Fremsat den 24. februar 2016 af justitsministeren (Søren Pind)

Fremsat den 24. februar 2016 af justitsministeren (Søren Pind)
Forslag
til
Lov om fremtidsfuldmagter
Kapitel 1
Oprettelse og indhold af fremtidsfuldmagter
§ 1. Den, der er fyldt 18 år, og som er i stand til at handle
fornuftsmæssigt, kan oprette en fremtidsfuldmagt til at træde
i kraft, hvis den pågældende på et senere tidspunkt som føl-
ge af sygdom, svækket mental funktion eller helbred el.lign.
ikke længere har evne til at varetage sine forhold inden for
de områder, som er omfattet af fuldmagten, jf. § 2, stk. 1.
§ 2. En fremtidsfuldmagt kan gives til en eller flere frem-
tidsfuldmægtige med henblik på at varetage fuldmagtsgivers
økonomiske og personlige forhold. Fuldmagten kan begræn-
ses til at angå et eller flere bestemte forhold.
Stk. 2. Der kan i fremtidsfuldmagten indsættes en eller
flere subsidiære fremtidsfuldmægtige, som skal træde i
funktion, hvis fremtidsfuldmægtigene, jf. stk. 1, er forhin-
drede i at varetage hvervet, jf. § 7, stk. 2 og 3, og §§ 13, 25
og 26.
Stk. 3. Det kan i fremtidsfuldmagten bestemmes, at en
tredjepart skal have indseende med, hvordan den, der har
fremtidsfuldmagt, varetager sit hverv.
§ 3. En fremtidsfuldmagt skal for at være gyldig oprettes
skriftligt i Fremtidsfuldmagtsregisteret ved anvendelse af
den digitale løsning, som stilles til rådighed herfor, og ved-
kendes for en notar, jf. dog regler udstedt i medfør af stk. 4,
3. pkt.
Stk. 2. Notaren skal ved sin påtegning af fremtidsfuld-
magten afgive erklæring
1) om fuldmagtsgiverens identitet,
2) om, hvorvidt fuldmagtsgiveren er i stand til fornufts-
mæssigt at oprette fremtidsfuldmagten,
3) om, hvilke personer der er til stede under notarialforret-
ningen, og
4) om andre omstændigheder, som kan være af betydning
for fremtidsfuldmagtens gyldighed.
Stk. 3. For hver fuldmagtsgiver kan der alene være opret-
tet én fremtidsfuldmagt i Fremtidsfuldmagtsregisteret.
Stk. 4. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om
Fremtidsfuldmagtsregisteret, herunder om, hvem der har ad-
gang til registeret, og om oprettelse og registrering af frem-
tidsfuldmagter, herunder hvordan oprettelsen nærmere fore-
tages. Justitsministeren fastsætter endvidere nærmere regler
om notarens virksomhed og om, hvordan vedkendelse af
fremtidsfuldmagter for notaren nærmere foretages. Justits-
ministeren fastsætter herudover regler om, i hvilke tilfælde
oprettelse af fremtidsfuldmagter kan ske uden anvendelse af
den digitale løsning, som stilles til rådighed efter stk. 1, og
om, hvordan oprettelsen og vedkendelsen i disse tilfælde
foretages.
Kapitel 2
Fremtidsfuldmagtens ikraftsættelse
§ 4. En anmodning om at sætte en fremtidsfuldmagt i
kraft indgives til Statsforvaltningen af fuldmagtsgiveren el-
ler af fremtidsfuldmægtigene i forening.
Stk. 2. Forinden anmodning indgives af fremtidsfuldmæg-
tigene, skal fremtidsfuldmægtigene drøfte anmodningens
indgivelse med fuldmagtsgiver, medmindre denne ikke er i
stand til at forstå betydningen heraf. Hvis fuldmagtsgiver i
tilknytning til drøftelsen udtaler sig imod anmodningen, kan
denne ikke behandles.
Stk. 3. Forinden anmodning indgives af fremtidsfuldmæg-
tigene, skal fuldmagtsgiverens nærmeste pårørende under-
rettes af fremtidsfuldmægtigene om anmodningens indgivel-
se og om deres adgang til at gøre indsigelse imod fremtids-
fuldmagtens ikraftsættelse over for Statsforvaltningen.
Stk. 4. En anmodning afvises, hvis fremtidsfuldmagten ik-
ke er gyldigt oprettet, jf. § 3, eller hvis anmodningen ikke
opfylder kravene i § 5 og de i henhold til § 8 fastsatte krav,
og kravene ikke kan forventes opfyldt inden for en af Stats-
forvaltningen fastsat kortere frist.
§ 5. En anmodning efter § 4, stk. 1, skal vedlægges en læ-
geerklæring om, at fuldmagtsgiveren er kommet i den til-
Lovforslag nr. L 135 Folketinget 2015-16
Justitsmin., j.nr. 2015-7720-0028
AA009481
stand, jf. § 1, som fremtidsfuldmagtens ikraftsættelse er be-
tinget af, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Statsforvaltningen kan se bort fra kravet om læge-
erklæring, jf. stk. 1, hvis det på anden måde er godtgjort, at
fuldmagtsgiveren befinder sig i den i stk. 1 nævnte tilstand.
Statsforvaltningen kan endvidere se bort fra kravet om læge-
erklæring, hvis anmodningen indgives af fuldmagtsgiveren,
og fuldmagtsgiveren er i stand til at forstå betydningen her-
af.
Stk. 3. En anmodning, der indgives af fremtidsfuldmægti-
gene, skal indeholde en erklæring på tro og love om, at de i
§ 4, stk. 2 og 3, nævnte foranstaltninger er foretaget. Er
drøftelsen med fuldmagtsgiver undladt, skal anmodningen
indeholde en redegørelse herfor.
§ 6. Statsforvaltningen kan undtagelsesvis og uden sam-
tykke indhente yderligere oplysninger om fuldmagtsgivers
forhold, i det omfang dette er nødvendigt for sagens behand-
ling.
Stk. 2. Forvaltningsmyndigheder inden for social- og
sundhedsområdet og private udbydere af social service og
sundhedsydelser meddeler på anmodning fra Statsforvalt-
ningen, jf. stk. 1, oplysninger om fuldmagtsgivers forhold.
Stk. 3. Statsforvaltningen kan afkræve personer, der har
kendskab til fuldmagtsgiveren, de oplysninger, som anses
nødvendige for sagens behandling, jf. stk. 1.
§ 7. Statsforvaltningen træffer afgørelse om at sætte frem-
tidsfuldmagten i kraft, hvis fuldmagtsgiver må anses for at
være i en tilstand som omhandlet i § 1, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. Fremtidsfuldmagten kan ikke sættes i kraft i for-
hold til fremtidsfuldmægtige og subsidiære fremtidsfuld-
mægtige, som ikke er fyldt 18 år, er under værgemål, eller
som selv har oprettet en fremtidsfuldmagt, der er sat i kraft.
Stk. 3. Fremtidsfuldmagten kan ikke sættes i kraft, hvis
det på grundlag af de foreliggende oplysninger findes be-
tænkeligt. Knytter betænkeligheden sig alene til en bestemt
del af fremtidsfuldmagten eller til en bestemt fremtidsfuld-
mægtig eller subsidiær fremtidsfuldmægtig, kan Statsfor-
valtningen sætte fremtidsfuldmagten delvis i kraft.
§ 8. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om an-
modninger om ikraftsættelse af fremtidsfuldmagter, herun-
der om udformningen af anmodningen og de oplysninger,
der skal fremgå af anmodningen, udformningen af lægeer-
klæringen, fremtidsfuldmægtigenes adgang til at indhente
lægeerklæringen, og udformningen af tro og love-erklærin-
gen.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler om, at anmod-
ninger om ikraftsættelse, der indgives til Statsforvaltningen i
medfør af denne lov, og skriftlig kommunikation til og fra
Statsforvaltningen i forbindelse med behandlingen af an-
modninger om ikraftsættelse skal foregå digitalt. Justitsmi-
nisteren fastsætter nærmere regler om digital kommunika-
tion, herunder om anvendelse af bestemte it-systemer, særli-
ge digitale formater og digital signatur el.lign. Justitsmini-
steren kan endvidere fastsætte nærmere regler om afvisning
af anmodninger om ikraftsættelse af fremtidsfuldmagter, der
ikke indgives digitalt, og om undtagelser hertil. Justitsmini-
steren fastsætter endvidere nærmere regler om, hvornår en
digital meddelelse vedrørende en sag om ikraftsættelse af en
fremtidsfuldmagt anses for at være kommet frem.
Stk. 3. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om
Statsforvaltningens underretning af berørte parter om frem-
tidsfuldmagters ikraftsættelse.
Kapitel 3
Fremtidsfuldmagtens retsvirkninger
§ 9. Den, som har givet en anden fremtidsfuldmagt i øko-
nomiske forhold, bliver umiddelbart berettiget og forpligtet
over for tredjemand ved fremtidsfuldmægtigens handlinger i
fuldmagtsgiverens navn og inden for fuldmagtens område.
Stk. 2. § 11, stk. 1, § 20, § 23, 1. pkt., §§ 25 og 26 og §
27, stk. 1, i lov om aftaler og andre retshandler på formue-
rettens område finder anvendelse for en fremtidsfuldmagt i
økonomiske forhold.
§ 10. Den, som har givet en anden fremtidsfuldmagt i per-
sonlige forhold, repræsenteres inden for fuldmagtens områ-
de af fremtidsfuldmægtigen i forhold til offentlige myndig-
heder og private, når disse udfører opgaver for det offentli-
ge.
§ 11. Er der flere fremtidsfuldmægtige, har disse hver for
sig de i §§ 9 og 10 nævnte beføjelser, medmindre andet er
bestemt i fremtidsfuldmagten.
Stk. 2. Subsidiære fremtidsfuldmægtige har alene de i §§
9 og 10 nævnte beføjelser, hvis fremtidsfuldmægtigene er
forhindrede i at varetage hvervet, jf. § 7, stk. 2 og 3, og §§
13, 25 og 26.
Kapitel 4
Fremtidsfuldmægtigenes pligter m.v.
§ 12. Den, der har fremtidsfuldmagt, skal følge fremtids-
fuldmagtens anvisninger og inden for fuldmagtens område
varetage fuldmagtsgiverens interesser, herunder så vidt mu-
ligt inddrage fuldmagtsgiveren og dennes ægtefælle eller
samlever, før fuldmagten anvendes i vigtigere forhold.
Stk. 2. Fremtidsfuldmægtigen skal opbevare fornøden do-
kumentation for de dispositioner, som er foretaget på fuld-
magtsgiverens vegne.
§ 13. Den, der har fremtidsfuldmagt, kan ikke på fuld-
magtsgivers vegne indgå retshandler med sig selv eller i øv-
rigt anvende fremtidsfuldmagten i forhold, hvor der kan fo-
religge modstridende interesser.
§ 14. Den, der har fremtidsfuldmagt i økonomiske for-
hold, skal holde fuldmagtsgiverens midler adskilt fra sine
egne. Det gælder dog ikke, hvis fremtidsfuldmægtigen er
fuldmagtsgiverens ægtefælle eller samlever.
§ 15. Den, der har fremtidsfuldmagt i økonomiske for-
hold, kan ikke på fuldmagtsgivers vegne yde gaver. Det
gælder dog ikke sædvanlige gaver, hvis værdi ikke står i
misforhold til fuldmagtsgiverens kår, eller gaver, der er be-
stemt i fremtidsfuldmagten.
2
§ 16. Den, der har fremtidsfuldmagt i økonomiske for-
hold, kan ikke forpligte fuldmagtsgiveren ved kaution eller
anden sikkerhedsstillelse for tredjemands gæld.
§ 17. Hvis ikke andet er bestemt, kan den, der har frem-
tidsfuldmagt, af fuldmagtsgivers midler få dækket nødven-
dige omkostninger til varetagelse af det i fremtidsfuldmag-
ten bestemte hverv.
§ 18. Tilsidesætter den, der har fremtidsfuldmagt, sine
pligter, er denne erstatningsansvarlig over for fuldmagtsgi-
veren for skade, der forvoldes ved forsætligt eller uagtsomt
forhold.
§ 19. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om
fremtidsfuldmægtige og subsidiære fremtidsfuldmægtiges
pligter og vederlag, herunder om pligt til regnskabsførelse
og en øvre beløbsgrænse for vederlag.
Kapitel 5
Forholdet til andre fuldmagter
§ 20. Den, der har fremtidsfuldmagt i økonomiske for-
hold, kan tilbagekalde andre fuldmagter inden for fremtids-
fuldmagtens område, som er meddelt af fuldmagtsgiveren.
Stk. 2. Den, der har fremtidsfuldmagt i økonomiske for-
hold, kan meddele andre fuldmagt til på fuldmagtsgiverens
vegne at varetage et nærmere afgrænset økonomisk forhold
inden for fremtidsfuldmagtens område. En sådan fuldmagt
kan ikke omfatte dispositioner, som fremtidsfuldmægtigen,
jf. kapitel 4, er afskåret fra selv at foretage på fuldmagtsgi-
vers vegne.
Kapitel 6
Tilsyn
§ 21. Statsforvaltningen fører tilsyn med den, der har
fremtidsfuldmagt.
Stk. 2. Bliver Statsforvaltningen gennem henvendelse el-
ler på anden måde opmærksom på forhold, som må antages
at stride mod fuldmagtsgiverens interesser, kan Statsforvalt-
ningen iværksætte en undersøgelse af forholdet.
Stk. 3. Den, der har fremtidsfuldmagt, skal efter anmod-
ning give de oplysninger, der er nødvendige for tilsynet, og
efterkomme Statsforvaltningens pålæg.
Stk. 4. Statsforvaltningen kan i øvrigt indhente oplysnin-
ger, i det omfang det er nødvendigt for at varetage tilsynet. §
6, stk. 2 og 3, finder i den forbindelse tilsvarende anvendel-
se.
Kapitel 7
Tilbagekaldelse, ændring og ophør af en fremtidsfuldmagt
§ 22. Den, der har oprettet en fremtidsfuldmagt, jf. § 1,
kan tilbagekalde eller ændre fuldmagten, jf. stk. 2 og 3.
Stk. 2. En fremtidsfuldmagt, der ikke er sat i kraft, kan til-
bagekaldes i overensstemmelse med reglerne om oprettelse
af fremtidsfuldmagt, jf. § 3.
Stk. 3. En fremtidsfuldmagt, der er sat i kraft, kan tilbage-
kaldes eller ændres, hvis fuldmagtsgiveren er i stand til at
forstå betydningen heraf. Statsforvaltningen træffer efter an-
modning fra fuldmagtsgiveren afgørelse herom. § 21, stk. 4,
finder tilsvarende anvendelse.
§ 23. Hvis det er bestemt i fuldmagten, kan den, der har
indseende med fremtidsfuldmægtigene, jf. § 2, stk. 3, over
for Statsforvaltningen helt eller delvis tilbagekalde en frem-
tidsfuldmagt, der er sat i kraft.
§ 24. En fremtidsfuldmagt ophører, hvis fuldmagtsgiveren
kommer under værgemål. Dette gælder dog ikke, hvis vær-
gemålet angår bestemte forhold, der ikke er omfattet af
fremtidsfuldmagten, eller som den, der har fremtidsfuld-
magt, er afskåret fra at varetage, jf. §§ 12, 13 og 15.
Stk. 2. En fremtidsfuldmagt ophører ved fuldmagtsgive-
rens død.
Stk. 3. Ved ophør efter stk. 1 og 2 finder § 24 i lov om
aftaler og andre retshandler på formuerettens område anven-
delse.
§ 25. En fremtidsfuldmagt ophører, hvis fremtidsfuld-
mægtigen frasiger sig hvervet, kommer under værgemål el-
ler har oprettet en fremtidsfuldmagt, der sættes i kraft.
Stk. 2. Er der andre fremtidsfuldmægtige eller subsidiære
fremtidsfuldmægtige, som fortsat kan varetage hvervet, ved-
bliver fremtidsfuldmagten med at være i kraft med de på-
gældende fuldmægtige.
§ 26. Statsforvaltningen kan uden for de tilfælde, der er
omfattet af §§ 24 og 25, træffe afgørelse om en fremtids-
fuldmagts ophør, herunder delvise ophør, hvis betingelserne
for dens ikraftsættelse, jf. § 7, ikke længere er til stede.
§ 27. Statsforvaltningens afgørelser om ikraftsættelse, til-
bagekaldelse, ændring eller ophør af en fremtidsfuldmagt
har virkning fra det tidspunkt, hvor afgørelsen tinglyses i
Personbogen.
Stk. 2. En tilbagekaldelse af en fremtidsfuldmagt omfattet
af § 23 har virkning fra tidspunktet for Statsforvaltningens
tinglysning af en meddelelse herom i Personbogen.
Stk. 3. Bliver Statsforvaltningen gennem henvendelse el-
ler på anden måde opmærksom på, at en fremtidsfuldmagt er
ophørt af andre grunde end nævnt i stk. 1 og 2, eller at en
fremtidsfuldmægtig eller subsidiær fuldmægtig er ophørt
med at varetage hvervet, foranstalter Statsforvaltningen
tinglysning af en meddelelse herom i Personbogen.
§ 28. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om
pligt til at underrette Statsforvaltningen om en fremtidsfuld-
magts ophør.
Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte regler om, at under-
retninger til Statsforvaltningen efter stk. 1 og skriftlig kom-
munikation til og fra Statsforvaltningen om underretninger
efter stk. 1 skal foregå digitalt. Justitsministeren kan fastsæt-
te nærmere regler om digital kommunikation, herunder om
anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater
og digital signatur el.lign. Justitsministeren kan endvidere
fastsætte nærmere regler om, hvornår en digital meddelelse
vedrørende en sag om ikraftsættelse af en fremtidsfuldmagt
anses for at være kommet frem.
3
Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte regler om Statsfor-
valtningens underretning af berørte parter om fremtidsfuld-
magtens tilbagekaldelse, ændring og ophør.
Kapitel 8
Påklage og gebyr
§ 29. Statsforvaltningens afgørelser efter denne lov kan
påklages til Civilstyrelsen af fuldmagtsgiveren, fuldmagtsgi-
verens ægtefælle eller samlever, fremtidsfuldmægtige og
subsidiære fremtidsfuldmægtige.
Stk. 2. For afgørelser omfattet af § 27, stk. 1, er fristen for
klage, 4 uger efter at afgørelsen er tinglyst i Personbogen.
For øvrige afgørelser er fristen for klage, 4 uger efter at kla-
geren har fået meddelelse om afgørelsen.
§ 30. Justitsministeren kan efter forhandling med social-
og indenrigsministeren fastsætte regler om betaling af gebyr
for anmodninger om ikraftsættelse af fremtidsfuldmagter, jf.
§ 4.
Kapitel 9
Ikrafttræden og ændring af anden lovgivning m.v.
§ 31. Justitsministeren fastsætter tidspunktet for lovens
ikrafttræden.
§ 32. I værgemålsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1015 af
20. august 2007, som ændret ved § 8 i lov nr. 434 af 8. maj
2006, § 2 i lov nr. 221 af 21. marts 2011 og § 8 i lov nr. 647
af 12. juni 2013, foretages følgende ændringer:
1. I § 16, stk. 1, indsættes efter nr. 3 som nye numre:
»4) den pågældendes fremtidsfuldmægtig,
5) den, der har indseende med den pågældendes fremtids-
fuldmægtig, og som har tilbagekaldt fremtidsfuldmag-
ten,«.
Nr. 4-6 bliver herefter nr. 6-8.
2. I § 16, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:
»Statsforvaltningen kan uden anmodning indlede en sag
om værgemål i tilfælde, hvor en fremtidsfuldmagt ikke sæt-
tes i kraft efter anmodning herom, eller hvor fremtidsfuld-
magten tilbagekaldes eller ophører, jf. kapitel 2 og 7 i lov
om fremtidsfuldmagter.«
3. I § 47 indsættes efter »værgen«: »eller en fremtidsfuld-
mægtig«, og efter »værgemål« indsættes: »eller har oprettet
en fremtidsfuldmagt, der er sat i kraft«.
§ 33. I sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1202 af
14. november 2014, som senest ændret ved § 1 i lov nr.
1870 af 29. december 2015, foretages følgende ændringer:
1. I § 14 ændres »§§ 15-51« til: »loven«.
2. I § 15, stk. 1, indsættes efter »eller af«: »denne lovs«.
3. I § 18, stk. 1, 2. pkt., udgår »dog«.
4. I § 18, stk. 1, indsættes som 3. pkt.:
»I de tilfælde, hvor en patient har afgivet en fremtidsfuld-
magt, der omfatter personlige forhold, herunder helbredsfor-
hold, kan informeret samtykke gives af den fremtidsfuld-
mægtige, i det omfang fremtidsfuldmagten bemyndiger
fremtidsfuldmægtigen dertil.«
5. I § 18, stk. 2, ændres »ingen nærmeste pårørende eller
værge« til: »ingen nærmeste pårørende, værge eller frem-
tidsfuldmægtig, der kan repræsentere patienten i personlige
forhold, herunder helbredsforhold«.
6. I § 18, stk. 4, ændres »de nærmeste pårørende eller vær-
gen« til: »de nærmeste pårørende, værgen eller fremtidsfuld-
mægtigen«.
7. I § 19 ændres »nærmeste pårørende eller værge« til:
»nærmeste pårørende, værge eller fremtidsfuldmægtig«.
8. § 22, stk. 1, 2. pkt., ophæves og i stedet indsættes:
»§§ 18 og 19 finder ikke anvendelse for bestemmelserne
i dette kapitel. § 17 om mindreårige finder ikke anvendelse
for § 26 om livstestamenter.«
9. § 52, stk. 2, 3. pkt., ophæves og i stedet indsættes:
»For en person, som er under 15 år, kan samtykket gives
af forældremyndighedens indehaver, når betingelserne i stk.
3 er opfyldt. For en person, der mangler evnen til selv at gi-
ve samtykke, kan samtykket gives af værgen, når betingel-
serne i stk. 3 er opfyldt. I de tilfælde, hvor en patient har af-
givet en fremtidsfuldmagt, der omfatter personlige forhold,
herunder helbredsforhold, kan samtykke for en person, der
mangler evnen til selv at give samtykke, gives af den frem-
tidsfuldmægtige, i det omfang fremtidsfuldmagten bemyndi-
ger fremtidsfuldmægtigen dertil, og betingelserne i stk. 3 er
opfyldt.«
§ 34. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Stk. 2. §§ 1-32 og § 33, nr. 9, kan ved kongelig anordning
helt eller delvist sættes i kraft for Grønland med de ændrin-
ger, som de grønlandske forhold tilsiger.
Stk. 3. §§ 32 og 33 kan ved kongelig anordning helt eller
delvist sættes i kraft for Færøerne med de ændringer, som de
færøske forhold tilsiger.
4
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Nærmere om baggrunden for lovforslaget og evaluering
2.1. Europarådets rekommandationer
2.2. Lovgivning i de øvrige nordiske lande
2.3. Behovet for lovregulering
2.4. Formål og hovedhensyn bag fremtidsfuldmagtsord-
ningens udformning
2.5. Lovevaluering
3. Gældende ret
3.1. De aftaleretlige fuldmagtsregler
3.2. De forvaltningsretlige regler om repræsentation
3.3. Værgemål
4. Lovforslagets udformning
4.1. Oprettelse og indhold af fremtidsfuldmagter
4.2. Fuldmagtens ikraftsættelse og offentliggørelse
4.3. Fremtidsfuldmagtens retsvirkninger
4.4. Fremtidsfuldmægtigens pligter mv.
4.5. Tilsyn med fremtidsfuldmægtigen
4.6. Tilbagekaldelse, ændring og ophør af fremtidsfuld-
magten
4.7. Digital kommunikation vedrørende fremtidsfuld-
magter
5. Ligestillingsvurdering af lovforslaget
6. Økonomiske og administrative konsekvenser for det of-
fentlige
7. Økonomiske og administrative konsekvenser for er-
hvervslivet m.v.
8. Administrative konsekvenser for borgerne
9. Miljømæssige konsekvenser
10. Forholdet til EU-retten
11. Hørte myndigheder og organisationer mv.
12. Sammenfattende skema
1. Indledning
1.1. I dansk ret findes der ingen særskilt lovgivning om fuld-
magter, der gives til at repræsentere fuldmagtsgiver i økono-
miske og personlige forhold, hvis fuldmagtsgiveren på et se-
nere tidspunkt som følge af sygdom eller svækkelse ikke
længere har evne til at varetage sine forhold (såkaldte frem-
tidsfuldmagter).
I det omfang fremtidsfuldmagter gyldigt kan meddeles efter
gældende ret, er de primært reguleret af de almindelige afta-
leretlige regler om fuldmagter. Efter Justitsministeriets op-
fattelse tager aftalelovens fuldmagtsregler ikke i tilstrække-
lig grad højde for de særlige forhold, som knytter sig til
fremtidsfuldmagter, bl.a. idet aftaleloven alene gælder for
fuldmagter i økonomiske forhold. Anvendelsen af de almin-
delige aftaleretlige regler om fuldmagt kan således i mange
tilfælde skabe en falsk tryghed hos fuldmagtsgiveren om, at
det fremtidige repræsentationsforhold både i økonomiske og
personlige forhold er fastlagt.
Alternativet hertil er i dag det offentligt fastsatte værgemål,
der først bliver aktuelt på et tidspunkt, hvor den pågældende
ikke længere er i stand til at varetage sine forhold, og derfor
i mange tilfælde ikke kan få indflydelse på værgemålssagen.
Hertil kommer, at det for mange kan opleves som meget
indgribende, når det er det offentlige, der skal bestemme,
hvad der er bedst for den pågældende.
1.2. Formålet med lovforslaget er på denne baggrund at styr-
ke retten til selvbestemmelse og gøre det muligt under be-
tryggende former at påvirke eget liv og fremtidige forhold
på trods af sygdom eller andet tab af mental kapacitet.
Der lægges med lovforslaget op til – som et enkelt og pri-
vatretligt alternativ til værgemål – at etablere et nyt retsinsti-
tut om fremtidsfuldmagter, der indebærer, at borgerne kan få
større indflydelse på, hvordan deres forhold skal varetages,
hvis de på et tidspunkt ikke længere har evne til at varetage
disse selv.
Den foreslåede fremtidsfuldmagtsordning indebærer nærme-
re, at personer, der f.eks. diagnosticeres med en demenssyg-
dom, under betryggende former, og mens de pågældende er
i stand til det, selv kan udpege den eller de personer, der på
et senere tidspunkt eventuelt skal varetage de pågældendes
interesser. Ordningen har dog et bredt sigte, og personer, der
ikke aktuelt er syge, men som ønsker at sikre sig i tilfælde af
senere sygdom eller f.eks. en ulykke, som medfører, at de
pågældende midlertidigt eller varigt ikke kan varetage deres
forhold, kan således også benytte ordningen.
Den, der får fremtidsfuldmagt, vil over for omverdenen op-
nå en lovbestemt legitimation til at repræsentere fuldmagts-
giveren og derved også få en reel mulighed for at varetage
fuldmagtsgiverens interesser. Aftaleparter mv. vil ligeledes
opnå en betryggende retsstilling.
1.3. Den foreslåede ordning med fremtidsfuldmagter følger i
det væsentlige Europarådets rekommandationer på området
og den lovgivning, der allerede er indført eller overvejes
indført i de fleste øvrige nordiske lande, jf. nærmere herom
under pkt. 2.1. nedenfor.
Hovedpunkterne i den foreslåede fremtidsfuldmagtsordning
er således følgende:
Der foreslås en lovregulering af oprettelse og indhold af
fremtidsfuldmagter. Reguleringen indebærer, at en fremtids-
fuldmagt kan oprettes af enhver, der er fyldt 18 år, og som
er i stand til at handle fornuftsmæssigt. Fremtidsfuldmagten
kan omfatte såvel økonomiske som personlige forhold, og
der kan udpeges en eller flere fremtidsfuldmægtige og subsi-
diære fuldmægtige. De subsidiære fuldmægtige kan træde i
funktion, hvis den (primære) fremtidsfuldmægtig bliver for-
hindret.
5
Fremtidsfuldmagter skal oprettes i et elektronisk register, så
der opnås bevismæssig sikkerhed for indholdet. Oprettelsen
skal som hovedregel ske ved hjælp af en digital løsning,
som stilles til rådighed for borgerne. Henset til at ordningen
bl.a. må forventes at blive særlig udbredt blandt ældre men-
nesker og personer, der har fået stillet en demensdiagnose
eller lignende, vil fremtidsfuldmagten endvidere for at være
gyldigt oprettet skulle vedkendes for en notar. Formålet er at
sikre, at fuldmagtsgiveren fornuftsmæssigt er i stand til at
meddele en fuldmagt, og at den pågældende, måske svække-
de person, ikke er undergivet et direkte pres fra andre perso-
ners side til at meddele fuldmagt. Notaren vil således – på
samme måde som ved oprettelse af et testamente – påse
fuldmagtsgiverens identitet og evne til at handle fornufts-
mæssigt, og at fremtidsfuldmagten er udtryk for fuldmagts-
giverens eget ønske. Adgangen til at oprette fremtidsfuld-
magter bliver således enkel og let tilgængelig, herunder også
for personer, som ikke umiddelbart vil have behov for at be-
nytte en fremtidsfuldmagt inden for den nærmeste fremtid,
men som blot ønsker at gardere sig i forhold til eventuelle
fremtidige begivenheder.
Der foreslås endvidere en regulering af fremtidsfuldmagters
ikrafttræden. Der lægges op til, at en fremtidsfuldmagt sæt-
tes i kraft på fuldmagtsgiverens eller fremtidsfuldmægtigens
initiativ, når fuldmagtsgiveren som følge af sygdom, svæk-
ket mental funktion eller helbred eller lignende ikke længere
har evne til at varetage sine forhold inden for de områder,
som er omfattet af fuldmagten. Fuldmagtsgiveren eller frem-
tidsfuldmægtigen anmoder Statsforvaltningen om at sætte
fremtidsfuldmagten i kraft og fremlægger i den forbindelse
bl.a. lægelige oplysninger om fuldmagtsgivers helbredstil-
stand. Ved Statsforvaltningens sagsbehandling og afgørelse
om ikraftsættelse opnås en sikkerhed i fuldmagtsforholdet til
gavn for fuldmagtsgiveren, fuldmægtigen og tredjemænd.
Afgørelser om ikraftsættelse tinglyses i Personbogen, hvor-
med fuldmagten bliver umiddelbart tilgængelig for aftalep-
arter og offentlige myndigheder, og fuldmægtigen bliver le-
gitimeret til at råde.
Det foreslås desuden en regulering af fremtidsfuldmægti-
gens pligter. Fremtidsfuldmægtigen skal således varetage
fuldmagtsgivers interesser, herunder følge fuldmagtens an-
visninger og så vidt muligt inddrage fuldmagtsgiver, dennes
ægtefælle mv., før fuldmagten anvendes i vigtigere forhold.
Der foreslås endeligt regler om tilsyn, tilbagekaldelse og op-
hør af fremtidsfuldmagter. Før fremtidsfuldmagtens ikraft-
sættelse kan fuldmagten frit tilbagekaldes eller erstattes af
en ny fremtidsfuldmagt på samme måde, som den er opret-
tet. Herved opnås en smidig adgang til at tilpasse fuldmag-
ten, hvis forholdene ændrer sig. Efter ikraftsættelsestids-
punktet kan fuldmagten tilbagekaldes og ændres, hvis fuld-
magtsgiver forstår betydningen heraf. Herudover lægges der
op til, at Statsforvaltningen af hensyn til fuldmagtsgiveren
får et ”hvilende” tilsyn med fremtidsfuldmægtigen, således
at Statsforvaltningen først indleder en tilsynssag, når Stats-
forvaltningen gennem henvendelse eller på anden måde bli-
ver opmærksom på forhold, som må antages at stride mod
fuldmagtsgivers interesser. Der lægges således ikke op til, at
Statsforvaltningen – som det er tilfældet ved værgemål –
skal godkende dispositioner, der påtænkes foretaget.
Der er i det væsentligste tale om en genfremsættelse af lov-
forslag nr. L 93 (2014-15 (1. samling)), som blev fremsat
for Folketinget den 10. december 2014, men som bortfaldt
som følge af folketingsvalget den 18. juni 2015.
2. Nærmere om baggrunden for lovforslaget og evaluering
2.1. Europarådets rekommandationer
2.1.1. I 1999 vedtog Europarådet en rekommandation om le-
gal beskyttelse af personer, der ikke er i stand til at handle
fornuftsmæssigt (Recommendation no. R (99) 4 on princip-
les concerning the legal protection of incapable adults).
Det blev bl.a. anbefalet i rekommandationens princip 2(7),
at medlemsstaterne overvejede behovet for en nærmere re-
gulering af ordninger, hvorefter en person, som er i stand til
at handle fornuftsmæssigt, kan træffe beslutning om, hvad
der skal ske ved efterfølgende svækkelse eller tab af evne til
at handle fornuftsmæssigt. Endvidere blev det anbefalet i
princip 5(2), at medlemsstaterne ved fastlæggelse af graden
af beskyttelse af sårbare personer tog mindre formelle ord-
ninger end f.eks. værgemål i betragtning.
Den europæiske komité for juridisk samarbejde anmodede i
forlængelse heraf i 2007 komitéen for eksperter på det fami-
lieretlige område om at udarbejde en rekommandation om
fremtidsfuldmagter. Dette arbejde er udmøntet i Europarå-
dets rekommandation om fremtidsfuldmagter fra 2009 (CM/
Rec. (2009) 11 on principles concerning continuing powers
of attorney and advance directives for incapacity).
Rekommandationen fra 2009 indeholder en række anbefa-
linger og overordnede principper om myndige personers ad-
gang til at beslutte, hvem der i tilfælde af eventuel fremtidig
svækkelse eller tab af evnen til at handle fornuftsmæssigt
skal repræsentere de pågældende og handle på deres vegne i
økonomiske og personlige forhold.
Det overordnede hensyn bag rekommandationen er, at per-
soner, der pga. sygdom, alder eller svækkelse helt eller del-
vist mister evnen til at handle fornuftsmæssigt, i videst mu-
ligt omfang bevarer deres uafhængighed, rettigheder og per-
sonlige integritet. Endvidere bør personer – mens den fulde
evne til at handle fornuftsmæssigt er i behold – kunne ud-
nytte selvbestemmelsesretten over eget liv til at vælge en
specifik fremtidig repræsentant.
Efter rekommandationen bør fremtidsfuldmagter anvendes
frem for iværksættelse af et egentligt værgemål, i det om-
fang dette er muligt.
Rekommandationen indeholder en række overordnede prin-
cipper om fremtidsfuldmagter, herunder om formkrav, ind-
hold og omfang, registrering og certificering, ikrafttræden,
tilsyn og ophør. Principperne søger bl.a. at afstemme balan-
cen mellem ordningens enkelthed og private karakter over
6
for behovet for en offentlig kontrol af hensyn til fuldmagts-
giverens retssikkerhed, når den pågældende ikke er i stand
til at varetage sine anliggender.
2.2. Lovgivning i de øvrige nordiske lande
2.2.1. I forlængelse af de nævnte rekommandationer er der i
de fleste øvrige nordiske lande indført lovgivning om frem-
tidsfuldmagter eller overvejelser herom i gang.
I Finland blev der i 2007 indført lovgivning om fremtids-
fuldmagter (Lag om intressebevakningsfullmakt
25.5.2007/648). I Norge trådte regler herom i kraft i somme-
ren 2013 (kapitel 10. Fremtidsfullmakter mv. i lov om ver-
gemål, LOV-2010-03-26-9). I maj 2014 blev der i Sverige
offentliggjort en udredning med tilhørende lovudkast om
fremtidsfuldmagter (DS2014:16 Framtidsfullmakter). Det
forventes, at der vil blive fremsat et lovforslag herom i for-
året 2016.
2.3. Behovet for lovregulering
2.3.1. I dag kan der for personer, der på grund af sygdom el-
ler svækkelse ikke er i stand til at varetage deres økonomi-
ske eller personlige forhold, iværksættes værgemål efter
værgemålslovens regler herom. Værgemål er en offentligret-
lig foranstaltning, der kan besluttes uden samtykke og efter
omstændighederne også uden inddragelse af den, som vær-
gemålet angår. Det skyldes, at den pågældende på det tids-
punkt, hvor et værgemål bliver aktuelt, i mange tilfælde vil
være i en tilstand, hvor vedkommende ikke med mening vil
kunne inddrages i sagsbehandlingen.
De gældende værgemålsregler giver ikke mulighed for, at en
person på det tidspunkt, hvor vedkommende stadig selv kan
varetage sine forhold, kan få indflydelse på, hvordan den på-
gældendes forhold skal varetages, når vedkommende ikke
længere er stand til det selv. Hvis en person ønsker at få en
sådan indflydelse på eget liv og fremtidige forhold, kan den
pågældende oprette en fuldmagt i overensstemmelse aftale-
lovens fuldmagtsregler.
2.3.2. Patientforeninger og interesseorganisationer, herunder
Alzheimerforeningen og Ældresagen, og nogle hospitaler
vejleder og tilråder i dag relevante patientgrupper til at med-
dele fuldmagt til en eller flere nære pårørende, før en til-
stand eller sygdom forværres, og den pågældende dermed
bliver ud af stand til at varetage sine forhold. Standardblan-
ketter til udformning af generelle fuldmagter – både til vare-
tagelse af økonomiske og personlige forhold – kan findes på
bl.a. en række foreningers og organisationers hjemmesider.
Det må således antages, at fuldmagter i dag bliver anvendt i
vidt omfang, særligt af ældre mennesker og fysisk eller
mentalt svækkede personer, der føler behov for bistand til at
varetage deres økonomiske og personlige anliggender i mere
eller mindre (u)begrænset omfang, og der er ikke forhold,
der tyder på, at behovet bliver mindre i fremtiden.
Antallet af personer, der diagnostiseres med en demenssyg-
dom, f.eks. Alzheimers sygdom, er stigende. Ifølge nøgletal
fra Danmarks Statistik (januar 2014) menes 90.000 menne-
sker at have en demenssygdom, heraf menes 50.000 at have
Alzheimers sygdom. Der konstateres omtrent 15.000 nye til-
fælde af demens hvert år. Kendetegnet ved sygdomme af
denne type er, at personen på diagnosetidspunktet normalt er
i stand til at varetage sine forhold, men kan forudse og er
bevidst om, at vedkommende inden for en længere eller kor-
tere årrække ikke længere vil være i stand til det. Det kan i
sådanne tilfælde indebære en stor tryghed for den pågælden-
de person på forhånd at kunne tilrettelægge fremtiden, her-
under bl.a. bestemme, at en person, som vedkommende næ-
rer tillid til og har en relation til, skal tage over, når den på-
gældende ikke længere er i stand til det selv. Også andre
sygdomme eller lidelser end demenssygdomme kan afsted-
komme et behov for, at andre varetager en persons forhold.
Det kan f.eks. være tilfældet, hvis en person kommer ud for
en trafikulykke, og som følge deraf ligger i koma i en perio-
de efterfølgende.
2.3.3. Anvendelsen af de almindelige aftaleretlige regler om
fuldmagt i de anførte situationer kan imidlertid skabe en
falsk tryghed og uberettiget forventning hos fuldmagtsgive-
ren om, at det fremtidige repræsentationsforhold både i øko-
nomiske og personlige forhold er fastlagt. Aftalelovens fuld-
magtsregler giver alene adgang til repræsentation i forhold
til aftaler og retshandler på formuerettens område (såkaldte
økonomiske forhold). Fuldmagtsreglerne i aftaleloven giver
omvendt ikke retsgrundlag for repræsentation i personlige
forhold, og retsvirkningerne af mange af de generelle fuld-
magter, der oprettes i dag, er således usikre.
Aftalelovens fuldmagtsregler bygger endvidere grundlæg-
gende på, at fuldmagtsgiver er habil og i stand til at instruere
og føre tilsyn med fuldmægtigen og om nødvendigt tilbage-
kalde fuldmagten. Denne forudsætning svigter, når fuld-
magtsgiver ikke længere har evne til at varetage egne for-
hold, og medmindre fuldmagtsgiveren kommer under vær-
gemål, er der ikke nogen til at overtage denne rolle.
