Fremsat den 25. januar 2023 af skatteministeren (Jeppe Bruus)

Tilhører sager:

Aktører:


    AN15804

    https://www.ft.dk/ripdf/samling/20222/lovforslag/l17/20222_l17_som_fremsat.pdf

    Fremsat den 25. januar 2023 af skatteministeren (Jeppe Bruus)
    Forslag
    til
    Lov om gennemførelse af dobbeltbeskatningsoverenskomst og tilhørende
    protokol mellem Kongeriget Danmark og Den Franske Republik
    § 1. Bestemmelserne i overenskomst og tilhørende pro-
    tokol af 4. februar 2022 mellem Kongeriget Danmarks re-
    gering og Den Franske Republiks regering til ophævelse
    af dobbeltbeskatning for så vidt angår indkomstskatter og
    forhindring af skatteunddragelse og -omgåelse, gælder her i
    landet, jf. bilag 1.
    § 2. Skatteministeren fastsætter tidspunktet for lovens
    ikrafttræden.
    § 3. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
    Lovforslag nr. L 17 Folketinget 2022-23 (2. samling)
    Skattemin., j.nr. 2022-14751
    AN015804
    Bilag 1
    OVERENSKOMST
    MELLEM
    KONGERIGET DANMARKS REGERING OG
    DEN FRANSKE REPUBLIKS REGERING
    TIL OPHÆVELSE AF DOBBELTBESKATNING
    FOR SÅ VIDT ANGÅR INDKOMSTSKATTER OG
    FORHINDRING AF SKATTEUNDDRAGELSE OG -OMGÅELSE
    Regeringen i Kongeriget Danmark og regeringen i Den Franske Republik,
    der ønsker yderligere at udvikle deres økonomiske forbindelser og at styrke deres samarbejde om skatte-
    forhold,
    der har til hensigt at indgå en overenskomst til ophævelse af dobbeltbeskatning for så vidt angår skatter,
    som er omfattet af denne overenskomst, uden at skabe muligheder for ikke-beskatning eller nedsat
    beskatning gennem skatteunddragelse eller skatteomgåelse (herunder gennem utilsigtet anvendelse af
    skatteaftaler (treaty-shopping) med henblik på at opnå de lempelser, som denne overenskomst giver
    adgang til, til indirekte fordel for personer, som er hjemmehørende i tredjestater),
    er blevet enige om følgende:
    Artikel 1
    Personer omfattet af overenskomsten
    1. Denne overenskomst finder anvendelse på personer, der er hjemmehørende i en af eller begge de
    kontraherende stater.
    2. Ved anvendelsen af denne overenskomst skal indkomst, som erhverves af eller gennem et interessent-
    skab eller en anden lignende enhed (herunder en gruppe af personer), der behandles som helt eller
    delvist skattemæssigt transparent efter skattelovgivningen i en af de kontraherende stater, anses for at
    være indkomst for en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, men kun i det omfang at
    indkomsten ved beskatningen i denne stat behandles som indkomst for en person, der er hjemmehørende i
    denne stat.
    Hvis interessentskabet eller en anden lignende enhed (herunder en gruppe af personer), der behandles
    som helt eller delvist skattemæssigt transparent efter skattelovgivningen i en af de kontraherende stater,
    er etableret i en tredjestat, skal denne indkomst dog kun anses for at være indkomst for en person,
    der er hjemmehørende i en kontraherende stat, hvis denne tredjestat også behandler interessentskabet
    eller enhver anden lignende enhed (herunder en gruppe af personer) som helt eller delvist skattemæssigt
    transparent, og hvis den med den kontraherende stat, hvorfra indkomsten hidrører, har indgået en aftale
    om administrativ bistand med henblik på at forhindre skatteunddragelse og skatteomgåelse.
    Bestemmelserne i dette stykke skal ikke finde anvendelse på indkomst, som erhverves af eller gennem et
    interessentskab eller en anden lignende enhed (herunder en gruppe af personer), der er hjemmehørende i
    Frankrig efter artikel 4, stk. 4.
    Artikel 2
    Skatter omfattet af overenskomsten
    2
    1. Denne overenskomst finder anvendelse på indkomstskatter, der pålignes på vegne af en kontraherende
    stat eller af dens politiske underafdelinger eller af dens lokale eller regionale myndigheder, uanset
    hvordan de opkræves.
    2. Som indkomstskatter anses alle skatter, der pålignes hele indkomsten eller dele af indkomsten, herun-
    der skatter af fortjeneste ved afhændelse af rørlig eller fast ejendom, såvel som skatter på formueforøgel-
    se.
    3. De gældende skatter, som overenskomsten finder anvendelse på, er især:
    a) i Danmark:
    (i) indkomstskatten til staten,
    (ii) den kommunale indkomstskat,
    (herefter omtalt som “dansk skat”)
    b) i Frankrig:
    (i) indkomstskatten (“l’impôt sur le revenu”),
    (ii) selskabsskatten (“l’impôt sur les sociétés”),
    (iii) det supplerende selskabsskattebidrag (“les contributions sur l’impôt sur les sociétés”),
    (iv) det generelle socialsikringsbidrag (“contributions sociales généralisées”), bidrag til dækning af
    underskuddet på de sociale sikringsordninger (“contributions pour le remboursement de la dette
    sociale”),
    herunder enhver kildeskat eller forskudsbetaling med hensyn til de fornævnte skatter;
    (herefter omtalt som “fransk skat”)
    4. Overenskomsten finder endvidere anvendelse på skatter af samme eller væsentligt samme art, der efter
    datoen for undertegnelse af denne overenskomst pålignes som tillæg til, eller i stedet for, de eksisteren-
    de skatter. De kontraherende staters kompetente myndigheder skal underrette hinanden om væsentlige
    ændringer, som er foretaget i deres respektive skattelove.
    Artikel 3
    Almindelige definitioner
    1. Medmindre andet fremgår af sammenhængen, har følgende udtryk i denne overenskomst den nedenfor
    angivne betydning:
    a) udtrykkene ”en kontraherende stat" og ”den anden kontraherende stat” betyder Danmark eller Fran-
    krig, alt efter sammenhængen,
    b) udtrykket ”Danmark” betyder Kongeriget Danmark, herunder ethvert område uden for Danmarks
    territorialfarvand, som i overensstemmelse med international ret er eller senere måtte blive betegnet
    som et område, inden for hvilket Danmark kan udøve suverænitetsrettigheder med hensyn til efter-
    forskning og udnyttelse af naturforekomster på havbunden eller i dens undergrund og de overliggende
    vande og med hensyn til anden virksomhed med henblik på efterforskning og økonomisk udnyttelse
    af området; udtrykket omfatter ikke Færøerne og Grønland,
    c) udtrykket “Frankrig” betyder Den Franske Republiks europæiske områder/departementer og dens
    oversøiske områder og territorier, der er opført i Protokollen, herunder disses søterritorium og ethvert
    havområde, der ligger ud over det nævnte søterritorium, og inden for hvilket Den Franske Republik
    i overensstemmelse med international ret har suverænitetsrettigheder eller udøver sin jurisdiktion
    med henblik på udforskning og udnyttelse af havbundens naturforekomster, dens undergrund og de
    overliggende vande,
    d) udtrykket ”person” omfatter en fysisk person, et selskab og enhver anden sammenslutning af person-
    er,
    3
    e) udtrykket ”selskab” betyder enhver juridisk person eller enhver enhed, der i skattemæssig henseende
    behandles som en juridisk person,
    f) udtrykket ”foretagende” anvendes om enhver form for udøvelse af erhvervsvirksomhed,
    g) udtrykkene ”foretagende i en kontraherende stat” og ”foretagende i den anden kontraherende stat” be-
    tyder henholdsvis et foretagende, som drives af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende
    stat, og et foretagende, som drives af en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende
    stat,
    h) udtrykket ”international trafik” betyder enhver transport med skib eller fly, som anvendes af et
    foretagende, hvis virkelige ledelse har sit sæde i en kontraherende stat, undtagen når sådan transport
    udelukkende anvendes mellem steder i den anden kontraherende stat,
    i) udtrykket “anerkendt pensionsinstitut” i en stat betyder en enhed eller et arrangement, som er etable-
    ret i denne stat, og som behandles som en selvstændig person efter denne stats skattelovgivning, og
    (i) som er etableret og udelukkende eller næsten udelukkende drives med henblik på at administrere
    pensionsydelser eller at stille sådanne ydelser og dertil hørende fordele til rådighed for fysiske
    personer, og som sådan er reguleret af denne stat eller en af dens politiske underafdelinger eller
    lokale og regionale myndigheder, eller
    (ii) som er etableret og udelukkende eller næsten udelukkende drives med henblik på at foretage
    investeringer til fordel for enheder eller arrangementer som nævnt i underafsnit (i),
    j) udtrykket ”kompetent myndighed” betyder
    (i) Danmark:
    Skatteministeren eller ministerens befuldmægtigede stedfortræder,
    (ii) i Frankrig:
    Finansministeren eller ministerens befuldmægtigede stedfortræder,
    k) udtrykket ”statsborger” betyder i forhold til en kontraherende stat:
    (i) enhver fysisk person, der har indfødsret i en kontraherende stat, og
    (ii) enhver juridisk person, ethvert interessentskab eller enhver sammenslutning, der består i kraft af
    den gældende lovgivning i den kontraherende stat,
    l) udtrykket ”erhvervsvirksomhed” omfatter udøvelse af frit erhverv og udøvelse af anden virksomhed
    af uafhængig karakter.
    2. Ved en kontraherende stats anvendelse af overenskomsten til enhver tid skal ethvert udtryk, som ikke er
    defineret deri, medmindre andet følger af sammenhængen, tillægges den betydning, som det har på dette
    tidspunkt i denne stats lovgivning med henblik på de skatter, som overenskomsten finder anvendelse på,
    idet enhver betydning i denne stats skattelove går forud for den betydning, dette udtryk er tillagt i denne
    stats andre love.
    Artikel 4
    Skattemæssigt hjemsted
    1. I denne overenskomst betyder udtrykket ”hjemmehørende i en kontraherende stat”, enhver person som
    efter lovgivningen i denne stat er skattepligtig dér på grund af hjemsted, bopæl, ledelsens sæde eller
    ethvert andet kriterium af lignende karakter, og omfatter også denne stat og enhver dertil hørende politisk
    underafdeling eller lokal eller regional myndighed samt de offentligretlige juridiske personer af denne
    stat, af dennes politiske underafdelinger eller af dennes lokale eller regionale myndigheder såvel som et
    anerkendt pensionsinstitut i denne stat. Dette udtryk omfatter dog ikke en person, som er skattepligtig i
    denne stat udelukkende af indkomst fra kilder i denne stat.
    2. Hvis en fysisk person efter bestemmelserne i stk. 1 er hjemmehørende i begge de kontraherende stater,
    bestemmes hans status som følger:
    4
    a) Han anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor han har en fast bolig til sin rådighed. Hvis
    han har en fast bolig til sin rådighed i begge stater, anses han for kun at være hjemmehørende i den
    stat, med hvilken han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine
    livsinteresser).
    b) Hvis det ikke kan afgøres, i hvilken stat han har midtpunkt for sine livsinteresser, eller hvis han ikke
    har en fast bolig til sin rådighed i nogen af staterne, anses han for kun at være hjemmehørende i den
    stat, hvor han sædvanligvis har ophold.
    c) Hvis han sædvanligvis har ophold i begge stater, eller hvis han ikke har ophold i nogen af dem, anses
    han for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor han er statsborger.
    d) Hvis han er statsborger i begge stater, eller hvis han ikke er statsborger i nogen af dem, afgør de
    kontraherende staters kompetente myndigheder spørgsmålet ved gensidig aftale.
    3. Hvis en ikke-fysisk person efter bestemmelserne i stk. 1 er hjemmehørende i begge kontraherende
    stater, anses denne for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor dens virkelige ledelse har sit sæde.
    4. Udtrykket “hjemmehørende i en kontraherende stat” omfatter, når denne kontraherende stat er Fran-
    krig, ethvert interessentskab eller enhver anden lignende enhed (herunder en gruppe af personer):
    a) som har sin virkelige ledelse i Frankrig,
    b) som er skattepligtig i Frankrig, og
    c) hvis aktionærer, anpartshavere eller medlemmer alle, i henhold til skattelovgivningen i Frankrig, er
    personligt skattepligtige dertil af deres andel af overskuddet fra det pågældende interessentskab eller
    anden lignende enhed (herunder en gruppe af personer).
    Artikel 5
    Fast driftssted
    1. I denne overenskomst betyder udtrykket ”fast driftssted” et fast forretningssted, hvor igennem et
    foretagendes erhvervsvirksomhed helt eller delvis udøves.
    2. Udtrykket ”fast driftssted” omfatter især:
    a) et sted, hvorfra et foretagende ledes,
    b) en filial,
    c) et kontor,
    d) en fabrik,
    e) et værksted, og
    f) en mine, en olie- eller gaskilde, et stenbrud eller ethvert andet sted, hvor naturforekomster udvindes.
    3. a) En byggeplads, et anlægs- eller monteringsarbejde udgør kun et fast driftssted, hvis aktiviteterne
    varer mere end 12 måneder.
    b) En installation eller borerig eller et skib, der anvendes til efterforskning af naturforekomster, udgør
    kun et fast driftssted, hvis aktiviteterne varer mere end 12 måneder.
    4. Ved anvendelsen af stk. 3, litra b, anses virksomhed udøvet af et foretagende, som er nært forbundet
    med et andet foretagende, for at være udøvet af det nært forbundne foretagende, hvis den virksomhed,
    der udøves af de to foretagender det samme sted, udgør gensidigt supplerende funktioner, som indgår i en
    samlet udøvelse af erhvervsvirksomhed.
    5. Uanset de forudgående bestemmelser i denne artikel omfatter udtrykket ”fast driftssted” ikke:
    a) anvendelsen af indretninger udelukkende med henblik på oplagring, udstilling eller udlevering af
    varer tilhørende foretagendet,
    5
    b) opretholdelsen af et varelager tilhørende foretagendet udelukkende med henblik på oplagring, udstil-
    ling eller udlevering,
    c) opretholdelsen af et varelager tilhørende foretagendet udelukkende med henblik på forarbejdning hos
    et andet foretagende,
    d) opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende med henblik på at foretage indkøb af varer eller
    indsamle oplysninger for foretagendet,
    e) opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende med henblik på at udøve enhver form for virk-
    somhed for foretagendet, som ikke er opført i litra a-d, forudsat at denne aktivitet er af forberedende
    eller hjælpende karakter,
    f) opretholdelsen af et fast forretningssted udelukkende for at udøve enhver kombination af de aktivite-
    ter, der er nævnt i litra a-e, forudsat at den samlede virksomhed i det faste forretningssted, som er et
    resultat af denne kombination, er af forberedende eller hjælpende karakter.
    6. Stk. 5 finder ikke anvendelse på et fast forretningssted, som anvendes eller opretholdes af et foretagen-
    de, hvis det samme foretagende eller et nært forbundet foretagende driver erhvervsvirksomhed det samme
    sted eller et andet sted i den samme kontraherende stat, og
    a) dette sted eller andet sted udgør et fast driftssted for foretagendet eller det nært forbundne foretagende
    efter bestemmelserne i denne artikel, eller
    b) den samlede virksomhed, som er et resultat af kombinationen af virksomheden udøvet af de to
    foretagender det samme sted, eller af det samme foretagende eller nært forbundne foretagender de to
    steder, ikke er af forberedende eller hjælpende karakter,
    forudsat at den erhvervsvirksomhed, som udøves af de to foretagender det samme sted, eller som udøves
    af det samme foretagende eller nært forbundne foretagender de to steder, udgør gensidigt supplerende
    funktioner, som indgår i en samlet udøvelse af erhvervsvirksomhed.
    7. Hvis en person handler i en kontraherende stat på et foretagendes vegne og i forbindelse hermed
    sædvanligvis indgår aftaler eller sædvanligvis spiller en afgørende rolle ved indgåelsen af aftaler, som
    rutinemæssigt indgås uden væsentligt at blive ændret af foretagendet, og disse aftaler er
    a) i foretagendets navn, eller
    b) vedrører overdragelse af ejerskab til eller tildeling af rettighed til at anvende formuegoder ejet af
    foretagendet eller som foretagendet har ret til at anvende, eller
    c) vedrører levering af foretagendets tjenesteydelser,
    anses dette foretagende uanset bestemmelserne i stk. 1 og 2, og medmindre bestemmelserne i stk. 8 med-
    fører andet, for at have et fast driftssted i denne stat med hensyn til enhver virksomhed, som denne person
    påtager sig for foretagendet, medmindre denne persons virksomhed er begrænset til det, som er nævnt
    i stk. 5, og som, hvis den var udøvet gennem et fast forretningssted (bortset fra et fast forretningssted,
    hvor stk. 6 finder anvendelse), ikke ville gøre dette faste forretningssted til et fast driftssted i henhold til
    bestemmelserne i det nævnte stykke.
    8. Stk. 7 finder ikke anvendelse, hvis personen, som handler i en kontraherende stat på vegne af et foreta-
    gende i den anden kontraherende stat, driver erhvervsvirksomhed i den førstnævnte stat som uafhængig
    repræsentant og handler for foretagendet inden for rammerne af denne erhvervsvirksomhed. Hvis en
    person udelukkende eller næsten udelukkende handler på vegne af et eller flere foretagender, som denne
    person er nært forbundet med, anses denne person ikke for at være en uafhængig repræsentant i dette
    stykkes betydning med hensyn til ethvert sådant foretagende.
    9. Den omstændighed, at et selskab, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, kontrollerer eller
    kontrolleres af et selskab, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, eller som driver
    6
    erhvervsvirksomhed i denne anden kontraherende stat (enten gennem et fast driftssted eller på anden
    måde), medfører ikke i sig selv, at det ene selskab anses for et fast driftssted for det andet.
    10. Ved anvendelsen af denne artikel anses en person eller et foretagende for at være nært forbundet
    med et foretagende, hvis, når alle relevante forhold og omstændigheder tages i betragtning, den ene
    kontrolleres af den anden, eller begge kontrolleres af de samme personer eller foretagender. Under alle
    omstændigheder anses en person eller et foretagende for at være nært forbundet med et foretagende, hvis
    den ene direkte eller indirekte besidder mere end 50 pct. af de retmæssige andele i den anden (eller,
    når der er tale om et selskab, mere end 50 pct. af den samlede stemmeandel såvel som af værdien af
    selskabets aktier, eller af de retmæssige egenkapitalandele i selskabet), eller hvis en anden person eller
    et andet foretagende direkte eller indirekte besidder mere end 50 pct. af de retmæssige andele (eller,
    når der er tale om et selskab, mere end 50 pct. af den samlede stemmeandel såvel som af værdien af
    selskabets aktier, eller af de retmæssige egenkapitalandele i selskabet) i personen og foretagendet eller i
    de to foretagender.
    Artikel 6
    Indkomst af fast ejendom
    1. Indkomst, som en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, erhverver af fast ejendom
    (herunder indkomst af landbrug eller skovbrug), der er beliggende i den anden kontraherende stat, kan
    beskattes i denne anden stat.
    2. Udtrykket "fast ejendom" tillægges den betydning, som det har i lovgivningen i den kontraherende stat,
    hvor den pågældende ejendom er beliggende. Udtrykket omfatter i alle tilfælde tilbehør til fast ejendom,
    besætning og redskaber, der anvendes i landbrug og skovbrug, rettigheder på hvilke bestemmelserne i
    civilretten om fast ejendom finder anvendelse, brugsret til fast ejendom og retten til variable eller faste
    betalinger som vederlag for udnyttelsen af, eller retten til at udnytte mineralforekomster, kilder og andre
    naturforekomster. Skibe og fly anses ikke for fast ejendom.
    3. Bestemmelserne i stk. 1 finder anvendelse på indkomst, der hidrører fra direkte brug, udleje, bortfor-
    pagtning eller benyttelse i enhver anden form af fast ejendom.
    4. Bestemmelserne i stk. 1 og 3 finder også anvendelse på indkomst af fast ejendom, der tilhører et
    foretagende.
    Artikel 7
    Fortjeneste ved erhvervsvirksomhed
    1. Fortjeneste, som erhverves af et foretagende i en kontraherende stat, kan kun beskattes i denne
    kontraherende stat, medmindre foretagendet driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat
    gennem et dér beliggende fast driftssted. Hvis foretagendet driver førnævnte erhvervsvirksomhed, kan
    foretagendets fortjeneste, der henføres til det faste driftssted efter bestemmelserne i stk. 2, beskattes i den
    anden stat.
    2. Ved anvendelsen af denne artikel og artikel 22 er den fortjeneste, som i hver kontraherende stat
    kan henføres til det faste driftssted som nævnt i stk. 1, den fortjeneste, som det faste driftssted især
    i sine forbindelser med andre dele af foretagendet kunne forventes at opnå, hvis det havde været et
    frit og uafhængigt foretagende, der var beskæftiget med den samme eller lignende virksomhed på de
    samme eller lignende vilkår, i betragtning af de udførte funktioner, de anvendte aktiver og de risici, som
    foretagendet har påtaget sig gennem det faste driftssted og gennem andre dele af foretagendet.
    7
    3. Hvis en kontraherende stat i medfør af stk. 2 regulerer den fortjeneste, der kan henføres til et fast
    driftssted tilhørende et foretagende i en af de kontraherende stater, og i overensstemmelse hermed
    beskatter foretagendets fortjeneste, som er blevet beskattet i den anden stat, skal denne anden stat foretage
    en passende regulering af den skat, der pålægges denne fortjeneste, i det omfang det er nødvendigt for at
    undgå dobbeltbeskatning af fortjenesten. Ved fastsættelsen af en sådan regulering skal de kontraherende
    staters kompetente myndigheder om nødvendigt konsultere hinanden.
    4. Hvis fortjeneste omfatter indkomster, som er behandlet særskilt i andre artikler i denne overenskomst,
    berøres bestemmelserne i disse artikler ikke af bestemmelserne i denne artikel.
    Artikel 8
    International skibsfart og luftfart
    1. Fortjeneste ved skibs- og luftfartsvirksomhed i international trafik kan kun beskattes i den kontraheren-
    de stat, hvor foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.
    2. Ved anvendelsen af denne artikel medregnes følgende til fortjeneste ved drift af skibe og fly i
    international trafik:
    a) fortjeneste ved udlejning af skibe eller fly med besætning (”timecharter” eller ”voyagecharter”), når
    de pågældende skibe og fly anvendes i international trafik,
    b) fortjeneste ved udlejning af skibe eller fly uden besætning (”bareboatcharter”), når sådan udlejning
    har nær tilknytning til drift af skibe eller fly i international trafik, og
    c) fortjeneste ved anvendelse, rådighedsstillelse eller udleje af containere (herunder anhængere, pramme
    og lignende udstyr til transport af containere), der anvendes til transport af gods og varer, når sådan
    anvendelse, rådighedsstillelse eller udleje, har nær tilknytning til drift af skibe eller fly i international
    trafik.
    3. Hvis en rederivirksomheds virkelige ledelse har sit sæde ombord på et skib, skal det anses for at være
    beliggende i den kontraherende stat, hvor skibets hjemhavn er beliggende, eller, hvis der ikke er en sådan
    hjemhavn, i den kontraherende stat, hvor rederen af skibet er hjemmehørende.
    4. Bestemmelserne i stk.1 og 2 finder også anvendelse på fortjeneste ved deltagelse i en pool, et
    forretningsfællesskab eller en international driftsorganisation.
    5. Fra den dag, hvor denne overenskomst finder anvendelse for første gang i henhold til artikel 31, stk. 2,
    til den dag hvor overenskomsten ophører med at finde anvendelse efter artikel 32, skal de bestemmelser,
    der blev vedtaget ved noteveksling af 28. februar 1930 mellem Denmark og Frankrig vedrørende beskat-
    ning af fortjeneste ved skibs- og luftfart ikke finde anvendelse.
    Artikel 9
    Forbundne foretagender
    1. Hvis
    a) et foretagende i en kontraherende stat direkte eller indirekte deltager i ledelsen af, kontrollen med
    eller kapitalen i et foretagende i den anden kontraherende stat, eller
    b) de samme personer direkte eller indirekte deltager i ledelsen af, kontrollen med eller kapitalen i såvel
    et foretagende i en kontraherende stat som et foretagende i den anden kontraherende stat,
    og der i nogle af disse tilfælde mellem de to foretagender er aftalt eller fastsat vilkår vedrørende deres
    forretningsmæssige eller finansielle forbindelser, der afviger fra de vilkår, som ville være blevet aftalt
    mellem uafhængige foretagender, kan enhver fortjeneste, som ville være tilfaldet et af disse foretagender,
    8
    hvis disse vilkår ikke havde foreligget, men som på grund af disse vilkår ikke er tilfaldet dette, medregnes
    til dette foretagendes fortjeneste og beskattes i overensstemmelse hermed.
    2. Hvis en kontraherende stat til fortjenesten for et foretagende i denne stat medregner – og i overens-
    stemmelse hermed beskatter – fortjeneste, som et foretagende i den anden kontraherende stat er blevet be-
    skattet af i denne anden stat, og den således medregnede fortjeneste er fortjeneste, som ville være tilfaldet
    foretagendet i den førstnævnte stat, hvis vilkårene, der er aftalt mellem de to foretagender, havde været de
    samme, som ville have været aftalt mellem uafhængige foretagender, skal denne anden kontraherende stat
    foretage en passende regulering af det skattebeløb, som er beregnet dér af fortjenesten. Ved fastsættelsen
    af sådan regulering skal der tages skyldigt hensyn til de øvrige bestemmelser i denne overenskomst, og de
    kontraherende staters kompetente myndigheder skal om nødvendigt konsultere hinanden.
    Artikel 10
    Udbytter
    1. Udbytte udbetalt af et selskab, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, til en person, der er
    hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden kontraherende stat.
    2. Udbytte udbetalt af et selskab, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, kan dog også beskattes i
    denne stat efter denne stats lovgivning, men hvis den retmæssige ejer af udbyttet er hjemmehørende i den
    anden kontraherende stat, må den pålignede skat ikke overstige:
    a) 0 pct. af udbyttets bruttobeløb, hvis den retmæssige ejer er et selskab, som i en uafbrudt periode på
    365 dage indbefattet den dag, hvor udbyttet udbetales, direkte ejer mindst 10 pct. af kapitalen i det
    selskab, som udbetaler udbyttet (ved opgørelsen af denne periode tages der ikke hensyn til ændringer
    i ejerforhold, som er en direkte følge af omstrukturering af selskaber, såsom fusion eller spaltning af
    det selskab, som ejer aktierne, eller som udbetaler udbyttet),
    b) 15 pct. af udbyttets bruttobeløb i alle andre tilfælde.
    Dette stykke berører ikke adgangen til at beskatte selskabet af den fortjeneste, hvoraf udbyttet er udbetalt.
    3. Udtrykket ”udbytte” som anvendt i denne artikel betyder indkomst af aktier, ”jouissance”-aktier eller
    ”jouissance”-rettigheder, mineaktier, stifteraktier eller andre rettigheder, som ikke er gældsfordringer,
    og som giver ret til andel i fortjeneste, såvel som indkomst, der behandles som en udlodning efter
    skattelovgivningen i den kontraherende stat, hvor det udloddende selskab er hjemmehørende.
    4. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse, hvis udbyttets retmæssige ejer, der er hjemmehø-
    rende i en kontraherende stat, driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat, hvor det udbyt-
    tebetalende selskab er hjemmehørende, gennem et dér beliggende fast driftssted, og den aktiebesiddelse,
    som ligger til grund for udbetalingen af udbyttet, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted. I så
    fald finder bestemmelserne i artikel 7 anvendelse.
    5. Hvis et selskab, som er hjemmehørende i en kontraherende stat, erhverver fortjeneste eller indkomst
    fra den anden kontraherende stat, må denne anden stat ikke påligne nogen skat på udbytte, som udbetales
    af selskabet, medmindre udbyttet udbetales til en person, der er hjemmehørende i denne anden stat, eller
    medmindre den aktiebesiddelse, som ligger til grund for udbetalingen af udbyttet, har direkte forbindelse
    med et fast driftssted, der er beliggende i denne anden stat, eller undergive selskabets ikke-udloddede
    fortjeneste en skat på selskabets ikke-udloddede fortjeneste, selvom det udbetalte udbytte eller den
    ikke-udloddede fortjeneste helt eller delvis består af fortjeneste eller indkomst, der hidrører fra denne
    anden stat.
    6.
    9
    a) Udbytte udloddet af indkomst eller fortjeneste fra fast ejendom omfattet af artikel 6 af en investe-
    ringsenhed etableret i en kontraherende stat,
    (i) som udlodder det meste af denne indkomst årligt, og
    (ii) hvis indkomst eller fortjeneste fra sådan fast ejendom er fritaget for skat, til en person hjemme-
    hørende i den anden kontraherende stat kan beskattes i denne anden stat.
    b) Sådanne udbytter kan dog også beskattes i den førstnævnte stat i henhold til skattelovgivningen i
    denne stat, men den skat, der pålægges, må ikke overstige 15 pct. af bruttobeløbet af udbytterne,
    hvis den retmæssige ejer er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, og direkte eller indirekte
    besidder en kapitalandel, der repræsenterer mindre end 10 pct. af denne enheds kapital.
    Når den retmæssige ejer af sådanne udbytter direkte eller indirekte ejer en kapitalandel, der repræsenterer
    10 pct. eller mere af kapitalen i dette selskab eller denne enhed, kan udbyttet beskattes efter den sats, der
    er fastsat i den nationale lovgivning i den kontraherende stat, hvorfra de hidrører.
    Artikel 11
    Renter
    1. Renter, der hidrører fra en kontraherende stat, og som retmæssigt ejes af en person, der er hjemmehø-
    rende i den anden kontraherende stat, kan kun beskattes i denne anden stat.
    2. Udtrykket ”renter” som anvendt i denne artikel betyder indkomst af gældsfordringer af enhver art, hvad
    enten de er sikret ved pant i fast ejendom eller ikke, og hvad enten de indeholder en ret til en andel i
    skyldnerens fortjeneste eller ikke, og især indkomst af statsgældsbeviser og indkomst af obligationer eller
    forskrivninger, herunder agio beløb og gevinster, der knytter sig til sådanne gældsbeviser, obligationer
    eller forskrivninger. Straftillæg ved for sen betaling anses ikke for at være renter ved anvendelsen af
    denne artikel.
    3. Bestemmelserne i stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis renternes retmæssige ejer, der er hjemmehørende
    i en kontraherende stat, driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat, hvorfra renterne
    hidrører, gennem et dér beliggende fast driftssted, og den fordring, som ligger til grund for de betalte
    renter, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted. I så fald finder bestemmelserne i artikel 7
    anvendelse.
    4. Hvis en særlig forbindelse mellem den, der betaler renter, og den retmæssige ejer eller mellem disse
    og en tredje person har bevirket, at renterne set i forhold til den gældsfordring, for hvilken de er betalt,
    overstiger det beløb, som ville være blevet aftalt mellem betaleren og den retmæssige ejer, hvis en sådan
    forbindelse ikke havde foreligget, finder bestemmelserne i denne artikel kun anvendelse på det sidstnævn-
    te beløb. I så fald kan det overskydende beløb beskattes i overensstemmelse med lovgivningen i hver af
    de kontraherende stater under skyldig hensyntagen til de øvrige bestemmelser i denne overenskomst.
    Artikel 12
    Royalties
    1. Royalties, der hidrører fra en kontraherende stat, og som retmæssigt ejes af en person, der er hjemme-
    hørende i den anden kontraherende stat, kan kun beskattes i denne anden stat.
    2. Udtrykket ”royalties” som anvendt i denne artikel betyder betalinger af enhver art, der modtages
    som vederlag for anvendelsen af, eller retten til at anvende, enhver ophavsret til et litterært, kunstnerisk
    eller videnskabeligt arbejde, herunder spillefilm, ethvert patent, varemærke, mønster eller model, tegning,
    hemmelig formel eller fremstillingsmetode eller for oplysninger vedrørende industrielle, forretningsmæs-
    sige eller videnskabelige erfaringer.
    10
    3. Bestemmelserne i stk.1 finder ikke anvendelse, hvis royaltybeløbets retmæssige ejer, der er hjemme-
    hørende i en kontraherende stat, driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat, hvorfra
    royaltybeløbet hidrører, gennem et dér beliggende fast driftssted, og den rettighed eller det formuegode,
    som ligger til grund for de udbetalte royalties, har direkte forbindelse med et sådant fast driftssted. I så
    fald finder bestemmelserne i artikel 7 anvendelse.
    4. Hvis en særlig forbindelse mellem den, der betaler royalties, og den retmæssige ejer eller mellem
    disse og en tredje person har bevirket, at royaltybeløbet set i forhold til den anvendelse, rettighed eller
    oplysning, for hvilken det er betalt, overstiger det beløb, som ville være blevet aftalt mellem betaleren
    og den retmæssige ejer, hvis en sådan forbindelse ikke havde foreligget, finder bestemmelserne i denne
    artikel kun anvendelse på det sidstnævnte beløb. I så fald kan det overskydende beløb beskattes i
    overensstemmelse med lovgivningen i hver af de kontraherende stater under behørig hensyntagen til de
    øvrige bestemmelser i denne overenskomst.
    Artikel 13
    Kapitalgevinster
    1. Fortjeneste som en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, erhverver ved afhændelse af
    fast ejendom som nævnt i artikel 6, og som er beliggende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i
    denne anden stat.
    2. Fortjeneste ved afhændelse af rørlig ejendom, der udgør en del af erhvervsformuen i et fast driftssted,
    som et foretagende i en kontraherende stat har i den anden kontraherende stat, herunder fortjeneste ved
    afhændelse af et sådant fast driftssted (særskilt eller sammen med hele foretagendet), kan beskattes i
    denne anden stat.
    3. Fortjeneste ved afhændelse af ejendom, der udgør en del af erhvervsformuen i et foretagende, og som
    består af skibe eller fly, der anvendes af det foretagende i international trafik eller rørlig ejendom, som
    hører til driften af sådanne skibe eller fly, kan kun beskattes i den kontraherende stat, hvor foretagendets
    virkelige ledelse har sit sæde.
    4. Fortjeneste ved afhændelse af containere (herunder anhængere, pramme og lignende udstyr til transport
    af containere), der anvendes til transport af gods og varer i international trafik af et foretagende i en
    kontraherende stat, kan kun beskattes i den kontraherende stat, hvor foretagendets virkelige ledelse har sit
    sæde.
    5. Fortjeneste, som en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, erhverver ved afhændelse
    af aktier eller dermed sammenlignelige interesser såsom interesser i et interessentskab eller en fond,
    kan beskattes i den anden kontraherende stat, hvis mere end 50 pct. af værdien af disse aktier eller
    dermed sammenlignelige interesser på noget tidspunkt inden for 365 dage forud for afhændelsen direkte
    eller indirekte hidrører fra fast ejendom som defineret i artikel 6 beliggende i den anden kontraherende
    stat. Ved anvendelsen af denne bestemmelse, skal der ikke tages hensyn til faste ejendomme, som hører til
    et sådant selskabs, fonds eller enheds egen virksomhed.
    6. Fortjeneste ved afhændelse af alle andre formuegoder end dem, der er nævnt i stk. 1, 2, 3, 4 og 5, kan
    kun beskattes i den kontraherende stat, hvor afhænderen er hjemmehørende.
    Artikel 14
    Indkomst ved arbejde i ansættelsesforhold
    11
    1. Medmindre bestemmelserne i artiklerne 15, 17 og 19 medfører andet, kan gage, løn og andre lignende
    vederlag, som erhverves af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, ved arbejde i
    ansættelsesforhold, kun beskattes i denne stat, medmindre arbejdet er udført i den anden kontraherende
    stat. Er arbejdet udført der, kan det vederlag, som erhverves herfor, beskattes i denne anden stat.
    2. Uanset bestemmelserne i stk. 1 kan vederlag, som erhverves af en person, der er hjemmehørende i en
    kontraherende stat, ved arbejde i ansættelsesforhold udført i den anden kontraherende stat, kun beskattes i
    den førstnævnte kontraherende stat, hvis:
    a) modtageren opholder sig i den anden stat i en eller flere perioder, der tilsammen ikke overstiger 183
    dage i nogen 12-måneders periode, der begynder eller slutter i det pågældende skatteår, og
    b) vederlaget betales af eller for en arbejdsgiver, der ikke er hjemmehørende i den anden stat, og
    c) vederlaget ikke påhviler et fast driftssted, som arbejdsgiveren har i den anden stat.
    3. Uanset de forudgående bestemmelser i denne artikel kan vederlag, som erhverves for arbejde i ansæt-
    telsesforhold udført ombord på et skib eller et fly anvendt i international trafik af en person, der er
    hjemmehørende i en kontraherende stat, beskattes i den kontraherende stat, hvor foretagendets virkelige
    ledelse har sit sæde.
    Artikel 15
    Bestyrelseshonorarer
    Bestyrelseshonorarer og andre lignende vederlag, som erhverves af en person, der er hjemmehørende i en
    kontraherende stat, i hans egenskab af medlem af bestyrelsen for et selskab, der er hjemmehørende i den
    anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.
    Artikel 16
    Optrædende kunstnere, sportsudøvere og modeller
    1. Uanset bestemmelserne i artikel 14 kan indkomst, som erhverves af en person, der er hjemmehørende i
    en kontraherende stat, som optrædende kunstner, såsom teater-, film-, radio- eller fjernsynskunstner, eller
    musiker eller som sportsudøver eller som model, ved hans personligt udøvede virksomhed som sådan i
    den anden kontraherende stat, beskattes i denne anden stat.
    Uanset bestemmelserne i artikel 14 og 21, kan en kunstner, en sportsudøver eller en model, der er
    hjemmehørende i en kontraherende stat, og som erhverver indkomst fra den anden kontraherende stat for
    præstationer, der ikke kan adskilles fra dennes professionelle ry, beskattes i denne anden kontraherende
    stat.
    2. Hvor indkomst hidrørende fra aktiviteter eller præstationer nævnt i stk. 1 ikke tilfalder kunstneren,
    sportsudøveren eller modellen personligt, men en anden person, uanset om denne person er hjemmehø-
    rende i en kontraherende stat eller ikke, kan sådan indkomst, uanset bestemmelserne i artikel 14 og 21,
    beskattes i den kontraherende stat, hvor kunstnerens, sportsudøverens eller modellens aktiviteter eller
    præstationer udøves, stilles til rådighed eller bruges.
    3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse på indkomst, der erhverves ved virksomhed, som
    udøves i en kontraherende stat af kunstnere eller sportsudøvere eller modeller, hvis besøget i denne stat
    helt eller delvist er understøttet af offentlige midler fra den anden kontraherende stat, hvor kunstneren
    eller sportsudøveren eller modellen er hjemmehørende, eller fra denne stats politiske underafdelinger eller
    lokale eller regionale myndigheder eller offentligretlige enheder. I sådanne tilfælde kan indkomsten kun
    beskattes i den kontraherende stat, hvor kunstneren, sportsudøveren eller modellen er hjemmehørende.
    12
    Artikel 17
    Pensioner
    1. Medmindre andet følger af artikel 19, stk. 2, kan pensioner og lignende vederlag, der hidrører fra en
    kontraherende stat og betales til en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, hvad
    enten dette sker i forbindelse med tidligere ansættelse eller ikke, kun beskattes i denne anden stat.
    2. Uanset bestemmelserne I stk. 1, kan sådanne pensioner og lignende vederlag beskattes i den førstnævn-
    te kontraherende stat, hvis:
    a) bidrag indbetalt af den berettigede til pensionsordningen blev fradraget i den berettigedes skattepligti-
    ge indkomst i den førstnævnte kontraherende stat efter lovgivningen i denne stat, eller
    b) bidrag indbetalt af en arbejdsgiver til pensionsordningen ikke var skattepligtig indkomst for den
    berettigede i den førstnævnte kontraherende stat efter lovgivningen i denne stat.
    c) pensioner er ydet i henhold til den sociale sikringslovgivning i den førstnævnte kontraherende stat.
    Artikel 18
    Sociale sikringsydelser og lignende betalinger
    1. Medmindre andet følger af artikel 17, stk. 2, litra c, kan betalinger modtaget af en fysisk person,
    der er hjemmehørende i en kontraherende stat, i henhold til den sociale sikringslovgivning i den anden
    kontraherende stat, beskattes i denne anden stat.
    2. Legater og studie- eller kunstnerstøtte modtaget af en fysisk person, der er hjemmehørende i en
    kontraherende stat, fra offentlige midler i den anden kontraherende stat eller en politisk underafdeling
    eller en lokal eller regional myndighed i denne stat, kan beskattes i denne anden stat.
    Artikel 19
    Offentligt hverv
    1. a) Gage, løn og andre lignende vederlag, der udbetales af en kontraherende stat eller en dertil
    hørende politisk underafdeling eller lokal eller regional myndighed, eller af en deres offentligretli-
    ge juridiske personer, til en fysisk person for udførelse af hverv for denne stat, underafdeling,
    myndighed eller juridiske person, kan kun beskattes i denne kontraherende stat.
    b) Sådan gage, løn og andre lignende vederlag kan dog kun beskattes i den anden kontraherende stat,
    hvis hvervet er udført i denne anden stat, og den pågældende er hjemmehørende og statsborger i
    denne stat uden samtidig at være statsborger i den førstnævnte stat.
    2. a) Pensioner og andre lignende vederlag, som udbetales af en kontraherende stat eller en dertil
    hørende politisk underafdeling eller lokal eller regional myndighed eller af en af deres offentligret-
    lige juridiske personer – eller af midler tilvejebragt af disse – til en fysisk person i forbindelse
    med udøvelse af hverv for denne stat, underafdeling, myndighed eller juridisk person, kan uanset
    bestemmelserne i stk.1 kun beskattes i denne stat.
    b) Sådanne pensioner og andre lignende vederlag kan dog kun beskattes i den anden kontraherende
    stat, hvis den pågældende er hjemmehørende og statsborger i denne stat uden samtidig at være
    statsborger i den førstnævnte stat.
    3. Bestemmelserne i artiklerne 14, 15, 16 og 17 finder anvendelse på gage, løn, pensioner og andre
    lignende vederlag for udførelse af hverv i forbindelse med erhvervsvirksomhed, der drives af en kontrahe-
    rende stat eller en dertil hørende politisk underafdeling eller lokal eller regional myndighed, eller en af
    deres offentligeretlige juridiske personer.
    13
    Artikel 20
    Studerende
    Beløb, som modtages med henblik på underhold eller uddannelse af en studerende eller lærling, som er
    eller som umiddelbart før han besøger en kontraherende stat var hjemmehørende i den anden kontraheren-
    de stat, og som opholder sig i den førstnævnte stat udelukkende i uddannelsesøjemed, beskattes ikke i
    denne stat under forudsætning af, at sådanne beløb hidrører fra kilder uden for denne stat.
    Artikel 21
    Anden indkomst
    1. Indkomst, som erhverves af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, og som ikke er
    behandlet i de foranstående artikler i denne overenskomst, kan, uanset hvorfra de hidrører, kun beskattes i
    denne stat.
