L 211 - svar på spm. 9 om, hvorvidt det er muligt og hvilke konsekvenser det vil have at ændre lovforslaget således, at skovbrugets grundværdier reguleres efter et prisindeks for skovbrug fremfor prisindekset for landbrug, fra skatteministeren

Tilhører sager:

Aktører:


L 211 - svar på spørgsmål 9.pdf

https://www.ft.dk/samling/20161/lovforslag/L211/spm/9/svar/1409040/1760496.pdf

Til Folketinget – Skatteudvalget
Vedrørende L 211 - Forslag til ejendomsvurderingsloven.
Hermed sendes svar på spørgsmål nr. 9 af 18. maj 2017.
Karsten Lauritzen
/ Morten Jensen
22. maj 2017
J.nr. 2017 - 1440
Skatteudvalget 2016-17
L 211 endeligt svar på spørgsmål 9
Offentligt
Side 2 af 2
Spørgsmål
Ministeren bedes redegøre for, hvorvidt det er muligt og hvilke konsekvenser det vil have
at ændre lovforslaget således, at skovbrugets grundværdier reguleres efter et prisindeks for
skovbrug fremfor prisindekset for landbrug. I bekræftende fald bedes det oplyst, om mi-
nisteren vil tage initiativ til at ændre lovforslaget. Der henvises til L 211 – bilag 6 og 7.
Svar
Forslaget til ny ejendomsvurderingslov indeholder særlige regler om vurderingen af pro-
duktionsjord. I modsætning til andre former for fast ejendom skal produktionsjord efter
forslaget ikke vurderes ud fra en markedsnorm (handelsværdi). I stedet skal produktions-
jord vurderes efter objektive regler, således at det eksisterende lave niveau for vurderin-
gen af sådanne arealer videreføres, dog sådan at niveauet fremskrives med en indeksering.
Fremskrivningen skal efter lovforslaget ske på grundlag af et ejendomsprisindeks, som
skal udarbejdes af Danmarks Statistik ud fra de statistisk-faglige principper og standarder,
som Danmarks Statistik anvender. Der vil blive udarbejdet prisindeks for ejerboliger, ejer-
lejligheder til beboelse, sommerhuse, landbrugsejendomme og erhvervsejendomme.
Der vil ikke blive udarbejdet et prisindeks for skovejendomme. Det skyldes, at der hand-
les så få skovejendomme, at det ikke skønnes muligt at udarbejde et særskilt prisindeks
for disse ejendomme. Derfor skal skovejendomme efter lovforslaget fremskrives efter det
indeks, der udarbejdes for landbrugsejendomme. For at undgå, at lokale prisudsving får
utilsigtede konsekvenser for skovejendomme, skal det landsdækkende prisindeks for land-
brugsejendomme dog anvendes ved fremskrivningen.
Det vurderes heller ikke hensigtsmæssigt at anvende andre former for indeks, end det fo-
reslåede landbrugsindeks – f.eks. bruttofaktorindkomsten ved træproduktion. Det skyl-
des, at fremskrivningsordningen, som nævnt, har til hensigt at bevare det nuværende vur-
deringsniveau, og at de hidtidige vurderinger af skovarealer har haft en parallelitet til vur-
dering af landbrugsarealer, idet vurderingen af skovarealer har skullet svare til vurderingen
af landbrugsarealer af ringe bonitet. Dette forhold fastholdes ved at bruge et prisindeks
for landbrugsejendomme til de fremadrettede vurderinger af skovejendomme, hvorfor
den i lovforslaget foreslåede indekseringsordning fastholdes.