S 5271: Vil ministeren oplyse, om der påtænkes iværksat initiativer for at standse strømmen af prostituerede fra østeuropæiske EU-lande til Danmark, herunder om det er en problemstilling, ministeren vil tage op med sine kolleger i Ministerrådet?

Begrundelse: Ifølge artiklen: »Pigerne i Skelbækgade« i Ekstra Bladet den 29. maj 2007 er antallet af udenlandske prostituerede i København stærkt stigende. Mange af disse kommer fra østeuropæiske EU-lande. Politiet vurderer endvidere, at antallet af prostituerede fra Østeuropa vil fortsætte med at stige. En politikommissær ved Station City har således udtalt: »For hvert nyt østlands indtrædelse i EU, kommer der flere piger. Således har rumænske piger inden for den seneste tid holdt deres indtog på Vesterbro« (Ekstra Bladet, 29. maj 2007). Ifølge reglerne i udlændingeloven kan en udlænding ikke udvises, hvis denne har lovligt ophold, og udlændinge, der er statsborgere i et EU-land, eller er omfattet af aftalen om Det Europæiske Økono¬miske Samarbejdsområde, kan indrejse og opholde sig her i landet i indtil 3 måneder fra indrejsen eller, såfremt de pågældende er arbejdssøgende, i indtil 6 måneder fra indrejsen. På grund af disse regler har politiet svært ved at komme problemet til livs. Dette problem kendes også fra sagerne med de rumænske og bulgarske tiggere, som tager til København og andre danske storbyer på organiserede tiggerrejser. Fælles for de prostituerede og tiggerne er, at de er omfattet af EU-reglerne, og derfor ikke umiddelbart kan udvises, når de ikke begår noget kriminelt. Spørgeren ønsker derfor oplyst, hvilke initiativer ministeren vil tage i denne sag.

Sagstrin

  • Skriftlig besvarelse
    2007-10-22T00:00:00.000Z

  • Foreløbig besvarelse
    2007-07-05T22:00:00.000Z

  • Anmeldelse
    2007-07-04T22:00:00.000Z

Dokumenter