Fremsat den 28. januar 2015 af erhvervs- og vækstministeren (Henrik Sass Larsen)

Fremsat den 28. januar 2015 af erhvervs- og vækstministeren (Henrik Sass Larsen)
Forslag
til
Lov om alternativ tvistløsning i forbindelse med forbrugerklager
(forbrugerklageloven)1)
Kapitel 1
Lovens formål, anvendelsesområde og definitioner
§ 1. Formålet med loven er at fastlægge rammerne for al-
ternativ tvistløsning i forbrugerforhold og sikre forbrugere,
som klager over erhvervsdrivende, adgang til en effektiv og
smidig klagesagsbehandling.
§ 2. Loven omfatter tvister, der udspringer af en aftale
indgået mellem en forbruger og en erhvervsdrivende i for-
bindelse med køb af en vare eller en tjenesteydelse.
Stk. 2. Loven finder ikke anvendelse på
1) sundhedsydelser,
2) uddannelser udbudt af det offentlige,
3) tvister, der er afgjort ved endelig dom, gyldig bindende
voldgift eller retsforlig, og
4) køb af fast ejendom.
§ 3. I denne lov forstås ved:
1) Alternativ tvistløsning: En udenretlig tvistløsning, der
opfylder lovens krav.
2) Alternativt tvistløsningsorgan: Et udenretligt kla-
georgan, som er omfattet af loven, og som er defineret i
§ 3, nr. 3-5.
3) Lovbestemt alternativt tvistløsningsorgan: Et kla-
georgan, der er oprettet efter anden lovgivning end
denne lov, og som behandler civilretlige tvister.
4) Godkendt privat tvistløsningsorgan: Et privat klage- el-
ler ankenævn, der er godkendt efter denne lov.
5) Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen som tvistløsnings-
organ: Den tvistløsning, som Konkurrence- og Forbru-
gerstyrelsen gennemfører, når de foretager mediation
efter denne lov.
6) Mediation: Den alternative tvistløsning, hvor parterne
bringes sammen med det formål at opnå en mindelig
løsning, uden at der træffes en afgørelse i sagen.
7) Onlineplatformen: Den europæiske platform for online
tvistløsning, som er reguleret i Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 524/2013 af 21. maj 2013
om onlinetvistbilæggelse i forbindelse med tvister på
forbrugerområdet.
Kapitel 2
Information til forbrugere
§ 4. Erhvervsdrivende skal give forbrugerne information
om det alternative tvistløsningsorgan, jf. stk. 3, hvortil for-
brugeren kan indbringe en tvist mellem den erhvervsdriven-
de og forbrugeren. Informationen skal indeholde oplysnin-
ger om tvistløsningsorganets adresse og hjemmeside. Infor-
mationen skal være klar, forståelig og lettilgængelig på den
erhvervsdrivendes hjemmeside, hvis en sådan findes, og,
hvis det er relevant, i de generelle aftalevilkår.
Stk. 2. Opstår der en tvist mellem en forbruger og en er-
hvervsdrivende, og afviser den erhvervsdrivende helt eller
delvist forbrugerens krav, skal den erhvervsdrivende give
samme information til forbrugeren som efter stk. 1, 1. pkt.
Informationen skal gives skriftligt på papir eller på andet va-
rigt medium.
Stk. 3. Erhvervs- og Vækstministeriet udarbejder en liste
over de alternative tvistløsningsorganer, der er omfattet af
loven, som anmeldes til EU-Kommissionen, jf. Europa-Par-
lamentets og Rådets direktiv om ATB på forbrugerområdet
artikel 20.
§ 5. En erhvervsdrivende, som sælger varer og tjeneste-
ydelser til forbrugere via internettet og på netbaserede mar-
1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/11/EU af 21. maj 2013 om alternativ tvistbilæggelse i
forbindelse med tvister på forbrugerområdet og om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 og direktiv 2009/22/EF (direktiv om ATB på
forbrugerområdet), EU-Tidende 2013, nr. L 165, side 63.
Lovforslag nr. L 118 Folketinget 2014-15
Erhvervs- og Vækstmin.,
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, j.nr. 14/11801
BP001184
kedspladser, skal klart og tydeligt indsætte et elektronisk
link til onlineplatformen på sin hjemmeside, og derudover
angive sin e-mailadresse. Erhvervsdrivende skal samtidig
oplyse forbrugerne om, at onlineplatformen kan anvendes i
forbindelse med behandling af en klage. Informationen skal
gives på den erhvervsdrivendes hjemmeside.
Stk. 2. Fremsætter en erhvervsdrivende et tilbud til en for-
bruger i en e-mail, skal e-mailen indeholde et link til online-
platformen. Hvis det er relevant, skal oplysningerne også
være tilgængelige i de skriftlige aftalevilkår mellem den er-
hvervsdrivende og forbrugeren.
Kapitel 3
Godkendte private tvistløsningsorganer
§ 6. Erhvervs- og vækstministeren kan godkende oprettel-
sen af og vedtægterne for private tvistløsningsorganer, som
omfatter bestemte brancher eller andre afgrænsede områder.
Stk. 2. Et privat tvistløsningsorgan kan alene godkendes,
hvis tvistløsningsorganets vedtægter indeholder bestemmel-
ser om organets sammensætning og sagsbehandling, som er
betryggende for parterne, samt bestemmelser om sagkund-
skab, uafhængighed, habilitet, gebyrer og omkostninger. Det
er endvidere en betingelse for godkendelse, at tvistløsnings-
organets formand og eventuelle næstformænd er dommere.
Stk. 3. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nær-
mere regler om betingelserne for godkendelse efter stk. 1,
herunder betingelser for, at private tvistløsningsorganer kan
anvende mediation i forbindelse med klagesagsbehandlin-
gen. Ministeren kan endvidere tidsbegrænse eller tilbagekal-
de en godkendelse, hvis betingelserne herfor ikke længere
skønnes at være til stede. Ministeren kan i den forbindelse
fastsætte regler om klagegebyrer samt regler om, at en er-
hvervsdrivende skal betale et beløb til et godkendt privat
tvistløsningsorgan for organets udgifter til sagens behand-
ling, hvis forbrugeren får medhold i klagen, eller sagen for-
liges. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, at er-
hvervsdrivende, der ikke bidrager til organets drift, skal be-
tale et højere beløb, end erhvervsdrivende, der bidrager til
organets drift.
§ 7. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan fungere som
sekretariat for godkendte, private tvistløsningsorganer og
oppebære indtægter herved.
Stk. 2. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nær-
mere regler for den i stk. 1 nævnte funktion.
Kapitel 4
Lovbestemte alternative tvistløsningsorganer
§ 8. Erhvervs- og vækstministeren kan efter forhandling
med den relevante ressortminister fastsætte regler for sags-
behandling, som lovbestemte alternative tvistløsningsorga-
ner skal overholde for at kunne anmeldes til EU-Kommissi-
onen, jf. § 4, stk. 3.
Kapitel 5
Mediation i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
§ 9. Forbrugere kan indbringe klager, der udspringer af en
aftale mellem en forbruger og en erhvervsdrivende om køb
af en vare eller tjenesteydelse for Konkurrence- og Forbru-
gerstyrelsen, jf. dog § 13, stk. 2, 1. pkt., og § 16.
§ 10. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skal foretage
mediation i klager, der indbringes for styrelsen, jf. § 9. Me-
diationen skal foretages på grundlag af parternes egne oplys-
ninger. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skal i mediatio-
nen lægge særligt vægt på at vejlede parterne om de generel-
le regler på området og at vejlede parterne om Forbrugerkla-
genævnets praksis.
§ 11. Konstaterer Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen på
baggrund af mediationen, at muligheden for at nå frem til en
mindelig løsning ikke er til stede, skal parterne underrettes
om, at sagen afsluttes, jf. dog § 18, stk. 1. Forbrugeren skal
samtidig orienteres om muligheden for at indbringe sagen
for Forbrugerklagenævnet, jf. § 19.
§ 12. Forbrugeren skal betale et gebyr for mediationen i
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Gebyret tilbagebetales
ikke, medmindre sagen afvises efter § 16.
Stk. 2. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nær-
mere regler om størrelsen og betalingen, herunder om obli-
gatorisk elektronisk indbetaling af det i stk. 1 nævnte gebyr.
§ 13. Erhvervs- og vækstministeren fastsætter nærmere
regler for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens virksomhed
efter denne lov.
Stk. 2. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler
om, at klagen ikke kan indbringes for Konkurrence- og For-
brugerstyrelsen, når prisen for varen eller tjenesteydelsen
ligger under eller over en bestemt grænse. Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen kan i særlige tilfælde se bort fra den fast-
satte undergrænse.
Kapitel 6
Fælles procedureregler for godkendte private
tvistløsningsorganer og mediation i Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen
Behandling af klager
§ 14. Godkendte private tvistløsningsorganer eller Kon-
kurrence- og Forbrugerstyrelsen skal behandle klager efter
denne lov over erhvervsdrivende, der er etableret i Dan-
mark. En klage mod en erhvervsdrivende, der er etableret i
udlandet, kan behandles, hvis sagen har større tilknytning til
Danmark end til etableringslandet, eller hvis parterne er eni-
ge herom.
Stk. 2. En klage over en erhvervsdrivende, der er etableret
i såvel Danmark som i et eller flere andre lande, kan afvises,
hvis sagen har en større tilknytning til et andet land.
Stk. 3. Aftaler om, at tvister skal behandles ved voldgift
eller andet særligt forum, udelukker ikke, at klagen kan ind-
gives til et godkendt privat tvistløsningsorgan eller Konkur-
rence- og Forbrugerstyrelsen.
2
§ 15. Så længe en klagesag verserer for et godkendt privat
tvistløsningsorgan eller Konkurrence- og Forbrugerstyrel-
sen, kan sagens parter ikke anlægge sag ved domstolene om
de spørgsmål, som klagen omfatter.
Stk. 2. Er en sag anlagt ved domstolene, og ønsker forbru-
geren den indbragt for et godkendt privat tvistløsningsorgan
eller Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, hæver retten sag-
en og sender den til det relevante tvistløsningsorgan eller
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, medmindre det må an-
ses for åbenbart, at der ikke kan gives forbrugeren medhold
i klagen, eller sagen ikke skønnes egnet til behandling ved
tvistløsningsorganet eller Konkurrence- og Forbrugerstyrel-
sen.
Stk. 3. Er en sag er rejst ved voldgift eller andet særligt
forum, og ønsker forbrugeren at indbringe den for et god-
kendt privat tvistløsningsorgan eller Konkurrence- og For-
brugerstyrelsen, skal sagen udsættes, indtil den er behandlet
af det godkendte private tvistløsningsorgan eller Konkurren-
ce- eller Forbrugerstyrelsen.
Afvisning
§ 16. Et godkendt privat tvistløsningsorgan eller Konkur-
rence- og Forbrugerstyrelsen kan afvise at behandle en kla-
ge, hvis
1) forbrugeren ikke forudgående har reklameret til den er-
hvervsdrivende,
2) klagen er useriøs eller unødig,
3) prisen for varen eller tjenesteydelsen ligger under eller
over en bestemt grænse fastsat af erhvervs- og vækst-
ministeren efter § 6, stk. 3, eller § 13, stk. 2, 1. pkt., jf.
dog § 13, stk. 2, 2. pkt.,
4) klagen hører under, er under behandling, eller har været
behandlet af et andet privat tvistløsningsorgan, et lov-
bestemt alternativt tvistløsningsorgan, som er anmeldt
til EU-Kommissionen, et udenlandsk tvistløsningsor-
gan anmeldt til EU-Kommissionen, Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen eller af en domstol,
5) klagen ikke skønnes egnet til behandling ved et god-
kendt privat tvistløsningsorgan eller i Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen, eller
6) behandlingen af klagen i alvorlig grad vil hindre det
godkendte private tvistløsningsorgan eller Konkurren-
ce- og Forbrugerstyrelsen i at fungere effektivt.
Sagsbehandlingsfrister
§ 17. Er det åbenbart, at klagen ikke kan behandles af et
godkendt privat tvistløsningsorgan eller af Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen, skal tvistløsningsorganet eller Konkur-
rence- eller Forbrugerstyrelsen afvise klagen senest tre uger
efter modtagelsen. I andre tilfælde skal tvistløsningsorganet
eller Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen afvise sagen hur-
tigst muligt.
Stk. 2. Afvisning efter stk. 1 skal ledsages af en begrundet
redegørelse for afvisningen og sendes til begge parter. For-
brugeren skal samtidig oplyses om muligheden for at ind-
bringe sagen for domstolene.
§ 18. Mediationen i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
eller godkendte private tvistløsningsorganer, der er god-
kendt til at anvende mediation, skal afsluttes inden 90 dage
fra det tidspunkt, hvor parterne har haft lejlighed til at afgive
deres bemærkninger.
Stk. 2. Godkendte private tvistløsningsorganer, der ikke
anvender mediation, skal afgøre en klage inden 90 dage fra
det tidspunkt, hvor sagen er fuldt oplyst.
Stk. 3. I særlige tilfælde kan et godkendt privat tvistløs-
ningsorgan eller Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen for-
længe tidsfristerne efter stk. 1 eller stk. 2. Tvistløsningsor-
ganet eller Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skal i disse
tilfælde informere parterne om, at tidsfristen forlænges og
samtidig oplyse, hvornår sagen kan forventes afgjort hen-
holdsvis afsluttet.
Stk. 4. Et godkendt privat tvistløsningsorgan eller Kon-
kurrence- og Forbrugerstyrelsen kan udsætte behandlingen
af en sag, hvis tvistløsningsorganet vurderer, at udfaldet af
en retssag er af betydning for afgørelsen af den pågældende
sag.
Kapitel 7
Forbrugerklagenævnet
Klager til Forbrugerklagenævnet
§ 19. Forbrugere kan indbringe klager, der udspringer af
en aftale mellem en forbruger og en erhvervsdrivende om
køb af en vare eller tjenesteydelse, for Forbrugerklagenæv-
net, jf. § 20.
Stk. 2. Er der ikke fundet en mindelig løsning ved media-
tionen i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og ønsker for-
brugeren at indbringe sagen for Forbrugerklagenævnet, skal
dette ske senest 4 uger efter, at Konkurrence- og Forbruger-
styrelsen har meddelt parterne, at sagen er afsluttet.
§ 20. Forbrugerklagenævnet kan behandle en klage når
1) der ikke er fundet en mindelig løsning ved mediationen
i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, jf. kapitel 5, og
2) prisen for varen eller tjenesteydelsen ligger under eller
over bestemte grænser fastsat af erhvervs- og vækstmi-
nisteren, jf. § 22, stk. 2.
Stk. 2. Uanset stk. 1, nr. 2, kan Forbrugerklagenævnet be-
handle klager, der forelægges for nævnet på Konkurrence-
og Forbrugerstyrelsens initiativ, jf. § 22, stk. 3.
§ 21. Forbrugerklagenævnet træffer afgørelse i klager,
som indbringes for nævnet.
Stk. 2. Nævnet kan afvise at behandle en klage, hvis kla-
gen er omfattet af § 16, eller hvis det må anses for åbenbart,
at der ikke kan gives forbrugeren medhold i klagen.
Stk. 3. Nævnet kan bemyndige sekretariatet, jf. § 24 til at
træffe de i stk. 2 nævnte afgørelser.
§ 22. Erhvervs- og vækstministeren fastsætter regler for
nævnets virksomhed, herunder regler om etablering af et
forretningsudvalg for nævnet, samt regler om forretningsud-
valgets virke.
Stk. 2. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler
om, at klager, hvor prisen for varen eller tjenesteydelsen lig-
3
ger under eller over en bestemt grænse, ikke kan indbringes
for Forbrugerklagenævnet.
Stk. 3. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan i særlige
tilfælde se bort fra den fastsatte undergrænse som nævnt i
stk. 2.
Stk. 4. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan i særlige
tilfælde undlade at opkræve gebyrer, der skal betales af for-
brugeren eller den erhvervsdrivende for sagens behandling
ved Forbrugerklagenævnet, jf. §§ 27 og 28.
§ 23. Betegnelsen »Forbrugerklagenævnet« er forbeholdt
det nævn, som er omhandlet i nærværende kapitel.
Stk. 2. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler,
der forbyder andre tvistløsningsorganer at anvende betegnel-
ser, der kan forveksles med den i stk. 1 anførte betegnelse.
Sekretariat for Forbrugerklagenævnet
§ 24. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er sekretariat
for Forbrugerklagenævnet.
Stk. 2. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vejleder er-
hvervslivet og forbrugerne med henblik på at forebygge kla-
gesager, og bistår erhvervslivet i forbindelse med oprettel-
sen af godkendte private tvistløsningsorganer.
Forbrugerklagenævnets sammensætning
§ 25. Forbrugerklagenævnet består af en formand og
mindst én næstformand og repræsentanter for forbruger- og
erhvervsinteresser.
Stk. 2. Nævnets medlemmer udnævnes af erhvervs- og
vækstministeren. Formanden og næstformanden skal være
dommere, og kan være dommere fra de overordnede retter.
Repræsentanterne for forbruger- og erhvervsinteresser ud-
nævnes efter indstilling fra forbrugernes og erhvervslivets
organisationer.
Stk. 3. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om antal
og sammensætning af repræsentanterne og om deres udnæv-
nelsesperiode.
§ 26. Formanden eller næstformanden deltager ved For-
brugerklagenævnets behandling af en klage. Endvidere del-
tager mindst to medlemmer valgt blandt repræsentanterne
for forbruger- og erhvervsinteresser, således at disse er lige-
ligt repræsenteret.
Gebyrer og omkostninger ved Forbrugerklagenævnet
§ 27. Forbrugeren skal betale et gebyr for behandling af
en klage ved Forbrugerklagenævnet.
Stk. 2. Gebyret i stk. 1 tilbagebetales til forbrugeren, hvis
1) forbrugeren får medhold i klagen,
2) sagen forliges,
3) sagen afvises som uegnet til behandling ved Forbruger-
klagenævnet, jf. § 21, stk. 2, eller
4) sagen afvises, fordi den ikke er omfattet af Forbruger-
klagenævnets kompetence, jf. § 2, § 21, stk. 2, og § 29.
Stk. 3. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nær-
mere regler om størrelsen og betalingen af det i stk. 1 nævn-
te gebyr, herunder om obligatorisk elektronisk indbetaling.
§ 28. En erhvervsdrivende skal betale et gebyr til Konkur-
rence- og Forbrugerstyrelsen for styrelsens udgifter til sa-
gens behandling ved Forbrugerklagenævnet, hvis forbruge-
ren får medhold i sin klage, eller sagen forliges.
Stk. 2. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nær-
mere regler om størrelsen og betalingen af det i stk. 1 nævn-
te gebyr, herunder om obligatorisk elektronisk indbetaling.
Procedureregler for Forbrugerklagenævnet
§ 29. Forbrugerklagenævnet skal behandle klager over er-
hvervsdrivende, der er etableret i Danmark. En klage mod
en erhvervsdrivende, der er etableret i udlandet, kan behand-
les, hvis sagen har større tilknytning til Danmark end til
etableringslandet, eller hvis parterne er enige herom.
Stk. 2. En klage over en erhvervsdrivende, der er etableret
i såvel Danmark som i et eller flere andre lande, kan afvises,
hvis sagen har en større tilknytning til et andet land.
Stk. 3. Aftaler om, at tvister skal behandles ved voldgift
eller andet særligt forum, udelukker ikke, at klagen kan ind-
gives til Forbrugerklagenævnet.
§ 30. Så længe en klagesag verserer for Forbrugerkla-
genævnet, kan sagens parter ikke anlægge sag ved domsto-
lene om de spørgsmål, som klagen omfatter.
Stk. 2. Er en sag anlagt ved domstolene, og ønsker forbru-
geren den indbragt for Forbrugerklagenævnet, og er forbru-
geren berettiget hertil, jf. § 19, stk. 2, og § 20, hæver retten
sagen og sender den til Forbrugerklagenævnet, medmindre
det må anses for åbenbart, at der ikke kan gives forbrugeren
medhold i klagen, eller sagen ikke skønnes egnet til behand-
ling ved Forbrugerklagenævnet.
Stk. 3. Er en sag rejst ved voldgift eller andet særligt fo-
rum, og ønsker forbrugeren at indbringe den for Forbruger-
klagenævnet, og er berettiget hertil, jf. § 19, stk. 2, og § 20,
skal sagen udsættes, indtil den er behandlet af Forbrugerkla-
genævnet.
Kapitel 8
Tvangsfuldbyrdelse og omkostningsdækning for afgørelser
truffet af Forbrugerklagenævnet eller et godkendt privat
tvistløsningsorgan
§ 31. Forbrugerklagenævnet og godkendte private tvist-
løsningsorganer skal forkynde en afgørelse for den er-
hvervsdrivende, hvis forbrugeren har fået helt eller delvis
medhold. Den erhvervsdrivende skal i forbindelse med for-
kyndelsen have oplysning om indholdet af §§ 32-34.
§ 32. Ønsker den erhvervsdrivende ikke at være bundet af
den afgørelse, som Forbrugerklagenævnet eller et godkendt
privat tvistløsningsorgan har truffet, skal den erhvervsdri-
vende skriftligt meddele dette til nævnet eller tvistløsnings-
organet inden 30 dage fra forkyndelsen af afgørelsen.
§ 33. En anmodning fra den erhvervsdrivende om genop-
tagelse af klagesagen, der er indgivet skriftligt til Forbruger-
klagenævnet eller det godkendte private tvistløsningsorgan
inden udløbet af fristen i § 32, har opsættende virkning. Fri-
sten i § 32 regnes herefter fra det tidspunkt, hvor anmodnin-
gen om genoptagelse er blevet afvist, eller hvor nævnet eller
4
tvistløsningsorganet har truffet afgørelse i genoptagelsessa-
gen.
§ 34. Forbrugerklagenævnets eller et godkendt privat
tvistløsningsorgans afgørelse i klagesagen kan tvangsfuld-
byrdes i forhold til den erhvervsdrivende efter udløbet af fri-
sterne i §§ 32 og 33, medmindre den erhvervsdrivende for-
inden har givet skriftlig meddelelse til Forbrugerklagenæv-
net eller tvistløsningsorganet om, at den pågældende ikke
ønsker at være bundet af afgørelsen.
Stk. 2. En anmodning til fogedretten om tvangsfuldbyr-
delse skal være bilagt den afgørelse, der danner grundlag for
anmodningen om tvangsfuldbyrdelse, og en erklæring fra
Forbrugerklagenævnet eller tvistløsningsorganet om, at den
erhvervsdrivende ikke inden for fristerne i §§ 32 og 33 har
meddelt, at den pågældende ikke ønsker at være bundet af
afgørelsen.
§ 35. Når der er truffet afgørelse i en klagesag, kan hver
af parterne indbringe sagen for domstolene.
Stk. 2. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan på forbru-
gerens anmodning indbringe sagen for domstolene på for-
brugerens vegne, hvis afgørelser eller forlig ikke efterleves.
§ 36. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan efter an-
søgning meddele en forbruger, der helt eller delvis har fået
medhold i Forbrugerklagenævnet eller et godkendt privat
tvistløsningsorgan, og som ikke har en retshjælpsforsikring
eller anden forsikring, der dækker omkostningerne ved rets-
sagen, omkostningsdækning efter stk. 2 og 3.
Stk. 2. Omkostningsdækning kan gives til en retssag i 1.
instans, når retssagen er anlagt af forbrugeren til opfyldelse
af Forbrugerklagenævnets eller tvistløsningsorganets afgø-
relse eller et forlig indgået for Forbrugerklagenævnet eller
tvistløsningsorganet eller af den erhvervsdrivende til æn-
dring af Forbrugerklagenævnets eller tvistløsningsorganets
afgørelse eller et forlig indgået for Forbrugerklagenævnet
eller tvistløsningsorganet. Omkostningsdækning kan ikke
gives, hvis det er åbenbart, at ansøgeren ikke vil få medhold
i sagen.
Stk. 3. Retsplejelovens §§ 331-335 finder tilsvarende an-
vendelse. Retsplejelovens § 335, 2. pkt., finder dog kun an-
vendelse, hvis forbrugeren opfylder de økonomiske betin-
gelser for fri proces, jf. retsplejelovens § 325.
§ 37. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan efter an-
søgning yde en forbruger, som har en retshjælpsforsikring
eller anden forsikring, der dækker omkostninger ved retssa-
gen, godtgørelse fra statskassen af den del af omkostninger-
ne, der overstiger forsikringens maksimum, såfremt sagens
karakter eller omstændighederne i øvrigt kan begrunde, at
omkostningerne ikke har kunnet afholdes inden for forsik-
ringens maksimum. § 36, stk. 1 og 2, finder tilsvarende an-
vendelse.
Stk. 2. Omkostninger ved sagen dækkes efter stk. 1, i det
omfang statskassen, hvis der havde været meddelt omkost-
ningsdækning efter § 36, ville have ydet dækning efter § 36,
stk. 3, jf. retsplejelovens §§ 331, 332 og 334.
Stk. 3. Når Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har truf-
fet afgørelse om, at betingelserne i stk. 1 for dækning af den
del af omkostningerne, der overstiger forsikringens maksi-
mum, er opfyldt, sender Konkurrence- og Forbrugerstyrel-
sen sagen til den ret, der behandler eller har behandlet sag-
en, hvorefter retten fastsætter, hvilket beløb der kan dækkes,
jf. stk. 2.
Stk. 4. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan efter an-
søgning yde en forbruger godtgørelse fra statskassen af en
eventuel selvrisiko i henhold til en retshjælpsforsikring eller
anden forsikring, der dækker omkostninger ved en retssag
som nævnt i § 36, stk. 1 og 2.
§ 38. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan efter an-
søgning yde en forbruger godtgørelse fra statskassen for ud-
gifter, som med føje er afholdt i forbindelse med tvangsfuld-
byrdelse af en afgørelse truffet af eller et forlig indgået for
Forbrugerklagenævnet eller et godkendt privat tvistløsnings-
organ.
§ 39. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler
om indholdet af en ansøgning om omkostningsdækning eller
godtgørelse efter §§ 36-38, herunder om, at ansøgningen
skal indgives inden en bestemt frist, og om de oplysninger,
som ansøgeren skal give.
Stk. 2. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelser ef-
ter §§ 36-38 kan ikke indbringes for anden administrativ
myndighed.
Kapitel 9
Offentliggørelse og digital kommunikation
§ 40. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler
om offentliggørelse af information og statistik om forskelli-
ge forhold inden for forbrugerklageområdet, herunder om
offentliggørelse af alternative tvistløsningsorganers afgørel-
ser og om, at offentliggørelse sker elektronisk.
§ 41. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler
om, at skriftlig kommunikation til og fra Forbrugerkla-
genævnet eller Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen om for-
hold, som er omfattet af denne lov eller af regler udstedt i
medfør af denne lov, skal foregå digitalt.
Stk. 2. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler
om digital kommunikation, herunder om anvendelse af be-
stemte it-systemer, særlige digitale formater og digital sig-
natur el.lign.
Stk. 3. En digital meddelelse anses for at være kommet
frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.
Stk. 4. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler
om, at Forbrugerklagenævnet eller Konkurrence- og Forbru-
gerstyrelsen kan udstede afgørelser og andre dokumenter ef-
ter denne lov eller efter regler udstedt i medfør af denne lov
uden underskrift, med maskinelt eller på tilsvarende måde
gengivet underskrift eller under anvendelse af en teknik, der
sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt afgørel-
sen eller dokumentet. Sådanne afgørelser og dokumenter si-
destilles med afgørelser og dokumenter med personlig un-
derskrift.
Stk. 5. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler
om, at afgørelser og andre dokumenter, der udelukkende er
truffet eller udstedt på grundlag af elektronisk databehand-
5
ling, kan udstedes alene med angivelse af Forbrugerklagen-
ævnet eller Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen som afsen-
der.
Kapitel 10
Henlæggelse af beføjelser
§ 42. Henlægger erhvervs- og vækstministeren sine befø-
jelser efter loven til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen,
kan ministeren fastsætte regler om klageadgangen, herunder
om at klager ikke kan indbringes for anden administrativ
myndighed.
Kapitel 11
Administrativ rekurs m.v.
§ 43. Afgørelser truffet af Konkurrence- og Forbrugersty-
relsen i henhold til denne lov eller bestemmelser fastsat i
henhold til denne lov, kan ikke indbringes for højere admi-
nistrativ myndighed, dog stk. 2.
Stk. 2. Klage over afgørelser truffet af Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen, jf. stk. 1, kan indbringes for Forbruger-
klagenævnets formand.
Kapitel 12
Straf
§ 44. Med bøde straffes den erhvervsdrivende, der groft
eller gentagne gange overtræder §§ 4 eller 5.
Stk. 2. I regler, der udstedes i medfør af § 23, stk. 2, kan
der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af reglerne.
Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske perso-
ner) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Kapitel 13
Ikrafttrædelse og overtrædelsesbestemmelse
§ 45. Loven træder i kraft den 1. oktober 2015, jf. dog stk.
2.
Stk. 2. § 5 træder i kraft den 9. januar 2016.
Stk. 3. Lov om forbrugerklager, jf. lovbekendtgørelse nr.
1095 af den 8. september 2010 ophæves. Klager, som er
indgivet forud for ikrafttrædelsestidspunktet i stk. 1, afgøres
dog efter den hidtil gældende lov, jf. 1. pkt.
