S 1364: Vil ministeren arbejde for, at færinger, som har et praktisk behov for NemID, herunder i forbindelse med forestående studier i Danmark, kan få udleveret dette hos Rigsombuddet eller anden myndighed på Færøerne, og hvornår vil ministeren i givet fald arbejde for, at denne grænsehindring skal være implementeret?

Begrundelse: NemID er en integreret del af mange af de praktiske gøremål, som er forbundet med at etablere sig selv og eventuelle børn i Danmark. NemID er ligeledes en fordel for færinger, som vælger at studere uden for rigsfællesskabet, da det dermed bliver markant lettere at kommunikere med bl.a. Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte. Spørgeren er dog orienteret om, at det kun i ganske særlige tilfælde er muligt at få udleveret NemID, mens man er bosat på Færøerne. Dette er i sagens natur en udfordring for dem, der har et praktisk behov for at bruge systemet, herunder de mange færinger, som hvert år flytter til Danmark i studieøjemed. Spørgeren er ligeledes orienteret om, at kommende færøske studerende i Danmark kan få tildelt et administrativt cpr-nummer, der er en forudsætning for at få udleveret NemID, og at dette cpr-nummer senere kan konverteres til et permanent cpr-nummer. Spørgeren ønsker således med henvisning til Folketingets beslutning om at iværksætte en systematisk indsats mod grænsehindringer inden for rigsfællesskabets grænser (beslutningsforslag nr. B 34, 2013-14) oplyst, om ministeren vil arbejde for at fjerne denne grænsehindring, og hvornår ministeren givet fald vil arbejde for, at denne skal være implementeret.

Sagstrin

  • Besvarelse, skriftlig
    2017-07-03T22:00:00.000Z