Fremsat den 8. februar 2023 af Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) og Anne Valentina Berthelsen (SF)

Tilhører sager:

Aktører:


    AX28301

    https://www.ft.dk/ripdf/samling/20222/beslutningsforslag/b27/20222_b27_som_fremsat.pdf

    Fremsat den 8. februar 2023 af Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) og Anne Valentina Berthelsen (SF)
    Forslag til folketingsbeslutning
    om selvstændig kriminalisering af internationale forbrydelser i dansk ret,
    herunder tortur, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden
    Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af 2023
    at fremsætte lovforslag, der selvstændigt kriminaliserer in-
    ternationale forbrydelser i dansk ret, f.eks. ved at indsætte
    et særligt kapitel i straffeloven vedrørende tortur, krigsforbr-
    ydelser og forbrydelser mod menneskeheden.
    Beslutningsforslag nr. B 27 Folketinget 2022-23 (2. samling)
    AX028301
    Bemærkninger til forslaget
    Den 24. februar 2023 er det et år siden, Rusland indled-
    te sin ulovlige og brutale angrebskrig mod Ukraine. Der
    har i løbet af det forgangne år været løbende rapporter om
    voldtægt, tortur, henrettelser og andre krigsforbrydelser mod
    civile i Ukraine begået af russiske soldater og russiskkon-
    trollerede lejesoldater fra den såkaldte Wagnergruppe. Bl.a.
    har FN dokumenteret sager, hvor børn er blevet voldtaget,
    tortureret og ulovligt indespærret, ligesom der anvendes eks-
    plosive våben med uforholdsmæssig stor områdeeffekt i tæt
    befolkede områder og ikke skelnes mellem angreb på civile
    og kombattanter, jf. »Update by the Chair of the Indepen-
    dent International Commission of Inquiry on Ukraine, at the
    51st session of the Human Rights Council«, United Nations
    Human Rights Office, den 23. september 2022.
    I en tid, hvor blodig krig udkæmpes i Europa og tortur
    og krigsforbrydelser finder sted på daglig basis, er der sær-
    lig grund til at sætte fokus på alvorlige internationale for-
    brydelser og ikke mindst give dem en særskilt plads i dansk
    lovgivning.
    Siden afslutningen af anden verdenskrig har retsopgør ef-
    ter internationale forbrydelser udgjort en vigtig del af den
    regelbaserede internationale orden. Det har været afgørende,
    at gerningsmænd er blevet holdt ansvarlige og stillet for
    retten for på den måde at forebygge nye internationale for-
    brydelser.
    Retsforfølgning af internationale forbrydelser finder i dag
    sted i en række fora. De højest rangerende ansvarlige ger-
    ningsmænd som f.eks. statsoverhoveder og generaler øverst
    i hierarkiet kan retsforfølges internationalt ved Den Inter-
    nationale Straffedomstol eller ved særligt nedsatte interna-
    tionale krigsforbrydertribunaler. Langt de fleste gernings-
    mænd, herunder eksempelvis soldater, der har begået krigs-
    forbrydelser, vil skulle retsforfølges nationalt enten i det
    land, hvor forbrydelsen er begået, f.eks. Ukraine, eller i den
    stat, hvor gerningsmanden efterfølgende tager ophold, f.eks.
    Danmark.
    Næsten alle EU-lande har særskilt kriminaliseret internatio-
    nale krigsforbrydelser
    Modsat Danmark har vores nabolande Norge, Finland og
    Sverige og stort set alle andre lande i Europa særskilt kri-
    minaliseret internationale krigsforbrydelser i deres nationale
    lovgivning. Faktisk er det kun Danmark og Italien, der i dag
    – 20 år efter Romstatuttens ikrafttræden – ikke specifikt de-
    finerer og forbyder krigsforbrydelser eller forbrydelser mod
    menneskeheden, jf. »20 years on: Main developments in the
    fight against impunity for core international crimes in the
    EU«, Eurojust, maj 2022, fodnote 8, side 8. Henset til den
    internationale situation og Ruslands invasion af Ukraine er
    det paradoksalt og helt uholdbart, at Danmark er en af de
    eneste medlemsstater i EU, hvor krigsforbrydelser m.v. ikke
    er selvstændigt kriminaliseret.
    En krigsforbryder m.v. vil typisk være ansvarlig for drab,
    vold eller andet, der allerede er omfattet af den danske straf-
    felov. Det er imidlertid værd at bemærke, at internationale
    forbrydelser, herunder krigsforbrydelser, er forbrydelser af
    en helt særlig alvorlig og omfattende karakter, og at de som
    sådan er fordømt af det internationale samfund. SF mener, at
    denne særlige kategori af forbrydelser fremover bør kunne
    behandles som sådan af danske domstole.
    Dertil kommer, at der kan stilles spørgsmålstegn ved, om
    den danske straffelov i alle tilfælde indeholder den fornødne
    hjemmel til at retsforfølge visse af de krigsforbrydelser, som
    FN har dokumenteret i Ukraine. Det er f.eks. ikke givet,
    at angreb, der ikke skelner mellem kombattanter og civile
    – eller brug af eksplosive våben med uforholdsmæssig stor
    områdeeffekt i tæt befolkede områder uden iagttagelse af
    de fornødne beskyttelsesforanstaltninger – kan straffes efter
    den danske straffelov. Der kan således være en risiko for, at
    russiske soldater, der har begået krigsforbrydelser og kom-
