Artikel af professor Jørn Vestergaard, Den strafferetlige bedømmelse af ministeransvaret i Minksagen, 2023.

1
Mads Bryde Andersen m.fl. (red.), Festskrift til Peter Pagh, Djøf Forlag 2023, s. 609-638, ISBN 978-87-574-5381-2
Den strafferetlige bedømmelse af ministeransvaret i Minksagen – samspillet mellem kom-
missionsundersøgelser, den juridiske sagkundskab og Folketinget
Af Jørn Vestergaard,
professor emeritus i strafferet, Det Juridiske Fakultet
»Både med og uden forsigtighedsprincippet
skal et indgreb have hjemmel.«
Peter Pagh, Ugeskrift for Retsvæsen 2003 B, s. 161.
1. Minksagens begyndelse og beretningen fra Minkkommissionen
På et pressemøde den 4. november 2022 meldte statsminister Mette Frederiksen ud, at alle
mink i Danmark skulle aflives. Dermed forelå der et oplæg til det, der skulle blive kendt som
Minksagen.1
Centralt i sagen står spørgsmålet om, hvordan det kunne gå til, at der blev truffet
særdeles vidtgående beslutninger, som der ikke var lovhjemmel til at gennemføre. Hertil kom-
mer spørgsmålet om placering af ansvar for de ministre og embedsmænd, som i forskellige
egenskaber har haft andel i forløbet før og efter statsministerens udmelding.
Minksagen har med sine mangfoldige forgreninger givet anledning til den mest gennemgri-
bende samfundsmæssige kontrovers i nyere tid. Sagen har trukket dybe spor gennem befolk-
ningen, det parlamentariske landskab og statsapparatet som helhed. Sagen har ligefrem skabt
bekymring for retsstatens tilstand.2
Opmærksomheden har ikke mindst knyttet sig til udviklin-
gen i samspillet mellem det politiske niveau og embedsværket.3
Den har desuden bidraget til
at skabe mistillid mellem befolkningsgrupper og politikere.4
Den daværende socialdemokratiske mindretalsregering med statsminister Mette Frederiksen i
spidsen er blevet kritiseret for at forrykke balancen i ansvarsfordelingen mellem de forskellige
aktører i beslutningsprocesserne med den virkning, at de klassiske embedsmandsdyder er kom-
met under pres i politiske bestræbelser på i højere grad at udfolde magten på regeringens be-
tingelser. Særligt er Mette Frederiksens ledelsesstil blevet betegnet som »magtfuldkommen«,
1
I dette bidrag udbygges den redegørelse, jeg formidlede gennem kronik og interview i Politiken den 18. august
2022.
2
Se således Kristian Cedervall Lauta, Mikael Rask Madsen & Henrik Palmer Olsen, »Den danske retsstat på
prøve: Covid-19, legalitet og mink«, Juristen 2021, s. 89-98; Jonas Christoffersen & Stine Brøsted Jensen, »Rets-
staten og Covid-19«, Justitia, 2020, Lise Garkier Hendriksen et al., »Covid-19-tiltag i Danmark – retssikkerheds-
mæssige og menneskeretlige konsekvenser«, Advokatsamfundet & Institut for Menneskerettigheder, maj 2020.
3
Se Jørgen Grønnegaard Christensen, »Covid-19 i Danmark: Ind og ud af krisen«, Nordisk Administrativt Tids-
skrift, 2/2022, s. 1-15.
4
Om de politiske partiers bedømmelse af Minksagens betydning, se Beretning nr. 24 om Minkkommissionens
beretning afgivet af Udvalget for Forretningsordenen den 8. juli 2022. I lyset af sagen har en række samfundsfor-
skere påpeget risikoen for polarisering i befolkningen, se f.eks. Berlingske den 4. september 2022, Weekendavisen
den 9. september 2022 og Jyllands-Posten den 11. september 2022.
Offentligt
UFO Alm.del - Bilag 56,MOF Alm.del - Bilag 243,REU Alm.del - Bilag 120,GRA Alm.del - Bilag 20
rretningsordenen 2022-23 (2. samling),Miljø- og Fødevareudvalget 2022-23 (2. samling),Retsudvalget 2022-23 (2. samling),Granskningsudvalget 2022-23 (2. samling)
2
og hun er blevet kritiseret for påstået utilbøjelighed til at vedstå et personligt ansvar for de fejl,
der er blevet begået i Minksagen, herunder særligt med hensyn til det mangelfulde lovgrundlag.
Minksagen gav umiddelbart anledning til heftig offentlig debat, og flere partier ønskede en
undersøgelse. I lyset heraf gik Folketingets udvalg for Forretningsordenen, UFO, ind i sagen,
og et underudvalg blev nedsat til nærmere at overveje mulighederne. Der blev hurtigt opnået
bred politisk enighed om, at der skulle indføres lovgivning om såkaldte granskningskommissi-
oner som en ny undersøgelsesform med parlamentarisk forankring i et permanent Gransknings-
udvalg.5
Efter gennemførelse af regler herom blev Minkkommissionen nedsat med den opgave
at undersøge og redegøre for det samlede begivenhedsforløb og for de relevante myndighedens
og ministres handlinger og involvering i beslutningen og udførelsen af beslutningen om afliv-
ning af alle mink.6
Minkkommissionen afgav beretning den 30. juni 2022.7
2. Spørgsmålet om strafferetligt ministeransvar og tiltalerejsning ved Rigsretten
Det har påkaldt sig særlig interesse, om Mette Frederiksen kan tænkes at have har gjort sig
skyldig i forhold, som ville kunne danne grundlag for at rejse tiltale ved Rigsretten.
Efter ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 1, straffes en minister, »hvis han forsætligt eller af
grov uagtsomhed tilsidesætter de pligter, der påhviler ham efter grundloven eller lovgivningen
i øvrigt eller efter hans stillings beskaffenhed«. Efter lovens § 2 finder straffelovens alminde-
lige del anvendelse, hvilket bl.a. indebærer, at reglerne om strafbar medvirken gælder for mi-
nisteransvar. Herom er der i lovens § 3 indsat en uddybende bestemmelse, hvorefter en minister
skal anses ansvarlig for en underordnets handling, når
 1) han har været bekendt med, at den pågældende handling ville blive foretaget, og har
undladt at søge dette hindret.
 2) handlingen har været et nødvendigt eller naturligt middel til gennemførelse af en
beslutning, for hvilken ministeren er ansvarlig.
 3) han har fremmet handlingens udførelse ved ikke i rimeligt omfang at føre tilsyn og
fastsætte instrukser.
I lovens § 4 er det yderligere fastslået, at et eventuelt ansvar for strafbar medvirken ved tilbli-
velsen af en ulovlig regeringsbeslutning ikke forudsætter, at den pågældende minister selv for-
melt har truffet den pågældende beslutning.
Efter loven må undersøgelses- og granskningskommissioner ikke foretage retlige vurderinger
til belysning af spørgsmålet om ministres ansvar (»ministerundtagelsesreglen«).8
5
Se lov om undersøgelseskommissioner og granskningskommissioner som affattet ved lov 671 af 19. april 2021
samt Folketingets forretningsorden som ændret med vedtagelsen den 13. april 2021 af beslutningsforslag B 287,
2020-21.
6
Beslutningen om nedsættelse af Minkkommissionen blev truffet af Udvalget for Forretningsordenen den 21.
april 2021. Kommissoriet blev fastlagt af Granskningsudvalget den 23. april 2021.
7
Folketinget udpegede den 23. april 2021 landsdommer Michael Kistrup til formand for Minkkommissionen og
professor Helle Krunke samt advokat Ole Spiermann som medlemmer af denne.
8
Jf. lov om undersøgelseskommissioner og granskningskommissioner, som senest bekendtgjort ved lbk. 1146,
2020, § 4, stk. 4, 2. pkt.
3
På grundlag af Minkkommissionens beretning har et betragteligt antal juridiske professorer fra
alle fakulteter i diverse medier givet udtryk for, at der ikke kan antages at være grundlag for at
gøre strafferetligt ansvar gældende mod Mette Frederiksen.9
Flere andre juridisk sagkyndige
ligger på samme linje.10
Så behovet for at få spørgsmålet yderligere belyst skulle egentlig have
været til at overse.11
Frem mod folketingsvalget den 1. november 2022 var der imidlertid ved-
holdende røster med krav om at indhente en såkaldt advokatvurdering.12
Med det formål at bidrage til yderligere klarhed udarbejdede jeg sammen med professor eme-
ritus i offentlig ret ved Aarhus Universitet, Jørgen Albæk Jensen, og professor i forfatningsret
ved Københavns Universitet, Jens Elo Rytter, en Retlig vurdering af spørgsmålet om statsmi-
nister Mette Frederiksens ansvar i Minksagen, som vi sendte til Folketinget den 7. november
2022 og samtidig offentliggjorde.13
Vi konkluderede, at der ikke i Minkkommissionens beret-
ning er tilstrækkelige holdepunkter for en antagelse om, at Mette Frederiksen ville kunne idøm-
mes strafansvar for overtrædelse af ministeransvarlighedsloven ved grov uagtsomhed, endsige
for et forsætligt forhold i forbindelse med beslutningen og udmeldingen om aflivning af alle
mink.
