F 21: Hvad agter ministeren konkret og målrettet at foretage i lyset af de faldende udenlandske overnatninger og udsigten til, at også indenlandske overnatninger må forventes at falde fremover som følge af den økonomiske situation samt mange og ofte ukoordinerede tiltag på området, jf. ministerens redegørelse om dansk turisme?

Under forhandlingerne fremsattes følgende forslag til vedtagelse: V 29. Af Hans Christian Thoning (V), Colette L. Brix (DF) og Mike Legarth (KF). Fremsat 03-02-09 ..... FF 3258 Vedtaget 03-02-09 ..... FF 3272 V 30. Af Orla Hav (S), Flemming Bonne (SF) og Morten Helveg Petersen (RV). Fremsat 03-02-09 ..... FF 3260 Bortfaldet 03-02-09 ..... FF 3272 Fuld tekst: V 29: »Dansk turisme har opbygget en stærk position i Nordeuropa, og turismen har en væsentlig økonomisk og beskæftigelsesmæssig betydning for samfundet og erhvervslivet. Regeringen har bidraget hertil gennem iværksættelsen af konkrete initiativer og investeringer. Dansk turisme er imidlertid i stigende international konkurrence og bliver påvirket af den aktuelle økonomiske situation. De seneste år har dansk turisme oplevet en beskeden vækst i overnatningstal og værditilvækst. For at adressere disse udfordringer har VisitDenmark i dialog med aktørerne i danske turisme udarbejdet en fælles strategi for dansk turisme frem mod 2015, som skal skabe øget værditilvækst gennem et forbedret samarbejde om udvikling og markedsføring. Der ligger også nye muligheder i forbindelse med klimatopmødet og grøn vækst. Regeringen vil aktivt støtte op bag den nye strategi og vurdere organiseringen af den danske turismeindsats med henblik på at sikre en sammenhængende og effektiv indsats. Regeringen vil nøje overvåge gennemførelsen af den nye strategi både på nationalt og regionalt niveau og give Folketinget en redegørelse herom.« V 30: »Dansk turisme oplever tilbagegang i et marked, der ellers over en årrække har været stigende. Danmark har svært ved at fastholde sin position som attraktivt turistmål. Stagnation og tilbagegang i turisterhvervet rammer både i storbyer og udkantsområder, hvor turisterhverv ofte er en væsentlig faktor for udvikling og jobskabelse. Folketinget - noterer sig VisitDenmarks strategiovervejelser, - forventer, at regeringen aktivt går i dialog med turismens aktører, - overvejer konsekvenserne af de danske visumregler og - pålægger regeringen at redegøre konkret for sine initiativer for at vende udviklingen for dansk turisme.« Afstemning: V 29 vedtaget med 58 stemmer (V, DF, KF, LA og Pia Christmas-Møller (UFG)) mod 51 (S, SF, RV og EL). V 30 var dermed bortfaldet.

Sagstrin

  • Forhandling
    2009-02-02T23:00:00.000Z

  • Fremme
    2008-12-16T23:00:00.000Z

  • Anmeldelse
    2008-12-12T00:00:00.000Z

Dokumenter