SUU alm. del - svar på spm. 736 om, hvad ministeren mener om, at det er et krav i spiseforstyrrelsesbehandlingen, at patienten tager 1 kilo på om ugen, at patienten kan udskrives fra behandling i psykiatrien, hvis der ikke leves op til dette krav

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 733 (Alm. del), som Folketingets
Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 19.september
2023. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Stinus Lindgreen (RV).
Spørgsmål nr. 736:
”Hvad mener ministeren om, at det er et krav i spiseforstyrrelsesbehandlingen, at
patienten tager 1 kilo på om ugen, at patienten kan udskrives fra behandling i
psykiatrien, hvis der ikke leves op til dette krav, og at behandlingen i disse tilfælde
overlades til egen læge, pårørende og kommune, som oftest ikke har mulighed for at
tage hånd om patienten?”
Svar:
Til brug for besvarelsen af spørgsmålet er der indhentet bidrag fra Sundhedsstyrelsen
og Danske Regioner.
Sundhedsstyrelsen har anført, at der er svaret konkret på behandling af
spiseforstyrrelsen anoreksi, da spørgsmålet går på vægtøgning. Dog gælder de fleste
principper, fraset krav om vægtøgning, også for andre spiseforstyrrelser, hvor
patienten er normalvægtig.
Herudover oplyser Sundhedsstyrelsen bl.a., at det i høringsdokumentet ”Anbefalinger
vedr. tværsektorielle forløb for mennesker med spiseforstyrrelser” (2021), fremgår at
målet med behandling af anoreksi, som det første er at reducere patientens risiko for
fysiske skader relateret til underernæring. Hernæst er målet for behandlingen
helbredelse, hvilket bl.a. indebærer normalisering af spisning samt vægtøgning.
Sundhedsstyrelsen pointerer, at det særligt for børn og unge er yderst vigtigt, at
behandling sættes i gang hurtigt med fokus på vægtindhentning og normalisering af
spisemønster for at undgå varige men, idet børn og unge er i vækst.
Sundhedsstyrelsens anbefalinger til mål for vægtindhentning under behandling
varierer afhængigt af behandlingstypen. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at der opstilles
specifikke mål for vægtindhentning, ideelt set i omfanget ½-1 kg om ugen.
Hvad angår vægtmæssigt mål for behandlingen af patienter med spiseforstyrrelser,
fremgår det af høringsdokumentet, at det er god praksis, at der for voksne stiles mod
et BMI på 20-25 kg/m2 for kvinder og et BMI på 21-26 kg/m2 for mænd. For børn og
unge er det god praksis, at der stiles mod at ramme patientens tidligere vækstkurve
eller omkring 50-percentilen på højde-vægt-kurven for børn og unge, hvis
vækstkurven ikke kendes.
Sundhedsstyrelsen bemærker, at ovenstående retningslinjer for vægtøgning afspejler
behandlingsmål og ikke krav til patienten. I høringsdokumentet fremgår det desuden,
at målene er vejledende, at det ofte ikke vil være muligt for patienter med svære
Folketingets Sundhedsudvalg
Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
M sum@sum.dk
W sum.dk
Dato: 08-12-2023
Enhed: Psykiatri og Misbrug
Sagsbeh: tvj
Sagsnr.:2023 - 1636
Dok. nr.: 15913
Offentligt
SUU Alm.del - endeligt svar på spørgsmål 736
Sundhedsudvalget 2022-23 (2. samling)
Side 2
spiseforstyrrelser og langvarige forløb at opnå de vejledende mål for vægtøgning. I
sådanne tilfælde kan det være relevant med en ikke-kurativ tilgang, hvor der arbejdes
med at skabe positiv forandring mht. vægtøgning, men med forståelse for, at
processen vil være langsommere end den angivne vejledende tidsramme.