    2. Bestemmelserne i stk.1 finder ikke anvendelse på indkomst, bortset fra indkomst af fast ejendom
    som defineret i artikel 6, stk. 2, hvis indkomstens modtager, som er hjemmehørende i en kontraherende
    stat, driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat gennem et dér beliggende fast driftssted,
    og den rettighed eller det formuegode, som ligger til grund for den udbetalte indkomst, har direkte
    forbindelse med et sådant fast driftssted. I så fald finder bestemmelserne i artikel 7 anvendelse.
    Artikel 22
    Ophævelse af dobbeltbeskatning
    1. I Danmark skal dobbeltbeskatning undgås på følgende måde:
    a) Når en person, som er hjemmehørende i Danmark, erhverver indkomst, som efter bestemmelserne
    i denne overenskomst kan beskattes i Frankrig (undtagen i det omfang, at disse bestemmelser
    udelukkende muliggør beskatning i Frankrig, fordi indkomsten også er indkomst erhvervet af en
    person, der er hjemmehørende i Frankrig), skal Danmark, medmindre bestemmelserne i litra c)
    medfører andet, indrømme fradrag i den pågældende persons indkomstskat med et beløb svarende
    til den indkomstskat, som er betalt i Frankrig.
    b) Sådant fradrag kan dog ikke overstige den del af indkomstskatten som beregnet inden fradraget er
    givet, der svarer til den indkomst, som kan beskattes i Frankrig.
    c) Når en person, som er hjemmehørende i Danmark, erhverver indkomst, som efter bestemmelserne
    i denne overenskomst kun kan beskattes i Frankrig, kan Danmark medregne denne indkomst i be-
    skatningsgrundlaget, men skal i indkomstskatten indrømme fradrag for den del af indkomstskatten,
    som kan henføres til indkomst, der hidrører fra Frankrig.
    2. I Frankrig skal dobbeltbeskatning undgås på følgende måde:
    a) Uanset enhver anden bestemmelse i denne overenskomst, skal indkomst, der kan beskattes eller
    kun kan beskattes i Danmark efter bestemmelserne i overenskomsten, tages i betragtning ved
    beregningen af den franske skat, når sådan indkomst ikke er fritaget for selskabsskat efter fransk
    national ret. I så fald skal den danske skat ikke fradrages i sådan indkomst, men en person, der er
    hjemmehørende i Frankrig, skal, med de betingelser og begrænsninger, der er fastsat i nr. (i) og
    (ii), være berettiget til fradrag i den franske skat. Sådant fradrag skal være lig med
    (i) i tilfælde af anden indkomst end den, der er nævnt under nr. (ii), den franske skat, der kan
    henføres til sådan indkomst, forudsat at personen, der er hjemmehørende i Frankrig, faktisk er
    underlagt dansk beskatning af denne indkomst,
    (ii) i tilfælde af indkomst, der er omfattet af selskabsskat, som henvist til i artikel 7 og artikel 13,
    stk. 2, og i tilfælde af indkomst, som henvist til i artikel 10, artikel 13, stk. 1 og 5, artikel
    14
    14, stk. 3, artikel 15, artikel 16, stk. 1 og 2, og artikel 18, størrelsen af den skat, der er betalt
    i Danmark efter bestemmelserne i disse artikler. Sådant fradrag skal dog ikke overstige den
    franske skat, der kan henføres til sådan indkomst.
    b)
    (i) Med udtrykket “den franske skat, der kan henføres til sådan indkomst”, som anvendt i litra a,
    forstås
    – når skatten af sådan indkomst beregnes ved anvendelse af en forholdsmæssig sats, størrelsen
    af den pågældende nettoindkomst multipliceret med den sats, der faktisk gælder for denne
    indkomst,
    – når skatten af sådan indkomst beregnes ved anvendelse af en progressiv skala, størrelsen af den
    pågældende nettoindkomst multipliceret med den sats, der fremkommer af forholdet mellem
    den skat, der faktisk skal betales af den samlede nettoindkomst, der er skattepligtig efter fransk
    ret, og beløbet af denne samlede nettoindkomst.
    (ii) Med udtrykket “den skat, der er betalt i Danmark”, som anvendt i litra a, forstås den skat, der fak-
    tisk og endeligt afholdes for de pågældende indkomster efter bestemmelserne i overenskomsten, af
    en person, der er hjemmehørende i Frankrig, og som beskattes af disse indkomster efter fransk ret.
    3. Når en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, modtager pensioner eller andet lignende
    vederlag, som efter bestemmelserne i artikel 17, stk. 2, kan beskattes i den anden kontraherende stat, skal
    denne anden stat indrømme et fradrag i personens indkomstskat svarende til den indkomstskat, som er
    betalt i den førstnævnte stat uden at overstige den skat, der kan henføres til sådan indkomst i denne anden
    stat. I et sådant tilfælde, skal der ikke indrømmes fradrag som nævnt i stk. 1 og 2 i denne artikel.
    Artikel 23
    Ikke-diskriminering
    1. Fysiske personer, der er statsborgere i en kontraherende stat, kan ikke i den anden kontraherende
    stat undergives nogen beskatning eller dermed forbundne krav, som er anderledes eller mere byrdefulde
    end den beskatning og dermed forbundne krav, som fysiske personer, der er statsborgere i denne anden
    kontraherende stat, under samme forhold – særligt med hensyn til bopæl – er eller måtte blive undergivet.
    2. Statsløse personer, som er hjemmehørende i en kontraherende stat, kan ikke i nogen af de kontrahe-
    rende stater undergives nogen beskatning eller dermed forbundne krav, som er anderledes eller mere
    byrdefulde end den beskatning eller dermed forbundne krav, som statsborgere i den pågældende stat
    under samme forhold – særligt med hensyn til bopæl – er eller måtte blive undergivet.
    3. Beskatningen af et fast driftssted, som et foretagende i en kontraherende stat har i den anden kontrahe-
    rende stat, må ikke være mindre fordelagtig i denne anden stat end beskatningen af foretagender i denne
    anden stat, der driver samme virksomhed. Denne bestemmelse kan ikke fortolkes som forpligtende en
    kontraherende stat til at indrømme personer, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, de
    personlige skattemæssige begunstigelser, lempelser og nedsættelser, som den som følge af civilstand eller
    forsørgerpligt over for familie indrømmer personer, der er hjemmehørende i denne stat.
    4. Medmindre bestemmelserne i artikel 9, stk. 1, artikel 11, stk. 4 eller artikel 12, stk. 4, finder anvendel-
    se, kan renter, royalties og andre udbetalinger, der betales af et foretagende i en kontraherende stat til
    en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, fradrages ved opgørelsen af et sådant
    foretagendes skattepligtige indkomst under samme betingelser, som hvis de var blevet betalt til en person,
    der er hjemmehørende i den førstnævnte stat.
    15
    5. Foretagender i en kontraherende stat, hvis kapital helt eller delvis ejes eller kontrolleres, direkte eller
    indirekte, af en eller flere personer, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan ikke i
    den førstnævnte kontraherende stat undergives nogen beskatning eller dermed forbundne krav, som er
    anderledes eller mere byrdefulde end den beskatning og dermed forbundne krav, som andre tilsvarende
    foretagender i den førstnævnte kontraherende stat er eller måtte blive undergivet.
    6. Denne artikel skal ikke fortolkes således, at nogen af de kontraherende stater forpligtes til at indrømme
    fysiske personer, der ikke er hjemmehørende i denne stat, nogen personlige fradrag, lempelser eller
    nedsættelser af skat, som indrømmes til fysiske personer, der er hjemmehørende i denne stat.
    7. Hvis nogen bilateral traktat eller aftale mellem de kontraherende stater, bortset fra denne overenskomst,
    indeholder en klausul om ikke-diskriminering eller en mestbegunstigelsesklausul, er det forstået, at
    sådanne klausuler ikke skal finde anvendelse i skattemæssige forhold.
    8. Bestemmelserne i denne artikel finder uanset bestemmelserne i artikel 2 anvendelse på skatter af
    enhver art og betegnelse.
    Artikel 24
    Fremgangsmåden ved indgåelse af gensidige aftaler
    1. Hvis en person mener, at foranstaltninger truffet af den ene eller begge de kontraherende stater, for
    ham medfører eller vil medføre en beskatning, som ikke er i overensstemmelse med bestemmelserne
    i denne overenskomst, kan han, uanset hvilke retsmidler der måtte være fastsat i disse kontraherende
    staters interne lovgivning, indbringe sin sag for den kompetente myndighed i en af de kontraherende
    stater. Sagen skal indbringes inden tre år fra det tidspunkt, hvor der første gang er givet underretning om
    den foranstaltning, der medfører en beskatning, som ikke er i overensstemmelse med overenskomstens
    bestemmelser.
    2. Den kompetente myndighed skal, hvis indsigelsen forekommer den at være berettiget, og hvis den
    ikke selv kan nå frem til en tilfredsstillende løsning, søge at løse sagen ved gensidig aftale med den
    kompetente myndighed i den anden kontraherende stat med henblik på at undgå en beskatning, der ikke
    er i overensstemmelse med overenskomsten. Enhver indgået aftale skal gennemføres uden hensyn til de
    tidsfrister, der er fastsat i de kontraherende staters interne lovgivning.
    3. De kontraherende staters kompetente myndigheder skal søge ved gensidig aftale at løse vanskeligheder
    eller tvivlsspørgsmål, der måtte opstå med hensyn til fortolkningen eller anvendelsen af overenskom-
    sten. De kan også konsultere hinanden om ophævelse af dobbeltbeskatning i tilfælde, som ikke er
    omhandlet i overenskomsten.
    4. De kontraherende staters kompetente myndigheder kan kommunikere direkte med hinanden, herunder
    gennem et fælles udvalg bestående af dem selv eller deres repræsentanter, med henblik på at opnå
    enighed inden for rammerne af de forudgående stykker.
    Artikel 25
    Udveksling af oplysninger
    1. De kontraherende staters kompetente myndigheder skal udveksle sådanne oplysninger, som kan forud-
    ses at være relevante for at gennemføre bestemmelserne i denne overenskomst eller for administrationen
    eller håndhævelsen af intern lovgivning vedrørende skatter af enhver art og betegnelse, der pålægges på
    vegne af de kontraherende stater eller af deres politiske underafdelinger eller lokale eller regionale myn-
    16
    digheder, i det omfang denne beskatning ikke strider mod overenskomsten. Udvekslingen af oplysninger
    er ikke begrænset af artikel 1 og 2.
    2. Enhver oplysning, som en kontraherende stat har modtaget i medfør af stk.1, skal holdes hemmelig
    på samme måde som oplysninger, der er tilvejebragt i medfør af denne stats interne lovgivning og
    må kun meddeles til personer eller myndigheder (herunder domstole og forvaltningsmyndigheder), der
    er beskæftiget med ligning, opkrævning, tvangsfuldbyrdelse, retsforfølgning eller afgørelser af klager
    med hensyn til de skatter, der er nævnt i stk.1, eller tilsynet med førnævnte. Sådanne personer eller
    myndigheder må kun anvende oplysningerne til sådanne formål. De må meddele oplysningerne under
    offentlige retshandlinger eller i retsafgørelser. Oplysninger, som modtages af en kontraherende stat, kan
    uanset det forudgående anvendes til andre formål, når sådanne oplysninger kan anvendes til sådanne
    andre formål efter lovgivningen i begge stater, og den kompetente myndighed i den stat, der meddeler
    oplysningerne, giver tilladelse til sådant brug.
    3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 kan i intet tilfælde fortolkes således, at der pålægges en kontraherende
    stat en pligt til:
    a) at udføre forvaltningsakter, der strider mod denne eller den anden kontraherende stats lovgivning og
    forvaltningspraksis,
    b) at meddele oplysninger, som ikke kan opnås i henhold til denne eller den anden kontraherende stats
    lovgivning eller normale forvaltningspraksis,
    c) at meddele oplysninger, som ville røbe nogen erhvervsmæssig, forretningsmæssig, industriel, kom-
    merciel eller faglig hemmelighed eller fremstillingsmetode, eller oplysninger, hvis offentliggørelse
    ville være i strid med almene hensyn (ordre public).
    4. Hvis en kontraherende stat anmoder om oplysninger efter denne artikel, skal den anden kontraherende
    stat iværksætte de foranstaltninger, der er til rådighed for at indhente de oplysninger, der er anmodet om,
    uanset om denne anden stat ikke måtte have behov for disse oplysninger til dens egne skatteformål. For-
    pligtelsen i det forudgående punktum gælder med forbehold af begrænsningerne i stk. 3, men i intet
    tilfælde kan sådanne begrænsninger fortolkes sådan, at de gør det muligt for en kontraherende stat at afslå
    at meddele oplysninger, blot fordi denne ikke selv har nogen national interesse i sådanne oplysninger.
    5. I intet tilfælde kan bestemmelserne i stk. 3 fortolkes sådan, at de gør det muligt for en kontraherende
    stat at afslå at meddele oplysninger, blot fordi oplysningerne besiddes af en bank, anden finansiel
    institution, repræsentant eller en person, som optræder i egenskab af bemyndiget eller som formynder,
    eller fordi oplysningerne drejer sig om en persons ejerforhold.
    Artikel 26
    Bistand ved inddrivelse af skatter
    1. De kontraherende stater yder hinanden bistand ved inddrivelse af skattekrav. Denne bistand er ikke
    begrænset af artikel 1 og 2. De kontraherende staters kompetente myndigheder kan ved gensidig aftale
    fastsætte nærmere regler for anvendelsen af denne artikel.
    2. Udtrykket ”skattekrav” betyder i denne artikel et skyldigt beløb vedrørende skatter af enhver art og
    betegnelse, som pålægges på vegne af de kontraherende stater eller deres politiske underafdelinger eller
    lokale eller regionale myndigheder, så længe sådan beskatning ikke er i strid med denne overenskomst
    eller med andet juridisk instrument, som de kontraherende stater er deltagere i, såvel som renter, admini-
    strative bøder og omkostninger i forbindelse med inddrivelse og sikring af sådanne beløb.
    3. Når en kontraherende stats skattekrav kan inddrives efter denne stats lovgivning, og den person,
    som skylder beløbet, ikke efter denne stats lovgivning kan gøre indsigelser mod inddrivelsen på dette
    17
    tidspunkt, skal dette skattekrav på anmodning fra den kompetente myndighed i denne stat anerkendes
    af den anden stats kompetente myndighed med henblik på inddrivelse. Skattekravet skal inddrives af
    denne anden stat efter de bestemmelser, der efter denne anden stats lovgivning gælder for inddrivelse af
    skattekrav, som om det pågældende skattekrav var denne anden stats eget skattekrav.
    4. Når en kontraherende stats skattekrav er af en sådan karakter, at denne stat efter sin lovgivning
    kan iværksætte foranstaltninger med henblik på at sikre inddrivelsen af kravet, skal dette skattekrav
    på anmodning af denne stats kompetente myndighed anerkendes af den kompetente myndighed i den
    anden kontraherende stat med henblik på iværksættelse af sådanne foranstaltninger. Denne anden stat skal
    iværksætte foranstaltninger med henblik på sikring af skattekravet efter bestemmelserne i denne anden
    stats lovgivning, som om det pågældende skattekrav var denne anden stats eget skattekrav, uanset om
    skattekravet på det tidspunkt, hvor foranstaltningerne iværksættes, ikke kan inddrives i den førstnævnte
    stat, og uanset om den person, som skylder beløbet, kan gøre indsigelser mod inddrivelsen.
    5. Et skattekrav, som er anerkendt af en kontraherende stat efter stk. 3 eller 4, skal uanset bestemmelserne
    i stk. 3 og 4 ikke i denne stat undergives de tidsfrister eller gives nogen fortrinsstilling, som måtte gælde
    for et skattekrav efter denne stats lovgivning på grund af kravets karakter. Endvidere skal et skattekrav,
    som anerkendes af en kontraherende stat efter stk. 3 og 4, ikke i denne stat have nogen fortrinsstilling,
    som måtte gælde for dette skattekrav efter den anden kontraherende stats lovgivning.
    6. Søgsmål med hensyn til eksistensen eller gyldigheden af en kontraherende stats skattekrav, eller med
    hensyn til beløbets størrelse, kan ikke indbringes for domstole eller administrative myndigheder i den
    anden kontraherende stat.
    7. Hvis et skattekrav på et tidspunkt efter fremsættelse af en anmodning fra en kontraherende stat efter
    stk. 3 eller 4, og før den anden kontraherende stat har inddrevet og overført det pågældende skattekrav til
    den førstnævnte stat, ophører med at være
    a) for så vidt angår en anmodning efter stk. 3, et skattekrav i den førstnævnte stat, som kan inddrives
    efter denne stats lovgivning, og hvor den person, som skylder beløbet, på dette tidspunkt efter
    lovgivningen i denne stat ikke kan gøre indsigelse mod inddrivelsen, eller
    b) for så vidt angår en anmodning efter stk. 4, et skattekrav i den førstnævnte stat, hvor denne stat efter
    sin lovgivning kan iværksætte foranstaltninger med henblik på at sikre inddrivelsen,
    skal den kompetente myndighed i den førstnævnte stat straks underrette den kompetente myndighed i den
    anden stat herom, og efter den anden stats valg skal den førstnævnte stat enten stille anmodningen i bero
    eller trække den tilbage.
    8. Bestemmelserne i denne artikel kan i intet tilfælde fortolkes sådan, at der pålægges en kontraherende
    stat en pligt til:
    a) at udføre forvaltningsakter, der strider mod denne eller den anden kontraherende stats lovgivning og
    forvaltningspraksis,
    b) at iværksætte foranstaltninger, som ville stride mod almene interesser (ordre public),
    c) at yde bistand, hvis den anden kontraherende stat ikke har iværksat alle rimelige foranstaltninger til
    inddrivelse henholdsvis sikring af skattekravet, som kan iværksættes efter denne stats lovgivning eller
    forvaltningspraksis,
    d) at yde bistand i tilfælde, hvor den administrative byrde for denne stat klart ikke står mål med de
    fordele, som den anden kontraherende stat vil opnå.
    Artikel 27
    Personer ansat ved diplomatiske og konsulære repræsentationer
    18
    1. Intet i denne overenskomst berører de skattemæssige begunstigelser, som ansatte ved diplomatiske
    eller konsulære repræsentationer og ansatte ved faste delegationer af internationale organisationer nyder i
    henhold til folkerettens almindelige regler eller særlige aftaler.
    2. Uanset bestemmelserne i artikel 4 skal en fysisk person, der er ansat ved en diplomatisk eller konsulær
    repræsentation eller en fast delegation af en kontraherende stat, som er beliggende i den anden kontrahe-
    rende stat eller i et tredjeland, efter overenskomsten anses for at være hjemmehørende i udsenderstaten,
    hvis:
    a) denne i overensstemmelse med folkeretten ikke er skattepligtig i modtagerstaten af indkomst fra
    kilder uden for denne stat eller af formue beliggende uden for denne stat, og
    b) denne i udsenderstaten er omfattet af samme forpligtelser med hensyn til skat af sin samlede ind-
    komst, som personer, der er hjemmehørende i denne stat.
    3. Overenskomsten finder ikke anvendelse på internationale organisationer, på organer eller embedsmænd
    deraf og på personer, der er ansat ved en diplomatisk eller konsulær repræsentation eller en fast delegation
    af et tredjeland, der er til stede i en kontraherende stat og ikke i nogen af de kontraherende stater
    behandles som hjemmehørende med hensyn til indkomstskatter.
    Artikel 28
    Territorial udvidelse
    1. Denne overenskomst kan enten i sin helhed eller med de fornødne ændringer udvides til enhver del af
    de kontraherende staters territorium, som specifikt er udelukket fra overenskomstens anvendelsesområde,
    eller til enhver stat eller et hvert område, for hvis internationale relationer Danmark eller Frankrig
    er ansvarlig, og som pålægger skatter af tilsvarende karakter som dem, der er omfattet af overenskom-
    sten. Enhver sådan udvidelse skal have virkning fra den dato og være undergivet sådanne ændringer
    og betingelser, herunder betingelser vedrørende opsigelse, som måtte blive fastsat og aftalt mellem de
    kontraherende stater i noter, der udveksles ad diplomatisk vej eller på anden måde i overensstemmelse
    med deres forfatningsmæssige regler.
    2. Medmindre de kontraherende stater aftaler andet, omfatter opsigelsen af overenskomsten af en af dem i
    henhold til artikel 32 også, på samme måde som angivet i nævnte artikel, anvendelsen af overenskomsten
    på de dele af de kontraherende staters territorium eller de stater eller områder, hvortil den er blevet
    udvidet i henhold til denne artikel.
    Artikel 29
    Berettigelse til fordele
    Uanset de øvrige bestemmelser i denne overenskomst gives der ikke fordele efter denne overenskomst
    for så vidt angår indkomst, hvis det i betragtning af alle relevante fakta og omstændigheder er rimeligt
    at antage, at opnåelse af denne fordel var et af hovedformålene med noget arrangement eller nogen
    transaktion, som direkte eller indirekte resulterede i denne fordel, medmindre det godtgøres, at opnåelse
    af denne fordel under disse omstændigheder ville være i overensstemmelse med genstanden for og
    formålet med de relevante bestemmelser i denne overenskomst.
    Artikel 30
    Anvendelse af overenskomsten
    1. De kontraherende staters kompetente myndigheder kan bestemme, hvordan denne konvention skal
    anvendes.
    19
    2. I særdeleshed skal personer, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, for at opnå
    de fordele, der er omhandlet i artikel 10, 11 og 12, fremvise en hjemstedserklæring, medmindre de
    kompetente myndigheder bestemmer andet.
    Artikel 31
    Ikrafttræden
    1. De kontraherende stater skal underrette hinanden om opfyldelsen af de procedurer, der er nødvendige
    for denne overenskomsts ikrafttræden.
    2. Overenskomsten træder i kraft den første dag efter den dato, hvor den sidste af disse underretninger er
    modtaget, og dens bestemmelser har virkning:
    a) I Danmark:
    (i) for så vidt angår kildeskatter, på beløb, der betales den 1. januar i det første kalenderår, der følger
    det år, hvor overenskomsten træder i kraft, eller senere, og
    (ii) for så vidt angår andre skatter, for indkomstår, som begynder den 1. januar i det første kalender-
    år, der følger det år, hvor overenskomsten træder i kraft, eller senere.
    a) I Frankrig:
    (i) for så vidt angår kildeskatter, på beløb, der er skattepligtige efter det kalenderår, hvor overens-
    komsten træder i kraft,
    (ii) for så vidt angår andre indkomstskatter end kildeskatter, for indkomst, der, alt efter omstæn-
    dighederne, vedrører ethvert kalenderår eller enhver regnskabsperiode, som begynder efter det
    kalenderår, hvor denne overenskomst træder i kraft,
    (iii) for så vidt angår andre skatter, for beskatning hvor den skatteudløsende begivenhed finder sted
    efter det kalenderår, hvor overenskomsten træder i kraft
    3. Når en fysisk person, der
    a) var hjemmehørende i en af de kontraherende stater på datoen for undertegnelse af overenskomsten,
    og
    b) på denne dato modtog pensioner eller andet lignende vederlag hidrørende fra den anden kontraheren-
    de stat, som kun var skattepligtige i den førstnævnte kontraherende stat i henhold til lovgivningen i
    den anden kontraherende stat,
    skal sådanne pensioner eller andet lignende vederlag, uanset bestemmelserne i overenskomstens artikel
    17, kun beskattes i den førstnævnte kontraherende stat, så længe personen forbliver hjemmehørende i
    denne stat.
    Artikel 32
    Opsigelse
    Denne overenskomst forbliver i kraft på ubestemt tid. Hver af de kontraherende stater kan dog opsige
    overenskomsten ved ad diplomatisk vej at give underretning om opsigelse mindst seks måneder før
    udgangen af ethvert kalenderår. I så fald ophører overenskomsten med at have virkning:
    a) I Danmark:
    (i) for så vidt angår kildeskatter, på beløb, der betales den 1. januar i det første kalenderår, der følger
    det år, hvor underretningen om opsigelse er givet, eller senere, og
    (ii) for så vidt angår andre skatter, for indkomstår, som begynder den 1. januar i det første kalender-
    år, der følger det år, hvor underretningen om opsigelse er givet, eller senere.
    a) I Frankrig:
    20
    (i) for så vidt angår kildeskatter, på beløb, der er skattepligtige efter det kalenderår, hvor underret-
    ning om opsigelse er givet,
    (ii) for så vidt angår andre indkomstskatter end kildeskatter, for indkomst, der, alt efter omstæn-
    dighederne, vedrører ethvert kalenderår eller enhver regnskabsperiode, som begynder efter det
    kalenderår, hvor underretning om opsigelse er givet,
    (iii) for så vidt angår andre skatter, for beskatning hvor den skatteudløsende begivenhed finder sted
    efter det kalenderår, hvor underretning om opsigelse er givet.
    TIL BEKRÆFTELSE HERAF har de undertegnede, dertil behørigt befuldmægtigede af deres respektive
    regeringer, underskrevet denne overenskomst.
    Udfærdiget i to eksemplarer i Paris den 4. februar 2022, på dansk og fransk, begge med samme gyldig-
    hed.
    For regeringen i Kongeriget
    Danmark
    For regeringen i Den
    Franske Republik
    Nicolai WAMMEN
    Finansminister
    Bruno LE MAIRE
    Økonomi-, Finans- og
    Genopretningsminister
    Protokol
    På tidspunktet for undertegnelsen af Overenskomsten til ophævelse af dobbeltbeskatning for så vidt angår
    indkomstskatter og forhindring af skatteunddragelse og -omgåelse (i det følgende benævnt ”Overenskom-
    sten” er Kongeriget Danmarks regering og Den Franske Republiks regering blevet enige om, at følgende
    bestemmelser skal udgøre en integreret del af Overenskomsten.
    1. I forhold til artikel 3, stk. 1, litra c, er de franske oversøiske områder og territorier Guadeloupe,
    Guyane, Martinique, Réunion og Mayotte. Den franske kompetente myndighed skal ad diplomatisk vej
    underrette den danske kompetente myndighed om enhver ændring af denne liste.
    2. For så vidt angår artikel 3 er der enighed om, at ordene “anerkendt pensionsinstitut” i Frankrigs tilfælde
    omfatter “Fonds de réserve pour les retraites”.
    3. Uanset andre bestemmelser i denne overenskomst, er kollektive investeringsenheder, der er omfattet af
    direktiv 2009/65/EF (UCITS) berettiget til fordelene efter artikel 10 og 11. Enheder, der ikke er UCITS,
    og som er etableret i en kontraherende stat, og i henhold til den anden kontraherende stats nationale
    regler sidestilles med kollektive investeringsenheder, er berettiget til fordelene efter artikel 10 og 11 for
    den del af indkomsten, der svarer til de rettigheder, som ejes af personer, der er hjemmehørende i en
    af de kontraherende stater, eller af personer, der er hjemmehørende i en anden stat, med hvilken den
    kontraherende stat, hvorfra udbyttet eller renterne hidrører, har indgået en aftale om administrativ bistand
    med henblik på at forhindre skatteunddragelse og skatteundgåelse.
    4. Ved anvendelsen af denne overenskomsts artikel 17, stk. 2, litra c, omfatter pensioner, der ydes i
    henhold til den sociale sikringslovgivning, statspensioner på grund af alderdom, invalidepensioner og
    lignende betalinger af væsentlig samme karakter, der er omfattet af den sociale sikringslovgivning. I
    Danmark, omfatter artikel 17, stk. 2, litra c, særligt Folkepension, pension fra ATP, Tidlig Pension,
    Førtidspension, Seniorpension, Efterløn og andre lignende betalinger af væsentlig samme karakter, der
    pålægges efter datoen for overenskomstens undertegnelse.
    21
    5. For så vidt angår artikel 20 er der enighed om, at ordene "lærling" omfatter enhver person, der melder
    sig frivilligt til internationale udstationeringer som defineret i artikel L122-1 ff. i kapitel II i afsnit II i
    Code du service national (den franske værnepligtslov).
    TIL BEKRÆFTELSE HERAF har de undertegnede, dertil behørigt befuldmægtigede af deres respektive
    regeringer, underskrevet denne overenskomst.
    Udfærdiget i to eksemplarer i Paris den 4. februar 2022, på dansk og fransk, begge med samme gyldig-
    hed.
    For regeringen i Kongeriget
    Danmark
    For regeringen i Den
    Franske Republik
    Nicolai WAMMEN
    Finansminister
    Bruno LE MAIRE
    Økonomi-, Finans- og
    Genopretningsminister
    22
    Bemærkninger til lovforslaget
    Almindelige bemærkninger
    Indholdsfortegnelse
    1. Indledning
    2. Lovforslagets baggrund
    3. Lovforslagets hovedpunkter
    3.1. Gældende ret
    3.2. Skatteministeriets overvejelser
    3.3. Den foreslåede ordning
    3.3.1. Dobbeltbeskatningsoverenskomstens opbygning
    3.3.2. Dobbeltbeskatningsoverenskomstens bestemmelser og dansk ret
    3.3.2.1. Artikel 1 om omfattede personer
    3.3.2.2. Artikel 2 om omfattede skatter
    3.3.2.3. Artikel 3 om overenskomstens almindelige definitioner
    3.3.2.4. Artikel 4 om skattemæssigt hjemsted
    3.3.2.5. Artikel 5 om fast driftssted
    3.3.2.6. Artikel 6 om indkomst fra fast ejendom
    3.3.2.7. Artikel 7 om fortjeneste ved erhvervsvirksomhed
    3.3.2.8. Artikel 8 om international skibsfart og luftfart
    3.3.2.9. Artikel 9 om forbundne foretagender
    3.3.2.10. Artikel 10 om udbytter
    3.3.2.11. Artikel 11 om renter
    3.3.2.12. Artikel 12 om royalties
    3.3.2.13. Artikel 13 om kapitalgevinster
    3.3.2.14. Artikel 14 om indkomst ved arbejde i ansættelsesforhold
    3.3.2.15. Artikel 15 om bestyrelseshonorarer
    3.3.2.16. Artikel 16 om optrædende kunstnere, sportsudøvere og modeller
    3.3.2.17. Artikel 17 om pensioner
    3.3.2.18. Artikel 18 om sociale sikringsydelser og lignende betalinger
    3.3.2.19. Artikel 19 om offentligt hverv
    3.3.2.20. Artikel 20 om studerende
    3.3.2.21. Artikel 21 om anden indkomst
    3.3.2.22. Artikel 22 om ophævelse af dobbeltbeskatning
    3.3.2.23. Artikel 23 om ikke-diskriminering
    3.3.2.24. Artikel 24 om fremgangsmåden ved indgåelsen af gensidige aftaler
    3.3.2.25. Artikel 25 om udveksling af oplysninger
    3.3.2.26. Artikel 26 om bistand ved inddrivelse af skatter
    3.3.2.27. Artikel 27 om personer ansat ved diplomatiske og konsulære repræsentationer
    3.3.2.28. Artikel 28 om territorial udvidelse
    3.3.2.29. Artikel 29 om berettigelse til fordele
    3.3.2.30. Artikel 30 om anvendelse af overenskomsten
    3.3.2.31. Artikel 31 om ikrafttrædelse
    3.3.2.32. Artikel 32 om opsigelse
    3.3.2.33. Protokol til dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Frankrig
    4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
    5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
    6. Administrative konsekvenser for borgerne
    7. Klimamæssige konsekvenser
    8. Miljø- og naturmæssige konsekvenser
    9. Forholdet til EU-retten
    10. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
    11. Sammenfattende skema
    23
    1. Indledning
    Lovforslaget er en genfremsættelse af L 11 fra folketings-
    samlingen 2022/2023 som blev fremsat 5. oktober 2022,
    men som bortfaldt ved afholdelsen af valget 1. november
    2022.
    Formålet med lovforslaget er at gennemføre dobbeltbe-
    skatningsoverenskomst af 4. februar 2022 mellem Kongeri-
    get Danmarks regering og Den Franske Republiks regering
    til ophævelse af dobbeltbeskatning for så vidt angår ind-
    komstskatter og forhindring af skatteunddragelse og -omgå-
    else samt den dertilhørende protokol.
    En ny dobbeltbeskatningsoverenskomst har været efter-
    spurgt af danske pensionister, som er bosiddende i Frankrig,
    og af danske virksomheder, som har aktiviteter i Frankrig.
    Danmark opsagde i 2008 den dagældende dobbeltbeskat-
    ningsoverenskomst med Frankrig. Baggrunden for opsigel-
    sen var, at danske pensioner efter den dagældende dobbelt-
    beskatningsoverenskomst kun kunne beskattes i pensioni-
    stens bopælsland. Dette betød, at Danmark ikke kunne be-
    skatte danske pensionsudbetalinger, når danske pensionister
    flyttede til Frankrig, selv om pensionsindbetalingerne havde
    været fradragsberettigede i Danmark, hvilket medførte et
    dansk provenutab og et skattemæssigt incitament for danske
    pensionister til at flytte.
    Både før og efter opsigelsen har den danske regering og
    den franske regering forsøgt at nå til enighed om en løsning
    for beskatning af pensioner. En sådan enighed blev opnået
    den 26. april 2019, hvor Skatteministeriet og det franske
    Finansministerium indgik en såkaldt principerklæring, der
    havde til formål at sætte rammen for indgåelse af en ny
    dobbeltbeskatningsoverenskomst ved at fastslå de grundlæg-
    gende principper for beskatningsretten til pensioner.
    Den 4. februar 2022 blev der underskrevet en ny
    dansk-fransk dobbeltbeskatningsoverenskomst. Dobbeltbe-
    skatningsoverenskomsten udmønter principerklæringen for
    beskatning af pensioner og er opbygget efter OECD’s
    modeloverenskomst for dobbeltbeskatningsoverenskomster
    med enkelte afvigelser af hensyn til såvel danske som frans-
    ke interesser.
    Det er et mangeårigt fast dansk princip ved forhandling
    af dobbeltbeskatningsoverenskomster, at Danmark skal ha-
    ve ret til at beskatte udbetalinger fra de pensionsordnin-
    ger, hvor Danmark har givet fradrag for pensionsindbeta-
    lingerne. Dette princip, der er med til at sikre sammen-
    hængen i det danske pensionsbeskatningssystem, fastholdes
    fortsat med indgåelsen af den nye dobbeltbeskatningsover-
    enskomst. Dobbeltbeskatningsoverenskomsten medfører, at
    Danmark kan beskatte danske pensionsudbetalinger til per-
    soner, der er hjemmehørende i Frankrig. Beskatningen sker
    efter et såkaldt ”omvendt credit”-princip, hvilket indebærer,
    at Danmark skal indrømme lempelse for den skat, der beta-
    les af pensionen i Frankrig i den danske skat af pensionen.
    Dobbeltbeskatningsoverenskomsten indeholder en over-
    gangsbestemmelse for de pensionister, der var hjemmehø-
    rende i Frankrig på tidspunktet for undertegnelsen af over-
    enskomsten, og som på dette tidspunkt modtog pensionsud-
    betalinger el.lign., som kun kunne beskattes i Frankrig efter
    intern dansk skatteret, således at de efter overenskomstens
    ikrafttræden fortsat alene beskattes i Frankrig af deres pensi-
    oner.
    En ny dobbeltbeskatningsoverenskomst vil desuden af-
    hjælpe de udfordringer, som erhvervslivet har oplevet som
    følge af fraværet af en dobbeltbeskatningsoverenskomst og
    kan derfor styrke de erhvervsmæssige forbindelser mellem
    Danmark og Frankrig.
    Dobbeltbeskatningsoverenskomsten træder i kraft den
    første dag efter den dato, hvor den sidste underretning om,
    at de procedurer, der er nødvendige for overenskomstens
    ikrafttræden, er opfyldte, er modtaget i overensstemmelse
    med dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 31. I prak-
    sis sker dette ved udvekslingen af såkaldte diplomatiske
    noter. Med en vedtagelse af lovforslaget giver Folketinget
    samtykke i medfør af grundlovens § 19 til, at regeringen på
    Danmarks vegne tiltræder overenskomsten og protokollen.
    2. Lovforslagets baggrund
    Regeringen ønsker at udbygge og vedligeholde Danmarks
    net af dobbeltbeskatningsoverenskomster. Dette skal ske
    gennem indgåelse af nye overenskomster og ved revision af
    eksisterende overenskomster, således at overenskomsterne
    er opdaterede med seneste internationale standarder og giver
    gode vilkår for danske virksomheder, borgere og myndighe-
    der.
    Dobbeltbeskatningsoverenskomster bidrager til økono-
    misk udvikling ved at skabe klarhed over virksomheders
    skattemæssige forhold og ved at sikre at dobbeltbeskatning
    undgås. En dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem to sta-
    ter har som hovedformål at ophæve international dobbelt-
    beskatning. Dobbeltbeskatning kan eksempelvis opstå ved,
    at en fysisk eller juridisk person, der er hjemmehørende
    i den ene stat, modtager indkomst fra kilder i den anden
    stat. Ophævelsen af dobbeltbeskatning understøtter samhan-
    del og investeringer til gavn for begge parter. Desuden kan
    indgåelsen af en dobbeltbeskatningsoverenskomst sikre mu-
    lighed for at undgå dobbelt ikke-beskatning og styrke sam-
    arbejdet mellem staternes skattemyndigheder. Derved kan
    en dobbeltbeskatningsoverenskomst bidrage til bekæmpel-
    sen af aggressiv skatteplanlægning samt international skatte-
    unddragelse og -omgåelse.
    Danmarks dobbeltbeskatningsoverenskomster med andre
    stater medfører også forudsigelighed og sikkerhed omkring
    skatteforholdene for danske erhvervsvirksomheder, som ud-
    øver virksomhed i udlandet.
    Forhandlinger om en dobbeltbeskatningsoverenskomst
    med et konkret land besluttes med udgangspunkt i de gene-
    relle hensyn, der forfølges ved Danmarks indgåelse af dob-
    beltbeskatningsoverenskomster. Her kan der blandt andet
    lægges vægt på, om der er dansk samhandel med den pågæl-
    dende stat, om der er konkret risiko for dobbeltbeskatning
    for danske personer og virksomheder, og om der er udsigt til
    at opnå enighed om en dobbeltbeskatningsoverenskomst.
    Indgåelsen af dobbeltbeskatningsoverenskomsten med
    24
    Frankrig er baseret på sådanne generelle hensyn. Dobbelt-
    beskatningsoverenskomsten tager udgangspunkt i OECD’s
    model for dobbeltbeskatningsoverenskomster (OECD’s mo-
    deloverenskomst) og det danske forhandlingsudspil som fra
    dansk side anvendes ved forhandling om indgåelse af dob-
    beltbeskatningsoverenskomster, men overenskomstens ende-
    lige indhold er udtryk for en afvejning af danske og franske
    interesser.
    Det følger af statsskattelovens § 4, at skattepligtige i Dan-
    mark som hovedregel beskattes efter globalindkomstprincip-
    pet. Der gælder i Danmark regler om både fuld skattepligt
    og begrænset skattepligt.
    Fuld skattepligt indebærer, at en fysisk eller juridisk
    person, der er hjemmehørende i Danmark, som udgangs-
    punkt er skattepligtig i Danmark af hele den globale ind-
    komst, hvad enten indkomsten hidrører her fra landet eller
    ikke. Reglerne herom følger af kildeskattelovens § 1 og
    selskabsskattelovens § 1.
    Begrænset skattepligt gælder for fysiske og juridiske per-
    soner, der ikke er omfattet af reglerne om fuld skattepligt,
    men som modtager indkomst fra kilder i Danmark. Den be-
    grænsede skattepligt medfører, at Danmark beskatter fysiske
    og juridiske personer, som er hjemmehørende i andre stater,
    af en række indkomsttyper, som de pågældende modtager
    fra Danmark. Kildeskattelovens § 2 og selskabsskattelovens
    § 2 opregner de indkomsttyper, der er omfattet af begrænset
    skattepligt.
    Den andet stat, som Danmark indgår en dobbeltbeskat-
    ningsoverenskomst med, har som oftest tilsvarende regler
    om fuld skattepligt for fysiske og juridiske personer, som
    er hjemmehørende i denne stat, og om begrænset skattepligt
    for fysiske og juridiske personer i andre stater, som modta-
    ger indkomst fra kilder i den pågældende stat. Dette kan
    lede til, at den samme indkomst beskattes i begge stater.
    Hvis eksempelvis en fysisk eller juridisk person, som er
    hjemmehørende i den anden stat, modtager indkomst fra
    kilder i Danmark, vil Danmark beskatte denne indkomst,
    hvis de danske regler om begrænset skattepligt finder anven-
    delse. Imidlertid vil modtageren typisk også være skatteplig-
    tig af den pågældende indkomst i den anden stat i overens-
    stemmelse med denne stats skatteregler om fuld skattepligt
    for hjemmehørende fysiske og juridiske personer. Hvis der
    ikke findes en dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem de
    to stater, vil begge stater kunne beskatte fuldt ud i overens-
    stemmelse med deres interne regler, og der kan herved fore-
    komme dobbeltbeskatning.
    Dobbeltbeskatningsoverenskomsterne skal hindre denne
    dobbeltbeskatning. Hvis der ikke findes en dobbeltbeskat-
    ningsoverenskomst mellem staterne, kan dobbeltbeskatnin-
    gen kun hindres ved, at den ene eller den anden stat – eller i
    nogle tilfælde begge stater – nedsætter den beskatning, som
    skal ske efter deres interne skattelovgivning.
    Danmarks dobbeltbeskatningsoverenskomster tager i
    vidt omfang udgangspunkt i OECD’s modeloveren-
    skomst. OECD’s modeloverenskomst ligger således til
    grund for det danske forhandlingsudspil. Modeloverenskom-
    sten opdateres og ændres med mellemrum, og den seneste
    udgave blev publiceret i 2017 (OECD’s 2017-modeloveren-
    skomst).
    OECD’s modeloverenskomst er udarbejdet som en ikke-
    bindende anbefaling til udformningen af en dobbeltbeskat-
    ningsoverenskomst. Modeloverenskomsten har tilknyttet ud-
    førlige kommentarer, som angiver fortolkningen af model-
    overenskomstens artikler. Da modeloverenskomsten ikke er
    bindende, kan to lande frit indgå aftale om bestemmelser,
    der fraviger den. I praksis ses der da også ofte afvigelser
    herfra i de overenskomster, som de forskellige stater har
    indgået.
    Denne dobbeltbeskatningsoverenskomst er opbygget med
    udgangspunkt i OECD’s 2017-modeloverenskomst og op-
    fylder herunder fire minimumstandarder, der er udviklet
    i OECD/G20’s såkaldte BEPS-projekt (”Base Erosion and
    Profit Shifting”). BEPS-projektet har til formål at bekæmpe
    udhuling af skattebasen og overskudsflytning. Minimums-
    standarderne fremgår af Multilateral konvention af 24. no-
    vember 2016 til gennemførelse af tiltag i dobbeltbeskat-
    ningsoverenskomster til forebyggelse af skatteudhuling og
    overskudsflytning. Denne multilaterale konvention, som
    Danmark har ratificeret, forpligter bl.a. de stater, der har
    tiltrådt konventionen, til at implementere de fire minimums-
    standarder.