I det følgende gennemgås først hovedpunkterne i Minkkommissionens beretning. I lyset heraf
udfoldes den materielle bedømmelse af Mette Frederiksens forhold. Efterfølgende peges der
på, at nogle uhensigtsmæssige indslag i formidlingen af kommissionens vurderinger har haft
en uheldig indvirkning på debatten om ministeransvar. Afslutningsvis redegøres der for, at mi-
nisterundtagelsesreglen kan have bidraget til at skabe uklarhed og tvivl vedrørende spørgsmålet
om retligt ansvar, hvilket gør det nærliggende at overveje dens berettigelse.
3. Pressemødet den 4. november 2020 og det forudgående møde i regeringens koordina-
tionsudvalg
Som statsminister gav Mette Frederiksen på et virtuelt pressemøde onsdag den 4. november
2020 en status på situationen med covid-19-smitte samt håndteringen heraf. På pressemødet,
der blev transmitteret på landsdækkende tv, oplyste statsministeren, at Statens Serum Institut
havde observeret en meget alvorlig udvikling i covid-19 forårsaget af mink, der indbefattede
smitte med nye muterede typer af virus både i danske minkbesætninger og i lokalbefolkningen,
samt at der var fundet eksempler på covid-19, der udviste nedsat følsomhed mod antistoffer,
og at man risikerede, at effekten af en kommende vaccine ville blive svækket eller i værste fald
udeblive. Statsministeren meddelte herefter, at det af hensyn til folkesundheden, herunder mu-
9
Således udtalelser af de juridiske professorer Frederik Waage, Sten Bønsing og Kristian Lauta i Jyllands-Posten
den 1. juli 2022, Jens Elo Rytter, Jørgen Albæk Jensen og Jørn Vestergaard i Information og Berlingske den 2.
juli 2022, Carsten Henrichsen i Altinget den 10. august 2022, samt Eva Smith i Detektor den 26. august 2022.
10
Således landsdommer Bo Østergaard i Berlingske den 8. juli 2022 og advokat René Offersen i Berlingske den
24. august 2022.
11
I kontrast til andre professorers vurderinger har Lasse Lund Madsen givet udtryk for, at han »hælder til« en
domfældelse for grov uagtsomhed. Se kronik og interview i Berlingske den 20. august 2022 samt interview i
Information den 14. november 2022.
12
Om de politiske partiers udmeldinger, se Anton Geist i Information den 7. november 2022.
13
Materialet er tilgængeligt på Folketingets hjemmeside, se Udvalget for Forretningsordenen 2022-23 (2. sam-
ling), UFO Alm. del – Bilag 2.
4
lighederne for at forebygge covid-19 med vacciner, var »nødvendigt at aflive alle mink i Dan-
mark«.14
Videre udtalte hun: »For at understøtte den aflivningsindsats, som fødevaremyndig-
hederne allerede er i gang med, iværksættes der nu en nødplan for aflivning, som håndteres i
regi af Den Nationale Operative Stab under politiets kommando og med bistand fra Forsvaret,
fra Beredskabsstyrelsen og fra Hjemmeværnet«.15
I pressemødet deltog også miljø- og fødeva-
reministeren, sundhedsministeren, erhvervsministeren, den faglige direktør i Statens Serum In-
stitut samt rigspolitichefen.16
Efterfølgende blev der sendt flere pressemeddelelser ud, hvoraf
det bl.a. fremgik, at regeringen havde besluttet, at alle mink skulle aflives.
Beslutningen om aflivning af alle mink, inkl. avlsdyr, blev truffet på et møde i regeringens
koordinationsudvalg ved et virtuelt møde afholdt om aftenen den 3. november under ledelse af
statsministeren.17
I mødet deltog syv fagministre og et tilsvarende antal departementschefer
samt nogle særlige rådgivere. I coveret til det udsendte mødemateriale var der ikke taget højde
for en beslutning om aflivning af alle mink, idet materialet alene angik tidligere behandlede
spørgsmål om aflivning af smittede besætninger og aflivning af mink i sikkerhedszoner om-
kring berørte farme. Statsministeren besluttede, at KU-mødet skulle gennemføres, selv om del-
tagerne ikke havde læst alle sagens bilag, og at der ikke skulle være læsepause eller ske en
udsættelse af mødet, idet »hastighed var en afgørende parameter«. Hjemmelsspørgsmålet i for-
hold til aflivning af mink blev ikke drøftet på mødet, og det blev først efterfølgende konstateret,
at der ikke var det fornødne retsgrundlag til gennemførelse af beslutningen.
På KU-mødet blev det tillige besluttet at melde beslutningen om aflivningen af alle mink ud på
et pressemøde den følgende dag. Det blev også besluttet, at der skulle tilbydes tempobonus
som ekstra kompensation til minkavlere, som hurtigt selv aflivede deres besætning, hvilket der
imidlertid ikke var tilvejebragt fornøden finansiel hjemmel til.18
Beslutningerne på KU-mødet
satte en årsagskæde i gang frem mod pressemødet den følgende dag og videre derefter.
Søndag aften den 8. november 2020 blev statsministeren gjort opmærksom på, at der manglede
hjemmel til at aflive alle mink, idet hun blev forelagt en sag med et brev til Folketingets for-
mand vedrørende behov for hastebehandling af et lovforslag herom.19
14
I juni 2020 var tre minkbesætninger i Nordjylland blevet testet positiv for covid-19. De blev slået ned ud fra et
forsigtighedsprincip. Overordnet om hændelsesforløbet, se Minkkommissionens beretning, bind 1, afsnit 5.1.
15
Den Nationale Operative Stab, NOST, træder sammen under større kriser og hændelsesforløb for at styre og
koordinere den operative indsats. Staben er sammensat af sektormyndigheder under ledelse af Rigspolitiet.
16
Som svar på spørgsmål sagde Mette Frederiksen bl.a., at »nu står vi så her og igangsætter en egentlig aflivning
af alle mink i Danmark«. Hun tilføjede, at »som det også har været sagt fra Statens Serum Institut tidligere, at den
risikovurdering, der ligger til grund for den her beslutning, kan i vores øjne ikke forhandles eller diskuteres; når
der er så stor en risiko forbundet med at fortsætte en minkproduktion, og det handler om den fremtidige værdi og
potentielle værdi af en vaccine, så er vi nødsaget til at træffe den her beslutning«.
17
Til mødet i K-udvalget forelå der en ny risikovurdering fra Statens Serum Institut. Forinden havde faglig direk-
tør i Statens Serum Institut Kåre Mølbak på et møde i Kopenhagen Fur givet udtryk for, at virusmutationen cluster
5 i minkbesætninger på grund af nedsat følsomhed over for neutraliserende antistoffer kunne udgøre en risiko for
de kommende vacciner, og at Danmark i værste fald kunne blive et nyt Wuhan. For en journalistisk gennemgang
af forløbet, se Hans Drachmann i Politiken den 16. oktober 2022.
18
Udbetaling af tempobonus forudsatte ikke alene inddragelse af Folketinget, men tillige behandling efter EU-
retlige statsstøtteregler.
19
Den nødvendige hjemmel blev først tilvejebragt den 21. december 2020 med vedtagelse af lovforslag L 77, idet
der ikke var flertal i Folketinget for hastebehandling af lovforslaget. Se lov 2185, 2020 som senest bekendtgjort
ved lbk. 10, 2022.
5
4. Minkkommissionens vurdering af udmeldingerne på pressemødet den 4. november
2020
Minkkommissionen fandt, at udmeldingerne på pressemødet den 4. november 2020 måtte for-
stås på den måde, at alle mink nu skulle aflives i konsekvens af en beslutning truffet af rege-
ringen, og at minkavlerne kunne opnå en bonus ved selv at aflive mink, idet myndighederne
ellers ville forestå aflivningen. Der var ikke taget noget forbehold for, at der først skulle tilve-
jebringes lovhjemmel, eller at der i øvrigt var usikkerhed om gennemførelsen af beslutningen.
På pressemødet blev denne forståelse konkret underbygget med oplysninger om, at eksekve-
ringen i regi af Den Nationale Operative Stab var blevet iværksat, og at der blev appelleret til
de enkelte minkavlere om selv at forestå aflivning hurtigst muligt, bl.a. fra Rigspolitichefen.
Udmeldingerne på pressemødet og de efterfølgende pressemeddelelser var efter kommissio-
nens bedømmelse »groft vildledende«, idet udtalelserne forudsatte, at myndighederne havde
hjemmel til at aflive alle mink i hele landet, og idet minkavlerne blev tilbudt en tempobonus
for at træde i myndighedernes sted og selv forestå aflivning, uanset at der hverken var hjemmel
til aflivning uden for sikkerhedszonerne eller til tempobonus. Kommissionen betegnede dette
som »særdeles kritisabelt«.20
Efter kommissionens opfattelse indebar udmeldingerne endvidere
en ulovlig instruks til bl.a. Rigspolitiet og Fødevarestyrelsen om straks at igangsætte og få
gennemført aflivning af mink.21
På myndighedsniveau fandt kommissionen, at Miljø- og Fødevareministeriet som ressortmini-
sterium havde handlet »særdeles kritisabelt« i det forløb, som førte til vildledningen og den
ulovlige instruks, og »kritisabelt« ved ikke havde delt den tilvejebragte vurdering af den mang-
lende hjemmel til aflivning uden for sikkerhedszonerne med henblik på at bringe minkavlere
og offentlighed ud af vildfarelsen samt at have tilrettelagt en forhøjelse af en tempobonus uan-
set manglende hjemmel. Der blev rettet »særskilt kritik« mod ministeriet for at fortsætte vild-
ledningen på et pressemøde den 7. november med deltagelse af miljø- og fødevareministeren.
