Artikel af professor Jørn Vestergaard: Har Mette Frederiksen fortjent en næse i Minksagen?

1
Politiken 13-04-2023
Har Mette Frederiksen fortjent en næse i Minksagen?
Af Jørn Vestergaard, professor emeritus, Det Juridiske Fakultet
I kølvandet på Minkkommissionens beretning gav Folketinget udtryk for, at statsminister
Mette Frederiksen havde optrådt ”meget kritisabelt”, og hun fik derfor tildelt en næse. Med
afsæt i beretningen blev næsen bl.a. begrundet med, at udmeldingerne på pressemødet den 4.
november 2020 var ”groft vildledende”, og at der var tale om ”en klart ulovlig instruks”.
Med den seneste udvikling i Minksagen er der grund til at overveje, om der fortsat er
tilstrækkeligt grundlag for den alvorlige kritik.
Det kan undre, at Politiken ikke har fundet anledning til at interessere sig for spørgsmålet.
Læserne efterlades derfor med det indtryk, at den redaktionelle ledelse helst afstår fra
ansatser til selvransagelse med hensyn til dækningen af Minksagen, hvor chefredaktør
Christian Jensen ikke har holdt sig tilbage med kategoriske meldinger om statsministerens
ansvar for dette og hint.
Christian Jensen har gentagne gange forankret sin kritik af Mette Frederiksen i den opfattelse,
at hun på det nu historiske pressemøde den 4. november 2020 gav en ”ordre” om at
”nedslagte samtlige danske mink” (31/10-21). Allerede før Minkkommissionen var klar med
sin beretning, skrev han således om ”en ulovlig ordre udstukket for åben skærm af en
statsminister” (15/11-20).
Senest har Christian Jensen rigtignok taget bestik af, at en forhørsledelse med tidligere
højesteretspræsident Thomas Rørdam for bordenden har erklæret sig uenig i, at der var tale
om en instruks ”i juridisk forstand”. Men han gentager ikke desto mindre, at alle mink på det
pågældende pressemøde blev ”beordret” aflivet (1/4-2023 og 8/4-23).
Minkkommissionen klassificerede udmeldingerne på pressemødet og de efterfølgende
pressemeddelelser som ”en instruks”, dvs. en ordre til i første række Fødevarestyrelsen og
Rigspolitiet om straks at igangsætte aflivningen af alle mink. Denne retsopfattelse gav
umiddelbart anledning til undren blandt juridisk fagkyndige. Men ved opfølgningen på
kommissionens beretning valgte Folketinget imidlertid at lægge kommissionens opfattelse
uprøvet til grund.
Kommissionen tog sådan set ikke direkte stilling til spørgsmålet om, hvorvidt Mette
Frederiksen selv gav en instruks til de nævnte myndigheder. Men Folketinget fandt, at hun i
hvert fald havde det overordnede politiske ansvar for, at der med udmeldingerne på
pressemødet blev givet ”en klart ulovlig instruks”.
Resultatet af forhørsledelsens tjenstlige undersøgelse i forhold til rigspolitichefen er på flere
punkter udtryk for en klar underkendelse af Minkkommissionens vurderinger.
Forhørsledelsen tilsidesætter ikke alene kommissionens bevisvurdering af, om der er noget at
drage rigspolitichefen til ansvar for. Mere generelt bliver nogle af kommissionens centrale
retlige vurderinger fejet af bordet.
Offentligt
UFO Alm.del - Bilag 62,MOF Alm.del - Bilag 272,REU Alm.del - Bilag 144,GRA Alm.del - Bilag 25
rretningsordenen 2022-23 (2. samling),Miljø- og Fødevareudvalget 2022-23 (2. samling),Retsudvalget 2022-23 (2. samling),Granskningsudvalget 2022-23 (2. samling)
2
Under afhøringerne i kommissionen bemærkede Mette Frederiksen, at hun ikke opfattede
sine udtalelser som en ”instruks”, men som talesprog på et pressemøde. Denne retsopfattelse
tilslutter forhørsledelsen sig utvetydigt.
Det er i god overensstemmelse med gængs retsopfattelse, at forhørsledelsen har antastet
kommissionens udlægning. Forhørsledelsen har fastslået, at det, det var tale om, var en
overordnet orientering af offentligheden om en politisk beslutning. Denne indebar, at
ressortministeriet og de i øvrigt involverede myndigheder fik opgaven med og ansvaret for at
føre regeringens beslutning ud i livet med en forventning om, at dette foregik på lovlig vis.
Det siger sig selv, at statsministeren ikke må beordre andre ministre eller nogen i
embedsværket til at foretage sig noget ulovligt. Både den retlige og den politiske bedømmelse
af Mette Frederiksens ansvar påvirkes selvsagt grundlæggende af, om der rent faktisk blev
givet en ulovlig instruks. Ifølge forhørsledelsen var dette ikke tilfældet. Umiddelbart skulle
man synes, at dette må indebære en vis genoprejsning til Mette Frederiksen i forhold til dette
kritikpunkt.
Forhørsledelsens beretning svækker også grundlaget for den opfattelse, at udmeldingerne på
pressemødet var ”groft vildledende”, herunder ved at bibringe minkavlerne uden for
sikkerhedszonerne den urigtige opfattelse, at de var retligt forpligtet til at aflive deres
besætninger. Forhørsledelsen har ikke taget direkte stilling til dette spørgsmål, men
bemærker, at det må tages i betragtning, at den almindelige og konkrete kommunikation med
minkavlerne blev varetaget af fødevaremyndighederne.
Tilbage står så, at det indgik i begrundelsen for den næse, som Mette Frederiksen blev tildelt,
at hun havde det politiske ansvar for, at ”centraliseringen af magten og
beslutningsprocesserne omkring statsministeren bidrog til en meget kritisabel håndtering,
hvor afgørende hensyn til retssikkerhed ikke blev taget”. Det nævnes i den forbindelse, at
statsministeren ikke på det forudgående møde i regeringens koordinationsudvalg spurgte til,
om der var hjemmel til at slå alle mink ned.
Det er selvsagt en ren politisk vurdering, om der i lyset heraf er tilstrækkeligt grundlag for så
alvorlig kritik, at den tildelte næse skal opretholdes. Under alle omstændigheder kan det
konstateres, at grundlaget for Folketingets stillingtagen til dels er smuldret.