Fremsat den 9. november 2016 af justitsministeren (Søren Pind)

Fremsat den 9. november 2016 af justitsministeren (Søren Pind)
Forslag
til
Lov om ændring af straffeloven, lov om fuldbyrdelse af straf m.v. og
forskellige andre love
(Øget respekt for det offentlige rum, offentlige myndigheder og personer i offentlig tjeneste m.v.)
§ 1
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1052 af 4. juli
2016, foretages følgende ændringer:
1. § 81, nr. 12, affattes således:
»12) at gerningen er begået af en person, der er varetægts-
fængslet eller undergivet foranstaltning, der træder i
stedet herfor, eller af en person, der udstår straf eller
anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende ka-
rakter, samt under undvigelse herfra,«.
2. § 81, nr. 13, affattes således:
»13) at gerningen er begået af en person, der har været va-
retægtsfængslet eller undergivet foranstaltning, der
træder i stedet herfor, eller af en person, der har udstå-
et straf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsbe-
røvende karakter, over for institutionen eller en person
med ansættelse ved institutionen,«.
3. I § 81 indsættes som nr. 14:
»14) at gerningen har baggrund i den forurettedes eller den-
nes nærmestes udførelse af offentlig tjeneste eller
hverv.«
4. I § 119, stk. 1, ændres »Den, som med vold eller trussel
om vold overfalder nogen,« til: »Den, som øver vold, truer
med at øve vold eller offentligt eller med forsæt til udbredel-
se i en videre kreds fremsætter trussel om vold mod no-
gen,«.
5. I § 119, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
»Ved fastsættelse af straffen skal det indgå som en skær-
pende omstændighed, at forholdet er begået, mens eller i
umiddelbar forlængelse af at der i området foregår grov for-
styrrelse af ro og orden på offentligt sted, eller at forholdet
er begået mod den pågældende i dennes fritid.«
6. Efter § 119 indsættes:
»§ 119 a. Den, som krænker en af de i § 119 nævnte per-
soners fred ved at kontakte, forfølge eller på anden måde
chikanere den pågældende under udførelsen af tjenesten el-
ler hvervet eller i anledning af samme, straffes med bøde el-
ler fængsel indtil 2 år.«
7. I § 121 ændres »6 måneder« til: »1 år«.
§ 2
I lov om fuldbyrdelse af straf m.v., jf. lovbekendtgørelse
nr. 1242 af 11. november 2015, som ændret ved lov nr. 169
af 27. februar 2016 og § 1 i lov nr. 641 af 8. juni 2016,
foretages følgende ændringer:
1. I overskriften til kapitel 15 indsættes efter »fuldbyrdelse
af fængselsstraf«: »m.v.«
2. Efter § 89 a indsættes i kapitel 15:
Ȥ 89 b. Anvendelse af digital kommunikation kan ske,
hvis der er tale om en påmindelse til den, der er tilsagt til af-
soning eller møde m.v. hos kriminalforsorgen, om tid og
sted for fremmøde m.v.«
3. I § 110 a indsættes efter »Direktoratet for Kriminalforsor-
gen«: »og kriminalforsorgsområdet«, og efter »fuldbyrdelse
af straf« indsættes: »og med henblik på underretning af
kommune eller anden relevant myndighed om indkaldelse til
afsoning m.v.«
4. Efter kapitel 21 a indsættes:
Lovforslag nr. L 73 Folketinget 2016-17
Justitsmin., j.nr. 2016-731-0066
AA009927
»Kapitel 21 b
Bøde for udeblivelse fra afsoning
§ 110 b. Den, som uden lovlig grund udebliver efter tilsi-
gelse til afsoning, straffes med bøde.
Stk. 2. Kriminalforsorgsområdet kan i sager om overtræ-
delse af stk. 1 i et bødeforelæg tilkendegive, at sagen kan af-
gøres uden retssag, hvis den, der har begået overtrædelsen,
erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til
inden en nærmere angiven frist at betale en i bødeforelægget
angivet bøde.
Stk. 3. Reglerne i retsplejelovens § 834, stk. 1, nr. 2 og 3,
og stk. 2, om krav til indholdet af et anklageskrift og om, at
en sigtet ikke er forpligtet til at udtale sig, finder tilsvarende
anvendelse på bødeforelæg efter stk. 2.
Stk. 4. Vedtages bødeforelægget, bortfalder videre for-
følgning. Vedtagelsen har samme virkning som en dom.
Stk. 5. Kriminalforsorgsområdet kan bestemme, at en bø-
de efter stk. 1 skal modregnes i den indsattes vederlag for
beskæftigelse efter § 42, stk. 1, i de tilfælde, hvor den på-
gældende ikke betaler bøden. Den indsatte skal dog mindst
have udbetalt en ydelse til dækning af personlige fornøden-
heder.
Stk. 6. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om
behandlingen af sager om modregning af bøder.«
§ 3
I lov nr. 363 af 13. maj 2009 om hæftelse for børns
erstatningsansvar foretages følgende ændringer:
1. Lovens titel affattes således:
»Lov om hæftelse for børns erstatningsansvar og om
skærpet erstatningsansvar for anstiftere og ledere af
opløb«.
2. Efter § 1 indsættes:
»§ 1 a. Den, der anstifter eller leder et opløb med det for-
sæt at øve eller true med vold på person eller gods, er erstat-
ningsansvarlig for tingsskade, der forvoldes under eller i
forbindelse med opløbet af personer, der deltager i dette.«
§ 4
I lov om erstatningsansvar, jf. lovbekendtgørelse nr. 266
af 21. marts 2014, som ændret ved lov nr. 1493 af 23.
december 2014 og § 16 i lov nr. 395 af 2. maj 2016,
foretages følgende ændringer:
1. I § 21, nr. 2, ændres »luftfartsloven eller« til: »luftfartslo-
ven,«.
2. I § 21, nr. 3, ændres »søloven.« til: »søloven eller«.
3. I § 21 indsættes som nr. 4:
»4) § 1 a i lov om hæftelse for børns erstatningsansvar og
om skærpet erstatningsansvar for anstiftere og ledere af
opløb.«
§ 5
I lov om tv-overvågning, jf. lovbekendtgørelse nr. 1190 af
11. oktober 2007, som ændret ved lov nr. 713 af 25. juni
2010, § 1 i lov nr. 422 af 10. maj 2011 og § 1 i lov nr. 736 af
25. juni 2014, foretages følgende ændringer:
1. Efter § 2 a indsættes:
»§ 2 b. En kommunalbestyrelse kan med henblik på at
fremme trygheden yde økonomisk tilskud til etablering og
drift af tv-overvågning omfattet af § 2, stk. 2.«
§ 6
Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i
Lovtidende.
Stk. 2. Lovens § 3 finder anvendelse på skader, der for-
voldes efter bestemmelsens ikrafttræden.
§ 7
Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf.
dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. Lovens § 2 kan ved kongelig anordning sættes helt
eller delvis i kraft for Færøerne med de ændringer, som de
færøske forhold tilsiger.
Stk. 3. Lovens §§ 3-5 kan ved kongelig anordning sættes
helt eller delvis i kraft for Grønland med de ændringer, som
de grønlandske forhold tilsiger.
2
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Skærpet straf ved gerninger begået af indsatte eller tidligere indsatte mv.
2.1.1. Gældende ret
2.1.2. Strafferetsplejeudvalgets overvejelser
2.1.3. Justitsministeriets overvejelser
2.1.4. Den foreslåede ordning
2.2. Skærpet straf for alle former for kriminalitet, der har baggrund i den forurettedes eller dennes nærmeste udfø-
relse af offentlig tjeneste
2.2.1. Gældende ret
2.2.2. Justitsministeriets overvejelser
2.2.3. Den foreslåede ordning
2.3. Udvidelse af anvendelsesområdet for straffelovens særlige regel om trusler om vold mod personer i offentlig
tjeneste
2.3.1. Gældende ret
2.3.2. Justitsministeriets overvejelser
2.3.3. Den foreslåede ordning
2.4. Skærpet straf for overgreb mod personer i offentlig tjeneste i forbindelse med grov forstyrrelse af den offentli-
ge ro og orden og i den pågældendes fritid
2.4.1. Gældende ret
2.4.2. Justitsministeriets overvejelser
2.4.3. Den foreslåede ordning
2.5. Chikane af personer i offentlig tjeneste
2.5.1. Gældende ret
2.5.2. Justitsministeriets overvejelser
2.5.3. Den foreslåede ordning
2.5.4. Forholdet til grundloven og Danmarks internationale forpligtigelser
2.6. Skærpet straf for fornærmelig tiltale mv. mod personer i offentlig tjeneste
2.6.1. Gældende ret
2.6.2. Justitsministeriets overvejelser
2.6.3. Den foreslåede ordning
2.7. Kriminalforsorgens adgang til at anvende digital kommunikation (sms-beskeder)
2.7.1. Gældende ret
2.7.2. Justitsministeriets overvejelser
2.7.3. Den foreslåede ordning
2.8. Kriminalforsorgens adgang til indkomstregisteret
2.8.1. Gældende ret
2.8.2. Justitsministeriets overvejelser
2.8.3. Den foreslåede ordning
2.9. Bødestraf for udeblivelse fra afsoning
2.9.1. Gældende ret
3
2.9.2. Justitsministeriets overvejelser
2.9.3. Den foreslåede ordning
2.10. Skærpet erstatningsansvar for anstiftere og ledere af farlige opløb
2.10.1.Gældende ret
2.10.2.Justitsministeriets overvejelser
2.10.3.Den foreslåede ordning
2.10.4.Forholdet til grundloven og Danmarks internationale forpligtigelser
2.11. Mulighed for at kommuner kan yde økonomisk tilskud til privates tv-overvågning
2.11.1.Gældende ret
2.11.2.Justitsministeriets overvejelser
2.11.3.Den foreslåede ordning
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
6. Miljømæssige konsekvenser
7. Forholdet til EU-retten
8. Hørte myndigheder og organisationer mv.
9. Sammenfattende skema
1. Indledning
I maj 2016 fremlagde regeringen sammen med de øvrige
borgerlige partier (aftalepartierne) det retspolitiske udspil
»Respekt for det fælles – Respektpakke I« (Respektpakken)
med fokus på at øge respekten for det offentlige rum, offent-
lige myndigheder og personer i offentlig tjeneste. Dette lov-
forslag har til formål at gennemføre de dele af udspillet,
hvor lovgivning vurderes at være nødvendig.
Lovforslaget indeholder et forslag om ændring af straffelo-
vens § 81, så det bliver en strafskærpende omstændighed, at
kriminalitet har baggrund i den forurettedes eller dennes
nærmestes udførelse af offentlig tjeneste eller hverv. Det be-
tyder, at det forhold, at offeret udsættes for en forbrydelse
på grund af sin eller eksempelvis sin ægtefælles offentlige
tjeneste, skal indgå som en strafskærpende omstændighed
ved fastsættelsen af den konkrete straf.
Lovforslaget indeholder endvidere et forslag om ændring af
straffelovens § 119, stk. 1, om vold og trusler om vold mod
personer i offentlig tjeneste, som indebærer, at bestemmel-
sens anvendelsesområde udvides. Bestemmelsen vil således
komme til også at omfatte trusler, der fremsættes via tredje-
mand, og trusler der fremsættes offentligt eller med forsæt
til udbredelse i en videre kreds.
Det foreslås samtidig, at det kommer til at fremgå af straffe-
lovens § 119, stk. 1, at det er en strafskærpende omstændig-
hed, at overgreb mod personer i offentlig tjeneste begås,
mens eller i umiddelbar forlængelse af at der i området fore-
går grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted, eller at
forholdet er begået mod den pågældende i dennes fritid. Det
forudsættes i den forbindelse, at straffen i disse tilfælde skal
forhøjes med omkring en tredjedel i forhold til den straf, der
hidtil har været fastsat af domstolene.
I forlængelse af lovforslaget lægges der yderligere op til, at
der skal gælde samme krav til sagsbehandlingstiden for sag-
er om vold efter straffelovens § 119, stk. 1, som der i dag
gælder efter straffelovens §§ 244, 245 og 246.
Lovforslaget indeholder endvidere – som noget nyt i forhold
til Respektpakken – et forslag om at indføre en ny bestem-
melse som § 119 a i straffeloven, der for personer i offentlig
tjeneste eller hverv yder et særligt strafferetligt værn mod
chikane med baggrund i den pågældendes udførelse af of-
fentlig tjeneste eller hverv.
Lovforslaget indeholder også et forslag om at styrke den
strafferetlige beskyttelse af personer i offentlig tjeneste mod
hån, skældsord eller anden fornærmelig tiltale i medfør af
straffelovens § 121 ved at hæve strafferammen til 1 års
fængsel. Det forudsættes i den forbindelse, at normalstraffen
for overtrædelser af bestemmelsen hæves, så udgangspunk-
tet fremover vil være en bøde på 5.000 kr.
Der foreslås en ændring af lov om fuldbyrdelse af straf m.v.,
således at der indføres bødestraf for udeblivelse fra afsoning
uden lovligt forfald. Det foreslås herudover, at sådanne bø-
4
der skal kunne modregnes i de ydelser, den indsatte modta-
ger under indsættelsen. Endvidere foreslås det, at kriminal-
forsorgen får mulighed for at udstede bødeforelæg ved ude-
blivelse fra afsoning.
Det foreslås tillige at ændre lov om fuldbyrdelse af straf
m.v. for at give kriminalforsorgen bedre mulighed for at un-
dersøge, om dømte, som skal afsone i kriminalforsorgens in-
stitutioner, modtager sociale ydelser med henblik på at kun-
ne underrette relevante offentlige myndigheder om indsæt-
telse til strafafsoning samt udeblivelse herfra.
Desuden foreslås det – som noget nyt i forhold til Respekt-
pakken – at ændre lov om fuldbyrdelse af straf m.v. med
henblik på at give kriminalforsorgen mulighed for at anven-
de digital kommunikation, herunder sms-beskeder, uden
samtykke fra borgeren til at påminde om tilsigelse til afso-
ning eller møde m.v. hos kriminalforsorgen.
Det foreslås endvidere at indføre et skærpet erstatningsan-
svar for personer, der anstifter eller leder såkaldte farlige op-
løb. Disse personer bliver efter lovforslaget erstatningsan-
svarlige for tingsskade, der forvoldes under eller i forbindel-
se med opløbet af personer, der deltager heri. Personer, som
anstifter eller leder et opløb, vil således med forslaget blive
erstatningsansvarlige for de øvrige deltageres skadegørende
handlinger, uanset at de ikke selv har forvoldt eller medvir-
ket til at forvolde skaden, og uanset om det er muligt at
identificere de deltagere i opløbet, som har forvoldt de kon-
krete skader.
Lovforslaget indeholder desuden et forslag til ændring af lov
om tv-overvågning, der indebærer, at der sker en udvidelse
af kommunernes adgang til – med henblik på at fremme
trygheden – at yde økonomisk tilskud til boligorganisatio-
ners tv-overvågning af boligområder og af arealer, som lig-
ger i direkte tilknytning hertil.
For så vidt angår initiativerne i Respektpakken om øget brug
af udeblivelsesdomme, som kræver ændringer af retsplejelo-
ven, vil der blive fremsat et selvstændigt lovforslag herom
sammen med en række øvrige ændringer af retsplejeloven
inden udgangen af 2016.
Lovforslaget indeholder endeligt – som opfølgning på Straf-
feretsplejeudvalgets betænkning nr. 1560/2016 om inddra-
gelse af uhensigtsmæssig adfærd i fængsler og arresthuse
ved varetægtsfængsling og strafudmåling – forslag om en
række ændringer af straffelovens § 81, bl.a. så det fremover
skal være en strafskærpende omstændighed, at en strafbar
handling er begået af en person, som afsoner straf eller er
varetægtsfængslet mv. Herudover foreslås det, at det frem-
over skal være en strafskærpende omstændighed, hvis en
strafbar handling begås af en person, der har været vare-
tægtsfængslet, over for institutionen eller en person med an-
sættelse ved institutionen.
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Skærpet straf ved gerninger begået af indsatte eller
tidligere indsatte mv.
2.1.1. Gældende ret
2.1.1.1. Straffelovens bestemmelser om strafudmåling fin-
des i kapitel 10. Lovens §§ 80, 81 og 82 vedrører udmåling
af straf inden for den strafferamme, der er foreskrevet for
den pågældende forbrydelse. Bestemmelserne har både be-
tydning for udmåling af fængselsstraf og bødestraf. Endvi-
dere har bestemmelserne bl.a. betydning for valget mellem
fængselsstraf og bødestraf og mellem ubetinget og betinget
dom.
Bestemmelserne gælder ifølge straffelovens § 2 som ud-
gangspunkt både ved udmåling af straf for overtrædelse af
straffeloven og for overtrædelse af straffebestemmelser i
den øvrige lovgivning.
Ifølge straffelovens § 80, stk. 1, skal der ved straffens fast-
sættelse under hensyntagen til ensartethed i retsanvendelsen
lægges vægt på lovovertrædelsens grovhed og på oplysnin-
ger om gerningsmanden. Ved vurderingen af lovovertrædel-
sens grovhed skal der tages hensyn til den med lovovertræ-
delsen forbundne skade, fare og krænkelse samt til, hvad
gerningsmanden indså eller burde have indset herom, jf.
straffelovens § 80, stk. 2, 1. pkt. Ved vurderingen af oplys-
ninger om gerningsmanden skal der tages hensyn til dennes
almindelige personlige og sociale forhold, dennes forhold
før og efter gerningen samt dennes bevæggrunde til gernin-
gen, jf. straffelovens § 80, stk. 2, 2. pkt.
Straffelovens § 80 suppleres ved vægtningen af hensynet til
lovovertrædelsens grovhed og gerningsmandens person af
§§ 81 og 82, som indeholder en ikke-udtømmende opreg-
ning af strafskærpende og -formildende omstændigheder.
2.1.1.2. Det fremgår af straffelovens § 81, nr. 12, at det ved
straffens fastsættelse i almindelighed skal indgå som en
skærpende omstændighed, at gerningen er begået af en per-
son, der udstår straf eller anden strafferetlig retsfølge af fri-
hedsberøvende karakter.
Foruden strafafsonere omfatter bestemmelsen f.eks. perso-
ner, der udstår forvaring (§ 70), ungdomssanktion (§ 74) el-
ler anbringelsesdom (§ 68). Derimod gælder bestemmelsen
ikke for varetægtsfængslede.
I retspraksis er der imidlertid eksempler på, at det er blevet
tillagt betydning i skærpende retning ved strafudmålingen,
at gerningen blev begået under varetægtsfængsling. I Østre
Landsrets dom af 7. april 2008 (gengivet i TfK 2008.478Ø)
lagde retten således ved udmåling af straffen i en sag om
overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, ved trusler om
vold over for en fængselsfunktionær i et arresthus vægt på,
at forholdet var begået under varetægtsfængsling. Endvidere
lagde Østre Landsret i en dom af 4. maj 2015 (gengivet i
TfK 2015.755Ø) ved udmålingen af straffen for overtrædel-
5
se af straffelovens § 123 om vidnetrusler bl.a. vægt på, at
truslerne var fremsat, imens tiltalte var varetægtsfængslet.
Der henvises endvidere til Vestre Landsrets dom af 15. juni
2004 (gengivet i TfK 2004.540/3V), der ligeledes vedrører
vidnetrusler efter lovens § 123.
Herudover kan det nævnes, at Vestre Landsret i en dom af 1.
oktober 2007 (gengivet i UfR 2008.290V) ved strafudmålin-
gen i en sag om bl.a. overtrædelse af straffelovens § 237 om
manddrab bl.a. lagde vægt på, at gerningsmanden havde be-
gået drabet meget kort tid efter, at han var blevet løsladt fra
en varetægtsfængsling i forlængelse af et voldsforhold mod
den samme forurettede.
Desuden straffes besiddelse i fængsler af selv meget små
mængder euforiserende stoffer til eget forbrug, dog med
undtagelse af hash, i praksis med fængsel, selv om straffen
for sådan besiddelse andre steder er bøde eller i særlige til-
fælde en advarsel, jf. bemærkningerne til forslag til lov om
ændring af lov om euforiserende stoffer og straffuldbyrdel-
sesloven, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 6314,
og bemærkningerne til forslag til lov om ændring af lov om
euforiserende stoffer, straffeloven, lov om fuldbyrdelse af
straf og retsplejeloven, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg
A, side 7181-7182, hvor denne praksis er beskrevet. Det
samme gælder besiddelse i fængsler af ulovlige dopingmid-
ler til eget forbrug, jf. f.eks. Østre Landsrets dom af 23. ja-
nuar 2013 (gengivet i UfR 2013.1228Ø). Dette må antages
også at gælde for varetægtsfængslede, der er indsat i fængsel
eller arresthus.
Det er i forarbejderne til straffelovens § 81, nr. 12, forudsat,
at bestemmelsen begrænses til handlinger rettet mod med-
indsatte, personer med tilknytning til institutionen eller mod
institutionen eller dens ejendele. Om anden kriminalitet be-
gået under afsoning skal tillægges skærpende betydning be-
ror på de almindelige regler om betydningen af, at gernings-
manden tidligere er straffet, jf. straffelovens § 81, nr. 1. Der
henvises til bemærkningerne til forslag til lov om ændring af
straffeloven og retsplejeloven, jf. Folketingstidende
2003-04, tillæg A, side 3323.
Der har dog så vidt ses ikke været en fast linje i landsrets-
praksis på dette punkt. Østre Landsret anvendte således
straffelovens § 81, nr. 12 (tidligere nr. 11), i en dom af 15.
september 2008 (gengivet i UfR 2009.78Ø), hvor en person
blev dømt for overtrædelse af lovgivningen om euforiseren-
de stoffer ved under udgang i forbindelse med afsoning af
en fængselsstraf at have været i besiddelse af euforiserende
stoffer med henblik på videresalg. Derimod fandt Vestre
Landsret i en dom af 19. august 2009 (gengivet i UfR
2009.2815V) under henvisning til de ovennævnte forarbej-
der, at bestemmelsen ikke kunne anvendes over for en per-
son, som blev dømt for overtrædelse af straffelovens § 191,
stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt., ved under udgang fra strafafsoning
at have været i besiddelse af euforiserende stoffer med hen-
blik på videresalg til et større antal personer. Senest har
Østre Landsret imidlertid i en dom af 19. februar 2016 (gen-
givet i UfR 2016.2096Ø) ligeledes under henvisning til for-
arbejderne fundet, at bestemmelsen ikke kunne anvendes
over for en strafafsoner, der under udgang havde overtrådt
straffelovens § 244, jf. § 247, stk. 1, og § 266 ved vold og
trusler mod sin tidligere samlever.
2.1.1.3. Det fremgår af straffelovens § 81, nr. 13, at det ved
straffens fastsættelse i almindelighed skal indgå som en
skærpende omstændighed, at gerningen er begået af en tidli-
gere indsat over for institutionen eller en person med ansæt-
telse ved institutionen.
Udtrykket »over for institutionen« kan ifølge forarbejderne
bl.a. omfatte tilfælde, hvor en tidligere indsat har gjort sig
skyldig i en forbrydelse som omhandlet i straffelovens § 124
i forhold til en i institutionen indsat person, f.eks. ved ulov-
ligt at sætte sig i forbindelse med den pågældende, jf. be-
mærkningerne til forslag til lov om ændring af straffeloven
og retsplejeloven, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A,
side 3323-3324.
Det må antages, at straffelovens § 81, nr. 13, omfatter den
samme persongruppe som nr. 12, dvs. personer, der tidligere
har udstået straf eller anden strafferetlig retsfølge af friheds-
berøvende karakter, jf. herved de ovennævnte forarbejder.
2.1.2. Strafferetsplejeudvalgets overvejelser
Strafferetsplejeudvalget har i betænkning nr. 1560/2016 om
inddragelse af uhensigtsmæssig adfærd i fængsler og arrest-
huse ved varetægtsfængsling og strafudmåling bl.a. overve-
jet spørgsmålet om skærpet straf ved gerninger begået af
indsatte eller tidligere indsatte.
Af hensyn til retshåndhævelsen finder Strafferetsplejeudval-
get, at det ved al kriminalitet i almindelighed bør være en
skærpende omstændighed, at gerningen er begået af en per-
son, der udstår straf eller anden strafferetlig retsfølge af fri-
hedsberøvende karakter. I dag gælder dette kun ved handlin-
ger rettet mod medindsatte, personer med tilknytning til in-
stitutionen eller mod institutionen eller dens ejendele. Her-
udover bør bestemmelsen finde anvendelse for kriminalitet,
som begås under en eventuel undvigelse fra institutionen.
Strafferetsplejeudvalget har endvidere overvejet, om straf-
skærpelsesreglerne bør udvides til også at omfatte vare-
tægtsfængslede, så det ligesom for strafafsonere i alminde-
lighed skal anses for en skærpende omstændighed, hvis ger-
ningen er begået af en person, der er varetægtsfængslet, eller
af en tidligere varetægtsfængslet over for institutionen eller
en person med ansættelse ved institutionen.
Et flertal finder, at det i almindelighed bør anses for en
skærpende omstændighed, hvis en gerning er begået af en
nuværende eller tidligere varetægtsfængslet over for institu-
tionen eller en person med ansættelse ved institutionen. Her-
ved vil personale, der arbejder med varetægtsfængslede, i
overensstemmelse med hensynene bag de gældende straf-
skærpelsesregler opnå samme beskyttelse som personale,
der arbejder med strafafsonere. Ordensmæssige hensyn i kri-
minalforsorgens institutioner taler for så vidt angår nuvæ-
6
rende varetægtsfængslede endvidere for en sådan udvidelse.
Om det også ved andre former for kriminalitet i almindelig-
hed bør anses for en skærpende omstændighed, at gerningen
er begået af en varetægtsfængslet, må bero på en politisk af-
vejning. Det taler på den ene side imod en sådan udvidelse,
at varetægtsfængslede som udgangspunkt ikke er fundet
skyldige, men alene er mistænkt for at have begået en straf-
bar lovovertrædelse. På den anden side kan det anføres, at
ordensmæssige hensyn og hensynet til retshåndhævelsen ta-
ler for en sådan udvidelse.
Et mindretal kan ikke anbefale, at strafskærpelsesreglerne
udvides til også at omfatte varetægtsfængslede. Personer,
der er varetægtsfængslede, er som udgangspunkt ikke fri-
hedsberøvede, fordi de er fundet skyldige i en strafbar lov-
overtrædelse. De er som udgangspunkt alene sigtet eller til-
talt for den pågældende kriminalitet eller dømt i første in-
stans ved en dom, der er anket, og i en del tilfælde frafaldes
sigtelsen eller tiltalen, eller tiltalte bliver frifundet. Krimina-
litet begået af en person, der er varetægtsfængslet, bør der-
for som udgangspunkt ikke behandles anderledes end krimi-
nalitet begået af f.eks. en person, der er sigtet eller tiltalt,
men på fri fod. Hensynet til de ansatte ved institutionen er i
forvejen varetaget ved straffelovens bestemmelse om vold
og trusler mod offentligt ansatte.
Der henvises i øvrigt til betænkningens side 14f og 118ff.
2.1.3. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet er enig i Strafferetsplejeudvalgets overve-
jelser og i udvalgets konklusion om, at det ved al kriminali-
tet i almindelighed bør være en strafskærpende omstændig-
hed efter straffelovens § 81, nr. 12, at gerningen er begået af
en person, der udstår straf eller anden strafferetlig retsfølge
af frihedsberøvende karakter, eller under en eventuel undvi-
gelse herfra.
Justitsministeriet er endvidere enig i flertallets overvejelser
og konklusion om, at det i almindelighed bør anses for en
skærpende omstændighed, hvis en gerning er begået af en
nuværende eller tidligere varetægtsfængslet over for institu-
tionen eller en person med ansættelse ved institutionen.
På den baggrund finder ministeriet, at anvendelsesområdet
for straffelovens § 81, nr. 12 og 13, bør udvides til også at
omfatte nuværende eller tidligere varetægtsfængslede perso-
ner.
For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt det også ved an-
dre former for kriminalitet i almindelighed bør anses for en
skærpende omstændighed, at gerningen er begået af en vare-
tægtsfængslet, har Justitsministeriet noteret sig, at et flertal i
udvalget anfører, at en sådan udvidelse må bero på en poli-
tisk afvejning.
Justitsministeriet finder i den forbindelse, at de i betænknin-
gen nævnte ordensmæssige hensyn og hensynet til retshånd-
hævelsen taler for, at det i almindelighed ved al kriminalitet
bør anses for en skærpende omstændighed, at gerningen
blev begået, imens personen var varetægtsfængslet eller un-
dergivet foranstaltning, der træder i stedet herfor, og at disse
hensyn vejer tungere end det i betænkningen nævnte hensyn
til, at en varetægtsfængslet person som udgangspunkt ikke
er fundet skyldig, men alene er mistænkt for at have begået
en strafbar lovovertrædelse. Justitsministeriet har herved li-
geledes lagt vægt på, at der i retspraksis er eksempler på, at
det er blevet anset for en skærpende omstændighed, at det
strafbare forhold blev begået under varetægtsfængsling.
