S 1803: Vil udenrigsministeren oplyse, om regeringen har til hensigt at støtte Taiwans ønske om medlemskab af World Health Organization (WHO), og i bekræftende fald oplyse, hvad regeringen agter at gøre for at fremme Taiwans ønske om medlemskab, og i benægtende fald redegøre for de sundhedsfaglige argumenter for, hvorfor lige netop Taiwan bør stå udenfor WHO?

Begrundelse: Taiwan er i modsætning til Kina et demokratisk land med frie valg og en demokratisk valgt regering. Desværre bliver Taiwan ikke behandlet retfærdigt i det internationale samfund. Taiwan har i årtier søgt optagelse i internationale organisationer, men Kina har med held forhindret dette. WHO's formål er at bekæmpe og forebygge sygdomme og sørge for, at mennesket har det godt i samfundet over hele verden. Organisationen har 193 medlemslande. Taiwan burde være selvskrevet som medlem af WHO, men indtil nu har landet ikke engang opnået observatørstatus på grund af Kinas modstand. Selv PLO har observatørstatus. Under SARS-epidemien i 2002-2003 var Taiwan blandt de hårdest ramte nationer med et højt antal dødsofre. En del af disse kunne sandsynligvis være undgået, hvis landet havde været medlem af WHO. I indlægget »WHO mangler Taiwan« i Jyllands-Posten den 18. april 2008 hævder Taiwans sundhedsminister, at der foreligger en aftale mellem Kina og WHO om, at de kinesiske myndigheder skal give sin godkendelse, før organisationen må kontakte Taiwan vedrørende sygdomsrapportering. Taiwan er et mønstereksempel på et demokrati. Så længe Taiwan nægtes adgang til WHO, kan organisationen ikke leve op til sine formål om sygdomsforebyggelse og sygdomsbekæmpelse. Spørgeren mener, at Taiwan bør optages i WHO, og ønsker således oplyst regeringens vurdering i den pågældende sag.

Sagstrin

  • Skriftlig besvarelse
    2008-06-09T22:00:00.000Z

  • Anmeldelse
    2008-05-29T00:00:00.000Z

Dokumenter