Desuden vil aftaleparter, herunder professionelle aftaleparter
så som banker, der får kendskab til, at fuldmagtsgiver ikke
har evne til at varetage sine forhold, i mange tilfælde være
meget tilbageholdende med at acceptere en fuldmagt af frygt
for, at aftalen vil være ugyldig som følge af fuldmagtsgivers
tilstand, eller at den konkrete aftale ikke er omfattet af fuld-
magten. De pågældende afviser således at indgå aftale med
fuldmægtigen, og det medfører, at fuldmægtigen – i mod-
sætning til fuldmagtsgiverens forventning, da fuldmagten
blev meddelt – ikke er i stand til at varetage fuldmagtsgive-
rens interesser. Det anførte opleves som meget stort problem
hos de fleste af de interesseorganisationer mv., som Justits-
ministeriet har været i kontakt med i forbindelse med udar-
bejdelsen af dette lovforslag.
2.4. Formål og hovedhensyn bag
fremtidsfuldmagtsordningens udformning
2.4.1. I lyset af det ovenfor under pkt. 2.3 anførte er der ef-
ter Justitsministeriets opfattelse behov for, at der – som et
7
enkelt og privatretligt alternativ til det offentligt fastsatte
værgemål – etableres en fremtidsfuldmagtsordning, som in-
debærer, at personer, der f.eks. diagnosticeres med en de-
menssygdom, under betryggende former selv kan udpege
den eller de personer, der sidenhen skal varetage de pågæl-
dendes forhold, og at disse personer over for omverdenen vil
opnå en lovbestemt legitimation til at repræsentere fuld-
magtsgiveren og derved også få en reel mulighed for at va-
retage fuldmagtsgiverens forhold og interesser. Også afta-
leparter mv. vil opnå en mere betryggende retsstilling.
Det overordnede formål med lovforslaget er således at styr-
ke retten til selvbestemmelse og gøre det muligt under be-
tryggende former at påvirke eget liv og fremtidige forhold
for derved at tilgodese behovene hos personer, der f.eks. får
en diagnose, som indebærer, at de kan forudse, at de på et
tidspunkt ikke længere har evne til selv at varetage deres
forhold. Ligeledes kan ordningen være en sikkerhed for per-
soner, der ikke aktuelt er syge, men som ønsker at sikre sig i
tilfælde af, at de pågældende på et tidspunkt – varigt eller
forbigående – bliver ude af stand til at varetage deres inte-
resser, f.eks. som følge af en ulykke.
Lovforslaget tilsigter på den baggrund at skabe klarhed om
rammerne for fremtidsfuldmagter. Dette skaber tryghed og
sikkerhed for den enkelte fuldmagtsgiver og fuldmægtig,
men også for den tredjemand, som en fuldmægtig indgår af-
taler med på fuldmagtsgiverens vegne, og for offentlige
myndigheder mv., som fuldmagtsgiveren lader sig repræsen-
tere over for. En sådan tryghed og sikkerhed ved ordningen
er afgørende for, at fuldmagtsgiveren reelt opnår selvbe-
stemmelse og indflydelse på sit eget liv og fremtidige for-
hold.
2.4.2. Den foreslåede fremtidsfuldmagtsordning bygger end-
videre på princippet om aftalefrihed. Fuldmagtsgiver vil så-
ledes – ligesom efter de almindelige fuldmagtsregler, der
anvendes i dag – selv kunne bestemme, hvad der skal stå i
fuldmagten. Justitsministeriet er opmærksom på, at det efter
omstændighederne kan være vanskeligt for den enkelte bor-
ger at overskue de muligheder og faldgruber, der ligger heri.
Justitsministeriet vil derfor – hvis lovforslagets vedtages – i
samarbejde med bl.a. de berørte interesseorganisationer og
myndigheder udarbejde en vejledning om udformning af
fremtidsfuldmagter, som bl.a. vil omfatte en indføring i rets-
virkningerne af fremtidsfuldmagter og de forhold, som der
almindeligvis bør tages højde for ved udformning af frem-
tidsfuldmagter. Vejledningen vil endvidere indeholde kon-
cepter for fremtidsfuldmagter, der er udformet med henblik
på at dække, hvad der almindeligvis vil være behov for.
Fremtidsfuldmagtsordningen tilsigtes at være et tilbud, som
borgerne kan vælge at benytte sig af. Hvis den berørte per-
son derimod er mest tryg ved, at værgemålssystemet i givet
fald bringes i anvendelse, vil der fortsat være samme mulig-
heder for at komme under værgemål som i dag. Hvis den be-
rørte person foretrækker en fuldmagt efter de almindelige
aftaleretlige fuldmagtsregler, vil der også fortsat være de
samme muligheder for at meddele en sådan fuldmagt med
samme retsvirkninger, som tilfældet er i dag.
2.4.3. Den foreslåede ordning tilsigter desuden at være et
enkelt og privatretligt alternativ til de offentligt fastsatte
værgemål. I lyset heraf tager ordningen navnlig sigte på den
persongruppe, der opfylder helbreds- og evnemangelskriteri-
erne for at komme under værgemål, jf. herved værgemålslo-
vens § 5, stk. 1 og 2, jf. nærmere herom under pkt. 3.3.1 ne-
denfor. Ligesom det er tilfældet for personer under værge-
mål efter de nævnte bestemmelser og ved andre fuldmagts-
forhold, vil fuldmagtsgiver fortsat være myndig og kunne
handle på egen hånd, i det omfang den pågældende er i
stand til det.
Det er ikke hensigten, at ordningen skal have karakter af
(mini)værgemål. Når det offentlige går ind og fastsætter et
værgemål for en person uden samtykke fra den pågældende,
må der nødvendigvis være en række retsgarantier, et tilsyn
og andre kontrolforanstaltninger, der beskytter den, som
værgemålet angår. Med fremtidsfuldmagtordningen vil den
berørte person selv have besluttet, hvordan den pågældendes
forhold skal varetages, når vedkommende ikke længere selv
er i stand til det, herunder vil den pågældende have valgt
den eller de personer, der skal varetage opgaven. Derfor af-
stedkommer en fremtidsfuldmagtsordning ikke det samme
behov for retsgarantier, tilsyn og kontrolforanstaltninger
som værgemål.
I lyset heraf lægges der med lovforslaget op til, at Statsfor-
valtningen skal have et ”hvilende” tilsyn med fremtidsfuld-
mægtigen, således at Statsforvaltningen først indleder en til-
synssag, hvis Statsforvaltningen gennem henvendelse eller
på anden måde bliver opmærksom på forhold, som må anta-
ges at stride mod fuldmagtsgivers interesser. Der lægges så-
ledes ikke op til, at Statsforvaltningen – som det er tilfældet
ved værgemål – skal godkende dispositioner, som fremtids-
fuldmægtigen påtænker at foretage. Tanken bag dette er, at
når fuldmagtsgiver har tillid til, at fremtidsfuldmægtigen
kan varetage opgaven, så bør samfundet også have tillid til
fuldmægtigen, indtil der kommer forhold for dagen, som gi-
ver grundlag for andet.
I de fleste familier må det forventes, at ægtefællen og børne-
ne tager over, når fuldmagtsgiver ikke længere selv evner
det. Sådan forekommer det i mange tilfælde i dag. I velfun-
gerende familier må det således forventes, at ordningen kan
fungere uden behov for, at det offentlige følger aktivt med.
Opstår der imidlertid i det konkrete fuldmagtsforhold behov
for, at det offentlige træder til med tilsyn og kontrolforan-
staltninger for at beskytte fuldmagtsgiver, indebærer den
foreslåede ordning, at Statsforvaltningen vil have mulighed
herfor. Om nødvendigt kan Statsforvaltningen sætte frem-
tidsfuldmagten ud af kraft og fastsætte et værgemål i stedet,
hvis der er behov for de væsentligt mere udbyggede retsga-
rantier, tilsyns- og kontrolforanstaltninger, som er indeholdt
i værgemålsordningen.
8
2.5. Lovevaluering
2.5.1. Justitsministeriet finder det hensigtsmæssigt, at der
udarbejdes en rapport om erfaringerne med den nye lovgiv-
ning. Justitsministeriet vil derfor, hvis lovforslaget vedtages,
udarbejde en sådan rapport til Folketinget. En sådan rapport
kan f.eks. indeholde oplysninger om antallet af oprettede og
ikraftsatte fremtidsfuldmagter, om antallet af tilsynssager og
afgørelser om ophør af fremtidsfuldmagt, og om udviklin-
gen i sager på værgemålsområdet siden ordningens ikraft-
træden mv.
Justitsministeriet vil til brug for rapporten indhente oplys-
ninger fra Statsforvaltningen og Civilstyrelsen, som vil kun-
ne bidrage med de almindelige erfaringer med hensyn til
den nye lovgivning. Justitsministeriet vil endvidere indhente
bidrag fra interesseorganisationer, advokater mv., der har
berøring med ordningen. Erfaringerne fra de berørte myn-
digheder og organisationer kan danne baggrund for overve-
jelser om et eventuelt behov for at præcisere eller ændre reg-
lerne.
Det tilstræbes, at rapporten kan blive oversendt til Folketin-
get fem år efter lovforslagets ikrafttræden.
3. Gældende ret
3.1. De aftaleretlige fuldmagtsregler
3.1.1. De gældende regler om fuldmagt fremgår af kapitel II
i aftaleloven (lov om aftaler og andre retshandler på formue-
rettens område). Aftaleloven finder anvendelse i forhold til
formueretlige (økonomiske) aftaleforhold. Dette indebærer,
at fuldmagtsreglerne kun angår repræsentation i økonomiske
forhold, mens repræsentation i forhold til personlige forhold
ikke er omfattet.
3.1.2. En fuldmagt stiftes ved fuldmagtsgivers erklæring.
Efter omstændighederne kan fuldmagtsgivers adfærd eller
handlinger i øvrigt i sig selv anses for en erklæring med den
retsvirkning, at der er etableret et fuldmagtsforhold.
Det er ikke i aftaleloven nærmere reguleret, hvordan en
fuldmagt kan oprettes. Dette følger imidlertid indirekte af
ophørsreglerne i aftalelovens §§ 12-18. En fuldmagt kan så-
ledes oprettes ved en særlig erklæring – mundtlig eller
skriftlig – fra fuldmagtsgiveren til tredjemand, jf. aftalelo-
vens § 13. Fuldmagtsgiveren kan endvidere offentligt be-
kendtgøre fuldmagten, f.eks. i medierne eller ved meddelel-
se til en kreds af forretningsforbindelser eller lignende, jf.
aftalelovens § 14. En fuldmagt kan derudover oprettes
skriftligt og gives til fuldmægtigen med henblik på, at den
pågældende kan have den i sin besiddelse og vise den til
tredjemand, når vedkommende handler på fuldmagtsgivers
vegne, jf. aftalelovens § 16. En fuldmagt kan endvidere op-
rettes alene ved fuldmagtsgiverens mundtlige (eller skriftli-
ge) erklæring til fuldmægtigen om at foretage en bestemt
handling, jf. aftalelovens § 18.
3.1.3. Efter de gældende regler i aftaleloven træder en fuld-
magt i kraft på tidspunktet for fuldmagtsgiverens erklæring,
dvs. typisk på oprettelsestidspunktet. Det betyder, at fuld-
mægtigen fra og med dette tidspunkt, og indtil fuldmagten
ophører, kan forpligte fuldmagtsgiveren. Fuldmagtsgiveren
kan dog begrænse fuldmagten – f.eks. tidsmæssigt eller til
en bestemt begivenhed – således at fuldmagten først får
virkning senere.
3.1.4. Det følger af aftalelovens § 10, stk. 1, at fuldmagtsgi-
ver bliver umiddelbart berettiget og forpligtet over for tred-
jemand ved den retshandel, som fuldmægtigen foretager i
fuldmagtsgiverens navn og inden for fuldmagtens grænser.
Efter de gældende regler beror omfanget og rækkevidden af
en fuldmagt (fuldmagtens grænser) på fuldmagtsgivers er-
klæring, enten til tredjemand eller fuldmægtigen. Således
kan der gives fuldmagt til at foretage en nærmere afgrænset
disposition, f.eks. at indløse en bestemt check i banken, så-
vel som til generelt at foretage en flerhed af dispositioner på
fuldmagtsgivers vegne på et eller flere områder, f.eks. at
foretage fuldmagtsgivers bankforretninger. Med en såkaldt
generalfuldmagt får fuldmægtigen vide beføjelser til at
handle på fuldmagtsgivers vegne. Det beror på fuldmagtsgi-
vers bestemmelse, om fuldmagt gives til en eller flere fuld-
mægtige, der enten kan råde hver for sig eller i forening.
Endvidere følger det af aftalelovens § 11, stk. 1, at fuld-
magtsgiver ikke bindes ved en retshandel, der ligger inden
for fuldmagtens grænser, hvis tredjemand indså eller burde
have indset, at fuldmægtigen overskred sin beføjelse (fuld-
magtsgiverens anvisninger til fuldmægtigen).
Efter de gældende regler i aftaleloven bliver fuldmagtsgi-
vers juridiske handleevne ikke begrænset af udstedelse eller
oprettelse af en fuldmagt. Det indebærer, at fuldmagtsgive-
ren kan handle med bindende virkning sideløbende med
fuldmægtigen.
Efter aftalelovens § 25, stk. 1, 1. pkt., har den, der handler
som fuldmægtig, ansvaret for at have fornøden fuldmagt til
at handle på fuldmagtsgiverens vegne.
3.1.5. Aftaleloven regulerer ikke det interne forhold mellem
fuldmagtsgiver og fuldmægtigen. Tilsyn og konsekvenser af
interessekonflikter mellem fuldmægtig og fuldmagtsgiver er
således ikke reguleret i aftaleloven. Fuldmagtsreglerne sy-
nes dog at bygge på en forudsætning om, at fuldmagtsgiver
er habil og således løbende har indsigt i og kan drøfte fuld-
magtsforholdet med fuldmægtigen. Hvis fuldmagtsgiver ik-
ke er tilfreds med fuldmægtigen, eller hvis fuldmægtigen
overtræder sine beføjelser, kan fuldmagtsgiver tilbagekalde
fuldmagten.
I selve fuldmagtskonstruktionen ligger også en pligt for
fuldmægtigen til at varetage fuldmagtsgivers interesser, her-
under at følge fuldmagtsgivers anvisninger. I modsat fald
kan fuldmægtigen efter omstændighederne blive erstatnings-
ansvarlig.
3.1.6. En fuldmagt bevarer sin gyldighed, indtil fuldmagts-
forholdet er bragt til ophør. Det indebærer, at fuldmagtsfor-
9
holdet som udgangspunkt består, indtil fuldmagtsgiveren i
overensstemmelse med aftalelovens §§ 12-18 har tilbage-
kaldt fuldmagten. Dette gælder, medmindre fuldmagten er
begrænset til en specifik handling, i tid eller er gjort uigen-
kaldelig. Uigenkaldelighed forudsætter, at dette er i tredje-
mands interesse, eller – hvis uigenkaldeligheden er i fuld-
mægtigens interesse – at fuldmagtsforholdet ikke er særlig
omfattende. Såkaldte generalfuldmagter kan i overensstem-
melse hermed ikke gøres uigenkaldelige.
Ophør af fuldmagt, herunder ved tilbagekaldelse, er indgå-
ende reguleret i aftalelovens §§ 12-18. Bestemmelserne
foreskriver, hvilke skridt over for fuldmægtigen og tredje-
mand, som fuldmagtsgiver skal foretage for at tilbagekalde
fuldmagten. En fuldmagt skal tilbagekaldes på samme må-
de, som den er stiftet.
3.1.7. Der stilles ikke i aftaleloven habilitetskrav til fuld-
magtsgiveren. Fuldmagtsreglerne synes dog at hvile på en
forudsætning om, at fuldmagtsgiver er habil, men spørgsmå-
let om f.eks. tilbagekaldelse af fuldmagten på et tidspunkt,
hvor fuldmagtsgiver er mentalt svækket eller har mistet ev-
nen til at handle fornuftsmæssigt, er ikke nærmere reguleret.
Det følger dog af bl.a. aftalelovens § 22, at hvis fuldmagts-
giveren kommer under værgemål med fratagelse af den retli-
ge handleevne efter værgemålslovens § 6, får tredjemand ik-
ke bedre ret ved en retshandel indgået ved fuldmægtig, end
hvis retshandlen var indgået direkte med fuldmagtsgiveren.
Efter værgemålslovens § 6, stk. 2, er den, der er frataget
handleevnen, umyndig og kan som udgangspunkt ikke for-
pligte sig ved retshandler eller råde over sin formue. Et fuld-
magtsforhold ”ophører” således i praksis, hvis fuldmagtsgi-
veren kommer under værgemål med fratagelse af den retlige
handleevne.
Efter retspraksis er en fuldmagt fortsat gyldig, selv om en
fuldmagtsgiver på grund af mental svækkelse ikke kan anta-
ges at være i stand til at tilbagekalde den. Således fandt
Vestre landsret i dommen gengivet i Ugeskrift for Retsvæ-
sen 1979, side 637, at en generalfuldmagt til at bestyre en
persons formue og foretage alle dispositioner mv., herunder
bl.a. at give møde i ethvert dødsbo, hvori personen var ar-
ving, var fyldestgørende grundlag for, at fuldmægtigen kun-
ne begære boet udleveret til privat skifte, selv om fuld-
magtsgiver på daværende tidspunkt på grund af sin hel-
bredstilstand ikke var i stand til at tilbagekalde fuldmagten.
Ved fuldmagtsgiverens død fortsætter fuldmagtsforholdet og
har virkning i forhold til dødsboet, medmindre det følger af
særlige omstændigheder, at det skal bortfalde, jf. aftalelo-
vens § 21, stk. 1, 1. pkt. Fuldmagtsgiverens dødsbo kan
bringe fuldmagten til ophør ved at indrykke proklama i
Statstidende, jf. aftalelovens § 21, stk. 2.
3.2. De forvaltningsretlige regler om repræsentation
3.2.1. Det fremgår af forvaltningslovens § 8, stk. 1, 1. pkt.,
at den, der er part i en sag, på ethvert tidspunkt af sagens be-
handling kan lade sig repræsentere eller bistå af andre. Det
betyder, at enhver som udgangspunkt har ret til at benytte
sig af en partsrepræsentant.
Bestemmelsen suppleres af en almindelig retsgrundsætning
om partsrepræsentation, hvorefter det princip, der har fundet
udtryk i § 8 vedrørende afgørelsessager, gælder i videre om-
fang på ulovbestemt grundlag, bl.a. i forhold til faktisk for-
valtningsvirksomhed.
3.2.2. Der er ikke i forvaltningsloven fastsat regler om,
hvem der kan repræsentere eller bistå en part. Parten kan
derfor lade sig repræsentere eller bistå af såvel sagkyndige –
f.eks. af en advokat eller af en revisor – som af andre. Da
den, der repræsenterer andre, i visse tilfælde kan pådrage sig
straf- og erstatningsansvar, vil det normalt kunne kræves, at
den, der repræsenterer en part, er myndig. Parten vil i almin-
delighed også kunne lade sig repræsentere af en interesseor-
ganisation.
Omkostningerne ved eventuel sagkyndig bistand er myndig-
heden uvedkommende, medmindre myndigheden har særlig
hjemmel eller pligt til at dække udgifterne.
Den myndighed, der behandler sagen, afgør, om den, der
optræder som partsrepræsentant, skal fremlægge en skriftlig
fuldmagt eller på anden måde godtgøre, at den pågældende
kan optræde som repræsentant for parten.
Er den, der optræder på partens vegne, advokat, revisor,
landinspektør eller socialrådgiver, eller optræder den pågæl-
dende i øvrigt typisk som partsrepræsentant inden for det
pågældende forvaltningsområde, vil der i almindelighed ik-
ke være grund til at forlange dokumentation for fuldmagts-
forholdet, medmindre det er særligt begrundet i sagens ka-
rakter eller omstændighederne i øvrigt. Det kan f.eks. være
tilfældet, hvor sagsbehandlingen vil kunne påføre den på-
gældende part økonomiske omkostninger eller i øvrigt få af-
gørende betydning for den pågældende parts personlige for-
hold. Navnlig vil der kunne være grund til at forlange doku-
mentation for fuldmagtsforholdet i de tilfælde, hvor myndig-
heden ikke i forvejen er eller i løbet af sagsbehandlingen
kommer i kontakt med parten selv eller på anden måde kan
konstatere, at parten er indforstået med, at sagen er under
behandling.
Parten kan lade sig repræsentere i forbindelse med hele sa-
gens behandling, men kan også vælge kun at lade sig repræ-
sentere under en del af sagens behandling eller alene at lade
sig bistå under møder med forvaltningens personale.
3.2.3. Virkningen af partsrepræsentation er, at partsrepræ-
sentanten træder i partens sted. Har en person således ladet
sig repræsentere af en anden, bør henvendelser fra myndig-
heden om sagens behandling og om sagens afgørelse nor-
malt gives til den pågældende repræsentant. Når det findes
hensigtsmæssigt, kan der også gives underretning til parten
selv. Fremsætter en part anmodning om, at henvendelser fra
myndigheden også eller i stedet rettes til parten selv, bør
myndigheden efterkomme anmodningen. Har parten kun
10
været repræsenteret eller bistået under en tidligere del af
sagen, skal underretning gives til parten selv.
Efter forvaltningslovens § 8, stk. 1, 2. pkt., kan en myndig-
hed dog kræve, at parten medvirker personligt, når det er af
betydning for sagens afgørelse. Det kan f.eks. være tilfældet,
hvor det i lovgivningen er bestemt, at en part skal medvirke
personligt ved sagens behandling, eller hvor partens person-
lige medvirken på grund af sagens karakter i øvrigt er af be-
tydning, som f.eks. ved udstedelse af pas eller hvis en un-
dersøgelse af partens person er et nødvendigt led i sagens
oplysning, f.eks. en lægeundersøgelse i en arbejdsskade- el-
ler førtidspensionssag.
3.2.4. Efter forvaltningslovens § 8, stk. 2, gælder bestem-
melsen i stk. 1, 1. pkt., ikke, hvis partens interesse i at kunne
lade sig repræsentere eller bistå findes at burde vige for væ-
sentlige hensyn til offentlige eller private interesser, eller
hvor andet er fastsat ved lov. Det er i forarbejderne til be-
stemmelsen forudsat, at der kun i ganske særlige tilfælde bør
nægtes en part adgang til at lade sig repræsentere eller bistå
af andre under sagens behandling.
Undtagelsesbestemmelsen indebærer, at myndigheden må
foretage en konkret afvejning af på den ene side partens in-
teresse i at få den pågældende bistand og på den anden side
de hensyn, der taler for at afskære partens adgang til at lade
sig repræsentere eller bistå. Undtagelsesbestemmelsen vil
f.eks. kunne tænkes anvendt i tilfælde, hvor parten under et
møde med myndigheden ønsker sig bistået af flere personer
og myndigheden af hensyn til sagsbehandlingen, ro og or-
den eller af hensyn til andre parter, finder at burde begrænse
antallet af bisiddere eller helt at udelukke andre end parterne
selv fra at deltage i mødet.
Hvis den pågældende repræsentant eller ønskede bisidder er
ganske uegnet til at varetage partens interesser eller måske
direkte vil kunne skade parten, kan undtagelsesbestemmel-
sen i særlige tilfælde også tænkes anvendt af hensyn til par-
ten selv.
3.3. Værgemål
3.3.1. Efter værgemålslovens § 5, stk. 1, kan der iværksættes
værgemål for en person, der på grund af sindssygdom, her-
under svær demens, eller hæmmet psykisk udvikling eller
anden form for alvorligt svækket helbred er ude af stand til
at varetage sine anliggender, hvis der er behov for det. Vær-
gemålet kan efter bestemmelsens stk. 3 begrænses til at angå
økonomiske forhold, herunder bestemte aktiver eller anligg-
ender, hvis der kun er grund til at have en værge på dette
område. Værgemålet kan tilsvarende begrænses til at angå
personlige forhold, herunder bestemte personlige anliggen-
der, f.eks. beslutning om at den pågældende skal flytte i en
plejebolig. I modsætning til fuldmagtsreglerne i aftaleloven
kan et værgemål således også omfatte repræsentation i per-
sonlige forhold.
Efter værgemålslovens § 5, stk. 2, kan der endvidere iværk-
sættes værgemål for en person efter vedkommendes egen
anmodning herom, hvis den pågældende har behov herfor,
fordi den pågældende på grund af sygdom eller stærkt svæk-
ket tilstand er uegnet til at varetage sine økonomiske anligg-
ender. Dette værgemål kan alene omfatte økonomiske for-
hold.
Efter værgemålslovens § 7 kan der iværksættes samværge-
mål for en person, der på grund af uerfarenhed, svækket hel-
bred eller anden lignende tilstand har behov for hjælp til at
administrere sin formue eller varetage andre økonomiske
anliggender, og som selv anmoder herom. Samværgemålet
kan begrænses til at angå bestemte aktiver eller anliggender,
og samværgen og den pågældende handler i forening i an-
liggender, der er omfattet af værgemålet.
Personer, der er under værgemål, er fortsat myndige, med-
mindre de også er frataget den retlige handleevne. Efter vær-
gemålslovens § 46 er en aftale dog ikke bindende, hvis det
må antages, at den er indgået af en person, der på grund af
sindssygdom, herunder svær demens, hæmmet psykisk ud-
vikling, forbigående sindsforvirring eller en lignende til-
stand manglede evnen til at handle fornuftmæssigt. Var den
anden part i god tro, kan der, uanset om nogen opfyldelse af
aftalen har fundet sted, i det omfang det findes rimeligt, til-
lægges parten erstatning for det tab, som aftalen har med-
ført, jf. § 46, stk. 3.
I forbindelse med værgemål efter § 5, der omfatter økono-
miske forhold, kan den retlige handleevne fratages, hvis det-
te er nødvendigt for at hindre, at den pågældende udsætter
sin formue, indkomst eller andre økonomiske interesser for
fare for at forringes væsentligt, eller for at hindre økonomisk
udnyttelse, jf. § 6, stk. 1, 1. pkt. Den, der er frataget handle-
evnen, er umyndig og kan ikke selv forpligte sig ved rets-
handler eller råde over sin formue, medmindre andet er be-
stemt, jf. § 6, stk. 2.
Efter værgemålsreglerne kan en person ikke fratages den
retlige handleevne i personlige forhold. Uanset om en per-
son er under værgemål, herunder frataget den retlige handle-
evne, vil vedkommende således fortsat være ”myndig” i per-
sonlige forhold.
Et værgemål skal afpasses efter den pågældendes behov og
må ikke være mere omfattende end nødvendigt. Der kan ik-
ke ske en fratagelse af handleevnen efter § 6, hvis den på-
gældendes interesser i tilstrækkeligt omfang kan tilgodeses
ved værgemål efter § 5, jf. værgemålslovens § 8, stk. 1.
3.3.2. Retspraksis viser, at tilstedeværelsen af en (gene-
ral)fuldmagt kan betyde, at værgemål, f.eks. for demente
personer, kan undlades. Således fandt Østre Landsret i dom-
men gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1994, side 581, at
der som følge af en gyldig generalfuldmagt ikke var behov
for at umyndiggøre en 86-årig dement person, selv om be-
tingelserne for umyndiggørelse i formueretlig henseende var
opfyldt. Mens fuldmagtsgiver var hospitalsindlagt med en
dobbeltsidig hjerneblødning, var der oprettet generalfuld-
magt under medvirken af henholdsvis overlæge og afde-
11
lingssygeplejerske som vitterlighedsvidner. Fuldmagten var
givet til den pågældendes ene søn og en mangeårig bekendt
til at råde i forening. Østre Landsret fandt, at den med fuld-
magten iværksatte ordning var hensigtsmæssig og tilstræk-
kelig.
Endvidere fandt Østre Landsret i dommen gengivet i Tids-
skrift for Familie- og Arveret 2013, side 95, at der ikke var
fuldt tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at en plejehjem-
sanbragt dement person havde behov for værgemål, fordi
der ikke var grund til at antage, at hans ægtefælle – som
håndterede hans pengesager på baggrund af en fuldmagt –
ikke ville eller kunne varetage hans behov i fornødent sam-
arbejde med plejehjemmet.
3.3.3. Et værgemål træder i kraft ved Statsforvaltningens
henholdsvis rettens afgørelse. Retsvirkningerne af et værge-
mål er, at værgen handler på den pågældendes vegne i de
anliggender, der er omfattet af værgemålet, jf. værgemålslo-
vens § 5, stk. 4.
Ved behandlingen af sager om værgemål skal Statsforvalt-
ningen eller retten oplyse sagen, jf. værgemålslovens § 18,
stk. 1. I den forbindelse skal der indhentes en lægeerklæring
om den pågældendes helbred, jf. lovens § 18, stk. 2, fra en
læge, der har et godt kendskab til den pågældende. Erklæ-
ringen skal bl.a. indeholde oplysninger om, hvorvidt den på-
gældende er i en tilstand omfattet af lovens § 5, stk. 1 eller
2, eller § 7, stk. 1, om tilstanden er varig eller forbigående,
og om tilstandens betydning for den pågældendes evne til at
varetage sine anliggender. Efter værgemålslovens § 19, stk.
1, skal den person, som sagen angår, have ret til at gøre sig
bekendt med grundlaget for den påtænkte afgørelse og afgi-
ve en skriftlig eller mundtlig udtalelse til sagen, medmindre
den pågældende ikke med nytte kan udtale sig om spørgs-
målet.
En afgørelse om, at en person under økonomisk værgemål
fratages sin retlige handleevne, bliver tinglyst (i Personbo-
gen), jf. værgemålslovens § 6, stk. 3. Personbogen føres
elektronisk af Tinglysningsretten.
I forhold til værgemål generelt underretter Statsforvaltnin-
gen eller retten ægtefællen og værgen om bl.a. en anmod-
ning om fastsættelse af værgemål, om ophævelse eller æn-
dring af værgemål, og om afgørelsen i sagen, jf. værgemåls-
lovens § 20. Hvis den pågældende ikke er gift eller er sepa-
reret, skal der i rimeligt omfang ske underretning af foræl-
dre, voksne børn eller andre blandt de nærmeste, jf. værge-
målslovens § 20, stk. 2.
3.3.4. Værgens beføjelser og pligter er fastsat i værgemåls-
lovens kapitel 4. Efter værgemålslovens § 24 skal værgen
inden for hvervets omfang varetage interesserne for den, der
er under værgemål.
Efter lovens § 25 skal værgen sørge for, at den pågældendes
formue bevares og giver rimeligt udbytte, og at indtægterne
anvendes til gavn for den, der er under værgemål.
I værgemålslovens § 26 er der fastsat et princip om medind-
flydelse. Således skal værgen spørge den, der er under vær-
gemål, før der træffes beslutning i vigtigere anliggender.
Dette gælder dog bl.a. ikke, hvis den pågældende ikke for-
står sagens betydning.
Efter værgemålslovens § 33, stk. 1, bestyrer værgen til en
gift person i forening med den pågældendes ægtefælle den
del af fællesboet, der er omfattet af værgemålet. Efter vær-
gemålslovens § 33, stk. 3, er værgemålet i sådanne tilfælde,
hvis en anden end ægtefællen er beskikket som værge, ikke
omfattet af det sædvanlige tilsyn.
En værge kan efter værgemålslovens § 31 blive erstatnings-
ansvarlig over for den, der er under værgemål, hvis værgen
med forsæt eller ved uagtsomhed tilsidesætter sine forplig-
telser. Efter værgemålslovens § 12, stk. 1, kan beskikkelsen
fratages en værge, bl.a. hvis den pågældende misbruger sin
stilling eller i øvrigt viser sig uegnet til hvervet.
3.3.5. Efter værgemålsloven og værgemålsbekendtgørelsen
er der fastsat et meget udbygget tilsyns- og kontrolsystem i
forhold til værgemål. Værger står således under tilsyn af
Statsforvaltningen. Hvis der bestyres midler i en forvalt-
ningsafdeling (en særlig afdeling i en bank eller sparekasse)
står værgen tillige under forvaltningsafdelingens tilsyn. Ho-
vedreglen er i den forbindelse, at kontante midler, aktier, ob-
ligationer, pantebreve og andre værdipapirer, der er omfattet
af værgemålet, skal bestyres i en godkendt forvaltningsafde-
ling knyttet til et pengeinstitut.
Statsforvaltningen skal herudover bl.a. godkende en række
dispositioner, inden de foretages. Forbrug af formue, der er
omfattet af et værgemål, kræver altid Statsforvaltningens
godkendelse, jf. værgemålslovens § 39. Køb og salg af fast
ejendom for den, der er under værgemål, samt pantsætning
kræver godkendelse fra Statsforvaltningen, jf. værgemålsbe-
kendtgørelsen § 6. Godkendelse kræves til al erhvervelse af
fast ejendom, også selv om ejendommen helt eller delvist er
en gave, eller den arves.
Gældsstiftelse ud over, hvad der sædvanligt kræves til fyl-
destgørelse af den pågældendes fornødenheder, kan kun ske
med Statsforvaltningens godkendelse, jf. værgemålsbe-
kendtgørelsens § 7.
Værgen skal have Statsforvaltningens godkendelse til at yde
gaver af indtægten, jf. værgemålsbekendtgørelsens § 8.
Godkendelse kræves dog ikke, hvis gaven har en ubetydelig
værdi.
Generelt gælder, at værgen skal have Statsforvaltningens
godkendelse af enhver usædvanlig disposition, jf. værge-
målsbekendtgørelsens § 10, stk. 1. Det er ikke muligt ud-
tømmende at opregne, hvad der er så usædvanligt, at det
kræver Statsforvaltningens godkendelse. Værgen kan dog
f.eks. ikke indgå forlig med et forsikringsselskab på den på-
gældendes vegne uden Statsforvaltningens godkendelse.
12
3.3.6. Hvis forholdene ændrer sig, skal en afgørelse om vær-
gemål ændres til et mindre eller mere indgribende værge-
mål, jf. værgemålslovens § 9. Et værgemål skal ophæves,
hvis betingelserne for det ikke længere er opfyldt, jf. værge-
målslovens § 10.
Efter værgemålslovens § 16, stk. 1, kan anmodning om vær-
gemål eller om ændring eller ophævelse af værgemål, jf. §§
5-10, fremsættes af den, der er under værgemål, eller af den-
nes ægtefælle, børn, forældre, søskende eller andre blandt de
nærmeste, af værgen, en skifteværge eller en særlig værge,
af kommunalbestyrelsen, regionsrådet eller politidirektøren.
Statsforvaltningen kan efter værgemålslovens § 16, stk. 2,
uden anmodning behandle spørgsmål om ændring og ophæ-
velse af værgemålet samt om værgebeskikkelse og ændring
heraf.
4. Lovforslagets udformning
4.1. Oprettelse og indhold af fremtidsfuldmagter
4.1.1. Som anført i pkt. 1.2, lægges der med lovforslaget op
til – som et enkelt og privatretligt alternativ til værgemål –
at etablere et nyt retsinstitut om fremtidsfuldmagter, der in-
debærer, at borgerne kan få indflydelse på, hvordan deres
forhold skal varetages, hvis de på et tidspunkt ikke længere
har evne til at varetage disse selv.
I lyset heraf bør enhver person, der er fyldt 18 år, og som er
i stand til at handle fornuftsmæssigt, efter Justitsministeriets
opfattelse have adgang til at oprette en fremtidsfuldmagt, og
lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1 og bemærkninger-
ne hertil.
4.1.2. De gældende aftaleretlige regler om fuldmagter inde-
bærer aftalefrihed i forhold til fuldmagtens indhold.
Efter Justitsministeriets opfattelse bør den foreslåede frem-
tidsfuldmagtsordning på den baggrund også bygge på prin-
cippet om aftalefrihed. Fuldmagtsgiver vil således – ligesom
ved de fuldmagter, der anvendes i dag – selv kunne bestem-
me, hvad der skal stå i fuldmagten, og derved kunne ”skræd-
dersy” fuldmagten, så den passer til netop den pågældendes
behov og ønsker.
Justitsministeriet er opmærksom på, at det efter omstændig-
hederne kan være vanskeligt for den enkelte borger at over-
skue de muligheder og faldgruber, der ligger i aftalefrihe-
den. Snarere end at begrænse aftalefriheden finder Justitsmi-
nisteriet, at disse spørgsmål bedst adresseres ved oplysning
og vejledning. Justitsministeriet vil derfor – hvis lovforsla-
gets vedtages – i samarbejde med bl.a. de berørte interesse-
organisationer og myndigheder udarbejde en vejledning om
udformning af fremtidsfuldmagter, som bl.a. vil omfatte
retsvirkningerne af fremtidsfuldmagter og de forhold, som
der almindeligvis bør tages højde for ved udformning af
fremtidsfuldmagter. Vejledningen vil endvidere indeholde
koncepter for fremtidsfuldmagter, der er udformet med hen-
blik på at dække, hvad der almindeligvis vil være behov for.
Lovforslaget er udformet i overensstemmelse de anførte be-
tragtninger.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 2 og bemærkninger-
ne hertil.
4.1.3. Efter princip 3 i europarådsrekommandationen fra
2009 skal medlemsstaterne overveje, om en fremtidsfuld-
magt bør kunne gives i forhold til såvel økonomiske som
helbredsmæssige og andre personlige forhold.
Det er allerede muligt i dag at give fuldmagt til varetagelse
af økonomiske forhold, jf. nærmere herom pkt. 3.1 ovenfor
om aftalelovens fuldmagtsregler, men det er usikkert, i hvil-
ket omfang der gyldigt kan meddeles fuldmagt i personlige
forhold.
Justitsministeriet finder, at en fremtidsfuldmagtsordning af
hensyn til fuldmagtsgiverens selvbestemmelsesret bør være
så indholdsmæssigt bred som muligt. Hvis ordningen skal
kunne fungere som et enkelt og privatretligt alternativ til
værgemål, må fremtidsfuldmagtsordningen også i det væ-
sentlige kunne omfatte de forhold, som der kan fastsættes
værgemål for – dvs. både økonomiske og personlige for-
hold. Hertil kommer, at det ofte for den relevante persong-
ruppe kan være vanskeligt at adskille økonomiske og per-
sonlige forhold fra hinanden. Hvis f.eks. en person ønsker at
flytte på et plejehjem, vil ansøgningen herom til kommunen
være et personligt forhold. Når der efterfølgende skal indgås
en lejekontrakt til boligen på plejehjemmet, vil det være et
økonomisk forhold. Hvis en fremtidsfuldmægtig skal kunne
varetage fuldmagtsgivers interesser i et sådant tilfælde, må
fremtidsfuldmagten nødvendigvis kunne omfatte både per-
sonlige og økonomiske forhold. At der er behov for, at frem-
tidsfuldmagtsordningen kan omfatte personlige forhold, illu-
streres også af, at der i dag – til trods for de usikre retsvirk-
ninger – i mange tilfælde meddeles fuldmagter, som angiver
at gælde personlige forhold, jf. pkt. 2.3.2 ovenfor.
På den anførte baggrund finder Justitsministeriet, at den
foreslåede ordning bør omfatte fuldmagt i både personlige
forhold og økonomiske forhold, og lovforslaget er udformet
i overensstemmelse hermed. Der kan om Justitsministeriets
overvejelser i forhold af rækkevidden af repræsentationsad-
gangen i personlige og økonomiske forhold henvises til pkt.
4.3 nedenfor.
Der kan i øvrigt henvises til lovforslagets § 2 og bemærk-
ningerne hertil.
4.1.4. Efter de aftaleretlige regler om fuldmagt kan der med-
deles fuldmagt til en eller flere fuldmægtige. Efter værge-
målsreglerne udpeges kun én værge. Justitsministeriet har i
lyset heraf overvejet, om der bør kunne udpeges flere frem-
tidsfuldmægtige.
Imod flere fremtidsfuldmægtige taler bl.a., at der kan være
risiko for, at flere fremtidsfuldmægtiges dispositioner eller
påtænkte dispositioner vil være forskellige, hvilket efter om-
13
stændighederne kan være uheldigt i forhold til at varetage
fuldmagtsgiver interesser.