    En dobbeltbeskatningsoverenskomst baseret på OECD’s
    modeloverenskomst indeholder overordnet en række regler
    vedrørende forskellige typer indkomster, der angiver, hvor-
    når de respektive stater kan beskatte indkomst, som en fy-
    sisk eller juridisk person, der er hjemmehørende i den ene
    stat (bopælsstaten), modtager fra den anden stat (kildesta-
    ten).
    For kildestaten kan der være tale om, at denne indskræn-
    ker – eller helt frafalder – sin begrænsede skattepligt på
    indkomst, som erhverves af en modtager i bopælsstaten. En
    dobbeltbeskatningsoverenskomst medfører herved, at Dan-
    mark kun kan håndhæve reglerne om begrænset skatteplig-
    tigt af indkomst, som fysiske og juridiske personer i bopæls-
    staten modtager fra Danmark, i det omfang beskatningen
    ikke indskrænkes i medfør af overenskomsten. Tilsvarende
    gælder for den anden stats beskatning af indkomst, som
    fysiske og juridiske personer i Danmark modtager fra denne
    anden stat.
    For bopælsstaten kan der ligeledes være tale om begræns-
    ninger i retten til at beskatte en fysisk eller juridisk person,
    der er hjemmehørende i denne stat, af indkomst fra den
    anden stat (kildestaten), ligesom bopælsstaten skal anvende
    den metode for ophævelse af dobbeltbeskatning, som over-
    enskomsten foreskriver.
    Det bemærkes, at bestemmelserne i en dobbeltbeskat-
    ningsoverenskomst ikke i sig selv kan medføre, at der sker
    dansk beskatning. En dobbeltbeskatningsoverenskomst kan
    kun medføre, at Danmark får beskatningsretten til en given
    indkomst. Selv om Danmark efter en overenskomst har ret
    til at beskatte en bestemt type indkomst, sker der kun dansk
    beskatning af den pågældende indkomst i det omfang, at
    25
    der også er hjemmel i de interne danske skatteregler til at
    beskatte indkomsten.
    Ud over bestemmelser om fordeling af beskatningsretten
    har dobbeltbeskatningsoverenskomster en bestemmelse om,
    hvordan de to stater skal ophæve dobbeltbeskatning. Denne
    bestemmelse angiver, hvilken metode staterne skal anvende
    for at ophæve dobbeltbeskatning, når en fysisk eller juridisk
    person, der er hjemmehørende i bopælsstaten, modtager ind-
    komst fra kildestaten, og kildestaten har beskatningsretten
    på indkomsten efter de øvrige bestemmelser i overenskom-
    sten.
    Metodebestemmelsen er nødvendig, fordi overenskom-
    stens øvrige bestemmelser typisk ikke hindrer bopælsstaten
    i at medregne den udenlandske indkomst ved beskatningen,
    selv om kildestaten efter overenskomsten har ret til at be-
    skatte denne indkomst.
    Metoden til ophævelse af dobbeltbeskatning er for Dan-
    marks vedkommende som hovedregel den almindelige cre-
    ditmetode. Denne metode indebærer for en fysisk eller ju-
    ridisk person, som er hjemmehørende i Danmark, og som
    har indkomst fra den anden stat, at hvor den anden stat
    efter overenskomsten kan beskatte denne indkomst, skal
    Danmark nedsætte sin skat af indkomsten med den skat, der
    er betalt til den anden stat. Nedsættelsen kan dog ikke være
    større end den danske skat af den pågældende indkomst.
    Den anden metode, der anvendes af Danmark i de danske
    dobbeltbeskatningsoverenskomster, er metoden eksemption
    med progressionsforbehold. Efter denne metode beskattes
    indkomsten alene i kildestaten, dvs. at bopælsstaten altid
    skal frafalde sin beskatning, men kan inkludere beløbet i
    beregningen af progressive skatter m.v.
    Begge metoder følger af OECD’s 2017-modeloveren-
    skomst.
    Der gælder i Danmark en række interne lempelsesregler,
    som i et vist omfang giver fysiske og juridiske personer
    lempelse for dobbeltbeskatning, selv om der ikke foreligger
    en dobbeltbeskatningsoverenskomst. Disse regler findes i
    ligningslovens §§ 33, 33 A og 33 F.
    Efter ligningslovens § 33, stk. 1, ydes der lempelse for be-
    talt udenlandsk skat efter creditmetoden. Fradraget i dansk
    skat må ikke kunne overstige den del af den samlede danske
    skat der efter forholdet mellem den i en anden stat beskat-
    tede del af indkomsten og hele den i Danmark beskattede
    indkomst, falder på førstnævnte del af indkomsten. Hvis der
    gælder en dobbeltbeskatningsoverenskomst med en anden
    stat, skal der dog ikke gives fradrag for et større skattebeløb
    end det, som den anden stat har et ubetinget krav på at
    oppebære, jf. ligningslovens § 33, stk. 2.
    Når den danske skat skal lempes efter reglerne i lignings-
    lovens § 33 eller en dobbeltbeskatningsoverenskomst, skal
    den udenlandske indkomst, der berettiger til skattelempelse,
    fratrækkes de udgifter, der vedrører den udenlandske ind-
    komst i henhold til nettoprincippet i ligningslovens § 33 F.
    Ligningslovens § 33 A indeholder en særlig lempelsesre-
    gel for personer, der er fuldt skattepligtige til Danmark. Hvis
    sådanne personer under ophold uden for riget på mindst 6
    måneder – uden andre afbrydelser end nødvendigt arbejde
    her i riget med direkte forbindelse med udlandsopholdet,
    ferie el.lign. i perioder, der har en sammenlagt varighed
    på højst 42 dage – erhverver lønindkomst ved personligt
    arbejde i tjenesteforhold, nedsættes den samlede danske ind-
    komstskat med det beløb, der forholdsmæssigt falder på den
    udenlandske indkomst. Der er her ikke tale om en creditlem-
    pelse, men en eksemptionslempelse.
    I praksis er der kun i begrænset omfang tale om, at Dan-
    mark som bopælsstat frafalder sin beskatning af udenlandsk
    indkomst, i og med at Danmark i udgangspunktet anvender
    den almindelige creditmetode ved ophævelse af dobbeltbe-
    skatning i sine dobbeltbeskatningsoverenskomster såvel som
    i intern ret, og den almindelige creditmetode sikrer, at ind-
    komst samlet set beskattes på beskatningsniveauet i den af
    de to stater, der har det højeste niveau.
    Dobbeltbeskatningsoverenskomsterne indeholder endvide-
    re typisk en bestemmelse om proceduren for indgåelse af
    gensidige aftaler, hvis der opstår tvister vedrørende over-
    enskomsten. For det første angår bestemmelsen konkrete
    tilfælde, hvor en fysisk eller juridisk person mener, at foran-
    staltninger truffet af en kontraherende stat medfører eller
    vil medføre en beskatning i strid med overenskomsten. Det
    kan f.eks. skyldes, at de to staters skattemyndigheder har
    en forskellig fortolkning af overenskomstens bestemmelser
    om beskatningsret. For det andet giver bestemmelsen hjem-
    mel til indgåelse af gensidige aftaler til løsning af generelle
    spørgsmål.
    Dernæst har overenskomsterne en bestemmelse om admi-
    nistrativ bistand gennem udveksling af oplysninger. Efter
    bestemmelsen skal de danske skattemyndigheder sende op-
    lysninger til den anden stats skattemyndigheder til brug
    for denne anden stats beskatning. Om nødvendigt skal de
    danske myndigheder forinden indhente oplysninger hos den
    pågældende fysiske eller juridiske person i Danmark, hvilket
    sker efter skattekontrollovens regler.
    Tilsvarende skal skattemyndighederne i den anden stat
    sende (og eventuelt forinden indhente) oplysninger til de
    danske myndigheder, som så kan anvende oplysningerne
    ved påligning af dansk beskatning. Bestemmelsen giver og-
    så hjemmel til, at den anden stats embedsmænd kan være til
    stede ved en undersøgelse, som de danske skattemyndighe-
    der foretager hos fysiske eller juridiske personer i Danmark
    og omvendt. Mange dobbeltbeskatningsoverenskomster in-
    deholder i forlængelse heraf bestemmelser om, at de to sta-
    ter skal bistå hinanden ved inddrivelse af skattekrav.
    Endelig indeholder dobbeltbeskatningsoverenskomsterne
    bestemmelser om ikke-diskriminering, bestemmelser om di-
    plomater og bestemmelser om ikrafttræden og opsigelse af
    overenskomsten.
    Mange overenskomster indeholder desuden bestemmelser
    om begrænsning af de fordele, som overenskomsten giver
    adgang til – de såkaldte LOB-bestemmelser (”Limitation
    on Benefits”). LOB-bestemmelser har til formål at hindre
    utilsigtet anvendelse af dobbeltbeskatningsoverenskomsten
    – ofte kaldet ”treaty shopping” – ved at opfange kunstige
    26
    konstruktioner og arrangementer, som er etableret med det
    hovedformål at opnå de lempelser og andre fordele, som
    en dobbeltbeskatningsoverenskomst giver adgang til, uden
    at der ligger reelle økonomiske forhold bag. I overensstem-
    melse med BEPS’ minimumsstandarderne indgår i LOB-be-
    stemmelsen i mange overenskomster en såkaldt principal
    purpose test (”PPT-test”). Bestemmelsen medfører, at de
    danske myndigheder såvel som myndighederne i den anden
    kontraherende stat kan nægte en fysisk eller juridisk person
    fordele efter overenskomsten for så vidt angår indkomst,
    hvis det i betragtning af alle relevante fakta og omstændig-
    heder er rimeligt at antage, at opnåelse af denne fordel var
    et af hovedformålene med noget arrangement eller nogen
    transaktion, som direkte eller indirekte resulterede i denne
    fordel. Dette gælder dog ikke, hvis det godtgøres, at opnå-
    else af denne fordel under de givne omstændigheder ville
    være i overensstemmelse med genstanden for og formålet
    med de relevante bestemmelser i overenskomsten.
    Da dobbeltbeskatningsoverenskomsterne fraviger den in-
    terne danske skatteret, gennemføres de i Danmark ved lov-
    givning i hvert enkelt tilfælde. Indtil 1994 eksisterede der
    en lov, der bemyndigede regeringen til at indgå dobbeltbe-
    skatningsoverenskomster, jf. lov nr. 74 af 31. marts 1953
    om indgåelse af overenskomster med fremmede stater til
    undgåelse af dobbeltbeskatning. Loven blev ophævet i 1994,
    jf. lov nr. 945 af 23. november 1994. Der findes stadig dob-
    beltbeskatningsoverenskomster, der er indgået med hjemmel
    i bemyndigelsesloven.
    3. Lovforslagets hovedpunkter
    3.1. Gældende ret
    I dag gælder der ikke en dobbeltbeskatningsoverenskomst
    mellem Danmark og Frankrig. I fraværet af en dobbeltbe-
    skatningsoverenskomst gives adgang for fysiske og juridiske
    personer til at opnå lempelse for dobbeltbeskatning i medfør
    af ligningslovens § 33 (se hertil pkt. 2 om mulighed for lem-
    pelse for dobbeltbeskatning efter ligningslovens § 33). Da
    Frankrig også er en EU-medlemsstat, er adgangen til lem-
    pelse af dobbeltbeskatning efter ligningsloven § 33, supple-
    ret af adgangen til at opnå lempelse for dobbeltbeskatning
    efter Rådets direktiv 2011/96/EU af 30. november 2011 om
    en fælles beskatningsordning for moder- og datterselskaber
    fra forskellige medlemsstater, Rådets direktiv 2003/49/EF
    af 3. juni 2003 om en fælles ordning for beskatning af ren-
    ter og royalties, der betales mellem associerede selskaber i
    forskellige medlemsstater og Rådets direktiv 2009/133/EF
    af 19. oktober 2009 om en fælles beskatningsordning ved
    fusion, spaltning, partiel spaltning, tilførsel af aktiver og
    ombytning af aktier vedrørende selskaber i forskellige med-
    lemsstater og ved flytning af et SE’s eller SCE’s vedtægts-
    mæssige hjemsted mellem medlemsstater. Endvidere gælder
    Rådets direktiv (EU) 2016/1164 af 12. juli 2016 om regler
    til bekæmpelse af metoder til skatteundgåelse, der direkte
    indvirker på det indre markeds funktion, Rådets direktiv
    2011/16/EU af 15. februar 2011 om administrativt samar-
    bejde på beskatningsområdet og om ophævelse af direktiv
    77/799/EØF, Rådets direktiv 2010/24/EU af 16. marts 2010
    om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbin-
    delse med skatter, afgifter og andre foranstaltninger og Rå-
    dets direktiv (EU) 2017/1852 af 10. oktober 2017 om skatte-
    tvistbilæggelsesmekanismer i Den Europæiske Union. Alle
    direktiverne er implementeret i dansk og fransk ret og gæl-
    der derfor uanset, om der gælder en dobbeltbeskatningsover-
    enskomst eller ej mellem Danmark og Frankrig.
    Moder-/datterselskabsdirektivet fastsætter skattefrihed i
    kildelandet for udbytteudlodninger fra datterselskaber til
    moderselskaber, hvis moderselskabet ejer mere end 10 pct.
    af kapitalen i det udloddende selskab.
    Rente-/royaltydirektivet foreskriver skattefrihed i kilde-
    landet for koncerninterne rente- og royaltybetalinger i det
    land, hvor det udbetalende selskab har skattemæssigt hjem-
    sted. Her er det en betingelse, det ene selskab ejer mere end
    25 pct. af kapitalen i det andet selskab, eller at et tredje
    selskab ejer mere end 25 pct. af kapitalen i både udbetalende
    og modtagende selskab.
    Fusionsskattedirektivet fastsætter, at det modtagende sel-
    skab succederer (indtræder) i det indskydende selskabs skat-
    temæssige stilling i relation til de overtagne aktiver og
    passiver. Det indskydende selskab beskattes således ikke
    af kapitalgevinster og genvundne afskrivninger ved overdra-
    gelsen, men det modtagende selskab indtræder i det over-
    dragende selskabs anskaffelsestidspunkter, anskaffelsessum-
    mer m.v. Afståelsestidspunktet for de overdragne aktiver
    udskydes da til det tidspunkt, hvor det modtagende selskab
    afstår de pågældende aktiver. Reglerne om succession hos
    det modtagende selskab gælder kun for aktiver og passiver,
    der ved fusionen forbliver under dansk beskatningsret.
    Skatteundgåelsesdirektivet har til formål at fastsætte visse
    minimumsregler til bekæmpelse af udhuling af skattegrund-
    laget i det indre marked. Direktivet sætter f.eks. kravet om
    implementering af en en generel misbrugsklausul, regler om
    hybride mismatches og CFC-beskatning.
    Bistandsdirektivet angår EU-medlemsstaters mulighed for
    at udveksle oplysninger indbyrdes med henblik på at tilve-
    jebringe bl.a. det korrekte grundlag for beskatning. Direkti-
    vet gælder for samarbejde om alle former for skatter og
    afgifter med undtagelse af de afgifter, som er omfattet af
    andre specifikke direktiver og forordninger om moms og
    visse punktafgifter. Direktivet er ændret flere gange siden
    indførslen, senest i 2021, hvorefter operatører af digitale
    platforme pålægges at indberette oplysninger om indtægter,
    som genereres på platformene.
    Inddrivelsesdirektivet indeholder en ensartet ordning for
    gensidig bistand ved inddrivelse af skatte- og afgiftskrav i
    det indre marked.
    Voldgiftsdirektivet indeholder skattetvistbilæggelsesmeka-
    nismer angående beskatningen af skattesubjekter, som skal
    svare skat af indkomst og kapital, der er dækket af bilaterale
    aftaler og EU-voldgiftskonventionen. Mekanismerne opstil-
    ler et system for skattesubjekters indbringelse af klager om
    bl.a. dobbeltbeskatning som følge af transfer pricing-regule-
    ringer med mulighed for gensidig aftaleprocedure og – hvis
    nødvendigt – tvistbilæggelse gennem voldgift.
    27
    3.2. Skatteministeriets overvejelser
    Dobbeltbeskatningsoverenskomsten bidrager til økono-
    misk udvikling ved at skabe klarhed over virksomheders
    skattemæssige forhold og ved at sikre, at dobbeltbeskat-
    ning undgås. Dette understøtter samhandel og investeringer
    til gavn for begge stater. Derudover styrker dobbeltbeskat-
    ningsoverenskomsten samarbejdet mellem staternes skatte-
    myndigheder, hvilket bl.a. bidrager til bekæmpelse af inter-
    national skatteomgåelse.
    3.3. Den foreslåede ordning
    Dobbeltbeskatningsoverenskomst og tilhørende protokol
    af 4. februar 2022 mellem Kongeriget Danmarks regering
    og Den Franske Republiks regering til ophævelse af dob-
    beltbeskatning for så vidt angår indkomstskatter og forhind-
    ring af skatteunddragelse og -omgåelse foreslås tiltrådt og
    gennemført i dansk ret.
    I det følgende gennemgås indholdet af dobbeltbeskat-
    ningsoverenskomsten sammen med relevant gældende
    dansk ret. Dobbeltbeskatningsoverenskomsten med dertilhø-
    rende protokol er optaget som forslagets bilag 1, og over-
    enskomstens enkelte artikler gennemgås kort nedenfor. Dob-
    beltbeskatningsoverenskomstens og protokollens artikler er
    også gennemgået under de specielle bemærkninger til lov-
    forslagets § 1.
    3.3.1. Dobbeltbeskatningsoverenskomstens opbygning
    Dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 1 og 2 defi-
    nerer overenskomstens anvendelsesområde i forhold til de
    fysiske og juridiske personer og skatter, der er omfattet af
    overenskomsten.
    I artikel 3 fastsættes en række almindelige definitioner af
    overenskomstens begreber.
    Artikel 4 regulerer betingelserne for at anse en omfattet
    person som hjemmehørende i Danmark eller Frankrig i
    overenskomstens forstand.
    I artikel 5 bestemmes det, hvornår et foretagende kan
    anses for at have fast driftssted. Bestemmelsen skal ses
    sammen med artikel 7, der regulerer, hvilken stat der har
    beskatningsretten på erhvervsindkomst.
    Artikel 6-21 fordeler beskatningsretten på de enkelte typer
    af omfattet indkomst mellem Danmark og Frankrig.
    Bestemmelserne i artikel 6 vedrører beskatningsretten til
    indkomst fra fast ejendom.
    Artikel 7-12 vedrører indkomst, der enten udelukkende
    eller typisk stammer fra erhvervsvirksomhed. Det drejer sig
    eksempelvis om udbytter, renter og royalties i henholdsvis
    artikel 10, 11 og 12.
    Artikel 13 vedrører beskatningen af kapitalgevinster.
    Artikel 14-20 regulerer beskatningsretten for typer af ind-
    komst, der typisk erhverves af fysiske personer. Det drejer
    sig eksempelvis om lønindkomst og pensioner. Dog gælder
    en særregel for beskatningen af personer ansat ved diploma-
    tiske og konsulære repræsentationer efter artikel 27.
    Artikel 21 regulerer beskatningsretten for indkomst, der
    ikke kan henføres til nogen af de andre bestemmelser i
    overenskomsten.
    Artikel 22 fastsætter den metode, hvormed dobbeltbeskat-
    ning ophæves. I Danmarks tilfælde anvendes som udgangs-
    punkt almindelig credit.
    Artikel 23-26 indeholder regler, der ikke regulerer beskat-
    ningsretten til indkomst, men som har betydning for beskat-
    ningen mellem Danmark og Frankrig. Det drejer sig bl.a.
    om aftaleprocedure for løsning af uenigheder om fortolknin-
    gen af overenskomsten, diskriminationsforbud, udveksling
    af oplysninger og bistand med inddrivelsen af skatter.
    I medfør af artikel 29 gives der hjemmel til, at over-
    enskomstens fordele kan nægtes transaktioner eller arrange-
    menter, der har som ét af sine hovedformål at opnå sådanne
    fordele. Der er med andre ord tale om en værnsregel mod
    misbrug af de fordele, som overenskomsten indebærer.
    Artikel 30 indeholder regler om anvendelsen af overens-
    komsten, som ellers ikke følger af OECD’s modeloveren-
    skomst. Det gælder krav om fremvisning af hjemstedserklæ-
    ringer for at opnå fordele under artikel 10, 11 og 12.
    Artikel 31 og 32 fastsætter regler om overenskomstens
    ikrafttræden og opsigelse.
    Endeligt er der til overenskomsten aftalt en protokol, der
    supplerer bestemmelserne i overenskomsten.
    3.3.2. Dobbeltbeskatningsoverenskomstens bestemmelser og
    dansk ret
    3.3.2.1. Artikel 1 om personer omfattet af overenskomsten
    Efter dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 1 vil
    overenskomsten finde anvendelse på personer, der er hjem-
    mehørende i Danmark, i Frankrig eller i begge stater. Betin-
    gelsen om, at en person mindst skal være ”hjemmehørende”
    i enten Danmark eller Frankrig, har den virkning, at person-
    er, der er begrænset skattepligtige af kilder i Danmark eller
    Frankrig uden at være hjemmehørende i én af staterne, ikke
    kan påberåbe sig de fordele, overenskomsten indeholder.
    Begrebet ”personer” omfatter både fysiske personer og
    juridiske personer, jf. definitionen heraf i overenskomstens
    artikel 3 (se hertil pkt. 3.3.2.3). Det bemærkes, at offentlige
    myndigheder også omfattes af overenskomsten efter artikel
    4 (se hertil pkt. 3.3.2.4).
    Artiklen fastlægger endvidere, at indkomst, der erhverves
    af en enhed, der behandles som helt eller delvist skattemæs-
    sigt transparent i enten Danmark eller Frankrig, skal anses
    for at være indkomst erhvervet af en person, der er hjemme-
    hørende i Danmark eller Frankrig, i det omfang indkomsten
    i den pågældende stat skattemæssigt behandles som ind-
    komst erhvervet af en person, der er hjemmehørende i sta-
    ten. Artiklen indebærer eksempelvis, at danske interessenter
    i et dansk interessentskab kan anmode om lempelse for
    eventuel dobbeltbeskatning af interessentskabets indkomst.
    Efter dansk ret vil alle fysiske og juridiske personer, der
    indkomstbeskattes i Danmark, blive anset som personer
    omfattet af overenskomsten. Indkomst erhvervet af skatte-
    mæssigt transparente enheder anses efter omstændighederne
    28
    tillige som omfattet af overenskomsten med det formål, at
    deltagerne i disse transparente enheder er berettigede til
    overenskomstens fordele.
    For transparente enheder etableret i en tredjestat gælder
    overenskomsten efter dennes artikel 1, stk. 2, 2. pkt., kun,
    hvis tredjestaten også anser enheden for transparent, og tred-
    jestaten har indgået en aftale om udveksling af oplysninger
    med det land, hvorfra indkomsten stammer.
    Artikel 1 omfatter ikke franske interessentskaber omfattet
    af artikel 4 (se pkt. 3.3.2.4).
    3.3.2.2. Artikel 2 om omfattede skatter
    Dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 2 oplister,
    hvilke skatter, der er omfattede af overenskomsten. For Dan-
    marks vedkommende drejer det sig – i overensstemmelse
    med sædvanlig dansk praksis – om indkomstskatten til sta-
    ten og den kommunale indkomstskat.
    Efter artikel 2 vil overenskomsten også finde anvendelse
    på skatter af samme eller væsentligt samme art, der måtte
    blive indført efter indgåelsen af overenskomsten.
    Overenskomsten omfatter ikke formueskat, da der hver-
    ken efter dansk og fransk ret ikke opkræves en generel
    formueskat. Det bemærkes også, at ”Det generelle sociale
    bidrag”, der er oplistet som en af de omfattede franske skat-
    ter, har status som en indkomstskat.
    3.3.2.3. Artikel 3 om almindelige definitioner
    I dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 3 defineres
    en række udtryk og begreber, som anvendes i overenskom-
    sten.
    ”Danmark” er eksempelvis defineret som det danske terri-
    torium samt den danske del af Nordsøsoklen. Færøerne og
    Grønland er ikke omfattet af denne definition og dermed
    heller ikke af overenskomsten, da skatteområdet er et internt
    anliggende for Færøernes hjemmestyre og Grønlands selv-
    styre. Aftalen indeholder dog i artikel 28 en mulighed for
    territorial udvidelse (se hertil pkt. 3.3.2.28).
    Definitionen af ”Frankrig” er suppleret i protokollen til
    overenskomsten, således at visse oversøiske territorier er
    omfattede. De pågældende territorier er omfattet af fransk
    skattelovgivning, og i tilfælde af, at der sker ændringer af
    listen, har Frankrig pligt til at underrette Danmark herom.
    En ”person” er defineret som en fysisk person, et selskab
    og enhver anden sammenslutning af personer. Overenskom-
    sten omfatter således både fysiske og juridiske personer. Se
    pkt. 3.3.2.1 om behandlingen af transparente personer. Det
    bemærkes, at offentlige myndigheder også omfattes af over-
    enskomsten efter artikel 4 (se hertil pkt. 3.3.2.4).
    Artiklen indeholder desuden en definition af ”anerkendt
    pensionsinstitut”, der svarer til definitionen i OECD’s 2017-
    modeloverenskomst, og som – sammen med artikel 4 –
    sikrer, at danske pensionsinstitutter (pensionskasser, livsfor-
    sikringsselskaber m.v.) er omfattet af overenskomsten og
    dermed kan opnå fordele efter denne. Tilsvarende gælder
    bl.a. også for danske kontoførende investeringsforeninger,
    der udelukkende eller næsten udelukkende investerer på
    vegne af danske pensionsinstitutter.
    I overenskomstens protokol er det præciseret, at definitio-
    nen af pensionsinstitutter også omfatter den franske ”Fonds
    de réserve pour les retraites”, der er en statsfond, som har til
    opgave at investere offentlige pensionsmidler (se hertil pkt.
    3.3.2.33).
    Begrebet ”kompetent myndighed” betyder enten den dan-
    ske skatteminister, den franske finansminister eller disses
    befuldmægtigede stedfortrædere. Skatteforvaltningen i Dan-
    mark anses i denne forbindelse som skatteministerens be-
    fuldmægtigede stedfortræder og har derfor kompetence til
    f.eks. at indgå gensidige aftaler efter artikel 24 (se hertil pkt.
    3.3.2.24).
    Det følger endvidere af artikel 3, at udtryk, som ikke er
    defineret i artiklen, skal tillægges den betydning, som de
    har efter national skattelovgivning, medmindre andet følger
    af sammenhængen. Overenskomsten adskiller sig på dette
    punkt fra OECD’s 2017-modeloverenskomst ved, at den ik-
    ke giver mulighed for, at de kompetente myndigheder kan
    aftale en anden betydning af begreber, der ikke er defineret i
    overenskomsten. Bestemmelsen følger i stedet den tilsvaren-
    de bestemmelse fra OECD’s 2014-modeloverenskomst.
    Definitionen af ”international trafik” følger ligeledes af
    OECD’s 2014-modeloverenskomst. Derved kan kun trans-
    port med skib eller fly, som anvendes af et foretagende, hvis
    virkelige ledelse har sit sæde i enten Danmark eller Fran-
    krig, udgøre international trafik i overenskomstens forstand.
    De øvrige definitioner i artikel 3 følger OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomst og gennemgås under de specielle bemærk-
    ninger til overenskomstens artikel 3.
    3.3.2.4. Artikel 4 om personers skattemæssige hjemsted
    Dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4 fastsætter
    regler for, hvornår en fysisk eller juridisk person anses for
    hjemmehørende i én af de to stater, samt i hvilken stat perso-
    nen er hjemmehørende i tilfælde af dobbeltdomicil.
    Dobbeltdomicil foreligger, når en person er fuldt skatte-
    pligtig til begge stater efter intern lovgivning. Det gælder
    eksempelvis en fysisk person, der har bopæl og ophold i
    begge stater, eller et selskab, der er registreret i den ene
    stat, og som har ledelsens sæde placeret i den anden stat. En
    person kan i relation til en dobbeltbeskatningsoverenskomst
    kun være hjemmehørende i én af de kontraherende stater.
    Hovedkriteriet for at være hjemmehørende i én af de to
    stater er, at den pågældende er skattepligtig til denne stat
    på grund af hjemsted, bopæl, hovedkontor, ledelsens sæde
    eller lignende kriterium. Også staten selv og dens offentlige
    myndigheder m.v. anses for at være hjemmehørende (hos sig
    selv) og er dermed omfattet af overenskomstens bestemmel-
    ser.
    Dobbeltdomicilerede fysiske personer, der har en bopæl
    til rådighed i begge stater, anses for hjemmehørende i den
    stat, hvortil de har den største personlige og økonomiske
    tilknytning. Kan dette ikke fastslås, skal det vurderes, hvor
    den pågældende person har sit sædvanlige ophold, og hvis
    29
    dette heller ikke kan fastslås, lægges der vægt på, hvor
    personen er statsborger. Giver denne vurdering heller ikke et
    klart svar på, hvor personen skal anses for hjemmehørende,
    skal de kompetente myndigheder blive enige om dennes
    hjemsted ved gensidig aftale.
    Dobbeltdomicilerede juridiske personer skal anses for at
    være hjemmehørende i det land, hvor deres virkelige ledelse
    har sit sæde.
    Danmark og Frankrig ser grundlæggende forskelligt på
    de krav, der skal være opfyldte, for at en juridisk person
    kan anses for at være hjemmehørende efter en dobbeltbe-
    skatningsoverenskomst. I Danmark anses en juridisk person
    for fuldt skattepligtig, selv om den juridiske person ikke i
    praksis betaler skat. Eksempelvis kan velgørende institutio-
    ner og andre enheder, selvom de er omfattet af skattepligt,
    være omfattet af andre ordninger, der de facto gør, at de ikke
    betaler skat. Hvis de ikke opfylder kravene, skal de betale
    skat. Danmark anser i lighed med flertallet af andre lande
    sådanne enheder for at være hjemmehørende efter en dob-
    beltbeskatningsoverenskomst. Frankrig derimod anser ikke
    enheder for hjemmehørende efter dobbeltbeskatningsover-
    enskomsten, hvis de er fritaget for beskatning efter national
    skattelovgivning, medmindre disse enheder udtrykkeligt er
    reguleret i overenskomsten. Fra dansk side har det derfor
    været en prioritet i overensstemmelse med OECD’s model-
    overenskomst at få indført en henvisning til pensionsinstitut-
    ter i artikel 4, stk. 1, for at fjerne enhver tvivl om, hvorvidt
    danske pensionsinstitutter er omfattede af – og berettigede
    til fordele efter – overenskomsten, ligesom overenskomsten
    også indeholder en specifik regulering af bl.a. kollektive
    investeringsenheder (”Collective Investment Vehicles” eller
    ”CIV’er”).
    Efter dansk ret er fuld skattepligt for fysiske personer
    afhængig af, at den fysiske person har bopæl i Danmark
    eller har opholdt sig i Danmark i et tidsrum af mindst 6
    måneder, heri medregnet kortvarige ophold i udlandet på
    grund af ferie eller lignende, jf. kildeskattelovens § 1, stk.
    1, nr. 1 og 2. For selskaber er det en betingelse for fuld
    skattepligt, at selskabet er registreret i Danmark, eller at det
    har sin ledelses sæde i Danmark, jf. selskabsskattelovens §
    1. Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og
    Frankrig vil ikke ændre ved, om en person efter intern ret
    anses som fuldt skattepligtig på grund af bopæl, men i de
    tilfælde, hvor en person er fuldt skattepligtig til Danmark
    efter intern ret, vil Danmark alene kunne beskatte som kilde-
    land, hvis personen efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten
    anses som hjemmehørende i Frankrig.
    Af artiklens stk. 4 fremgår det, at udtrykket ”hjemmehø-
    rende i en kontraherende stat” omfatter de særlige franske
    interessentskaber eller enhver anden lignende enhed (her-
    under en gruppe af personer), som har ledelsens sæde i
    Frankrig, som er skattepligtig i Frankrig, og hvor alle aktio-
    nærer, medlemmer mv., er personligt skattepligtige af deres
    overskudsandel af enheden. Bestemmelsen er indsat efter
    fransk ønske og findes i andre franske dobbeltbeskatnings-
    overenskomster. Fransk skatteret anerkender som hovedre-
    gel ikke skattemæssig transparens. Efter franske skatteregler
    er franske interessentskaber (Sociétés de personnes) såle-
    des skattepligtige og omfattet af franske dobbeltbeskatnings-
    overenskomster på trods af, at skattebetalingen påhviler in-
    teressenterne. Formålet med stk. 4 er at sikre, at franske
    interessentskaber er omfattet af – og berettiget til fordele
    efter – overenskomsten, selv hvis de ikke anses som selv-
    stændige skattesubjekter efter dansk ret.
    3.3.2.5. Artikel 5 om fast driftssted
    Dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 5 vedrører
    beskatning af såkaldte ”faste driftssteder”. Bestemmelsen
    har sammenhæng med artikel 7, hvorefter fortjeneste ved
    erhvervsmæssig virksomhed kun kan beskattes i den stat,
    hvor et foretagende er hjemmehørende, medmindre det udø-
    ver virksomhed gennem et fast driftssted i den anden stat
    (se hertil pkt. 3.3.2.7). I så fald kan den anden stat beskatte
    virksomheden af fortjeneste, som den har opnået gennem
    det faste driftssted. Artikel 5 følger hovedsageligt OECD’s
    2017-modeloverenskomst.
    I artikel 5 defineres det hvornår der er tale om et fast
    driftssted. Ved et fast driftssted forstås et fast forretnings-
    sted, hvor igennem der udøves erhvervsvirksomhed. Udtryk-
    ket omfatter blandt andet et sted, hvorfra et foretagende
    ledes, en filial, et kontor, en fabrik, et værksted, og en mine,
    en olie- eller gaskilde, et stenbrud eller andet sted, hvor
    naturforekomster udvindes. Listen er ikke udtømmende.
    I dansk ret medfører kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 4,
    og selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a, at personer og
    selskaber, foreninger m.v. i Frankrig er begrænset skatteplig-
    tige af fortjeneste gennem et fast driftssted her i landet.
    Definitionen af fast driftssted i dansk ret er overordnet
    identisk med definitionen af fast driftssted i OECD’s 2017-
    modeloverenskomsts artikel 5, og det er derfor som ud-
    gangspunkt de samme betingelser, der skal opfyldes efter
    intern ret og efter denne dobbeltbeskatningsoverenskomst
    ved vurderingen af, om der foreligger fast driftssted.
    I dansk ret udgør bygge-, anlægs- eller monteringsarbejde
    et fast driftssted fra 1. dag, jf. kildeskattelovens § 2, stk. 3,
    2. pkt., og selskabsskattelovens § 2, stk. 2, 2. pkt. Endvidere
    er personer og selskaber, foreninger, m.v., der er hjemme-
    hørende i Frankrig, begrænset skattepligtige til Danmark
    af enhver form for indkomst i forbindelse med forundersø-
    gelse, efterforskning og indvinding af kulbrinter og dertil
    knyttet virksomhed, herunder anlæg af rørledninger, forsy-
    ningstjeneste samt skibstransport og rørledningstransport af
    indvundne kulbrinter, jf. kulbrinteskattelovens § 1.
    I overensstemmelse med OECD’s 2017-modeloveren-
    skomst er det i artiklens stk. 3 fastsat, at en byggeplads, et
    anlægs- eller monteringsarbejde kun statuerer fast driftssted,
    hvis arbejdet varer mere end 12 måneder. Der er desuden
    aftalt særlige regler om, at installationer, borerigge og skibe,
    som anvendes til efterforskning af naturforekomster, kun
    statuerer fast driftssted, hvis arbejdet varer mere end 12
    måneder. Ved gennemførelsen af overenskomsten i dansk
    ret fraviges intern ret derfor for disse aktiviteter omfattet af
    overenskomsten.
    30
    For så vidt angår installationer, borerigge og skibe, som
    anvendes til efterforskning af naturforekomster, er der efter
    dansk ønske aftalt en værnsregel i artiklens stk. 4 om, at
    sådanne aktiviteter, som er udført af et foretagende og et
    dermed nært forbundet andet foretagende, skal anses for
    at være udført af ét foretagende, hvis aktiviteterne er ud-
    ført på samme sted og er udtryk for gensidigt supplerende
    funktioner som en del af en sammenhængende virksomheds-
    drift. Bestemmelsen værner mod omgåelse af 12-måneders
    reglen ved opdeling af en kontrakt i mindre elementer mel-
    lem et foretagende og et med dette nært forbundet foreta-
    gende med den virkning, at ingen af foretagenderne isoleret
    set har udøvet aktiviteten i mere end 12 måneder. Denne
    værnsregel svarer til den ene del af artikel 14 om opdelin-
    gen af kontrakter i Multilateral konvention af 24. november
    2016 til gennemførelse af tiltag i dobbeltbeskatningsover-
    enskomster til forebyggelse af skatteudhuling og overskud-
    sflytning (se hertil pkt. 2 om BEPS-projektet). Denne mul-
    tilaterale konvention indeholder ud over de fire minimums-
    standarder også en række standarder, herunder artikel 14,
    som landene omfattet af konventionen kan tilvælge. Dan-
    mark har tilvalgt artikel 14 i den multilaterale konvention.
    Den multilaterale konventions artikel 14 om opdeling af
    kontrakter indeholder desuden en regel, der fastslår, at der
    ved opgørelsen af 12-måneders-fristerne skal medregnes al-
    le tidsperioder, hvori der udføres efterforskningsaktiviteter
    og lign. på samme sted af en eller flere nært forbundne
    foretagender, der hver for sig overstiger 30 dage. Denne
    regel forhindrer, at en kontrakt opdeles i tidsmæssigt korte-
    re kontrakter for på den måde at forhindre, at en omfattet
    aktivitet kan anses for at have været udøvet i mere end 12
    måneder og dermed udgøre fast driftssted. Denne 30-dages
    regel kommer ikke direkte til udtryk i overenskomsten.
    I overensstemmelse med kommentarerne til OECD’s
    2017-modeloverenskomst kan sådanne omgåelsesforsøg,
    som artikel 14 i den multilaterale konvention skal forhindre,
    omfattes af den generelle misbrugsklausul, der i denne over-
    enskomst kommer til udtryk i artikel 29. Den generelle mis-
    brugsklausul er implementeret i dansk ret i ligningslovens §
    3, stk. 5, der således, hvis betingelserne herfor er opfyldte,
    kan anvendes som værn mod opdelingen af kontrakter med
    henblik på omgåelse af tidsperioderne i overenskomsten for
    at undgå status som fast driftssted.
    Artiklen indeholder endvidere en opregning af hvilke ty-
    per aktiviteter, der ikke kan udgøre fast driftssted. Visse af
    de opregnede aktiviteter udelukkes kun fra at udgøre et fast
    driftssted, hvis de er af forberedende eller hjælpende karak-
    ter, mens andre aktiviteter (eksempelvis oprettelsen af et va-
    relager) uden videre undtages fra at kunne udgøre fast drifts-
    sted. Bestemmelsens ordlyd følger af OECD’s 2014-model-
    overenskomst. I 2017-modeloverenskomsten og i dansk ret
    i kildeskattelovens § 2, stk. 4, og selskabsskattelovens §
    2, stk. 3, der svarer til OECD’s 2017-modeloverenskomst,
    er det en betingelse for at udelukke en aktivitet fra fast
    driftsstedsbegrebet, at aktiviteten kan anses som at være af
    forberedende eller hjælpende karakter. Det gælder dog ikke,
    hvis de funktioner, som udøves på det faste forretningssted,
    indgår blandt flere gensidigt supplerende funktioner i en
    samlet udøvelse af erhvervsvirksomhed, der ikke er af for-
    beredende eller hjælpende karakter, og som nært forbundne
    foretagender udøver gennem faste forretningssteder her i
    landet.
    I de tilfælde, hvor en given aktivitet anses for at udgøre
    fast driftssted efter dansk ret, fordi aktiviteten ikke er af
    forberedende eller hjælpende karakter, men hvor aktiviteten
    efter overenskomsten ikke anses for at udgøre fast driftssted,
    fordi aktiviteten falder ind under overenskomstens artikel 5,
    stk. 5, vil Danmark være afskåret fra at beskatte aktiviteten.
    Endelig er der i overensstemmelse med OECD’s 2017-
    modeloverenskomst bestemmelser om, hvordan repræsen-
    tanter, der agerer på vegne af en virksomhed (såkaldte
    agenter), kan statuere et fast driftssted for det pågælden-
    de foretagende. Her er der ingen ændringer i forhold til
    OECD’s 2017-modeloverenskomst. De danske regler vedrø-
    rende agenter svarer ligeledes til OECD’s 2017-modelover-
    enskomst og fremgår af kildeskattelovens § 2, stk. 5 og 6,
    samt selskabsskattelovens § 2, stk. 4 og 5.
    3.3.2.6. Artikel 6 om indkomst fra fast ejendom
    Efter dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 6 kan
    indkomst af fast ejendom (herunder indkomst af land- og
    skovbrug) beskattes i den stat, hvori den faste ejendom
    er beliggende. Bestemmelsen omfatter også indkomst ved
    udleje af fast ejendom. Artikel 6 svarer til bestemmelserne i
    kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 5, og selskabsskattelovens
    § 2, stk. 1, litra b, som medfører, at personer og selskaber,
    foreninger m.v. i Frankrig er begrænset skattepligtige af
    indkomst fra fast ejendom her i landet. Denne beskatning er
    i overensstemmelse med overenskomsten.
    3.3.2.7. Artikel 7 om beskatning af erhvervsindkomst
    Efter dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 7 kan
    fortjeneste ved erhvervsvirksomhed kun beskattes i den stat,
    hvori foretagendet er hjemmehørende. Hvis virksomheden
    har et fast driftssted i den anden stat, kan denne anden stat
    dog beskatte den indkomst, som kan henføres til det faste
    driftssted (se hertil pkt. 3.3.2.5.).
    Efter dansk ret beskattes erhvervsindkomst fuldt ud i Dan-
    mark. Dog beskattes danske selskaber, foreninger m.v. ikke
    af deres indkomst fra faste driftssteder i udlandet, medmin-
    dre der er tale om indkomst ved international skibs- og
    luftfartsvirksomhed eller der er valgt international sambe-
    skatning, jf. selskabsskattelovens § 8, stk. 2. Ved gennem-
    førelsen af dobbeltbeskatningsoverenskomsten i dansk ret
    gives der i Danmark hjemmel til at yde fysiske og juridiske
    personer lempelse for skat betalt i Frankrig af indkomst,
    der kan henføres til et fast driftssted i Frankrig i overens-
    stemmelse med overenskomstens artikler 5, 7 og 22, der
    vil gælde sideløbende med adgangen til at opnå lempelse
    efter dansk ret i medfør af ligningslovens § 33 (se hertil pkt.
    3.3.2.5 og 3.3.2.22).
    3.3.2.8. Artikel 8 om international skibsfart og luftfart
    Dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 8 medfører, at
    31
    et foretagendes indkomst fra drift af skibe og fly i internatio-
    nal trafik kun kan beskattes i den stat, hvori det pågælden-
    de foretagende er hjemmehørende. Under visse betingelser
    gælder det samme for indkomst ved udleje af skibe og fly
    samt indkomst fra drift af containere. Dette medfører, at
    Danmark ikke kan beskatte et fransk skibs- eller luftfarts-
    foretagende, som har indkomst ved international trafik til
    og fra Danmark, selv om det pågældende foretagende måtte
    have fast driftssted her i landet.