6
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Baggrund
2.1 ATB-direktivets anvendelsesområde
2.2 Krav til klagesystemer i ATB-direktivet
2.3 Forbrugerinformation og samarbejde
2.4 Forordningen om online tvistløsning af forbrugertvister (OTB)
2.5 Lovovervågning
3. Gældende ret
3.1 Forbrugerklagenævnet
3.2 De godkendte private klage- eller ankenævn
3.3 Regler om tvangsfuldbyrdelse og omkostningsdækning
4. Lovforslagets indhold
4.1 Private godkendte tvistløsningsorganer
4.2 Lovbestemte alternative tvistløsningsorganer
4.3 Det offentlige forbrugerklagesystem
4.3.1 Mediation i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
4.3.2 Forbrugerklagenævnet
4.4. Anmeldelse til EU-Kommissionen
5. Informationspligt
6. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
7. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
8. Administrative konsekvenser for borgerne
9. Miljømæssige konsekvenser
10. Forholdet til EU-retten
11. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
12. Sammenfattende skema
1. Indledning
Formålet med lovforslaget er at modernisere det offentlige
forbrugerklagesystem for derved at sikre forbrugerne ad-
gang til hurtig, billig og effektiv klagesagsbehandling. Lov-
forslaget udvider den offentlige forbrugerklageadgang med
ca. 45 nye sagsområder. Med lovforslaget foreslås det, at
sagsbehandlingen i det offentlige forbrugerklagesystem op-
deles i to faser – en mediationsfase og en efterfølgende fase
med egentlig klagenævnsbehandling. Opdelingen af klage-
sagsbehandlingen i to faser skal bidrage til, at der kan ske en
hurtigere og mere fleksibel behandling af klagesagerne i det
offentlige forbrugerklagesystem. Samtidig skabes der hjem-
mel til ved bekendtgørelse at fastsætte over- og undergræn-
serne for, hvornår man kan klage. Undergrænserne vil indtil
videre blive fastsat til 1.000 kr., dog 650 kr. for tøj og sko.
Samtidig ændres gebyrstrukturen i det offentlige forbruger-
klagesystem.
Med lovforslaget gennemføres Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2013/11/EU af 21. maj 2013 om alternativ
tvistbilæggelse i forbindelse med tvister på forbrugerområ-
det og om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 og di-
rektiv 2009/22/EF (direktiv om ATB på forbrugerområdet).
Direktivet benævnes i daglig tale ADR-direktivet. I lovfor-
slaget anvendes udtrykket ”ATB”, som er den danske over-
sættelse af direktivet, og som står for ”Alternativ tvistbilæg-
gelse”. ATB-direktivet har til formål at bidrage til et velfun-
gerende indre marked og at opnå et højt forbrugerbeskyttel-
sesniveau ved at sikre muligheden for alternativ tvistbilæg-
gelse af høj kvalitet på tværs af landegrænserne i EU. Direk-
tivet fastsætter harmoniserede kvalitetskrav med det formål
at sikre, at forbrugerne i EU får adgang til klagemekanismer
af høj kvalitet, som er gennemsigtige, effektive og rimelige.
Ifølge EU-Kommissionen har undersøgelser vist, at det kan
være en barriere for køb af varer på tværs af landegrænserne
i EU, at der ikke er mulighed for alternativ udenretlig tvist-
bilæggelse, og at alternativ tvistbilæggelse kan være en bil-
lig, enkel og hurtig løsning på forbrugertvister. For virksom-
heder kan alternativ tvistbilæggelse derudover være et red-
skab til at bevare virksomhedens omdømme og forbrugernes
tillid.
Lovforslaget indeholder derudover bestemmelser til Euro-
pa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) Nr. 524/2013 af
21. maj 2013 om onlinetvistbilæggelse i forbindelse med
tvister på forbrugerområdet og om ændring af forordning
(EF) nr. 2006/2004 og direktiv 2009/22/EF (forordning om
OTB på forbrugerområdet). Forordningen benævnes i daglig
tale ODR-forordningen, men i lovforslaget anvendes udtryk-
7
ket ”OTB”, som er den danske oversættelse af forordningen,
og som står for ”onlinetvistbilæggelse”. OTB-forordningen
komplementerer ATB-direktivet ved at skabe en internet-
platform, der skal gøre det nemmere for forbrugere at klage
online på tværs af landegrænserne i EU over online køb og
dermed få adgang til alternative tvistbilæggelsesmuligheder
i andre lande. Platformen faciliteres af EU-Kommissionen
og skal fungere fra den 9. januar 2016.
Lovforslaget erstatter den nugældende lov om forbruger-
klager, jf. lovbekendtgørelse nr. 1095 af 8. september 2010
med senere ændringer, jf. lov nr. 341 af 27. april 2011 og
lov nr. 1231 af 18. december 2012.
2. Baggrund
2.1 ATB-direktivets anvendelsesområde
ATB-direktivet gælder for tvister mellem forbrugere og
erhvervsdrivende både nationalt og på tværs af landegræn-
serne i EU. Ifølge direktivet skal det som udgangspunkt væ-
re muligt at klage til et alternativt tvistløsningsorgan over al-
le varer og tjenesteydelser uanset værdien af varen og uan-
set, hvilken vare- eller tjenesteydelsestype der klages over,
jf. ATB-direktivets artikel 2. Kun få områder er udtrykkeligt
undtaget direktivets anvendelsesområde. Det er
– ikke-økonomiske tjenesteydelser af almen interesse,
– sundhedsydelser, der leveres af sundhedsprofessionelle
til patienter for at vurdere, bevare eller genetablere deres
sundhedstilstand, herunder ordinering, udlevering og le-
vering af lægemidler og medicinsk udstyr, og
– videregående eller højere uddannelser udbudt af det of-
fentlige.
Bortset fra disse udtrykkelige undtagelser finder direktivet
anvendelse på alle varer og tjenesteydelser. Direktivet finder
således også anvendelse på offentlig virksomhed, i det om-
fang der er tale om erhvervsvirksomhed, hvor der foreligger
salg af en vare eller tjenesteydelse.
Direktivet giver dog mulighed for, at medlemsstaterne kan
fastsætte værdigrænser, som gør det muligt at afvise at be-
handle en klage over en vare eller tjenesteydelse, der falder
under eller over en sådan værdigrænse, jf. ATB-direktivets
artikel 5, stk. 4, litra d. Medlemsstaterne skal ved fastsættel-
sen af sådanne værdigrænser tage hensyn til, at den reelle
værdi af en tvist kan variere mellem medlemsstaterne, og at
det vil kunne forringe klageadgangen for forbrugere fra an-
dre medlemsstater, hvis en tærskel sættes uforholdsmæssigt
højt.
Det skal efter direktivet som udgangspunkt være gratis el-
ler billigt for forbrugeren at klage til et alternativt tvistløs-
ningsorgan, jf. ATB-direktivets artikel 8, litra c.
2.2. Krav til klagesystemet i ATB-direktivet
Hovedformålet er, at der skal være en klagemulighed i alle
medlemslande for stort set alle typer varer og tjenesteydel-
ser.
Direktivet gør det ikke obligatorisk for en erhvervsdriven-
de at deltage i en alternativ tvistløsningsprocedure og stiller
heller ikke krav om, at resultatet af en sådan procedure er
bindende for den erhvervsdrivende. Direktivet tillader imid-
lertid, at medlemsstaterne opretholder eller vedtager sådan-
ne klagesystemer. Endvidere er direktivet ikke til hinder for,
at medlemsstaterne opretholder eller vedtager klagesyste-
mer, hvor også erhvervsdrivende kan klage over forbrugere.
Direktivet afskærer ikke domstolsprøvelse, og der stilles
ikke krav om, at parterne skal have anvendt alternativ klage-
mulighed inden, der kan ske en eventuel domstolsprøvelse,
jf. ATB-direktivets artikel 9.
Direktivet medfører, at en tvist, som udspringer af en afta-
le mellem en forbruger og en erhvervsdrivende om køb af en
vare eller en tjenesteydelse, skal kunne påklages til et alter-
nativt tvistløsningsorgan, jf. ATB-direktivets artikel 2, stk.
1.
Direktivet er et minimumsdirektiv og fører således ikke til
ensartede eller fælles forbrugerklagesystemer i EU. Ud-
gangspunktet er, at medlemslandene så vidt muligt skal kun-
ne bevare deres eksisterende klagesystemer. Det overlades
således i vid udstrækning til medlemslandene at beslutte,
hvordan de inden for de fastsatte rammer vil gennemføre di-
rektivet. Medlemslandene kan bibeholde nationale regler,
der er på niveau med direktivet eller bibeholde strengere be-
stemmelser, end dem, der er fastsat i direktivet, hvis de øn-
sker at sikre et højere forbrugerbeskyttelsesniveau. Der er
dog en række krav om uafhængighed, effektivitet, gennem-
sigtighed, ekspertise og rimelighed, som de enkelte klagesy-
stemer skal leve op til, herunder, at:
– Det skal være muligt at klage online og udveksle oplys-
ninger elektronisk.
– Klagesystemet skal kunne håndtere både nationale kla-
ger og klager på tværs af grænserne i EU.
– Det skal være gratis eller kun koste et beskedent beløb at
klage.
– Sagsbehandlingstiden må som udgangspunkt ikke være
længere end 90 dage.
– Hvis en klage ikke kan behandles, skal den afvises inden
for 3 uger.
Klagesystemerne skal være upartiske og besidde den nød-
vendige ekspertviden, og det skal være muligt for en forbru-
ger at benytte sig af klagesystemet uden brug af bistand, jf.
ATB-direktivets artikel 6. En forbruger skal dog have mu-
lighed for at benytte sig af bistand, hvis vedkommende øn-
sker det. En klagebehandling kan bestå i, at tvistløsningsor-
ganet bringer parterne sammen med henblik på at formidle
en løsning, at foreslå en løsning eller at pålægge en løsning.
En klagebehandling kan også udføres af enkeltpersoner, når
blot direktivets kvalitetskrav overholdes.
Det skal være muligt for forbrugerne at få relevant infor-
mation om klagesystemernes virkemåde og fremgangsmåde
både online og offline. Klagesystemerne skal bl.a. oplyse
om deres procedureregler, om de sprog en klage kan indgi-
ves på, om evt. omkostninger ved klagen og om retsvirknin-
gerne af en klage.
2.3. Forbrugerinformation og samarbejde
Efter direktivet gælder der en informationspligt for er-
hvervsdrivende, som forpligter sig eller ved lov er forpligtet
til at anvende alternative klagesystemer til at bilægge tvister
8
med forbrugere, jf. ATB-direktivets artikel 13. Den er-
hvervsdrivende skal således informere forbrugeren om, hvil-
ket klagesystem der kan benyttes, hvis forbrugeren ønsker at
klage. Forpligtelsen vedrører kun klagesystemer, der er an-
meldt til EU-Kommissionen. Informationen skal gives på
den erhvervsdrivendes hjemmeside samt i de generelle afta-
levilkår, i det omfang sådanne bruges. Hvis der opstår en
konkret tvist mellem en erhvervsdrivende og en forbruger,
skal oplysningerne gives på skrift, og den erhvervsdrivende
skal derudover oplyse, hvorvidt vedkommende forpligter sig
til at anvende klagesystemet til at løse en eventuel tvist med.
Medlemslandene skal sørge for, at der er de nødvendige
sanktioner, såfremt den erhvervsdrivende ikke lever op til
informationskravet om ATB, jf. ATB-direktivets artikel 21.
Derudover skal medlemslandene sikre, at klagesystemerne
lever op til direktivets oplysningskrav om bl.a. procedure-
regler mv., jf. som nævnt under punkt 2.2.
Ved klager på tværs af landegrænser skal forbrugeren ha-
ve mulighed for at få hjælp til at få adgang til de relevante
tvistløsningsorganer. Dette kan f.eks. ske via det europæiske
netværk af forbrugercentre (ECC centre), som i Danmark er
det danske EU-center Forbruger Europa, som er placeret i
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
EU-Kommissionen skal offentliggøre en liste over tvist-
løsningsorganer, der opfylder kravene i ATB-direktivet, og
medlemsstaterne skal sikre, at tvistløsningsorganerne samar-
bejder om løsningen af grænseoverskridende tvister.
Der lægges op til, at der skal ske en erfaringsudveksling
mellem tvistløsningsorganerne og det eksisterende håndhæ-
velsessamarbejde i EU, som i Danmark varetages af Forbru-
gerombudsmanden.
Hvert land skal udpege en myndighed, som skal overvåge,
at tvistløsningsorganerne lever op til de fastsatte regler, her-
under bl.a. opbygning, finansiering og regler for sagsbe-
handlingen. Den kompetente myndighed foreslås i Danmark
at være Erhvervs- og Vækstministeriet.
Mindst én gang om året skal klagesystemerne give den
kompetente myndighed oplysning om en række forhold,
bl.a. antal modtagne klager, gennemsnitlig sagsbehandlings-
tid og evt. efterlevelsesprocent.
Den kompetente myndighed skal på dette grundlag vurde-
re, om tvistløsningsorganerne lever op til de i lovforslaget
stillede krav og lave en liste over de tvistløsningsorganer,
der opfylder kravene. Den kompetente myndighed skal på
denne baggrund anmelde tvistløsningsorganerne, der lever
op til kravene i den pågældende medlemsstat til EU-Kom-
missionen.
Hvert andet år skal den udpegede myndighed udarbejde
og sende en rapport til EU-Kommissionen med bl.a. følgen-
de indhold:
– Oplysninger om evt. områder, som endnu ikke er omfat-
tet af et klagesystem.
– Kortlægning af ”best practise” fra klagesystemerne.
– Identificering af mangler ved klagesystemerne, som hin-
drer en funktionel sagsbehandling, både ved nationale og
ved grænseoverskridende klager.
– Evt. anbefalinger til forbedrede klageforhold.
2.4. Forordningen om online tvistløsning af forbrugertvister
(OTB)
For at styrke det digitale indre marked og understøtte den
grænseoverskridende onlinehandel skal EU-Kommissionen i
medfør af Rådets forordning (EU) Nr. 524/2013 af 21. maj
2013 om onlinetvistbilæggelse i forbindelse med tvister på
forbrugerområdet (OTB-forordningen) oprette en online
platform. Platformen skal bestå af en fælles indgangsportal
for forbrugere og erhvervsdrivende, som ønsker udenretlig
bilæggelse af tvister, der er opstået i forbindelse med online
handler. Platformen er et tilbud, der gælder for både natio-
nale og grænseoverskridende onlinehandler. Det skal være
gratis at indgive en klage på online platformen, og det skal
kunne gøres på samtlige EU-sprog. Platformen sørger for
maskinel oversættelse af dokumenterne i klagesagen Alle
klagesystemer, som er omfattet af ATB-direktivet, skal være
tilknyttet online platformen. Platformens funktion er blandt
andet at identificere den kompetente ATB-instans i den på-
gældende medlemsstat og overføre sagen dertil. Herefter be-
handler den kompetente ATB-instans tvisten.
EU-Kommissionen er ansvarlig for platformens udvikling,
drift og vedligeholdelse samt for databeskyttelse.
Hvert medlemsland skal oprette et OTB-kontaktpunkt.
Dette kontaktpunkt kan være en afdeling af det europæiske
netværk af forbrugercentre (ECC netværk), som i Danmark
er Forbruger Europa. Kontaktpunktet skal ifølge OTB-for-
ordningen bestå af mindst to eksperter i OTB platformen, og
der skal oprettes et europæisk netværk for disse eksperter.
Erhvervsdrivende, som sælger varer/tjenesteydelser on-
line, skal tydeligt informere om muligheden for at kunne
klage via online platformen på deres hjemmeside og i en
mail, hvis et tilbud fremsættes i en sådan. Samtidig skal der
være et link direkte til platformen.
2.5 Lovovervågning
Loven vil blive evalueret, når den har været i kraft i to år,
og der vil bl.a. blive set på, om loven har medført et mere
smidigt og effektivt klagesystem. Erhvervs- og Vækstmini-
steriet vil efterfølgende udarbejde en redegørelse, der efter
høring af organisationer m.v. vil blive oversendt til Folketin-
gets Erhvervs- Vækst- og Eksportudvalg.
3. Gældende ret
Området for forbrugerklager er i dag reguleret i lov om
forbrugerklager (forbrugerklageloven), jf. lovbekendtgørelse
nr. 1095 af 8. september 2010 med senere ændringer, jf. lov
nr. 341 af 27. april 2011 og lov nr. 1231 af 18. december
2012, med tilhørende bekendtgørelser, jf. bekendtgørelse nr.
460 af 29. april 2010 om forbrugerklager, samt bekendtgø-
relse nr. 191 af 13. marts 2008 om gebyrer og omkostninger
ved Forbrugerklagenævnet med efterfølgende ændringer og
bekendtgørelse nr. 1447 af 15. december 2014 om omkost-
ninger ved godkendte private klage- eller ankenævn. Klage-
systemet på forbrugerområdet udgøres i dag af det statslige
Forbrugerklagenævn og af 19 private branchefinansierede
9
private klage- eller ankenævn, der er godkendt af erhvervs-
og vækstministeren efter lov om forbrugerklager.
Dertil kommer andre lovbestemte klageinstanser, som
f.eks. Advokatnævnet, Disciplinær- og klagenævnet for be-
skikkede bygningssagkyndige eller huslejenævn, som ikke
er omfattet af lov om forbrugerklager, foruden forskellige
offentlige myndigheder, der behandler sektorspecifikke kla-
ger fra forbrugere f.eks. på baggrund af EU-regulering, hvor
der ikke nødvendigvis er tale om en nævnskonstruktion. Det
kan f.eks. Trafikstyrelsen, der bl.a. behandler klager over
flypassagerrettigheder efter Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EF) nr. 261/2004 af 11. februar 2004 om fælles
bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassa-
gerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange
forsinkelser og om ophævelse af forordning (EØF) nr.
295/91.
3.1. Forbrugerklagenævnet
Forbrugerklagenævnet behandler klager fra forbrugere
over erhvervsdrivende, medmindre der er en klageadgang til
et godkendt, privat klage- eller ankenævn, eller der i lovgiv-
ningen er foreskrevet en særlig klageadgang, eller området
udtrykkeligt er undtaget nævnets kompetenceområde. En
række områder er ved bekendtgørelse nr. 460 af 29. april
2010 om forbrugerklager i dag udtrykkeligt undtaget fra
Forbrugerklagenævnets kompetenceområde. Bekendtgørel-
sen sigter ikke på at angive en udtømmende opremsning af,
hvilke områder der er undtaget fra Forbrugerklagenævnets
kompetenceområde. Som eksempler på områder, der i dag er
undtaget, kan nævnes leje af fast ejendom, bestanddele til
motorkøretøjer, både, antikviteter, større husdyr og kunst-
genstande.
Erhvervs- og vækstministeren kan desuden bestemme, at
klage ikke kan indbringes for Forbrugerklagenævnet, hvis
prisen for varer eller ydelser ligger under eller overstiger en
bestemt grænse. I dag er der fastsat undergrænser for klager
over sko og tøj på 500 kr., mens grænsen for alle øvrige va-
rer og tjenesteydelser er på 800 kr. De nuværende under-
grænser har ikke været reguleret, siden loven trådte i kraft i
2004.
Forbrugerklagenævnet behandler endvidere alene klager
over offentlig virksomhed i form af klager over levering af
vand og godstransport.
Forbrugerklagenævnet består af en formand, der er dom-
mer samt repræsentanter for forbruger- og erhvervsinteres-
ser, der alle udnævnes af erhvervs- og vækstministeren. Af-
gørelse i klagesager træffes på møder, der ledes af forman-
den med deltagelse af et lige antal repræsentanter for forbru-
ger- og erhvervsinteresser. Nævnsbehandlingen sikrer, at en
sag afgøres, efter at der har været reel mulighed for en me-
ningsudveksling med deltagelse af nævnsmedlemmer med
såvel juridisk erfaring som forbruger- og brancheviden. Der
opnås derved en afbalanceret vurdering af parternes indbyr-
des rettigheder og forpligtelser samt af de kvalitetskrav, der
med rimelighed kan stilles til en bestemt vare eller ydelse.
Der er i dag 3 dommere tilknyttet Forbrugerklagenævnet,
som fungerer som formænd på nævnsmøderne og 58 udpe-
gede nævnsmedlemmer.
Forbrugerklagenævnet behandlede i 2013 ca. 2.600 kla-
ger.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen varetager sekreta-
riatsfunktionen for Forbrugerklagenævnet. Sagsbehandlin-
gen foregår på skriftligt grundlag, og der er ikke mulighed
for at indkalde og afhøre parterne eller vidner under strafan-
svar. Sekretariatet drager omsorg for sagens oplysning og
fremskaffer af egen drift det fornødne retlige og faktiske
grundlag for afgørelsen, herunder indhentelse af sagkyndige
udtalelser.
Sekretariatet har kompetence til at afvise sager, der ikke
skønnes egnet til behandling eller, hvor det må anses for
åbenbart, at forbrugeren ikke kan få medhold i sit krav. En
sag kan f.eks. være uegnet til behandling, hvor sagens parter
er uenige om fakta, som har afgørende betydning for sagens
udfald. Endvidere kan en sag afvises som åbenbart grundløs,
hvis en sagkyndig, som sekretariatet har bedt om at undersø-
ge varen, har udtalt, at årsagen til fejlen på varen skyldes
forbrugerens uhensigtsmæssige brug.
Forbrugerklagenævnet er hovedsageligt bevillingsfinan-
sieret. For at sikre en lige konkurrence mellem de erhvervs-
drivende i forhold til finansieringen af omkostningerne ved
behandling af forbrugerklager, er der delvis brugerbetaling
ved Forbrugerklagenævnet. En erhvervsdrivende, der taber
en sag, skal således betale de gennemsnitlige, langsigtede
omkostninger, der er forbundet med sagens behandling. De
erhvervsdrivende betaler afhængig af varen eller tjenestey-
delsens karakter et forskelligt beløb, der pr. 28. januar 2015
udgør henholdsvis 4.400 kr., 8.300 kr. og 13.600 kr. Hvis
sagen i det væsentligste forliges til forbrugerens fordel efter,
at der er indhentet en sagkyndig erklæring, men før nævnet
har truffet afgørelse i sagen, skal den erhvervsdrivende beta-
le 3.100 kr.
Forbrugeren betaler et klagegebyr, der tilbagebetales, hvis
forbrugeren får medhold i sin klage, eller sagen afvises som
uegnet. Klagegebyret pristalsreguleres og udgør pr. 28. janu-
ar 2015 160 kr.
3.2. De godkendte private klage- eller ankenævn
I dag behandler Forbrugerklagenævnet klager fra forbru-
gere over erhvervsdrivende vedrørende varer og arbejds- og
tjenesteydelser, som ikke hører under et godkendt privat kla-
ge- eller ankenævn. Der findes i dag følgende 19 private
klage- eller ankenævn, som er godkendt af erhvervs- og
vækstministeren efter forbrugerklageloven:
* Ankenævnet for Bedemandsbranchen
* Ankenævnet for Biler
* Ankenævnet for Bus, Tog og Metro
* Ankenævnet for Finansieringsselskaber
* Ankenævnet for Fondsmæglerselskaber
10
* Ankenævnet for Forsikring
* Ankenævnet for Feriehusudlejning
* Ankenævnet for Hotel, Restaurant og Turisme
* Ankenævnet for Investeringsforeninger
* Ankenævnet for Køreundervisning
* Ankenævnet for Tekniske Installationer
* Ankenævnet på Energiområdet
* Byggeriets Ankenævn
* Håndværkets Ankenævn
* Klagenævnet for Ejendomsformidling
* Pakkerejse-Ankenævnet
* Pengeinstitutankenævnet
* Realkreditankenævnet
* Teleankenævnet
Organisationerne bag Ankenævnet for Bedemandsbranch-
en har meddelt, at de ikke ønsker at opretholde nævnets
virksomhed efter den 1. oktober 2015, hvorfor nævnet for-
melt nedlægges efter denne dato. De private klage- eller an-
kenævns virksomhed er reguleret ved specifikke vedtægter,
der fastsætter nævnenes kompetenceområder, gebyrstruktur
mv., og som sikrer, at nævnenes sammensætning, sagsbe-
handling, habilitet mv. er betryggende for både den er-
hvervsdrivende og forbrugeren. Vedtægterne for de private
klage- eller ankenævn er godkendt af erhvervs- og vækstmi-
nisteren. Det er i udgangspunktet de samme krav, der gælder
for de private klage- eller ankenævn, som for Forbrugerkla-
genævnet.
Det er en forudsætning for godkendelse, at klage- eller an-
kenævnet behandler klager over alle erhvervsdrivende inden
for den pågældende branche eller det pågældende område –
også klager over erhvervsdrivende, der ikke er medlem af
den brancheorganisation, der står bag nævnet. Udgifterne til
de private godkendte klage- eller ankenævns drift afholdes
typisk af de stiftende brancheforeninger, men loven giver
mulighed for, at nævnene kan afkræve de erhvervsdrivende
at betale et beløb for sagens behandling, hvis forbrugeren får
medhold, eller hvis sagen forliges. Beløbet må højst udgøre
de gennemsnitlige, langsigtede omkostninger forbundet med
sagen.
De godkendte private klage- eller ankenævn træffer afgø-
relse i klagesager på møder, der ledes af en formand, som er
dommer, med deltagelse af et lige antal repræsentanter for
forbruger- og erhvervsinteresser. Nævnssagerne forberedes
af uafhængige sekretariater, der har begrænset mulighed for
at afvise sager.
Nævnene behandler årligt ca. 5.500 – 6.000 sager.
3.3. Regler om tvangsfuldbyrdelse og omkostningsdækning
Afgørelser truffet af Forbrugerklagenævnet og de god-
kendte, private klage- eller ankenævn kan i dag under visse
betingelser tvangsfuldbyrdes. En afgørelse, hvor forbruge-
ren helt eller delvist får medhold, skal forkyndes for den er-
hvervsdrivende i overensstemmelse med reglerne herom i
retsplejelovens kapitel 17. Hvis den erhvervsdrivende ikke
ønsker at være bundet af afgørelsen, skal den pågældende
skriftligt meddele det til nævnet inden en frist på 30 dage fra
forkyndelsen. Forholder den erhvervsdrivende sig passivt,
vil afgørelsen efter udløbet af fristen kunne tvangsfuldbyr-
des. Hvis den erhvervsdrivende inden for fristen meddeler
nævnet, at den pågældende ikke ønsker at være bundet af af-
gørelsen, er det op til forbrugeren at indbringe sagen for
domstolene. Derudover giver loven bl.a. mulighed for, at
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan dække en forbr-
ugers rimelige udgifter i forbindelse med en retssag på bag-
grund af en afgørelse truffet af Forbrugerklagenævnet eller
et godkendt privat klage- eller ankenævn, hvor forbrugeren
har fået helt eller delvis medhold, og hvor den erhvervsdri-
vende ikke ønsker at følge nævnets afgørelse.
Dækning af udgifter kan opnås uafhængigt af forbruge-
rens indtægtsforhold, men er subsidiær i forhold til en even-
tuel retshjælpsdækning.
4. Lovforslagets indhold
4.1. Private godkendte tvistløsningsorganer
Det foreslås, at den nugældende lovs udgangspunkt om, at
klager over varer og tjenesteydelser som udgangspunkt skal
behandles i godkendte private tvistløsningsorganer, fasthol-
des. Det er hensigten, at de respektive brancher – som det
gør sig gældende i dag – skal tage ansvar for klager på egne
områder ved at opretholde eller oprette tvistløsningsorganer,
der godkendes efter det foreliggende lovforslag, og som der-
med sikrer forbrugerne en nem, smidig og uvildig klage-
sagsbehandling. De nugældende principper for godkendelse
efter lov om forbrugerklager vil i vidt omfang blive videre-
ført. Det er fortsat erhvervs- og vækstministeren, der god-
kender oprettelse af og vedtægter for private tvistløsningsor-
ganer.
I tilknytning til lovforslaget vil der blive fastsat nærmere
regler, der skal sikre, at ATB-direktivets krav bliver opfyldt
i forhold til de godkendte private tvistløsningsorganer. Reg-
lerne vil bl.a. sikre, at tvistløsningsorganerne har den for-
nødne sagkundskab, at tvistløsningsorganets sammensæt-
ning og sagsbehandling er uvildig og betryggende for begge
parter, og at fastsatte sagsbehandlingstider overholdes. De
godkendte private tvistløsningsorganer vil som i dag være
uafhængige, og der vil derfor ikke være rekursadgang til mi-
nisteren, for så vidt angår de afgørelser, som organerne træf-
fer.
4.2. Lovbestemte alternative tvistløsningsorganer
Det er ikke hensigten, at lovbestemte alternative tvistløs-
ningsorganer, nedsat efter anden lov end den foreslåede,
skal godkendes af erhvervs-og vækstministeren. Som ek-
sempel kan nævnes Advokatnævnet eller Disciplinær- og
11
klagenævnet for beskikkede bygningssagkyndige. Disse
tvistløsningsorganer skal imidlertid også opfylde ATB-di-
rektivets krav, for at blive anmeldt til EU-Kommissionen ef-
ter ATB-direktivets artikel 20. Det gælder bl.a. direktivets
krav om sagsbehandlingsfrister, uvildighed, uafhængighed
og effektivitet, jf. ATB-direktivets artikel 5, artikel 6 og 8.
Det forventes, at de respektive ressortministerier så vidt mu-
ligt selv fastsætter bestemmelser, der sikrer, at tvistløsnings-
organerne kan anmeldes til EU-Kommissionen. Erhvervs-
og vækstministeren vil efter den foreslåede bestemmelse ef-
ter forhandling med den pågældende ressortminister kunne
fastsætte regler, som lovbestemte tvistløsningsorganer skal
opfylde for at blive anmeldt til EU-Kommissionen.
4.3. Det offentlige forbrugerklagesystem
Udgangspunktet efter det foreliggende lovforslag er, at der
kun behandles klager i det offentlige forbrugerklagesystem
på områder, der ikke er dækket af et privat godkendt tvist-
løsningsorgan, eller et andet tvistløsningsorgan, der er an-
meldt til EU-Kommissionen. For at sikre en korrekt imple-
mentering af direktivet, der samtidig tager højde for de for-
ventede omkostninger ved en udvidelse af klageområderne,
foreslås det, at der foretages en gennemgribende modernise-
ring af det offentlige forbrugerklagesystem. Moderniserin-
gen skal sikre et velfungerende og effektivt system, hvor
forbrugeren fortsat nemt og billigt kan få behandlet klager
over varer og tjenesteydelser. Som led i denne modernise-
ring foreslås det, at alle de undtagelser, der i dag er fastsat i
forhold til Forbrugerklagenævnets virksomhed, ophæves.
Det betyder, at der på det offentlige klageområde vil være
ca. 45 nye områder, der bliver dækket af en klageadgang.
Dermed sikres det, at direktivets anvendelsesområde dæk-
kes. Moderniseringen vil derudover bestå i en inddeling af
behandlingen af forbrugerklager i det offentlige klagesystem
i to faser: En mediationsfase og en fase med egentlig nævns-
behandling.