For en adgang til at indsætte flere fremtidsfuldmægtige taler
fuldmagtsgivers selvbestemmelsesret og aftalefriheden.
Det kan efter Justitsministeriets opfattelse af flere grunde
være uhensigtsmæssigt at begrænse ordningen til én frem-
tidsfuldmægtig. F.eks. har personer forskellige evner, der
kan gøre det hensigtsmæssigt, at fuldmagtsgiver har mulig-
hed for at vælge en fremtidsfuldmægtig til at varetage nogle
forhold og en anden fremtidsfuldmægtig til at varetage an-
dre forhold. Flere fuldmægtige vil endvidere kunne aflaste
hinanden, hvilket vil gøre det mindre byrdefuldt at påtage
sig hvervet. Derudover vil fuldmagtsgiver efter omstændig-
hederne blive sat i en meget vanskelig situation, hvis den
pågældende f.eks. har flere børn og er nødsaget til at vælge
det ene barn frem for det andet barn til at varetage opgaven.
I forlængelse heraf skal det tilføjes, at hvis den omtalte risi-
ko ved at tillade flere fremtidsfuldmægtige måtte realiseres i
det konkrete tilfælde, vil Statsforvaltningens som tilsyns-
myndighed kunne reagere, jf. pkt. 4.5 nedenfor.
I lyset heraf finder Justitsministeriet ikke, at risikoen ved at
tillade flere fremtidsfuldmægtige kan begrunde en begræns-
ning af den adgang til at udpege flere fuldmægtige, der i dag
følger af de almindelige aftaleretlige fuldmagtsregler, i en
kommende fremtidsfuldmagtsordning. Der lægges således
med lovforslaget op til, at der kan udpeges flere fremtids-
fuldmægtige, jf. lovforslagets § 2, stk. 1.
Justitsministeriet finder det endvidere hensigtsmæssigt, at
der bliver adgang til at udpege subsidiære fremtidsfuldmæg-
tige, der kan træde i funktion, hvis den eller de (primære)
fremtidsfuldmægtige måtte blive forhindret i at varetage
hvervet. Justitsministeriet bemærker i den forbindelse, at en
fremtidsfuldmagt efter omstændighederne kan være gælden-
de i mange år, hvorunder også fremtidsfuldmægtigens for-
hold kan ændre sig – f.eks. hvis fremtidsfuldmægtigen selv
mister evnen til at varetage sine forhold.
Ordningen er på denne baggrund udformet således, at der
også kan udpeges subsidiære fremtidsfuldmægtige, jf. lov-
forslagets § 2, stk. 2.
Der kan i øvrigt henvises til lovforslagets § 2 og bemærk-
ningerne hertil.
4.1.5. Efter princip 5 i europarådsrekommandationen fra
2009 bør fuldmagten udformes skriftligt og indeholde en ud-
trykkelig ikrafttrædelsesbestemmelse. Medlemsstaterne bør
også overveje, hvilke betingelser og mekanismer der kan
sikre dokumentets gyldighed. Som supplement hertil bør det
efter princip 8 overvejes at indføre et offentligt certifikati-
ons- og registreringssystem for meddelelse, tilbagekaldelse
og ikrafttræden af fremtidsfuldmagter.
I den forklarende rapport vedrørende rekommandationen an-
føres det i pkt. 111 (princip 5) bl.a., at regler og procedurer
til sikring af en fremtidsfuldmagts gyldighed bør tages i be-
tragtning ved underskrivelsen eller bekræftelsen. Endvidere
anføres det, at formålet hermed er at få bekræftet, at fuld-
magtsgiveren på dette tidspunkt er i stand til at handle for-
nuftsmæssigt og ikke er genstand for utilbørlig påvirkning,
og eventuelt tillige at fuldmagtsgiveren har kendskab til do-
kumentets indhold og er informeret om konsekvenserne he-
raf. Hensynet bag anbefalingen er at undgå, at en svækket
fuldmagtsgiver bliver udsat for pres af personer, der har in-
teresse i at få en fuldmagt, som kan anvendes, når fuld-
magtsgiveren ikke længere er i stand til selv at handle. I den
forbindelse henledes opmærksomheden på procedurerne ve-
drørende oprettelse af testamenter, som i nogle medlemssta-
ter også følges vedrørende oprettelse af (almindelige) fuld-
magter. Endelig anføres det imidlertid også, at kravene til
sikring af fremtidsfuldmagtsdokumentets gyldighed mv.
skal afvejes i forhold til, at det ikke må være for vanskeligt
og bureaukratisk at oprette dokumentet.
4.1.6. Det er efter Justitsministeriets opfattelse afgørende for
en velfungerende fremtidsfuldmagtsordning, at fremtids-
fuldmagtens indhold kan fastlægges med tilstrækkelig sik-
kerhed, og at det kan fastlægges, at det er fuldmagtsgiver –
og ikke en anden person – der opretter fuldmagten.
Det er samtidig centralt at sikre, at en ny ordning om frem-
tidsfuldmagter bliver anvendelig og velfungerende i praksis,
og at der allerede i oprettelsesfasen tages højde herfor. Det
er således et tungtvejende hensyn, at en fremtidsfuldmagt –
modsat f.eks. et testamente, der alene vedrører fordelingen
af en afdød persons aktiver – skal kunne anvendes løbende i
et stadig mere digitaliseret samfund, bl.a. i forhold til kom-
munikation med og repræsentation over for det offentlige,
hvilket i dag foregår digitalt. Tilsvarende gælder i udpræget
grad i forhold til private aktører, og f.eks. foregår kommuni-
kation med pengeinstitutter og foretagelse af bankdispositio-
ner i dag i overvejende grad ved brug af digital selvbetje-
ning. Dette forudsætter, at fremtidsfuldmagten oprettes digi-
talt.
En sådan digital løsning er endvidere i overensstemmelse
med den fælles offentlige digitaliseringsstrategi, hvorefter
digitalisering skal indtænkes systematisk i lovgivningspro-
cessen, og lovgivningen skal tilpasses den digitale tidsalder.
4.1.7. Justitsministeriet har på den baggrund overvejet, om
der kan indføres en ordning for oprettelse af fremtidsfuld-
magter, som svarer til livstestamentsordningen. Ved et livs-
testamente kan det bl.a. bestemmes, at der ikke ønskes livs-
forlængende behandling, hvis døden er uafvendelig, jf.
sundhedslovens § 26, stk. 2, nr. 1. Livstestamenter oprettes
fortrinsvis elektronisk og underskrives med digital signatur.
En sådan digital selvbetjeningsbaseret oprettelsesordning er
enkel og bredt tilgængelig for alle borgere, herunder også
for borgere der har en travl hverdag. Endvidere indebærer en
sådan løsning, at fremtidsfuldmagten nemt vil kunne opret-
tes og eventuelt erstattes af en ny og ændret fremtidsfuld-
magt, hvis forholdene ændrer sig. Eftersom en fremtidsfuld-
14
magt vil blive oprettet – måske mange år – før, der bliver
behov for at bringe den i anvendelse, bør adgangen hertil
være smidig.
Hertil kommer, at borgerne er vant til at benytte sig af digi-
tale selvbetjeningsløsninger og allerede kan foretage væ-
sentlige dispositioner ved brug heraf, f.eks. bankforretninger
og oprettelse af livstestamenter. I mange sammenhænge er
det endvidere obligatorisk for borgerne at benytte digitale
selvbetjeningsløsninger, f.eks. ved tinglysning af dispositio-
ner vedrørende fast ejendom, foretagelse af indberetninger
til SKAT, afgivelse af erklæringer over for offentlige myn-
digheder mv.
Samtidig indebærer oprettelse ved hjælp af en sikker digital
selvbetjeningsløsning kontrol med, at det er fuldmagtsgiver,
som opretter fuldmagten. Denne kontrol med fuldmagtsgi-
verens identitet svarer til den kontrol, der foretages i en lang
række andre tilfælde, hvor der anvendes digitale selvbetje-
ningsløsninger, jf. ovenfor.
Heroverfor står imidlertid, at en ordning med oprettelse ved
brug af en digital selvbetjeningsløsning kun i begrænset om-
fang muliggør kontrol med omstændighederne ved oprettel-
sen, herunder med at fuldmagtsgiveren fornuftsmæssigt er i
stand til at oprette fuldmagten og med, at den pågældende
ikke er undergivet direkte pres. Dette vil kun i et vist om-
fang blive opvejet af, at Statsforvaltningen i forbindelse med
ikraftsættelsen – som kan finde sted mange år efter oprettel-
sen – påser, at betingelserne herfor er opfyldt, bl.a. at frem-
tidsfuldmagten er gyldigt oprettet.
Behovet for en sådan kontrol, herunder med fuldmagtsgive-
rens evne til at handle fornuftsmæssigt på oprettelsestids-
punktet, understreges endvidere af, at den foreslåede ord-
ning bl.a. henvender sig til ældre mennesker og personer,
som har fået stillet f.eks. en demensdiagnose. Ordningen må
således bl.a. forventes at blive benyttet af personer, som i
forvejen er svækkede. Efter Justitsministeriets opfattelse bør
der derfor etableres en yderligere sikring af og kontrol med
fuldmagtsgiverens evne til at handle fornuftsmæssigt på op-
rettelsestidspunktet, idet det dog er helt centralt, at ordnin-
gen i praksis bevarer sin private karakter og er enkel og let
tilgængelig.
4.1.8. Justitsministeriet har på den baggrund overvejet,
hvordan der inden for rammerne af en digital ordning kan
sikres en kontrol af, at fuldmagtsgiveren er i stand til at
handle fornuftsmæssigt og ikke er undergivet direkte pres på
oprettelsestidspunktet. Justitsministeriet har i den forbindel-
se taget udgangspunkt i de ordninger, som gælder for opret-
telse af testamenter, dvs. oprettelse under samtidig tilstede-
værelse af to vidner eller for en notar.
4.1.8.1. Oprettelse under medvirken af vidner er umiddel-
bart en uformel og let tilgængelig privat ordning. Omvendt
vil kontrollen med, om fuldmagtsgiver handler under tvang
eller er i stand til at handle fornuftsmæssigt, være begrænset
af, at vidnerne vil være privatpersoner, der ikke nødvendig-
vis har forudsætningerne for at vurdere en persons evne til at
handle fornuftsmæssigt, herunder en person, som de pågæl-
dende ikke har en nær relation til, da bl.a. nærtstående ikke
– ved testamentsoprettelse – kan fungere som vidner. En
vidnebaseret løsning vil endvidere forudsætte, at begge vid-
ner samtidig med fuldmagtsgiveren vil skulle være til stede
og underskrive fuldmagtsdokumentet digitalt. I modsat fald
vil vidnerne ikke kunne indestå for, at fuldmagtsgiveren på
oprettelses- og registreringstidspunktet var i stand til at
handle fornuftsmæssigt og ikke undergivet et direkte pres.
Hertil kommer, at fuldmagtsgiver nødvendigvis må inddrage
personer, som vedkommende ikke har et nært forhold til,
idet bl.a. hverken nærtstående eller personer, der begunsti-
ges ved et testamente, kan virke som vidner ved oprettelsen
heraf. Det vil formentlig kunne afholde nogle personer fra at
oprette en fremtidsfuldmagt, fordi forholdet opfattes som et
meget privat anliggende, som man ikke ønsker at inddrage
perifert bekendte i.
Der kan i den forbindelse i øvrigt henvises til de overvejel-
ser, der ved indførelsen af den nye arvelov i 2007 var om at
afskaffe adgangen til at oprette vidnetestamenter, jf. kapitel,
12, afsnit 3.2.2, i betænkning nr. 1473/2006 om revision af
arvelovgivningen mv. Heraf fremgår det bl.a., at vidnetesta-
menter i dag kun udgør nogle ganske få procent af det sam-
lede antal testamenter, der oprettes. Det fremgår endvidere,
at dette bl.a. skyldes, at vidnetestamentet ikke kan anses for
et lige så sikkert dokument som et notartestamente, da et
vidnetestamente er lettere at anfægte end et notartestamente,
hvis der rejses berettiget tvivl om testators habilitet. Det
fremgår også, at formkravene til vidnetestamenter er kom-
plicerede og volder problemer i praksis, og at der i retsprak-
sis er eksempler på, at adgangen til oprettelse af vidnetesta-
mente har givet anledning til misbrug. Efter Arvelovsudval-
gets opfattelse ville afskaffelse af vidnetestamenter bl.a.
mindske risikoen for pression.
Adgangen til at oprette et vidnetestamente blev dog videre-
ført i den gældende arvelov bl.a. med henvisning til vidnete-
stamentets lange tradition i Danmark og betænkeligheder
ved at fratage testator valgfriheden mellem testamentsfor-
mer. I den forbindelse fandtes oprettelse af testamenter –
som er et privatretligt anliggende – at burde kunne ske uden
statens mellemkomst. Der henvises herom til pkt. 12.2.3 i
lovforslag nr. L 100 af 6. december 2006 (Folketingstidende
2006-07, tillæg A, s. 3286).
Endelig bemærkes, at vidneoprettelse af fremtidsfuldmagter
er valgt i Norge og Finland og peges på i Sverige. I den for-
bindelse er det imidlertid relevant at have for øje, at notari-
alfunktionen ikke kendes i Finland, Norge og Sverige i for-
hold til testamentsoprettelse, og at Danmark – også i forhold
til de øvrige nordiske lande – er meget langt fremme på di-
gitaliseringsfeltet, herunder i forhold til anvendelse af obli-
gatorisk digital kommunikation med det offentlige.
4.1.8.2. Sammenlignet med oprettelse for vidner har opret-
telse for en notar den fordel, at notaren – der i øvrigt er en
15
uvildig offentlig myndighed – har erfaring med at vurdere,
hvorvidt personer fornuftsmæssigt er i stand til at foretage
en given disposition. Endvidere kan det anføres, at et per-
sonligt fremmøde for det offentlige vil kunne minimere risi-
koen for, at en person under pres meddeler fuldmagt, om
end det ikke er muligt at kontrollere, at den pågældende ikke
er underlagt et indirekte pres. Ved notaroprettelse opnås og-
så på enkel vis sikkerhed for dokumentets indhold, fordi no-
taren påtegner dokumentet i umiddelbar tidsmæssig sam-
menhæng med vedkendelsen af fremtidsfuldmagten.
Omvendt er notaroprettelse en mere formel og tung ordning
end oprettelse under medvirken af vidner. Det kan opfattes
som omstændeligt at skulle forbi en notar for at vedkende
sig fuldmagten, hvilket kan risikere at afholde nogle perso-
ner fra at benytte ordningen.
4.1.9. Justitsministeriet finder, at en notarinspireret oprettel-
sesordning sikrer den mest effektive kontrol af, at fuld-
magtsgiveren er i stand til at handle fornuftsmæssigt og ikke
er undergivet direkte pres på oprettelsestidspunktet. Som an-
ført ovenfor er notaren er en uvildig offentlig myndighed,
som fra testamentsforretninger har erfaring med at vurdere
personers evne til at handle fornuftsmæssigt.
Samtidig kan fordelene ved en digital oprettelsesordning på
enkel vis kombineres med denne kontrolfunktion, således at
en fremtidsfuldmagt for at være gyldig skal oprettes af fuld-
magtsgiveren i Fremtidsfuldmagtsregisteret ved brug af en
digital løsning og derefter vedkendes for en notar. Notaren
vil, på samme måde som ved testamentsoprettelse, ved sin
påtegning på fremtidsfuldmagten bekræfte fuldmagtsgive-
rens identitet, evne til at handle fornuftsmæssigt, og at fuld-
magtsoprettelsen er udtryk for vedkommendes ønske.
Justitsministeriet er opmærksom på, at der ved testaments-
oprettelse er valgfrihed i forhold til at benytte sig af notar el-
ler vidner. Justitsministeriet finder imidlertid, at der er
grundlæggende forskel på et testamente og en fremtidsfuld-
magt. Således vedrører et testamente alene fordelingen af te-
stators aktiver efter dennes død. En fremtidsfuldmagt skal
derimod anvendes til gavn for fuldmagtsgiveren i dennes le-
vende live og kan både vedrøre den pågældendes personlige
og økonomiske forhold. Hertil kommer, at den foreslåede
ordning bl.a. må forventes at blive benyttet af personer, der
pga. alder eller sygdom er svækkede. Af de nævnte grunde
finder Justitsministeriet, at det offentlige af hensyn til fuld-
magtsgiverens retssikkerhed bør varetage en kontrolfunkti-
on, også på oprettelsestidspunktet. I tråd hermed lægges der
med lovforslaget op til, at en fremtidsfuldmagt bliver sat i
kraft ved Statsforvaltningens afgørelse, ligesom Statsforvalt-
ningen efter ikraftsættelsen har tilsynsbeføjelser og kan gri-
be ind i tilfælde af misbrug. Der henvises herom til pkt. 4.2
og 4.5.
4.1.9.1. Henset til at fremtidsfuldmagten er oprettet digitalt,
og henset til at fremtidsfuldmagten efter ikraftsættelsen vil
skulle anvendes digitalt, forudsættes ordningen praktisk ud-
møntet således, at notarens påtegning ligeledes vil blive af-
givet digitalt, og at fremtidsfuldmagten med notarens digita-
le påtegning derefter vil være lagret i Fremtidsfuldmagtsre-
gisteret. Der vil dermed ikke blive tale om – sådan som det
er tilfældet ved oprettelse af et testamente – at fremtidsfuld-
magten vil skulle medbringes i papirform til notarforretnin-
gen, og notaren vil heller ikke skulle foretage efterbehand-
ling i form af registrering af fremtidsfuldmagten i registeret
eller sørge for opbevaring af kopi af fuldmagten. Notarens
opgaver vil i øvrigt svare til opgaverne ved andre notarfor-
retninger, jf. bekendtgørelse nr. 1555 af 18. december 2007
med senere ændringer. I forbindelse med en eventuel efter-
følgende ikraftsættelsessag vil Statsforvaltningen således
også skulle påse, at en fremtidsfuldmagt, der ønskes sat i
kraft, er forsynet med notarpåtegning.
Henset til at den foreslåede ordning skal være enkel og let
tilgængelig for borgerne, lægges der ikke op til, at vedken-
delsen for notaren vil skulle ske i umiddelbar tilknytning til,
at fremtidsfuldmagten er oprettet i registeret. En fuldmagts-
giver vil således kunne oprette fuldmagten og efterfølgende
ændre den en eller flere gange, inden fuldmagten bliver mar-
keret i det digitale system som klar til vedkendelse for en
notar.
Dette indebærer en risiko for, at fuldmagtsgiveren i den mel-
lemliggende periode mister evnen til at handle fornuftsmæs-
sigt, og uanset at den pågældende har ønsket at udpege en
fremtidsfuldmægtig og har taget skridt til det, vil fremtids-
fuldmagten ikke være gyldigt oprettet og kan således ikke
sættes i kraft. Med henblik på at sikre at fuldmagtsgivere er
tilstrækkelig informerede om denne risiko, vil emnet blive
behandlet i den vejledning om fremtidsfuldmagter, som Ju-
stitsministeriet i samarbejde med berørte parter vil udarbej-
de om ordningen.
Af systemvedligeholdelsesmæssige grunde tænkes ordnin-
gen dog udformet sådan, at fuldmagtsgiveren i Fremtids-
fuldmagtsregisteret vil skulle gøre fuldmagten klar til ved-
kendelse og notarpåtegning, hvorefter notarforretningen vil
skulle gennemføres inden for en rimelig frist. Det vurderes
mest hensigtsmæssigt, at der administrativt fastsættes regler
herom.
4.1.9.2. En digital oprettelsesordning bør i lyset af fremtids-
fuldmagtens målgruppe suppleres af en mere traditionel ord-
ning, hvorefter fremtidsfuldmagter undtagelsesvist kan op-
rettes og underskrives fysisk i forbindelse med indlevering
til Fremtidsfuldmagtsregistet. I den forbindelse forudsættes
vedkendelsen af fuldmagten at ske samtidig med indleverin-
gen. Dermed vil personer, der af forskellige årsager, f.eks.
handicap eller manglende it-kompetencer, er fritaget fra kra-
vet om at modtage digital post fra det offentlige – og som
derfor heller ikke kan antages at være i stand til at oprette en
fremtidsfuldmagt digitalt – ikke i praksis blive afskåret fra
at benytte sig af ordningen. Statsforvaltningen, som under-
skrivelsen og vedkendelsen i sådanne undtagelsesvise tilfæl-
de vil skulle ske over for, vil på samme måde som notaren
skulle påse fuldmagtsgiverens identitet, evne til at handle
16
fornuftsmæssigt, og at oprettelsen af fremtidsfuldmagten er
udtryk for den pågældendes egen beslutning.
Den nærmere udformning af oprettelses- og registrerings-
ordningen findes mest hensigtsmæssigt gennemført i admi-
nistrativt fastsatte regler, idet der herved løbende vil kunne
sikres en tidssvarende løsning, og lovforslaget er udformet i
overensstemmelse hermed.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 3 og bemærkninger-
ne hertil.
4.2. Fuldmagtens ikraftsættelse og offentliggørelse
4.2.1. Efter princip 7 i europarådsrekommandationen fra
2009 skal medlemsstaterne fastlægge, hvordan det skal be-
dømmes, om fuldmagtsgiveren har oplevet sådan svækkelse
eller tab af evne til at handle fornuftsmæssigt, at fuldmagten
dermed træder i kraft.
Af retssikkerhedsmæssige grunde finder Justitsministeriet,
at fremtidsfuldmagten bør sættes i kraft af en offentlig in-
stans svarende til den model, der er valgt i Finland, og som
der peges på i Sverige. Når der med lovforslaget lægges op
til denne ordning, er det navnlig begrundet i, at retsvirknin-
gerne af en fremtidsfuldmagt indtræder på det tidspunkt,
hvor fuldmagtsgiver ikke længere har evne til at varetage si-
ne forhold. Af hensyn til fuldmagtsgiver bør der derfor på
dette tidspunkt være en kontrol af, om der er forhold, der
gør det betænkeligt at sætte fuldmagten i kraft. En model,
som den, der er valgt Norge, hvorefter det er fremtidsfuld-
mægtigen, der beslutter, at fuldmagten træder i kraft, er på
denne baggrund fravalgt. Efter den norske ordning er det fri-
villigt, om fremtidsfuldmægtigen ønsker at få fuldmagtens
ikrafttræden stadfæstet af det offentlige.
Justitsministeriet skal i den forbindelse også bemærke, at
det, der bl.a. har vist sig at være et stort problem ved den
hidtidige anvendelse af fuldmagter, har været, at aftaleparter
ikke har tillid til, at der kan indgås en gyldig og for fuld-
magtsgiveren forpligtende aftale med fuldmægtigen, enten
pga. tvivl om gyldigheden af fuldmagtsforholdet, eller om
hvorvidt et konkret aftaleforhold er omfattet af fuldmagten.
Det er således nødvendigt, at fremtidsfuldmægtigene over
for omverdenen klart fremstår som legitimerede til at repræ-
sentere fuldmagtsgiveren for derved at opnå en reel mulig-
hed for at varetage fuldmagtsgiverens forhold og interesser.
Dette opnås bl.a. ved, at det er en offentlig myndighed, der
beslutter at sætte fremtidsfuldmagten i kraft og dermed legi-
timerer dens gyldighed.
4.2.2. Efter Justitsministeriets opfattelse vil Statsforvaltnin-
gen være rette myndighed til at træffe afgørelse om en frem-
tidsfuldmagts ikraftsættelse. Statsforvaltningen har erfaring
med værgemålsager, der har mange fællestræk med de på-
tænkte myndighedsopgaver i fremtidsfuldmagtsordningen.
Det drejer sig navnlig om at vurdere, hvornår en persons
helbredstilstand er af en sådan karakter, at personen ikke har
evne til at varetage sine økonomiske og personlige forhold.
Statsforvaltningen har dermed gode forudsætninger for at
behandle sager vedrørende fremtidsfuldmagter.
Med lovforslaget foreslås det på den baggrund, at Statsfor-
valtningen skal varetage de myndighedsopgaver, som der
lægges op til med fremtidsfuldmagtsordningen.
4.2.3. Initiativet til at sætte en fremtidsfuldmagt i kraft bør
efter Justitsministeriets opfattelse som udgangspunkt være
hos fremtidsfuldmægtigen, idet fuldmagtsgiveren i mange
tilfælde ikke selv vil være i stand til at indgive en anmod-
ning. Dette svarer til den ordning, der er valgt i Norge og
Finland, og som der peges på i Sverige.
Det bemærkes i den forbindelse, at fremtidsfuldmagtsforhol-
det må forventes at bygge på en nær relation og tillid mel-
lem fuldmagtsgiveren og fremtidsfuldmægtigen. Dermed må
det forventes, at fremtidsfuldmægtigen er bekendt med og
har indvilget i at påtage sig hvervet. Det må også forventes,
at fremtidsfuldmægtigen har løbende kontakt med fuld-
magtsgiveren og dermed indsigt i den pågældendes tilstand.
Efter Justitsministeriets opfattelse bør det dog ikke alene
være fremtidsfuldmægtigene, der kan anmode om ikraftsæt-
telse af en fremtidsfuldmagt. I nogle tilfælde vil fuldmagts-
giveren – uanset sin tilstand – være i stand til selv at anmode
Statsforvaltningen om at sætte fremtidsfuldmagten i kraft.
Det må forventes, at fuldmagtsgivere – selvom de på grund
af sygdom, svækket mental funktion eller helbred ikke har
evne til at varetage deres forhold – i nogle tilfælde er bevid-
ste om konsekvensen af deres tilstand og kan udtrykke øn-
ske om, at fremtidsfuldmagten sættes i kraft, og at de ligele-
des forstår betydningen heraf. Der henvises i den forbindel-
se til, at der også efter værgemålsloven, jf. § 5, stk. 2, og §
7, er adgang til, at den berørte person selv kan anmode om
værgemål eller samværgemål.
Justitsministeriet finder således, at der også bør være mulig-
hed for, at fuldmagtsgiveren kan anmode om ikraftsættelse
af fuldmagten.
Sammenfattende foreslås det med lovforslaget, at en sag om
en fremtidsfuldmagts ikraftsættelse indledes ved, at frem-
tidsfuldmægtigene (i forening) eller fuldmagtsgiveren indgi-
ver en anmodning herom til Statsforvaltningen.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 4 og bemærkninger-
ne hertil.
4.2.4. Justitsministeriet har dernæst overvejet, på hvilket
grundlag Statsforvaltningen skal træffe afgørelse, og hvor-
dan dette grundlag skal tilvejebringes.
Statsforvaltningen vil for det første skulle påse, at fremtids-
fuldmagten er gyldigt oprettet. Det vil sige, at den er oprettet
i Fremtidsfuldmagtsregisteret og efterfølgende vedkendt for
en notar og i den forbindelse forsynet med en notarpåteg-
ning. Hvis fremtidsfuldmagten undtagelsesvis er oprettet
uden brug af den digitale selvbetjeningsløsning, vil Statsfor-
17
valtningen skulle påse, at fremtidsfuldmagten er påført en
myndighedspåtegning i denne forbindelse.
I lyset af, at fremtidsfuldmagtsordningen tilsigtes at være et
enkelt og privatretligt alternativ til værgemål, finder Justits-
ministeriet, at det som udgangspunkt bør være den, der an-
moder om ikraftsættelsen – navnlig fremtidsfuldmægtigen –
som skal tilvejebringe grundlaget for afgørelsen.
Da ikraftsættelse er betinget af fuldmagtsgiverens helbreds-
forhold, foreslås det, at anmodningen skal vedlægges en læ-
geerklæring fra fuldmagtsgivers privatpraktiserende læge,
speciallæge eller læge på hospital eller andet behandlings-
sted vedrørende fuldmagtsgiverens aktuelle helbredstilstand.
Tilsvarende lægeerklæringer anvendes i værgemålssager.
Det tilsigtes, at Statsforvaltningen som udgangspunkt alene
på grundlag heraf skal kunne tage stilling til fremtidsfuld-
magtens ikraftsættelse. Der lægges med lovforslaget op til,
at justitsministeren bemyndiges til at fastsætte regler om ud-
formningen af lægeerklæringen, således at det sikres, at
Statsforvaltningen deri kan finde det fornødne grundlag for
afgørelsen, jf. lovforslagets § 8, stk. 1.
Da en anmodning om en fremtidsfuldmagts ikraftsættelse
normalt vil blive indgivet af fremtidsfuldmægtigen, er det
således den pågældende, der på forhånd skal sørge for at
indhente lægeerklæringen. Der lægges med lovforslaget der-
for op til, at justitsministeren bemyndiges til at fastsætte reg-
ler om fremtidsfuldmægtigens adgang til at indhente en læ-
geerklæring om fuldmagtsgiverens forhold, jf. lovforslagets
§ 8. Det vil endvidere være fremtidsfuldmægtigen, der i før-
ste omgang skal afholde de udgifter, der er forbundet med
udarbejdelsen af lægeerklæringen. Henset til, at der er tale
om en nødvendig udgift, der har sammenhæng med vareta-
gelsen af hvervet som fremtidsfuldmægtig, vil fremtidsfuld-
mægtigen efterfølgende kunne få dækket udgifterne af fuld-
magtsgiverens midler, jf. lovforslagets § 17.
Efter den foreslåede ordning vil fremlæggelse af lægeerklæ-
ring dog kunne undlades efter Statsforvaltningens skøn. Det-
te drejer sig bl.a. om tilfælde, hvor det på anden måde er
godtgjort, at den relevante tilstand er indtrådt, eller hvor det
ikke er muligt at fremlægge en lægeerklæring, f.eks. fordi
fuldmagtsgiveren ikke er endeligt udredt eller ikke egentligt
diagnosticeret. Det drejer sig endvidere om tilfælde, hvor
fuldmagtsgiver indgiver anmodningen og vurderes i stand til
at forstå betydningen heraf. Det forudsættes dog, at Statsfor-
valtningen er tilbageholdende med at se bort fra kravet om
lægeerklæring – også i tilfælde, hvor det er fuldmagtsgive-
ren, der indgiver anmodningen – fordi formålet med og rets-
virkningerne af en fremtidsfuldmagt er knyttet uløseligt
sammen med helbreds- og evnemangelskriteriet, jf. lovfor-
slagets § 1.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 5 og bemærkninger-
ne hertil.
Der kan også være andre tilfælde, hvor lovforslagets ud-
gangspunkt om, at den, der anmoder om ikraftsættelse, er
forpligtet til at oplyse sagen, og om at grundlaget for Stats-
forvaltningens prøvelse udgøres af den fremlagte lægeerklæ-
ring, bør fraviges. Der lægges således op til, at Statsforvalt-
ningen – i lighed med sine beføjelser i værgemålssager – vil
kunne indhente yderligere oplysninger om fuldmagtsgive-
rens forhold, hvis Statsforvaltningen finder det betænkeligt
at træffe afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag, jf.
lovforslagets § 6. Er det f.eks. tvivlsomt, om betingelserne
for fremtidsfuldmagtens ikraftsættelse er indtrådt, kan Stats-
forvaltningen på eget initiativ oplyse sagen yderligere. Dette
stemmer overens med forvaltningsmyndigheders almindeli-
ge forpligtelse til at oplyse en sag i fornødent omfang, fø-
rend der træffes afgørelse, selvom den, der anmoder om en
fremtidsfuldmagts ikraftsættelse, efter lovforslaget som ud-
gangspunkt er pålagt at oplyse sagen.
Statsforvaltningens indhentelse af yderligere oplysninger vil
ske i overensstemmelse med reglerne i persondataloven om,
hvornår en myndighed må behandle – herunder indhente og
videregive – personoplysninger.
Efter persondatalovens § 6 kan almindelige personoplysnin-
ger behandles, hvis den registrerede har givet sit udtrykkeli-
ge samtykke til behandlingen, jf. § 6, stk. 1, nr. 1, eller hvis
behandlingen er nødvendig af hensyn til en række nærmere
angivne interesser opregnet i bestemmelsens stk. 1, nr. 2-7.
Efter persondatalovens § 7, stk. 1, kan følsomme persono-
plysninger, herunder oplysninger om helbredsmæssige for-
hold, som udgangspunkt ikke behandles. Behandling kan
dog bl.a. ske, hvis den registrerede har givet sit udtrykkelige
samtykke til behandlingen, jf. § 7, stk. 2, nr. 1, eller hvis be-
handlingen er nødvendig for, at et retskrav kan fastlægges,
gøres gældende eller forsvares, jf. § 7, stk. 2, nr. 4.
Det fremgår af persondatalovens § 8, stk. 1, at der for den
offentlige forvaltning ikke må behandles oplysninger om
strafbare forhold, væsentlige sociale problemer og andre
rent private forhold end de i § 7, stk. 1, nævnte, medmindre
det er nødvendigt for varetagelsen af myndighedens opga-
ver.
Af § 8, stk. 2, fremgår det, at de i stk. 1 nævnte oplysninger
ikke må videregives. Videregivelsen kan dog ske, hvis (1)
den registrerede har givet sit udtrykkelige samtykke til vide-
regivelsen, (2) videregivelsen sker til varetagelse af private
eller offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til de
interesser, der begrunder hemmeligholdelse, herunder hen-
synet til den oplysningen angår, (3) videregivelsen er nød-
vendig for udførelsen af en myndigheds virksomhed eller
påkrævet for en afgørelse, som myndigheden skal træffe, el-
ler (4) videregivelsen er nødvendig for udførelsen af en per-
sons eller virksomheds opgaver for det offentlige.
Efter persondatalovens § 8, stk. 3, må forvaltningsmyndig-
heder, der udfører opgaver inden for det sociale område, kun
videregive de i stk. 1, nævnte oplysninger og de oplysnin-
ger, der er nævnt i § 7, stk. 1, hvis betingelserne i stk. 2, nr.
1 eller 2, er opfyldt, eller hvis videregivelsen er et nødven-
18
digt led i sagens behandling eller nødvendig for, at en myn-
dighed kan gennemføre tilsyns- eller kontrolopgaver.
Efter persondatalovens § 8, stk. 4, må private behandle op-
lysninger om strafbare forhold, væsentlige sociale proble-
mer og andre rent private forhold end de i § 7, stk. 1, nævn-
te, hvis den registrerede har givet sit udtrykkelige samtykke
hertil. Herudover kan behandling ske, hvis det er nødvendigt
til varetagelse af en berettiget interesse og denne interesse
klart overstiger hensynet til den registrerede.
De i stk. 4 nævnte oplysninger må ikke videregives uden
den registreredes udtrykkelige samtykke. Videregivelse kan
dog ske uden samtykke, når det sker til varetagelse af of-
fentlige eller private interesser, herunder hensynet til den
pågældende selv, der klart overstiger hensynet til de interes-
ser, der begrunder hemmeligholdelse.
Persondatalovens regler om behandling – herunder indhen-
telse og videregivelse – af personoplysninger forudsætter, at
der foretages en konkret vurdering af hver enkelt oplysning
for sig.
Det bemærkes, at persondatalovens §§ 6-8 alene angår
spørgsmålet om, hvornår vedkommende forvaltningsmyn-
dighed som dataansvarlig er berettiget til at videregive per-
sonoplysninger. Spørgsmålet om, i hvilket omfang myndig-
heden er forpligtet til at videregive sådanne oplysninger til
andre forvaltningsmyndigheder, reguleres blandt andet af
den generelle bestemmelse om pligtmæssig videregivelse til
en anden forvaltningsmyndighed i forvaltningslovens § 31.
Bestemmelsen omfatter dog kun offentlige myndigheder.
Den foreslåede bestemmelse i § 6, stk. 2, har således selv-
stændig betydning i forhold til private udbydere af socialser-
vice og sundhedsydelser.
Bestemmelsen indebærer, at Statsforvaltningen kan pålægge
offentlige myndigheder og private udbydere af socialservice
og sundhedsydelser at videregive oplysninger til Statsfor-
valtningen, når de anses for nødvendige for sagens behand-
ling.
Det bemærkes, at det følger af § 43, stk. 1, i sundhedsloven,
at sundhedspersoner med patientens samtykke kan videregi-
ve oplysninger om patientens helbredsforhold, øvrige rent
private forhold og andre fortrolige oplysninger til myndig-
heder, organisationer og private personer m.fl. til andre for-
mål end behandling.
Det følger af § 43, stk. 2, nr. 1, i sundhedsloven, at videregi-
velse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan ske uden patien-
tens samtykke, når det følger af lov eller bestemmelser fast-
sat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives og op-
lysningen må antages at have væsentlig betydning for den
modtagende myndigheds sagsbehandling.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 6 og bemærkninger-
ne hertil.
4.2.5. I lyset af, at initiativet til fremtidsfuldmagtens ikraft-
sættelse som udgangspunkt påtænkes at være hos fremtids-
fuldmægtigen, har Justitsministeriet overvejet, hvordan fuld-
magtsgiveren mest hensigtsmæssigt bør inddrages i ikraft-
sættelsesprocessen.
Justitsministeriet har i første række overvejet den ordning,
der gælder i værgemålssager, hvorefter Statsforvaltningen
foretager en høring af den berørte person, medmindre den
pågældende ikke med nytte kan udtale sig om spørgsmålet,
jf. værgemålslovens § 19, stk. 1. I nogle værgemålssager vil
høringen foregå skriftligt, mens den i andre sager vil foregå
ved, at den pågældende indkaldes til et møde hos Statsfor-
valtningen. Det vil typisk være tilfældet, hvis anmodning
om værgemål fremsættes af den pågældende person selv, jf.
værgemålslovens § 5, stk. 2, eller hvis der er tale om en an-
modning om samværgemål, jf. værgemålslovens § 7. Den
beskrevne ordning svarer til den ordning, der følges i Fin-
land.
Efter Justitsministeriets opfattelse taler hensynet til, at frem-
tidsfuldmagtordningen skal være et enkelt og privatretligt
alternativ til værgemål – og at det er fuldmagtsgiverens eget
valg at benytte ordningen – imod, at Statsforvaltningen skal
høre fuldmagtsgiveren som i værgemålssager.
Justitsministeriet lægger i den forbindelse vægt på, at det
formentlig vil være det naturligste i mange familier, at det er
de nære pårørende – og ikke en offentlig myndighed som
Statsforvaltningen – der tager den måske svære samtale med
fuldmagtsgiver om, at denne ikke længere har evne til at va-
retage sine forhold, hvis den pågældende ikke selv har for-
ståelse herfor. I modsætning til mange værgemål, har den
berørte person i fremtidsfuldmagtsordningen selv valgt, at
sagen vil kunne indledes, herunder selv valgt, hvem der skal
varetage vedkommendes forhold, og fastsat rammerne for,
hvordan det skal ske.
Med inspiration fra den model, der peges på i Sverige, læg-
ges der på den baggrund op til en ordning, hvorefter frem-
tidsfuldmægtigene får pligt til at drøfte anmodningens indgi-
velse med fuldmagtsgiveren. Drøftelsen kan dog undlades,
hvis fuldmagtsgiver ikke er i stand til at forstå betydningen
heraf. Hvis fuldmagtsgiveren er i stand til at forstå betydnin-
gen af sagen og udtaler sig imod fuldmagtens ikraftsættelse,
kan anmodningen ikke indgives.
Tilsvarende den ordning, der peges på i Sverige – og for at
understrege vigtigheden af spørgsmålet over for fremtids-
fuldmægtigen – lægges der op til, at fremtidsfuldmægtigen
på tro og love skal erklære over for Statsforvaltningen, at en
sådan drøftelse med fuldmagtsgiveren har fundet sted. Er
drøftelsen undladt, skal fremtidsfuldmægtigen redegøre her-
for over for Statsforvaltningen. Dermed vil der blive foreta-
get en prøvelse af, hvorvidt den manglende drøftelse var be-
rettiget. Statsforvaltningen vil i den forbindelse kunne støtte
sig til de lægeoplysninger, som er fremlagt. Hvis Statsfor-
valtningen finder, at drøftelsen burde være foretaget, kan
19
Statsforvaltningen iværksætte høring af fuldmagtsgiveren på
samme måde som ved værgemål.
