Fremsat den 27. januar 2016 af justitsministeren (Søren Pind)

Tilhører sager:

Aktører:


    AA9460

    https://www.ft.dk/ripdf/samling/20151/lovforslag/L108/20151_L108_som_fremsat.pdf

    Fremsat den 27. januar 2016 af justitsministeren (Søren Pind)
    Forslag
    til
    Lov om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere, lov om fuldbyrdelse
    af visse strafferetlige afgørelser i Den Europæiske Union, lov om international
    fuldbyrdelse af straf m.v. og retsplejeloven
    (Overførsel af kompetence fra Justitsministeriets departement til anklagemyndigheden i sager om udlevering og fuldbyrdelse
    af visse strafferetlige afgørelser m.v.)
    § 1
    I lov om udlevering af lovovertrædere, jf.
    lovbekendtgørelse nr. 833 af 25. august 2005, som ændret
    senest ved § 3 i lov nr. 428 af 1. maj 2013, foretages
    følgende ændringer:
    1. I § 21, stk. 1, udgår »eller den, ministeren bemyndiger
    dertil,«.
    2. Efter § 21 c indsættes:
    »§ 21 d. Justitsministeren kan fastsætte regler om, at rigs-
    advokaten, statsadvokaterne eller politidirektørerne kan udø-
    ve de beføjelser, der i denne lov er tillagt justitsministeren.
    Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte regler om adgangen
    til at påklage afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndi-
    gelse efter stk. 1 eller i medfør af § 18 h, stk. 4, 1. pkt., her-
    under at afgørelserne ikke kan indbringes for anden admini-
    strativ myndighed.«
    § 2
    I lov om fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser i
    Den Europæiske Union, jf. lovbekendtgørelse nr. 213 af 22.
    februar 2013, som ændret ved § 2 i lov nr. 1572 af 15.
    december 2015, foretages følgende ændring:
    1. I § 54 indsættes som stk. 7:
    »Stk. 7. Justitsministeren kan fastsætte regler om adgan-
    gen til at påklage afgørelser, der er truffet i henhold til be-
    myndigelse efter stk. 1, herunder at afgørelserne ikke kan
    indbringes for anden administrativ myndighed.«
    § 3
    I lov om international fuldbyrdelse af straf m.v., jf.
    lovbekendtgørelse nr. 740 af 18. juli 2005, som ændret ved
    § 2 i lov nr. 428 af 1. maj 2013, foretages følgende
    ændringer:
    1. I § 2, stk. 2, § 6, 2. pkt., og § 10, stk. 1, indsættes efter
    »justitsministeren«: »eller den, ministeren bemyndiger der-
    til«.
    2. I § 3, stk. 3, 1. pkt., og § 10, stk. 3, indsættes efter »Ju-
    stitsministeren«: »eller den, ministeren bemyndiger dertil,«.
    3. I § 10, stk. 4, indsættes efter »justitsministeren«: »eller
    den, ministeren bemyndiger dertil,«.
    4. Efter § 12 a indsættes i kapitel 5:
    »§ 12 b. Justitsministeren kan fastsætte regler om adgan-
    gen til at påklage afgørelser, der er truffet i henhold til be-
    myndigelse efter denne lov, herunder at afgørelserne ikke
    kan indbringes for anden administrativ myndighed.«
    § 4
    I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1255 af 16.
    november 2015, som ændret ved § 10 i lov nr. 1741 af 22.
    december 2015 og § 1 i lov nr. 1867 af 29. december 2015,
    foretages følgende ændringer:
    1. I § 327, stk. 5, 3. pkt., ændres »§ 392, stk. 2,« til: »§ 392,
    stk. 3, og § 392 a, stk. 2,«.
    Lovforslag nr. L 108 Folketinget 2015-16
    Justitsmin., j.nr. 2015-1902-0276
    AA009460
    2. I § 394, stk. 2, 1. pkt., ændres »§ 389, § 391 eller § 392«
    til: »§ 148 a, stk. 4, § 389, § 389 a, stk. 1, § 391, 392 eller §
    392 a, stk. 2«.
    § 5
    Loven træder i kraft den 1. maj 2016.
    § 6
    Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
    Stk. 2. Lovens §§ 1 og 3 kan ved kongelig anordning helt
    eller delvist sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de
    ændringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.
    2
    Bemærkninger til lovforslaget
    Almindelige bemærkninger
    Indholdsfortegnelse
    1. Indledning
    2. Lovforslagets hovedpunkter
    2.1. Behandling af sager om udlevering
    2.1.1. Gældende ret
    2.1.2. Justitsministeriets overvejelser og den fore-
    slåede ordning
    2.1.2.1.Overførsel af kompetence
    2.1.2.2.Afskærelse af klageadgang
    2.2. Fuldbyrdelse af strafferetlige afgørelser
    2.2.1. Gældende ret
    2.2.1.1.Inden for Den Europæiske Union
    2.2.1.2 Uden for Den Europæiske Union
    2.2.2. Justitsministeriets overvejelser og den fore-
    slåede ordning
    2.2.2.1.Overførsel af kompetence
    2.2.2.2.Afskærelse af klageadgang
    2.3. Kære
    2.3.1. Kære af afslag på fri proces
    2.3.1.1.Gældende ret
    2.3.1.2.Justitsministeriets overvejelser og
    den foreslåede ordning
    2.3.2 Kærefrister
    2.3.2.1.Gældende ret
    2.3.2.2.Justitsministeriets overvejelser og
    den foreslåede ordning
    3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det
    offentlige
    4. Økonomiske og administrative konsekvenser for er-
    hvervslivet mv.
    5. Administrative konsekvenser for borgerne
    6. Miljømæssige konsekvenser
    7. Forholdet til EU-retten
    8. Hørte myndigheder og organisationer mv.
    9. Sammenfattende skema
    1. Indledning
    Formålet med lovforslaget er at etablere det lovgivnings-
    mæssige grundlag for, at en række konkrete sager på det
    strafferetlige område, der i dag behandles i Justitsministeri-
    ets departement, fremover i stedet kan behandles af anklage-
    myndigheden.
    Det drejer sig navnlig om sager om udlevering af personer
    til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse og sager om inter-
    national fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser, f.eks.
    fuldbyrdelse her i landet af udenlandske afgørelser om
    fængselsstraf, bødestraf eller konfiskation.
    Det er Justitsministeriets vurdering, at det vil være mere
    hensigtsmæssigt, hvis sådanne konkrete sager fremover be-
    handles af anklagemyndigheden og ikke i Justitsministeriets
    departement, som det sker i dag.
    Der foreslås derfor indsat de nødvendige bemyndigelsesbe-
    stemmelser i de relevante love, således at afgørelseskompe-
    tencen mv. i disse sager kan overføres til anklagemyndighe-
    den.
    Desuden foreslås, at justitsministeren i forbindelse med en
    overførsel af sagerne til anklagemyndigheden kan fastsætte
    regler om adgangen til at klage over anklagemyndighedens
    afgørelser i disse sager, herunder bestemmelser om, at afgø-
    relserne ikke kan påklages til en anden administrativ myn-
    dighed.
    Der foreslås endvidere en ændring af henvisningen i retsple-
    jelovens § 327, stk. 5, 3. pkt., til § 392, stk. 2, vedrørende
    kære af afslag på fri proces, som Justitsministeriet er blevet
    opmærksom på ikke er korrekt. Herudover foreslås en æn-
    dring af retsplejelovens § 394, stk. 2, 1. pkt., idet Justitsmi-
    nisteriet er blevet opmærksom på, at der ikke er blevet fast-
    sat regler om kærefrist i en række bestemmelser i forbindel-
    se med tidligere lovændringer.
    2. Lovforslagets hovedpunkter
    2.1. Behandling af sager om udlevering
    2.1.1. Gældende ret
    Sager om udlevering af personer til strafforfølgning eller
    straffuldbyrdelse i et andet land behandles efter reglerne i
    udleveringsloven. Udleveringsloven indeholder dels regler
    om, hvilke betingelser der skal være opfyldt, for at udleve-
    ring kan ske, jf. lovens kapitel 2-2 b, dels regler om behand-
    ling af sager om udlevering, jf. lovens kapitel 3-3 b.