2.1.4. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at straffelovens § 81, nr. 12, nyaffattes. Den
foreslåede bestemmelse viderefører den gældende bestem-
melse, hvorefter det ved straffens fastsættelse i almindelig-
hed skal indgå som en skærpende omstændighed, at gernin-
gen er begået af en person, der udstår straf eller anden straf-
feretlig retsfølge af frihedsberøvende karakter. Den foreslåe-
de bestemmelse indebærer herudover, at bestemmelsen
fremover også vil omfatte gerninger begået af en person, der
er varetægtsfængslet eller undergivet foranstaltning, der træ-
der i stedet herfor.
Den foreslåede bestemmelse vil herefter bl.a. omfatte perso-
ner, der udstår fængselsstraf eller forvaring i fængsel eller
arresthus. Endvidere omfatter den personer, der efter regle-
rne i udgangsbekendtgørelsen udstår fængselsstraf under ud-
stationering fra fængsel eller arresthus. Herudover omfatter
den personer, som udstår straf i kriminalforsorgens pensio-
ner eller institutioner mv. uden for kriminalforsorgen, jf.
straffuldbyrdelseslovens § 78, eller som udstår straf på bo-
pælen under intensiv overvågning og kontrol (fodlænkeafso-
nere), jf. straffuldbyrdelseslovens kapitel 13 a og 13 b.
Straffuldbyrdelseslovens kapitel 13 b foreslås indført med
det kommende forslag til lov om ændring af udlændingelo-
ven, lov om fuldbyrdelse af straf m.v. og straffeloven (Styr-
ket kontrol med udlændinge på tålt ophold og kriminelle ud-
viste, herunder indførelse af underretningspligt, skærpet
straf, afsoning i fodlænke og særlig adgang til varetægts-
fængsling). Desuden omfatter den personer, der er friheds-
berøvet i medfør af straffelovens §§ 68-69 (foranstaltnings-
domme) eller § 74 a (ungdomssanktion).
Bestemmelsen vil tillige omfatte personer, der er varetægts-
fængslede eller undergivet foranstaltninger, der træder i ste-
det herfor, jf. retsplejelovens kapitel 70. Bestemmelsen vil
herudover også omfatte personer, der er varetægtsfængslede
mv. efter lignende regler i anden lovgivning, herunder bl.a.
militær retsplejelovs § 11, § 8 i lov om international fuld-
byrdelse af straf m.v. samt udlændingelovens §§ 35-35 b.
Udlændingelovens §§ 35 a-35 b foreslås indført med det
kommende forslag til lov om ændring af udlændingeloven,
lov om fuldbyrdelse af straf m.v. og straffeloven (Styrket
kontrol med udlændinge på tålt ophold og kriminelle udvis-
te, herunder indførelse af underretningspligt, skærpet straf,
afsoning i fodlænke og særlig adgang til varetægtsfængs-
ling).
7
Bestemmelsen vil, ligesom den gældende bestemmelse, også
finde anvendelse på gerninger, der begås under eventuel ud-
gang fra institutionen.
Den foreslåede bestemmelse indebærer desuden, at bestem-
melsen fremover også vil omfatte gerninger, der begås un-
der undvigelse fra varetægtsfængslingen eller afsoningen
mv. Det vil således i almindelighed også skulle anses for en
skærpende omstændighed efter bestemmelsen, hvis en lov-
overtrædelse f.eks. er begået af en strafafsoner, der er flygtet
fra et fængsel.
Det er i forarbejderne til den gældende bestemmelse forud-
sat, at den begrænses til handlinger rettet mod medindsatte,
personer med tilknytning til institutionen eller mod instituti-
onen eller dens ejendele, jf. bemærkningerne til forslag til
lov om ændring af straffeloven og retsplejeloven, jf. Folke-
tingstidende 2003-04, tillæg A, side 3323. Med lovforslaget
forudsættes det, at bestemmelsen fremover i overensstem-
melse med sin ordlyd vil kunne anvendes på alle gerninger
begået af de personer, som er omfattet af bestemmelsen.
Det foreslås endvidere, at straffelovens § 81, nr. 13, nyaffat-
tes. Den foreslåede bestemmelse viderefører den gældende
bestemmelse, hvorefter det ved straffens fastsættelse i al-
mindelighed indgår som en strafskærpende omstændighed,
at gerningen er begået af en tidligere indsat over for institu-
tionen eller en person med ansættelse ved institutionen. Den
foreslåede bestemmelse indebærer herudover, at bestemmel-
sen fremover også vil omfatte gerninger begået af en person,
der tidligere har været varetægtsfængslet eller undergivet
foranstaltning, der træder i stedet herfor, over for institutio-
nen eller en person med ansættelse ved institutionen.
Det foreslås i den forbindelse, at det kommer til at fremgå af
bestemmelsens ordlyd, at den omfatter den samme per-
songruppe som § 81, nr. 12.
Det vil dog være en forudsætning for at anvende bestemmel-
sen, at personen som led i varetægtsfængslingen eller foran-
staltningen, der træder i stedet herfor, udståelsen af straf el-
ler anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter
har været anbragt i fængsel, arresthus eller institution i øv-
rigt. Bestemmelsen vil således f.eks. ikke gælde for perso-
ner, som har udstået straf på bopælen under intensiv over-
vågning og kontrol (fodlænkeafsonere), jf. straffuldbyrdel-
seslovens kapitel 13 a. Det vil i sådanne tilfælde bero på
straffelovens øvrige regler om strafudmåling, om der fore-
ligger skærpende omstændigheder.
Derimod vil bestemmelsen gælde for personer, der har ud-
stået straf på bopælen i et indkvarteringssted under intensiv
overvågning og kontrol efter straffuldbyrdelseslovens kapi-
tel 13 b, som foreslås indført med det kommende forslag til
lov om ændring af udlændingeloven, lov om fuldbyrdelse af
straf m.v. og straffeloven (Styrket kontrol med udlændinge
på tålt ophold og kriminelle udviste, herunder indførelse af
underretningspligt, skærpet straf, afsoning i fodlænke og
særlig adgang til varetægtsfængsling), idet disse personers
bopæl har været i indkvarteringsstedet.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 1 og 2, og be-
mærkningerne hertil.
2.2. Skærpet straf for alle former for kriminalitet, der
har baggrund i den forurettedes eller dennes nærmestes
udførelse af offentlig tjeneste
2.2.1. Gældende ret
2.2.1.1. Straffelovens § 119 yder personer, der handler i
medfør af offentlig tjeneste eller hverv, en særlig strafferet-
lig beskyttelse mod vold og trusler.
Den beskyttede personkreds i straffelovens § 119 er nærme-
re omtalt i pkt. 2.3.1 nedenfor, hvoraf det bl.a. fremgår, at
bestemmelsen omfatter personer ansat i den offentlige for-
valtning (dvs. statslige, regionale og kommunale institutio-
ner), ligesom andre personer, der handler i medfør af offent-
lig tjeneste eller hverv, kan være omfattet.
Anvendelsesområdet for straffelovens § 119 omfatter situa-
tioner, hvor de pågældende personer udsættes for vold eller
trusler om vold i arbejdstiden under udførelsen af tjenesten,
uden for arbejdstiden, hvor den pågældende må anses for at
være trådt i tjeneste, samt uden for arbejdstiden i anledning
af tjenesten.
En person i offentlig tjenestes nærmeste er ikke omfattet af
den særlige strafferetlige beskyttelse i § 119, men de er deri-
mod beskyttet af straffelovens almindelige bestemmelser om
vold i §§ 244-246 og trusler i § 266 mv.
2.2.1.2. De generelle regler om straffens fastsættelse inden
for den strafferamme, der gælder for en forbrydelse, fremgår
af straffelovens §§ 80, 81 og 82.
Straffelovens § 80 angiver de hovedhensyn, som i alminde-
lighed skal indgå ved straffastsættelsen. Efter straffelovens §
80, stk. 1, skal der ved straffens fastsættelse under hensynta-
gen til ensartethed i retsanvendelsen lægges vægt på lov-
overtrædelsens grovhed og på oplysninger om gerningsman-
den. Efter straffelovens § 80, stk. 2, skal der ved vurderin-
gen af lovovertrædelsens grovhed tages hensyn til den med
lovovertrædelsen forbundne skade, fare og krænkelse samt
til, hvad gerningsmanden indså eller burde have indset her-
om. Ved vurderingen af oplysninger om gerningsmanden
skal der tages hensyn til dennes almindelige personlige og
sociale forhold, dennes forhold før og efter gerningen samt
dennes bevæggrunde til gerningen.
Straffelovens §§ 81 og 82 supplerer § 80. I bestemmelserne
opregnes en række forhold, som i almindelighed skal indgå
som skærpende og formildende omstændigheder ved straf-
udmålingen. Opregningen i bestemmelserne i §§ 81 og 82 er
ikke udtømmende, idet domstolene også vil kunne lægge
vægt på andre forhold, som anses for at være relevante for
strafudmålingen i den konkrete sag.
8
Straffelovens §§ 80, 81 og 82 finder anvendelse både ved
bødestraf og fængselsstraf. Bestemmelserne regulerer alene
den strafudmåling, der finder sted inden for strafferammen.
Straffelovens § 81 indeholder ikke i dag nogen bestemmelse
om, at det er en strafskærpende omstændighed, at en strafbar
handling har baggrund i den forurettedes eller dennes nær-
mestes udførelse af offentlig tjeneste eller hverv. Bestem-
melserne i straffeloven om strafskærpende omstændigheder
er dog ikke udtømmende, og det må antages, at det allerede i
dag med afsæt i straffelovens § 80 i en række tilfælde vil
kunne anses som en strafskærpende omstændighed, at en
strafbar handling har baggrund i forurettedes – eller dennes
nærmestes – udførelse af offentlig tjeneste eller hverv.
Endvidere findes der som nævnt under pkt. 2.1.1 ovenfor
bestemmelser i straffelovens § 81, nr. 12 og 13, hvorefter
det bl.a. er en strafskærpende omstændighed, at gerningen er
begået af en indsat eller tidligere indsat over for institutio-
nen eller en person med ansættelse ved institutionen.
2.2.2. Justitsministeriets overvejelser
Det fremgår af afsnit 2.4 i Respektpakken, at aftalepartierne
er enige om at udstrække den særlige strafferetlige beskyt-
telse af personer i offentlig tjeneste til at omfatte alle typer
forbrydelser, der begås med baggrund i den pågældendes of-
fentlige tjeneste. Det fremgår, at det ligeledes kun er rime-
ligt, at denne beskyttelse også skal gælde disse personers fa-
miliemedlemmer og andre nærtstående.
Aftalepartierne vil derfor udtrykkeligt slå fast i straffeloven,
at det er en strafskærpende omstændighed, at kriminalitet
har baggrund i den forurettedes eller dennes nærmestes ud-
førelse af offentlig tjeneste. Det betyder, at der i de sager,
hvor offeret udsættes for en forbrydelse på grund af sin eller
eksempelvis sin ægtefælles offentlige tjeneste, skal udmåles
en væsentligt skærpet straf i forhold til straffen for en »al-
mindelig« overtrædelse.
Initiativet, der skal sikre en bedre strafferetlig beskyttelse af
personer i offentlig tjeneste og disses nærmeste, skal imøde-
gå tilfælde, hvor en forbrydelse begås som reaktion på den
forurettedes eller dennes nærmestes udførelse af offentlig
tjeneste. Det fremgår, at initiativet ikke vil være begrænset
til bestemte forbrydelsestyper, men i praksis formentlig
navnlig vil få betydning i forbindelse med vold, trusler, hær-
værk og fredskrænkelser.
Justitsministeriet finder, at en ændring af straffelovens § 81
vil sikre, at det fremover i almindelighed skal tillægges
skærpende betydning ved straffastsættelsen, at en strafbar
handling har baggrund i forurettedes eller dennes nærmestes
udførelse af offentlig tjeneste eller hverv.
2.2.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås at fastsætte i straffeloven, at det ved strafudmå-
lingen i almindelighed skal tillægges skærpende betydning,
at gerningen har baggrund i den forurettedes eller dennes
nærmestes udførelse af offentlig tjeneste eller hverv. Den
nye bestemmelse foreslås indsat som et nyt nummer (nr. 14)
i straffelovens § 81.
Udtrykket »offentlig tjeneste eller hverv« skal forstås i over-
ensstemmelse med det tilsvarende udtryk i straffelovens §
119, stk. 1, jf. nærmere herom pkt. 2.3.1 nedenfor, hvoraf
det bl.a. fremgår, at bestemmelsen omfatter personer ansat i
den offentlige forvaltning (dvs. statslige, regionale og kom-
munale institutioner), ligesom andre personer, der handler i
medfør af offentlig tjeneste eller hverv, kan være omfattet.
Afgrænsningen af begrebet den forurettedes »nærmeste« må
foretages i overensstemmelse med det tilsvarende begreb i
retsplejelovens § 171 om, hvem der er fritaget for den al-
mindelige pligt til at afgive forklaring i retten. Udtrykket
omfatter således normalt personens ægtefælle, faste samle-
vende, forældre, børn og søskende. Efter omstændighederne
vil også fjernere slægtninge, nært besvogrede og mindre fa-
ste samlivsforhold kunne være omfattet.
Den foreslåede bestemmelse er ikke begrænset til bestemte
forbrydelsestyper, men vil i praksis formentlig navnlig få
betydning i forbindelse med vold, trusler, hærværk og freds-
krænkelser.
Den foreslåede bestemmelse vil angå strafudmålingen inden
for den strafferamme, som gælder for den pågældende for-
brydelse. Bestemmelsen vil derfor ikke have betydning i til-
fælde, hvor det indgår i selve gerningsindholdet i en strafbe-
stemmelse – eller i betingelserne for anvendelsen af en for-
højet strafferamme – at gerningen har baggrund i forurette-
des offentlige tjeneste eller hverv. Bestemmelsen omfatter
således f.eks. ikke strafudmålingen for overtrædelse af straf-
felovens §§ 119-122.
Den foreslåede bestemmelse omfatter derimod tilfælde, hvor
en forbrydelse i øvrigt begås som reaktion på den forurette-
des eller dennes nærmestes udførelse af offentlig tjeneste el-
ler hverv.
Den foreslåede bestemmelse regulerer ligesom straffelovens
§ 81 som nævnt alene den strafudmåling, der finder sted in-
den for strafferammen, mens der ikke tilsigtes ændringer i
adgangen til at anvende skærpede sidestrafferammer i de en-
kelte strafbestemmelser.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 3, og bemærk-
ningerne hertil.
2.3. Udvidelse af anvendelsesområdet for straffelovens
særlige regel om trusler om vold mod personer i offentlig
tjeneste
2.3.1. Gældende ret
2.3.1.1. Straffelovens § 119 indeholder et særligt strafferet-
ligt værn for personer, der virker i offentlig tjeneste eller
hverv.
9
Efter straffelovens § 119, stk. 1, straffes den, som med vold
eller trussel om vold overfalder nogen, som det påhviler at
handle i medfør af offentlig tjeneste eller hverv, under udfø-
relsen af tjenesten eller hvervet eller i anledning af samme,
eller som på lige måde søger at hindre en sådan person i at
foretage en lovlig tjenestehandling eller at tvinge vedkom-
mende til at foretage en tjenestehandling. Strafferammen er
bøde eller fængsel indtil 8 år.
Baggrunden for den særlige beskyttelse er bl.a., at personer,
der optræder som repræsentanter for offentlige myndighe-
der, er særligt udsatte for angreb og derfor har behov for et
ekstra værn mod den risiko for vold og trusler, som denne
funktion medfører, herunder således at de uhindret kan ud-
føre deres opgaver, jf. Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A,
spalte 3338.
2.3.1.2. Den beskyttede personkreds omfatter bl.a. polititje-
nestemænd, anklagere, dommere, ansatte ved afsonings- og
behandlingsinstitutioner (f.eks. fængselsfunktionærer, fag-
lærere, sundhedspersonale og pædagoger), ansatte ved kom-
munale institutioner (f.eks. lærere, socialrådgivere, sagsbe-
handlere, ansatte ved skoler, fritids- og plejehjem), ansatte i
den offentlige befordring (f.eks. togpersonale, buschauffø-
rer), sundhedspersonale ansat i offentlige institutioner (f.eks.
læger, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og -
hjælpere), kommunale parkeringsvagter og politikere.
Den beskyttede personkreds omfatter tillige ansatte i private
virksomheder, der efter aftale udfører opgaver på det offent-
liges vegne, herunder bl.a. buschauffører, der er ansat ved
det private busselskab Arriva A/S, jf. Østre Landsrets dom
af 9. april 2002 (gengivet i UfR 2002.1644Ø), og ansatte
ved selvejende institutioner, der drives for offentlige midler,
jf. Vestre Landsrets dom af 23. april 2008 (gengivet i TfK
2008.526V).
2.3.1.3. Anvendelsesområdet for straffelovens § 119 omfat-
ter tilfælde, hvor de pågældende personer udsættes for vold
eller trusler om vold i arbejdstiden under udførelsen af tje-
nesten, uden for arbejdstiden, hvor den pågældende må an-
ses for at være trådt i tjeneste, samt uden for arbejdstiden i
anledning af tjenesten.
Straffelovens § 119, stk. 1, omfatter trusler fremsat direkte
til den beskyttede person. Det udgør efter retspraksis en
overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, at true en person
omfattet af den beskyttede personkreds med vold, uanset om
truslen fremsættes til den pågældende personligt, i en tele-
fonsamtale, i et brev, en e-mail, en sms eller lignende.
Straffelovens § 119, stk. 1, omfatter derimod ikke trusler
fremsat i pressen, på offentligt møde eller andetsteds. Tru-
sler, som er fremsat på internettet (eksempelvis på chatfora,
sociale medier, hjemmesider mv.), men ikke fremsat direkte
til den beskyttede person, er som udgangspunkt heller ikke
omfattet af straffelovens § 119, stk. 1.
Straffelovens § 119, stk. 1, omfatter heller ikke trusler frem-
sat via tredjemand, når gerningsmanden ikke har bedt om, at
truslerne viderebringes til adressaten, selv om gerningsman-
den måtte indse det som overvejende sandsynligt, at hans
trusler ville blive viderebragt til adressaten, jf. nærmere her-
om i Højesterets dom af 12. februar 2016 (gengivet i UfR
2016.1939H).
Trusler, der ikke er omfattet af straffelovens § 119, stk. 1,
kan efter omstændighederne udgøre en overtrædelse af straf-
felovens almindelige bestemmelse om trusler i § 266, hvor-
efter den, som på en måde, der er egnet til hos nogen at
fremkalde alvorlig frygt for eget eller andres liv, helbred el-
ler velfærd, truer med at foretage en strafbar handling, straf-
fes med bøde eller fængsel indtil 2 år. Som det fremgår af
bestemmelsen, er kun trussel om at begå en strafbar hand-
ling af den angivne grove karakter omfattet af § 266, og be-
stemmelsen omfatter således ikke – i modsætning til straffe-
lovens § 119, stk. 1 – trussel om simpel vold.
2.3.2. Justitsministeriets overvejelser
Det fremgår af afsnit 2.1 i Respektpakken, at aftalepartierne
er enige om, at det skal være trygt at varetage et hverv på
fællesskabets vegne. Det kan ikke forsvares at fremsætte
trusler mod personer i offentlig tjeneste. Denne mangel på
respekt over for fællesskabets repræsentanter – og det enkel-
te menneske i offentlig tjeneste – skal have konsekvenser og
mødes med fordømmelse.
I dag beskytter straffelovens særlige regel om trusler mod
personer i offentlig tjeneste kun mod trusler, der er fremsat
direkte over for den person, som truslen angår. Det særlige
beskyttelseshensyn, der ligger bag straffelovens bestemmel-
ser om personer i offentlig tjeneste, tilsiger efter aftaleparti-
ernes opfattelse ikke, at det bør være afgørende, om trusler-
ne er fremsat direkte over for personen i offentlig tjeneste
eller på anden måde – f.eks. via tredjemand såsom en kolle-
ga eller et familiemedlem, på internettet, på sociale medier
eller i pressen.
Aftalepartierne vil derfor udvide anvendelsesområdet for be-
skyttelsen, så den også kommer til at omfatte trusler, der ik-
ke er fremsat direkte over for den person i offentlig tjeneste,
som truslen angår. På den måde sikres det også, at der tages
højde for den udvikling, der løbende sker, i måden vi kom-
munikerer og interagerer med hinanden på.
Justitsministeriet finder, at initiativet bør gennemføres ved
at udvide anvendelsesområdet for straffelovens § 119, stk. 1,
så bestemmelsen fremover finder anvendelse på alle typer af
trusler om vold, der generelt er egnede til at komme til den
beskyttede persons kendskab.
2.3.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås at udvide anvendelsesområdet for straffelovens
§ 119, stk. 1, til også at omfatte indirekte trusler og trusler
fremsat offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre
kreds.
10
Med den foreslåede ændring af bestemmelsens ordlyd vil
det ikke længere være en betingelse, at truslen er fremsat di-
rekte over for den beskyttede person. Den foreslåede æn-
dring af bestemmelsen udvider anvendelsesområdet med det
formål at kriminalisere trusler, der generelt er egnede til at
komme til den beskyttede persons kendskab. Dette vil efter
lovteksten være tilfældet, hvor truslen fremsættes direkte
over for den beskyttede person, til tredjemand med forsæt
til, at truslen viderebringes til den beskyttede person, offent-
ligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds.
Bestemmelsen vil således fortsat omfatte fremsættelse af
trussel direkte til den beskyttede person f.eks. personligt, i
en telefonsamtale, i et brev, en e-mail, en sms eller lignende.
Bestemmelsen vil endvidere omfatte trusler, der er fremsat
via tredjemand, hvis der er forsæt til, at truslen bliver vide-
rebragt til den beskyttede person, uanset om gerningsman-
den har bedt om, at truslen viderebringes til dens adressat.
Det må i almindelighed antages, at der er forsæt til, at trus-
len viderebringes til den beskyttede person, såfremt truslen
fremsættes over for den beskyttede persons kollegaer eller
personens nærmeste, herunder normalt personens ægtefælle,
faste samlevende, forældre, børn og søskende. Efter om-
stændighederne vil også fjernere slægtninge, nært besvogre-
de og mindre faste samlivsforhold kunne være omfattet.
Bestemmelsen omfatter fremover også trusler, som fremsæt-
tes offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre
kreds. Dette kan f.eks. være tilfældet med trusler på internet-
tet, sociale medier, i pressen eller på offentlige møder. Tru-
sler, der fremsættes i en lukket kreds af personer, vil deri-
mod som udgangspunkt ikke være omfattet af bestemmel-
sen. Afgrænsningen af, hvornår en trussel er fremsat offent-
ligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds, skal
forstås i overensstemmelse med den tilsvarende afgrænsning
heraf i straffelovens § 266 b.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 4, og bemærk-
ningerne hertil.
2.4. Skærpet straf for overgreb mod personer i offentlig
tjeneste i forbindelse med grov forstyrrelse af den offent-
lige ro og orden og i den pågældendes fritid
2.4.1. Gældende ret
2.4.1.1. Straffelovens § 119 indeholder et særligt strafferet-
ligt værn for personer, der virker i offentlig tjeneste eller
hverv.
Efter straffelovens § 119, stk. 1, straffes den, som med vold
eller trussel om vold overfalder nogen, som det påhviler at
handle i medfør af offentlig tjeneste eller hverv, under udfø-
relsen af tjenesten eller hvervet eller i anledning af samme,
eller som på lige måde søger at hindre en sådan person i at
foretage en lovlig tjenestehandling eller at tvinge vedkom-
mende til at foretage en tjenestehandling. Strafferammen er
bøde eller fængsel indtil 8 år.
For så vidt angår den beskyttede personkreds og anvendel-
sesområdet for straffelovens § 119, stk. 1, henvises der til
pkt. 2.3.1 ovenfor.
Rigsadvokaten har i 2009 redegjort for retspraksis i sager
om bl.a. overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1. Redegø-
relsen er gengivet som bilag 1 til Rigsadvokaten Informerer
nr. 12/2009.
Rigsadvokatens gennemgang viste, at straffen i en sag, hvor
en ustraffet person fremsætter verbale trusler om vold efter
§ 119, stk. 1, i retspraksis udmåles i niveauet 10-60 dages
fængsel, idet de fleste straffe dog udmåles i niveauet 10-20
dages fængsel.
Straffen for mindre alvorlig vold udmåles i niveauet 10-30
dages fængsel, og straffen for ordinær vold i niveauet 20-60
dages fængsel, idet de fleste straffe dog udmåles til 30 eller
40 dages fængsel.
I sager om f.eks. gentagne eller grovere overtrædelser udmå-
les der dog typisk væsentligt højere straffe end i de ovenfor
anførte sagstyper.
Rigsadvokaten bemærker sammenfattende, at det er vanske-
ligt præcist at angive strafniveauet for overtrædelser af straf-
felovens § 119. Dette skyldes bl.a., at sagerne er af meget
forskellig karakter, og at strafudmålingen sker efter en
konkret vurdering af samtlige omstændigheder i sagen, her-
under karakteren af truslen eller volden og omstændigheder-
ne, da forholdet blev begået.
2.4.1.2. Straffelovens §§ 133-134 a indeholder bestemmel-
ser, som på forskellige måder kriminaliserer grov forstyrrel-
se af den offentlige ro og orden mv.
Det følger herudover af straffelovens § 119, stk. 3, 2. pkt.,
og § 291, stk. 4, at det ved fastsættelse af straffen skal indgå
som en strafskærpende omstændighed, hvis der lægges hin-
dringer i vejen for udførelsen af offentlig tjeneste eller hverv
eller begås hærværk, mens eller i umiddelbar forlængelse af
at der i området foregår grov forstyrrelse af ro og orden på
offentligt sted.
Det fremgår ikke i dag af straffelovens § 119, stk. 1, at det
er en strafskærpende omstændighed, hvis en overtrædelse af
bestemmelsen er begået, mens eller i umiddelbar forlængel-
se af at der i området foregår grov forstyrrelse af ro og orden
på offentligt sted.
Det må dog antages, at det allerede i dag med afsæt i straffe-
lovens § 80 i en række tilfælde vil kunne anses som en straf-
skærpende omstændighed, at overtrædelsen af straffelovens
§ 119, stk. 1, er begået, mens eller i umiddelbar forlængelse
af at der i området foregår grov forstyrrelse af ro og orden
på offentligt sted.
2.4.1.3. Som nævnt ovenfor under pkt. 2.3.1 finder straffelo-
vens § 119, stk. 1, bl.a. anvendelse i situationer, hvor perso-
ner i offentlig tjeneste eller hverv udsættes for vold eller
11
trussel om vold uden for arbejdstiden, hvor den pågældende
må anses for at være trådt i tjeneste, samt uden for arbejdsti-
den i anledning af tjenesten.
Det fremgår ikke i dag af bestemmelsen, at det er en straf-
skærpende omstændighed, hvis overtrædelsen af straffelo-
vens § 119, stk. 1, er begået mod den pågældende i dennes
fritid.
Det må dog antages, at det allerede i dag med afsæt i straffe-
lovens § 80 i en række tilfælde vil kunne anses som en straf-
skærpende omstændighed, at overtrædelsen af straffelovens
§ 119, stk. 1, er begået mod den pågældende i dennes fritid.
2.4.2. Justitsministeriets overvejelser
Det fremgår af afsnit 1.1 i Respektpakken, at aftalepartierne
er enige om at skærpe straffen i sager, hvor der udøves vold
og trusler mod personer i offentlig tjeneste i forbindelse med
grov forstyrrelse af den offentlige ro og orden, ved at lægge
en tredjedel oven i det nuværende strafniveau.
Det fremgår, at initiativet bl.a. skal imødegå situationer,
hvor politi og brandvæsen i forbindelse med uroligheder er
blevet mødt med stenkast mv., og situationer hvor en gruppe
personer f.eks. møder op på hospitaler og skaber uroligheder
samt truer personalet.
Det fremgår endvidere af afsnit 2.3 i Respektpakken, at afta-
lepartierne er enige om, at når en person i offentlig tjeneste
har fri, skal den pågældende i særlig grad være beskyttet
mod overgreb, som har baggrund i dennes arbejde. Aftale-
partierne vil derfor skærpe straffen i sager, hvor der udøves
vold eller trusler mod personer i offentlig tjeneste, når over-
grebet sker i fritiden som følge af den pågældendes tjeneste,
ved at lægge en tredjedel oven i det nuværende strafniveau.
Justitsministeriet finder, at de nævnte initiativer bør gen-
nemføres ved en ændring af straffelovens § 119, stk. 1, der
fastslår, at det er en strafskærpende omstændighed, at for-
holdet er begået, mens eller i umiddelbar forlængelse af at
der i området foregår grov forstyrrelse af ro og orden på of-
fentligt sted, eller at forholdet er begået mod den pågælden-
de i dennes fritid. Samtidig bør det tilkendegives i lovforsla-
gets bemærkninger, at strafniveauet generelt bør forhøjes
med omkring en tredjedel i disse situationer.
2.4.3. Den foreslåede ordning
2.4.3.1. Det foreslås, at det kommer til at fremgå af straffe-
lovens § 119, stk. 1, at det er en strafskærpende omstændig-
hed, at vold eller trussel om vold mod personer i offentlig
tjeneste sker i forbindelse med grov forstyrrelse af den of-
fentlige ro og orden, eller at forholdet begås mod den pågæl-
dende i dennes fritid.
