S 1040: Vil ministeren kommentere de aktuelle forhold om udlevering af nummerplader jf. artikel i Flensborg Avis, den 20. marts 2008?

Begrundelse: »Nummerplade-sagen trækker i langdrag. Nu er det ikke længere Aabenraa Kommune og Skattecenter Tønder, der taler sammen - men kommunen og skatteministeren. AABENRAA/TØNDER. Særligt transportbranchen i Padborg har efterlyst en lokal løsning på udlevering af nummerplader, siden opgaven med indregistrering af køretøjer ved årsskiftet overgik til SKAT. Siden da har sønderjyderne nemlig skullet til SKAT i Tønder eller Haderslev for at få deres nummerplader, og de dermed forbundne lange transporttider har medført en del utilfredshed. Den lokale løsning er Aabenraa Kommune villig til at give ved at tilbyde at lade eksempelvis Borgerservice udlevere nummerplader, og på forespørgsel fra både folketingsmedlem Benny Engelbrecht (S), der er valgt i Sønderborg, og Aabenraa Kommune har ministeren været positiv over for en Borgerservice-løsning. Han understreger dog samtidig, at det er op til SKAT lokalt at stå for det praktiske, og det vil SKAT ikke. Vi kan ikke imødekomme ønsket om ekstra udleveringssteder af nummerplader. Der er 30 skattecentre, der gør det, og Silkeborg har fået en særaftale, men der bliver ikke etableret flere steder, siger afdelingsleder Vagn Meck fra SKAT i Tønder. Han deltog i det møde, som blev holdt i februar med deltagelse af Aabenraa Kommune og Erhvervenes Hus Aabenraa på vegne af branchen. Det kom der ingen løsning ud af, og Aabenraa Kommune sagde på mødet, at man forbeholdt sig ret til at tage kontakt til ministeren igen. Det gjorde kommunen i mandags, da brev nummer to blev sendt af sted til skatteminister Kristian Jensen (V). Vi mener ikke, at det er i tidens ånd at være så ufleksibel som i denne sag. Skattecentret i Tønder kan ikke se en løsning, og det vil vi gerne have ministeren til at hjælpe dem med, siger direktør for udvikling og it i Aabenraa Kommune, Tom Ahmt, om grunden til det nyligt afsendte brev. SKATs løsningsforslag om såkaldte kontorhoteller, der står for udlevering af nummerplader lokalt, kan kommunen ikke gå ind for, da det stadig kræver, at papirarbejdet foretages i Tønder eller Haderslev. Tom Ahmt kalder det »lidt molbo-agtigt«, for er man allerede på skattecentret, kan man "lige så godt vente de fem minutter ekstra og få nummerpladerne med hjem med det samme. Det, det drejer sig om for os, er, at vi vil undgå at skulle ligge for meget på landevejene. Nu drøfter vi ikke længere sagen med Skattecenter Tønder, men derimod med ministeren, siger Tom Ahmt. Nu afventes der svar fra ministeren.«

Sagstrin

  • Skriftlig besvarelse
    2008-04-07T22:00:00.000Z

  • Anmeldelse
    2008-03-25T23:00:00.000Z

Dokumenter