Statsministeriet havde handlet »meget kritisabelt« ved ikke at have rejst spørgsmålet om hjem-
mel over for ressortministeriet og ved at have foretaget utilstrækkeligt faktatjek af et udkast til
statsministerens talepapir.
Justitsministeriet havde handlet »kritisabelt« ved, trods kendskab til ressortministeriets vurde-
ring af den manglende hjemmel, ikke at afhjælpe den opståede vildfarelse. Finansministeriet
havde handlet »kritisabelt« ved ikke at rejse spørgsmålet om finansiel hjemmel til tempobonus.
Rigspolitiet var morgenen efter statsministerens pressemøde blevet orienteret om den mang-
lende hjemmel til aflivning uden for sikkerhedszonerne, men havde handlet »kritisabelt« ved
ikke herefter at orientere Justitsministeriet mv. Rigspolitiet havde desuden handlet »kritisabelt«
ved heller ikke forud for et pressemøde den 7. november at rejse spørgsmålet om hjemmel.
Yderligere havde Rigspolitiet handlet »særdeles kritisabelt« ved at anvende et actioncard, som
trods den manglende hjemmel kommunikerede, at alle mink skulle aflives.
Kommissionen fandt det tillige »særdeles kritisabelt«, at Fødevarestyrelsen udsendte et brev
om, at alle mink skulle aflives, og »kritisabelt« at stille minkavlerne tempobonus i udsigt trods
manglende hjemmel.
20
Kommissionens beretning s. 29 f. og s. 615.
21
Kommissionens beretning s. 30 og s. 616.
6
5. Minkkommissionens vurdering af embedsmændenes forhold
Som led i den retlige vurdering til belysning af, om nogen i embedsværket kunne drages til
ansvar, fandt kommissionen, at ikke mindre end ti personer havde begået tjenesteforseelser af
en sådan grovhed, at der forelå grundlag for at søge dem draget til ansvar i anledning af med-
virken til brud på sandhedspligten og legalitetsprincippet, herunder for de flestes vedkom-
mende i forbindelse med pressemødet den 4. november 2020 og den efterfølgende oprethol-
delse af aflivningsindsatsen.22
Kommissionen fandt det »kritisabelt«, at den daværende departementschef for Miljø- og Fø-
devareministeriet, Henrik Studsgaard, ikke havde sikret sig, at hjemmel til aflivning af alle
mink og til udbetaling af tempobonus var blevet undersøgt og bekræftet i Miljø- og Fødevare-
ministeriet som ressortministerium. Efter rådgivning fra Medarbejder- og Kompetencestyrel-
sen blev departementschefen den 24. august 2022 hjemsendt. Han har efterfølgende opsagt sin
stilling.
Kommissionen fandt, at Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, burde havde
rejst spørgsmålet om hjemmel over for ressortministeriet, i hvert fald forinden statsministerens
pressemøde den 4. november 2020, med henblik på at sikre at der var fornøden lovhjemmel,
»også henset til Barbara Bertelsens stilling som departementschef i Statsministeriet sammen-
holdt med muligheden for potentielt medvirkensansvar for statsministeren for den trufne be-
slutning og statsministerens egen udmelding heraf«. Efter rådgivning fra Medarbejder- og
Kompetencestyrelsen tildelte statsministeren den 24. august 2022 departementschefen en di-
sciplinær advarsel.23
Kommissionen fandt, at Justitsministeriets departementschef, Johan Legarth, havde begået tje-
nesteforseelse ved ikke at have rejst spørgsmålet om lovhjemmel. Efter rådgivning fra Medar-
bejder- og Kompetencestyrelsen tildelte justitsministeren den 24. august 2022 departements-
chefen en disciplinær irettesættelse.24
6. Folketingets vurdering af Minkkommissionens beretning
Resultatet af en granskningskommissions undersøgelse behandles i Folketingets Gransknings-
udvalg, som afgiver indstilling til Udvalget for Forretningsordenen om, hvilke konklusioner
22
Kommissionen konstaterede, at sandhedspligten »indbefatter er forbud mod vildledning«, og at legalitetsprin-
cippet i denne sammenhæng er ensbetydende med princippet om lovmæssig forvaltning, se beretningen s. 30 og
s. 615.
23
Ved vurderingen af alvoren af departementschefens tjenesteforseelse blev der bl.a. lagt vægt på hendes styrende
rolle i forhold til beslutningen om aflivning af alle mink. Det indgik samtidig i vurderingen, at hun ikke blev
advaret om den manglende hjemmel. Det blev særligt fremhævet, at Minkkommissionen ikke har anvendt ordet
»kritisabel« om departementschefens forhold.
24
Ved vurderingen af alvoren af departementschefens tjenesteforseelse blev der bl.a. lagt vægt på hans koordine-
rende rolle i forhold til beslutningen om aflivning af alle mink. Det indgik samtidig i vurderingen, at han ikke blev
advaret om den manglende hjemmel. Det blev særligt fremhævet, at Minkkommissionen ikke har anvendt ordet
»kritisabel« om departementschefens forhold.
7
eller tiltag en beretning bør føre til, herunder om eventuelt ansvar for ministre, herunder afgå-
ede ministre.25
Udvalget for Forretningsordenen afgav den 8. juli 2022 beretning om Mink-
kommissionens beretning.26
Et flertal bestående af regeringen og dens støttepartier i rød blok fandt, at den parlamentariske
behandling af Minkkommissionens beretning kunne afsluttes ved at tildele tidligere miljø- og
sundhedsminister Mogens Jensen og statsminister Mette Frederiksen hver en »næse«.
For så vidt angår Mogens Jensen, havde Minkkommissionen ikke fundet fornødent grundlag
for at konkludere, at han ved KU-mødet den 4. november vidste, at der manglede hjemmel til
aflivning af alle mink. Dette blev han efterfølgende orienteret om, formentlig torsdag den 5.
november, men han tog ikke skridt til at berigtige den opståede vildfarelse, selv om der ved
flere efterfølgende lejligheder var konkrete anledninger hertil, bl.a. ved ministeriets udsendelse
den 6. november af et brev til minkavlerne og ved deltagelse i et pressemøde den 7. november,
hvor han bakkede op om den igangværende aflivningsindsats. Den 8. november lod han et svar
til pressen passere med en urigtig oplysning om, at regeringen havde vurderet ikke at kunne
afvente ny lovgivning. Under et samråd den 11. november afgav han urigtige oplysninger om,
hvornår han var blevet orienteret om den manglende hjemmel. Det politiske flertal (S, SF, RV
og EL) fandt Mogens Jensens håndtering af forløbet »særdeles kritisabel«. Ved tildelingen af
denne »næse« var Mogens Jensen for længst afgået, og ministeriet var splittet op i to.
For så vidt angår statsminister Mette Frederiksen, var det opfattelsen hos partierne i rød blok,
at hun havde »det overordnede politiske ansvar« for, at den forcerede proces, hvorunder be-
slutningen på KU-mødet den 3. november blev truffet og pressemødet den følgende dag plan-
lagt, medvirkede til de begåede fejl. Centraliseringen af magten og beslutningsprocesserne om-
kring statsministeren havde bidraget til en »meget kritisabel« håndtering, hvor afgørende hen-
syn til retssikkerhed ikke blev taget. Det politiske flertal gav derfor udtryk for »alvorlig kritik«
af, at statsministeren havde optrådt »meget kritisabelt« i forløbet. Flertallet fandt imidlertid
ikke anledning til at rejse tiltale ved Rigsretten mod Mette Frederiksen, idet hun ikke havde
forsæt til at vildlede og ikke var blevet advaret om, at der manglede hjemmel.27
Et politisk mindretal, omfattende alle partier i blå blok bortset fra KD, ønskede en advokatvur-
dering af de kritiserede ministres ansvar. Disse partier tilkendegav i beretningen fra Udvalget
for Forretningsordenen, at de vil tage initiativ til, at »Folketinget får lavet en uvildig advokat-
vurdering af kommissionsberetningen ved blåt flertal efter næste folketingsvalg«.
Der blev afholdt valg til Folketinget den 1. november 2022. Blå blok opnåede ikke flertal; men
flere af partierne gav fortsat udtryk for ønsker om en advokatvurdering af spørgsmålet om mi-
nisteransvar, om end for nogles vedkommende i en mere afdæmpet form.
25
Jf. Forretningsorden for Folketinget § 68 som indsat efter vedtagelse den 13. april 2021 af beslutningsforslag B
287 om indsættelse af §§ 61-68 som et nyt kapitel XIX om undersøgelser med særlig parlamentarisk forankring,
jf. bkg. 9458 af 17. juni 2021.
26
Beretningen fra UFO blev afgivet på grundlag af Granskningsudvalgets indstilling af 6. juli 2022.
27
Minkkommissionens beretning tegner efter opfattelsen i RV »et tydeligt billede af, at Danmark de seneste år er
blevet regeret på en uhensigtsmæssige måde«. I beretningen af 8. juli 2022 fra UFO tilkendegav RV følgelig, at
hvis der ikke var udskrevet folketingsvalg inden Folketingets åbning den 4. oktober, ville RV møde regeringen
med et mistillidsvotum.
