S 1448: Vil regeringen forbyde sandsugning og råstofindvinding i Øresund af hensyn til områdets enestående rige plante- og dyreliv, kystfiskerierhvervet og turisterhvervet?

Begrundelse: Antallet og mængden af plante- og dyrearter i Øresund er enestående for danske havområder. I international sammenhæng er det også enestående, at et smalt, stærkt trafikeret havområde mellem to tæt bebyggede kyster har så god en vandkvalitet og biodiversitet. Sandsugning er den eneste enkeltstående, destruktive aktivitet, som truer Øresunds havmiljø. Råstofferne fra Øresund bruges ikke mindst i de mange større byggerier i København og omegn. Råstoffer fra andre havområder, hvor havbunden f.eks. allerede er stærkt påvirket af bundtrawl og andre destruktive aktiviteter, vil være marginalt dyrere, men næppe i et omfang, som vil kunne spores i afstanden mellem de budgetterede og realiserede omkostninger til hovedstadens byggeprojekter. Øresundskommunerne og København kan i dag ikke ærligt markedsføre Øresund som en grøn turistattraktion for lystfiskere og andre med hang til rent vand og uspoleret natur på samme måde, som hvis sandsugning forbydes på lige fod med bundslæbende fiskeredskaber, som blev forbudt allerede i 1930'erne.

Sagstrin

  • Besvarelse, skriftlig
    2017-08-30T22:00:00.000Z