Svar på spm. nr. S 1129: Hvad er ministerens holdning til, at Ankestyrelsen peger på den mest indgribende behandlingsform i sine afgørelser i forhold til behandling af børn med søvnproblemer, og mener ministeren ikke, at man som udgangspunkt altid bør starte med den mindst indgribende behandlingsform, hvis dette er til fordel for patienten, og at dette derfor bør påvirke Ankestyrelsens afgørelser?

Medlem af Folketinget Trine Torp (SF) har den 13. maj 2016 stillet følgende spørgs-
mål nr. S 1129 til sundheds- og ældreministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål S 1129:
”Hvad er ministerens holdning til, at Ankestyrelsen peger på den mest indgribende
behandlingsform i sine afgørelser i forhold til behandling af børn med søvnproble-
mer, og mener ministeren ikke, at man som udgangspunkt altid bør starte med den
mindst indgribende behandlingsform, hvis dette er til fordel for patienten, og at dette
derfor bør påvirke Ankestyrelsens afgørelser?”
Begrundelse
I artiklen »Børn får sovepiller frem for kugledyner« fremgår det, at Ankestyrelsen har
sat en stopper for støtte til kugledyner, og man har forsøgt behandling med sovepiller
først, og dette har været uden virkning. Derfor vil spørgeren gerne høre, hvad mini-
sterens holdning er til denne problematik, eftersom det efter spørgerens opfattelse
bør være sådan, at man bør tage udgangspunkt i den mindst indgribende behand-
lingsform i sundhedssystemet, såfremt at den har samme eller bedre virkning. Der-
udover er medicinen metalomin, der bruges i forhold til behandling af søvnbesvær,
angiveligt et produkt der atypisk anbefales til personer over 55 år.
Svar:
Det følger af Sundhedsstyrelsens ”National klinisk retningslinje for udredning og be-
handling af ADHD hos børn og unge” af 23. maj 2014, at ”Det er hensigtsmæssigt at
begynde behandling med ikke-farmakologiske interventioner hos børn med mindre
grad af funktionsnedsættelse. Børn og unge med sværere funktionsnedsættelse kan
desuden have gavn af tillæg af farmakologisk behandling. Kombinationen af indsatser
bør basere sig på barnets eller den unges symptomer, grad af funktionsnedsættelse
og almene trivsel.”
Dette princip kan jeg fortsat støtte.
Hertil kommer, at ordination af lægemidler altid kræver en lægefaglig vurdering, og
at det således alene er den behandlingsansvarlige læge, der kan tage stilling til
spørgsmålet om, hvorvidt farmakologisk behandling skal afprøves.
Af Ankestyrelsens principafgørelse 94-15 af 18. december 2015 om hjælpemidler –
kugledyne – kædedyne – behandlingsredskab, som spørgsmålet henviser til, fremgår
blandt andet følgende: ”En kugle- eller kædedyne kan ikke bevilges som et hjælpe-
middel alene med henblik på at undgå medicinsk behandling af barnet. Relevant
medicinsk behandling uden væsentlig helbredsrisiko må derfor være afprøvet, før en
kugle- eller kædedyne kan bevilges af kommunen efter reglerne om hjælpemidler.”
Folketingets Lovsekretariat
Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
M sum@sum.dk
W sum.dk
Dato: 24-05-2016
Enhed: Psykiatri og Lægemiddel-
politik
Sagsbeh.: DEPCRV
Sagsnr.: 1605695
Dok. nr.: 96244
2015-16
S 1129 endeligt svar
Offentligt
Side 2
Jeg har ikke mulighed for at udtale mig om Ankestyrelsens afgørelse, da Ankestyrel-
sen er en uafhængig myndighed og herudover hører under social- og indenrigsmini-
sterens ressort.
Jeg kan dog oplyse, at hjælpemidler og behandlingsredskaber efter omstændighe-
derne kan bevilges enten i henhold til sundhedsloven, som led i en behandling, der
ydes i sundhedsvæsenet, eller serviceloven. Serviceloven er social- og indenrigsmini-
sterens ressort. Leveringsforpligtelsen vil således i nogle tilfælde ligge hos regionen,
mens det i andre tilfælde vil være kommunen, der er ansvarlig for at stille behand-
lingsredskabet/hjælpemidlet til rådighed. Imidlertid må uenighed om, hvilken myn-
dighed der har leveringsforpligtelsen og på hvilke vilkår, aldrig komme borgeren til
skade.
Dette er også fastsat i det såkaldte afgrænsningscirkulære, der har til formål at afkla-
re tilfælde, hvor der er tvivl om, hvilken myndighed der har leveringsforpligtelsen. Af
cirkulæret fremgår det således, at det i tvivlstilfælde er den myndighed, der har den
tætteste kontakt med borgeren, som i første omgang skal udlevere det krævede
behandlingsredskab eller hjælpemiddel. Herefter må kommune og region så afklare
betalingsspørgsmålet mellem sig.
Sundheds- og Ældreministeriet har derfor inviteret Social- og Indenrigsministeriet til
et møde ultimo maj for at drøfte samspillet mellem de to ministeriers regler og prak-
sis for tildeling af behandlingsredskaber og hjælpemidler til børn og unge med ADHD
og herunder overveje, om der er behov for justeringer eller klarere udmeldinger på
området.
Med venlig hilsen
Sophie Løhde / Camilla Rosengaard Villumsen