8
7. En uvildig retlig vurdering af spørgsmålet om Mette Frederiksens ansvar
Fra politisk og anden side har som nævnt været vedholdende ønsker om en retlig vurdering af
spørgsmålet om ministeransvar i forbindelse med Minksagen. Med det formål at bidrage til
yderligere klarhed over spørgsmålet fremlagde jeg sammen med Jørgen Albæk Jensen og Jens
Elo Rytter en uvildig retlig vurdering af spørgsmålet om statsminister Mette Frederiksens for-
hold. Vurderingen blev sendt til Folketinget og offentligheden den 7. november 2022. Den er
udarbejdet på eget initiativ med afsæt i vores faglige virksomhed som universitetsprofessorer
og er således ikke tilvejebragt på opdrag fra nogen side.28
I det følgende sammenfattes hoved-
punkterne, idet der i øvrigt henvises til vurderingen i dens helhed.
Centralt i den retlige vurdering står spørgsmålet om ansvar for tilsidesættelse af embedspligter
ved grov uagtsomhed. Strafansvar for en grov uagtsom overtrædelse ville forudsætte, at det
alvorligt kan bebrejdes statsminister Mette Frederiksen, at hun handlede i åbenbar strid med de
pligter, som stillingen indebærer.
Udvalget om undersøgelseskommissioner gjorde op med det, der blev betegnet som en hævd-
vunden formulering, hvorefter »en minister er ansvarlig for alt i sit ministerium«.
»For så vidt angår ministerens retlige ansvar er formuleringen klart misvisende. Efter minister-
ansvarlighedsloven er en minister ansvarlig for sine egne handlinger, ligesom han kan pådrage
sig et ansvar for medvirken til sine embedsmænds handlinger, f.eks. ved ikke at gribe ind her-
overfor. Men ellers er ministeren ikke retligt ansvarlig. Og i alle tilfælde er ministeren kun
ansvarlig, hvis hans handlinger kan tilregnes ham som forsætlige eller groft uagtsomme. I prak-
sis vil en minister, der handler i overensstemmelse med sine embedsmænds rådgivning, meget
sjældent kunne pådrage sig et retligt ansvar.«29
Som det fremgår af de forfatningsretlige og forvaltningsretlige normer på området, er udgangs-
punktet, at en minister må kunne regne med, at embedsværket i de relevante fagministerier har
styr på hjemmelsspørgsmål og andre juridiske forhold. Det kan sædvanligvis ikke forventes, at
en minister spørger ind til den slags og selv sikrer sig, at der er lovhjemmel til et indgreb i
borgernes rettigheder, hvis vedkommende er omgivet af topembedsfolk, som ikke nævner eller
i det mindste antyder, at der kan være et problem. Det er netop på denne baggrund, at Mink-
kommissionen har rettet hård kritik mod den ansvarlige ressortminister på fagområdet og mod
et stort antal embedsmænd, som burde have sikret sig, at det fornødne lovgrundlag var til stede.
Minkkommissionen gør i sin beretning udtrykkeligt opmærksom på, at der næppe i alminde-
lighed vil kunne stilles særligt høje krav til ministerens faktuelle eller juridiske viden, og navn-
lig ikke, hvis ministerens embedsmænd har givet ministeren en redegørelse, der ikke bringer
problemerne frem i lyset: »Ministeren må kunne handle i tillid til sine embedsmænds redegø-
relse og råd, medmindre det er oplagt, at disse er forkerte eller mangelfulde.«30
28
Den retlige vurdering fik en hel del opmærksomhed i medierne. Kommentarerne omfattede såvel anerkendelse
af arbejdet og tilslutning til konklusionerne som kritik af, at konklusionen blev fremlagt efter folketingsvalget den
1. november, mens Folketinget under sonderingerne om dannelse af en ny regering endnu ikke havde haft lejlighed
til at tage endelig stilling til opfølgningen på Minkkommissionens beretning.
29
Bet. 1571 s. 311.
30
Minkkommissionens beretning s. 551 m. henvisning til Jens Peter Christensen, Ministeransvar, 1997, s. 112 f.,
og samme m.fl., Dansk statsret, 3. udg., 2020, s. 96.
9
Ingen rejste spørgsmålet om hjemmel over for statsminister Mette Frederiksen forud for pres-
semødet den 4. november. Et betragteligt antal mere eller mindre højtstående embedsmænd var
faktisk forud for pressemødet på det rene med, at der manglede hjemmel til aflivning af alle
mink og til at udlove tempobonus – eller burde for nogens vedkommende i det mindste have
været opmærksomme herpå. Men information herom nåede først for sent frem til statsminister
Mette Frederiksen, nemlig om aftenen den 8. november.
Det skal i øvrigt tages i betragtning, at det for selv de nærmeste ansvarlige i embedsværket var
en teknisk betonet og juridisk vanskelig udfordring at få rede på hjemmelsspørgsmålet, som
viste sig at kræve ret indgående undersøgelser af et kompliceret retsgrundlag.
I lyset heraf er det forståeligt og undskyldeligt, at statsminister Mette Frederiksen ikke i for-
bindelse med mødet i regeringens koordinationsudvalg om aftenen den 3. november 2020 var
opmærksom på problemstillingen omkring hjemmel. Det kan ikke med rimelighed antages, at
det på grundlag af de foreliggende oplysninger alvorligt kan bebrejdes hende, at hun ikke selv
rejste spørgsmålet om hjemmel.
Til trods for, at der i embedsværket var fokus på hjemmelsspørgsmålet i tidsrummet efter mø-
det i koordinationsudvalget den 3. november og før pressemødet den følgende dag kl. 16, var
der ingen, der gjorde statsministeren opmærksom på problemerne. Hun havde heller ikke i
øvrigt nogen konkret anledning til at overveje spørgsmålet. Det må lægges til grund, at hun
med rette kunne have tillid til, at man i de involverede ministerier afdækkede de relevante
problemer i løbet af den tid, der var til rådighed herfor. Det må følgelig afvises, at det på grund-
lag af de foreliggende oplysninger alvorligt kan bebrejdes hende, at hun ikke i den mellemlig-
gende periode aktivt adresserede spørgsmålet.
Det kan heller ikke alvorligt bebrejdes Mette Frederiksen, at beslutningsprocessen op til pres-
semødet og rammerne omkring denne blev tilrettelagt i en hasteproces, selv om dette, som også
påpeget af Kommissionen, i sagens natur øgede risikoen for fejl og misforståelser. Hertil må
det særligt bemærkes, at det ikke nødvendigvis er givet, at det var tilrettelæggelsen af forløbet
op til pressemødet den 4. november og den såkaldt forcerede proces, der i sig selv bevirkede,
at statsministeren ikke blev gjort opmærksom på hjemmelsproblemet. Embedsværket kendte
jo problemstilingen og havde lejlighed både på KU-mødet den 3. november og efterfølgende
til at gøre opmærksom herpå, men svigtede.
Sammenfattende kan det med en høj grad af sikkerhed konstateres, at der ikke i Minkkommis-
sionens beretning er tilstrækkelige holdepunkter for en antagelse om, at der ville kunne være
grundlag for alvorligt at bebrejde statsminister Mette Frederiksen, at hun på pressemødet den
4. november 2020 ikke var opmærksom på, at der ikke var hjemmel til aflivning af alle mink
eller til udbetaling af tempobonus. Der foreligger heller ikke i øvrigt oplysninger, der giver
grundlag for antagelser om, at der ville kunne gøres strafferetligt ansvar gældende mod Mette
Frederiksen for overtrædelse af ministeransvarlighedsloven ved grov uagtsomhed, endsige ved
et forsætligt forhold i forbindelse med beslutningen og udmeldingen om aflivning af alle mink.
8. Sprogbrugen i kommissionens vurdering af statsminister Mette Frederiksens forhold
Ordvalget i kommissionens beretning er på nogle punkter tvetydigt, hvilket kan have bidraget
til at styrke de fremsatte forslag og krav om tilvejebringelse af en advokatvurdering af spørgs-
målet om statsminister Mette Frederiksens ansvar.
10
Kommissionen har anvendt udtrykket, at »det var klart«, at der manglede hjemmel til at aflive
alle mink, og at der manglede hjemmel til tempobonus. Klarheden opstod imidlertid først i
forlængelse af KU-mødet den 3. november 2020, herunder i lyset af tvivl, usikkerhed og nær-
mere overvejelser i Fødevareministeriet, Sundhedsministeriet og Justitsministeriet, og kommu-
nikationen herom til de relevante aktører nåede først frem til disse et stykke hen ad vejen.31
Det har særligt givet anledning til opmærksomhed, at det i Minkkommissionens beretning op-
lyses, at kommissionen ikke har foretaget en vurdering af, om der foreligger grov uagtsomhed,
for så vidt angår de berørte ministre, herunder statsminister Mette Frederiksen.32
Det havde
kommissionen ikke behøvet at skrive, for juridisk set er der tale om en selvfølgelighed. Som
tidligere omtalt må undersøgelses- og granskningskommissioner ikke foretage retlige vurde-
ringer til belysning af spørgsmålet om ministres ansvar, hvilket kommissionen da også nævner
indledningsvis i de afsnit, hvori grov uagtsomhed efterfølgende omtales.
Centralt i beretningen står kommissionens redegørelse for og vurderinger af omstændighederne
i tilknytning til pressemødet den 4. november 2020. Kommissionen fandt som nævnt, at der
manglede hjemmel til at aflive alle mink i Danmark, og at der manglede hjemmel til tempobo-
nus.
Herefter fandt kommissionen, at Mette Frederiksens udmeldinger på pressemødet den 4. no-
vember objektivt set var »groft vildledende«, men at Mette Frederiksen subjektivt ikke den 4.
november »havde viden herom eller hensigt hertil«. Så kom tilføjelsen om, at kommissionen
ikke har »foretaget en vurdering af, om der foreligger grov uagtsomhed«.33
Tilsvarende formu-
leringer blev anvendt om daværende miljø- og fødevareminister Mogens Jensens og finansmi-
nister Nicolai Wammens subjektive forhold.
