S 2294: Er ministeren som spørgeren bekymret for, at det omfattende salg af oplysninger fra CPR-registret kan medvirke til, at personer eller familier, der forfølger familiemedlemmer, har lettere adgang til at finde deres ofre?

Begrundelse: Spørgeren har i spørgsmål nr. S 1096 af 26. januar 2009 spurgt til, om det er muligt for forfulgte personer at få et nyt CPR-nummer. Den daværende velfærdsminister har svaret, at det ikke er muligt. Dels er der ikke hjemmel hertil i gældende lovgivning, dels vil der altid være henvisninger mellem et gammelt og et nyt CPR-nummer, hvorfor et nyt CPR-nummer ikke afhjælper problemet. Spørgeren ønsker imidlertid, at ministeren, som ny minister på området, genovervejer svaret i lyset af de oplysninger, der kommer frem i DR1 Dokumentaren torsdag den 28. maj 2009. Der er behov for, at forfulgte personer kan beskyttes bedre end i dag. Hvis ministeren fortsat ikke vil åbne op for nye CPR-numre til forfulgte personer, ønsker spørgeren, at ministeren som alternativ vil tage initiativ til en bedre sikring af eksisterende CPR-numre med tilhørende informationer, herunder adresse. En person, der ønsker at leve skjult, bør kunne henvende sig til Folkeregistret og få 'spærret' udlevering af oplysninger knyttet til sit CPR-nummer. I den forbindelse kunne myndighederne optage foto, fingeraftryk og lignende af personen, og fremover sikre, at oplysninger fra CPR-registret kun udleveres til rette person ved personlig henvendelse, når dennes identitet utvivlsomt er fastslået.

Sagstrin

  • Skriftlig besvarelse
    2009-06-02T22:00:00.000Z

  • Anmeldelse
    2009-05-26T22:00:00.000Z

Dokumenter