Danske Regioner oplyser bl.a., at den regionale psykiatri tilbyder behandling af
patienter med anoreksi af moderat til svær sygdomsgrad. Den regionale behandling
af spiseforstyrrelse følger de nationale retningslinjer samt internationale NICE-
guidelines om, at patienten helst skal opnå vægtøgning på mindst 0,5 kg ugentligt i
behandling, hvis ikke behandlingen skal intensiveres. Behandlingens konkrete
udformning afhænger af typen af spiseforstyrrelse, sværhedsgrad, sygdomsfase og
komorbiditet og tilpasses i øvrigt – i det omfang det er muligt – patientens
individuelle ønsker.
Danske Regioner oplyser således, at krav om vægtøgning derfor er en del af den
psykiatriske behandling, og mange patienter føler sig hjulpet af dette krav, da det er
svært for patienterne at fastholde vægtøgningen selv. Danske Regioner oplyser
endvidere, at der parallelt hermed også arbejdes med andre psykiske
problemstillinger og bagvedliggende årsager som fx psykologisk behandling af
spiseforstyrrelsen, samt at sikre social rehabilitering. Det er imidlertid vigtigt at sikre
somatisk stabilitet i starten af, hvorefter der kan være mere fokus på den øvrige
behandling. Forskning tyder på, at patienter som vægtindhenter tilstrækkeligt tidligt i
deres forløb, klarer sig bedre og har større sandsynlighed for at blive raske. Jo
længere man går i en tilstand af fejlernæring, jo større risiko vil der være for varige
somatiske følger af spiseforstyrrelsen, ligesom man også vænner sig til at være
undervægtig både i forhold til udseende og energiforvaltning.
Herudover oplyser Danske Regioner bl.a., at der i den regionale behandling af
spiseforstyrrelse ikke på tværs af regionerne er formuleret formelle krav om
vægtøgning, men behandlingen tager jf. ovenstående afsæt i nationale retningslinjer
samt internationale NICE-guidelines. For at vurdere, om patienten indfrier de
opstillede mål, foretages der i praksis en gennemsnitsvurdering over flere uger. Det
betyder, at der i psykiatrien arbejdes med specifikke mål for vægtindhentning til både
børn og unge samt voksne. Danske Regioner bemærker, at mål for vægtøgning kun
omfatter visse typer af spiseforstyrrelser – fx standard anoreksi.
Danske Regioner oplyser bl.a., at for børn og unge vil underernæring betyde alvorlig
risiko for mangelfuld fysisk og psykisk udvikling. Det er derfor vigtigt, særligt for børn
og unge, at behandlingen medfører en vægtøgning – og at patienten mødes af en klar
forventning om at kunne støttes i sin spisning, således at der sker en normalisering af
vægten. Dette varetages i samarbejde med regionens somatiske børneafdelinger og
endokrinologisk afdeling. Ift. behandling af spiseforstyrrelser hos børn og unge er der
ikke formelle krav om vægtøgning. Men vægtøgning er en del af behandlingen
(afhængig af sværhedsgrad), da børn og unge er under udvikling både fysisk og
psykisk og kan få varige mén af undervægt. Regionerne følger derfor forskningen som
peger på at normalisering af vægt og spisemønster er en forudsætning for at blive
rask af en spiseforstyrrelse.
For de ambulante patienter i børne- og ungdomspsykiatrien oplyser Danske Regioner,
at psykiatrien stræber efter, at de vægtøger omkring 0,5 kg om ugen. Det varierer fra
forløb til forløb, om psykiatrien italesætter ambitionen om, at patienter
vægtindhenter med 0,5 kg eller ej. For nogle patienter er det en støtte at få et
Side 3
konkret mål, hvor det for andre er stressende og dermed ikke bidrager til et
hensigtsmæssigt forløb. Dette er en faglig vurdering fra patient til patient.
For indlagte patienter i børne- og ungdomspsykiatrien oplyser Danske Regioner, at
psykiatrien stræber efter en vægtøgning på 0,5-1 kilo om ugen. Det afhænger af den
enkelte patienter, hvor meget fokus der er på, om de vægtøger 0,5-1 kg om ugen.