    Efter dansk ret beskattes al erhvervsindkomst fra fuldt
    skattepligtige såvel som faste driftssteder i Danmark, jf.
    kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1 og 2, og § 2, stk. 1, nr. 4,
    samt selskabsskattelovens § 1 og § 2, stk. 1, litra a.
    Gennemførelsen af overenskomsten vil medføre, at kun
    Danmark har beskatningsretten til indkomst fra driften af fly
    og skibe, hvis foretagendet har hjemsted i Danmark. Dette
    gælder, selv om et fransk foretagende, der driver internatio-
    nal skibs- eller luftfart, måtte have fast driftssted i Danmark,
    og indkomsten kan henføres til dette faste driftssted. Om-
    vendt har Danmark beskatningsretten til sådanne aktiviteter
    for foretagender med hjemsted i Danmark, også selv om
    indkomsten kan henføres til et fast driftssted i Frankrig.
    3.3.2.9. Artikel 9 om forbundne foretagender
    Dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 9 medfører,
    at transaktioner mellem forbundne foretagender fra de to
    stater skal foregå på markedsvilkår, dvs. som om handlen
    eller transaktionen var sket mellem uafhængige parter (det
    såkaldte armslængdeprincip). Artiklen følger den tilsvarende
    artikel i OECD’s 2017-modeloverenskomst.
    Efter overenskomstens artikel 9, stk. 1, kan en stat forhøje
    fortjenesten, som et foretagende i denne stat oplyser, at det
    havde ved interne transaktioner med et koncernforbundet
    foretagende i den anden stat, så fortjenesten kommer til
    at svare til, hvad der ville være aftalt mellem uafhængige
    parter. Artikel 9, stk. 2, medfører, at den anden stat i så fald
    skal foretage en passende regulering af fortjenesten for det
    koncernforbundne foretagende i den anden stat, hvis den er
    enig i den førstnævnte regulering.
    Formålet med bestemmelsen er at hindre, at fortjeneste via
    kunstige interne afregningspriser kanaliseres derhen, hvor
    skatten er lavest. Samtidig har bestemmelsen til formål at
    sikre, at den samme indkomst ikke skal beskattes i begge
    stater.
    Armslængdeprincippet i dansk ret følger af ligningslovens
    § 2, der ligeledes følger OECD’s 2017-modeloverenskomsts
    artikel 9.
    3.3.2.10. Artikel 10 om udbytter
    Dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 10 begrænser
    Danmarks mulighed for at beskatte udbyttebetalinger fra
    danske selskaber, hvis udbyttets retmæssige ejer er en fysisk
    eller juridisk person i Frankrig. Den danske skat af udbyttet
    må højst være på 15 pct. af udbyttets bruttobeløb, jf. artikel
    10, stk. 2. Danmark må dog ikke beskatte udbyttet, hvis
    udbyttets retmæssige ejer er et selskab i Frankrig, som i
    en uafbrudt periode på 365 dage forud for udbetalingen
    af udbytteudlodningen direkte ejer mindst 10 pct. af det
    danske selskab, jf. artikel 10, stk. 2. Tilsvarende kan danske
    minoritetsaktionærer i franske selskaber beskattes med op til
    15 pct. af udbyttets bruttobeløb i Frankrig, som Danmark
    skal give lempelse for. Modsat andre af Danmarks nyere
    dobbeltbeskatningsoverenskomster gælder der i medfør af
    denne overenskomst ikke lavere rater for pensionsinstitutter,
    der modtager udbytte.
    I dansk ret følger det af kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 6,
    og selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, at en person eller
    et selskab, forening m.v. i Frankrig som udgangspunkt er be-
    grænset skattepligtig af udbytte, som pågældende modtager
    fra et dansk selskab m.v.
    Der er dog ikke begrænset skattepligt af udbytte af datter-
    selskabsaktier – dvs. hvis udbyttets retmæssige ejer er et
    fransk selskab, der ejer mindst 10 pct. af det danske selskab
    – når beskatningen af udbyttet skal frafaldes eller nedsættes
    efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst, jf. selskabsskatte-
    lovens § 2, stk. 1, litra c.
    Hvis en person eller et selskab, forening m.v. i Frankrig
    har et fast driftssted her i landet, er pågældende begrænset
    skattepligtig af indkomst fra dette faste driftssted, jf. kilde-
    skattelovens § 2, stk. 1, nr. 4, og selskabsskattelovens §
    2, stk. 1, litra a. Ved opgørelsen af det faste driftssteds
    skattepligtige indkomst indgår eventuelt udbytte af aktier i
    danske selskaber, hvis aktierne er knyttet til det faste drifts-
    sted. Denne beskatning er i overensstemmelse med dobbelt-
    beskatningsoverenskomstens artikel 10, stk. 5.
    Artiklen indeholder endvidere i stk. 6 en særlig bestem-
    melse vedrørende udbytte fra såkaldte ejendomsinveste-
    ringsenheder. Hvis ejendomsinvesteringsenhedens indkomst
    stammer fra indkomst af fast ejendom og ejendomsavancer,
    investeringsenheden udlodder størstedelen af sin årlige ind-
    komst, og investeringsenheden er skattefri af indkomst og
    avancer fra den faste ejendom, fastsætter bestemmelsen, at
    udbytter fra sådanne investeringsenheder kan beskattes i vi-
    dere omfang i den stat, hvori enheden er hjemmehørende,
    hvis udbyttemodtageren er majoritetsejer med en ejerandel
    på mindst 10 pct. I så fald beskattes majoritetsejeren, som
    om denne havde investeret direkte i den faste ejendom, dvs.
    uden et mellemliggende selskab. Omvendt sidestilles mino-
    ritetsejere med andre porteføljeinvestorer ved, at disse kun
    kan beskattes i kildestaten med op til 15 pct. af bruttobelø-
    bet af udbytterne. I Frankrig er sådanne enheder skattefrie,
    hvorfor Frankrig som udgangspunkt ikke anser sådanne en-
    heder som hjemmehørende i overenskomstens forstand. Be-
    stemmelsen om ejendomsinvesteringsenheder tjener derfor
    også til at sikre danske minoritetsejere i franske ejendomsin-
    vesteringsenheder ret til at få nedsat fransk kildeskat til 15
    pct. på udlodninger fra disse ejendomsinvesteringsenheder.
    I dansk ret anvendes ejendomsinvesteringsenheder, som
    de er defineret i stk. 6, ikke i dag.
    Artiklen suppleres af en bestemmelse i overenskomstens
    protokol om, at kollektive investeringsinstitutter omfattet
    af EU’s direktiv 2009/65/EF om samordning af love og ad-
    ministrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv
    32
    investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) (UCITS-
    direktivet) har ret til fordele efter overenskomstens artikel
    10 og 11. Kollektive investeringsforeninger, som ikke er
    omfattet af EU-direktivet, men som er etableret i én af sta-
    terne, og som sidestilles med kollektive investeringsenheder
    under national lovgivning i den anden stat, har ligeledes ret
    til fordele efter overenskomstens artikel 10 og 11 for så vidt
    angår den del af indkomsten, som svarer til ejerandelen for
    de investorer, der er hjemmehørende i én af staterne eller
    i en tredjestat, som har en administrativ bistandsaftale med
    den stat, hvorfra udbyttet stammer.
    Danske UCITS har typisk status som et investeringssel-
    skab efter aktieavancebeskatningslovens § 19 eller et inve-
    steringsinstitut med minimumsbeskatning efter ligningslo-
    vens § 16 C. Udgangspunktet er, at et UCITS omfattes af
    reglerne for investeringsselskaber. Investeringsselskaber er
    skattefri, men skal dog betale en skat på 15 pct. af modtagne
    udbytter fra danske aktier, jf. selskabsskattelovens § 3, stk.
    1, nr. 19. Danske investorer i investeringsselskaber beskattes
    årligt af forskellen mellem andelens værdi ved årets slut-
    ning og værdien ved årets begyndelse (lagerbeskatning). Et
    UCITS kan vælge status som investeringsinstitut med mini-
    mumsbeskatning. Med valg af status som minimumsbeskat-
    tet følger, at investeringsinstituttet har valgt, at instituttets
    indkomst skal beskattes hos deltagerne. Investeringsinstitut-
    tet skal således årligt opgøre en minimumsindkomst bestå-
    ende af instituttets realiserede indtægter med fradrag for rea-
    liserede tab. Danske investorer i investeringsinstitutter med
    minimumsbeskatning beskattes af deres andel af den op-
    gjorte minimumsindkomst. Investeringsinstitutter med mini-
    mumsbeskatning er skattefri, men skal dog betale en skat
    på 15 pct. af modtagne udbytter fra danske aktier, jf. selska-
    bsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 5 c.
    3.3.2.11. Artikel 11 om renter
    Dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 11 medfører,
    at Danmark som udgangspunkt ikke kan beskatte rentebeta-
    linger fra kilder her i landet, hvis renternes retmæssige ejer
    er hjemmehørende i Frankrig. Danmark kan dog beskatte
    renterne, hvis den retmæssige ejer har et fast driftssted her
    i landet, og renterne er knyttet til dette faste driftssted, jf.
    artikel 11, stk. 3.
    Artiklen suppleres af en bestemmelse i dobbeltbeskat-
    ningsoverenskomstens protokol om, at kollektive inve-
    steringsforeninger omfattet af EU’s direktiv 2009/65/EF
    (UCITS) har ret til fordele efter overenskomstens artikel 10
    og 11. Kollektive investeringsinstitutter, som ikke er omfat-
    tet af EU-direktivet, men som er etableret i én af staterne,
    og som sidestilles med kollektive investeringsenheder under
    national lovgivning i den anden stat, har ligeledes ret til
    fordele efter overenskomstens artikel 10 og 11 for så vidt
    angår den del af indkomsten, som svarer til ejerandelen for
    de investorer, der er hjemmehørende i én af staterne eller
    i en tredjestat, som har en administrativ bistandsaftale med
    den stat, hvorfra udbyttet stammer.
    I dansk ret er der efter kildeskatteloven ikke begrænset
    skattepligt for fysiske personer, som modtager renter fra
    kilder her i landet. Som udgangspunkt gælder der heller
    ikke begrænset skattepligt for renter modtaget af juridiske
    personer, medmindre der er tale om kontrolleret gæld, jf.
    selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d.
    Hvis en person eller et selskab m.v. i Frankrig, som er
    retmæssig ejer af renterne, har et fast driftssted her i landet,
    er pågældende begrænset skattepligtig af indkomst fra dette
    driftssted, jf. kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 4, og selska-
    bsskattelovens § 2, stk. 1, litra a. Ved opgørelsen af det
    faste driftssteds skattepligtige indkomst indgår eventuelle
    renter fra kilder her i landet, som er knyttet til det faste
    driftssted. Denne beskatning er i overensstemmelse med ar-
    tikel 11, stk. 4.
    For beskatningen af danske UCITS, se hertil pkt. 3.3.2.10
    ovenfor.
    3.3.2.12. Artikel 12 om royalties
    Dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 12 medfører,
    at Danmark ikke kan beskatte royaltybetalinger fra kilder
    her i landet, hvis den retmæssige ejer af royaltybeløbet er
    hjemmehørende i Frankrig.
    I dansk ret følger det af kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 8,
    og selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra g, at fysiske person-
    er og selskaber, foreninger m.v. i Frankrig er begrænset skat-
    tepligtige af royalty fra kilder her i landet. Royalty defineres
    i kildeskattelovens § 65 C, stk. 4. Skatten kan maksimalt
    udgøre 22 pct. af royaltybruttobeløbet. Det bemærkes, at
    royaltydefinitionen i intern dansk skatteret er snævrere end
    definitionen af royalty i overenskomstens artikel 12, stk. 2.
    Danmark kan dog alligevel beskatte royalties omfattet af
    overenskomsten, hvis den retmæssige ejer har et fast drifts-
    sted her i landet, og royaltybeløbet er knyttet til dette faste
    driftssted, jf. artikel 12, stk. 3. Omvendt kan Frankrig ikke
    beskatte royalties modtaget af fysiske eller juridiske person-
    er med hjemsted i Danmark, som ikke kan henføres til et
    fast driftssted i Frankrig.
    Hvis en person eller et selskab, forening m.v. i Frankrig,
    som er retmæssig ejer af en royaltybetaling, har et fast
    driftssted her i landet, er pågældende begrænset skattepligtig
    af indkomst fra dette driftssted, jf. kildeskattelovens § 2,
    stk. 1, nr. 4, og selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a. Ved
    opgørelsen af det faste driftssteds skattepligtige indkomst
    indgår eventuelle royalties fra kilder her i landet, som er
    knyttet til det faste driftssted. Denne beskatning er i over-
    ensstemmelse med dobbeltbeskatningsoverenskomstens arti-
    kel 12, stk. 3.
    3.3.2.13. Artikel 13 om kapitalgevinster
    Dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 13 medfører,
    at Danmark kan beskatte fysiske og juridiske personer i
    Frankrig af gevinst ved afhændelse af fast ejendom og fast
    driftssted, der er beliggende i Danmark (herunder de aktiver,
    som indgår i det faste driftssted).
    Endvidere kan kapitalgevinster erhvervet ved afhændelse
    af containere m.v., der anvendes til transport af gods og
    varer i international trafik, kun beskattes der, hvor det af-
    33
    hændende foretagende har sit sæde. Det betyder, at Danmark
    efter overenskomsten alene har beskatningsretten på kapi-
    talgevinster, der realiseres af foretagender med hjemsted i
    Danmark uanset om containerne afhændes her.
    I dansk ret følger det af kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr.
    4 og 5, og selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a og b, at
    personer og selskaber, foreninger, m.v. i Frankrig er begræn-
    set skattepligtige af gevinst ved afhændelse af fast ejendom
    og af fast driftssted her i landet, herunder aktiverne i det
    faste driftssted. Denne beskatning er i overensstemmelse
    med overenskomstens artikel 13, stk. 1 og 2.
    Ved afhændelse af aktier eller dermed sammenlignelige
    interesser i selskaber m.v., hvor mere end 50 pct. af værdien
    af disse aktier eller dermed sammenlignelige interesser på
    noget tidspunkt inden for 365 dage forud for afhændelsen
    direkte eller indirekte hidrører fra fast ejendom beliggende
    i en af de to stater, kan aktieavancen m.v. beskattes i den
    stat, hvori ejendommene er beliggende. Ejendomme, der an-
    vendes som led i det pågældende selskabs drift, er dog ikke
    omfattet heraf. Danmark har i dag ikke intern hjemmel til at
    udnytte denne beskatningsret, idet der ikke findes hjemmel
    til at beskatte udenlandske virksomheders aktieavancer, selv
    om det selskab, hvis aktier overdrages, overvejende ejer
    danske ejendomme.
    Der er derimod ikke regler om begrænset skattepligt af ge-
    vinst, som en person eller selskab, forening m.v. i Frankrig
    opnår ved afståelse af aktier, medmindre disse indgår i et
    fast driftssted her i landet.
    Efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra h, er selskaber
    og foreninger m.v. i Frankrig begrænset skattepligtige af
    gevinst på visse fordringer, såfremt den danske debitor og
    den udenlandske kreditor er koncernforbundet (kontrolleret
    gæld).
    Dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 13, stk. 6,
    medfører da, at Danmark ikke kan gennemføre beskatningen
    af gevinst ved afhændelse af fordringer, hvis fordringshaver
    er hjemmehørende i Frankrig, medmindre fordringen indgår
    som et aktiv i fordringshavers faste driftssted her i landet.
    3.3.2.14. Artikel 14 om indkomst ved arbejde i ansættelses-
    forhold
    Dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 14 medfører,
    at Danmark kan beskatte en person, som er hjemmehørende
    i Frankrig, af løn, gage og andre lignende vederlag for arbej-
    de udført her i landet, hvis den pågældende opholder sig her
    i landet i en eller flere perioder, der tilsammen overstiger
    183 dage inden for en 12-månedersperiode, lønnen m.v. be-
    tales af eller for en arbejdsgiver, der er hjemmehørende her,
    eller lønnen m.v. påhviler et fast driftssted, som arbejdsgive-
    ren har i Danmark.
    I dansk ret følger det af kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr.
    1, jf. § 2, stk. 14, nr. 2, at en person, der er hjemmehørende
    i Frankrig, er begrænset skattepligtig af løn m.v. for arbejde
    udført her i landet, hvis arbejdet udføres under ophold her
    i landet i mere end 183 dage inden for en 12-månedersperi-
    ode, eller hvis arbejdet udføres for en fysisk eller juridisk
    person, der har hjemsted her i landet, eller for et fast drifts-
    sted, som den pågældendes udenlandske arbejdsgiver har
    her i landet. Denne beskatning er i overensstemmelse med
    overenskomstens artikel 14.
    For vederlag for arbejde udført ombord på et skib eller
    fly anvendt i international trafik gælder det i medfør af
    overenskomsten, at sådan vederlag kun kan beskattes i den
    kontraherende stat, hvor foretagendets virkelige ledelse har
    sit sæde.
    I dansk ret følger det af kildeskattelovens 2, stk. 2, jf. stk.
    1, nr. 1, at der ligeledes gælder begrænset skattepligt i Dan-
    mark for vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold
    udført om bord på skib eller fly med hjemsted i Danmark
    eller for arbejde udført i tilknytning hertil. Endvidere er
    danske statsborgere, der uden at være fuldt skattepligtige i
    Danmark på grund af bopæl eller ophold, fuldt skattepligti-
    ge, hvis de gør tjeneste eller varigt opholder sig om bord på
    skibe med hjemsted i Danmark, medmindre de godtgør, at
    de har bopæl i udlandet, eller at de aldrig har haft bopæl i
    Danmark.
    3.3.2.15. Artikel 15 om bestyrelseshonorarer
    Dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 15 medfører,
    at Danmark kan beskatte en person, der er hjemmehørende
    i Frankrig, af bestyrelseshonorarer og andre lignende veder-
    lag betalt af et dansk selskab.
    I dansk ret følger det af kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 2,
    at en fysisk person er begrænset skattepligtig af vederlag for
    medlemskab af eller som medhjælp for bestyrelser, udvalg,
    kommissioner, råd og lignende. Denne beskatning er i over-
    ensstemmelse med overenskomsten.
    3.3.2.16. Artikel 16 om optrædende kunstnere, sportsudøve-
    re og modeller
    Dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 16 medfører,
    at Danmark kan beskatte en person, der er hjemmehørende i
    Frankrig, af indkomst som sportsudøver, optrædende kunst-
    ner eller model og lign. ved personligt udøvet virksomhed
    her i landet. Det samme gælder indkomst for udøvelse af
    aktiviteter, der ikke kan adskilles fra dennes personlige ry,
    eksempelvis ved deltagelsen i tv-begivenheder. Det samme
    gælder, selv om indkomsten ved denne virksomhed ikke til-
    falder sportsudøveren, kunstneren eller modellen selv, men
    en anden fysisk eller juridisk person.
    Der er ikke i dansk ret hjemmel til at udnytte beskatnings-
    retten efter overenskomsten til at beskatte en person fra
    Frankrig af indkomst som optrædende kunstner, model eller
    sportsudøver her i landet, medmindre den pågældende er an-
    sat af en dansk arbejdsgiver under sådanne forhold, at der er
    tale om et ansættelsesforhold omfattet af kildeskattelovens
    § 2, stk. 1, nr. 1, eller hvis opholdet varer så længe, at den
    pågældende bliver fuldt skattepligtig efter kildeskattelovens
    § 1, stk. 1, nr. 2.
    3.3.2.17. Artikel 17 om pensioner
    Dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 17 angår be-
    skatningen af pensioner og andre lignende vederlag. Artik-
    34
    len medfører, at Danmark kan beskatte personer, der er
    hjemmehørende i Frankrig, såfremt der er givet fradrag i
    Danmark for indbetalinger til en pensionsordning, eller når
    en arbejdsgivers indbetalinger til ordningen ikke var skat-
    tepligtige i Danmark for arbejdstageren (bortseelsesret). Ar-
    tiklen medfører endvidere, at danske sociale pensioner kan
    beskattes i Danmark. Pensionsbestemmelsen afspejler det
    faste danske princip for beskatningsretten til pensioner, om
    at pensionsudbetalinger med kilde i Danmark beskattes i
    Danmark, men bestemmelsen skal ses i sammenhæng med
    artikel 22, stk. 3, hvorefter der gælder et såkaldt ”omvendt
    credit”-princip for pensioner underlagt kildebeskatning efter
    artikel 17, stk. 2 (se hertil pkt. 1 og pkt. 3.3.2.22).
    I protokollen til dobbeltbeskatningsoverenskomsten præ-
    ciseres hvilke sociale pensioner der er omfattede af artikel
    17, stk. 2, litra c. Det gælder folkepension, pension fra
    ATP, tidlig pension, førtidspension, seniorpension, efterløn
    og andre betalinger af væsentligt samme karakter, som måtte
    opstå efter undertegnelsen af aftalen.
    I dansk ret følger det af kildeskattelovens § 2, stk. 1,
    nr. 9 og 11, at personer, der er hjemmehørende i Frankrig,
    er begrænset skattepligtige af deres udbetalinger fra private
    pensionsordninger, som er skattebegunstiget efter pensions-
    beskatningsloven og af sociale pensioner. Denne beskatning
    er i overensstemmelse med overenskomsten, men Danmark
    er forpligtet til at yde lempelse for fransk skat, der kan
    henføres til de pågældende udbetalinger.
    3.3.2.18. Artikel 18 om sociale sikringsydelser og lignende
    betalinger
    Efter dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 18 kan
    sociale sikringsydelser, som ikke er sociale pensioner, be-
    skattes i den stat hvorfra ydelsen betales. Studielegater m.v.
    betalt af offentlige midler i én stat til en person hjemmehø-
    rende i den anden stat kan ligeledes beskattes i udbetalings-
    staten.
    Bestemmelsen sikrer for det første kildestatsbeskatning af
    andre sociale sikringsydelser end sociale pensioner uden at
    disse sociale sikringsydelser omfattes af ”omvendt credit”-
    princippet. I det omfang danske dagpenge kan udbetales til
    personer hjemmehørende i Frankrig, kan Danmark således
    beskatte ydelserne, uden at skulle give nedslag for eventuel
    betalt fransk skat heraf. Omvendt kan sociale sikringsydel-
    ser, der ikke er sociale pensioner, og som betales fra Fran-
    krig til en person, der er hjemmehørende i Danmark, også
    beskattes i Frankrig. Uden bestemmelsen ville andre sociale
    sikringsydelser end social pension kun kunne beskattes i den
    stat, hvori modtageren er hjemmehørende efter artikel 21.
    Den anden del af bestemmelsen vedrører legater og
    studie- eller kunstnerstøtte. Det dækker bl.a. over dansk
    SU. Bestemmelsen medfører, at Danmark kan beskatte
    dansk SU, selv om ydelsen f.eks. udbetales til en person,
    der er hjemmehørende i Frankrig, og som ikke opholder
    sig i Frankrig udelukkende for at studere. Uden bestemmel-
    sen ville dansk SU i disse tilfælde kun kunne beskattes i
    det land, hvor modtageren er hjemmehørende i overensstem-
    melse med princippet i artikel 21.
    I dansk ret kan sociale sikringsydelser, SU m.v. betalt
    til fysiske personer med bopæl i Frankrig efter kildeskatte-
    lovens § 2, nr. 12-28, beskattes i Danmark. Artikel 18 i
    dobbeltbeskatningsoverenskomsten vil derfor ikke ændre på
    dansk beskatning af sociale sikringsydelser, SU m.v. udbe-
    talt af den danske stat. Omvendt har Danmark ikke beskat-
    ningsret til lignende betalinger, der hidrører fra Frankrig,
    som betales til personer med hjemsted i Danmark efter den-
    ne bestemmelse.
    3.3.2.19. Artikel 19 om offentligt hverv
    Dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 19 indebærer,
    at Danmark ikke kan beskatte løn udbetalt til en fysisk
    person, der er udsendt af en fransk offentlig myndighed
    med det formål at udføre arbejde i Danmark for denne,
    selv om vedkommende bliver omfattet af fuld skattepligt her
    til landet. Er den pågældende omfattet af reglerne for diplo-
    mater m.v., gælder dog reglerne i artikel 27 (se hertil pkt.
    3.2.2.27). Omvendt beholder Danmark også beskatningsret-
    ten på løn udbetalt til en fysisk person, der er udsendt af
    en dansk offentlig myndighed med det formål at udføre
    arbejde i Frankrig for denne myndighed. En undtagelse gæl-
    der, hvor arbejde er udført i bopælsstaten, og personen er
    hjemmehørende og statsborger i denne stat uden samtidig
    at være statsborger i kildestaten (typisk lokal ansættelse af
    ambassadepersonale). I dette tilfælde vil kun bopælsstaten
    have beskatningsretten.
    Tjenestemandspensioner kan som hovedregel kun beskat-
    tes i den stat, hvorfra de udbetales. En undtagelse gælder
    for modtagere, der er statsborgere og hjemmehørende i den
    ene stat (bopælsstaten) uden samtidig at være statsborger i
    den andet stat (kildestaten). I sådanne tilfælde kan tjeneste-
    mandspensionerne kun beskattes i den stat, hvori modtage-
    ren er hjemmehørende.
    I dansk ret fortsætter sådanne udsendte danske offentligt
    ansatte med at være fuldt skattepligtige til Danmark, jf.
    kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 4. Løn udbetalt af en dansk
    offentlig myndighed til fysiske personer, der er udsendt på
    dens vegne, beskattes derfor fortsat i Danmark.
    3.3.2.20. Artikel 20 om studerende
    Dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 20 medfører,
    at når studerende eller lærlinge, som er eller umiddelbart før
    ophold i Danmark var hjemmehørende i Frankrig, opholder
    sig i Danmark udelukkende i studie- eller uddannelsesøje-
    med, skal Danmark fritage sådanne studerende eller lærlinge
    for beskatning af beløb, som de modtager fra kilder uden
    for Danmark med henblik på underhold, studium eller ud-
    dannelse.
    Dette gælder, selv om de pågældende i dansk ret måtte
    være fuldt skattepligtige efter kildeskattelovens § 1, fordi de
    har taget bopæl her i landet, jf. kildeskattelovens § 1, stk.
    1, nr. 1, eller fuld skattepligt ellers er indtrådt i medfør af
    opholdsreglen i kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2, eller den
    særlige opholdsregel for studerende i kildeskattelovens § 8,
    stk. 2. Beløbet indgår ikke ved opgørelsen af de pågælden-
    des skattepligtige indkomst.
    35
    Artiklen suppleres af en bestemmelse i protokollen, hvor-
    efter formuleringen ”lærling” også omfatter en særlig grup-
    pe af franske personer, som efter fransk lovgivning melder
    sig frivilligt til visse typer af internationale udstationeringer
    (se hertil pkt. 3.3.2.33).
    3.3.2.21. Artikel 21 om anden indkomst
    Dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 21 medfører,
    at Danmark ikke kan beskatte en juridisk eller fysisk person
    hjemmehørende i Frankrig af indkomsttyper, som ikke er
    omfattet af overenskomstens øvrige artikler, medmindre dis-
    se indkomsttyper er knyttet til et fast driftssted, som den
    pågældende har her i landet.
    Bestemmelsen omfatter ikke alene indkomst fra Danmark
    og Frankrig men også indkomst fra tredjelande.
    Som eksempel er der i dag ikke i dansk ret begrænset
    skattepligt af underholdsbidrag, som en fysisk person her
    i landet betaler til sin tidligere ægtefælle eller børn i Fran-
    krig. Overenskomstens artikel 21 medfører, at hvis Danmark
    skulle ønske at indføre begrænset skattepligt af denne type
    indkomst, så vil beskatningen ikke kunne gennemføres over
    for de fysiske personer, der er hjemmehørende i Frankrig.
    3.3.2.22. Artikel 22 om ophævelse af dobbeltbeskatning
    Dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 22, stk. 1, li-
    tra a og b, vedrører den almindelige credit-metode, som
    Danmark skal anvende til at undgå dobbeltbeskatning, når
    fysiske og juridiske personer, der er hjemmehørende i Dan-
    mark, modtager indkomst, som efter overenskomsten kan
    beskattes i Frankrig, men som efter intern dansk ret samtidig
    skal beskattes i Danmark. Metoden indebærer, at såfremt en
    person erhverver indkomst, som efter overenskomsten kan
    beskattes i Frankrig, skal Danmark nedsætte den pågælden-
    de fysiske eller juridiske persons indkomstskat med et beløb
    svarende til den indkomstskat, der er betalt i Frankrig. Ned-
    sættelsen i dansk skat kan dog ikke overstige den del af
    indkomstskatten, som kan henføres til den indkomst, der
    kan beskattes i Frankrig. Denne metode svarer til reglen i
    ligningslovens § 33.
    Artikel 22, stk. 1, litra c, medfører, at hvis en person,
    der er hjemmehørende i Danmark, erhverver indkomst, som
    efter overenskomsten kun kan beskattes i Frankrig, kan
    Danmark medregne indkomsten i beskatningsgrundlaget,
    men skal fortsat foretage den forholdsmæssige nedsættelse
    af indkomstskatten svarende til den skat, der kan henfø-
    res den del af indkomsten, der kun kan beskattes i Fran-
    krig. Dette kaldes undertiden eksemption med progressions-
    forbehold. Artikel 22, stk. 1, litra c, vil eksempelvis omfatte
    personer her i landet, som modtager franske tjenestemands-
    pensioner. Sådanne pensioner kan kun beskattes i Frankrig,
    jf. artikel 19, stk. 2. Artikel 22, stk. 1, litra c, bevirker
    dermed, at Danmark ikke opkræver skat af pensionen, men
    pensionen får betydning for graden af dansk beskatning af
    den pågældendes persons eventuelle andre indkomster, som
    Danmark kan beskatte (såkaldt progressionsvirkning).
    Artikel 22, stk. 2, fastsætter metoden for fransk lempelse
    af dobbeltbeskatning. Frankrig anvender generelt metoden
    eksemption med progressionsforbehold, men bruger almin-
    delig credit på de praktisk oftest forekommende tilfælde,
    såsom ved lempelse af dobbeltbeskatning af erhvervsind-
    komst og udbytter.
    Som nævnt under pkt. 1 og 3.2.2.17 er der desuden –
    i overensstemmelse med principerklæringen fra april 2019
    – aftalt det ”omvendte credit”-princip for visse pensionsud-
    betalinger. Princippet er fastsat i dobbeltbeskatningsoveren-
    skomstens artikel 22, stk. 3, og indebærer, at bopælsstaten
    har ret til at beskatte pensioner og lignende betalinger ef-
    ter dette lands sædvanlige niveau, mens kildestatens beskat-
    ningsret er begrænset til at beskatte forskellen mellem bo-
    pælsstatens beskatningsniveau og kildelandets beskatnings-
    niveau. Dette sker ved, at kildelandet indrømmer lempelse
    for skat betalt i bopælslandet af pensioner.
    Da beskatningsniveauet for pensioner i Frankrig pt. er
    lavere end i Danmark, vil det samlede beskatningsniveau
    svare til det danske beskatningsniveau, og det undgås såle-
    des, at der gives et incitament til, at danske pensionister
    flytter til Frankrig for at spare skat. Bestemmelsen indehol-
    der ikke en begrænsning for, hvor meget bopælsstaten kan
    beskatte, hvilket betyder, at såfremt Frankrig måtte hæve
    beskatningsniveauet, vil den danske beskatning blive tilsva-
    rende reduceret.
    Se i øvrigt pkt. 3.3.2.17.
    3.3.2.23. Artikel 23 om ikke-diskriminering
    Dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 23 medfører,
    at Danmark ikke kan gennemføre beskatning efter intern
    dansk skatteret, der diskriminerer i strid med denne arti-
    kel. Danmark må således ikke gennemføre beskatning eller
    dermed forbundne krav, som diskriminerer franske statsbor-
    gere i forhold til danske statsborgere under samme forhold
    særligt under hensyn til skattemæssigt hjemsted. Danmark
    må ikke beskatte et fast driftssted af et fransk foretagende
    mere byrdefuldt i forhold til beskatningen af et dansk fore-
    tagende. Betalinger fra Danmark til fysiske eller juridiske
    personer i Frankrig skal kunne fratrækkes dansk beskatning
    under samme betingelser, som hvis beløbet var betalt til
    fysiske eller juridiske personer i Danmark. Endelig må Dan-
    mark ikke have en mere byrdefuld beskatning af eller der-
    med forbundne krav til et dansk foretagende, der er ejet af
    fysiske eller juridiske personer i Frankrig, i forhold til andre
    danske foretagender.
    Størstedelen af overenskomstens artikel 23 er formuleret
    over den tilsvarende bestemmelse i OECD’s 2017-model-
    overenskomsts artikel 24. De dele af overenskomstens arti-
    kel 23, som svarer til modeloverenskomsten, skal derfor for-
    tolkes i overensstemmelse med kommentarerne til OECD’s
    modeloverenskomsts artikel 24, som angiver nærmere om,
    hvad der skal forstås ved diskriminering. Der er ikke regler i
    dansk ret, som strider mod overenskomstens artikel 23.
    Artikel 23 fraviger OECD’s modeloverenskomst artikel
    24 på flere punkter. For det første indeholder artiklen ikke
    et diskriminationsforbud fsva. selskaber og andre juridiske
    personer. Fravigelsen skal ses i lyset af, at EU-retten fortsat
    gælder sideløbende med overenskomsten. Selskaber og an-
    36
    dre juridiske personer er derfor stadigvæk omfattet af den
    diskriminationsbeskyttelse, der følger af EU-retten.
    For det andet indeholder artikel 23 en bestemmelse, der
    fastsætter, at artiklen ikke skal fortolkes således, at Danmark
    eller Frankrig er forpligtede til at indrømme fysiske personer
    uden hjemsted i Danmark eller Frankrig nogen personlige
    fradrag, lempelser eller nedsættelser af skat, som indrømmes
    fysiske personer, der er hjemmehørende i denne stat. Denne
    bestemmelse omfatter ikke fradrag i forbindelse med ind-
    komsterhvervelsen, men kun fradrag, lempelser og nedsæt-
    telser for personlige og familiemæssige forhold. Efter EU-
    retten er Frankrig efter omstændighederne fortsat forpligtet
    til at give fysiske personer, der er skattemæssigt hjemme-
    hørende i Danmark, samme personlige og familiemæssige
    fradrag, som personer, der er hjemmehørende i Frankrig,
    da dette følger af ligebehandlingsprincippet for vandrende
    arbejdstagere. Bestemmelsen er begrundet i særpræg i det
    franske skattesystem.
    Endeligt fraviger artiklen også OECD’s 2017-modelover-
    enskomsts artikel 24 ved at bestemme, at hvis en anden
    aftale eller traktat mellem Danmark og Frankrig indeholder
    en ikke-diskrimineringsklausul eller en mestbegunstigelses-
    klausul, finder sådanne klausuler ikke anvendelse i skatte-
    mæssige forhold. Bestemmelsen skal sikre, at kun overens-
    komsten regulerer skattemæssige forhold og ikke påvirkes
    af ikke-diskriminerings- eller mestbegunstigelsesklausuler i
    andre aftaler mellem Danmark og Frankrig, der ikke ændrer
    på eller træder i stedet for overenskomsten.
    3.3.2.24. Artikel 24 om fremgangsmåden ved indgåelse af
    gensidige aftaler
    Dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 24 giver
    hjemmel til, at danske skattemyndigheder kan lempe beskat-
    ningen efter intern dansk skatteret i konkrete sager. For det
    første angår bestemmelsen konkrete tilfælde, hvor en fysisk
    eller juridisk person mener, at foranstaltninger truffet af en
    kontraherende stat medfører eller vil medføre en beskatning
    i strid med overenskomsten. Det kan eksempelvis skyldes,
    at de to staters skattemyndigheder har en forskellig fortolk-
    ning af overenskomsten. I så fald skal de to staters skatte-
    myndigheder søge at finde en løsning, så dobbeltbeskatning
    undgås. Bestemmelsen pålægger ikke de to stater en pligt til
    at opnå en løsning.
    Artiklen indeholder ikke bestemmelser om voldgift, som
    det ellers følger af OECD’s 2017-modeloverenskomst. Det
    skyldes, at både Danmark og Frankrig er omfattede af og
    forpligtede efter voldgiftsdirektivet (se hertil pkt. 1), som
    fastlægger lignende regler om, at en sag kan indbringes for
    voldgift, såfremt de kompetente myndigheder ikke kan nå
    til enighed ved den gensidige aftaleprocedure inden for en
    tidsfrist på to år, der kan forlænges til tre år. Hvis de to
    stater ikke kan opnå en løsning efter den gensidige aftale-
    procedure, kan en fysisk eller juridisk person efter direktivet
    anmode om, at sagen undergives voldgift efter EU’s vold-
    giftsdirektiv.
    For det andet giver artikel 24 i overensstemmelse med
    OECD’s 2017-modeloverenskomst hjemmel til indgåelse af
    gensidige aftaler til løsning af generelle spørgsmål.
    Artikel 24 giver således de danske myndigheder hjemmel
    til at anvende en forståelse af udtryk, der fraviger forståelsen
    af udtrykket i dansk skatteret med henblik på at undgå dob-
    beltbeskatning i konkrete sager.
    De øvrige bestemmelser i overenskomstens artikel 24 sva-
    rer i øvrigt til OECD’s 2017-modeloverenskomst og inde-
    holder herunder OECD’s BEPS-minimumsstandarder, der
    indebærer, at en fysisk eller juridisk person skal have mulig-
    hed for at præsentere sin sag for de kompetente myndighe-
    der i begge stater, og at en aftale, der indgås med hjemmel i
    artiklen, skal implementeres uden hensyntagen til tidsfrister
    i national ret.
    3.3.2.25. Artikel 25 om udveksling af oplysninger
    Dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 25 fastsætter,
    at de to staters kompetente myndigheder skal udveksle så-
    danne oplysninger, som kan forudses at være relevante for
    at gennemføre bestemmelserne i dobbeltbeskatningsoveren-
    skomsten eller for at håndhæve intern lovgivning. Danmark
    kan således indhente oplysninger i Frankrig, uanset om
    oplysningerne er til brug for eksempelvis lempelse efter
    dobbeltbeskatningsoverenskomsten, eller om det er til brug
    for en kontrolsag, hvor en fysisk eller juridisk person har
    kanaliseret indkomst gennem Frankrig. Bestemmelsen er i
    overensstemmelse med OECD’s 2017-modeloverenskomst.
    Bestemmelsen tillader ikke bankhemmelighed, og den gi-
    ver heller ikke mulighed for at afslå at tilvejebringe oplys-
    ninger med den begrundelse, at den pågældende stat ikke
    har brug for sådanne oplysninger selv.
    I dansk ret følger det af skattekontrollovens § 1, stk. 3, at
    bestemmelser i lovgivningen om pligt til at afgive oplysnin-
    ger til brug for danske skatteansættelser finder anvendelse,
    når de danske skattemyndigheder i skattesager, som ikke
    er straffesager, yder bistand i form af oplysninger til den
    kompetente myndighed i en anden stat til brug ved skattean-
    sættelse i den anden stat, når denne bistand sker som led
    i en dobbeltbeskatningsoverenskomst eller anden internatio-
    nal aftale.
    3.3.2.26. Artikel 26 om bistand om inddrivelse af skatter
    Dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 26 medfører,
    at de to lande skal yde hinanden bistand ved inddrivelse
    af skattekrav. Efter bestemmelsen skal de danske skattemyn-
    digheder inddrive skattekrav i Danmark på vegne af de
    franske myndigheder, når skyldneren ikke kan gøre indsigel-
    ser mod inddrivelsen. Ligeledes skal de danske skattemyn-
    digheder iværksætte de fornødne foranstaltninger til sikring
    af franske skattekrav i Danmark, når betingelserne efter
    fransk lovgivning herfor er til stede.
    Udenlandske skattekrav i skattesager, der ikke er straffesa-
    ger, omfattes af § 1, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld
    til det offentlige, hvorfor restanceinddrivelsesmyndigheden
    (Gældsstyrelsen) skal forestå inddrivelsen.
    37
    3.3.2.27. Artikel 27 om personer ansat ved diplomatiske og
    konsulære repræsentationer
    Dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 27 fastsætter,
    at overenskomsten ikke berører de skattemæssige begunsti-
    gelser, som gælder for medlemmer af diplomatiske og kon-
    sulære repræsentationer i henhold til folkerettens almindeli-
    ge regler eller særlige aftaler. Dette princip følger også af
    OECD’s 2017-modeloverenskomst.
    Dobbeltbeskatningsoverenskomsten indeholder desuden
    en bestemmelse om, at diplomater, konsulære repræsentan-
    ter og medlemmer af permanente delegationer i internati-
    onale organisationer skal anses for at være skattemæssigt
    hjemmehørende i udsenderstaten, hvis personen efter inter-
    national lovgivning ikke er skattepligtig i arbejdsstaten af
    indkomst fra kilder uden for denne stat, og personen er
    skattepligtig af sin globale indkomst i udsenderstaten på
    samme måde som andre personer hjemmehørende dér. Hvis
    eksempelvis Frankrig som arbejdsstat ifølge international
    lovgivning ikke skal anse et dansk medlem af en internatio-
    nal organisation (eksempelvis OECD) for at være fuldt skat-
    tepligtig til Frankrig, og personen er fuldt skattepligtig til
    Danmark, vil personen blive anset for at være skattemæssigt
    hjemmehørende i Danmark. Bestemmelsen er således blot
    en præcisering af, hvad der allerede gælder og følger af
    kommentarerne til OECD’s 2017-modeloverenskomst dog
    uden at være en egentlig del af selve modeloverenskomsten.
    Endvidere indeholder artiklen en bestemmelse, der fast-
    sætter, at dobbeltbeskatningsoverenskomsten ikke finder an-
    vendelse på en tredjestats medlemmer af internationale orga-
    nisationer eller på medlemmer af diplomatiske eller konsu-
    lære repræsentationer, der opholder sig i en kontraherende
    stat, og som ikke i nogen af de kontraherende stater behand-
    les som hjemmehørende dér. Bestemmelsen sikrer, at disse
    personer, hvis de kun er begrænset skattepligtige i de kontra-
    herende stater, ikke er berettiget til fordele efter dobbeltbe-
    skatningsoverenskomsten.
    I dansk ret følger det af kildeskattelovens § 3, at dansk
    skattepligt ikke omfatter fremmede staters herværende di-
    plomatiske repræsentanter og konsulære repræsentanter
    samt disses personale m.fl., i det omfang det er aftalt i
    wienerkonventionerne om diplomatiske og konsulære for-
    bindelser. Diplomater, konsuler m.fl., som er udsendt af
    den franske stat til tjeneste her i landet, er således fritaget
    for dansk beskatning, i det omfang dette følger af wiener-
    konventionerne. Skattefritagelsen efter kildeskattelovens § 3
    gælder derimod ikke for lokalt ansatte medarbejdere ved den
    franske ambassade.
