Svar på spm. nr. S 1109: Anerkender ministeren, at intentionen med at indføre begrebet medfar i lovgivningen var at sikre LGBT+-personer bedre rettigheder, og mener ministeren da, at det er retfærdigt, at regionernes barselsaftale giver heteroseksuelle mødre, fædre og lesbiske par, men ikke homoseksuelle mænd, ret til løn under barsel?
Tilhører sager:
Aktører:
- Besvaret af: ministeren for ligestilling
- Til: Magnus Heunicke
- Spørger: Samira Nawa
- Minister: ministeren for ligestilling
Svar på spm. S 1109.pdf
https://www.ft.dk/samling/20241/spoergsmaal/s1109/svar/2141736/3026038.pdf
Miljø- og Ligestillingsministeriet • Frederiksholms Kanal 26 • 1220 København K Tlf. 38 14 21 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • mim@mim.dk • www.mim.dk J.nr. 2025 - 3412 Den 21. maj 2025 Folketingets Lovsekretariat Christiansborg 1240 København K Minister for ligestillings besvarelse af spørgsmål nr. S 1109 stillet den 13. maj 2025 af Samira Nawa (RV). Spørgsmål nr. S 1109 ”Anerkender ministeren, at intentionen med at indføre begrebet medfar i lovgivningen var at sikre LGBT+-personer bedre rettigheder, og mener ministeren da, at det er retfærdigt, at regionernes barselsaftale giver heteroseksuelle mødre, fædre og lesbiske par, men ikke homoseksuelle mænd, ret til løn under barsel? Begrundelse Der henvises til debatindlægget »Læger på Rigshospitalet: Vores egen arbejdsgiver anerkender ikke, at vi er en rigtig familie« i Politiken den 12. maj 2025.” Svar En del af intentionen med lovgivningen, der indførte medfar som retlig forælder, var at give homoseksuelle mandlige par de samme juridiske muligheder for at blive forældre som andre forældrepar, og dermed ligestille familier med to fædre med både heteroseksuelle familier og familier med to kvinder. Det, mener jeg, afspejler en moderne familielovgivning. Samtidig var intentionen at give børn, der er kommet til verden ved surrogasi, ret til deres forældre. Med lovgivningen blev barselsloven samtidig tilpasset, så de retlige forældre sikres en selvstændig ret til orlov og barselsdagpenge. Det, synes jeg, er rigtigt og retfærdigt. Løn under barsel, uanset om der er tale om mor, far, medmor eller medfar, er reguleret gennem overenskomsterne, og det er derfor et spørgsmål for arbejdsmarkedets parter. Jeg har forstået, at P1 Morgen den 15. maj citerede formanden i Regionernes Lønnings- og Takstnævn, Lars Gaardhøj for bl.a. at give udtryk for, at regionerne vil undersøge, om der kan findes en løsning på den korte bane, så spørgsmålet ikke skal vente på den næste overenskomstforhandling. Derudover har formand for Sundhedsudvalget i Region Hovedstaden, Christoffer Buster Reinhardt til TV2 Kosmopol givet udtryk for, at han mener, at medfædre skal behandles ligesom medmødre, og at de gør, hvad de kan for at løse det. Magnus Heunicke / Lisa Cassina Offentligt S 1109 endeligt svar 2024-25