    Kompetencen til at træffe beslutning om udlevering – med
    undtagelse af udlevering til de nordiske lande – er i dag til-
    lagt justitsministeren. For så vidt angår sager om udlevering
    til stater uden for Den Europæiske Union og Norden frem-
    går kompetencen af lovens § 15, stk. 1, og for så vidt angår
    sager om udlevering til medlemsstater i Den Europæiske
    Union (den europæiske arrestordre) fremgår kompetencen af
    lovens § 18 b, stk. 5.
    Kompetencen til at træffe beslutning om udlevering til Fin-
    land, Island, Norge eller Sverige (den nordiske arrestordre)
    er derimod tillagt politidirektøren, jf. udleveringslovens § 18
    h, stk. 4. Justitsministeriets departement er derfor normalt
    ikke involveret i behandlingen af denne type sager. Det føl-
    ger dog af udleveringslovens § 18 h, stk. 4, at i de tilfælde,
    hvor der samtidig med en nordisk arrestordre foreligger en
    anden begæring om udlevering fra et land uden for Norden,
    træffes afgørelse om udlevering af justitsministeren.
    Når en anmodning om udlevering eller en europæisk arrest-
    ordre modtages i Justitsministeriets departement, sendes den
    3
    til politiet på det sted, hvor den, som søges udleveret, har
    ophold, medmindre justitsministeren allerede på grundlag af
    oplysningerne i anmodningen eller den europæiske arrestor-
    dre finder at burde afslå udlevering. Efter modtagelsen af
    anmodningen eller arrestordren iværksætter politiet uden op-
    hold den undersøgelse, der er nødvendig for at afgøre, om
    betingelserne for udlevering er opfyldt, jf. udleveringslovens
    § 12 og § 18 b, stk. 1.
    Når politiets undersøgelse er afsluttet, forelægges spørgsmå-
    let om udlevering for justitsministeren, der træffer afgørelse
    i sagen, jf. de ovenfor nævnte bestemmelser i udleveringslo-
    vens § 15, stk. 1, og § 18 b, stk. 5. I sager om udlevering på
    grundlag af en europæisk arrestordre følger det af udleve-
    ringslovens § 18 d, stk. 1, at justitsministerens afgørelse skal
    træffes snarest og så vidt muligt inden 10 dage efter, at den,
    der begæres udleveret, er anholdt her i landet eller har med-
    delt samtykke til udleveringen.
    Udleveringsloven indeholder ikke tilsvarende sagsbehand-
    lingsfrister for sager om udlevering til stater uden for EU,
    men i praksis behandles sådanne sager ligeledes normalt
    som sager af hastende karakter. Det skyldes bl.a., at den på-
    gældende, der søges udleveret, ofte vil være varetægtsfæng-
    slet i anledning af udleveringssagen.
    Træffer justitsministeren beslutning om udlevering, kan den,
    der skal udleveres, inden tre dage forlange, at politiet ind-
    bringer spørgsmålet om beslutningens lovlighed for retten
    på det sted, hvor den pågældende opholder sig, jf. udleve-
    ringslovens § 16 og § 18 b, stk. 5, 2. pkt. Rettens afgørelse
    træffes ved kendelse, der inden for en frist på tre dage kan
    kæres til landsretten. Indbringes beslutningen for retten, kan
    udlevering ikke ske, før beslutningen er fundet lovlig ved
    endelig retskendelse, jf. udleveringslovens § 17, stk. 1, 2.
    pkt., og § 18 e, stk. 1, 2. pkt. I sager om udlevering på
    grundlag af en europæisk arrestordre følger det § 18 d, stk.
    2, at hvis udleveringsbeslutningen indbringes for retten, skal
    rettens endelige afgørelse så vidt muligt afsiges inden 60
    dage efter anholdelsen af den pågældende her i landet.
    Justitsministeren er i medfør af udleveringsloven tillige til-
    lagt beslutningskompetencen vedrørende en række forhold,
    der knytter sig til en beslutning om udlevering.
    Det er således justitsministeren, der i medfør af udleverings-
    lovens § 20, stk. 1, kan meddele tilladelse til, at en person,
    der er udleveret efter reglerne i udleveringsloven, underka-
    stes strafforfølgning eller straffuldbyrdelse eller udleveres
    videre til tredjeland for en anden strafbar handling begået
    før udleveringen end den, den pågældende er udleveret for.
    Endvidere er det justitsministeren eller den, ministeren be-
    myndiger dertil, der giver tilladelse til, at personer, der udle-
    veres fra en fremmed stat til en anden, kan føres gennem
    Danmark, hvis betingelserne herfor er opfyldt, jf. udleve-
    ringslovens § 21, stk. 1. Da bemyndigelsesbestemmelsen ik-
    ke er udnyttet, meddeles sådanne tilladelser til transit i dag
    af justitsministeren.
    Endelig følger det af udleveringslovens § 10, nr. 2, og § 10
    j, stk. 1, at den udleverede ikke uden justitsministerens tilla-
    delse må underkastes strafforfølgning ved en særdomstol.
    Det er i øvrigt Justitsministeriets departement, der i dag ud-
    steder europæiske arrestordrer og fremsender udleveringsbe-
    gæringer til stater uden for Den Europæiske Union og Nor-
    den i sager, hvor Danmark ønsker en person udleveret til
    strafforfølgning eller straffuldbyrdelse. Denne kompetence
    er imidlertid ikke nærmere lovreguleret.
    2.1.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede
    ordning
    2.1.2.1. Overførsel af kompetence
    Justitsministeriet finder, at beslutningskompetencen i kon-
    krete sager om udlevering af personer til strafforfølgning el-
    ler staffuldbyrdelse i et andet land bør overføres fra justits-
    ministeren til anklagemyndigheden. Det bør således være
    anklagemyndigheden, der fremover træffer afgørelse om,
    hvorvidt udlevering kan ske både i sager om udlevering til
    en anden EU-medlemsstat og i sager om udlevering til stater
    uden for EU og Norden. Tilsvarende bør det være anklage-
    myndigheden, der udøver de øvrige beføjelser vedrørende
    udleveringssager, der er beskrevet ovenfor under punkt
    2.1.1. Det bemærkes i øvrigt i den forbindelse, at kompeten-
    cen til at udstede europæiske arrestordrer tillige fremover
    påtænkes placeret hos anklagemyndigheden.
    Sager om udlevering rejser ofte forskellige spørgsmål af
    strafferetlig karakter, ligesom Justitsministeriets departe-
    ments behandling af udleveringsbegæringer i dag sker i
    samarbejde med politiet og anklagemyndigheden i den poli-
    tikreds, hvor den pågældende opholder sig (og eventuelt sid-
    der varetægtsfængslet i anledning af udleveringssagen).
    Endvidere er det anklagemyndigheden i den pågældende po-
    litikreds, som indbringer en beslutning om udlevering for
    byretten, såfremt den pågældende forlanger beslutningens
    lovlighed prøvet ved retten.
    På den baggrund finder Justitsministeriet, at behandlingen af
    udleveringssager mere hensigtsmæssigt vil kunne placeres
    hos den overordnede anklagemyndighed.
    Det foreslås derfor, at der i udleveringsloven indsættes en
    bemyndigelse til, at de beføjelser, der efter loven er tillagt
    justitsministeren, ved bekendtgørelse kan overføres til Rigs-
    advokaten, statsadvokaterne eller politidirektørerne. Det er i
    første omgang Justitsministeriets hensigt at udnytte bemyn-
    digelsen til administrativt at overføre beføjelserne til Rigs-
    advokaten. Da det imidlertid på længere sigt kan vise sig
    hensigtsmæssigt, at beføjelserne placeres hos andre dele af
    anklagemyndigheden (statsadvokaterne eller politidirektø-
    rerne) giver den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse tilli-
    ge mulighed herfor.
    Det bemærkes, at det i forbindelse med gennemførelsen af
    Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om
    den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgi-
    4
    velse mellem medlemsstaterne blev overvejet, hvorvidt
    kompetencen i disse sager burde placeres hos Justitsministe-
    riets departement. Rammeafgørelsen indeholder ikke nær-
    mere regler om, hvilke myndigheder medlemsstaterne skal
    udpege som kompetente myndigheder i relation til behand-
    lingen af modtagne arrestordrer og udstedelse af arrestor-
    drer.
