L 102 - svar på spm. 1 om at skabe bedre adgang til drikkevand i det offentlige rum, end der er i øjeblikket

Miljøministeriet • Frederiksholms Kanal 26 • 1220 København K
Tlf. 38 14 21 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • mim@mim.dk • www.mim.dk
J.nr. 2024-1760
Den 13. marts 2024
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1 til L 102, forslag til lov om ændring af lov om
vandforsyning m.v., byggeloven og lov om produkter og markedsovervågning. (Gennemførelse af dele
af drikkevandsdirektivet, herunder risikobaseret tilgang til vandsikkerhed, minimumskrav til hygiejne
for materialer, der kommer i kontakt med drikkevand, minimumskrav til behandlingskemikalier og
filtermedier, der kommer i kontakt med drikkevand, adgang til drikkevand og oplysninger til
offentligheden) stillet den 23. februar 2024 af Søren Egge Rasmussen (EL).
Spørgsmål nr. 1 til L 102
”I lyset af at der er færre og færre steder med adgang til rindende vand, som man gratis kan tage, og at
det mere er plastikflaskerne, der har overtaget det hele, bedes ministeren redegøre for, om ikke der
skal være bedre adgang til drikkevand i det offentlige rum, end der er i øjeblikket. Der henvises til, at
man kan gå på biblioteket og få noget vand, men de fleste biblioteker har ikke er åbent i døgndrift,
medmindre man bruger sit sygesikringskort til at komme ind. Mener ministeren, at det er det, vi skal
bruge vores biblioteker til: at sikre vand til de hjemløse eller dem, der er blevet tørstige?”
Svar
Lad mig starte med at slå fast, at det ikke er bibliotekerne, som skal sikre, der er adgang til drikkevand
for alle og herunder sårbare og marginaliserede grupper som hjemløse. Men kommunerne skal på
baggrund af Miljøstyrelsens kortlægning af sårbare og marginaliserede grupper vurdere for deres
kommune, om der er adgang til drikkevand, og træffe nødvendige og passende foranstaltninger for at
sikre, at sårbare og marginaliserede befolkningsgrupper har adgang til drikkevand. I den vurdering
kan selvfølgelig indgå alle de steder, hvor der er adgang til drikkevand, hvilket også kan omfatte
biblioteker eller andre offentlige bygninger. Jeg henviser endvidere til svar på spørgsmål 5.
Med hensyn til, om der skal være bedre adgang til drikkevand i det offentlige rum, så indføres med
lovforslaget en forpligtelse for kommunerne til at fremme af brugen af drikkevand fra vandhanen ved
at opretholde eller etablere udstyr i det offentlige rum, der giver adgang til indendørs og udendørs
brug af drikkevand fra vandhanen, hvor dette er teknisk muligt, på en måde, der står i et rimeligt
forhold til behovet for sådanne foranstaltninger, og under hensyntagen til særlige lokale forhold,
herunder klima og geografi, jf. den foreslåede § 64 c i vandforsyningsloven.
Forpligtelsen indebærer, at kommunerne skal foretage en vurdering af, om der i kommunens offentlige
rum er tilstrækkeligt med indendørs og udendørs udstyr til brug af drikkevand fra vandhanen.
I vurderingen vil det kunne indgå hvor mange indbyggere, turister mv., der opholder sig i kommunens
offentlige rum, og hvilke offentlige rum, der er relevante. Mange mennesker, der opholder sig i det
offentlige rum vil som udgangspunkt indebære en formodning om, at behovet for drikkevand fra
vandhanen er stort, mens der vil være et mindre eller slet intet behov for udstyr til drikkevand i et
industriområde. Det vil i vurderingen også kunne indgå, hvor tilgængeligt det eksisterende udstyr i
Offentligt
L 102 - endeligt svar på spørgsmål 1
Miljø- og Fødevareudvalget 2023-24
2
kommunen er, herunder om det f.eks. er lukket på visse tider af døgnet eller året, der er krav om
visning af sundhedskort eller krav om betaling for brug af udstyret. Det er op til kommunen selv at
vurdere, om tilgængeligheden bedst forbedres ved at fjerne adgangskrav, ved at etablere nyt udstyr
indendørs og/eller udendørs eller noget tredje. Endvidere vil det kunne indgå i vurderingen, hvis
kommunen, som led i opfyldelsen af forpligtelsen til at sikre adgang til drikkevand for sårbare og
marginaliserede befolkningsgrupper, jf. den foreslåede § 64 b, stk. 3, nr. 3, i vandforsyningsloven, har
etableret drikkevandshaner i det offentlige rum eller øget tilgængeligheden heraf.
