S 5977: Mener ministeren, at Arbejdsdirektoratet vejleder kommunerne korrekt om betingelserne for at kunne blive berørt af 300-timers reglen, når direktoratet kalder det »uden betydning, om begge ægtefællerne eller kun den ene har modtaget hjælp«, selv om det i den politiske aftale, som lovgivningen udmønter, hedder, at »4.4 For ægtepar, hvor begge er på kontanthjælp, gælder det, at en ægtefælle, der ikke inden for de seneste to år har haft sammenlagt minimum 300 timers ordinært arbejde bliver betragtet som reelt hjemmegående.«?

Begrundelse: Danmarks Radio P1's program »Orientering« har i indslag d. 28., 30. og 31. august og 4. september 2007 behandlet, hvordan kommunerne som følge af Arbejdsdirektoratets vejledning om 300-timers reglens anvendelse også lader reglen ramme kontanthjælpsmodtagere, hvis ægtefælle er fuldtidsbeskæftiget, når blot pågældendes indkomst er så lav, at den berettiger til en ydelse efter lov om en aktiv socialpolitik, og altså uagtet om en sådan ydelse faktisk er modtaget. I indslagene er gengivet citater fra folketingsdebatten og fra lovbemærkningerne, som godtgør, at det hos ministeren, Venstres ordfører og i loven har været opfattelsen, at reglen gjaldt ægtepar, hvor begge modtager kontanthjælp. Denne opfattelse er overensstemmende med indholdet af integrationsaftalen »En ny chance til alle«, hvorfra citatet i spørgsmålet er hentet fra afsnit 4 med overskriften: »Det skal kunne betale sig at arbejde«. Som det fremgår af aftalen samt af folketingsdebatterne om L89, der udmønter den, har 300-timersreglen en begrundelse i to trin. 1) at arbejdsmarkedet udgør en vigtig vej til integration, og 2) at for at få indvandrerne ind på arbejdsmarkedet, skal det kunne betale sig at arbejde. Partierne bag såvel aftale som lovgivning har anerkendt denne sammenhæng, samt at der, for så vidt angår ægtepar, hvor begge er på kontanthjælp, er brug for særlige tiltag. Det er ikke spørgerens opfattelse, at disse partier har sanktioneret en fortolkning som Arbejdsdirektoratets, ligesom det også er tvivlsomt, om denne opfattelse rent faktisk øger et ægtepars fælles incitament for at søge og tage arbejde.

Sagstrin

  • Supplerende besvarelse
    2007-09-17T22:00:00.000Z

  • Skriftlig besvarelse
    2007-09-16T22:00:00.000Z

  • Anmeldelse
    2007-09-06T00:00:00.000Z

Dokumenter