For så vidt angår det første led i forslaget til ændring af
straffelovens § 119, stk. 1, sigtes til en sådan forstyrrelse af
den offentlige ro og orden, som er nævnt i straffelovens §
134 a. Der kan eksempelvis være tale om uroligheder i for-
bindelse med fodboldkampe, optøjer i forbindelse med de-
monstrationer, tumult i større personkredse mv.
For at den foreslåede strafskærpelse skal kunne anvendes,
skal gerningsmanden have haft forsæt med hensyn til, at der
foregik en sådan forstyrrelse af den offentlige ro og orden.
For så vidt angår det andet led i forslaget til ændring af
straffelovens § 119, stk. 1, sigtes til, at volden øves eller
truslen fremsættes mod den beskyttede person uden for ar-
bejdstiden eller i en privat sfære.
Bestemmelsen vil således i almindelighed omfatte en trussel
fremsat mod den beskyttede person ved dennes private bo-
pæl, på vej til og fra arbejde, i forbindelse med en privat
indkøbssituation, privat gåtur mv.
Bestemmelsen vil i almindelighed også omfatte en trussel
fremsat til den beskyttede persons private telefon, postadres-
se, e-mailadresse eller profil på et socialt medie eller lignen-
de, idet sådanne trusler må anses for fremsat inden for den
beskyttede persons private sfære, uanset om de fremsættes
inden for eller uden for arbejdstiden.
Det forudsættes i den forbindelse, at det forhold, at truslen
fremsættes over for den beskyttede persons nærmeste, her-
under ægtefælle eller barn, fordi denne person f.eks. åbner
døren til bopælen eller besvarer en privat telefon, tillige vil
være omfattet af strafskærpelsen.
Trusler, der fremsættes offentligt, men ikke mod den beskyt-
tede person, f.eks. på internettet, i pressen eller lignende, vil
i almindelighed ikke være omfattet af strafskærpelsen, idet
sådanne trusler ikke kan anses for fremsat mod den beskyt-
tede person i dennes fritid.
2.4.3.2. Det er med forslaget til straffelovens § 119, stk. 1,
2. pkt., forudsat, at der som udgangspunkt skal ske en forhø-
jelse af straffen med omkring en tredjedel i forhold til den
frihedsstraf, der ville være blevet fastsat efter de hidtidige
regler, hvis der er tale om et forhold begået, mens eller i
umiddelbar forlængelse af at der i området foregår grov for-
styrrelse af ro og orden på offentligt sted, eller om et forhold
begået mod den pågældende i dennes fritid.
Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes kon-
krete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændig-
heder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges
i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag
foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf.
herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i
straffelovens kapitel 10.
Det bemærkes, at der ud over de forhold, som er omfattet af
den foreslåede strafskærpelsesregel, vil kunne forekomme
andre grove overtrædelser af straffelovens § 119, stk. 1,
hvor der allerede efter de gældende regler må forventes at
blive udmålt en mærkbar ubetinget fængselsstraf, herunder
f.eks. i sager om grov vold eller med betydelig skade på for-
urettede.
12
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 5, og bemærk-
ningerne hertil.
2.5. Chikane af personer i offentlig tjeneste
2.5.1. Gældende ret
Straffeloven indeholder ikke i dag en selvstændig bestem-
melse om chikane af personer i offentlig tjeneste eller hverv.
Der kan dog som led i chikane mod en person i offentlig tje-
neste eller hverv begås handlinger, der er omfattet af straffe-
lovens bestemmelser. Straffelovens §§ 119 og 121 yder så-
ledes personer i offentlig tjeneste eller hverv et særligt straf-
feretligt værn mod vold, trusler og fornærmelig tiltale mv.
Herudover beskyttes personer i offentlig tjeneste eller hverv
af straffelovens almindelige regler om f.eks. hærværk (§
291) og freds- og æreskrænkelser (27. kapitel).
På samme måde kan der som led i chikane mod en person i
offentlig tjeneste eller hverv begås handlinger, der er omfat-
tet af øvrig lovgivning. Eksempelvis vil offentliggørelse, der
har karakter af chikane, af visse personoplysninger, herun-
der portrætbilleder, uden samtykke som udgangspunkt være
strafbart efter § 6, stk. 1, i lov om behandling af persono-
plysninger (persondataloven).
Personer i offentlig tjeneste beskyttes endvidere mod freds-
krænkelse, forfølgelse og chikane, herunder stalking, ved de
muligheder for tilhold mv., som fremgår af lov om tilhold,
opholdsforbud og bortvisning (tilholdsloven). Ved et tilhold
kan en person forbydes at opsøge en anden ved personlig,
mundtlig eller skriftlig henvendelse, herunder ved elektro-
nisk kommunikation, eller på anden måde kontakte eller føl-
ge efter den anden, jf. tilholdslovens § 1.
Et tilhold kan bl.a. gives, hvis der er begrundet mistanke
om, at en person har krænket en andens fred ved at forfølge
eller genere den anden ved kontakt mv., og der er bestemte
grunde til at antage, at den pågældende fortsat vil krænke
den anden på denne måde, jf. lovens § 2. Det fremgår i den
forbindelse af forarbejderne til loven, at tilhold bl.a. kan an-
vendes med henblik på at beskytte personer i offentlig tjene-
ste eller hverv mod krænkende kontakt fra personer, som de
er kommet i kontakt med i kraft af deres arbejde, jf. Folke-
tingstidende 2011-12, A, L 10 som fremsat, side 15.
Overtrædelse af et tilhold straffes med bøde eller fængsel
indtil 2 år, jf. tilholdslovens § 21. Ved fastsættelse af straf-
fen skal det indgå som en skærpende omstændighed, at for-
holdet har udgjort et led i en systematisk og vedvarende for-
følgelse eller chikane.
2.5.2. Justitsministeriets overvejelser
Der findes i dag et særligt strafferetligt værn for personer i
offentlig tjeneste eller hverv, som beskytter mod vold, tru-
sler og fornærmelig tiltale mv. Derimod findes der ikke et
sådant værn mod andre former for chikane, der begås med
baggrund i den pågældendes udførelse af offentlig tjeneste
eller hverv. Her vil de nugældende regler i tilholdsloven
kunne yde en vis beskyttelse, men det er som nævnt ovenfor
under pkt. 2.5.1 en betingelse for strafansvar, at der forudgå-
ende er givet et tilhold.
Der har hen over sommeren været en række episoder, hvor
personer i offentlig tjeneste eller hverv, herunder politibe-
tjente og fængselsbetjente, har været udsat for systematisk
og grov chikane, der i nogle tilfælde har kulmineret i sager
om vold, trusler og drabsforsøg.
Som en særlig tendens er der konstateret en stigning i antal-
let af episoder uden for tjenesten eller hvervet. Eksempelvis
har der i løbet af sommeren været flere eksempler på hjem-
mesider og Facebook-grupper, der oprettes med det formål
at udstille personer i offentlig tjeneste eller hverv med navn,
billede, privat adresse og telefonnummer. Der er også ek-
sempler på, at personer i offentlig tjeneste eller hverv har
været passet op af flere personer ved bopælen eller er blevet
forfulgt eller filmet på vej til og fra arbejde.
Justitsministeriet finder, at der på den baggrund – for at op-
retholde et rimeligt beskyttelsesniveau og sikre, at personer i
offentlig tjeneste eller hverv upåvirket kan udføre deres ar-
bejde – er opstået et behov for at fremrykke det strafferetlige
værn, så personer i offentlig tjeneste eller hverv er beskyttet
mod chikane, der begås under udførelsen af tjenesten eller
hvervet eller i anledning af samme, herunder ved første-
gangstilfælde af chikane. Det bør således ikke være en be-
tingelse for strafansvar, at der forud er givet et tilhold ved
denne form for chikane, der er foranlediget af en persons le-
gitime udførelse af offentlig tjeneste eller hverv.
Justitsministeriet er i den forbindelse opmærksom på, at
Straffelovrådet i en redegørelse af 15. februar 1988 har fun-
det, at der ikke bør ske en generel kriminalisering af freds-
krænkelser uden forudgående advarsel (tilhold). Efter rådets
opfattelse er det således kravet om en på forhånd meddelt
advarsel, der bevirker en passende afgrænsning af det straf-
bare område. Rådet fremhævede bl.a., at de forhold, der be-
skrives i (dagældende straffelovs) § 265, meget ofte udspil-
ler sig mellem samlevende personer eller personer, der tidli-
gere har været samlevende. Den personlige baggrund bevir-
ker, at den ene part ikke på forhånd kan siges at være en
fremmed og uvedkommende person i forhold til den anden.
Efter rådets vurdering adskiller forholdene sig herved fra
husfredskrænkelser, krænkelser af brev- eller telefonhem-
meligheden og lignende, hvor det i de fleste tilfælde let kan
fastslås, at en person ikke har nogen rimelig grund til at
blande sig i andres forhold. Bl.a. af de ovenfor nævnte grun-
de fandt Straffelovrådet, at det måtte anses for betænkeligt
at foretage den ændring i (dagældende straffelovs) § 265, at
henvendelser mv. efter omstændighederne bliver umiddel-
bart strafbare, uden at den pågældende på forhånd er gjort
opmærksom på, at hans eller hendes optræden krænker den
andens fred, og at det vil være strafbart at fortsætte.
Der kunne efter Straffelovrådets opfattelse kun blive tale om
en kriminalisering uden forudgående advarsel, såfremt man i
13
loven indføjede en straffebestemmelse, hvor der i nye og
selvstændige ordvalg blev beskrevet en strafværdig ger-
ningstype af mere begrænset omfang end de i (dagældende
straffelovs) § 265 nævnte forhold. Rådet kunne dog ikke pe-
ge på nærliggende muligheder med hensyn til formuleringen
af en sådan ny straffebestemmelse, og rådet fandt ikke, at
der kunne siges at være påvist klart afgrænsede gerningsty-
per, der afdækker et behov for at indføre den omhandlede
udvidede kriminalisering.
Strafferetsplejeudvalget har i betænkning nr. 1526/2011 om
tilhold, opholdsforbud og bortvisning tilsluttet sig Straffe-
lovrådets synspunkter.
Justitsministeriet har inddraget Straffelovrådets og Straffe-
retsplejeudvalgets overvejelser i vurderingen af spørgsmålet
om en ny bestemmelse, der kriminaliserer fredskrænkelser
mod personer i offentlig tjeneste eller hverv uden forudgå-
ende tilhold.
I den anledning har Justitsministeriet navnlig lagt vægt på,
at der som ovenfor anført hen over sommeren har været en
udvikling, der har påvist en række klare gerningstyper, som
der er behov for at imødegå gennem et udvidet strafferetligt
værn på dette område.
Ministeriet har endvidere lagt vægt på, at det er et særligt
kendetegn for denne form for chikane, at den er rettet mod
en person i offentlig tjeneste eller hverv, der som udgangs-
punkt er en uvedkommende person i forhold til gernings-
manden, og at der derfor ikke på samme måde som i sam-
livsrelationer og lignende er behov for ved et tilhold at mar-
kere over for gerningsmanden, at den andens fred krænkes.
Endvidere er det kendetegnende for de sager om chikane af
personer i offentlig tjeneste eller hverv, som den udvidede
kriminalisering navnlig er tænkt at skulle imødegå, at ger-
ningsmanden ikke er i tvivl om, at der sker en fredskrænkel-
se, idet en sådan krænkelse er selve formålet med handlin-
gen.
Justitsministeriet finder endvidere, at det er muligt at beskri-
ve en række fredskrænkelser, som udgør en tilstrækkelig
klar afgrænsning af, hvilke tilfælde der er omfattet af krimi-
naliseringen.
I tilknytning til det ovenstående bemærkes det, at beskyttel-
seshensynet bag en bestemmelse som den foreslåede er
identisk med beskyttelseshensynet bag straffelovens §§
119-121. Baggrunden for bestemmelsen er således navnlig,
at personer, der optræder som repræsentanter for offentlige
myndigheder, er særligt udsatte for angreb og derfor har be-
hov for et ekstra værn mod den risiko for vold og trusler
mv., som denne funktion medfører, herunder således at de
uhindret kan udføre deres opgaver.
Sammenfattende er det Justitsministeriets opfattelse, at en
ny bestemmelse, der kriminaliserer fredskrænkelser mod
personer i offentlig tjeneste eller hverv uden forudgående
tilhold, er egnet til at imødegå den seneste tids eskalerende
chikane af personer i offentlig tjeneste eller hverv, og at en
sådan bestemmelse ikke frembyder de betænkeligheder, som
Straffelovrådet og Strafferetsplejeudvalget har peget på.
2.5.3. Den foreslåede ordning
2.5.3.1. Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i straffe-
loven som § 119 a, hvoraf det fremgår, at den, som krænker
en af de i § 119 nævnte personers fred ved at kontakte, for-
følge eller på anden måde chikanere den pågældende under
udførelsen af tjenesten eller hvervet eller i anledning af sam-
me, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.
Udtrykkene »offentlig tjeneste eller hverv« og »under udfø-
relsen af tjenesten eller hvervet eller i anledning af samme«
skal forstås i overensstemmelse med de tilsvarende udtryk i
straffelovens § 119, stk. 1, jf. nærmere herom pkt. 2.3.1 i
lovforslagets almindelige bemærkninger, hvoraf det bl.a.
fremgår, at bestemmelsen omfatter personer ansat i den of-
fentlige forvaltning (dvs. statslige, regionale og kommunale
institutioner), ligesom andre personer, der handler i medfør
af offentlig tjeneste eller hverv, kan være omfattet.
Bestemmelsen omfatter for det første chikanøs kontakt.
Kontakt kan forekomme på forskellig måde, og det er efter
den foreslåede bestemmelse afgørende, om den pågælden-
des adfærd reelt har karakter af en henvendelse eller kontakt
fra gerningspersonen til den beskyttede person.
Bestemmelsen omfatter for det andet den som på chikanøs
vis forfølger en beskyttet person. Det kan eksempelvis fore-
komme ved, at den pågældende følger efter, iagttager eller
overvåger en beskyttet person uden helt at nærme sig, såle-
des at adfærden ikke eller ikke med sikkerhed kan betegnes
som kontakt.
Bestemmelsen omfatter for det tredje den, som på anden
måde chikanerer den beskyttede person. Udtrykket chikane-
re skal forstås bredt og kan omfatte alle typer af handlinger,
herunder fysisk ageren og forskellige former for kommuni-
kation. Der kan eksempelvis være tale om videooptagelse
eller fotografering af den beskyttede person i private sam-
menhænge eller videregivelse, herunder offentliggørelse, af
private personoplysninger mv.
Den foreslåede bestemmelse forudsætter, at kontakten, for-
følgelsen mv. udgør en krænkelse af den beskyttede persons
fred, og at der er tale om adfærd af en sådan karakter og
grovhed, at der er tale om chikane af den pågældende.
Det forudsættes, at bestemmelsen omfatter handlinger, der
generelt er egnet til at udgøre en krænkelse af den beskytte-
de persons fred.
En fredskrænkelse kan f.eks. bestå i hyppige, uønskede hen-
vendelser eller i andre handlinger, der er ubehagelige eller
forstyrrende på grund af deres antal, deres indhold eller et
udtrykt ønske om at være fri for yderligere kontakt. En en-
keltstående henvendelse kan efter omstændighederne have
en sådan grovhed, at den vil kunne udgøre en krænkelse af
den beskyttedes persons fred og dermed være omfattet af
14
den foreslåede bestemmelse. Eksempelvis vil en personlig
henvendelse på bopælen, hvor gerningsmanden kommer
med krænkende udtalelser i almindelighed være af en sådan
grovhed, at det er omfattet af strafansvaret.
Kerneområdet for bestemmelsen vil være de tilfælde, hvor
der ud fra sagens oplysninger, f.eks. stedet og tidspunktet
for samt indholdet af henvendelserne mv., ikke er tvivl om,
at gerningsmanden har til formål at chikanere den pågælden-
de.
Der vil generelt skulle lægges vægt på, om et tilfælde af
kontakt, forfølgelse mv. sker i en ikke-arbejdsmæssig sam-
menhæng eller en arbejdsmæssig sammenhæng, idet der i
den sidstnævnte situation typisk vil skulle noget mere til, før
der er tale om en fredskrænkelse i bestemmelsens forstand.
Det skal navnlig ses i sammenhæng med, at en person i of-
fentlig tjeneste som en naturlig del af sit hverv i mange si-
tuationer vil være i kontakt med borgere, herunder hvor der
kan opstå uoverensstemmelser. Det gælder navnlig, når der
sker myndighedsudøvelse. Herudover skal der – også som
følge af Danmarks internationale forpligtelser, herunder
særligt Den Europæiske Menneskerettighedskonventions
(EMRK) artikel 10 – være vide rammer for at kritisere of-
fentlige myndigheder og personer i offentlig tjeneste. Tåle-
grænsen må derfor for en generel betragtning være højere,
når den beskyttede person er i tjeneste.
Hvorvidt et konkret tilfælde af kontakt, forfølgelse mv. kan
karakteriseres som en fredskrænkelse af den beskyttede per-
son, vil dog i alle tilfælde stadig skulle afgøres ud fra en
konkret helhedsvurdering af sagens omstændigheder.
Det vil i en række tilfælde kunne være vanskeligt at bevise,
at betingelserne for, at bestemmelsen finder anvendelse, er
opfyldt. Det vil f.eks. kunne være tilfældet med telefonop-
kald og visse opslag på sociale medier mv.
Den foreslåede bestemmelse finder ikke anvendelse, hvis
adfærden har karakter af en ytring, der er beskyttet af
EMRK artikel 10, sådan som denne bestemmelse fortolkes
af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
Dette indebærer, at der ikke i medfør af den foreslåede be-
stemmelse kan pålægges strafansvar i tilfælde, hvor det vil
være i strid med EMRK artikel 10.
Anklagemyndigheden og domstolene vil således i forbindel-
se med tiltalerejsning og afgørelser af straffesager i relevant
omfang skulle foretage en konkret helhedsvurdering af, om
hensynet til en vidtgående ytringsfrihed om navnlig emner
af samfundsmæssig interesse bør føre til, at der i den kon-
krete sag ikke pålægges eller søges pålagt strafansvar for
fredskrænkelse af personer i offentlig tjeneste eller hverv.
Ligesom det er tilfældet med straffesager om injurier, vil
domstolene således skulle inddrage praksis fra Den Europæ-
iske Menneskerettighedsdomstol om spørgsmålet, jf. nær-
mere herom pkt. 2.5.4.
2.5.3.2. Det forudsættes, at tilholdsloven vil skulle anvendes
på samme vis som hidtil. Der vil således kunne være for-
hold, som vil kunne udløse et tilhold mod gerningsmanden
og samtidig være en overtrædelse af den foreslåede bestem-
melse i § 119 a. Der vil også kunne være forhold, som alene
giver mulighed for at meddele et tilhold, men som ikke op-
fylder betingelserne for strafansvar efter den foreslåede be-
stemmelse i § 119 a. På samme vis vil der kunne være for-
hold, hvor et allerede meddelt tilhold overtrædes, men hvor
forholdet ikke er strafbart efter den foreslåede § 119 a.
2.5.3.3. Det forudsættes, at overtrædelse af den foreslåede
bestemmelse i førstegangstilfælde i udgangspunktet straffes
med en bøde på 7.500 kr., dog således at grovere – herunder
systematiske – overtrædelser kan straffes med en kortere fri-
hedsstraf. Ved overtrædelse af bestemmelsen i gentagelses-
tilfælde bør der som udgangspunkt ligeledes straffes med en
kortere frihedsstraf.
Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes kon-
krete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændig-
heder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges
i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag
foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf.
herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i
straffelovens kapitel 10.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 6, og bemærk-
ningerne hertil.
2.5.4. Forholdet til grundloven og Danmarks internationale
forpligtigelser
2.5.4.1. Ytringsfriheden er beskyttet i grundlovens § 77, der
fastsætter, at enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at
offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene.
Censur og andre forebyggende foranstaltninger kan ingens-
inde på ny indføres.
Bestemmelsen i § 77 beskytter alle personer, alle typer af yt-
ringer og enhver formidlingsform.
Ved fastlæggelsen af, hvilken nærmere beskyttelse af
ytringsfriheden § 77 indebærer, foretages der almindeligvis
en opdeling i henholdsvis den formelle og den materielle
ytringsfrihed.
Den formelle ytringsfrihed beskytter mod foranstaltninger,
der forhindrer selve offentliggørelsen af ytringer. En materi-
el ytringsfrihed er udtryk for, at der for ytringer af et vist
indhold eller en vis karakter ikke kan fastsættes efterfølgen-
de sanktioner i form af f.eks. straf.
Den foreslåede ordning vil indebære et indgreb i den materi-
elle ytringsfrihed, idet den efter omstændighederne vil skabe
mulighed for at straffe personer, når de har fremsat visse yt-
ringer.
Det er den overvejende opfattelse i den statsretlige litteratur,
at grundlovens § 77 ikke umiddelbart beskytter den materi-
15
elle ytringsfrihed, jf. Poul Andersen, Dansk Statsforfat-
ningsret (1954), side 670, Alf Ross, a.st., side 716 og 724,
Max Sørensen, Statsforfatningsret, 2. udgave ved Peter
Germer (1973), side 374, og Jens Peter Christensen m.fl.,
a.st., side 503 f. Efter den overvejende opfattelse i den stats-
retlige litteratur udelukker grundlovens § 77 således ikke
lovgivningsmagten fra at gøre ytringer på et hvilket som
helst område og med et hvilket som helst indhold ansvarspå-
dragende. Justitsministeriet tilslutter sig denne retsopfattel-
se.
Det bemærkes i øvrigt, at den gældende lovgivning på en
række områder indeholder begrænsninger i den materielle
ytringsfrihed, f.eks. straffelovens kapitel 27 om freds- og
ærekrænkelser og bestemmelserne i forvaltningsloven og
speciallovgivningen om tavshedspligt samt de dertil knytte-
de sanktionsbestemmelser i straffelovens §§ 152-152 f.
Forslaget rejser på den baggrund ikke spørgsmål i forhold til
grundlovens § 77.
2.5.4.2. Den materielle ytringsfrihed er derimod beskyttet af
artikel 10 i EMRK. Efter EMRK artikel 10, stk. 1, har enh-
ver ret til ytringsfrihed. Artikel 10 omfatter udtrykkeligt så-
vel ytringer i form af oplysninger om faktiske forhold som
tilkendegivelser af personlige meninger. Beskyttelsen om-
fatter dog ifølge praksis fra Den Europæiske Menneskeret-
tighedsdomstol ikke ytringer, der truer med eller tilskynder
til vold, eller ytringer, der er udtryk for ekstremt had eller
forhånelse af andre persongrupper.
Beskyttelsen af ytringsfriheden efter artikel 10 er ikke ube-
grænset. Der kan foretages indgreb i ytringsfriheden, hvis
indgrebet er foreskrevet ved lov og er nødvendigt i et demo-
kratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, terri-
torial integritet eller offentlig tryghed, for at forebygge uor-
den eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sæde-
ligheden, for at beskytte andres gode navn og rygte eller ret-
tigheder, for at forhindre udspredelse af fortrolige oplysnin-
ger eller for at sikre domsmagtens autoritet og upartiskhed,
jf. artikel 10, stk. 2.
Et indgreb i ytringsfriheden skal således være foreskrevet
ved lov og være nødvendigt i et demokratisk samfund i for-
hold til de lovlige hensyn, som er opregnet i artikel 10, stk.
2.
Det centrale spørgsmål vil typisk være, om indgrebet kan
anses for nødvendigt i et demokratisk samfund. Den Euro-
pæiske Menneskerettighedsdomstol har i sin praksis slået
fast, at der – i lyset af, at ytringsfriheden udgør en helt
grundlæggende rettighed i et demokratisk samfund – skal
være et presserende samfundsmæssigt behov for at anse be-
tingelsen for opfyldt. Domstolen anlægger i den forbindelse
en konkret helhedsvurdering af den pågældende sag, hvor
ikke blot indholdet af de omhandlede ytringer, men også den
kontekst, som de er fremsat i, og hvem de er fremsat over-
for, tillægges betydning.
2.5.4.3. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i
sin praksis slået fast, at personer i offentlig tjeneste i deres
hverv er underlagt vide rammer for acceptabel kritik og så-
ledes må tåle mere end private, hvilket har sammenhæng
med, at der i et demokratisk samfund skal være vide rammer
for at kritisere myndighederne. Det bemærkes i den forbin-
delse, at EMRK artikel 10 efter Domstolens praksis også
omfatter ytringer, der fornærmer og chokerer samfundet el-
ler dele heraf.
Domstolen har dog også i flere sager slået fast, at det kan
være nødvendigt at beskytte personer i offentlig tjeneste
mod fornærmelige og ydmygende verbale angreb tiltænkt at
påvirke dem i udførelsen af deres hverv eller for at skade of-
fentlighedens tillid til dem og den myndighed, som de arbej-
der for, jf. eksempelvis dom af 21. januar 1999, Janowski
mod Polen, dom af 21. marts 2002, Nikula mod Finland, og
dom af 21. december 2004, Busuioc mod Moldova.
I forhold til udtalelser i aviser eller andre lignende medier er
der efter Domstolens praksis en videre adgang til at frem-
komme med skarpe og polemiske udtalelser. Der er således
forskel på, om ytringerne fremsættes generelt over for of-
fentligheden (f.eks. som led i en igangværende debat om et
emne af samfundsmæssig interesse), eller om der sættes ind
over for en embedsmand i funktion, jf. bl.a. sagen Busuioc
mod Moldova.
Der gælder en endnu videre adgang til at fremkomme med
skarpe og polemiske udtalelser, hvis udtalelserne rettes mod
en offentlig institution som sådan og ikke mod en navngiven
embedsmand, jf. dom af 25. juni 1992, Thorgeirson mod Is-
land.
Der gælder efter Domstolens praksis en særlig vid adgang til
at ytre sig skarpt og polemisk om politikere, jf. bl.a. dom af
8. juli 1986, Lingens mod Østrig, dom af 23. maj 1991,
Oberschlick mod Østrig (nr. 1), dom af 1. juli 1997, Ober-
schlick mod Østrig (nr. 2), og dom af 25. februar 2010, Re-
naud mod Frankrig, herunder særligt når sådanne udtalelser
fremsættes som led i en igangværende politisk debat.
Efter Domstolens praksis er der også en videre adgang til at
kritisere embedsmænd end private. Domstolen har imidler-
tid udtalt, at embedsmænd ikke i samme omfang som politi-
kere kan siges bevidst at udsætte sig selv for, at alle deres
udtalelser og handlinger kritisk bliver undersøgt, jf. bl.a.
dom af 17. december 2004, Pedersen og Baadsgaard mod
Danmark.
2.5.4.4. På den anførte baggrund kan strafansvar for at
krænke en af de i straffelovens § 119 nævnte personers fred
ved, som efter den foreslåede bestemmelse i § 119 a, at kon-
takte, forfølge eller på anden måde chikanere den pågælden-
de under udførelsen af tjenesten eller hvervet eller i anled-
ning af samme efter omstændighederne udgøre et indgreb i
ytringsfriheden efter EMRK artikel 10. Den foreslåede be-
stemmelse i straffelovens § 119 a skal således kunne be-
16
grundes i et legitimt hensyn og være nødvendig i et demo-
kratisk samfund, jf. EMRK artikel 10, stk. 2.
Formålet med udvidelsen af anvendelsesområdet er at tilve-
jebringe en bedre beskyttelse af personer i offentlig tjeneste,
herunder politibetjente, fængselsfunktionærer, sundhedsper-
sonale, socialrådgivere, sagsbehandlere mv., mod at blive
udsat for chikane, der begås under udførelsen af tjenesten el-
ler hvervet eller i anledning af samme.
Dette formål udgør efter Justitsministeriets opfattelse et le-
gitimt hensyn, som kan begrunde indgreb i ytringsfriheden,
jf. den omtalte praksis fra Domstolen pkt. 2.5.4.3 ovenfor.
Det afgørende er herefter, om indgrebet kan anses for at væ-
re nødvendigt i et demokratisk samfund, hvilket Justitsmini-
steriet finder er tilfældet.
Justitsministeriet skal i den forbindelse for det første henvise
til, at der – som det også er anført ovenfor – er konstateret
en stigning i antallet af episoder, hvor personer i offentlig
tjeneste eller hverv har været udsat for chikane, hvilket har
gjort det vanskeligere for personer i offentlig tjeneste at ud-
føre deres arbejde. Der har bl.a. været flere eksempler på
hjemmesider og sider på sociale internetbaserede medier,
hvor personer i offentlig tjeneste er blevet udstillet med
navn, billede, privat adresse og telefonnummer.
Dette yder den gældende lovgivning ikke en tilstrækkelig
beskyttelse imod, hvorfor der er behov for at reagere, hvis
ikke beskyttelsen af personer i offentlig tjeneste skal blive
udvandet.
Justitsministeriet skal i den forbindelse fremhæve, at den
foreslåede bestemmelse i straffelovens § 119 a ikke er rettet
mod adgangen til at fremsætte kritik af personer i offentlig
tjeneste, og bestemmelsen omfatter således alene chikanesi-
tuationer, jf. nærmere herom pkt. 2.5.3.1 ovenfor.