Udover vurderingen af behovet for udstyr i det offentlige rum, skal kommunerne også vurdere, hvad
der er teknisk og økonomisk muligt. F.eks. vil det på grund af risiko for frostsprængninger kunne være
teknisk umuligt at etablere en udendørs drikkevandshane, som er tilgængelig i vinterhalvåret. Det kan
heller ikke udelukkes, at der af forsyningstekniske eller VVS-tekniske årsager kan være situationer,
hvor det ikke er teknisk muligt eller økonomisk rimeligt i forhold til behovet at etablere en
drikkevandshane i det pågældende område eller på det pågældende sted.
Det følger af lovforslagets bemærkninger, at kommunerne regelmæssigt skal genbesøge vurderingerne.
Der henvises i øvrigt til ministerens besvarelse af spørgsmål nr. 4 og 5.
Magnus Heunicke / Henrik Søren Larsen
./..


Miljøministeriet • Frederiksholms Kanal 26 • 1220 København K
Tlf. 38 14 21 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • mim@mim.dk • www.mim.dk
J.nr. 2024-1760
Den 13. marts 2024
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 5 til L 102, forslag til lov om ændring af lov om
vandforsyning m.v., byggeloven og lov om produkter og markedsovervågning. (Gennemførelse af dele
af drikkevandsdirektivet, herunder risikobaseret tilgang til vandsikkerhed, minimumskrav til hygiejne
for materialer, der kommer i kontakt med drikkevand, minimumskrav til behandlingskemikalier og
filtermedier, der kommer i kontakt med drikkevand, adgang til drikkevand og oplysninger til
offentligheden) stillet den 27. februar 2024 af Alexander Ryle (LA).
Spørgsmål nr. 5 til L 102
”Vil ministeren redegøre for, om det efter drikkevandsdirektivet er et krav, eller om det er frivilligt, at
kortlægge sårbare og marginaliserede befolkningsgrupper med begrænset adgang til drikkevand og at
fremme drikkevand i form af bl.a. opretholdelse og etablering af drikkevandshaner, hvor der er behov
for det, og at tilskynde til, at drikkevand fra vandhanen stilles til rådighed? Langt de fleste i Danmark
har allerede adgang til rent drikkevand fra hanen. Er ministeren enig i, at det ville være fjollet, hvis vi
skulle til at bruge en masse penge og energi på at kortlægge et problem, som måske slet ikke
eksisterer?”
Svar
Det er efter drikkevandsdirektivet et krav, at medlemsstaterne skal identificere mennesker uden eller
med begrænset adgang til drikkevand, herunder sårbare og marginaliserede befolkningsgrupper.
Jeg er enig i, at direktivets krav på dette punkt bør søges opfyldt på den administrativt mindst
byrdefulde måde. Netop derfor foreslås med lovforslaget, at identificeringen foretages af
Miljøstyrelsen som en kortlægning på statsligt og landsdækkende niveau, efter bidrag fra andre
relevante myndigheder og institutioner såsom Social- og Boligministeren og Udlændinge- og
Integrationsministeren. Kortlægningen vil blive sendt i høring hos kommuner og interessenter, så de
har mulighed for at komme med relevante bidrag. På baggrund af kortlægningen vil kommunerne
skulle vurdere, hvilke muligheder der lokalt er for at forbedre adgangen til drikkevand for de
mennesker, som er identificeret i den landsdækkende kortlægning.