    3.3.2.28. Artikel 28 om territorial udvidelse
    Dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 28 giver mu-
    lighed for at udvide overenskomstens anvendelsesområde
    til efter aftale også at omfatte territorier, der specifikt er
    undtaget herfra i overenskomsten (se hertil pkt. 3.3.2.3).
    For Danmarks vedkommende kan det være relevant for
    Færøerne og Grønland.
    3.3.2.29. Artikel 29 om berettigelse til overenskomstfordele
    Dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 29 indehol-
    der en bestemmelse til værn mod misbrug af overenskom-
    sten. Bestemmelsen indebærer en såkaldt principal purpose
    test (”PPT-test”), der er en limitation of benefits-klausul
    (”LOB-klausul”) (se hertil pkt. 2). Bestemmelsen medfører,
    at danske såvel som franske myndigheder kan nægte en
    fysisk eller juridisk person fordele efter overenskomsten,
    for så vidt angår indkomst, hvis det i betragtning af alle
    relevante fakta og omstændigheder er rimeligt at antage,
    at opnåelse af denne fordel var et af hovedformålene med
    noget arrangement eller nogen transaktion, som direkte eller
    indirekte resulterer i denne fordel. Dette gælder dog ikke,
    hvis det godtgøres, at opnåelse af denne fordel under de
    givne omstændigheder ville være i overensstemmelse med
    genstanden for og formålet med de relevante bestemmelser i
    overenskomsten.
    Bestemmelsen er en OECD minimumsstandard. En tilsva-
    rende bestemmelse gælder i dansk ret i medfør af ligningslo-
    vens § 3.
    3.3.2.30. Artikel 30 om anvendelse af overenskomsten
    Dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 30 fastlægger
    en mulighed for, at staternes kompetente myndigheder ved
    administrativ aftale kan fastlægge nærmere regler om den
    praktiske anvendelse af overenskomsten.
    Artiklen fastlægger desuden som betingelse for opnåelse
    af fordele efter artikel 10 (udbytte), 11 (renter) og 12 (royal-
    ties), at den pågældende person – medmindre de kompetente
    myndigheder bliver enige om andet – fremlægger en hjem-
    stedserklæring.
    I Danmark udsteder Skatteforvaltningen hjemstedserklæ-
    ringer efter anmodning.
    3.3.2.31. Artikel 31 om ikrafttræden
    Dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 31 fastsætter,
    at overenskomsten træder i kraft den første dag efter den
    dato, hvor den sidste underretning om, at de procedurer, der
    er nødvendige for overenskomstens ikrafttræden, er opfyldt,
    er modtaget.
    Efter artiklens stk. 2, litra a, får overenskomsten virkning
    for så vidt angår danske kildeskatter på beløb, der betales
    den 1. januar i det første kalenderår, der følger det år, hvor
    overenskomsten træder i kraft eller senere. For andre danske
    skatter, får overenskomsten virkning for indkomstår, som
    begynder den 1. januar i det første kalenderår, der følger det
    år, hvor overenskomsten træder i kraft eller senere.
    Stk. 3 indeholder en overgangsbestemmelse for fysiske
    personer, der er hjemmehørende i én af staterne den. 4. fe-
    bruar 2022, og som på det tidspunkt modtager pensioner el-
    ler lignende betalinger fra den anden stat (typisk Danmark),
    der kun er skattepligtig i den stat, hvori personen er hjem-
    mehørende (typisk Frankrig). Sådanne betalinger skal fortsat
    kun beskattes i den stat, hvori personen er hjemmehøren-
    de, så længe personen forbliver hjemmehørende dér. Reg-
    len skal ses i sammenhæng med de overgangsregler, der
    38
    blev vedtaget i forbindelse med opsigelsen af dobbeltbeskat-
    ningsoverenskomsten i 2008, der sikrer, at pensionister, der
    før den 1. januar 2009 var bosiddende i Frankrig, fortsat kun
    bliver beskattet af deres pensioner i Frankrig. Overgangs-
    bestemmelsen sikrer, at disse pensionister ikke skal betale
    yderligere skat af pensioner som følge af indgåelsen af dob-
    beltbeskatningsoverenskomsten.
    Det bemærkes, at overenskomstens artikel 31 alene vedrø-
    rer overenskomstens folkeretlige ikrafttræden. Overenskom-
    sten virkning i dansk ret forudsætter derfor, at den gennem-
    føres i dansk ret ved lov. Efter § 2 i denne lov fastsætter
    skatteministeren tidspunktet for lovens ikrafttrædelse, som i
    praksis sker ved ikrafttrædelsesbekendtgørelse.
    3.3.2.32. Artikel 32 om opsigelse
    Dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 32 fastsætter,
    at overenskomsten forbliver i kraft medmindre den opsiges
    af enten Danmark eller Frankrig. I så fald skal underret-
    ning om opsigelse ske mindst 6 måneder før udgangen af
    ethvert kalenderår. Opsigelsens virkning på danske og frans-
    ke skatter spejler virkningstidspunktet for overenskomstens
    virkningstidspunkt i artikel 31.
    3.3.2.33. Protokol til dobbeltbeskatningsoverenskomsten
    mellem Danmark og Frankrig
    Protokollen indeholder en række supplerende bestem-
    melser til bestemmelserne i dobbeltbeskatningsoverenskom-
    sten. Protokollens bestemmelser er gennemgået sammen
    med de bestemmelser i overenskomsten, som de knytter sig
    til.
    4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonse-
    kvenser for det offentlige
    Lovforslaget skønnes at medføre et årlig umiddelbart min-
    dreprovenu for staten på ca. 20 mio. kr. i 2024, ca. 25 mio.
    kr. i 2025 og 2026 og ca. 35 mio. kr. i 2030, som følge af
    ændringer i beskatningsretten til pensioner. Efter tilbageløb
    og adfærd skønnes tilsvarende et mindreprovenu på ca. 20
    mio. kr. i 2024, ca. 25 mio. kr. i 2025 og 2026 og ca. 35 mio.
    kr. i 2030. Den varige virkning skønnes til et umiddelbart
    mindreprovenu på ca. 35 mio. kr.
    Der skønnes ingen virkning i finansåret 2023.
    Forslaget har ingen økonomiske konsekvenser for kom-
    munerne.
    Tabel 1. Provenumæssige konsekvenser ved lovforslaget
    Mio. kr. (2023-niveau) 2024 2025 2026 2030 Varigt
    Finansår
    2023
    Umiddelbar virkning -20 -25 -25 -30 -35 -
    Virkning efter tilbageløb -20 -25 -25 -30 -35 -
    Virkning efter tilbageløb og adfærd -20 -25 -25 -30 -35 -
    Umiddelbar virkning for kommunerne 0 0 0 0 - -
    Med lovforslaget får bopælsstaten ret til at beskatte pensi-
    oner og lignende betalinger, mens kildestatens beskatning
    er begrænset til forskellen mellem bopælsstatens beskat-
    ningsniveau og kildelandets beskatningsniveau. Beskatnin-
    gen sker efter et såkaldt ”omvendt credit”-princip, hvilket
    indebærer, at Danmark skal lempe for den skat, der betales
    af pensionen i Frankrig, i den danske skat af pensionen. Da
    beskatningsniveauet i Frankrig er lavere end i Danmark, vil
    det samlede beskatningsniveau svare til det danske beskat-
    ningsniveau.
    Pensionister, som siden den 28. november 2007 har været
    hjemmehørende i Frankrig, og som siden den 31. januar
    2008 har modtaget pensionsudbetalinger og lignende beta-
    linger, beskattes kun i Frankrig af deres pensioner. Lovfor-
    slaget indeholder en overgangsbestemmelse hvorefter disse
    pensionister fortsat kun beskattes i Frankrig af deres pensio-
    ner.
    Mindreprovenuet skønnes at stige i takt med at pensioni-
    ster, som omfattes af overgangsbestemmelsen, erstattes af
    pensionister, som ikke omfattes af overgangsbestemmelsen.
    Der er ikke foretaget en kvantitativ vurdering af de prove-
    numæssige konsekvenser på andre områder, som berøres af
    lovforslaget. Det vurderes dog, at virkningen fra andre om-
    råder vil være positiv og helt eller delvist modgå de negative
    provenumæssige konsekvenser vedr. pensionsområdet.
    Lovforslaget vurderes at medføre administrative omkost-
    ninger for Skatteforvaltningen på 0,4 mio. kr. i 2024, 0,8
    mio. kr. årligt fra 2025 til 2027, 0,7 mio. kr. i 2028 og 0,6
    mio. kr. i 2029. Omkostningerne kan henføres til systemtil-
    retninger.
    Det vurderes, at principperne for digitaliseringsklar lov-
    givning er opfyldt. Der henvises her særligt til, at dob-
    beltbeskatningsoverenskomsten følger samme opbygning
    som Danmarks øvrige dobbeltbeskatningsoverenskomster,
    og den derfor skal implementeres i allerede eksisterende it-
    løsninger. Desuden er Frankrig omfattet af de samme regler
    som Danmark for så vidt angår behandlingen af personop-
    lysninger.
    5. Økonomiske og administrative konsekvenser for er-
    hvervslivet m.v.
    Lovforslaget vurderes ikke at have nævneværdige økono-
    miske og administrative konsekvenser for erhvervslivet.
    39
    6. Administrative konsekvenser for borgerne
    Lovforslaget vurderes ikke at have administrative konse-
    kvenser for borgerne.
    7. Klimamæssige konsekvenser
    Lovforslaget har ingen klimamæssige konsekvenser.
    8. Miljø- og naturmæssige konsekvenser
    Lovforslaget har ingen miljø- eller naturmæssige konse-
    kvenser.
    9. Forholdet til EU-retten
    Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
    10. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
    Lovforslaget har ikke været sendt i høring, idet der er tale
    om gennemførelse af en dobbeltbeskatningsoverenskomst
    med tilhørende protokol, der allerede er underskrevet.
    11. Sammenfattende skema
    Positive konsekvenser/mindreudgifter
    (hvis ja, angiv omfang/
    Hvis nej, anfør »Ingen«)
    Negative konsekvenser/merudgifter
    (hvis ja, angiv omfang/
    Hvis nej, anfør »Ingen«)
    Økonomiske konsekvenser for
    stat, kommuner og regioner
    Ingen Lovforslaget skønnes at medføre et årlig
    umiddelbart mindreprovenu for staten på
    ca. 20 mio. kr. i 2024, ca. 25 mio. kr.
    i 2025 og 2026 og ca. 35 mio. kr. i
    2030. Efter tilbageløb og adfærd skønnes
    tilsvarende et mindreprovenu på ca. 20
    mio. kr. i 2024, ca. 25 mio. kr. i 2025
    og 2026 og ca. 35 mio. kr. i 2030. Den
    varige virkning skønnes til et umiddelbart
    mindreprovenu på ca. 35 mio. kr.
    Implementeringskonsekvenser
    for stat, kommuner og regioner
    Ingen Lovforslaget vurderes at medføre admini-
    strative omkostninger for Skatteforvaltnin-
    gen på 0,4 mio. kr. i 2024, 0,8 mio. kr.
    årligt fra 2025 til 2027, 0,7 mio. kr. i 2028
    og 0,6 mio. kr. i 2029 som følge af system-
    tilretninger.
    Økonomiske konsekvenser for
    erhvervslivet
    Ingen Ingen
    Administrative konsekvenser
    for erhvervslivet
    Ingen Ingen
    Administrative konsekvenser
    for borgerne
    Ingen Ingen
    Klimamæssige konsekvenser Ingen Ingen
    Miljø- og naturmæssige konse-
    kvenser
    Ingen Ingen
    Forholdet til EU-retten Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
    Er i strid med de principper
    for implementering af erhvervs-
    rettet EU-regulering/ Går videre
    end minimumskrav i EU-regu-
    lering (sæt X)
    Ja Nej
    x
    Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
    Til § 1
    Det foreslås i § 1, at bestemmelserne i overenskomst og
    tilhørende protokol af 4. februar 2022 mellem Kongeriget
    Danmarks regering og Den Franske Republiks regering til
    ophævelse af dobbeltbeskatning for så vidt angår indkomst-
    skatter og forhindring af skatteunddragelse og -omgåelse
    skal gælde her i landet, når betingelserne herfor er opfyld-
    40
    te. Dobbeltbeskatningsoverenskomsten og protokollen er
    medtaget som bilag 1.
    Med vedtagelse af lovforslaget giver Folketinget tillige sit
    samtykke til, at regeringen kan ratificere overenskomsten i
    overensstemmelse med grundlovens § 19, stk. 1.
    Overenskomsten er opbygget efter OECD’s 2017-model-
    overenskomst. I det omfang overenskomstens bestemmelser
    svarer til modeloverenskomsten, skal bestemmelserne for-
    stås på samme vis.
    I det følgende gennemgås dobbeltbeskatningsoverenskom-
    stens enkelte bestemmelser med angivelse af, i hvilket om-
    fang overenskomstens bestemmelser afviger fra bestemmel-
    serne i OECD’s 2017-modeloverenskomst.
    Artikel 1 (Personer omfattet af overenskomsten)
    Artikel 1, stk. 1, fastslår, at overenskomsten finder anven-
    delse på personer, der er hjemmehørende i en eller begge de
    kontraherende stater.
    Det betyder, at alene personer, der efter overenskomstens
    artikel 4 har hjemsted i enten Danmark eller Frankrig kan
    opnå lempelse for dobbeltbeskatning. Begrebet ”personer”
    omfatter både fysiske og juridiske personer efter overens-
    komstens artikel 3, stk. 1, litra d.
    Fysiske og juridiske personer, der alene er begrænset skat-
    tepligtige til Danmark eller Frankrig uden at have hjemsted
    efter artikel 4 i én af staterne, kan heller ikke påberåbe sig
    overenskomstens fordele.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 1, stk. 1.
    Artikel 1, stk. 2, fastslår, at ved anvendelse af overens-
    komsten skal indkomst, som erhverves af eller gennem et
    interessentskab eller en anden lignende enhed (herunder
    gruppe af personer), der behandles som helt eller delvist
    skattemæssigt transparent efter skattelovgivningen i en af
    de kontraherende stater, anses for at være indkomst for en
    person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, men
    kun i det omfang at indkomsten ved beskatningen i denne
    stat behandles som indkomst for en person, der er hjemme-
    hørende i denne stat.
    Hvis interessentskabet eller en anden lignende enhed (her-
    under en gruppe af personer), der behandles som helt eller
    delvist skattemæssigt transparent efter skattelovgivningen i
    en af de kontraherende stater, er etableret i en tredjestat,
    skal denne indkomst dog kun anses for at være indkomst
    for en person, der er hjemmehørende i en kontraherende
    stat, hvis denne tredjestat også behandler interessentskaber
    eller enhver anden lignende enhed (herunder en gruppe af
    personer) som helt eller delvist skattemæssigt transparent,
    og hvis den med den kontraherende stat, hvorfra indkomsten
    hidrører, har indgået en aftale om administrativ bistand med
    henblik på at forhindre skatteunddragelse og skatteomgåel-
    se.
    Bestemmelserne i stk. 2 skal ikke finde anvendelse på
    indkomst, som erhverves af eller gennem et interessentskab
    eller en anden lignende enhed (herunder en gruppe af per-
    soner), der er hjemmehørende i Frankrig efter artikel 4, stk.
    4.
    Bestemmelserne i stk. 2 betyder, at deltagere i helt eller
    delvist transparente enheder kan påberåbe sig overenskom-
    stens fordele for så vidt angår indkomst, der erhverves gen-
    nem en transparent enhed og som beskattes som indkomst
    erhvervet gennem en transparent enhed i enten Danmark
    eller Frankrig.
    Ved en transparent enhed forstås generelt en enhed, som
    ikke er et selvstændigt skattesubjekt, og hvor beskatningen
    i stedet sker hos enhedens ejere. Eksempler herpå er dan-
    ske interessentskaber, kommanditselskaber eller partnersel-
    skaber.
    For enheder etableret i en tredjestat gælder stk. 2 kun, hvis
    tredjestaten også anser enheden for transparent, og tredjesta-
    ten har indgået en aftale om udveksling af oplysninger med
    det land, hvorfra indkomsten stammer.
    Hvis eksempelvis et svensk interessentskab med to danske
    og en svensk interessent erhverver indkomst fra Frankrig,
    vil den del af indkomsten, der kan henføres til de to dan-
    ske interessenter, være omfattet af overenskomsten, i det
    omfang Sverige behandler enheden som transparent, da der
    gælder en aftale om udveksling af oplysninger mellem Fran-
    krig og Sverige.
    Formålet med stk. 2 er bl.a. at sikre, at der ikke sker dob-
    belt ikke-beskatning af indkomst modtaget af transparente
    enheder ved, at begge lande betragter indkomsten som mod-
    taget af en person med hjemsted i den anden stat. Dette vil
    eksempelvis være tilfældet, hvor et dansk interessentskab
    har en udenlandsk interessent, og interessentskabet ikke an-
    ses som transparent efter den anden stats lovgivning. I dette
    tilfælde vil Danmark anse indkomsten som erhvervet af in-
    teressenten, mens det andet land vil anse indkomsten som
    erhvervet af interessentskabet, med den virkning at der ikke
    sker beskatning i nogen af staterne.
    Artikel 1, stk. 2, omfatter ikke partnerselskaber, der er
    hjemmehørende i Frankrig og opfylder de øvrige betingelser
    under artikel 4, stk. 4 (se hertil pkt. 3.3.2.4).
    Bestemmelserne afviger fra OECD’s 2017-modeloveren-
    skomsts artikel 1, stk. 2, ved eksplicit at regulere transpa-
    rente enheder, der er etableret i tredjestater, samt begrænse
    bestemmelsens anvendelsesområde til ikke at omfatte part-
    nerselskaber, der er hjemmehørende i Frankrig efter artikel
    4, stk. 4.
    Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
    pkt. 3.3.2.1.
    Artikel 2 (Skatter omfattet af overenskomsten)
    Artikel 2, stk. 1, fastslår, at overenskomsten finder anven-
    delse på indkomstskatter, der pålignes på vegne af en kon-
    traherende stat eller dens politiske underafdelinger eller af
    dens lokale eller regionale myndigheder, uanset hvordan de
    opkræves.
    Bestemmelsen har den virkning, at kun indkomstskatter,
    der pålignes på vegne af en kontraherende stat eller dens
    politiske underafdelinger eller af dens lokale eller regionale
    41
    myndigheder, uanset hvordan de opkræves, er omfattet af
    overenskomsten. Dette betyder bl.a. at det er underordnet
    om skatten kildebeskattes eller ej. Overenskomsten omfatter
    endvidere også skatter, der pålignes af andre myndigheder
    end staterne selv så som f.eks. kommuner.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 2, stk. 1.
    Efter artikel 2, stk. 2, anses som indkomstskatter alle skat-
    ter, der pålignes hele indkomsten eller dele af indkomsten,
    herunder skatter af fortjeneste ved afhændelse af rørlig eller
    fast ejendom, såvel som skatter på formueforøgelse.
    Denne bestemmelse medfører, at kun indkomstskatter er
    omfattet af dobbeltbeskatningsoverenskomsten. Dette om-
    fatter skatter på kapitalgevinster, herunder i tilfælde, hvor
    lagerbeskatningsregimer anvendes. Formueskatter er ikke
    omfattet, da hverken Danmark eller Frankrig har generelle
    formueskatter.
    Bestemmelsen afviger fra OECD’s 2017-modeloveren-
    skomsts artikel 2, stk. 2, ved ikke at omfatte formueskatter
    eller henvise til skatter på det samlede beløb af gage eller
    lønninger udbetalt af foretagender. Hverken Danmark eller
    Frankrig opkræver generelle formueskatter, og formueskat-
    ter er derfor ikke omfattet af overenskomsten.
    Den manglende henvisning til skatter på det samlede be-
    løb af gage eller lønninger, ændrer ikke ved, at sådanne
    skatter alligevel er omfattet, hvis de pålignes som indkomst-
    skatter. Indeholdt kildeskat af lønindkomst i Danmark er
    således fortsat omfattet af overenskomsten.
    Artikel 2, stk. 3, fastslår, at de gældende skatter, som over-
    enskomsten især finder anvendelse på, i Danmark, er ind-
    komstskatten til staten og den kommunale indkomstskat. I
    Frankrig er det især indkomstskatten (“l’impôt sur le reve-
    nu”), selskabsskatten (“l’impôt sur les sociétés”), det sup-
    plerende selskabsskattebidrag (“les contributions sur l’impôt
    sur les sociétés”), det generelle socialsikringsbidrag (“con-
    tributions sociales généralisées”), bidrag til dækning af un-
    derskuddet på de sociale sikringsordninger (“contributions
    pour le remboursement de la dette sociale”), herunder en-
    hver kildeskat eller forskudsbetaling med hensyn til de for-
    nævnte franske skatter.
    Bestemmelsen har den virkning, at de opregnede skatter er
    omfattet af overenskomsten og derved genstand for lempel-
    se af dobbeltbeskatning. Der er tale om en ikke-udtømmen-
    de liste og andre skatter, der ikke fremgår af stk. 3, men som
    opfylder definitionen af en indkomstskat i stk. 2, vil være
    omfattet af overenskomsten.
    Artikel 2, stk. 4, fastslår, at overenskomsten endvidere fin-
    der anvendelse på skatter af samme eller væsentligt samme
    art, der efter datoen for undertegnelse af denne overens-
    komst pålignes som tillæg til, eller i stedet for, de eksisteren-
    de skatter. De kontraherende staters kompetente myndighe-
    der skal underrette hinanden om væsentlige ændringer, som
    er foretaget i deres respektive skattelove.
    De skatter, som de kompetente myndigheder skal under-
    rette hinanden om, skal opfylde definitionen til indkomst-
    skatter i artikel 2, stk. 1 og 2, før underretningspligten ind-
    træder.
    Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
    pkt. 3.3.2.2.
    Artikel 3 (Almindelige definitioner)
    Artikel 3, stk. 1, fastslår, at medmindre andet fremgår af
    sammenhængen, har en række opregnede udtryk i stk. 1,
    litra a-l, i overenskomsten den betydning, som er angivet
    deri.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 3, stk. 1.
    Artikel 3, stk. 1, litra a, fastslår, at udtrykkene ”en kon-
    traherende stat” og ”den anden kontraherende stat” betyder
    Danmark eller Frankrig alt efter sammenhængen.
    Tredjestater kan derved ikke anses som ”en kontraherende
    stat” eller ”den anden kontraherende stat” i de af overens-
    komstens bestemmelser, hvor udtrykkene anvendes. Dette
    kan eksempelvis have betydning ved fortolkningen af artikel
    1, stk. 2, om transparente enheder, der er etableret i tredje-
    stater (se hertil pkt. 3.3.2.1).
    Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i OECD’s
    2017-modeloverenskomst.
    Artikel 3, stk. 1, litra b, fastslår, at ”Danmark” betyder
    Kongeriget Danmark, herunder ethvert område uden for
    Danmarks territorialfarvand, som i overensstemmelse med
    international ret er eller senere måtte blive betegnet som et
    område, inden for hvilket Danmark kan udøve suverænitets-
    rettigheder med hensyn til efterforskning og udnyttelse af
    naturforekomster på havbunden eller i dens undergrund og
    de overliggende vande og med hensyn til anden virksomhed
    med henblik på efterforskning og økonomisk udnyttelse af
    området. Udtrykket omfatter ikke Færøerne og Grønland.
    Bestemmelsen har den virkning, at ”Danmark” er defi-
    neret som det danske territorium samt den danske del af
    Nordsøsoklen. Færøerne og Grønland er specifikt udelukket
    fra definitionen af Danmark, da disse dele af riget selv va-
    retager skatteområdet, herunder indgåelse af dobbeltbeskat-
    ningsoverenskomster med andre stater. Dobbeltbeskatnings-
    overenskomstens artikel 28 indeholder dog en mulighed for
    territoriel udvidelse (se hertil pkt. 3.3.2.28).
    Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i OECD’s
    2017-modeloverenskomst.
    I artikel 3, stk. 1, litra c, fastsættes det, at udtrykket
    ”Frankrig” betyder Den Franske Republiks europæiske om-
    råder/departementer og dens oversøiske områder og territo-
    rier, der er opført i protokollen, herunder disses søterrito-
    rium og ethvert havområde, der ligger ud over det nævnte
    søterritorium, og inden for hvilket Den Franske Republik
    i overensstemmelse med international ret har suverænitets-
    rettigheder eller udøver sin jurisdiktion med henblik på
    udforskning og udnyttelse af havbundens naturforekomster,
    dens undergrund og de overliggende vande.
    Definitionen af ”Frankrig” er suppleret i protokollen til
    dobbeltbeskatningsoverenskomstens pkt. 1, således at visse
    oversøiske territorier ligeledes er omfattet. Det drejer sig om
    42
    Guadelope, Guyane, Martinique, Réunion og Mayotte. De
    pågældende territorier er omfattet af fransk skatteret og i
    tilfælde af at der sker ændringer til listen af opregnede terri-
    torier, har Frankrig pligt til at underrette Danmark herom.
    Artikel 3, stk. 1, litra d, fastslår, at udtrykket ”person”
    omfatter en fysisk person, et selskab og enhver anden sam-
    menslutning af personer.
    Det bemærkes, at transparente enheder således også anses
    som ”personer” i overenskomstens forstand. Transparente
    enheder opfylder dog som udgangspunkt ikke betingelserne
    for at være anset som ”hjemmehørende i en kontraherende
    stat” i artikel 4, stk. 1 (se hertil pkt. 3.3.2.4) og falder derfor
    uden for overenskomstens anvendelsesområde efter artikel
    4.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 3, stk. 1, litra a.
    Artikel 3, stk. 1, litra e, fastslår, at udtrykket ”selskab”
    betyder enhver juridisk person eller enhver enhed, der i
    skattemæssig henseende behandles som en juridisk person.
    Kravet om, at den juridiske person i skattemæssig hense-
    ende skal behandles som sådan, udelukker derved at anse
    transparente enheder, såsom f.eks. interessentskaber, som
    ”selskaber” i overenskomstens forstand, hvis den transpa-
    rente enhed ikke behandles som et selskab i national lovgiv-
    ning.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 3, stk. 1, litra b.
    Artikel 3, stk. 1, litra f, fastslår, at udtrykket ”foretagende”
    anvendes om enhver form for udøvelse af erhvervsvirksom-
    hed.
    Bestemmelsen har den virkning, at enhver form for
    udøvelse af erhvervsvirksomhed anses som et ”foretagen-
    de”. Det bemærkes, at der i definitionen af ”foretagende”
    ikke skelnes i forhold til hvilken type person, der udøver
    erhvervsvirksomheden. Offentlige myndigheders udøvelse
    af erhvervsvirksomhed betragtes derved også som et ”foreta-
    gende” i overenskomstens forstand.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 3, stk. 1, litra c.
    Artikel 3, stk. 1, litra g, fastslår, at udtrykkene ”foretagen-
    de i en kontraherende stat” og ”foretagende i den anden
    kontraherende stat” betyder henholdsvis et foretagende, som
    drives af en person, der er hjemmehørende i en kontraheren-
    de stat, og et foretagende, som drives af en person, der er
    hjemmehørende i den anden kontraherende stat.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 3, stk. 1, litra d.
    Artikel 3, stk. 1, litra h, fastslår, at udtrykket ”international
    trafik” betyder enhver transport med skib eller fly, som an-
    vendes af et foretagende, hvis virkelige ledelse har sit sæde i
    en kontraherende stat, undtagen når sådan transport udeluk-
    kende anvendes mellem steder i den anden kontraherende
    stat.
    Definitionen af ”international trafik” i dobbeltbeskat-
    ningsoverenskomsten følger af OECD’s 2014-modeloveren-
    skomst. Derved kan kun transport med skib eller fly, som
    anvendes af et foretagende, hvis virkelige ledelse har sit
    sæde i en kontraherende stat, udgøre ”international trafik”
    i overenskomstens forstand. I OECD’s 2017-modeloveren-
    skomst er der ikke indeholdt en betingelse om, at det foreta-
    gende, der anvender skibet eller flyet, skal have skattemæs-
    sigt hjemsted i én af de kontraherende stater. Det bemærkes,
    at skattemæssigt hjemsted for dobbeltdomicilerede juridiske
    personer efter overenskomsten bestemmes ud fra, hvor den
    juridiske persons virkelige ledelse har sit sæde (se hertil pkt.
    3.3.2.4).
    Artikel 3, stk. 1, litra i, fastslår, at udtrykket “anerkendt
    pensionsinstitut” i en stat betyder en enhed eller et arrange-
    ment, som er etableret i denne stat, og som behandles som
    en selvstændig person efter denne stats skattelovgivning,
    hvis betingelserne i underafsnit i eller ii er opfyldt.
    Bestemmelsen har den virkning, at en enhed eller et arran-
    gement skattemæssigt skal behandles som en selvstændig
    person i den stat, hvori enheden eller arrangementet er hjem-
    mehørende, før enheden eller arrangementet kan anses som
    et ”anerkendt pensionsinstitut”. Derved skal enheden eller
    arrangementet være en selvstændig juridisk person og ikke
    eksempelvis en filial i et selskab.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 3, stk. 1, litra i, og sikrer sam-
    men med artikel 4, at alle danske pensionsinstitutter og
    sammenslutninger af danske pensionsinstitutter kan opnå
    fordele efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten (se hertil
    pkt. 3.3.2.4).
    I dobbeltbeskatningsoverenskomstens protokol, pkt. 2, er
    det præciseret, at definitionen af pensionsinstitutter også
    omfatter den franske ”Fonds de réserve pour les retraites”,
    der er en statsfond, som har til opgave at investere offentlige
    pensionsmidler.
    Artikel 3, stk. 1, litra i, underafsnit i, fastslår, at en enhed
    eller et arrangement er omfattet af udtrykket ”anerkendt
    pensionsinstitut”, hvis den ud over de øvrige betingelser i
    litra i, er etableret og udelukkende eller næsten udelukkende
    drives med henblik på at administrere pensionsydelser eller
    at stille sådanne ydelser og dertil hørende fordele til rådig-
    hed for fysiske personer, og som sådan er reguleret af denne
    stat eller en af dens politiske underafdelinger eller lokale og
    regionale myndigheder.
    Bestemmelsen har den virkning, at det er en yderligere
    betingelse for, at enheder og arrangementer kan anses som
    et ”anerkendt pensionsinstitut”, at de er etableret og udeluk-
    kende eller næsten udelukkende drives med henblik på at
    administrere pensionsydelser eller at stille sådanne ydelser
    og dertilhørende fordele til rådighed for fysiske personer,
    og som sådan er reguleret af en kontraherende stat eller
    af dens politiske underafdelinger eller lokale og regionale
    myndigheder.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 3, stk. 1, litra i, nr. i.
    Artikel 3, stk. 1, litra i, underafsnit ii, fastslår, at en enhed
    eller et arrangement er omfattet af udtrykket ”anerkendt
    43
    pensionsinstitut”, hvis den ud over de øvrige betingelser i
    artikel 3, stk. 1 litra i, er etableret og udelukkende eller
    næsten udelukkende drives med henblik på at foretage in-
    vesteringer til fordel for enheder eller arrangementer som
    nævnt i underafsnit i.
    Bestemmelsens virkning er, at enheder og arrangementer,
    der er etableret og udelukkende eller næsten udelukkende
    drives med henblik på at foretage investeringer til fordel
    for anerkendte pensionsinstitutter, på samme vis som de
    bagvedliggende pensionsinstitutter er omfattet overenskom-
    sten. På denne måde sikres det, at enheder og arrangementer,
    der alene handler på vegne af anerkendte pensionsinstitutter,
    kan opnå de samme rettigheder under overenskomsten som
    anerkendte pensionsinstitutter.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 3, stk. 1, litra i, nr. ii.
    Artikel 3, stk. 1, litra j, fastsætter, at udtrykket ”kompetent
    myndighed” i Danmark betyder skatteministeren eller mini-
    sterens befuldmægtigede stedfortræder og i Frankrig betyder
    finansministeren eller ministerens befuldmægtigede stedfor-
    træder.
    Bestemmelsen omfatter herunder Skatteforvaltningen, der
    på vegne af skatteministeren kan optræde på dennes vegne,
    på de punkter, hvor overenskomsten pålægger pligter eller
    indrømmer beføjelser til de kompetente myndigheder. Dette
    gælder eksempelvis artikel 24 om den gensidige aftalepro-
    cedure (se hertil pkt. 3.3.2.24).
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 3, stk. 1, litra f. Modeloveren-
    skomsten overlader det dog til de kontraherende stater nær-
    mere at bestemme, hvem der konkret skal anses som kompe-
    tente myndigheder i de kontraherende stater i en dobbeltbe-
    skatningsoverenskomst.
    Artikel 3, stk. 1, litra k, fastsætter, at udtrykket ”statsbor-
    ger” i forhold til en kontraherende stat betyder, enhver fy-
    sisk person, der har indfødsret i en kontraherende stat, og
    enhver juridisk person, ethvert interessentskab eller enhver
    sammenslutning, der består i kraft af den gældende lovgiv-
    ning i den kontraherende stat.
    Bestemmelsen har betydning i de tilfælde, hvor overens-
    komsten anvender statsborgerskab som et kriterium. Dette
    gælder bl.a. artikel 4, stk. 2, litra c, hvorefter dobbeltdomici-
    lerede fysiske personers hjemsted under visse omstændighe-
    der bestemmes ud fra statsborgerskab (se hertil pkt. 3.3.2.4).
    Bestemmelsen adskiller sig fra ordlyden i OECD’s 2017-
    modeloverenskomsts artikel 3, stk. 1, litra g, ved at henvise
    til indfødsret i stedet for statsborgerskab.
    Artikel 3, stk. 1, litra l, fastslår, at udtrykket ”erhvervs-
    virksomhed” omfatter udøvelse af frit erhverv og udøvelse
    af anden virksomhed af uafhængig karakter.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 3, stk. 1, litra h.
    Artikel 3, stk. 2, fastslår, at ved en kontraherende stats an-
    vendelse af overenskomsten skal ethvert udtryk, som ikke er
    defineret deri, medmindre andet følger af sammenhængen,
    til enhver tid tillægges den betydning, som det har på dette
    tidspunkt i denne stats lovgivning med henblik på de skatter,
    som overenskomsten finder anvendelse på, idet enhver be-
    tydning i denne stats skattelove går forud for den betydning,
    som dette udtryk er tillagt i denne stats andre love.
    Bestemmelsen har den virkning, at der for fortolkningen
    af de udtryk i overenskomsten, der ikke er defineret i artikel
    3, gælder et andet fortolkningsprincip end for andre trakta-
    ter, der følger det almindelige princip efter Wienerkonventi-
    onen af 23. maj 1969 om traktatrettens artikel 31.
    Efter Wienerkonventionens artikel 31, skal traktatbestem-
    melser fortolkes i god tro og i overensstemmelse med den
    almindelige mening, der tillægges udtrykkene i traktaten i
    overensstemmelse med deres kontekst og i lyset af udtryk-
    kenes genstand og formål. Intern lovgivning tages derved
    ikke i betragtning. Der gives i denne overenskomsts artikel
    3, stk. 2, forrang til den forståelse af udtryk, der følger af de
    kontraherende staters interne lovgivning, medmindre andet
    følger af sammenhængen. Herved fraviges det almindelige
    princip i Wienerkonventionens artikel 31.
    Bestemmelsen fraviger ordlyden i OECD’s 2017-model-
    overenskomsts artikel 3, stk. 2 ved ikke at give de kompe-
    tente myndigheder i de kontraherende stater hjemmel til ved
    aftale at definere udtryk, der ikke i forvejen er definerede
    i artikel 3, som led i den gensidige aftaleprocedure efter
    artikel 24 (se hertil pkt. 3.3.2.24). Bestemmelsen følger deri-
    mod OECD’s 2014-modeloverenskomsts artikel 3, stk. 2.
    Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
    pkt. 3.3.2.3.
    Artikel 4 (Skattemæssigt hjemsted)
    Artikel 4, stk. 1, fastsætter, at udtrykket ”hjemmehørende
    i en kontraherende stat” i overenskomstens forstand betyder
    enhver person som efter lovgivningen i denne stat er skatte-
    pligtig dér på grund af hjemsted, bopæl, ledelsens sæde eller
    ethvert andet kriterium af lignende karakter, og omfatter og-
    så denne stat og enhver dertil hørende politisk underafdeling
    eller lokal eller regional myndighed samt de offentligretlige
    juridiske personer af denne stat, af dennes politiske underaf-
    delinger eller af dennes lokale eller regionale myndigheder
    såvel som et anerkendt pensionsinstitut i denne stat. Dette
    udtryk omfatter dog ikke en person, som er skattepligtig i
    denne stat udelukkende af indkomst fra kilder i denne stat.
    Bestemmelsen har den virkning, at udtrykket ”en person,
    der er hjemmehørende i en kontraherende stat” betyder en
    person, der er (fuldt) skattepligtig i denne stat på grund
    af hjemsted, bopæl, ledelsens sæde eller et andet lignende
    kriterium efter det pågældende lands lovgivning herom.
    Det bemærkes, at begrebet ”person” omfatter både fysiske
    og juridiske personer.
    Imidlertid kan en person være fuldt skattepligtig i begge
    stater efter staternes interne lovgivning (”dobbeltdomicil”),
    eksempelvis hvis en fysisk person har bopæl og ophold i
    begge stater. I overenskomstens forstand kan en person dog
    kun være hjemmehørende i én stat. Dette problem søges der-
    44
    for løst i stk. 2, litra a-d, for så vidt angår fysiske personer
    og stk. 3, for så vidt angår juridiske personer.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 4, stk. 1.
    Artikel 4, stk. 2, 1. pkt., fastsætter, at hvis en fysisk person
    efter stk. 1, er hjemmehørende i begge kontraherende stater,
    så bestemmes personens status efter stk. 2, litra a-d.
    Denne overenskomsts artikel 4, stk. 2, 1. pkt., har samme
    ordlyd som artikel 4, stk. 2, 1. pkt. i OECD’s 2017-model-
    overenskomst.
    Artikel 4, stk. 2, litra a, fastsætter, at en person, der efter
    stk. 1 er hjemmehørende i begge de kontraherende stater,
    skal personen anses for kun at være hjemmehørende i den
    stat, hvor personen har en fast bolig til sin rådighed. Hvis
    personen har en fast bolig til sin rådighed i begge stater,
    anses personen for kun at være hjemmehørende i den stat,
    med hvilken personen har de stærkeste personlige og økono-
    miske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser).
    Bestemmelsen har den virkning, at rådigheden over fast
    bolig er det primære kriterium for bestemmelse af skatte-
    mæssigt hjemsted for fysiske personer i tilfælde af, at an-
    vendelsen af dansk og fransk ret fører til, at personen anses
    som skattemæssigt hjemmehørende i begge stater. Hvis en
    person har fast bolig til rådighed i begge stater, skal det
    bestemmes i hvilken stat, personen har de stærkeste person-
    lige og økonomiske forbindelser – dvs. hvor personen har
    midtpunktet for sine livsinteresser.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD᾽s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 4, stk. 2, litra a.
    Artikel 4, stk. 2, litra b, fastsætter, at hvis det ikke kan
    afgøres, i hvilken stat personen har midtpunkt for sine livs-
    interesser, eller hvis personen ikke har en fast bolig til sin
    rådighed i nogen af staterne, anses personen for kun at være
    hjemmehørende i den stat, hvor personen sædvanligvis har
    ophold.
    Bestemmelsen har den virkning, at hvis ikke det ud fra ar-
    tikel 4, stk. 1, litra a, konkret kan bestemmes, hvor personen
    har bopæl, anses staten, hvor personen sædvanligvis har sit
    ophold, som personens skattemæssige hjemsted.
    Bestemmelsen har samme ordlyd OECD’s 2017-model-
    overenskomsts artikel 4, stk. 2, litra b.
    Artikel 4, stk. 2, litra c, fastsætter, at hvis en person sæd-
    vanligvis har ophold i begge stater, eller hvis personen ikke
    har ophold i nogen af dem, anses personen for kun at være
    hjemmehørende i den stat, hvor han er statsborger.
    Bestemmelsen medfører, at hvis det skattemæssige hjem-
    sted for en dobbeltdomicileret person ikke konkret kan be-
    stemmes ud fra artikel 4, stk. 1, litra a eller b, anses per-
    sonen for at være skattemæssigt hjemmehørende dér, hvor
    personen er statsborger.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 4, stk. 2, litra c.
    Artikel 4, stk. 2, litra d, bestemmer, at hvis en person
    er statsborger i begge stater, eller hvis en person ikke er
    statsborger i nogen af dem, afgør de kontraherende staters
    kompetente myndigheder spørgsmålet ved gensidig aftale.
    Bestemmelsen har den virkning, at hvis ikke en dobbelt-
    domicileret fysisk persons skattemæssige hjemsted konkret
    kan bestemmes ud fra artikel 4, stk. 2, litra a-c, skal de
    kompetente myndigheder afgøre spørgsmålet ved gensidig
    aftale.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 4, stk. 2, litra d.
    Artikel 4, stk. 3, fastsætter, at hvis en juridisk person efter
    bestemmelserne i stk. 1 er hjemmehørende i begge kontra-
    herende stater, anses denne for kun at være hjemmehørende
    i den stat, hvor dens virkelige ledelse har sit sæde.
    Bestemmelsen har den virkning, at det er det sted, hvor en
    juridisk persons virkelige ledelse har sit sæde, at den juridi-
    ske person skal anses for hjemmehørende i overenskomstens
    forstand.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2014-mo-
    deloverenskomsts artikel 4, stk. 3. Artiklen adskiller sig
    fra ordlyden i OECD’s 2017-modeloverenskomst ved ikke
    at give de kompetente myndigheder hjemmel til at afta-
    le dobbeltdomicilerede juridiske personers skattemæssige
    hjemsted. Endvidere indeholder artikel 4, stk. 3, i denne
    overenskomst heller ikke en regel, der afskærer dobbeltdo-
    micilerede juridiske personer fra overenskomstens fordele,
    indtil de kompetente myndigheder har indgået aftale om den
    dobbeltdomicilerede juridiske persons skattemæssige hjem-
    sted.
    Artikel 4, stk. 4, bestemmer, at udtrykket “hjemmehørende
    i en kontraherende stat” omfatter, når denne kontraherende
    stat er Frankrig, ethvert interessentskab eller enhver anden
    lignende enhed, som har sin virkelige ledelse i Frankrig,
    som er skattepligtig i Frankrig, og hvis aktionærer, anparts-
    havere eller medlemmer alle, i henhold til skattelovgivnin-
    gen i Frankrig, er personligt skattepligtige dertil af deres
    andel af overskuddet fra det pågældende interessentskab el-
    ler anden lignende enhed (herunder en gruppe af personer).
    Virkningen af bestemmelsen er, at franske interessentska-
    ber, der opfylder betingelserne i artikel 4, stk. 4, anses
    for ”hjemmehørende” efter overenskomsten. Fransk skatte-
    ret anerkender som hovedregel ikke skattemæssig transpa-
    rens. Efter franske skatteregler er franske interessentskaber
    (Sociétés de personnes) således skattepligtige og omfattede
    af franske dobbeltbeskatningsoverenskomster på trods af, at
    skattebetalingen påhviler interessenterne, og beskatningen
    opgøres efter de regler og til de skattesatser, som gælder for
    deres interessenter.
