S 62: Hvilke initiativer vil ministeren tage for at modvirke risikoen for smitte med legionærsyge gennem kommunale vandsystemer?

Begrundelse: I Danmark registreres der på årsbasis cirka 100 tilfælde af legionærsyge, som forårsages af den såkaldte legionella bakterie. 15-30 pct. af de ramte personer dør af sygdommen. Udover legionærsygdom er legionellabakterier årsag til Pontiac feber, som er en influenza lignende sygdom uden lungebetændelse. Legionellabakterier formerer sig bedst i lunkent vand, 25-45º C. (Kilde: Statens Seruminstitut). Rambøll Survey har i en undersøgelse spurgt 200 tilsynsførende på kommunale institutioner om deres kendskab til legionella. En tredjedel svarer, at de slet ikke ved, hvad legionella er, og næsten hver anden tilkendegiver, at deres kendskab til legionellabakterien er utilstrækkeligt. Knap halvdelen af de adspurgte oplyser, at deres vandsystem ofte eller altid har en temperatur på mindst 50º C. Hver tredje tilkendegiver, at temperaturen aldrig er over 50º C. (Undersøgelsen er refereret i »Danske Kommuner« nr. 26, september 2006) Heraf følger, at der hos i hvert fald hver tredje kommunale tilsynsførende er stor risiko for, at vandsystemet kan forårsage legionærsyge eller Pontiac feber. Undersøgelsens foruroligende resultat kan også opsummeres på denne måde: »Gæster du en svømmehal, tager du bad på en skole eller i en idrætshal, er du ældre og bor på plejehjem, så har du en potentiel forhøjet risiko for at blive ramt af den dødbringende legionella« (Danske Kommuner nr. 26, s. 4). Spørgeren finder, at dette helt indlysende er uacceptabelt. Der er tydeligvis behov for, at legionellaproblematikken bliver prioriteret højere, end tilfældet er i dag, og at de kommunale tilsynsførende modtager grundig oplysning om legionellabakterien mere generelt samt om de mere specifikke problemstillinger, der i denne sammenhæng knytter sig til de kommunale vandsystemer, herunder eksempelvis den rette vandtemperatur.

Sagstrin

  • Skriftlig besvarelse
    2006-10-10T22:00:00.000Z

  • Anmeldelse
    2006-10-03T00:00:00.000Z

Dokumenter