I drikkevandsdirektivet er det også et krav, at medlemsstaterne skal sikre etablering i det offentlige
rum af udstyr til indendørs og udendørs brug, hvor det er teknisk muligt, på en måde, der står i et
rimeligt forhold til behovet for sådanne foranstaltninger, og under hensyntagen til særlige lokale
forhold såsom klima og geografi.
Det er Miljøministerens vurdering, at dette krav bedst opfyldes ved vurderinger, der foretages af
kommunerne lokalt, idet de f.eks. kender behovet for sådanne foranstaltninger lokalt.
Der henvises til ministerens besvarelse af spørgsmål 1 og 4 for nærmere om kommunernes
handlemuligheder og -pligter med hensyn til at sikre adgangen til drikkevand og fremme af
drikkevand fra vandhanen.
Offentligt
L 102 - endeligt svar på spørgsmål 1
Miljø- og Fødevareudvalget 2023-24
2
Magnus Heunicke / Henrik Søren Larsen


Miljøministeriet • Frederiksholms Kanal 26 • 1220 København K
Tlf. 38 14 21 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • mim@mim.dk • www.mim.dk
J.nr. 2024-1760
Den 13. marts 2024
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 4 til L 102, forslag til lov om ændring af lov om
vandforsyning m.v., byggeloven og lov om produkter og markedsovervågning. (Gennemførelse af dele
af drikkevandsdirektivet, herunder risikobaseret tilgang til vandsikkerhed, minimumskrav til hygiejne
for materialer, der kommer i kontakt med drikkevand, minimumskrav til behandlingskemikalier og
filtermedier, der kommer i kontakt med drikkevand, adgang til drikkevand og oplysninger til
offentligheden) stillet den 27. februar 2024 af Hans Kristian Skibby (DD).
Spørgsmål nr. 4 til L 102
”Vil ministeren redegøre for, hvilke muligheder der er for at undgå at skabe en administrativ byrde,
som vi egentlig ikke behøver at tage på os, i forhold til at kortlægge omfanget af gratis vandtapning
rundtomkring i det ganske danske land? Er ministeren enig i, at et kortlægningskrav er overflødigt i
Danmark, hvor vi kan drikke vand direkte fra vandhanerne, og hvor folk ikke dør af tørst?”
Svar
Jeg er enig i, at langt de fleste mennesker i Danmark har adgang til drikkevand. Efter gældende ret er
der dog ikke et retsligt værn, der giver mennesker i Danmark krav på, at denne adgang også
opretholdes. Drikkevandsdirektivet forpligter til at indføre et sådant krav. Idet langt de fleste
mennesker i Danmark har adgang til drikkevand, er det Miljøministeriets vurdering, at kravet ikke vil
medføre større administrative byrder for kommuner eller andre.
EU har forpligtet sig på at overholde FN’s verdensmål, herunder nr. 6 om at opnå universel og lige
adgang til sikkert drikkevand til en overkommelig pris for alle, og det er baggrunden for, at denne
forpligtelse i direktivet skal gennemføres af medlemsstaterne, bl.a. ved at medlemsstaterne skal
identificere mennesker uden adgang eller med begrænset adgang til drikkevand, herunder sårbare og
marginaliserede befolkningsgrupper, og årsager til den manglende adgang.
For netop at mindske de administrative byrder ved at opfylde direktivets krav om identificering af
disse mennesker foreslås med lovforslaget, at kravet skal opfyldes ved en landsdækkende kortlægning.
Det foreslås desuden, at det vil være en kortlægning, der så præcist som muligt, søger at identificere og
afgrænse grupper af mennesker, som mangler eller har begrænset adgang til drikkevand. Der henvises
til ministerens besvarelse af spørgsmål nr. 5 for nærmere herom.
Magnus Heunicke / Henrik Søren Larsen
Offentligt
L 102 - endeligt svar på spørgsmål 1
Miljø- og Fødevareudvalget 2023-24