    Justitsministeriet fandt dengang i 2003, at kompetencen til
    at behandle sager i 1. instans om udlevering på grundlag af
    den europæiske arrestordre (både for så vidt angår udstedel-
    sen af en arrestordre og behandlingen af en arrestordre ud-
    stedt af en anden medlemsstat) indtil videre burde placeres i
    Justitsministeriets departement. Der blev i den forbindelse
    bl.a. lagt vægt på, at en central placering af kompetencen til
    at træffe afgørelse om udlevering i henhold til den europæ-
    iske arrestordre ville sikre en ensartet behandling af sagerne.
    Dette ville især være hensigtsmæssigt i en periode, hvor der
    endnu ikke var en fast afgørelsespraksis i sagerne. Desuden
    blev der lagt vægt på, at hensynet til en ensartet administra-
    tion af udleveringsloven talte for, at Justitsministeriets de-
    partement traf afgørelse om udlevering, uanset om der var
    tale om udlevering til en anden EU-medlemsstat eller til sta-
    ter uden for EU. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til
    lov nr. 433 af 10. juni 2003 om ændring af lov om udleve-
    ring af lovovertrædere og lov om udlevering af lovovertræ-
    dere til Finland, Island, Norge og Sverige (Gennemførelse af
    EU-rammeafgørelse om den europæiske arrestordre mv.), jf.
    Folketingstidende, 2002-03, tillæg A, side 4309.
    Det er Justitsministeriets vurdering, at disse hensyn også vil
    blive tilgodeset ved at overføre behandlingen af udleve-
    ringssager – både sager om udlevering til andre EU-med-
    lemsstater og til stater uden for EU – til Rigsadvokaten, der
    som central, overordnet anklagemyndighed vil kunne sikre
    en fortsat ensartet behandling af sagerne.
    Kompetencen til at træffe afgørelse i sager om udlevering til
    et af de nordiske lande, som i dag er placeret hos politidirek-
    tørerne, jf. udleveringslovens § 18 h, stk. 4, foreslås ikke
    ændret. Dog findes det hensigtsmæssigt, at afgørelser i de
    tilfælde, hvor der samtidig med en nordisk arrestordre fore-
    ligger en begæring om udlevering fra et land uden for Nor-
    den, som i dag træffes af justitsministeren, også indtil videre
    henlægges til Rigsadvokaten.
    Der henvises til § 1, nr. 2, i lovforslaget.
    2.1.2.2. Afskærelse af klageadgang
    Da beslutninger om udlevering – med undtagelse af udleve-
    ring inden for Norden – i dag træffes af Justitsministeriets
    departement, er der ikke mulighed for at påklage en sådan
    beslutning til en anden administrativ myndighed. Derimod
    er der i udleveringsloven fastsat en særlig let adgang for
    den, der er omfattet af en udleveringsbeslutning, til at få be-
    slutningens lovlighed prøvet ved domstolene.
    Det er Justitsministeriets vurdering, at ved en overførsel af
    afgørelseskompetencen i udleveringssager til Rigsadvoka-
    ten, vil Rigsadvokatens beslutninger om udlevering som ud-
    gangspunkt blive omfattet af reglen om klageadgang i rets-
    plejelovens § 98, stk. 4, hvorefter afgørelser truffet af Rigs-
    advokaten i 1. instans kan påklages til Justitsministeriets de-
    partement.
    Justitsministeriet finder imidlertid, at den gældende ordning,
    hvorefter en beslutning om udlevering ikke kan påklages ad-
    ministrativt, men alene forlanges indbragt for retten, bør
    fastholdes. Det skyldes først og fremmest, at der med den
    særlig lette adgang til domstolsprøvelse ikke findes at være
    noget retssikkerhedsmæssigt behov for en administrativ kla-
    geadgang.
    Hertil kommer, at sager om udlevering ofte er af hastende
    karakter. Det følger eksempelvis af artikel 17 i rammeafgø-
    relsen om den europæiske arrestordre, hvoraf det fremgår, at
    medlemsstaterne skal behandle og fuldbyrde en europæisk
    arrestordre som en hastesag, ligesom bestemmelsen indehol-
    der visse frister for sagsbehandlingstiden. Dette er afspejlet i
    tidsfristerne i udleveringslovens § 18 d, som er nærmere be-
    skrevet ovenfor under punkt 2.1.1.
    En ordning, hvorefter en beslutning om udlevering tillige
    skal kunne påklages administrativt, vil derfor gøre det meget
    vanskeligt at overholde de gældende regler om sagsbehand-
    lingstid, der er fastsat på baggrund af rammeafgørelsen om
    den europæiske arrestordre.
    Det foreslås derfor, at der i udleveringsloven indsættes en
    bemyndigelse til, at Justitsministeriet ved overførsel af kom-
    petence i medfør af den foreslåede bestemmelse i udleve-
    ringslovens § 21 d, stk. 1, tillige kan fastsætte regler om, at
    afgørelser truffet i medfør af bemyndigelsen ikke kan påkla-
    ges til en anden administrativ myndighed. I forbindelse med
    at det administrativt bliver fastsat, at kompetencen i udleve-
    ringssager henlægges til Rigsadvokaten, vil det administra-
    tivt blive bestemt, at Rigsadvokatens afgørelser i disse sager
    ikke kan påklages til Justitsministeriets departement.
    Som nævnt ovenfor under punkt 2.1.1 træffes beslutning om
    udlevering til de nordiske lande i dag af politidirektørerne
    med mulighed for, at den, der skal udleveres, kan forlange
    politidirektørens beslutning om udlevering indbragt for
    domstolene på samme måde som i andre sager om udleve-
    ring. Rigsadvokaten har oplyst over for Justitsministeriet, at
    statsadvokaterne ikke i praksis modtager klager over politi-
    direktørernes afgørelser om udlevering, selvom udleverings-
    loven ikke i dag indeholder bestemmelser om afskærelse af
    klageadgangen. Justitsministeriet finder imidlertid, at der for
    at sikre, at de enkelte ordninger om behandling af udleve-
    ringssager er ens, er grund til også at fastsætte regler, der af-
    skærer adgangen til at påklage politidirektørernes udleve-
    ringsbeslutninger til statsadvokaten. Den foreslåede bemyn-
    digelse giver derfor tillige mulighed herfor.
    Der henvises til § 1, nr. 2, i lovforslaget.
    5
    2.2. Fuldbyrdelse af strafferetlige afgørelser
    2.2.1. Gældende ret
    2.2.1.1. Inden for Den Europæiske Union
    Strafferetlige afgørelser, der er truffet i andre medlemsstater
    i Den Europæiske Union, kan fuldbyrdes her i landet efter
    reglerne i lov om fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørel-
    ser i Den Europæiske Union, jf. § 1, stk. 2. Lovens § 1, stk.
    1, opregner de afgørelsestyper, der er omfattet af loven. For
    afgørelser truffet i Finland og Sverige gælder dog tillige de
    særlige regler om nordisk samarbejde, jf. § 1, stk. 3.
    Det følger af lovens § 54, stk. 1, at justitsministeren eller
    den, ministeren bemyndiger dertil, træffer afgørelse om an-
    modninger om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser
    om konfiskation, bødestraf, fængselsstraf eller andre fri-
    hedsberøvende foranstaltninger og foranstaltninger som al-
    ternativ til varetægtsfængsling og om anmodninger om aner-
    kendelse af og overtagelse af tilsyn med afgørelser om plig-
    ter eller påbud i forbindelse med udsættelse af straffastsæt-
    telse eller straffuldbyrdelse som alternativ sanktion eller ved
    prøveløsladelse.
    Bemyndigelsen i lovens § 54, stk. 1, er ikke udnyttet, hvor-
    for kompetencen i dag tilkommer Justitsministeriet.
