Skriftlig fremsættelse (9. februar 2023)

Tilhører sager:

Aktører:


    AG1046

    https://www.ft.dk/ripdf/samling/20222/lovforslag/l48/20222_l48_fremsaettelsestale.pdf

    Skriftlig fremsættelse (9. februar 2023)
    Forsvarsministeren (Troels Lund Poulsen, fg.):
    Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:
    Forslag til lov om ændring af militær retsplejelov
    (Styrkelse af mulighederne for at pågribe militært personel,
    der er narkopåvirket i tjenesten)
    (Lovforslag nr. L 48)
    Lovforslaget er en indholdsmæssig uændret genfremsæt-
    telse af lovforslag nr. L 40, der blev fremsat den 6. oktober
    2022.
    Forsvarets personel varetager i tjenesten en lang række
    opgaver, der kræver skærpet opmærksomhed, herunder ek-
    sempelvis håndtering af våben og farligt materiel, hvor
    fejlbetjening kan få alvorlige konsekvenser. Tjenstgørende
    militært personel, der er påvirket af euforiserende stoffer, vil
    dermed kunne bringe både deres eget og deres kollegaers
    liv og sikkerhed i fare. Derfor er misbrug af euforiserende
    stoffer helt uforeneligt med militærtjenesten.
    I dag er der ikke i militær retsplejelov hjemmel til, at
    Forsvarsministeriets Auditørkorps og andre militære myn-
    digheder rutinemæssigt eller stikprøvevis kan kræve, at
    tjenstgørende militært personel lader sig teste for narkopå-
    virkning ved hjælp af spyt- eller svedprøve eller ved at lade
    deres øjne besigtige.
    Regeringen finder, at der er behov for, at der kan fore-
    tages kontrol af, om tjenstgørende militært personel, der
    fører motordrevet køretøj eller i øvrigt varetager opgaver,
    for hvilke der er fastsat særlige promillegrænser, er påvirket
    af euforiserende stoffer.
    Med lovforslaget lægger regeringen derfor op til, at der
    indføres mulighed for, at Forsvarsministeriets Auditørkorps
    og andre militære myndigheder kan afkræve spyt- og sved-
    prøver samt foretage øjenbesigtigelse af tjenstgørende mili-
    tært personel, som fører køretøjer m.v. Der vil være tale om
    samme mulighed, som politiet i dag har efter færdselsloven,
    hvor politiet til enhver tid kan kræve, at føreren af et køretøj
    afgiver udåndings-, spyt- eller svedprøve eller lader sine
    øjne besigtige.
    Den foreslåede ændring vil styrke mulighederne for at
    pågribe narkopåvirket tjenstgørende militært personel, som
    fører motordrevet køretøj eller varetager opgaver, for hvilke
    der er fastsat særlige promillegrænser.
    Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende
    bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det
    Høje Tings velvillige behandling.
    Til lovforslag nr. L 48 Folketinget 2022-23 (2. samling)
    Forsvarsmin., j.nr. 2023/000506
    AG001046