Alle forbrugerklager, der ikke er omfattet af en klagead-
gang til et godkendt privat tvistløsningsorgan eller et lovbe-
stemt alternativt tvistløsningsorgan, vil i første omgang bli-
ve behandlet ved mediation i Konkurrence- og Forbruger-
styrelsen. Ligesom tilfældet er i dag, vil forudsætningen for,
at en klage kan behandles, være, at prisen for varen eller tje-
nesteydelse ikke ligger under eller over fastsatte beløbs-
grænser. Der skabes med forslagets § 14, stk. 2, hjemmel til,
at erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte beløbsmæssi-
ge under- og overgrænser. Undergrænsen vil i en særskilt
bekendtgørelse blive fastsat til 1.000 kr., dog 650 kr. for tøj
og sko. Undergrænserne vil blive pristalsreguleret hvert 3 år.
Det foreslås ligeledes, at den nugældende overgrænse for
Forbrugerklagenævnets virksomhed på 100.000 kr. fasthol-
des og også kommer til at gælde for Konkurrence- og For-
brugerstyrelsens mediation. Derudover skal forbrugeren be-
tale et gebyr på 100 kr. for styrelsens forsøg på at mediere i
sagen. Dette beløb vil ikke blive tilbagebetalt, medmindre
sagen viser sig at falde uden for Konkurrence- og Forbru-
gerstyrelsens kompetence.
4.3.1. Mediation i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Formålet med mediationen er at skabe en dialog mellem
forbrugeren og den erhvervsdrivende og at tilskynde parter-
ne til selv at finde den bedst mulige løsning på sagen. Me-
diationen vil blive gennemført af særligt uddannede medar-
bejdere i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Konkurren-
ce- og Forbrugerstyrelsen vil optræde som en uvildig tredje-
part i sagen og vejlede faktuelt om regler og praksis på om-
rådet. Mediationen vil ske på baggrund af de oplysninger,
som parterne selv kommer med, og sekretariatet vil ikke op-
lyse sagen yderligere. Der vil i mediationsfasen heller ikke
blive indhentet sagkyndige erklæringer.
Hvorvidt en mediation lykkes, vil bero på begge parters
vilje til at medvirke og finde en løsning. En erhvervsdriven-
de kan således ikke tvinges til at deltage. Bliver det hurtigt
klart, at den erhvervsdrivende ikke ønsker at medvirke, eller
at det ikke er muligt at komme i kontakt med den erhvervs-
drivende, vil sagen blive afsluttet, og forbrugeren vil få mu-
lighed for at gå videre med sagen til behandling i Forbruger-
klagenævnet, hvis forbrugeren ønsker det og betaler gebyret
herfor.
Der skal være lige klageadgang for alle forbrugere, uanset
hvor i landet forbrugeren bor, ligesom der skal sikres en ef-
fektiv klagesagsbehandling i mediationen. Sekretariatet vil
derfor efter en gennemgang af forbrugerens klage og den er-
hvervsdrivendes svar kontakte parterne telefonisk. Konkur-
rence- og Forbrugerstyrelsen vil, når det er relevant, forud
herfor aftale et tidspunkt, hvor begge parter har mulighed
for at deltage i et telefonmøde – alternativt via en videokon-
ference. Der fastsættes tidsfrister for, hvornår Konkurrence-
og Forbrugerstyrelsen kan afvise at behandle en klage, og
for hvornår sagen skal være medieret, for at opfylde direkti-
vets artikel 5 og artikel 8.
Hvis mediationsbehandlingen afsluttes, uden at der er ind-
gået et forlig, kan forbrugeren vælge at gå videre med sagen
til behandling i Forbrugerklagenævnet, eller at anlægge en
sag ved domstolene. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil
vejlede forbrugeren om, hvordan forbrugeren kan gå videre
med sagen. Forbrugerens klagegebyr er en betaling for Kon-
kurrence- og Forbrugerstyrelsens forsøg på at mediere sag-
en, og vil derfor ikke blive tilbagebetalt uanset udfaldet af
mediationen og uanset om det lykkes at få parterne til at del-
tage.
Hvis forbrugeren ønsker at gå videre med sagen, skal dette
ske senest 4 uger efter, at sagen af afsluttet i mediationsfa-
sen uden en mindelig løsning. Forbrugeren skal betale et ge-
byr for at indbringe sagen for Forbrugerklagenævnet, der til-
bagebetales, hvis forbrugeren får medhold i sagen, eller sag-
en i det væsentligste forliges til forbrugerens fordel.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen får en dispensations-
adgang til af egen drift med forbrugerens samtykke at bringe
en sag videre til nævnsbehandling, selvom sagen falder un-
der den fastsatte beløbsgrænse, når sagen er af principiel ka-
rakter, og/eller der ikke foreligger nævnspraksis på området,
eller hvis styrelsen vurderer, at en virksomhed gentagne
gange obstruerer mediationsprocessen. Konkurrence- og
12
Forbrugerstyrelsen får endvidere mulighed for i særlige til-
fælde at se bort fra det gebyr, der skal betales af forbrugeren
eller den erhvervsdrivende for sagens behandling ved For-
brugerklagenævnet.
4.3.2. Forbrugerklagenævnet
En forbruger kan vælge at indbringe sin sag for Forbru-
gerklagenævnet, når den er afsluttet i mediationsfasen. Der
skabes med § 27 hjemmel til, at erhvervs- og vækstministe-
ren kan fastsætte størrelsen på det gebyr, som forbrugeren
skal betale for at klage til Forbrugerklagenævnet. Gebyret,
som vil blive fastsat i en særskilt bekendtgørelse, vil være
på 400 kr. Når gebyret er betalt, vil sagen blive behandlet
efter de samme principper, som gælder for Forbrugerkla-
genævnets arbejde i dag. Klageren vil ved indgivelse af kla-
gen få oplyst den forventede sagsbehandlingstid for nævnets
afgørelse af sagen. Sekretariatet vil forberede sagen til
nævnsbehandling, som tilfældet er i dag, og om nødvendigt
indhente en sagkyndig erklæring. Nævnets sekretariat vil
som i dag have mulighed for at medvirke til, at parterne for-
liger sagen. Sekretariatet kan eventuelt afvise sagen, hvis det
f.eks. efter en sagkyndig erklæring viser sig, at sagen er
åbenbart grundløs. Forbrugeren vil i så fald ikke få klagege-
byret tilbagebetalt. Hvis forbrugeren får medhold i sin klage,
eller der indgås forlig i det væsentligste til forbrugerens for-
del, vil forbrugeren få tilbagebetalt klagegebyret. Den er-
hvervsdrivende skal som i dag også betale et gebyr til delvis
dækning af udgifterne til sagens behandling, hvis den er-
hvervsdrivende taber sagen eller sagen i det væsentligste
forliges til forbrugerens fordel. Det foreslås, at gebyrerne i
forhold til de nugældende gebyrer nedsættes væsentligt.
Med lovforslaget videreføres en række af de eksisterende
regler i den nugældende lov om forbrugerklager. Det vil
bl.a. fortsat være muligt at tvangsfuldbyrde afgørelser truffet
af Forbrugerklagenævnet eller et godkendt privat tvistløs-
ningsorgan.
4.4. Anmeldelse til EU-Kommissionen
Ifølge ATB-direktivet skal de tvistløsningsorganer, der
opfylder kravene i ATB-direktivet og de nationale gennem-
førelsesbestemmeler, opføres på en liste og anmeldes til EU-
Kommissionen.
Lovforslaget indebærer, at de godkendte private tvistløs-
ningsorganer, de lovbestemte tvistløsningsorganer og me-
diationen i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, der opfyl-
der kravene efter loven, skal opføres på listen, der anmeldes
til EU-Kommissionen af den kompetente myndighed. Den
kompetente myndighed, der foreslås at være Erhvervs- og
Vækstministeriet, skal løbende ajourføre listen og meddele
eventuelle ændringer til EU-Kommissionen.
De godkendte private tvistløsningsorganer skal som anført
ovenfor godkendes af erhvervs- og vækstministeren.
De lovbestemte tvistløsningsorganer skal ikke godkendes.
Da de er nedsat ved lov, er det formodningen, at de love, der
regulerer de lovbestemte tvistløsningsorganer, sikrer, at
sagsbehandlingen ved tvistløsningsorganerne foregår i over-
ensstemmelse med god forvaltningsskik og dermed i over-
ensstemmelse med kravene i ATB-direktivet. Lovforslaget
indeholder dog en hjemmel for erhvervs- og vækstministe-
ren til, efter forhandling med den relevante ressortminister,
at fastsætte nærmere regler for sagsbehandling, som lovbe-
stemte tvistløsningsorganer også skal overholde, for at kun-
ne blive anmeldt til EU-Kommissionen.
Mediation i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skal også
overholde kravene i ATB-direktivet og skal også anmeldes
til EU-Kommissionen.
Hvis et godkendt privat tvistløsningsorgan eller et lovbe-
stemt alternativt tvistløsningsorgan ikke opfylder kravene
efter loven og derfor ikke kan anmeldes til EU-Kommissio-
nen, er Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen forpligtet til at
behandle de klager, der ellers skulle være behandlet af det
pågældende tvistløsningsorgan. Baggrunden herfor er, at
ATB-direktivet pålægger medlemsstaterne en forpligtelse til
at sikre, at alle forbrugerklager kan blive behandlet ved et
alternativt tvistløsningsorgan, jf. afsnit 2.
Forbrugerklagenævnet er ikke omfattet af kravene i ATB-
direktivet og skal ikke anmeldes til EU-Kommissionen.
4.5. Informationspligt
Der er ikke efter lov om forbrugerklager i dag en pligt for
erhvervsdrivende til at informere om de klageinstanser, der i
givet fald kan behandle en klage over den erhvervsdrivende.
For at gennemføre direktivets krav om informationspligt,
foreslås det i § 4 at indføre en generel pligt for erhvervsdri-
vende omfattet af direktivet til at oplyse om det eller de
tvistløsningsorganer, som kan behandle en eventuel tvist
mellem dem selv og deres kunder. En erhvervsdrivende skal
kun oplyse om det eller de tvistløsningsorganer, som er an-
meldt til EU-Kommissionen. Oplysningerne skal være lettil-
gængelige på den erhvervsdrivendes hjemmeside, hvis en
sådan findes, og derudover indgå i de generelle aftalevilkår,
i det omfang den erhvervsdrivende anvender sådanne. Hvis
der opstår en konkret tvist mellem en forbruger og en er-
hvervsdrivende, og den erhvervsdrivende helt eller delvist
afviser forbrugerens krav, skal den erhvervsdrivende oplyse
om det relevante tvistløsningsorgan på skrift eller andet va-
rigt medium.
I forhold til gennemførelsen af OTB-forordningen om on-
linetvistbilæggelse foreslås det at indføre en generel pligt for
alle erhvervsdrivende, der sælger varer eller tjenesteydelser
omfattet af direktivet via internettet, til at oprette et elektro-
nisk link til platformen. Bestemmelsens primære formål er
at øge kendskabet til platformen. En erhvervsdrivende skal
også oplyse om sin e-mail på sine websteder. En erhvervs-
drivende skal også give forbrugerne udtrykkelig information
om muligheden for at anvende platformen i forbindelse med
løsning af konflikter. Hvis den erhvervsdrivende fremsætter
et tilbud til forbrugeren i en mail, skal linket også være i
denne mail.
6. Økonomiske og administrative konsekvenser for det
offentlige
Med lovforslaget og moderniseringen af Forbrugerklagen-
ævnet udgør de forventede omkostninger til Forbrugerkla-
13
genævnet i alt 25,4 mio. kr. i 2015, 24,3 mio. kr. i 2016,
27,2 mio. kr. i 2017 og 29,8 mio. kr. årligt fra 2018. Om-
kostningerne bevillingsfinansieres. De bevillingsmæssige
konsekvenser er indarbejdet på finansloven for 2015.
Forslaget forventes ikke at have økonomiske og admini-
strative konsekvenser for kommuner og regioner.
7. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet m.v.
Lovforslaget ventes at have mindre administrative konse-
kvenser for erhvervslivet som følge af kravet om, at de er-
hvervsdrivende skal informere forbrugeren om klagemulig-
heder. De administrative konsekvenser for erhvervslivet er
samlet set estimeret til at være under 10.000 timer årligt, og
lovforslaget skal dermed ikke AMVAB-måles.
Lovforslaget vil desuden have mindre økonomiske konse-
kvenser for de erhvervsdrivende, som taber eller indgår for-
lig i forbindelse med Forbrugerklagenævnets behandling af
forbrugerklager. Virksomhedsgebyret for tabte sager vil væ-
re 6.000 kr., mens gebyret for virksomheder, som indgår
forlig under nævnsbehandlingen i fase 2 vil være 1.000 kr.
Der er tale om en nedsættelse af virksomhedsgebyrerne. I
dag betaler virksomhederne 3.100 kr. for at indgå forlig,
hvis der er indhentet en sagkyndigerklæring forud for forli-
get og mellem 4.400 kr. og 13.600 kr. for tabte sager. Virk-
somhederne betalte i 2013 i gennemsnit 9.150 kr. for tabte
sager ved Forbrugerklagenævnet.
8. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ikke væsentlige administrative konse-
kvenser for borgerne. Borgerne vil fremover skulle klage i 2
omgange afhængigt af, om klagen løses ved mediation i fase
1.
9. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ikke miljømæssige konsekvenser.
10. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2013/11/EU af 21. maj 2013 om alternativ tvistbil-
æggelse i forbindelse med tvister på forbrugerområdet og
om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 og direktiv
2009/22/EF (direktiv om ATB på forbrugerområdet).
11. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 19. novem-
ber til den 17. december 2014 været sendt i høring hos føl-
gende organisationer og myndigheder m.v.:
3F Fagligt Fælles Forbund, Advokatnævnet, Advokatrå-
det, Advokatsamfundet, Affald Danmark, Amagerforbræn-
dingen I/S, Arriva Danmark, Arbejderbevægelsens Er-
hvervsråd, Associerede Danske Arkitekter, Asfaltindustrien,
Autobranchen Danmark, BAT Bornholm Amts Trafiksel-
skab og Metroselskabet, Begravelse Danmark, Bilbranchen,
Boligselskabernes Landsforening, Brancheforeningen for
Bygningssagkyndige og Energikonsulenter, Branchen For-
brugerElektronik, Bryggeriforeningen, Børsmæglerforenin-
gen, CAD - Centralforeningen af Autoreparatører i Dan-
mark, CO-Industri, Coop Danmark, DAF - Danmarks Auto-
mobilforhandler Forening, Danmarks Aktive Forbrugere,
Danmarks Almene Boliger, Danmarks Apotekerforening,
Danmarks Eksportråd, Danmarks Fiskeriforening, Dan-
marks Fotohandler Forening, Danmarks Nationalbank, Dan-
marks Optikerforening, Danmarks Rederiforening, Dan-
marks Rejsebureau Forening, Danmarks Skohandlerfor-
ening, Danmarks Sportshandler-Forening, Dansk Annoncør-
forening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk BilForhandler
Union, Dansk Byggeri, Dansk Dagligvareleverandør For-
ening, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Energi,
Dansk Erhverv, Dansk Fagpresse, Dansk Fjernvarme, Dansk
Fysioterapeuter, Dansk Industri, Dansk InkassoBranchefor-
ening, Dansk IT, Dansk Kredit Råd, Dansk Kørelærer-Uni-
on, Dansk Landbrugsrådgivning, Dansk Magasinpresse Ud-
giverforening, Dansk Marketing Forum, Dansk Møbeltrans-
port Forening, Dansk Postordre handel, Dansk Skovfor-
ening, Dansk Tandlægeforening, Dansk Tandplejerforening,
Dansk Taxi Råd, Dansk Textil & Beklædning, Dansk Textil
Union, Dansk Transport og Logistik, Dansk Vand- og Spild-
vandsforening, Danske Advokater, Danske Andelsselskaber,
Danske Arkitektvirksomheder, Danske Bedemænd, Danske
Biludlejere, Danske Busvognmænd, Danske Cykelhandlere,
Danske Dagblades Forening, Danske Distriktsblade ApS,
Danske malermestre, Danske Mediers Forum, Danske Re-
gioner, Danske Reklame- og Relationsbureauers Branche-
forening, Danske Revisorer, Danske Spil, Datatilsynet, De
Danske Bilimportører, De Samvirkende Købmænd, Den Al-
mindelige Danske Lægeforening, Den Danske Dommerfor-
ening, Den Danske Dommerforening, Den Danske Dyrlæge-
forening, Dommerfuldmægtigforeningen v/Lasse Bødker
Nielsen, Domstolsstyrelsen, Dong Energy, DSB, DSB S-
Tog A/S, DSK - De Samvirkende Købmænd, FDB, FDM,
FEHA, Feriehusudlejernes Brancheorganisation, Finans og
Leasing, Finansrådet, Forbrugerklagenævnet, Forbrugerom-
budsmanden, Forbrugerrådet TÆNK, Foreningen af Advo-
kater og Advokatfuldmægtige, Foreningen af Dagligvare
Grossister, Foreningen af Danske Inkassoadvokater, For-
eningen af Danske InternetMedier (FDIM), Foreningen af
Danske Lokale Ugeaviser, Foreningen af Offentlige Ankla-
gere, Foreningen af offentlige indkøbere, Foreningen af Po-
litidirektører i Danmark c/o Foreningen af Registrerede Re-
visorer, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Foreningen
af Statsautoriserede Revisorer, Foreningen for Distance- og
Internethandel (FDIH), Forlæggerforeningen, Forsikring &
Pension, Frederiksberg Kommune, Funktionærernes og Tje-
nestemændenes Fællesråd, Fynbus, Grundejernes Landsor-
ganisation, HNG/NGMN, HORESTA, Håndværksrådet, In-
geniørforeningen, International Transport Danmark, IT-
Brancheforeningen, ITEK, Klagenævnet for Udbud, KL,
Kooperationen, Københavns Kommune, Landbrug & Føde-
varer, Landsforeningen af statsaut. Fodterapeuter, Landsor-
ganisationen i Danmark, Lederne, Liberale Erhvervs Råd,
Lokale Pengeinstitutter, Medicoindustrien, Midttrafik, Tek-
nologi og Udvikling, Møbelhandlernes Centralforening, Na-
turgas Fyn, Nordjyllands Trafikselskab, Nærbutikkernes
Landsforening, Offentligt Ansattes Organisationer, Olie-
branchens Fællesrepræsentation, Parcelhusejernes Landsfor-
14
ening, Praktiserende Tandlægers Organisation, Radio- og tv-
nævnet, Realkreditforeningen, Realkreditrådet, RID Rejse-
arrangører i Danmark, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen,
Rigsrevisionen, SAS, Statens Luftfartsvæsen, Statens og
Kommunernes Indkøbsservice, Sydtrafik, Søsportens Bran-
cheforening, Tekniq, Telekommunikationsindustrien i Dan-
mark, Trafikselskabet Movia, TV2/Reklame, TVDanmark
A/S, Vin og Spiritus Organisationen i Danmark (V. S. O.
D.).
12. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/
mindre udgifter
Negative konsekvenser/
merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Ingen Med lovforslaget udgør de forventede
omkostninger i alt 25,4 mio. kr. i 2015,
24,3 mio. kr. i 2016, 27,2 mio. kr. i
2017 og 29,8 mio. kr. årligt fra 2018.
De bevillingsmæssige konsekvenser er
indarbejdet på finansloven for 2015.
Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Ingen Ingen
Økonomiske konsekvenser for er-
hvervslivet
De maksimale gebyrer en virksomhed
kan betale i forbindelse med en klage-
sag nedsættes fra 13.600 kr. til 6.000
kr., hvis sagen tabes og fra 3.400 kr. til
1.000 kr., hvis sagen forliges.
Ingen
Administrative konsekvenser for er-
hvervslivet
Lovforslagets bestemmelser om virk-
somhedernes oplysningspligt vil have
mindre administrative konsekvenser for
erhvervslivet. De administrative konse-
kvenser for erhvervslivet er samlet set
estimeret til at være under 10.000 timer
årligt og forslaget skal dermed ikke
AMVAB-måles.
Ingen
Miljømæssige konsekvenser Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for bor-
gerne
Ingen Borgerne vil fremover skulle klage i 2
omgange afhængigt af, om klagen løses
ved mediation i fase 1.
Forholdet til EU-retten Lovforslaget gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/11/EU
af 21. maj 2013 om alternativ tvistbilæggelse i forbindelse med tvister på forbru-
gerområdet og om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 og direktiv
2009/22/EF (direktiv om ATB på forbrugerområdet).
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Loven har til formål at modernisere det offentlige forbru-
gerklagesystem og at implementere ATB-direktivet. For-
målsbestemmelsen fastlægger, at lovens hovedformål er at
fastsætte rammerne for alternativ tvistløsning i forbrugerfor-
hold og at sikre en effektiv og smidig klagesagsbehandling
for forbrugere. Rammerne skal sikre, at en forbruger mod
betaling af et mindre gebyr effektivt og hurtigt kan få be-
handlet en klage over en vare eller tjenesteydelse af et uvil-
digt og uafhængigt tvistløsningsorgan.
Til § 2
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 gennemfører ATB-di-
rektivets artikel 2, stk. 1, der fastsætter direktivets anvendel-
sesområde. Bestemmelsen angiver, at lovens anvendelses-
område er tvister, der udspringer af en aftale indgået mellem
en forbruger og en erhvervsdrivende i forbindelse med et
køb af en vare eller en tjenesteydelse. Formuleringen skal
sikre, at der ikke ved implementeringen af ATB-direktivet
sker en forringelse af forbrugerens retsstilling i forhold til
den nugældende retstilstand og den foreslåede bestemmelse
er derfor i vid udstrækning en videreførelse af de gældende
regler efter lov om forbrugerklager. I dag kan en klage såle-
des angå samtlige omstændigheder i retsforholdet mellem
parterne. Det betyder, at f.eks. Forbrugerklagenævnet ikke
kun kan behandle klager, der baserer sig på en direkte aftale
mellem parterne, men også klager mod tidligere omsæt-
ningsled i forbindelse med f.eks. produktansvar eller garan-
tiansvar. Den foreslåede bestemmelse udelukker ikke, at en
tvist, der f.eks. opstår som følge af erstatningspådragende
adfærd, efter en konkret vurdering vil kunne anses for at væ-
re uegnet til behandling ved et alternativt tvistløsningsorgan.
15
Det vil være op til det enkelte tvistløsningsorgan at vurdere,
om en tvist er uegnet til behandling.
Der er ikke i forbrugeraftaleloven eller købeloven udtryk-
kelige definitioner af begreberne forbruger og erhvervsdri-
vende. I stedet indeholder lovgivningen en definition af for-
brugeraftaler (eller lignende), hvor begreberne erhvervsdri-
vende og forbruger forudsætningsvis fremgår, jf. eksempel-
vis købelovens § 4a, stk. 1. I § 5 i bekendtgørelse nr. 460 af
29. april 2010 om forbrugerklager er begrebet ”forbruger”
defineret i overensstemmelse med den øvrige lovgivning,
dvs. som en person, der hovedsageligt handler uden for sit
erhverv. ATB-direktivet definerer en forbruger som en fy-
sisk person, der ikke handler som led i sin handel, sin indu-
stri, sit håndværk eller sit liberale erhverv, jf. artikel 4, stk.
1, litra a. Direktivets forbrugerbegreb er således snævrere
end efter Forbrugerklagenævnets praksis, hvor også juridi-
ske personer efter omstændighederne kan blive betragtet
som forbrugere. Da der er tale om et minimumsdirektiv, er
direktivet ikke til hinder for, at en forbruger også fremover
både vil kunne være en fysisk person og efter omstændighe-
derne også en juridisk person. Der er ikke tilsigtet nogen
ændring i forhold til anvendelsen af begrebet forbruger efter
dansk praksis eller efter de nugældende regler i lov om for-
brugerklager.
I forhold til de private tvistløsningsorganer (klage- eller
ankenævn), der godkendes efter loven, vil der fortsat kunne
tages hensyn til de særlige forhold, der gælder for de enkelte
områder. Således vil der i forbindelse med godkendelsen
kunne fastsættes bestemmelser, der giver mulighed for, at
erhvervsdrivende i nærmere fastsat omfang kan sidestilles
med forbrugere og dermed have klageadgang til det pågæl-
dende tvistløsningsorgan.
ATB-direktivet definerer en erhvervsdrivende som enhver
fysisk eller juridisk person, uanset om der er tale om offent-
ligt eller privat ejerskab, der handler som led i sin handel,
sin industri, sit håndværk eller sit liberale erhverv, herunder
en person, der optræder i vedkommendes navn eller på ved-
kommendes vegne, jf. artikel 4, stk. 1, litra b.
Forbrugeraftaleloven og købeloven indeholder heller ikke
en udtrykkelig definition af begrebet erhvervsdrivende. Be-
grebet indgår i forskellige sammenhænge f.eks. i lov om for-
brugeraftaler, hvor en forbrugeraftale defineres som en afta-
le, som den erhvervsdrivende indgår som led i sit er-
hverv, når den anden part (forbrugeren) hovedsagelig hand-
ler uden for sit erhverv. Efter Forbrugerklagenævnets prak-
sis skal begrebet erhvervsdrivende forstås bredt. Det kræves
således ikke, at den pågældende udelukkende er beskæftiget
som erhvervsdrivende, eller at vedkommende har et fast for-
retningssted. Det er heller ikke nødvendigt, at der tilsigtes
opnået en økonomisk gevinst med virksomheden. Virksom-
heden må dog have et vist omfang og være af en vis varig-
hed. Der er ikke med den foreslåede bestemmelse tilsigtet
nogen ændring i fortolkningen af begrebet erhvervsdriven-
de.
Offentlig virksomhed er ligeledes omfattet af begrebet er-
hvervsdrivende, hvis det har et erhvervsmæssigt præg. Of-
fentlig virksomhed er da også i udgangspunktet omfattet af
Forbrugerklagenævnets virksomhed, jf. den nugældende §
10 i lov om forbrugerklager, idet erhvervs- og vækstministe-
ren efter bestemmelsen kan fastsætte regler om, at klager
over offentlig virksomhed, der kan sidestilles med ydelser
fra private erhvervsvirksomheder, kan påklages til Forbru-
gerklagenævnet. Der er imidlertid i dag kun klageadgang for
offentlige ydelser, hvis der er tale om levering af vand og
godstransport. Med lovforslaget lægges der derimod op til at
ophæve disse begrænsninger, således at der fremover vil
være en bred klageadgang også for klager over offentlig
virksomhed.
Det følger af den foreslåede bestemmelse, at en tvist skal
udspringe af en aftale mellem en forbruger og en erhvervs-
drivende om køb af en vare eller tjenesteydelse. Det vil bero
på en konkret vurdering, om der dels foreligger en aftale og
dels et køb.
ATB-direktivet definerer en købsaftale som enhver aftale i
henhold til hvilken, den erhvervsdrivende overdrager eller
påtager sig at overdrage ejerskabet for varer til forbrugeren,
og forbrugeren betaler eller påtager sig at betale prisen her-
for, herunder enhver aftale, der omfatter både varer og tjene-
steydelser, jf. artikel 4, stk. 1, litra c.
Begrebet købsaftale er ikke særskilt defineret i lov om for-
brugerklager. Købeloven gælder for alle køb, bortset fra køb
af fast ejendom, jf. § 1 a. I den juridiske litteratur er det
imidlertid antaget, at der ved køb i traditionel forstand for-
stås en aftale om overdragelse af et formuegode mod veder-
lag i penge, jf. bl.a. Ussing, ”Køb” (4. udgave ved Anders
Vinding Kruse, 1967), s. 1. Ved formuegode forstås almin-
deligvis ting, dvs. løsøregenstande. Købelovens § 2 indehol-
der endvidere den præciserende bestemmelse, at bestillings-
køb også anses som køb og dermed er omfattet af købelo-
vens almindelige regler.
ATB-direktivets afgrænsning af købsaftale synes ikke at
indebære nogen ændringer af gældende ret.
ATB-direktivet definerer en tjenesteydelsesaftale som
enhver aftale, dog ikke en købsaftale, i henhold til hvilken
den erhvervsdrivende leverer eller påtager sig at levere en
tjenesteydelse til forbrugeren, og forbrugeren betaler eller
påtager sig at betale herfor, jf. artikel 4, stk. 1, litra d.
Begrebet tjenesteydelse har ikke noget fast og entydigt ju-
ridisk indhold i dansk ret, men er ofte, f.eks. inden for er-
hvervs- og skattelovgivningen, anvendt i bred betydning
omfattende alle ydelser, som er præsteret af erhvervsdriven-
de, og som falder uden for området for salg af løsøre eller
fast ejendom, og som ikke omhandler arbejde i et ansættel-
sesforhold. Under tjenesteydelsesbegrebet falder således ek-
sempelvis følgende aftaletyper: Leje af løsøre, pengelån,
forsikring, arbejder på løsøre og arbejder på fast ejendom,
andre arbejdsaftaler (bortset fra ansættelsesforhold), herun-
der serviceydelser og undervisning, samt aftaler om handel
med værdipapirer.
ATB-direktivet definerer begrebet tjenesteydelsesaftale
som enhver aftale, bortset fra købsaftaler i henhold til hvilke
den erhvervsdrivende leverer eller påtager sig at levere en
tjenesteydelse til forbrugeren, og forbrugeren betaler eller
16
påtager sig at betale prisen herfor. Med direktivets brede de-
finition af tjenesteydelsesaftaler, der på samme måde som
den gældende definition af begrebet tjenesteydelse i dansk
ret alene indeholder en negativ afgrænsning over for købsaf-
taler (dvs. aftaler vedrørende løsøregenstande), synes der ik-
ke at være tale om nogen ændringer i forhold til gældende
dansk ret.
Det følger af direktivets definition på en købsaftale og en
tjenesteaftale i artikel 4, stk. 1, litra c og litra d, at det forud-
sættes, at der sker overdragelse af ejerskabet til en vare eller
levering af en ydelse, mod at forbrugeren betaler eller påta-
ger sig at betale herfor. Det vil bero på en konkret vurde-
ring, om der foreligger en aftale og et køb, og om der fore-
ligger en sådan grad af betaling, at ydelsen er omfattet af lo-
ven. Direktivet undtager udtrykkeligt ikke-økonomiske tje-
nesteydelser af almen interesse, men definerer ikke begrebet
udover, at det er tjenesteydelser, som ikke udføres af økono-
miske hensyn. Da det følger implicit af definitionen på en
købsaftale, at overdragelsen af et formuegode sker som
modydelse til forbrugerens betaling, er det ikke fundet nød-
vendigt specifikt at undtage begrebet ikke-økonomiske tje-
nesteydelser af almen interesse.