Justitsministeriet skal for det andet henvise til, at det straffe-
retlige værn i persondataloven og tilholdsloven ikke yder en
tilstrækkelig beskyttelse mod chikane af personer i offentlig
tjeneste eller hverv. Den foreslåede bestemmelse i straffelo-
vens § 119 a vil således bl.a. også finde anvendelse på situa-
tioner, der ikke er omfattet af strafansvaret i disse love.
Justitsministeriet skal for det tredje henvise til, at den fore-
slåede bestemmelse i straffelovens § 119 a ikke finder an-
vendelse, hvis adfærden har karakter af en ytring, der er be-
skyttet af EMRK artikel 10, sådan som denne bestemmelse
fortolkes af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
Dette indebærer, at der ikke i medfør af den foreslåede be-
stemmelse i straffelovens § 119 a kan pålægges strafansvar i
tilfælde, hvor det vil være i strid med EMRK artikel 10.
Anklagemyndigheden og domstolene vil således i forbindel-
se med tiltalerejsning og afgørelser af straffesager i relevant
omfang skulle foretage en konkret helhedsvurdering af, om
hensynet til en vidtgående ytringsfrihed om navnlig emner
af samfundsmæssig interesse bør føre til, at der ikke pålæg-
ges eller søges pålagt strafansvar for udtalelser mod perso-
ner i offentlig tjeneste. Ligesom det er tilfældet med straffe-
sager om injurier, vil domstolene således skulle inddrage
praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol om
spørgsmålet, jf. nærmere herom pkt. 2.5.4.3 ovenfor.
På den anførte baggrund er det Justitsministeriets opfattelse,
at forslaget er foreneligt med EMRK.
2.6. Skærpet straf for fornærmelig tiltale mv. mod perso-
ner i offentlig tjeneste
2.6.1. Gældende ret
2.6.1.1. Straffelovens § 121 yder personer, der handler i
medfør af offentlig tjeneste eller hverv, en særlig strafferet-
lig beskyttelse mod verbale overfald. Efter bestemmelsen
straffes den, som med hån, skældsord eller anden fornærme-
lig tiltale overfalder nogen af de i straffelovens § 119 nævn-
te personer under udførelsen af hans tjeneste eller hverv el-
ler i anledning af samme med bøde eller fængsel indtil 6
måneder.
Som eksempler fra nyere trykt retspraksis på hån, skældsord
eller anden fornærmelig tiltale, som i de konkrete tilfælde er
anset for omfattet af bestemmelsen, kan nævnes udtryk som
»narrøv«, »fuck you«, »svin«, »luder«, »racist«, »nazikæl-
ling« og »kriminel«.
2.6.1.2. Ifølge trykt retspraksis er der i nyere domme for
overtrædelse af straffelovens § 121 udmålt bøder fra 1.200
kr. og op til 4.000 kr. fordelt som dagbøder, jf. Østre Lands-
rets dom af 20. februar 2015 (gengivet i UfR 2015.1873Ø),
Vestre Landsrets dom af 5. september 2012 (gengivet i TfK
2012.1048V) og Østre Landsrets dom af 25. juni 2012 (gen-
givet i UfR 2012.3166Ø).
Efter § 3, stk. 1, i ordensbekendtgørelsen (bekendtgørelse
nr. 511 af 20. juni 2005 om politiets sikring af den offentlige
orden og beskyttelse af enkeltpersoners og den offentlige
sikkerhed mv. samt politiets adgang til at iværksætte midler-
tidige foranstaltninger) må slagsmål, skrigen, råben eller an-
den støjende, voldelig, fornærmelig eller lignende optræden,
der er egnet til at forstyrre den offentlige orden, ikke finde
sted. Fornærmelig optræden mv. over for f.eks. en polititje-
nestemand, der ikke er omfattet af straffelovens § 119, stk.
1, eller § 121, kan efter omstændighederne være omfattet af
denne bestemmelse. Bestemmelsen kan alene anvendes i si-
tuationer, hvor forseelsen er begået på et sted, hvortil offent-
ligheden har almindelig adgang, jf. bekendtgørelsens § 2.
Der skal i sager om overtrædelse af ordensbekendtgørelsens
§ 3, stk. 1, som udgangspunkt nedlægges påstand om en bø-
destraf på 1.500 kr., jf. bekendtgørelsens § 18, stk. 1, og be-
mærkningerne til forslag til lov om ændring af lov om politi-
ets virksomhed og lov om restaurationsvirksomhed og alko-
holbevilling m.v., jf. Folketingstidende 2010-11 (1. sam-
ling), A, L 102 som fremsat, side 8.
17
2.6.2. Justitsministeriets overvejelser
Det fremgår af afsnit 2.5 i Respektpakken, at der skal være
en ordentlig tone mellem myndighedspersoner og borgere.
Der er behov for at reagere på det normskred, som ligger i,
at nogle mennesker tror, at de kan tiltale eksempelvis politi-
et eller en socialrådgiver med hån, skældsord eller anden
fornærmelig tiltale uden konsekvenser.
Aftalepartierne er derfor enige om at styrke den strafferetli-
ge beskyttelse af personer i offentlig tjeneste for at imødegå
situationer, hvor folk ikke udviser den fornødne respekt over
for personer i offentlig tjeneste.
Konkret vil aftalepartierne skærpe bødestraffen for fornær-
melig tiltale af personer i offentlig tjeneste, så udgangspunk-
tet fremover bliver en bøde på 5.000 kr. Der sikres hermed
et strafniveau, som på rimelig måde afspejler det forhold, at
der er tale om et angreb på personer i offentlig tjeneste.
Justitsministeriet finder, at skærpelsen af bødestraffen bør
gennemføres ved, at strafferammen i straffelovens § 121
hæves, og at det samtidig tilkendegives i lovforslagets be-
mærkninger, at normalstraffen fremover bør forhøjes.
2.6.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås at forhøje strafferammen i straffelovens § 121
fra bøde eller fængsel indtil 6 måneder til bøde eller fængsel
indtil 1 år. Formålet med den forhøjede strafferamme er at
styrke det strafferetlige værn af personer i offentlig tjeneste
for at imødegå situationer, hvor folk ikke udviser den for-
nødne respekt over for personer i offentlig tjeneste.
Det forudsættes i den forbindelse, at normalstraffen for
overtrædelse af straffelovens § 121 forhøjes således, at straf-
fen som udgangspunkt fremover bliver en bødestraf på
5.000 kr.
Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes kon-
krete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændig-
heder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges
i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag
foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf.
herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i
straffelovens kapitel 10.
Der er ikke i øvrigt tilsigtet ændringer af den gældende rets-
tilstand.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 7, og bemærk-
ningerne hertil.
2.7. Kriminalforsorgens adgang til at anvende digital
kommunikation (sms-beskeder)
2.7.1. Gældende ret
2.7.1.1. Efter straffuldbyrdelseslovens § 9, stk. 1, indkaldes
den dømte til fuldbyrdelse af fængselsstraffen, såfremt den
pågældende ikke er varetægtsfængslet efter endelig dom.
De nærmere regler herom er fastsat i bekendtgørelse nr. 177
af 26. februar 2016 om iværksættelse af fængselsstraf, for-
varing og forvandlingsstraf for bøde i fængsel eller arresthus
(iværksættelsesbekendtgørelsen). Det fremgår af bekendtgø-
relsens § 10, stk. 1, at indkaldelse til udståelse af fængsels-
straf skal ske skriftligt. Det fremgår endvidere, at den dømte
skal indkaldes med en frist på mindst 1 måned før datoen for
fremmøde, jf. § 11, stk. 1, i visse tilfælde dog mindst 10
dage, jf. stk. 2-4.
Efter lov nr. 528 af 11. juni 2012 om Offentlig Digital Post
er det obligatorisk for borgere og virksomheder at kunne
modtage post fra offentlige myndigheder digitalt. Digital
post blev obligatorisk for alle virksomheder i Danmark den
1. november 2013, og for borgere den 1. november 2014,
medmindre man er fritaget.
Kriminalforsorgen har som følge af overgangen til digital
post til borgere pr. 1. november 2014 sendt indkaldelser til
afsoning til den dømtes e-boks, medmindre den pågældende
er fritaget herfor. Kriminalforsorgen sender dog på nuvæ-
rende tidspunkt også indkaldelser som almindelig post.
2.7.1.2. Anvendelse af digital kommunikation (sms-beske-
der) til beskeder om møde til afsoning mv. er en behandling
af personoplysninger omfattet af lov nr. 429 af 31. maj 2000
om behandling af personoplysninger (persondataloven), jf.
lovens § 1, stk. 1.
Behandling af personoplysninger ved anvendelse af digital
kommunikation skal bl.a. ske under iagttagelse af behand-
lingsreglerne i persondatalovens §§ 5-8 og § 11 samt sikker-
hedskravene i lovens § 41, stk. 3, og bekendtgørelse nr. 528
af 15. juni 2000 om sikkerhedsforanstaltninger til beskyttel-
se af personoplysninger, som behandles for den offentlige
forvaltning.
Datatilsynet har i 2010 udstedt retningslinjer om persondata-
lovens sikkerhedskrav i forhold til brug af sms-beskeder i
den offentlige sektor. Retningslinjerne er opdateret i 2015.
Det er i retningslinjerne forudsat, at der forinden afsendelse
af sms-beskeder er indhentet samtykke fra borgeren hertil,
hvis sms-beskederne indeholder fortrolige personoplysnin-
ger, herunder følsomme oplysninger.
Ifølge retningslinjerne kan offentlige myndigheder således
med samtykke sende borgerne aftalepåmindelser og service-
beskeder, som indeholder fortrolige personoplysninger, dog
ikke oplysninger om borgerens personnummer.
Myndighederne skal endvidere altid iagttage de grundlæg-
gende principper i persondatalovens § 5 om saglighed, pro-
portionalitet og dataminimering. Servicebeskeder bør derfor
kun indeholde oplysninger af fortrolig karakter, når dette er
nødvendigt for at opfylde formålet med fremsendelse af ser-
vicebeskeden.
18
2.7.2. Justitsministeriets overvejelser
Udeblivelse fra afsoning fra danske fængsler og arresthuse
er i de senere år steget betydeligt.
Efter Justitsministeriets opfattelse vil sms-beskeder kunne
medvirke til nedbringelse af antallet af udeblivelser i det
omfang, udeblivelserne skyldes forglemmelse fra den døm-
tes side.
En sådan besked bør efter Justitsministeriets opfattelse kun-
ne sendes pr. sms uden samtykke fra den pågældende. Ud-
gangspunktet om, at der forinden afsendelse af sms-beske-
der er indhentet samtykke, bør således fraviges, da der i vidt
omfang er tale om en persongruppe, som det kan være van-
skeligt at opnå samtykke fra, f.eks. fordi de ikke ønsker at
samarbejde med kriminalforsorgen, og som kriminalforsor-
gen ofte ikke forud for afsoningstidspunkt eller møde mv.
har haft særlig kontakt til.
Det bemærkes, at lignende regler findes på andre områder.
Således fremgår det af retsplejelovens § 154 a, stk. 1, nr. 6,
at anvendelse af digital kommunikation, herunder sms-be-
skeder, bl.a. kan ske, hvis der er tale om en påmindelse til
den, der skal møde i retten, om tid og sted for det pågælden-
de retsmøde.
Det er Justitsministeriets opfattelse, at kriminalforsorgen bør
have tilsvarende mulighed for at anvende digital kommuni-
kation bl.a. i form af beskeder pr. sms, da det må antages at
være et egnet middel til at begrænse antallet af udeblivelser
fra afsoning, navnlig i de sager, hvor indkaldelse sker med
et længere tilsigelsesvarsel.
Indkaldelse til afsoning sker som nævnt under pkt. 2.7.1.1
ovenfor som hovedregel mindst en måned før datoen for
fremmøde pr. digital post, og en besked f.eks. pr. sms vil så-
ledes kunne medvirke til at sikre, at manglende fremmøde
ikke skyldes forglemmelse.
Da udeblivelser ikke kun forekommer i forbindelse med ind-
kaldelse til afsoning, bør adgangen til at anvende bl.a. sms-
beskeder også omfatte tilsigelse til møder mv. hos kriminal-
forsorgen.
2.7.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at der i straffuldbyrdelsesloven indsættes en re-
gel om anvendelse af digital kommunikation.
Det foreslås således, at kriminalforsorgen får mulighed for
at anvende digital kommunikation, bl.a. sms-beskeder, uden
samtykke fra borgeren til at påminde om tilsigelse til afso-
ning eller møde mv. hos kriminalforsorgen.
Det forudsættes, at beskeden alene indeholder de oplysnin-
ger om tid og sted, som sætter den indkaldte i stand til at gi-
ve møde i overensstemmelse med tilsigelsen.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 2, nr. 1 og 2, og be-
mærkningerne hertil.
2.8. Kriminalforsorgens adgang til indkomstregisteret
2.8.1. Gældende ret
Ifølge § 7 i bekendtgørelse nr. 49 af 12. januar 2015 af lov
om et indkomstregister kan bl.a. statslige myndigheder få
terminaladgang til indkomstregisteret, i det omfang de på-
gældende i henhold til anden lovgivning kan få sådan ad-
gang.
Det fælles offentlige indkomstregister indeholder oplysnin-
ger om borgernes indkomstforhold og arbejdsomfang, og
den enkelte myndighed, som skal have adgang til indkomst-
registeret, aftaler med den dataansvarlige myndighed,
SKAT, hvilke oplysninger myndigheden har behov for at
modtage.
I forarbejderne til bestemmelsen er det forudsat, at adgang
alene vil kunne etableres i overensstemmelse med personda-
talovens regler, jf. Folketingstidende 2005-2006, tillæg A,
side 3452 ff.
Persondataloven gælder bl.a. for elektronisk behandling –
herunder indsamling og videregivelse – af personoplysnin-
ger, f.eks. behandling af personoplysninger via terminalad-
gang til indkomstregisteret.
Der er i persondatalovens § 5 fastsat en række grundlæggen-
de principper for behandling af personoplysninger.
Efter persondatalovens § 5, stk. 2, skal indsamling af data
ske til udtrykkeligt angivne og saglige formål, og senere be-
handling må ikke være uforenelig med disse formål. Etable-
ringen af terminaladgang til indkomstregisteret vil derfor
forudsætte, at en sådan adgang ikke er uforenelig med for-
målene med adgangen til indkomstregisteret.
Efter persondatalovens § 5, stk. 3, skal de oplysninger, som
behandles, være relevante og tilstrækkelige og ikke omfatte
mere, end hvad der kræves til opfyldelse af de formål, op-
lysningerne indsamles til, og de formål, hvortil oplysninger-
ne senere behandles. Etablering af terminaladgang til ind-
komstregisteret vil kræve en selvstændig vurdering i forhold
til disse krav.
Det vil således i forbindelse med etablering af terminalad-
gang til indkomstregisteret konkret skulle overvejes, om det
er sagligt og nødvendigt at give adgang, og om der på det
enkelte område kan gives en begrænset adgang til oplysnin-
gerne i indkomstregisteret. Det er et krav, at offentlige myn-
digheder mv. ikke behandler eller har adgang til oplysnin-
ger, som de ikke har behov for.
Herudover indeholder persondataloven bl.a. mere specifikke
regler om, hvornår en myndighed må behandle – herunder
indsamle og videregive – personoplysninger. Det afhænger
af oplysningernes karakter og formålet med behandlingen,
hvilke regler myndighederne skal følge i det enkelte tilfæl-
de. Efter persondatalovens § 6 kan ikke-fortrolige oplysnin-
ger samt almindeligt fortrolige oplysninger bl.a. behandles,
19
hvis det er nødvendigt som led i myndighedsudøvelse, jf. §
6, stk. 1, nr. 6. Oplysninger om en persons private indkomst-
og formueforhold vil som udgangspunkt have karakter af al-
mindeligt fortrolige oplysninger. Det er den myndighed, der
vil indsamle oplysninger, som skal vurdere, om betingelser-
ne herfor er opfyldt i det konkrete tilfælde.
Efter straffuldbyrdelseslovens § 110 a kan Direktoratet for
Kriminalforsorgen få terminaladgang til de nødvendige op-
lysninger i indkomstregisteret til brug for fuldbyrdelse af
straf.
Bestemmelsen blev indført ved lov nr. 395 af 30. april 2007
om ændring af straffeloven, lov om fuldbyrdelse af straf
m.v. og retsplejeloven (Adgang til oplysninger i indkomstre-
gisteret) som en konsekvens af oprettelsen af det fælles of-
fentlige indkomstregister. Det fremgår af lovforslagets al-
mindelige bemærkninger, jf. Folketingstidende 2006-2007,
tillæg A, side 4338 f., at de straffuldbyrdende myndigheder i
visse tilfælde kan have behov for at inddrage indkomstop-
lysninger ved behandling af sager om fuldbyrdelse af straf,
herunder ved klagesager over bødeinddrivelse og sager om
udståelse af bødeforvandlingsstraf.
Hjemlen i straffuldbyrdelseslovens § 110 a er dog ikke ud-
nyttet, og Direktoratet for Kriminalforsorgen anvender der-
for ikke indkomstregisteret.
Det følger af en række love, at det er det generelle udgangs-
punkt, at man ikke kan modtage sociale ydelser under straf-
afsoning eller ved unddragelse herfra, jf. bl.a. §§ 74 og 75 i
bekendtgørelse nr. 1032 af 23. juni 2016 af lov om sygedag-
penge, § 62 i bekendtgørelse nr. 832 af 7. juli 2015 af lov
om arbejdsløshedsforsikring m.v. og § 22 i bekendtgørelse
nr. 1121 af 17. september 2015 af lov om fleksydelse.
Kriminalforsorgen er i medfør af en række love om sociale
ydelser forpligtiget til at underrette kommune eller anden of-
fentlig myndighed om indsættelse til strafafsoning med hen-
blik på, at der foretages en vurdering af, om de sociale ydel-
ser skal indstilles, jf. bl.a. § 46, stk. 4, i bekendtgørelse nr.
10 af 12. januar 2015 af lov om social pension, § 45, stk. 4, i
bekendtgørelse nr. 11 af 12. januar 2015 af lov om højeste,
mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension
m.v., og § 62, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 832 af 7. juli 2015
af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Kriminalforsorgen
skal ligeledes underrette kommune eller anden relevant
myndighed om unddragelse fra straffuldbyrdelse, når krimi-
nalforsorgen får formodning om, at en person, der bevidst
unddrager sig straffuldbyrdelse, modtager sociale ydelser, jf.
f.eks. § 46 b i bekendtgørelse nr. 10 af 12. januar 2015 af
lov om social pension, § 165 b i bekendtgørelse nr. 1284 af
17. november 2015 af lov om social service og § 10 a i be-
kendtgørelse nr. 468 af 20. maj 2016 af lov om aktiv social-
politik.
Når kriminalforsorgen skal vurdere, om en person, der be-
vidst unddrager sig straffuldbyrdelse, modtager sociale ydel-
ser, undersøges det, om der i kriminalforsorgens sag er kon-
krete oplysninger, der kan danne grundlag for formodnin-
gen. En sådan formodning vil f.eks. kunne opstå, hvis der i
forbindelse med en dom er udarbejdet en personundersøgel-
se, jf. retsplejelovens § 808, eller hvor det er beskrevet i an-
dre dele af sagens akter. Hvis kriminalforsorgen i øvrigt har
et kendskab af nyere dato til den pågældende, kan dette lige-
ledes danne grundlag for en formodning om, at den pågæl-
dende modtager en social ydelse og dermed udløse kriminal-
forsorgens underretningspligt.
2.8.2. Justitsministeriets overvejelser
Det fremgår af afsnit 3.5 i Respektpakken, at aftalepartierne
er enige om, at kriminalforsorgsområdet skal have adgang
til indkomstregisteret med henblik på at undersøge, om
dømte modtager sociale ydelser, så det i højere grad sikres,
at der ikke udbetales sociale ydelser til dømte, som burde
være i fængsel, men ikke gider møder op til afsoningen.
Kriminalforsorgen vil med initiativet således få bedre mu-
lighed for at undersøge, om dømte, som skal afsone i krimi-
nalforsorgens institutioner, modtager sociale ydelser med
henblik på at kunne underrette de relevante myndigheder om
indsættelse til afsoning og udeblivelse herfra. Dette skal sik-
re, at oplysningerne tilgår de relevante myndigheder tidlige-
re end i dag, således at de relevante myndigheder får bedre
muligheder for at indstille ydelserne fra det tidspunkt, hvor
ydelsen efter den relevante lovgivning skal ophøre.
De gældende regler vedrørende adgang til indkomstregiste-
ret giver alene mulighed for, at Direktoratet for Kriminalfor-
sorgen kan få adgang til indkomstregisteret, jf. straffuldbyr-
delseslovens § 110 a. Dette skyldes, at hjemlen i 2007 blev
indført med henblik på bl.a. behandlingen af klager over bø-
deinddrivelse, som varetages af direktoratet.
Justitsministeriet finder, at en udvidelse af straffuldbyrdel-
seslovens § 110 a til også at omfatte kriminalforsorgsområ-
det vil forbedre kriminalforsorgens mulighed for at undersø-
ge, i relevante tilfælde, om dømtes indtægtsgrundlag udgø-
res af sociale ydelser med henblik på i givet fald at underret-
te de relevante myndigheder om den forventede indsættelse
til afsoning.
2.8.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at kriminalforsorgsområdet kan få terminalad-
gang til de nødvendige oplysninger i indkomstregisteret med
henblik på underretning af kommune eller anden relevant
myndighed om indkaldelse til afsoning m.v.
Som det fremgår under pkt. 2.8.1 vil kriminalforsorgen i dag
kun have en formodning om, at den dømte modtager sociale
ydelser, hvis det tilfældigvis fremgår af sagens akter.
Med forslaget vil kriminalforsorgsområdet kunne foretage
opslag i indkomstregisteret i forbindelse med indkaldelse og
indsættelse af dømte til afsoning med henblik på at kunne
underrette kommune eller anden relevant myndighed i de til-
fælde, hvor den dømte modtager ydelser, som eventuelt skal
20
indstilles under afsoningen. Kriminalforsorgsområdet vil
endvidere kunne anvende indkomstregisteret til at tilveje-
bringe oplysninger om indkomstgrundlag i de tilfælde, hvor
dømte udebliver efter tilsigelse til afsoning med henblik på
at opfylde sin underretningspligt.
Det forudsættes således, at kriminalforsorgsområdet i rele-
vante tilfælde underretter kommune eller anden relevant
myndighed allerede i forbindelse med indkaldelse til afso-
ning, således at kommune eller anden relevant myndighed
gøres bekendt med, hvornår den dømte skal møde til afso-
ning og dermed kan indstille udbetalingen i den periode,
hvor den indsatte ikke er berettiget til ydelserne.
Det forudsættes endvidere, at kriminalforsorgsområdet un-
derretter den relevante myndighed i de tilfælde, hvor der
sker ændringer, som kan have betydning for udbetaling af
sociale ydelser, herunder eventuel fremrykning eller udsk-
ydelse af afsoningstidspunktet.
Den almindelige pligt til at oplyse om ændringer, der kan
have betydning for udbetaling af sociale ydelser, påhviler
fortsat personer, der modtager sådanne ydelser, jf. § 11, stk.
2, i bekendtgørelse nr. 1052 af 8. september 2015 af lov om
retssikkerhed og administration på det sociale område samt
§ 4 i lov nr. 324 af 11. april 2012 om Udbetaling Danmark
med senere ændringer. For personer, der søger om eller
modtager ydelser fra en a-kasse, fremgår pligten af § 65 a i
lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse
nr. 832 af 7. juli 2015.
Direktoratet for Kriminalforsorgen og kriminalforsorgsom-
rådet vil også have behov for at inddrage indkomstoplysnin-
ger ved behandlingen af sager om fuldbyrdelse af straf, her-
under ved behandlingen af klager over bødeinddrivelse, ud-
ståelse af bødeforvandlingsstraf og sager om betinget benåd-
ning bl.a. på vilkår af, at den dømte betaler en bøde, som
fastsættes ud fra den pågældendes bruttoindtægt.
Kriminalforsorgens indhentning af oplysninger fra ind-
komstregisteret vil i praksis fortrinsvis være oplysninger af
ikke-følsom karakter omfattet af persondatalovens § 6, stk.
1. Med forslaget tilsigtes det imidlertid ikke at udelukke ind-
hentning af relevante følsomme oplysninger fra registeret i
overensstemmelse med persondatalovens § 7 og § 8, f.eks.
indhentning af oplysninger, som afslører, at den pågældende
modtager førtidspension.
Det er Justitsministeriets vurdering, at det er både sagligt og
nødvendigt for kriminalforsorgen at få adgang til de relevan-
te oplysninger i indkomstregisteret til brug for udførelsen af
kriminalforsorgens ovennævnte opgaver, og at adgangen til
og indsamlingen af nødvendige oplysninger fra registeret
bl.a. på den baggrund kan ske inden for persondatalovens
rammer.
Det forudsættes i den forbindelse, at Direktoratet for Krimi-
nalforsorgen og kriminalforsorgsområdet alene kan anvende
adgangen til indkomstregisteret i tilfælde, hvor dette er rele-
vant. Der skal således foretages en konkret vurdering ud fra
de foreliggende oplysninger i kriminalforsorgens sag af, om
der er grundlag for at foretage opslag i indkomstregisteret.
Det vil f.eks. ikke være tilfældet, hvor der foreligger oplys-
ninger om, at den dømte er selvforsørgende.
Det forudsættes endvidere, at adgangen til indkomstregiste-
ret begrænses til de medarbejdere i kriminalforsorgen, der
beskæftiger sig med behandlingen af de relevante sagstyper.
Videregivelse af oplysninger fra kriminalforsorgen til den
relevante myndighed sker – ligesom ved indsamling af op-
lysninger i indkomstregisteret – efter de almindelige be-
handlingsregler i persondataloven.
Kriminalforsorgen skal således bl.a. iagttage de grundlæg-
gende principper i persondatalovens § 5 og behandlingsbe-
tingelserne i lovens § 6, som er angivet ovenfor under pkt.
2.8.1. Idet der vil indgå oplysninger om strafbare forhold i
en sådan underretning til den relevante myndighed, skal kri-
minalforsorgen endvidere iagttage persondatalovens § 8, stk.
2, hvorefter videregivelse af sådanne oplysninger bl.a. kan
ske, hvis det er nødvendigt for udførelsen af en myndigheds
virksomhed eller påkrævet for en afgørelse, som myndighe-
den skal træffe, jf. nr. 3.
Det er Justitsministeriets vurdering, at kriminalforsorgen ef-
ter persondataloven kan underrette en relevant kommune el-
ler anden relevant myndighed om, at en borger, der formo-
des at modtage sociale ydelser, er indkaldt til afsoning på et
bestemt tidspunkt med henblik på, at udbetalingsmyndighe-
den kan træffe afgørelse om at stoppe udbetalingen af socia-
le ydelser.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 2, nr. 3, og bemærk-
ningerne hertil.
2.9. Bødestraf for udeblivelse fra afsoning
2.9.1. Gældende ret
Det er efter gældende ret ikke strafbart at udeblive fra afso-
ning, men der eksisterer i dag flere reaktionsmuligheder mv.
over for dømte, der udebliver efter tilsigelse til afsoning.
Efter § 21, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1034 af 23. juni 2016
om udgang til indsatte, der udstår fængselsstraf eller forva-
ring i kriminalforsorgens institutioner (udgangsbekendtgø-
relsen), skal en indsat, der uden lovlig grund er udeblevet ef-
ter tilsigelse til afsoning, i et tidsrum af 3 måneder fra ind-
sættelsen som udgangspunkt fratages muligheden for at kun-
ne meddeles tilladelse til udgang.
Desuden skal det efter straffuldbyrdelseslovens § 46, stk. 2,
ved vurderingen af risikoen for misbrug af udgangstilladelse
bl.a. tillægges særligt vægt, hvis den indsatte ikke er mødt
til afsoning i overensstemmelse med tilsigelsen.
Udeblivelse efter tilsigelse til afsoning kan endvidere bety-
de, at afsoningsinstitution ændres fra åben til lukket institu-
tion. Det fremgår således af straffuldbyrdelseslovens § 22,
stk. 4, nr. 1, at fuldbyrdelse af straf i fængsel kan ske i luk-
21
ket fængsel, hvis der efter de i øvrigt foreliggende oplysnin-
ger om den dømte og efter kriminalitetens art er bestemte
grunde til at antage, at den dømte ved anbringelse i åbent
fængsel vil undvige. Oplysninger om, at den pågældende er
udeblevet efter tilsigelse til afsoning, kan indgå i denne be-
dømmelse, jf. pkt. 29 i vejledning nr. 9116 af 29. februar
2016 om anbringelse og overførsel af dømte, som skal udstå
fængselsstraf eller forvaring (anbringelses- og overførsels-
vejledningen).
Endeligt kan udeblivelse tale imod eventuel tidlig prøvel-
øsladelse efter straffelovens § 40 a.