    For så vidt angår afgørelser om fuldbyrdelse af en fængsels-
    straf eller anden frihedsberøvende foranstaltning og afgørel-
    ser om fuldbyrdelse af en foranstaltning som alternativ til
    varetægtsfængsling træffer justitsministeren afgørelse i
    medfør af § 54, stk. 1, hvis justitsministeren finder, at an-
    modningen skal afslås. Findes der derimod ikke at være
    grunde til at afslå en anmodning om at overtage fuldbyrdel-
    sen af en fængselsstraf mv. eller af en foranstaltning som al-
    ternativ til varetægtsfængsling, anmoder Justitsministeriets
    departement anklagemyndigheden om at indbringe sagen for
    retten, jf. lovens § 54 a og § 54 d. Afgørelse om fuldbyrdel-
    se af fængselsstraf eller anden frihedsberøvende foranstalt-
    ning og foranstaltninger som alternativ til varetægtsfængs-
    ling træffes herefter af domstolene, jf. § 54, stk. 2 og 3. Der
    henvises endvidere til bemærkningerne til lov nr. 347 af 14.
    maj 2008 om ændring af lov om fuldbyrdelse af visse straf-
    feretlige afgørelser i Den Europæiske Union, lov om udleve-
    ring af lovovertrædere og lov om Det Centrale Dna-profil-
    register (Gennemførelse af rammeafgørelsen om en europæ-
    isk bevissikringskendelse og rammeafgørelsen om anven-
    delse af princippet om gensidig anerkendelse på domme i
    straffesager om idømmelse af frihedsstraf mv.) jf. Folke-
    tingstidende, 2007-08, 2. samling, tillæg A, side 3031-3032.
    For så vidt angår afgørelser om fuldbyrdelse af bødestraf og
    konfiskation træffes afgørelsen af justitsministeren eller den,
    ministeren bemyndiger dertil, jf. lovens § 54, stk. 1. Der
    gælder dog en særlig let adgang til domstolsprøvelse i så-
    danne sager, jf. lovens § 56, stk. 1, hvorefter enhver, som er
    part i sagen, kan forlange, at anklagemyndigheden indbrin-
    ger Justitsministeriets afgørelse for retten.
    For så vidt angår afgørelser om anerkendelse af og overta-
    gelse af tilsyn med afgørelser om pligter eller påbud i for-
    bindelse med udsættelse af straffastsættelse eller straffuld-
    byrdelse som alternativ sanktion eller ved prøveløsladelse,
    træffes disse af justitsministeren eller den, ministeren be-
    myndiger dertil, uden særlig adgang til domstolsprøvelse.
    Det følger dog af lovens § 29 n, at når tilsyn er overtaget,
    finder bestemmelserne i straffeloven og straffuldbyrdelses-
    loven mv. dog anvendelse på senere afgørelser, der træffes
    her i landet i forbindelse med tilsynet. Således vil afgørelser,
    der indebærer fuldbyrdelse eller fastsættelse af fængselsstraf
    for betingede domme, skulle træffes af domstolene, jf. straf-
    felovens §§ 60-61.
    Lov om fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser i Den
    Europæiske Union indeholder endvidere en række tidsfrister
    for behandlingen af de ovenfor omtalte sager. Afgørelser om
    fuldbyrdelse af en fængselsstraf eller anden frihedsberøven-
    de foranstaltning træffes så vidt muligt inden 90 dage efter
    modtagelsen af anmodningen fra udstedelsesstaten, mens af-
    gørelser om anerkendelse af og overtagelse af tilsyn med af-
    gørelser om pligter mv. træffes hurtigst muligt og senest 60
    dage efter modtagelsen af dommen eller afgørelsen, jf. § 54,
    stk. 4 og 5. Afgørelse om anerkendelse og fuldbyrdelse af
    foranstaltninger som alternativ til varetægtsfængsling træf-
    fes hurtigst muligt og senest 20 arbejdsdage efter modtagel-
    sen af anmodningen fra udstedelsesstaten, jf. § 54, stk. 6, 1.
    pkt.
    2.2.1.2. Uden for Den Europæiske Union og Norden
    Efter reglerne i lov om international fuldbyrdelse af straf
    mv. kan udenlandske afgørelser om straf fuldbyrdes her i
    landet og danske afgørelser om straf fuldbyrdes i udlandet,
    jf. lovens § 1, stk. 1. Loven gælder for afgørelser, der ikke
    er omfattet af enten lov om fuldbyrdelse af visse strafferetli-
    ge afgørelser i Den Europæiske Union eller af lov om sam-
    arbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående
    fuldbyrdelse af straf mv., jf. lovens § 1, stk. 2 og 3.
    De afgørelser, der er omfattet af loven, er bl.a. fuldbyrdelse
    af afgørelser om bøde og konfiskation og afgørelser om
    overførsel af domfældte i medfør af den europæiske konven-
    tion af 21. marts 1983 om overførelse af domfældte og til-
    lægsprotokollen hertil. Loven tillægger justitsministeren
    kompetence på en række punkter vedrørende behandlingen
    af de konkrete sager.
    Lovens § 2, stk. 1, bestemmer, at afgørelser, som er omfattet
    af konventionen om overførsel af domfældte, kan fuldbyrdes
    efter konventionens regler. Afgørelse om samtykke til over-
    førsel efter konventionen (både i sager, hvor Danmark er
    domsland, og hvor Danmark er fuldbyrdelsesland) træffes af
    justitsministeren, jf. § 2, stk. 2.
    Endvidere er det justitsministeren, der kan bestemme, at
    fuldbyrdelse af en udenlandsk afgørelse i Danmark skal ske
    efter reglerne i konventionens artikel 10 om fortsat fuldbyr-
    delse – og ikke efter reglerne i konventionens artikel 11 om
    omsætning af straffen, som er hovedreglen – hvis det ikke
    6
    ellers vil være muligt at få en domfældt overført hertil, jf.
    lovens § 3, stk. 3. Selve afgørelsen om omsætning eller til-
    pasning af straffen træffes af domstolene, jf. lovens § 3, stk.
    2 og 3.
    Sager, som efter loven skal afgøres af en domstol her i lan-
    det, indbringes af anklagemyndigheden for byretten på det
    sted, hvor den pågældende bor. Har den pågældende ikke
    bopæl her i landet, bestemmer justitsministeren, hvilken by-
    ret der skal behandle sagen, jf. lovens § 6.
    Endvidere kan justitsministeren, når humanitære eller andre
    særlige hensyn taler derfor, bestemme, at straf mv., som er
    pålagt i en anden stat, kan fuldbyrdes her i landet, selvom
    der ikke i forhold til den pågældende stat gælder en af de i
    loven omhandlede konventioner eller overenskomster, jf. lo-
    vens § 10, stk. 1. I forbindelse med sådanne aftaler i enkelt-
    sager fastsætter justitsministeren ligeledes, i hvilket omfang
    reglerne i loven og de heri nævnte konventioner skal fravi-
    ges, og hvorvidt aftalen kan indgås på vilkår om, at der på
    tilsvarende betingelser kan ske fuldbyrdelse i den anden stat
    af afgørelser, der er fastsat her i landet vedrørende personer,
    der er hjemmehørende i den anden stat, jf. lovens § 10, stk.
    3 og 4.
    2.2.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede
    ordning
    2.2.2.1. Overførsel af kompetence
    Justitsministeriet finder, at beslutningskompetencen i kon-
    krete sager om fuldbyrdelse af udenlandske strafferetlige af-
    gørelser i Danmark og fuldbyrdelse af visse danske straffe-
    retlige afgørelser i udlandet bør overføres til anklagemyn-
    digheden. Det bør således være anklagemyndigheden, der
    fremover træffer afgørelse om, hvorvidt udenlandske afgø-
    relser kan fuldbyrdes i Danmark, både når afgørelserne er
    truffet i en anden EU-medlemsstat, og når afgørelserne er
    truffet i en stat uden for EU og Norden. Tilsvarende bør det
    være anklagemyndigheden, der for så vidt angår visse typer
    af sager om fuldbyrdelse vurderer, hvorvidt der er grundlag
    for at anmode udenlandske myndigheder om at fuldbyrde
    strafferetlige afgørelser, der er truffet i Danmark.
    Det bemærkes i den forbindelse, at sager om overførsel af
    domfældte personer til afsoning i hjemlandet ikke påtænkes
    udlagt til anklagemyndigheden.