Herudover bør fremtidsfuldmægtigene have pligt til at un-
derrette fuldmagtsgiverens nærmeste pårørende om indgi-
velsen af anmodningen, således at de pågældende over for
Statsforvaltningen får mulighed at gøre indsigelse imod
fremtidsfuldmagtens ikraftsættelse. Det foreslås, at fremtids-
fuldmægtigen tilsvarende skal afgive en erklæring på tro og
love om, at denne underretning er foretaget. En eventuel
indsigelse vil herefter kunne indgå i Statsforvaltningens
samlede afgørelsesgrundlag.
Det forhold, at erklæringen afgives på tro og love, indebæ-
rer, at fremtidsfuldmægtigene vil kunne straffes, hvis de for-
sætligt afgiver en falsk erklæring, jf. straffelovens § 161.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets §§ 4 og 5 og bemærk-
ningerne hertil.
4.2.6. Justitsministeriet har endvidere overvejet omfanget af
den prøvelse, som Statsforvaltningen skal foretage i forbin-
delse med en afgørelse om at sætte en fremtidsfuldmagt i
kraft.
I lyset af, at ordningen tilsigtes at være et enkelt og privat-
retligt alternativ til værgemål, som den berørte person selv
har valgt, lægges der med lovforslaget op til en væsentligt
mindre intensiv prøvelse, end den Statsforvaltningen foreta-
ger ved værgemål.
Selv om de helbreds- og evnekriterier, der er betingelse for
fremtidsfuldmagtens ikraftsættelse, svarer til kriterierne i
værgemålslovens § 5, stk. 1 og 2, lægges der således op til,
at Statsforvaltningen i langt højere grad end i værgemålssa-
ger tager anmodningens indgivelse som udtryk for, at ikraft-
sættelsesbetingelserne er opfyldt. Når en fuldmagtsgiver har
valgt, at en person skal agere som fremtidsfuldmægtig, må
det også i almindelighed kunne tages som udtryk for, at
fuldmagtsgiver har tillid til, at den pågældende kan vurdere,
hvornår tiden er inde til, at fremtidsfuldmagten skal træde i
kraft.
Følgende udgangspunkt bør efter Justitsministeriets opfattel-
se gælde for Statsforvaltningens prøvelse: Hvis de lægelige
oplysninger dokumenterer en sygdomstilstand eller svæk-
kelse, der i almindelighed fører til, at personer ikke har evne
til at varetage deres forhold, kan Statsforvaltningen i almin-
delighed også lægge til grund, at anmodningens indgivelse
er udtryk for, at tilstanden er indtrådt.
Der vil derfor som det klare udgangspunkt ikke være anled-
ning til at indhente yderligere oplysninger.
Giver lægeerklæringen derimod anledning til usikkerhed
om, hvorvidt tilstanden er indtrådt, eller foreligger der andre
oplysninger, f.eks. indsigelser, som gør det betænkeligt at
sætte fremtidsfuldmagten i kraft – og denne betænkelighed
ikke umiddelbart afkræftes ved at foretage de undersøgel-
sesskridt, som Statsforvaltningen tillægges mulighed for at
foretage – vil Statsforvaltningen skulle afslå anmodningen
om at sætte fremtidsfuldmagten i kraft.
Fremtidsfuldmagtens indhold vil efter omstændighederne
kunne danne grundlag for afslag på at sætte fuldmagten i
kraft – f.eks. hvis fuldmagten indeholder instruktioner til
fremtidsfuldmægtigen om ulovlige handlinger. Desuden vil
tvivl om fremtidsfuldmægtigenes evner til at varetage hver-
vet eller andre forhold, som kan give anledning til begrundet
tvivl om, hvorvidt fremtidsfuldmagtsforholdet vil kunne
fungere på betryggende vis, kunne danne grundlag for af-
slag.
Knytter betænkeligheden sig alene til en bestemt del af
fremtidsfuldmagten eller til en bestemt fremtidsfuldmægtig
eller subsidiær fremtidsfuldmægtig, lægges der med lovfor-
slaget op til, at Statsforvaltningen kan sætte fremtidsfuld-
magten delvist i kraft, dvs. at en del af fuldmagten eller en
bestemt fuldmægtig bliver undtaget fra ikraftsættelsen, men
at fuldmagten i øvrigt sættes i kraft.
Det skal i den forbindelse bemærkes, at fremtidsfuldmagts-
ordningen er tænkt som et enkelt og privatretligt alternativ
til værgemål, og ordningen vil som følge heraf ikke være
egnet til at håndtere komplicerede tvister mv. I det omfang
der i forbindelse med Statsforvaltningens prøvelse kommer
forhold for dagen, som gør det betænkeligt at sætte fremtids-
fuldmagten i kraft, er det således ikke hensigten, at Statsfor-
valtningen gennem omfattende undersøgelser mv. søger at
fremskaffe det fornødne grundlag for at afgøre komplicere-
de tvister. Hvis det betænkelige forhold ikke umiddelbart
kan afkræftes ved de undersøgelsesskridt, som Statsforvalt-
ningen umiddelbart kan foretage inden for rammen af ord-
ningen, skal anmodningen om ikraftsættelse således afslås.
Hvis Statsforvaltningen afslår at sætte en fremtidsfuldmagt i
kraft, vil Statsforvaltningen i stedet kunne indlede en værge-
målssag, hvis der vurderes at være behov herfor. Værge-
målssystemet vil med de langt mere udbyggede retsgarantier
for de berørte, herunder direkte adgang til domstolsprøvelse,
være mere egnet til at løse komplicerede tilfælde.
Lovforslaget er udformet i overensstemmelse med de anfør-
te betragtninger.
Der henvises nærmere til lovforslagets § 6 og bemærknin-
gerne hertil.
4.2.7. Som følge af de retsvirkninger, der er forbundet med
en fremtidsfuldmagts ikraftsættelse, bør Statsforvaltningens
afgørelser herom efter Justitsministeriets opfattelse kunne
påklages til Civilstyrelsen. Justitsministeriet finder, at de
personer, der direkte berøres af afgørelsen, bør være klage-
berettigede, dvs. fuldmagtsgiveren, fremtidsfuldmægtigene
og eventuelle subsidiære fuldmægtige.
Afgørelsen om ikraftsættelse af en fremtidsfuldmagt kan
imidlertid ligeledes have stor betydning for fuldmagtsgive-
rens ægtefælle eller samlever. På den baggrund foreslås det,
at de pågældende ligeledes bliver klageberettigede.
20
En fortløbende klageadgang og deraf følgende usikkerhed
om fuldmagtsforholdet kan risikere at svække ordningens
effektivitet og funktionsdygtighed til skade for fuldmagtsgi-
veren. Det forslås derfor, at der fastsættes en klagefrist på fi-
re uger i forhold til klage over Statsforvaltningens afgørelse
om ikraftsættelse af en fremtidsfuldmagt. Efter Justitsmini-
steriets opfattelse afstemmer en klagefrist på fire uger såle-
des hensynet til fuldmagtsforholdets stabilitet over for de
klageberettigedes tidsmæssige mulighed for at indgive kla-
gen rettidigt.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 29 og bemærknin-
gerne hertil.
4.2.8. Justitsministeriet har endeligt overvejet, hvordan en
afgørelse om ikraftsættelse af en fremtidsfuldmagt skal be-
kendtgøres.
Efter Justitsministeriets opfattelse indebærer en betryggende
fremtidsfuldmagtsordning, at der skal være en høj grad af
tillid til fremtidsfuldmagtens gyldighed blandt aftaleparter
og offentlige myndigheder mv. Justitsministeriet har derfor
overvejet, om afgørelsen om at sætte en fremtidsfuldmagt i
kraft – i lighed med ægtepagter og afgørelser om værgemål
med fratagelse af retlig handleevne – skal tinglyses i Person-
bogen.
Fordelen ved at tinglyse i Personbogen er bl.a., at den ikraft-
satte fuldmagt bliver offentlig tilgængelig, og såvel private
som offentlige tredjeparter kan enkelt og hurtigt foretage op-
slag heri. Dermed bliver fremtidsfuldmægtigens legitimitet
til at handle på vegne af fuldmagtsgiveren offentligt be-
kendtgjort på en måde, der sikrer en høj grad af tillid til
fremtidsfuldmagtsforholdet. Hvis ordningen på anden måde
skal sikres tilsvarende legitimitet og tilgængelighed, vil der
være behov for regler, procedurer og administration vedrø-
rende relevante tredjeparters mulighed for adgang til et regi-
ster over ikraftsatte fremtidsfuldmagter, idet konsekvensen
af en vanskeligere og mere begrænset adgang for tredjepar-
ter til at gøre sig bekendt med ikraftsatte fremtidsfuldmagter
kan være, at nogle parter ikke har tillid til fuldmagtsforhol-
det og derfor ikke vil eller er tilbageholdende med at indgå
aftaler med fuldmægtigen.
Ulempen ved at tinglyse i Personbogen er bl.a., at også
uvedkommende tredjeparter vil kunne finde oplysninger om
fremtidsfuldmagten i Personbogen. Denne risiko er dog i et
vist omfang imødegået af, at misbrug af oplysninger i Per-
sonbogen vil kunne straffes, jf. tinglysningslovens § 50 e.
Justitsministeriet finder efter en samlet vurdering, at fordele-
ne ved at tinglyse fremtidsfuldmagter i Personbogen vægter
højere end ulemperne. Efter Justitsministeriets opfattelse er
sikring af fuldmægtigens legitimitet til at handle på fuld-
magtsgiverens vegne over for en bred kreds af tredjeparter
meget tungtvejende. Der lægges på den baggrund op til en
ordning, hvorefter afgørelse om at sætte en fremtidsfuld-
magt i kraft tinglyses i Personbogen, og lovforslaget er ud-
formet i overensstemmelse hermed.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 27 og bemærknin-
gerne hertil.
4.3. Fremtidsfuldmagtens retsvirkninger
4.3.1. I lighed med, hvad der i dag gælder efter aftaleloven,
foreslås det, at fremtidsfuldmægtigen i økonomiske forhold
ved at handle i fuldmagtsgiverens navn og inden for fuld-
magtens grænser kan binde fuldmagtsgiver, som om den på-
gældende selv handlede, jf. herved aftalelovens § 10.
I økonomiske forhold lægges der således op til en ordning,
der er baseret på de almindelige aftaleretlige fuldmagtsreg-
ler. Fremtidsfuldmægtigenes beføjelser vil således svare til
de beføjelser, som enhver anden fuldmægtig i økonomiske
forhold har efter aftaleloven, jf. nærmere herom under pkt.
3.1 ovenfor.
Fremtidsfuldmagter må i almindelighed forventes at blive
oprettet som en generalfuldmagt, der giver meget vide befø-
jelser til at handle på fuldmagtsgivers vegne. Dette har sam-
menhæng med, at det kan være vanskeligt på forhånd at for-
udse, hvilke forhold der vil kunne opstå behov for at repræ-
sentere fuldmagtsgiver i, og en for begrænset fuldmagt kan
føre til, at fuldmagtsgivers interesser ikke vil kunne blive
varetaget, når fuldmagtsgiver ikke længere selv kan. En
fuldmagt med vide beføjelser vil således i almindelighed
være i fuldmagtsgiverens interesse.
Den foreslåede ordning vil på den baggrund indebære, at der
lovligt vil kunne meddeles fuldmagt til at varetage alle fuld-
magtsgivers økonomiske forhold, hvorved fremtidsfuld-
mægtigen vil være bemyndiget til at indgå alle de aftaler in-
den for formueretsområdet, som fuldmagtsgiver selv gyldigt
kunne indgå, da vedkommende havde evne til at varetage si-
ne økonomiske forhold. Ordningen vil endvidere indebære,
at aftaler med fremtidsfuldmægtigen er gyldige, selv om
fuldmagtsgiveren ikke er i stand til at handle fornuftsmæs-
sigt.
I aftaleforhold mellem en forbruger og en erhvervsdrivende
tredjepart er der i lovgivningen i visse tilfælde fastsat pligter
for tredjeparten til f.eks. at meddele oplysninger til forbru-
geren. Det gælder f.eks. efter kreditaftalelovens §§ 7 a-7 b,
hvorefter kreditgiveren er pålagt pligt til at meddele forbru-
geren en række oplysninger forud for aftaleindgåelsen med
henblik på at sætte forbrugeren i stand til at træffe et oplyst
valg om aftaleindgåelsen. Kreditgiveren er endvidere efter
kreditaftalelovens § 7 c forpligtet til at foretage en kredit-
vurdering af forbrugeren forud for indgåelse af en kreditaf-
tale med den pågældende.
I sådanne tilfælde vil den foreslåede ordning i almindelighed
indebære, at oplysninger, som tredjeparten er forpligtet til at
meddele forbrugeren, kan meddeles til fremtidsfuldmægti-
gen, når denne på vegne af fuldmagtsgiveren og inden for
fuldmagtens område ønsker at indgå en aftale med tredjepar-
ten. Ønsker en fremtidsfuldmægtig i økonomiske forhold
f.eks. at optage eller omlægge et lån i fuldmagtsgiverens fa-
ste ejendom eller foretage investeringer for fuldmagtsgive-
21
rens midler, skal realkreditinstituttets eller bankens informa-
tion og rådgivning herom således rettes til fuldmægtigen,
mens den information og rådgivning, der gives, skal tage
udgangspunkt i fuldmagtsgiverens forhold, herunder i hvad
fremtidsfuldmægtigen har meddelt realkreditinstituttet eller
banken herom. Den ovenfor omtalte kreditvurdering, som
realkreditinstituttet eller banken er forpligtet til at foretage,
skal på samme måde foretages på grundlag af fuldmagtsgi-
verens forhold. I den forbindelse bemærkes det, at fremtids-
fuldmægtigen vil have pligt til at varetage fuldmagtsgive-
rens interesser og inddrage den pågældende i vigtigere for-
hold, jf. pkt. 4.4.1 og lovforslagets § 12 og bemærkningerne
hertil, men det påhviler ikke tredjeparten at sikre, at frem-
tidsfuldmægtigen har iagttaget disse pligter. Tredjeparten
kan således gå ud fra, at fremtidsfuldmægtigens tilkendegi-
velser er udtryk for fuldmagtsgiverens vilje og vil skulle føl-
ges på samme måde, som hvis tilkendegivelserne var afgivet
fuldmagtsgiveren selv. Hvis tredjeparten derimod i det kon-
krete tilfælde er ond tro – f.eks. fordi det er kendeligt for
tredjeparten, at der er tale om usædvanlig disposition, som
ensidigt er i fuldmægtigens interesse – vil tredjeparten efter
omstændighederne ikke kunne gøre en eventuel indgået af-
tale gældende.
Der lægges med lovforslaget ikke op til at indføre en pligt
for tredjeparter til at indgå aftaler med fremtidsfuldmægti-
gen. Efter lovforslaget vil det således fortsat – med forbe-
hold for de forpligtigelser, som påhviler parterne efter anden
lovgivning – være op til parterne, om der skal indgås en af-
tale og i givet fald fastlægge, hvilket indhold aftalen skal ha-
ve.
Lovforslaget er udformet i overensstemmelse med det anfør-
te.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 9 og bemærkninger-
ne hertil.
4.3.2. For så vidt angår personlige forhold har Justitsmini-
steriet overvejet rækkevidden af de beføjelser, som fremtids-
fuldmægtigen skal have i sådanne forhold.
Justitsministeriet har for det første overvejet at indføre en
ordning, der svarer til en værges beføjelser i personlige for-
hold. Disse beføjelser er imidlertid ganske vidtgående –
navnlig i forhold til mere private forhold, som f.eks. spørgs-
mål om at afskære besøg fra familiemedlemmer, religiøse
forhold mv. Udøvelsen af sådanne beføjelser kan efter om-
stændighederne være meget konfliktskabende og vil dermed
være vanskelige at forene med en ordning, der skal fungere
som et enkelt og privatretligt alternativ til værgemål.
Justitsministeriet har for det andet overvejet at indføre en
ordning, hvorved fremtidsfuldmægtigen får adgang til at re-
præsentere fuldmagtsgiveren i forhold til offentlige myndig-
heder og private, når disse udfører opgaver for det offentli-
ge, f.eks. private plejehjem.
Fremtidsfuldmægtigens beføjelser vil ved denne ordning
være baseret på, at fremtidsfuldmægtigen kan repræsentere
fuldmagtsgiver – som om fuldmagtsgiver selv agerede i for-
hold til det konkrete spørgsmål – inden for rammerne af,
hvad der er muligt efter de almindelige regler om repræsen-
tation i forhold til offentlige myndigheder (forvaltningsmyn-
digheder og domstole mv.).
I lyset af, at fremtidsfuldmagtsordningen tilsigtes at være et
enkelt og privatretligt alternativ til værgemål, finder Justits-
ministeriet, at den anførte model om repræsentation i for-
hold til offentlige myndigheder er mest hensigtsmæssig, og
lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.
Afgørende for afgrænsningen af fremtidsfuldmægtigens be-
føjelser i personlige forhold vil herefter være, om fuld-
magtsgiver – på det tidspunkt, hvor vedkommende selv kun-
ne varetage sine forhold – inden for rammerne af de almin-
delige regler om repræsentation over for offentlige myndig-
heder kunne have valgt at lade sig repræsentere i sagen mv. i
forhold til en offentlig myndighed m.v. Der kan om adgan-
gen til at lade sig repræsentere i forhold til forvaltningsmyn-
digheder henvises til pkt. 3.2 ovenfor.
Den foreslåede ordning indebærer således, at en fremtids-
fuldmægtig inden for rammerne af fremtidsfuldmagten vil
kunne indgive ansøgninger på fuldmagtsgivers vegne, her-
under ansøgninger om hjælpeforanstaltninger, tilskud, pen-
sion mv. Fremtidsfuldmægtigen vil endvidere kunne udøve
partsrettigheder, herunder søge aktindsigt, modtage afgørel-
ser og anden korrespondance fra offentlige myndigheder
mv. I det omfang der i en sag er behov for at partshøre, vil
partshøringen ligeledes skulle rettes til fremtidsfuldmægti-
gen.
Fremtidsfuldmægtigen vil også over for offentlige myndig-
heder og private, når disse udfører opgaver for det offentli-
ge, kunne komme med tilkendegivelser med hensyn til pleje
og omsorg af fuldmagtsgiveren.
Fremtidsfuldmægtigen vil endvidere kunne meddele sam-
tykke på vegne af fuldmagtgiver, f.eks. et samtykke til at be-
handle personoplysninger om fuldmagtsgiveren, jf. person-
datalovens § 6, stk. 1, nr. 1.
Den berørte myndighed eller institution vil i almindelighed
skulle anse f.eks. en ansøgning fra fremtidsfuldmægtigen
som udtryk for fuldmagtsgivers vilje, og vil ikke have anled-
ning til at tage kontakt til fuldmagtsgiver i sagen.
Fremtidsfuldmægtigen vil desuden på fuldmagtsgiverens
vegne kunne udøve rettigheder efter sundhedsloven og lade
sig repræsentere i behandlingssammenhænge i det omfang,
hvor fuldmagtsgiveren hidtil efter denne lovgivning har
kunnet lade sig repræsentere af en anden person, f.eks. i for-
hold til muligheden for aktindsigt i egen journal, samtykke
til videregivelse af oplysninger og vejledning på de regiona-
le patientkontorer.
Derudover medfører forslaget en udvidelse af patienters re-
præsentationsmuligheder på sundhedsområdet, idet en frem-
tidsfuldmægtig – inden for rammerne af fremtidsfuldmagten
22
– foreslås ligestillet med en eventuel værge, således at en
fremtidsfuldmægtig fremover får de samme beføjelser, som
en værge har efter gældende ret.
Ændringerne medfører bl.a., at en fremtidsfuldmægtig i
samme omfang som en værge vil kunne udøve partsrettighe-
der efter sundhedsloven på vegne af en patient, herunder
f.eks. anmode om aktindsigt (egenacces), give samtykke til
videregivelse af oplysninger, modtage tolkebistand og vej-
ledning fra de regionale patientkontorer, vælge sygesik-
ringsgruppe og læge, udøve retten til frit og udvidet frit sy-
gehusvalg m.v.
Derudover medfører ændringerne, at fremtidsfuldmægtig
fremover vil kunne give stedfortrædende samtykke til be-
handling af varigt inhabile i samme tilfælde, som en værge
kan efter gældende ret.
Endelig sikres det, at en fremtidsfuldmægtig i samme om-
fang og under samme betingelser som en værge kan give
samtykke til transplantation af gendanneligt væv fra en le-
vende donor.
Efter omstændighederne kan en myndighed dog kræve, at
fuldmagtsgiver medvirker personligt, når det er af betydning
for sagens afgørelse. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor det i
lovgivningen er bestemt, at en part skal medvirke personligt
ved sagens behandling, eller hvor partens personlige med-
virken på grund af sagens karakter i øvrigt er af betydning,
som f.eks. ved udstedelse af pas eller hvis en undersøgelse
af partens person er et nødvendigt led i sagens oplysning,
f.eks. en lægeundersøgelse i en arbejdsskade- eller førtids-
pensionssag. Der vil dog i disse tilfælde i almindelighed ik-
ke være noget til hinder for, at den pågældende kan lade sig
bistå af andre, f.eks. have fremtidsfuldmægtigen med som
bisidder. En fremtidsfuldmægtig kan således ikke på fuld-
magtsgiverens vegne f.eks. indgå ægteskab, begære separa-
tion eller skilsmisse, oprette livstestamente mv.
En myndighed kan endvidere efter omstændighederne også
afslå at lade fremtidsfuldmægtigen repræsentere fuldmagts-
giver i et personligt forhold, hvis fuldmagtsgivers interesser
i at kunne lade sig repræsentere eller bistå findes at burde
vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interes-
ser, eller hvor andet er fastsat ved lov.
I det omfang der således i anden lovgivning er fastsat særli-
ge regler om repræsentation, der begrænser den almindelige
adgang til at lade sig repræsentere, vil fremtidsfuldmægti-
gens beføjelser blive begrænset tilsvarende. Det er f.eks. til-
fældet efter visse bestemmelser i social- og sundhedslovgiv-
ningen, hvor personer, der på en andens vegne kan samtyk-
ke til f.eks. behandling, er udtrykkeligt opregnet.
Det bemærkes, at hvis der konkret er behov for at træffe be-
slutninger i medfør af f.eks. sociallovgivningen, f.eks. om
bopæl, kan der efter værgemålslovens § 5, stk. 3, iværksæt-
tes et – supplerende – værgemål med henblik herpå. I sådan-
ne tilfælde kan en fremtidsfuldmægtig i personlige forhold
f.eks. tillige udpeges som værge.
Særligt i forhold til plejetestamenter bemærkes følgende:
Efter servicelovens § 83, stk. 8, skal kommunen ved tilrette-
læggelsen af pleje og omsorg m.v. for en person med en de-
mensdiagnose så vidt muligt respektere dennes vejledende
tilkendegivelser for fremtiden med hensyn til bolig, pleje og
omsorg (plejetestamenter). I et plejetestamente kan personen
med demens tilkendegive ønsker for den fremtidige pleje og
omsorg, mens vedkommende endnu er i stand til det. Pleje-
testamenter understøtter en person med demens i at kunne få
indflydelse på hans eller hendes eget liv. Plejetestamentet er
vejledende for den indsats, som plejepersonalet skal udføre i
forhold til plejen af en borger med demens på det tidspunkt,
hvor den pågældende ikke længere er i stand til selv at give
udtryk for sine ønsker. At plejetestamenter er vejledende
skyldes, at forholdene for en borger med demens kan have
ændret sig, siden plejetestamentet blev skrevet. Uanset at
fuldmagtsgiveren har oprettet et plejetestamente, vil frem-
tidsfuldmægtigens bestemmelse på den baggrund gå forud
herfor.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 10 og bemærknin-
gerne hertil.
4.3.3. Ifølge princip 9 i Europarådsrekommandationen fra
2009 bør meddelelse af fuldmagten ikke påvirke fuldmagts-
giverens juridiske handleevne, selv om fuldmægtigen råder
på den pågældendes vegne.
Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.
Fratagelse af en persons retlige handleevne vil således fort-
sat alene kunne ske i forbindelse med værgemål og efter
domstolsprøvelse.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets §§ 9 og 10 og be-
mærkningerne hertil.
4.3.4. Lovforslaget indeholder endvidere regler, om forhol-
det mellem flere fremtidsfuldmægtige eller subsidiære frem-
tidsfuldmægtige, og fremtidsfuldmægtiges afgang til at til-
bagekalde andre fuldmagter.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets §§ 11 og 20 og be-
mærkningerne hertil.
4.4. Fremtidsfuldmægtigens pligter mv.
4.4.1. Efter Europarådsrekommandationens princip 10 om-
fatter fremtidsfuldmægtigens rolle en pligt til at handle i
overensstemmelse med fuldmagten og fuldmagtsgiverens
interesser, herunder så vidt muligt løbende at informere og
rådføre sig med fuldmagtsgiveren.
I overensstemmelse hermed foreslås det, at den, der har
fremtidsfuldmagt, skal følge fremtidsfuldmagtens anvisnin-
ger og inden for fuldmagtens område varetage fuldmagtsgi-
verens interesser, herunder så vidt muligt inddrage fuld-
magtsgiveren og dennes ægtefælle eller samlever, før fuld-
magten anvendes i vigtigere forhold, jf. lovforslagets § 12.
23
Herved fastlægges den grundlæggende ramme for en frem-
tidsfuldmægtigs virksomhed.
Fremtidsfuldmægtigen skal således for det første følge de
anvisninger, som fuldmagtsgiver har fastsat i fremtidsfuld-
magten.
Fremtidsfuldmægtigen har ifølge forslaget for det andet
pligt til at varetage fuldmagtsgivers interesser inden for
fuldmagtens områder. Dette indebærer ikke blot en ret, men
også en egentlig pligt til at anvende fremtidsfuldmagten med
henblik på at varetage fuldmagtsgiver forhold. En fremtids-
fuldmægtig, der ikke varetager fuldmagtsgivers forhold –
f.eks. undlader at sikre, at der betales husleje og andre for-
nødenheder – vil således ikke opfylde denne til pligt.
Der er i den forbindelse også med lovforslaget lagt op til, at
fremtidsfuldmægtigen – så længe fuldmagtsgiver kan forstå
betydningen heraf – har pligt til at inddrage fuldmagtsgive-
ren i vigtigere forhold. Pligten tilsigtes nærmere at bestå i at
informere og rådføre sig med fuldmagtsgiver.
I tilfælde, hvor fuldmagtsgivers ægtefælle eller samlever ik-
ke er fremtidsfuldmægtig, finder Justitsministeriet det hen-
sigtsmæssigt, at den pågældende ægtefælle henholdsvis
samlever tillige inddrages.
Pligten til at inddrage fuldmagtsgiveren og efter omstændig-
hederne den pågældendes ægtefælle eller samlever er rettet
mod fremtidsfuldmægtigen, og det indbyrdes forhold imel-
lem fuldmagtsgiveren og fremtidsfuldmægtigen. Det betyder
bl.a., at en tilsidesættelse af denne pligt ikke har virkning
udadtil. En aftale med tredjemand kan således ikke tilsides-
ættes af denne grund.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 12 og bemærknin-
gerne hertil.
4.4.2. Efter Europarådsrekommandationens princip 11 bør
medlemsstaterne regulere, hvorledes eventuelle interesse-
konflikter mellem fuldmagtsgiver og fuldmægtigen bør
håndteres.
I lyset heraf foreslås det, at fremtidsfuldmægtigen ikke på
fuldmagtsgivers vegne skal kunne indgå retshandler med sig
selv eller i øvrigt anvende fremtidsfuldmagten i forhold,
hvor der kan foreligge modstridende interesser mellem fuld-
magtsgiveren og fremtidsfuldmægtigen. Fremtidsfuldmægti-
gen vil således ikke kunne anvende fremtidsfuldmagten til
f.eks. at sælge fuldmagtsgiverens bolig til sig selv. I sådanne
tilfælde vil der i stedet efter lovforslagets § 32, nr. 3, kunne
beskikkes en særlig værge for fuldmagtsgiveren med hen-
blik på varetagelse af den konkrete disposition, hvis der ikke
vil være andre fremtidsfuldmægtige eller subsidiære frem-
tidsfuldmægtige, der kan handle på fuldmagtsgiverens veg-
ne.
Der henvises til lovforslagets §§ 13 og 32 og bemærkninger-
ne hertil.
Justitsministeriet foreslår herudover – med inspiration fra
værgemålsreglerne – en række mere specifikke regler om
fremtidsfuldmægtigens pligter og beføjelser mv., der navn-
lig har til formål at imødegå situationer, hvor der kan være
særlig risiko for interessekonflikter og misbrug.
4.4.3. Det foreslås således bl.a., at en fremtidsfuldmægtig
skal holde fuldmagtsgiverens midler adskilt fra egne midler,
jf. lovforslagets § 14.
Justitsministeriet har i den forbindelse overvejet, om der bør
være pligt til også at holde midler adskilt i tilfælde, hvor
fremtidsfuldmægtigen er fuldmagtsgiverens ægtefælle. Her-
om bemærkes følgende:
Efter gældende ret er retsvirkningerne af, om ægtefæller har
formuefællesskab eller særeje, begrænsede under ægteska-
bets beståen. Retsvirkningerne indtræder reelt først ved for-
muefællesskabets ophør, dvs. ved separation, skilsmisse el-
ler død. Efter lov om ægteskabets retsvirkninger (retsvirk-
ningsloven) har ægtefæller således ikke pligt til at holde
særeje- og fællesejemidler adskilt. Er midlerne blevet sam-
menblandet, har parterne (eller ved død deres arvinger) ved
en bodeling mulighed for at godtgøre, hvilke aktiver, der –
helt eller delvist – er fælleseje eller særeje. I praksis har
mange ægtepar formentlig overladt det til den ene ægtefælle
at varetage ægtefællernes økonomiske forhold, hvilket ty-
pisk medfører, at parternes aktiver sammenblandes, uanset
om der er tale om fælles- eller særeje.
Efter Justitsministeriets opfattelse bør parternes valg af,
hvordan deres daglige økonomi skal forvaltes, herunder
hvilken parts midler, der f.eks. anvendes til forbrug, faste
udgifter eller opsparing, ikke blive påvirket af en fremtids-
fuldmagts ikraftsættelse i tilfælde, hvor den ene ægtefælle er
fremtidsfuldmægtig og den anden fuldmagtsgiver. Der læg-
ges derfor med lovforslaget op til, at pligten til at holde fuld-
magtsgivers midler adskilt fra fremtidsfuldmægtigens ikke
skal gælde i disse tilfælde. Reglen er således ikke til hinder
for, at en ægtefælle, der bliver fremtidsfuldmægtig, fortsat
vil kunne have f.eks. fælles bankkonto med fuldmagtsgiver.
Det samme bør efter Justitsministeriets opfattelse gælde i fa-
ste samlivsforhold. En fuldmagtsgiver, der måtte ønske en
adskillelse af midlerne, vil i overensstemmelse med almin-
delig aftalefrihed i fuldmagten kunne fastsætte betingelser
for fuldmægtigens virke, herunder om at fuldmagtsgiverens
særejemidler eller specifikke aktiver skal holdes adskilt fra
parternes øvrige formue, eller at den pågældendes – sær- el-
ler fællesejemidler – skal anvendes til f.eks. opsparing frem
for forbrug. I sådanne tilfælde vil den ægtefælle eller samle-
ver, der er fremtidsfuldmægtig, efter lovforslagets § 12, ha-
ve pligt til at efterleve fuldmagtsgivers bestemmelse. I mod-
sat fald vil der være tale om misbrug af fuldmagtsforholdet
med den konsekvens, at Statsforvaltningen i forbindelse
med en tilsynssag har mulighed for at bringe fuldmagtsfor-
holdet til ophør.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 14 og bemærknin-
gerne hertil.
24
4.4.4. Der foreslås endvidere en regulering af adgangen til at
yde gaver. Der lægges således med lovforslaget op til, at
fremtidsfuldmægtigen ikke på fuldmagtsgivers vegne skal
kunne yde gaver, jf. lovforslagets § 15. Dette gælder dog ik-
ke sædvanlige gaver, hvis værdi ikke står i misforhold til
fuldmagtsgiverens kår. Almindelige gaver til jul og fødsels-
dage mv. til personer, som fuldmagtsgiveren er knyttet til,
vil således kunne ydes. Desuden vil der kunne ydes gaver,
der er bestemt i fremtidsfuldmagten, hvilket ligger i forlæn-
gelse af fremtidsfuldmægtigens pligt til at følge fuldmagtens
anvisninger.
I forlængelse af forbuddet mod gaver lægges der med lov-
forslaget også op til, at fremtidsfuldmægtigen ikke skal kun-
ne forpligte fuldmagtsgiveren ved kaution eller anden sik-
kerhedsstillelse for tredjemands gæld, idet sådanne løfter har
samme karakter som gaver, jf. lovforslagets § 16.
I tilknytning til fastsættelse af fremtidsfuldmægtigens pligter
foreslås endelig en regel om erstatningsansvar. Hvis frem-
tidsfuldmægtigen således tilsidesætter sine pligter, vil ved-
kommende være erstatningsansvarlig over for fuldmagtsgi-
veren for skade, der forvoldes ved forsætligt eller uagtsomt
forhold, jf. lovforslagets § 18.
4.4.5. Henset til, at fremtidsfuldmagtsforholdet beror på en
privat aftale, finder Justitsministeriet ikke, at regler om en
egentlig honorering af fremtidsfuldmægtigen bør indgå i
lovforslaget. Hvis fuldmagtsgiver ønsker at yde et egentligt
vederlag til fremtidsfuldmægtigen, kan vedkommende imid-
lertid bestemme det i fremtidsfuldmagten eller på anden bin-
dende måde.
Fremtidsfuldmægtigen bør dog efter Justitsministeriets op-
fattelse rimeligvis ikke have direkte udgifter ved hvervet.
Således foreslås det, at fremtidsfuldmægtigen, hvis ikke an-
det er bestemt i fremtidsfuldmagten, kan få dækket de nød-
vendige omkostninger til varetagelse af hvervet af fuld-
magtsgiverens midler, jf. lovforslagets § 17, dvs. udgifter,
som fremtidsfuldmægtigen har afholdt. Der kan f.eks. være
tale om udgifter til betaling af gebyr for ikraftsættelsesan-
modningens indgivelse eller en lægeerklæring til brug for
Statsforvaltningens afgørelse om fuldmagtens ikraftsættelse,
eller om nødvendige transportomkostninger i forbindelse
med repræsentation af fuldmagtsgiver.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets §§ 12-18 og bemærk-
ningerne hertil.
4.4.6. Det foreslås endelig, at justitsministeren bemyndiges
til at kunne fastsætte nærmere regler om fremtidsfuldmægti-
ges pligter og vederlag, herunder om pligt til regnskabsfø-
relse og en øvre beløbsgrænse for vederlag.
Bemyndigelsen forudsættes bl.a. at kunne anvendes, hvis
der viser sig behov for at præcisere de pligter, der følger af
loven. Bemyndigelsen vil endvidere kunne anvendes til at
fastsætte regler, der begrænser en fremtidsfuldmægtigs ad-
gang til aftale sig til vederlag, herunder at sætte en grænse
for hvor højt et sådan vederlag kan være.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 19 og bemærknin-
gerne hertil.
4.5. Tilsyn med fremtidsfuldmægtigen
4.5.1. Efter princip 12 i Europarådsrekommandationen fra
2009 bør der etableres en tilsynsmyndighed, som kan handle
efter anmodning og af egen drift. Tilsynsmyndigheden bør
have beføjelser til at bringe en fremtidsfuldmagt helt eller
delvist til ophør.
Som anført under pkt. 2.4 ovenfor er det hensigten, at frem-
tidsfuldmagtsordningen skal være et enkelt og privatretligt
alternativ til værgemål, som den berørte person selv vælger.
I lyset heraf bør ordningen efter Justitsministeriets opfattelse
ikke indeholde det samme intensive tilsyn som ved værge-
mål. Der lægges således ikke op til, at Statsforvaltningen –
som det er tilfældet ved værgemål – bl.a. skal godkende dis-
positioner, der påtænkes foretaget.
Omvendt bør ordningen efter Justitsministeriets opfattelse
omfatte en vis grad af tilsyn af hensyn til fuldmagtsgiverens
retssikkerhed, fordi den pågældende ikke evner at varetage
sine interesser, herunder selv føre tilsyn med fremtidsfuld-
mægtigen.
For at skabe balance mellem ovennævnte hensyn foreslås
det, at Statsforvaltningen fungerer som tilsynsmyndighed,
dog således at Statsforvaltningen som udgangspunkt alene
indleder tilsynssag efter anmodning af tredjeparter, f.eks. en
pårørende til fuldmagtsgiver, et plejehjem, hospital mv. Af
hensyn til fuldmagtsgiverens retssikkerhed bør Statsforvalt-
ningen dog også have adgang til at indlede en tilsynssag af
egen drift, hvis Statsforvaltningen på anden måde end en
henvendelse fra tredjeparter bliver opmærksom på forhold,
som bør undersøges.
Der lægges således med lovforslaget op til, at Statsforvalt-
ningen skal have et ”hvilende” tilsyn med fremtidsfuldmæg-
tigen. Statsforvaltningen vil således ikke aktivt skulle følge
med i fremtidsfuldmagtsforholdet, før Statsforvaltningen
gennem henvendelse eller på anden måde bliver opmærk-
som på forhold, som må antages at stride mod fuldmagtsgi-
vers interesser.
Der lægges med lovforslaget ikke op til at indføre en pligt
for offentlige myndigheder eller private til at indberette for-
hold til Statsforvaltningen. Om der kan eller skal foretages
indberetning til Statsforvaltningen beror således på lovgiv-
ningen i øvrigt, som ikke berøres af lovforslaget.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 21 og bemærknin-
gerne hertil.
4.5.2. Med henblik på udøvelse af tilsynet foreslås det – i
lighed med, hvad der gælder i værgemålssager – at fremtids-
fuldmægtigen på anmodning fra Statsforvaltningen skal
fremlægge oplysninger, som er nødvendige for varetagelse
af tilsynsopgaven.
25
Ligeledes vil fremtidsfuldmægtigen få pligt til at efterkom-
me Statsforvaltningens pålæg. Det kan f.eks. være et pålæg
om egentlig regnskabsførelse med henblik på en nærmere
vurdering af fremtidsfuldmægtigens varetagelse af hvervet.
Det kan også være pålæg om at foretage eller undlade at
foretage bestemte dispositioner.
Der lægges endvidere med lovforslaget op til, at Statsfor-
valtningen vil kunne indhente oplysninger fra andre end
fremtidsfuldmægtigen, f.eks. plejehjem, hospitaler og priva-
te borgere, der har kendskab til varetagelsen fuldmagtsfor-
holdet.
Som en konsekvens af tilsynsfunktionen foreslås det endvi-
dere, at Statsforvaltningen kan bringe fuldmagtsforholdet til
ophør, jf. nærmere under pkt. 4.6.6 nedenfor. Hvis fremtids-
fuldmagten indeholder bestemmelse om en subsidiær fuld-
mægtig, vil dette fuldmagtsforhold i stedet træde i kraft. Al-
ternativt kan Statsforvaltningen af egen drift indlede en sag
om værgemål.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 21 og bemærknin-
gerne hertil.
4.5.3. Som alternativ til en offentlig tilsynsmyndighed, pe-
ges der i punkt 161 i den forklarende rapport til Europaråds-
rekommandationen fra 2009 på muligheden for et privat til-
synsinstitut – f.eks. en af fuldmagtsgiveren udpeget advokat
– som fuldmægtigen forpligtes til at rådføre sig med i for-
hold til særlige dispositioner.
I lyset heraf finder Justitsministeriet, at der – som supple-
ment til det offentlige tilsyn – bør være adgang for fuld-
magtsgiveren til at bestemme, at en tredjepart skal have ind-
seende med fremtidsfuldmægtigens varetagelse af hvervet,
jf. lovforslagets § 2, stk. 3.
Fuldmagtsgiver vil således få mulighed for at udpege f.eks.
en advokat, en revisor eller en person, som vedkommende
har tillid til, til at føre tilsyn med fremtidsfuldmægtigen.
