SUU alm. del - svar på spm. 732 om kommentar til artiklen ”Brystkræftforeningen i opråb til politikerne: Når det kommer til brystkræft, er Danmark ved at være et behandlingsmæssigt U-land”, Altinget.dk, 18/9-23

Tilhører sager:

Aktører:


Bilag 2. SUU alm. del - svar på spm. 732.docx

https://www.ft.dk/samling/20222/almdel/suu/spm/732/svar/2009987/2802132.pdf

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 732 (Alm. del), som Folketingets
Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 18. september
2023. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Jens Henrik Thulesen Dahl (DD).
Spørgsmål nr. 732:
”Ministeren bedes kommentere på artiklen ”Brystkræftforeningen i opråb til
politikerne: Når det kommer til brystkræft, er Danmark ved at være et
behandlingsmæssigt U-land”, Altinget.dk, 18. september 2023, og den argumentation
der fremføres for, at det syvende princip for prioritering af sygehusmedicin de facto
er sat ud af kraft?”
Svar:
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har til brug for besvarelse af spørgsmålet bedt
Danske Regioner om et bidrag.
Danske Regioner har oplyst følgende:
”Danske Regioner kan oplyse, at regionerne for at leve op til Folketingets syvende
princip har udarbejdet en fælles vejledning om anvendelse af lægemidler, der ikke er
anbefalet af Medicinrådet. Det følger bl.a. af vejledningen, som findes på Danske
Regioners hjemmeside, at i de tilfælde, hvor den behandlende læge efter at have
foretaget en samlet vurdering af en patient vurderer, at der er særlige forhold, som
gør, at man bør overveje at tilbyde patienten lægemidlet, så skal vurderingen altid
forelægges for den ledende overlæge og på en lægekonference, hvor flere
speciallæger vurderer fordele og ulemper ved behandlingen for den konkrete patient.
Før beslutningen effektueres, bør sagen forelægges for et fagligt forum fx den
regionale lægemiddelkomité.
Når lægemiddelkomitéen eller et andet fagligt forum har afgivet den endelige
anbefaling, er det op til den behandlingsansvarlige læge og afdeling at træffe endelig
beslutning om behandling.
Som anført i regionernes fælles vejledning, så er der mulighed for, at læger kan
ansøge om at anvende et lægemiddel, som ikke er anbefalet som standardbehandling
af Medicinrådet. I den forbindelse skal det vurderes konkret, om der er særlige
forhold, som gør, at man bør overveje at tilbyde patienten lægemidlet.
Afslutningsvist kan det oplyses, at Danske Regioner aktuelt i samarbejde med
regionerne er i gang med at udarbejde en række fælles overordnede principper for
vurdering af individuel ibrugtagning af lægemidler, som ikke er vurderet, eller er
under vurdering, i Medicinrådet. Når principperne foreligger, vil den fælles vejledning
om anvendelse af lægemidler, der ikke er anbefalet af Medicinrådet, blive suppleret
med disse principper. Den reviderede vejledning vil blive offentlig tilgængelig.
Folketingets Sundhedsudvalg
Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
M sum@sum.dk
W sum.dk
Dato: 19-12-2023
Enhed: Lægemidler
Sagsbeh: tal
Sagsnr.:2023 - 1778
Dok. nr.: 42499
Offentligt
SUU Alm.del - endeligt svar på spørgsmål 732
Sundhedsudvalget 2022-23 (2. samling)
Side 2
I forhold til Brystkræftforeningens artikel kan i øvrigt henvises til Medicinrådets
debatindlæg Medicinrådet til Brystkræftforeningen: Lad os debattere prioritering –
men på et faktuelt grundlag (medicinraadet.dk), hvor rådet forholder sig til den
kritik, som er rejst af Brystkræftforeningen overfor Medicinrådet, og som ikke er
baseret på fakta.”
Jeg henholder mig til Danske Regioners og Medicinrådets bidrag.
Afslutningsvist vil jeg bemærke, at det er afgørende for patienternes tillid til
sundhedsvæsenet, at regionerne sikrer, at Folketingets 7. princip overholdes. Det skal
være muligt ud fra en konkret lægefaglig vurdering at behandle med lægemidler, som
er afvist som standardbehandling af Medicinrådet. Det bør også være muligt ud
fra en konkret lægefaglig vurdering at behandle med lægemidler, som er under
behandling i Medicinrådet. Jeg har derfor understreget over for regionerne, at
patienterne skal have adgang til at få taget individuelt stilling til deres sag, jf. vedlagte
brev til regionerne.
Med venlig hilsen
Sophie Løhde
. / .


Bilag til svar på spm 732 Bilag 3. Brev til regionerne om patienters adgang til medicin.pdf

https://www.ft.dk/samling/20222/almdel/suu/spm/732/svar/2009987/2802133.pdf

Kære regionsrådsformænd og formand for Danske Regioner
Da alle Folketingets partier i 2016 blev enige om de syv principper for prioritering af
sygehusmedicin, var det ud fra en erkendelse af, at der var behov for at prioritere
mere gennemsigtigt og ensartet på medicinområdet. Den opgave har regionerne
løftet med Medicinrådet.
Jeg kan imidlertid forstå, at der på nuværende tidspunkt er forlængede
sagsbehandlingstider i Medicinrådet på nogle områder, bl.a. brystkræft. Jeg har også
forstået, at regionerne er i gang med at nedbringe sagsbehandlingstiderne. Det er
vigtigt. For regionerne skal sikre, at der sker en hurtig ibrugtagning af ny, effektiv
medicin, og det forudsætter både rimelige sagsbehandlingstider, og at Medicinrådet
ikke er for restriktivt. Jeg vil derfor følge regionernes arbejde med at nedbringe
sagsbehandlingstiderne den kommende tid.
Jeg er desuden blevet opmærksom på, at nogle sygehuslæger oplever at få afvist at
ansøge de regionale lægemiddelkomiteer om at benytte lægemidler, som ikke er
anbefalet af Medicinrådet. I relation hertil vil jeg understrege, at det er regionernes
opgave at sikre, at det er muligt ud fra en konkret lægefaglig vurdering at behandle
med lægemidler, som er afvist til standardbehandling. Det bør også være muligt ud
fra en konkret lægefaglig vurdering at behandle med lægemidler, som er under
behandling i Medicinrådet.
Det er afgørende for tilliden til Medicinrådet, at rådets arbejd sker inden for
rammerne af Folketingets syv principper for prioritering af dyr sygehusmedicin. Jeg vil
derfor følge området tæt og forventer, at regionerne sikrer, at alle principperne
efterleves.
Med venlig hilsen
Sophie Løhde
Til:
Lars Gaardhøj, Region Hovedstaden
Anders Kühnau, Region Midtjylland
Mads Duedahl, Region Nordjylland
Heino Knudsen, Region Sjælland
Stephanie Lose, Region Syddanmark
Anders Kühnau, Danske Regioner
Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
M sum@sum.dk
W sum.dk
Dato: 20-11-2023
Enhed: Lægemidler
Sagsbeh.: Victoria Ladegaard
Nellemann
Koordineret med:
Sagsnr.: 2023 - 462
Dok. nr.: 38176
Offentligt
SUU Alm.del - endeligt svar på spørgsmål 732
Sundhedsudvalget 2022-23 (2. samling)