    Sager om fuldbyrdelse af udenlandske afgørelser i Danmark
    rejser ofte forskellige spørgsmål af strafferetlig karakter, li-
    gesom Justitsministeriets departements behandling af sager-
    ne i dag sker i samarbejde med politi og anklagemyndighed
    i den relevante politikreds. Skal sagen indbringes for retten,
    forestås dette ligeledes af anklagemyndigheden.
    På den baggrund finder Justitsministeriet, at behandlingen af
    sagerne mere hensigtsmæssigt vil kunne placeres hos ankla-
    gemyndigheden.
    Det foreslås derfor, at der i lov om international fuldbyrdel-
    se af visse strafferetlige afgørelser mv. indsættes en bemyn-
    digelse til, at justitsministeren kan henlægge de beføjelser,
    der i dag efter loven tilkommer justitsministeren i konkrete
    sager om fuldbyrdelse, til en anden administrativ myndig-
    hed. Det er i første omgang Justitsministeriets hensigt at ud-
    nytte bemyndigelsen til administrativt at overføre beføjelser-
    ne til Rigsadvokaten.
    I lov om fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser i Den
    Europæiske Union er der allerede indsat de fornødne be-
    myndigelsesbestemmelser, der gør det muligt for Justitsmi-
    nisteriet at overføre beslutningskompetencen til andre myn-
    digheder, herunder til Rigsadvokaten, hvorfor der ikke er
    behov for at indsætte nye bemyndigelsesbestemmelser i
    denne lov.
    Der henvises til § 3 i lovforslaget.
    2.2.2.2. Afskærelse af klageadgang
    Da det er Justitsministeriets departement, der behandler de
    sager om fuldbyrdelse af strafferetlige afgørelser, som på-
    tænkes overført til anklagemyndigheden, er der i dag ikke
    adgang til administrativ rekurs i de tilfælde, hvor ministeriet
    træffer afgørelse. Derimod er der i nogle af sagskategorierne
    fastsat en særlig let adgang til domstolsprøvelse, jf. ovenfor
    under punkt 2.2.1.
    Det er Justitsministeriets vurdering, at der ved en overførsel
    af sagerne til Rigsadvokaten som udgangspunkt – i det om-
    fang der træffes afgørelse i sagerne – vil være klageadgang
    til Justitsministeriets departement i medfør af retsplejelo-
    vens § 98, stk. 4, hvorefter afgørelser truffet af Rigsadvoka-
    ten i 1. instans kan påklages til Justitsministeriets departe-
    ment.
    Justitsministeriet finder imidlertid, at den gældende ordning,
    hvorefter afgørelserne i disse sager ikke kan påklages admi-
    nistrativt, bør fastholdes. Det skyldes dels, at der i en række
    af sagerne er fastsat særlig let adgang til domstolsprøvelse,
    hvorfor der ikke findes at være noget retssikkerhedsmæssigt
    behov for en administrativ klageadgang, dels at der for de
    sager, som er omfattet af lov om fuldbyrdelse af visse straf-
    feretlige afgørelser i Den Europæiske Union, er fastsat en
    række tidsfrister for sagsbehandlingen, jf. ovenfor under
    punkt 2.2.1.1, på baggrund af de bagvedliggende EU-ram-
    meafgørelser, som loven gennemfører. En ordning hvorefter
    afgørelser i disse sager skal kunne påklages administrativt,
    vil derfor gøre det vanskeligt at overholde de disse frister.
    Det foreslås derfor, at der i både lov om international fuld-
    byrdelse af straf mv. og i lov om fuldbyrdelse af visse straf-
    feretlige afgørelser i Den Europæiske Union indsættes be-
    myndigelse til, at Justitsministeriet kan fastsætte regler om,
    at afgørelser i sager om fuldbyrdelse truffet i medfør af be-
    myndigelse ikke skal kunne påklages til en anden admini-
    strativ myndighed. I forbindelse med at det administrativt
    bliver fastsat, at kompetencen i sagerne henlægges til Rigs-
    advokaten, vil det administrativt blive bestemt, at Rigsadvo-
    katens afgørelser i disse sager ikke kan påklages til Justits-
    ministeriets departement.
    7
    Der henvises til § 2 og § 3 i lovforslaget.
    2.3. Kære
    2.3.1. Kære af afslag på fri proces
    2.3.1.1. Gældende ret
    Det følger af retsplejelovens § 327, stk. 5, 3. pkt., at afslag
    på fri proces til en sag, der behandles af Sø- og Handelsret-
    ten eller af landsretten som 1. instans, uanset § 392, stk. 2,
    kan kæres uden særlig tilladelse.
    2.3.1.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede
    ordning
    Justitsministeriet er blevet opmærksom på, at henvisningen i
    retsplejelovens § 327, stk. 5, 3, pkt., til § 392, stk. 2, vedrø-
    rende kære af afslag på fri proces til en sag, der behandles af
    landsretten som 1. instans eller af Sø- og Handelsretten, ikke
    er korrekt. Det foreslås derfor, at henvisningen ændres såle-
    des, at der rettelig henvises til § 392, stk. 3, og § 392 a, stk.
    2.
    2.3.2. Kærefrister
    2.3.2.1. Gældende ret
    Det følger af retsplejelovens § 394, stk. 2, 1. pkt., at hvis der
    er meddelt kæretilladelse efter §§ 389, 391 eller 392, skal
    kære ske inden 2 uger efter, at tilladelsen er meddelt ansøge-
    ren.
    2.3.2.2 Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede
    ordning
    Justitsministeriet er blevet opmærksom på, at der ikke er
    blevet fastsat regler om kærefrist i en række bestemmelser i
    retsplejeloven i forbindelse med tidligere lovændringer.
    Det foreslås af hensyn til sagernes fremme, at hvis der er
    meddelt tilladelse til at kære rettens beslutning om fritagelse
    fra at anvende domstolenes sagsportal eller afslag herpå ef-
    ter retsplejelovens § 148 a, stk. 4, hvis der efter § 389 a, stk.
    1, er meddelt tilladelse til at kære kendelser og andre beslut-
    ninger, der afsiges af byretten under hovedforhandlingen el-
    ler under dennes forberedelse, eller hvis der efter § 392 a,
    stk. 2, er meddelt tilladelse til at kære Sø- og Handelsrettens
    kendelser, skal kære ske inden 2 uger efter, at tilladelsen er
    meddelt ansøgeren.
    3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det
    offentlige
    Lovforslaget vurderes ikke at have økonomiske eller admi-
    nistrative konsekvenser for det offentlige af betydning.
    4. Økonomiske og administrative konsekvenser for
    erhvervslivet mv.
    Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative kon-
    sekvenser for erhvervslivet.
    5. Administrative konsekvenser for borgerne
    Lovforslaget vurderes ikke at have administrative konse-
    kvenser for borgerne af betydning.
    6. Miljømæssige konsekvenser
    Lovforslaget har ikke miljømæssige konsekvenser.
    7. Forholdet til EU-retten
    Lovforslaget vedrører overførsel af kompetencen fra Justits-
    ministeriets departement til anklagemyndigheden til at be-
    handle sager omfattet af Rådets rammeafgørelse
    2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestor-
    dre og om procedurerne for overgivelse mellem medlems-
    staterne, Rådets rammeafgørelse 2005/214/RIA af 24. fe-
    bruar 2005 om anvendelse af princippet om gensidig aner-
    kendelse på bødestraffe, Rådets rammeafgørelse
    2006/783/RIA af 6. oktober 2006 om anvendelse af princip-
    pet om gensidig anerkendelse på afgørelser om konfiskation,
    Rådets rammeafgørelse 2008/909/RIA af 27. november
    2008 om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse
    på domme i straffesager om idømmelse af frihedsstraffe el-
    ler frihedsberøvende foranstaltninger med henblik på fuld-
    byrdelse i Den Europæiske Union, Rådets rammeafgørelse
    2008/947/RIA af 27. november 2008 om anvendelse af prin-
    cippet om gensidig anerkendelse på domme og afgørelser
    om prøvetid med tilsyn med henblik på tilsyn med tilsyns-
    foranstaltninger og alternative sanktioner og Rådets ramme-
    afgørelse 2009/829/RIA af 23. oktober 2009 om anvendelse
    mellem Den Europæiske Unions medlemsstater af princip-
    pet om gensidig anerkendelse på afgørelser om tilsynsforan-
    staltninger som et alternativ til varetægtsfængsling.
