4. pkt.:
»Overdrages tilbagebetalingskravet til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, finder 1. pkt. ikke
anvendelse fra restanceinddrivelsesmyndighedens
modtagelse af kravet. Fra modtagelsen finder for-
ældelsesloven anvendelse, idet forældelse dog tid-
ligst indtræder 3 år efter tilbagebetalingskravets
modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndighe-
den, jf. § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige. Tilbagesendes tilbagebe-
talingskravet til kommunen, finder 1. pkt. på ny
anvendelse.«
§ 5
I lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, jf. lov-
bekendtgørelse nr. 1342 af 21. november 2016,
som ændret ved § 1 i lov nr. 173 af 20. februar
2017 og § 9 i lov nr. 674 af 8. juni 2017, foretages
følgende ændring:
§ 70 f. - - - 1. I § 70 f, stk. 11, indsættes som 6.-8. pkt.:
Stk. 2-10. - - -
Stk. 11. Kommunen træffer afgørelse om tilbage-
betaling af fleksløntilskud, hvis den ansatte mod
bedre vidende har undladt at give kommunen oplys-
ninger efter stk. 2, 2. pkt., eller § 11, stk. 2, i lov om
retssikkerhed og administration på det sociale områ-
de og den ansatte har modtaget fleksløntilskud med
urette eller i øvrigt mod bedre vidende uberettiget
har modtaget fleksløntilskud. Kommunen træffer af-
gørelse om tilbagebetaling af fleksløntilskud, når en
person er dømt for overtrædelse af straffelovens §
101 a, stk. 1, § 114 c, stk. 3, §§ 114 d, 114 e eller
114 g for forhold begået i udlandet, straffelovens §
114 j, stk. 1, eller et udrejseforbud fastsat i medfør af
§ 2 b, stk. 1, i lov om pas til danske statsborgere
m.v. Dette gælder også, hvor kommunen tidligere
har truffet afgørelse om tilbagebetaling af en ydelse
efter 1. pkt. for samme periode. Kommunen træffer
afgørelse om tilbagebetaling af for meget udbetalt
fleksløntilskud, hvis der i en måned er udbetalt løn
»Overdrages tilbagebetalingskravet til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, finder 5. pkt. ikke
anvendelse fra restanceinddrivelsesmyndighedens
modtagelse af kravet. Fra modtagelsen finder for-
ældelsesloven anvendelse, idet forældelse dog tid-
ligst indtræder 3 år efter tilbagebetalingskravets
modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndighe-
den, jf. § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige. Tilbagesendes tilbagebe-
talingskravet til kommunen, finder 5. pkt. på ny
anvendelse.«
99
m.v., der vedrører arbejde udført over flere måneder,
og hvis det ikke har været muligt at efterregulere
lønindtægten m.v. i de følgende måneders fleksløn-
tilskud eller ledighedsydelse. Tilbagebetalingskravet
efter 1.-4. pkt. bortfalder, når der er gået 3 år efter
fleksløntilskuddet eller ledighedsydelsens ophør,
uden at der har været økonomisk mulighed for at
gennemføre kravet.
§ 6
I lov om aktiv socialpolitik, jf. lovbekendtgørel-
se nr. 269 af 21. marts 2017, som ændret ved § 1 i
lov nr. 1000 af 30. august 2015, § 8 i lov nr. 674
af 8. juni 2017 og § 5 i lov nr. 1669 af 26. decem-
ber 2017, foretages følgende ændring:
§ 95. - - - 1. I § 95, stk. 2, indsættes som 2.-4. pkt.:
Stk. 2. Tilbagebetalingskravet bortfalder, når der er
gået 3 år efter hjælpens ophør, uden at der har været
økonomisk mulighed for at gennemføre kravet.
»Overdrages tilbagebetalingskravet til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, finder 1. pkt. ikke
anvendelse fra restanceinddrivelsesmyndighedens
modtagelse af kravet. Fra modtagelsen finder for-
ældelsesloven anvendelse, idet forældelse dog tid-
ligst indtræder 3 år efter tilbagebetalingskravets
modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndighe-
den, jf. § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige. Tilbagesendes tilbagebe-
talingskravet til kommunen eller Udbetaling Dan-
mark, jf. stk. 1, 1. pkt., finder 1. pkt. på ny anven-
delse.«
§ 7
I lov nr. 287 af 29. marts 2017 om en midlerti-
dig jobpræmie til langtidsledige m.v. foretages
følgende ændring:
§ 19. - - - 1. I § 19, stk. 3, indsættes som 2.-4. pkt.:
Stk. 2. - - -
Stk. 3. Tilbagebetalingskravet bortfalder, når der er
gået 3 år efter jobpræmieordningens ophør, uden at
der har været økonomisk mulighed for at gennemfø-
re kravet.
