S 5427: Finder ministeren, at det udkast til ændring af ordensbekendtgørelsen, som er sendt i høring, er tilstrækkeligt til at sikre ensartede, landsdækkende regler for badesikkerhed, herunder ensartede krav til livredderes uddannelse og tilstedeværelse i offentlige svømmehaller?

Begrundelse: Ministeren har tidligere i et svar på et § 20-spørgsmål fra spørgeren (S 6702, folketingsåret 2005-06) tilkendegivet, at ministeren agtede at drøfte et landsdækkende regelsæt for sikkerhed i offentlige svømmehaller mv. med de relevante myndigheder. Justitsministeriets oplæg til at forbedre reglerne for badesikkerhed fremgår af et udkast til ændring af ordensbekendtgørelsen, som er sendt i høring den 3. juli 2007 ("Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om politiets sikring af den offentlige orden og beskyttelse af enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed mv., samt politiets adgang til at iværksætte midlertidige foranstaltninger"). Af bekendtgørelsen om ændring af ordensbekendtgørelsens fremgår det, at der i § 14 indsættes følgende: »For offentlige badestrande og badeanstalter skal politiet efter forhandling med kommunalbestyrelsen i nødvendigt omfang træffe bestemmelse om, hvilket redningsmateriel der skal være til stede, og hvilke foranstaltninger, herunder tilsyn, der i øvrigt skal iværksættes til afværgelse af fare for de badendes liv og helbred.« Spørgeren ønsker oplyst, om ministeren med denne ændring mener at have sikret ensartede, landsdækkende regler for badesikkerhed. For spørgeren at se, lægger teksten op til, at man stadig vil kunne opleve store lokale forskelle på reglerne for badesikkerhed. Det var netop undren over de manglende ensartede, landsdækkende regler, som foranledigede spørgerens oprindelige spørgsmål om badesikkerhed til ministeren i august 2006. Der er behov for, at kravene til livredderes uddannelse, kravene om livredderes tilstedeværelse i svømmehaller mv. er de samme over hele landet, så borgerne ved, hvilke sikkerhedsforanstaltninger, de kan forvente, er på plads i offentlige svømmehaller, uanset hvor i landet de befinder sig.

Sagstrin

  • Skriftlig besvarelse
    2007-07-30T00:00:00.000Z

  • Anmeldelse
    2007-07-19T22:00:00.000Z

Dokumenter