Et sådan privat tilsyn vil indebære, at fremtidsfuldmægtigen
på anmodning skal meddele den pågældende tilsynsperson
oplysninger om forvaltningen af fuldmagtsforholdet. Det
private tilsyns omfang vil i øvrigt bero på, hvad fuldmagts-
giver nærmere bestemmer i fremtidsfuldmagten. Det kan så-
ledes f.eks. bestemmes i fuldmagten, at fremtidsfuldmægti-
gen skal rådføre sig med det private tilsyn i forhold til be-
stemte dispositioner eller have godkendt disse af tilsynet,
f.eks. gavedispositioner, eller aflægge regnskab over for til-
synet efter dettes nærmere bestemmelse.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets §
2 og bemærkningerne hertil.
Med henblik på at sikre det private tilsyn den fornødne auto-
ritet og en effektiv opgaveudøvelse foreslås det endvidere,
at det private tilsyn kan tilbagekalde fremtidsfuldmagten,
hvis fuldmagtsgiveren i fuldmagten har givet tilsynet denne
beføjelse, jf. pkt. 4.6 nedenfor.
4.6. Tilbagekaldelse, ændring og ophør af
fremtidsfuldmagten
4.6.1. Efter princip 6 i europarådsrekommandationen fra
2009 skal fuldmagtsgiveren kunne tilbagekalde fuldmagten,
så længe den pågældende ikke har oplevet svækkelse eller
tab af evne til at handle fornuftsmæssig.
Det foreslås på den baggrund, at det ikke vil være gyldigt at
gøre en fremtidsfuldmagt uigenkaldelig. Tilbagekaldelse og
ændring af en fremtidsfuldmagt foreslås at skulle ske på
samme måde, som fremtidsfuldmagten er oprettet. Det ind-
bærer, at før fuldmagtsgiveren har vedkendt sig fremtids-
fuldmagten over for notaren, vil fremtidsfuldmagten kunne
tilbagekaldes eller ændres alene via den digitale selvbetje-
ningsløsning i Fremtidsfuldmagtsregisteret.
Da oprettelse af en fremtidsfuldmagt i lovforslagets forstand
som det klare udgangspunkt indebærer, at fuldmagtsgiveren
først skal oprette fuldmagten i Fremtidsfuldmagtsregisteret
og derefter vedkende sig fuldmagten for en notar, vil tilba-
gekaldelse og eventuel oprettelse af en ny og ændret frem-
tidsfuldmagt – frem til fuldmagtens ikraftsættelse – skulle
ske for notaren.
Ordningen tænkes i praksis udmøntet således, at hvis en
fuldmagtsgiver ønsker at ændre en fremtidsfuldmagt i tiden
mellem vedkendelsen og ikraftsættelsen, vil fuldmagtsgive-
ren i Fremtidsfuldmagtsregisteret skulle lagre en ny fuld-
magt til erstatning for den allerede oprettede. Lagring af en
yderligere fuldmagt vil alene kunne ske, hvis fuldmagtsgive-
ren i det digitale system markerer, at det er hensigten, at den
nye fuldmagt skal erstatte den allerede oprettede. Ved en ef-
terfølgende notarialforretning vil fuldmagtsgiveren skulle
tilbagekalde den tidligere oprettede fuldmagt og vedkende
sig den nye fuldmagt. Den nye fuldmagt vil ikke have gyl-
dighed, før notarialforretningen er gennemført.
Hvis fuldmagtsgiveren alene ønsker at tilbagekalde den alle-
rede oprettede fuldmagt, vil dette ligeledes skulle ske for no-
taren.
Hvis fremtidsfuldmagten undtagelsesvist er oprettet uden
brug af den digitale selvbetjeningsordning, vil fremtidsfuld-
magten skulle tilbagekaldes eller ændres for den myndighed,
for hvilken fuldmagten er oprettet eller vedkendt, hvorefter
den oprindelige fuldmagt vil blive slettet i Fremtidsfuld-
magtsregisteret, og en eventuel ny fuldmagt vil blive gemt.
4.6.2. Justitsministeriet har dernæst overvejet spørgsmålet,
om fuldmagtsgiverens adgang til at tilbagekalde eller ændre
en fremtidsfuldmagt efter ikraftsættelsen.
I Norge og Finland er der indført adgang til, at ikrafttrådte
fremtidsfuldmagter kan tilbagekaldes af fuldmagtsgiver,
hvis fuldmagtsgiveren kan forstå betydning heraf. I Sverige
lægges der umiddelbart op til en ordning, hvorefter fuld-
magtsgiveren frit kan tilbagekalde fremtidsfuldmagten i
overensstemmelse med de almindelige aftaleretlige regler
om tilbagekaldelse af fuldmagter.
26
Justitsministeriet finder – i overensstemmelse med den nor-
ske og finske ordning – at fuldmagtsgiver også efter fuld-
magtens ikraftsættelse skal kunne tilbagekalde fuldmagten,
hvis den pågældende er i stand til at forstå betydningen af
tilbagekaldelsen – dvs. indhold og konsekvens af sin dispo-
sition.
Justitsministeriet finder endvidere, at der bør være adgang
til at ændre fremtidsfuldmagten, hvis den pågældende er i
stand til at forstå betydningen heraf. I modsat fald vil der
kunne opstå situationer, hvor der – på grund af den ikraftsat-
te fuldmagts utilstrækkelighed – vil være behov for at erstat-
te fuldmagten med et for fuldmagtsgiveren mere indgriben-
de værgemål. Fuldmagtsgiver vil således f.eks. have mulig-
hed for at indsætte en anden fremtidsfuldmægtig eller lade
flere forhold omfatte af fuldmagten.
Der lægges på den baggrund med lovforslaget op til en ord-
ning, hvorefter Statsforvaltningen efter anmodning fra fuld-
magtsgiveren træffer afgørelse om tilbagekaldelse eller æn-
dring af en ikraftsat fremtidsfuldmagt. Statsforvaltningen vil
i den forbindelse skulle vurdere, om betingelserne for tilba-
gekaldelsen henholdsvis ændringen er opfyldt, dvs. om fuld-
magtsgiveren er i stand til at forstå indholdet og konsekven-
sen af sin disposition. For at oplyse sagen vil Statsforvalt-
ningen f.eks. kunne indkalde fuldmagtsgiveren til en samta-
le eller indhente oplysninger om fuldmagtsgiverens hel-
bredstilstand eller andre personlige oplysninger fra vedkom-
mendes læge, behandlingssted eller anden privat eller of-
fentlig myndighed eller institution.
Hvis Statsforvaltningen træffer afgørelse om fuldmagtens
tilbagekaldelse eller ændring, vil fuldmagtsgiveren, frem-
tidsfuldmægtigen og andre berørte parter skulle underrettes
herom.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 22 og bemærknin-
gerne hertil.
4.6.3. Med lovforslaget lægges op til en ordning, hvorefter
fuldmagtsgiveren kan træffe bestemmelse om, at en tredje-
part skal have indseende med, hvordan fremtidsfuldmægti-
gen varetager sit hverv (privat tilsyn). I konsekvens heraf og
for at sikre det private tilsyn den fornødne autoritet foreslås
det endvidere, at det private tilsyn ligeledes kan tilbagekalde
fuldmagten, hvis adgangen hertil er bestemt i fuldmagten.
Adgangen til tilbagekaldelse omfatter fremtidsfuldmagten i
sin helhed eller en del heraf, f.eks. en specifik opgave i for-
hold til handel med værdipapirer. Adgangen til tilbagekal-
delse omfatter endvidere en eller flere af fremtidsfuldmægti-
gene. Sker tilbagekaldelse i forhold til en fremtidsfuldmæg-
tig, består fuldmagtsforholdet i forhold til de øvrige.
Der lægges endvidere op til, at det private tilsyns tilbagekal-
delse af fuldmagten skal ske over for Statsforvaltningen, så-
ledes af tilbagekaldelsen kan blive tinglyst i Personbogen og
derved blive offentligt kendt. Statsforvaltningen skal således
ikke træffe afgørelse om tilbagekaldelse, men alene drage
omsorg for tinglysning, således at tilbagekaldelsen får rets-
virkning.
Endvidere foreslås det ved lovforslagets § 28, at der admini-
strativt kan fastsættes regler om, at Statsforvaltningen skal
underrette relevante parter om bl.a. en fremtidsfuldmagts til-
bagekaldelse. Bemyndigelsesbestemmelsen vil bl.a. kunne
udnyttes i forhold til at fastsætte regler om, at Statsforvalt-
ningen underretter fremtidsfuldmægtigen og andre relevante
parter om det private tilsyns tilbagekaldelse af fremtidsfuld-
magten.
Med henblik på at sikre fuldmagtsgiveren den fornødne bi-
stand i tilfælde af, at det private tilsyn tilbagekalder frem-
tidsfuldmagten, foreslås det, at tilsynet bliver berettiget til at
anmode Statsforvaltningen om at indlede en værgemålssag.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets §§ 23, 28 og 32, nr. 1,
og bemærkningerne hertil.
4.6.4. Efter princip 13 i Europarådsrekommandationen fra
2009 bør betingelserne for ophør af fuldmagtsforholdet re-
guleres specifikt. Ved ophør i fuldmagtsgiverens levende li-
ve bør medlemsstaterne sikre en stillingtagen til, hvilke til-
tag til varetagelse af (den tidligere) fuldmagtsgivers interes-
ser, som i stedet bør iværksættes.
I overensstemmelse hermed foreslås det, at et fremtidsfuld-
magtsforhold ophører, hvis fuldmagtsgiver kommer under
værgemål, jf. lovforslagets § 24. Dette gælder dog ikke, hvis
værgemålet angår bestemte forhold, der ikke er omfattet af
fremtidsfuldmagten, eller som den, der har fremtidsfuld-
magt, er afskåret fra at varetage. F.eks. vil det ikke medføre
ophør af fremtidsfuldmagten, hvis der til varetagelse af et
særligt forhold er beskikket en særlig værge efter værge-
målslovens § 47 på grund af risiko for interessekonflikt mel-
lem fuldmægtigen og fuldmagtsgiveren, jf. lovforslagets §
13 og pkt. 4.4.2 ovenfor.
Det foreslås endvidere, at et fremtidsfuldmagtsforhold ophø-
rer, hvis fuldmagtsgiver dør, jf. lovforslagets § 24.
I tilfælde af ophør ved død eller værgemål vil fremtidsfuld-
mægtigen dog – indtil de fornødne foranstaltninger kan træf-
fes af dødsboet eller værgen – kunne foretage de retshand-
ler, der er nødvendige for at beskytte boet eller den (tidlige-
re) fuldmagtsgiver mod tab, jf. herved aftalelovens § 24.
4.6.5. Det foreslås endvidere, at en fremtidsfuldmagt ophø-
rer, hvis fremtidsfuldmægtigen frasiger sig hvervet, kommer
under værgemål eller har oprettet en fremtidsfuldmagt, der
sættes i kraft, jf. lovforslagets § 25.
For så vidt angår fremtidsfuldmægtigens adgang til at frasi-
ge sig hvervet bemærkes det, at en fremtidsfuldmagt kan
være oprettet længe før ikraftsættelsestidspunktet. Fremtids-
fuldmægtigens egne forhold kan således have ændret sig ef-
terfølgende, ligesom det reelle omfang af opgaven kan vise
sig mere omfattende end antaget af fuldmægtigen.
27
Er der andre fremtidsfuldmægtige eller indsat subsidiære
fremtidsfuldmægtige, som fortsat kan varetage hvervet, ved-
bliver fremtidsfuldmagten med at være i kraft med de på-
gældende som fuldmægtige. Ved Statsforvaltningens afgø-
relse om at sætte fremtidsfuldmagten i kraft, har Statsfor-
valtningen taget stilling til, om alle fremtidsfuldmægtige og
subsidiære fremtidsfuldmægtige opfylder betingelserne for
at varetage hvervet, og i tilfælde af en fremtidsfuldmægtigs
frasigelse heraf, er de øvrige fremtidsfuldmægtige og subsi-
diære fremtidsfuldmægtige således allerede legitimerede til
at handle i stedet. Der henvises i øvrigt til pkt. 4.2 ovenfor.
I lovforslagets § 28 bemyndiges justitsministeren til at fast-
sætte nærmere regler om pligt til at underrette Statsforvalt-
ningen om en fremtidsfuldmagts ophør. Bemyndigelsen vil
bl.a. kunne anvendes til at fastsætte regler om underretning
af Statsforvaltningen, hvis en fremtidsfuldmægtig frasiger
sig hvervet.
Efter lovforslagets § 27, stk. 3, vil Statsforvaltningen – når
den modtager en sådan underretning – foranstalte tinglys-
ning af en meddelelse herom i Personbogen. Hvis den pri-
mære fremtidsfuldmægtig har frasagt sig hvervet, vil det så-
ledes være muligt i Personbogen at se, at den eller de subsi-
diære fremtidsfuldmægtige er trådt i funktion.
4.6.6. I konsekvens af det tilsyn, som Statsforvaltningen til-
sigtes at skulle udøve med fremtidsfuldmægtigen, lægges
der med lovforslaget op til, at fremtidsfuldmagtsforholdet
kan bringes helt eller delvist til ophør ved Statsforvaltnin-
gens afgørelse.
Det foreslås således, at Statsforvaltningen – uden for de øv-
rige ophørstilfælde – vil kunne træffe afgørelse om en frem-
tidsfuldmagts ophør, hvis betingelserne for dens ikraftsæt-
telse, ikke længere er til stede, jf. nærmere herom under pkt.
4.2.5 ovenfor. Hvis der således er forhold, der gør det be-
tænkeligt at opretholde fremtidsfuldmagten, vil Statsforvalt-
ningen med lovforslaget få mulighed for at bringe fremtids-
fuldmagten helt eller delvist til ophør. Et sådant tilfælde vil
f.eks. kunne foreligge, hvis der opstår tvivl om fremtidsfuld-
mægtigenes evner til at varetage hvervet eller andet forhold,
som kan give anledning til begrundet tvivl om, hvorvidt
fremtidsfuldmagtsforholdet fortsat vil kunne fungere på be-
tryggende vis.
Det skal i den forbindelse bemærkes, at fremtidsfuldmagts-
ordningen er tænkt som et enkelt og privatretligt alternativ
til værgemål, og ordningen vil som følge heraf ikke være
egnet til at tage stilling til komplicerede tvister mv. I det
omfang der i forbindelse med Statsforvaltningens tilsyn
kommer forhold for dagen, som gør det betænkeligt at opret-
holde fremtidsfuldmagten, er det således ikke hensigten, at
Statsforvaltningen gennem omfattende undersøgelser mv.
søger at fremskaffe det fornødne grundlag for at afgøre
komplicerede tvister. Hvis det betænkelige forhold ikke
umiddelbart kan afkræftes ved de undersøgelsesskridt, som
Statsforvaltningen umiddelbart kan foretage inden for ram-
men af ordningen, skal fremtidsfuldmagten sættes ud af
kraft.
I de tilfælde, hvor en fremtidsfuldmagt ophører, og der ikke
er andre fremtidsfuldmægtige eller subsidiære fremtidsfuld-
mægtige, vil Statsforvaltningen kunne tage initiativ til at
indlede en sag om værgemål, jf. lovforslagets § 32, nr. 2.
Derved sikres det, at en person, der ikke er i stand til at va-
retage sine forhold, ikke som følge af Statsforvaltningen af-
gørelse bliver frataget nødvendig bistand hertil. Til vareta-
gelse af samme hensyn vil det private tilsyn kunne anmode
Statsforvaltningen om at indlede en værgemålssag, f.eks.
hvis tilsynet efter lovforslagets § 23 tilbagekalder en frem-
tidsfuldmagt, jf. lovforslagets § 32, nr. 1.
Statsforvaltningens indledning af en værgemålssag indebæ-
rer, at Statsforvaltningen tager de indledende skridt i sagen
efter værgemålslovens regler, herunder i forhold til at sørge
for sagens oplysning ved at indhente lægeerklæring og i for-
hold til at underrette den, som værgemålssagen vedrører
(fuldmagtsgiveren), og den pågældendes pårørende i over-
ensstemmelse med værgemålslovens §§ 19 og 20.
Der henvises til i øvrigt lovforslagets §§ 21-27 og § 32, nr. 1
og 2, og bemærkningerne hertil.
4.6.7. I overensstemmelse med de betragtninger der ligger
til grund for reglerne om påklage af Statsforvaltningens af-
gørelser om ikraftsættelse, jf. pkt. 4.2, finder Justitsministe-
riet, at også afgørelser om ændring, tilbagekaldelse og ophør
af fremtidsfuldmagter bør kunne påklages til Civilstyrelsen
af den samme kreds af klageberettigede.
Der henvises til pkt. 4.2 og bemærkningerne til lovforslagets
§ 29.
4.7. Digital kommunikation vedrørende fremtidsfuldmagter
4.7.1. Det indgår i den fælles offentlige digitaliseringsstrate-
gi 2011-2015, at skriftlig kommunikation mellem bl.a. bor-
gere og det offentlige som udgangspunkt skal overgå til di-
gital kommunikation, og at brevpost og anden skriftlig kom-
munikation udfases i løbet af 2015.
4.7.2. I overensstemmelse med digitaliseringsstrategien
foreslås det således, jf. lovforslagets § 8, stk. 2, og § 28, stk.
2, at justitsministeren bemyndiges til at fastsætte regler om
digital kommunikation mellem borgerne og Statsforvaltnin-
gen, mellem Statsforvaltningen og andre offentlige myndig-
heder og mellem Statsforvaltningen og private, der udfører
opgaver for det offentlige, i forbindelse med indgivelse af
anmodninger om ikraftsættelse af fremtidsfuldmagter og i
forbindelse med underretninger om en fremtidsfuldmagts til-
bagekaldelse, ændring eller ophør. Bemyndigelsen omfatter
endvidere fastsættelse af regler om undtagelser til kravet om
digital kommunikation i forhold til borgere, der ikke er it-
parate.
Der er ikke ved den foreslåede bemyndigelse til at fastsætte
krav om anvendelse af digital kommunikation lagt op til at
28
ændre grundlæggende forvaltningsretlige regler eller prin-
cipper om eksempelvis notatpligten, myndighedernes vej-
ledningspligt, pligten til at oplyse en sag tilstrækkeligt mv.,
udover indførelse af kravet om anvendelse af digital kom-
munikation. Kravet om digital kommunikation er en fravi-
gelse af det almindelige forvaltningsretlige udgangspunkt
om, at der er formfrihed for borgeren til at henvende sig til
offentlige myndigheder, som borgeren vil. Dette følger bl.a.
af lovbemærkningerne til forvaltningslovens § 32 a, jf. lov-
forslag nr. L 72 af 30. januar 2002 om ændring af forvalt-
ningsloven (Digital kommunikation) (Folketingstidende
2001-02, tillæg A, s. 2062), hvoraf det fremgår, at borgerne
som udgangspunkt, det vil sige, hvor der ikke i lovgivningen
er fastsat særlige formkrav, har ret til at henvende sig til for-
valtningen i den form, de selv ønsker, forudsat at forvaltnin-
gen teknisk er i stand til at modtage henvendelser i denne
form.
Forvaltningslovens § 32 a giver mulighed for, at vedkom-
mende minister kan fastsætte regler om ret til at anvende di-
gital kommunikation ved henvendelser til den offentlige for-
valtning og om de nærmere vilkår herfor, herunder fravige
formkrav i lovgivningen, der hindrer anvendelsen af digital
kommunikation. Forvaltningslovens § 32 a åbner imidlertid
alene for, at der kan fastsættes regler, der giver borgeren en
ret til at kommunikere digitalt med det offentlige, men giver
derimod ikke mulighed for at fastsætte en pligt for borgeren
til at kommunikere digitalt. Derfor foreslås det med dette
lovforslag at etablere hjemmel til at fastsætte regler om obli-
gatorisk digital kommunikation i de pågældende sager.
Efter forvaltningslovens § 7 skal en forvaltningsmyndighed
i fornødent omfang yde vejledning og bistand til personer,
der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighe-
dens sagsområde. De foreslåede bemyndigelsesbestemmel-
ser til at fastsætte regler om digital kommunikation ændrer
ikke denne pligt. Statsforvaltningen vil således have pligt til
at informere om, at ikraftsættelsesanmodninger og underret-
ninger til Statsforvaltningen mv. skal indgives til Statsfor-
valtningen på en bestemt måde, og til som hidtil i fornødent
omfang at yde vejledning og bistand til personer, der retter
henvendelse til Statsforvaltningen herom. Det vil i den for-
bindelse påhvile Statsforvaltningen at hjælpe borgere, der
ikke har mulighed for at kommunikere digitalt. Bemyndigel-
sesbestemmelserne vil ligeledes bl.a. blive udnyttet til at
fastsætte regler om undtagelser til kravet om digital kommu-
nikation.
4.7.3. I sammenhæng med de forslåede bemyndigelser til at
fastsætte regler om digital kommunikation vedrørende frem-
tidsfuldmagter foreslås det endvidere, at der fastsættes regler
om, hvornår en digital meddelelse kan anses for at være
kommet frem, jf. lovforslagets § 8, stk. 2, og § 28, stk. 2.
Der vil således kunne fastsættes regler om, at en digital
meddelelse vil blive anset for at være kommet frem til
adressaten for meddelelsen (i dette tilfælde Statsforvaltnin-
gen), når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen,
det vil sige fra det tidspunkt, hvor Statsforvaltningen har
mulighed for at gøre sig bekendt med indholdet af meddelel-
sen. Det er således uden betydning, om eller hvornår adres-
saten gør sig bekendt med indholdet af meddelelsen. En
meddelelse vil normalt være tilgængelig for en myndighed
på det tidspunkt, hvor myndigheden kan behandle eller læse
meddelelsen. Dette tidspunkt vil normalt blive registreret
automatisk i modtagelsessystemet eller i et datasystem. En
meddelelse, der først er tilgængelig efter kl. 24:00, anses
normalt først for modtaget den dag, meddelelsen er tilgæn-
gelig. En ansøgning, anmeldelse, meddelelse mv., der er til-
gængelig i myndighedens system eksempelvis klokken
23:59 den 30. november, er således kommet frem den 30.
november, uanset at der ikke fysisk sidder en medarbejder
hos myndigheden og gør sig bekendt med meddelelsen på
dette tidspunkt, der ligger uden for normal arbejdstid/
åbningstid. Det kan med digital selvbetjening præcist regi-
streres, hvornår en meddelelse mv. er kommet frem. Hvor-
vidt fremkomsten er rettidig, må bedømmes efter de gælden-
de forvaltningsretlige regler og eventuelle tidsfrister fastsat i
eller i medfør af særlovgivningen. I de tilfælde, hvor myn-
digheden har behov for at gøre sig bekendt med en medde-
lelse inden et bestemt tidspunkt, må der fastsættes en tids-
frist, der indeholder såvel en dato som et præcist klokkeslæt
for, hvornår anmeldelsen skal være indgivet for at være
kommet frem rettidigt. Kan modtagelsestidspunktet for en
digital meddelelse ikke fastlægges som følge af problemer
med myndighedens it-system eller andre lignende proble-
mer, må meddelelsen anses for at være kommet frem på det
tidspunkt, hvor meddelelsen blev afsendt, hvis der kan frem-
skaffes pålidelige oplysninger om afsendelsestidspunktet.
Det vil således ikke komme afsenderen til skade, at medde-
lelse mv. modtages efter fristens udløb, hvis dette skyldes
systemnedbrud hos myndigheden.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 8, stk. 2, og § 28,
stk. 2, og bemærkningerne hertil.
5. Ligestillingsvurdering af lovforslaget
Lovforslaget er kønsneutralt og den foreslåede fremtidsfuld-
magtsordning omfatter både kvinder og mænd samt yngre
og ældre mennesker. Lovforslaget er i øvrigt ikke begrænset
til at angå en nærmere afgrænset persongruppe. Lovforslaget
vil imidlertid bl.a. være relevant for personer, der lider af
sygdomme i hjernen og demenssygdomme. Mænd diagno-
sticeres lidt hyppigere end kvinder med Parkinsons sygdom.
Flere kvinder end mænd diagnosticeres dog med demens-
sygdomme, og omtrent dobbelt så mange ældre kvinder som
mænd har Alzheimers sygdom. Lovforslaget forbedrer rets-
stillingen for de pågældende og kan således have positive li-
gestillingsmæssige konsekvenser.
6. Økonomiske og administrative konsekvenser for det
offentlige
Lovforslaget vil indebære meromkostninger for det offentli-
ge, som foreslås finansieret gennem et omkostningsdækken-
de gebyr.
Der skal etableres et offentligt registreringssystem, således
at fremtidsfuldmagter oprettes elektronisk. Oprettelsen i re-
29
gisteret vil som hovedregel ske ved hjælp af en digital selv-
betjeningsløsning. Det skal være muligt efterfølgende at op-
datere den oprettede fremtidsfuldmagt i registeret, indtil der
er sket vedkendelse for notaren. Samlet set vurderes opret-
telse af et sådant register ved Tinglysningsretten at indebære
en engangsudgift på 0,8 mio. kr. Drift og vedligehold af re-
gisteret kan afholdes inden for Domstolsstyrelsens ramme.
Herudover vil byretterne skulle foretage notarialforretnin-
ger, når fuldmagtsgiveren som led i oprettelsen af en frem-
tidsfuldmagt vedkender sig den for notaren. I den forbindel-
se vil notaren skulle forsyne fremtidsfuldmagten med en på-
tegning. Notarpåtegning vil ske digitalt og kun i meget be-
grænset omfang medføre sagsbehandling ved byretten. Efter
retsafgiftslovens § 42 svares 300 kr. for notarialforretninger.
Der vil desuden være omkostninger forbundet med sagsbe-
handling, idet Statsforvaltningen vil skulle træffe afgørelse i
forbindelse med ikrafttrædelse af fuldmagter, tilsyn, tilbage-
kaldelse samt ophør af sager. Social- og Indenrigsministeriet
vurderer, at den gennemsnitlige omkostning pr. ikrafttrædel-
sessag vil være 866 kr.
Det vurderes, at håndtering af klagesager til Civilstyrelsen
vil have et begrænset omfang, som kan holdes inden for Ju-
stitsministeriets ramme.
Samlet set vurderes den forventede omkostning pr. sag in-
klusiv oprettelse af elektronisk register at være ca. 900 kr.
Der indføres derfor et omkostningsdækkende gebyr på dette
beløb, når fuldmagten sættes i kraft.
7. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet m.v.
Lovforslaget vurderes ikke at have økonomiske og admini-
strative konsekvenser for erhvervslivet af betydning.
8. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget vil alene berøre borgere, som vælger at oprette
en fremtidsfuldmagt. For disse borgere vil lovforslaget have
begrænsede administrative konsekvenser.
Lovforslaget vil indebære, at fremtidsfuldmagter som ho-
vedregel skal oprettes digitalt i fremtidsfuldmagtsregisteret
og efterfølgende vedkendes for en notar. Lovforslaget vil
endvidere indebære, at anmodninger om ikraftsættelse af
fremtidsfuldmagter og underretninger om tilbagekaldelse og
ophør af fremtidsfuldmagter samt kommunikation med
Statsforvaltningen herom som hovedregel skal foregå digi-
talt.
Lovforslaget vil endvidere indebære, at borgere, som ønsker
at oprette en fremtidsfuldmagt, vil skulle betale 300 kr. for
en notarialforretning. En borger, som søger om at sætte en
allerede oprettet fremtidsfuldmagt i kraft, vil skulle betale
900 kr.
Herudover forventes lovforslaget ikke at have administrative
konsekvenser for borgerne.
9. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
10. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
11. Hørte myndigheder og organisationer mv.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 18. december
2015 til den 15. januar 2016 været sendt i høring hos følgen-
de myndigheder og organisationer mv.:
Østre Landsret, Vestre Landsret, Sø- og Handelsretten, by-
retterne, Advokatsamfundet, Alzheimerforeningen, Andels-
boligforeningens fællesrepræsentation ABF, Arbejderbevæ-
gelsens Erhvervsråd, Copenhagen Business School, Juridisk
Institut, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Folkeop-
lysnings Samråd, Dansk Kredit Råd, Dansk Revisorfor-
ening, Danske Advokater, Danske Boligadvokater, Danske
Regioner, Danske Ældreråd, Datatilsynet, Den Danske
Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Dom-
stolsstyrelsen, Ejendomsforeningen Danmark, Ejendoms-
mæglernes Landsorganisation, Finansrådet, Forbrugerom-
budsmanden, Forbrugerrådet, Forbrugerklagenævnet, For-
eningen af speciallæger, Foreningen Danske Revisorer, For-
eningen af Faste Værger i Danmark, Foreningen af Statsfor-
valtningsjurister, Forsikring & Pension, FSR-danske reviso-
rer, Hjernesagen, Hjerneskadeforeningen, Investeringsfor-
eningsrådet, KL, Københavns Universitet (Det Juridiske Fa-
kultet), Lægeforeningen, Parkinsonforeningen, Pengeinstitu-
tankenævnet, Praktiserende Lægers Organisation, Realkre-
ditforeningen, Realkreditankenævnet, Realkreditrådet, Rets-
lægerådet, Rigsombudsmanden i Grønland, Rigsombuds-
manden på Færøerne, Syddansk Universitet (Juridisk Insti-
tut), Udbetaling Danmark, Ældresagen, Aalborg Universitet
(Juridisk Institut) og Aarhus Universitet (Juridisk Institut).
30
12. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindre udgifter Negative konsekvenser/merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Ingen Lovforslaget vil indebære meromkost-
ninger for det offentlige til etablering af
et register samt til Statsforvaltningens
behandling af sager om fremtidsfuld-
magter. Meromkostningerne foreslås fi-
nansieret gennem et omkostningsdæk-
kende gebyr.
Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Ingen Lovforslaget indebærer ændringer i de
berørte myndigheders sagsgange, men
vurderes ikke umiddelbart at have nega-
tive administrative konsekvenser af væ-
sentligt omfang.
Økonomiske konsekvenser for er-
hvervslivet m.v.
Ingen Ingen af betydning.
Administrative konsekvenser for er-
hvervslivet m.v.
Ingen Ingen af betydning.
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for bor-
gerne
Ingen Lovforslaget vil kun berøre borgere,
som opretter en fremtidsfuldmagt.
Lovforslaget indebærer, at fremtidsfuld-
magter som hovedregel skal oprettes di-
gitalt i Fremtidsfuldmagtsregisteret, og
at fuldmagtsgiveren efterfølgende skal
vedkende sig fuldmagten for notaren.
Lovforslaget indebærer endvidere, at
anmodninger om ikraftsættelse af frem-
tidsfuldmagter og efterfølgende kom-
munikation med myndighederne som
hovedregel skal foregå digitalt.
Lovforslaget indebærer endvidere, at
der ved oprettelse af en fremtidsfuld-
magt skal betales 300 kr. for notarialfor-
retningen, og at der ved anmodninger
om ikraftsættelse af en fremtidsfuld-
magter skal betales et gebyr.
Forholdet til EU-retten Forslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til kapitel 1
Oprettelse og indhold af fremtidsfuldmagter
Til § 1
Den foreslåede bestemmelse omhandler de krav, som en
person skal opfylde for at oprette en fremtidsfuldmagt, lige-
som bestemmelsen fastlægger begrebet ”fremtidsfuldmagt”,
herunder den tilstand, som fuldmagtens ikraftsættelse er be-
tinget af.
Af den foreslåede bestemmelses 1. led følger det, at den, der
kan oprette en fremtidsfuldmagt, skal være fyldt 18 år og
være i stand til at handle fornuftmæssigt.
Fuldmagtsgiveren vil således skulle være en voksen fysisk
person. Fuldmagtsgiveren vil endvidere skulle være i stand
til at forstå og overskue konsekvenserne af at afgive en bin-
dende fremadrettet viljeserklæring. Kravene til fuldmagtsgi-
verens habilitet svarer således til kravene til testator ved op-
rettelse af testamente, jf. arvelovens § 63, stk. 2, nr. 2 og §
64, stk. 5, nr. 4, hvorefter det er en betingelse for at oprette
testamente, at testator er i stand til fornuftsmæssigt at opret-
te testamente.
De anførte krav til fuldmagtsgiveren skal være opfyldt på
oprettelsestidspunktet, jf. nærmere om dette tidspunkt i lov-
forslagets § 3 og bemærkningerne hertil.
Den foreslåede bestemmelses 2. led fastlægger den tilstand,
som fremtidsfuldmagtens ikraftsættelse er betinget af, og der
ville ikke kunne fastsættes bestemmelser, som afviger herfra
31
i fremtidsfuldmagten. En fremtidsfuldmagt vil således kun-
ne oprettes med henblik på at træde i kraft på et senere tids-
punkt, hvor fuldmagtsgiveren som følge af sygdom, svækket
mental funktion eller helbred eller lignende ikke længere har
evne til at varetage sine forhold inden for de områder, som
er omfattet af fuldmagten. 2. led indeholder dels et helbreds-
kriterium: ”sygdom, svækket mental funktion eller helbred
eller lignende”, dels et evnemangelskriterium: ”ikke længere
har evne til at varetage sine forhold inden for de områder,
som er omfattet af fuldmagten”.
Kriterierne forudsættes at svare til helbreds- og evneman-
gelskriterierne i værgemålslovens § 5, stk. 1 og 2, jf. nærme-
re herom pkt. 3.3.1 i lovforslagets almindelige bemærknin-
ger. Ordlyden af den foreslåede bestemmelse afviger fra de
nævnte bestemmelser i værgemålsloven, hvilket dog alene
er begrundet i redaktionelle årsager og hensynet til en sprog-
lig modernisering.
I det omfang fuldmagtsgiver opfylder det helbredsmæssige
kriterium, f.eks. ved at være diagnosticeret med en demens-
sygdom, vil fremtidsfuldmagten således først kunne sættes i
kraft, når fuldmagtsgiver som følge af sygdommen ikke
længere har evne til at varetage de forhold, som er omfattet
af fremtidsfuldmagten (evnemangelskriteriet). I modsætning
til værgemålslovens § 5, stk. 1 og 2, indeholder den foreslå-
ede bestemmelse ikke en betingelse om, at der – ud over
helbreds- og evnemangelskriterierne – tillige skal være et
konkret behov for ikraftsættelse.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.1 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 2
Den foreslåede bestemmelse fastlægger indholdet og omfan-
get af en fremtidsfuldmagt.
Den foreslåede bestemmelses stk. 1 indebærer, at en frem-
tidsfuldmagt kan gives til en eller flere fremtidsfuldmægtige
med henblik på at varetage fuldmagtsgivers økonomiske og
personlige forhold. Fuldmagten kan begrænses til at angå et
eller flere bestemte forhold. Der vil således i overensstem-
melse med de almindelige fuldmagtsregler kunne gives fuld-
magt til en eller flere personer (fremtidsfuldmægtige). Det
forudsættes, at fremtidsfuldmægtige skal være fysiske per-
soner, jf. herved lovforslagets § 7, stk. 2.
Fremtidsfuldmagten vil kunne omfatte både økonomiske og
personlige forhold for fuldmagtsgiveren. For så vidt angår
økonomiske forhold, kan en fremtidsfuldmagt således om-
fatte de samme forhold som værgemål, jf. herved værge-
målslovens § 5. Om værgelovens § 5 kan der henvises til
pkt. 3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
En fremtidsfuldmagt i personlige forhold har et snævrere an-
vendelsesområde end værgemål, idet anvendelsesområdet er
begrænset til at repræsentere fuldmagtsgiveren over for of-
fentlige myndigheder, jf. pkt. 4.3.2 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger og lovforslagets § 10 og bemærkningerne
hertil, mens et værgemål i personlige forhold kan omfatte
personlige forhold bredere set, herunder mere private for-
hold, som f.eks. religiøse forhold.
Bestemmelsen bygger på princippet om aftalefrihed, og en
fremtidsfuldmagt vil således kunne omfatte fuldmagtsgive-
rens økonomiske og personlige forhold generelt eller alene
et eller flere bestemte forhold. Således vil der f.eks. kunne
gives fremtidsfuldmagt til foretagelse af specifikke bankfor-
retninger, til salg eller udlejning af fast ejendom eller til at
repræsentere fuldmagtsgiveren over for kommunen i forbin-
delse med ansøgning om hjælp i hjemmet. Ligeledes vil der
kunne gives fuldmagt til at varetage alle fuldmagtsgiverens
forhold, dvs. personlige og økonomiske forhold generelt.
Fremtidsfuldmagter må i almindelighed forventes at blive
oprettet som en generel fuldmagt, der giver meget vide befø-
jelser til at handle på fuldmagtsgivers vegne. Dette har sam-
menhæng med, at det kan være vanskeligt på forhånd at for-
udse, i hvilke forhold der vil kunne opstå behov for at re-
præsentere fuldmagtsgiver, og en for begrænset fuldmagt
kan føre til, at fuldmagtsgivers interesser ikke vil kunne bli-
ve varetaget, når fuldmagtsgiver ikke længere selv kan.
Fuldmagt med vide beføjelser vil således i almindelighed
være i fuldmagtsgiverens interesse.
Efter den foreslåede bestemmelses stk. 2 kan fuldmagtsgive-
ren indsætte en eller flere subsidiære fremtidsfuldmægtige,
som først får beføjelse til at handle på fuldmagtsgiverens
vegne i tilfælde af de (primære) fremtidsfuldmægtiges for-
fald.
Bestemmelsen opregner de relevante forfaldssituationer. Der
vil være tale om midlertidigt forfald, hvis der skal foretages
en retshandel, hvor den primære fremtidsfuldmægtig vil væ-
re i en interessekonflikt i forhold til fuldmagtsgiveren, jf.
lovforslagets § 13. Der vil kunne være tale om varigt for-
fald, hvis den (primære) fremtidsfuldmægtig på ikraftsættel-
sestidspunktet ikke opfylder betingelserne for være frem-
tidsfuldmægtig, jf. § 7, stk. 2 og 3, fremtidsfuldmægtigen
frasiger sig hvervet mv., jf. lovforslagets § 25, eller Statsfor-
valtningen sætter fremtidsfuldmagten ud af kraft i forhold til
den pågældende, jf. lovforslagets § 26.
Når forfaldssituationen foreligger, vil den eller de subsidiæ-
re fremtidsfuldmægtige umiddelbart – dvs. uden afgørelse
fra Statsforvaltningen – få de samme beføjelser til at handle
og underlægges samme forpligtelser som de (primære)
fremtidsfuldmægtige, jf. lovforslagets kapitel 3.
Der er tale om en udtømmende opregning af de forfaldssi-
tuationer, hvor en subsidiær fremtidsfuldmægtig får beføjel-
ser til at handle, og den subsidiære fremtidsfuldmægtig får
således ikke beføjelser i andre forfaldssituationer, f.eks. hvis
den (primære) fremtidsfuldmægtig er bortrejst på ferie.
En subsidiær fremtidsfuldmægtig skal opfylde de samme
krav som de (primære) fremtidsfuldmægtige, herunder ved
fremtidsfuldmagtens ikraftsættelse.
32
Efter den foreslåede bestemmelses stk. 3 kan det i fremtids-
fuldmagten bestemmes, at en tredjepart skal have indseende
med, hvordan den, der har fremtidsfuldmagt, varetager sit
hverv. Fuldmagtsgiver har således mulighed for – som sup-
plement til det almindelige tilsyn efter lovforslagets § 21 –
at træffe bestemmelse om et privat tilsyn. Fuldmagtsgiver
kan således bestemme, at f.eks. en advokat, en revisor eller
en person, som vedkommende har tillid til, skal føre tilsyn
med fremtidsfuldmægtigen. Et sådan privat tilsyn vil inde-
bære, at fremtidsfuldmægtigen på anmodning skal meddele
den pågældende tilsynsperson oplysninger om forvaltningen
af fuldmagtsforholdet. Det private tilsyns omfang vil i øvrigt
bero på, hvad fuldmagtsgiver nærmere bestemmer i frem-
tidsfuldmagten. Det kan således f.eks. bestemmes i fuldmag-
ten, at fremtidsfuldmægtigen skal rådføre sig med det priva-
te tilsyn i forhold til bestemte dispositioner eller have god-
kendt disse af tilsynet. Ligeledes kan det være bestemt i
fuldmagten, at det private tilsyn skal have tilbagekaldelses-
beføjelser, hvis det private tilsyn finder, at der er grund til at
bringe fuldmagtsforholdet til ophør. Herom henvises der til
lovforslagets § 23.
