S 1984: Hvordan vil regeringen sikre den lokale velfærd i den række af kommuner (f.eks. Nyborg og Kerteminde), der pt. nødsages til at åbne de indeværende budgetter for 2009 og skære ned på f.eks. børne-, skole- og ældreområdet, primært fordi de ikke udlignes i tilstrækkelig grad for deres sociale udgifter?

Begrundelse: Folketingets Kommunaludvalg har haft en række af deputationer fra bl.a. fynske og østjyske kommuner, hvor de har villet gøre opmærksom på den økonomiske skævvridning, der sker som følge af, at der ikke i udligningssystemet sker en tilstrækkelig kompensation for deres sociale udgifter. I forlængelse heraf har den tidligere velfærdsminister tilkendegivet, at der er et problem, men man vil først tage hånd om problemet i 2012. Udover at spørgeren mener, at det sætter de pågældende kommuner i en umulig situation, fordi det tvinger de pågældende kommuner til at skære på børne-, skole- og ældreområdet allerede i det indeværende budget 2009, så forstår spørgeren også efter at have konfronteret regeringens parlamentariske grundlag (jf. Pia Kjærsgaards svar til Anne Baastrup i redegørelsesdebatten den 16. april 2009), at der må være tale om en fejl, der bør rettes op på. Derfor vil spørgeren gerne vide, hvilke initiativer regeringen både påtænker her og nu i forbindelse med forhandlingerne om den kommunale økonomi og i forhold til eventuelle tilretninger af udligningssystemet, så man kan undgå de store nedskæringer, der p.t. forberedes i en række af de berørte kommuner.

Sagstrin

  • Mundtlig besvarelse (Spørgetid)
    2009-04-21T22:00:00.000Z

  • Anmeldelse
    2009-04-16T22:00:00.000Z