Det fremgår af de almindelige bemærkninger til forslag til
lov nr. 86 af 30. november 2005 om ændring af lov om fuld-
byrdelse straf m.v., at en domfældt anses for at være udeble-
vet uden lovlig grund, hvis den pågældende ikke møder på
det tidspunkt, hvortil den pågældende er tilsagt til afsoning,
og dette skyldes omstændigheder, som må lægges den på-
gældende til last. En domfældt er ikke udeblevet uden lovlig
grund, hvis undladelsen af at møde til afsoning skyldes om-
stændigheder, som ikke kan lægges den pågældende til last
f.eks. i tilfælde, hvor domfældte er mødt for sent som følge
af togforsinkelse eller lignende. Hvis den tidsmæssige over-
skridelse af mødetidspunktet må anses for ubetydelig, vil
der normalt kunne ses bort fra en sådan overskridelse, jf.
Folketingstidende 2005-2006, tillæg A, side 2590.
2.9.2. Justitsministeriets overvejelser
Det fremgår af afsnit 3.3 i Respektpakken, at aftalepartierne
er enige om, at udeblivelse fra afsoning i fængsler og arrest-
huse uden lovlig grund skal være strafbart, og at der skal
indføres bødestraf herfor. Bøderne skal kunne modregnes i
de ydelser, den indsatte modtager under afsoning.
Myndighederne har allerede i dag en række reaktionsmulig-
heder over for dømte, som ikke møder op til afsoning. Ude-
blivelse fra afsoning kan således indebære, at afsoningsste-
det ændres fra åbent til lukket fængsel, ligesom den indsatte
som udgangspunkt fratages muligheden for udgang de første
tre måneder af afsoningen. Derudover vil udeblivelse tale
imod tidlig prøveløsladelse efter noget for noget-ordningen
og indgå i vurderingen af misbrugsrisikoen ved meddelelse
af udgangstilladelse.
Den høje udeblivelsesprocent viser imidlertid, at reaktions-
mulighederne i dag ikke er tilstrækkelige, og aftalepartierne
vil derfor kriminalisere og indføre bødestraf for udeblivelse
fra afsoning uden lovligt forfald.
Initiativet skal supplere den eksisterende indsats mod ude-
blivelse fra afsoning fra danske fængsler og arresthuse og
medvirke til at sikre, at flere dømte møder til afsoning til ti-
den.
Justitsministeriet finder, at initiativet bør gennemføres ved,
at der i straffuldbyrdelsesloven indsættes et nyt kapitel ve-
drørende bøde for udeblivelse fra afsoning, og at kriminal-
forsorgsområdet i den forbindelse får mulighed for at udste-
de administrative bødeforelæg, da der er tale om et stort an-
tal sager, hvor overtrædelserne generelt er ensartede, ukom-
plicerede og uden bevismæssige tvivlsspørgsmål.
2.9.3. Den foreslåede ordning
Den foreslåede bestemmelse i § 110 b, stk. 1, indebærer, at
det bliver strafbart ikke at møde op til afsoning uden lovlig
grund på det tidspunkt, hvor den pågældende er tilsagt.
Det forudsættes, at overtrædelse af den foreslåede bestem-
melse i udgangspunktet straffes med en bøde på 1.000 kr.
Fastsættelsen af straffen vil dog fortsat bero på domstolenes
konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige om-
stændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne
fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den kon-
krete sag foreligger skærpende eller formildende omstæn-
digheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fast-
sættelse i straffelovens kapitel 10.
Det foreslås endvidere, at kriminalforsorgsområdet i sager
om overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i § 110 b,
stk. 1, i et bødeforelæg kan tilkendegive, at sagen afgøres
uden retssag, hvis den, der er udeblevet, erklærer sig skyldig
i overtrædelsen og erklærer sig rede til at betale bøden.
Vurderingen af, om der i det enkelte tilfælde er tale om en
overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i stk. 1, vil bero
på generelt klare og umiddelbart konstaterbare forhold. Sa-
gens afgørelse beror således som udgangspunkt ikke på
skønsmæssige elementer af betydning.
En betingelse for, at sagen kan afsluttes med et administra-
tivt bødeforelæg, vil efter den foreslåede ordning således
være, at den pågældende erklærer sig skyldig i overtrædel-
sen og erklærer sig indforstået med, at sagen afgøres admi-
nistrativt med betaling af bøden.
Vedtages bødeforelægget, vil yderligere strafforfølgning
bortfalde. Vedtagelsen har samme virkning som en dom.
Såfremt den pågældende ikke vedtager bødeforelægget,
oversendes sagen til politiet med henblik på videre foran-
staltning.
Retsplejelovens regler om krav til indholdet af et anklage-
skrift og om, at en sigtet ikke er forpligtiget til at udtale sig,
finder tilsvarende anvendelse for bødeforelæg.
Forslaget indebærer yderligere, at der i tilfælde, hvor den
dømte udebliver fra afsoning, kan træffes bestemmelse om,
at den vedtagne eller idømte bøde for udeblivelse fra afso-
ning modregnes i den indsattes vederlag for beskæftigelse
efter § 42, stk. 1, i de tilfælde, hvor den pågældende ikke be-
taler bøden. Den indsatte skal dog mindst have udbetalt en
ydelse til dækning af personlige fornødenheder.
Det foreslås, at modregning kan anvendes som inddrivelse i
tilfælde, hvor vedkommende enten ikke har evne eller vilje
til at betale en vedtaget eller idømt bøde efter stk. 1. Mod-
22
regning kan således ske i de tilfælde, hvor den dømte erklæ-
rer sig skyldig i overtrædelsen af den foreslåede bestemmel-
se i stk. 1, men hvor den dømte ikke evner at betale bøden.
Modregning kan endvidere ske i de tilfælde, hvor den dømte
ikke har erklæret sig skyldig i overtrædelsen, men hvor
domstolene ved dom har fundet den pågældende skyldig i
overtrædelsen.
Efter den foreslåede ordning skal politiet således oversende
en ved domstolene idømt bøde for udeblivelse til kriminal-
forsorgen med henblik på inddrivelse gennem modregning.
I de tilfælde, hvor den dømte afsoner en kort frihedsstraf, og
modregning derfor ikke i fuldt omfang kan ske under afso-
ning, oversendes det resterende krav til politiet med henblik
på inddrivelse på sædvanlig vis.
Det foreslås endeligt, at justitsministeren kan fastsætte nær-
mere regler om behandlingen af sager om modregning af
bøder.
Der tilsigtes ingen ændringer i anvendelsen af øvrige reakti-
onsmuligheder som beskrevet ovenfor under pkt. 2.9.1.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 2, nr. 4, og bemærk-
ningerne hertil.
2.10. Skærpet erstatningsansvar for anstiftere og ledere
af farlige opløb
2.10.1. Gældende ret
2.10.1.1. Efter grundlovens § 79 har borgerne ret til uden
forudgående tilladelse at samle sig ubevæbnede. Er forsam-
lingen offentlig, har politiet ret til at overvære den, og for-
samlinger under åben himmel kan forbydes, hvis der er risi-
ko for fare for den offentlige fred.
Ved en forsamling forstås i almindelighed den samtidige til-
stedeværelse af en flerhed af personer i et fælles øjemed (for
at befordre en meningstilkendegivelse) og under en vis le-
delse.
Hvis en forsamling går i opløsning på grund af slagsmål,
voldsanvendelse eller hærværk, skifter forsamlingen karak-
ter fra at være en forsamling, der er beskyttet af grundlovens
§ 79, til at være et opløb, som der kan skrides ind over for
efter grundlovens § 80 og politilovgivningen.
Hvis en forsamling forbydes eller opløses af politiet eller
går i indre opløsning, bliver den også til et opløb i lovens
forstand.
Et opløb kan opstå såvel udendørs som indendørs, og uden
at der først har været tale om en forsamling.
Det følger af grundlovens § 80, at den væbnede magt (i
praksis politiet), når den ikke angribes, kun må skride ind
ved opløb, efter at mængden tre gange i kongens og lovens
navn forgæves er opfordret til at skilles.
2.10.1.2. Fremkaldelse, ledelse og deltagelse i opløb kan ef-
ter omstændighederne straffes efter straffelovens §§ 133 og
134. Straffelovens § 120 indeholder desuden en særlig regel
om opløb som middel til overfald på eller tvang mod offent-
lige myndigheder.
Straffelovens § 133 angår såkaldt farlige opløb, det vil sige
opløb, der fremkaldes med det forsæt at øve eller true med
vold mod person eller gods, mens straffelovens § 134 angår
såkaldt ufarlige opløb.
Efter straffelovens § 133, stk. 1, er det strafbart at fremkalde
(anstifte) opløb med det forsæt at øve eller true med vold på
person eller gods.
I medfør af straffelovens § 133, stk. 2, straffes de, der ved et
opløb, under hvilket nævnte formål er lagt for dagen, optræ-
der som opløbets ledere, samt enhver deltager, der undlader
at efterkomme øvrighedens lovligt forkyndte påbud til
mængden om at skilles.
Straffelovens § 133, stk. 3, angår strafansvaret for visse
forbrydelser, som begås under farlige opløb. Det følger af
bestemmelsen, at anstiftere og ledere af opløbet straffes ef-
ter den strafferamme, som gælder for de forbrydelser, som
begås, f.eks. straffelovens §§ 244 og 245 om vold og § 291
om hærværk.
For anstiftere og ledere opstiller straffelovens § 133, stk. 3,
således et skærpet strafansvar, idet disse personer kan gøres
ansvarlige for visse forbrydelser, som begås af opløbets me-
nige deltagere, uanset om anstifteren eller lederen kan straf-
fes efter de almindelige ansvarsbetingelser. Det er dog en
betingelse for det særlige ansvar, at forbrydelsen er begået
under opløbet, og at den hører under dets formål.
Efter straffelovens § 134 straffes den, der deltager i såkaldt
ufarlige opløb. Det følger af bestemmelsen, at deltagelse i
ufarlige opløb ikke i sig selv er strafbart. Strafansvaret ind-
træder først, hvis deltagerne ikke efterkommer politiets på-
bud om at skilles. Fremkaldelse og ledelse af ufarlige opløb
er ikke særskilt kriminaliseret.
Straffelovens § 120 angår de særlige tilfælde, hvor opløb an-
vendes som middel til at overtræde straffelovens § 119 om
bl.a. overfald af og tvang mod offentlige myndigheder. Efter
bestemmelsen straffes et sådan opløbs anstiftere og ledere i
overensstemmelse med straffelovens § 119. Det samme gæl-
der de deltagere, som undlader at efterkomme øvrighedens
lovligt forkyndte påbud til mængden om at skilles.
2.10.1.3. Sideløbende med et strafansvar vil der efter dansk
rets almindelige regler om erstatning uden for kontraktfor-
hold kunne pålægges en person erstatningsansvar for skade,
som den pågældende har forvoldt eller medvirket til at for-
volde under et opløb.
De almindelige erstatningsretlige principper tager sigte på
dels at varetage genopretningshensyn – det vil sige hensynet
til at sikre skadelidtes muligheder for at få dækket sit tab –
23
dels præventive hensyn, idet risikoen for at ifalde erstat-
ningsansvar i almindelighed antages at være et incitament til
at handle ansvarligt og dermed undgå skade.
For at kunne pålægge en skadevolder erstatningsansvar, er
det en forudsætning, at der foreligger det fornødne ansvars-
grundlag. Dansk rets almindelige ansvarsgrundlag er den så-
kaldte culparegel. Culpareglen beskrives traditionelt således,
at der indtræder ansvar for skade, som forvoldes ved en
handling, der kan tilregnes den, der handler, som forsætlig
eller uagtsom. Det almindelige culpaansvar er i en række til-
fælde fraveget i særlovgivningen. Et skærpet ansvarsgrund-
lag følger f.eks. af reglerne om objektivt ansvar i færdselslo-
ven og reglerne om forældres hæftelse for børns erstatnings-
ansvar.
Objektivt ansvar er den mest vidtgående måde, hvorpå ska-
devolders ansvar kan skærpes, og indebærer, at skadevolder
ifalder erstatningsansvar, uanset om der er noget at bebrejde
vedkommende selv, og uanset om andre, som vedkommen-
de er ansvarlig for, har handlet culpøst. Objektivt ansvar fin-
des på områder, hvor der er fundet behov for et særligt
strengt ansvarsgrundlag, bl.a. fordi der på området er stor ri-
siko for skade, eller fordi der, hvis en skade indtræder, vil
være tale om omfattende skadeforvoldelse.
Lovbestemt objektivt ansvar kendes som nævnt fra færdsels-
loven, hvorefter den, der er ansvarlig for et motordrevent
køretøj, er ansvarlig på objektivt grundlag for den skade, kø-
retøjet forvolder ved færdselsuheld mv.
En anden måde, hvorpå ansvarsnormen kan skærpes, er ved
at pålægge en person ansvar for andres fejl i form af et så-
kaldt hæftelsesansvar. Dette er en fravigelse af den alminde-
lige culparegel, hvorefter en person alene pålægges erstat-
ningsansvar for egne fejl. Der er dog samtidig ikke tale om
et objektivt ansvar, da hæftelsesansvaret forudsætter culpa
hos den skadevoldende og dermed grundlæggende bygger
på et culpaprincip. Det kræves i den forbindelse, at den eller
de skadeforvoldende personer skal kunne identificeres.
Regler om, at en person bliver ansvarlig for en andens ska-
degørende handlinger kendes fra arbejdsgiverens ansvar for
ansattes handlinger, jf. Danske Lov 3-19-2, og fra reglerne
om forældres hæftelse for børns erstatningsansvar.
En betingelse for at ifalde et erstatningsansvar er endvidere,
at der foreligger den nødvendige forbindelse mellem den
indtrådte skade og det ansvarspådragende forhold. Erstat-
ningsansvar forudsætter således, at der er årsagssammen-
hæng mellem den skadevoldende adfærd og den pågældende
skade. Det kan udtrykkes som et krav om, at et ansvarspå-
dragende forhold som udgangspunkt skal have været en
nødvendig betingelse for en skades indtræden.
Herudover forudsætter et erstatningsansvar, at der foreligger
såkaldt adækvans (påregnelighed). Herved forstås, at den
ansvarspådragende adfærd skal have forøget risikoen for, at
den pågældende skade indtræffer. Hvis skadesrisikoen er
den samme som før handlingen, må en derefter indtrådt ska-
de betragtes som hændelig. Det er dog ikke i sig selv til-
strækkeligt, at risikoen er blevet forøget – risikoen skal for-
øges for den skade, som rent faktisk indtræder. Et erstat-
ningsansvar omfatter således ikke følger, der fremstår som
atypiske og tilfældige i forhold til den risiko, som blev frem-
kaldt ved den ansvarspådragende handling.
Endelig er det en betingelse for at rejse et erstatningskrav, at
skadelidte har lidt et økonomisk tab som følge af den skade-
voldende handling eller undladelse.
2.10.1.4. En skadevolder er som udgangspunkt ikke erstat-
ningsansvarlig for skade, der dækkes af en tingsforsikring
eller driftstabsforsikring, jf. erstatningsansvarslovens § 19,
stk. 1. Reglen gælder, uanset om ansvarsgrundlaget er den
almindelige culparegel eller et strengere ansvarsgrundlag.
Reglen finder i øvrigt også anvendelse, hvis selskabet udbe-
taler erstatningen »pr. kulance«. Er der tegnet forsikring
med selvrisiko, er der erstatningsansvar for det beløb, som
selvrisikoen udgør. Hvis der er underforsikret, er der erstat-
ningsansvar for det beløb, som ikke dækkes af forsikringen.
Udgangspunktet i § 19, stk. 1, gælder ikke, såfremt den er-
statningsansvarlige har forvoldt skaden forsætligt eller ved
grov uagtsomhed, jf. lovens § 19, stk. 2, nr. 1, eller skaden
er forvoldt ved udøvelse af offentlig eller erhvervsmæssig
virksomhed eller virksomhed, der kan ligestilles hermed, jf.
lovens § 19, stk. 2, nr. 2.
Fortolkningen af lovens § 19, stk. 2, nr. 1, er nærmere be-
handlet i den juridiske litteratur. Det fremgår således af »Er-
statningsansvarsloven med kommentarer«, Jens Møller og
Michael S. Wiisbye, 6. udgave, 2002, side 436, at bestem-
melsen i lovens § 19, stk. 2, nr. 1, kun vedrører det personli-
ge ansvar for den, der selv har voldt skade forsætligt eller
groft uagtsomt. Dette indebærer bl.a., at en person, der efter
et strengere ansvarsgrundlag end det almindelige culpaan-
svar er ansvarlig for andre personers skadegørende handlin-
ger, ikke vil kunne gøres erstatningsansvarlig for skade, der
dækkes af en tings- eller driftstabsforsikring, til trods for at
skaden måtte være forvoldt forsætligt eller groft uagtsomt.
Erstatningsansvarslovens § 19 gælder i medfør af lovens §
21 ikke for erstatningsansvar, der er omhandlet i 1) færd-
selslovens regler om ansvar for motordrevne køretøjer, eller
som i øvrigt er dækket af den for køretøjet lovpligtige an-
svarsforsikring, 2) luftfartsloven eller 3) søloven. Bestem-
melsen undtager således de specifikke erstatningsretlige reg-
ler på de nævnte områder fra erstatningsansvarslovens al-
mindelige regler om bortfald af erstatningsansvar for skader,
der er dækket af tings- eller driftstabsforsikring. Det skyldes
især hensynet til at sikre erstatningsreglernes skadeforebyg-
gende (præventive) effekt, samt at regresretten, jf. erstat-
ningsansvarslovens § 22, kan have økonomisk betydning.
Såfremt der er erstatningsansvar for en skade, der er dækket
af en skadesforsikring, indtræder forsikringsselskabet i det
omfang, det har betalt erstatning, i den skadelidtes krav mod
den erstatningsansvarlige (regres), jf. erstatningsansvarslo-
24
vens § 22, stk. 1. Såfremt erstatningsansvaret er bortfaldet
efter bestemmelsen i lovens § 19, stk. 1, vil forsikringssel-
skabet ikke have nogen ret at indtræde i.
2.10.2. Justitsministeriets overvejelser
Det fremgår af afsnit 1.2 i Respektpakken, at aftalepartierne
er enige om at indføre et skærpet erstatningsansvar for an-
stiftere og ledere af opløb, som fremover skal kunne ifalde
et erstatningsansvar for alle materielle skader forvoldt under
opløbet, uanset om det har været muligt at identificere den
eller de deltagere, som har forvoldt den konkrete skade.
Det er i dag muligt at rette et erstatningsansvar mod de per-
soner, som udøver hærværk i forbindelse med et opløb, dvs.
bl.a. når politiet har opløst demonstrationer eller forsamlin-
ger. Det er i den forbindelse afgørende, at man har pågrebet
den person, som kan siges at være ansvarlig skadevolder.
Man skal altså identificere den person, der har begået hær-
værk f.eks. smadret en rude. Det er desværre ikke altid mu-
ligt at udpege den eller de egentlige skadevoldere i en større
gruppe af deltagere i et opløb.
Aftalepartierne anser anstiftere og ledere som hovedansvar-
lige for, at opløbet finder sted, og disse personer har samti-
dig indflydelse på, hvordan opløbet forløber, og dermed en
reel mulighed for at forhindre skadevoldende handlinger un-
der opløbet.
Aftalepartierne vil derfor skabe et incitament til, at ingen
opfordrer andre til at hærge byen og vandalisere privat ejen-
dom.
Justitsministeriet har overvejet, i hvilken lov reglerne om
dette erstatningsansvar bør placeres. Ministeriet har fundet
det mest hensigtsmæssigt at placere reglerne i lov nr. 363 af
13. maj 2009 om hæftelse for børns erstatningsansvar, der i
forvejen indeholder regler om et skærpet erstatningsansvar
for andre personers skadegørende handlinger eller undladel-
ser.
Efter de almindelige regler om bortfald af erstatningsansvar
for skader, der dækkes af forsikring, jf. erstatningsansvarslo-
vens § 19, vil anstiftere og ledere af opløb ikke kunne gøres
erstatningsansvarlige for skader, der forvoldes af opløbets
øvrige deltagere, hvis skaden er dækket af forsikring.
Det må forventes, at en ikke uvæsentlig del af de skader, der
kan blive forvoldt under et opløb, vil være dækket af forsik-
ring. For at sikre den foreslåede ordnings præventive effekt
finder Justitsministeriet det derfor nødvendigt, at der samti-
dig foretages en ændring af erstatningsansvarslovens § 21,
således at anstiftere og ledere af opløb kan gøres erstat-
ningsansvarlige efter reglen om skærpet erstatningsansvar
for skader, der forvoldes af opløbets øvrige deltagere, selv
om disse skader måtte være dækket af forsikring.
2.10.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås at indføre et skærpet erstatningsansvar for per-
soner, der anstifter eller leder opløb med det forsæt at øve
eller true med vold på person eller gods, således at de bliver
erstatningsansvarlige for tingsskade, der forvoldes under el-
ler i forbindelse med opløbet af personer, som deltager i det-
te.
Efter den foreslåede ordning vil personer, der anstifter eller
leder opløb, være objektivt ansvarlige i den forstand, at an-
svaret udløses, uanset om tingsskade er forvoldt forsætligt,
uagtsomt eller hændeligt af opløbets deltagere, og uanset om
det er muligt at identificere den eller de personer, der har
forvoldt skaden.
For at det skærpede erstatningsansvar finder anvendelse,
skal der være tale om et opløb, som er fremkaldt med det
forsæt at øve eller true med vold på person eller gods. Med
forslaget bliver anstiftere og ledere dermed erstatningsan-
svarlige for de øvrige (menige) deltageres skadegørende
handlinger, ligesom de i dag kan straffes for visse lovover-
trædelser, herunder bl.a. vold og hærværk, som begås af an-
dre deltagere under opløbet, jf. straffelovens § 133, stk. 3.
Det er ikke en forudsætning, at et opløbs anstifter eller leder
samtidig findes skyldig i overtrædelse af straffelovens §
133. Det indebærer bl.a., at der efter omstændighederne kan
pålægges en person, som har anstiftet eller ledet et opløb, er-
statningsansvar efter den foreslåede ordning, selv om der ik-
ke er ført en straffesag mod den pågældende. Det samme
gælder i tilfælde, hvor anklagemyndigheden vælger at rejse
tiltale for overtrædelse af andre bestemmelser frem for straf-
felovens § 133.
Med den foreslåede ordning tilsigtes der alene en skærpelse
af ansvarsgrundlaget for anstiftere og ledere, som ifalder er-
statningsansvar på objektivt grundlag for al tingsskade, der
forvoldes af opløbets deltagere. De øvrige betingelser for at
ifalde erstatningsansvar, som følger af de almindelige erstat-
ningsretlige principper, herunder kravet om årsagssammen-
hæng og adækvans, finder således anvendelse.
Det skærpede erstatningsansvar for anstiftere og ledere om-
fatter al tingsskade, der forvoldes under eller i forbindelse
med hele opløbet. Det gælder, uanset på hvilket tidspunkt
anstifteren eller lederen tager del i opløbet, og uanset om
den pågældende forlader opløbet undervejs i dets forløb. Det
er således ikke en forudsætning, at anstifteren eller lederen
har været til stede under hele opløbet.
For at sikre at anstiftere og ledere kan gøres ansvarlige for
skader, der dækkes af forsikring, foreslås det endvidere at
udvide anvendelsesområdet for erstatningsansvarslovens §
21, således at bestemmelsen også omfatter erstatningsansva-
ret efter den foreslåede ordning.
Det indebærer, at erstatningsansvarslovens almindelige reg-
ler om bortfald af erstatningsansvar, jf. lovens § 19, ikke vil
25
finde anvendelse i forhold til det foreslåede skærpede erstat-
ningsansvar.
Som følge heraf vil anstiftere og ledere kunne gøres erstat-
ningsansvarlige for skader, der dækkes af forsikring, lige-
som et forsikringsselskab vil have regres mod de pågælden-
de personer, jf. erstatningsansvarslovens § 22, stk. 1.
Herudover finder de almindelige erstatningsretlige regler i
øvrigt anvendelse. Det indebærer bl.a., at erstatningsansva-
ret for anstiftere eller ledere af opløb vil kunne nedsættes el-
ler helt bortfalde efter den almindelige lempelsesregel i er-
statningsansvarslovens § 24. Endvidere vil de almindelige
regler om solidarisk hæftelse og regres mellem flere skade-
voldere, jf. erstatningsansvarslovens § 25, finde anvendelse.
Det vil være op til skadelidte at forfølge sit erstatningskrav.
Den skadelidte vil kunne gøre kravet gældende efter de al-
mindelige bestemmelser i retsplejelovens kapitel 89 om på-
tale af borgerlige krav under straffesager. Den skadelidte er
dog ikke forpligtet til at forfølge kravet i forbindelse med en
straffesag, men kan i stedet vælge at forfølge det i den bor-
gerlige retsplejes former.
Det bemærkes, at det ikke med lovforslaget er tilsigtet, at
anklagemyndigheden i videre omfang end i dag skal være
forpligtet til at forfølge borgerlige krav efter den forurette-
des begæring, jf. retsplejelovens § 991, stk. 2.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets §§ 3 og 4 og bemærk-
ningerne hertil.
2.10.4. Forholdet til grundloven og Danmarks internationa-
le forpligtigelser
Efter grundlovens § 79 har borgerne ret til uden forudgåen-
de tilladelse at samle sig ubevæbnede. Er forsamlingen of-
fentlig, har politiet ret til at overvære den, og forsamlinger
under åben himmel kan forbydes, hvis der er risiko for fare
for den offentlige fred.
Grundlovens § 79 beskytter således retten til at forsamle sig
fredeligt. Derimod beskytter grundlovens § 79 ikke forsam-
linger, som udøver vold, hærværk og lignende. Sådanne
ufredelige forsamlinger karakteriseres som opløb, jf. grund-
lovens § 80.
Efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions
(EMRK) artikel 11, stk. 1, har enhver bl.a. ret til frit at del-
tage i fredelige forsamlinger. Ligesom grundlovens § 79 be-
skytter EMRK artikel 11 ikke ufredelige forsamlinger.
Som det fremgår ovenfor under pkt. 2.10.3, foreslås det at
skærpe erstatningsansvaret for personer, der anstifter eller
leder opløb med det forsæt at øve eller true med vold på per-
son eller gods, således at de pågældende personer vil kunne
gøres erstatningsansvarlige for tingsskade, der forvoldes un-
der eller i forbindelse med opløbet af personer, der deltager i
dette.
Det skærpede erstatningsansvar vil således alene gælde for
skader, der forvoldes under eller i forbindelse med såkaldt
farlige opløb med voldshandlinger, hærværk mv. Skader,
der måtte blive forvoldt under fredelige forsamlinger, vil så-
ledes ikke være omfattet af lovforslaget. Det skærpede er-
statningsansvar vil endvidere alene påhvile personer, der an-
stifter eller leder opløb med forsæt til at øve eller true med
vold på person eller gods.
Arrangører mv. af fredelige forsamlinger – herunder fredeli-
ge forsamlinger, som måtte udvikle sig til opløb – vil såle-
des ikke kunne gøres erstatningsansvarlige efter lovforsla-
get, medmindre de pågældende arrangører mv. tillige anstif-
ter eller leder et (efterfølgende) opløb med det anførte for-
sæt.
Den foreslåede ordning indebærer på denne baggrund ikke
et indgreb over for fredelige forsamlinger i grundlovens og
EMRK’s forstand, og lovforslaget vurderes derfor at være
forenelig med beskyttelsen af forsamlingsfriheden i grundlo-
ven og EMRK.
2.11. Mulighed for at kommuner kan yde økonomisk til-
skud til privates tv-overvågning
2.11.1. Gældende ret
2.11.1.1. Efter tv-overvågningsloven må private som hoved-
regel ikke foretage tv-overvågning af gade, vej, plads eller
lignende område, som benyttes til almindelig færdsel, jf. lo-
vens § 1.
Tv-overvågningsloven indeholder imidlertid nogle undtagel-
ser til dette forbud, herunder i lovens § 2, stk. 2, hvorefter
boligorganisationer og foreninger mv., der repræsenterer
husstandene i et boligområde, har mulighed for efter tilla-
delse fra politiet at foretage tv-overvågning af det pågælden-
de boligområde og af arealer, som ligger i direkte tilknyt-
ning hertil, når overvågningen er væsentlig af hensyn til kri-
minalitetsbekæmpelse. En tilladelse kan gives for højst 5 år
ad gangen.
2.11.1.2. Tv-overvågningslovens generelle forbud mod tv-
overvågning af områder, som benyttes til almindelig færd-
sel, omfatter ikke offentlige myndigheders tv-overvågning.
For offentlige myndigheder gælder forvaltningsrettens al-
mindelige sagsbehandlingsregler og normer for god forvalt-
ningsskik, herunder bl.a. pligten til kun at varetage saglige
hensyn i forbindelse med myndighedsudøvelsen. Endvidere
er offentlige myndigheder underlagt et almindeligt proporti-
onalitetsprincip. Herudover finder persondatalovens regler
anvendelse for offentlige myndigheders behandling af per-
sonoplysninger, herunder i forbindelse med tv-overvågning.
Særligt for kommuners vedkommende er det tidligere anset
for tvivlsomt, om der med hjemmel i kommunalfuldmagts-
reglerne kan foretages tv-overvågning af frit tilgængelige
områder som f.eks. gågader, stisystemer og parkeringsplad-
ser alene med det formål at øge befolkningens tryghed, jf.
