S 1749: Hvad er ministerens holdning til, at når et brev fra Det Sociale Nævn forsvinder undervejs, er det modtageren (borgeren), der skal bevise, at det ikke er modtaget, men når et brev til Det Sociale Nævn forsvinder undervejs, er det afsenderen (igen borgeren), der skal bevise, at det er sendt?

Begrundelse: Spørgsmålet handler om den situation, at breve med afgørelser fra Det Sociale Nævn aldrig sendes anbefalet, og ligesom andre breve kan de nu og da forsvinde på vej til modtageren. Da borgeren som regel ikke kender datoen for sagens afgørelse og ikke venter et brev en bestemt dag, vil der typisk gå nogen tid, før borgeren rykker for svar. På det tidspunkt kan der være gået mere end 4 uger fra afsendelsen, hvorfor fristen for at indbringe sagen for Ankestyrelsen som regel vil være overskredet. Det Sociale Nævn skal imidlertid ikke bevise, at brevet er sendt. Hvis borgeren skal kunne få dispensation fra ankefristen, skal borgeren bevise, at brevet ikke er modtaget. En sådan bevisbyrde er i sagens natur umulig, for det kan jo ikke bevises, at et brev ikke er modtaget. Men i den modsatte situation, at et brev fra borgeren til Det Sociale Nævn (eller kommunen) med anke af en afgørelse forsvinder eller forsinkes, så ankefristen overskrides, er det ikke modtageren, der skal bevise, at brevet ikke er modtaget, men derimod afsenderen, der skal bevise, at brevet er sendt. Sorteper ender igen hos borgeren. Borgeren kan naturligvis sikre sig ved at afsende brevet anbefalet, men da Det Sociale Nævn ikke selv sender sine afgørelser anbefalet, forekommer det ikke nærliggende, at borgeren skulle sende sine breve anbefalet.

Dokumenter