Hvis fremtidsfuldmægtigen undlader at rådføre sig med det
private tilsyn eller at få godkendt en disposition i tilfælde,
hvor det følger af fuldmagten, vil fremtidsfuldmægtigen til-
sidesætte sine pligter efter lovforslagets § 12. Det private til-
syn vil herefter have mulighed for at rette henvendelse til
Statsforvaltningen med henblik på, at Statsforvaltningen ud-
nytter sine tilsynsbeføjelser – og om nødvendigt sætter
fremtidsfuldmagten ud af kraft.
Hvis det private tilsyn er tillagt beføjelse til at tilbagekalde
fuldmagten, vil tilsynet efter omstændighederne kunne gøre
dette.
Det forudsættes, at det private tilsyn i fremtidsfuldmagten er
tilstrækkelig præcist beskrevet til at kunne identificeres, dvs.
ved angivelse af et cpr. - eller et CVR-nummer.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.1 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 3
Den foreslåede bestemmelse omhandler de formelle krav,
der skal være opfyldt, for at en fremtidsfuldmagt er gyldigt
oprettet i lovforslagets forstand. Der er dels tale om form-
og registreringskrav, som har til formål at sikre kendskab til
fremtidsfuldmagtens eksistens og en præcis fastlæggelse af
dens indhold. Dels er der tale om et krav om vedkendelse
over for en notar, som har til formål at sikre, at fuldmagtsgi-
veren har evne til at handle fornuftsmæssigt, og at fuld-
magtsoprettelsen er udtryk for vedkommendes ønske. Hen-
set til at fremtidsfuldmagten er oprettet digitalt, og henset til
at fremtidsfuldmagten efter ikraftsættelsen vil skulle anven-
des digitalt, foreslås det, at notarens påtegning ligeledes vil
blive afgivet digitalt, således at den til enhver tid eksisteren-
de fuldmagt foreligger i registeret i digital form.
Efter den foreslåede bestemmelses stk. 1 bliver fremtidsfuld-
magter omfattet af et skriftlighedskrav. Tilsvarende krav fin-
der anvendelse for andre fremadrettede viljeserklæringer,
f.eks. oprettelse af testamente, jf. arvelovens § 63, stk. 1, og
§ 64, stk. 1, og livstestamente, jf. § 2 i bekendtgørelse nr.
240 af 20. marts 2007 om livstestamenter.
Efter den foreslåede bestemmelse skal en fremtidsfuldmagt
for at være gyldig for det første oprettes i et særligt register
over fremtidsfuldmagter, der benævnes Fremtidsfuldmagts-
registeret. Fremtidsfuldmagten skal for det andet for at være
gyldig vedkendes for en notar. Det betyder, at fuldmagten
først er oprettet i lovforslagets forstand, når den er registre-
ret i Fremtidsfuldmagtsregisteret, og fuldmagtsgiveren har
vedkendt sig fuldmagten over for notaren, som derefter har
forsynet fuldmagten med en påtegning.
De formelle oprettelseskrav indebærer, at der opnås sikker-
hed for oprettelsestidspunktet, fordi datoen for notarens på-
tegning vil ligge fast.
Med lovforslaget lægges der op til, at den første del af opret-
telsen – fuldmagtsgiverens oprettelse af fuldmagten i Frem-
tidsfuldmagtsregisteret – som udgangspunkt sker digitalt
ved anvendelse af en selvbetjeningsløsning og digital signa-
tur. Fuldmagtsgiverens oprettelse af fuldmagten i registeret
er således en samtidig underskrift af fuldmagten. Der lægges
således op til, at fuldmagtsgiveren via en digital løsning og
med sine personlige oplysninger logger sig ind i registeret.
Det vil være obligatorisk bl.a. at indtaste eget og fremtids-
fuldmægtigens cpr. -nummer, men selve fremtidsfuldmagten
vil skulle vedhæftes som et separat dokument, hvoraf det in-
dividuelle indhold af fuldmagten vil fremgå.
Den efterfølgende del af oprettelsen af en fremtidsfuldmagt
består i, at fremtidsfuldmagten vedkendes for en notar. No-
taren vil – på samme måde som ved testamentsoprettelse –
ved sin påtegning på fremtidsfuldmagten bekræfte fuld-
magtsgiverens identitet, evne til at handle fornuftsmæssigt,
og at fuldmagtsoprettelsen er udtryk for vedkommendes øn-
ske. Henset til at fremtidsfuldmagten på vedkendelsestids-
punktet allerede er oprettet af fuldmagtsgiveren i digital
form, vil notarens påtegning ligeledes skulle afgives digitalt
på det foreliggende digitale dokument. Der vil således ikke
være tale om – sådan som det er tilfældet ved oprettelse af et
testamente – at fremtidsfuldmagten vil skulle medbringes i
papirform til notarforretningen, og notaren vil heller ikke
skulle foretage efterbehandling i form af registrering af
fremtidsfuldmagten i registeret eller sørge for opbevaring af
kopi af fuldmagten. Notarens opgaver vil i øvrigt svare til
opgaverne ved andre notarialforretninger, jf. bekendtgørelse
nr. 1555 af 18. december 2007 med senere ændringer.
Den foreslåede bestemmelse i § 3, stk. 2, svarer med enkelte
tilpasninger til arvelovens § 63, stk. 2, om foretagelse af no-
tarialforretninger ved oprettelse af testamenter. Det betyder,
at notaren ved sin påtegning af fremtidsfuldmagten skal af-
give erklæring om fuldmagtsgiverens identitet, om hvorvidt
fuldmagtsgiveren fornuftsmæssigt er i stand til at vedkende
33
sig fremtidsfuldmagten, om hvilke personer der er til stede
under notarialforretningen, og om andre omstændigheder,
der kan være af betydning for fremtidsfuldmagtens gyldig-
hed. Det indebærer bl.a., at hvis notaren får indtryk af, at
fuldmagtsgiveren ikke har evnen til fornuftsmæssigt at op-
rette fremtidsfuldmagten, kan notaren afvise at medvirke til
oprettelsen. Det indebærer endvidere, at notaren kan udsætte
notarialforretningen med henblik på, at der bringes en læge
til stede, eller at fuldmagtsgiveren indhenter en lægeerklæ-
ring angående vedkommendes evne til at handle fornufts-
mæssigt. Det indebærer også, at notaren ved tvivl om fuld-
magtsgiverens evne til at handle fornuftsmæssigt – hvis no-
tarialforretningen ikke udsættes med henblik på at indhente
en lægeerklæring, eller hvis notaren uanset lægeerklæringen
fortsat er i tvivl herom – i sin påtegning skal give udtryk for
sin tvivl. En sådan notarpåtegning vil indgå i Statsforvalt-
ningens behandling af en efterfølgende ikraftsættelsessag.
Den foreslåede bestemmelses stk. 3 indebærer, at der for
hver fuldmagtsgiver alene kan være registreret en fremtids-
fuldmagt, forstået som et fuldmagtsdokument. Der kan såle-
des ikke samtidigt være registreret flere fremtidsfuldmagter
(dokumenter). Der kan derimod være tilknyttet flere frem-
tidsfuldmægtige – eventuelt med forskellige beføjelser – til
et sådant fuldmagtsdokument. Hvis fuldmagtsgiveren ønsker
at ændre indholdet af fuldmagten, kan dette ske i overens-
stemmelse med lovforslagets kapitel 7, således at der regi-
streres et nyt samlet fuldmagtsdokument i registeret.
Der henvises herom til lovforslagets § 22 og bemærkninger-
ne hertil.
Efter den foreslåedes bestemmelses stk. 4, 1. pkt., bemyndi-
ges justitsministeren til at fastsætte regler om Fremtidsfuld-
magtsregisteret. Det vil bl.a. omfatte regler om, hvem der
har adgang til registeret, dvs. efter den foreslåede ordning i
første omgang fuldmagtsgiveren, som opretter fuldmagten,
notaren, som skal påføre fuldmagten sin påtegning, og Stats-
forvaltningen, der bl.a. skal træffe afgørelse om at sætte
fuldmagten i kraft. Det bemærkes i den forbindelse, at fuld-
magten i Fremtidsfuldmagtsregisteret endnu ikke er trådt i
kraft, hvorfor der ikke er behov for at aftaleparter skal have
adgang til registeret. Når fremtidsfuldmagten sættes i kraft,
vil den blive overført til Personbogen, hvorefter den fuldt ud
vil være tilgængelig for aftaleparter mv.
Der henvises herom til lovforslagets § 27 og bemærkninger-
ne hertil.
Bemyndigelsen omfatter endvidere fastsættelse af regler om
oprettelse af fremtidsfuldmagter, herunder hvordan oprettel-
sen nærmere skal foretages ved brug af den digitale løsning,
der stilles til rådighed, jf. stk. 1, for at fremtidsfuldmagten er
gyldigt oprettet og registreret.
Bemyndigelsen omfatter derudover fastsættelse af regler om
registrering af fremtidsfuldmagter, herunder i hvilke tilfælde
registrering kan afvises pga. formelle mangler, f.eks. hvis
der ikke er indsat en fremtidsfuldmægtig eller angivet noget
indhold af fuldmagten, eller fuldmagtsgiveren forsøger at re-
gistrere flere fremtidsfuldmagter på samme tid, jf. bemærk-
ningerne til bestemmelsens stk. 2.
Bemyndigelsen kan tillige udnyttes til at fastsætte regler om
behandling af personoplysninger i registeret og om vedlige-
holdelse af registeret.
Efter den foreslåede bestemmelses stk. 4, 2. pkt., bemyndi-
ges justitsministeren til at fastsætte regler om notarens virk-
somhed, og om hvordan vedkendelse af fremtidsfuldmagten
for notaren nærmere foretages. Det forudsættes, at notarial-
forretningen i det væsentligste vil foregå på samme måde
som ved testamentsoprettelse, dog tilpasset at en fremtids-
fuldmagt foreligger i digital form frem for i fysisk form, og
at notaren ikke vil skulle foretage efterbehandling i form af
registrering af fremtidsfuldmagten mv.
Bemyndigelsen indebærer, at justitsministeren vil kunne
fastsætte nærmere regler om notarens virksomhed mv. i for-
hold til fremtidsfuldmagter, som svarer til de regler, der ef-
ter bekendtgørelse nr. 1555 af 18. december 2007 om notari-
alforretninger med senere ændringer gælder for oprettelse af
notartestamenter.
Det vil bl.a. omfatte regler om fremgangsmåde ved sådanne
notarialforretninger, herunder om hvordan en i Fremtids-
fuldmagtsregisteret oprettet fremtidsfuldmagt gøres klar til
vedkendelsen for notaren, om hvorvidt vedkendelsen for no-
taren skal ske inden for en vis tidsfrist efter, at fremtidsfuld-
magten er gjort klar til vedkendelse, og om konsekvenserne
af at en sådan tidsfrist ikke overholdes.
Efter den foreslåede bestemmelses stk. 4, 3. pkt., bemyndi-
ges justitsministeren endvidere til at fastsætte regler om, i
hvilke tilfælde oprettelse af fremtidsfuldmagter kan ske
uden anvendelse af den pågældende digitale løsning, og
hvordan oprettelsen og vedkendelsen i givet fald skal foreta-
ges. Bemyndigelsen vil bl.a. blive udnyttet til at fastsætte
regler om, hvordan en fremtidsfuldmagt undtagelsesvist gyl-
digt kan oprettes fysisk, hvordan en fremtidsfuldmagt i så-
danne tilfælde skal vedkendes, og hvordan registreringen i
Fremtidsfuldmagtsregisteret i tilknytning til oprettelsen skal
ske. Reglerne vil omfatte personer, der f.eks. som følge af
handicap eller manglende it-kompetencer er fritaget fra kra-
vet om at modtage digital post fra det offentlige, og som
derfor heller ikke kan antages at være i stand til at oprette en
fremtidsfuldmagt digitalt. Der henvises i øvrigt til pkt. 4.1 i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
I de undtagelsesvise tilfælde, hvor en fuldmagtsgiver ikke er
i stand til at oprette fuldmagten digitalt, jf. § 3, stk. 4, 3.
pkt., lægges der op til at fastsætte regler om, at den pågæl-
dende i stedet hos Statsforvaltningen vil skulle underskrive
fuldmagten, hvorefter Statsforvaltningen vil drage omsorg
for registreringen. I den forbindelse vil Statsforvaltningen
påse fuldmagtsgiverens identitet, evne til at handle fornufts-
mæssigt, og at fremtidsfuldmagtens oprettelse er udtryk for
den pågældendes ønske, dvs. at Statsforvaltningen vil vare-
34
tage den funktion, som notaren ellers varetager under ved-
kendelsesforretningen. Statsforvaltningen vil i den forbin-
delse påtegne fuldmagten. En fremtidsfuldmagt, der ikke
oprettes digitalt, vil således ikke skulle vedkendes for en no-
tar. I de pågældende tilfælde er fuldmagten først oprettet i
lovforslagets forstand fra og med det tidspunkt, hvor fuld-
magten registreres i registeret. Registreringen vil dog som
udgangspunkt ske umiddelbart i forlængelse af underskrif-
ten, således at der ikke vil forløbe en længere tidsperiode
mellem underskriften og registreringen.
Det vil være en gyldighedsbetingelse for en fremtidsfuld-
magt, at den er oprettet og registreret i overensstemmelse
med § 3 og regler, der er udstedt i medfør heraf. Hvis en
fremtidsfuldmagt ikke opfylder disse betingelser, vil den
som udgangspunkt blive afvist af Statsforvaltningen senest
på det tidspunkt, hvor der anmodes om ikraftsættelse, jf.
lovforslagets § 4, stk. 4.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.1 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til kapitel 2
Fremtidsfuldmagtens ikraftsættelse
Til § 4
Den foreslåede bestemmelse omhandler anmodninger om at
sætte fremtidsfuldmagter i kraft.
Det følger af den foreslåede bestemmelses stk. 1, at en an-
modning om at sætte en fremtidsfuldmagt i kraft skal indgi-
ves af fuldmagtsgiveren eller fremtidsfuldmægtigene i for-
ening til Statsforvaltningen.
Efter bestemmelsen er både fuldmagtsgiveren og fremtids-
fuldmægtigene berettigede til at fremsætte anmodningen.
Er der flere fremtidsfuldmægtige indsat i fremtidsfuldmag-
ten, vil anmodningen skulle indgives af disse i forening. Det
forudsættes dog, at hvis en af flere fremtidsfuldmægtige er
ude af stand til at varetage hvervet, jf. lovforslagets § 7, stk.
2, eller ikke ønsker at påtage sig hvervet, kan anmodningen
indgives af de øvrige fremtidsfuldmægtige i forening. Det
vil ikke være en betingelse, at eventuelle subsidiære frem-
tidsfuldmægtige også er med til at indgive anmodningen.
Det forudsættes dog, at den eller de subsidiære fremtidsfuld-
mægtige vil kunne indgive anmodningen, hvis den eller de
(primære) fremtidsfuldmægtige er ude af stand til at vareta-
ge hvervet, jf. lovforslagets § 7, stk. 2. Hvis den eller de pri-
mære fremtidsfuldmægtige f.eks. er kommet under værge-
mål, vil den eller de subsidiære fremtidsfuldmægtige således
have adgang til at indgive anmodningen. Ligeledes vil den
eller de subsidiære fuldmægtige kunne indgive anmodnin-
gen, hvis den eller de primære fremtidsfuldmægtige ikke øn-
sker at påtage sig hvervet.
Hvis der er flere fremtidsfuldmægtige, som ikke indbyrdes
kan blive enige om at indgive anmodningen, vil anmodnin-
gen ikke kunne indgives.
Det må almindelighed forventes, at det vil være fremtids-
fuldmægtigene, der tager initiativ til at anmode om ikraft-
sættelse af en fremtidsfuldmagt, fordi ikraftsættelsen er be-
tinget af fuldmagtsgiverens manglende evne til at varetage
sine forhold inden for de områder, som er omfattet af fuld-
magten. På det tidspunkt, hvor fremtidsfuldmagtens ikraft-
sættelse bliver aktuel, kan det således være vanskeligt for
fuldmagtsgiveren at indlede sagen. Den foreslåede bestem-
melse indebærer imidlertid ikke begrænsninger i fuldmagts-
giverens adgang til at indgive anmodningen til Statsforvalt-
ningen, og fuldmagtsgiveren har således samme adgang her-
til som fremtidsfuldmægtigene.
Anmodningen til Statsforvaltningen vil skulle fremsættes på
det tidspunkt, hvor fuldmagtsgiveren efter sin egen eller
fremtidsfuldmægtigenes vurdering ikke længere har evne til
at varetage sine forhold inden for de områder, som er omfat-
tet af fuldmagten, jf. lovforslagets § 1.
Den foreslåede bestemmelses stk. 2 har – i tilfælde, hvor an-
modningen indgives af fremtidsfuldmægtigene – til formål
at sikre, at fuldmagtsgiver inddrages i processen.
Efter stk. 2, 1., pkt. har fremtidsfuldmægtigene således pligt
til at drøfte anmodningens indgivelse med fuldmagtsgiver,
medmindre denne ikke er i stand til at forstå betydningen
heraf. Drøftelsen vil skulle ske, inden anmodningen om
ikraftsættelse af fremtidsfuldmagten indgives. Drøftelsen
forudsættes nærmere at skulle omfatte, at fremtidsfuldmæg-
tigene underretter fuldmagtsgiveren om, at fuldmagtsgiveren
efter deres opfattelse ikke længere har evne til at varetage si-
ne forhold, og at der i lyset heraf er behov for at indgive an-
modningen. Fuldmagtsgiveren vil herefter skulle have lejlig-
hed til at udtale sig for eller imod anmodningen.
Drøftelsen vil kunne undlades, hvis fuldmagtsgiveren er i en
tilstand, hvor vedkommende ikke er i stand til at forstå be-
tydningen af anmodningens indgivelse. Undtagelsen tilsigter
at omfatte de tilfælde, hvor fuldmagtsgiveren ikke vil være i
stand til at medvirke på fornuftig måde – dvs. udtrykke sin
holdning til anmodningen. Fremtidsfuldmægtigene vil i den
forbindelse skulle udøve et skøn. Fremtidsfuldmægtigene vil
dog kunne støtte sig til de lægelige oplysninger, som der er
adgang til at indhente. Fremtidsfuldmægtigenes skøn vil
skulle efterprøves af Statsforvaltningen i forbindelse med
afgørelsen om ikraftsættelse.
Det følger af stk. 2, 2. pkt., at dersom fuldmagtsgiver i til-
knytning til drøftelsen udtaler sig imod anmodningen, kan
denne ikke behandles.
Hvis fuldmagtsgiveren er i stand til at forstå betydningen af
anmodningen, og udtaler sig imod, vil fremtidsfuldmægtige-
ne således ikke kunne indgive anmodningen.
Den foreslåede bestemmelses stk. 3 har – i tilfælde, hvor an-
modningen indgives af fremtidsfuldmægtigene – til formål
at sikre, at de øvrige personer, der berøres af fuldmagtsfor-
holdet, får underretning om anmodningen om at få sat fuld-
magten i kraft samt lejlighed til at gøre indsigelse herimod.
35
Fremtidsfuldmægtigene vil således skulle underrette fuld-
magtsgiverens nærmeste pårørende om ikraftsættelsesan-
modningens indgivelse og om deres adgang til at gøre indsi-
gelse imod fremtidsfuldmagtens ikraftsættelse over for
Statsforvaltningen.
Underretningen vil skulle ske, inden anmodningen indgives
og så betids, at de pågældende vil kunne nå at gøre Statsfor-
valtningen opmærksom på forhold af betydning for frem-
tidsfuldmagtens ikraftsættelse.
Ved nærmeste pårørende forstås først og fremmest fuld-
magtsgiveren samlevende ægtefælle, registrerede partner el-
ler samlever samt myndige børn og adoptivbørn. Ved ”sam-
lever” forstås i lovforslaget en person, som fuldmagtsgive-
ren lever i et ægteskabslignende forhold med, dvs. at de på-
gældende har fælles bopæl og husførelse og reelt set kunne
indgå ægteskab med hinanden.
Hvis der ikke er en ægtefælle, samlever eller myndige børn,
betragtes forældre og søskende som nærmeste pårørende i
bestemmelsens forstand.
I tilfælde hvor fuldmagtsgiveren ikke har kontakt med en el-
ler flere af sine nærmeste pårørende, forudsættes det, at
fremtidsfuldmægtigene kan vælge at undlade at underrette
de pågældende mod at redegøre for den manglende under-
retning overfor Statsforvaltningen. Statsforvaltningen vil i
sådanne tilfælde vurdere, om de pågældende bør underrettes
og vil i givet fald kunne fastsætte en frist herfor, jf. stk. 4.
Den foreslåedes bestemmelses stk. 4 indebærer, at anmod-
ningen afvises, hvis fremtidsfuldmagten ikke er gyldigt op-
rettet, jf. § 3, eller hvis anmodningen ikke opfylder kravene
i § 5 og de i henhold til § 8 fastsatte krav, og kravene ikke
kan forventes opfyldt inden for en af Statsforvaltningen fast-
sat kortere frist.
En fremtidsfuldmagt er ikke gyldigt oprettet, hvis den ikke
er oprettet korrekt i Fremtidsfuldmagtsregisteret og forsynet
med en notarpåtegning om, at fuldmagtsgiveren vedkender
sig fremtidsfuldmagten, og at fremtidsfuldmagten er udtryk
for den pågældendes vilje. Statsforvaltningen skal i så fald
afvise at sætte den ikraft.
Statsforvaltningen vil også skulle afvise en ikraftsættelses-
anmodning, hvis de formelle krav til anmodningen ikke er
opfyldt.
At anmodningen afvises vil indebære, at Statsforvaltningen
– uden at tage stilling til anmodningens indhold – meddeler
fremtidsfuldmægtigen, henholdsvis fuldmagtsgiveren, at an-
modningen ikke kan behandles.
Hvis en anmodning f.eks. ikke er vedlagt en lægeerklæring,
men andre oplysninger, som ikke oplyser sagen tilstrække-
ligt, kan Statsforvaltningen dog undlade at afvise anmodnin-
gen og i stedet fastsætte en kortere frist for at fremlægge den
nødvendige lægeerklæring.
Det vil være Statsforvaltningen, der beslutter, hvilken frist
der må anses for rimelig. I den forbindelse skal der tages
højde for fuldmagtsgiverens og fremtidsfuldmægtigenes ri-
melige mulighed for at få en lægeerklæring udarbejdet, hvis
de pågældende uden unødigt ophold tager initiativ til det.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.2 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 5
Den foreslåede bestemmelse omhandler de oplysninger, som
der skal være til stede for, at anmodningen om ikraftsættelse
af en fremtidsfuldmagt kan behandles.
Efter den foreslåede bestemmelses stk. 1 vil en anmodning
om ikraftsættelse af en fremtidsfuldmagt skulle vedlægges
en lægeerklæring.
Lægeerklæringen vil skulle omhandle, hvorvidt fuldmagts-
giver er kommet i den tilstand, som fremtidsfuldmagtens
ikraftsættelse er betinget af.
Lægeerklæringen forudsættes i den forbindelse at skulle om-
fatte en redegørelse for fuldmagtsgivers helbredsmæssige
forhold, herunder særligt diagnosen, samt hvorvidt pågæl-
dende ud fra en rent lægelig vurdering har evne til at vareta-
ge sine økonomiske og personlige forhold. Om muligt vil
lægeerklæringen også skulle indeholde oplysninger om for-
løbet af den forudgående helbredsmæssige svækkelse, og
hvordan de helbredsmæssige forhold konkret påvirker på-
gældendes muligheder for selv at varetage sine forhold. Læ-
geerklæringen forudsættes endvidere at omfatte en vurde-
ring af, hvorvidt fuldmagtsgiveren som følge af sin hel-
bredstilstand er i stand til at forstå betydningen af fremtids-
fuldmagtens ikraftsættelse.
Den foreslåede bestemmelses stk. 2 regulerer de tilfælde,
hvor Statsforvaltningen kan se bort fra kravet om lægeer-
klæring. Lægeerklæring vil således i disse tilfælde kunne
undlades.
Efter stk. 2,1. pkt. vil lægeerklæring kunne undlades, hvis
det på anden måde end ved lægeerklæring er godtgjort, at
fuldmagtsgiveren befinder sig i den nævnte tilstand.
Bestemmelsen tilsigtes anvendt i tilfælde, hvor fuldmagtsgi-
ver befinder sig i en tilstand, der med betydelig klarhed in-
debærer, at fuldmagtsgiver ikke længere har evne til at vare-
tage sine forhold inden for de områder, der er omfattet af
fuldmagten, og det således vil være forsvarligt at undlade en
lægeerklæring. Det vil være op til Statsforvaltningen at vur-
dere, om det er forsvarligt at undlade lægeerklæring.
Der vil endvidere efter stk. 2, 2. pkt. kunne ses bort fra kra-
vet om lægeerklæring, hvis anmodningen om fremtidsfuld-
magtens ikraftsættelse indgives af fuldmagtsgiveren selv, og
den pågældende forstår betydningen heraf.
Den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 2, 2. pkt., tilsigtes an-
vendt i tilfælde, hvor det af forskellige årsager kan være
36
vanskeligt inden for kortere tid at indhente en lægeerklæ-
ring. Dette kan bl.a. være tilfældet, hvis fuldmagtsgiver end-
nu ikke er endeligt udredt i det behandlingsmæssige system.
I sådanne situationer kan Statsforvaltningen f.eks. indkalde
fuldmagtsgiveren til en personlig samtale for at vurdere, om
den pågældende ikke har evne til at varetage sine forhold og
forstår konsekvenserne af anmodningen. Om kriteriet ”kan
forstå betydningen heraf” henvises til lovforslagets § 4, stk.
2, og bemærkningerne hertil. Det forudsættes, at Statsfor-
valtningen er tilbageholdende med at se bort fra kravet om
lægeerklæring – også i tilfælde, hvor det er fuldmagtsgive-
ren, der indgiver anmodningen.
Den foreslåede bestemmelses stk. 3 indebærer, at en anmod-
ning, der indgives af fremtidsfuldmægtigene, skal indeholde
en erklæring på tro og love om, at anmodningen indgivelse
har været drøftet med fuldmagtsgiveren, jf. lovforslagets §
4, stk. 2, og at de nærmeste pårørende er underrettet om an-
modningens indgivelse og deres adgang til at gøre indsigel-
se, jf. lovforslagets § 4, stk. 3.
I tilfælde hvor fuldmagtsgiveren ikke har kontakt med en el-
ler flere af sine nærmeste pårørende, forudsættes det, at
fremtidsfuldmægtigene kan vælge at undlade at underrette
de pågældende mod at redegøre for den manglende under-
retning over for Statsforvaltningen. Statsforvaltningen vil i
sådanne tilfælde vurdere, om de pågældende bør underrettes
og vil i givet fald kunne fastsætte en frist herfor, jf. stk. 4.
At erklæringen afgives på tro og love indebærer, at fremtids-
fuldmægtigene vil kunne straffes, hvis de forsætligt afgiver
en falsk erklæring, jf. straffelovens § 161.
I de tilfælde, hvor drøftelsen ikke er foretaget som følge af,
at fuldmagtsgiveren ikke er i stand til at forstå betydningen
heraf, vil fremtidsfuldmægtigene i stedet skulle redegøre
herfor. Denne redegørelse forudsættes at skulle omfatte bag-
grunden for, at fremtidsfuldmægtigene finder, at fuldmagts-
giver befinder sig i en tilstand, hvor den pågældende ikke i
stand til at forstå betydningen af anmodningens indgivelse.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.2 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 6
Den foreslåede bestemmelse omhandler Statsforvaltningens
adgang til at indhente yderligere oplysninger til brug for af-
gørelser om fremtidsfuldmagters ikraftsættelse.
Efter den foreslåede bestemmelses stk. 1 kan Statsforvalt-
ningen undtagelsesvist af egen drift indhente oplysninger
om fuldmagtsgiverens personlige forhold ud over den frem-
lagte lægeerklæring, hvis det er nødvendigt for sagens be-
handling. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis fuldmagtsgive-
rens kontakt til sin egen læge eller behandlingssystemet er
begrænset, men hvor den pågældende bor på et plejehjem,
hvor personalet har et godt indblik i den pågældendes til-
stand. Der kan ligeledes være tale om oplysninger til belys-
ning af fuldmagtsgiverens aktuelle helbredstilstand fra den
pågældendes læge, behandlingssted, fra offentlige myndig-
heder og institutioner eller fra private udbydere af social ser-
vice eller sundhedsydelser, f.eks. et privathospital eller et
privat plejehjem.
Anvendelsen forudsættes at have undtagelsens karakter, idet
de i § 5, stk. 1, fastsatte krav om fremlæggelse af lægeerklæ-
ring og justitsministerens bemyndigelse til at fastsætte regler
om erklæringens indhold, jf. § 8, som udgangspunkt forud-
sættes at sikre, at der ved ikraftsættelsesanmodningens ind-
givelse foreligger det fornødne afgørelsesgrundlag. Oplys-
ningerne kan indhentes uden samtykke fra fuldmagtsgiver,
hvilket har sammenhæng med, at fuldmagtsgiver i nogle til-
fælde ikke vil være i en tilstand, hvor vedkommende er i
stand til at meddele samtykke. Bestemmelsen bygger såle-
des på det nødvendighedskriterium, der anvendes i person-
datalovens §§ 6-8. I nødvendighedsbetingelsen ligger der et
krav om, at Statsforvaltningen efter en konkret vurdering må
antages at have et reelt behov for at indhente oplysningerne
for at kunne varetage sine opgaver.
Efter den foreslåede bestemmelses stk. 2 skal forvaltnings-
myndigheder inden for social- og sundhedsområdet og pri-
vate udbydere af sociale service og sundhedsydelser efter
anmodning fra Statsforvaltningen meddele oplysninger om
fuldmagtsgiverens personlige og helbredsmæssige forhold,
herunder følsomme personoplysninger, jf. persondatalovens
§§ 7 og 8. Statsforvaltningens indhentelse af yderligere op-
lysninger vil således ske i overensstemmelse med reglerne i
persondataloven om, hvornår en myndighed må behandle –
herunder indhente og videregive – personoplysninger.
Den foreslåede bestemmelses stk. 3 indebærer, at Statsfor-
valtningen kan afkræve personer, der har kendskab til fuld-
magtsgiveren, de oplysninger, som anses nødvendige for sa-
gens behandling, jf. stk. 1. Bestemmelsen svarer til værge-
målslovens § 18, stk. 4. Statsforvaltningen vil således også
kunne indhente oplysninger fra private personer, f.eks. fuld-
magtsgivers nærtstående, hvis det måtte blive nødvendigt.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.2 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 7
Den foreslåede bestemmelse vedrører Statsforvaltningens
prøvelse af en anmodning om ikraftsættelse af en fremtids-
fuldmagt.
Efter den foreslåede bestemmelses stk. 1 træffer Statsfor-
valtningen afgørelse om at sætte fremtidsfuldmagten i kraft,
hvis fuldmagtsgiver må anses for at være i en tilstand som
nævnt i § 1, dvs. ikke har evne til at varetage sine forhold
inden for de områder, som er omfattet af fuldmagten. Be-
stemmelsen fastslår således udgangspunktet, hvorefter Stats-
forvaltningen sætter en fremtidsfuldmagt i kraft, hvis fuld-
magtsgiver på baggrund af de lægelige oplysninger og even-
tuelle andre foreliggende oplysninger må anses for ikke at
have evne til at varetage sine forhold.
37
Der tilsigtes en væsentligt mindre intensiv prøvelse, end den
Statsforvaltningen foretager ved værgemål. Hvis de lægelige
oplysninger således dokumenterer en sygdomstilstand eller
svækkelse, der i almindelighed fører til, at personer ikke har
evne til at varetage deres forhold, forudsættes Statsforvalt-
ningen i almindelighed også at skulle lægge til grund, at an-
modningens indgivelse er udtryk for, at tilstanden er ind-
trådt. Giver lægeerklæringen derimod anledning til begrun-
det tvivl om, hvorvidt tilstanden er indtrådt, og denne tvivl
ikke umiddelbart kan afkræftes ved at foretage de undersø-
gelsesskridt, som Statsforvaltningen tillægges mulighed for
at foretage, vil Statsforvaltningen skulle afslå anmodningen
om at sætte fremtidsfuldmagten i kraft.
En fremtidsfuldmagt kan herefter ikke sættes i kraft, hvis det
af den fremlagte lægeerklæring fremgår, at fuldmagtsgive-
ren har evne til at varetage sine forhold. I sådanne tilfælde
må fuldmagtsgiveren eller fremtidsfuldmægtigene i stedet
henvises til at indgive en ny anmodning, når tilstrækkelige
oplysninger foreligger.
Efter den foreslåede bestemmelses stk. 2 kan en fremtids-
fuldmagt ikke sættes i kraft i forhold til fremtidsfuldmægti-
ge og subsidiære fremtidsfuldmægtige, som ikke er fyldt 18
år, er under værgemål eller har oprettet en fremtidsfuldmagt,
der er trådt i kraft.
Efter bestemmelsens ordlyd forudsættes det, at fremtidsfuld-
mægtigene er fysiske personer.
Bestemmelsen er udformet således, at hvis der er udpeget
flere fremtidsfuldmægtige, som ikke alle opfylder de anførte
betingelser, vil fremtidsfuldmagten alene blive sat i kraft for
de fuldmægtige, som opfylder betingelserne. Ligeledes vil
fremtidsfuldmagten alene blive sat i kraft for de subsidiære
fremtidsfuldmægtige, der opfylder betingelserne i § 2, stk. 2.
På ikraftsættelsestidspunktet foretager Statsforvaltningen så-
ledes en fuld vurdering af alle fuldmagtsforholdets elemen-
ter, dvs. også hvorvidt de subsidiære fuldmægtige opfylder
betingelserne for – eventuelt – at kunne indtræde i stedet for
fremtidsfuldmægtigene.
Efter bestemmelsens stk. 3 kan en fremtidsfuldmagt ikke
sættes i kraft, hvis det på baggrund af de foreliggende oplys-
ninger findes betænkeligt. Kriteriet ”betænkelig” indebærer
bl.a., at en fremtidsfuldmagt ikke kan sættes i kraft, hvis der
er begrundet tvivl om, hvorvidt fremtidsfuldmagten er gyl-
dig, om fremtidsfuldmægtigene evner at varetage hvervet,
eller om hvorvidt indholdet af fremtidsfuldmagten lader sig
gennemføre.
Betænkeligheden kan for det første knytte sig til fremtids-
fuldmægtigenes evne til at varetage hvervet. Dette vil være
tilfældet, hvis der foreligger oplysninger om fremtidsfuld-
mægtigenes forhold, som giver anledning til begrundet tvivl
om, hvorvidt de pågældende kan varetage hvervet. Det kan
f.eks. være betænkeligt at sætte en fremtidsfuldmagt vedrø-
rende økonomiske forhold i kraft i forhold til en fuldmægtig,
som efter sagens oplysninger har større personlig gæld og
har udvist vanskelighed ved at håndtere egen økonomi. Det
kan ligeledes være betænkeligt at sætte en fremtidsfuldmagt
i kraft i forhold til en fuldmægtig, som efter sagens oplys-
ninger siden fuldmagtens oprettelse er blevet alvorligt syg,
hvilket kan give anledning til tvivl om den pågældendes res-
sourcer i forhold til at drage omsorg for fuldmagtsgiverens
forhold.
Betænkeligheden kan endvidere knytte sig til karakteren af
fuldmagtsgiverens helbredsmæssige svækkelse i forhold til
fuldmagtens rammer. Det vil f.eks. være betænkeligt at sæt-
te fremtidsfuldmagten i kraft, hvis de fremlagte oplysninger
om fuldmagtsgiverens helbredstilstand indikerer, at fuld-
magtsgiverens interesser ikke i fornødent omfang kan vare-
tages af fremtidsfuldmagten. Fuldmagtsgiverens helbredstil-
stand kan f.eks. være af en sådan karakter, at et værgemål
efter værgemålslovens § 6 med fratagelse af den retlige
handleevne kan være relevant for at hindre, at fuldmagtsgi-
veren udsætter sin formue, indkomst eller andre økonomiske
interesser for fare for at forringes væsentligt, eller for at hin-
dre økonomisk udnyttelse.
Det kan desuden være betænkeligt at sætte en fremtidsfuld-
magt i kraft, hvis fuldmagtens bestemmelser ikke kan opfyl-
des. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis fuldmagtsgiveren har
fastsat et privat tilsyn, som ikke længere kan udføre opga-
ven. I sådanne tilfælde må det formodes, at fuldmagtsgive-
rens meddelelse af fuldmagt til varetagelse er betinget af til-
synet, og når tilsynet ikke kan træde i funktion, vil grundla-
get for fremtidsfuldmagten dermed ikke længere være til
stede.
Statsforvaltningen vil efter stk. 3, 2. pkt., kunne træffe afgø-
relse om at sætte fremtidsfuldmagten delvist i kraft, hvis be-
tænkeligheden alene knytter sig til en bestemt del af fuld-
magten eller en bestemt fremtidsfuldmægtig. Statsforvalt-
ningen vil således kunne træffe afgørelse om at sætte frem-
tidsfuldmagten delvist i kraft, hvis de bestemmelser i fuld-
magten, som ikke kan opfyldes, må formodes at bero på
fuldmagtsgiverens vildfarelse om mulighederne for at give
fuldmagt, og bestemmelserne er underordnede i forhold til
den samlede fuldmagt. Det vil f.eks. være tilfældet, hvis
fuldmagtsgiveren har bestemt, at fremtidsfuldmægtigene
skal foretage specifikke handlinger i strid med lov og ærbar-
hed, eller hvor det er klart, at dispositionen ikke kan foreta-
ges. Har fuldmagtsgiveren f.eks. bestemt, at fremtidsfuld-
mægtigene skal oprette testamente på fuldmagtsgiverens
vegne, kan fremtidsfuldmagten sættes i kraft med anmærk-
ning om, at denne bestemmelse ikke er gældende.
Ligeledes vil fremtidsfuldmagten kunne sættes delvist i
kraft, hvis der alene er begrundet tvivl om én fremtidsfuld-
mægtigs evne til at udføre hvervet betryggende, men hvor
der er udpeget flere fuldmægtige eller en eller flere subsi-
diære fuldmægtige.
I det omfang der i forbindelse med Statsforvaltningens prø-
velse kommer forhold for dagen, som gør det betænkeligt at
sætte fremtidsfuldmagten i kraft, forudsættes det, at Stats-
38
forvaltningen ikke gennem omfattende undersøgelser mv.
søger at fremskaffe det fornødne grundlag for at afgøre
komplicerede tvister. Hvis det betænkelige forhold ikke kan
afkræftes ved de undersøgelsesskridt, som Statsforvaltnin-
gen umiddelbart kan foretage inden for rammen af ordnin-
gen, skal anmodningen om ikraftsættelse således afslås.
Hvis Statsforvaltningen afslår at sætte en fremtidsfuldmagt i
kraft, vil Statsforvaltningen i stedet kunne indlede en værge-
målssag, hvis der vurderes at være behov herfor. Værge-
målssystemet vil med de langt mere udbyggede retsgarantier
for de berørte, herunder direkte adgang til domstolsprøvelse,
være mere egnet til at løse komplicerede tilfælde.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.2 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 8
Efter bestemmelsens stk. 1 bemyndiges justitsministeren til
at fastsætte nærmere regler om anmodninger om ikraftsæt-
telse af fremtidsfuldmagter.
Det drejer sig bl.a. om udformningen af anmodningen og
fastsættelse af hvilke oplysninger, der skal fremgå af an-
modningen. Der kan være tale om oplysninger til brug for
identificering af fuldmægtigene. Der kan endvidere være ta-
le om oplysninger til brug for Statsforvaltningens vurdering
af, om betingelserne for ikraftsættelse er opfyldt. Det kan
f.eks. være oplysninger om fremtidsfuldmægtigenes forhold
til brug for en vurdering af, om det vil være betænkeligt, jf.
lovforslagets § 7, stk. 3, at sætte fremtidsfuldmagten i kraft
for de pågældende. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne
til lovforslagets § 7, stk. 3.