Det vil generelt bero på en konkret vurdering, om en tje-
nesteydelse er omfattet af loven. Offentlige ydelser, som ik-
ke har nogen eller kun har en mindre grad af brugerbetaling,
vil allerede af den grund falde uden for lovens anvendelses-
område. Det vil desuden afhænge af, hvordan ydelsen er or-
ganiseret og finansieret. Hvis en tjenesteydelse ydes af en
privat erhvervsdrivende, men overvejende finansieres af det
offentlige, vil ydelsen næppe være omfattet af loven. Områ-
der, hvor forbrugeren ikke selv betaler eller ikke selv har
indflydelse på varen eller ydelsens betaling og/eller indhold,
og hvor der derfor ikke er en gensidig bebyrdende aftale,
falder ligeledes uden for.
Med det foreslåede stk. 2 angives de områder, som loven
ikke finder anvendelse på.
Det foreslåede nr. 1 gennemfører ATB-direktivets artikel
2, stk. 2, litra h, der undtager visse sundhedsydelser, hvorfor
disse også er undtaget fra lovens anvendelsesområde. Defi-
nitionen i direktivet svarer til definitionen i artikel 3, litra a,
i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/24/EU af 9.
marts 2011 om patientrettigheder i forbindelse med grænse-
overskridende sundhedsydelser.
Begrebet sundhedsydelse skal forstås i overensstemmelse
med direktivets undtagelsesbestemmelse. En sundhedsydel-
se skal derfor leveres af en sundhedsprofessionel til en pa-
tient med henblik på at vurdere, bevare eller genetablere pa-
tientens sundhedstilstand, herunder ordinering, udlevering
og levering af lægemidler og medicinsk udstyr for at være
omfattet af lovens undtagelsesbestemmelse. Det vil derfor
være nødvendigt at inddrage disse faktorer, når det ud fra en
konkret vurdering skal afgøres, om en konkret sundheds-
ydelse er undtaget loven. Sundhedsydelser f.eks. i form af
alternativ behandling, der udføres uden en offentlig aner-
kendt uddannelse, vil ikke være omfattet af undtagelsesbe-
stemmelsen.
Efter de nugældende regler er ydelser fra læger og tandlæ-
ger, ligesom tandteknikervirksomhed, terapeutvirksomhed
og lignende personbehandlingsvirksomhed, der udøves i
henhold til en offentlig autorisation eller på grundlag af en
videregående offentlig anerkendt uddannelse, bortset fra op-
tikervirksomhed, specifikt undtaget fra Forbrugerklagenæv-
nets kompetence i bekendtgørelse om forbrugerklager. På
baggrund af artiklens ordlyd vurderes det, at disse ydelser –
på nær optikervirksomhed – også fremadrettet vil være om-
fattet af lovens undtagelsesbestemmelse, når ydelsen er le-
veret med henblik på at vurdere, bevare eller genetablere
forbrugerens sundhedstilstand.
Forslagets nr. 2 gennemfører direktivets artikel 2, stk. 2,
litra i, der undtager videregående eller højere uddannelser
udbudt af det offentlige. Det foreslås med nr. 2, at uddannel-
ser udbudt af det offentlige undtages fra lovens anvendelses-
område. I Danmark er uddannelse udbudt af det offentlige
generelt ikke vederlagsfinansieret, men finansieres gennem
skatter og afgifter. Der vil dermed ikke foreligge en aftale
om køb af en tjenesteydelse, hvilket er en forudsætning for,
at ydelsen er omfattet af direktivet. Efter nugældende regler
er tjenesteydelser inden for undervisningsområdet bortset fra
fjernundervisning undtaget fra Forbrugerklagenævnets kom-
petenceområde.
Med lovforslaget vil klager over privatundervisning kunne
påklages, såfremt der er tale om en aftale og et køb, hvor be-
talingen overvejende sker af forbrugeren.
I nr. 3 foreslås det, at et alternativt tvistløsningsorgan ikke
kan behandle en tvist, der allerede er endelig afgjort af dom-
stolene eller ved gyldig bindende voldgift eller retsforlig.
Bestemmelsen er en præcisering af gældende dansk ret, og
fastslår, at alternative tvistløsningsorganer er underordnet
domstolene. En klage, der er afgjort under sådanne omstæn-
digheder, skal afvises, hvis klagen indbringes for et alterna-
tivt tvistløsningsorgan. Direktivet undtager ikke specifikt så-
danne tvister, men det følger af artikel 5, stk. 4, litra a, at et
alternativt tvistløsningsorgan kan indføre procedureregler,
der gør det muligt at afvise en klage, der tidligere er blevet
behandlet af en domstol.
Med nr. 4 foreslås det at undtage køb af fast ejendom fra
lovens anvendelsesområde. Fast ejendom anses ikke som en
vare efter dansk ret, og det er i øvrigt ikke omfattet af købe-
lovens bestemmelser, hvorfor området foreslås undtaget.
Klager over tjenesteydelser vedrørende fast ejendom vil væ-
re omfattet, f.eks. klager over ejendomsmæglere, tilstands-
rapporter o.l. Den foreslåede bestemmelse er en videreførel-
se af gældende ret. Direktivet har ikke udtrykkeligt undtaget
dette forhold, men det forudsættes, at der ikke foreligger en
aftale om køb af en vare eller tjenesteydelse, hvorfor det
vurderes, at direktivet ikke er til hinder for, at dette område
specifikt undtages.
Til § 3
Der er ikke i den gældende lov om forbrugerklager indsat
bestemmelser, som samlet definerer lovens begreber.
Ved lovforslagets implementering af ATB-direktivet in-
troduceres en række nye begreber, hvorfor det foreslås, at
17
der indsættes en bestemmelse, som definerer en række af de
begreber, som enten er nye, eller som får en ny betydning
med dette lovforslag.
I det foreslåede nr. 1 defineres begrebet alternativ tvistløs-
ning som en udenretlig tvistløsning, der opfylder kravene i
loven og i regler udstedt i henhold til loven om bl.a. uafhæn-
gighed, effektivitet, uvildighed og retfærdighed.
I det forslåede nr. 2 defineres alternativt tvistløsningsor-
gan, som en fællesbetegnelse for de klageorganer, som er
omfattet af loven, og som defineres efter de foreslåede be-
stemmelser i § 3, nr. 3-5.
I det foreslåede nr. 3 defineres begrebet lovbestemte alter-
native tvistløsningsorganer, som særlige klageorganer, der
er oprettet efter anden lovgivning end denne lov, og som be-
handler civilretlige tvister. Som eksempler på disse kan
nævnes Advokatnævnet, som er oprettet i medfør af retsple-
jeloven, eller Disciplinær- og klagenævnet for beskikkede
bygningssagkyndige, som er reguleret ved lov om beskikke-
de bygningssagkyndige, og som behandler klager over auto-
riserede bygningssagkyndige og tilstandsrapporter.
Dertil kommer offentlige myndigheder, der behandler vis-
se klager fra forbrugere f.eks. på baggrund af EU-regule-
ring, og hvor der ikke nødvendigvis er tale om en nævn-
skonstruktion. Det kan f.eks. være Trafikstyrelsen, der be-
handler klager efter luftfartsloven, herunder passagerrettig-
heder ved forsinkede eller aflyste flyafgange.
I det foreslåede nr. 4 defineres et godkendt privat tvistløs-
ningsorgan, som et privat klage- eller ankenævn godkendt
efter loven. Et godkendt privat tvistløsningsorgan omfatter,
som det gør sig gældende i dag for de godkendte private kla-
ge- eller ankenævn, bestemte brancher eller andre afgrænse-
de områder. Bag tvistløsningsorganet skal stå organisatio-
ner, der repræsenterer henholdsvis erhvervslivets og forbru-
gernes interesser på det pågældende område. Driften af
tvistløsningsorganet finansieres af den pågældende branche.
For at blive godkendt, skal tvistløsningsorganet opfylde en
række betingelser, som vil blive fastsat dels i loven dels i
bekendtgørelse. Til eksempel kan nævnes, at tvistløsnings-
organets sammensætning og sagsbehandling skal være be-
tryggende for parterne, og at tvistløsningsorganet skal have
den fornødne sagkundskab og være uafhængigt og uvildigt.
I det foreslåede nr. 5 er der en definition af, hvilken rolle
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har som tvistløsnings-
organ. Rollen defineres som den tvistløsning, som styrelsens
medarbejdere gennemfører, når de foretager mediation efter
denne lov.
I det foreslåede nr. 6 defineres begrebet mediation som
den specifikke tvistløsning, hvor der ikke træffes afgørelse i
tvisten. Formålet med mediationen er at skabe en dialog
mellem forbrugeren og den erhvervsdrivende, og dermed til-
skynde sagens parter til at finde den bedst opnåelige løsning
på sagen. Mediationen gennemføres ved hjælp fra en uvildig
part.
I det forslåede nr. 7 defineres onlineplatformen som den
europæiske platform for tvistløsning online, som er reguleret
i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
524/2013 af 21. maj 2013 om onlinetvistbilæggelse i forbin-
delse med tvister på forbrugerområdet og om ændring af
forordning (EF) nr. 2006/2014 og direktiv 2009/22/EF (for-
ordning om OTB på forbrugerområdet). OTB-forordningen
vedrører etableringen af en fælles indgangsportal for forbru-
gere og erhvervsdrivende, som ønsker udenretlig bilæggelse
af tvister, der er opstået i forbindelse med onlinetransaktio-
ner. Platformen er et tilbud, der gælder for både nationale og
grænseoverskridende onlinetvister. Platformen identificerer
den kompetente ATB-instans og overfører klagen til den
ATB-instans, som parterne har aftalt at benytte. I Danmark
kan dette være Forbrugerklagenævnet eller et af de god-
kendte private klage- eller ankenævn. Platformen giver mu-
lighed for at indgive klager på alle EU-institutionernes offi-
cielle sprog. EU-Kommissionen er ansvarlig for OTB-plat-
formens udvikling, drift og vedligeholdelse og sørger for al-
le nødvendige tekniske faciliteter, herunder elektroniske
oversættelser, der er nødvendige for tvistbilæggelsen. OTB-
platformen skal være etableret senest den 9. januar 2016.
Til § 4
Den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 1-3, gennemfører
ATB-direktivets artikel 13.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 fastsætter en generel
oplysningspligt for erhvervsdrivende i forbrugerforhold om
alternativ tvistløsning. Pligten omfatter kun erhvervsdriven-
de, der sælger varer og/eller tjenesteydelser, der er omfattet
af lovens anvendelsesområde. Efter bestemmelsen skal den
erhvervsdrivende oplyse forbrugerne om det eller de alterna-
tive tvistløsningsorganer, hvortil en tvist mellem parterne
kan indbringes. Informationsforpligtelsen omfatter kun al-
ternative danske tvistløsningsorganer, der er på den liste,
som den kompetente myndighed har anmeldt til EU-Kom-
missionen, jf. stk. 3. Listen over anmeldte tvistløsningsorga-
ner vil fremgå af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens
hjemmeside.
Oplysningspligten omfatter oplysninger om tvistløsnings-
organets adresse og hjemmeside. Oplysningerne skal være
klare, forståelige og lettilgængelige på den erhvervsdriven-
des hjemmeside. Derudover skal oplysningerne indgå i de
generelle aftalevilkår, hvis det er relevant, dvs. hvis den er-
hvervsdrivende anvender generelle aftalevilkår. Bestemmel-
sen og dermed oplysningspligten finder kun anvendelse i det
omfang, den erhvervsdrivende har en hjemmeside, der retter
sig mod forbrugere, og/eller anvender generelle aftalevilkår.
Ifølge direktivet omfatter artikel 13, stk. 1 og 2, kun er-
hvervsdrivende, der er forpligtet til eller frivilligt har for-
pligtet sig til at anvende alternative tvistløsningsorganer til
at bilægge tvister med forbrugere. Der er ikke i dansk lov-
givning regler, der etablerer en forpligtelse for erhvervsdri-
vende til at løse tvister med forbrugere gennem alternativ
tvistløsning. En erhvervsdrivende kan ikke forhindre, at en
klagesag indgivet af en forbruger behandles af f.eks. Forbru-
gerklagenævnet eller et privat godkendt klage- eller anke-
nævn, men den erhvervsdrivende kan ikke tvinges til at
medvirke. Hvis den erhvervsdrivende ikke medvirker, kan
nævnet imidlertid vælge at lade det få processuel skade-
18
svirkning. Derimod kan en erhvervsdrivende frivilligt for-
pligte sig til at løse tvister med forbrugere ved alternativ
tvistløsning. En sådan forpligtelse kan f.eks. opstå ved et
medlemskab af en brancheforening, der udtrykkeligt kræver
af sine medlemmer, at de skal efterleve en afgørelse fra et
privat klage- eller ankenævn eller lignende.
Bestemmelsen overimplementerer direktivets krav om in-
formation til forbrugere. Det vurderes imidlertid, at en tekst-
nær gennemførelse af artikel 13, stk. 1, vil kunne indebære,
at det fremstår vilkårligt og uklart, hvem informationsfor-
pligtelsen omfatter. Da direktivet er et minimumsdirektiv, er
direktivet ikke til hinder for, at der indføres en generel infor-
mationsforpligtelse, der gælder for alle erhvervsdrivende,
som foreslået i § 4, stk. 1. Kravene til oplysningspligten er
delvist gennemført i lov om forbrugeraftaler, hvor § 8, nr.
22, fastsætter en oplysningspligt om klageadgang for aftaler
vedrørende varer og ikkefinansielle tjenesteydelser indgået
uden for den erhvervsdrivendes forretningssted eller ved
fjernsalg. Efter bestemmelsen skal den erhvervsdrivende,
hvor det er relevant, oplyse om mulighed for klageadgang
og i givet fald om fremgangsmåden ved klage. Det følger af
bestemmelsen, at pligten kun består, i det omfang der er en
klageadgang. Tilsvarende efter samme lovs § 14, nr. 9, hvor
der fastsættes en oplysningspligt vedrørende klageadgang
for fjernsalgsaftaler vedrørende finansielle tjenesteydelser.
Bestemmelsen finder ligeledes kun anvendelse i det omfang,
der er en klageadgang.
Med implementeringen af ATB-direktivet og det forelig-
gende lovforslag, vil alle erhvervsdrivende, der sælger varer
eller tjenesteydelser omfattet af direktivets anvendelsesom-
råde, fremover være forpligtet til at oplyse om det eller de
alternative tvistløsningsorganer, hvortil en eventuel tvist kan
indbringes, og som er anmeldt til EU-Kommissionen.
Med den foreslåede bestemmelse i stk. 2, gennemføres di-
rektivets artikel 13, stk. 3, der pålægger erhvervsdrivende at
give forbrugere information om alternativ tvistløsning, når
der opstår en konkret tvist, der ikke kan løses mellem parter-
ne.
Den erhvervsdrivende skal i tilfælde af, at der opstår en
tvist mellem en forbruger og en erhvervsdrivende, og den
erhvervsdrivende helt eller delvist afviser forbrugerens krav,
give forbrugeren information om det eller de alternative
tvistløsningsorganer, som kan behandle en klage efter denne
lov. Hvis den erhvervsdrivende sælger varer og/eller tjene-
steydelser, der er omfattet af forskellige tvistløsningsorga-
ner, indebærer informationskravet, at den erhvervsdrivende
må tilpasse informationen til den enkelte tvist, så informa-
tionerne vedrører det relevante tvistløsningsorgan. Den er-
hvervsdrivende skal informere om det relevante alternative
tvistløsningsorgans adresse og websted og oplysningerne
skal gives skriftligt eller på et varigt medium. Et varigt me-
dium anses som ethvert middel, som sætter forbrugeren eller
den erhvervsdrivende i stand til at lagre oplysninger rettet
personligt til vedkommende med mulighed for fremtidig an-
vendelse i en periode afpasset efter oplysningernes formål,
og som giver mulighed for uændret gengivelse af de lagrede
oplysninger. Definitionen omfatter bl.a. papir, USB-nøgler,
cd-rom’er, dvd’er, memory cards eller harddiske på compu-
tere samt e-mail. I forhold til SMS-beskeder og hjemmesi-
der beror det på en konkret vurdering, om betingelserne i
definitionen er opfyldt. Det antages i den forbindelse, at
stort set alle de mobiltelefoner, der sælges i Danmark, har så
høj en lagringskapacitet, at modtagelse af en SMS/MMS-be-
sked på en sådan telefon kan betragtes som modtaget på et
varigt medium. Det væsentlige i bestemmelsen er, at den er-
hvervsdrivende kan identificere det relevante tvistløsnings-
organ og informere forbrugeren herom. Derefter vil det være
op til forbrugeren at finde ud af, om den konkrete tvist kan
behandles i det organ, der er henvist til. Bestemmelsen gæl-
der alle erhvervsdrivende, der sælger varer og/eller tjeneste-
ydelser, der er omfattet af lovens anvendelsesområde. Op-
lysningspligten er uafhængig af, om den erhvervsdrivende
har en hjemmeside og/eller anvender generelle aftalevilkår.
Efter ATB-direktivets artikel 13, stk. 3, er det et krav, at
den erhvervsdrivende også skal oplyse, om den erhvervsdri-
vende agter at benytte det relevante tvistløsningsorgan til at
bilægge tvisten. En sådan pligt ville kunne få den utilsigtede
effekt, at forbrugeren fejlagtigt kunne få den opfattelse, at
en klage ikke kan behandles, hvilket ikke er udgangspunktet
efter det danske klagesystem. Det foreslås derfor, at gen-
nemførelsen af artikel 13, stk. 3, alene sker som angivet. En
erhvervsdrivende har således ikke efter den foreslåede be-
stemmelse en pligt til at oplyse, om den erhvervsdrivende
agter at medvirke til at lade sagen blive behandlet i et alter-
nativt tvistløsningsorgan, men blot en pligt til at oplyse om
det relevante tvistløsningsorgan. Forbrugeren kan herefter
vurdere, om forbrugeren vil gå videre med sagen.
Efter den foreslående bestemmelse i stk. 3 udarbejder Er-
hvervs- og Vækstministeriet en liste over de alternative
tvistløsningsorganer, der er omfattet af loven, og som an-
meldes til EU-Kommissionen. For at komme på listen skal
de private alternative tvistløsningsorganer godkendes, hvil-
ket indebærer, at de skal opfylde lovens krav og regler ud-
stedt i henhold til loven om bl.a. uafhængighed, effektivitet,
uvildighed og retfærdighed. For godkendte tvistløsningsor-
ganer henvises til bemærkningerne til § 6. På listen opføres
desuden Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, når styrelsen
foretager mediation, som tvistløsningsorgan efter denne lov.
Listen vil fremgå af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens
hjemmeside. Endvidere opføres på listen de lovbestemte al-
ternative tvistløsningsorganer, der opfylder kravene i denne
lov, kravene i regler udstedt i henhold til denne lov eller de
krav, der fastsættes af de respektive ressortministerier for de
lovbestemte alternative tvistløsningsorganer.
Til § 5
Den foreslåede bestemmelse er relateret til forordningen
om onlinetvistløsning. Bestemmelsen fastsætter en generel
pligt for alle erhvervsdrivende, der sælger varer eller tjene-
steydelser via internettet, som er omfattet af direktivets an-
vendelsesområde, til at oprette et elektronisk link til platfor-
men. Bestemmelsens primære formål er at øge kendskabet
til platformen. En erhvervsdrivende skal også oplyse om sin
e-mail på sine websteder. Den erhvervsdrivende skal også
19
give forbrugerne udtrykkelig information om muligheden
for at anvende platformen med henblik på at løse konflikter.
Til § 6
Den foreslåede bestemmelse i § 6, stk. 1, er en hjemmel til
erhvervs- og vækstministeren til at godkende private tvist-
løsningsorganer efter loven. Bestemmelsen er en delvis vi-
dereførelse af den nuværende hjemmel i § 5 i lov om forbru-
gerklager. Godkendelse efter den foreslåede bestemmelse er
en forudsætning for, at et privat tvistløsningsorgan, der ikke
er oprettet efter anden lovgivning, kan blive anmeldt til EU-
Kommissionen som et kvalificeret tvistløsningsorgan.
Formålet med et godkendt privat tvistløsningsorgan er at
afgøre tvister mellem en klager og en erhvervsdrivende, som
ellers måtte indbringes for domstolene. En klage vil som i
dag kunne angå samtlige omstændigheder i retsforholdet
mellem parterne, men klagen skal dog have karakter af en
konkret og aktuel konflikt mellem parterne, som med rime-
lighed kan danne grundlag for et civilretligt søgsmål. Har et
klagepunkt ikke en sådan konkret og aktuel karakter, kan
tvistløsningsorganet afvise at tage stilling til det pågældende
klagepunkt.
Et privat tvistløsningsorgan kan godkendes for en bestemt
branche eller andre afgrænsede områder, og skal have et
klart defineret sagsområde. Godkendelse vil som efter gæl-
dende ret ske efter ansøgning på baggrund af vedtægter, som
de stiftende organisationer har udarbejdet. I forbindelse med
godkendelsen vil de konkrete kriterier blive endeligt fast-
lagt. Der vil i den forbindelse blive taget hensyn til eventu-
elle særlige forhold, der gør sig gældende for den pågælden-
de branche eller område, som tvistløsningsorganet dækker.
Lovforslaget hindrer ikke, at der parallelt med de alternative
tvistløsningsorganer, der anmeldes til EU-Kommissionen,
kan eksistere private branchenævn eller andre klagesyste-
mer, der ikke er godkendt efter loven. Sådanne nævn/syste-
mer kan være velfungerende og udfylde en vigtig funktion
for forbrugere, der er havnet i en tvist med en erhvervsdri-
vende inden for visse brancher. Direktivet forudsætter imid-
lertid, at der er en klageadgang inden for hele direktivets an-
vendelsesområde, der opfylder direktivets kvalitetskrav. I
det omfang, der på et område ikke er et tvistløsningsorgan,
der er anmeldt til EU-Kommissionen, vil Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen være forpligtet til at behandle eventuelle
tvister inden for det pågældende område, selvom der eksem-
pelvis måtte være et privat branchenævn eller lignende, der
kunne løse den pågældende tvist.
Det er erhvervs- og vækstministeren, der fastlægger krite-
rierne for godkendelse af private alternative tvistløsningsor-
ganer. I forbindelse med godkendelse efter stk. 1 skal der
ved fastlæggelsen af disse kriterier bl.a. lægges vægt på, at
nævnet opfylder direktivets krav om uafhængighed, uvildig-
hed, sagkundskab, åbenhed, effektivitet, retfærdighed og ha-
bilitet.
I forslagets stk. 2, fremgår de mest centrale betingelser,
der skal til, for at et alternativt tvistløsningsorgan kan god-
kendes. Som det er tilfældet efter de gældende regler, vil det
også fremover være en forudsætning for godkendelse, at det
alternative tvistløsningsorgans handlinger er upartiske, og at
tvistløsningsorganet fremtræder neutralt, at der er åbenhed
omkring sagsbehandlingsprocedurer, at parterne har mulig-
hed for at fremkomme med deres synspunkter, herunder og-
så til eventuelle ekspertudtalelser, at klagegebyrerne er mo-
derate, at eventuelle undergrænser er rimelige, og at afgørel-
serne begrundes.
Med forslagets stk. 3 skabes der hjemmel til, at ministeren
kan fastsætte nærmere regler om betingelserne for godken-
delse, herunder de betingelser, som et privat tvistløsningsor-
gan skal opfylde for at blive godkendt til at anvende media-
tion i sagsbehandlingen. Det er hensigten, at bemyndigelsen
vil blive udmøntet i en bekendtgørelse, hvor de nærmere vil-
kår for bl.a. anvendelse af mediation fastsættes.
Af bekendtgørelsen vil det bl.a. skulle fremgå, at det er en
betingelse for godkendelse, at et alternativt tvistløsningsor-
gan giver mulighed for, at parterne kan udveksle informati-
on om sagen både elektronisk og pr. post, at både nationale
og grænseoverskridende klager behandles, at fastsatte sags-
behandlingsfrister overholdes, at tvistløsningsorganerne for-
pligtes til at oplyse sagen af egen drift og vejlede parterne
om deres rettigheder, og at afgørelser forkyndes. Tvistløs-
ningsorganet pålægges også en pligt til at oplyse om ændre-
de forhold i relation til den opnåede godkendelse, så det kan
sikres, at tvistløsningsorganet til alle tider opfylder kravene
for anmeldelse til EU-Kommissionen eller i givet fald fjer-
nes fra listen. Det bemærkes, at det vurderes, at de eksister-
ende godkendte private klage- og ankenævn allerede i dag
som følge af godkendelsen fra erhvervs- og vækstministeren
i udgangspunktet opfylder direktivets krav til habilitet med
videre.
Det er hensigten, at det skal være frivilligt for de god-
kendte private tvistløsningsorganer, om de ønsker at anven-
de mediation, eller om de ønsker at fortsætte med nævnsbe-
handling som i dag. Hvis et godkendt privat tvistløsningsor-
gan skal kunne anvende mediation, forudsætter det, at de
stiftende organisationer er enige om at indføre mediation.
Allerede i dag har sekretariaterne adgang til at søge en sag
forligt mellem parterne. Forbrugeren har dog krav på at få
sagen forelagt for nævnet uden ekstra omkostning for for-
brugeren.
Da sekretariaterne for de godkendte private ankenævn er
aflønnet af branchen, er det af central betydning, at et god-
kendt tvistløsnings sekretariat er og udadtil fremstår som
værende helt uvildigt. ATB-direktivet indeholder en række
generelle krav til de fysiske personer, der er ansvarlige for
tvistbilæggelsen, som skal sikre, at personerne er uvildige
og har den fornødne sagkundskab. Der er bl.a. krav om, at
disse personer ikke modtager instrukser fra nogen af parter-
ne, og er udpeget med et mandat, som er tilstrækkeligt til at
sikre, at de ikke er i fare for at blive afsat uden grund. Der er
særlige krav om bl.a. budgethåndtering, når de fysiske per-
soner er aflønnet af en erhvervsorganisation, og tvistbilæg-
gelsen ikke sker i et kollegialt organ.
I forbindelse med udarbejdelsen af bekendtgørelsen vil
der blive overvejet modeller, som tilgodeser de private tvist-
løsningsorganers behov for finansiering mv., samtidig med
20
at det sikres, at forbrugernes retsstilling ikke forringes i for-
hold til i dag. Det er hensigten, at de relevante organisatio-
ner vil blive inddraget i dette arbejde. Bekendtgørelsen vil
blive sendt i høring og vil træde i kraft samtidig med loven.
De endelige betingelser vil blive fastlagt i de enkelte tvist-
løsningsorganers vedtægter, som ligger til grund for godken-
delsen.
Ministeren kan efter bestemmelsen også tidsbegrænse og
tilbagekalde godkendelsen. Der er tale om en delvis videre-
førelse af den nugældende § 5, stk. 2-4, i lov om forbruger-
klager, hvor grundbetingelserne for godkendelse fremgår, og
af den gældende lovs § 16 og 17.
Det følger af den nugældende § 16, at en forbruger skal
betale et gebyr for behandling af en klage. Af den nugæl-
dende § 17 fremgår det, at ministeren kan fastsætte regler
om, at en erhvervsdrivende skal betale et beløb til et god-
kendt privat klage- eller ankenævn for nævnets udgifter til
en sags behandling, hvis forbrugeren får medhold i sin kla-
ge, eller sagen forliges. Det følger også af den nugældende §
17, at ministeren endvidere kan fastsætte regler om, at en er-
hvervsdrivende, der ikke løbende bidrager til nævnets drift,
skal betale et højere gebyr, end en erhvervsdrivende, der bi-
drager til nævnets drift.
Det er fortsat hensigten, at beløbenes størrelse vil blive
fastsat af ministeren på grundlag af oplysninger fra det en-
kelte nævn om nævnets gennemsnitlige udgifter til sagernes
behandling. Der vil fortsat kunne fastsættes differentierede
beløb, således at de erhvervsdrivende, som ikke bidrager til
nævnets løbende drift, skal betale et højere beløb. Beløbet
vil også omfatte de mere generelle omkostninger, der er for-
bundet med den konkrete sag, men vil ikke have pønal ef-
fekt. Beløbenes størrelse vil således ikke skulle fastsættes
efter et konkret skøn i den enkelte sag.
Det er hensigten, at godkendelse af private alternative
tvistløsningsorganer i udgangspunktet vil basere sig på de
samme principper, som gælder efter nugældende regler,
hvor de overordnede principper for godkendelse er udmøn-
tet i § 1 i bekendtgørelse nr. 460 af 29. april 2010 om for-
brugerklager. De mere specifikke krav fremgår af Konkur-
rence- og Forbrugerstyrelsens vejledning af 7. januar 2011
om godkendelse af bekendtgørelse om forbrugerklager. Som
ovenfor nævnt er det hensigten, at de nærmere kriterier for
ansøgning og godkendelse fremover skal udmøntes i en be-
kendtgørelse. Det vil bl.a. komme til at fremgå, at parterne
skal underrettes om, at de ikke er forpligtet til at benytte en
advokat eller anden juridisk bistand, men at de kan søge uaf-
hængig rådgivning eller lade sig repræsentere af tredjemand
i alle faser af proceduren.
Det gældende udgangspunkt om, at et godkendt privat kla-
ge- eller ankenævn skal behandle klager over alle erhvervs-
drivende på det pågældende område, dvs. også erhvervsdri-
vende, som ikke er tilsluttet en brancheorganisation, som
står bag nævnet, foreslås opretholdt. Hvis der åbnes op for,
at et branchenævn ikke omfatter alle men kun nogle er-
hvervsdrivende på et givent område, vil det betyde, at der
kun kan klages over visse erhvervsdrivende inden for en
branche. Hertil kommer at flere klagenævn på samme områ-
de kan skabe forvirring. Derfor skal et privat tvistløsnings-
organ som udgangspunkt være branchedækkende for at bli-
ve godkendt, medmindre særlige grunde taler for at fravige
kravet om branchedækning.