    Justitsministeriet vil i forbindelse med, at sagerne overføres
    til anklagemyndigheden, i fornødent omfang og i overens-
    stemmelse med de nævnte rammeafgørelser orientere Rådets
    Generalsekretariat om, hvilke myndigheder i Danmark der
    fremover vil være kompetente til at træffe afgørelse mv. i
    sager omfattet af rammeafgørelserne.
    8. Hørte myndigheder og organisationer mv.
    Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 14. december
    2015 til den 11. januar 2016 været sendt i høring hos følgen-
    de myndigheder og organisationer mv.:
    Østre Landsret, Vestre Landsret, samtlige byretter, Dom-
    stolsstyrelsen, Procesbevillingsnævnet, Den Danske Dom-
    merforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvoka-
    ten, Foreningen af Offentlige Anklagere, Foreningen af
    Statsadvokater, Rigspolitiet, Politidirektørforeningen, Politi-
    forbundet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, Fængselsfor-
    bundet, Advokatrådet, Landsforeningen af Forsvarsadvoka-
    ter, Institut for Menneskerettigheder, Retssikkerhedsfonden,
    Retspolitisk Forening, Det Kriminalpræventive Råd, For-
    eningen af Fængselsinspektører m.fl., Kriminalforsorgsfor-
    eningen, HK Landsklubben Danmarks Domstole, HK
    8
    Landsklubben for Kriminalforsorgen, Amnesty Internatio-
    nal, Danske Advokater, Landsforeningen KRIM, Justitia,
    Rigsombudsmanden for Færøerne og Grønlands Selvstyre
    via Rigsombudsmanden i Grønland.
    9. Sammenfattende skema
    Positive konsekvenser/mindreudgifter Negative konsekvenser/merudgifter
    Økonomiske konsekvenser for stat, kom-
    muner og regioner
    Ingen Ingen
    Administrative konsekvenser for stat,
    kommuner og regioner
    Ingen Ingen
    Økonomiske konsekvenser for erhvervsli-
    vet
    Ingen Ingen
    Administrative konsekvenser for erhvervs-
    livet
    Ingen Ingen
    Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
    Administrative konsekvenser for borgene Ingen Ingen
    Forholdet til EU-retten Lovforslaget vedrører overførsel af kompetencen fra Justitsministeriets depar-
    tement til anklagemyndigheden til at behandle sager omfattet af Rådets ram-
    meafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002, Rådets rammeafgørelse
    2005/214/RIA af 24. februar 2005, Rådets rammeafgørelse 2006/783/RIA af
    6. oktober 2006, Rådets rammeafgørelse 2008/909/RIA af 27. november 2008,
    Rådets rammeafgørelse 2008/947/RIA af 27. november 2008 og Rådets ram-
    meafgørelse 2009/829/RIA af 23. oktober 2009.
    Justitsministeriet vil i forbindelse med, at sagerne overføres til anklagemyn-
    digheden, i fornødent omfang og i overensstemmelse med de nævnte ramme-
    afgørelser orientere Rådets Generalsekretariat om, hvilke myndigheder i Dan-
    mark der fremover vil være kompetente til at træffe afgørelse mv. i sager om-
    fattet af rammeafgørelserne.
    Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
    Til § 1
    Til nr. 1
    Det følger af udleveringslovens § 21, stk. 1, at justitsmini-
    steren eller den, ministeren bemyndiger dertil, kan tillade, at
    en person, der udleveres fra en fremmed stat til en anden,
    føres gennem riget, såfremt bestemmelserne i § 2 og § 2 a
    eller §§ 4-6 ikke ville være til hinder for, at der skete udle-
    vering her fra landet for den pågældende handling.
    Det foreslås, at den i bestemmelsen indeholdte adgang til
    bemyndigelse udgår.
    Den foreslåede ændring er en konsekvens af, at der foreslås
    indsat en generel bemyndigelsesbestemmelse, som omfatter
    alle beføjelser, der efter loven er tillagt justitsministeren, jf.
    lovforslagets § 1, nr. 2.
    Til nr. 2
    Det er i dag justitsministeren, der træffer afgørelse i sager
    om udlevering til andre lande end de nordiske lande.
    Der foreslås med stk. 1 indført en bemyndigelsesbestemmel-
    se, hvorefter justitsministeren kan fastsætte regler om, at de
    beføjelser, der i loven er tillagt justitsministeren, kan udøves
    af Rigsadvokaten, statsadvokaterne eller politidirektørerne.
    Bemyndigelsen påtænkes i første omgang udnyttet til admi-
    nistrativt at overføre kompetencen til at træffe afgørelse i
    sager om udlevering mv. fra Justitsministeriets departement
    til Rigsadvokaten. Da det imidlertid på længere sigt kan vise
    sig hensigtsmæssigt, at beføjelserne placeres hos andre dele
    af anklagemyndigheden, f.eks. hos statsadvokaterne, giver
    den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse tillige mulighed
    herfor.
    I stk. 2 foreslås indsat en bemyndigelse til, at justitsministe-
    ren kan fastsætte regler om adgangen til at påklage afgørel-
    ser, der er truffet i henhold til bemyndigelse efter stk. 1 eller
    i medfør af udleveringslovens § 18 h, stk. 4, 1. pkt. (om af-
    gørelser om udlevering truffet af politidirektøren på grund-
    9
    lag af en nordisk arrestordre). Bestemmelsen giver bl.a. mu-
    lighed for at afskære klageadgang over sådanne afgørelser.
    Bestemmelsen påtænkes i første omgang udnyttet til at af-
    skære adgangen til at påklage afgørelser efter udleveringslo-
    ven til Justitsministeriets departement i forbindelse med, at
    afgørelseskompetencen overføres til Rigsadvokaten. Det er
    således hensigten, at retsplejelovens § 98, stk. 4, hvorefter
    afgørelser, der træffes af Rigsadvokaten som 1. instans, kan
    påklages til justitsministeren, ikke skal finde anvendelse i
    sager, der behandles efter udleveringsloven. Den foreslåede
    bestemmelse tilsigter således at fravige den generelle ord-
    ning i retsplejelovens § 98, stk. 4.
    Der henvises i øvrigt til punkt 2.1.2.1. og 2.1.2.2. i lovfor-
    slagets almindelige bemærkninger.
    Til § 2
    Til nr. 1
    Med den foreslåede bestemmelse bemyndiges justitsministe-
    ren til at fastsætte regler om adgangen til at påklage afgørel-
    ser, der er truffet i henhold til bemyndigelse efter lovens §
    54, stk. 1, herunder at afgørelserne ikke skal kunne indbrin-
    ges for anden administrativ myndighed.
    Bestemmelsen påtænkes i første omgang udnyttet til at af-
    skære adgangen til at påklage afgørelser efter lovens § 54,
    stk. 1, til Justitsministeriets departement i forbindelse med,
    at afgørelseskompetencen overføres til Rigsadvokaten. Det
    er således hensigten, at retsplejelovens § 98, stk. 4, hvorefter
    afgørelser, der træffes af Rigsadvokaten som 1. instans, kan
    påklages til justitsministeren, ikke skal finde anvendelse i
    denne type sager. Den foreslåede bestemmelse tilsigter såle-
    des at fravige den generelle ordning i retsplejelovens § 98,
    stk. 4.
    Der henvises i øvrigt til punkt 2.2.2.2. i lovforslagets almin-
    delige bemærkninger.
    Til § 3
    Til nr. 1
    Lov om international fuldbyrdelse af straf mv. indeholder i
    dag en række bestemmelser, hvorved kompetencen til at
    træffe afgørelser i medfør af loven tillægges justitsministe-
    ren.
    Der foreslås i § 2, stk. 2, indsat en bemyndigelse til, at kom-
    petencen til at træffe afgørelse om samtykke til overførsel i
    henhold til konventionen om overførsel af domfældte kan
    overføres fra Justitsministeriets departement til anden admi-
    nistrativ myndighed. Dette gælder både i sager, hvor Dan-
    mark er domsland, og i sager hvor Danmark er fuldbyrdel-
    sesland.
