S 2670: Er det ministerens opfattelse, at det er rimeligt, at en kommune afviser at betale for en delbrystprotese til et tilbageværende bryst efter en operation for brystkræft og alene vil betale for en protese til det bortopererede bryst, med det resultat at den opererede kvindes brystparti ikke fremtræder ens, og i forlængelse heraf er ministeren indstillet på at ændre lovgivningen, således at kommunerne kan tilpligtes at betale for begge dele, og i givet fald hvordan forestiller ministeren sig så, at lovgivningen kan indrettes?

Begrundelse: Spørgeren henviser til omtale i Hvidovre Avis den 21. juli 2009, hvoraf det fremgår, at en 30-årig kvinde har fået bortopereret det ene bryst på grund af brystkræft. Hvidovre Kommune har herefter besluttet kun at ville betale for en brystprotese til det bortopererede bryst, derimod vil man ikke betale for en delprotese til det andet bryst, så brysterne kan fremtræde lige store - hvad der jo netop er formålet med overhovedet at udstyre patienten med en brystprotese. Hvidovre Kommune henviser til, at man ikke i henhold til gældende lovgivning har pligt til at betale for begge proteser, men Hvidovre Kommunes Ældre- og Handicapchef siger dog noget kryptisk i artiklen, at der »måske kunne være givet tilskud til bevilling af en delprotese, hvis borgeren er bruger i andre dele af forvaltningen«. Patientforeningen for Brystkræftopererede mener, at Hvidovre Kommunes fortolkning af reglerne har været lige lovlig snæver. Spørgeren finder det stærkt problematisk, at kommunen ud fra snævre økonomiske overvejelser afviser at udstyre kvinden med den nødvendige delprotese og ønsker ministerens overvejelser om, hvorvidt lovgivningen kan indrettes på en måde, så en lignende situation fremtidigt undgås.

Sagstrin

  • Skriftlig besvarelse
    2009-07-28T00:00:00.000Z

  • Anmeldelse
    2009-07-21T22:00:00.000Z

Dokumenter