Den nuværende praksis for, at et privat tvistløsningsorgan
kan få godkendt bestemmelser om, at tvistløsningsorganet
kan behandle klager fra erhvervsdrivende eller vedrørende
erhvervsmæssige forhold videreføres. Det forudsætter imid-
lertid, at der er tale om klager, der ikke adskiller sig væsent-
lig fra forbrugerforhold.
I dag godkendes de private nævn for 3 år, og der er ikke
tilsigtet ændringer i denne godkendelsesperiode. Det vil dog
efter en konkret vurdering være muligt at godkende et privat
tvistløsningsorgan for mere end 3 år ad gangen. Et godkendt
privat tvistløsningsorgan er ligesom Forbrugerklagenævnet
uafhængigt af ministeren. Det indebærer, at ministeren ikke
kan ændre eller omgøre tvistløsningsorganets afgørelser.
Konkrete afgørelser kan således ikke indbringes for ministe-
ren, men parterne vil også fremover have mulighed for at
anlægge sag ved domstolene. Herudover kan ministeren hel-
ler ikke tvinge organet til at genoptage en allerede afgjort
tvist eller behandle sager, som efter organets vurdering, ikke
er omfattet af deres kompetence. Ligesom i dag vil ministe-
ren imidlertid have mulighed for at tilbagekalde godkendel-
sen af organet, hvis betingelserne for godkendelse ikke læn-
gere er opfyldt. Efter direktivets artikel 20, stk. 2, 3. afsnit,
er det ligeledes et krav, at et tvistbilæggelsesorgan, der ikke
længere opfylder kravene for anmeldelse, fjernes fra listen.
Til § 7
Med § 7 foreslås det, at den nugældende § 6 i lov om for-
brugerklager, hvorefter Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
kan fungere som sekretariat for godkendte private klage- el-
ler ankenævn mod betaling, videreføres. Bestemmelsen tag-
er sigte på, at visse brancher kan være så små, at det ikke
økonomisk kan svare sig at oprette et tvistløsningsorgan
med eget sekretariat. Derfor kan en branche, der gerne vil
markere, at man tager hånd om klagerne på et område under
visse nærmere fastsatte kriterier oprette et branchetvistløs-
ningsorgan, men lade Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
fungere som sekretariat, og dermed behandle organets sager.
Tanken er, at det kun er mindre brancher med forholdsvis få
klager, der kan benytte denne mulighed. I dag fungerer Kon-
kurrence- og Forbrugerstyrelsen som sekretariat for 3 god-
kendte private ankenævn.
Bestemmelsen i stk. 2, giver erhvervs- og vækstministeren
hjemmel til at fastsætte nærmere regler for Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsens funktion som sekretariat for et godkendt
privat tvistløsningsorgan. Der er i dag fastsat regler om, at
den indtægtsdækkede virksomhed sker i overensstemmelse
med Finansministeriets retningslinjer om indtægtsdækket
virksomhed.
Til § 8
Med § 8 foreslås det, at der skabes hjemmel til, at er-
hvervs- og vækstministeren efter forhandling med den rele-
vante ressortminister kan fastsætte regler for sagsbehand-
ling, som lovbestemte alternative tvistløsningsorganer skal
21
opfylde, for at kunne blive anmeldt til EU-Kommissionen.
Det er ikke hensigten, at tvistløsningsorganer, som er opret-
tet ved eller i medfør af lov, skal søge om godkendelse efter
den foreslåede lov om alternativ tvistløsning i forbindelse
med forbrugerklager, eller at erhvervs- og vækstministeren
skal regulere deres virksomhed. Det gælder f.eks. Advokat-
nævnet og Trafikstyrelsen, der bl.a. behandler klager over
flypassagerrettigheder efter Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EF) nr. 261/2004 af 11. februar 2004 om fælles
bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassa-
gerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange
forsinkelser og om ophævelse af forordning (EØF) nr.
295/91. Da disse tvistløsningsorganer er nedsat ved lov, er
det formodningen, at de love, der regulerer de lovbestemte
tvistløsningsorganer, sikrer, at sagsbehandlingen ved tvist-
løsningsorganerne foregår i overensstemmelse med god for-
valtningsskik og dermed i overensstemmelse med kravene i
ATB-direktivet. For at disse alternative tvistløsningsorganer
skal kunne anmeldes til EU-Kommissionen som kvalificere-
de tvistløsningsorganer, skal reguleringen være i overens-
stemmelse med ATB-direktivets krav, jf. bemærkningerne
til § 4, stk. 3. Der vil bl.a. blive stillet krav om, at de lovbe-
stemte tvistløsningsorganer opfylder de krav til sagsbehand-
lingsfrister, der fremgår af §§ 17 og 18. Der henvises til be-
mærkningerne til disse bestemmelser. Det vil være mest
hensigtsmæssigt, at det er det respektive ressortministerium,
der fastsætter regler for tvistløsningsorganet, der sikrer, at
tvistløsningsorganet opfylder kravene efter ATB-direktivet.
Eksempelvis er Advokatnævnet reguleret i retsplejeloven og
i forskrifter fastsat i medfør heraf. Det er hensigten, at det
fortsat er justitsministeren, der fastsætter regler for Advokat-
nævnets virksomhed og sikrer, at anmeldelse kan ske til EU-
Kommissionen. Erhvervs- og vækstministeren kan dog efter
forhandling med den relevante ressortminister fastsætte reg-
ler for sagsbehandling i de lovbestemte alternative tvistløs-
ningsorganer, så disse opfylder direktivets krav og kan an-
meldes til EU-Kommissionen.
Til § 9
Det foreslås, at en klage kan indbringes til behandling for
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen forudsat, at klagen ud-
springer af en aftale mellem en forbruger og en erhvervsdri-
vende i forbindelse med et køb af en vare eller en tjeneste-
ydelse. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fungerer som
alternativt tvistløsningsorgan, og en klage kan således angå
samtlige omstændigheder i retsforholdet mellem parterne.
Klagen skal dog have karakter af en konkret og aktuel kon-
flikt, som med rimelighed kan danne grundlag for et civilret-
ligt søgsmål. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens kompe-
tence til at behandle klager begrænses således alene af de
foreslåede bestemmelser i § 13, stk. 2, 1. pkt., og § 16. Der
henvises til bemærkningerne til § 13, stk. 2, 1. pkt., og § 16.
§ 9 sikrer, at der er en klageadgang for alle klager omfattet
af direktivets anvendelsesområde, og indebærer, at Konkur-
rence- og Forbrugerstyrelsen skal fungere som residualtvist-
løsningsorgan for klager på de områder, hvor der ikke eksi-
sterer alternative tvistløsningsorganer, som er anmeldt til
EU-Kommissionen, medmindre de ikke kan behandles efter
§ 16. Forbrugerklagenævnets kompetence er også i dag ne-
gativt afgrænset, idet der i bekendtgørelse nr. 460 af 29.
april 2010 om forbrugerklager er fastsat en række undtagel-
ser til nævnets kompetence. Det gælder f.eks. fødevarer,
campingvogne, både, antikviteter, og bestanddele og tilbe-
hør til fast ejendom. Disse undtagelser vil blive ophævet for
både Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens virksomhed og
for Forbrugerklagenævnets virksomhed. Det vurderes, at det
vil medføre, at ca. 45 nye sagsområder bliver omfattet af det
offentlige forbrugerklagesystem. Det estimeres, at det vil
medføre en stigning i antallet af klager fra ca. 2.600 til ca.
4.000 om året. For så vidt angår de enkelte afvisningsgrunde
henvises til bemærkningerne til § 16.
Til § 10
Den foreslåede bestemmelse i § 10 angiver rammerne for
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens klagebehandling og er
et centralt element i moderniseringen af det offentlige for-
brugerklagesystem. Efter bestemmelsen skal Konkurrence-
og Forbrugerstyrelsen mediere mellem parterne i de klage-
sager, der indbringes for styrelsen.
Allerede i dag afsluttes ca. 50 % af klagesagerne i det of-
fentlige forbrugerklagesystem med et forlig mellem parter-
ne. Forbrugerklagenævnets sekretariat følger en fast proced-
ure i den indledende sagsbehandling, der tilstræber en for-
ligsmæssig løsning i visse sager, så ikke alle sager behøver
at gå hele vejen til Forbrugerklagenævnet. Der foretages i
dag en juridisk vurdering af, hvordan sagen vil falde ud ved
en afgørelse, og der lægges vægt på de retsregler og praksis,
der finder anvendelse på området, ligesom sandsynligheden
for, at forbrugeren vil få medhold i en afgørelse ved nævnet,
overvejes. En undersøgelse foretaget af Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen i 2013 viste, at netop muligheden for
hurtigt at få en afklaring i en sag var en af de faktorer, som
de forbrugere, der havde klaget til Forbrugerklagenævnet,
vægtede højest.
Med den foreslåede bestemmelse lovfæstes et nyt princip
om, at alle klagesager, der potentielt vil kunne indbringes
for Forbrugerklagenævnet, i første omgang skal søges løst
ved mediation i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. For-
målet med mediationen er at søge at skabe en positiv dialog
mellem forbrugeren og den erhvervsdrivende og dermed til-
skynde dem til selv at finde den bedst mulige løsning på
sagen.
Mediationen vil ske på baggrund af de oplysninger, som
parterne selv kommer med, og sekretariatet vil ikke oplyse
sagen yderligere. Der vil i mediationsfasen heller ikke blive
indhentet sagkyndige erklæringer. Mediationen vil blive
gennemført af medarbejdere i Konkurrence- og Forbruger-
styrelsen, der vil blive specielt uddannet og oparbejde en er-
faring inden for mediation. Til forskel fra den forligsproced-
ure, der i dag følges af Forbrugerklagenævnets sekretariat,
vil der ikke ved styrelsens mediation blive foretaget konkre-
te juridiske vurderinger i den enkelte sag, ligesom der ikke
vil blive truffet administrative afgørelser. Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen vil optræde som en uvildig tredjepart i
sagen og vejlede faktuelt om de generelle regler på området,
22
bidrage til at genskabe en god dialog mellem parterne, vejle-
de om Forbrugerklagenævnets generelle praksis på området
og pege på muligheder, som parterne måske ikke har tænkt
på.
Mediationen tilstræber at bringe parterne sammen med
henblik på, at de selv finder en løsning. Mediationen skal på
den måde sikre et mere smidigt og effektivt klagesystem.
I mediationsfasen vil der som udgangspunkt ikke blive
vejledt om den konkrete sags forventede udfald eller om,
hvorvidt den konkrete sag vil være uegnet til behandling ved
Forbrugerklagenævnet. Hvis der er tale om en sag på et om-
råde, hvor Forbrugerklagenævnet som fast praksis afviser
sager som bevisuegnet, vil parterne i relevant omfang blive
orienteret herom i mediationsfasen.
Medarbejderne i mediationsfasen vil ikke tage stilling til,
om en konkret sag vil blive afvist som bevisuegnet, hvis den
efter mediationsfasen skulle blive indbragt for nævnet. Det
vil være op til Forbrugerklagenævnet at foretage en konkret
vurdering af, om en sag er bevisuegnet. Formålet med me-
diationen er at finde frem til en mindelig løsning, som begge
parter vil være tilfredse med i den konkrete sag. Medarbej-
derne i denne fase vil således ikke af egen drift vejlede par-
terne om, hvordan det juridiske udfald af sagen vurderes at
være, hvis sagen blev ført i Forbrugerklagenævnet. Medar-
bejderne vil besvare spørgsmål fra parterne og vejlede om
reglerne, men vil ikke yde nogen form for juridisk rådgiv-
ning eller stillingtagen til den konkrete sags eventuelle juri-
diske udfald.
Parterne vil blive underrettet om, at de ikke er forpligtet til
at benytte en advokat eller anden juridisk bistand, men at de
kan søge uafhængig rådgivning eller lade sig repræsentere af
tredjemand i alle faser af proceduren.
Når Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skal mediere,
skal der være lige mulighed for mediation for alle forbruge-
re uanset, hvor i landet forbrugeren bor, ligesom der skal
sikres en effektiv behandling af sagerne i mediationsfasen.
Som udgangspunkt vil styrelsens medarbejdere efter mod-
tagelsen af en klage kontakte sagens parter telefonisk og af-
tale de praktiske detaljer for sagens videre forløb. Efter en
gennemgang af forbrugerens klage og den erhvervsdriven-
des svar vil medarbejderen initiere, at mediationsbehandlin-
gen sættes i gang. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil,
når det er relevant, tilbyde parterne at deltage i et telefonmø-
de/en telefonkonference. I forbindelse med samtalerne vil
styrelsens medarbejder i det omfang, der er behov herfor,
neutralt oplyse om den anden parts betragtninger og forslag
til løsning. I forbindelse med udviklingen af mediationspro-
ceduren, vil Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen afsøge mu-
lighederne for at optimere sagsbehandlingen og forøge for-
ligschancerne gennem ny teknologi. Det kan f.eks. være an-
vendelse af videokonferencer, Skype, chat m.v.
Hvorvidt en mediation lykkes, vil bero på begge parters
vilje til at medvirke og finde en løsning. En erhvervsdriven-
de kan således ikke tvinges til at deltage. Bliver det hurtigt
klart, at den erhvervsdrivende ikke ønsker at medvirke, eller
at det ikke er muligt at kontakte den erhvervsdrivende, vil
sagen blive afsluttet og forbrugeren få mulighed for at gå vi-
dere med sagen til behandling i Forbrugerklagenævnet.
Hvis parterne bliver enige om en mindelig løsning på bag-
grund af mediationen, sender Konkurrence- og Forbruger-
styrelsen et brev, hvor det fremgår, at parterne har indgået
en aftale som løsning på sagen. Hvis den erhvervsdrivende
ikke efterlever aftalen, vil forbrugeren kunne indbringe sag-
en for Forbrugerklagenævnet, hvor aftalen om den mindeli-
ge løsning vil indgå i nævnets samlede vurdering af sagen.
Hvis forbrugeren får helt eller delvist medhold i en afgørelse
fra Forbrugerklagenævnet, og hvis den erhvervsdrivende
forholder sig passivt, vil forbrugeren herefter kunne få
tvangsfuldbyrdet nævnets afgørelse i fogedretten.
Hvis mediatonsbehandlingen afsluttes uden, at der er fun-
det en mindelig løsning, kan forbrugeren vælge at gå videre
med sagen til behandling i Forbrugerklagenævnet mod beta-
ling af et gebyr, eller at anlægge en sag ved domstolene.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelses mediation er omfattet
af de fælles procedureregler, som fremgår af de foreslåede
bestemmelser i kapitel 5, herunder de fastsatte frister for
sagsbehandling.
De foreslåede bestemmelser om mediation udgør en cen-
tral del af gennemførelsen af ATB-direktivet.
Til § 11
Det foreslås i § 11, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
ud fra en konkret vurdering skal afslutte sagen, hvis det på
baggrund af mediationen konstateres, at det ikke er muligt at
nå frem til en mindelig løsning, og at parterne skal underret-
tes herom. Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvis den
erhvervsdrivende nægter at medvirke, eller parterne i øvrigt
ikke kan nå til enighed om en løsning af den pågældende
tvist. Forbrugerens gebyr, jf. § 12, tilbagebetales ikke i disse
tilfælde. Det fremgår derudover, at Konkurrence- og Forbru-
gerstyrelsen skal oplyse forbrugeren om muligheden for at
gå videre med sagen til Forbrugerklagenævnet, jf. § 19. De
foreslåede frister for sagsbehandling, jf. § 18, finder anven-
delse.
Til § 12
Bestemmelsen er ny og angiver i stk. 1, at forbrugeren
skal betale et gebyr for sagens behandling ved Konkurrence-
og Forbrugerstyrelsen. I dag betaler en forbruger et gebyr
for at få behandlet en klage i Forbrugerklagenævnet. Geby-
ret tilbagebetales i dag, hvis forbrugeren får medhold i kla-
gen, eller sagen afvises som uegnet til behandling. Ved en
mediation tilskyndes parterne til selv at finde den bedst op-
nåelige løsning på sagen, og der træffes ikke nogen afgørel-
se i sagen. Gebyret for mediation tilbagebetales fremover
kun, hvis det viser sig, at sagen ikke kan behandles af Kon-
kurrence- og Forbrugerstyrelsen og derfor skal afvises, jf.
16. Det kan fx være, hvis klagen hører under et godkendt
privat tvistløsningsorgan eller er under behandling eller har
været behandlet af et godkendt privat tvistløsningsorgan.
Det betyder, at gebyret for mediation betales for styrelsens
bistand til at hjælpe parterne til at finde en mindelig løsning.
Gebyret tilbagebetales således ikke i situationer, hvor forsø-
23
get på mediation ikke fører til noget resultat, f.eks. fordi den
ene part ikke ønsker at medvirke til en forligsforhandling,
og sagen afsluttes efter § 11.
Med stk. 2 foreslås det, at erhvervs- og vækstministeren
bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om størrelsen af
gebyret samt betalingen heraf, herunder om obligatorisk
elektronisk betaling. Det er hensigten, at klagegebyret i de
nærmere regler vil blive fastsat til 100 kr. Det vurderes, at
en fastsættelse på dette niveau er i overensstemmelse med
direktivets krav efter artikel 8, litra c, om at en klagebehand-
ling skal være gratis eller kun forbundet med et symbolsk
gebyr for forbrugeren.
Til § 13
Med den foreslåede bestemmelse i § 13, stk. 1, skabes der
hjemmel for erhvervs- og vækstministeren til at fastsætte
regler for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens virksomhed
efter loven, når styrelsen foretager mediation.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2, 1. pkt., tilsigter at
gennemføre direktivets artikel 5, stk. 4, litra d. Bestemmel-
sen er en bemyndigelsesbestemmelse for erhvervs- og
vækstministeren til at fastsætte regler om, at en klage ikke
kan indbringes for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen,
hvis prisen for varen eller tjenesteydelsen ligger under eller
over bestemte grænser. Efter de nugældende regler har mini-
steren en tilsvarende hjemmel til at fastsætte bestemmelser
om over- og undergrænser for indgivelse af klager til For-
brugerklagenævnet. Denne hjemmel er udnyttet i bekendt-
gørelse nr. 460 af 29. april 2010, og der er således fastsat en
undergrænse for klager over sko og tøj på 500 kr., mens
grænsen for alle øvrige varer og tjenesteydelser er på 800 kr.
De nuværende undergrænser har ikke været reguleret siden
loven trådte i kraft i 2004.
Henset til den forestående betragtelige udvidelse af klage-
adgangen, som er anført under bemærkningerne til forsla-
gets § 10, er det hensigten, at der ved bekendtgørelse fast-
sættes en undergrænse for sko og tøj på 650 kr. og for øvri-
ge varer og tjenesteydelser på 1.000 kr., hvorved der opnås
en mere hensigtsmæssig balance mellem værdien af det, der
klages over, og det offentliges omkostninger ved at behand-
le sagerne. Det er hensigten, at undergrænserne vil blive
pristalsreguleret hvert tredje år. Det foreslås samtidig, at den
nugældende overgrænse på 100.000 kr. for Forbrugerkla-
genævnets virksomhed, jf. bekendtgørelse nr. 460 af 29.
april 2010, også kommer til at gælde for mediation i Kon-
kurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Direktivets artikel 5, stk. 4, litra d, giver mulighed for, at
medlemsstaterne kan fastsætte procedureregler, der gør det
muligt for dem at afvise at behandle en tvist, hvis sagsgen-
standens værdi ligger under eller over en på forhånd fastsat
beløbsgrænse. Medlemsstaterne skal ved fastsættelsen af så-
danne beløb sikre, at grænserne ikke fastsættes til et niveau,
hvor de betydeligt forringer forbrugerens adgang til klage-
behandling. Der skal ligeledes tages hensyn til, at en tvists
reelle værdi kan variere mellem de enkelte medlemsstater,
og at fastsættelsen af en uforholdsmæssig høj tærskel i en
medlemsstat kan forringe klageadgangen for forbrugere fra
andre lande. Beløbene vurderes at være i overensstemmelse
med direktivets krav. Det er hensigten, at beløbene frem-
adrettet pristalsreguleres hver tredje år og på baggrund af Fi-
nansministeriets sats for det generelle pris – og lønindeks.
Med bestemmelsen i stk. 2, 2. pkt., foreslås det, at Kon-
kurrence- og Forbrugerstyrelsen bemyndiges til i særlige til-
fælde at se bort fra den fastsatte undergrænse, jf. forslagets §
13, stk. 2, 1. pkt. Det er en delvis videreførelse af den nu-
gældende bestemmelse i § 3, stk. 2 og 6, i bekendtgørelse
om forbrugerklager, der giver formanden for Forbrugerkla-
genævnet mulighed for at se bort fra undergrænsen. Kompe-
tencen i den foreslåede bestemmelse tillægges fremover
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Særlige tilfælde, hvor styrelsen kan fravige undergrænsen,
kan i overensstemmelse med den nugældende praksis hos
Forbrugerklagenævnets sekretariat foreligge, hvis det skøn-
nes, at forbrugeren kan få medhold i et samlet krav på 1.000
kr. eller derover. Dette princip bliver blandt andet anvendt i
rensesager, hvor vederlaget for rensningen ofte vil være un-
der undergrænsen, men hvor der kan være et erstatningskrav
ved siden af, fordi tøj eller møbler er blevet ødelagt i forbin-
delse med rensningen.
I vurderingen lægges der vægt på, hvor stor sandsynlighed
der er for, at forbrugeren vinder sagen, eller hvorvidt sagen
er egnet til behandling ved Forbrugerklagenævnet. Er det
oplagt, at forbrugeren vil kunne få medhold, vil sekretariatet
i nogle tilfælde se bort fra undergrænsen, selvom kravet,
som forbrugeren kan få medhold i, er under 1.000 kr.
Jo højere omkostningerne/ressourceanvendelsen er, desto
mindre sandsynligt vil det være, at undergrænsen fraviges.
Der ses på f.eks. udgifterne til en sagkyndig undersøgelse
eller sagsbehandlingstimer, som sekretariatet skal bruge
f.eks. på at indhente viden om fremmed/international ret.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil fremover følge de
samme principper, som Forbrugerklagenævnet anvender ef-
ter gældende ret, og vil herudover efter den foreslåede be-
stemmelse kunne se bort fra undergrænsen i konkrete sager
af generel eller principiel interesse. Konkurrence- og For-
brugerstyrelsen vil således kunne se bort fra undergrænsen i
sagskomplekser, hvor der modtages mange klager over en
bestemt sagstype eller en bestemt virksomhed, eller i sager,
hvor de indkomne klager har en særlig karakter, som gør, at
styrelsen finder det hensigtsmæssigt at dispensere.
Til § 14
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 er ny og gennemfører
direktivets artikel 5, stk. 1, hvorefter medlemsstaterne er
forpligtet til at sikre, at tvister, der er omfattet af direktivet,
og som omfatter en erhvervsdrivende, der er etableret på
medlemsstatens område, kan indbringes for et alternativt
tvistløsningsorgan, der opfylder direktivets krav. Bestem-
melsen ændrer på det udgangspunkt, der gælder efter nugæl-
dende regler, hvorefter Forbrugerklagenævnet og de god-
kendte private ankenævn følger domstolenes almindelige
værnetingsregler ved afgørelse af spørgsmålet om, hvem der
kan indklages for et ankenævn. Et ankenævn vil således i
dag efter omstændighederne kunne behandle en klage over
24
en erhvervsdrivende, der er etableret i et andet land end
Danmark, og som ikke driver virksomhed i Danmark.
Fremover vil udgangspunktet for et godkendt privat tvist-
løsningsorgan og for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens
kompetence i forbindelse med mediation efter denne lov væ-
re, at den erhvervsdrivende er etableret i Danmark. Et god-
kendt privat tvistløsningsorgan og Konkurrence- og Forbru-
gerstyrelsen vil skulle håndtere både nationale og grænse-
overskridende klager, men klagen skal som udgangspunkt
omhandle en dansk etableret erhvervsdrivende. Bestemmel-
sen er bl.a. begrundet i det forhold, at de nuværende regler
ofte skaber problemer i de sager, der er ved Forbrugerkla-
genævnet, hvor der er værneting i Danmark, men hvor den
erhvervsdrivende er etableret i et andet EU-land og ikke dri-
ver virksomhed i Danmark. Forbrugeren vil i disse tilfælde
ofte have vanskeligt ved at få tvangsfuldbyrdet sit krav, når
den erhvervsdrivende vælger ikke at efterleve afgørelsen. En
afgørelse truffet af Forbrugerklagenævnet mod en erhvervs-
drivende uden for Danmark har således ingen værdi for den
pågældende forbruger. Det skyldes, at erfaringerne viser, at
udenlandske erhvervsdrivende ikke efterlever Forbrugerkla-
genævnets afgørelser, samt at nævnets afgørelser ikke kan
tvangsfuldbyrdelse i et andet EU-land. Det vil endvidere
være en langvarig proces for en forbruger at indbringe sagen
for domstolene i Danmark for at få en retsafgørelse, som vil
kunne danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse i et andet EU-
land. Da direktivet indebærer, at der fremover vil være en
alternativ tvistløsning i alle medlemsstater, og da en er-
hvervsdrivende må antages at være mere villig til at deltage
i en alternativ tvistløsning, der er baseret på de regler, hvor
den erhvervsdrivende er etableret – typisk den erhvervsdri-
vendes hjemland, forekommer det mest hensigtsmæssigt, at
følge direktivets udgangspunkt om etableringskravet. En
forbruger vil derfor som udgangspunkt skulle indbringe en
sag i den medlemsstat, hvor den erhvervsdrivende, som for-
brugeren har indgået aftale med, er etableret.
Direktivet sondrer i forhold til etableringsbegrebet mellem
fysiske personer og juridiske personer, jf. artikel 4, stk. 2.
Hvis en erhvervsdrivende er en fysisk person, anses den er-
hvervsdrivende for at være etableret dér, hvor den pågæl-
dende har sit forretningssted. Hvis den erhvervsdrivende er
et selskab eller en anden juridisk person eller en sammen-
slutning af fysiske eller juridiske personer, er den erhvervs-
drivende etableret dér, hvor det pågældende selskab, den på-
gældende juridiske person eller sammenslutning af fysiske
eller juridiske personer har sit vedtægtsmæssige hjemsted,
hovedkontor eller forretningssted, herunder en filial, et
agentur eller en anden virksomhed.
Det foreslås dog, at et godkendt privat tvistløsningsorgan
og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen også kan behandle
klager mod erhvervsdrivende, som forbrugeren har indgået
aftale med, og som er etableret i udlandet, hvis sagen har en
større tilknytning til Danmark eller hvis parterne er enige
herom. Dette harmonerer med OTB-forordningens udgangs-
punkt om, at en klage kun bliver viderebehandlet på platfor-
men, hvis parterne ikke er enige om, hvilket alternativt tvist-
løsningsorgan, der skal behandle klagen. Det vil bero på en
konkret vurdering, hvornår en sag må anses for at have stør-
re tilknytning til Danmark end til det land, hvor den er-
hvervsdrivende er etableret. Det vil f.eks. kunne være tilfæl-
det, hvis en advokat har en dansk advokatbeskikkelse, men
er etableret i en anden medlemsstat. Det vil være op til det
enkelte tvistløsningsorgan at foretage en konkret vurdering
af, om en sag har en større tilknytning til Danmark end til et
andet land.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 tager højde for den si-
tuation, at en erhvervsdrivende er etableret i flere lande. En
erhvervsdrivende vil herefter kunne være omfattet af flere
alternative tvistløsningsorganer, hvilket er i overensstem-
melse med direktivet. En klage kan herefter afvises af god-
kendte private tvistløsningsorganer eller af Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen, hvis klagen har en større tilknytning til
et andet land. Dette gælder også selvom den erhvervsdriven-
de er etableret i et andet land end en medlemsstat.
Hvis sagen afvises som følge af, at den har en større til-
knytning til et andet land, skal afvisningen ledsages af de
oplysninger vedrørende eventuelle udenretlige klageinstan-
ser i det pågældende land, som det godkendte private tvist-
løsningsorgan eller Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er i
besiddelse af. Hvis de ikke er i besiddelse af sådanne oplys-
ninger, skal afvisningen ledsages af oplysninger om, hvor i
det pågældende land klageren kan søge oplysninger om
eventuelle udenretlige klageinstanser. Dette gælder dog kun,
hvis det godkendte private tvistløsningsorgan eller Konkur-
rence- og Forbrugerstyrelsen er i besiddelse af disse oplys-
ninger eller forholdsvis enkelt kan fremskaffe dem.
Der stilles ikke krav om, at forbrugeren er hjemmehøren-
de i Danmark.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 3 svarer i det væsentlig-
ste til den nugældende regel i § 2, stk. 2, i lov om forbruger-
klager, idet bestemmelsen dog udvides til også at omhandle
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Ifølge stk. 3 vil en bestemmelse om voldgift eller et andet
særligt forum i f.eks. en standardkontrakt ikke være til hin-
der for, at der forinden kan indgives klage til et godkendt
privat tvistløsningsorgan eller til Konkurrence- og Forbru-
gerstyrelsen. På den måde sikres det, at forbrugeren ikke af-
skæres fra at gå til et alternativt tvistløsningsorgan. Hvis den
erhvervsdrivende selv indbringer tvisten for den aftalte
voldgiftsmyndighed, har myndigheden som følge af bestem-
melsen pligt til at stille sagen i bero, indtil tvistløsningsorga-
net har taget stilling til en eventuel klage fra forbrugeren
over den samme tvist. Der henvises i den forbindelse til §
15, stk. 3, hvorefter voldgiftssager m.v. skal udsættes, hvis
sagen ønskes indbragt for et alternativt tvistløsningsorgan.
Det understreges, at også en direkte udelukkelse af et alter-
nativt tvistløsningsorgans kompetence i en voldgiftsklausul
ikke afskærer et tvistløsningsorgan fra at behandle klagen.
Til § 15
Den foreslåede bestemmelse i § 15 afskærer sagens parter
fra at indbringe en sag for domstolene, når sagen allerede
verserer i forbrugerklagesystemet. Det svarer i det væsent-
ligste til den gældende regel i § 3 i lov om forbrugerklager,
25
idet den blot udvides til at omfatte sager, der er indbragt til
mediation i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og andre
alternative tvistløsningsorganer, der er anmeldt til EU-Kom-
missionen. Reglen har kun praktisk betydning for den er-
hvervsdrivende, idet forbrugeren når som helst kan trække
sin klage tilbage og dermed afskære fortsat behandling ved
det alternative tvistløsningsorgan eller Konkurrence- og For-
brugerstyrelsen.