26
bemærkningerne til forslag til lov om ændring af lov om tv-
overvågning og lov om behandling af personoplysninger, jf.
Folketingstidende 2010-11 (1. samling), A, L 145 som frem-
sat, side 7.
På den baggrund blev tv-overvågningslovens § 2 a indsat
ved lov nr. 422 af 10. maj 2011 om udvidelse af adgangen
til tv-overvågning for kommuner.
Efter denne bestemmelse kan kommunerne med henblik på
at fremme trygheden foretage tv-overvågning af offentlig
gade, vej, plads eller lignende område, som benyttes til al-
mindelig færdsel, og som ligger i nær tilknytning til et om-
råde, der tv-overvåges i medfør af lovens § 2, stk. 2. Det er
en betingelse for en kommunes tv-overvågning efter denne
bestemmelse, at det pågældende areal, der benyttes til al-
mindelig færdsel, er offentligt og ligger i nær tilknytning til
et område, der allerede tv-overvåges af en boligorganisation
mv. i henhold til en tilladelse fra politiet, ligesom det er for-
udsat, at kommunen kun kan foretage tv-overvågning i med-
før af bestemmelsen, hvis der må formodes at være en vis
tættere sammenhæng mellem på den ene side de kriminali-
tetsproblemer, der er i det pågældende boligområde, og på
den anden side en utryghedsskabende adfærd på nærtliggen-
de offentlige arealer uden for boligområdet.
En boligorganisation mv. kan som nævnt ovenfor under pkt.
2.11.1.1 inden for rammerne af tv-overvågningslovens § 2,
stk. 2, selv tv-overvåge arealer, der ligger i »direkte tilknyt-
ning« til det pågældende boligområde.
For arealer, der ligger i direkte – og dermed også i nær – til-
knytning til et boligområde, er der efter omstændighederne
således adgang for både boligorganisationen og kommunen
til at tv-overvåge disse arealer. Kommunerne kan i sådanne
situationer vælge at tilbyde boligorganisationen at foretage
tv-overvågningen af de pågældende områder i stedet for bo-
ligorganisationen. Hvis boligorganisationen kun har fået til-
ladelse til at tv-overvåge sine egne områder, er det derimod
alene kommunen, der kan tv-overvåge de andre områder
(dvs. områder i tilknytning til boligområdet).
2.11.1.3. I den under pkt. 2.11.1.2 nævnte situation, hvor bå-
de boligorganisationen og kommunen har kompetence til at
tv-overvåge et offentligt område, kan kommunen i stedet
vælge at tilbyde boligorganisationen at finansiere boligorga-
nisationens tv-overvågning af det pågældende område. Det
er således med det anførte forudsat, at kommunen – som det
mindre i det mere – kan afholde udgifterne til en boligorga-
nisations tv-overvågning af offentlige arealer, der ligger i di-
rekte tilknytning til boligområdet, og som boligorganisatio-
nen har opnået polititilladelse til at tv-overvåge, når kom-
munen selv ville kunne tv-overvåge de pågældende arealer
efter tv-overvågningslovens § 2 a.
Det er antaget, at kommunalfuldmagtsreglerne ikke giver
kommunerne adgang til at yde økonomisk tilskud til privates
tv-overvågning ud over de tilfælde, hvor kommunerne selv
vil kunne foretage tv-overvågning. Kommunerne kan såle-
des ikke yde økonomisk tilskud til tv-overvågning af private
områder, herunder private veje og private fællesveje, med
henblik på at fremme borgernes tryghed.
2.11.2. Justitsministeriets overvejelser
Det fremgår af afsnit 1.5 i Respektpakken, at aftalepartierne
er enige om at give kommunerne mulighed for – med hen-
blik på at fremme trygheden – at yde økonomisk tilskud til
boligorganisationers tv-overvågning af boligområder og af
arealer, som ligger i direkte tilknytning hertil.
Som reglerne er i dag, kan kommunerne alene yde økono-
misk tilskud til tv-overvågning af offentlige områder, som
foretages af en boligforening efter tilladelse fra politiet.
Kommunerne har således ikke mulighed for at yde økono-
misk tilskud til tv-overvågning af private arealer, som fore-
tages af boligforeninger.
Københavns Kommune har således peget på, at kommunen
har set sig nødsaget til at meddele afslag på en række ansøg-
ninger fra boligforeninger om tilskud til tv-overvågning som
led i en generel tryghedsskabende indsats, idet der var søgt
om midler til hel eller delvis overvågning af private fælles-
veje. Med initiativet gives kommunerne mulighed for også
at yde økonomisk tilskud til tv-overvågning af private area-
ler.
Justitsministeriet finder, at der i tv-overvågningsloven bør
indføres en bestemmelse, som generelt gør det muligt for
kommunerne med henblik på at fremme trygheden at yde
økonomisk tilskud til etablering og drift af tv-overvågning,
der foretages for boligorganisationer og foreninger mv. efter
tilladelse fra politiet i medfør lovens § 2, stk. 2.
2.11.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås at give kommunerne mulighed for generelt at
yde økonomisk tilskud til privates tv-overvågning af et bo-
ligområde og af arealer, som ligger i direkte tilknytning her-
til.
Det vil med forslaget ikke være en betingelse for at yde øko-
nomisk tilskud til boligorganisationers tv-overvågning efter
§ 2, stk. 2, at kommunen selv vil kunne tv-overvåge de på-
gældende arealer efter tv-overvågningslovens § 2 a.
Den foreslåede adgang for kommunerne til at yde økono-
misk tilskud til etablering og drift af tv-overvågning omfat-
tet af tv-overvågningslovens § 2, stk. 2, vil alene give en
mulighed for kommunerne for at yde tilskud. Kommunerne
vil således ikke være forpligtede til at bruge muligheden.
Der tilsigtes ikke med lovforslaget en ændring af betingel-
serne for, hvor og hvornår tv-overvågning kan iværksættes
af boligorganisationer mv.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 5 og bemærkninger-
ne hertil.
27
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det
offentlige
Lovforslaget vurderes ikke at have økonomiske konsekven-
ser for regioner og kommuner af betydning. Lovforslaget
vurderes at have økonomiske konsekvenser for staten. Det
skønnes, at lovforslaget vil medføre merudgifter, der vurde-
res at kunne rummes inden for Justitsministeriets eksisteren-
de økonomiske rammer.
Lovforslaget vurderes ikke at have administrative konse-
kvenser for stat, regioner og kommuner af betydning.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for er-
hvervslivet mv.
Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative kon-
sekvenser for erhvervslivet mv.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for bor-
gerne.
6. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
7. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
8. Hørte myndigheder og organisationer mv.
Et udkast til lovforslagets § 1, nr. 3-7, og §§ 2-7 har i perio-
den fra den 9. september 2016 til den 7. oktober 2016 været
sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer
mv.:
Advokatrådet, Advokatsamfundet, Amnesty International,
Andelsboligforeningens fællesrepræsentation ABF, Andels-
boligforeningernes Fællesrepræsentation, Ankenævnet for
Forsikring, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Boligselska-
bernes Landsforening, BUPL, Copenhagen Business School,
Juridisk Institut, Danmarks Lejerforeninger, Danmarks Læ-
rerforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Detail,
Dansk Erhverv, Dansk Folkeoplysnings Samråd, Dansk
Franchise Forening, Dansk Industri, Dansk Journalistfor-
bund, Dansk PEN, Dansk Socialrådgiverforening, Dansk
Sygeplejeråd, Danske Advokater, Danske Medier, Danske
Regioner, Danske Udlejere, Danske Ældreråd, Datatilsynet,
De Samvirkende Købmænd, Den Danske Aktuarforening,
Den Danske Dommerforening, Den Danske Præsteforening,
Det Etiske Råd, Det Kriminalpræventive Råd, DI, Direkto-
ratet for Kriminalforsorgen, Dommerfuldmægtigforeningen,
Domstolsstyrelsen, Ejendomsforeningen Danmark, Erstat-
ningsnævnet, Faggruppen af Socialrådgivere i Kriminalfor-
sorgen, Fagligt Fælles Forbund (3F), Finansrådet, Finanstil-
synet, FOA, Forbrugerklagenævnet, Forbrugerombudsman-
den, Forbrugerrådet, Forbrugerrådet Tænk, Foreningen af
Fængselsinspektører, vicefængselsinspektører og økonomi-
chefer, Foreningen af Kommunale Social-, Sundheds- og
Arbejdsmarkedschefer i Danmark, Foreningen af Offentlige
Anklagere, Forsikring & Pension, FRIDA Forsikring Agen-
tur A/S, FTF, Fællesforeningen for Danmarks Brugsforenin-
ger, Fængselsforbundet, Grundejernes Landsorganisation,
Hjælp Voldsofre, HK Danmark, HK Landsklubben for Dan-
marks Domstole, HK Landsklubben for Kriminalforsorgen,
HK Landsklubben for Politiet, Husleje- og Beboerklagen-
ævnsforeningen, Institut for Menneskerettigheder, Justitia,
KL, Kriminalforsorgens Lokale Præsteforening, Kriminal-
forsorgsforeningen, Københavns Universitet, Det Juridiske
Fakultet, Landsforeningen af Forsvarsadvokater, Landsfor-
eningen KRIM, Landsklubben af socialrådgivere ansat i Kri-
minalforsorgen, Landsorganisationen i Danmark (LO), Le-
jernes Landsorganisation i Danmark, Lægeforeningen, Of-
ferrådgivningerne i Danmark, Parcelhusejernes Landsfor-
ening, Politidirektørforeningen, Politiforbundet i Danmark,
Realkreditankenævnet, Realkreditforeningen, Realkreditrå-
det, Retspolitisk Forening, Rigsadvokaten, Rigsombuds-
manden i Grønland, Rigsombudsmanden på Færøerne, Rigs-
politiet, Rådet for Socialt Udsatte, samtlige byretter, SAVN,
SikkerhedsBranchen, Socialpædagogernes Landsforbund,
Statens Byggeforskningsinstitut, Syddansk Universitet, Juri-
disk Institut, Sø- og Handelsretten, TEKNIQ, Trykkefri-
hedsselskabet, Udbetaling Danmark, Vejdirektoratet, Vestre
Landsret, Ældre Sagen, Østre Landsret, Aarhus Universitet,
Juridisk Institut.
Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1560/2016 om ind-
dragelse af uhensigtsmæssig adfærd i fængsler og arresthuse
ved varetægtsfængsling og strafudmåling, som lovforslagets
§ 1, nr. 1 og 2, bygger på, har i perioden fra den 9. septem-
ber 2016 til den 7. oktober 2016 været sendt i høring hos
følgende myndigheder og organisationer mv.:
Advokatrådet, Amnesty International, Dansk Socialrådgi-
verforening, Danske Advokater, Danske Regioner, Datatil-
synet, Den Danske Dommerforening, Den Danske Præste-
forening, Det Kriminalpræventive Råd, Direktoratet for Kri-
minalforsorgen, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstols-
styrelsen, Faggruppen af Socialrådgivere i Kriminalforsor-
gen, Foreningen af Fængselsinspektører, vicefængselsin-
spektører og økonomichefer, Foreningen af Kommunale So-
cial-, Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer i Danmark, For-
eningen af Offentlige Anklagere, Fængselsforbundet, HK
Landsklubben Danmarks Domstole, HK Landsklubben Kri-
minalforsorgen, Institut for Menneskerettigheder, Justitia,
KL, Kriminalforsorgens Lokale Præsteforening, Kriminal-
forsorgsforeningen, Landsforeningen af Forsvarsadvokater,
Landsforeningen KRIM, Landsklubben af socialrådgivere
ansat i Kriminalforsorgen, Politiforbundet i Danmark, Rets-
politisk Forening, Rigsadvokaten, Rigspolitiet, Rådet for
Socialt Udsatte, samtlige byretter, SAVN, Socialpædagoger-
nes Landsforbund, Vestre Landsret, Østre Landsret.
28
9. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindreudgifter Negative konsekvenser/merudgifter
Økonomiske konsekvenser for
stat, kommuner og regioner
Ingen af betydning Det skønnes, at lovforslaget vil medføre
merudgifter, der vurderes at kunne rum-
mes inden for Justitsministeriets eksister-
ende økonomiske rammer.
Administrative konsekvenser for
stat, kommuner og regioner
Ingen Ingen af betydning
Økonomiske konsekvenser for er-
hvervslivet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for
borgerne
Ingen Ingen
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
Overimplementering af EU-retli-
ge minimumsforpligtelser (sæt X) JA NEJ
X
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Det fremgår af straffelovens § 81, nr. 12, at det ved straffens
fastsættelse i almindelighed skal indgå som en skærpende
omstændighed, at gerningen er begået af en person, der ud-
står straf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberø-
vende karakter. Det er i forarbejderne til bestemmelsen for-
udsat, at bestemmelsen begrænses til handlinger rettet mod
medindsatte, personer med tilknytning til institutionen eller
mod institutionen eller dens ejendele.
Det foreslås, at straffelovens § 81, nr. 12, nyaffattes. Den
foreslåede bestemmelse viderefører den gældende bestem-
melse, hvorefter det ved straffens fastsættelse i almindelig-
hed skal indgå som en skærpende omstændighed, at gernin-
gen er begået af en person, der udstår straf eller anden straf-
feretlig retsfølge af frihedsberøvende karakter. Den foreslåe-
de bestemmelse indebærer herudover, at bestemmelsen
fremover også vil omfatte gerninger begået af en person, der
er varetægtsfængslet eller undergivet foranstaltning, der træ-
der i stedet herfor.
Den foreslåede bestemmelse vil herefter bl.a. omfatte perso-
ner, der udstår fængselsstraf eller forvaring i fængsel eller
arresthus. Endvidere omfatter den personer, der efter regle-
rne i udgangsbekendtgørelsen udstår fængselsstraf under ud-
stationering fra fængsel eller arresthus. Herudover omfatter
den personer, som udstår straf i kriminalforsorgens pensio-
ner eller institutioner mv. uden for kriminalforsorgen, jf.
straffuldbyrdelseslovens § 78, eller som udstår straf på bo-
pælen under intensiv overvågning og kontrol (fodlænkeafso-
nere), jf. straffuldbyrdelseslovens kapitel 13 a og 13 b.
Straffuldbyrdelseslovens kapitel 13 b foreslås indført med
det kommende forslag til lov om ændring af udlændingelo-
ven, lov om fuldbyrdelse af straf m.v. og straffeloven (Styr-
ket kontrol med udlændinge på tålt ophold og kriminelle ud-
viste, herunder indførelse af underretningspligt, skærpet
straf, afsoning i fodlænke og særlig adgang til varetægts-
fængsling). Desuden omfatter den personer, der er friheds-
berøvet i medfør af straffelovens §§ 68-69 (foranstaltnings-
domme) eller § 74 a (ungdomssanktion).
Bestemmelsen vil tillige omfatte personer, der er varetægts-
fængslede eller undergivet foranstaltning, der træder i stedet
herfor, jf. retsplejelovens kapitel 70. Bestemmelsen vil her-
udover også omfatte personer, der er varetægtsfængslede
mv. efter lignende regler i anden lovgivning, herunder bl.a.
militær retsplejelovs § 11, § 8 i lov om international fuld-
byrdelse af straf m.v. samt udlændingelovens §§ 35-35 b.
Udlændingelovens §§ 35 a-35 b foreslås indført med det
kommende forslag til lov om ændring af udlændingeloven,
lov om fuldbyrdelse af straf m.v. og straffeloven (Styrket
kontrol med udlændinge på tålt ophold og kriminelle udvis-
te, herunder indførelse af underretningspligt, skærpet straf,
afsoning i fodlænke og særlig adgang til varetægtsfængs-
ling).
Bestemmelsen vil, ligesom den gældende bestemmelse, også
finde anvendelse på gerninger, der begås under eventuel ud-
gang fra institutionen.
Den foreslåede bestemmelse indebærer desuden, at bestem-
melsen fremover også vil omfatte gerninger, der begås un-
29
der undvigelse fra varetægtsfængslingen eller afsoningen
mv. Det vil således i almindelighed også skulle anses for en
skærpende omstændighed efter bestemmelsen, hvis en lov-
overtrædelse f.eks. er begået af en strafafsoner, der er flygtet
fra et fængsel.
Det er i forarbejderne til den gældende bestemmelse forud-
sat, at den begrænses til handlinger rettet mod medindsatte,
personer med tilknytning til institutionen eller mod instituti-
onen eller dens ejendele, jf. bemærkningerne til forslag til
lov om ændring af straffeloven og retsplejeloven, jf. Folke-
tingstidende 2003-04, tillæg A, side 3323. Med lovforslaget
forudsættes det, at bestemmelsen fremover i overensstem-
melse med sin ordlyd vil kunne anvendes på alle gerninger
begået af de personer, som er omfattet af bestemmelsen. Det
gælder både strafafsonere og varetægtsfængslede mv.
Det indebærer bl.a., at bestemmelsen fremover vil finde an-
vendelse, hvis en person, der er omfattet af bestemmelsen,
under udgang fra institutionen mv. f.eks. overtræder lovgiv-
ningen om euforiserende stoffer, begår indbrud eller udøver
vold mod en person, der hverken er medindsat eller tilknyt-
tet institutionen, eller hvis en sådan person i institutionen
begår en lovovertrædelse, som har virkning uden for institu-
tionen, f.eks. ved at medvirke til en lovovertrædelse begået
af en anden uden for institutionen.
Bestemmelsen vil finde anvendelse på gerninger, der begås i
perioden indtil personens løsladelse mv. Efter dette tids-
punkt vil straffelovens § 81, nr. 13, gælde for gerninger, der
begås over for institutionen eller en person med ansættelse
ved institutionen.
Der er ikke i øvrigt tilsigtet ændringer af den gældende rets-
tilstand.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 2
Efter den gældende bestemmelse i straffelovens § 81, nr. 13,
skal det ved straffens fastsættelse i almindelighed indgå som
en skærpende omstændighed, at gerningen er begået af en
tidligere indsat over for institutionen eller en person med an-
sættelse ved institutionen.
Det foreslås, at bestemmelsen nyaffattes. Den foreslåede be-
stemmelse viderefører den gældende bestemmelse, hvorefter
det ved straffens fastsættelse i almindelighed indgår som en
strafskærpende omstændighed, at gerningen er begået af en
tidligere indsat over for institutionen eller en person med an-
sættelse ved institutionen. Den foreslåede bestemmelse in-
debærer herudover, at bestemmelsen fremover også vil om-
fatte gerninger begået af en person, der tidligere har været
varetægtsfængslet eller undergivet foranstaltning, der træder
i stedet herfor, over for institutionen eller en person med an-
sættelse ved institutionen.
Det foreslås i den forbindelse, at det kommer til at fremgå af
bestemmelsens ordlyd, at den omfatter den samme per-
songruppe som § 81, nr. 12.
Det vil dog være en forudsætning for at anvende bestemmel-
sen, at personen som led i varetægtsfængslingen eller foran-
staltningen, der træder i stedet herfor, udståelsen af straf el-
ler anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter
har været anbragt i fængsel, arresthus eller institution i øv-
rigt. Bestemmelsen vil således f.eks. ikke gælde for perso-
ner, som har udstået straf på bopælen under intensiv over-
vågning og kontrol (fodlænkeafsonere), jf. straffuldbyrdel-
seslovens kapitel 13 a. Det vil i sådanne tilfælde bero på
straffelovens øvrige regler om strafudmåling, om der fore-
ligger skærpende omstændigheder.
Derimod vil bestemmelsen gælde for personer, der har ud-
stået straf på bopælen i et indkvarteringssted under intensiv
overvågning og kontrol efter straffuldbyrdelseslovens kapi-
tel 13 b, som foreslås indført med det kommende forslag til
lov om ændring af udlændingeloven, lov om fuldbyrdelse af
straf m.v. og straffeloven (Styrket kontrol med udlændinge
på tålt ophold og kriminelle udviste, herunder indførelse af
underretningspligt, skærpet straf, afsoning i fodlænke og
særlig adgang til varetægtsfængsling), idet disse personers
bopæl har været i indkvarteringsstedet.
Der er ikke i øvrigt tilsigtet ændringer af den gældende rets-
tilstand.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 3
I straffelovens § 81 er oplistet en række forhold, som i al-
mindelighed skal indgå som skærpende omstændigheder ved
straffastsættelsen.
Det foreslås at indsætte et nyt nummer i straffelovens § 81,
hvoraf det fremgår, at det ved straffens fastsættelse i almin-
delighed skal indgå som en skærpende omstændighed, at
gerningen har baggrund i den forurettedes eller dennes nær-
mestes udførelse af offentlig tjeneste eller hverv.
Udtrykket »offentlig tjeneste eller hverv« skal forstås i over-
ensstemmelse med det tilsvarende udtryk i straffelovens §
119, stk. 1, jf. nærmere herom pkt. 2.3.1 i lovforslagets al-
mindelige bemærkninger, hvoraf det bl.a. fremgår, at be-
stemmelsen omfatter personer ansat i den offentlige forvalt-
ning (dvs. statslige, regionale og kommunale institutioner),
ligesom andre personer, der handler i medfør af offentlig tje-
neste eller hverv, kan være omfattet.
Afgrænsningen af begrebet den forurettedes »nærmeste« må
foretages i overensstemmelse med det tilsvarende begreb i
retsplejelovens § 171 om, hvem der er fritaget for den al-
mindelige pligt til at afgive forklaring i retten. Udtrykket
omfatter således normalt personens ægtefælle, faste samle-
vende, forældre, børn og søskende. Efter omstændighederne
30
vil også fjernere slægtninge, nært besvogrede og mindre fa-
ste samlivsforhold kunne være omfattet.
Det er en forudsætning, at forbrydelsen har »baggrund i«
den pågældendes eller dennes nærmestes udførelse af of-
fentlig tjeneste eller hverv, hvilket bl.a. vil omfatte tilfælde,
hvor en forbrydelse begås som reaktion på eller som følge af
den forurettedes eller dennes nærmestes udførelse af offent-
lig tjeneste eller hverv.
Som eksempler på tilfælde, der bl.a. omfattes af den foreslå-
ede strafskærpelsesgrund, kan nævnes hærværk mod en so-
cialrådgivers private bil, hvis hærværket begås som følge af
den pågældendes arbejde, overtrædelse af et tilhold om ikke
at kontakte eller følge efter en medarbejder i en kommunal
socialforvaltning, hvis overtrædelsen begås som følge af den
pågældendes arbejde, og trusler mod en fængselsbetjents
ægtefælle, hvis truslerne fremsættes som følge af fængsels-
betjentens arbejde.
Det forudsættes, at der foreligger oplysninger om, at den
strafbare gerning har baggrund i den pågældendes udførelse
af offentlig tjeneste eller hverv, f.eks. ved gerningsperso-
nens tidligere kontakt til den pågældende, gerningsperso-
nens udtalelser eller adfærd i øvrigt i forbindelse med ger-
ningen.
Bestemmelsen finder anvendelse i forhold til enhver form
for forbrydelse, som har baggrund i den forurettedes eller
dennes nærmestes udførelse af offentlig tjeneste eller hverv.
Bestemmelsen vil derfor ikke have betydning i tilfælde,
hvor det indgår i selve gerningsindholdet i en strafbestem-
melse – eller i betingelserne for anvendelsen af en forhøjet
strafferamme – at gerningen har baggrund i forurettedes of-
fentlige tjeneste eller hverv. Bestemmelsen omfatter således
f.eks. ikke strafudmålingen for overtrædelse af straffelovens
§§ 119-122.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 4
Efter straffelovens § 119, stk. 1, straffes den, som med vold
eller trussel om vold overfalder nogen, som det påhviler at
handle i medfør af offentlig tjeneste eller hverv, under udfø-
relsen af tjenesten eller hvervet eller i anledning af samme,
eller som på lige måde søger at hindre en sådan person i at
foretage en lovlig tjenestehandling eller at tvinge vedkom-
mende til at foretage en tjenestehandling, med bøde eller
fængsel indtil 8 år. Bestemmelsen omfatter som udgangs-
punkt ikke trusler fremsat via tredjemand, jf. nærmere her-
om i Højesterets dom af 12. februar 2016 (gengivet i UfR
2016.1939H).
Det foreslås at udvide anvendelsesområdet for straffelovens
§ 119, stk. 1, til at omfatte den, som øver vold, truer med at
øve vold eller offentligt eller med forsæt til udbredelse i en
videre kreds fremsætter trussel om vold.
Der er med den foreslåede ændring foretaget en sproglig til-
pasning af den del af bestemmelsens gerningsindhold, der
vedrører vold. Der er ikke dermed tilsigtet ændringer i for-
hold til gældende ret.
Med den foreslåede ændring af bestemmelsens ordlyd vil
det ikke længere være en betingelse, at truslen er fremsat di-
rekte over for den beskyttede person. Den foreslåede æn-
dring af bestemmelsen udvider anvendelsesområdet med det
formål at kriminalisere trusler, der generelt er egnede til at
komme til den beskyttede persons kendskab. Dette vil efter
lovteksten være tilfældet, hvor truslen fremsættes direkte
over for den beskyttede person, til tredjemand med forsæt
til, at truslen viderebringes til den beskyttede person, offent-
ligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds.
Bestemmelsen vil således fortsat omfatte fremsættelse af
trussel direkte til den beskyttede person f.eks. personligt, i
en telefonsamtale, i et brev, en e-mail, en sms eller lignende.
Bestemmelsen vil fremover endvidere omfatte trusler, der er
fremsat via tredjemand, hvis der er forsæt til, at truslen bli-
ver viderebragt til den beskyttede person, uanset om ger-
ningsmanden har bedt om, at truslen viderebringes til dens
adressat. Det må i almindelighed antages, at der er forsæt til,
at truslen viderebringes til den beskyttede person, såfremt
truslen fremsættes over for den beskyttede persons kollegaer
eller personens nærmeste, herunder normalt personens ægte-
fælle, faste samlevende, forældre, børn og søskende. Efter
omstændighederne vil også fjernere slægtninge, nært be-
svogrede og mindre faste samlivsforhold kunne være omfat-
tet.
Bestemmelsen omfatter fremover også trusler, som fremsæt-
tes offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre
kreds. Dette kan f.eks. være tilfældet med trusler på internet-
tet, sociale medier, i pressen eller på offentlige møder. Tru-
sler, der fremsættes i en lukket kreds af personer, vil deri-
mod som udgangspunkt ikke være omfattet af bestemmel-
sen. Afgrænsningen af, hvornår en trussel er fremsat offent-
ligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds, skal
forstås i overensstemmelse med den tilsvarende afgrænsning
heraf i straffelovens § 266 b.
Trusler fremsat på offentlige møder, i aviser, radio og tv og i
elektroniske udgaver af disse medier må således anses for at
være fremsat offentligt.
Endvidere må trusler fremsat i offentlige debatfora på hjem-
mesider og i udtalelser på blogs på internettet som hovedre-
gel anses for at være fremsat offentligt eller med forsæt til
udbredelse i en videre kreds.
Trusler, som fremsættes på lukkede profiler eller sider på
sociale medier, blogs, fora eller lignende med få følgere,
venner, forbindelser mv. må typisk betragtes som fremsat i
så privat en kreds, at de ikke anses for fremsat med forsæt til
udbredelse i en videre kreds. Omvendt kan der på en lukket
profil eller side være så mange følgere, venner, forbindelser
mv., at en trussel omfattes af kriminaliseringen og dermed
31
må anses for fremsat med forsæt til udbredelse i en videre
kreds. Det vil bero på en konkret vurdering i den enkelte
sag, om en trussel på en lukket profil eller side må anses for
fremsat med forsæt til udbredelse i en videre kreds.
Hvis en trussel, der er fremsat på en lukket profil eller side
på et socialt medie uden forsæt til udbredelse i en videre
kreds, efterfølgende videreformidles af en anden person til
den beskyttede person, offentligt eller med forsæt til udbre-
delse i en videre kreds, forudsættes det, at den rene videre-
formidling af truslen ikke vil være omfattet af kriminalise-
ringen. Hvis videreformidlingen af truslen derimod har ka-
rakter af fremsættelse af en ny trussel om vold, vil en sådan
trussel være omfattet af kriminaliseringen. Om en viderefor-
midling som den nævnte er strafbar, vil således bero på en
konkret vurdering af videreformidlingens karakter og sagens
øvrige omstændigheder.
Trusler, der fremsættes i en lukket kreds af personer, f.eks. i
en bestyrelse, i en forening eller lignende, kan som udgangs-
punkt ikke anses for at være fremsat offentligt eller med for-
sæt til udbredelse i en videre kreds. Det vil dog også her be-
ro på en konkret vurdering i den enkelte sag, om en sådan
trussel må anses for fremsat med forsæt til udbredelse i en
videre kreds.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 5
Det følger af straffelovens § 119, stk. 1, at den, som med
vold eller trussel om vold overfalder nogen, hvem det påhvi-
ler at handle i medfør af offentlig tjeneste eller hverv, under
udførelsen af tjenesten eller hvervet eller i anledning af sam-
me, eller som på lige måde søger at hindre en sådan person i
at foretage en lovlig tjenestehandling eller at tvinge ham til
at foretage en tjenestehandling, straffes med bøde eller
fængsel indtil 8 år.
