S 46: Kan ministeren oplyse, hvorvidt kosttilskudsbekendtgørelsen og den tilhørende vejledning anses for at være i overensstemmelse med kosttilskudsdirektivets formål, som er at sikre varernes frie bevægelighed ved at skabe lige konkurrencevilkår inden for EU?

Begrundelse: Fødevaredirektoratet udsendte en ny 'Vejledning om kosttilskud' den 15. september 2004. Det skete på baggrund af bekendtgørelse nr. 683 af 21. juli 2003. Denne bekendtgørelse implementerer angiveligt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/46/EF af 10. juni 2002 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om kosttilskud. Vejledningen indeholder bestemmelser, der tilsyneladende har karakter af en opstramning af kosttilskudsbekendtgørelsen i et omfang, som loven ikke giver hjemmel til eller som fastsættes i strid med de forvaltningsretslige principper. Vejledningen benytter i stor udstrækning Lægemiddelstyrelsens definitioner på lægemidler til at definere, hvornår et produkt er et kosttilskud i stedet for at følge definitionen i EU-direktivet, der ligger til grund for den danske lovgivning. Det findes besynderligt, at Fødevaredirektoratet anvender lægemiddellovgivningen som reguleringsmekanisme for fødevarelovgivning - særligt fordi Fødevaredirektoratet ikke har den fornødne kompetence eller myndighed til at afgøre, hvorvidt et givet produkt kan eller skal kategoriseres som et lægemiddel. Det bedes derfor i besvarelsen oplyst, hvilken dialog der har fundet sted mellem de to ministerier (Fødevareministeriet og Familie- og Forbrugerministeriet) om mulighederne for at følge EU-direktivets definition af kosttilskud.

Sagstrin

  • Besvarelse
    2004-10-19T22:00:00.000Z

  • Anmeldelse
    2004-10-05T00:00:00.000Z

Dokumenter