Bestemmelserne i stk. 1 og 2 er nødvendige for at undgå
dobbeltbehandling af sagerne. I stk. 2, foreslås det, at dom-
stolene skal sende en sag videre til et godkendt alternativt
tvistløsningsorgan eller Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
på opfordring fra forbrugeren, med mindre det er åbenbart,
at forbrugeren ikke kan få medhold eller sagen skønnes ueg-
net til behandling hos tvistløsningsorganet.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 3 anfører, at hvis en sag
er rejst ved en voldgift eller andet særligt forum, og forbru-
geren ønsker at indbringe den for et godkendt privat tvistløs-
ningsorgan eller Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, skal
sagen udsættes.
Til § 16
Den foreslåede bestemmelse er ny og gennemfører direk-
tivets artikel 5, stk. 4, litra a-f, der angiver de årsager, der
kan berettige, at et godkendt privat tvistløsningsorgan eller
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen afviser at behandle en
klage. For at sikre, at alternative tvistløsningsorganer funge-
rer effektivt, åbner direktivet op for, at tvistløsningsorganer-
ne under særlige omstændigheder kan afvise at behandle
klager. Det skal samtidig sikre, at sådanne sagsbehandlings-
regler ikke væsentligt forringer forbrugerens klageadgang,
herunder i tilfælde af grænseoverskridende klager. Direkti-
vets liste er udtømmende, men skal sammenholdes med især
ATB-direktivets præambel nr. 25, hvor det blandt andet
fremgår, at en tvist kan afvises, hvis den er for kompleks og
derfor bedre kan løses i retten.
Nr. 1 viderefører princippet efter den gældende lov om
forbrugerklager om, at det er en forudsætning for, at en kla-
ge kan behandles, at forbrugeren først forgæves har taget
kontakt til den erhvervsdrivende for at løse tvisten direkte
med den erhvervsdrivende. Det er forbrugeren, der skal be-
vise, at forbrugeren har reklameret til den erhvervsdrivende.
Forbrugeren skal blot dokumentere, at forbrugeren har kla-
get til den erhvervsdrivende, og at den erhvervsdrivende ik-
ke har villet imødekomme forbrugerens krav. Princippet
fremgår alene af bemærkningerne til den nugældende § 7 i
lov om forbrugerklager og fremgår derudover af vedtægter-
ne for de godkendte private klage- eller ankenævn. Det fore-
slås derfor at indføre en udtrykkelig hjemmel i loven. Be-
stemmelsen gennemfører direktivets artikel 5, stk. 4, litra a.
Nr. 2 gennemfører direktivets artikel 5, stk. 4, litra b,
hvorefter en klage kan afvises, hvis klagen er useriøs eller
unødig. En klage vil kunne angå samtlige omstændigheder i
retsforholdet mellem parterne, men vil dog skulle have ka-
rakter af en konkret og aktuel konflikt, som med rimelighed
kan danne grundlag for et civilretligt søgsmål. Klagen kan
f.eks. afvises, hvis den er for upræcis til, at det kan afgøres,
hvad forbrugeren ønsker hjælp til.
Nr. 3 gennemfører direktivets § 5, stk. 4, litra d. Bestem-
melsen viderefører det gældende princip efter lov om for-
brugerklager om, at der kan fastsættes beløbsmæssige græn-
ser i det omfang, det findes rimeligt. Hvis en klage vedrører
en sagsgenstand, der falder under eller over sådanne fastsat-
te grænser, vil det godkendte alternative tvistløsningsorgan
kunne afvise klagen. For de godkendte private tvistløsnings-
organer skal beløbsgrænserne godkendes af erhvervs- og
vækstministeren. I forbindelse med denne godkendelse skal
det sikres, at grænserne ikke fastsættes til et niveau, hvor de
betydeligt forringer forbrugerens adgang til klagebehand-
ling. Der skal også ligeledes tages hensyn til, at en tvists re-
elle værdi kan variere mellem de enkelte medlemsstater, og
at fastsættelsen af en uforholdsmæssig høj tærskel i en med-
lemsstat vil kunne forringe klageadgangen for forbrugere fra
andre lande.
Nr. 4 er ny og gennemfører direktivets artikel 4, stk. 5, li-
tra c. Bestemmelsen indebærer, at Konkurrence- og Forbru-
gerstyrelsen eller et godkendt privat tvistløsningsorgan kan
afvise at behandle en klage, der hører under, er under be-
handling af, eller har været behandlet af et andet godkendt
privat tvistløsningsorgan godkendt efter den foreslåede § 6,
et lovbestemt eller udenlandsk tvistløsningsorgan, der er an-
meldt til EU-Kommissionen, af Konkurrence- og Forbruger-
styrelsen eller af en domstol. Bestemmelsen skal sikre, at
klagesager ikke bliver dobbeltbehandlet, og at forbrugeren
ikke kan forumshoppe for at opnå et særligt udfald af sagen.
Bestemmelsen omhandler også sager afgjort af domstole-
ne, hvilket også følger eksplicit af lovforslagets § 2, stk. 2,
nr. 3. Her er der dog tale om en decideret pligt til at afvise
sagen.
Nr. 5 viderefører princippet om at en sag kan afvises, hvis
sagen ikke skønnes egnet til behandling ved et godkendt pri-
vat tvistløsningsorgan eller ved Konkurrence- og Forbruger-
styrelsen. Bestemmelsen vil f.eks. kunne finde anvendelse i
de sager, hvor en afgørelse af sagen forudsætter en egentlig
bevisførelse f.eks. i form af afhøring af parterne eller vidner
under strafansvar. I et sådant tilfælde vil sagen kunne afvi-
ses. Bestemmelsen vil være mindre relevant i forhold til
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens mediation, idet en sag
ikke nødvendigvis er uegnet til behandling ved mediation,
selv om f.eks. de bevismæssige omstændigheder er uklare.
Det skyldes, at mediationen ikke sker med henblik på at
træffe en juridisk korrekt afgørelse og at der derfor ikke tag-
es stilling til den konkrete sags eventuelle juridiske udfald
eller om sagen er bevisuegnet. Lykkes mediationen ikke, vil
sagen blot blive afsluttet. Det forventes derfor, at Konkur-
rence- og Forbrugerstyrelsen vil være yderst tilbageholden-
de med at afvise sager til mediation som uegnet til behand-
ling.
Nr. 6 gennemfører direktivets artikel 4, stk. 5, litra f. Be-
stemmelsen anfører, at en klage efter omstændighederne kan
afvises ud fra et effektivitetshensyn. Bestemmelsen tager
sigte på de situationer, hvor behandlingen af en klage i al-
vorlig grad vil hindre tvistløsningsorganet eller Konkurren-
26
ce- og Forbrugerstyrelsen i at fungere effektivt. Det kan væ-
re tilfældet, hvis de forhold, der klages over, eller sagens
faktiske omstændigheder er komplicerede eller uoverskueli-
ge, eller hvis afgørelsen beror på komplicerede juridiske af-
vejninger eller skøn eller anvendelse af fremmed ret. Hvis
afklaring af et af disse forhold forudsætter et uforholdsmæs-
sigt ressourceforbrug, vil sagen være bedre egnet til behand-
ling i det ordinære retssystem. Efter gældende praksis kan
sådanne klager allerede i dag afvises som uegnet til behand-
ling. Der er således i et vist omfang sammenfald med be-
stemmelsen i nr. 5. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen for-
ventes ligeledes at være yderst tilbageholdende med at afvi-
se en klage efter nr. 6
Hvorvidt en klage kan afvises på grund af tvistløsningsor-
ganets effektivitetshensyn, vil bero på en afvejning af hen-
synet til tvistløsningsorganets effektivitet og forbrugerens
mulighed for at få sin klage behandlet af et tvistløsningsor-
gan anmeldt til EU-Kommissionen.
Til § 17
Forslaget til § 17, stk. 1, gennemfører direktivets artikel 5,
stk. 4, andet afsnit. Bestemmelsen er ny og indfører en tids-
frist for, hvornår en klage skal afvises, såfremt den ikke kan
behandles, fordi den er omfattet af en af de grunde, der er
anført i § 16. Det følger af direktivets artikel 5, stk. 4, andet
afsnit, at et tvistløsningsorgan, der ikke er i stand til at be-
handle en klage, senest tre uger efter at have modtaget kla-
gesagen, skal give parterne en begrundet redegørelse for,
hvorfor det ikke kan behandle klagen. Der er ikke i dag fri-
ster for, hvornår en sag kan afvises af Forbrugerklagenævnet
eller et godkendt privat anke- eller klagenævn. Da gennem-
førelsen af direktivet i forhold til det danske offentlige for-
brugerklagesystem sker ved indførelse af mediation i Kon-
kurrence- og Forbrugerstyrelsen, gælder fristen ikke for For-
brugerklagenævnet. Bestemmelsen tager sigte på den situati-
on, hvor det klart fremgår af klagens indhold, at den ikke
kan behandles af tvistløsningsorganet. I et sådant tilfælde
har tvistløsningsorganet 3 uger, fra klagen er modtaget, til at
afvise klagen.
En sag anses for at være modtaget, når klagen er indgivet
til det respektive tvistløsningsorgan. Det pålægger tvistløs-
ningsorganerne en forpligtelse til at screene klagerne, så fri-
sten kan overholdes. Der er ikke i direktivet fastlagt en frist
for at afvise klager, hvor det først efterfølgende konstateres,
at klagen f.eks. ikke er egnet til behandling, fordi den kræ-
ver en bevisførelse, der ligger uden for tvistløsningsorganets
rammer. Dette vil ofte først konstateres undervejs i behand-
lingen af klagen. Det foreslås, at i andre tilfælde, hvor en år-
sag til afvisning ikke er åbenbar, men først viser sig på et se-
nere tidspunkt, skal tvistløsningsorganet afvise klagen hur-
tigst muligt efter, at afvisningsårsagen konstateres. En afvis-
ning, der meddeles 7 dage efter, at årsagen er konstateret,
anses for at være rettidig. Forelægges en sådan sag af tvist-
løsningsorganets sekretariat for det beslutningsdygtige or-
gan (det vil sige for nævnet eller for nævnets formand (for-
mænd), anses en afvisning, der meddeles 7 dage efter, at
nævnet eller formanden har truffet sin beslutning, for at væ-
re rettidig.
Af den foreslåede bestemmelse i stk. 2, fremgår det, at af-
visningen skal ledsages af en begrundet redegørelse, der
skal sendes til begge parter. De foreslåede tidsfrister i stk. 1
og 2, finder ikke anvendelse på Forbrugerklagenævnet. Bag-
grunden er, at Forbrugerklagenævnet ikke er omfattet af di-
rektivet, idet implementeringen i forhold til den offentlige
klagebehandling sker ved gennemførelsen af de foreslåede
bestemmelser i kapitel 1-6.
Til § 18
Forslaget til § 18, gennemfører direktivets artikel 8, litra e,
1 pkt., der anfører, at resultatet af ATB-proceduren skal of-
fentliggøres inden 90 kalenderdage fra datoen for ATB-in-
stansens modtagelse af den fuldstændige klagesag.
Bestemmelsen i stk. 1 er ny og fastsætter en tidsfrist på 90
dage, inden for hvilken Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
eller et godkendt privat tvistløsningsorgan, der er godkendt
til at anvende mediation, skal afslutte mediationen. Fristen
regnes fra det tidspunkt, hvor begge parter har haft lejlighed
til at afgive deres bemærkninger. Da parternes oplysninger
vil blive lagt til grund, og sagen ikke som sådan skal oplys-
es, vil sagen typisk være klar til at blive medieret på et tid-
ligt tidspunkt i forløbet.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2, anfører, at et god-
kendt privat tvistløsningsnævn, der ikke anvender mediati-
on, skal afgøre en klage inden for 90 dage fra det tidspunkt,
hvor klagen er fuldt oplyst.
Direktivet er ikke klart i forhold til, hvornår 90-dagesfri-
sten skal begynde at løbe, jf. udtrykket modtagelse af den
fuldstændige klagesag. I direktivets artikel 8, litra d, fremgår
det imidlertid, at et alternativt tvistløsningsorgan skal give
parterne besked, når alle dokumenter med de relevante op-
lysninger er modtaget. Det vurderes, at bestemmelsen i litra
d, skal forstås således, at parterne skal have besked, når sag-
en er klar til at blive afgjort. Sammenholdes disse to bestem-
melser, vurderes det, at direktivet rummer en tidsfrist, der
løber fra det øjeblik, hvor sagen er fuldt oplyst. Det vil sige
fra det tidspunkt, hvor der ikke er behov for at indhente
yderligere oplysninger, og hvor der efter tvistløsningsorga-
nets sekretariats vurdering foreligger det fornødne faktiske
og retlige grundlag for, at tvistløsningsorganet kan træffe af-
gørelse i sagen.
Med stk. 3 gennemføres direktivets artikel 8, litra e, 2. pkt.
Bestemmelsen medfører, at 90-dages fristen efter stk. 1 og
2, i særlige tilfælde kan forlænges. Tvistløsningsorganet el-
ler Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skal i så fald give
parterne oplysning om, hvornår sagen kan forventes afgjort
henholdsvis afsluttet. Fristen vil f.eks. kunne forlænges, hvis
der er tale om meget komplicerede sager.
Fristerne finder ikke anvendelse på Forbrugerklagenæv-
net. Baggrunden er, at Forbrugerklagenævnets virksomhed
ikke er omfattet af implementeringen af ATB-direktivet. Der
vil imidlertid blive fastsat bestemmelser om, at Forbruger-
klagenævnets sekretariat ved modtagelsen af klagen skal op-
lyse om, hvor lang tid, der kan forventes af gå, før sagen bli-
ver afgjort.
27
Den foreslåede bestemmelse i stk. 4 er ny, og giver et al-
ternativt tvistløsningsorgan en udtrykkelig hjemmel til at
udsætte behandlingen af en klage, hvis det vurderes, at re-
sultatet af en retssag vil kunne få betydning for den omhand-
lede sag.
Til § 19
Bestemmelsen angiver, at forbrugere kan indbringe en
klage for Forbrugerklagenævnet, såfremt klagen udspringer
af en aftale mellem en forbruger og en erhvervsdrivende i
forbindelse med et køb af en vare eller en tjenesteydelse.
Klageadgangen begrænses af den foreslåede bestemmelse i
§ 20.
Det foreslåede stk. 2 fastsætter en frist for forbrugeren på
4 uger til at indbringe en klage for Forbrugerklagenævnet.
Fristen på 4 uger for at indbringe en klage for Forbrugerkla-
genævnet gælder alene i de tilfælde, hvor der ikke findes en
mindelig løsning, jf. § 11. Fristen regnes fra det tidspunkt,
hvor Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har meddelt par-
terne, at sagen er afsluttet. Forbrugeren vil i den forbindelse
blive vejledt om muligheden for at bringe klagen videre til
Forbrugerklagenævnet, herunder også om fristen. Fristen på
4 uger finder således ikke anvendelse i andre tilfælde, f.eks.
hvis mediationen afsluttes med en mindelig løsning, og det
efterfølgende viser sig, at den erhvervsdrivende ikke efterle-
ver sin del af løsningen.
Hvis en sag har været medieret i Konkurrence- og Forbru-
gerstyrelsen uden, at der er fundet en mindelig løsning, og
sagen efterfølgende indbringes for domstolene, kan forbru-
geren efter § 30, stk. 2 anmode om at få sagen indbragt for
Forbrugerklagenævnet. Denne anmodning skal dog være
fremsat senest 4 uger efter, at Konkurrence- og Forbruger-
styrelsen har meddelt parterne, at sagen er afsluttet, jf. be-
mærkningerne til § 30, stk. 2.
Til § 20
Den foreslåede bestemmelse er ny og angiver de betingel-
ser, der skal være opfyldt for, at Forbrugerklagenævnet kan
behandle en klage.
Af forslaget til stk. 1, nr. 1, fremgår det, at det er en forud-
sætning for, at klagen kan behandles af Forbrugerklagenæv-
net, at klagen først har været forsøgt medieret i Konkurren-
ce- og Forbrugerstyrelsen. En klage, der ikke først har været
søgt medieret i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, vil bli-
ve afvist. Forbrugeren vil blive vejledt om, at sagen skal
indgives til mediation i Konkurrence- og Forbrugerstyrel-
sen.
Af stk. 1, nr. 2, fremgår det derudover, at kun klager, hvor
prisen for varen eller tjenesteydelsen falder inden for be-
stemte beløbsgrænser fastsat af erhvervs- og vækstministe-
ren med hjemmel i forslagets § 22, stk. 2, kan behandles.
Det er hensigten, at undergrænsen for, hvornår der kan kla-
ges, fastsættes til 1.000 kr., dog 650 kr. for tøj og sko. Der
henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 22, stk. 2.
Klager, der indbringes for Forbrugerklagenævnet, vil i øv-
rigt blive behandlet efter de samme regler og principper,
som gælder i dag efter lov om forbrugerklager, når bortses
fra de foreslåede ændringer til gebyrstrukturen. Det betyder
blandt andet, at sagsbehandlingen fortsat vil foregå på skrift-
ligt grundlag, og sekretariatet vil som i dag drage omsorg
for sagens oplysning og fremskaffe det fornødne retlige og
faktiske grundlag for, at nævnet kan træffe afgørelse i sagen.
Sekretariatet vil også fremover indhente sagkyndige erklæ-
ringer i det omfang, det skønnes nødvendigt. En sag vil lige-
ledes kunne søges forligt mellem parterne, og sekretariatet
vil også kunne afvise klagen, såfremt betingelserne herfor
foreligger.
Det følger af det foreslåede stk. 2, at Forbrugerklagenæv-
net kan behandle klager, der forelægges på initiativ af Kon-
kurrence- og Forbrugerstyrelsen. Der henvises i øvrigt til
bemærkningerne til § 22, stk. 3.
Til § 21
Den foreslåede bestemmelse er i det væsentligste en vide-
reførelse af den nugældende § 14 i lov om forbrugerklager.
Bestemmelsen i stk. 1 angiver, at Forbrugerklagenævnet,
som det er tilfældet i dag, træffer afgørelse i klager, der ind-
bringes for nævnet. Som anført i § 20, stk. 1, nr. 1, vil det
være en forudsætning, at klagen først uden resultat har været
søgt medieret i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Nævnet kan efter det foreslåede stk. 2 afvise klager, der
kan afvises efter § 16, f.eks. hvis sagen hører under et god-
kendt alternativt tvistløsningsorgan, hvis afgørelsen forud-
sætter en egentlig bevisførelse, f.eks. i form af afhøring af
parterne eller vidner under straffeansvar, eller hvis det må
anses for åbenbart, at der ikke kan gives forbrugeren med-
hold. Det kan f.eks. være fordi, der er reklameret for sent,
kravet er forældet eller lignende. Der henvises i øvrigt til be-
mærkningerne til § 16.
Forbrugerklagenævnet er uafhængigt af erhvervs- og
vækstministeren. Dette indebærer, at ministeren ikke kan
ændre eller omgøre nævnets afgørelser. Konkrete afgørelser
kan således ikke indbringes for ministeren, men parterne har
mulighed for at anlægge sag ved domstolene. Det vil heller
ikke i den forbindelse være muligt for ministeren at anmode
nævnet om genoptagelse af den pågældende sag.
Dette gælder også de afgørelser, som Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen træffer som sekretariat for nævnet. Det
vil således alene være muligt at klage over styrelsens almin-
delige forvaltningsretlige adfærd til Erhvervs- og Vækstmi-
nisteriet som følge af ministeriets almindelige tilsynsforplig-
telse.
Stk. 3 viderefører gældende praksis og fastslår, at nævnets
sekretariat kan bemyndiges til at afvise klager, som ikke
skønnes egnede til behandling, og klager hvor det er åben-
bart, at der ikke kan gives forbrugeren medhold. Bestem-
melsen er i dag udnyttet således, at sekretariatet kan afvise
de nævnte sager. Det er hensigten, at dette også fremover
skal være tilfældet.
Til § 22
Bestemmelsen i stk. 1 svarer i det væsentligste til den gæl-
dende lov om forbrugerklagers § 10, der giver erhvervs- og
vækstministeren hjemmel til at fastsætte nærmere regler om
28
Forbrugerklagenævnets virksomhed. Det foreslås derudover,
at ministeren får hjemmel til at fastsætte regler om etable-
ring af et forretningsudvalg for nævnet samt regler for for-
retningsudvalgets virke.
Forretningsudvalget vil – som i dag – komme til at bestå
af formanden og fire repræsentanter – heraf to som repræ-
senterer forbrugerinteresser og to, som repræsenterer er-
hvervsinteresser. Det forventes, at repræsentanterne udpeges
for en periode for 4 år ad gangen med mulighed for genud-
nævnelse.
Det er hensigten, at forretningsudvalget alene skal have
besluttende kompetence i forhold til at fastlægge retningsli-
nerne for hvilke sager, sekretariatet bemyndiges til at træffe
afgørelse i efter den foreslåede § 21, stk. 3. Herudover fun-
gerer forretningsudvalget som repræsentanter for nævnets
medlemmer. Nævnets formandskab og sekretariat kan via
forretningsudvalget orientere nævnet om relevante emner
samt høre nævnet i spørgsmål, hvor der skønnes at være be-
hov herfor. Nævnets formandskab og sekretariat er ikke
bundet af udtalelser fra forretningsudvalget.
Ifølge det foreslåede stk. 2 kan ministeren som i dag fast-
sætte over- og undergrænser for indgivelse af klager. I dag
er der fastsat undergrænser for klager over sko og tøj på 500
kr., mens grænsen for alle øvrige varer eller tjenesteydelser
er på 800 kr. De nuværende undergrænser har ikke været re-
guleret siden loven trådte i kraft i 2004. Der er i dag en
overgrænse for alle varer og tjenesteydelser på 100.000 kr.
Det er hensigten, at bemyndigelsen vil blive udmøntet i en
bekendtgørelse, hvor der fastsættes beløbsmæssige under-
og overgrænser på samme niveau, som de beløbsgrænser,
der skal fastsættes for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens
mediation. Det er dermed hensigten, at der ved bekendtgø-
relse fastsættes en undergrænse for sko og tøj på 650 kr. og
for øvrige varer og tjenesteydelser på 1.000 kr. Det er hen-
sigten, at undergrænserne skal pristalsreguleres hvert tredje
år. Desuden er det hensigten, at den nugældende beløbs-
mæssige overgrænse på 100.000 kr. for sager, der er omfat-
tet af Forbrugerklagenævnets virksomhed, fastholdes.
Med bestemmelsen i stk. 3 foreslås det, at der indføres en
bemyndigelse for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til i
særlige tilfælde at se bort fra den fastsatte undergrænse. Det
er en delvis videreførelse fra de gældende bestemmelser i §
3, stk. 2 og 6, i bekendtgørelse nr. 460 af 29. april 2010 om
forbrugerklager, der giver formanden for Forbrugerklagen-
ævnet mulighed for at se bort fra undergrænsen. Kompeten-
cen i den foreslåede bestemmelse tillægges fremover Kon-
kurrence- og Forbrugerstyrelsen. En dispensation fra under-
grænsen i forbindelse med behandling af en sag ved Forbru-
gerklagenævnet vil efter det foreslåede regelsæt kun kunne
blive relevant i tilfælde, hvor Konkurrence- og Forbruger-
styrelsen også har dispenseret for undergrænsen i mediati-
onsfasen. Som hovedregel, vil der også blive dispenseret fra
undergrænsen i forhold til at få en sag behandlet ved Forbru-
gerklagenævnet, hvis der forudgående er givet dispensation i
forhold til at få sagen behandlet ved mediation.
Særlige tilfælde, hvor styrelsen kan fravige undergrænsen
efter stk. 3, kan i overensstemmelse med den nugældende
praksis hos Forbrugerklagenævnets sekretariat foreligge,
hvis det skønnes, at forbrugeren kan få medhold i et samlet
krav på 1.000 kr. eller derover. Dette princip kan for eksem-
pel være relevant i forhold til i rensesager, hvor vederlaget
for rensningen ofte vil være under undergrænsen, men hvor
der kan være et erstatningskrav ved siden af, fordi tøj eller
møbler er blevet ødelagt i forbindelse med rensningen.
I vurderingen lægges der vægt på, hvor stor sandsynlighed
der er for, at forbrugeren vinder sagen, eller hvorvidt sagen
er egnet til behandling ved Forbrugerklagenævnet. Er det
oplagt, at forbrugeren vil kunne få medhold, vil sekretariatet
i nogle tilfælde se bort fra undergrænsen, selvom kravet,
som forbrugeren kan få medhold i, er under 1.000 kr.
Jo højere omkostningerne/ressourceanvendelsen er, desto
mindre sandsynligt vil det være, at undergrænsen fraviges.
Der ses på f.eks. udgifterne til en sagkyndig undersøgelse
eller sagsbehandlingstimer, som sekretariatet skal bruge for
eksempel på at indhente viden om fremmed/international
ret.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil fremover følge de
samme principper, som Forbrugerklagenævnet anvender ef-
ter gældende ret, og vil herudover efter den foreslåede be-
stemmelse kunne se bort fra undergrænsen i konkrete sager
af generel eller principiel interesse. Konkurrence- og For-
brugerstyrelsen vil således kunne se bort fra undergrænsen i
sagskomplekser, hvor der modtages mange klager over en
bestemt sagstype eller en bestemt virksomhed.
Endvidere vil Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen af egen
drift kunne dispensere fra undergrænsen i tilfælde, hvor der
er dispenseret fra undergrænsen i mediationsfasen, og hvor
den erhvervsdrivende gentagne gange ikke har bidraget til
en mediationsløsning i mediationsfasen.
Det foreslås, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen be-
myndiges til at træffe afgørelse om dispensation, og at der
tages udgangspunkt i de principper og den praksis, som an-
vendes i dag. I de tilfælde, hvor Konkurrence- og Forbruger-
styrelsen ser bort fra undergrænsen, vil styrelsen – med for-
brugerens accept – på eget initiativ forlægge sagen for For-
brugerklagenævnet.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 4, vil Konkurren-
ce- og Forbrugerstyrelsen i særlige tilfælde undlade at op-
kræve det gebyr, der skal betales af forbrugeren eller den er-
hvervsdrivende for sagens behandling ved Forbrugerklagen-
ævnet, jf. § 27 og 28. Det vil eksempelvis kunne være tilfæl-
det, hvis ny lovgivning ændrer retsgrundlaget for et område,
og der derfor ikke foreligger praksis. Det vil også undtagel-
sesvist kunne ske i tilfælde, hvor den erhvervsdrivende gen-
tagne gange ikke har ønsket at medvirke til forsøget på at
finde en mindelig løsning i mediation, eller hvis styrelsen af
andre principielle grunde har behov for en juridisk afgørelse
af sagen ved nævnet, og hvor forbrugeren ikke selv ønsker
at indbringe sagen for nævnet af økonomiske eller andre
grunde.
Til § 23
Efter den foreslåede bestemmelse videreføres den gælden-
de § 11 i lov om forbrugerklager, der angiver, at betegnelsen
29
Forbrugerklagenævnet er forbeholdt det i lovens kapitel 7
omhandlede nævn.
Ifølge stk. 2, kan erhvervs- og vækstministeren fastsætte
regler, der forbyder anvendelsen af betegnelser, der kan for-
veksles med betegnelsen i stk. 1. Det bemærkes, at ministe-
ren i den sammenhæng kan fastsætte straf af bøde for over-
trædelse af disse regler, jf. forslagets § 44, stk. 2. Der henvi-
ses til bemærkningerne til § 44, stk. 2.
Til § 24
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 viderefører den gæl-
dende § 9, stk. 1, i lov om forbrugerklager, og angiver, at
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen som i dag fungerer som
Forbrugerklagenævnets sekretariat, dvs. at sekretariatet for-
bereder sagen, herunder eventuelt indhenter sagkyndige er-
klæringer, hører sagens parter, forelægger sagen for nævnet
og udsender afgørelsen med videre.
Det foreslåede stk. 2, viderefører den gældende bestem-
melse efter § 9, stk. 2 i lov om forbrugerklager, hvorved
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har til opgave at vejle-
de erhvervslivet og forbrugerne med henblik på at forebygge
klagesager og bistå erhvervslivet i forbindelse med oprettel-
sen af godkendte, alternative tvistløsningsorganer.
Til § 25
Bestemmelsens stk. 1 er i det væsentligste en videreførelse
af den gældende bestemmelse i § 12 i lov om forbrugerkla-
ger. Bestemmelsen angiver, at nævnet består af en formand
og mindst en næstformand og et antal repræsentanter for
forbruger- og erhvervsinteresser.
Bestemmelsens stk. 2 foreslår, at nævnets medlemmer ud-
nævnes af erhvervs- og vækstministeren. Formanden og
næstformanden skal være dommere og kan være dommere
fra de overordnede retter. Repræsentanterne for forbruger-
og erhvervsinteresser udnævnes efter indstilling fra forbru-
gernes og erhvervslivets organisationer.
Det er hensigten, at formanden og næstformænd samt re-
præsentanterne for forbruger- og erhvervsinteresser, som det
er tilfældet i dag, vil blive udnævnt for 4 år ad gangen med
mulighed for genudnævnelse.
Stk. 3 indeholder desuden en hjemmel til, at ministeren
kan fastsætte nærmere regler om antal og sammensætning af
nævnsrepræsentanter, samt om udnævnelsesperiode for dis-
se.
Nævnsmedlemmerne honoreres i overensstemmelse med
de nugældende regler for deres deltagelse i nævnsmøderne i
overensstemmelse med et af Finansministeriet fastsat veder-
lag.
Til § 26
Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende be-
stemmelse i § 13 i lov om forbrugerklager. Med bestemmel-
sen i § 26 foreslås det, at ved Forbrugerklagenævnets be-
handling af en klage, skal der udover formanden eller næst-
formanden medvirke lige mange repræsentanter for forbru-
gerne og erhvervslivet. For at sikre en reel meningsudveks-
ling under nævnsbehandlingen vil det normalt ikke være
hensigtsmæssigt, at der deltager mindre end to fra hver side.