Det foreslås, at der i straffelovens § 119, stk. 1, indsættes et
nyt punktum, hvorefter det ved fastsættelse af straffen skal
indgå som en skærpende omstændighed, at forholdet er be-
gået, mens eller i umiddelbar forlængelse af at der i området
foregår grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted, el-
ler at forholdet er begået mod den pågældende i dennes fri-
tid.
Med udtrykket »grov forstyrrelse af ro og orden på offent-
ligt sted« sigtes til en sådan forstyrrelse af den offentlige or-
den, som er nævnt i straffelovens § 134 a. Der kan eksem-
pelvis være tale om uroligheder i forbindelse med fodbold-
kampe, optøjer i forbindelse med demonstrationer, tumult i
større personkredse mv.
For at den foreslåede strafskærpelsesgrund skal kunne an-
vendes, skal gerningsmanden have haft forsæt med hensyn
til, at der foregik en sådan forstyrrelse af den offentlige ro
og orden.
Den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 119, stk. 1, 2.
pkt., kan anvendes, selv om den pågældende ikke har været
egentlig deltager i urolighederne og dermed ikke kan straf-
fes for overtrædelse af straffelovens § 134 a. Hvis dette
imidlertid er tilfældet, forudsættes det, at der straffes i sam-
menstød for overtrædelse af begge bestemmelser, jf. straffe-
lovens § 88. Der vil i så fald skulle fastsættes en friheds-
straf, der både omfatter overtrædelsen af straffelovens § 134
a og § 119, stk. 1.
Den foreslåede strafskærpelsesregel finder kun anvendelse,
hvis der er en tidsmæssig og geografisk sammenhæng mel-
lem overtrædelsen og den grove forstyrrelse af den offentli-
ge ro og orden. Afgrænsningen heraf svarer til afgrænsnin-
gen af det tilsvarende udtryk i den nugældende straffelovs §
119, stk. 3, 2. pkt.
Overtrædelsen af straffelovens § 119, stk. 1, skal begås sam-
tidig med eller i umiddelbar forlængelse af, at der i det på-
gældende område foregår grove forstyrrelser af den offentli-
ge ro og orden omfattet af straffelovens § 134 a. Dette om-
fatter også tilfælde, hvor en person fremsætter trusler mod
en person i offentlig tjeneste, inden der er opstået sådanne
uroligheder, og som fortsætter hermed, mens der i området
foregår grov forstyrrelse af den offentlige ro og orden. Om-
fattet er desuden forhold, der begås i umiddelbar forlængel-
se af sådanne uroligheder, f.eks. hvis personer på vej væk
fra stedet, hvor urolighederne er blevet opløst af politiet,
øver vold mod politiet i tilstødende gader mv.
Der skal som nævnt endvidere være tale om, at overtrædel-
sen er begået »i området«, hvor den grove forstyrrelse af
den offentlige ro og orden foregår. Den nærmere fastlæggel-
se af området, hvor der i en given situation foregår urolighe-
der, må bero på en konkret vurdering bl.a. af urolighedernes
omfang og udstrækning og af de geografiske forhold det på-
gældende sted.
Den foreslåede bestemmelse omfatter ikke kun de gader,
pladser, torve mv., hvor der foregår uroligheder, men også
gader mv., som støder op til det sted, hvor urolighederne
foregår, og som f.eks. kan anvendes som adgangs- eller
flugtveje til og fra stedet. Bestemmelsen omfatter således
f.eks. tilfælde, hvor en gruppe personer i en gade, som stø-
der op til en plads, hvor der foregår omfattende uroligheder,
kaster sten eller flasker mod politiet, som er på vej op mod
pladsen.
I nogle tilfælde flytter uroligheder sig løbende – afhængig
af, hvor uromagerne bevæger sig hen – inden for et bestemt
område, f.eks. inden for et bestemt kvarter, omkring nogle
boligblokke eller omkring et bestemt bygningskompleks. I
sådanne tilfælde vil som udgangspunkt hele området om-
kring f.eks. boligblokkene eller bygningskomplekset være
omfattet af den foreslåede bestemmelse i straffelovens §
119, stk. 1, 2. pkt. Bestemmelsen omfatter derimod ikke an-
dre overtrædelser, der sker i samme by eller bydel uden en
nær geografisk sammenhæng med det sted, hvor urolig-
32
hederne foregår, uanset hvad motivet eventuelt måtte være
for overtrædelsen.
Som eksempler på opførsel, der rammes af den foreslåede
strafskærpelsesgrund, kan bl.a. nævnes, at en gruppe unge
spærrer en befærdet gade med nogle containere, som de sæt-
ter ild til, og da brandvæsenet rykker ud for at slukke den
påsatte brand, kaster en af de unge en glasflaske efter brand-
mændene, i forbindelse med en demonstration går en større
gruppe maskerede personer til angreb på politiet ved at kaste
sten og affyre kanonslag, eller efter en fodboldkamp opstår
der slagsmål blandt to fangrupperinger, og da politiet stop-
per urolighederne, fremsætter en af de anholdte trusler mod
to politibetjente.
Med udtrykket »fritid« sigtes til, at volden øves eller truslen
fremsættes mod den beskyttede person uden for arbejdstiden
eller i en privat sfære.
Bestemmelsen vil således i almindelighed omfatte en trussel
fremsat mod den beskyttede person ved dennes private bo-
pæl, på vej til og fra arbejde, i forbindelse med en privat
indkøbssituation, privat gåtur mv.
Bestemmelsen vil i almindelighed også omfatte en trussel
fremsat til den beskyttede persons private telefon, postadres-
se, e-mailadresse eller profil på et socialt medie eller lignen-
de, idet sådanne trusler må anses for fremsat inden for den
beskyttede persons private sfære, uanset om de fremsættes
inden for eller uden for arbejdstiden.
Det forudsættes i den forbindelse, at det forhold, at truslen
fremsættes over for den beskyttedes persons nærmeste, her-
under ægtefælle eller barn, fordi denne person f.eks. åbner
døren til bopælen eller besvarer en privat telefon, tillige vil
være omfattet af strafskærpelsen.
Trusler, der fremsættes offentligt, men ikke mod den beskyt-
tede person, f.eks. på internettet, i pressen eller lignende, vil
i almindelighed ikke være omfattet af strafskærpelsen, idet
sådanne trusler ikke kan anses for fremsat mod den beskyt-
tede person i dennes fritid.
Som eksempler på tilfælde, der omfattes af den foreslåede
strafskærpelsesgrund, kan bl.a. nævnes, at en fængselsbe-
tjent bliver udsat for et voldeligt overfald på vej hjem fra sit
arbejde af en tidligere indsat, der har fulgt efter ham, en po-
litibetjent, der arbejder med rocker- og bandemiljøet, bliver i
sin fritid passet op på parkeringspladsen uden for et super-
marked og truet af et bandemedlem, som den pågældende
tidligere har været med til at arrestere, eller en socialrådgi-
ver på sin private mobiltelefon modtager sms-beskeder,
hvori en borger fremsætter trusler, fordi borgeren er util-
freds med kommunens behandling af sin sag.
Det er med forslaget til straffelovens § 119, stk. 1, 2. pkt.,
forudsat, at der som udgangspunkt skal ske en forhøjelse af
straffen med omkring en tredjedel i forhold til den friheds-
straf, der ville være blevet fastsat efter de hidtidige regler,
hvis der er tale om et forhold begået, mens eller i umiddel-
bar forlængelse af at der i området foregår grov forstyrrelse
af ro og orden på offentligt sted, eller om et forhold begået
mod den pågældende uden for dennes arbejdstid.
Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes kon-
krete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændig-
heder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges
i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag
foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf.
herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i
straffelovens kapitel 10.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 6
Straffeloven indeholder ikke i dag en selvstændig bestem-
melse om chikane af personer i offentlig tjeneste.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i straffeloven
som § 119 a, hvoraf det fremgår, at den, som krænker en af
de i § 119 nævnte personers fred ved at kontakte, forfølge
eller på anden måde chikanere den pågældende under udfø-
relsen af tjenesten eller hvervet eller i anledning af samme,
straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.
Udtrykkene »offentlig tjeneste eller hverv« og »under udfø-
relsen af tjenesten eller hvervet eller i anledning af samme«
skal forstås i overensstemmelse med de tilsvarende udtryk i
straffelovens § 119, stk. 1, jf. nærmere herom pkt. 2.3.1 i
lovforslagets almindelige bemærkninger, hvoraf det bl.a.
fremgår, at bestemmelsen omfatter personer ansat i den of-
fentlige forvaltning (dvs. statslige, regionale og kommunale
institutioner), ligesom andre personer, der handler i medfør
af offentlig tjeneste eller hverv, kan være omfattet.
Bestemmelsen omfatter for det første chikanøs »kontakt«,
hvorved bl.a. forstås mundtlige eller skriftlige henvendelser.
Henvendelser, der sker via elektronisk kommunikation, det
vil sige ved anvendelse af telefoni og internet mv., er også
omfattet. Sådanne henvendelser vil f.eks. kunne være e-
mails, sms eller beskeder via sociale netværk (f.eks. Face-
book, Instagram eller Twitter) eller apps (f.eks. Whatsapp
eller Skype).
Kontakt kan imidlertid forekomme på forskellig måde, og
det er efter den foreslåede bestemmelse afgørende, om den
pågældende adfærd reelt har karakter af en henvendelse eller
kontakt fra gerningspersonen til den beskyttede person. Det
er derimod ikke afgørende, om kontakten sker direkte. Det
forhold, at en meddelelse gennem f.eks. Facebook, blogs,
debatfora mv. på internettet ikke direkte er adresseret til den
beskyttede person, er således ikke afgørende. Det er dog et
krav, at meddelelsen må kunne anses for reelt rettet også til
den beskyttede person, ligesom gerningsmanden må have
forsæt til, at meddelelsen virker som en henvendelse til den
beskyttede person.
33
Bestemmelsen omfatter også andre former for henvendelser
(kontakt), herunder f.eks. henvendelser i form af ophold
uden for den beskyttede persons bolig, aflevering eller til-
sendelse af objekter mv. Kontakt kan også bestå i, at en per-
son går til et sted, som den pågældende ved, at den beskytte-
de person er på vej til.
Bestemmelsen omfatter for det andet den, som på chikanøs
vis »forfølger« en beskyttet person. Det kan eksempelvis
forekomme ved, at den pågældende følger efter, iagttager el-
ler overvåger en beskyttet person uden helt at nærme sig, så-
ledes at adfærden ikke eller ikke med sikkerhed kan beteg-
nes som kontakt. Noget sådant kan efter omstændighederne
være belastende i samme grad som egentlig kontakt.
Bestemmelsen omfatter for det tredje den, som på »anden
måde chikanerer« den beskyttede person. Udtrykket »chika-
nere« skal forstås bredt og kan omfatte alle typer af handlin-
ger, herunder fysisk ageren og forskellige former for kom-
munikation. Der kan eksempelvis være tale om videoopta-
gelse eller fotografering af den beskyttede person i private
sammenhænge eller videregivelse, herunder offentliggørel-
se, af private personoplysninger mv.
Den foreslåede bestemmelse forudsætter, at kontakten, for-
følgelsen mv. udgør en »krænkelse« af den beskyttede per-
sons »fred«, og at der er tale om adfærd af en sådan karakter
og grovhed, at der er tale om chikane af den pågældende.
Det forudsættes i den forbindelse, at bestemmelsen omfatter
handlinger, der generelt er egnet til at udgøre en krænkelse
af den beskyttede persons fred. Det indebærer, at der ikke
stilles krav om, at den beskyttede persons fred i det konkrete
tilfælde blev krænket.
Hvorvidt et tilfælde af kontakt, forfølgelse mv. kan karakte-
riseres som en fredskrænkelse af den beskyttede person og
dermed som en overtrædelse af bestemmelsen, skal afgøres
ud fra en konkret helhedsvurdering af sagens omstændighe-
der.
Kerneområdet for bestemmelsen vil være de tilfælde, hvor
der ud fra sagens oplysninger, f.eks. stedet og tidspunktet
for samt indholdet af henvendelserne mv., ikke er tvivl om,
at gerningsmanden har til formål at chikanere den pågælden-
de.
En fredskrænkelse kan f.eks. bestå i hyppige, uønskede hen-
vendelser eller i andre handlinger, der er ubehagelige, utryg-
hedsskabende eller forstyrrende på grund af deres antal, de-
res indhold eller et udtrykt ønske om at være fri for yderli-
gere kontakt. En enkeltstående henvendelse kan efter om-
stændighederne have en sådan grovhed, at den vil kunne ud-
gøre en krænkelse af den beskyttedes persons fred og der-
med være omfattet af den foreslåede bestemmelse. Eksem-
pelvis vil en personlig henvendelse på bopælen, hvor ger-
ningsmanden kommer med krænkende udtalelser i alminde-
lighed være af en sådan grovhed, at det er omfattet af straf-
ansvaret.
Andre tilfælde af personlig kontakt mv. til den beskyttede
person f.eks. ved dennes private bopæl og på vej til og fra
arbejde vil efter omstændighederne ligeledes kunne udgøre
en fredskrænkelse omfattet af bestemmelsen bl.a. afhængig
af kontaktens nærmere karakter, herunder indholdet af en
eventuel ordveksling.
En enkelt chikanøs opringning eller besked vil i almindelig-
hed ikke være omfattet af bestemmelsen, men såfremt de
chikanøse opringninger eller beskeder gentager sig, vil for-
holdet stille sig anderledes. Desto mere chikanøs opringnin-
gen eller beskeden er, desto færre chikanøse opringninger
eller beskeder skal der til, før forholdet omfattes af den fore-
slåede bestemmelse. For eksempel vil hyppige opringninger
eller offentliggørelse af privat telefonnummer med en opfor-
dring til andre om at skabe en »sms-storm« eller lignende
mod den beskyttede person kunne udgøre en fredskrænkelse
omfattet af bestemmelsen. Det samme gælder en enkeltstå-
ende chikanøs handling, hvis gerningspersonen har viden
om, at den beskyttede person også bliver chikaneret af lig-
nende adfærd fra andre. En enkeltstående chikanøs opring-
ning om natten vil efter sit indhold og formål også kunne
udgøre en fredskrænkelse omfattet af bestemmelsen.
Meddelelse af urigtige oplysninger om eksempelvis alvorli-
ge ulykker overgået en persons nærtstående eller lignende
vil i almindelighed også udgøre en fredskrænkelse omfattet
af den foreslåede bestemmelse.
For så vidt angår oprettelse af eller bidrag til en hjemmeside
eller side på et socialt medie bemærkes det, at bestemmelsen
navnlig er tiltænkt at skulle finde anvendelse på såkaldte
hadsider eller lignende sider på internettet. Disse sider er
kendetegnet ved, at deres indhold har til formål mere syste-
matisk at forfølge, udstille eller krænke de pågældende, ek-
sempelvis ved offentliggørelse af private personoplysninger,
herunder private billeder, privat telefonnummer eller privat-
adresser, og eventuelt i kombination med en nedsættende el-
ler krænkende omtale af de pågældende. Det vil derimod i
almindelighed ikke være omfattet af den foreslåede bestem-
melse, hvis der alene er tale om gengivelse af oplysninger
om eksempelvis offentligt ansattes hverv, f.eks. navnet på
en embedsmand, der har truffet en administrativ afgørelse,
eller en neutral gengivelse af andre offentligt tilgængelige
oplysninger, f.eks. offentligt tilgængelige telefonnumre.
Enkeltstående eller et begrænset antal opslag på sociale me-
dier eller på internettet i øvrigt, hvor der ikke er tale om en
systematisk og gentagen forfølgelse mv. af en eller flere per-
soner, vil som udgangspunkt ikke være en fredskrænkelse
omfattet af den foreslåede bestemmelse. Et enkeltstående
opslag vil dog i særlige tilfælde kunne have en sådan grov-
hed, at det omfattes af bestemmelsen. Det vil bero på en
konkret vurdering af opslagets indhold og karakter samt om-
stændighederne i øvrigt, om opslaget har en sådan grovhed.
Opslaget skal som ovenfor nævnt under alle omstændighe-
der være egnet til at udgøre en krænkelse af den beskyttede
persons fred, hvilket bl.a. vil kræve, at et opslag på f.eks.
34
Facebook må anses for reelt rettet også mod den beskyttede
person.
Der vil generelt skulle lægges vægt på, om et tilfælde af
kontakt, forfølgelse mv. sker i en ikke-arbejdsmæssig sam-
menhæng eller en arbejdsmæssig sammenhæng, idet der i
den sidstnævnte situation typisk vil skulle noget mere til, før
der er tale om en fredskrænkelse i bestemmelsens forstand,
jf. nærmere herom pkt. 2.5.3.1 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Forfølgelse, overvågning eller observation, herunder ved
brug af kamera, af den beskyttede person i en ikke-arbejds-
mæssig situation, dvs. i fritiden, vil således i almindelighed
udgøre en fredskrænkelse omfattet af bestemmelsen, idet der
typisk aldrig vil være nogen saglig grund til at foretage en
sådan handling.
Derimod vil forfølgelse, overvågning eller observation, her-
under ved brug af kamera, af den beskyttede person i en ar-
bejdsmæssig situation normalt ikke være omfattet af be-
stemmelsen. For eksempel vil det i almindelighed ikke være
en overtrædelse af den foreslåede bestemmelse at videofil-
me politibetjente, parkeringsvagter mv. i forbindelse med
deres arbejde i det offentlige rum. Der kan dog være tilfæl-
de, som omfattes af bestemmelsen. Det vil bl.a. kunne være
tilfældet, hvis der samtidig fremsættes udtalelser af chikanøs
karakter, herunder f.eks. om den pågældendes børn mv. eller
om private personoplysninger såsom privat adresse eller te-
lefonnummer mv.
Den efterfølgende offentliggørelse af en videooptagelse kan
i overensstemmelse med det anførte udgøre en selvstændig
fredskrænkelse.
Den foreslåede bestemmelse finder ikke anvendelse, hvis
adfærden har karakter af en ytring, der er beskyttet af
EMRK artikel 10, sådan som denne bestemmelse fortolkes
af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
Dette indebærer, at der ikke i medfør af den foreslåede be-
stemmelse kan pålægges strafansvar i tilfælde, hvor det vil
være i strid med EMRK artikel 10.
Anklagemyndigheden og domstolene vil således i forbindel-
se med tiltalerejsning og afgørelser af straffesager i relevant
omfang skulle foretage en konkret helhedsvurdering af, om
hensynet til en vidtgående ytringsfrihed om navnlig emner
af samfundsmæssig interesse bør føre til, at der i den kon-
krete sag ikke pålægges eller søges pålagt strafansvar for
fredskrænkelse af personer i offentlig tjeneste eller hverv.
Ligesom det er tilfældet med straffesager om injurier, vil
domstolene således skulle inddrage praksis fra Den Europæ-
iske Menneskerettighedsdomstol om spørgsmålet, jf. nær-
mere herom pkt. 2.5.4 i lovforslagets almindelige bemærk-
ninger.
Det forudsættes, at overtrædelse af den foreslåede bestem-
melse i førstegangstilfælde i udgangspunktet straffes med en
bøde på 7.500 kr., dog således at grovere – herunder syste-
matiske – overtrædelser kan straffes med en kortere friheds-
straf. Ved overtrædelse af bestemmelsen i gentagelsestilfæl-
de bør der som udgangspunkt ligeledes straffes med en kor-
tere frihedsstraf.
Ved afgørelsen af, om en overtrædelse kan karakteriseres
som grov, kan der bl.a. lægges vægt på overtrædelsens for-
mål, karakter, omfang, herunder om den har virket stærkt
chikanerende eller været egnet til at skabe væsentlig utryg-
hed for den forurettede.
Som eksempler på grovere overtrædelser kan nævnes opret-
telse af en hjemmeside med det formål at offentliggøre eller
søge at offentliggøre private personoplysninger om personer
i offentlig tjeneste eller hverv, idet en sådan fredskrænkelse
i almindelighed vil være stærkt chikanerende for den for-
urettede og samtidig indebærer en videregivelse af private
oplysninger uden et legitimt formål. På samme måde vil
fremmøde ved den beskyttede persons hjem kunne være et
eksempel på en grov overtrædelse, såfremt fremmødet er eg-
net til at virke stærkt chikanerende eller skabe væsentlig
utryghed.
Såfremt en fredskrænkelse omfattet af den foreslåede be-
stemmelse tillige udgør en overtrædelse af straffelovens §
121 om fornærmelig tiltale mv., persondataloven eller en
overtrædelse af et tilhold efter tilholdsloven, vil der som ud-
gangspunkt skulle straffes i sammenstød, jf. straffelovens §
88.
Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes kon-
krete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændig-
heder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges
i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag
foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf.
herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i
straffelovens kapitel 10.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 7
Efter straffelovens § 121 straffes den som med hån, skælds-
ord eller anden fornærmelig tiltale overfalder nogen af de i §
119 nævnte personer under udførelsen af hans tjeneste eller
hverv eller i anledning af samme, med bøde eller fængsel
indtil 6 måneder.
Det foreslås at forhøje strafferammen i straffelovens § 121
fra bøde eller fængsel indtil 6 måneder til bøde eller fængsel
indtil 1 år.
Det forudsættes i den forbindelse, at normalstraffen for
overtrædelse af straffelovens § 121 forhøjes således, at straf-
fen som udgangspunkt fremover bliver en bødestraf på
5.000 kr.
Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes kon-
krete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændig-
35
heder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges
i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag
foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf.
herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i
straffelovens kapitel 10.
Der er ikke i øvrigt tilsigtet ændringer af den gældende rets-
tilstand.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 2
Til nr. 1
Titlen på straffuldbyrdelseslovens kapitel 15 udvides til at
omhandle særlige spørgsmål vedrørende sagsbehandlingen
ved fuldbyrdelse af fængselsstraf m.v.
Ændringen er en konsekvens af den foreslåede ændring i nr.
2, hvorefter sms-beskeder kan gives både ved indkaldelse til
afsoning og tilsigelse til andre møder om f.eks. tilsyn.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 2
Anvendelse af digital kommunikation til påmindelser (sms-
beskeder) om møde til afsoning er en behandling af perso-
noplysninger. Efter Datatilsynets retningslinjer om sikker-
hedskrav i forhold til brug af sms i den offentlige sektor for-
udsættes det, at der forinden afsendelse af sms-beskeder er
indhentet samtykke fra borgeren hertil, hvis sms-beskeden
indeholder fortrolige oplysninger.
Den foreslåede bestemmelse i § 89 b indebærer, at kriminal-
forsorgen kan anvende digital kommunikation, hvis der er
tale om en besked til den, der er tilsagt til afsoning eller mø-
de mv. hos kriminalforsorgen, om tid og sted for fremmøde
mv. Kriminalforsorgen vil således kunne sende bl.a. sms-be-
skeder uden samtykke til den dømte om indkaldelse eller
møde forud for den dato, hvor den dømte er tilsagt til afso-
ning eller møde mv.
Det forudsættes med forslaget, at beskeden alene indeholder
de oplysninger om tid og sted, som sætter den indkaldte i
stand til at give møde i overensstemmelse med tilsigelsen.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 3
Efter straffuldbyrdelseslovens § 110 a kan Direktoratet for
Kriminalforsorgen få terminaladgang til de nødvendige op-
lysninger i indkomstregisteret til brug for fuldbyrdelse af
straf.
Hjemlen i straffuldbyrdelseslovens § 110 a er ikke udnyttet,
og Direktoratet for Kriminalforsorgen anvender derfor ikke
indkomstregisteret.
Bestemmelsen blev indført ved lov nr. 395 af 30. april 2007
om ændring af straffeloven, lov om fuldbyrdelse af straf
m.v. og retsplejeloven (Adgang til oplysninger i indkomstre-
gisteret). Det fremgår af lovforslagets almindelige bemærk-
ninger, jf. Folketingstidende 2006-2007, tillæg A, side 4338
f., at hjemlen navnlig er tiltænkt behandlingen af sager ve-
drørende klager over bødeinddrivelse, udståelse af bødefor-
vandlingsstraf og sager om betinget benådning.
Det foreslås at udvide straffuldbyrdelseslovens § 110 a, så-
ledes at kriminalforsorgsområdet også kan få terminalad-
gang, ligesom det foreslås, at terminaladgangen kan gives
med henblik på underretning af kommune eller anden rele-
vant myndighed om indkaldelse til afsoning m.v.
Den foreslåede ændring indebærer, at kriminalforsorgsområ-
det kan få en terminaladgang til de nødvendige oplysninger i
indkomstregisteret i forbindelse med indkaldelse til afsoning
og ved indsættelse, således at kriminalforsorgen bedre kan
underrette kommune eller anden relevant myndighed om, at
en person, der modtager sociale ydelser, er indkaldt til afso-
ning og senere indsat eller udeblevet fra afsoning, og at ud-
betaling af ydelserne derfor eventuelt skal indstilles.
Indkaldelse til afsoning foretages af kriminalforsorgsområ-
det, jf. iværksættelsesbekendtgørelsens § 15.
Det forudsættes, at Direktoratet for Kriminalforsorgen og
kriminalforsorgsområdet alene kan anvende adgangen til
indkomstregisteret i tilfælde, hvor dette er relevant. Der skal
således foretages en konkret vurdering ud fra de foreliggen-
de oplysninger i kriminalforsorgens sag af, om der er grund-
lag for at foretage opslag i indkomstregisteret. Det vil f.eks.
ikke være tilfældet, hvor der foreligger oplysninger om, at
den dømte er selvforsørgende.
Det forudsættes endvidere, at adgangen til indkomstregiste-
ret begrænses til de medarbejdere i kriminalforsorgen, der
beskæftiger sig med behandlingen af de relevante sagstyper.
Det forudsættes endelig, at kriminalforsorgsområdet under-
retter den relevante myndighed i de tilfælde, hvor der sker
ændringer, som kan have betydning for udbetaling af sociale
ydelser, herunder eventuel fremrykning eller udskydelse af
afsoningstidspunktet.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.8 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 4
Det er efter de gældende regler i straffuldbyrdelsesloven ik-
ke strafbart at udeblive efter tilsigelse til afsoning, men der
eksisterer flere reaktionsmuligheder mv. over for dømte, der
udebliver fra afsoning, herunder navnlig udgangskarantæne
i et tidsrum af 3 måneder fra indsættelsen. Endvidere kan
36
udeblivelse betyde, at den dømte placeres i lukket frem for
åbent fængsel, og at udeblivelse indgår i vurderingen af risi-
ko for misbrug af eventuel senere udgangstilladelse. Derud-
over vil udeblivelse tale imod eventuel tidlig prøveløsladel-
se efter straffelovens § 40.
Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse i straffuld-
byrdelsesloven, hvoraf det fremgår, at den, som uden lovlig
grund udebliver efter tilsigelse til afsoning, straffes med bø-
de.
Den foreslåede bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens §
110 b, stk. 1, indebærer således, at det bliver strafbart ikke
at møde op til afsoning uden lovlig grund på det tidspunkt,
hvor den pågældende er tilsagt.
En domfældt er ikke udeblevet uden lovlig grund, hvis und-
ladelsen af at møde til afsoning i overensstemmelse med til-
sigelsen skyldes omstændigheder, som ikke kan lægges den
pågældende til last f.eks. i tilfælde, hvor domfældte er mødt
for sent som følge af togforsinkelse, eller hvor udeblivelse
skyldes akut opstået sygdom, som har gjort den pågældende
ude af stand til at møde rettidigt til afsoning. Hvis den tids-
mæssige overskridelse af mødetidspunktet må anses for ube-
tydelig, vil der normalt kunne ses bort fra en sådan overskri-
delse.
Det forudsættes, at indkaldelsen er kommet frem til den på-
gældendes e-boks eller folkeregisteradresse, men den behø-
ver ikke at være kommet til den pågældendes kundskab. En
indkaldelse afsendt via digital post anses for at være kom-
met frem, når indkaldelsen er tilgængelig i den pågældendes
e-boks. For så vidt angår domfældte, der er fritaget for digi-
tal post, anses indkaldelsen bl.a. for at være kommet frem,
når den er sendt som anbefalet brev, leveret med bud eller
lignende.
Det forudsættes, at overtrædelse af den foreslåede bestem-
melse i udgangspunktet straffes med en bøde på 1.000 kr.
Fastsættelsen af straffen vil dog fortsat bero på domstolenes
konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige om-
stændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne
fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den kon-
krete sag foreligger skærpende eller formildende omstæn-
digheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fast-
sættelse i straffelovens kapitel 10.
Kriminalforsorgsområdet kan med det foreslåede stk. 2 ud-
stede administrative bødeforelæg, således at sagen kan afgø-
res uden dom, hvor den dømte erklærer sig skyldig i over-
trædelsen og erklærer sig rede til at betale bøden inden en
nærmere angiven frist.
En betingelse for, at sagen kan afsluttes med et administra-
tivt bødeforelæg, vil efter den foreslåede ordning således
være, at den pågældende erklærer sig skyldig i overtrædel-
sen og erklærer sig indforstået med, at sagen afgøres admi-
nistrativt med betaling af bøden.
