S 5270: Vil ministeren oplyse, hvilke initiativer der påtænkes iværksat for at sætte en stopper for den omfattende trafik med tiggere, lommetyve m.fl. fra østeuropæiske EU-lande?

Begrundelse: Rumænien og Bulgarien blev medlem af EU den 1. januar 2007. Borgere fra disse lande kan således frit rejse til Danmark og opholde sig i landet som turister ligesom borgere fra de andre EU-lande. Som turist fra et andet EU-land skal man blot kunne fremvise et mindre kontant beløb for at få lov til at blive i landet. Efter EU's seneste udvidelse har Danmark oplevet en sand invasion af tiggere og lommetyve fra Rumænien og Bulgarien, som tilsyneladende opholder sig lovligt i landet under påskud af at være turister. Ifølge artiklen: »Sæson for lommetyve« i B.T. den 7. juni 2007 er trafikken med tiggere og lommetyve særdeles velorganiseret. Ifølge avisens oplysninger kommer de til landet i store busser, der er hyret til formålet. Der er tale om busser, der kører i pendulfart mellem Danmark og f.eks. Rumænien. Når en bus afleverer en gruppe tiggere i Danmark, tager den en anden gruppe med tilbage. Og sådan fortsætter trafikken. Det er en særdeles indbringende forretning for tiggerne. En professionel tigger kan angiveligt tjene omkring tusinde kroner på en dag på Strøget i København. Efter en uges tiggeri i København kan en dygtig tigger således tjene et beløb, der svarer til flere månedslønninger i Rumænien og Bulgarien. Ifølge ovennævnte artikel har politiet i København allerede arresteret 30-40 lomme- og tasketyve af rumænsk oprindelse. Disse kan udvises af landet, da de har begået kriminalitet. Men de mange tiggere, som opholder sig i Danmark, kan ikke umiddelbart udvises, selv om det er ganske tydeligt, at de ikke er turister. De fylder efterhånden meget i det københavnske gadebillede og er til stor gene for de rigtige turister samt indbyggerne i København. På sigt kan det ramme Københavns ry og rygte og dermed turismen, hvis ikke der sættes en stopper for ovennævnte trafik. På samme måde ernærer mange sig ved hasardspil på Strøget, hvor de franarrer godtroende borgere deres penge.

Sagstrin

  • Skriftlig besvarelse
    2007-10-21T22:00:00.000Z

  • Foreløbig besvarelse
    2007-07-05T22:00:00.000Z

  • Anmeldelse
    2007-07-04T22:00:00.000Z

Dokumenter