Et større antal medvirkende virker omvendt ikke hensigts-
mæssigt og vil nemt kunne hindres af arbejdsmæssige grun-
de. Der er efter loven mulighed for at afvikle nævnsmøderne
med deltagelse af kun en repræsentant fra hver side. Denne
mulighed anvendes imidlertid ikke i praksis i dag.
Til § 27
Med stk. 1 foreslås det, at en forbruger – som det også er
tilfældet efter gældende regler – skal betale et gebyr for at
indgive en klage til Forbrugerklagenævnet. Finansieringen
af klagebehandlingen ved Forbrugerklagenævnet er efter
den gældende lov baseret på delvis brugerbetaling, idet for-
brugeren kun betaler et mindre beløb (pt. 160 kr.) for at få
behandlet en klage. Dette udgangspunkt bibeholdes, jf. dog
bemærkningerne nedenfor til stk. 3. Klagegebyrer for de
godkendte private tvistløsningsorganer vil blive fastsat i be-
kendtgørelse foruden i de vedtægter, der ligger til grund for
nævnenes godkendelse.
Det foreslåede stk. 2 svarer til den nugældende bestem-
melse i § 16 i lov om forbrugerklager, for så vidt angår en
forbrugers mulighed for at få et klagegebyr tilbage. Efter §
16 tilbagebetales gebyret, hvis forbrugeren får medhold i
klagen eller hvis sagen afvises som uegnet til behandling.
Efter praksis tilbagebetales gebyret også, hvis klagen ikke er
omfattet af nævnets kompetence eller sagen i det væsentlig-
ste forliges til forbrugerens fordel. Med den foreslåede be-
stemmelse lovfæstes Forbrugerklagenævnets praksis, hvor-
efter et klagegebyr tilbagebetales, hvis sagen i det væsent-
ligste forliges til forbrugerens fordel, eller klagen ikke er
omfattet af nævnets kompetence. Hvis forbrugeren ikke får
medhold i sagen, tilbagebetales gebyret ikke.
Forbrugerklagenævnet har på baggrund af lovens forarbej-
der til den nugældende § 17, stk. 1, der omhandler de er-
hvervsdrivendes brugerbetaling, fastlagt en praksis, hvoref-
ter der som hovedregel opkræves omkostninger af den er-
hvervsdrivende, hvis forbrugeren får medhold i mindst 25
procent af det omtvistede krav i en nævnsafgørelse, mens
forbrugeren ved forlig skal have fået medhold i mindst 50
procent af det fremsatte krav, jf. bemærkningerne nedenfor
til den foreslåede § 28, stk. 1. Der er med forslaget ikke til-
sigtet nogen ændring af denne praksis.
Med stk. 3 foreslås det, at erhvervs- og vækstministeren,
som efter den gældende bestemmelse i § 16, stk. 2, i lov om
forbrugerklager, bemyndiges til at fastsætte nærmere regler
om størrelsen af forbrugergebyret samt betalingen heraf,
herunder om obligatorisk elektronisk betaling. Det er hen-
sigten, at forbrugergebyret fastsættes til 400 kr. Med dette
beløb sikres en mere rimelig balance mellem de omkostnin-
ger, der er forbundet med behandling af en sag ved Forbru-
gerklagenævnet og de udgifter, den tabende part skal betale.
I dag er de gennemsnitlige omkostninger ca. 10.500 kr. pr.
klagesag.
Til § 28
Med stk. 1 foreslås det at fastholde udgangspunktet i § 17
i den nugældende lov om forbrugerklager, hvorefter en er-
hvervsdrivende i forbindelse med en konkret klagesag skal
30
betale et gebyr til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen for
de omkostninger, som Forbrugerklagenævnet har ved at
skulle behandle en klage, hvis forbrugeren får medhold i sin
klage, eller sagen i det væsentligste forliges til forbrugerens
fordel. Bestemmelsen i den foreslåede § 28 svarer i det væ-
sentligste til den gældende § 17, stk. 1.
Det foreslås dog, at der i forbindelse med forlig også op-
kræves et gebyr fra den erhvervsdrivende, selv om der ikke
har været indhentet en sagkyndig erklæring, når blot sagen i
det væsentligste forliges til forbrugerens fordel. Gebyret, der
skal betales, hvis sagen forliges, fastsættes og opkræves af
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Når en sag afsluttes i
Forbrugerklagenævnet, og fører til en afgørelse, som giver
forbrugeren medhold i klagen, er det nævnet, som beslutter,
om den erhvervsdrivende skal betale gebyr i forbindelse
med sagens behandling.
Af forarbejderne til den gældende lov om forbrugerklager
fremgår det, at medhold er, når der træffes en afgørelse, der
på alle eller visse punkter imødekommer klagers krav. Ikke-
medhold er, når afgørelsen ikke eller kun i begrænset om-
fang imødekommer klagers krav. Medhold relaterer sig til
såvel den juridiske problemstilling, sagen vedrører, som til
det krav, forbrugeren måtte have gjort gældende. Vedrører
en sag eksempelvis et krav om at få pengene tilbage på
grund af en mangel ved en vare, vil en afgørelse, som giver
klageren ret til at hæve købet, fordi genstanden lider af en
væsentlig mangel, være at betragte som medhold på alle
punkter, og den erhvervsdrivende vil blive pålagt at betale
for sagens behandling. Får en forbruger, der har krævet
1.000 kr. i erstatning for en dårlig rensebehandling, alene
medhold i, at der ikke er foretaget en tilstrækkelig efterbe-
handling i form af strygning, vil forbrugeren typisk skulle
have rensevederlaget tilbage. Dette tilfælde vil være at be-
tragte som medhold i begrænset omfang, hvorfor der ikke
vil blive pålagt den erhvervsdrivende at betale for sagens
behandling. Et andet eksempel er en forbruger, der har købt
en knallert til 20.000 kr., som viser sig at have en fejl ved
blinklyset. Forbrugeren indgiver en klage med påstand om,
at knallerten lider af en væsentlig mangel, og kræver derfor
at hæve købet og få sine penge tilbage. Der er ganske rigtigt
en fejl ved blinklyset, der dog ikke berettiger forbrugeren til
at hæve købet, men alene til at få et lille afslag i prisen. Og-
så i dette tilfælde har forbrugeren kun i begrænset omfang
fået medhold i sin klage, og den erhvervsdrivende skal ikke
betale for sagens behandling.
Forbrugerklagenævnet har fastlagt en praksis, hvorefter
der som hovedregel pålægges omkostninger, hvis forbruge-
ren får medhold i mindst 25 procent af det omtvistede krav,
mens forbrugeren ved forlig skal have fået medhold i mindst
50 procent af det fremsatte krav. Der er ikke med lovforsla-
get tilsigtet nogen ændring af denne praksis.
Med forslaget til stk. 2 bemyndiges erhvervs- og vækstmi-
nisteren til at fastsætte nærmere regler om gebyrernes stør-
relse samt om betaling m.v. I dag er klagesagerne inddelt i
tre sagsgrupper, der afspejler sagernes kompleksitet, og for
hver gruppe er der fastsat et standardbeløb foruden et sær-
skilt beløb for forlig. Ved vedtagelsen af den gældende lov
om forbrugerklager var det forudsat, at gebyrerne skulle lig-
ge i en størrelsesorden på 2.700 – 5.000 kr. Beløbene er ef-
terfølgende reguleret to gange og udgør i dag henholdsvis
13.600 kr., 8.300 kr., eller 4.400 kr. samt 3.100 kr. for for-
lig, jf. bekendtgørelse om gebyrer og omkostninger ved For-
brugerklagenævnet nr. 191 af 13. marts 2008, som ændret
ved bekendtgørelse nr. 1114 af 10. september 2010.
I udmøntningen af den foreslåede § 28, stk. 2, er det hen-
sigten, at der – modsat i dag – skal fastsættes ét fælles gebyr
for alle sagstyper. Dette gebyr foreslås fastsat til 6.000 kr.
Derudover foreslås et gebyr for forligte sager på 1.000 kr.
Der foreslås dermed en væsentlig gebyrnedsættelse, der bl.a.
skal sikre, at omkostningerne ved at tabe en sag ved Forbru-
gerklagenævnet ikke bliver for byrdefulde for den enkelte
virksomhed.
Bemyndigelsen for erhvervs- og vækstministeren til at
fastsætte nærmere regler om betaling omfatter som noget
nyt i forhold til den gældende bestemmelse også mulighed
for at fastsætte nærmere regler om, at betaling af gebyrerne
skal ske som en elektronisk betaling. Endvidere omfatter be-
myndigelsen mulighed for at fastsætte regler om betaling af
rykkergebyrer ved manglende betaling.
Til § 29
Den foreslåede bestemmelse i § 29, stk. 1, ændrer på det
udgangspunkt, der gælder i dag, hvorefter Forbrugerklagen-
ævnet følger domstolenes almindelige værnetingsregler ved
afgørelse af spørgsmålet om, hvem der kan indklages for
Forbrugerklagenævnet. Fremover vil udgangspunktet for
Forbrugerklagenævnets kompetence være, at en erhvervsdri-
vende skal være etableret i Danmark, for at Forbrugerkla-
genævnet kan behandle en klage mod den erhvervsdrivende.
Den foreslåede bestemmelse sikrer, at der er overensstem-
melse mellem de erhvervsdrivende, som Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen kan behandle klager over, og de er-
hvervsdrivende, som Forbrugerklagenævnet kan behandle
klager over. Der henvises til bemærkningerne til § 14, stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2, tager højde for den
situation, at en erhvervsdrivende er etableret i flere lande.
En klage vil kunne afvises, hvis klagen har en større tilknyt-
ning til et andet land. Dette gælder også selvom den er-
hvervsdrivende er etableret i et andet land end en medlems-
stat.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 3 svarer i det væsentlig-
ste til den gældende regel i § 2, stk. 2, i lov om forbrugerkla-
ger. Der henvises til bemærkningerne til § 14, stk. 3.
Til § 30
Den foreslåede bestemmelse i § 30 svarer i det væsentlig-
ste til den gældende regel i § 3 i lov om forbrugerklager,
hvorefter en sag, der verserer for et klagenævn, ikke kan
indbringes for domstolene. Den foreslåede bestemmelse i
stk. 1 viderefører bestemmelsen i forhold til Forbrugerkla-
genævnet.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 indebærer, at hvis en
sag er anlagt ved domstolene, og forbrugeren ønsker den
indbragt for Forbrugerklagenævnet, hæver retten sagen og
31
sender den til nævnet. Det følger af den foreslåede bestem-
melse, at retten kun kan tage hensyn til ønsker fra forbruge-
ren om at få en sag, der er anlagt ved domstolene, indbragt
for Forbrugerklagenævnet. Rettens ophævelse af sagen er
obligatorisk. Hvis sagen ikke har været medieret, skal retten
henvise sagen til mediation i Konkurrence- og Forbrugersty-
relsen, jf. § 15, stk. 2, og retten kan således ikke sende sagen
direkte i nævnet. Hvis sagen har været medieret i Konkur-
rence- og Forbrugerstyrelsen uden, at der er fundet en min-
delig løsning, skal forbrugerens anmodning om at få sagen
indbragt for Forbrugerklagenævnet være fremsat senest 4
uger efter, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har med-
delt parterne, at sagen er afsluttet, jf. § 19, stk. 2.
Bestemmelserne i stk. 1 og 2 er nødvendige for at undgå
dobbeltbehandling af sagerne.
Det fremgår af den foreslåede bestemmelse i § 15, stk. 1,
at sager, der verserer ved de godkendte private tvistløsnings-
organer eller Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, når sty-
relsen foretager mediation, ikke kan bringes for domstolene.
En forbruger vil tilsvarende efter den foreslåede § 15, stk. 2,
kunne anmode om at få indbragt en sag, som er anlagt ved
domstolene, til et privat godkendt tvistløsningsorgan eller til
mediation i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Til § 31
Bestemmelserne i §§ 31-39 om tvangsfuldbyrdelse og om-
kostningsdækning for afgørelser truffet af Forbrugerklagen-
ævnet eller godkendte private tvistløsningsorganer er en vi-
dereførelse af de eksisterende bestemmelser om tvangsfuld-
byrdelse og omkostningsdækning, som blev indført med lov
nr. 517 af 12. juni 2009 om ændring af lov om forbrugerkla-
ger og retsplejeloven, samt lov nr. 73 af 26. januar 2010 om
ændring af lov om forbrugerklager og retsplejeloven.
Den foreslåede bestemmelse i § 31 er en videreførelse af
den gældende § 4 i lov om forbrugerklager Bestemmelsen
indebærer, at Forbrugerklagenævnet og de godkendte priva-
te tvistløsningsorganer skal forkynde en afgørelse for den
erhvervsdrivende, hvis forbrugeren har fået helt eller delvist
medhold i en klage.
Ved forkyndelsen sikres det, at den erhvervsdrivende
modtager afgørelsen og dermed får den fornødne tid til at
tage stilling til, om den pågældende vil acceptere at være
bundet af afgørelsen.
Da lovforslaget alene regulerer den erhvervsdrivendes for-
hold, er der ikke behov for, at der også sker forkyndelse af
afgørelsen i forhold til forbrugeren.
Pligten og udgiften til at forkynde en afgørelse påhviler
efter bestemmelsen det enkelte godkendte private tvistløs-
ningsorgan eller Forbrugerklagenævnet. Da pligten til for-
kyndelse er begrænset til at omfatte afgørelser, hvor forbru-
geren har fået helt eller delvist medhold og derudover kun
skal ske i forhold til den erhvervsdrivende, begrænses de ad-
ministrative og økonomiske byrder, der er forbundet her-
med. Forkyndelsen skal ske i overensstemmelse med regle-
rne herom i retsplejelovens kapitel 17.
Det foreslås endvidere i bestemmelsen, at den erhvervsdri-
vende i forbindelse med forkyndelsen skal have oplysning
om indholdet af §§ 32-34. Om indholdet af disse bestem-
melser henvises til bemærkningerne nedenfor.
Til § 32
Den foreslåede bestemmelse i § 32 er en videreførelse af
den gældende § 4 a i lov om forbrugerklager og indebærer,
at den erhvervsdrivende pålægges en pligt til at reagere in-
den en vis frist, hvis den pågældende ikke ønsker at være
bundet af nævnsafgørelsen.
Den erhvervsdrivende skal således, hvis den pågældende
ikke ønsker at være bundet af en afgørelse, hvor forbrugeren
har fået helt eller delvist medhold, skriftligt meddele dette til
det godkendte private tvistløsningsorgan eller Forbrugerkla-
genævnet inden 30 dage, fra afgørelsen er forkyndt. Medde-
lelsen skal være skriftlig, men behøver ikke at være ledsaget
af en begrundelse. Meddelelsen kan afgives både med ordi-
nær post og elektronisk, f.eks. pr. e-mail eller telefax. Med-
delelsen skal være modtaget i nævnet inden udløbet af fri-
sten. En rettidigt modtaget meddelelse indebærer, at den er-
hvervsdrivende ikke er bundet af afgørelsen, som således ik-
ke kan tvangsfuldbyrdes. Ønsker forbrugeren at gå videre
med sagen, må forbrugeren derfor anlægge en civil sag mod
den erhvervsdrivende.
Til § 33
Den foreslåede bestemmelse i § 33 er en videreførelse af
den gældende § 4 b, og vedrører den erhvervsdrivendes mu-
lighed for at begære en sag genoptaget i det tilfælde, hvor
forbrugeren har fået helt eller delvist medhold i en nævnsaf-
gørelse. Fristen er sammenfaldende med fristen efter § 32 og
forudsætter således ligeledes, at afgørelsen er forkyndt og
dermed modtaget. Er begæringen fremsat rettidigt, det vil si-
ge skriftligt indgivet til det godkendte private tvistløsnings-
organ eller Forbrugerklagenævnet inden udløbet af fristen
på 30 dage, får begæringen opsættende virkning. Fristen ef-
ter § 32 regnes herefter fra det tidspunkt, hvor anmodningen
om genoptagelse enten er blevet afvist, eller det godkendte
private tvistløsningsorgan eller Forbrugerklagenævnet har
truffet afgørelse i genoptagelsessagen. Efter udløbet af fri-
sten på 30 dage kan sagen ikke længere genoptages.
Forbrugerens adgang til at begære en sag genoptaget er ik-
ke omfattet af reglen og er derfor ikke begrænset af en 30
dages frist.
Til § 34
Den foreslåede nye bestemmelse i § 34 er en videreførelse
af den gældende § 4 c, og indebærer, at en afgørelse, hvor
forbrugeren har fået helt eller delvist medhold, kan tvangs-
fuldbyrdes efter udløbet af fristerne i §§ 32 og 33. Det gæl-
der dog ikke, hvis den erhvervsdrivende forinden har givet
skriftlig meddelelse til nævnet om, at den pågældende ikke
ønsker at være bundet af afgørelsen, jf. forslaget til § 32.
Som det fremgår af forslaget til § 31, skal det godkendte
private tvistløsningsorgan eller Forbrugerklagenævnet i for-
bindelse med afgørelsens forkyndelse gøre udtrykkeligt op-
32
mærksom på indholdet af §§ 32-34, således at den erhvervs-
drivende kender sin retsstilling.
Har det godkendte private tvistløsningsorgan eller Forbru-
gerklagenævnet inden fristens udløb modtaget en skriftlig
meddelelse fra den erhvervsdrivende om, at denne ikke øn-
sker at være bundet af afgørelsen, må forbrugeren - som det
også er tilfældet efter gældende ret - indbringe sagen for
domstolene og opnå dom over den erhvervsdrivende for på
denne måde af få et tvangsfuldbyrdelsesgrundlag. En er-
hvervsdrivende, der er uenig i nævnets afgørelse, vil selv-
sagt også kunne indbringe sagen for domstolene.
Hvis forbrugeren ikke er tilfreds med det godkendte priva-
te tvistløsningsorgans eller Forbrugerklagenævnets afgørel-
se, fordi forbrugeren kun har fået delvist medhold – f.eks.
hvis forbrugeren ønsker at hæve et køb, men kun har fået
medhold i et ønske om afslag i købesummen – og efterføl-
gende selv indbringer sagen for domstolene, er den er-
hvervsdrivende ikke bundet af afgørelsen, selv om fristen på
de 30 dage er udløbet.
Stk. 2 fastlægger de nærmere krav til forbrugerens anmod-
ning til fogedretten om tvangsfuldbyrdelse af en nævnsafgø-
relse. Anmodningen skal være bilagt den afgørelse, der dan-
ner grundlag for anmodningen om tvangsfuldbyrdelse, og en
erklæring fra det godkendte private tvistløsningsorgan eller
Forbrugerklagenævnet om, at den erhvervsdrivende ikke in-
den for fristerne i forslaget til § 32 og § 33 har meddelt, at
den pågældende ikke ønsker at være bundet af afgørelsen.
Hvis den erhvervsdrivende ikke har afgivet rettidig medde-
lelse til det godkendte private tvistløsningsorgan eller For-
brugerklagenævnet om, at den pågældende ikke ønsker at
være bundet af afgørelsen, udfærdiger det godkendte private
tvistløsningsorgan eller Forbrugerklagenævnet således på
anmodning fra forbrugeren en erklæring (f.eks. i form af et
brev) herom, som forbrugeren skal anvende i forbindelse
med anmodning til fogedretten om tvangsfuldbyrdelse af af-
gørelsen.
Adgangen til tvangsfuldbyrdelse efter forslaget til § 34
omfatter ikke de sagsomkostninger, der er forbundet med en
sags behandling i et godkendt privat tvistløsningsorgan eller
Forbrugerklagenævnet, og som nogle godkendte private
tvistløsningsorganer og Forbrugerklagenævnet i medfør af
den gældende lov om forbrugerklager pålægger de erhvervs-
drivende, idet disse omkostninger efter gældende ret kan
inddrives ved udpantning efter lov om inddrivelse af gæld til
det offentlige.
Til § 35
Forslaget til § 35, svarer til indholdet af den gældende be-
stemmelse i § 4 d om parternes adgang til at indbringe en
sag for domstolene, når der er truffet afgørelse i en klagesag.
Udgangspunktet efter bestemmelsen er, at hver af parterne
frit kan indbringe sagen for domstolene, når der er truffet af-
gørelse i en klagesag.
Efter stk. 2, gives der mulighed for, at Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen på forbrugerens anmodning kan indbrin-
ge sagen for domstolene på forbrugerens vegne, hvis en af-
gørelse truffet af et godkendt privat tvistløsningsorgan eller
Forbrugerklagenævnet eller forlig indgået i forbindelse med
klagebehandlingen ikke efterleves af den erhvervsdrivende.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil vejlede forbrugeren
om muligheden for at få dækket sagsomkostninger ved en
retssag gennem en retshjælpsdækning eller efter de foreslåe-
de regler om omkostningsdækning efter lovforslaget.
Til § 36
Den foreslåede bestemmelse svarer til indholdet af den
gældende § 4 e i lov om forbrugerklager. Efter den foreslåe-
de bestemmelse i § 36, stk. 1, kan Konkurrence- og Forbru-
gerstyrelsen efter ansøgning give tilsagn om at dække en
forbrugers udgifter i forbindelse med et sagsanlæg, når for-
brugeren har fået helt eller delvis medhold i et godkendt pri-
vat tvistløsningsorgan eller Forbrugerklagenævnet. Bestem-
melsen finder alene anvendelse på sager, der ikke er dækket
af en retshjælpsforsikring eller en anden forsikring, der dæk-
ker sagens omkostninger. Bestemmelsen skal sammen med
bestemmelsen i § 37 sikre, at en forbruger ikke af økonomi-
ske årsager afholder sig fra at forfølge sit krav i det tilfælde,
hvor den erhvervsdrivende efter lovens § 32, har meddelt
det godkendte private tvistløsningsorgan eller Forbrugerkla-
genævnet , at afgørelsen ikke vil blive efterlevet, og hvor
forbrugeren derfor må indbringe sagen for domstolene for at
få gennemført kravet. Der opereres ikke med en bagatel-
grænse, og lovforslaget omfatter således også sager vedrø-
rende meget små krav. Bistand efter lovforslaget kan endvi-
dere opnås uafhængigt af forbrugerens indtægtsforhold, li-
gesom det også vil være muligt at få dækket omkostninger,
der må anses for at være uvæsentlige i forhold til ansøgerens
indtægtsgrundlag. En forbruger, der ville have kunnet opnå
fri proces efter retsplejelovens regler, vil altid kunne opnå
dækning efter den foreslåede ordning.
Det følger af forslaget til § 36, stk. 2, der svarer til indhol-
det af den gældende § 4 e, stk. 2, i lov om forbrugerklager,
at der kan gives omkostningsdækning til en retssag i 1. in-
stans. Bestemmelsen omfatter både udgifter til en retssag
anlagt af forbrugeren til opfyldelse af et godkendt privat
tvistløsningsorgans eller Forbrugerklagenævnets afgørelse
eller et forlig indgået for et godkendt privat tvistløsningsor-
gan eller Forbrugerklagenævnet og udgifter til en retssag,
som den erhvervsdrivende har anlagt til ændring af det god-
kendte private tvistløsningsorgans eller Forbrugerklagenæv-
nets afgørelse eller et forlig indgået for det godkendte priva-
te tvistløsningsorgan eller Forbrugerklagenævnet . For at et
forlig skal kunne indbringes for domstolene og være omfat-
tet af reglerne om dækning af udgifter efter lovforslaget,
skal det være indgået skriftligt, og det skal fremgå klart,
hvilke rettigheder og forpligtelser parterne pålægges. Der
indgås en del forlig ved Forbrugerklagenævnet formløst –
f.eks. pr. telefon – og sådanne forlig vil ikke være tilstræk-
keligt præcise til, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen på
forbrugerens anmodning kan indbringe sagen for domstole-
ne på forbrugerens vegne. Hvis et sådant formløst forlig ik-
ke efterleves, vil sagen blive genoptaget og afsluttet med en
afgørelse.
Hvis et forlig opfylder betingelserne i retsplejelovens §
478, stk. 1, nr. 4, herunder navnlig, at det udtrykkeligt er be-
33
stemt, at det kan tjene som grundlag for fuldbyrdelse, vil det
umiddelbart kunne tvangsfuldbyrdes ved fogedretten.
Efter den foreslåede bestemmelse kan der ikke gives om-
kostningsdækning, hvis det er åbenbart, at forbrugeren ikke
vil få medhold i sagen ved domstolene. Der ligger ikke heri,
at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i hvert enkelt tilfæl-
de skal foretage en nærmere vurdering af forbrugerens mu-
lighed for at få medhold under en retssag. Udgangspunktet
efter bestemmelsen er, at når en forbruger har fået helt eller
delvis medhold af et klagenævn, vil forbrugeren kunne få
dækket udgifter i forbindelsen med et sagsanlæg. Der vil
dog ikke kunne opnås bistand, hvis det må anses for åben-
bart, at forbrugeren ikke vil kunne få medhold, fordi der
f.eks. efterfølgende er afsagt en dom, der strider imod det
godkendte private tvistløsningsorgans eller Forbrugerkla-
genævnets afgørelse. Hensigten med bestemmelsen er at gi-
ve hjemmel til at afslå dækning i det tilfælde, hvor det på
baggrund af nye oplysninger må anses for åbenbart, at for-
brugeren ikke vil få medhold i sagen. Det er ikke hensigten,
at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i forbindelse med
vurderingen af en ansøgning på grundlag af en afgørelse fra
et godkendt privat tvistløsningsorgan eller Forbrugerklagen-
ævnet generelt skal foretage en vurdering af, om afgørelsen
vil medføre det samme resultat ved domstolene.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 36, stk. 3, der svarer
til den gældende § 4 e, stk. 3, i lov om forbrugerklager, fin-
der retsplejelovens §§ 331-335 tilsvarende anvendelse i sag-
er omfattet af § 36.
Henvisningen til retsplejelovens § 331, stk. 1, nr. 1-4,
medfører for det første, at forbrugeren ikke skal betale afgif-
ter i henhold til lov om retsafgifter.
Henvisningen indebærer dernæst, at forbrugeren får be-
skikket en advokat til at udføre sagen mod vederlag af stats-
kassen. Derudover indebærer henvisningen, at forbrugeren
kan få godtgjort udgifter fra statskassen, som med føje er af-
holdt i forbindelse med sagen. Endelig medfører henvisnin-
gen, at forbrugeren ikke skal erstatte modparten sagens om-
kostninger.
De foreslåede regler om omkostningsdækning i forbruger-
klageloven omfatter også sager, der behandles efter retsple-
jelovens regler om behandling af sager om mindre krav i ka-
pitel 39. Sådanne sager skal i relation til omkostningsdæk-
ning efter lovforslagets regler behandles på samme måde,
som sager hvor der er givet fri proces efter retsplejelovens
regler. I sager omfattet af disse regler indebærer det, at der
først vil blive beskikket en advokat i forbindelse med ho-
vedforhandlingen.
Selv om retsplejelovens § 331, stk. 1, nr. 5, der vedrører
fri proces i skiftesager, ikke vil være relevant i de sager, der
er omfattet af den foreslåede omkostningsdækning, er der
ikke fundet tilstrækkelig anledning til særskilt at undtage
denne bestemmelse fra den generelle henvisning til retsple-
jelovens regler om retsvirkningerne af fri proces.
Henvisningen til retsplejelovens § 331, stk. 2, indebærer,
at der er hjemmel til, at omkostningsdækningen kan ind-
skrænkes til enkelte af de i retsplejelovens § 331, stk. 1,
nævnte begunstigelser. Bortset fra i skiftesager anvendes
retsplejelovens § 313, stk. 2, imidlertid meget sjældent i
praksis, og henvisningen hertil forventes ikke at få nogen
praktisk betydning i de sager, der er omfattet af den foreslå-
ede omkostningsdækning. Der er dog ikke fundet tilstrække-
lig anledning til særskilt at undtage denne bestemmelse fra
den generelle henvisning til retsplejelovens regler om rets-
virkningerne af fri proces.
Henvisningen til retsplejelovens § 331, stk. 3, medfører, at
dækningen efter lovforslaget omfatter hele sagen i den på-
gældende instans, herunder den procedure, der er nødvendig
for at opnå ny foretagelse af sagen for samme ret. Derud-
over indebærer henvisningen, at forbrugeren vil kunne få
dækket eventuelle udgifter i forbindelse med tvangsfuldbyr-
delse af dommen, såfremt forbrugeren har erhvervet et krav,
der kan tvangsfuldbyrdes. Endvidere omfatter dækningen de
foranstaltninger, som af hensyn til forberedelsen af sagsan-
lægget med føje er foretaget inden meddelelse af fri proces.
Henvisningen til § 331, stk. 4, medfører, at dækningen og-
så omfatter behandling af sagen i 2. og 3. instans, såfremt
sagen er indbragt for højere ret af modparten, og forbruge-
ren har fået helt eller delvis medhold i den foregående in-
stans.
Henvisningen til § 331, stk. 5, indebærer, at en bevilget
omkostningsdækning ikke ophører, hvis forbrugeren dør un-
der retssagen. Dødsboet eller arvingerne vil således kunne
videreføre retssagen med omkostningsdækning.
Henvisningen til retsplejelovens § 331, stk. 6, indebærer,
at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsagn kan tilbage-
kaldes, når de forudsætninger, under hvilke det er meddelt,
viser sig ikke at være til stede eller er bortfaldet.
Henvisningen til retsplejelovens § 332, stk. 1, indebærer,
at det er retten, der træffer afgørelse om betaling af sagsom-
kostninger, og at det sker efter reglerne om fri proces. Dette
indebærer, at afgørelsen om sagsomkostninger træffes, som
hvis der ikke var ydet tilsagn om omkostningsdækning, her-
under et skønsmæssigt beløb svarende til de afgifter, der ef-
ter sagsgenstandens værdi skulle have været betalt. Det
medfører derudover, at i det omfang, der skal betales sags-
omkostninger til modparten, afholdes disse af statskassen
med refusion fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller
Erhvervs- og Vækstministeriet. Tilsvarende medfører hen-
visningen, at i det omfang, det pålægges modparten at betale
sagsomkostninger, tilfalder beløbet statskassen. Hvis forbru-
geren selv har afholdt udgifter i anledning af sagen, eksem-
pelvis fordi forbrugeren har fremsat et krav, der ligger ud-
over det, der er fastsat i det godkendte private tvistløsnings-
organs eller Forbrugerklagenævnets afgørelse eller forliget,
fordeler retten dog beløbet mellem statskassen og forbruge-
ren. Forbrugeren kan dog ikke få tilkendt et større beløb,
end det forbrugeren har afholdt.
