S 657: Hvad er ministerens holdning til, at en række kosmetiske produkter såsom deodoranter, shampoo, creme m.m. sælges og markedsføres som allergivenlig kosmetik, selvom de indeholder f.eks. parfume, der anses for at være den største årsag til kontaktallergi, at børnebladet Olivia vedlægger bladet en makeup, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende, og hvad agter ministeren at foretage sig for at sikre bedre og ikke mindst korrekt produktinformation med henblik på at undgå, at forbrugerne vildledes til at købe produkter, herunder blade vedlagt produkter, de kan tage alvorlig skade af?

Begrundelse: Det fremgår af artiklen »Krav om mærkning af allergivenlig kosmetik«, Morgenavisen Jyllands-Posten fredag den 4. november 2011, at en række kosmetiske produkter sælges om allergivenlige selv om de indeholder f.eks. parfume, der er den største årsag til kontaktallergi. Det virker helt grotesk, at visse kosmetiske produkter mærkes som værende allergivenlige, når de i virkeligheden ikke er det. Der findes efterhånden en hel jungle af produktmærkater, nøglehulsmærker, svanemærker, økologimærker og meget andet, og det er derfor vigtigt, at der er troværdighed bag disse produktmærker, så forbrugerne ikke vildledes til at købe produkter, som de i virkeligheden kan tage alvorlig skade af. Det virker ligeledes grotesk, at Egmont vedlægger deres børneblad Olivia en makeup, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Allergi er et stort problem, og en bedre mærkning af kosmetikprodukter kan være med til at gøre hverdagen lettere for mange allergikere, ligesom børneblade ej heller bør være vedlagt kosmetikprodukter, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende.

Sagstrin

  • Anmeldelse
    2011-11-20T23:00:00.000Z

  • Skriftlig besvarelse
    2011-11-17T23:00:00.000Z

Dokumenter