    Formålet med artikel 4, stk. 4, er at sikre, at franske inte-
    ressentskaber er omfattet af – og berettiget til fordele efter –
    overenskomsten.
    Bestemmelsen har ikke en tilsvarende bestemmelse i
    OECD’s 2017-modeloverenskomst.
    Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
    pkt. 3.3.2.4.
    Artikel 5 (Fast driftssted)
    45
    Artikel 5, stk. 1, bestemmer, at udtrykket ”fast driftssted”
    betyder et fast forretningssted, hvor igennem et foretagendes
    erhvervsvirksomhed helt eller delvis udøves.
    Hovedformålet med bestemmelsen om anvendelsen af kri-
    teriet ”fast driftssted” er at afgøre, hvornår en stat har ret til
    at beskatte fortjeneste, der er erhvervet af et foretagende i
    den anden stat. Dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel
    7 bestemmer, at et foretagendes fortjeneste kun kan beskat-
    tes i den stat, hvori foretagendet er hjemmehørende (bo-
    pælsstaten). Hvis foretagendet imidlertid udøver virksomhed
    gennem et fast driftssted i den anden stat (kildestaten), kan
    denne stat beskatte foretagendet af den fortjeneste, som det
    har opnået gennem det faste driftssted. Hensynet bag regler-
    ne om fast driftssted er, at når et foretagende fra den ene
    stat udøver erhvervsvirksomhed gennem et fast driftssted i
    den anden stat, anses det for at have en sådan økonomisk
    tilknytning til den anden stat, at den anden stat skal have
    ret til at beskatte den fortjeneste, som foretagendet opnår
    gennem det faste driftssted.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 5, stk. 1.
    Artikel 5, stk. 2, litra a-f, fastsætter, at udtrykket ”fast
    driftssted” især omfatter et sted, hvorfra et foretagende le-
    des, en filial, et kontor, en fabrik, et værksted, en mine, en
    olie- eller gaskilde, et stenbrud eller ethvert andet sted, hvor
    naturforekomster udvindes.
    Opregningen er ikke udtømmende, hvorfor andre fas-
    te forretningssteder, hvorigennem et foretagendes erhvervs-
    virksomhed helt eller delvist udøves, også udgør fast drifts-
    sted, selvom det ikke har samme karakter af de aktiviteter,
    der er opregnet i stk. 2, litra a-f.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 5, stk. 2, litra a-j.
    Artikel 5, stk. 3, litra a, bestemmer, at en byggeplads, et
    anlægs- eller monteringsarbejde kun udgør et fast driftssted,
    hvis aktiviteterne varer mere end 12 måneder.
    Bestemmelsen har den virkning, at kildelandet først får
    beskatningsretten på sådanne aktiviteter, når aktiviteten har
    varet længere end 12 måneder (se hertil pkt. 3.3.2.7).
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 5, stk. 3.
    Artikel 5, stk. 3, litra b, bestemmer, at en installation eller
    en borerig eller et skib, der anvendes til efterforskning af
    naturforekomster, kun udgør et fast driftssted, hvis aktivite-
    terne varer mere end 12 måneder.
    Bestemmelsen har den virkning, at en installation eller en
    borerig eller et skib, der anvendes til efterforskning af natur-
    forekomster, kun udgør et fast driftssted, hvis aktiviteterne
    varer mere end 12 måneder. Derved får kildelandet først
    beskatningsretten på sådanne aktiviteter, når aktiviteten har
    varet længere end 12 måneder (se hertil pkt. 3.3.2.7). Det
    fastslås dermed også, at selve efterforskningen af naturfore-
    komster kan udgøre fast driftssted.
    Bestemmelsen har ikke en tilsvarende bestemmelse i
    OECD’s 2017-modeloverenskomst.
    Artikel 5, stk. 4, fastsætter, at ved anvendelsen af stk. 3,
    litra b, anses virksomhed udøvet af et foretagende, som er
    nært forbundet med et andet foretagende, for at være udøvet
    af det nært forbundne foretagende, hvis den virksomhed,
    der udøves af de to foretagender det samme sted, udgør
    gensidigt supplerende funktioner, som indgår i en samlet
    udøvelse af erhvervsvirksomhed.
    Bestemmelsen har til formål at hindre, at foretagender, der
    udøver virksomhed omfattet af stk. 3, litra b (efterforskning
    af naturforekomster), alene eller sammen med et eller fle-
    re nært forbundne foretagender, omgår 12-måneders fristen
    og dermed status som fast driftssted, enten ved at opdele
    arbejdet indbyrdes og/eller ved at opdele arbejdet i korte-
    re perioder, så 12-månedersfristen ikke overskrides, dvs.
    såkaldt ”contract splitting” (opdeling af kontrakter). Selv
    om værnsreglen i stk. 4 kun specifikt angår efterforskning
    af naturforekomster, kan tilfælde af ”contract splitting”, der
    ikke angår efterforskning af naturforekomster, og som derfor
    falder uden for værnsreglen i stk. 4, være dækket af over-
    enskomstens generelle misbrugsbestemmelse i artikel 29,
    såfremt betingelserne for anvendelsen af artikel 29 er op-
    fyldt, hvilket tillige fremgår af kommentarerne til OECD’s
    2017-modeloverenskomst (se hertil pkt. 3.3.2.29).
    Artikel 5, stk. 5, litra a, bestemmer, at uanset de forudgå-
    ende bestemmelser i denne artikel omfatter udtrykket ”fast
    driftssted” ikke anvendelsen af indretninger udelukkende
    med henblik på oplagring, udstilling eller udlevering af va-
    rer tilhørende foretagendet.
    Bestemmelsen har den virkning, at anvendelsen af indret-
    ninger udelukkende med henblik på oplagring, udstilling
    eller udlevering af varer tilhørende foretagendet ikke udgør
    et fast driftssted i overenskomstens forstand, medmindre
    reglen i stk. 6 finder anvendelse.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2014-mo-
    deloverenskomsts artikel 5, stk. 4, litra a.
    Artikel 5, stk. 5, litra b, bestemmer, at uanset de forudgå-
    ende bestemmelser i denne artikel omfatter udtrykket ”fast
    driftssted” ikke opretholdelsen af et varelager tilhørende
    foretagendet udelukkende med henblik på oplagring, udstil-
    ling eller udlevering.
    Bestemmelsen har den virkning, at opretholdelsen af et
    varelager tilhørende foretagendet udelukkende med henblik
    på oplagring, udstilling eller udlevering, ikke udgør et fast
    driftssted i overenskomstens forstand, medmindre reglen i
    stk. 6 finder anvendelse.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2014-mo-
    deloverenskomsts artikel 5, stk. 4, litra c.
    Artikel 5, stk. 5, litra c, bestemmer, at uanset de forudgå-
    ende bestemmelser i denne artikel omfatter udtrykket ”fast
    driftssted” ikke opretholdelsen af et varelager tilhørende
    foretagendet udelukkende med henblik på forarbejdning hos
    et andet foretagende.
    Bestemmelsen har den virkning, at opretholdelsen af et
    varelager tilhørende foretagendet udelukkende med henblik
    på forarbejdning hos et andet foretagende, ikke udgør et fast
    46
    driftssted i overenskomstens forstand, medmindre reglen i
    stk. 6 finder anvendelse.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2014-mo-
    deloverenskomsts artikel 5, stk. 4, litra c.
    Artikel 5, stk. 5, litra d, bestemmer, at uanset de forudgå-
    ende bestemmelser i denne artikel omfatter udtrykket ”fast
    driftssted” ikke opretholdelsen af et fast forretningssted ude-
    lukkende med henblik på at foretage indkøb af varer eller
    indsamle oplysninger for foretagendet.
    Bestemmelsen har den virkning, at opretholdelsen af et
    fast forretningssted udelukkende med henblik på at foreta-
    ge indkøb af varer eller indsamle oplysninger for foretagen-
    det, ikke kan udgøre et fast driftssted i overenskomstens
    forstand, medmindre reglen i stk. 6 finder anvendelse.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2014-mo-
    deloverenskomsts artikel 5, stk. 4, litra d.
    Artikel 5, stk. 5, litra e, bestemmer, at uanset de forudgå-
    ende bestemmelser i denne artikel omfatter udtrykket ”fast
    driftssted” ikke opretholdelsen af et fast forretningssted ude-
    lukkende med henblik på at udøve enhver form for virksom-
    hed for foretagendet, som ikke er opført i litra a-d, forudsat
    at denne aktivitet er af forberedende eller hjælpende karak-
    ter.
    Bestemmelsen har den virkning, at opretholdelsen af et
    fast forretningssted udelukkende med henblik på at udøve
    enhver form for virksomhed for foretagendet, som ikke er
    opført i litra a-d, forudsat at denne aktivitet er af forbereden-
    de eller hjælpende karakter, ikke udgør et fast driftssted i
    overenskomstens forstand, medmindre reglen i stk. 6 finder
    anvendelse.
    Bestemmelsen har ikke en tilsvarende bestemmelse i
    OECD’s 2017-modeloverenskomst, men bestemmelsen sva-
    rer til OECD’s 2014-modeloverenskomsts artikel 5, stk. 5,
    litra e. Der er derfor ikke krav – som i OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomst – om, at aktiviteter generelt skal være af
    forberedende eller hjælpende karakter, før de ikke kan anses
    for at udgøre et fast driftssted. Aktiviteterne opregnet i stk.
    5, litra a-d, behøver således ikke være af forberedende eller
    hjælpende karakter.
    Artikel 5, stk. 5, litra f, bestemmer, at uanset de forud-
    gående bestemmelser i artikel 5 omfatter udtrykket ”fast
    driftssted” ikke opretholdelsen af et fast forretningssted ude-
    lukkende for at udøve enhver kombination af de aktiviteter,
    der er nævnt i litra a-e, forudsat at den samlede virksomhed
    i det faste forretningssted, som er et resultat af denne kombi-
    nation, er af forberedende eller hjælpende karakter.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2014-mo-
    deloverenskomsts artikel 5, stk. 4, litra f.
    Artikel 5, stk. 6, litra a og b, fastsætter, at stk. 5 ikke fin-
    der anvendelse på et fast forretningssted, som anvendes eller
    opretholdes af et foretagende, hvis det samme foretagende
    eller et nært forbundet foretagende driver erhvervsvirksom-
    hed det samme sted eller et andet sted i den samme kontra-
    herende stat, og dette sted eller andet sted udgør et fast
    driftssted for foretagendet eller det nært forbundne foreta-
    gende efter bestemmelserne i denne artikel. Det samme gæl-
    der, hvis den samlede virksomhed, som er et resultat af kom-
    binationen af virksomheden udøvet af de to foretagender
    det samme sted, eller af det samme foretagende eller nært
    forbundne foretagender de to steder, ikke er af forberedende
    eller hjælpende karakter. Det er endvidere en betingelse for
    anvendelsen af bestemmelsen, at den erhvervsvirksomhed,
    som udøves af de to foretagender det samme sted, eller som
    udøves af det samme foretagende eller nært forbundne fore-
    tagender de to steder, udgør gensidigt supplerende funktio-
    ner, som indgår i en samlet udøvelse af erhvervsvirksomhed.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 5, stk. 4.1.
    Artikel 5, stk. 7, litra a-c, bestemmer, at hvis en person
    handler i en kontraherende stat på et foretagendes vegne
    og i forbindelse hermed sædvanligvis indgår aftaler eller
    sædvanligvis spiller en afgørende rolle ved indgåelsen af
    aftaler, som rutinemæssigt indgås uden væsentligt at blive
    ændret af foretagendet, og disse aftaler er i foretagendets
    navn, vedrører overdragelse af ejerskab til eller tildeling af
    rettighed til at anvende formuegoder ejet af foretagendet
    eller som foretagendet har ret til at anvende, eller vedrører
    levering af foretagendets tjenesteydelser, anses dette foreta-
    gende uanset bestemmelserne i stk. 1 og 2, og medmindre
    bestemmelserne i stk. 8 medfører andet, for at have et fast
    driftssted i denne stat med hensyn til enhver virksomhed,
    som denne person påtager sig for foretagendet. Dette gælder
    ikke, hvis denne persons virksomhed er begrænset til det,
    som er nævnt i stk. 5 og som, hvis den var udøvet gennem et
    fast forretningssted (bortset fra et fast forretningssted, hvor
    stk. 6 finder anvendelse), ikke ville gøre dette faste forret-
    ningssted til et fast driftssted i henhold til bestemmelserne i
    det nævnte stykke.
    Dette er den såkaldte ”agentregel”, der sikrer, at kildelan-
    det har beskatningsretten for salgsaktivitet og. lign. foretaget
    af foretagendet gennem en agent, selvom foretagendet ikke
    har fast forretningssted i kildelandet. Hvis agentens aktivite-
    ter svarer til de aktiviteter, der er omfattet af undtagelsen
    i artikel 5, stk. 5, hvis de aktiviteter var udøvet igennem
    et fast forretningssted, gælder agentreglen ikke, medmindre
    undtagelsen i stk. 6 finder anvendelse. Agentreglen gælder
    heller ikke, hvor undtagelsen i artikel 5, stk. 8, om uafhæn-
    gige repræsentanter finder anvendelse.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 5, stk. 5.
    Artikel 5, stk. 8, fastsætter, at stk. 7 ikke finder anvendel-
    se, hvis personen, som handler i en kontraherende stat på
    vegne af et foretagende i den anden kontraherende stat,
    driver erhvervsvirksomhed i den førstnævnte stat som uaf-
    hængig repræsentant og handler for foretagendet inden for
    rammerne af denne erhvervsvirksomhed. Hvis en person
    udelukkende, eller næsten udelukkende, handler på vegne
    af et eller flere foretagender, som denne person er nært
    forbundet med, anses denne person ikke for at være en uaf-
    hængig repræsentant i dette stykkes betydning med hensyn
    til ethvert sådant foretagende.
    47
    Bestemmelsen har den virkning, at agentreglen i artikel 5,
    stk. 7, ikke finder anvendelse, hvis agenten udøver virksom-
    hed i kildestaten som en uafhængig repræsentant og handler
    for foretagendet inden for rammerne af denne erhvervsvirk-
    somhed. Det gælder dog ikke, hvis agenten udelukkende
    eller næsten udelukkende handler på vegne af foretagender,
    som agenten er nært forbundet med. I dette tilfælde kan
    agenten ikke anses for at agere som en uafhængig repræsen-
    tant.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 5, stk. 6.
    Artikel 5, stk. 9, fastsætter, at den omstændighed, at et
    selskab, der er hjemmehørende i en kontraherende stat,
    kontrollerer eller kontrolleres af et selskab, der er hjemme-
    hørende i den anden kontraherende stat, eller som driver
    erhvervsvirksomhed i denne anden kontraherende stat (enten
    gennem et fast driftssted eller på anden måde), ikke i sig
    selv medfører, at det ene selskab anses for et fast driftssted
    for det andet.
    Bestemmelsen har den virkning, at alene det forhold, at
    et selskab i kildestaten er interesseforbundet med et selskab
    i bopælsstaten, eller et selskab, der udøver erhvervsvirksom-
    hed gennem et fast driftssted i bopælsstaten, ikke er tilstræk-
    keligt for at anse nogle af selskaberne for at udgøre et fast
    driftssted for det andet selskab. Der skal være andre holde-
    punkter for at statuere fast driftssted.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 5, stk. 7.
    Artikel 5, stk. 10, bestemmer, at ved anvendelsen af denne
    artikel anses en person eller et foretagende for at være nært
    forbundet med et foretagende, hvis, når alle relevante for-
    hold og omstændigheder tages i betragtning, den ene kon-
    trolleres af den anden, eller begge kontrolleres af de samme
    personer eller foretagender. Under alle omstændigheder an-
    ses en person eller et foretagende for at være nært forbundet
    med et foretagende, hvis den ene direkte eller indirekte be-
    sidder mere end 50 pct. af de retmæssige andele i den anden
    (eller, når der er tale om et selskab, mere end 50 pct. af den
    samlede stemmeandel såvel som af værdien af selskabets
    aktier, eller af de retmæssige egenkapitalandele i selskabet),
    eller hvis en anden person eller et andet foretagende direkte
    eller indirekte besidder mere end 50 pct. af de retmæssige
    andele (eller, når der er tale om et selskab, mere end 50
    pct. af den samlede stemmeandel såvel som af værdien af
    selskabets aktier, eller af de retmæssige egenkapitalandele i
    selskabet) i personen og foretagendet eller i de to foretagen-
    der.
    Bestemmelsen har den virkning, at fysiske eller juridiske
    personer anses som nært forbundne, hvis den fysiske eller
    juridiske person kontrolleres af den anden fysiske eller juri-
    diske person eller flere fysiske eller juridiske personer kon-
    trolleres af de samme fysiske eller juridiske personer, når
    alle relevante forhold og omstændigheder tages i betragt-
    ning. I alle tilfælde anses en fysisk eller juridisk person for
    at kontrollere (og er dermed også nært forbundet med) en
    juridisk person, hvis den fysiske eller juridiske person ejer
    mere end 50 pct. af kapitalandelene eller 50 pct. af stem-
    merettighederne i den juridiske person. Det samme gælder,
    hvis en fysisk eller juridisk person ejer mere end 50 pct. af
    kapitalandelene eller stemmerettighederne i flere juridiske
    personer. I så fald anses både den kontrollerende fysiske
    eller juridiske person og de kontrollerede juridiske personer,
    som nært forbundne i overenskomstens forstand.
    Ud over tilfældet, hvor en fysisk eller juridisk person
    besidder mere end 50 pct. af kapitalandelene eller stemme-
    rettighederne i juridiske personer, er der i alle tilfælde tale
    om en konkret vurdering, hvor der kan lægges vægt på alle
    relevante forhold og omstændigheder, der taler for at anse
    flere foretagender som nært forbundne.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 5, stk. 8.
    Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
    pkt. 3.3.2.5.
    Artikel 6 (Indkomst fra fast ejendom)
    Artikel 6, stk. 1, fastsætter, at indkomst, som en person,
    der er hjemmehørende i en kontraherende stat, erhverver
    af fast ejendom (herunder indkomst af landbrug eller skov-
    brug), der er beliggende i den anden kontraherende stat, kan
    beskattes i denne anden stat.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 6, stk. 1.
    Artikel 6, stk. 2, bestemmer, at udtrykket ”fast ejendom”
    tillægges den betydning, som det har i lovgivningen i den
    kontraherende stat, hvor den pågældende ejendom er belig-
    gende. Udtrykket omfatter i alle tilfælde tilbehør til fast
    ejendom, besætning og redskaber, der anvendes i landbrug
    og skovbrug, rettigheder, på hvilke bestemmelserne i civil-
    retten om fast ejendom finder anvendelse, brugsret til fast
    ejendom og retten til variable eller faste betalinger som
    vederlag for udnyttelsen af, eller retten til at udnytte mine-
    ralforekomster, kilder og andre naturforekomster. Skibe og
    fly anses ikke for fast ejendom.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 6, stk. 2.
    Artikel 6, stk. 3, bestemmer, at bestemmelserne i stk. 1
    finder anvendelse på indkomst, der hidrører fra direkte brug,
    udleje, bortforpagtning eller benyttelse i enhver anden form
    af fast ejendom.
    Bestemmelsen har den virkning, at indkomst, der hidrører
    fra direkte brug, udleje, bortforpagtning eller benyttelse i en-
    hver anden form af fast ejendom, på samme vis som anden
    indkomst fra fast ejendom kan beskattes i den stat, hvor den
    faste ejendom er beliggende.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 6, stk. 3.
    Artikel 6, stk. 4, fastsætter, at bestemmelserne i stk. 1 og
    3 også finder anvendelse på indkomst af fast ejendom, der
    tilhører et foretagende.
    Bestemmelsen er en præcisering af, hvad der ellers ville
    gælde i kraft af denne overenskomsts artikel 6, stk. 1 og 3.
    48
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 6, stk. 4.
    Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
    pkt. 3.3.2.6.
    Artikel 7 (Fortjeneste ved erhvervsvirksomhed)
    Artikel 7, stk. 1, fastslår, at fortjeneste, som erhverves af
    et foretagende i en kontraherende stat, kun kan beskattes
    i denne kontraherende stat, medmindre foretagendet driver
    erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat gennem
    et dér beliggende fast driftssted. Hvis foretagendet driver
    førnævnte erhvervsvirksomhed, kan foretagendets fortjenes-
    te, der henføres til det faste driftssted efter bestemmelserne i
    stk. 2, beskattes i den anden stat.
    Bestemmelsen har den virkning, at et foretagendes fortje-
    neste ved erhvervsvirksomhed kun kan beskattes i den stat,
    hvori foretagendet er hjemmehørende (bopælsstaten), med-
    mindre virksomheden udøves gennem et fast driftssted i den
    anden stat (kildestaten). Er dette tilfældet, kan kildestaten
    beskatte den fortjeneste, der kan henføres til det faste drifts-
    sted (se hertil pkt. 3.3.2.5).
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 7, stk. 1.
    Artikel 7, stk. 2, bestemmer, at ved anvendelsen af artikel
    7 og artikel 22 er den fortjeneste, som i hver kontraherende
    stat kan henføres til det faste driftssted som nævnt i stk.
    1, den fortjeneste, som det faste driftssted især i sine for-
    bindelser med andre dele af foretagendet kunne forventes
    at opnå, hvis det havde været et frit og uafhængigt foreta-
    gende, der var beskæftiget med den samme eller lignende
    virksomhed på de samme eller lignende vilkår, i betragtning
    af de udførte funktioner, de anvendte aktiver og de risici,
    som foretagendet har påtaget sig gennem det faste driftssted
    og gennem andre dele af foretagendet.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 7, stk. 2.
    Artikel 7, stk. 3, fastsætter, at hvis en kontraherende stat
    i medfør af stk. 2 regulerer den fortjeneste, der kan henfø-
    res til et fast driftssted tilhørende et foretagende i en af
    de kontraherende stater, og i overensstemmelse hermed be-
    skatter foretagendets fortjeneste, som er blevet beskattet i
    den anden stat, skal denne anden stat foretage en passende
    regulering af den skat, der pålægges denne fortjeneste, i det
    omfang det er nødvendigt for at undgå dobbeltbeskatning af
    fortjenesten. Ved fastsættelsen af en sådan regulering skal de
    kontraherende staters kompetente myndigheder om nødven-
    digt konsultere hinanden.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 7, stk. 3.
    Artikel 7, stk. 4, bestemmer, at hvis fortjeneste omfatter
    indkomster, som er behandlet særskilt i andre artikler i den-
    ne overenskomst, berøres bestemmelserne i disse artikler
    ikke af bestemmelserne i denne artikel.
    Bestemmelsen har den virkning, at hvis andre bestemmel-
    ser i overenskomsten særskilt regulerer andre indkomstty-
    per, har disse forrang over artikel 7. Dette betyder, at det er
    underordnet, om givne indkomsttyper, der er særskilt regule-
    ret i overenskomsten, kan henføres til et fast driftssted eller
    ej. Indkomsten vil i stedet for blive beskattet som foreskre-
    vet i overenskomstens øvrige artikler.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 7, stk. 4.
    Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
    pkt. 3.3.2.7.
    Artikel 8 (International skibsfart og luftfart)
    Artikel 8, stk. 1, fastsætter, at fortjeneste ved skibs- og
    luftfartsvirksomhed i international trafik kun kan beskattes i
    den kontraherende stat, hvor foretagendets virkelige ledelse
    har sit sæde.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2014-mo-
    deloverenskomsts artikel 8, stk. 1.
    Artikel 8, stk. 2, litra a, bestemmer, at fortjeneste ved ud-
    lejning af skibe eller fly med besætning (”timecharter” eller
    ”voyagecharter”), når de pågældende skibe og fly anvendes
    i international trafik, skal medregnes til fortjeneste ved drift
    af skibe og fly international trafik.
    Bestemmelsen har den virkning at udlejning af skibe og
    fly (”timecharter” eller ”voyagecharter”), der anvendes i
    international trafik, kun kan beskattes i den stat, hvor fore-
    tagendets virkelige ledelse har sit sæde. Bestemmelsen er
    udtryk for en præcisering af princippet i artikel 8, stk. 1.
    Princippet i overenskomstens artikel 8, stk. 2, litra a, fasts-
    lås også i kommentarerne til artikel 8 i OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomst, men kommer ikke til udtryk ved en tilsva-
    rende ordlyd i selve modeloverenskomsten, da princippet
    om bopælsbeskatning efter kommentarerne allerede følger
    af artikel 8, stk. 1.
    Artikel 8, stk. 2, litra b, bestemmer, at fortjeneste ved ud-
    lejning af skibe eller fly uden besætning (”bareboatcharter”),
    når sådan udlejning har nær tilknytning til drift af skibe eller
    fly i international trafik, skal medregnes som fortjeneste ved
    drift af skibe og fly international trafik.
    Bestemmelsen har den virkning, at udlejning af skibe eller
    fly uden besætning, der anvendes i international trafik, kun
    kan beskattes i den stat, hvor foretagendets virkelige ledelse
    har sit sæde.
    En tilsvarende bestemmelse findes ikke i OECD’s 2017-
    modeloverenskomst.
    Artikel 8, stk. 2, litra c, bestemmer, at fortjeneste ved
    anvendelse, rådighedsstillelse eller udleje af containere (her-
    under anhængere, pramme og lignende udstyr til transport
    af containere), der anvendes til transport af gods og varer,
    når sådan anvendelse, rådighedsstillelse eller udleje, har nær
    tilknytning til drift af skibe eller fly i international trafik,
    skal medregnes som fortjeneste ved drift af skibe og fly i
    international trafik.
    Bestemmelsen har den virkning, at fortjeneste ved anven-
    delse, rådighedsstillelse eller udleje af containere (herunder
    anhængere, pramme og lignende udstyr til transport af con-
    tainere), der anvendes til transport af gods og varer, når
    49
    sådan anvendelse, rådighedsstillelse eller udleje, har nær
    tilknytning til drift af skibe eller fly i international trafik,
    skal beskattes i den stat, hvor foretagendets virkelige ledelse
    har sit sæde.
    Princippet i overenskomstens artikel 8, stk. 2, litra c,
    fastslås også i kommentarerne til OECD’s 2017-modelover-
    enskomsts artikel 8, men kommer ikke til udtryk ved en
    tilsvarende ordlyd i selve modeloverenskomsten, da princip-
    pet efter kommentarerne allerede følger af artikel 8, stk. 1.
    Artikel 8, stk. 3, fastsætter, at hvis en rederivirksomheds
    virkelige ledelse har sit sæde ombord på et skib, skal det
    anses for at være beliggende i den kontraherende stat, hvor
    skibets hjemhavn er beliggende, eller, hvis der ikke er en
    sådan hjemhavn, i den kontraherende stat hvor rederen af
    skibet er hjemmehørende.
    Bestemmelsen har til formål at supplere udgangspunktet
    om, at dobbeltdomicilerede juridiske personer skal anses
    for at have skattemæssigt hjemsted i den stat, hvor deres
    virkelige ledelse har sit sæde, i tilfælde hvor deres virkelige
    ledelse er ombord på et skib (se hertil pkt. 3.3.2.4).
    Bestemmelsen har samme ordlyd, som OECD’s 2014-mo-
    deloverenskomsts artikel 8, stk. 3.
    Artikel 8, stk. 4, bestemmer, at bestemmelserne i stk. 1 og
    2 også finder anvendelse på fortjeneste ved deltagelse i en
    pool, et forretningsfællesskab eller en international driftsor-
    ganisation.
    Bestemmelsens virkning er, at princippet om bopælsbe-
    skatning for indkomst omfattet af artikel 8, stk. 1 og 2,
    også gælder for fortjeneste opnået ved deltagelse i et fælles-
    skab. Hvis foretagender fra forskellige lande driver skibe
    eller fly i international trafik gennem et konsortium, gælder
    bestemmelserne i artikel 8 for den del af fortjenesten ved
    denne virksomhed, som svarer til den andel, som et foreta-
    gende fra en stat deltager med i konsortiet.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 8, stk. 4.
    Artikel 8, stk. 5 fastsætter, at fra den dag, hvor denne
    overenskomst finder anvendelse for første gang i henhold til
    artikel 31, stk. 2, til den dag, hvor overenskomsten ophører
    med at finde anvendelse efter artikel 32, skal de bestemmel-
    ser, der blev vedtaget ved noteveksling af 28. februar 1930
    mellem Denmark og Frankrig vedrørende beskatning af for-
    tjeneste ved skibs- og luftfart, ikke finde anvendelse.
    Bestemmelsens virkning er, at notevekslingen af 28. fe-
    bruar 1930 mellem Danmark og Frankrig om, at Danmark
    og Frankrig afstår fra at beskatte bopælslandets rederier og
    luftfartsselskaber af indtægter fra skibs- og luftfart hidrøren-
    de fra kildelandet, ikke skal gælde, så længe dobbeltbeskat-
    ningsoverenskomsten gælder.
    En tilsvarende bestemmelse findes ikke i OECD’s 2017-
    modeloverenskomst.
    Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
    pkt. 3.3.2.8.
    Artikel 9 (Forbundne foretagender)
    Artikel 9, stk. 1, litra a og b, fastsætter, at hvis et foreta-
    gende i en kontraherende stat direkte eller indirekte deltager
    i ledelsen af, kontrollen med eller kapitalen i et foretagende
    i den anden kontraherende stat, eller de samme personer
    direkte eller indirekte deltager i ledelsen af, kontrollen med
    eller kapitalen i såvel et foretagende i en kontraherende stat
    som et foretagende i den anden kontraherende stat, og der
    i nogle af disse tilfælde mellem de to foretagender er aftalt
    eller fastsat vilkår vedrørende deres forretningsmæssige el-
    ler finansielle forbindelser, der afviger fra de vilkår, som
    ville være blevet aftalt mellem uafhængige foretagender, kan
    enhver fortjeneste, som ville være tilfaldet et af disse fore-
    tagender, hvis disse vilkår ikke havde foreligget, men som
    på grund af disse vilkår ikke er tilfaldet dette, medregnes
    til dette foretagendes fortjeneste og beskattes i overensstem-
    melse hermed.
    Bestemmelsen indebærer det såkaldte ”armslængdeprin-
    cip” for transaktioner mellem forbundne foretagender med
    hjemsted i Danmark og Frankrig. Hvis eksempelvis et mo-
    derselskab i den ene stat og et datterselskab i den anden
    stat handler med hinanden på andre vilkår end dem, der
    gælder i et frit marked, kan de to stater foretage en regu-
    lering af indkomsten og dermed af beskatningsgrundlaget,
    så indkomsten fastsættes, som den ville have været, hvis
    selskaberne havde handlet på markedsvilkår. Formålet med
    bestemmelsen er at hindre, at fortjeneste via kunstige interne
    afregningspriser kanaliseres derhen, hvor skatten er lavest.
    Ved forbundne foretagender forstås, hvis et foretagende i
    en kontraherende stat direkte eller indirekte deltager i ledel-
    sen af, kontrollen med eller kapitalen i et foretagende i den
    anden kontraherende stat, eller de samme personer direkte
    eller indirekte deltager i ledelsen af, kontrollen med eller
    kapitalen i såvel et foretagende i en kontraherende stat som
    et foretagende i den anden kontraherende stat.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 9, stk. 1.
    Artikel 9, stk. 2, bestemmer, at hvis en kontraherende stat
    til fortjenesten for et foretagende i denne stat medregner –
    og i overensstemmelse hermed beskatter – fortjeneste, som
    et foretagende i den anden kontraherende stat er blevet be-
    skattet af i denne anden stat, og den således medregnede for-
    tjeneste er fortjeneste, som ville være tilfaldet foretagendet
    i den førstnævnte stat, hvis vilkårene, der er aftalt mellem
    de to foretagender, havde været de samme, som ville have
    været aftalt mellem uafhængige foretagender, skal denne
    anden kontraherende stat foretage en passende regulering
    af det skattebeløb, som er beregnet dér af fortjenesten. Ved
    fastsættelsen af sådan regulering skal der tages skyldigt hen-
    syn til de øvrige bestemmelser i denne overenskomst, og
    de kontraherende staters kompetente myndigheder skal om
    nødvendigt konsultere hinanden.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 9, stk. 2.
    Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
    pkt. 3.3.2.9.
    Artikel 10 (Udbytter)
    50
    Artikel 10, stk. 1, bestemmer, at udbytte udbetalt af et
    selskab, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, til
    en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende
    stat, kan beskattes i denne anden kontraherende stat.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 10, stk. 1.
    Artikel 10, stk. 2, litra a og b, bestemmer, at udbytte
    udbetalt af et selskab, der er hjemmehørende i en kontrahe-
    rende stat, dog også kan beskattes i denne stat efter denne
    stats lovgivning, men hvis den retmæssige ejer af udbyttet
    er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, må den
    pålignede skat ikke overstige 0 pct. af udbyttets bruttobeløb,
    hvis den retmæssige ejer er et selskab, som i en uafbrudt
    periode på 365 dage indbefattet den dag, hvor udbyttet ud-
    betales, direkte ejer mindst 10 pct. af kapitalen i det selskab,
    som udbetaler udbyttet (ved opgørelsen af denne periode
    tages der ikke hensyn til ændringer i ejerforhold, som er
    en direkte følge af omstrukturering af selskaber, såsom fu-
    sion eller spaltning af det selskab, som ejer aktierne, eller
    som udbetaler udbyttet). I alle andre tilfælde må udbyttet
    ikke beskattes med mere end 15 pct. af udbyttets bruttobe-
    løb. Dette stykke berører ikke adgangen til at beskatte sel-
    skabet af den fortjeneste, hvoraf udbyttet er udbetalt.
    Bestemmelsen har den virkning, at udbytte fra dattersel-
    skabsaktier – i dette tilfælde, hvor udbyttemodtager direkte
    ejer mindst 10 pct. af kapitalen i det udloddende selskab
    i en uafbrudt periode på mindst 365 dage indbefattet den
    dag, hvor udbyttet udbetales – kan beskattes med 0 pct. af
    udbytternes bruttobeløb i kildelandet. Udbytter på porteføl-
    jeaktier – dvs. hvor betingelserne for at anse aktierne som
    datterselskabsaktier ikke er opfyldt – kan beskattes med op
    til 15 pct. af udbytternes bruttobeløb i kildelandet.
    Bestemmelsen afviger fra ordlyden i OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 10, stk. 2.
    Artikel 10, stk. 3, fastslår, at udtrykket ”udbytte” som an-
    vendt i denne artikel betyder indkomst af aktier, ”jouissan-
    ce”- aktier eller ”jouissance”-rettigheder, mineaktier, stifte-
    raktier eller andre rettigheder, som ikke er gældsfordringer,
    og som giver ret til andel i fortjeneste, såvel som indkomst,
    der behandles som en udlodning efter skattelovgivningen
    i den kontraherende stat, hvor det udloddende selskab er
    hjemmehørende.
    Modsat den lignende bestemmelse i OECD’s 2017-model-
    overenskomsts artikel 10, stk. 3, er det her ikke en betingel-
    se, at indkomsten kan anses som at udspringe fra andele
    i det udbetalende selskab. Det er tilstrækkeligt, at betalin-
    gen skatteretligt behandles som en udbyttebetaling i kilde-
    staten. Der er derfor tale om en bredere definition i denne
    overenskomst, som er en følge af fransk domspraksis.
    Artikel 10, stk. 4, fastsætter, at bestemmelserne i stk.
    1 og 2 ikke finder anvendelse, hvis udbyttets retmæssige
    ejer, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, driver
    erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat, hvor
    det udbyttebetalende selskab er hjemmehørende, gennem et
    dér beliggende fast driftssted, og den aktiebesiddelse, som
    ligger til grund for udbetalingen af udbyttet, har direkte
    forbindelse med et sådant fast driftssted. I så fald finder
    bestemmelserne i artikel 7 anvendelse.
    Bestemmelsen har den virkning, at begrænsningerne i kil-
    destatens beskatningsret ikke gælder for udbytte, som indgår
    i indkomsten i et fast driftssted beliggende i kildestaten, når
    den aktiebesiddelse, der ligger til grund for udlodningen, har
    direkte forbindelse med det faste driftssted. I så fald skal
    udbyttet beskattes som erhvervsindkomst erhvervet af det
    faste driftssted efter artikel 7. Fast driftssted er defineret i
    artikel 5 (se hertil pkt. 3.3.2.5 og 3.3.2.7).
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 10, stk. 4.
    Artikel 10, stk. 5, bestemmer, at hvis et selskab, som
    er hjemmehørende i en kontraherende stat, erhverver for-
    tjeneste eller indkomst fra den anden kontraherende stat,
    må denne anden stat ikke påligne nogen skat på udbytte,
    som udbetales af selskabet, medmindre udbyttet udbetales
    til en person, der er hjemmehørende i denne anden stat,
    eller medmindre den aktiebesiddelse, som ligger til grund
    for udbetalingen af udbyttet, har direkte forbindelse med et
    fast driftssted, der er beliggende i denne anden stat, eller
    undergive selskabets ikke-udloddede fortjeneste en skat på
    selskabets ikke-udloddede fortjeneste, selvom det udbetalte
    udbytte eller den ikke- udloddede fortjeneste helt eller delvis
    består af fortjeneste eller indkomst, der hidrører fra denne
    anden stat.
    Denne bestemmelse sikrer, at kildelandet ikke gennemfø-
    rer ekstraterritorial beskatning, alene fordi indkomsten stam-
    mer fra kildelandet. Dette kan eksempelvis være tilfældet,
    hvis aktionærer i et moderselskab, der modtager udbytter fra
    et datterselskab med hjemsted i kildelandet, underlægges be-
    skatning i kildelandet, fordi indkomsten oprindeligt stammer
    derfra. Bestemmelsen udelukker ikke beskatning af udbytte-
    modtager i bopælsstaten.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 10, stk. 5.
    Artikel 10, stk. 6, litra a og b, bestemmer, at udbytte
    udloddet af indkomst eller fortjeneste fra fast ejendom, som
    omfattet af artikel 6, af en investeringsenhed, som er etable-
    ret i en kontraherende stat, som udlodder det meste af denne
    indkomst årligt, og hvis indkomst eller fortjeneste fra sådan
    fast ejendom er fritaget for skat, til en person hjemmehøren-
    de i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne
    anden stat. Sådanne udbytter kan dog også beskattes i den
    førstnævnte stat i henhold til skattelovgivningen i denne
    stat, men den skat, der pålægges, må ikke overstige 15 pct.
    af bruttobeløbet af udbytterne, hvis den retsmæssige ejer er
    hjemmehørende i den anden kontraherende stat, og direkte
    eller indirekte besidder en aktiekapital, der repræsenterer
    mindre end 10 pct. af denne enheds kapital. Når den retmæs-
    sige ejer af sådanne udbytter direkte eller indirekte ejer en
    kapitalandel, der repræsenterer 10 pct. eller mere af kapita-
    len i dette selskab eller denne enhed, kan udbyttet beskattes
    efter den sats, der er fastsat i den nationale lovgivning i den
    kontraherende stat, hvorfra de hidrører.
    Bestemmelsen angår udbytter fra såkaldte REITs (”Real
    51
    Estate Investment Trusts”), der udbetales af indkomst eller
    fortjeneste fra fast ejendom beliggende i en kontraherende
    stat. Efter bestemmelsens litra a defineres disse enheder
    som investeringsenheder, der udlodder det meste af deres
    indkomst årligt, og hvis indkomst eller fortjeneste fra fast
    ejendom er fritaget for skat.
    Formålet med bestemmelsen er at ligestille småinvestorer
    i REITs med småinvestorer i andre selskaber. Efter stykkets
    litra b kan kildelandet beskatte udbytter udbetalt fra REITs
    med op til 15 pct. af bruttobeløbet, hvis den retmæssige
    ejer i den anden stat besidder en kapitalandel, der repræ-
    senterer mindre end 10 pct. af kapitalen i den udbetalende
    REIT. Hvis den retmæssige ejer besidder en kapitalandel,
    der repræsenterer mere end 10 pct. i den udbetalende REIT,
    beskattes udbyttet med den sats, der er fastsat for sådanne
    udbytter i den nationale lovgivning i den kontraherende stat,
    hvorfra udbytterne hidrører. På den måde kan en majori-
    tetsejer beskattes på samme måde, som hvis denne havde
    investeret direkte i fast ejendom i kildestaten. Uden bestem-
    melsen ville REITs i Frankrig ikke blive anset som omfattet
    af overenskomsten, da sådanne enheder efter franske regler
    er skattefri.
    Endelig suppleres artiklen af en bestemmelse i overens-
    komstens protokol om, at kollektive investeringsinstitut-
    ter omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
    2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love og ad-
    ministrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv
    investering i værdipapirer (UCITS) har ret til fordele efter
    artikel 10 i denne overenskomst. Kollektive investeringsin-
    stitutter, som ikke er omfattet af EU-direktivet, men som er
    etableret i én af staterne, og som sidestilles med kollektive
    investeringsenheder under national lovgivning i den anden
    stat, har ligeledes ret til fordele efter artikel 10 i denne over-
    enskomst, for så vidt angår den del af indkomsten, som sva-
    rer til ejerandelen for de investorer, der er hjemmehørende i
    én af staterne eller i en tredjestat, som har en administrativ
    bistandsaftale med den stat, hvorfra udbyttet stammer.
    Bestemmelsen har ikke en lignende bestemmelse i
    OECD’s 2017-modeloverenskomst, men omtales i kommen-
    tarerne om kollektive investeringsenheder til modeloveren-
    skomstens artikel 1.
    Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
    pkt. 3.3.2.10.
    Artikel 11 (Renter)
    Artikel 11, stk. 1, fastslår, at renter, der hidrører fra en
    kontraherende stat, og som retmæssigt ejes af en person, der
    er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kun kan
    beskattes i denne anden stat.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 11, stk. 1.
    Artikel 11, stk. 2, bestemmer, at udtrykket ”renter” som
    anvendt i denne artikel betyder indkomst af gældsfordringer
    af enhver art, hvad enten de er sikret ved pant i fast ejendom
    eller ikke, og hvad enten de indeholder en ret til en andel
    i skyldnerens fortjeneste eller ikke. Udtrykket omfatter især
    indkomst af statsgældsbeviser og indkomst af obligationer
    eller forskrivninger, herunder agio beløb og gevinster, der
    knytter sig til sådanne gældsbeviser, obligationer eller for-
    skrivninger. Straftillæg ved for sen betaling anses ikke for at
    være renter ved anvendelsen af denne artikel.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som i OECD’s 2017-
    modeloverenskomsts artikel 11, stk. 2.
    Artikel 11, stk. 3, fastslår, at bestemmelserne i stk. 1 ikke
    finder anvendelse, hvis renternes retmæssige ejer, der er
    hjemmehørende i en kontraherende stat, driver erhvervsvirk-
    somhed i den anden kontraherende stat, hvorfra renterne
    hidrører, gennem et dér beliggende fast driftssted, og den
    fordring, som ligger til grund for de betalte renter, har direk-
    te forbindelse med et sådant fast driftssted. I så fald finder
    bestemmelserne i artikel 7 anvendelse.
    Bestemmelsen har den virkning, at kildestaten kan beskat-
    te renter af fordringer, der har direkte forbindelse med et
    fast driftssted i kildestat. I så fald beskattes renterne som er-
    hvervsindkomst erhvervet af det faste driftssted efter artikel
    7. Fast driftssted er defineret i artikel 5 (se hertil pkt. 3.3.2.5
    og pkt. 3.3.2.7).