Det skal bemærkes, at begrebet »groft vildledende« ikke er almindeligt anvendt som en retlig
standard i anden juridisk sprogbrug. Sædvanligvis forbindes vildledning med svig ved forsætlig
afgivelse af urigtige oplysninger, normalt for uberettiget at skaffe sig selv eller andre en fordel.
Formålet med beslutningen om aflivning af alle mink og udmeldingen heraf var imidlertid ikke
at vildlede, og regeringen tog selv umiddelbart initiativ til lovliggørelse af beslutningen ved
fremsættelse af et hastelovforslag, da det viste sig, at der manglede hjemmel.
Udtrykket »groft vildledende« anvendes et stort antal gange i beretningen, hvormed kommis-
sionen meget tydeligt understreger forholdets alvor. Det i den forbindelse tages i betragtning,
at kommissionen i et generelt afsnit begrunder betegnelsen af udmeldingerne på pressemødet
31
Kommissionens beretning s. 29 og s. 615.
32
Om det retlige ministeransvar, se Minkkommissionens beretning s. 549 ff. Tidligere var retsgrundlaget for at
idømme strafansvar for embedsmisbrug det samme for ministre og embedsmænd, nemlig »grov forsømmelse eller
skødesløshed«. som der står i straffelovens § 157. Med vedtagelsen af ministeransvarsloven i 1964 blev adgangen
til at straffe ministre begrænset til groft uagtsomme forhold. Men samtidig skete der en udvidelse af retsgrundlaget
på den måde, at der fra nu af kunne straffes for »enhver« tilsidesættelse af embedspligt, vel at mærke under for-
udsætning af forsæt eller grov uagtsomhed. Med andre ord skete der en udvidelse med hensyn til de omfattede
pligtstridige forhold, hvor der ikke længere blev stillet et krav om grovhed eller alvorlighed, men samtidig blev
der foretaget en indskrænkning i ansvarsgrundlaget med hensyn til tilregnelseskravet.
33
Kommissionens beretning s. 36 og s. 739.
11
som »groft vildledende« med »den meget vidtgående og intensive karakter såvel som de øko-
nomiske og samfundsmæssige implikationer«.34
Udtrykket »groft« er med andre ord brugt for
at afspejle, at udmeldingerne rent objektivt set angik forhold af særdeles væsentlig betydning.
Ved anvendelsen af betegnelsen »groft vildledende« om Mette Frederiksens forhold har kom-
missionen imidlertid udeladt forklaringen fra det generelle afsnit tidligere i beretningen om,
hvorfor begrebet »groft« anvendes om vildledningen. Udmeldingerne kaldes kort og godt
»groft vildledende, idet der ikke var hjemmel til aflivning af alle mink, ligesom der ikke var
hjemmel til tempobonus«. Derved har fremstillingen fået et præg, der er egnet til at skabe en
ubegrundet opfattelse af, at der til grund for udmeldingerne kan have ligget et særlig dadelvær-
digt og kritisabelt formål eller motiv.
Selv om meningen med at sammenstille udtrykkene »groft« og »vildledende« alene har været
at beskrive, at statsministerens udmelding på pressemødet den 4. november objektivt angik
forhold af særdeles væsentlig betydning, kan en sådan betegnelse med andre ord fremkalde et
indtryk af, at Mette Frederiksen har gjort sig skyldig i noget svigagtigt. Sådan er der mange,
der i den offentlige debat har udlagt kommissionens tilsyneladende nøgterne vurdering. Som
nævnt lagde kommissionen imidlertid til grund, at Mette Frederiksen ikke var bekendt med, at
der manglede hjemmel til aflivning af alle mink, dvs. at hun subjektivt ikke »havde viden herom
eller hensigt hertil«.
Videre kom så den nævnte tilføjelse om, at kommissionen ikke har »foretaget en vurdering af,
om der foreligger grov uagtsomhed«.35
Sådan som kommissionens bemærkninger om grov
uagtsomhed fremstår, er de egnet til at danne grundlag for alskens spekulationer. De kan læses
som en antydning af, at en nærmere undersøgelse af spørgsmålet om grov uagtsomhed i andet
regi er indiceret, eller ligefrem som en anvisning til Folketinget om, at en sådan opfølgning
ville være på sin plads. Den offentlige debat efter offentliggørelsen af Minkkommissionens
beretning har vist, at mange har opfattet kommissionens tilkendegivelse sådan. Beretningens
bemærkninger om grov uagtsomhed bør imidlertid alene læses som en neutral redegørelse for
afgrænsningen af kommissionens kompetence.
I betragtning af at det ikke tilkommer kommissionen at forholde sig til spørgsmål om ministres
retlige ansvar, er det påfaldende, at kommissionen har fundet anledning til at anvende retlige
termer, herunder ved i tilknytning til bevisvurderingen af de enkelte ministres forhold at omtale
spørgsmålet om grov uagtsomhed. Derved har kommissionen i realiteten bevæget sig på kanten
af sit kommissorium og sin kompetence med risiko for kortslutning af den bevisvurdering, som
det efter loven er Folketingets opgave at foretage.
Ikke mindst har regeringens og statsministerens politiske modstandere taget udgangspunkt i
kommissionens ordvalg som afsæt for mere eller mindre uforbeholdne påstande om, at der i
beretningen er grundlag for at gøre ansvar gældende efter ministeransvarlighedsloven. Kom-
missionens bemærkninger om grov uagtsomhed er også blevet flittigt benyttet som æselbro for
politikere og andre, der med henvisning hertil har foreslået eller krævet en såkaldt advokatvur-
dering af ansvarsgrundlaget, særligt med henblik på at rejse tiltale mod statsministeren.
Det kan selvsagt ikke udelukkes, at kravene om rigsretssag mod Mette Frederiksen ville have
været lige så uforsonlige, hvis Minkkommissionen havde afholdt sig fra at nævne begrebet
34
Kommissionens beretning s. 29 f. og s. 615.
35
Kommissionens beretning s. 36 og s. 738 f.
12
grov uagtsomhed. Der er dog grund til at tro, at det så ville have været mere nærliggende at
fordybe sig i, hvad kommissionen rent faktisk skriver om Mette Frederiksens forhold.
9. Minkkommissionens udtalelser om viden og hensigt
I øvrigt kan det også give anledning til overvejelser, om kommissionens bemærkninger om
viden og hensigt er velvalgte.
I en retlig sammenhæng er anvendelsen af såvel begreberne viden og hensigt som begrebet
uagtsomhed udtryk for normative antagelser. Begreberne vedrører psykiske – kognitive eller
intentionelle – faktorer, som ikke lader sig iagttage umiddelbart, men kun kan erkendes og
udledes gennem en sammenstilling og vurdering af ydre omstændigheder, og begrebernes af-
grænsning og anvendelse er ikke fastlagt én gang for alle i juridisk teori eller praksis. Også
kommissionens anvendelse af begreberne viden og hensigt er således udtryk for normativt be-
tonede, retlige bevisvurderinger vedrørende subjektive forhold.
På det strafferetlige område bruges begreberne viden og hensigt til at afgrænse den højeste grad
af forsæt, det såkaldt direkte forsæt. Kommissionens vurdering på dette punkt er da også gen-
nemgående blevet forstået på den måde, at Mette Frederiksen ved pressemødet den 4. novem-
ber i hvert fald ikke efter det foreliggende handlede med direkte forsæt til at vildlede.
Selv om en kommission ikke må forholde sig til spørgsmålet om ministeransvar, har Mink-
kommissionen – paradoksalt nok – haft en vis støtte i såvel lovforarbejder som en nyere ud-
valgsbetænkning for at undersøge og redegøre for visse aspekter af en ministers subjektive
forhold, f.eks. kommissionens »faktuelle bevismæssige vurdering af, hvilken rolle og viden
ministeren må antages at have haft i forbindelse med den pågældende beslutnings tilblivelse
og udførelse«.36
Også tidligere kommissioner har konkluderet, at de undersøgte ministre ikke
kunne antages at have haft relevant viden.37
Tanken er tilsyneladende den, at spørgsmålet om en persons viden – i modsætning til spørgsmål
om lavere grader af forsæt eller om uagtsomhed – lader sig afklare objektivt og entydigt ved
en bevisvurdering af faktiske omstændigheder omkring et givet forløb. Også en sådan bevis-
vurdering forudsætter imidlertid normative antagelser om rammen og målestokken for, hvad
der skal til for at fastslå, at der er handlet med viden om et givet forhold. Kræves der egentlig
vished, en sikker antagelse, utvivlsomt kendskab, en fast overbevisning eller blot en tilnærmel-
sesvis dækkende opfattelse af, hvordan tingene hænger sammen?
Formålet med at tildele en undersøgelseskommission kompetence til at udtale sig om ministres
viden (og hensigt) kunne mere meningsfyldt have været den, at »viden« skal forstås i betyd-
ningen »oplysninger«. Det hører med til opgaven at afdække hvilke oplysninger, en minister
må antages at have haft adgang til om det relevante sagsforhold. I så fald vil der være tale om
36
Se bet. 1571, 2018 om undersøgelseskommissioner og parlamentariske kommissioner s. 18. Her gav udvalget
udtryk for, at »sådanne faktuelle vurderinger vil kunne indebære, at Folketinget vil være bedre klædt på til at
foretage den bedømmelse af ministeren, som det efter undersøgelseskommissionslovens forarbejder forudsættes,
at det tilkommer Folketinget at foretage«. Se tillige s. 74, 241, 243 ff. samt 311.
