Henvendelse af 29/5-17 fra DLA Piper Denmark Advokatpartnerselskab

Urimelig forskelsbehandling - Lovforslag nr. 211: Forslag til ejendomsvurderingsloven og lovforslag
nr. 212: Forslag til lov om ændring af skatteforvaltningsloven, lov om kommunal ejendomsskat,
ejendomsværdiskatteloven og forskellige andre love
Til skatteordførerne for Folketingets partier,
I anledning af det udleverede svar fra Skatteministeren er jeg nødt til at afklare, hvad jeg opfatter som
misforståelser.
Der henvises i svaret fra Skatteministeriet til, at hensigten med reglerne ikke har været, at der skulle betales
offentlig dækningsafgift af offentligt ejede skov- og landbrugsarealer.
Kommentar: Der skal betales offentlig dækningsafgift, hvis en ejendom er omfattet af
ejendomsbeskatningslovens § 7, stk. 1, litra b. Reglen i ejendomsbeskatningslovens § 7, stk. 1, litra b (hvori
kravet om at skovdriften skal være erhvervsmæssig fremgår) har haft samme ordlyd siden 1958. Formålet
med reglerne har altså siden 1958 været, at offentlige ejendomme med erhvervsmæssig skovdrift skulle
pålægges grundskyld, mens offentlige ejendomme med ikke-erhvervsmæssige skovdrift i stedet skulle
pålægges offentlig dækningsafgift. Det skal erindres, at i 1958 var det mere byrdefuldt at blive pålagt
grundskyld (da det også betød, at ejendommen blev pålagt ejendomsskyld) end den offentlige
dækningsafgift. Det var således først i forbindelse med udfasningen af ejendomsskylden, som begyndte
medio 1960érne, at det med tiden blev således, at det var mere byrdefuld at blive pålagt den offentlige
dækningsafgift.
Det er derfor noget vås, når det anføres, at hensigten med reglerne har været at offentligt ejede skov- og
landbrugsarealer skal betale grundskyld. Siden 1958 (og tydeliggjort i det gældende cirkulære nr. 80 fra
1962) har reglen været således, at offentligt ejede skov- og landbrugsarealer alene skal betale grundskyld,
hvis driften er erhvervsmæssigt. Hvorvidt Skatteministeren i stedet mener, at det har været hensigten, at
Naturstyrelsen skulle drive statsskovene erhvervsmæssigt (hvilket altså ville føre til, at statsskovene skulle
pålægges grundskyld) skal jeg undlade at kommentere yderligere, men blot henvise til, at det med de
lovgivningsmæssige ændringer i forhold til driften af de danske statsskove de facto ikke muligt for
Naturstyrelsen at opfylde kravet i ejendomsbeskatningslovens § 7, stk. 1, litra b til erhvervsmæssig skovdrift.
I Skatteministerens besvarelse er yderligere anført, at der ved lovindgrebet skabes symmetri mellem
privatejede og offentligt ejede landbrugs- og skovbrugsejendomme. I snæver forstand kan jeg for så vidt
tilslutte mig argumentet, men jeg vil alligevel bemærke to vigtige ting. For det første er skattevilkårene
generelt for privatejede landbrugs- og skovbrugsejendomme væsentlig forskellig fra dem, som gælder for
offentligt ejede landbrugs- og skovbrugsejendomme. Det medfører derfor ikke symmetri i erhvervsvilkårene
for privatejede og offentligt ejede landbrugs- og skovbrugsejendomme, at ejendomsbeskatningen bliver ens.
For det andet kan argumentet for så vidt anvendes i forhold til alle offentligt ejede ejendomme, som derfor
burde undergives den samme beskatning som privatejede ejendomme. Det er netop her, at vi har sagens
kerne (og det dybt problematiske). Lovgiver har således lagt op til, at på dette ene område
(landbrugs- og skovbrugsejendomme) skal muligheden for kommunerne for at opkræve offentlig
dækningsafgift ophøre, mens den for alle andre ejendomme med offentlig ejerskab skal bestå.
Jeg vil derfor fastholde, at det er dybt urimeligt og uretfærdigt, når lovgiver nu foreslår at fratage de
kommuner, som tilfældigvis har en stor andel af offentligt ejede skovejendomme i kommunen muligheden for
at indkræve det skatteprovenu, som følger af loven samtidig med at de berørte kommuner ikke modtager
kompensation. Virkningen er, at de kommuner, som tilfældigvis har en stor andel af offentligt ejede
skovejendomme i kommunen straffes (i form af mistet skatteprovenu), mens de kommuner, som tilfældigvis
har andre offentlige ejendomme, kan fortsætte med at opkræve offentlig dækningsafgift.
Skatteministeren har anerkendt, at lovindgrebet har fordelingsmæssige konsekvenser for kommunerne. Jeg
vil ikke diskutere, hvorvidt disse fordelingsmæssige konsekvenser er af mindre eller større karakter, men blot
konstatere, at de berørte kommuner samlet fratages ca. 100 mio. kr. om året.
Hvis det er forudsætningen, at løsningen for staten skal være udgiftsneutral, hvorfor ønsker Skatteministeren
så ikke en løsning, hvor det samlede bloktilskud fra staten til kommunerne reduceres med den merudgift,
som overgang til offentlig dækningsafgift medfører.
Skatteudvalget 2016-17
L 211 Bilag 13
Offentligt
Eksempel:
Hvis det samlede bloktilskud fra staten til kommunerne er 65 mia. kr., og statens merudgifter til offentlig
dækningsafgift udgør 200 mio. kr., hvorfor reducerer man ikke det samlede bloktilskud med 200 mio. kr.,
således at det fremadrettet bloktilskud udgør 64,800 mia. kr.
Ovenstående model har mange fordele. Blandt flere vil modellen gøre lovindgrebet overflødigt (og altså sikre
at man ikke lovgiver mod specifikke kommuner), men modellen sikrer også, at det bliver ufornødent at
overveje, hvordan de berørte kommuner skal kompenseres. Endelig vil modellen sikre, at de kommuner med
offentlige ejendomme forholdsmæssigt tilføres samme bidrag således, at de berørte kommuner ikke oplever,
at kommuner med eksempelvis mange offentlige ejendomme såsom biblioteker, museum m.v. kan bibeholde
deres beskatningsgrundlag (og beskatningsprovenu), mens de kommuner som har offentlige ejendomme i
form af statsskove alene kan opkræve grundskyld.
Mvh.
Thomas Booker
Thomas Booker
Advokat (L)
Ansvarlig partner: Carsten Lorentzen
T +45 33 34 08 53
M +45 31 55 24 05
E thomas.booker@dlapiper.com
DLA Piper Denmark Advokatpartnerselskab
DOKK1 Hack Kampmanns Plads 2, Niveau 3
8000 Aarhus C
www.dlapiper.com
ADVOKATVIRKSOMHEDEN LETT ER BLEVET TIL DLA PIPER
4.200 jurister
40 lande
I Norden
Og hele verden