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 11, stk. 3.
    Artikel 11, stk. 4, fastsætter, at hvis en særlig forbindelse
    mellem den, der betaler renter, og den retmæssige ejer eller
    mellem disse og en tredje person har bevirket, at renterne
    set i forhold til den gældsfordring, for hvilken de er betalt,
    overstiger det beløb, som ville være blevet aftalt mellem
    betaleren og den retmæssige ejer, hvis en sådan forbindelse
    ikke havde foreligget, finder bestemmelserne i denne arti-
    kel kun anvendelse på det sidstnævnte beløb. I så fald kan
    det overskydende beløb beskattes i overensstemmelse med
    lovgivningen i hver af de kontraherende stater under skyl-
    dig hensyntagen til de øvrige bestemmelser i denne overens-
    komst.
    Bestemmelsen har den virkning, at såfremt der foreligger
    en særlig forbindelse mellem den, der betaler renterne, og
    den retmæssige ejer af renterne, eventuelt med en tredje
    fysisk eller juridisk persons mellemkomst, som har bevirket,
    at de betalte renter overstiger det rentebeløb, der ville have
    været fastsat, såfremt parterne havde handlet på markeds-
    vilkår, finder bestemmelserne i artikel 11 kun anvendelse
    på den del af rentebeløbet, som er udtryk for markedsvil-
    kår (transfer pricing-regulering). Det overskydende beløb
    beskattes i overensstemmelse med lovgivningen i hver af de
    kontraherende stater under skyldig hensyntagen til de øvrige
    bestemmelser i overenskomsten.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 11, stk. 4.
    Artikel 11 suppleres af en bestemmelse i dobbeltbeskat-
    ningsoverenskomstens protokol om, at kollektive investe-
    ringsforeninger omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets
    direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love
    og administrative bestemmelser om visse institutter for kol-
    lektiv investering i værdipapirer (UCITS) har ret til fordele
    efter artikel 11. Kollektive investeringsforeninger, som ikke
    52
    er omfattet af EU-direktivet, men som er etableret i én af
    staterne, og som sidestilles med kollektive investeringsenhe-
    der under national lovgivning i den anden stat, har ligeledes
    ret til fordele efter artikel 11 for så vidt angår den del af
    indkomsten, som svarer til ejerandelen for de investorer, der
    er hjemmehørende i én af staterne eller i en tredjestat, som
    har en administrativ bistandsaftale med den stat, hvorfra
    renten stammer.
    Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
    pkt. 3.3.2.11.
    Artikel 12 (Royalties)
    Artikel 12, stk. 1, fastslår, at royalties, der hidrører fra en
    kontraherende stat, og som retmæssigt ejes af en person, der
    er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kun kan
    beskattes i denne anden stat.
    Bestemmelsen har samme har samme ordlyd som OECD’s
    2017-modeloverenskomsts artikel 12, stk. 1.
    Efter artikel 12, stk. 2, betyder udtrykket ”royalties”,
    som anvendt i denne artikel, betalinger af enhver art, der
    modtages som vederlag for anvendelsen af, eller retten til
    at anvende, enhver ophavsret til et litterært, kunstnerisk
    eller videnskabeligt arbejde, herunder spillefilm, ethvert pa-
    tent, varemærke, mønster eller model, tegning, hemmelig
    formel eller fremstillingsmetode eller for oplysninger vedrø-
    rende industrielle, forretningsmæssige eller videnskabelige
    erfaringer.
    Denne overenskomsts artikel 12, stk. 2, har samme ordlyd
    som artikel 12, stk. 2, i OECD’s 2017-modeloverenskomst.
    Artikel 12, stk. 3, fastsætter, at bestemmelserne i stk.1 ikke
    finder anvendelse, hvis royaltybeløbets retmæssige ejer, der
    er hjemmehørende i en kontraherende stat, driver erhvervs-
    virksomhed i den anden kontraherende stat, hvorfra royalty-
    beløbet hidrører, gennem et dér beliggende fast driftssted, og
    den rettighed eller det formuegode, som ligger til grund for
    de udbetalte royalties, har direkte forbindelse med et sådant
    fast driftssted. I så fald finder bestemmelserne i artikel 7
    anvendelse.
    Virkningen af bestemmelsen er, at kildestaten kan beskatte
    royalties, der har direkte forbindelse med et fast driftssted
    i denne stat. I så fald beskattes royaltybetalingerne som er-
    hvervsindkomst erhvervet af det faste driftssted efter artikel
    7. Fast driftssted er defineret i artikel 5 (se hertil pkt. 3.3.2.5
    og pkt. 3.3.2.7).
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 12, stk. 3.
    Artikel 12, stk. 4, bestemmer, at hvis en særlig forbindelse
    mellem betaleren af royalties og den retmæssige ejer eller
    mellem disse og en tredje person har bevirket, at royaltybe-
    løbet set i forhold til den anvendelse, rettighed eller oplys-
    ning, for hvilken det er betalt, overstiger det beløb, som
    ville være blevet aftalt mellem betaleren og den retmæssi-
    ge ejer, hvis en sådan forbindelse ikke havde foreligget,
    finder bestemmelserne i denne artikel kun anvendelse på
    det sidstnævnte beløb. I så fald kan det overskydende beløb
    beskattes i overensstemmelse med lovgivningen i hver af de
    kontraherende stater under behørig hensyntagen til de øvrige
    bestemmelser i denne overenskomst.
    Bestemmelsen har den virkning, at såfremt der foreligger
    en særlig forbindelse mellem den, der betaler de pågældende
    royalties, og den retmæssige ejer af det immaterielle aktiv,
    eventuelt med en tredje fysisk eller juridisk persons mellem-
    komst, som har bevirket, at de betalte royalties overstiger
    det beløb, der ville have været fastsat, såfremt parterne hav-
    de handlet på markedsvilkår, finder bestemmelserne i artikel
    12 kun anvendelse på den del af royaltybeløbet, som er
    udtryk for markedsvilkår (transfer pricing regulering). Det
    overskydende beløb beskattes i overensstemmelse med lov-
    givningen i hver af de kontraherende stater under skyldig
    hensyntagen til de øvrige bestemmelser i overenskomsten.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 12, stk. 4.
    Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
    pkt. 3.3.2.12.
    Artikel 13 (Kapitalgevinster)
    Artikel 13, stk. 1, bestemmer, at fortjeneste som en person,
    der er hjemmehørende i en kontraherende stat, erhverver
    ved afhændelse af fast ejendom som nævnt i artikel 6, og
    som er beliggende i den anden kontraherende stat, kan be-
    skattes i denne anden stat.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 13, stk. 1.
    Artikel 13, stk. 2, fastsætter, at fortjeneste ved afhændelse
    af rørlig ejendom, der udgør en del af erhvervsformuen i et
    fast driftssted, som et foretagende i en kontraherende stat
    har i den anden kontraherende stat, herunder fortjeneste ved
    afhændelse af et sådant fast driftssted (særskilt eller sammen
    med hele foretagendet), kan beskattes i denne anden stat.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 13, stk. 2.
    Artikel 13, stk. 3, fastslår, at fortjeneste ved afhændelse
    af ejendom, der udgør en del af erhvervsformuen i et foreta-
    gende, og som består af skibe eller fly, der anvendes af det
    foretagende i international trafik eller rørlig ejendom, som
    hører til driften af sådanne skibe eller fly, kun kan beskattes
    i den kontraherende stat, hvor foretagendets virkelige ledel-
    se har sit sæde.
    Bestemmelsen afviger fra ordlyden i OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 13, stk. 3, ved stille en nærmere
    betingelse for anvendelse af artikel 13, stk. 3, om at skibe
    eller fly, der afhændes, skal udgøre en del af foretagendets
    erhvervsformue.
    Artikel 13, stk. 4, fastsætter, at fortjeneste ved afhændelse
    af containere (herunder anhængere, pramme og lignende
    udstyr til transport af containere), der anvendes til transport
    af gods og varer i international trafik af et foretagende i en
    kontraherende stat, kun kan beskattes i den kontraherende
    stat, hvor foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.
    Bestemmelsen har ikke en tilsvarende bestemmelse i
    OECD’s 2017-modeloverenskomst.
    53
    Artikel 13, stk. 5, bestemmer, at fortjeneste, som en per-
    son, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, erhver-
    ver ved afhændelse af aktier eller dermed sammenlignelige
    interesser såsom interesser i et interessentskab eller en fond,
    kan beskattes i den anden kontraherende stat, hvis mere
    end 50 pct. af værdien af disse aktier eller dermed sammen-
    lignelige interesser på noget tidspunkt inden for 365 dage
    forud for afhændelsen direkte eller indirekte hidrører fra fast
    ejendom som defineret i artikel 6 beliggende i den anden
    kontraherende stat. Ved anvendelsen af denne bestemmelse,
    skal der ikke tages hensyn til faste ejendomme, som hører til
    et sådant selskabs, fonds eller enheds egen virksomhed.
    Bestemmelsen har den virkning, at hvis mere end 50 pct.
    af værdien af aktier i et selskab – eller dermed sammenlig-
    nelige interesser såsom interesser i et interessentskab eller
    en fond – på noget tidspunkt inden for 365 dage forud
    for afhændelsen består i fast ejendom, der er beliggende i
    en kontraherende stat, kan gevinst ved afhændelse af disse
    aktier m.v. beskattes i denne stat.
    Bestemmelsen afviger fra OECD’s 2017-modeloveren-
    skomsts artikel 13, stk. 4 ved, at der ved anvendelse af
    bestemmelsen, ikke skal tages hensyn til faste ejendomme,
    som hører til et sådant selskabs, fonds eller enheds egen
    virksomhed.
    Artikel 13, stk. 6, fastslår, at fortjeneste ved afhændelse af
    alle andre formuegoder end dem, der er nævnt i stk. 1, 2,
    3, 4 og 5, kun kan beskattes i den kontraherende stat, hvor
    afhænderen er hjemmehørende.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 13, stk. 5.
    Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
    pkt. 3.3.2.13.
    Artikel 14 (Indkomst ved arbejde i ansættelsesforhold)
    Artikel 14, stk. 1, bestemmer, at medmindre bestemmel-
    serne i artiklerne 15, 17 og 19 medfører andet, kan gage,
    løn og andre lignende vederlag, som erhverves af en person,
    der er hjemmehørende i en kontraherende stat, ved arbejde
    i ansættelsesforhold, kun beskattes i denne stat, medmindre
    arbejdet er udført i den anden kontraherende stat. Er arbejdet
    udført der, kan det vederlag, som erhverves herfor, beskattes
    i denne anden stat.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 15, stk. 1.
    Artikel 14, stk. 2, litra a-c, fastlægger, at uanset bestem-
    melserne i stk. 1 kan vederlag, som erhverves af en person,
    der er hjemmehørende i en kontraherende stat, ved arbejde
    i ansættelsesforhold udført i den anden kontraherende stat,
    kun beskattes i den førstnævnte kontraherende stat, hvis
    modtageren opholder sig i den anden stat i en eller flere pe-
    rioder, der tilsammen ikke overstiger 183 dage i nogen 12-
    månedersperiode, der begynder eller slutter i det pågælden-
    de skatteår, vederlaget betales af eller for en arbejdsgiver,
    der ikke er hjemmehørende i den anden stat, og vederlaget
    ikke påhviler et fast driftssted, som arbejdsgiveren har i den
    anden stat.
    Alle tre betingelser skal være opfyldt. Hvis blot én af
    disse betingelser ikke er opfyldt, og arbejdet er udført i
    kildestaten, har kildestaten beskatningsretten til sådan løn-
    indkomst.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 15, stk. 2.
    Artikel 14, stk. 3, bestemmer, at uanset de forudgående
    bestemmelser i denne artikel kan vederlag, som erhverves
    for arbejde i ansættelsesforhold udført ombord på et skib
    eller et fly anvendt i international trafik af en person, der
    er hjemmehørende i en kontraherende stat, beskattes i den
    kontraherende stat, hvor foretagendets virkelige ledelse har
    sit sæde.
    I tilfælde, hvor et rederis virkelige ledelse er på et skib,
    henvises til pkt. 3.3.2.8.
    Bestemmelsen afviger fra ordlyden i OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 15, stk. 3. I 2017-modeloveren-
    skomsten fastsættes det, at reglen i stk. 1 og 2 ikke gæl-
    der, hvis arbejdet udføres ombord på et skib eller fly, der
    udelukkende opererer indenfor den stat, der ikke er skatte-
    mæssigt hjemsted for det betalende foretagende. I denne
    overenskomsts artikel 3, stk. 1, litra h, omfatter udtrykket
    ”international trafik” ikke transport, der udelukkende anven-
    des mellem steder i den kontraherende stat, der ikke er
    skattemæssigt hjemsted for det udbetalende foretagende. I
    tilfælde, hvor arbejdet udføres ombord på et skib eller fly,
    der udelukkende opererer mellem steder i den kontraherende
    stat, der ikke er skattemæssigt hjemsted for det betalende
    foretagende, anses en sådan transport ikke for international
    trafik i overenskomstens forstand, og artikel 14, stk. 3, vil
    ikke finde anvendelse. Grundet definitionen af international
    trafik i denne overenskomsts artikel 3, stk. 1, litra h, er
    der ikke behov for at have en undtagelse svarende til den i
    modeloverenskomstens artikel 15, stk. 3.
    Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
    pkt. 3.3.2.14.
    Artikel 15 (Bestyrelseshonorarer)
    Artikel 15 bestemmer, at bestyrelseshonorarer og andre
    lignende vederlag, som erhverves af en person, der er hjem-
    mehørende i en kontraherende stat, i hans egenskab af med-
    lem af bestyrelsen for et selskab, der er hjemmehørende i
    den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden
    stat.
    Bestemmelsen har den virkning, at bestyrelseshonorarer
    og andre lignende vederlag, som erhverves af en person,
    i vedkommendes egenskab af medlem af bestyrelsen i et
    selskab, kan beskattes i den stat, hvor selskabet er hjemme-
    hørende. Det bemærkes, at skattemæssigt hjemsted for dob-
    beltdomicilerede selskaber efter overenskomstens artikel 4,
    er i den stat, hvor selskabets virkelige ledelse har sit sæde
    (se hertil pkt. 3.3.2.4).
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 16.
    Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
    pkt. 3.3.2.15.
    54
    Artikel 16 (Optrædende kunstnere, sportsudøvere og model-
    ler)
    Artikel 16, stk. 1 fastsætter, at uanset bestemmelserne i
    artikel 14, kan indkomst, som erhverves af en person, der
    er hjemmehørende i en kontraherende stat, som optrædende
    kunstner, såsom teater-, film-, radio- eller fjernsynskunstner,
    eller musiker eller som sportsudøver eller som model, ved
    hans personligt udøvede virksomhed som sådan i den an-
    den kontraherende stat, beskattes i denne anden stat. Uan-
    set bestemmelserne i artikel 14 og 21, kan en kunstner,
    en sportsudøver eller en model, der er hjemmehørende i
    en kontraherende stat, og som erhverver indkomst fra den
    anden kontraherende stat for præstationer, der ikke kan ad-
    skilles fra dennes professionelle ry, beskattes i denne anden
    kontraherende stat.
    Bestemmelsens virkning er, at indkomst, som erhverves
    af en person, der er optrædende kunstner, såsom teater-,
    film-, radio- eller fjernsynskunstner, eller musiker, sports-
    udøver eller model, uanset bestemmelserne i artikel 14 om
    indkomst for arbejde i ansættelsesforhold, kan beskattes i
    den stat, hvor indkomsten erhverves som vederlag for perso-
    nens personligt udøvede virksomhed (kildestaten).
    Denne bestemmelse gælder også indkomst som
    vedkommende kunstner, sportsudøver eller model m.v. måt-
    te erhverve for præstationer, der ikke kan adskilles fra den-
    nes professionelle ry. Dette omfatter eksempelvis medvirken
    i reklamer eller deltagelse i tv-shows m.v.
    Bestemmelsen adskiller sig fra ordlyden i OECD’s 2017-
    modeloverenskomsts artikel 17, stk. 1 ved eksplicit at om-
    tale modeller og ved at inkludere indkomst, som personen
    erhverver, der ikke kan adskilles fra personens personlige ry.
    Artikel 16, stk. 2, bestemmer, at hvor indkomst hidrørende
    fra aktiviteter eller præstationer nævnt i stk. 1 ikke tilfalder
    kunstneren, sportsudøveren eller modellen personligt, men
    en anden person, uanset om denne person er hjemmehøren-
    de i en kontraherende stat eller ikke, kan sådan indkomst,
    uanset bestemmelserne i artikel 14 og 21, beskattes i den
    kontraherende stat, hvor kunstnerens, sportsudøverens eller
    modellens aktiviteter eller præstationer udøves, stilles til
    rådighed eller bruges.
    Bestemmelsen medfører, at kildelandet også kan beskatte
    den omtalte indkomst, når denne tilfalder en anden juridisk
    eller fysisk person end kunstneren, sportsudøveren eller mo-
    dellen m.v. selv. Dette gælder eksempelvis i tilfælde, hvor
    en fysisk eller juridisk person, som repræsenterer kunstne-
    ren, sportsudøveren eller modellen, modtager betalingen på
    vegne af kunstneren, sportsudøveren eller modellen og be-
    holder en del af betalingen selv som vederlag for arbejde
    udført for kunstneren, sportsudøveren eller modellen. I dette
    tilfælde kan indkomsten efter overenskomstens artikel 16,
    stk. 2, beskattes i kildestaten.
    Bestemmelsen har med undtagelse af den eksplicitte om-
    tale af modeller samme ordlyd som OECD’s 2017-model-
    overenskomsts artikel 17, stk. 2.
    Artikel 16, stk. 3, fastslår, at bestemmelserne i stk. 1 og
    2 ikke finder anvendelse på indkomst, der erhverves ved
    virksomhed, som udøves i en kontraherende stat af kunstne-
    re eller sportsudøvere eller modeller, hvis besøget i denne
    stat helt eller delvist er understøttet af offentlige midler fra
    den anden kontraherende stat, hvor kunstneren eller sports-
    udøveren eller modellen er hjemmehørende, eller fra denne
    stats politiske underafdelinger eller lokale eller regionale
    myndigheder eller offentligretlige enheder. I sådanne tilfæl-
    de kan indkomsten kun beskattes i den kontraherende stat,
    hvor kunstneren, sportsudøveren eller modellen er hjemme-
    hørende.
    Bestemmelsen har den virkning, at hvis kunstnerens,
    sportsudøverens eller modellens besøg i en kontraherende
    stat helt eller delvist er understøttet af offentlige midler fra
    den anden stat m.v., hvor kunstneren, sportsudøveren eller
    modellen er hjemmehørende, kan vederlaget for besøget kun
    beskattes i den kontraherende stat, hvor kunstneren, sports-
    udøveren eller modellen er hjemmehørende. Bestemmelsen
    sigter mod tilfælde, hvor eksempelvis sportsbegivenheder
    finansieres ved offentlige midler.
    Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i OECD’s
    2017-modeloverenskomst. En lignende bestemmelse omta-
    les dog i kommentarerne til artikel 17 i OECD’s modelover-
    enskomst.
    Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
    pkt. 3.3.2.16.
    Artikel 17 (Pensioner)
    Artikel 17 er baseret på den såkaldte principerklæring, der
    blev indgået den 26. april 2019 mellem Skatteministeriet og
    det franske finansministerium. Principerklæringen fastslog
    de grundlæggende principper for beskatningsretten til pensi-
    oner.
    Principerklæringen fastslog nærmere følgende:
    1) en anerkendelse af, at både bopæls- og kildestaten skal
    have ret til at beskatte pensioner og andre lignende
    vederlag,
    2) en hensigt om, at der i dobbeltbeskatningsoverenskom-
    sten skal indsættes en mekanisme, der indebærer, at
    pensionsbestemmelsen ikke medfører et provenutab for
    bopælsstaten, og
    3) en hensigt om, at der skal aftales en overgangsperiode
    for pensionister, der allerede har indrettet sig efter gæl-
    dende regler.
    Af dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 17 fremgår
    følgende:
    Artikel 17, stk. 1, fastslår, at medmindre andet følger af
    artikel 19, stk. 2, kan pensioner og lignende vederlag, der
    hidrører fra en kontraherende stat og betales til en person,
    der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, hvad
    enten dette sker i forbindelse med tidligere ansættelse eller
    ikke, kun beskattes i denne anden stat.
    Bestemmelsen medfører, at pensioner og andre lignende
    vederlag kun kan beskattes i den stat, hvori den retmæssige
    ejer er hjemmehørende (bopælsstaten). Bestemmelsen om-
    fatter ikke tjenestemandspensioner, der er omfattet af over-
    55
    enskomstens artikel 19, stk. 2. Disse reguleres særskilt i
    artikel 19, stk. 2.
    Denne overenskomsts artikel 17, stk. 1, gælder for pen-
    sioner og lignende vederlag, uanset om de ydes i forbin-
    delse med tidligere ansættelse, modsat OECD modeloveren-
    skomsts artikel 18, stk. 1, der alene gælder for pensioner
    ydet i forbindelse med tidligere ansættelse. Afvigelsen er
    begrundet i, at sociale pensioner også er omfattet af overens-
    komstens artikel 17.
    Artikel 17, stk. 2, litra a-c, bestemmer, at uanset bestem-
    melserne i stk. 1, kan sådanne pensioner og lignende veder-
    lag beskattes i den kontraherende stat, hvorfra pensionerne
    udbetales, hvis bidrag indbetalt af den berettigede til pen-
    sionsordningen blev fradraget i den berettigedes skattepligti-
    ge indkomst i den kontraherende stat, hvorfra pensionerne
    udbetales, efter lovgivningen i denne stat, bidrag indbetalt
    af en arbejdsgiver til pensionsordningen ikke var skatteplig-
    tig indkomst for den berettigede i den kontraherende stat,
    hvorfra pensionen udbetales, efter lovgivningen i denne stat,
    eller pensioner er ydet i henhold til den sociale sikringslov-
    givning i den kontraherende stat, hvorfra pensionerne udbe-
    tales.
    Bestemmelsens virkning er, at pensioner og lignende ve-
    derlag kan beskattes i kildestaten, hvis 1) bidrag indbetalt
    af den berettigede til pensionsordningen blev fradraget i den
    berettigedes skattepligtige indkomst i kildestaten, 2) bidrag
    indbetalt af en arbejdsgiver til pensionsordningen ikke var
    skattepligtig indkomst for den berettigede efter lovgivningen
    i kildestaten, eller 3) hvis det er pensioner, der er ydet i
    henhold til den sociale sikringslovgivning i kildestaten.
    Artikel 17, stk. 1 og 2, skal ses i sammenhæng med
    artikel 22, stk. 3, hvorefter der gælder et ”omvendt credit-
    princip”. Dette indebærer, at kildestaten ved beskatningen
    af pensioner omfattet af artikel 17, stk. 2, skal indrømme
    fradrag i pågældende persons indkomstskat for skat betalt
    til bopælsstaten af sådanne pensioner. Dette betyder, at kil-
    destaten kun kan beskatte pensioner op til differencen mel-
    lem bopælsstatens beskatningsniveau og kildestatens beskat-
    ningsniveau. En person, der modtager pensioner fra en stat,
    men som er hjemmehørende i den anden stat, vil i dette
    tilfælde samlet blive beskattet efter det højeste skatteniveau
    af pensionerne i de to stater (se hertil pkt. 3.3.2.22).
    Artiklen suppleres af en bestemmelse i protokollen til
    dobbeltbeskatningsoverenskomsten, der præciserer, hvilke
    sociale pensioner der er omfattet af pensionsbestemmelsen
    og dermed princippet om omvendt credit. Det gælder fol-
    kepension, pension fra ATP, tidlig pension, førtidspension,
    seniorpension, efterløn og andre betalinger af væsentligt
    samme karakter, som måtte opstå efter undertegnelsen af
    aftalen.
    Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i OECD’s
    2017-modeloverenskomst.
    Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
    pkt. 3.3.2.17.
    Artikel 18 (Sociale sikringsydelser og lignende betalinger)
    Artikel 18, stk. 1, fastslår, at medmindre andet følger af
    artikel 17, stk. 2, litra c, kan betalinger modtaget af en
    fysisk person, der er hjemmehørende i en kontraherende
    stat, i henhold til den sociale sikringslovgivning i den anden
    kontraherende stat, beskattes i denne anden stat.
    Bestemmelsen har den virkning, at sociale sikringsydelser,
    som ikke er sociale pensioner, kan beskattes i den stat, hvor-
    fra ydelsen betales (kildestaten). Sociale pensioner beskattes
    efter overenskomstens artikel 17, stk. 2, litra c.
    Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i OECD’s
    2017-modeloverenskomst.
    Artikel 18, stk. 2, bestemmer, at legater og studie- eller
    kunstnerstøtte modtaget af en fysisk person, der er hjemme-
    hørende i en kontraherende stat, fra offentlige midler i den
    anden kontraherende stat eller en politisk underafdeling eller
    en lokal eller regional myndighed i denne stat, kan beskattes
    i denne anden stat.
    Bestemmelsen medfører, at legater og studie- eller kunst-
    nerstøtte fra offentlige midler, modtaget af en fysisk per-
    son, beskattes i den stat, hvorfra ydelsen betales (kildesta-
    ten). Dette omfatter bl.a. SU, der betales til en fysisk person
    med hjemsted i Frankrig, selvom personen ikke opholder sig
    i Frankrig udelukkende for at studere.
    Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i OECD’s
    2017-modeloverenskomst.
    Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
    pkt. 3.3.2.18.
    Artikel 19 (Offentligt hverv)
    Artikel 19, stk. 1, litra a, bestemmer, at gage, løn og andre
    lignende vederlag, der udbetales af en kontraherende stat
    eller en dertilhørende politisk underafdeling eller lokal eller
    regional myndighed, eller af en af deres offentligretlige juri-
    diske personer, til en fysisk person for udførelse af hverv for
    denne stat, underafdeling, myndighed eller juridiske person,
    kun kan beskattes i denne kontraherende stat.
    Bestemmelsen har den virkning, at vederlag til offentligt
    ansatte som hovedregel kun kan beskattes i den udbetalende
    stat (kildestaten).
    Bestemmelsen svarer i det væsentlige til OECD’s 2017-
    modeloverenskomsts artikel 19, stk. 1, litra a. Den eneste
    afvigelse er, at det i denne overenskomst er en betingelse for
    bopælsbeskatning efter artikel 19, stk. 1, litra a, at hvervet,
    der udføres af personen er hverv med myndighedsfunktio-
    ner. Denne betingelse blev fjernet fra OECD’s modeloveren-
    skomst i 1977.
    Artikel 19, stk. 1, litra b, fastsætter, at sådan gage, løn og
    andre lignende vederlag kun kan beskattes i den anden kon-
    traherende stat, hvis hvervet er udført i denne anden stat, og
    den pågældende er hjemmehørende og statsborger i denne
    stat uden samtidig at være statsborger i den førstnævnte stat.
    Bestemmelsen medfører, at vederlaget også kan beskattes
    i den anden stat (bopælsstaten), hvis arbejdet er udført dér,
    og modtageren er statsborger og hjemmehørende i denne
    stat uden samtidig at være statsborger i kildestaten.
    56
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 19, stk. 1, litra b.
    Artikel 19, stk. 2, litra a, bestemmer, at pensioner og andre
    lignende vederlag, som udbetales af en kontraherende stat
    eller en dertil hørende politisk underafdeling eller lokal eller
    regional myndighed eller af en af deres offentligretlige juri-
    diske personer – eller af midler tilvejebragt af disse – til en
    fysisk person i forbindelse med udøvelse af hverv for denne
    stat, underafdeling, myndighed eller juridisk person, uanset
    bestemmelserne i stk.1, kun kan beskattes i denne stat.
    Bestemmelsen har den virkning, at tjenestemandspensio-
    ner kun beskattes i den stat, hvorfra pensionerne udbeta-
    les. Bestemmelsen har forrang over artikel 17 om pensioner.
    Undtagelsen i artikel 19, stk. 2, litra a, har særligt betyd-
    ning for lokalt ansatte på den danske ambassade i Frankrig
    eller lokalt ansatte på den franske ambassade i Danmark.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 19, stk. 2, litra a.
    Artikel 19, stk. 2, litra b, bestemmer, at sådanne pensioner
    og andre lignende vederlag dog kun kan beskattes i den
    anden kontraherende stat, hvis den pågældende er hjemme-
    hørende og statsborger i denne stat uden samtidig at være
    statsborger i den førstnævnte stat.
    Bestemmelsens virkning er, at tjenestemandspensioner
    kan beskattes i den anden stat (bopælsstaten), hvis modta-
    geren er statsborger og hjemmehørende i denne stat uden
    samtidig at være statsborger i kildestaten. Bestemmelsen har
    forrang over artikel 17 om pensioner.
    Undtagelsen i artikel 19, stk. 2, litra b, har særligt betyd-
    ning for lokalt ansatte på den danske ambassade i Frankrig
    eller lokalt ansatte på den franske ambassade i Danmark.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 19, stk. 2, litra b.
    Artikel 19, stk. 3 bestemmer, at bestemmelserne i artikler-
    ne 14, 15, 16 og 17 finder anvendelse på gage, løn, pensi-
    oner og andre lignende vederlag for udførelse af hverv i
    forbindelse med erhvervsvirksomhed, der drives af en kon-
    traherende stat eller en dertilhørende politisk underafdeling
    eller lokal eller regional myndighed, eller en af deres offent-
    ligretlige juridiske personer.
    Bestemmelsen har den virkning, at artikel 19 ikke gæl-
    der for vederlag omfattet af artikel 19, stk. 1, eller tjeneste-
    mandspensioner omfattet af artikel 19, stk. 2, i forbindelse
    med staters udøvelse af erhvervsvirksomhed. I stedet anven-
    des bestemmelserne i artikel 14 om indkomst ved arbejde i
    ansættelsesforhold, artikel 15 om bestyrelseshonorarer, arti-
    kel 16 om optrædende kunstnere, sportsudøvere og modeller
    og artikel 17 om pensioner.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 19, stk. 3.
    Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
    pkt. 3.3.2.19.
    Artikel 20 (Studerende)
    Artikel 20 bestemmer, at beløb, som modtages med hen-
    blik på underhold eller uddannelse af en studerende eller
    lærling, som er eller som umiddelbart før han besøger en
    kontraherende stat var hjemmehørende i den anden kontra-
    herende stat, og som opholder sig i den førstnævnte stat
    udelukkende i uddannelsesøjemed, ikke beskattes i denne
    stat under forudsætning af, at sådanne beløb hidrører fra
    kilder uden for denne stat.
    Bestemmelsens virkning er, at når en studerende eller lær-
    ling fra den ene stat opholder sig i den anden stat udeluk-
    kende i studie- eller uddannelsesøjemed, kan opholdsstaten
    ikke beskatte den pågældende af stipendier og lignende, der
    hidrører fra kilder uden for opholdsstaten, hvis den stude-
    rende eller lærlingen umiddelbart før opholdet var hjemme-
    hørende i kildestaten.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 20.
    Artiklen suppleres af en bestemmelse i protokollen, hvor-
    efter formuleringen ”lærling” også omfatter en særlig grup-
    pe af franske personer, som efter en særbestemmelse i fransk
    lovgivning melder sig frivilligt til særlige typer af internatio-
    nale udstationeringer (se hertil pkt. 3.3.2.33).
    Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
    pkt. 3.3.2.20.
    Artikel 21 (Anden indkomst)
    Artikel 21, stk. 1 fastsætter, at indkomst, som erhverves
    af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat,
    og som ikke er behandlet i de foranstående artikler i denne
    overenskomst, kun, uanset hvorfra de hidrører, kan beskattes
    i denne stat.
    Bestemmelsen har den virkning, at indkomst, der ikke er
    behandlet andre steder i overenskomsten, kun kan beskattes
    i bopælsstaten, uanset hvorfra indkomsten hidrører. Bestem-
    melsen omfatter dermed også indkomst med kilde i tredje-
    stater.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 21, stk. 1.
    Artikel 21, stk. 2, bestemmer, at bestemmelserne i stk.1
    ikke finder anvendelse på indkomst, bortset fra indkomst af
    fast ejendom som defineret i artikel 6, stk. 2, hvis indkom-
    stens modtager, som er hjemmehørende i en kontraherende
    stat, driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende
    stat gennem et dér beliggende fast driftssted, og den ret-
    tighed eller det formuegode, som ligger til grund for den
    udbetalte indkomst, har direkte forbindelse med et sådant
    fast driftssted. I så fald finder bestemmelserne i artikel 7
    anvendelse.
    Bestemmelsen har den virkning, at stk. 1 ikke finder an-
    vendelse på anden indkomst, bortset fra indkomst fra fast
    ejendom som defineret i artikel 6, stk. 2, hvis indkomsten er
    erhvervet af en fysisk eller juridisk person med hjemsted i
    en kontraherende stat, og driver erhvervsvirksomhed i den
    anden kontraherende stat gennem et dér beliggende fast
    driftssted. I så fald beskattes indkomsten efter artikel 7,
    hvis den rettighed eller det formuegode, som ligger til grund
    57
    for den udbetalte indkomst, har direkte forbindelse med det
    faste driftssted.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 21, stk. 2.
    Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
    pkt. 3.3.2.21.
    Artikel 22 (Ophævelse af dobbeltbeskatning)
    Artikel 22 indeholder metodebestemmelser om ophævel-
    se af dobbeltbeskatning og angiver den fremgangsmåde,
    som bopælsstaten skal anvende til at lempe for dobbeltbe-
    skatning, når en person, der er hjemmehørende i denne
    stat, modtager indkomst fra en anden stat, og kildestaten
    kan beskatte indkomsten efter andre artikler i overenskom-
    sten. Dette er tilfældet i artikel 6 (fast ejendom), artikel 7
    (erhvervsindkomst), artikel 10 (udbytter), artikel 13 (kapital-
    gevinster), artikel 14 (indkomst ved ansættelsesforhold), ar-
    tikel 15 (bestyrelseshonorar), artikel 16 (optrædende kunst-
    nere, sportsudøvere og modeller), artikel 18 (sociale sik-
    ringsydelser og lignende betalinger), artikel 19 (offentligt
    hverv) og artikel 21 (anden indkomst, der kan henføres fast
    driftssted i kildelandet).
    Det står parterne i en overenskomst frit at aftale de meto-
    der, som skal anvendes til at lempe dobbeltbeskatning. Dan-
    marks sædvanlige metode er den almindelige credit metode,
    der kommer til udryk i OECD 2017-modeloverenskomsts
    artikel 23 B. Samme metode anvendes i dansk ret efter
    ligningslovens § 33.
    Artikel 22, stk. 1, litra a, fastsætter, at når en person, som
    er hjemmehørende i Danmark, erhverver indkomst, som ef-
    ter bestemmelserne i denne overenskomst kan beskattes i
    Frankrig (undtagen i det omfang, disse bestemmelser ude-
    lukkende muliggør beskatning i Frankrig, fordi indkomsten
    også er indkomst erhvervet af en person, der er hjemmehø-
    rende i Frankrig), skal Danmark, medmindre bestemmelser-
    ne i litra c medfører andet, indrømme fradrag i den pågæl-
    dende persons indkomstskat med et beløb svarende til den
    indkomstskat, som er betalt i Frankrig.
    Bestemmelsen har den virkning, at Danmark skal lempe
    for dobbeltbeskatning af indkomst erhvervet af en person,
    der er hjemmehørende i Danmark, hvor indkomsten efter
    denne overenskomst kan beskattes i Frankrig, ved indrøm-
    melse af fradrag i den pågældende persons indkomstskat
    med et beløb svarende til den indkomstskat, som er betalt af
    indkomsten i Frankrig. Der er således tale om den almindeli-
    ge credit-metode.
    Artikel 22, stk. 1, litra b, bestemmer, at fradrag efter stk. 1
    ikke kan overstige den del af indkomstskatten som beregnet
    inden fradraget er givet, der svarer til den indkomst, som
    kan beskattes i Frankrig.
    Bestemmelsen har den virkning, at fradraget efter stk. 1
    ikke kan overstige den del af dansk indkomstskat som, be-
    regnet inden fradraget er givet, der svarer til den indkomst,
    som kan beskattes i Frankrig. Lempelsen er da maksimeret
    til enten at være den faktisk betalte skat af indkomsten i
    Frankrig eller den del af dansk indkomstskat som beregnet
    inden fradraget er givet, der svarer til den indkomst, som
    kan beskattes i Frankrig.
    Artikel 22, stk. 1, litra c, fastslår, at når en person, som er
    hjemmehørende i Danmark, erhverver indkomst, som efter
    bestemmelserne i denne overenskomst kun kan beskattes i
    Frankrig, kan Danmark medregne denne indkomst i beskat-
    ningsgrundlaget, men skal i indkomstskatten indrømme fra-
    drag for den del af indkomstskatten, som kan henføres til
    indkomst, der hidrører fra Frankrig.
    Bestemmelsen medfører, at Danmark kan medregne ind-
    komst erhvervet af en person, der er hjemmehørende i Dan-
    mark, i beskatningsgrundlaget i Danmark, når indkomsten
    efter bestemmelserne i denne overenskomst kun kan beskat-
    tes i Frankrig. Danmark skal dog i indkomstskatten indrøm-
    me fradrag for den del af indkomstskatten, som kan henføres
    til den indkomst, der kun kan beskattes i Frankrig. Hvis
    en person i Danmark modtager indkomst, som efter overens-
    komsten kun kan beskattes i Frankrig, anvendes med andre
    ord metoden eksemption med progressionsforbehold. Det
    betyder, at den danske skat nedsættes med den del, der for-
    holdsmæssigt falder på den franske indkomst, uanset stør-
    relsen af den franske skat. Den franske indkomst indgår
    således i det danske beskatningsgrundlag og får progressi-
    onsvirkning for beskatningen som helhed.
    Artikel 22, stk. 2, litra a, bestemmer, at uanset enhver
    anden bestemmelse i denne overenskomst, skal indkomst,
    der kan beskattes eller kun kan beskattes i Danmark efter
    bestemmelserne i overenskomsten, tages i betragtning ved
    beregningen af den franske skat, når sådan indkomst ikke er
    fritaget for selskabsskat efter fransk national ret. I så fald
    skal den danske skat ikke fradrages i sådan indkomst, men
    en person, der er hjemmehørende i Frankrig, skal, med de
    betingelser og begrænsninger, der er fastsat i nr. i og ii, være
    berettiget til fradrag i den franske skat.
    Bestemmelsens virkning er, at indkomst, der kan eller
    kun kan beskattes i Danmark efter bestemmelserne i over-
    enskomsten, tages i betragtning ved beregning af den frans-
    ke skat i Frankrig, når sådan indkomst ikke er fritaget for
    selskabsskat efter fransk national ret.
    Artikel 22, stk. 2, litra a, nr. i, bestemmer, at sådant fra-
    drag efter stk. 2 skal være lig med i tilfælde af anden ind-
    komst end den, der er nævnt under nr. ii, den franske skat,
    der kan henføres til sådan indkomst, forudsat at personen,
    der er hjemmehørende i Frankrig, faktisk er underlagt dansk
    beskatning af denne indkomst.
    Bestemmelsens virkning er, at medmindre indkomsten er
    omfattet af de artikler, der er opregnet i stk. 2, litra a, nr. ii,
    anvender Frankrig metoden eksemption med progressions-
    forbehold.
    Artikel 22, stk. 2, litra a, nr. ii, bestemmer, at sådant
    fradrag efter stk. 2 skal være lig med i tilfælde af indkomst,
    der er omfattet af selskabsskat, som henvist til i artikel 7 og
    artikel 13, stk. 2, og i tilfælde af indkomst, som henvist til
    i artikel 10, artikel 13, stk. 1 og 5, artikel 14, stk. 3, artikel
    15, artikel 16, stk. 1 og 2, og artikel 18, størrelsen af den
    skat, der er betalt i Danmark efter bestemmelserne i disse
    58
    artikler. Sådant fradrag skal dog ikke overstige den franske
    skat, der kan henføres til sådan indkomst.
    Bestemmelsens virkning er, at sådant fradrag efter stk.
    2 skal være lig med størrelsen af den skat, der er betalt i
    Danmark efter bestemmelserne i disse artikler, i tilfælde af
    indkomst, der er omfattet af selskabsskat, som henvist til i
    artikel 7 (erhvervsindkomst) og artikel 13, stk. 2 (afhændel-
    se af rørlig ejendom i fastdriftssted), og indkomst omfattet
    af artikel 10 (udbytter), artikel 13, stk. 1 (afhændelse af fast
    ejendom) og 5 (afhændelse af kapitalandele i ejendomsinve-
    steringsselskaber), artikel 14, stk. 3 (arbejde udført på fly
    eller skib), artikel 15 (bestyrelseshonorarer), artikel 16, stk.
    1 og 2 (optrædende kunstnere, sportsudøvere og modeller)
    og artikel 18 (sociale sikringsydelser og lignende betalin-
    ger). Et sådant fradrag skal dog ikke overstige den franske
    skat, der kan henføres til sådan indkomst. I de i artikel
    22, stk. 2, litra nr. ii, opregnede tilfælde, anvender Frankrig
    derfor den almindelige credit-metode.
    Artikel 22, stk. 2, litra b, nr. i, fastslår, at med udtryk-
    ket “den franske skat, der kan henføres til sådan indkomst”,
    som anvendt i litra a, forstås når skatten af sådan indkomst
    beregnes ved anvendelse af en forholdsmæssig sats, størrel-
    sen af den pågældende nettoindkomst multipliceret med den
    sats, der faktisk gælder for denne indkomst. Når skatten af
    sådan indkomst beregnes ved anvendelse af en progressiv
    skala, skal ”den franske skat, der kan henføres til sådan
    indkomst”, som størrelsen af den pågældende nettoindkomst
    multipliceret med den sats, der fremkommer af forholdet
    mellem den skat, der faktisk skal betales af den samlede net-
    toindkomst, der er skattepligtig efter fransk ret, og beløbet
    af denne samlede nettoindkomst.
    Bestemmelsens virkning er, at udtrykket ”fransk skat, der
    kan henføres til sådan indkomst”, som anvendt i artikel
    22, stk. 2, litra a, har to forskellige betydninger alt efter,
    om skatten beregnes efter en forholdsmæssig sats eller en
    progressiv sats. Beregnes den franske skat efter en forholds-
    mæssig sats, er ”fransk skat, der kan henføres til sådan ind-
    komst” størrelsen af den pågældende nettoindkomst ganget
    med den sats, der faktisk gælder for indkomsten, Danmark
    kan beskatte. Beregnes den franske skat efter en progressiv
    sats, er ”fransk skat, der kan henføres til sådan indkomst”
    størrelsen af den pågældende nettoindkomst ganget med
    den sats, der udgøres af forholdet mellem den skat, der
    faktisk skal betales af den samlede nettoindkomst, der er
    skattepligtig efter fransk ret, og beløbet af denne samlede
    nettoindkomst.
    Artikel 22, stk. 2, litra b, nr. ii, bestemmer, at med udtryk-
    ket “den skat, der er betalt i Danmark”, som anvendt i litra
    a, forstås den skat, der faktisk og endeligt afholdes for de
    pågældende indkomster efter bestemmelserne i overenskom-
    sten, af en person, der er hjemmehørende i Frankrig, og som
    beskattes af disse indkomster efter fransk ret.