Det drejer sig derudover om udformningen af lægeerklærin-
gen, der skal vedlægges anmodningen, og om fremtidsfuld-
mægtigenes adgang til at indhente lægeerklæringen. Bemyn-
digelsesbestemmelsen forudsættes således bl.a. udnyttet i
forhold til udformning af en specifik blanket for lægerklæ-
ringen.
Det drejer sig endvidere om udformningen af tro og love-er-
klæringen. Bemyndigelsesbestemmelsen forudsættes således
endvidere bl.a. udnyttet i forhold til udformning af en speci-
fik blanket for erklæringen.
Efter bestemmelsens stk. 2 bemyndiges justitsministeren til
at fastsætte regler om, at anmodninger om ikraftsættelse af
en fremtidsfuldmagt og skriftlig kommunikation til og fra
Statsforvaltningen i forbindelse med behandlingen af sådan-
ne anmodninger skal foregå digitalt. Justitsministeren be-
myndiges i den forbindelse til at fastsætte nærmere regler
om den digitale kommunikation, herunder om anvendelse af
bestemte it-systemer, særlige digitale formater og digital
signatur eller lignende. I tilknytning til bemyndigelsen til at
fastsætte regler om den digitale kommunikation bemyndiges
justitsministeren til at fastsætte regler om afvisning af ikraft-
sættelsesanmodninger, der ikke indgives digitalt i overens-
stemmelse med kravene herom, og om undtagelserne hertil.
I den forbindelse bemyndiges justitsministeren til at fastsæt-
te nærmere regler om, hvornår en digital meddelelse vedrø-
rende en sag om ikraftsættelse af en fremtidsfuldmagt anses
for at være kommet frem til Statsforvaltningen.
Bemyndigelsesbestemmelsen forudsættes udnyttet til at fast-
sætte krav om digital indgivelse af ikraftsættelsesanmodnin-
gen med bilag samt om undtagelserne hertil, herunder regler
om, hvornår Statsforvaltningen kan afvise ikraftsættelsesan-
modninger, der ikke indgives digitalt. Statsforvaltningen vil
i den forbindelse have pligt til i fornødent omfang at vejlede
og yde bistand til borgere, der retter henvendelse til Statsfor-
valtningen herom.
Efter bestemmelsens stk. 3 bemyndiges justitsministeren en-
delig til efter behov at fastsætte nærmere regler om Statsfor-
valtningens underretning af berørte parter om fremtidsfuld-
magters ikraftsættelse. Reglerne vil navnlig omfatte, hvilke
personer og myndigheder der skal underrettes, og hvordan
underretningen skal foretages. Efter behov vil der endvidere
kunne fastsættes regler om Statsforvaltningens overførsel af
information om fuldmagtsforholdet til andre offentlige it-sy-
stemer.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.2 og 4.7 i lovforslagets almin-
delige bemærkninger.
Til kapitel 3
Fremtidsfuldmagtens retsvirkninger
Til § 9
Den foreslåede bestemmelses stk. 1 fastlægger retsvirknin-
gerne af en fremtidsfuldmagt i økonomiske forhold. Efter
bestemmelsen bliver den, der har givet en anden fremtids-
fuldmagt i økonomiske forhold, umiddelbart berettiget og
forpligtet over for tredjemand ved fremtidsfuldmægtigens
handlinger i fuldmagtsgiverens navn og inden for fuldmag-
tens grænser.
Bestemmelsen svarer til aftalelovens § 10. Fremtidsfuld-
mægtigenes beføjelser i økonomiske forhold vil således sva-
re til de beføjelser, som enhver anden fuldmægtig i økono-
miske forhold har efter aftaleloven, jf. nærmere pkt. 3.1 i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Fremtidsfuldmagter må i almindelighed forventes at blive
oprettet som en generel fuldmagt, der giver meget vide befø-
jelser til at handle på fuldmagtsgivers vegne. Dette har sam-
menhæng med, at det kan være vanskeligt på forhånd at for-
udse, i hvilke forhold der opstår behov for at repræsentere
fuldmagtsgiver, og en for begrænset fuldmagt kan føre til, at
fuldmagtsgivers interesser ikke vil kunne varetages fuldt ud,
når fuldmagtsgiver ikke selv kan. En fremtidsfuldmagt med
vide beføjelser vil således i almindelighed være i fuldmagts-
giverens interesse.
Stk. 1 indebærer, at der lovligt vil kunne meddeles fuldmagt
til at varetage alle fuldmagtsgivers økonomiske forhold,
hvorved fremtidsfuldmægtigen vil være bemyndiget til at
39
indgå alle de aftaler inden for formueretsområde, som fuld-
magtsgiver selv gyldigt kunne indgå, da vedkommende ev-
nede at varetage sine økonomiske forhold. Stk. 1 vil endvi-
dere indebære, at aftaler med fremtidsfuldmægtigen er gyl-
dige, selv om fuldmagtsgiveren ikke er i stand til at handle
fornuftsmæssigt.
Der lægges med lovforslaget ikke op til at indføre en pligt
for tredjeparter til at indgå aftaler med fremtidsfuldmægti-
gen. Efter lovforslaget vil det således fortsat – med forbe-
hold for de forpligtigelser, som påhviler parterne efter anden
lovgivning – være op til parterne, om der skal indgås en af-
tale og i sidste fald fastlægge, hvilket indhold aftalen skal
have.
En fremtidsfuldmagt indebærer ikke, at fuldmagtsgiver fra-
tages sin retlige handleevne. Fratagelse af en persons retlige
handleevne vil således fortsat alene kunne ske i forbindelse
med værgemål og efter domstolsprøvelse.
Efter den foreslåede bestemmelses stk. 2 finder aftalelovens
§ 11, stk. 1, § 20, § 23, 1. pkt., § 25, § 26 og § 27, stk. 1,
anvendelse for en fremtidsfuldmagt i økonomiske forhold.
Aftalelovens regler om bl.a. retsvirkningerne af, at en fuld-
mægtig handler i strid med fuldmagtsgiverens forskrifter, og
om fuldmægtigens erstatningsansvar over for tredjemand
m.v. finder således også anvendelse for fremtidsfuldmagter.
Det bemærkes, at aftalelovens § 24 (om en fuldmægtigs be-
føjelser ved fuldmagtsgivers død mv.) tillige finder anven-
delse ved fremtidsfuldmagter, men bestemmelsen herom er
indsat i lovforslagets § 24, stk. 3, hvortil der henvises.
For så vidt angår de øvrige bestemmelser i aftalelovens ka-
pitel II om fuldmagt (§ 10, 11, stk. 2, §§ 12-19, §§ 21-22, §
23, 2. pkt., og 27, stk. 2), som bl.a. omhandler tilbagekaldel-
ser af fuldmagter, bemærkes det, at lovforslagets bestem-
melser om oprettelse, tilbagekaldelse mv. finder anvendelse
for fremtidsfuldmagter i stedet for de anførte bestemmelser i
aftaleloven.
For så vidt angår aftalelovens øvrige kapitler, herunder kapi-
tel I om afslutning af aftaler og kapitel III om ugyldige vilje-
serklæringer, tilsigter forslaget ikke at fravige disse bestem-
melser i forhold til fremtidsfuldmagter.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.3 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 10
Den foreslåede bestemmelse fastlægger retsvirkningerne af
en fremtidsfuldmagt i personlige forhold.
Bestemmelsen indebærer, at fuldmagtsgiveren i personlige
forhold repræsenteres inden for fuldmagtens område af
fremtidsfuldmægtigen i forhold til offentlige myndigheder
og private, når disse udfører opgaver for det offentlige,
f.eks. private plejehjem.
Fremtidsfuldmægtigens beføjelser i personlige forhold vil
være baseret på de almindelige regler om repræsentation i
forhold til offentlige myndigheder.
Afgørende for afgrænsningen af fremtidsfuldmægtigens be-
føjelser i personlige forhold vil herefter være, om fuld-
magtsgiver – på det tidspunkt, hvor vedkommende selv kun-
ne varetage sine forhold – inden for rammerne af de almin-
delige regler om repræsentation over for offentlige myndig-
heder kunne have valgt at lade sig repræsentere i sagen mv. i
forhold til en offentlig myndighed mv. Der kan om adgan-
gen til at lade sig repræsentere i forhold til forvaltningsmyn-
digheder henvises til pkt. 3.2 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger.
Repræsentationsadgangen gælder dog ikke alene i forhold til
forvaltningsmyndigheder, men også i forhold til domstolene
og i forhold til private, når disse udfører opgaver for det of-
fentlige.
Den foreslåede ordning indebærer således, at en fremtids-
fuldmægtig inden for rammerne af fremtidsfuldmagten vil
kunne indgive ansøgninger på fuldmagtsgivers vegne, her-
under ansøgninger om hjælpeforanstaltninger, tilskud, pen-
sion mv. Fremtidsfuldmægtigen vil endvidere kunne udøve
partsrettigheder, herunder søge aktindsigt, modtage afgørel-
ser og anden korrespondance fra offentlige myndigheder
mv. I det omfang der i en sag er behov for at partshøre, vil
partshøringen skulle rettes til fremtidsfuldmægtigen. En
fremtidsfuldmægtig vil endvidere over for offentlige myn-
digheder og private, når disse udfører opgaver for det offent-
lige, kunne komme med tilkendegivelser med hensyn til ple-
je af og omsorg for fuldmagtsgiveren.
Fremtidsfuldmægtigen vil endvidere kunne meddele sam-
tykke på vegne af fuldmagtsgiver, f.eks. et samtykke til at
behandle personoplysninger om fuldmagtsgiveren, jf. per-
sondatalovens § 6, stk. 1, nr. 1.
Fremtidsfuldmægtigen vil bl.a. på fuldmagtsgiverens vegne
kunne udøve partsrettigheder efter sundhedsloven og lade
sig repræsentere i behandlingssammenhænge i det omfang,
hvor fuldmagtsgiveren hidtil efter denne lovgivning har
kunnet lade sig repræsentere af en anden person, f.eks. i for-
hold til aktindsigt i egen journal, at modtage vejledning mv.
på de regionale patientkontorer, at modtage vederlagsfri tol-
kebistand og indtræde i fuldmagtsgiverens retsstilling for så
vidt angår valg af læge og sygesikringsgruppe.
Den berørte myndighed eller institution mv. vil i almindelig-
hed skulle anse f.eks. en ansøgning fra fremtidsfuldmægti-
gen som udtryk for fuldmagtsgivers vilje, og vil ikke have
anledning til at tage kontakt til fuldmagtsgiver i sagen.
Efter omstændighederne kan en myndighed dog kræve, at
fuldmagtsgiver medvirker personligt, når det er af betydning
for sagens afgørelse. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor det i
lovgivningen er bestemt, at en part skal medvirke personligt
ved sagens behandling, eller hvor partens personlige med-
virken på grund af sagens karakter i øvrigt er af betydning,
40
som f.eks. ved udstedelse af pas eller hvis en undersøgelse
af partens person er et nødvendigt led i sagens oplysning,
f.eks. en lægeundersøgelse i en arbejdsskade- eller førtids-
pensionssag. Der vil dog i disse tilfælde i almindelighed ik-
ke være noget til hinder for, at den pågældende kan lade sig
bistå af andre, f.eks. have fremtidsfuldmægtigen med som
bisidder.
En myndighed kan endvidere efter omstændighederne også
afslå at lade fremtidsfuldmægtigen repræsentere fuldmagts-
giver i et personligt forhold, hvis fuldmagtsgivers interesse i
at kunne lade sig repræsentere eller bistå findes at burde vi-
ge for væsentlige hensyn til offentlige eller private interes-
ser, eller hvor andet er fastsat ved lov.
I det omfang der i anden lovgivning er fastsat særlige regler
om repræsentation, som begrænser den almindelige adgang
til at lade sig repræsentere, vil fremtidsfuldmægtigens befø-
jelser således blive begrænset tilsvarende. Fremtidsfuld-
mægtigen kan således f.eks. ikke møde som fuldmagtsgive-
rens rettergangsfuldmægtig i en retssag efter retsplejelovens
§ 260, stk. 3, medmindre vedkommende på anden måde op-
fylder betingelserne herfor. Fremtidsfuldmægtigen vil f.eks.
heller ikke have de særlige beføjelser efter servicelovens §
129, stk. 2, til at tiltræde kommunalbestyrelsens indstilling
om, at en f.eks. svært dement fuldmagtsgiver, som på grund
af demensen mangler evnen til at give informeret samtykke,
kan flyttes til et bestemt botilbud for at få den nødvendige
hjælp, omsorg og pleje. Beføjelse til at tiltræde en sådan
indstilling har kun en værge, jf. servicelovens § 129, stk. 2.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.3 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 11
Den foreslåede bestemmelses stk. 1 regulerer det indbyrdes
forhold mellem flere fremtidsfuldmægtige.
Er der flere fremtidsfuldmægtige, indebærer bestemmelsen,
at disse hver for sig får beføjelse til at repræsentere fuld-
magtsgiveren i økonomiske og personlige forhold. En frem-
tidsfuldmægtig er således som udgangspunkt berettiget til at
handle selv. Alle fremtidsfuldmægtigene behøver således ik-
ke at være til stede, når der indgås en aftale.
Bestemmelsen er dog ikke til hinder for, at fuldmagtsgive-
ren træffer anden bestemmelse. Fuldmagtsgiveren vil såle-
des kunne bestemme, at flere fremtidsfuldmægtige generelt
skal råde i forening eller råde i forening vedrørende et eller
flere nærmere bestemte forhold.
Den forslåede bestemmelses stk. 2 regulerer subsidiære
fremtidsfuldmægtiges beføjelser til at handle på fuldmagts-
giverens vegne. Bestemmelsen indebærer, at subsidiære
fremtidsfuldmægtige alene vil have beføjelse til at repræsen-
tere fuldmagtsgiveren i personlige og økonomiske forhold,
hvis de (primære) fremtidsfuldmægtige er forhindret i at va-
retage hvervet, jf. § 7, stk. 2 og 3, og §§ 13, 25 og 26. Om
disse forfaldssituationer henvises til bemærkningerne til lov-
forslagets § 2, stk. 2, og bemærkningerne hertil.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.3 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til kapitel 4
Fremtidsfuldmægtigenes pligter mv.
Til § 12
Den foreslåede bestemmelse fastlægger den overordnede
ramme for fremtidsfuldmægtigens virksomhed.
Efter den foreslåede bestemmelses stk. 1 skal den, der har
fremtidsfuldmagt, følge fremtidsfuldmagtens anvisninger og
inden for fuldmagtens område varetage fuldmagtsgiverens
interesser, herunder så vidt muligt inddrage fuldmagtsgive-
ren og dennes ægtefælle eller samlever, før fuldmagten an-
vendes i vigtigere forhold.
Fremtidsfuldmægtigen vil således for det første skulle følge
de anvisninger, som fuldmagtsgiver har fastsat i fremtids-
fuldmagten. Fremtidsfuldmægtigen vil for det andet have
pligt til at varetage fuldmagtsgivers interesser inden for
fuldmagtens områder. Dette indebærer ikke blot en ret, men
en egentlig pligt til at anvende fremtidsfuldmagten med hen-
blik på at varetage fuldmagtsgivers forhold.
En fremtidsfuldmægtig, der ikke varetager fuldmagtsgivers
forhold – f.eks. undlader at sikre, at der betales husleje og
andre fornødenheder – vil således ikke opfylde denne pligt.
Fremtidsfuldmægtigen vil endvidere – så længe fuldmagts-
giver kan forstå betydningen heraf – have pligt til at inddra-
ge fuldmagtsgiveren i vigtigere forhold. Pligten tilsigtes
nærmere at bestå i at informere og rådføre sig med fuld-
magtsgiver. Pligten til at inddrage fuldmagtsgiveren forud-
sættes at svare til pligten for en værge til at give den, der er
under værgemål, medindflydelse, jf. værgemålslovens § 26,
stk. 1. Fuldmagtsgiveren forudsættes således i samme om-
fang, som den, der er under værgemål, at skulle have med-
indflydelse på fremtidsfuldmægtigens dispositioner. I over-
ensstemmelse hermed vil det skulle give mening at inddrage
fuldmagtsgiveren i beslutningsprocessen, og der skal således
være tale om forhold, som fuldmagtsgiveren er i stand til at
forholde sig til. Er der f.eks. tale om stillingtagen til et ind-
viklet økonomisk spørgsmål, vil dette i mange tilfælde ikke
være tilfældet, fordi fuldmagtsgiveren ikke kan forventes at
kunne forstå og danne sig overblik over spørgsmålets detal-
jer. Medinddragelse af fuldmagtsgiveren vil ofte være mere
aktuelt i personlige forhold, hvor den pågældende kan have
en mere sikker opfattelse af f.eks. ønsker om deltagelse i ak-
tiviteter på et plejehjem.
Inddragelse af fuldmagtsgiveren suppleres af et krav om
inddragelse af den pågældendes ægtefælle eller samlever.
Om definitionen af hvornår en person kan betragtes som
fuldmagtsgiverens samlever, henvises der til bemærkninger-
ne til lovforslagets § 4, stk. 3. Kravet om inddragelse skal
sikre, at vigtigere dispositioner, der vil berøre ægtefællen el-
41
ler samleveren, gennemføres med den pågældendes inddra-
gelse. Der kan være tale om dispositioner, der vedrører fæl-
lesboet, eller over parrets faste bopæl. I det omfang det føl-
ger af anden lovgivning, at ægtefællen skal give sit samtyk-
ke til dispositionen, f.eks. samtykke til at afhænde eller
pantsætte familiens fælles bolig, jf. § 18, stk. 1, i lov om æg-
teskabets retsvirkninger, vil fremtidsfuldmægtigen skulle
indhente et sådan samtykke.
Inddragelsesprincippet gælder alene i vigtigere forhold. Det
ville således være upraktisk og byrdefuldt, hvis fuldmagtsgi-
veren konsekvent skulle inddrages i dagligdags, rutinemæs-
sige eller sædvanlige dispositioner, f.eks. tilbagevendende
udgifter som husleje. Tilsvarende betragtninger gør sig gæl-
dende i forhold til fuldmagtsgiverens ægtefælle eller samle-
ver.
Pligten til at inddrage fuldmagtsgiveren og efter omstændig-
hederne den pågældendes ægtefælle eller samlever er rettet
mod fremtidsfuldmægtigen, og det indbyrdes forhold imel-
lem fuldmagtsgiveren og fremtidsfuldmægtigen. Det betyder
bl.a., at en tilsidesættelse af denne pligt ikke har virkning
udadtil. En aftale med tredjemand kan således ikke tilsides-
ættes af denne grund.
Efter den foreslåede bestemmelses stk. 2 vil fremtidsfuld-
mægtigene skulle opbevare fornøden dokumentation for de
dispositioner, som er foretaget som led i fuldmagtsforholdet.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med lovforslagets §
21, stk. 3, om Statsforvaltningens tilsyn. Det forudsættes så-
ledes, at fremtidsfuldmægtigen sørger for at opbevare den
dokumentation, der er tilstrækkelig til, at den pågældende
kan redegøre for sine dispositioner over fuldmagtsgiverens
midler og sine dispositioner i forhold til offentlige myndig-
heder i afgørelsessager.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.4 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 13
Den foreslåede bestemmelse regulerer situationer, hvor der
kan opstå interessekonflikt mellem fremtidsfuldmægtigenes
varetagelse af fuldmagtsgiverens forhold og varetagelsen af
den pågældendes egne forhold.
Ifølge bestemmelsen vil den, der har fremtidsfuldmagt, såle-
des ikke på fuldmagtsgivers vegne kunne indgå retshandler
med sig selv eller i øvrigt anvende fremtidsfuldmagten i for-
hold, hvor der kan foreligge modstridende interesser. Efter
formuleringen ”kan foreligge” er risikoen for interessekon-
flikt tilstrækkelig til, at fremtidsfuldmægtigen ikke kan
handle. Det afgørende er således ikke, at fuldmagtsgiver og
fremtidsfuldmægtig åbenbart har modstridende interesser.
Den foreslåede bestemmelse indebærer bl.a., at en fremtids-
fuldmægtig ikke vil kunne indgå retshandler med sig selv
som led i varetagelsen af fuldmagtsforholdet, f.eks. hvor
fremtidsfuldmægtigen ønsker at købe en fast ejendom af
fuldmagtsgiveren. Bestemmelsen indebærer endvidere, at
fremtidsfuldmægtigen ikke i øvrigt kan anvende fremtids-
fuldmagten i forhold, hvor der kan foreligge modstridende
interesser.
Bestemmelsens anvendelsesområde forudsættes at svare til
værgemålslovens § 47 om beskikkelse af særlige værger
bl.a. i tilfælde af risiko for modstridende interesser mellem
værgen og den, som værgemålet angår. Det forudsættes dog,
at bestemmelsen i almindelighed ikke er til hinder for, at en
fremtidsfuldmægtig, der tillige er fuldmagtsgiverens ægte-
fælle, afhænder en ejendom, som ægteparret ejer i sameje.
Når fuldmagtsgiveren og fremtidsfuldmægtigen ejer en ejen-
dom i sameje, vil de pågældendes interesser i forbindelse
med et salg normalt være sammenfaldende. Dette gælder
også, hvis ejendommen afhændes til et fælles barn. Hvis der
i forhold til en konkret disposition foreligger omstændighe-
der, f.eks. ved aftalen eller i øvrigt, der indikerer, at fuld-
mægtigen og fuldmagtsgiveren kan have modstridende inte-
resser, vil fremtidsfuldmagten dog ikke kunne anvendes i
det pågældende forhold.
Er der i tilfælde, hvor der kan foreligge modstridende inte-
resser mellem fuldmagtsgiveren og en fremtidsfuldmægtig,
udpeget flere fremtidsfuldmægtige, som kan handle på egen
hånd, vil aftalen kunne indgås ved, at en af de andre fuld-
mægtige handler for fuldmagtsgiveren. Det gælder ligeledes,
hvis der er udpeget subsidiære fremtidsfuldmægtige, som
kan varetage hvervet.
Er der alene udpeget én fremtidsfuldmægtig, eller er der
flere fremtidsfuldmægtige, som alle har modstridende inte-
resser i forhold til fuldmagtsgiveren, og kan ingen subsidiær
fremtidsfuldmægtig indtræde, vil der efter værgemålsregler-
ne kunne udpeges en værge til at handle på fuldmagtsgive-
rens vegne i forbindelse med den konkrete retshandel, for-
udsat betingelser for værgemål er opfyldt. Fremtidsfuld-
magtsforholdet vil i et sådant tilfælde ikke ophøre. Der hen-
vises herom til lovforslagets § 24, stk. 1 og bemærkninger
hertil.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.4 i de almindelige bemærk-
ninger til lovforslaget.
Til § 14
Den foreslåede bestemmelse § 14, 1. pkt. indebærer, at den,
der har fremtidsfuldmagt i økonomiske forhold, vil skulle
holde fuldmagtsgiverens midler adskilt fra sine egne.
Efter bestemmelsen må fremtidsfuldmægtigen ikke sam-
menblande fuldmagtsgiverens og sine egne midler. Fuld-
magtsgiverens midler må således ikke indsættes på samme
bankkonto som fremtidsfuldmægtigens midler. Kontanter,
der er i fremtidsfuldmægtigens varetægt, skal endvidere op-
bevares for sig selv, f.eks. i en kuvert påført fuldmagtsgive-
rens navn.
Fremtidsfuldmægtige, som er gift eller samlever med fuld-
magtsgiveren, er dog efter bestemmelsen § 14, 2. pkt. undta-
get fra adskillelseskravet. Bestemmelsen er således ikke til
42
hinder for, at en ægtefælle eller samlever, der bliver frem-
tidsfuldmægtig, fortsat kan have f.eks. fælles bankkonto
med fuldmagtsgiver.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.4 i lovforslagets almindelige
bemærkninger og til lovforslagets § 12 og bemærkningerne
hertil.
Til § 15
Efter den foreslåede bestemmelse kan fremtidsfuldmægtigen
ikke på fuldmagtsgivers vegne yde gaver. Ved gave forstås i
overensstemmelse med almindelig juridisk sprogbrug en hel
eller delvis vederlagsfri formuefordel.
Begrænsningen af fremtidsfuldmægtigens adgang til at yde
gaver på fuldmagtsgiverens vegne gælder dog efter bestem-
melsens 2. pkt. ikke sædvanlige gaver, hvis værdi ikke står i
misforhold til fuldmagtsgiverens kår. Kriteriet ”sædvanlige
gaver, hvis værdi ikke står i misforhold til fuldmagtsgive-
rens kår” svarer til retsvirkningslovens § 30, stk. 1, 2. pkt.,
om ægtefællers adgang til at forære hinanden gaver uden
ægtepagt. Der vil således skulle være tale om gaver, der lig-
ger inden for rimelige økonomiske rammer i det foreliggen-
de miljø, og som der er tradition for at forære i årets løb.
Gaver i anledning af f.eks. jul, fødselsdag og bryllupsdag er
således omfattet heraf.
I vurderingen af, om en gave er sædvanlig i fremtidsfuld-
magtsforhold, vil endvidere kunne indgå, om der er tale om
en videreførelse af fuldmagtsgiverens hidtidige dispositio-
ner. Hvis det er tilfældet, vil det tale for, at gaven er sæd-
vanlig.
Efter 2. pkt. i den foreslåede bestemmelse kan fremtidsfuld-
mægtigen endvidere yde gaver, som er bestemt ved frem-
tidsfuldmagten. Bestemmelsen indebærer en adgang for
fuldmagtsgiveren til at sikre gennemførelse af større, plan-
lagte gaveoverdragelser. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor
fuldmagtsgiveren på et langt tidligere tidspunkt har beslut-
tet, at vedkommendes barn skal overtage et sommerhus eller
en båd, når fuldmagtsgiveren ikke længere benytter sig he-
raf.
Det forudsættes at være en betingelse for, at undtagelsen til
gaveforbuddet kan anvendes i disse tilfælde, at fuldmagtsgi-
veren udtrykkeligt har truffet bestemmelse om gaven i frem-
tidsfuldmagten. Fuldmagtsgiveren vil således ikke kunne
overlade fremtidsfuldmægtigen et skøn med hensyn til ga-
vens indhold og til, hvem gaven ydes. I forlængelse heraf vil
der i almindelighed ikke være anledning til at overveje inte-
ressekonflikter mellem fuldmagtsgiveren og fremtidsfuld-
mægtigen, jf. lovforslagets § 13, i disse tilfælde.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.4 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 16
Efter den foreslåede bestemmelse kan fremtidsfuldmægtigen
i økonomiske forhold ikke forpligte fuldmagtsgiveren ved
kaution eller anden sikkerhedsstillelse for tredjemands gæld.
Bestemmelsen svarer til og er tiltænkt samme anvendelses-
område som kautionsforbuddet i værgemålslovens § 27. Det
indebærer bl.a., at kautionsforbuddet omfatter al kaution,
dvs. ikke blot for tredjemands gæld, men også for at tredje-
mand ikke foretager befrygtede retsstridige handlinger. Det
indebærer endvidere, at sikkerhedsstillelse f.eks. ikke alene
omfatter pantsætning, men også indrømmelse af tilbage-
holdsret og transport af sikkerhed mv.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.4 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 17
Den foreslåede bestemmelse regulerer fremtidsfuldmægtige-
nes adgang til at få dækket nødvendige omkostninger ved
varetagelse af hvervet.
Bestemmelsen har til formål at sikre, at fremtidsfuldmægti-
gene som et minimum vil kunne få dækket direkte udgifter
ved hvervet.
Bestemmelsen indebærer, at fremtidsfuldmægtigen – hvis
ikke andet er bestemt i fuldmagten – af fuldmagtsgiverens
midler kan få dækket nødvendige omkostninger til vareta-
gelse af det i fremtidsfuldmagten bestemte hverv. Det kan
f.eks. være udgifter forbundet med udarbejdelsen af en læ-
geerklæring om fuldmagtsgiverens helbredstilstand til brug
for Statsforvaltningens afgørelse om ikraftsættelse, jf. lov-
forslagets § 5, eller transportudgifter til møder, hvor frem-
tidsfuldmægtigens personlige fremmøde er nødvendigt. Det
kan endvidere være det gebyr, som fremtidsfuldmægtigen
skal betale for at indgive anmodning om fuldmagtens ikraft-
sættelse til Statsforvaltningen, jf. lovforslagets § 30.
Hvis fuldmagtsgiver imidlertid ønsker at yde et egentligt ve-
derlag til fremtidsfuldmægtigen, er den foreslåede bestem-
melse ikke til hinder herfor. Fuldmagtsgiver vil således kun-
ne træffe bestemmelse herom i fremtidsfuldmagten eller på
anden bindende måde.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.4 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 18
Den foreslåede bestemmelse omhandler fremtidsfuldmægti-
genes erstatningsansvar.
Bestemmelsen indebærer, at tilsidesætter en fremtidsfuld-
mægtig sine pligter, er denne erstatningsansvarlig over for
fuldmagtsgiveren for skade, der forvoldes ved forsætlig eller
uagtsomt forhold. Bestemmelsen understøtter således lov-
forslagets §§ 12-17 og har til formål at værne fuldmagtsgi-
veren mod fuldmægtige, som ikke med ansvarlighed lever
43
op til deres hverv. Bestemmelsen svarer til værgemålslovens
§ 31 om en værges erstatningsansvar over for den, der er un-
der værgemål.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.4 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 19
Den foreslåede § 19 indebærer, at justitsministeren kan fast-
sætte nærmere regler om fremtidsfuldmægtige og subsidiære
fremtidsfuldmægtiges pligter og vederlag, herunder om pligt
til regnskabsførelse og en øvre beløbsgrænse for vederlag.
Bemyndigelsen forudsættes bl.a. at kunne anvendes, hvis
der viser sig behov for at præcisere de pligter, der følger af
loven, f.eks. hvis der viser sig et behov for at pålægge frem-
tidsfuldmægtige i økonomiske forhold at føre et egentlig
regnskab eller i øvrigt fastsætte regler om dokumentation for
foretagne dispositioner, som fremtidsfuldmægtigen skal op-
bevare. Bemyndigelsen vil endvidere kunne anvendes til at
fastsætte regler, der af hensyn til at hindre pression eller
misbrug af en svækket fuldmagtsgivers afhængighed af en
fremtidsfuldmægtig begrænser en fremtidsfuldmægtigs ad-
gang til aftale sig til vederlag, herunder at sætte en grænse
for hvor højt et sådant vederlag kan være.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.4 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til kapitel 5
Forholdet til andre fuldmagter
Til § 20
Den foreslåede bestemmelse omhandler fremtidsfuldmægti-
genes kompetence over for andre fuldmagter, som fuld-
magtsgiveren har meddelt.
Efter den foreslåede bestemmelses stk. 1 vil en fremtidsfuld-
mægtig i økonomiske forhold kunne tilbagekalde andre
fuldmagter, der er meddelt af fuldmagtsgiveren inden for
fuldmagtens område. Der er tale om en lovbestemt kompe-
tence for fremtidsfuldmægtigen, og det er således ikke nød-
vendigt, at der er truffet bestemmelse herom i fremtidsfuld-
magten.
Tilbagekaldelsen vil skulle ske i overensstemmelse med af-
talelovens regler herom, jf. nærmere herom pkt. 3.1.6 i lov-
forslagets almindelige bemærkninger.
Fremtidsfuldmægtigens adgang til – inden for fuldmagtens
område – at tilbagekalde andre fuldmagter svarer således til
fuldmagtsgiverens egen kompetence, men som følge af den
tilstand, som betinger fremtidsfuldmagtens ikraftsættelse, er
det tvivlsomt, hvorvidt fuldmagtsgiveren reelt har mulighed
for at udøve denne kompetence.
Fuldmagter, som ikke tilbagekaldes, vedbliver derimod med
at være i kraft. Det gælder, uanset om de er meddelt af fuld-
magtsgiveren før eller efter fremtidsfuldmagtens ikraftsæt-
telse.
Efter den foreslåede bestemmelses stk. 2 får fremtidsfuld-
mægtigen i økonomiske forhold beføjelse til at meddele an-
dre personer fuldmagt til på fuldmagtsgiverens vegne at va-
retage et nærmere afgrænset økonomisk forhold inden for
fremtidsfuldmagtens område. Det kan f.eks. være fuldmagt
til fuldmagtsgiverens bank om fortløbende at betale fuld-
magtsgiverens husleje ved betalingsservice, eller en tingly-
sningsfuldmagt til en advokat, der berigtiger en handel ve-
drørende fuldmagtsgiverens ejendom. En sådan fuldmagt
kan dog ikke omfatte dispositioner, som fremtidsfuldmægti-
gen, jf. lovforslagets kapitel 4, er afskåret fra selv at foreta-
ge på fuldmagtsgivers vegne.
Der er også i forhold til stk. 2 tale om en lovbestemt kompe-
tence for fremtidsfuldmægtigen, og det er således ikke nød-
vendigt, at der er truffet bestemmelse herom i fremtidsfuld-
magten.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.3 i de almindelige bemærk-
ninger til lovforslaget.
Til kapitel 6
Tilsyn
Til § 21
Det foreslås i bestemmelsens stk. 1, at Statsforvaltningen er
tilsynsmyndighed i forhold til fremtidsfuldmægtige og sub-
sidiære fremtidsfuldmægtige.
Den foreslåede bestemmelses stk. 2 fastlægger tilsynets nær-
mere karakter. Stk. 2 indebærer, at hvis Statsforvaltningen
gennem henvendelse eller på anden måde bliver opmærk-
som på forhold, som må antages at stride mod fuldmagtsgi-
verens interesser, kan Statsforvaltningen iværksætte en un-
dersøgelse af forholdet. Det vil være Statsforvaltningen, der
konkret vurderer, om henvendelsen giver grundlag for at
indlede en tilsynssag med henblik på at undersøge, om fuld-
magtsgiverens interesser reelt ikke varetages af fremtids-
fuldmægtigen. Dette vil være tilfældet, hvis reglerne i lov-
forslaget, navnlig kapitel 4 om fremtidsfuldmægtigenes
pligter, er tilsidesat.
En henvendelse vil kunne indgives af enhver og vil således
f.eks. kunne komme fra en pårørende til fuldmagtsgiver, et
plejehjem, hospital mv. Afhængig af undersøgelsens resultat
kan Statsforvaltningen træffe afgørelse om fuldmagtsforhol-
dets ophør.
Der lægges med lovforslaget ikke op til at indføre en pligt
for offentlige myndigheder eller private til at indberette for-
hold til Statsforvaltningen. Om der kan eller skal foretages
indberetning til Statsforvaltningen beror således på lovgiv-
ningen i øvrigt, som ikke berøres af lovforslaget.
Statsforvaltningen vil også have adgang til at indlede en til-
synssag af egen drift, hvis Statsforvaltningen på anden måde
end en henvendelse fra tredjeparter bliver opmærksom på
forhold, som bør undersøges.
44
Bestemmelsen i stk. 3 indebærer, at den, der har fremtids-
fuldmagt, efter anmodning skal give Statsforvaltningen de
oplysninger, der er nødvendige for tilsynet, og efterkomme
Statsforvaltningens pålæg. Bestemmelsen svarer til § 1, stk.
2, i bekendtgørelse nr. 1444 af 13. december 2013 om vær-
gemål. Fremtidsfuldmægtigene vil således have pligt til på
anmodning at fremlægge oplysninger om deres dispositioner
over for Statsforvaltningen.
Fremtidsfuldmægtigene vil endvidere få pligt til at efter-
komme tilsynets pålæg. Det kan f.eks. være et pålæg om
egentlig regnskabsførelse med henblik på en nærmere vur-
dering af fremtidsfuldmægtigens varetagelse af hvervet. Det
kan også være pålæg om at foretage eller undlade at foretage
bestemte dispositioner, f.eks. at gennemføre en planlagt ga-
vedisposition, som ikke ligger inden for rammerne af lovfor-
slagets § 15, eller til at tilbagebetale et beløb til fuldmagtsgi-
ver som modsvarer den beløbsmæssige overskridelse af
rammerne for en sædvanlig gave i det konkrete tilfælde, hvis
fremtidsfuldmægtigen har gennemført en gavedisposition i
strid med § 15.
I det omfang fremtidsfuldmægtigen tilsidesætter et pålæg fra
Statsforvaltningen, vil dette kunne begrunde, at Statsforvalt-
ningen træffer afgørelse om at sætte fremtidsfuldmagten ud
af kraft i forhold til den pågældende fuldmægtig.
Den foreslåede bestemmelses stk. 4 indebærer, at Statsfor-
valtningen i øvrigt kan indhente oplysninger, i det omfang
det er nødvendigt for at varetage tilsynet. Lovforslagets § 6,
stk. 2 og 3, finder i den forbindelse tilsvarende anvendelse,
og der henvises til bemærkningerne til de nævnte bestem-
melser.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.5 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til kapitel 7
Tilbagekaldelse og ændring af en fremtidsfuldmagt
Til § 22
Den foreslåede bestemmelse omhandler tilbagekaldelse og
ændring af fremtidsfuldmagter.
Efter den foreslåede bestemmelses stk. 1 kan fremtidsfuld-
magter tilbagekaldes og ændres af fuldmagtsgiveren. I over-
ensstemmelse med lovforslagets § 3, stk. 3, hvorefter en
fuldmagtsgiver alene kan oprette én fremtidsfuldmagt, kan
en fremtidsfuldmagt alene ændres ved oprettelse af en ny
fremtidsfuldmagt, som omfatter såvel de hidtidige bestem-
melser, der fortsat skal gælde, samt eventuelle nye eller æn-
drede bestemmelser. Dette sikrer løbende en høj grad af
klarhed vedrørende fuldmagtens indhold og omfang.
Før vedkendelsen for notaren er en fremtidsfuldmagt ikke
oprettet i lovforslagets forstand. Indtil dette tidspunkt vil
fuldmagtsgiveren både kunne ændre og slette fuldmagten.
Når fremtidsfuldmagten er oprettet i lovforslagets forstand –
altså efter vedkendelsen for notaren – skal tilbagekaldelse af
en fremtidsfuldmagt, der ikke er trådt i kraft, efter bestem-
melsens stk. 2 ske i overensstemmelse med reglerne om op-
rettelse af fremtidsfuldmagt, altså på samme måde, som
fuldmagten er oprettet, dvs. via notaren, alternativt som an-
ført i administrative regler udstedt i medfør af lovforslagets
§ 3, stk. 4, 2. pkt.
Hvis fuldmagtsgiveren ønsker at ændre en oprettet fremtids-
fuldmagt i tiden mellem vedkendelsen og ikraftsættelsen, vil
fuldmagtsgiveren skulle tilbagekalde den allerede oprettede
fremtidsfuldmagt og erstatte den med en ny. I praksis tæn-
kes proceduren at skulle foretages således, at fuldmagtsgive-
ren i Fremtidsfuldmagtsregisteret lagrer en ny fuldmagt til
erstatning for den allerede oprettede. Lagring af en yderlige-
re fuldmagt vil alene kunne ske, hvis fuldmagtsgiveren i det
digitale system markerer, at det er hensigten, at den nye
fuldmagt skal erstatte den allerede oprettede. Ved en efter-
følgende notarialforretning vil fuldmagtsgiveren skulle til-
bagekalde den tidligere oprettede fuldmagt og vedkende sig
den nye fuldmagt. Den nye fuldmagt vil ikke have gyldig-
hed, før notarialforretningen er gennemført.
Er fremtidsfuldmagten oprettet i medfør af undtagelsesord-
ningen efter de regler, der er fastsat i medfør af lovforslagets
§ 3, stk. 4, 3. pkt., uden brug af den digitale selvbetjenings-
løsning, vil tilbagekaldelse og eventuel oprettelse af en ny
fuldmagt i tilknytning hertil skulle ske over for Statsforvalt-
ningen. I de pågældende tilfælde vil Statsforvaltningen sør-
ge for, at den allerede oprettede fuldmagt bliver slettet og
eventuelt erstattet af den nye fuldmagt.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.1, 4.6.1 og 4.6.2 i lovforsla-
gets almindelige bemærkninger.