    mer til Danmark, ikke vil kunne straffes herfor efter den
    nuværende danske straffelov.
    SF har noteret sig, at Danmarks tidligere justitsminister
    Mattias Tesfaye (S) satte spørgsmålet om retsforfølgelse
    af krigsforbrydere på dagsordenen, da han i august 2022
    opfordrede ukrainske flygtninge i Danmark til at gå til
    politiet, hvis de havde været ofre for eller vidner til krigs-
    forbrydelser, jf. »Justitsministeren opfordrer ofre og vidner
    til krigsforbrydelser i Ukraine til at rette henvendelse til
    politiet«, Justitsministeriet, den 20. august 2022. Ligesom
    den daværende justitsminister i et svar til Retsudvalget af
    30. september 2022 udtalte: »Som justitsminister er jeg dog
    optaget af, om straffeloven følger med tiden. Derfor er jeg
    åben over for at se på en selvstændig kriminalisering af
    krigsforbrydelser. En sådan beslutning kræver dog grundige
    overvejelser. Jeg har derfor bedt mit embedsværk om at se
    på fordele og ulemper. Tidshorisonten for arbejdet er endnu
    ikke fastlagt«, jf. REU alm. del – svar på spørgsmål 1333
    (2021-22).
    Ligeledes sagde statsminister Mette Frederiksen (S) under
    et besøg hos civile ukrainere i den ukrainske by Borodyanka
    tilbage i foråret 2022, at der »indlysende« var tale om krigs-
    forbrydelser. Statsministeren understregede samtidig beho-
    vet for at dokumentere forbrydelserne og retsforfølge de
    ansvarlige, jf. »Mette Frederiksen: – Det er da indlysende, at
    det er krigsforbrydelser«, TV2, den 21. april 2022.
    Disse vigtige meldinger fra både statsministeren og den
    tidligere justitsminister bør regeringen følge op med konkret
    handling i form af en selvstændig kriminalisering af interna-
    tionale forbrydelser i dansk ret, så retstilstanden afspejler
    disse forbrydelsers særlige gerningsindhold og beskyttelses-
    interesser, der adskiller sig fra de almindelige »hverdags-
    forbrydelser« i straffeloven.
    En selvstændig kriminalisering vil ligeledes bringe retstil-
    standen på linje med resten af Europa og ikke mindst afspej-
    le den nye, alvorlige virkelighed, Europa nu står i.
    2
    Eksempler på selvstændig kriminalisering af internationale
    forbrydelser
    Straffelovrådet og Justitsministeriet har hidtil ikke fundet
    det nødvendigt med en selvstændig kriminalisering af en
    række internationale forbrydelser i dansk ret. Argumentet
    har været, at man ikke ønskede dobbelt kriminalisering, jf.
    Straffelovrådets betænkning nr. 1494/2008 om torturbestem-
    melse i straffeloven.
    Her er det værd at notere sig, at der faktisk er eksempler
    på internationale forbrydelser, der er blevet kriminaliseret i
    dansk ret. F.eks. blev folkedrab selvstændigt kriminaliseret
    i Danmark i 1955 med lov om straf for folkedrab. Det
    betyder, at en person, der har begået eller medvirket til
    folkedrab, og som befinder sig her i landet, kan retsforfølges
    og straffes for folkedrab ved de danske domstole med en
    strafferamme, der går op til fængsel på livstid. Ligeledes
    er terrorisme og menneskehandel blevet selvstændigt krimi-
    naliseret i dansk ret, selv om disse forbrydelser også ville
    kunne straffes som almindelige straffelovsovertrædelser.
    Samlet set er den nuværende retstilstand efter SF’s opfat-
    telse ude af trit med den aktive rolle, Danmark ønsker at
    spille i forhold til at bekæmpe internationale forbrydelser,
    jf. »Justitsministeren tager til EU-rådsmøde for at drøfte
    organiseret kriminalitet og retsforfølgelse af forbrydelser be-
    gået i Ukraine«, Justitsministeriet, den 26. januar 2023. Bl.a.
    har Danmark initieret det internationale initiativ »Group
    of Friends of Accountability« i forbindelse med Ruslands
    aggression over for Ukraine, jf. »Denmark launches glo-
    bal platform to work for accountability following Russia’s
    aggression against Ukraine«, Udenrigsministeriet, den 25.
    marts 2022, og siden begyndelsen af den russiske invasion
    støttet tiltag vedrørende indsamling af beviser for og retsfor-
    følgning af internationale forbrydelser i Ukraine, jf. »Ukrai-
    ne har »kæmpe behov« for nyt projekt«, Politiken, den 22.
    september 2022.
    SF mener derfor, at regeringen inden udgangen af 2023 og
    gerne tidligere bør fremsætte et lovforslag, der selvstændigt
    kriminaliserer internationale forbrydelser i dansk ret, f.eks.
    ved at indsætte et særligt kapitel i straffeloven vedrørende
    tortur, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskehe-
    den.
    3
    Skriftlig fremsættelse
    Karina Lorentzen Dehnhardt (SF):
    Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved
    at fremsætte:
    Forslag til folketingsbeslutning om selvstændig
    kriminalisering af internationale forbrydelser i dansk ret,
    herunder tortur, krigsforbrydelser og forbrydelser mod
    menneskeheden.
    (Beslutningsforslag nr. B 27)
    Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager
    forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
    4