37
Se eksempler herpå i bet. 1571, 2018 s. 244, hvor udvalget giver udtryk for tvivl med hensyn til, om en kom-
mission vil kunne fremkomme med frifindende konstateringer som de nævnte. Se også Hans Gammeltoft-Hansen
i Børge Dahl m.fl. (red.), Festskrift til Jens Peter Christensen, 2016, s. 390 f.
13
at undersøge og beskrive faktuelle forhold. Men det er noget andet end antagelser, der direkte
angår ministerens subjektive forhold i form af viden og hensigt.
10. Forholdet mellem Minkkommissionens redegørelser for faktuelle forhold og retlige
vurderinger
En undersøgelse og beskrivelse af faktuelle omstændigheder, som kan tænkes at danne grund-
lag for retligt ansvar, må nødvendigvis tage afsæt i nogle retlige normer, som er retningsgi-
vende for, hvilke faktiske forhold det er relevant at undersøge og vurdere. Minkkommissionens
undersøgelser af omstændighederne i forbindelse med Mette Frederiksens udtalelser ved pres-
semødet den 4. november har allerede i udgangspunktet handlet om at belyse, hvorvidt stats-
ministeren havde viden og hensigt til at vildlede. Kommissionens undersøgelse har fra starten
været uhjælpeligt bundet til implicitte retlige antagelser og vurderinger.
Udvalget om undersøgelseskommissioner bemærkede således, at de retlige vurderinger, som
en undersøgelseskommission vil kunne blive anmodet om at foretage vedrørende enkeltperso-
ners ansvar, direkte vil vedrøre spørgsmål om rækkevidden af de relevante retsregler, dvs. deres
fortolkning, udfyldning mv., samt spørgsmål vedrørende faktiske forholds subsumption under
de relevante retsregler.
»Allerede en undersøgelseskommissions undersøgelse af fakta vil, også uden udtrykkelig til-
kendegivelse herom i kommissoriet, være afgrænset af en retlig ramme, der bestemmes af,
hvilke retsregler der til sin tid kan blive tale om at vurdere fakta i forhold til... Undersøgelses-
kommissionen »afgør« ikke disse spørgsmål, sådan som det f.eks. ville kunne ske ved en dom
eller en afgørelse om disciplinært ansvar truffet af en administrativ myndighed. Undersøgel-
seskommissionens retlige vurderinger er juridisk set alene udtalelser, der kan fungere som
grundlag for overvejelserne hos de myndigheder, der har kompetencen til at træffe afgørelser i
det eventuelt videre sagsforløb.«38
Minkkommissionen kunne have valgt at afstå fra vurderinger og konklusioner vedrørende vi-
den og hensigt for i stedet blot at henholde sig til en redegørelse for de af de forskellige aktører
afgivne forklaringer og den øvrige forefundne dokumentation vedrørende forløbet op til pres-
semødet den 4. november 2022. En sådan tilgang ville imidlertid ikke ændre ved, at det rele-
vante undersøgelsestema var, hvad statsministeren vidste og ville, da hun fremsatte de vildle-
dende udtalelser, med andre ord om hun handlede med en eller anden form for retligt relevant
tilregnelse. Og en sådan systematisk maskering af ansvarsspørgsmålet ville formentlig have
været egnet til at skabe endnu mere usikkerhed og uenighed om ansvarsgrundlaget end en reel
vurdering og konklusion foretaget af kommissionen.
11. Tilrettelæggelsen af Folketingets opfølgning på kommissionsberetninger
Minkkommissionens bemærkninger om, at der ikke er taget stilling til spørgsmålet om grov
uagtsomhed, har givet anledning til vidtløftige diskussioner og uenighed om, hvorvidt det ville
være ønskeligt at lade advokater foretage en retlig vurdering af, om der i beretningen er holde-
punkter for en antagelse om, at statsministeren kan stilles for en rigsret.
38
Bet. 1571 s. 242 f.
14
Spørgsmål om ministeransvar behandles som nævnt af Folketingets Udvalg for Forretningsor-
denen.39
Til at bistå sig kan udvalget udpege en eller flere sagkyndige, som skal være uvildige
og uafhængige af de myndigheder og personer, der berøres af sagen.40
Den relevante sagkund-
skab kan efter omstændighederne hentes hos advokater udpeget efter indstilling fra Advokat-
rådet; men det kunne for eksempel også være hos juridiske professorer udpeget efter indstilling
fra universiteterne.
Til forberedelse af behandlingen af spørgsmål om ministeransvar har Udvalget for Forretnings-
ordenen nedsat et permanent underudvalg, som afgiver udtalelse til UFO til brug for dettes
beretning eller betænkning til Folketinget. Reglerne om sagsbehandlingen i UFO gælder også
for underudvalgets sagsbehandling.41
Dette indebærer, at også underudvalget kan udpege en
eller flere sagkyndige til at bistå sig, sådan som det i Instrukssagen skete med udpegning af to
advokater.42
Ved behandlingen af sager om resultatet af en undersøgelse iværksat af Granskningsudvalget
er det Granskningsudvalget, der afgiver indstilling til UFO om, hvilke konklusioner eller tiltag
udkommet af undersøgelsen bør føre til, herunder om eventuelt ansvar for ministre.43
Forbere-
delsen sker således ikke i det foran omtalte underudvalg med den bredere kompetence.
Ved Granskningsudvalgets behandling af beretninger fra gransknings- eller undersøgelseskom-
missioner, der vedrører ministres forhold, gælder der i det væsentlige de samme regler for
sagsbehandlingen som dem, der er foreskrevet for UFO ved behandlingen af spørgsmål om
ministeransvar, herunder med hensyn til værnet om berørte ministres retssikkerhed.44
I den
forbindelse er der bredt henvist til den bestemmelse, der bl.a. vedrører den adgang, som UFO
har til at udpege en eller flere uvildige og uafhængige personer til at bistå udvalget. Med lidt
god vilje må dette vel forstås på den måde, at også Granskningsudvalget har adgang til at søge
bistand på denne måde, selv om den pågældende bestemmelse egentlig handler om, at Udvalget
for Forretningsordenen kan udpege sagkyndige. Efter sammenhængen skal bestemmelserne
nok tolkes på den måde, at reglerne for sagsbehandlingen i UFO i deres helhed også gælder for
Granskningsudvalgets sagsbehandling, sådan som det mere klart er foreskrevet for sagsbehand-
lingen i underudvalget med den bredere kompetence.45
Selv om ordlyden er forskellig for de
to tilfælde, skal der næppe sluttes modsætningsvis.
Formålet med at hente sagkyndig bistand i til at foretage en retlig vurdering af spørgsmålet om
ministeransvar er at få tilvejebragt et juridisk kvalificeret grundlag for, at Folketinget kan tage
39
Folketinget fører kontrol med regeringen. Folketinget er i den forbindelse tillagt sanktionsmuligheder af både
politisk og retlig karakter, jf. henholdsvis grundlovens § 15 om muligheden for at udtale mistillid til statsministe-
ren (regeringen) eller den enkelte minister og grundlovens § 16 om kompetencen til at rejse rigsretstiltalte mod
ministre for deres embedsførelse.
40
Jf. forretningsordenens § 57, stk. 2.
41
Se i det hele forretningsordenens § 59. Om folketingets opfølgning på beretninger fra undersøgelseskommissi-
oner, se Claus Dethlefsen i Festskrift til Jens Peter Christensen, a.st. s. 399 ff.
42
Se herom Jørn Vestergaard, »Anklageskriftet i rigsretssagen om ulovlig adskillelse af asylpar«, Ugeskrift for
Retsvæsen 2021 B s. 94-103.
43
Jf. forretningsordenens § 68, stk. 1.
44
Om adgang til kontradiktion og ret til bisidder, se forretningsordenens 68, stk. 2, med henvisning til § 56, 2.
pkt. og §§ 57 og 58.
45
Jf. forretningsordenens § 59, 2. pkt.
15
stilling til, om det må antages med fornøden sikkerhed, at ministeren kan dømmes for at have
overtrådt loven eller ej.
Folketinget har i (kun) to tilfælde benyttet adgangen til at udpege sagkyndige til at vurdere, om
der i lyset af konklusionerne i en undersøgelsesrapport var grundlag for at rejse tiltale for over-
trædelse af ministeransvarlighedsloven. Det skete i Tamilsagen og i Instrukssagen. I begge
tilfælde var der i de forudgående undersøgelser fremkommet klare holdepunkter for de senere
domfældelser for forsætlige overtrædelser.46
Folketinget er som nævnt ikke retligt forpligtet til at lade spørgsmålet om rejsning af rigsretssag
afhænge af en ekstern sagkyndig juridiske vurdering. Uanset om der efter denne er handlet
forsætligt eller groft uagtsomt eller ej, er det i den sidste ende op til Folketinget at drage kon-
sekvensen af en ministers kritisable embedsførelse. Ministeransvarlighedsloven bygger på det
grundlæggende synspunkt, at det efter omstændighederne vil kunne være tilstrækkeligt at gøre
en eller anden grad af politisk ansvar gældende, også i tilfælde hvor der strengt taget ville kunne
drages retlige konsekvenser.47
12. Betydningen af en retlig vurdering af spørgsmålet om ministeransvar
Forud for folketingsvalget den 1. november 2022 vægrede et parlamentarisk flertal sig ved at
efterkomme kravene om en advokatvurdering og valgte at følge op på minkrapporten alene
med de omtalte »næser« til statsministeren og den tidligere miljø- og fødevareminister.
