S 1226: Finder ministeren det rimeligt, at Forsvarsakademiets plan om sammenlægning af forsvarets biblioteker gennemføres på en måde, der medfører, at Marinens Bibliotek kun kan medbringe 7.000 bøger af en samling på 45.000 bøger, og vil ministeren i modsat fald træffe foranstaltninger til at forhindre dette?

Begrundelse: Forsvarsakademiet planlægger at samle forsvarets 3 centralbiblioteker ved Det Kgl. Garnisonsbibliotek i Kastellet. Garnisonsbibliotekets nuværende bygning er imidlertid allerede nu næsten fuldt optaget, og det er derfor meget begrænset, hvad Marinens Bibliotek og Flyvevåbnets Bibliotek vil kunne medtage. Marinens Bibliotek kan således kun få 7000 bøger af en bestand på 45.000, eller ca. 15 pct., opstillet i Kastellet, mens resten skal på et ikke umiddelbart tilgængeligt fjernlager. Dette kan kun beskrives som en de facto-nedlæggelse af Marinens Bibliotek, som har eksisteret siden 1765 og har brugt dette tidsrum til at opbygge sin enestående samling og viden i øvrigt. Resultatet af denne »rationalisering« vil ikke blot være, at forskning i den danske flådes historie bliver svækket, men også at en væsentlig del af søværnets identitet bliver udvisket, ligesom offentlighedens mulighed for brug af biblioteket forringes væsentligt. Spørgeren opfordrer ministeren til at påse, at dette forslag ikke gennemføres.

Sagstrin

  • Skriftlig besvarelse
    2009-02-10T23:00:00.000Z

  • Anmeldelse
    2009-02-04T00:00:00.000Z

Dokumenter