Med henvisningen til retsplejelovens § 332, stk. 2, fore-
slås det endvidere, at retten også i sager, der er omfattet af
den foreslåede bestemmelse i § 35, kan pålægge en forbru-
ger helt eller delvis at erstatte Konkurrence- og Forbruger-
styrelsens eller Erhvervs- og Vækstministeriets udgifter ved
34
ordningen, i det omfang udgifterne ikke pålægges modpar-
ten, når partens forhold, herunder som disse er efter sagens
udfald, taler for det. Dette kan være tilfældet, hvis en forbru-
ger får tilkendt et større pengebeløb, eller hvor en forbruger
har givet vildledende eller forkerte oplysninger i en klage-
sag, og på den måde fejlagtigt har fået medhold i afgørelsen
ved det godkendte private tvistløsningsorgan eller Forbru-
gerklagenævnet.
Henvisningen til retsplejelovens § 333, stk. 1-4, indebæ-
rer, at de advokater, der af justitsministeren er antaget til at
udføre sager for parter, der har fri proces, også vil blive be-
skikket i en sag omfattet af § 36.
Derudover indebærer henvisningen, at den advokat, der
har været beskikket under behandlingen af en sag omfattet
af § 37 i den foregående instans, også kan beskikkes til at
føre sagen for den overordnede ret, såfremt advokaten er
mødeberettiget for denne ret.
Henvisningen indebærer endvidere, at en advokat, der ik-
ke er antaget ved vedkommende ret, efter partens anmod-
ning kan beskikkes, såfremt det findes forsvarligt, og advo-
katen er mødeberettiget for retten og villig til at lade sig be-
skikke.
Derudover medfører henvisningen, at en autoriseret advo-
katfuldmægtig eller en advokat, der ikke har møderet for
landsret, kan beskikkes i en sag, der anmeldes som prøve-
sag, hvis det findes forsvarligt. Det forudsættes dog, at sag-
en ikke skønnes uegnet som prøvesag, og at forbrugeren har
meddelt samtykke hertil.
Selv om retsplejelovens § 333, stk. 5, der indebærer, at de
advokater, der er antaget til at udføre sager for parter, der
har fri proces, også skal yde retshjælp efter retsplejelovens §
323, stk. 1, 2. pkt., ikke vil være relevant i de sager, der er
omfattet af den foreslåede omkostningsdækning, er der ikke
fundet tilstrækkelig anledning til særskilt at undtage denne
bestemmelse fra den generelle henvisning til retsplejelovens
regler om retsvirkningerne af fri proces.
Henvisningen til § 334, stk. 1, medfører, at retten i sager
omfattet af § 36, beskikker en advokat.
Henvisningen til retsplejelovens § 334, stk. 2, medfører, at
der tilkommer den beskikkede advokat et passende salær
samt godtgørelse for udlæg, herunder rejseudgifter, som ad-
vokaten med føje har haft i forbindelse med hvervet.
Det følger af henvisningen til § 334, stk. 3, at hvis forbru-
geren anmoder om at få beskikket en bestemt advokat, kan
retten betinge beskikkelsen af, at advokaten helt eller delvis
frafalder krav mod statskassen om godtgørelse af rejseudgif-
ter.
Henvisningen til retsplejelovens § 334, stk. 4, indebærer,
at det er retten, der med udgangspunkt i de vejledende sa-
lærtakster foretager en vurdering af arbejdets omfang, sa-
gens beskaffenhed, det opnåede resultat m.v. med henblik
på udmåling af et rimeligt vederlag. Advokaten vil derfor få
et salær, der svarer til det, han ville have fået, hvis der var
meddelt fri proces efter retsplejelovens regler.
Det følger derudover af henvisningen til § 334, stk. 5, at
en advokat i en sag omfattet af lovforslagets § 36 ikke må
modtage salær eller godtgørelse ud over de beløb, der er
fastsat af retten. Forbrugeren kan dermed ikke mødes med et
salærkrav fra advokaten. Det kan dog aftales, at forbrugeren
betaler rejseudgifter, der ikke dækkes af statskassen, fordi
forbrugeren har ønsket en bestemt advokat, jf. ovenfor om §
334, stk. 3.
Henvisningen til retsplejelovens § 335 indebærer, at stats-
kassen (repræsenteret af Konkurrence- og Forbrugerstyrel-
sen) indtræder i sikredes (forbrugerens) krav mod forsik-
ringsselskabet, såfremt omkostninger ved sagen er dækket af
en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, i det omfang
statskassen har ydet dækning efter de foreslåede regler om
omkostningsdækning.
Henvisningen vil have betydning i de tilfælde, hvor et for-
sikringsselskab har afslået at yde forsikringsdækning, og
hvor en forbruger derfor har kunnet opnå omkostningsdæk-
ning efter de foreslåede regler i § 36, stk. 1 og 2, men hvor
der efterfølgende findes grundlag for at rejse krav mod for-
sikringsselskabet, fordi forsikringsselskabets afslag på rets-
hjælpsforsikringsdækning blev givet med urette.
Statskassens regres mod forsikringsselskabet omfatter ik-
ke dækning i form af fritagelse for retsafgifter efter retsple-
jelovens § 331, stk. 1, nr. 1, i de tilfælde, hvor forbrugeren
opfylder de økonomiske betingelser for fri proces efter rets-
plejelovens § 325. Når forbrugeren opfylder de økonomiske
betingelser for fri proces, afholdes fritagelsen for retsafgifter
således endeligt af statskassen, jf. retsplejelovens § 335, 2.
pkt.
Hvis forbrugeren ikke opfylder de økonomiske betingelser
for fri proces, omfatter statskassens regres mod forsikrings-
selskabet derimod også fritagelsen for retsafgifter efter rets-
plejelovens § 331, stk. 1, nr. 1, jf. forslaget til § 36, stk. 3, 2.
pkt., som gør undtagelse fra reglen i retsplejelovens § 335,
2. pkt., i de tilfælde, hvor forbrugeren ikke opfylder de øko-
nomiske betingelser for fri proces.
Til § 37
Den foreslåede bestemmelse i § 37 er en videreførelse af
den gældende § 4 f i lov om forbrugerklager. Efter den fore-
slåede bestemmelse i § 37, stk. 1, kan Konkurrence- og For-
brugerstyrelsen efter ansøgning fra en forbruger, der har en
retshjælpsforsikring eller en anden forsikring, der dækker
omkostningerne ved en retssag, dække den del af omkost-
ningerne ved retssagen, der overstiger forsikringens maksi-
mum. Bestemmelsen bygger på retsplejelovens § 336 og gi-
ver mulighed for efterfølgende at dække omkostninger ved
sagen ud over forsikringens maksimum, såfremt betingelser-
ne i de foreslåede regler i § 36 er opfyldt, og der derfor ville
have været ydet dækning, hvis der ikke havde foreligget en
retshjælpsforsikring eller en anden forsikring, der omkost-
ningerne ved retssagen, og sagens karakter eller omstændig-
hederne i øvrigt kan begrunde, at omkostningerne ikke har
kunnet holdes inden for forsikringens maksimum. En rets-
hjælpsforsikring eller en anden forsikring, der dækker om-
kostningerne er således primær i forhold til den foreslåede
35
dækning efter lovforslaget. En forbruger må derfor udtøm-
me en eventuel retshjælpsforsikring eller en anden forsik-
ring, der dækker omkostningerne først. Mange forbrugere
har en retshjælpsforsikring, og det forventes, at de fleste
sager vil være omfattet af retshjælpsdækning. Konkurrence-
og Forbrugerstyrelsen kan i givet fald vejlede forbrugeren
om den rette fremgangsmåde i forbindelse med anmeldelse
af sagen til forsikringsselskabet. Efter de generelle forsik-
ringsbetingelser for retshjælpsdækning skal en advokat, der
har påtaget sig at føre sagen, afholde sig fra at gøre salær-
krav gældende mod forbrugeren. Dette gælder dog ikke
selvrisiko og eventuelle beløb ud over forsikringens dækn-
ing, eller udgifter, aftalt med sikrede inden eller senest sam-
tidig med beslutningen om udgiftens afholdelse, når udgif-
ten falder uden for forsikringsdækningen.
Bestemmelsen tager navnlig sigte på de tilfælde, hvor det
først på et sent tidspunkt, eventuelt først ved sagens afslut-
ning, viser sig, at omkostningerne ved sagen ikke har kunnet
holdes inden for forsikringens maksimum. Det kan for ek-
sempel være, når der kun er tale om en mindre overskridelse
af maksimummet, eller der kan være tilfælde, hvor ansøge-
ren har fået medhold i første instans, men taber efter appel
og derfor pålægges at betale (fulde) sagsomkostninger til
modparten for to instanser. Bestemmelsen er dog ikke be-
grænset hertil og kan således anvendes, selv om ansøgeren
på et tidligt tidspunkt kunne forudse, at omkostningerne ved
sagen ikke ville kunne holdes inden for forsikringens maksi-
mum. En ansøgning imødekommes, når de almindelige be-
tingelser efter ordningen er opfyldt, og sagens karakter eller
omstændighederne i øvrigt kan begrunde, at omkostningerne
ikke har kunnet holdes inden for forsikringens maksimum.
En ansøgning kan i øvrigt indgives på et hvilket som helst
tidspunkt af sagens behandling ved retten.
Det fremgår af den foreslåede bestemmelses stk. 1, 2. pkt.,
at bestemmelserne i § 36, stk. 1 og 2, finder tilsvarende an-
vendelse. Forbrugeren skal således også her have fået med-
hold i et godkendt privat tvistløsningsorgan eller Forbruger-
klagenævnet, ligesom der ikke kan gives omkostningsdæk-
ning, hvis det er åbenbart, at forbrugeren ikke vil få med-
hold i sagen. Omkostningsdækningen gives også her til en
retssag, når sagen er anlagt af forbrugeren til opfyldelse af
afgørelse fra et godkendt privat tvistløsningsorgan eller For-
brugerklagenævnet eller et forlig indgået for et godkendt
privat tvistløsningsorgan eller Forbrugerklagenævnet, eller
retssagen er anlagt af den erhvervsdrivende til ændring af et
godkendt privat tvistløsningsorgans eller Forbrugerklagen-
ævnets afgørelse eller forlig indgået for et godkendt privat
tvistløsningsorgan eller Forbrugerklagenævnet.
Den foreslåede bestemmelse i § 37, stk. 2, fastlægger om-
fanget af dækningen. Det fremgår således, at omkostninger
dækkes i det omfang statskassen, hvis der havde været med-
delt omkostningsdækning efter § 37, ville have ydet dækn-
ing efter § 36, stk. 3, jf. retsplejelovens §§ 331, 332 og 334.
Imødekommes en ansøgning om supplerende dækning, får
ansøgeren således ret til at få erstattet de omkostninger ved
sagen, som kan dækkes efter den foreslåede bestemmelse i §
36, men som ligger ud over forsikringens maksimum. Ved
den konkrete beløbsmæssige udmåling må de samlede om-
kostninger ved sagen, som ville kunne dækkes efter den
foreslåede § 36, derfor opgøres og fra dette beløb fratrækkes
forsikringsdækningen, hvorefter differencen udbetales. Den
konkrete udmåling, af hvilket beløb der kan fås dækket,
foretages således af retten. Der henvises i øvrigt til bemærk-
ningerne til § 36 vedrørende retsplejelovens §§ 331, 332 og
334.
Lovforslaget er udformet således, at det er retten, der træf-
fer afgørelse om størrelsen af den del af omkostningerne,
der overstiger forsikringens maksimum, på samme måde,
som det efter retsplejelovens § 336 er tilfældet i de sager,
hvor statskassen efterfølgende godtgør omkostninger efter
reglerne om fri proces. Baggrunden herfor er, at det er ret-
ten, der har behandlet sagen og derfor bedst kan vurdere sa-
gens omkostninger.
Den foreslåede bestemmelses stk. 3 fastlægger, at Konkur-
rence- og Forbrugerstyrelsen, når denne har truffet afgørelse
om, at betingelserne for dækning er opfyldt, skal sende sag-
en til den ret, der behandler eller har behandlet sagen, hvor-
efter retten fastsætter, hvilket beløb, der dækkes, jf. stk. 2.
Det følger af den foreslåede bestemmelse, at en ansøgning
kan indgives, både mens retssagen verserer og efter afslut-
ningen af denne.
Den foreslåede bestemmelses stk. 4 indebærer, at Konkur-
rence- og Forbrugerstyrelsen efter ansøgning kan godtgøre
en forbruger udgifter til en selvrisiko i henhold til en rets-
hjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækker omkost-
ninger ved en retssag som nævnt i forslagets § 36, stk. 1 og
2. Det sikres på denne måde, at en forbruger, der har en rets-
hjælpsforsikring, ikke skal have udgifter i forbindelse med
en retssag, og at forbrugeren ikke af økonomiske grunde af-
står fra at føre sagen. Der vil ske dækning af afholdte udgif-
ter efter fremsendelse af dokumentation til Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen.
Til § 38
Den foreslåede bestemmelse i § 38 er en videreførelse af
den gældende § 4 g i lov om forbrugerklager.
Den foreslåede bestemmelse i § 38 sikrer, at en forbruger
ikke skal have udgifter i forbindelse med tvangsfuldbyrdelse
af en afgørelse eller et forlig omfattet af bl.a. § 34. Udgifter
til tvangsfuldbyrdelse bliver normalt pålagt den erhvervsdri-
vende, der ikke opfylder dommen eller forliget. Lovforsla-
get skal give mulighed for at godtgøre en forbruger udgifter
til fogedretten, der med føje er afholdt, i det tilfælde hvor
den erhvervsdrivende viser sig at være ude af stand til at be-
tale omkostningerne, eller hvor fogedretten på baggrund af
den bevisførelse, der kan ske ved fogedretten, finder det be-
tænkeligt at fremme sagen, og hvor forbrugeren derfor bli-
ver pålagt nogle omkostninger i forbindelse med indbringel-
se af sagen for fogedretten. Godtgørelse af udgifter vil ske
efter fremsendelse af dokumentation for afholdte udgifter til
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. De udgifter, der vil
kunne blive tale om at dække, vil f.eks. være afgift til foged-
retten samt eventuelle udlæg til udkørende fogedforretning.
Der vil i sjældnere tilfælde kunne være behov for advokatbi-
36
stand i forbindelse med behandlingen af en sag i fogedret-
ten.
Den foreslåede bestemmelse omfatter som udgangspunkt
alene tvangsfuldbyrdelse af afgørelser og forlig. I de tilfæl-
de, hvor forbrugeren har fået en dom, og erhvervet et krav,
der kan tvangsfuldbyrdes, følger det af henvisningen til rets-
plejelovens § 331, stk. 1, nr. 3, og stk. 3, at udgifter hertil
dækkes direkte efter den foreslåede bestemmelse i § 35.
I forhold til godtgørelse af en eventuel selvrisiko efter den
foreslåede bestemmelse i § 37, stk. 4, vil der blive fastsat
regler om, at godtgørelse vil ske efter fremsendelse af doku-
mentation. Tilsvarende gælder for godtgørelse af udgifter til
tvangsfuldbyrdelse, hvor dokumentation vil kunne bestå i
udskrift fra fogedretten.
Til § 39
Forslaget til § 39 er en videreførelse af den gældende § 4
h i lov om forbrugerklager. Det foreslåede stk. 1 er en be-
myndigelsesbestemmelse, der giver erhvervs- og vækstmini-
steren mulighed for at fastsætte nærmere regler for frem-
gangsmåden ved ansøgning om dækning af udgifter, herun-
der om formkrav til ansøgningen. Der vil blandt andet kunne
fastsættes tidsfrister for indgivelse af ansøgningen i forhold
til, hvornår afgørelsen er truffet. Det vil blive sikret, at en
forbruger får rimelig tid til at overveje, om den pågældende
ønsker at gå videre med sagen og ønsker at søge om dækn-
ing af udgifter i forbindelse med et sagsanlæg. Det vil end-
videre blive præciseret, at en forbruger i forhold til udgifter
efter den foreslåede bestemmelse i § 36, hvor forbrugeren
ikke har en retshjælpsforsikring, skal indsende en ansøgning
forud for et sagsanlæg med henblik på at opnå et forhånds-
tilsagn om, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil dæk-
ke udgifter i forbindelse med retssagen.
Det foreslåede stk. 2 indebærer, at Konkurrence- og For-
brugerstyrelsens afgørelse efter forslagets bestemmelser §§
36-38 ikke vil kunne indbringes for anden administrativ
myndighed.
Til § 40
Den foreslåede bestemmelse i § 40 er en videreførelse af
den gældende bestemmelse i § 15 i lov om forbrugerklager
og angiver, at erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte
regler om offentliggørelse af information og statistik om for-
skelige forhold inden for forbrugerklageområdet, herunder
om klagenævnenes afgørelse, og at offentliggørelse kan ske
elektronisk.
Bestemmelsen er i dag udmøntet i § 21 i bekendtgørelse
nr. 460 af 29. april 2010 om forbrugerklager, hvoraf det føl-
ger, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen offentliggør en
elektronisk liste over erhvervsdrivende, der ikke efterlever
Forbrugerklagenævnets afgørelser. Offentliggørelse kan kun
ske efter udløbet af en på forhånd fastsat frist, som den er-
hvervsdrivende udtrykkeligt er gjort opmærksom på. Hvis
en afgørelse er indbragt for domstolene, kan offentliggørelse
ikke ske, før der foreligger en endelig dom fra retten. Hvis
afgørelsen efterfølgende efterleves, vil oplysningerne om
den erhvervsdrivende blive slettet, og oplysningerne kan ik-
ke fremgå af listen i mere end et år. Listen må ikke indehol-
de personfølsomme oplysninger om de erhvervsdrivende.
Til § 41
Den foreslåede bestemmelse i § 41 er en videreførelse af §
10 a og § 10 b, i lov om forbrugerklager, idet den dog udvi-
der anvendelsesområdet til også at omfatte kommunikation
med Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, når styrelsen
foretager mediation.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 giver erhvervs- og
vækstministeren hjemmel til at fastsætte regler om, at skrift-
lig kommunikation til og fra Forbrugerklagenævnet eller
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen om forhold, som er
omfattet af lov om alternativ tvistløsning i forbrugerforhold
eller regler, som er udstedt i medfør af loven skal foregå di-
gitalt.
Forslaget indebærer bl.a., at der vil kunne fastsættes regler
om, at skriftlige henvendelser m.v. til Forbrugerklagenævnet
eller Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen om forhold, som
er omfattet af loven eller af regler, som er udstedt i medfør
af loven, ikke anses for behørigt modtaget i Forbrugerkla-
genævnet eller i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, hvis
de indsendes på anden vis end den foreskrevne digitale må-
de.
Hvis oplysninger m.v. sendes til Forbrugerklagenævnet
eller Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen på anden måde
end den foreskrevne digitale måde, eksempelvis pr. brev,
følger det af den almindelige vejledningspligt, jf. forvalt-
ningslovens § 7, at Forbrugerklagenævnet eller Konkurren-
ce- og Forbrugerstyrelsen skal vejlede om reglerne på områ-
det, herunder om pligten til at kommunikere på den fore-
skrevne digitale måde.
Samtidig indebærer forslaget, at meddelelser m.v. til eller
fra Forbrugerklagenævnet eller Konkurrence- og Forbruger-
styrelsen, der sendes på den foreskrevne digitale måde, an-
ses for at være kommet frem til modtageren på det tids-
punkt, hvor meddelelsen m.v. er tilgængelig digitalt for
modtageren, jf. det foreslåede stk. 3. Det vil sige med sam-
me retsvirkninger som fysisk post, der anses for at være
kommet frem, når den pågældende meddelelse m.v. er lagt i
modtagerens fysiske postkasse.
Det er hensigten, at den foreslåede bemyndigelse udmøn-
tes således, at skriftlig kommunikation til og fra Forbruger-
klagenævnet eller Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen om
forhold, som er omfattet af forbrugerklageloven eller regler
udstedt i medfør af denne lov, skal foregå digitalt f.eks. pr.
e-mail eller via funktionen ”min sag”.
Ved henvendelser til Forbrugerklagenævnet eller Konkur-
rence- og Forbrugerstyrelsen kan Forbrugerklagenævnet el-
ler Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen stille krav om, at
den pågældende oplyser en e-mailadresse, som den pågæl-
dende kan kontaktes på i forbindelse med behandlingen af
en konkret sag eller henvendelse til Forbrugerklagenævnet
eller Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i forbindelse med
mediation. I den forbindelse kan Konkurrence- og Forbru-
gerstyrelsen også pålægge den pågældende en pligt til at un-
derrette Forbrugerklagenævnet eller Konkurrence- og For-
37
brugerstyrelsen om en eventuel ændring i e-mailadressen,
inden den konkrete sag afsluttes eller henvendelsen besva-
res, medmindre e-mails automatisk bliver videresendt til den
nye e-mailadresse.
På sigt kan det komme på tale at udvikle andre digitale
løsninger, herunder nye selvbetjeningsløsninger, til brug for
kommunikation om forhold, som er omfattet af loven eller
regler udstedt i medfør af loven.
I bekendtgørelsen, som udmønter den foreslåede bemyn-
digelse i stk. 1, kan der bl.a. fastsættes regler om, at Forbru-
gerklagenævnet eller Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
kan sende visse meddelelser, herunder afgørelser til den på-
gældendes digitale postkasse med de retsvirkninger, der føl-
ger af lov om Offentlig Digital Post. I bekendtgørelsen kan
der fastsættes overgangsordninger, som skal lette overgan-
gen til obligatorisk digital kommunikation.
I bekendtgørelsen kan der desuden fastsættes fritagelser
fra pligten til digital kommunikation. Fritagelsesmuligheden
tænkes navnlig anvendt, hvor det er påkrævet at anvende en
dansk digital signatur, og der er tale om en person uden
dansk CPR-nummer eller et selskab med hjemsted i udlan-
det, som ikke kan få en dansk digital signatur. Endvidere
tænkes fritagelsesmuligheden anvendt i de situationer, hvor
en person har kognitiv funktionsnedsættelse, har fysisk
funktionsnedsættelse eller har sproglige barrierer.
Det forhold, at et selskab eller en person oplever, at den
pågældendes egen computer ikke fungerer, at den pågælden-
de har mistet koden til sin digitale signatur eller oplever lig-
nende hindringer, som det er op til den pågældende at over-
vinde, kan ikke føre til fritagelse fra pligten til digital kom-
munikation. I så fald må den pågældende anvende en com-
puter på et folkebibliotek eller anmode en rådgiver om at va-
retage kommunikationen på den pågældendes vegne.
Efter det foreslåede stk. 2 kan der i bekendtgørelsen speci-
ficeres krav om anvendelse af bestemte It-systemer, digitale
formater og digital signatur eller lignende.
Det foreslåede stk. 3 fastsætter, hvornår en digital medde-
lelse må anses for at være kommet frem til adressaten for
meddelelsen, dvs. modtageren af meddelelsen.
For meddelelser, der sendes til Forbrugerklagenævnet el-
ler Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, er Forbrugerkla-
genævnet eller Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen adressat
for meddelelsen. For meddelelser, som Forbrugerklagenæv-
net eller Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen sender, er det
den pågældende virksomhed eller den fysiske person, som
meddelelsen sendes til, der er adressat for meddelelsen.
En meddelelse vil normalt anses for at være kommet frem
til Forbrugerklagenævnet eller Konkurrence- og Forbruger-
styrelsen på det tidspunkt, hvor meddelelsen er tilgængelig
for Forbrugerklagenævnet eller Konkurrence- og Forbruger-
styrelsen, dvs. når Forbrugerklagenævnet eller Konkurren-
ce- og Forbrugerstyrelsen kan behandle meddelelsen. Dette
tidspunkt vil normalt blive registreret automatisk i en mod-
tagelsesanordning eller et datasystem. En meddelelse, der
først er tilgængelig efter kl. 24.00, anses normalt først for
modtaget den dag, meddelelsen er tilgængelig – dvs. fra den
næste morgen.
En meddelelse vil normalt anses for at være kommet frem
til en virksomhed eller person på det tidspunkt, hvor medde-
lelsen er tilgængelig for den pågældende. En meddelelse vil
blive anset for at være tilgængelig, selvom den pågældende
ikke kan skaffe sig adgang til meddelelsen, hvis dette skyl-
des hindringer, som det er op til den pågældende at overvin-
de. Som eksempler herpå kan nævnes, at den pågældendes
egen computer ikke fungerer, eller den pågældende har mi-
stet koden til sin digitale signatur.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 4, kan der fastsæt-
tes regler om, at Forbrugerklagenævnet eller Konkurrence-
og Forbrugerstyrelsen kan udstede afgørelser og andre do-
kumenter efter denne lov eller regler udstedt i medfør af lo-
ven uden underskrift, med maskinel eller på tilsvarende må-
de gengivet underskrift eller under anvendelse af en teknik,
der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt af-
gørelsen eller dokumentet.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 5 kan der fastsæt-
tes regler om, at afgørelser og andre dokumenter, der ude-
lukkende er truffet eller udstedt på grundlag af elektronisk
databehandling, kan udstedes alene med Forbrugerklagen-
ævnet eller Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen som afsen-
der som hidtil. Bestemmelsen finder anvendelse både på do-
kumenter, som Forbrugerklagenævnet eller Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen sender digitalt, og på dokumenter, som
sendes fysisk, dvs. på papir med almindelig post. Bestem-
melsen medfører ingen ændringer i retstilstanden.
Til § 42
Forslaget er en videreførelse af den gældende bestemmel-
se i § 18 i lov om forbrugerklager, og giver erhvervs- og
vækstministeren bemyndigelse til at fastsætte regler om, at
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelser skal være
administrativt endelige i de tilfælde, hvor ministeren overfø-
rer opgaver til styrelsen. Det afgøres konkret, hvilke opga-
ver der er behov for at overføre til Konkurrence- og Forbru-
gerstyrelsen, men vil tage udgangspunkt i områder af styrel-
sesfaglig karakter. Afskæring fra administrativ rekurs berø-
rer ikke adgangen til at indbringe afgørelser for domstolene.
Til § 43
Det foreslås efter stk. 1, at den administrative rekursad-
gang til Erhvervs- og Vækstministeriet afskæres, når styrel-
sen i dens egenskab af styrelse træffer afgørelse efter loven.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med stk. 2, hvorefter
der er klageadgang til Forbrugerklagenævnets formand.
Baggrunden for bestemmelsen er, at styrelsens afgørelser ef-
ter loven anses for at have en sådan karakter, at det vurde-
res, at Forbrugerklagenævnets formand er rette klageinstans.
Det bemærkes, at Erhvervs- og Vækstministeriet i hen-
hold til den almindelige tilsynsforpligtelse som overordnet i
forhold til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, vil skulle
behandle klager over styrelsens generelle forvaltningsretlige
adfærd. Dette vil være tilfældet, uanset om styrelsen agerer
som styrelse eller som sekretariat for Forbrugerklagenævnet.
38
Det foreslås herefter i stk. 2, at forbrugeren kan klage til
Forbrugerklagenævnets formand over de afgørelser, som
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen træffer efter loven eller
bestemmelser fastsat i henhold til loven. Bestemmelsen om-
handler alene de tilfælde, hvor styrelsen træffer afgørelse ef-
ter loven i sin egenskab af styrelse. Når styrelsen træffer af-
gørelse som sekretariat for Forbrugerklagenævnet, vil klage-
adgangen til nævnet følge af det almindelige over- og under-
ordnelsesforhold mellem sekretariatet og nævnet.
Ved klageadgang efter denne bestemmelse har forbruge-
ren således mulighed for f.eks. at klage til Forbrugerklagen-
ævnets formand over styrelsens afvisning af deres klagesag
efter § 2, § 14, stk. 1-2, samt § 16. Det kan f.eks. være rele-
vant, hvis forbrugeren mener, at sagen har større tilknytning
til Danmark end et andet land eller, hvis forbrugeren er ue-
nig i styrelsen vurdering af, at klagen er useriøs eller unødig,
jf. § 16, nr. 2. Forbrugeren kan desuden klage til formanden,
hvis forbrugeren er uenig i styrelsen beslutning om at se bort
fra undergrænsen, jf. § 13, stk. 2 og § 22, stk. 3, eller i sty-
relsens beslutning om at undlade at opkræve gebyr efter for-
slagets § 22, stk. 4.
Som anført under bemærkningerne til stk. 1, omhandler
klageafgangen til nævnets formand ikke klager over styrel-
sens generelle forvaltningsretlige adfærd.
Til § 44
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1, anfører, at en er-
hvervsdrivende straffes med bøde for grov eller oftere gen-
tagen overtrædelse af informationsforpligtelsen efter §§ 4 og
5. Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med bestemmelser-
nes overholdelse.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2, er en videreførelse af
den nugældende § 19, stk. 1, i lov om forbrugerklager, og
angiver, at erhvervs- og vækstministeren ved fastsættelse af
regler i medfør af § 23, stk. 2, kan fastsætte straf i form af
bøde for overtrædelse af de pågældende regler. Erhvervs- og
vækstministeren kan således fastsætte regler, så andre tvist-
løsningsorganer kan straffes med bøde, hvis de anvender be-
tegnelser, der kan forveksles med betegnelsen ”Forbruger-
klagenævnet”, herunder også, hvis de kalder sig ”Forbruger-
klagenævnet”, jf. stk. § 23, stk. 1.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 3, kan der pålæg-
ges juridiske personer bødeansvar.
Til § 45
Efter stk. 1 fastlægges lovens ikrafttrædelsestidspunkt.
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. oktober 2015.
Det foreslås i stk. 2, at § 5 først træder i kraft den 9. januar
2016, som er det tidspunkt, hvor OTB-platformen skal fun-
gere.
Det foreslås i stk. 3, at den nugældende Lov om forbruger-
klager, jf. lovbekendtgørelse nr. 1095 af den 8. september
2010 ophæves. Da der løbende indbringes sager efter Lov
om forbrugerklager til blandet andet Forbrugerklagenævnet,
foreslås det i 2. pkt., at de klager, der er indgivet forud for
ikrafttrædelsestidspunktet i stk. 1, afgøres efter den nugæl-
dende Lov om forbrugerklager, jf. 1. pkt.
39