»Overdrages tilbagebetalingskravet til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, finder 1. pkt. ikke
anvendelse fra restanceinddrivelsesmyndighedens
modtagelse af kravet. Fra modtagelsen finder for-
ældelsesloven anvendelse, idet forældelse dog tid-
ligst indtræder 3 år efter tilbagebetalingskravets
modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndighe-
den, jf. § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige. Tilbagesendes tilbagebe-
100
talingskravet til Udbetaling Danmark, finder 1.
pkt. på ny anvendelse.«
Børne- og Socialministeriet
§ 8
I dagtilbudsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 748
af 20. juni 2016, som ændret ved § 7 i lov nr. 665
af 8. juni 2016, lov nr. 1545 af 13. december
2016, lov nr. 1546 af 13. december 2016 og § 1 i
lov nr. 427 af 3. maj 2017, foretages følgende æn-
dring:
§ 93. - - - 1. I § 93, stk. 2, indsættes som 2.-4. pkt.:
Stk. 2. Krav på tilbagebetaling efter stk. 1 bortfal-
der, når der er gået 5 år efter tilskuddets ophør, uden
at der efter reglerne i § 94 har været økonomisk mu-
lighed for at gennemføre kravet.
Stk. 3-4. - - -
»Overdrages tilbagebetalingskravet til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, finder 1. pkt. ikke
anvendelse fra restanceinddrivelsesmyndighedens
modtagelse af kravet. Fra modtagelsen finder for-
ældelsesloven anvendelse, idet forældelse dog tid-
ligst indtræder 3 år efter tilbagebetalingskravets
modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndighe-
den, jf. § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige. Tilbagesendes tilbagebe-
talingskravet til kommunen, finder 1. pkt. på ny
anvendelse.«
§ 9
I lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr.
102 af 29. januar 2018, som ændret ved lov nr.
221 af 20. marts 2018, foretages følgende æn-
dring:
§ 165. - - - 1. I § 165, stk. 2, indsættes som 2.-4. pkt.:
Stk. 2. Tilbagebetalingskravet bortfalder, når der er
gået 5 år efter hjælpens ophør, uden at der har været
økonomisk mulighed for at gennemføre kravet.
»Overdrages tilbagebetalingskravet til restan-
ceinddrivelsesmyndigheden, finder 1. pkt. ikke
anvendelse fra restanceinddrivelsesmyndighedens
modtagelse af kravet. Fra modtagelsen finder for-
ældelsesloven anvendelse, idet forældelse dog tid-
ligst indtræder 3 år efter tilbagebetalingskravets
modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndighe-
den, jf. § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige. Tilbagesendes tilbagebe-
talingskravet til kommunen, finder 1. pkt. på ny
anvendelse.«
101
Justitsministeriet
§ 10
I lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af
skatter og afgifter m.v., jf. lovbekendtgørelse nr.
572 af 20. juni 2001, som ændret ved § 13 i lov
nr. 430 af 6. juni 2005, § 1 i lov nr. 252 af 30.
marts 2011, § 2 i lov nr. 114 af 31. januar 2017 og
§ 5 i lov nr. 670 af 8. juni 2017, foretages følgen-
de ændringer:
1. I § 5, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
»Retsplejelovens § 493, stk. 3, 2. pkt., finder
dog ikke anvendelse for fordringer, der er omfat-
tet af lov om inddrivelse af gæld til det offentli-
ge.«
§ 5. Udlæg foretages, hvis ikke andet er bestemt i
loven, efter reglerne i retsplejelovens kapitler 45-47.
2. I § 5 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
Stk. 2. Ved anvendelsen af retsplejelovens § 487
for udlæg, der foretages af restanceinddrivelsesmyn-
dighedens pantefogeder, træder de geografiske om-
råder, som restanceinddrivelsesmyndighedens lokale
afdelinger dækker, i stedet for retskredse.
»Stk. 2. Meddelelsen, som er nævnt i retspleje-
lovens § 493, stk. 3, 1. pkt., skal i tilfælde, hvor
retsplejelovens § 493, stk. 3, 2. pkt., ikke finder
anvendelse, indeholde oplysninger om fordrings-
haver, fordringstype, fordringens modtagelsesdato
hos restanceinddrivelsesmyndigheden, kravets
størrelse og, hvis restanceinddrivelsesmyndighe-
den har modtaget oplysningerne herom, tillige pe-
riode eller stiftelsesdato.«
3. I § 5 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Skatteministeren kan fastsætte nærmere
regler om de oplysninger, der skal meddeles efter
stk. 2, herunder særlige regler om beskrivelse af
renter og andre relaterede fordringer.«
§ 11
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juni 2018, jf.
dog stk. 2.
Stk. 2. Skatteministeren fastsætter tidspunktet
for ikrafttræden af denne lovs § 1, nr. 11 og 12.
Stk. 3. § 3 B og § 18 a, stk. 2, i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige, som affattet ved
denne lovs § 1, nr. 6 og 15, finder ikke anvendel-
se på fordringer m.v., der modtages til inddrivelse
hos restanceinddrivelsesmyndigheden før 1. juni
102
2018. For sådanne fordringer m.v. finder de hidtil
gældende regler anvendelse.
Stk. 4. Denne lovs §§ 2 og 3 finder ikke anven-
delse på ansøgninger, der modtages af restan-
ceinddrivelsesmyndigheden før 1. juni 2018. For
sådanne ansøgninger finder de hidtil gældende
regler anvendelse.
103