Målestokken for grov uagtsomhed i forhold til strafbare overtrædelser af ministeransvarlig-
hedsloven er ikke hugget i sten. Som påpeget af Gammeltoft-Hansen i den omtalte festskrift-
artikel, har regler og praksis i forbindelse med undersøgelser af ministeransvar bevirket, at
området for grov uagtsomhed er »underbelyst«. Så det kan ikke fuldstændig udelukkes, at re-
sultatet af en advokatvurdering ville kunne give næring til forestillinger om, at det ville være
på sin plads med en rigsretssag.
Der er ingen større sikkerhed for, at en vurdering foretaget af to mere eller mindre tilfældigt
udpegede advokater lever op til rimelige krav om uvildighed og kvalitet, heller ikke selv om
de måtte være udpeget efter indstilling fra Advokatrådet. Den kluntede tilrettelæggelse af an-
klageskriftet i Instrukssagen giver således anledning til bekymring. Bedre bliver det ikke af, at
de advokater, som blev udpeget i forbindelse med Tamilsagen og Instrukssagen, efterfølgende
fik tildelt opgaven som anklagere i sagerne. Formodningen må selvsagt være, at en retskaffen
og fagligt dygtig advokat ikke vil lade sin vurdering påvirke heraf. Men alt andet lige kan det
næppe udelukkes, at udsigten til at få et så historisk og spændende hverv ubevidst ville kunne
trække vurderingen i en mere nidkær retning.48
46
I forbindelse med Folketingets opfølgning på Instrukskommissionens beretning i december 2020 blev jeg selv
blev bragt i forslag som sagkyndig. Baggrunden herfor var, at der blandt folketingsmedlemmerne var en vis be-
kymring som følge af, at Advokatrådet havde indstillet to advokater uden særlig sagkundskab i strafferet. Denne
situation var opstået, fordi en del af de mere oplagte kandidater blandt advokaterne var inhabile, bl.a. i kraft af at
have været bisiddere under afhøringerne i kommissionen. Et flertal i det permanente underudvalg fulgte som
bekendt Advokatrådets indstilling.
47
Se nærmere Jens Peter Christensen, Ministre og embedsmænd, 2022, s. 127 f.
48
Af den vejledning om advokatundersøgelser, som Advokatrådet udsendte i september 2022, fremgår det, at en
sådan undersøgelse kun må betegne som uvildig, hvis den opfylder en række betingelser vedrørende armslængde
i forhold til opdragsgiver, herunder at en advokat ikke efterfølgende må påtage sig sager for opdragsgiver, som
16
Et særligt afskrækkende eksempel på en vurdering foretaget af et advokatfirma blev tilveje-
bragt på bestilling af partiet Nye Borgerlige, som havde skaffet midler til opdraget gennem en
indsamling.49
På grundlag af hjemmestrikkede kriterier og standarder var det advokaternes vur-
dering, at Mette Frederiksens handlinger må anses for at være ansvarspådragende, »således at
der ifalder ansvar efter ministeransvarlighedsloven«, og at »en rigsret vil komme til domfæl-
delse, hvilket dog naturligvis er op til en rigsret at afgøre«.50
Hvis en uvildig vurdering munder ud i, at der ikke kan forventes en domfældelse efter mini-
steransvarlighedsloven, kan man selvsagt dårligt forestille sig, at et flertal i Folketinget allige-
vel beslutter at rejse tiltale. Hvis den eksterne sagkundskab omvendt konkluderer, at der er
grundlag for tiltalerejsning, vil det i princippet fortsat bero på en politisk beslutning, om mini-
steren skal stilles for Rigsretten. Men i så fald er det svært at forestille sig andet, end at bordet
fanger. I forhold til den brede offentlighed ville det i den situation virke såre utroværdigt og
uforståeligt at undlade tiltalerejsning.
Det er i den offentlig debat blevet anført fra flere sider, at hvis Mette Frederiksen er så sikker
på at klare frisag, kan der vel ikke være noget i vejen for at imødekomme ønskerne om en
advokatvurdering. Men så enkelt er det ikke. Selv om en vurdering måtte konkludere, at der
ikke er tilstrækkeligt grundlag for en antagelse om, at en rigsretssag ville kunne føre til fæl-
dende dom, så vil en sådan vurdering jo kunne pege på belastende momenter, som efterføl-
gende ville kunne inddrages i både faglig og politisk betonet kritik.
13. Spørgsmålet om ministerundtagelsesreglens berettigelse
Minkkommissionens vurderinger af statsminister Mette Frederiksens forhold har som nævnt
bidraget til at skabe tvivl og uklarhed om, hvorvidt der i redegørelsen for det faktiske forløb er
grundlag for at gøre retligt ansvar gældende mod hende. I lyset heraf er der grund til at overveje
berettigelsen af ministerundtagelsesreglen. Der kan være forståelige begrundelser for dens ek-
sistens, men der kan også argumenteres med vægt for, at den har større ulemper end fordele.
Umiddelbart forekommer det i hvert fald ulogisk og uhensigtsmæssigt, at en kommission kan
forholde sig til, om en minister har handlet ulovligt med viden og hensigt, men ikke til, om der
i benægtende fald kan være handlet uagtsomt, eller om der måtte være et ansvarsgrundlag i
lavere forsætsgrader end direkte forsæt. I sidstnævnte tilfælde ville der i givet fald være handlet
udspringer af undersøgelsens konklusioner, jf. vejledningens pkt. 2.2. Dette må indebærer, at en praksis som den
i Tamilsagen og Instrukssagen fulgte herefter ikke længere kan forekomme.
49
Henrik Høpner, Morten Schwartz Nielsen & Kasper S.R. Andersen, Retlig vurdering. Belysning af spørgsmålet
om ministres ansvar på baggrund af Minkkommissionens beretning, Advokatpartnerselskabet Elmer-Lund-Sand-
ager, 22. september 2022.
50
Ordret gengivet. Om kritik af Nye Borgerliges advokatvurdering, se Berlingske, Børsen, JyllandsPosten samt
Information den 23. september 2022.
17
med sandsynlighedsforsæt eller eventualitetsforsæt (dolus eventualis).51
Sidstnævnte forsæts-
grad kom i spil som grundlag for domfældelsen i rigsretssagen mod Inger Støjberg.52
Ministerundtagelsesreglen blev lovfæstet med indførelsen i 1999 af lov om undersøgelseskom-
missioner, der på dette punkt videreførte praksis under de tidligere gennemførte undersøgelser
af ministres embedsførelse ved ulovbestemte dommerundersøgelser, kommissionsdomstole og
undersøgelsesretter. Man har traditionelt ment, at undersøgelsesorganer under hensyn til de
særlige regler om ministeransvar i det væsentlige måtte indskrænke sig til en faktuel beskri-
velse af de undersøgte forhold.53
I sin doktordisputats påviste Jens Peter Christensen54
i 1997, at der forfatningsretligt ikke er
tvingende grunde til at opretholde en sådan ordning, som han dengang heller ikke af andre
grunde fandt velbegrundet.55
Folketingets tidligere ombudsmand, professor Hans Gammeltoft-
Hansen, har udviklet denne opfattelse yderligere.56
Ganske vist bestemmes det i grundlovens § 61, at særdomstole ikke kan tildeles dømmende
myndighed, men en sådan kompetence har undersøgelseskommissioner jo netop ikke. I øvrigt
er det faktisk en central del af opgaven for sådanne organer at foretage retlige vurderinger af
andre aktørers forhold, herunder at forholde sig til om der er grundlag for at drage embeds-
mænd til ansvar.
Det er heller ingen god begrundelse for ordningen, at det tilkommer Folketinget at træffe be-
slutning om såvel politiske som retlige konsekvenser af ministres kritisable forhold, herunder
om tiltale og rigsretssag.57
Folketinget ville ikke være retligt forpligtet til at følge anbefalinger
vedrørende opfølgning på de foretagne undersøgelser. Dette betragtes i øvrigt som en selvfølge
i forbindelse med advokatvurderinger indhentet af Folketinget. Anvendelsen af sådanne vender
jeg tilbage til nedenfor.
Med andre ord er der juridisk set ikke noget til hinder for at afskaffe ministerundtagelsesreglen.
Men derfor kunne det jo godt tænkes, at der var fornuftige grunde til alligevel at opretholde
den. De nævnte juridiske forfattere har imidlertid overbevisende påvist, at dette ikke er tilfæl-
det, hvilket Minksagen i øvrigt er en udmærket illustration af.
51
Formand for Dansk Folkeparti, juristen Morten Messerschmidt, fandt, at den forcerede proces, der blev besluttet
og fastholdt af statsministeren »med stor sandsynlighed indeholder de fornødne forudsætninger for i det mindste
at etablere eventualitetsforsæt til realisering af ministeransvarlighedslovens § 5«, idet Mette Frederiksen var vi-
dende om, at hendes beslutninger om processen kunne være medvirkende til brud på sandhedspligten og legali-
tetsprincippet. Se Beretning afgivet af UFO den 8. juli 2022. Der er imidlertid ingen holdepunkter i kommissio-
nens beretning for en antagelse om, at statsministeren havde en sådan viden.
52
Se U 2022.653 RD samt Jens Peter Christensen i Ugeskrift for Retsvæsen 2022 B, s. 113-120.
