S 7137: Vil ministeren redegøre for begrundelsen for, at oversigten over de årlige ca. 40 mia. kr. i skatteudgifter – der har været en del af finanslovforslagets hovedbind siden 1998 – ikke fremgår af finanslovforslaget for 2007?

Begrundelse: Hvert år koster de skjulte skattemæssige tilskud i den astronomiske størrelsesorden 40 mia. kr. - eller ca. det dobbelte, hvis de pågældende støtteordninger skulle have været udbetalt som direkte tilskud. Siden 1998 har de været angivet i finanslovforslagenes hovedbind med det formål at synliggøre disse meget store skatteudgifter, som ikke i øvrigt fremgår af finansloven. Det fremgår således af finanslovforslaget for 2006 (side 441): »I forhold til statsbudgettet indebærer skatteudgifter et tab af indtægter, som ellers kunne være blevet opkrævet. De budgetmæssige implikationer er derfor som udgangspunkt opgjort i form af det merprovenu, der kunne forventes, såfremt disse særregler ikke eksisterede. Omfanget af dette indtægtstab kan i modsætning til de poster, der indgår på statsbudgettet, ikke registreres direkte. De budgetmæssige implikationer kan imidlertid sidestilles med de poster, som er konteret på budgettet, deraf betegnelsen skatteudgifter. Opgørelsen af skatteudgifterne indebærer en synliggørelse af disse udgifter, hvilket bidrager til at skabe et bedre og mere fyldestgørende grundlag for den budgetmæssige prioriteringsproces.« I debatten om skatteudgifter har der fra flere sider - bl.a. spørgerens - været peget på, at oversigten over skatteudgifter burde udspecificeres mere for at give et klarere billede af, hvortil disse store udgifter går. Derfor er det stærkt påfaldende, at oversigten pludselig er fjernet. Med den klare begrundelse, ministeren gav så sent som for et år siden, er det svært at konkludere andet, end at det er regeringens hensigt at skjule disse udgifter for at skabe et mere indskrænket grundlag for den budgetmæssige prioriteringsproces, så regeringen i stilhed fortsat kan støtte ikke mindst en række erhvervsformål udenfor offentlighedens kritiske søgelys.

Sagstrin

  • Skriftlig besvarelse
    2006-09-20T22:00:00.000Z

  • Anmeldelse
    2006-09-14T22:00:00.000Z

Dokumenter