    Desuden foreslås der i § 6, 2. pkt., indsat en bemyndigelse
    til, at kompetencen til at bestemme ved hvilken byret sager,
    der efter loven skal afgøres af en domstol, skal behandles, i
    de tilfælde hvor den pågældende ikke har bopæl her i landet,
    kan overføres fra Justitsministeriets departement til anden
    administrativ myndighed.
    Endelig foreslås der i § 10, stk. 1, indsat en bemyndigelse
    til, at kompetencen til i konkrete tilfælde at beslutte, at straf
    mv., som er pålagt i en anden stat, kan fuldbyrdes her i lan-
    det, selv om der ikke gælder en konvention eller overens-
    komst mellem Danmark og den pågældende stat, kan over-
    føres fra Justitsministeriets departement til anden admini-
    strativ myndighed.
    Bemyndigelserne påtænkes i første omgang udnyttet til at
    overføre kompetencen efter bestemmelserne fra Justitsmini-
    steriets departement til Rigsadvokaten. Det kan imidlertid på
    længere sigt vise sig hensigtsmæssigt, at beføjelserne place-
    res hos anden administrativ myndighed, f.eks. hos statsadvo-
    katerne. Kompetencen efter § 2, stk. 2, i sager om overførsel
    af domfældte fra Danmark til afsoning i en anden stat (dvs.
    hvor Danmark er domsland) påtænkes dog ikke henlagt til
    Rigsadvokaten.
    Der henvises i øvrigt til punkt 2.2.1.2. og 2.2.2.1. i lovfor-
    slagets almindelige bemærkninger.
    Til nr. 2
    Lov om international fuldbyrdelse af straf mv. indeholder i
    dag en række bestemmelser, hvorved kompetencen til at
    træffe afgørelser i medfør af loven tillægges justitsministe-
    ren.
    Der foreslås i § 3, stk. 3, 1. pkt., indsat en bemyndigelse til,
    at kompetencen til at bestemme, at fuldbyrdelse af en uden-
    landsk afgørelse om frihedsstraf skal ske efter konventio-
    nens regler om fortsat fuldbyrdelse og ikke reglerne om om-
    sætning, jf. § 3, stk. 2, kan overføres fra Justitsministeriets
    departement til anden administrativ myndighed.
    Desuden foreslås i § 10, stk. 3, indsat en bemyndigelse til, at
    kompetencen til at bestemme, i hvilket omfang lovens kapit-
    ler 2 og 4 eller 3-4 og de heri nævnte konventioner skal fra-
    viges i forbindelse med konkrete aftaler om overførsel af
    domfældte efter § 10, stk. 1, kan overføres fra Justitsmini-
    steriets departement til anden administrativ myndighed.
    Bemyndigelserne påtænkes i første omgang udnyttet til at
    overføre kompetencen efter bestemmelserne fra Justitsmini-
    steriets departement til Rigsadvokaten. Det kan imidlertid på
    længere sigt vise sig hensigtsmæssigt, at beføjelserne place-
    res hos anden administrativ myndighed, f.eks. hos statsadvo-
    katerne.
    Der henvises i øvrigt til punkt 2.2.1.2. og 2.2.2.1. i lovfor-
    slagets almindelige bemærkninger.
    Til nr. 3
    Det følger af § 10, stk. 4, at justitsministeren i nødvendigt
    omfang i forbindelse med en aftale som nævnt i § 10, stk. 1,
    10
    kan indgå på, at der på tilsvarende betingelser kan ske fuld-
    byrdelse i en anden stat af straf mv., der er fastsat her i lan-
    det vedrørende personer, der er hjemmehørende i den anden
    stat.
    Der foreslås i § 10, stk. 4, indsat en bemyndigelse til, at den-
    ne kompetence kan overføres fra Justitsministeriets departe-
    ment til anden administrativ myndighed.
    Bemyndigelsen påtænkes i første omgang udnyttet til at
    overføre kompetencen efter bestemmelsen fra Justitsmini-
    steriets departement til Rigsadvokaten. Det kan imidlertid på
    længere sigt vise sig hensigtsmæssigt, at beføjelserne place-
    res hos anden administrativ myndighed, f.eks. hos statsadvo-
    katerne.
    Der henvises i øvrigt til punkt 2.2.1.2. og 2.2.2.1. i lovfor-
    slagets almindelige bemærkninger.
    Til nr. 4
    Der foreslås i en ny § 12 b indsat en bemyndigelse til, at ju-
    stitsministeren kan fastsætte regler om adgangen til at påkla-
    ge afgørelser, der er truffet efter loven i henhold til de fore-
    slåede bemyndigelsesbestemmelser, jf. lovforslagets § 3, nr.
    1-3. Bestemmelsen giver bl.a. mulighed for at afskære kla-
    geadgang over sådanne afgørelser.
    Bestemmelsen påtænkes i første omgang udnyttet til at af-
    skære adgangen til at påklage afgørelser efter loven til Ju-
    stitsministeriets departement i forbindelse med, at afgørel-
    seskompetencen overføres til Rigsadvokaten. Det er således
    hensigten, at retsplejelovens § 98, stk. 4, hvorefter afgørel-
    ser, der træffes af rigsadvokaten som 1. instans, kan påkla-
    ges til justitsministeren, ikke skal finde anvendelse i denne
    type sager. Den foreslåede bestemmelse tilsigter således at
    fravige den generelle ordning i retsplejelovens § 98, stk. 4.
    Der henvises i øvrigt til punkt 2.2.2.2. i lovforslagets almin-
    delige bemærkninger.
    Til § 4
    Til nr. 1
    Det følger af retsplejelovens § 327, stk. 5, 3. pkt., at afslag
    på fri proces til en sag, der behandles af Sø- og Handelsret-
    ten eller af landsretten som 1. instans, uanset § 392, stk. 2,
    kan kæres uden særlig tilladelse.
    Justitsministeriet er blevet opmærksom på, at henvisningen i
    retsplejelovens § 327, stk. 5, 3. pkt., til § 392, stk. 2, er for-
    kert, og det foreslås som følge heraf, at der henvises til de
    rette bestemmelser i retsplejeloven, som er § 392, stk. 3, og
    § 392 a, stk. 2, hvor det fremgår, at landsrettens og Sø- og
    Handelsrettens kendelser kan kæres med Procesbevillings-
    nævnets tilladelse.
    Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.1. i lovforslagets almindeli-
    ge bemærkninger.
    Til nr. 2
    Det fremgår af retsplejelovens § 394, stk. 2, 1. pkt., at kære
    skal ske inden kærefristens udløb eller, hvis der er meddelt
    kæretilladelse efter §§ 389, 391 eller 392, inden 2 uger efter,
    at tilladelsen er meddelt ansøgeren.
    Det følger af retsplejelovens § 148 a, stk. 4, som blev indsat
    ved lov nr. 1867 af 29. december 2015 om ændring af rets-
    plejeloven, lov om Domstolsstyrelsen og lov om retsafgifter
    (Digitalisering af retsprocessen i borgerlige sager, oprettelse
    af en domsdatabase m.v.), at rettens beslutning om fritagelse
    fra at anvende domstolenes sagsportal eller afslag herpå ikke
    uden Procesbevillingsnævnets tilladelse kan indbringes for
    højere ret.
    Efter retsplejelovens § 389 a, stk. 1, som blev indsat ved lov
    nr. 737 af 26. juni 2014 om ændring af retsplejeloven og
    forskellige andre love (Revision af reglerne om behandling
    af civile sager og syn og skøn, forhøjelse af beløbsgrænse
    for anke, indførelse af deltidsordning for dommere m.v.,
    medieannoncering af tvangsauktioner, tvangsfuldbyrdelse af
    digitale lånedokumenter, skriftlig behandling af anke i straf-
    fesager med samstemmende påstand m.v.), kan kendelser og
    andre beslutninger, der afsiges af byretten under hovedfor-
    handlingen eller under dennes forberedelse, kun kæres med
    Procesbevillingsnævnets tilladelse.
    Efter retsplejelovens § 392 a, stk. 2, kan Sø- og Handelsret-
    tens kendelser og beslutninger, der ikke er afsagt efter reg-
    lerne i § 253, ligeledes kun kæres med Procesbevillingsnæv-
    nets tilladelse.