Psykiatrien accepterer, at patienter ikke vægtøger med 0,5-1 kg om ugen, såfremt
patienten profiterer af at være indlagt samt vurderes til inden for en overskuelig
tidshorisont (typisk uger) at ville begynde at vægtindhente.
Danske Regioner oplyser endvidere, at det i regionerne ikke er praksis, at udskrive
patienter i børne- og ungdomspsykiatrien, fordi de ikke tager på i vægt. Dog kan der
være tilfælde med patienter, som ikke profiterer af at være indlagt. De ønsker fx ikke
at tage på i vægt og har fx ikke gavn af den miljøterapeutiske indsats, som laves på
afdelingen.
Herudover oplyser Danske Regioner bl.a., at ambulante patienter i børne- og
ungdomspsykiatrien kan henvises til mere intensiveret behandling, dagbehandling
eller døgnbehandling, hvis de ikke tager på i vægt. Hvis patienterne udskrives inden
de er færdigbehandlede, er det som oftest til anden form for behandling efter eget
ønske, eller fordi de kun mangler at øge vægten nogle få kilo, og ikke ønsker mere
behandling. Ambulante forløb afsluttes dog ind imellem selv om patienter ikke er i
bedring, fordi alle behandlingsmuligheder er udtømte. Her forsøger psykiatrien at
overlevere patienter til anden relevant myndighed, f.eks. kommunen
Danske Regioner oplyser bl.a., at der for patienter i voksenpsykiatrien ikke er
formelle krav til vægtøgning for ambulante behandlingsforløb, men at det er praksis,
at der arbejdes med det krav om vægtøgning.
Under indlæggelse i voksenpsykiatrien vil der være fokus på spisning og vægt.
Såfremt patienten taber sig yderligere – til under BMI 14 – vil der være behov for
mere intensiv behandling for at bremse vægttabet og påbegynde den nødvendige
vægtøgning – og patienten tilbydes derfor typisk døgnindlæggelse (og i enkelte
tilfælde dagbehandling). Såfremt patienten takker nej til dette tilbud og ikke opfylder
psykiatrilovens kriterier for anvendelse af tvang, afsluttes patienten til egen læge
mhp. videre monitorering. På grund af sygdommens karakter med ovennævnte
ambivalens er der behov for tydelige rammer og info om konsekvenserne af
vedvarende undervægt, og et omsorgsfuldt krav om, at der skal vægtøges. Patienter
med spiseforstyrrelse, som indlægges, skal som udgangspunkt øge med 0,5 kg om
ugen i et gennemsnit over tid målt ud fra om de følger vægtkurven. Man følger med
ugentlig vejning og vægtkurver, idet der stiles mod en fastlagt slutvægt.
Danske Regioner oplyse endvidere, at idet fokus under indlæggelse som
udgangspunkt er reetablering af spisning og måltidsstruktur samt vægtindhentning
qua indikationen for indlæggelse, vil det have konsekvenser for behandlingsforløbet
under indlæggelse, hvis vægtindhentning udebliver på baggrund af typisk
utilstrækkelig spisning eller anden vægtreducerende adfærd. Inden et
behandlingsforløb med indlæggelse eventuelt afbrydes, vil der blive afprøvet
forskellige justeringer og indsatser som fx at sikre tilstrækkeligt energiindtag, sikre
spisningen, reducere aktivitetsniveau og lignende i samarbejde med patienten.
Side 4
Lykkedes det ikke at reetablere spisning, måltidsstruktur og vægtindhentning, kan
psykiatrien blive nødt til at afbryde behandlingsforløbet under indlæggelse. Hvis det
kommer dertil, er der undervejs italesat og, i det omfang patienten samtykker til det,
påbegyndt iværksættelse af alternative muligheder som fx kommunal indsats,
ambulant indsats, pårørendesamarbejde osv.
Jeg kan henholde mig til Sundhedsstyrelsen og Danske Regioners oplysninger.
Med venlig hilsen
Sophie Løhde