53
Se således kommentaren til lov om undersøgelseskommissioner, Oliver Talevski, Jens Peter Christensen &
Claus Dethlefsen, Undersøgelseskommissioner, embedsmandsansvaret & Folketingets rolle, 2002, s. 85-90.
54
Per 1. november 2022 er Jens Peter Christensen tiltrådt som præsident for Højesteret.
55
Jens Peter Christensen, Ministeransvar, 1997, s. 127-134.
56
Gammeltoft-Hansen a.st. s. 375-397.
57
I beretningen afgivet af UFO den 8. juli 2022 blev det anført som en given sag, at ministerundtagelsesreglen
beror på, at vurderinger af ministres politiske og/eller retlige ansvar udelukkende tilkommer Folketinget, jf. grl.
§§ 15 og 16. Det bliver koblingen ikke mere rigtig af.
18
14. Tidligere overvejelser om berettigelsen af ministerundtagelsesreglen
Betænkningen fra Udvalget om undersøgelseskommissioner indeholder ingen egentlig drøf-
telse af, om en afskaffelse af ministerundtagelsesreglen ville være ønskelig. Det blev på ny
konstateret, at der ikke er forfatningsmæssigt tvingende grunde til at opretholde den. Udvalget
fandt herefter anledning til at bemærke, at tilbageholdenheden med at udtale sig om minister-
ansvar har »grundlag i fornuftige reale overvejelser om det politisk og parlamentarisk særligt
følsomme ved netop vurdering af spørgsmål om ministres ansvar«. Det blev dog konstateret,
at reglen i visse tilfælde har kunnet give anledning til problemer for undersøgelseskommissio-
ners vurdering af embedsmænds forhold, samt at den måske kan være egnet til i visse tilfælde
at bidrage til at give et skævt billede af ansvarsfordelingen, når kommissionen udtaler kritik af
embedsmænd, men ikke af ministre.58
En kommission kan efter omstændighederne være i en situation, hvor det ikke kan undgås, at
dens bevisvurdering af det faktuelle forløb, dens fortolkning af de relevante retsregler og dens
vurdering af embedsmændenes ansvar tillige indebærer, at der dermed tegner sig momenter
vedrørende ministerens adfærd og viden, der også kan være relevante for Folketingets vurde-
ring af ministerens ansvar. Det var udvalgets forsigtige konklusion, at dette kan indebære, at
»Folketinget er klædt bedre på til at bedømme ministeren«. Det må henstå, om denne lidt vage
behandling af temaet er udtryk for manglende konsensus i udvalget eller beror på pragmatiske
overvejelser om, at en afskaffelse af ministerundtagelsesreglen ikke ville være en politisk pri-
oritet.
Udvalget interviewede en række informanter på baggrund af disses erfaringer med forskellige
roller i forbindelse med kommissionsundersøgelser. Flere gav udtryk for, at ministerundtagel-
sesreglen indebar en »unødvendig afskæring«, som det blev udtrykt af daværende landsdom-
mer, nuværende ombudsmand, professor, dr. jur. Niels Fenger. Han kunne ikke følge syns-
punktet om, at Folketingets og regeringens prærogativer ville blive gået for nær ved en opgi-
velse af ordningen.59
Medlem af Dan-Lynge-kommissionen og Statsløsekommissionen, advokat Claus Søgaard-
Christensen, bemærkede, at ordningen kan have en begrænsende virkning for kommissionens
muligheder for at vurdere embedsmændenes adfærd, idet det efter omstændighederne kan være
vanskeligt at foretage en bedømmelse af embedsmændenes adfærd uden de facto også at be-
dømme ministerens adfærd.60
Formand for Statsløsekommissionen, landsdommer Peter Buhl bemærkede, at ordningen kan
give et skævt billede af ansvarsfordelingen, når de mindre indviede læser beretningen og kon-
staterer, at kommissionen udtaler kritik af embedsmænd, men ikke af ministre.61
Tidligere departementschef Claes Nilas fandt, at ministerundtagelsen kunne bevirke en skæv-
hed i kommissionens bedømmelse, også for så vidt angår faktum, idet den indebærer en risiko
58
Se bet. 1571 s. 144 og 244.
59
Bet. 1571 s. 162.
60
Bet. 1571 s. 166.
61
Bet. 1571 s. 193.
19
for, at kommissionen anlægger en mere tilbageholdende linje ved bevisvurderingen af ministe-
rens adfærd end ved bevisvurderingen af embedsmændenes adfærd.62
15. Alternativer til eller afskaffelse af ministerundtagelsesreglen
Som alternativ til udpegning af uvildige sagkyndige til at bistå Folketinget i forbindelse med
vurdering af spørgsmålet om ministeransvar er det blevet foreslået oprette et uafhængigt lovråd
bestående af juridiske professorer, som efter offentliggørelse af en kommissionsberetning
skulle foretage den juridiske vurdering af, om der er grundlag for at gøre et retligt ministeran-
svar gældende.63
I forbindelse med minksagen er vi som nævnt en håndfuld professorer, som
ved mediernes mellemkomst allerede har udfyldt denne rolle uden officiel udpegning.
Bedst ville det være helt at afskaffe ministerundtagelsesreglen. Som udtrykt af Gammeltoft-
Hansen i den foran nævnte artikel er det faktisk ret gådefuldt, at Folketinget selv har afskåret
sig fra at få det optimale grundlag for vurderingen af ministres retlige ansvar:
»Man betaler i dyre domme for at kvalificerede jurister skal udrede en kompliceret sag, foretage
bevisvurderinger vedrørende såvel de objektive som de subjektive forhold og foretage retlige
vurderinger af de involverede embedsmænds ansvar. Og så afskærer man dem fra at give udtryk
for deres begrundede opfattelse (...) af de oftest væsentligste spørgsmål: ministrenes ansvar.«64
Ingen andre kan have samme indgående viden om sagens faktiske omstændigheder som kom-
missionens medlemmer.
Ved at tillade undersøgelses- og granskningskommissioner at foretage retlige vurderinger til
belysning ministres ansvar ville der ikke længere være noget behov for at udpege (andre) uvil-
dige jurister til at bistå Folketinget, og man ville slippe for partipolitisk betonet stillingtagen til
det ønskelige i en sådan fremgangsmåde. Og hvis vurderingen og rådgivningen stammer fra
den kilde, som kender de relevante sagsforhold bedst, nemlig kommissionsmedlemmerne, vil
Folketinget alt andet lige være klædt bedst muligt på til at træffe beslutning om, hvorvidt der i
et givet tilfælde skal gøres retligt og/eller politisk ansvar gældende. Meget vil være vundet ved
at give undersøgelses- og granskningskommissioner adgang til at foretage retlige vurderinger
til belysning af spørgsmålet om ministres ansvar.
16. Efterskrift
Ved udgangen af 2022 var der ikke længere et politisk flertal for, at der skulle indhentes en
uvildig advokatvurdering af spørgsmålet om ministeransvar i Minksagen.
Efter folketingsvalget den 1. november 2022 kunne Mette Frederiksen som statsminister danne
en regering bestående af Socialdemokratiet, Venstre og det nystiftede parti Moderaterne med
tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen som partiformand. Både sidstnævnte og Venstres
formand, Jakob Ellemann-Jensen, havde under valgkampen stillet ufravigelige krav om en ad-
vokatundersøgelse.
62
Bet. 1571 s. 207.
63
Se således Morten Messerschmidt og Anders Vistisen i Jyllands-Posten den 19. juli 2022.
64
A.st. s. 391 f.
20
Efter halvanden måneds regeringsforhandlinger meddelte de to partiformænd søndag den 11.
december på skift, at de nu frafaldt kravet om en advokatvurdering.
Tirsdag den 13. december behandlede Folketinget et beslutningsforslag fra partiet Nye Borger-
lige om iværksættelse af en advokatvurdering.65
Flere ordførere henviste i deres begrundelse
for afvisning af forslaget til den retlige vurdering fra »de tre professorer«.66
Da den nye regering trådte frem om formiddagen den 14. december, var Lars Løkke Rasmussen
blevet udenrigsminister. I flere tv-interviews redegjorde han udførligt for begrundelsen for ikke
at fastholde sit tidligere krav om en advokatvurdering. Han fremhævede i den forbindelse be-
tydningen af, at Folketinget efter valget havde modtaget ovennævnte retlige vurdering fra »de
tre professorer«.67
De følgende uger blev såvel Venstre som Moderaterne vidt og bredt kritiseret for at droppe
kravet om en advokatvurdering, og Venstre blev i meningsmålinger straffet for at gå med i en
regering under ledelse af Mette Frederiksen.68
Meget af virakken omkring den retlige vurdering af spørgsmålet om statsminister Mette Fre-
deriksens ansvar i Minksagen kunne med fordel have været undgået, hvis Minkkommissionen
ikke havde været afskåret fra at afklare spørgsmålet. Forløbet i forbindelse med valgkampen
og regeringsdannelsen bidrager til at belyse, at der som foran anført er gode grunde til at af-
skaffe ministerundtagelsesreglen i kommissionsloven.
65
Beslutningsforslag B5 af 8. december 2022 om iværksættelse af en uvildig advokatvurdering af, om der er
juridisk grundlag for, at en eller flere af de i Minkkommissionens beretning involverede ministre tiltales ved
Rigsretten.
66
Se afsnittene 2 og 7 foran.
67
Lippert på TV2 News, Aftenshowet på DR1 samt Deadline på DR2 den 14. december.
68
Se målinger foretaget af Epinion, Altinget.dk den 22. december og af Megafon, tv2.dk den 24. december.