S 6548: Hvordan agter ministeren at sikre, at personer, der er blevet hjemløse på grund af brand og står uden forsikring, kan genhuses i deres egen kommune?

Begrundelse: Spørgeren henviser til omtale i Ekstra Bladet den 16. august 2006, hvoraf det fremgår, at en ung mor, Nadia Osmark, og hendes treårige søn ikke kan blive genhuset i Herlev Kommune efter en ildebrand i deres rækkehus. Nadia Osmark har af sin sagsbehandler fået at vide, at »hvis du vil have et andet sted at bo, kan du flytte til Jylland«. Nadia Osmark er ikke forsikret, da hun havde tillid til, at hendes udlejer havde tegnet forsikring, hvilket hun ikke havde. Den unge mor og hendes søn har derfor boet tre forskellige steder siden branden. Socialchef i Herlev Kommune, Ruth Christensen, henviser til, at de har givet Nadia Osmark den hjælp og vejledning, som de er forpligtet til, og at det ikke er kommunens opgave at skaffe tag over hovedet til enlige mødre, der har mistet alt. Det mener spørgeren dog, at det må være. Spørgeren vil derfor gerne have ministeren til at svare på, hvorvidt ministeren mener, at dette falder ind under kommunens forpligtelser, og hvad ministeren vil gøre for at sikre, at kommunerne genhuser personer, der er blevet hjemløse som følge af brand.

Sagstrin

  • Supplerende besvarelse
    2006-09-12T00:00:00.000Z

  • Skriftlig besvarelse
    2006-08-24T22:00:00.000Z

  • Anmeldelse
    2006-08-15T22:00:00.000Z

Dokumenter