    Det foreslås af hensyn til sagernes fremme, at hvis der er
    meddelt kæretilladelse efter retsplejelovens § 148 a, stk. 4, §
    389 a, stk. 1, eller § 392 a, stk. 2, skal kære ske inden 2 uger
    efter, at tilladelsen er meddelt ansøgeren.
    Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.2. i lovforslagets almindeli-
    ge bemærkninger.
    Til § 5
    Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. maj 2016.
    Til § 6
    Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed.
    Den foreslåede bestemmelse fastslår, at de foreslåede æn-
    dringer ikke gælder for Færøerne og Grønland. De foreslåe-
    de ændringer af lov om udlevering af lovovertrædere og lov
    om international fuldbyrdelse af straf mv., jf. lovforslagets
    §§ 1 og 3, kan dog ved kongelig anordning sættes helt eller
    delvist i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer,
    som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.
    11
    Bilag 1
    Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
    Gældende formulering Lovforslaget
    § 1
    I lov om udlevering af lovovertrædere, jf. lovbekendtgø-
    relse nr. 833 af 25. august 2005, som senest ændret ved § 3 i
    lov nr. 428 af 1. maj 2013, foretages følgende ændringer:
    § 21. Justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger
    dertil, kan tillade, at en person, der udleveres fra en frem-
    med stat til en anden, føres gennem riget, såfremt bestem-
    melserne i § 2 og § 2 a eller §§ 4-6 ikke ville være til hinder
    for, at der skete udlevering her fra landet for den pågælden-
    de handling.
    1. I § 21, stk. 1, udgår »eller den, ministeren bemyndiger
    dertil,«.
    Stk. 2-4. ---
    2. Efter § 21 c indsættes:
    »§ 21 d. Justitsministeren kan fastsætte regler om, at rigs-
    advokaten, statsadvokaterne eller politidirektørerne kan udø-
    ve de beføjelser, der i denne lov er tillagt justitsministeren.
    Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte regler om adgangen
    til at påklage afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndi-
    gelse efter stk. 1 eller i medfør af § 18 h, stk. 4, 1. pkt., her-
    under at afgørelserne ikke kan indbringes for anden admini-
    strativ myndighed.«
    § 2
    I lov om fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser i
    Den Europæiske Union, jf. lovbekendtgørelse nr. 213 af 22.
    februar 2013, som ændret ved § 2 i lov nr. 1572 af 15. de-
    cember 2015, foretages følgende ændring:
    § 54. Justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger
    dertil, træffer afgørelse om anmodninger om anerkendelse
    og fuldbyrdelse af afgørelser om konfiskation, bødestraf,
    fængselsstraf eller andre frihedsberøvende foranstaltninger
    og foranstaltninger som alternativ til varetægtsfængsling og
    om anmodninger om anerkendelse af og overtagelse af tilsyn
    med afgørelser om pligter eller påbud i forbindelse med ud-
    sættelse af straffastsættelse eller straffuldbyrdelse, som al-
    ternativ sanktion eller ved prøveløsladelse, jf. dog stk. 2 og
    3.
    Stk. 2-6. --- 1. I § 54 indsættes som stk. 7:
    »Stk. 7. Justitsministeren kan fastsætte regler om adgan-
    gen til at påklage afgørelser, der er truffet i henhold til be-
    myndigelse efter stk. 1, herunder at afgørelserne ikke kan
    indbringes for anden administrativ myndighed.«
    12
    § 3
    I lov om international fuldbyrdelse af straf m.v., jf. lovbe-
    kendtgørelse nr. 740 af 18. juli 2005, som ændret ved § 2 i
    lov nr. 428 af 1. maj 2013, foretages følgende ændringer:
    § 2. ---
    Stk. 2. Afgørelse om samtykke efter konventionens art. 3,
    stk. 1, litra f, træffes af justitsministeren.
    1. I § 2, stk. 2, § 6, 2. pkt., og § 10, stk. 1, indsættes efter
    »justitsministeren«: »eller den, ministeren bemyndiger der-
    til«.
    § 3. ---
    Stk. 2. ---
    Stk. 3. Justitsministeren kan, hvis det ellers ikke vil være
    muligt at få en domfældt overført hertil, bestemme, at fuld-
    byrdelse af den udenlandske afgørelse skal ske efter reglerne
    i konventionens art. 10 om fortsat fuldbyrdelse. Der skal ske
    tilpasning af sanktionen i overensstemmelse med art. 10, stk.
    2. Afgørelsen om tilpasning træffes ved dom.
    2. I § 3, stk. 3, 1. pkt., og § 10, stk. 3, indsættes efter »Ju-
    stitsministeren«: »eller den, ministeren bemyndiger dertil,«.
    § 6. Sager, som skal afgøres af en domstol her i landet,
    indbringes af anklagemyndigheden for byretten på det sted,
    hvor den pågældende bor. Har den pågældende ikke bopæl
    her i landet, bestemmer justitsministeren, hvilken byret der
    skal behandle sagen.
    1. I § 2, stk. 2, § 6, 2. pkt., og § 10, stk. 1, indsættes efter
    »justitsministeren«: »eller den, ministeren bemyndiger der-
    til«.
    § 10. Gælder der i forhold til en anden stat ikke nogen af
    de i kapitel 2-3 a nævnte konventioner eller af de i § 9
    nævnte overenskomster, kan justitsministeren, når humani-
    tære eller andre særlige hensyn taler derfor, bestemme, at
    straf mv., som er pålagt i den anden stat, kan fuldbyrdes her
    i landet.
    1. I § 2, stk. 2, § 6, 2. pkt., og § 10, stk. 1, indsættes efter
    »justitsministeren«: »eller den, ministeren bemyndiger der-
    til«.
    Stk. 2. ---
    Stk. 3. Justitsministeren fastsætter i forbindelse med de i
    stk. 1 nævnte afgørelser, i hvilket omfang bestemmelserne i
    denne lovs kapitler 2 og 4 eller 3-4 og de heri nævnte kon-
    ventioner skal fraviges, jf. dog § 11.
    2. I § 3, stk. 3, 1. pkt., og § 10, stk. 3, indsættes efter »Ju-
    stitsministeren«: »eller den, ministeren bemyndiger dertil,«.
    Stk. 4. I nødvendigt omfang kan justitsministeren i forbin-
    delse med en aftale som nævnt i stk. 1 indgå på, at der på
    tilsvarende betingelser kan ske fuldbyrdelse i en anden stat
    af straf mv., der er fastsat her i landet vedrørende personer,
    der er hjemmehørende i den anden stat.
    3. I § 10, stk. 4, indsættes efter »justitsministeren«: »eller
    den, ministeren bemyndiger dertil,«.
    4. Efter § 12 a indsættes i kapitel 5:
    »§ 12 b. Justitsministeren kan fastsætte regler om adgan-
    gen til at påklage afgørelser, der er truffet i henhold til be-
    myndigelse efter denne lov, herunder at afgørelserne ikke
    kan indbringes for anden administrativ myndighed.«
    § 4
    13
    I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1255 af 16. no-
    vember 2015, foretages følgende ændringer:
    § 327. ---
    Stk. 2-4. ---
    Stk. 5. […]. Uanset § 392, stk. 2, kan afslag på fri proces
    til en sag, der behandles af Sø- og Handelsretten eller af
    landsretten som 1. instans, kæres uden særlig tilladelse.
    1. I § 327, stk. 5, 3. pkt., ændres »§ 392, stk. 2,« til: »§ 392,
    stk. 3, og § 392 a, stk. 2,«.
    § 394. ---
    Stk. 2. Kære skal ske inden kærefristens udløb eller, hvis
    der er meddelt tilladelse efter § 389, § 391 eller § 392, inden
    2 uger efter, at tilladelsen er meddelt ansøgeren. […].
    2. I § 394, stk. 2, 1. pkt., ændres »§ 389, § 391 eller § 392«
    til: »§ 148 a, stk. 4, § 389, § 389 a, stk. 1, § 391, 392 eller §
    392 a, stk. 2«.
    § 5
    Loven træder i kraft den 1. maj 2016.
    § 6
    Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
    Stk. 2. Lovens §§ 1 og 3 kan ved kongelig anordning helt
    eller delvist sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de
    ændringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.
    14