Efter bestemmelsens stk. 3 kan en ikraftsat fremtidsfuldmagt
tilbagekaldes eller ændres. Ændring eller tilbagekaldelse vil
dog efter stk. 3 være betinget af, at fuldmagtsgiveren er i
stand til at forstå betydningen af fremtidsfuldmagtens æn-
dring eller tilbagekaldelse. Vurderingen heraf vil skulle
foretages af Statsforvaltningen, og Statsforvaltningen vil så-
ledes skulle efterprøve, om tilbagekaldelsesbetingelserne er
opfyldt. Om begrebet ”forstå betydningen” henvises til lov-
forslagets § 4, stk. 2, og bemærkningerne hertil.
Statsforvaltningens adgang til at indhente oplysninger mv. i
tilsynssager finder tilsvarende anvendelse i de pågældende
situationer. Der henvises til lovforslagets § 21, stk. 4, og be-
mærkningerne hertil.
Til brug for sagens oplysning kan Statsforvaltningen endvi-
dere f.eks. indkalde fuldmagtsgiveren til en samtale med
henblik på at vurdere den pågældendes forståelse af tilbage-
kaldelsen eller ændringen.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.6 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
45
Til § 23
Den foreslåede bestemmelse omhandler et privat tilsyns ad-
gang til at tilbagekalde en fremtidsfuldmagt.
Efter den foreslåede bestemmelse har den, der af fuldmagts-
giveren er tillagt indseende med fremtidsfuldmægtigene, jf.
lovforslagets § 2, stk. 3, beføjelser til helt eller delvist at til-
bagekalde en ikraftsat fremtidsfuldmagt, hvis adgangen her-
til er bestemt i fuldmagten. Tilbagekaldelsen skal ske over
for Statsforvaltningen.
Bestemmelsen giver således alene det private tilsyn tilbage-
kaldelsesbeføjelser, hvis fuldmagtsgiveren har truffet be-
stemmelse herom. Bestemmelsen fastsætter, at tilbagekal-
delsesadgangen omfatter fremtidsfuldmagten i sin helhed el-
ler en del heraf, f.eks. en specifik opgave i forhold til handel
med værdipapirer. Det indebærer endvidere, at adgangen til
tilbagekaldelse kan omfatte en eller flere af fremtidsfuld-
mægtigene. Sker tilbagekaldelse i forhold til en fremtids-
fuldmægtig, består fuldmagtsforholdet i forhold til de øvri-
ge.
Der lægges endvidere med den foreslåede bestemmelse op
til, at tilbagekaldelsen skal ske over for Statsforvaltningen.
Dette skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 27 om
Statsforvaltningens tinglysning af afgørelser vedrørende
fremtidsfuldmagter i Personbogen. Når det private tilsyns
tilbagekaldelse sker over for Statsforvaltningen, sikres det
samtidig, at tilbagekaldelsen offentliggøres og får virkning
ved tinglysningen. At tilbagekaldelsen skal ske over for
Statsforvaltningen indebærer dog ikke, at Statsforvaltningen
skal træffe afgørelse herom. Statsforvaltningen skal alene
drage omsorg for tinglysningen og eventuelt underretning af
relevante personer, jf. lovforslagets § 28, hvorefter der ad-
ministrativt kan fastsættes regler om, at Statsforvaltningen
skal underrette relevante personer bl.a. om en fremtidsfuld-
magts tilbagekaldelse.
Med henblik på at sikre fuldmagtsgiveren den fornødne bi-
stand i tilfælde af, at det private tilsyn tilbagekalder frem-
tidsfuldmagten, foreslås det, at tilsynet bliver berettiget til at
anmode Statsforvaltningen om at indlede en værgemålssag.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.6 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 24
Den foreslåede bestemmelse omhandler ophør af en frem-
tidsfuldmagt som følge af fuldmagtsgivers forhold.
Efter bestemmelsens stk. 1 ophører fremtidsfuldmagten, hvis
fuldmagtsgiveren kommer under værgemål. Det forudsæt-
tes, at der i forbindelse med fastsættelse af værgemål tages
højde for fremtidsfuldmagtens ophør således, at værgemålet
– forudsat at betingelserne herfor er opfyldt – omfatter de
forhold, som tidligere var omfattet af fremtidsfuldmagten.
Værgemål indebærer dog ikke i alle tilfælde ophør af frem-
tidsfuldmagten. Fremtidsfuldmagten ophører således ikke,
hvis værgemålet angår bestemte forhold, der ikke er omfat-
tet af fremtidsfuldmagten, eller som den, der har fremtids-
fuldmagt, er forhindret i at varetage, jf. lovforslagets §§ 12,
13 og 15. Fremtidsfuldmagten ophører således ikke på
grund af værgemål for fuldmagtsgiveren, hvis værgemålet
angår et bestemt forhold, som ikke er omfattet af fremtids-
fuldmagten, f.eks. salg af fast ejendom for en fuldmagtsgi-
ver, der har meddelt fremtidsfuldmagt i personlige forhold.
Fremtidsfuldmagten ophører endvidere ikke, hvis værgemå-
let er iværksat til varetagelse af et bestemt forhold som følge
af, at fremtidsfuldmægtigen midlertidigt er forhindret i at
varetage sit hverv, f.eks. på grund af risiko for interessekon-
flikt vedrørende det pågældende forhold. Beskikkes der en
særlig værge i overensstemmelse med værgemålslovens §
47, som den foreslås affattet ved denne lovs § 32, nr. 3, vil
en fremtidsfuldmagt således ikke ophøre af denne grund.
Efter den foreslåede bestemmelses stk. 2 ophører fremtids-
fuldmagtsforholdet endvidere, hvis fuldmagtsgiveren dør. I
dette tilfælde har fuldmagtsgiveren ikke længere adgang til
eller mulighed for at handle, og dermed er grundlaget for
fremtidsfuldmagtsforholdet ikke længere til stede.
Efter den foreslåede bestemmelses stk. 3 finder aftalelovens
§ 24 om en fuldmægtigs beføjelser ved fuldmagtsgivers død
og værgemål tilsvarende anvendelse ved fremtidsfuldmag-
ter. I tilfælde af ophør ved død eller værgemål vil fremtids-
fuldmægtigen – indtil de fornødne foranstaltninger kan træf-
fes af dødsboet eller værgen – således kunne foretage de
retshandler, der er nødvendige for at beskytte boet eller den
(tidligere) fuldmagtsgiver mod tab, jf. herved aftalelovens §
24.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.6 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 25
Den foreslåede bestemmelse omhandler ophør af en frem-
tidsfuldmagt som følge af fremtidsfuldmægtigens forhold.
Efter bestemmelsens stk. 1 ophører en fremtidsfuldmagt,
hvis fremtidsfuldmægtigen frasiger sig hvervet, kommer un-
der værgemål eller har oprettet en fremtidsfuldmagt, der
sættes i kraft. Ophør af fremtidsfuldmagten som følge af
fremtidsfuldmægtigens forhold kan således for det første
komme på tale, hvis den pågældende frasiger sig hvervet,
f.eks. hvis det viser sig mere omfattende end antaget på
fuldmagtens oprettelsestidspunkt.
Efter lovforslagets § 28 bemyndiges justitsministeren til at
fastsætte nærmere regler om underretning af Statsforvaltnin-
gen. Bemyndigelsen vil kunne udnyttes til at fastsætte regler
om underretning af Statsforvaltningen i forbindelse med en
frasigelse af hvervet.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.6.5 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger og til lovforslagets § 28 og bemærkninger-
ne hertil.
46
Ophør kan for det andet komme på tale, hvis fremtidsfuld-
mægtigen kommer under værgemål og således ikke fuldt ud
er i stand til at varetage sine egne forhold.
Ophør kan for det tredje komme på tale, hvis fremtidsfuld-
mægtigen har oprettet en fremtidsfuldmagt, der sættes i
kraft. I en sådan situation vil fremtidsfuldmægtigen ikke væ-
re i stand til at varetage sine egne forhold.
Den foreslåede bestemmelses stk. 2 indebærer, at er der an-
dre fremtidsfuldmægtige eller subsidiære fremtidsfuldmæg-
tige, som fortsat kan varetage hvervet, vedbliver fremtids-
fuldmagten med at være i kraft med de pågældende fuld-
mægtige. Ved Statsforvaltningens afgørelse om at sætte
fremtidsfuldmagten i kraft, har Statsforvaltningen taget stil-
ling til, om alle fremtidsfuldmægtige og subsidiære frem-
tidsfuldmægtige opfylder betingelserne for at varetage hver-
vet, og i tilfælde af en fremtidsfuldmægtigs forfald er de øv-
rige – eller subsidiære – fuldmægtige således allerede legiti-
merede til at handle i stedet.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.2 og 4.6 i lovforslagets almin-
delige bemærkninger.
Til § 26
Den foreslåede bestemmelse omhandler Statsforvaltningens
adgang til at bringe et fremtidsfuldmagtsforhold til ophør.
Efter den forslåede bestemmelse kan Statsforvaltningen
uden for de tilfælde, der er omfattet af §§ 24 og 25, træffe
afgørelse om en fremtidsfuldmagts ophør, herunder delvise
ophør, hvis betingelserne for dens ikraftsættelse, jf. § 7, ikke
længere er til stede. Den foreslåede bestemmelse er en kon-
sekvens af lovforslagets § 21, hvorefter Statsforvaltningen
fører tilsyn med fremtidsfuldmægtigene.
Bestemmelsen indebærer, at hvis der er forhold, der gør det
betænkeligt at opretholde fuldmagten, vil Statsforvaltningen
kunne bringe fremtidsfuldmagten til ophør. Et sådant tilfæl-
de vil f.eks. kunne foreligge, hvis der opstår tvivl om frem-
tidsfuldmægtigenes evner til at varetage hvervet eller andet
forhold, som kan give anledning til begrundet tvivl om,
hvorvidt fremtidsfuldmagtsforholdet vil kunne fungere på
betryggende vis.
Knytter betænkeligheden sig alene til en bestemt del af
fremtidsfuldmagten eller til en bestemt fremtidsfuldmægtig,
kan Statsforvaltningen bringe den pågældende del af frem-
tidsfuldmagten til ophør eller bringe fremtidsfuldmagten til
ophør for så vidt angår den pågældende fuldmægtig. Om til-
fælde, hvor der foreligger betænkelighed, henvises der i øv-
rigt til lovforslagets § 7, stk. 3, og bemærkningerne dertil.
Fremtidsfuldmagtsordningen er tænkt som et enkelt og pri-
vatretligt alternativ til værgemål, og ordningen vil som følge
heraf ikke være egnet til at tage stilling til komplicerede tvi-
ster mv. I det omfang der i forbindelse med Statsforvaltnin-
gens tilsyn kommer forhold for dagen, som gør det betænke-
ligt at opretholde fremtidsfuldmagten, er det således ikke
hensigten, at Statsforvaltningen gennem omfattende under-
søgelser mv. søger at fremskaffe det fornødne grundlag for
at afgøre komplicerede tvister. Hvis det betænkelige forhold
ikke kan afkræftes ved de undersøgelsesskridt, som Statsfor-
valtningen umiddelbart kan foretage inden for rammen af
ordningen, skal fremtidsfuldmagten sættes ud af kraft.
I de tilfælde hvor en fremtidsfuldmagt ophører, og der ikke
er andre fremtidsfuldmægtige eller subsidiære fremtidsfuld-
mægtige, kan Statsforvaltningen tage initiativ til at indlede
en sag om værgemål, jf. herved den foreslåede ændring af
værgemålslovens § 16, stk. 2, jf. lovforslagets § 32, nr. 2.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.6 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 27
Den foreslåede bestemmelse omhandler tinglysning af Stats-
forvaltningens afgørelser.
Den foreslåede bestemmelses stk. 1 indebærer, at Statsfor-
valtningens afgørelser om ikraftsættelse, tilbagekaldelse,
ændring eller ophør af en fremtidsfuldmagt har virkning fra
det tidspunkt, hvor afgørelsen tinglyses i Personbogen.
Stk. 1 indebærer således for det første, at Statsforvaltningens
afgørelser om ikraftsættelse, tilbagekaldelse, ændring eller
ophør af fremtidsfuldmagter skal tinglyses i Personbogen.
Formålet hermed er at sikre tredjemand en enkel mulighed
for at gøre sig bekendt med den til enhver tid gældende
fremtidsfuldmagt.
Stk. 1 indebærer for det andet, at Statsforvaltningens afgø-
relser har virkning fra det tidspunkt, hvor afgørelsen tingly-
ses i Personbogen og således er offentlig tilgængelig. De
retsvirkninger, som Statsforvaltningens afgørelse har for
fremtidsfuldmagten, har således virkning fra tinglysningen,
hvor alle relevante parter har adgang til at gøre sig bekendt
med disse. Hvis Statsforvaltningen f.eks. træffer afgørelse
om ophør af fremtidsfuldmagten, vil fremtidsfuldmægtigens
adgang til at repræsentere fuldmagtsgiveren bortfalde fra
dette tidspunkt. Aftaler, som fremtidsfuldmægtigen indgår
efter tinglysningen af Statsforvaltningens afgørelse, er såle-
des ikke bindende for fuldmagtsgiveren.
Den foreslåede bestemmelses stk. 2 indebærer, at et privat
tilsyns tilbagekaldelse af fremtidsfuldmagten eller en del he-
raf over for Statsforvaltningen ligeledes har virkning fra tin-
glysningstidspunktet. Der henvises i øvrigt til lovforslagets
§ 23 og bemærkningerne hertil.
Den foreslåede bestemmelses stk. 3 indebærer, at bliver
Statsforvaltningen gennem henvendelse eller på anden måde
opmærksom på, at en fremtidsfuldmagt er ophørt af andre
grunde end Statsforvaltningens afgørelse, eller at en frem-
tidsfuldmægtig eller subsidiær fuldmægtig er ophørt med at
varetage hvervet, foranstalter Statsforvaltningen tinglysning
af en meddelelse herom. Dermed bliver der draget omsorg
for, at ophøret gøres offentligt bekendt. Bestemmelsen skal
47
ses i sammenhæng med lovforslagets § 28, hvorefter justits-
ministeren bemyndiges til at fastsætte administrative regler
om pligt til at underrette Statsforvaltningen om ophøret af
en fremtidsfuldmagt.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.2 og 4.6 i lovforslagets almin-
delige bemærkninger og til lovforslagets § 28 og bemærk-
ningerne dertil.
Til § 28
Efter den foreslåede bestemmelses stk. 1 kan justitsministe-
ren fastsætte administrative regler om pligt til at underrette
Statsforvaltningen om en fremtidsfuldmagts ophør.
Bemyndigelsesbestemmelsen vil kunne udnyttes til at fast-
sætte regler om, i hvilket omfang fremtidsfuldmægtige mv.
er forpligtet til at underrette Statsforvaltningen i ophørssi-
tuationer. Bestemmelsen vil kunne anvendes til at fastsætte
regler om, at fremtidsfuldmægtigene har pligt til uden unø-
digt ophold at underrette Statsforvaltningen, hvis de frasiger
sig hvervet.
Efter bestemmelsens stk. 2 kan justitsministeren fastsætte
regler om, at underretninger til Statsforvaltningen efter stk.
1 og skriftlig kommunikation til og fra Statsforvaltningen
om underretninger efter stk. 1 skal foregå digitalt. I den for-
bindelse kan der fastsættes nærmere regler om digital kom-
munikation, herunder om anvendelse af bestemte it-syste-
mer, særlige digitale formater og digital signatur eller lig-
nende, og om hvornår en digital meddelelse vedrørende en
sag om ikraftsættelse af en fremtidsfuldmagt anses for at
være kommet frem.
Efter bestemmelsens stk. 3 bemyndiges justitsministeren til
at fastsætte regler om Statsforvaltningens pligt til at foretage
underretning af de af fremtidsfuldmagtsforholdet berørte
parter om fuldmagtens tilbagekaldelse, ændring eller ophør.
Reguleringen vil navnlig kunne omfatte, hvem der skal un-
derrettes, og hvordan det skal ske. Bemyndigelsesbestem-
melsen påtænkes endvidere udnyttet til efter behov at fast-
sætte regler om Statsforvaltningens overførsel af informati-
on om fuldmagtsforholdet til andre offentlige it-systemer.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.6 og 4.7 i lovforslagets almin-
delige bemærkninger.
Til kapitel 8
Påklage og gebyr
Til § 29
Den foreslåede bestemmelse drejer sig om påklage af Stats-
forvaltningens afgørelser efter loven til Civilstyrelsen.
Den foreslåede bestemmelses stk. 1 fastlægger kredsen af
klageberettigede til at være fuldmagtsgiveren, fuldmagtsgi-
verens ægtefælle eller samlever, fremtidsfuldmægtige og
subsidiære fremtidsfuldmægtige. Kredsen af klageberettige-
de udgøres således af personer, der direkte berøres af frem-
tidsfuldmagtsforholdet.
Den foreslåede bestemmelses stk. 2 indebærer, at klagefri-
sten er på fire uger fra afgørelsens tinglysning i Personbo-
gen, for så vidt angår afgørelser omfattet af lovforslagets §
27, stk. 1, dvs. Statsforvaltningens afgørelser om ikraftsæt-
telse, tilbagekaldelse, ændring eller ophør af en fremtids-
fuldmagt. Bestemmelsen indebærer endvidere, at klagefri-
sten for øvrige afgørelser er fire uger efter, at klageren har
fået meddelelse om afgørelsen.
Den fastsatte klagefrist på fire uger indebærer, at klager, der
modtages i Civilstyrelsen mere end fire uger efter datoen for
tinglysning af Statsforvaltningens afgørelse eller fra medde-
lelsen af afgørelsen, ikke vil blive behandlet. I overensstem-
melse med almindelige forvaltningsretlige principper vil en
klage dog kunne behandles, hvis en fristoverskridelse er
undskyldelig.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.2 og 4.6 i lovforslagets almin-
delige bemærkninger.
Til § 30
Bestemmelsen drejer sig om fastsættelse af gebyr for indgi-
velse af anmodninger om fremtidsfuldmagters ikraftsættelse.
Efter den foreslåede bestemmelse kan der således fastsættes
regler om, at der betales et gebyr ved indgivelsen af en an-
modning om at sætte en fremtidsfuldmagt i kraft.
Der vil endvidere kunne fastsættes regler om, hvordan og
hvornår gebyret skal betales og om størrelsen af gebyret.
Der henvises i øvrigt til pkt. 6-8 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til kapitel 9
Ikrafttræden m.v.
Til § 31
Det foreslås, at justitsministeren bemyndiges til at fastsætte
tidspunktet for lovens ikrafttræden.
Bestemmelsen skal bl.a. ses i sammenhæng med lovforsla-
gets § 3, hvorefter fremtidsfuldmagter skal registreres i et
register over fremtidsfuldmagter. Den foreslåede ordning
forudsætter således bl.a., at der vil skulle etableres et regi-
ster over fremtidsfuldmagter (Fremtidsfuldmagtsregisteret)
efter Folketingets vedtagelse af lovforslaget.
Om Fremtidsfuldmagtsregistereret kan der henvises til pkt.
4.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til lovfor-
slagets § 3 og bemærkningerne hertil.
Til § 32
Til nr. 1
Den foreslåede ændring af værgemålslovens § 16, stk. 1, in-
debærer en udvidelse af kredsen af personer, der kan frem-
sætte anmodning om værgemål eller om ophævelse eller æn-
dring af værgemål.
48
Kredsen af berettigede personer, der kan fremsætte en an-
modning om værgemål for en person, består i dag af den på-
gældende selv, den pågældendes nærmeste pårørende, den
pågældendes værge eller særlige værge, kommunalbestyrel-
sen, regionsrådet og politidirektøren. Som konsekvens af
den foreslåede ordning om fremtidsfuldmagter, indebærer
ændringen, at også fremtidsfuldmægtigene får adgang til at
anmode om, at der fastsættes værgemål.
Den foreslåede ændring indebærer endvidere, at også den,
der efter lovforslagets § 2, stk. 3, af fuldmagtsgiveren har
fået til opgave at have indseende med fuldmægtigen (det
private tilsyn), kan anmode Statsforvaltningen om at fast-
sætte værgemål i forbindelse med, at den pågældende tilba-
gekalder fremtidsfuldmagten. Der er tale om en lovbestemt
kompetence hertil, og det er således ikke nødvendigt, at det i
fremtidsfuldmagten er bestemt, at tilsynet har denne beføjel-
se.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.6 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 2
Den foreslåede ændring af værgemålslovens § 16, stk. 2, in-
debærer, at Statsforvaltningen uden anmodning kan indlede
en værgemålssag i tilfælde, hvor en fremtidsfuldmagt ikke
sættes ikraft efter indgivelse af anmodning herom, eller hvor
fremtidsfuldmagten tilbagekaldes eller ophører, jf. lovforsla-
gets kapitel 2 og 7.
Formålet med bestemmelsen er at sikre, at personer, der har
behov herfor, får fornøden bistand til at varetage deres øko-
nomiske eller personlige forhold, uanset at fremtidsfuldmag-
ten ophører.
Hvis Statsforvaltningen efter at have modtaget en ikraftsæt-
telsesanmodning ikke sætter fremtidsfuldmagten i kraft, vil
Statsforvaltningen i stedet kunne indlede en værgemålssag,
hvis der vurderes at være behov herfor. Det samme vil være
tilfældet, hvis en fremtidsfuldmagt tilbagekaldes eller i øv-
rigt ophører. Statsforvaltningens indledning af sagen vil om-
fatte de almindelige sagsskridt efter værgemålsloven, herun-
der om underretning af den pågældende person og dennes
pårørende efter værgemålslovens § 20 mv.
Der henvises til lovforslagets §§ 4, 7 og 24-26 og bemærk-
ningerne hertil.
Efter værgemålslovens § 13, stk. 2, træffer Statsforvaltnin-
gen afgørelse om at iværksætte værgemål, medmindre det er
betænkeligt at behandle en sag administrativt, herunder hvis
personer protesterer mod værgemålet. Sager, hvor Statsfor-
valtningen efter lovforslagets § 32, nr. 2, får kompetence til
at indlede sagen på grund af en fremtidsfuldmagts ophør el-
ler manglende ikraftsættelse, er omfattet af værgemålslo-
vens § 13, stk. 2, og er det betænkeligt at afgøre sagen admi-
nistrativt, kan retten efter værgemålslovens § 13, stk. 3,
træffe afgørelse om værgemålet.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.6 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 3
Den foreslåede ændring af værgemålslovens § 47 indebærer,
at der kan beskikkes en særlig værge for fuldmagtsgiveren,
hvis fremtidsfuldmægtigen skal indgå en retshandel med
fuldmagtsgiveren, eller hvis der i øvrigt kan være modstri-
dende interesser i forhold til fuldmagtsgiveren i forbindelse
med den eller de bestemte dispositioner. De pågældende si-
tuationer vil dermed skulle håndteres på samme måde som
tilsvarende sager på værgemålsområdet. Beskikkelse af en
særlig værge medfører ikke, at fremtidsfuldmagten ophører,
men at værgen i forhold til den konkrete disposition vil va-
retage fuldmagtsgiverens interesser.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.4.2 i de almindelige bemærk-
ninger til lovforslaget og til lovforslagets § 13 og bemærk-
ningerne dertil.
Til § 33
Til nr. 1
For en patient, der ikke selv kan varetage sine interesser,
følger det af sundhedslovens § 14, at den eller de personer,
som efter lovgivningen er bemyndiget hertil, indtræder i pa-
tientens rettigheder efter §§ 15-51, i det omfang det er nød-
vendigt for at varetage patientens interesser i den pågælden-
de situation.
Med den foreslåede ændring fastsættes det, at repræsentati-
onsmuligheden gælder hele loven og ikke alene bestemmel-
serne i §§ 15-51. Det indebærer, at en legal repræsentant kan
varetage patientens interesser i henhold til alle de bestem-
melser i loven, hvor repræsentation er mulig.
Til nr. 2
Efter sundhedslovens § 15, stk. 1, må ingen behandling ind-
ledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke,
medmindre andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i
henhold til lov eller af §§ 17-19.
Med den foreslåede ændring af sundhedslovens § 15, stk. 1,
præciseres det, at §§ 17-19 i sundhedsloven giver mulighed
for stedfortrædende samtykke til behandling.
Til nr. 3
For en patient, der varigt mangler evnen til at give informe-
ret samtykke, kan de nærmeste pårørende efter sundhedslo-
vens § 18, stk. 1, give informeret samtykke til behandling. I
de tilfælde, hvor patienten er under værgemål, der omfatter
personlige forhold, herunder helbredsforhold, jf. værgemåls-
lovens § 5, kan informeret samtykke dog gives af værgen.
Den foreslåede ændring af § 18, stk. 1, 2, pkt., er en sproglig
rettelse, der skyldes indsættelsen af et 3. pkt., jf. nr. 4 neden-
for.
49
Til nr. 4
Efter sundhedslovens § 18, stk. 1, jf. nr. 3 ovenfor, kan pa-
tientens nærmeste pårørende og værge give samtykke til be-
handling på vegne af patienter, der varigt mangler evnen til
at give informeret samtykke.
Med det foreslåede 3. pkt. i § 18, stk. 1, sikres det, at en
fremtidsfuldmægtig indenfor rammerne af fremtidsfuldmag-
ten kan give stedfortrædende informeret samtykke til be-
handling, jf. sundhedslovens § 5, på vegne af en patient, der
varigt mangler evnen til at give informeret samtykke.
En fremtidsfuldmægtig vil således – i lighed med værger el-
ler andre, der kan give stedfortrædende samtykke – ikke
kunne give samtykke til behandling på vegne af patienter,
der midlertidigt mangler evnen til at give informeret sam-
tykke.
Til nr. 5
Af sundhedslovens § 18, stk. 2, følger det, at en sundheds-
person, hvis en patient, der varigt mangler evnen til at give
informeret samtykke, ikke har nogen nærmeste pårørende
eller værge, kan gennemføre en påtænkt behandling, hvis en
anden sundhedsperson, der har faglig indsigt på området, og
som ikke tidligere har deltaget i eller skal deltage i behand-
lingen af den pågældende patient, giver sin tilslutning hertil.
Med den foreslåede ændring af § 18, stk. 2, fastsættes det, at
en sundhedsperson kan gennemføre en påtænkt behandling
af en patient, hvis en anden sundhedsperson, der har faglig
indsigt på området, og som ikke tidligere har deltaget i eller
skal deltage i behandlingen af den pågældende patient, giver
sin tilslutning hertil, hvis patienten ikke har en nærmeste på-
rørende, værge eller fremtidsfuldmægtig. Forslaget er en
konsekvens af de foreslåede ændringer, hvorefter en frem-
tidsfuldmægtig tillægges beføjelser til at samtykke til be-
handling af fuldmagtsgiveren
Til nr. 6
Efter sundhedslovens § 18, stk. 4, kan sundhedspersonen
gennemføre behandlingen, såfremt Styrelsen for Patientsik-
kerhed giver sin tilslutning hertil, hvis sundhedspersonen
skønner, at de nærmeste pårørende eller værgen, jf. stk. 1,
forvalter samtykket på en måde, der åbenbart vil skade pa-
tienten eller behandlingsresultatet.
Med den foreslåede ændring af § 18, stk. 4, fastsættes det, at
en sundhedsperson – med tilslutning fra Styrelsen for Patie-
ntsikkerhed – kan gennemføre en behandling uden samtykke
fra de nærmeste pårørende, værgen eller den fremtidsfuld-
mægtige, hvis sundhedspersonen skønner, at de pågældende
forvalter samtykket på en måde, der åbenbart vil skade pa-
tienten eller behandlingsresultatet.
Til nr. 7
Efter sundhedslovens § 19 kan en sundhedsperson indlede
eller fortsætte en behandling uden samtykke fra patienten el-
ler fra forældremyndighedens indehaver, nærmeste pårøren-
de eller værge, hvis en patient, der midlertidigt eller varigt
mangler evnen til at give informeret samtykke eller er under
15 år, befinder sig i en situation, hvor øjeblikkelig behand-
ling er påkrævet for patientens overlevelse eller for på læn-
gere sigt at forbedre patientens chance for overlevelse eller
for et væsentligt bedre resultat af behandlingen.
Med den foreslåede ændring af § 19 fastsættes det, at en
sundhedsperson kan gennemføre en behandling uden sam-
tykke fra forældremyndighedens indehaver, nærmeste pårø-
rende, værge eller fremtidsfuldmægtig, når der er tale om et
øjeblikkeligt behandlingsbehov.
Til nr. 8
Af sundhedslovens § 22 følger det, at bestemmelserne i §§
15 og 16 om informeret samtykke, § 17 om mindreårige, §
20 om patientens inddragelse og § 21 om sundhedsperso-
nens ansvar finder tilsvarende anvendelse for dette kapitel.
Dog finder § 17 om mindreårige ikke anvendelse for § 26
om livstestamenter.
Med det forslåede nye 2. og 3. pkt. i § 22 fastsættes det, at
§§ 18 og 19 i sundhedsloven ikke finder anvendelse for de
rettigheder, der er omfattet af sundhedslovens kapitel 6. Det-
te betyder, at nærmeste pårørende, værger og fremtidsfuld-
mægtige ikke kan give stedfortrædende samtykke i forhold
til sultestrejke, modtagelse af blod, behandling af uafvende-
ligt døende mv. på vegne af personer, der varigt mangler ev-
nen til at give informeret samtykke. Tilsvarende kan disse
personer ikke tilbagekalde et livstestamente.
Det foreslåede 3. pkt., der tidligere var 2. pkt., er en konse-
kvens af det nyindsatte 2. pkt.
Til nr. 9
Efter § 52, stk. 1, kan der fra en person, som har meddelt
skriftligt samtykke hertil, udtages væv og andet biologisk
materiale i personens levende live til behandling af sygdom
eller legemsskade hos et andet menneske. Samtykket kan ef-
ter stk. 2 meddeles af den, der er fyldt 18 år. Såfremt ganske
særlige grunde taler derfor, kan indgrebet dog foretages med
samtykke fra en person under 18 år, når samtykket er tiltrådt
af forældremyndighedens indehaver. For en person, som er
under 15 år, eller som mangler evnen til selv at give samtyk-
ke, kan samtykket gives af forældremyndighedens indehaver
eller af værgen, når betingelserne herfor er opfyldt, jf. stk. 3.
Der kan dog ikke gives samtykke til, at der fra en person un-
der 18 år eller fra en person, som mangler evnen til selv at
give samtykke, udtages ikke gendanneligt væv.
Med det foreslåede 3. pkt. i sundhedslovens § 52, stk. 2,
fastsættes det, at samtykket for en person, som er under 15
år, kan gives af forældremyndighedens indehaver, når betin-
gelserne i stk. 3 er opfyldt. Ændringen er en konsekvensret-
telse som følge af de foreslåede nye 4. og 5. pkt., og videre-
fører i øvrigt gældende ret.
50
Med det foreslåede 4. pkt. fastsættes, at samtykket for en
person, der mangler evnen til selv at give samtykke, kan gi-
ves af værgen, når betingelserne i stk. 3 er opfyldt. Det fore-
slåede 4. pkt. er en videreførelse af dele af det tidligere 3.
pkt.
Med det foreslåede 5. pkt. fastsættes det, at samtykket for
personer, der mangler evnen til at give samtykke, kan gives
af en fremtidsfuldmægtig, i de tilfælde, hvor en patient har
afgivet en fremtidsfuldmagt, der omfatter personlige for-
hold, herunder helbredsforhold, i det omfang fremtidsfuld-
magten bemyndiger fremtidsfuldmægtigen dertil, og betin-
gelserne i stk. 3 er opfyldt.
Til § 34
Bestemmelsen angår lovens territoriale gyldighed.
Den foreslåede bestemmelses stk. 1 indebærer, at loven ikke
gælder for Færøerne og Grønland.
Efter den foreslåede bestemmelses stk. 2 kan lovens §§ 1-32
og § 33, nr. 9, dog ved kongelig anordning helt eller delvis
sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grøn-
landske forhold tilsiger.
Sagsområdet vedrørende formueret, hvortil en lov om frem-
tidsfuldmagter henhører, er overtaget af Færøerne. Loven
skal derfor ikke kunne sættes i kraft for Færøerne. Efter be-
stemmelsens stk. 3 kan de foreslåede ændringer af værge-
målsloven, jf. lovforslagets § 32, og de foreslåede ændringer
af sundhedsloven, jf. lovforslagets § 33, imidlertid helt eller
delvis sættes i kraft for Færøerne med de ændringer, som de
færøske forhold tilsiger.
51
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 32. I værgemålsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1015 af
20. august 2007, som ændret ved § 8 i lov nr. 434 af 8. maj
2006, § 2 i lov nr. 221 af 21. marts 2011 og § 8 i lov nr. 647
af 12. juni 2013, foretages følgende ændringer:
§ 16. Anmodningen om værgemål eller om ændring eller
ophævelse af værgemål, jf. §§ 5-10, kan fremsættes af
1) den pågældende selv,
2) dennes ægtefælle, børn, forældre, søskende eller andre
blandt de nærmeste,
3) værgen, en skifteværge eller en særlig værge,
4) kommunalbestyrelsen,
5) regionsrådet eller
6) politidirektøren.
1. I § 16, stk. 1, indsættes efter nr. 3 som nye numre:
»4) den pågældendes fremtidsfuldmægtig,
5) den, der har indseende med den pågældendes fremtids-
fuldmægtig, og som har tilbagekaldt fremtidsfuldmag-
ten,«.
Nr. 4-6 bliver herefter nr. 6-8.
Stk. 2. Statsforvaltningen kan uden anmodning behandle
spørgsmål om ændring og ophævelse af værgemål, jf. § 9 og
§ 10, samt om værgebeskikkelse og ændring heraf.
2. I § 16, stk. 2, indsættes efter 1. pkt.:
»Statsforvaltningen kan uden anmodning indlede en sag
om værgemål i tilfælde, hvor en fremtidsfuldmagt ikke sæt-
tes i kraft efter anmodning herom, eller hvor fremtidsfuld-
magten tilbagekaldes eller ophører, jf. kapitel 2 og 7 i lov
om fremtidsfuldmagter.«
§ 47. Skal værgen indgå en retshandel med den, der er un-
der værgemål, eller kan deres interesser i et retsforhold i øv-
rigt være modstridende, beskikkes der en særlig værge.
3. I § 47 indsættes efter »værgen«: »eller en fremtidsfuld-
mægtig«, og efter »værgemål« indsættes: »eller har oprettet
en fremtidsfuldmagt, der er trådt i kraft«.
§ 33. I sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1202 af
14. november 2014, som senest ændret ved § 1 i lov nr.
1870 af 29. december 2015, foretages følgende ændringer:
§ 14. For en patient, der ikke selv kan varetage sine inte-
resser, indtræder den eller de personer, som efter lovgivnin-
gen er bemyndiget hertil, i patientens rettigheder efter §§
15-51, i det omfang det er nødvendigt for at varetage patien-
tens interesser i den pågældende situation.
1. I § 14 ændres »§§ 15-51« til: »loven«.
§ 15. Ingen behandling må indledes eller fortsættes uden
patientens informerede samtykke, medmindre andet følger
af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov eller af §§
17-19.
2. I § 15, stk. 1, indsættes efter »eller af«: »denne lovs«.
Stk. 2-5. - - -
§ 18. For en patient, der varigt mangler evnen til at give
informeret samtykke, kan de nærmeste pårørende give infor-
meret samtykke til behandling. I de tilfælde, hvor patienten
er under værgemål, der omfatter personlige forhold, herun-
der helbredsforhold, jf. værgemålslovens § 5, kan informeret
samtykke dog gives af værgen.
Stk. 2. Har en patient, der varigt mangler evnen til at give
informeret samtykke, ingen nærmeste pårørende eller værge,
kan sundhedspersonen gennemføre en påtænkt behandling,
3. I § 18, stk. 1, 2. pkt., udgår »dog«.
4. I § 18, stk. 1, indsættes som 3. pkt.:
»I de tilfælde, hvor en patient har afgivet en fremtidsfuld-
magt, der omfatter personlige forhold, herunder helbredsfor-
hold, kan informeret samtykke gives af den fremtidsfuld-
mægtige, i det omfang fremtidsfuldmagten bemyndiger
fremtidsfuldmægtigen dertil.«
5. I § 18, stk. 2, ændres »ingen nærmeste pårørende eller
værge« til: »ingen nærmeste pårørende, værge eller frem-
52
hvis en anden sundhedsperson, der har faglig indsigt på om-
rådet, og som ikke tidligere har deltaget i eller skal deltage i
behandlingen af den pågældende patient, giver sin tilslutning
hertil.
Stk. 3. - - -
tidsfuldmægtig, der kan repræsentere patienten i personlige
forhold, herunder helbredsforhold«.
Stk. 4. Skønner sundhedspersonen, at de nærmeste pårø-
rende eller værgen, jf. stk. 1, forvalter samtykket på en må-
de, der åbenbart vil skade patienten eller behandlingsresulta-
tet, kan sundhedspersonen gennemføre behandlingen, så-
fremt Sundhedsstyrelsen giver sin tilslutning hertil.
6. I § 18, stk. 4, ændres »de nærmeste pårørende eller vær-
gen« til: »de nærmeste pårørende, værgen eller fremtidsfuld-
mægtigen«.
§ 19. Hvis en patient, der midlertidigt eller varigt mangler
evnen til at give informeret samtykke eller er under 15 år,
befinder sig i en situation, hvor øjeblikkelig behandling er
påkrævet for patientens overlevelse eller for på længere sigt
at forbedre patientens chance for overlevelse eller for et væ-
sentligt bedre resultat af behandlingen, kan en sundhedsper-
son indlede eller fortsætte en behandling uden samtykke fra
patienten eller fra forældremyndighedens indehaver, nærme-
ste pårørende eller værge.
7. I § 19 ændres »nærmeste pårørende eller værge« til:
»nærmeste pårørende, værge eller fremtidsfuldmægtig«.
§ 22. For bestemmelserne i dette kapitel finder §§ 15 og
16 om informeret samtykke, § 17 om mindreårige, § 20 om
patientens inddragelse og § 21 om sundhedspersonens an-
svar tilsvarende anvendelse. Dog finder § 17 om mindreåri-
ge ikke anvendelse for § 26 om livstestamenter.
8. § 22, stk. 1, 2. pkt., ophæves og i stedet indsættes:
»§§ 18 og 19 finder ikke anvendelse for bestemmelserne i
dette kapitel. § 17 om mindreårige finder ikke anvendelse
for § 26 om livstestamenter.«
§ 52. - - -
Stk. 2. Samtykke kan meddeles af den, der er fyldt 18 år.
Såfremt ganske særlige grunde taler derfor, kan indgrebet
dog foretages med samtykke fra en person under 18 år, når
samtykket er tiltrådt af forældremyndighedens indehaver.
For en person, som er under 15 år, eller som mangler evnen
til selv at give samtykke, kan samtykket gives af forældre-
myndighedens indehaver eller af værgen, når betingelserne
herfor er opfyldt, jf. stk. 3. Der kan dog ikke gives samtykke
til, at der fra en person under 18 år eller fra en person, som
mangler evnen til selv at give samtykke, udtages ikke gen-
danneligt væv.
Stk. 3-6. - - -
9. § 52, stk. 2, 3. pkt., ophæves og i stedet indsættes:
»For en person, som er under 15 år, kan samtykket gives
af forældremyndighedens indehaver, når betingelserne i stk.
3 er opfyldt. For en person, der mangler evnen til selv at gi-
ve samtykke, kan samtykket gives af værgen, når betingel-
serne i stk. 3 er opfyldt. I de tilfælde, hvor en patient har af-
givet en fremtidsfuldmagt, der omfatter personlige forhold,
herunder helbredsforhold, kan samtykke for en person, der
mangler evnen til selv at give samtykke, gives af den frem-
tidsfuldmægtige, i det omfang fremtidsfuldmagten bemyndi-
ger fremtidsfuldmægtigen dertil, og betingelserne i stk. 3 er
opfyldt.«
§ 34. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Stk. 2. §§ 1-32 og § 33, nr. 9, kan ved kongelig anordning
helt eller delvist sættes i kraft for Grønland med de ændrin-
ger, som de grønlandske forhold tilsiger.
Stk. 3. §§ 32 og 33 kan ved kongelig anordning helt eller
delvist sættes i kraft for Færøerne med de ændringer, som de
færøske forhold tilsiger.
53