    Bestemmelsen har den virkning, at der ved udtrykket “den
    skat, der er betalt i Danmark”, som anvendt i litra a, forstås
    den skat, der faktisk og endeligt afholdes for de pågældende
    indkomster efter bestemmelserne i overenskomsten, af en
    person, der er hjemmehørende i Frankrig, og som beskattes
    af disse indkomster efter fransk ret.
    Artikel 22, stk. 3, fastsætter, at når en person, der er
    hjemmehørende i en kontraherende stat, modtager pensioner
    eller andet lignende vederlag, som efter bestemmelserne i
    artikel 17, stk. 2, kan beskattes i den anden kontraherende
    stat, skal denne anden stat indrømme et fradrag i personens
    indkomstskat svarende til den indkomstskat, som er betalt
    i den førstnævnte stat uden at overstige den skat, der kan
    henføres til sådan indkomst i denne anden stat. I et sådant
    tilfælde, skal der ikke indrømmes fradrag som nævnt i stk. 1
    og 2 i denne artikel.
    Bestemmelsen har den virkning, at der gælder et prin-
    cip om omvendt credit ved lempelsen af dobbeltbeskatning
    af pensioner omfattet af overenskomstens artikel 17, stk.
    2. Herved skal kildelandet ved beskatningen af pensioner,
    omfattet af artikel 17, stk. 2 indrømme den fysiske eller
    juridiske person en creditlempelse for den skat, der betales
    af pensionen til bopælsstaten, uden at overstige den skat, der
    kan henføres til sådan indkomst i kildelandet (se hertil pkt.
    3.3.2.17).
    Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
    pkt. 3.3.2.22.
    Artikel 23 (Ikke-diskriminering)
    Artikel 23, stk. 1, fastslår, at fysiske personer, der er stats-
    borgere i en kontraherende stat, ikke i den anden kontrahe-
    rende stat kan undergives nogen beskatning eller dermed
    forbundne krav, som er anderledes eller mere byrdefulde
    end den beskatning og dermed forbundne krav, som fysiske
    personer, der er statsborgere i denne anden kontraherende
    stat, under samme forhold – særligt med hensyn til bopæl –
    er eller måtte blive undergivet.
    Bestemmelsen har den virkning, at de to stater ikke må
    diskriminere hinandens statsborgere i skattemæssig henseen-
    de, når de pågældende befinder sig i en sammenlignelig
    situation. Bestemmelsen gælder også, selv om den pågæl-
    dende ikke er hjemmehørende i en af de to kontraherende
    stater. Bestemmelsen forbyder ikke forskelsbehandling af
    selskaber og andre juridiske personer. Dog gælder de mere
    specifikke diskriminationsforbud under stk. 3, stk. 4 og stk.
    5 fortsat for juridiske personer.
    Bestemmelsen afviger fra OECD’s 2017-modeloveren-
    skomsts artikel 24, stk. 1 ved ikke at indeholde et forbud
    mod diskrimination af selskaber og andre juridiske personer.
    Artikel 23, stk. 2, bestemmer, at statsløse personer, som er
    hjemmehørende i en kontraherende stat, ikke i nogen af de
    kontraherende stater kan undergives nogen beskatning eller
    dermed forbundne krav, som er anderledes eller mere byrde-
    fulde end den beskatning eller dermed forbundne krav, som
    statsborgere i den pågældende stat under samme forhold –
    særligt med hensyn til bopæl – er eller måtte blive undergi-
    vet.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts 23, stk. 2.
    Artikel 23, stk. 3, fastsætter, at beskatningen af et fast
    59
    driftssted, som et foretagende i en kontraherende stat har i
    den anden kontraherende stat, ikke må være mindre fordel-
    agtig i denne anden stat end beskatningen af foretagender i
    denne anden stat, der driver samme virksomhed. Denne be-
    stemmelse kan ikke fortolkes som forpligtende en kontrahe-
    rende stat til at indrømme personer, der er hjemmehørende
    i den anden kontraherende stat, de personlige skattemæssige
    begunstigelser, lempelser og nedsættelser, som den som føl-
    ge af civilstand eller forsørgerpligt over for familie indrøm-
    mer personer, der er hjemmehørende i denne stat.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 23, stk. 3.
    Artikel 23, stk. 4, fastsætter, at medmindre bestemmelser-
    ne i artikel 9, stk. 1, artikel 11, stk. 4 eller artikel 12, stk. 4,
    finder anvendelse, kan renter, royalties og andre udbetalin-
    ger, der betales af et foretagende i en kontraherende stat til
    en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende
    stat, fradrages ved opgørelsen af et sådant foretagendes skat-
    tepligtige indkomst under samme betingelser, som hvis de
    var blevet betalt til en person, der er hjemmehørende i den
    førstnævnte stat.
    Bestemmelsen har den virkning, at der skal der indrøm-
    mes fradrag af udbetalinger af renter, royalties og andre be-
    talinger betalt til en fysisk eller juridisk person i den anden
    kontraherende stat under samme betingelser som for fysiske
    og juridiske personer hjemmehørende i den førstnævnte stat,
    medmindre andet følger af overenskomstens artikel 9, stk.
    1 (transaktioner mellem forbundne foretagender), artikel 11,
    stk. 4 (rentebetalinger mellem forbundne foretagender), eller
    artikel 12, stk. 4 (royaltybetalinger mellem forbundne fore-
    tagender).
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 23, stk. 4.
    Artikel 23, stk. 5, bestemmer, at foretagender i en kontra-
    herende stat, hvis kapital helt eller delvis ejes eller kontrol-
    leres, direkte eller indirekte, af en eller flere personer, der
    er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, ikke i
    den førstnævnte kontraherende stat kan undergives nogen
    beskatning eller dermed forbundne krav, som er anderledes
    eller mere byrdefulde end den beskatning og dermed for-
    bundne krav, som andre tilsvarende foretagender i den først-
    nævnte kontraherende stat er eller måtte blive undergivet.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 23, stk. 5.
    Artikel 23, stk. 6, fastslår, at denne artikel ikke skal fortol-
    kes således, at nogen af de kontraherende stater forpligtes til
    at indrømme fysiske personer, der ikke er hjemmehørende i
    denne stat, nogen personlige fradrag, lempelser eller nedsæt-
    telser af skat, som indrømmes til fysiske personer, der er
    hjemmehørende i denne stat.
    Bestemmelsen har den virkning, at artikel 23 ikke skal
    fortolkes derhen, at nogen af de kontraherende stater er
    forpligtede til at indrømme fysiske personer, der ikke er
    hjemmehørende i denne stat, nogen personlige fradrag, lem-
    pelser eller nedsættelser af skat, som indrømmes fysiske
    personer, der er hjemmehørende i denne stat. Denne bestem-
    melse omfatter ikke fradrag i forbindelse med indkomster-
    hvervelsen, men kun fradrag, lempelser eller nedsættelser
    for personlige og familiemæssige forhold. Bestemmelsen
    skal ses i kontekst af, at EU-retten gælder sideløbende med
    overenskomsten. Frankrig er derfor efter overenskomstens
    ikrafttræden efter omstændighederne stadigvæk forpligtet til
    at give fysiske personer, der er hjemmehørende i Danmark,
    samme personlige og familiemæssige fradrag, som personer,
    der er hjemmehørende i Frankrig, da dette følger af ligebe-
    handlingsprincippet for vandrende arbejdstagere. Se hertil
    EU-Domstolens dom af 14. februar 1995 i sag C-279/93
    Finanzamt Köln-Altstadt mod Roland Schumacker.
    Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i OECD’s
    2017-modeloverenskomst.
    Artikel 23, stk. 7, bestemmer, at hvis nogen bilateral trak-
    tat eller aftale mellem de kontraherende stater, bortset fra
    denne overenskomst, indeholder en klausul om ikke-diskri-
    minering eller en mestbegunstigelsesklausul, er det forståel-
    sen, at sådanne klausuler ikke skal finde anvendelse i skatte-
    mæssige forhold.
    Bestemmelsens virkning er, at det kun er bestemmelser-
    ne i denne dobbeltbeskatningsoverenskomst, der skal finde
    anvendelse for skattemæssige forhold mellem Danmark og
    Frankrig, for så vidt angår diskriminationsforbud og mest-
    begunstigelsesklausuler i andre aftaler mellem Danmark og
    Frankrig.
    Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse i OECD’s
    2017-modeloverenskomst.
    Artikel 23, stk. 8, fastsætter, at bestemmelserne i denne
    artikel uanset bestemmelserne i artikel 2 finder anvendelse
    på skatter af enhver art og betegnelse.
    Bestemmelsen har den virkning, at artiklens bestemmelser
    finder anvendelse på skatter af enhver art og betegnelse uan-
    set bestemmelserne i artikel 2 om skatter omfattet af denne
    overenskomst. Diskriminationsforbuddene finder derfor og-
    så anvendelse på andre skatter end indkomstskatter.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 23, stk. 6.
    Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
    pkt. 3.3.2.23.
    Artikel 24 (Fremgangsmåde ved indgåelse af gensidige afta-
    ler)
    Artikel 24, stk. 1, bestemmer, at hvis en person mener,
    at foranstaltninger truffet af den ene eller begge de kontrahe-
    rende stater, for ham medfører eller vil medføre en beskat-
    ning, som ikke er i overensstemmelse med bestemmelserne
    i denne overenskomst, kan han, uanset hvilke retsmidler
    der måtte være fastsat i disse kontraherende staters interne
    lovgivning, indbringe sin sag for den kompetente myndig-
    hed i en af de kontraherende stater. Sagen skal indbringes
    inden tre år fra det tidspunkt, hvor der første gang er givet
    underretning om den foranstaltning, der medfører en beskat-
    ning, som ikke er i overensstemmelse med overenskomstens
    bestemmelser.
    Bestemmelsen har den virkning, at en person, der er hjem-
    60
    mehørende i én af de to stater, der mener sig udsat for
    beskatning i strid med overenskomsten, kan indbringe sagen
    for den kompetente myndighed i en af de kontraherende sta-
    ter, uanset hvilket retsmidler der måtte være fastsat i de kon-
    traherende staters interne lovgivning. Sagen skal indbringes
    inden tre år fra det tidspunkt, hvor der første gang er givet
    underretning om den foranstaltning, der medfører en beskat-
    ning, som ikke er i overensstemmelse med overenskomstens
    bestemmelser.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 25, stk. 1.
    Artikel 24, stk. 2, fastslår, at den kompetente myndighed,
    hvis indsigelsen forekommer den at være berettiget, og hvis
    den ikke selv kan nå frem til en tilfredsstillende løsning,
    skal søge at løse sagen ved gensidig aftale med den kom-
    petente myndighed i den anden kontraherende stat med
    henblik på at undgå en beskatning, der ikke er i overens-
    stemmelse med overenskomsten. Enhver indgået aftale skal
    gennemføres uden hensyn til de tidsfrister, der er fastsat i de
    kontraherende staters interne lovgivning.
    Bestemmelsens virkning er, at en kontraherende stats
    kompetente myndighed ved berettigede indsigelser skal søge
    at løse disse ved gensidig aftale med den anden stats kom-
    petente myndighed. Enhver indgået aftale skal gennemføres
    uden hensyn til de tidsfrister, der er fastsat i de kontraheren-
    de staters interne lovgivning. Der gælder ikke en forpligtelse
    for de kompetente myndigheder om at blive enige.
    For den situation, hvor myndighederne ikke kan finde en
    løsning, gives der efter voldgiftsdirektivet (Rådets direktiv
    2017/1852/EU) mulighed for, at personen kan anmode om,
    at sagen undergives voldgift. Overenskomsten indeholder
    derfor ikke nærmere regler om voldgift, da EU’s voldgifts-
    direktiv allerede giver adgang til at kræve, at spørgsmålet
    undergives voldgiftsbehandling, hvis ikke de kompetente
    myndigheder inden for to år (med mulighed for forlængelse
    til tre år) kan blive enige om en løsning.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 25, stk. 2.
    Artikel 24, stk. 3, bestemmer, at de kontraherende staters
    kompetente myndigheder skal søge ved gensidig aftale at
    løse vanskeligheder eller tvivlsspørgsmål, der måtte opstå
    med hensyn til fortolkningen eller anvendelsen af overens-
    komsten. De kan også konsultere hinanden om ophævelse
    af dobbeltbeskatning i tilfælde, som ikke er omhandlet i
    overenskomsten.
    Bestemmelsen har den virkning, at de kompetente myn-
    digheder kan indgå aftaler vedrørende spørgsmål af me-
    re generel karakter, for at løse vanskeligheder eller tvivls-
    spørgsmål ved fortolkningen af anvendelsen af overenskom-
    sten.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 25, stk. 3.
    Artikel 24, stk. 4, fastsætter, at de kontraherende staters
    kompetente myndigheder kan kommunikere direkte med
    hinanden, herunder gennem et fælles udvalg bestående af
    dem selv eller deres repræsentanter, med henblik på at opnå
    enighed inden for rammerne af de forudgående stykker.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 25, stk. 4.
    Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
    pkt. 3.3.2.24.
    Artikel 25 (Udveksling af oplysninger)
    Artikel 25, stk. 1, bestemmer, at de kontraherende staters
    kompetente myndigheder skal udveksle sådanne oplysnin-
    ger, som kan forudses at være relevante for at gennemføre
    bestemmelserne i denne overenskomst eller for administra-
    tionen eller håndhævelsen af intern lovgivning vedrørende
    skatter af enhver art og betegnelse, der pålægges på vegne
    af de kontraherende stater eller af deres politiske underafde-
    linger eller lokale eller regionale myndigheder, i det omfang
    denne beskatning ikke strider mod overenskomsten. Udvek-
    slingen af oplysninger er ikke begrænset af artikel 1 og 2.
    Udtrykket ”skatter af enhver art og betegnelse” anses for
    ikke alene at omfatte direkte skatter, men også indirekte
    skatter (moms, punktafgifter m.v.).
    Det er ikke nogen betingelse for udvekslingen af oplysnin-
    ger, at den pågældende person er hjemmehørende i Danmark
    eller Frankrig. De to stater kan f.eks. udveksle oplysninger
    til brug for dansk beskatning af en person, der er hjemmehø-
    rende i en tredjestat, men som har et fast driftssted her i
    landet.
    Oplysninger kan udveksles på flere forskellige måder. I
    kommentarerne til OECD-modeloverenskomstens artikel
    om udveksling af oplysninger omtales specifikt tre måder,
    det kan ske på. For det første kan oplysninger udveksles
    efter anmodning. Hvis skattemyndighederne i Danmark eller
    Frankrig i en given situation har grund til at formode, at
    skattemyndighederne i den anden stat er i besiddelse af
    oplysninger, som er nødvendige for skatteligningen, kan
    myndighederne anmode myndighederne i den anden stat
    om at videregive oplysningerne til brug for den konkrete
    sag. Myndighederne i den anden stat har pligt til om muligt
    at fremskaffe de pågældende oplysninger, hvis de ikke alle-
    rede er i besiddelse af de oplysninger, der anmodes om, og
    disse oplysninger forefindes i den anden stat. Det er dog en
    forudsætning, at myndighederne i den anmodende stat selv
    har gjort, hvad de kunne for at fremskaffe oplysningerne.
    En anden måde er spontan udveksling af oplysnin-
    ger. Hvis skattemyndighederne i Danmark eller Frankrig
    kommer i besiddelse af oplysninger, som de skønner, kan
    være af interesse for skattemyndighederne i den anden stat,
    kan disse oplysninger videresendes til myndighederne i den
    anden stat, selv om de ikke har anmodet om dem.
    En tredje mulighed er, at skattemyndighederne i en stat
    automatisk – det vil sige systematisk og med faste mel-
    lemrum – sender oplysninger til den anden stats myndighe-
    der. Det kan f.eks. være oplysninger om lønudbetalinger til
    personer, der er hjemmehørende i den anden stat.
    Artiklen giver også mulighed for, at repræsentanter fra de
    franske skattemyndigheder kan være til stede ved danske
    61
    skattemyndigheders undersøgelse hos en person eller et sel-
    skab her i landet, og at repræsentanter fra de danske myn-
    digheder er til stede ved franske myndigheders undersøgelse
    i Frankrig.
    De to stater kan også aftale en såkaldt simultan undersø-
    gelse, hvor deres skattemyndigheder hver på sit territorium
    undersøger de skattemæssige forhold hos en eller flere fy-
    siske eller juridiske personer, hvor de har en fælles eller
    beslægtet interesse, med henblik på, at de derefter udveksler
    alle relevante oplysninger, som de er kommet i besiddelse
    af.
    Der er ikke i artiklen regler for, om udvekslingen af oplys-
    ninger skal foregå på den ene eller anden måde eller i en
    kombination af flere måder. Der er heller intet til hinder for,
    at de to staters skattemyndigheder kan foranstalte undersø-
    gelser målrettet mod særlige erhvervsgrene m.v.
    En stat har dog ikke pligt til at give oplysninger eller
    udføre forvaltningsakter i strid med dens lovgivning eller
    praksis eller give oplysninger, som ville afsløre forretnings-
    hemmeligheder eller som ville stride mod almene interesser.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 26, stk. 1.
    Artikel 25, stk. 2, bestemmer, at enhver oplysning, som en
    kontraherende stat har modtaget i medfør af stk.1, skal hol-
    des hemmelig på samme måde som oplysninger, der er tilve-
    jebragt i medfør af denne stats interne lovgivning og kun må
    meddeles til personer eller myndigheder (herunder domsto-
    le og forvaltningsmyndigheder), der er beskæftiget med lig-
    ning, opkrævning, tvangsfuldbyrdelse, retsforfølgning eller
    afgørelser af klager med hensyn til de skatter, der er nævnt i
    stk.1, eller tilsynet med førnævnte. Sådanne personer eller
    myndigheder må kun anvende oplysningerne til sådanne
    formål. De må meddele oplysningerne under offentlige rets-
    handlinger eller i retsafgørelser. Oplysninger, som modtages
    af en kontraherende stat, kan uanset det forudgående anven-
    des til andre formål, når sådanne oplysninger kan anvendes
    til sådanne andre formål efter lovgivningen i begge stater,
    og den kompetente myndighed i den stat, der meddeler op-
    lysningerne, giver tilladelse til sådant brug.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 26, stk. 2.
    Artikel 25, stk. 3, litra a-c, fastslår, at bestemmelserne
    i stk. 1 og 2 i intet tilfælde kan fortolkes således, at der
    pålægges en kontraherende stat en pligt til at udføre forvalt-
    ningsakter, der strider mod denne eller den anden kontrahe-
    rende stats lovgivning og forvaltningspraksis, at meddele
    oplysninger, som ikke kan opnås i henhold til denne eller
    den anden kontraherende stats lovgivning eller normale for-
    valtningspraksis, eller at meddele oplysninger, som ville
    røbe nogen erhvervsmæssig, forretningsmæssig, industriel,
    kommerciel eller faglig hemmelighed eller fremstillingsme-
    tode, eller oplysninger, hvis offentliggørelse ville være i
    strid med almene hensyn (ordre public).
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 26, stk. 3.
    Artikel 25, stk. 4, fastsætter, at hvis en kontraherende stat
    anmoder om oplysninger efter denne artikel, skal den anden
    kontraherende stat iværksætte de foranstaltninger, der er til
    rådighed for at indhente de oplysninger, der er anmodet
    om, uanset om denne anden stat ikke måtte have behov
    for disse oplysninger til dens egne skatteformål. Forpligtel-
    sen i det forudgående punktum gælder med forbehold af
    begrænsningerne i stk. 3, men i intet tilfælde kan sådanne
    begrænsninger fortolkes sådan, at de gør det muligt for en
    kontraherende stat at afslå at meddele oplysninger, blot for-
    di denne ikke selv har nogen national interesse i sådanne
    oplysninger.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 26, stk. 4.
    Artikel 25, stk. 5, bestemmer, at i intet tilfælde kan be-
    stemmelserne i stk. 3 fortolkes sådan, at de gør det muligt
    for en kontraherende stat at afslå at meddele oplysninger,
    blot fordi oplysningerne besiddes af en bank, anden finan-
    siel institution, repræsentant eller en person, som optræder
    i egenskab af bemyndiget eller som formynder, eller fordi
    oplysningerne drejer sig om en persons ejerforhold.
    Bestemmelsen præciserer, at bestemmelserne i stk. 3 i
    intet tilfælde kan fortolkes sådan, at de gør det muligt for
    en kontraherende stat at afslå at meddele oplysninger alene
    med henvisning til nationale bestemmelser om bankhemme-
    lighed.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 26, stk. 5.
    Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
    pkt. 3.3.2.25.
    Artikel 26 (Bistand ved inddrivelse af skatter)
    Artikel 26, stk. 1, bestemmer, at de kontraherende stater
    yder hinanden bistand ved inddrivelse af skattekrav. Denne
    bistand er ikke begrænset af artikel 1 og 2. De kontraheren-
    de staters kompetente myndigheder kan ved gensidig aftale
    fastsætte nærmere regler for anvendelsen af denne artikel.
    Bestemmelsen har den virkning at, de kontraherende stater
    yder hinanden bistand ved inddrivelse af skattekrav. Det er
    ikke nogen betingelse, at den pågældende person er hjem-
    mehørende i Danmark eller Frankrig, eller at kravet vedrø-
    rer skatter omfattet af overenskomsten. Endvidere kan de
    kontraherende staters kompetente myndigheder ved gensidig
    aftale fastsætte nærmere regler for anvendelsen af artikel 26.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 27, stk. 1.
    Artikel 26, stk. 2, fastslår, at udtrykket ”skattekrav” i den-
    ne artikel betyder et skyldigt beløb vedrørende skatter af
    enhver art og betegnelse, som pålægges på vegne af de kon-
    traherende stater eller deres politiske underafdelinger eller
    lokale eller regionale myndigheder, så længe sådan beskat-
    ning ikke er i strid med denne overenskomst eller med andet
    juridisk instrument, som de kontraherende stater er deltagere
    i, såvel som renter, administrative bøder og omkostninger i
    forbindelse med inddrivelse og sikring af sådanne beløb.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 27, stk. 2.
    62
    Artikel 26, stk. 3, bestemmer, at når en kontraherende
    stats skattekrav kan inddrives efter denne stats lovgivning,
    og den person, som skylder beløbet, ikke efter denne stats
    lovgivning kan gøre indsigelser mod inddrivelsen på det-
    te tidspunkt, skal dette skattekrav på anmodning fra den
    kompetente myndighed i denne stat anerkendes af den an-
    den stats kompetente myndighed med henblik på inddrivel-
    se. Skattekravet skal inddrives af denne anden stat efter de
    bestemmelser, der efter denne anden stats lovgivning gælder
    for inddrivelse af skattekrav, som om det pågældende skatte-
    krav var denne anden stats eget skattekrav.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 27, stk. 3.
    Artikel 26, stk. 4, fastsætter, at når en kontraherende stats
    skattekrav er af en sådan karakter, at denne stat efter sin
    lovgivning kan iværksætte foranstaltninger med henblik på
    at sikre inddrivelsen af kravet, skal dette skattekrav på an-
    modning af denne stats kompetente myndighed anerkendes
    af den kompetente myndighed i den anden kontraherende
    stat med henblik på iværksættelse af sådanne foranstaltnin-
    ger. Denne anden stat skal iværksætte foranstaltninger med
    henblik på sikring af skattekravet efter bestemmelserne i
    denne anden stats lovgivning, som om det pågældende skat-
    tekrav var denne anden stats eget skattekrav, uanset om
    skattekravet på det tidspunkt, hvor foranstaltningerne iværk-
    sættes, ikke kan inddrives i den førstnævnte stat, og uanset
    om den person, som skylder beløbet, kan gøre indsigelser
    mod inddrivelsen.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 27, stk. 4.
    Artikel 26, stk. 5, bestemmer, at et skattekrav, som er
    anerkendt af en kontraherende stat efter stk. 3 eller 4, uanset
    bestemmelserne i stk. 3 og 4 ikke i denne stat skal under-
    gives de tidsfrister eller gives nogen fortrinsstilling, som
    måtte gælde for et skattekrav efter denne stats lovgivning på
    grund af kravets karakter. Endvidere skal et skattekrav, som
    anerkendes af en kontraherende stat efter stk. 3 og 4, ikke i
    denne stat have nogen fortrinsstilling, som måtte gælde for
    dette skattekrav efter den anden kontraherende stats lovgiv-
    ning.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 27, stk. 5.
    Artikel 26, stk. 6, fastslår, at søgsmål med hensyn til
    eksistensen eller gyldigheden af en kontraherende stats skat-
    tekrav, eller med hensyn til beløbets størrelse, ikke kan ind-
    bringes for domstole eller administrative myndigheder i den
    anden kontraherende stat.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 27, stk. 6.
    Artikel 26, stk. 7, litra a og b, bestemmer, at hvis et skatte-
    krav på et tidspunkt efter fremsættelse af en anmodning fra
    en kontraherende stat efter stk. 3 eller 4, og før den anden
    kontraherende stat har inddrevet og overført det pågældende
    skattekrav til den førstnævnte stat, ophører med at være,
    for så vidt angår en anmodning efter stk. 3, et skattekrav
    i den førstnævnte stat, som kan inddrives efter denne stats
    lovgivning, og hvor den person, som skylder beløbet, på
    dette tidspunkt efter lovgivningen i denne stat ikke kan
    gøre indsigelse mod inddrivelsen, eller for så vidt angår
    en anmodning efter stk. 4, et skattekrav i den førstnævnte
    stat, hvor denne stat efter sin lovgivning kan iværksætte
    foranstaltninger med henblik på at sikre inddrivelsen, skal
    den kompetente myndighed i den førstnævnte stat straks un-
    derrette den kompetente myndighed i den anden stat herom,
    og efter den anden stats valg skal den førstnævnte stat enten
    stille anmodningen i bero eller trække den tilbage.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 27, stk. 7.
    Artikel 26, stk. 8, litra a, fastslår, at bestemmelserne i den-
    ne artikel i intet tilfælde kan fortolkes sådan, at der pålæg-
    ges en kontraherende stat en pligt til at udføre forvaltnings-
    akter, der strider mod denne eller den anden kontraherende
    stats lovgivning og forvaltningspraksis.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 27, stk. 8, litra a.
    Artikel 26, stk. 8, litra b, fastslår, at bestemmelserne i
    denne artikel i intet tilfælde kan fortolkes sådan, at der
    pålægges en kontraherende stat en pligt til at iværksætte for-
    anstaltninger, som ville stride mod almene interesser (ordre
    public).
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 27, stk. 8, litra b.
    Artikel 26, stk. 8, litra c, fastslår, at bestemmelserne i
    denne artikel i intet tilfælde kan fortolkes sådan, at der på-
    lægges en kontraherende stat en pligt til at yde bistand, hvis
    den anden kontraherende stat ikke har iværksat alle rimelige
    foranstaltninger til inddrivelse henholdsvis sikring af skatte-
    kravet, som kan iværksættes efter denne stats lovgivning
    eller forvaltningspraksis.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 27, stk. 8, litra c.
    Artikel 26, stk. 8, litra d, fastslår, at bestemmelserne i
    denne artikel i intet tilfælde kan fortolkes sådan, at der
    pålægges en kontraherende stat en pligt til at yde bistand
    i tilfælde, hvor den administrative byrde for denne stat klart
    ikke står mål med de fordele, som den anden kontraherende
    stat vil opnå.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som den tilsvarende be-
    stemmelse i artikel 27, stk. 8, litra d.
    Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
    pkt. 3.3.2.26.
    Artikel 27 (Personer ansat ved diplomatiske og konsulære
    repræsentationer)
    Artikel 27, stk. 1 fastslår, at intet i denne overenskomst
    berører de skattemæssige begunstigelser, som ansatte ved di-
    plomatiske eller konsulære repræsentationer og ansatte ved
    faste delegationer af internationale organisationer nyder i
    henhold til folkerettens almindelige regler eller særlige afta-
    ler.
    Overenskomstens artikel 27, stk. 1, afviger fra ordlyden
    63
    i den lignende bestemmelse i OECD’s 2017-modeloveren-
    skomsts artikel 28 ved også at omfatte ansatte ved faste
    delegationer af internationale organisationer.
    Artikel 27, stk. 2, litra a og b, bestemmer, at uanset be-
    stemmelserne i artikel 4 skal en fysisk person, der er ansat
    ved en diplomatisk eller konsulær repræsentation eller en
    fast delegation af en kontraherende stat, som er beliggende
    i den anden kontraherende stat eller i et tredjeland, efter
    overenskomsten, anses for at være hjemmehørende i udsen-
    derstaten, hvis denne i overensstemmelse med folkeretten
    ikke er skattepligtig i modtagerstaten af indkomst fra kilder
    uden for denne stat eller af formue beliggende uden for
    denne stat, og denne i udsenderstaten er omfattet af samme
    forpligtelser med hensyn til skat af sin samlede indkomst,
    som personer, der er hjemmehørende i denne stat.
    En tilsvarende bestemmelse findes ikke i OECD’s 2017-
    modeloverenskomst, men omtales dog i kommentarerne til
    OECD’s 2017-modeloverenskomsts artikel 28.
    Artikel 27, stk. 3, bestemmer, at overenskomsten ikke fin-
    der anvendelse på internationale organisationer, på organer
    eller embedsmænd deraf og på personer, der er ansat ved
    en diplomatisk eller konsulær repræsentation eller en fast
    delegation af et tredjeland, der er til stede i en kontraherende
    stat og ikke i nogen af de kontraherende stater behandles
    som hjemmehørende med hensyn til indkomstskatter.
    Bestemmelsens virkning er, at det sikres, at disse personer
    ikke er berettigede til fordele efter dobbeltbeskatningsover-
    enskomsten, hvis de kun er begrænset skattepligtige i de
    kontraherende stater.
    En tilsvarende bestemmelse findes ikke i OECD’s 2017-
    modeloverenskomst.
    Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
    pkt. 3.3.2.27.
    Artikel 28 (Territorial udvidelse)
    Artikel 28, stk. 1, bestemmer, at overenskomsten enten i
    sin helhed eller med de fornødne ændringer kan udvides
    til enhver del af de kontraherende staters territorium, som
    specifikt er udelukket fra overenskomstens anvendelsesom-
    råde, eller til enhver stat eller et hvert område, for hvis in-
    ternationale relationer Danmark eller Frankrig er ansvarlig,
    og som pålægger skatter af tilsvarende karakter som dem,
    der er omfattet af overenskomsten. Enhver sådan udvidelse
    skal have virkning fra den dato og være undergivet sådanne
    ændringer og betingelser, herunder betingelser vedrørende
    opsigelse, som måtte blive fastsat og aftalt mellem de kon-
    traherende stater i noter, der udveksles ad diplomatisk vej
    eller på anden måde i overensstemmelse med deres forfat-
    ningsmæssige regler.
    Bestemmelsen giver mulighed for at udvide overenskom-
    sten eller dele heraf til også at omfatte Færøerne og/eller
    Grønland.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 30, stk. 1.
    Artikel 28, stk. 2 fastslår, at medmindre de kontraherende
    stater aftaler andet, omfatter opsigelsen af overenskomsten
    af en af dem i henhold til artikel 32 også, på samme måde
    som angivet i nævnte artikel, anvendelsen af overenskom-
    sten på de dele af de kontraherende staters territorium eller
    de stater eller områder, hvortil den er blevet udvidet i hen-
    hold til denne artikel.
    Bestemmelsen har den virkning, at en opsigelse af over-
    enskomsten også har virkning på de territorier, som over-
    enskomsten kan være udvidet til at omfatte, medmindre de
    kontraherende stater aftaler andet.
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 30, stk. 2.
    Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
    pkt. 3.3.2.28.
    Artikel 29 (Berettigelse til fordele)
    Artikel 29 bestemmer, at uanset de øvrige bestemmelser
    i denne overenskomst gives der ikke fordele efter denne
    overenskomst for så vidt angår indkomst, hvis det i betragt-
    ning af alle relevante fakta og omstændigheder er rimeligt at
    antage, at opnåelse af denne fordel var et af hovedformålene
    med noget arrangement eller nogen transaktion, som direkte
    eller indirekte resulterede i denne fordel, medmindre det
    godtgøres, at opnåelse af denne fordel under disse omstæn-
    digheder ville være i overensstemmelse med genstanden for
    og formålet med de relevante bestemmelser i denne overens-
    komst.
    Der er her tale om en såkaldt Principal Purpose Test
    (PPT)-bestemmelse). Indsættelse af en PPT-bestemmelse er
    en minimumstandard i relation til BEPS (se hertil også pkt.
    2).
    Det fremgår af kommentarerne til OECD’s 2017-model-
    overenskomst artikel 5, stk. 3, at PPT-bestemmelsen kan
    fortolkes således, at den også omfatter tilfælde, hvor en
    kontrakt opdeles i mindre dele med henblik på at undgå at
    overskride 12-månedersfristerne i artikel 5, stk. 3, litra a
    og b, for derigennem at undgå, at aktiviteterne anses for at
    udgøre fast driftssted (se hertil også pkt. 3.3.2.5).
    Bestemmelsen har samme ordlyd som OECD’s 2017-mo-
    deloverenskomsts artikel 29, stk. 9.
    Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
    pkt. 3.3.2.29.
    Artikel 30 (Anvendelse af overenskomsten)
    Artikel 30, stk. 1 bestemmer, at de kontraherende staters
    kompetente myndigheder kan bestemme, hvordan denne
    konvention skal anvendes.
    Bestemmelsen giver staternes kompetente myndigheder
    mulighed for ved administrativ aftale at fastlægge nærmere
    regler om den praktiske anvendelse af overenskomsten.
    En tilsvarende bestemmelse findes ikke i OECD’s 2017-
    modeloverenskomst.
    Artikel 30, stk. 2, fastslår, at i særdeleshed skal personer,
    der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, for
    at opnå de fordele, der er omhandlet i artikel 10, 11 og 12,
    64
    fremvise en hjemstedserklæring, medmindre de kompetente
    myndigheder bestemmer andet.
    Bestemmelsen medfører, at fysiske og juridiske personer
    skal fremvise en hjemstederklæring for at opnå de fordele,
    der følger af artikel 10 (udbytte), artikel 11 (renter) og arti-
    kel 12 (royalties), medmindre de kompetente myndigheder
    bestemmer andet. En tilsvarende bestemmelse findes ikke i
    OECD’s 2017-modeloverenskomst.
    Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
    pkt. 3.3.2.30.
    Artikel 31 (Ikrafttræden)
    Artikel 31, stk. 1, bestemmer, at de kontraherende stater
    skal underrette hinanden om opfyldelsen af de procedurer,
    der er nødvendige for denne overenskomsts ikrafttræden.
    Artikel 31, stk. 2, fastslår, at overenskomsten træder i kraft
    den første dag efter den dato, hvor den sidste af disse under-
    retninger er modtaget.
    Artikel 31, stk. 2, litra a, fastslår, at overenskomstens
    bestemmelser har virkning i Danmark for så vidt angår kil-
    deskatter, på beløb, der betales den 1. januar i det første
    kalenderår, der følger det år, hvor overenskomsten træder i
    kraft, eller senere, og for så vidt angår andre skatter, for ind-
    komstår, som begynder den 1. januar i det første kalenderår,
    der følger det år, hvor overenskomsten træder i kraft, eller
    senere.
    Artikel 31, stk. 2, litra b, fastslår, at overenskomstens
    bestemmelser har virkning i Frankrig for så vidt angår kilde-
    skatter, på beløb, der er skattepligtige efter det kalenderår,
    hvor overenskomsten træder i kraft, for så vidt angår andre
    indkomstskatter end kildeskatter, for indkomst, der, alt efter
    omstændighederne, vedrører ethvert kalenderår eller enhver
    regnskabsperiode, som begynder efter det kalenderår, hvor
    denne overenskomst træder i kraft og for så vidt angår andre
    skatter, for beskatning hvor den skatteudløsende begivenhed
    finder sted efter det kalenderår, hvor overenskomsten træder
    i kraft.
    Artikel 31, stk. 3, fastsætter, at fysiske personer, der var
    hjemmehørende i en af de kontraherende stater på datoen for
    undertegnelsen af overenskomsten, og som på denne dato
    modtager pensioner eller andet lignende vederlag hidrørende
    fra den anden kontraherende stat i henhold til lovgivningen
    i den anden kontraherende stat, skal sådanne pensioner eller
    andet lignende vederlag, uanset bestemmelserne i overens-
    komstens artikel 17, kun beskattes i den førstnævnte kontra-
    herende stat, så længe personen forbliver hjemmehørende i
    denne stat.
    Reglen skal ses i sammenhæng med de overgangsregler,
    der blev vedtaget i Danmark i forbindelse med opsigelsen
    af dobbeltbeskatningsoverenskomsten i 2008, der sikrer, at
    pensionister, der før den 1. januar 2009 var bosiddende i
    Frankrig, fortsat kun bliver beskattet af deres pensioner i
    Frankrig. Bestemmelsen sikrer, at disse pensionister ikke
    skal betale yderligere skat af pensioner som følge af indgåel-
    sen af dobbeltbeskatningsoverenskomsten.
    Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
    pkt. 3.3.2.31.
    Artikel 32 (Opsigelse)
    Artikel 32, stk. 1, bestemmer, at overenskomsten forbliver
    i kraft på ubestemt tid. Hver af de kontraherende stater kan
    dog opsige overenskomsten ved ad diplomatisk vej at give
    underretning om opsigelse mindst seks måneder før udgan-
    gen af ethvert kalenderår. I så fald ophører overenskomsten
    med at have virkning efter reglerne i litra a og b.
    Artikel 32, stk. 1, litra a, fastslår, at overenskomsten op-
    hører med have virkning i Danmark, for så vidt angår kil-
    deskatter, på beløb, der betales den 1. januar i det første
    kalenderår, der følger det år, hvor underretningen om opsi-
    gelse er givet, eller senere, og (ii) for så vidt angår andre
    skatter, for indkomstår, som begynder den 1. januar i det
    første kalenderår, der følger det år, hvor underretningen om
    opsigelse er givet, eller senere.
    Artikel 32, stk. 1, litra b, fastslår, at overenskomsten ophø-
    rer med have virkning i Frankrig, for så vidt angår kildeskat-
    ter, på beløb, der er skattepligtige efter det kalenderår, hvor
    underretning om opsigelse er givet, for så vidt angår andre
    indkomstskatter end kildeskatter, for indkomst, der, alt efter
    omstændighederne, vedrører ethvert kalenderår eller enhver
    regnskabsperiode, som begynder efter det kalenderår, hvor
    underretning om opsigelse er givet, for så vidt angår andre
    skatter, for beskatning hvor den skatteudløsende begivenhed
    finder sted efter det kalenderår, hvor underretning om opsi-
    gelse er givet.
    Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
    pkt. 3.3.2.32.
    Protokollen til overenskomsten
    Af protokollen til dobbeltbeskatningsoverenskomsten
    fremgår følgende:
    Protokollens pkt. 1 fastslår, at i forhold til artikel 3, stk.
    1, litra c, er de franske oversøiske områder og territorier
    Guadeloupe, Guyane, Martinique, Réunion og Mayotte. Den
    franske kompetente myndighed skal ad diplomatisk vej un-
    derrette den danske kompetente myndighed om enhver æn-
    dring af denne liste.
    Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 3.3.2.3,
    og til de specielle bemærkninger til artikel 3, stk. 1, litra c.
    Protokollens pkt. 2 fastslår, at for så vidt angår artikel 3
    er der enighed om, at ordene “anerkendt pensionsinstitut”
    i Frankrigs tilfælde omfatter “Fonds de réserve pour les re-
    traites”.
    Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 3.3.2.3,
    og til de specielle bemærkninger til artikel 3.
    Protokollens pkt. 3 fastslår, at uanset andre bestemmelser
    i denne overenskomst, er kollektive investeringsenheder, der
    er omfattet af direktiv 2009/65/EF (UCITS) berettiget til
    fordelene efter artikel 10 og 11. Enheder, der ikke er UCITS,
    og som er etableret i en kontraherende stat, og i henhold
    til den anden kontraherende stats nationale regler sidestilles
    med kollektive investeringsenheder, er berettiget til fordele-
    65
    ne efter artikel 10 og 11 for den del af indkomsten, der
    svarer til de rettigheder, som ejes af personer, der er hjem-
    mehørende i en af de kontraherende stater, eller af personer,
    der er hjemmehørende i en anden stat, med hvilken den
    kontraherende stat, hvorfra udbyttet eller renterne hidrører,
    har indgået en aftale om administrativ bistand med henblik
    på at forhindre skatteunddragelse og skatteundgåelse.
    Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt.
    3.3.2.10 og 3.3.2.11, og til de specielle bemærkninger til
    artikel 10 og 11.
    Protokollens pkt. 4 bestemmer, at ved anvendelsen af den-
    ne overenskomsts artikel 17, stk. 2, litra c, omfatter pensio-
    ner, der ydes i henhold til den sociale sikringslovgivning,
    statspensioner på grund af alderdom, invalidepensioner og
    lignende betalinger af væsentlig samme karakter, der er
    omfattet af den sociale sikringslovgivning. I Danmark, om-
    fatter artikel 17, stk. 2, litra c, særligt Folkepension, pen-
    sion fra ATP, Tidlig Pension, Førtidspension, Seniorpension,
    Efterløn og andre lignende betalinger af væsentlig samme
    karakter, der pålægges efter datoen for overenskomstens un-
    dertegnelse.
    Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt.
    3.3.2.17, og til de specielle bemærkninger til artikel 17, stk.
    2, litra c.
    Protokollen pkt. 5 bestemmer, at for så vidt angår artikel
    20 er der enighed om, at ordene "lærling" omfatter enhver
    person, der melder sig frivilligt til internationale udstatione-
    ringer som defineret i artikel L122-1 ff. i kapitel II i afsnit II
    i Code du service national (den franske værnepligtslov).
    Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt.
    3.3.2.20, og til de specielle bemærkninger til artikel 20.
    Til § 2
    Det foreslås i § 2, at skatteministeren fastsætter tidspunk-
    tet for lovens ikrafttræden. Formålet med den foreslåede
    ikrafttrædelsesdato for loven er at sikre, at loven træder i
    kraft på det tidspunkt, hvor dobbeltbeskatningsoverenskom-
    sten får virkning.
    Efter dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 31 vil
    dobbeltbeskatningsoverenskomsten træde i kraft den første
    dag efter den dato, hvor den sidste af de to underretninger er
    modtaget.
    For kildeskatter får overenskomsten virkning på beløb, der
    betales den 1. januar i det første kalenderår, der følger det år,
    hvor overenskomsten træder i kraft eller senere. For andre
    skatter, får overenskomsten virkning for indkomstår, som
    begynder den 1. januar i det første kalenderår, der følger det
    år, hvor overenskomsten træder i kraft, eller senere.
    Skatteministeren vil udstede en bekendtgørelse om lovens
    ikrafttræden samt en bekendtgørelse af overenskomsten med
    gengivelse af den danske og franske overenskomsttekst.
    Til § 3
    Det foreslås i § 3, at loven ikke skal gælde for Færøerne
    og Grønland, da sagsområdet er overtaget af Færøerne og
    Grønland.
    66