Vedtages bødeforelægget, vil yderligere strafforfølgning
bortfalde. Vedtagelsen har samme virkning som en dom.
Såfremt den pågældende ikke vil vedtage bødeforelægget,
overgår sagen til politiet med henblik på indbringelse af sag-
en for retten.
Retsplejelovens regler om krav til indholdet af et anklage-
skrift og om, at en sigtet ikke er forpligtiget til at udtale sig,
finder tilsvarende anvendelse for bødeforelæg, jf. den fore-
slåede bestemmelse i § 110 b, stk. 3.
Vedtages bødeforelægget inden den i bødeforelægget angiv-
ne frist, bortfalder yderligere strafforfølgning, jf. det foreslå-
ede stk. 4.
Kriminalforsorgsområdet kan endvidere med det foreslåede
stk. 5 bestemme, at en vedtaget eller idømt bøde efter stk. 1
skal modregnes i det vederlag, som den indsatte modtager
for beskæftigelse under afsoning.
Modregning kan anvendes som inddrivelse i tilfælde, hvor
den dømte enten ikke har evne eller vilje til at betale bøden.
Modregning kan således ske i de tilfælde, hvor den dømte
erklærer sig skyldig i overtrædelsen af den foreslåede be-
stemmelse i stk. 1, men hvor den dømte ikke evner at betale
bøden. Modregning kan endvidere ske i de tilfælde, hvor
den dømte ikke har erklæret sig skyldig i overtrædelsen,
men hvor domstolene ved dom har fundet den pågældende
skyldig i overtrædelsen og idømt en bøde.
Det forudsættes, at politiet oversender en ved domstolene
idømt bøde for udeblivelse til kriminalforsorgen med hen-
blik på inddrivelse gennem modregning.
I de tilfælde, hvor den dømte afsoner en kort frihedsstraf, og
modregning ikke fuldt kan ske under afsoning, oversendes
det resterende krav til politiet med henblik på inddrivelse på
sædvanlig vis.
Det forudsættes, at bødestraf for udeblivelse fra afsoning
fremhæves særligt i den indkaldelse, som sendes til den
dømte ved tilsigelse af den pågældende til afsoning.
Efter det foreslåede stk. 6 kan justitsministeren fastsætte
nærmere regler om behandlingen af sager om modregning af
bøder. Bestemmelsen vil give justitsministeren mulighed for
at fastsætte nærmere regler om, hvordan kriminalforsorgs-
området skal behandle sager om modregning af bøder. Det
forudsættes i den forbindelse, at det bestemmes, at sager om
modregning af bøder behandles efter disciplinærstrafbe-
kendtgørelsens §§ 5-9, jf. bekendtgørelse nr. 1036 af 23. ju-
ni 2016 om udståelse af strafcelle, anvendelse af forhørscel-
le og behandlingen af disciplinærsager. Det forudsættes des-
uden, at der fastsættes nærmere regler om administrativ kla-
geadgang, herunder regler om klagefrist og opsættende virk-
ning samt nærmere regler om udbetaling af beløb til dækn-
ing af personlige fornødenheder.
37
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.9 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 3
Til nr. 1
Lov om hæftelse for børns erstatningsansvar, jf. lovbekendt-
gørelse nr. 363 af 13. maj 2009, indeholder regler om foræl-
dres hæftelse for hjemmeboende børns erstatningsansvar.
Det foreslås, at reglerne om et skærpet erstatningsansvar for
personer, der anstifter eller leder opløb med det forsæt at
øve eller true med vold på person eller gods, indsættes i den-
ne lov.
Som konsekvens heraf foreslås det, at lovens titel ændres til
»Lov om hæftelse for børns erstatningsansvar og om skær-
pet erstatningsansvar for anstiftere og ledere af opløb«.
Der er ikke tilsigtet nogen ændring af forståelsen af bestem-
melserne i den gældende lov om hæftelse for børns erstat-
ningsansvar.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.10 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 2
Personer, der anstifter og leder opløb, kan i dag gøres an-
svarlige for skader, der forvoldes under eller i forbindelse
med opløb, på baggrund af det almindelige culpaansvar.
Det foreslås at indføre et skærpet erstatningsansvar for per-
soner, der anstifter eller leder opløb med det forsæt at øve
eller true med vold på person eller gods, således at de bliver
erstatningsansvarlige for tingsskade, der forvoldes under el-
ler i forbindelse med opløbet af personer, som deltager i det-
te, uanset at anstifteren eller lederen ikke selv har forvoldt
eller medvirket til at forvolde skade.
Disse personers ansvar er objektivt i den forstand, at det ud-
løses, uanset om tingsskade er forvoldt forsætligt, uagtsomt
eller hændeligt af opløbets deltagere, og uanset om det er
muligt at identificere den eller de personer, der har forvoldt
skaden.
Ved vurderingen af om en person har anstiftet eller ledet et
opløb, vil det afgørende være, om den pågældende ved sine
handlinger eller undladelser har fremkaldt eller medvirket til
at fremkalde opløbet, eller – f.eks. ved at opfordre eller til-
skynde til hærværk – udøvet indflydelse på eller påvirket
opløbets forløb.
Der er intet til hinder for, at flere personer i forening eller
uafhængigt af hinanden kan anstifte eller lede et opløb.
En person, der anstifter eller leder et opløb, vil være erstat-
ningsansvarlig for al tingsskade, der forvoldes under eller i
forbindelse med hele opløbet, uanset på hvilket tidspunkt
anstifteren eller lederen tager del i opløbet. Det er således
ikke en forudsætning, at den pågældende har været til stede
under hele opløbet, ligesom det er uden betydning, at den
pågældende har forladt opløbet undervejs i dets forløb.
Det skærpede erstatningsansvar omfatter alene personer, der
anstifter eller leder opløb omfattet af bestemmelsen. De øv-
rige (menige) deltagere vil således ikke være omfattet af det
skærpede erstatningsansvar. Såfremt en menig deltager for-
volder eller medvirker til at forvolde skade under opløb,
uden at den pågældende derved kan siges at have anstiftet
eller ledet opløbet, vil deltageren imidlertid kunne gøres an-
svarlig for denne skade efter de almindelige erstatningsretli-
ge regler.
Heller ikke arrangøren af en lovlig forsamling, der udvikler
sig til opløb, vil være omfattet af erstatningsansvaret, med-
mindre arrangøren har indtaget en anstiftende eller ledende
rolle i opløbet.
Det skærpede erstatningsansvar er efter forslaget afgrænset
til alene at omfatte tingsskade, der forvoldes under eller i
forbindelse med opløb. Andre former for skade, herunder
navnlig personskade, vil således ikke efter forslaget være
omfattet af det skærpede erstatningsansvar.
Det er en betingelse, at tingsskaden forvoldes under eller i
forbindelse med opløb, hvilket indebærer, at skaden skal
forvoldes, mens et opløb står på eller i forbindelse med, at et
opløb fremkaldes. Det er ikke en betingelse, at politiet forin-
den har påbudt de tilstedeværende at spredes efter politilo-
vens § 9, stk. 5, jf. grundlovens § 80.
Det er endvidere en betingelse, at skaden er forvoldt af en
person, der deltager i opløbet, herunder også andre anstiftere
eller ledere, idet det dog ikke kræves, at den eller de konkre-
te skadevoldere identificeres.
Herudover skal der være tale om et opløb, som er fremkaldt
med det forsæt at øve eller true med vold på person eller
gods som beskrevet i straffelovens § 133. Det er dog ikke en
forudsætning, at et opløbs anstifter eller leder samtidig fin-
des skyldig i overtrædelse af straffelovens § 133. Det inde-
bærer bl.a., at der efter omstændighederne kan pålægges en
person, som har anstiftet eller ledet et opløb, erstatningsan-
svar efter den foreslåede bestemmelse, selv om der ikke er
ført en straffesag mod den pågældende. Det samme gælder i
tilfælde, hvor anklagemyndigheden vælger at rejse tiltale for
overtrædelse af andre bestemmelser frem for straffelovens §
133.
Med den foreslåede ordning tilsigtes der alene en skærpelse
af ansvarsgrundlaget for anstiftere og ledere, som ifalder er-
statningsansvar på objektivt grundlag for al tingsskade, der
forvoldes af opløbets deltagere. De øvrige betingelser for at
ifalde erstatningsansvar, som følger af de almindelige erstat-
ningsretlige principper, herunder kravet om årsagssammen-
hæng og adækvans, finder således fortsat anvendelse i for-
hold til anstiftere og ledere.
38
Herudover finder de almindelige erstatningsretlige regler i
øvrigt anvendelse.
Hvis betingelserne herfor er opfyldt, vil erstatningsansvaret
for anstiftere eller ledere af opløb således kunne nedsættes
eller helt bortfalde efter den almindelige lempelsesregel i er-
statningsansvarslovens § 24, hvis ansvaret vil virke urime-
ligt tyngende for den erstatningsansvarlige, eller hvis ganske
særlige forhold i øvrigt gør det rimeligt. Ved vurderingen
heraf skal der navnlig tages hensyn til skadens størrelse, an-
svarets beskaffenhed, skadevolderens forhold, skadelidtes
interesse, foreliggende forsikringer og omstændighederne i
øvrigt.
I det indbyrdes forhold mellem flere anstiftere eller ledere
vil dansk rets almindelige regler om solidarisk ansvar og
regres endvidere finde anvendelse, jf. herved erstatningsan-
svarslovens § 25. Det samme gælder det indbyrdes forhold
mellem den egentlige skadevolder, såfremt denne kan iden-
tificeres, og et opløbs anstifter eller leder, dog således at den
egentlige skadevolder alene vil hæfte solidarisk for den ska-
de, som den pågældende konkret har forvoldt eller medvir-
ket til at forvolde.
Anvendelsesområdet for erstatningsansvarslovens § 21 fore-
slås udvidet ved indsættelse af et nyt nr. 4, således at det
foreslåede erstatningsansvar for anstiftere og ledere af opløb
undtages fra erstatningsansvarslovens almindelige bestem-
melser om bortfald af erstatningsansvar for skader, der er
dækket af tings- eller driftstabsforsikring. Der henvises til
bemærkningerne til lovforslagets § 4, nr. 3, samt pkt. 2.10.3
i lovforslagets almindelige bemærkninger.
De almindelige bestemmelser i erstatningsansvarslovens §
22 om regres for skadelidtes forsikringsselskab finder an-
vendelse.
I visse tilfælde er der mulighed for, at staten betaler erstat-
ning for tingsskade, der skyldes overtrædelse af straffelo-
ven, jf. offererstatningslovens § 1, stk. 2, og §§ 3-5.
Såfremt skadelidte i medfør af offererstatningslovens be-
stemmelser har fået erstatning for tingsskade forvoldt under
eller i forbindelse med opløb, vil staten efter offererstat-
ningslovens § 17 indtræde i skadelidtes krav mod opløbets
anstiftere og ledere.
Det vil være op til skadelidte at forfølge sit erstatningskrav.
Den skadelidte vil kunne gøre kravet gældende efter de al-
mindelige bestemmelser i retsplejelovens kapitel 89 om på-
tale af borgerlige krav under straffesager. Den skadelidte er
dog ikke forpligtet til at forfølge kravet i forbindelse med en
straffesag, men kan i stedet vælge at forfølge det i den bor-
gerlige retsplejes former.
Såfremt den skadelidte vælger at forfølge sit erstatningskrav
i den borgerlige retsplejes former eller kravet henvises hertil
af domstolene, vil den skadelidte kunne have behov for at få
indsigt i (dele af) politiets sagsmateriale om det pågældende
opløb. Der kan f.eks. være tale om rapportmateriale, video-
materiale mv.
Indsigt i politiets sagsmateriale i straffesager reguleres af of-
fentlighedsloven og retsplejelovens kapitel 3 a om aktind-
sigt. Særligt for så vidt angår retsplejeloven følger det af lo-
vens § 41 d, stk. 1, at den, der har en individuel, væsentlig
interesse i et konkret retsspørgsmål, kan forlange at blive
gjort bekendt med dokumenter, der vedrører en borgerlig
sag eller en straffesag, herunder indførsler i retsbøgerne, i
det omfang dokumenterne har betydning for vurderingen af
det pågældende retsspørgsmål. Det samme gælder forurette-
de i straffesager, eller hvis forurettede er afgået ved døden,
forurettedes nære pårørende. I straffesager gælder retten til
aktindsigt først, når sagen er endeligt afsluttet.
Det følger endvidere af retsplejelovens § 41 h, at det i for-
bindelse med behandlingen af en anmodning om aktindsigt
skal overvejes, om der kan gives aktindsigt i videre omfang
end fastsat i retsplejelovens §§ 41 a-41 g. Der kan gives akt-
indsigt i videre omfang, medmindre det vil være i strid med
anden lovgivning, herunder regler om tavshedspligt og reg-
ler i lov om behandling af personoplysninger. Det fremgår
af forarbejderne til bestemmelsen, at der kan være grund til
at udvise imødekommenhed, når forurettede i straffesager
anmoder om aktindsigt, før sagen er endeligt afsluttet, jf.
Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 645.
Det bemærkes i øvrigt, at lov om behandling af personoplys-
ninger efter Justitsministeriets opfattelse ikke er til hinder
for, at politiet videregiver relevante oplysninger om bl.a. an-
stifteren og lederen af opløbet til den skadelidte, når det er
nødvendigt for, at den skadelidte kan gøre kravet gældende
ved civilt søgsmål. Oplysningerne må ikke omfatte mere,
end hvad der kræves til forfølgelse af kravet.
Skadelidte i en verserende civil sag har herudover også mu-
lighed for at anmode om et editionspålæg i medfør af rets-
plejelovens § 299, stk. 1, hvorefter retten efter begæring af
en part kan pålægge tredjemand at forevise eller udlevere
dokumenter, der er undergivet hans rådighed, og som har
betydning for sagen, medmindre der derved vil fremkomme
oplysning om forhold, som han ville være udelukket fra eller
fritaget for at afgive forklaring om som vidne, jf. §§
169-172.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.10 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 4
Til nr. 1 og 2
Ændringerne foretages af tekniske årsager som konsekvens
af, at der med lovforslagets § 4, nr. 3, indsættes et nyt nr. 4 i
erstatningsansvarslovens § 21.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.10 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
39
Til nr. 3
Efter erstatningsansvarslovens § 19 bortfalder erstatningsan-
svaret for skader, der er dækket af tings- eller driftstabsfor-
sikring, medmindre den erstatningsansvarlige har forvoldt
skaden forsætligt eller groft uagtsomt, eller skaden er for-
voldt ved udøvelse af offentlig eller erhvervsmæssig virk-
somhed eller virksomhed, der kan ligestilles hermed.
I medfør af erstatningsansvarslovens § 21 undtages erstat-
ningsansvar efter færdselslovens regler om ansvar for mo-
tordrevne køretøjer, eller som i øvrigt er dækket af den for
køretøjet lovpligtige ansvarsforsikring, luftfartslovens og sø-
lovens regler fra reglerne i erstatningsansvarslovens § 19.
Det foreslås at ændre erstatningsansvarslovens § 21, således
at bestemmelsens anvendelsesområde udvides til også at
omfatte det skærpede erstatningsansvar for anstiftere og le-
dere efter den foreslåede ordning, jf. bemærkningerne til
lovforslagets § 3, nr. 2.
Som følge af den foreslåede ændring af § 21 vil erstatnings-
ansvaret for anstiftere og ledere efter den foreslåede ordning
ikke bortfalde efter erstatningsansvarslovens § 19, selv om
de skader, der forvoldes af de øvrige deltagere under eller i
forbindelse med et opløb, måtte være dækket af forsikring.
Den foreslåede ændring indebærer således, at anstiftere og
ledere vil kunne gøres erstatningsansvarlige for skade, selv
om skaden måtte være dækket af forsikring.
Den foreslåede ændring vedrører alene det skærpede erstat-
ningsansvar for anstiftere eller ledere efter den foreslåede
ordning. Bestemmelserne i den gældende lov om hæftelse
for børns erstatningsansvar vil således ikke blive omfattet af
§ 21.
Med den foreslåede ændring tilsigtes der ikke nogen ændrin-
ger af det øvrige anvendelsesområde for erstatningsansvars-
lovens § 21.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.10 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 5
Til nr. 1
I dag kan kommunerne yde økonomisk tilskud til tv-over-
vågning af offentlige områder i direkte tilknytning til et bo-
ligområde, som foretages for private boligorganisationer
mv. efter tilladelse fra politiet i medfør af tv-overvågnings-
lovens § 2, stk. 2. Kommunerne kan imidlertid ikke yde
økonomisk tilskud til tv-overvågning af selve boligområdet
eller af områder i direkte tilknytning hertil, som ejes af pri-
vate.
Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse i § 2 b,
hvorefter en kommunalbestyrelse med henblik på at fremme
trygheden kan yde økonomisk tilskud til etablering og drift
af tv-overvågning omfattet af tv-overvågningslovens § 2,
stk. 2.
Kommunen vil efter den foreslåede bestemmelse kunne af-
holde udgifterne helt eller delvis til en boligorganisations tv-
overvågning efter § 2, stk. 2, af et boligområde og af arealer,
der ligger i direkte tilknytning hertil, uanset om området er
privat eller offentligt ejet.
Det vil ikke være en betingelse for at kunne yde økonomisk
tilskud til boligorganisationers tv-overvågning efter § 2, stk.
2, at kommunen selv vil kunne tv-overvåge de pågældende
arealer.
Der vil alene kunne ydes tilskud til tv-overvågning med
henblik på at fremme trygheden. Det er således en betingel-
se, at tv-overvågning af det pågældende område efter kom-
munens nærmere vurdering vil fremme trygheden for borge-
re, som færdes i området. Det forudsættes i den forbindelse,
at kommunen i tvivlstilfælde vil foretage høring af politiet
med henblik på at få afklaret, om tv-overvågning er hen-
sigtsmæssig som led i en tryghedsskabende indsats.
Med udtrykkene »tilskud til etablering og drift« sigtes til de
udgifter, som måtte være forbundet med opsætning af kame-
raer samt den daglige drift og vedligeholdelse heraf.
Bestemmelsen regulerer ikke betingelserne for, hvor og
hvornår tv-overvågning kan iværksættes.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.11 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 6
Formålet med lovforslaget er at øge respekten for det offent-
lige rum, offentlige myndigheder og personer i offentlig tje-
neste, herunder ved at forbedre det strafferetlige værn for
personer i offentlig tjeneste. Det foreslås derfor i stk. 1, at
loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtiden-
de.
Det foreslås endvidere, at der indsættes et stk. 2, hvorefter
lovens § 3 finder anvendelse på skader, der forvoldes under
eller i forbindelse med opløb efter bestemmelsens ikrafttræ-
den.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.10 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Det følger af straffelovens § 3, at spørgsmålet om straf for
handlinger, som er foretaget før lovens ikrafttræden, efter
lovens ikrafttræden skal afgøres efter de nye regler, men at
afgørelsen dog ikke må blive strengere end efter de tidligere
regler.
40
Til § 7
Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed.
Det følger af stk. 1, at loven ikke gælder for Færøerne og
Grønland, jf. dog stk. 2 og 3.
Færøerne har pr. 1. marts 2010 overtaget lovgivningskom-
petencen på det strafferetlige område. For Grønland gælder
en særlig kriminallov. Der er derfor ikke foreslået hjemmel
til at sætte de lovændringer, der er omfattet af lovforslagets
§ 1 om ændringer af straffeloven, i kraft for Færøerne og
Grønland.
Det følger af stk. 2, at lovens § 2 ved kongelig anordning
kan sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne med de æn-
dringer, som de færøske forhold tilsiger.
Straffuldbyrdelsesloven er ikke sat i kraft for Grønland. De
gældende regler om fuldbyrdelse af straf findes i den grøn-
landske kriminallov. Straffuldbyrdelsesloven er heller ikke
sat i kraft på Færøerne, men den kan dog ved kongelig an-
ordning helt eller delvis sættes i kraft med de ændringer,
som de færøske forhold tilsiger. Det foreslås på den bag-
grund, at lovforslagets § 2 ved kongelig anordning helt eller
delvis kan sættes i kraft for Færøerne med de ændringer,
som de færøske forhold tilsiger.
Det følger af stk. 3, at lovens §§ 3-5 ved kongelig anordning
kan sættes helt eller delvis i kraft for Grønland med de æn-
dringer, som de grønlandske forhold tilsiger.
Færøerne har pr. 1. januar 2010 overtaget lovgivningskom-
petencen på det formueretlige område. Lovforslagets §§ 3
og 4 skal derfor ikke gælde eller ved kongelig anordning
kunne sættes i kraft for Færøerne. Lovforslagets §§ 3 og 4
kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft
for Grønland med de ændringer, som de grønlandske for-
hold tilsiger.
Tv-overvågning omfattet af lovforslagets § 5 er overtaget af
de færøske myndigheder som et færøsk særanliggende. Lov-
forslagets § 5 skal derfor ikke gælde eller ved kongelig reso-
lution kunne sættes i kraft for Færøerne. Lovforslagets § 5
kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft
for Grønland med de ændringer, som de grønlandske for-
hold tilsiger.
41
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1052 af 4. juli 2016,
foretages følgende ændringer:
§ 81. Det skal ved straffens fastsættelse i almindelighed ind-
gå som skærpende omstændighed,
1. § 81, nr. 12, affattes således:
»12) at gerningen er begået af en person, der er varetægts-
fængslet eller undergivet foranstaltning, der træder i stedet
herfor, eller af en person, der udstår straf eller anden straffe-
retlig retsfølge af frihedsberøvende karakter, samt under
undvigelse herfra,«.
1-11) ---
12) at gerningen er begået af en person, der udstår straf eller
anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter,
13) at gerningen er begået af en tidligere indsat over for in-
stitutionen eller en person med ansættelse ved institutionen.
2. § 81, nr. 13, affattes således:
»13) at gerningen er begået af en person, der har været vare-
tægtsfængslet eller undergivet foranstaltning, der træder i
stedet herfor, eller af en person, der har udstået straf eller
anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter,
over for institutionen eller en person med ansættelse ved in-
stitutionen,«.
3. I § 81 indsættes som nr. 14:
»14) at gerningen har baggrund i den forurettedes eller den-
nes nærmestes udførelse af offentlig tjeneste eller hverv.«
§ 119. Den, som med vold eller trussel om vold overfalder
nogen, hvem det påhviler at handle i medfør af offentlig tje-
neste eller hverv, under udførelsen af tjenesten eller hvervet
eller i anledning af samme, eller som på lige måde søger at
hindre en sådan person i at foretage en lovlig tjenestehand-
ling eller at tvinge ham til at foretage en tjenestehandling,
straffes med bøde eller fængsel indtil 8 år.
Stk. 2-3. ---
4. I § 119, stk. 1, ændres »Den, som med vold eller trussel
om vold overfalder nogen,« til: »Den, som øver vold, truer
med at øve vold eller offentligt eller med forsæt til udbredel-
se i en videre kreds fremsætter trussel om vold mod nogen,«.
5. I § 119, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
»Ved fastsættelse af straffen skal det indgå som en skærpen-
de omstændighed, at forholdet er begået, mens eller i umid-
delbar forlængelse af at der i området foregår grov forstyr-
relse af ro og orden på offentligt sted, eller at forholdet er
begået mod den pågældende i dennes fritid.«
6. Efter § 119 indsættes:
»§ 119 a. Den, som krænker en af de i § 119 nævnte perso-
ners fred ved at kontakte, forfølge eller på anden måde chi-
kanere den pågældende under udførelsen af tjenesten eller
hvervet eller i anledning af samme, straffes med bøde eller
fængsel indtil 2 år.«
42
§ 121. Den, som med hån, skældsord eller anden fornærme-
lig tiltale overfalder nogen af de i § 119 nævnte personer un-
der udførelsen af hans tjeneste eller hverv eller i anledning
af samme, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.
7. I § 121 ændres »6 måneder« til: »1 år«.
§ 2
I lov om fuldbyrdelse af straf m.v., jf. lovbekendtgørelse nr.
1242 af 11. november 2015, som ændret ved lov nr. 169 af
27. februar 2016 og § 1 i lov nr. 641 af 8. juni 2016, foreta-
ges følgende ændringer:
Kapitel 15
Særlige spørgsmål vedrørende sagsbehandlingen ved fuld-
byrdelse af fængselsstraf
1. I overskriften til kapitel 15 indsættes efter »fuldbyrdelse
af fængselsstraf«: »m.v.«
2. Efter § 89 a indsættes i kapitel 15:
Ȥ 89 b. Anvendelse af digital kommunikation kan ske, hvis
der er tale om en påmindelse til den, der er tilsagt til afso-
ning eller møde m.v. hos kriminalforsorgen, om tid og sted
for fremmøde m.v.«
§ 110 a. Direktoratet for Kriminalforsorgen kan få terminal-
adgang til de nødvendige oplysninger i indkomstregisteret til
brug for fuldbyrdelse af straf.
3. I § 110 a indsættes efter »Direktoratet for Kriminalforsor-
gen«: »og kriminalforsorgsområdet«, og efter »fuldbyrdelse
af straf« indsættes: »og med henblik på underretning af
kommune eller anden relevant myndighed om indkaldelse til
afsoning m.v.«
4. Efter kapitel 21 a indsættes:
»Kapitel 21 b
Bøde for udeblivelse fra afsoning
§ 110 b. Den, som uden lovlig grund udebliver efter tilsi-
gelse til afsoning, straffes med bøde.
Stk. 2. Kriminalforsorgsområdet kan i sager om overtræ-
delse af stk. 1 i et bødeforelæg tilkendegive, at sagen kan af-
gøres uden retssag, hvis den, der har begået overtrædelsen,
erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til
inden en nærmere angiven frist at betale en i bødeforelægget
angivet bøde.
Stk. 3. Reglerne i retsplejelovens § 834, stk. 1, nr. 2 og 3,
og stk. 2, om krav til indholdet af et anklageskrift og om, at
en sigtet ikke er forpligtet til at udtale sig, finder tilsvarende
anvendelse på bødeforelæg efter stk. 2.
Stk. 4. Vedtages bødeforelægget, bortfalder videre forfølg-
ning. Vedtagelsen har samme virkning som en dom.
Stk. 5. Kriminalforsorgsområdet kan bestemme, at en bøde
efter stk. 1 skal modregnes i den indsattes vederlag for be-
skæftigelse efter § 42, stk. 1, i de tilfælde, hvor den pågæl-
dende ikke betaler bøden. Den indsatte skal dog mindst have
udbetalt en ydelse til dækning af personlige fornødenheder.
Stk. 6. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om
behandlingen af sager om modregning af bøder.«
43
§ 3
I lov nr. 363 af 13. maj 2009 om hæftelse for børns erstat-
ningsansvar foretages følgende ændringer:
1. Lovens titel affattes således:
Lov om hæftelse for børns erstatningsansvar »Lov om hæftelse for børns erstatningsansvar og om
skærpet erstatningsansvar for anstiftere og ledere af op-
løb«.
2. Efter § 1 indsættes:
»§ 1 a. Den, der anstifter eller leder et opløb med det forsæt
at øve eller true med vold på person eller gods, er erstat-
ningsansvarlig for tingsskade, der forvoldes under eller i for-
bindelse med opløbet af personer, der deltager i dette.«
§ 4
I lov om erstatningsansvar, jf. lovbekendtgørelse nr. 266 af
21. marts 2014, som ændret ved lov nr. 1493 af 23. decem-
ber 2014 og § 16 i lov nr. 395 af 2. maj 2016, foretages føl-
gende ændringer:
§ 21. §§ 19 og 20 gælder ikke for erstatningsansvar, der er
omhandlet i
1) færdselslovens regler om ansvar for motordrevne køre-
tøjer, eller som i øvrigt er dækket af den for køretøjet lov-
pligtige ansvarsforsikring,
2) luftfartsloven eller 1. I § 21, nr. 2, ændres »luftfartsloven eller« til: »luftfartslo-
ven,«.
3) søloven.
2. I § 21, nr. 3, ændres »søloven.« til »søloven eller«.
3. I § 21 indsættes som nr. 4:
»4) § 1 a i lov om hæftelse for børns erstatningsansvar og
om skærpet erstatningsansvar for anstiftere og ledere af op-
løb.«
§ 5
I lov om tv-overvågning, jf. lovbekendtgørelse nr. 1190 af
11. oktober 2007, som ændret ved lov nr. 713 af 25. juni
2010, § 1 i lov nr. 422 af 10. maj 2011 og § 1 i lov nr. 736 af
25. juni 2014, foretages følgende ændringer:
1. Efter § 2 a indsættes:
»§ 2 b. En kommunalbestyrelse kan med henblik på at frem-
me trygheden yde økonomisk tilskud til etablering og drift
af tv-overvågning omfattet af § 2, stk. 2.«
§ 6
Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i
Lovtidende.
Stk. 2. Lovens § 3 finder anvendelse på skader, der forvol-
des efter bestemmelsens ikrafttræden.
44
§ 7
Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf.
dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. Lovens § 2 kan ved kongelig anordning sættes helt
eller delvis i kraft for Færøerne med de ændringer, som de
færøske forhold tilsiger.
Stk. 3. Lovens §§ 3-5 kan ved kongelig anordning sættes
helt eller delvis i kraft for Grønland med de ændringer, som
de grønlandske forhold tilsiger.
45