S 1838: Vil udenrigsministeren på baggrund af søndagens valg i Tyrkiet tage initiativ til, at der udsendes en task force for at undersøge valgets stærkt bekymrende resultater og i forbindelse med disse overveje, om Tyrkiet fortsat bør være kandidatland til EU?
Begrundelse: Som udenrigsministeren ofte har fremført, er et af kriterierne for medlemskab af EU, at et land er demokratisk velfungerende. Søndagens lokalvalg i Tyrkiet vidner om, at landet langt fra lever op hertil. Således fremgår det blandt andet af Jyllands-Posten den 30. marts 2009, at mindst fem mennesker blev dræbt og 93 såret, og at danske observatører er bekymrede over tegn på valgfusk. Valgobservatørerne har orienteret om forlydender om, at der er blevet fabrikeret seks mio. falske stemmesedler, samt at tyrkiske medier og observatører har fortalt, at der var registreret 180 vælgere på den samme adresse, som viste sig at være en kostald, hvor der stod 300 køer. Hertil kom, at folk fra det store regeringsparti - AKP - har uddelt hårde hvidevarer og penge til fattige folk for at skaffe stemmer, hvilket strider mod de demokratiske regler. Blandt valgobservatørerne giver således også SF´eren Serdal Benli udtryk for, at »den danske regering bør reagere på uregelmæssighederne ved lokalvalget i EU-ansøgerlandet«. Spørgeren er enig heri. Det er uholdbart, at Tyrkiet kan forblive ansøgerland til EU, selv om landet groft og vedvarende overtræder spillereglerne - særlig henset til, at mange andre lande i Østeuropa afvises som ansøgerlande med den begrundelse, at de ikke overholder reglerne. At Tyrkiet først kan optages, når københavnerkriterierne overholdes, er selvsagt ingen undskyldning, eftersom et sådan argument gælder for alle lande - og at grove tilbageslag som søndagens valg følgelig må have konsekvenser. Spørgeren opfordrer på den baggrund ministeren til at udsende en task force for at undersøge demokratiets tilstand i Tyrkiet og på den baggrund overveje, om landet fortsat bør være kandidatland til EU. I den forbindelse er det værd at bemærke, at Tyrkiets største menneskerettighedsorganisation, IHD, har betegnet lokalvalget i Istanbul som stærkt bekymrende og udtalt, at »vi har en mistanke om, at denne type af valgfusk også kan være foregået andre steder i landet. Det er i strid med alle demokratiets spilleregler og bør få konsekvenser«.
Aktører
Europaudvalget
Relevant forDet Udenrigspolitiske Nævn
Relevant forPer Stig Møller
Tiludenrigsministeren
MinisterUdenrigsudvalget
Relevant forUdenrigsministeriet
MinisterområdeMorten Messerschmidt
Spørger
Sagstrin
Skriftlig besvarelse
2009-04-08T00:00:00.000ZAnmeldelse
2009-03-30T22:00:00.000Z